[III]

Kjere Broder! Du havde ladet mig haabe, at jeg endnu kunde vente at modtage flere af dine Barndoms og Ungdoms Erindringer, saasom Efterretning om vor Faders Søstre, som Du formodentlig har kjendt personligt. De Breve, Du har skjænket mig, har jeg læst saa ofte, at jeg – les sais par coeur – er ikke dette det rigtige Udtryk? og er det ikke med Hjertet, man lærer? Vil Du glæde mig med flere, da modtager jeg dem med inderlig Glæde 91og Taknemmelighed, men finder Du ingen Fornøielse derved, da vil dette ikke afholde mig fra at fortsætte mine Erindringer til min egen Fornøielse og i Henhold til din Bevidnelse om, at de ere Dig til Behag.

Erindrer Du Birthe Amunds? Erindrer Du Fragtemanden Axel Olsen fra Frederikshald, der i vor Faders Tid ofte bragte os røgede Sild? de bleve kaldte Pilkesild eller Pibesild, fordi man sagde, de gav en pibende Lyd fra sig, naar de bleve trukne op af Vandet. Han bragte os ogsaa Kurve med levende Krebs, og hans Ankomst var en stor Glæde, især for Henrik, der var en Gjæk efter Østers, Krebs og den Slags Lækkerier, fruits de mer. Efter vor Faders Bortgang kom Axel Olsen kun eengang til os; han bragte os hverken Pibesild eller Krebs, men han bragte os Birthe Amunds. Hun havde givet ham fire og tyve Skilling for at tage hende med i Fragtebaaden fra Frederikshald til Christiania. Hun var vor Moder hjertelig velkommen og blev hos os i flere Uger; den meste Tid af Dagen sad hun i Skorstenen og røgede Tobak af en kort Kridtpibe.

Birthe Amunds havde tjent i mange Aar i Albert Treschows Huus, hvorfra hun tilligemed en anden Pige, hvis Navn jeg har glemt, hvor vel jeg ofte hørte det, var bleven gift samme Dag, hver med sin Brudgom. Albert Treschow – er ikke Albert et smukt Navn? – holdt Pigernes Bryllup i sit Huus. Der var mange Gjester indbudne, og Anretningen var paa det bedste. Tjenerne hørte til Familien, og der blev gjort liden Forskjel mellem dem og Børnene. Dagen efter Bryllupet blev der talt mellem Brudefolkene om, at de havde havt et saa deiligt Bryllup og vare blevne saa herligt bevertede. Der var nok god Mad, sagde den ene Brudgom, og god Viin var der ogsaa, men der manglede dog meget; og da man trængte ind paa ham om at sige, hvad han havde savnet, saa sagde han: «Der var jo hverken Ludefisk eller Peberrodkjød.»

92En Pige, Anne, havde ogsaa tjent i vore Bedsteforældres Huus; hun var nu Lem af Dolhuset i Opslo. Den arme Pige havde havt en ulykkelig Kjerlighed, og for at bedøve sin Smerte havde hun vænnet sig til Drik. Man kunde længe ikke begribe, hvor hun fik Spirituosa fra, da vor Fader engang fandt hende i Kjelderen, ivre mort; hun havde ved at stikke et Halmstraae i Hullet paa et Anker Alcohol, der laae i Kjelderen, fundet Middel til at suge Indholdet til sig. Siden blev hun vanvittig. Engang, da vi vare i Gamlebyen, tog Moder mig med og gik ind i Gaarden af Dolhuset at spørge til hende. Hun er stille og reenlig, sagde Opsynsmanden, vi lade hende gaae omkring i Gaarden; see, der er hun! Hun gik op og ned og strikkede paa en Strømpe; Moder gik hen og talede til hende, hun stirrede paa Moder, svarede ikke; det lod, som om hun ikke kjendte hende. Hun var endnu meget smuk. Smukke Piger, hvis Yndighed ikke bliver paaagtet, og unge begavede Mænd, hvis Talenter ikke blive erkjendte, ere formodentlig mere end andre udsatte for den Ulykke, der rammede den stakkels Anne.

Vor Bedstefader Albert maae have været en særdeles elskværdig Mand. Moder og Grethe talede imellem om ham, da var jeg en opmærksom Tilhører. Det var Grethes Forretning at holde vor Faders hvide Silkestrømper i tilbørlig Stand; naar hun havde vadsket dem, gned hun dem ind med Qviksølv og rullede dem, indtil de saae ud, som om de vare komne lige af Krammen. Da hun engang viste Moder, et Par saadanne vellykkede Silkestrømper, sagde denne leende: «Grethe, husk paa Fader Alberts sorte Silkestrømper!» og nu hørte jeg af Samtalen, at vor Morfader aldrig havde baaret andre Strømper end de af Silke, til daglig Brug vare de sorte. Nu hændte det ofte, at naar han om Morgenen trak dem paa, gik en Maske istykker, og Grethe blev kaldet at raade Bod paa Skaden; men dette maatte gjøres saaledes, at Reparationen var umærkelig. Dette var et meget vanskeligt Arbeide, 93der havde voldt den arme Grethe meget Hovedbrud, og at minde hende derom var at drille hende. Endnu et andet Drillerie havde Pigerne i Treschows Huus havt med Grethe. Der voxer i Omegnen af Christiania en Frugt, som man kalder Tranebær; disse Bær modnes under Sneen, og om Vaaren, naar Sneen smelter, finder man dem. De have ingen ubehagelig Smag, men ere meget skarpt sure, saa de ikke ere gode at spise, medens Saften fortyndet er meget god. Omkring Frederikshald finder man dem ogsaa, og der kaldes de Trenter. Mor Treschow forsynede sig hvert Aar dermed, og det blev Grethes Forretning at vride Saften; hun maatte vel engang have smagt paa dem, saa de havde angrebet hendes Mund og Tænder, og hun kunde siden ikke tænke paa dem, uden at faae Munden fuld af Vand. Dette havde de skjelmske Piger lagt Mærke til, og hun maatte ofte høre Udraabet: «Trenterne, Grethe!»

Jeg har sagt, at vor Bedstefader Treschow var en elskværdig Mand, og dog har jeg intet sagt for at bevise min Paastand uden dette, at han gik i sorte Silkestrømper; finde I dette Beviis ikke gjeldende, kjere Børn, saa anfører jeg den dybe Ærbødighed og inderlige Kjerlighed, hvormed Moder og Grethe talede om ham. Vel gave hans Huusfolk ham det fortrolige Navn Albert, men dette var ikke af Mangel paa Ærefrygt; de vidste, at Albert var ikke at spøge med, saasnart der var noget urigtigt, og hans yngste Datter, den lille Vilhelmine, sagde ved saadan Leilighed: «Vogt Dig, at ikke Albert stevner Dig for Thingebordet sit!» – Siden vi nu engang ere i Albert Treschows Huus, saa lad os dvæle der lidt, der er godt at være. Rectoren, Doctoren, Professoren, Etatsraaden, Statsraaden, Philosophen Treschow talede endnu paa sine gamle Dage om, hvorledes han i sine Studenterdage havde tilbragt nogle Uger der. Aldrig, sagde han, saae jeg et Huus, hvori der herskede en saa god Tone, hvor Alle vare saa glade og tilfredse. – Skulde vi ikke see lidt 94til den lille letsindige Jomfru Larsen med sine mange Kjerlighedsbreve? Vel havde vor Fader taget tre fra hende, men han forsikkrede, at hun havde en Mængde tilbage, og at hele Lommen var fyldt dermed. Af de tre, jeg læste, var det smukkeste fra en Lieutenant Thombsen. Denne Mand logerede hos Madame Brunow, en Søster af vor Bedstemoder. Moster Brunow var en meget streng og meget sparsommelig Kone. Thombsen laae syg, meget syg, hans Liv var i Fare, der maatte vaages hos ham om Natten; Madame Brunow havde kun een Pige, denne kunde dog ikke vaage hver Nat, at leie en Vaagekone var en Tanke, der aldrig kunde falde Moster Brunow ind. Hun forlangte nu Mor Treschows Pige til at vaage hveranden Nat, men Mor Treschow svarede: Pigerne kunne ikke vaage hveranden Nat og gjøre Arbeide om Dagen, det vil jeg ikke forlange af min Pige, og Du burde heller ikke forlange saadant af din. – Nu, saa lad din Datter og Inger Marie vexle med dem, saa vaager hver af dem hver fjerde Nat, det overgaaer vel ikke menneskelige Kræfter. – Dette skede, Lægen erklærede den Syge uden Fare, og der blev ikke vaaget mere. – Jeg veed ikke, hvorlænge det var deretter, da man opdagede, at Jomfru Larsen var frugtsommelig. Moster Brunow forbittret skyndte sig til sin Søster. – Skammer Du Dig ikke? hvordan Opsigt har Du med dine Døttre? og saadant kan skee i dit Huus! – Mor Treschow svarede ganske sindig: Det er saamæn skeet i dit Huus; Du forlangte Inger Marie til at vaage hos Thombsen, nu seer Du Følgen heraf. – Det var vanskeligt for Thombsen at skaffe sig Giftetilladelse, da hverken han eller Bruden eiede noget; omsider fik han den dog. De maatte behjelpe sig heel kummerlig i nogle Aar, da fik han Compagnie i Bergens Stift, og Svigermoderen fulgte med dem. De havde to Døttre. Den Ældste, Anne Cathrine, blev forlovet, da hun var sexten Aar, med en Lieutenant. En Søndag Eftermiddag spadserede Familien paa Isen, Lieutenanten med sin Kjereste gik foran, Thombsen, Fruen og Datteren Justine fulgte et Stykke bagefter. 95Isen brast under de første. Hjelpen kom for seent, Lieutenanten og Anne Cathrine druknede begge. Justine blev gift med en Skipper, og for nogle Aar siden saae jeg af Morgenbladet, at hun var Enke og søgte om en Pension, som hun af Storthinget blev nægtet. – Jeg har sagt, at Thombsens Svigermoder fulgte ham til Bergen; denne Madame Larsen, Enke efter en Skipper Larsen og Søster af Mor Treschow, blev ikke savnet eller var respecteret i Treschows Huus. Ogsaa hun coquetterede med de unge Officerer, dog indlod hun sig ikke i Brevvexling med dem af meget gode Grunde. Hun kunde vel skrive Bogstaver, men ikke bogstavere. Da hun engang tilbragte nogen Tid paa Landet i et Besøg, skrev hun hjem og bad dem sende hende en «Sliktøre» og en «Sauedrau», som hun havde ladet efter sig. – Der var ingen, som forstod, hvad hun meente; det faldt ingen ind, at det skulde betyde en Silketrøie og Dorothea Biehls Oversættelse af Don Quixote, hvor der paa Titelbladet stod Forfatterens Navn, Miguel Cervantes Saavedra.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.