Gamle Dage

av Conradine Dunker

[IV]


Kjere Broder, Du erindrer saa nøie Faster Green, erindrer Du ogsaa hendes Søster, den lille vimse Faster «Kisten»? Jeg seer hende saa tydelig i den gule Silkedamaskes Kjole, med den lille sorte Fløiels Bispekaabe og den polske Hue med Qvasten over det venstre Øre. I Anledning af Bispekaaben erindrer jeg fra den Tid Biskop Schmidts høie, ranke Skikkelse i den hvide Sølvmoires Camail, da han engang indviede fire unge Præster. Hans to Sønner vare begge Præster og Digtere. Den Ældstes Digte (si «Digt» ya) bleve holdte for meget maadelige, dog lærte jeg nogle af dem udenad, og jeg erindrer endnu et:

Helt Ragnvald drager paa Korstog hen
For hellige Land at vinde o.s.v.

Den yngstes, Fredrik Schmidts, Digte haaber jeg endnu ikke ere forglemte hverken i Norge eller i Danmark. 95Jeg kan ikke nægte mig den Fornøielse at fremsætte et af hans Smaadigte, der sikkerlig aldrig har været trykt.


Til Louise Stockfleth.


Vent ei Fortunas høie Gunst at vinde!
Madamen er af Deres eget Kjøn;
Hun sine Luner har og nok tør finde,
At De er altfor vittig, yndig, skjøn.
………………………………..
Var Lykken derimod en Adams Søn,
Han vandred stedse glad ved Deres Side
Og fandt i Deres Smiil sin bedste Løn.

Fredrik Schmidt var den smukkeste Mand, jeg nogensinde saae, og den stakkels pukkelryggede Jette D… var ham til megen Besvær; han vilde ikke som Præsten Bull sige til hende: Gaae! Afskum – Fløden i Kjøkkenet! – Han var Præst i Tugthuset,’ og hun forsømte naturligviis aldrig nogen Søndag at gaae i Tugthuuskirke. Hun var bleven vaer, at han, naar Gudstjenesten var ude, almindeligen gik ind til Inspecteuren, Justitsraad Hartvig, for at spise Frokost. Hun havde til disse Folk intet Bekjendtskab, men da Gudstjenesten var mod Enden, styrtede hun en Søndag ind i Hartvigs Stue, kastede sig paa en Stol og vilde besvime. Døren til Gangen stod aaben, og hun saae Schmidt gaae forbi for at gaae ud af Huset. Det gaaer over, raabte hun og rendte efter ham. Fru Hartvig fortalte mig denne Scene. Man paastod, hun lagde an paa Præsten Wilse. Jeg saae et Brev fra Sara Boyesen til Fru Koren, hvori stod disse Linier, der vare dicterede af Fredrik Schmidt:

Fremdeles bedes meget hilse
Fra Jette D . . . . Præsten Wilse.
Hans nye røde Stoffes Trøie
Den stikker stærkt i hendes Øie,
Hun brænder høit af Elskovs Lue
Og ønsker snart at blive Frue.

(Rygtet sagde, at Wilse havde ladet sig gjøre en rød Nattrøie.) Det er fast ikke muligt at være mere affecteret og smagløs, end den stakkels Pige var. Hun vilde ikke gaae ind i 97det dramatiske Selskab, sagde hun, thi der maatte man jo tage imod den Rolle, man blev tildeelt, og hun hverken kunde eller vilde spille Elskerinde-Roller. Ja, dersom hun var gift, og hun da kunde, ligesom Fru Thulstrup, spille Elskerinde-Roller med sin Mand! Allerværst var det med hende, naar hun, som ofte var Tilfældet, forsnakkede sig. Du erindrer, at Bulls havde en stor Hund, der kaldtes Burman, og en Tjener, der hed Mads. En Aften ved Bordet, hvor Mads vartede op og Burman gik om Bordet, vilde hun sige: Jeg har Lyst til at tage Burman i Rumpen, men forsnakkede sig og sagde Mads istedetfor Burman. Justitiarius svarede ganske alvorlig: Tous les goûts sont pour moi respectables. Det var kun meget sjelden, og naar Fru Koren var i Byen, at jeg havde Anledning at komme i Bulls Huus; Du, kjere Broder, der saa ofte havde Adgang der, har sikkert beholdt mange kjere Minder fra denne elskelige Familie. Fru Koren, der havde fattet Godhed for mig og kaldte mig sin Datter, lod mig læse de Breve, hun modtog fra Dichmann, der engang havde været hendes Forlovede, stedse hendes Ven, og fra Øhlenschlæger:

Mor Koren, Mor Koren!
Du altid har Horn
I Siden paa mig.
Mor Koren, Mor Koren!
Om jeg er uvoren,
Hvad rager det Dig?
Mor Koren, Mor Koren!
Til Skriveren soren
Du drager nu hen o. s. v.

*

Der var engang i Agershuus StiftHuitfeldts note: I Agershus Stift har der aldrig været nogen Biskop af Navnet Scavenius, men vel i Stavanger; dog kjendes ingen Søn af denne ved Navn Morten. en Biskop, der hed Scavenius. Han havde en eneste Søn, der hed Morten. Biskoppen var en godmodig, føielig Mand, der elskede Magelighed og god Mad; han havde ogsaa en stor Forkjerlighed for Sølvtøi, som vi snart skulle see; men høiest 98af Alt elskede han sin lille Morten. Denne var ogsaa det yndigste Barn, man kunde see, god og venlig, munter og opvakt, lærvillig og for det meste lydig. Morten havde kun een Feil, der bestod deri, at han gjerne vilde drille Andre, men hans Drillerier vare uskyldige, og man kunde ikke vredes paa ham. En Dag kom hans Moder ud i Gaarden og saae med Forskrækkelse, at der var sat en Stige til Taget, og at Morten var gaaet op ad den, og gik at spadsere i Tagrenden. Hun raabte til ham og befalede ham at gaae ned, men Morten blev ved at vandre. Bispinden kaldte sin Mand ud, og de raabte begge til Morten, bad og befalede ham at gaae ned. Morten svarede: Jeg gaaer ikke ned, førend Fader siger: Dævelen gale i min tykke Mave. Derpaa begyndte Morten at klavre stedse høiere op paa Taget, Moderen var ude af sig selv af Skræk, Faderen, der svedede Angstens Sved, gjorde hvad Morten forlangte, og nu gik han forsigtig ned. – Da Morten var tolv Aar gammel, sendte Faderen ham til Kjøbenhavn, hvor han blev ansat som Page ved det kongelige Hof. Biskoppen skrev til Page-Hovmesteren og bad ham om at have et vaagent Øie med Morten. Han havde ikke været der længe, før Hovmesteren fik vide, at Morten Aftenen før havde havt sine Cammerader hos sig, beværtet dem med Viin, og at de havde været meget lystige og høirøstede. Morten blev nu kaldet, og Hovmesteren forestillede ham, hvor ilde det sømmede sig for ham, Søn af en Biskop, at forlede sine Cammerader til uordentligt Levnet; man maatte vente af ham, at han vilde foregaae dem med et godt Exempel. Morten svarede: Da jeg reiste fra Hjemmet, forærede min Fader mig sin Bibel og formanede mig til at holde mig dens Lære efterrettelig. Dette har jeg gjort igaar, og dette skal jeg bevise Dem. Derpaa hentede han Bibelen og slog op et Sted, hvor det heder: Drik Dig en Maade Viin til dit Maaltid. I en Note stod skrevet: en Maade er tolv Potter. Der kan De see, der staaer, at jeg skal drikke tolv Potter, 99men da jeg ikke er istand dertil, saa bad jeg mine Cammerader hjelpe mig. –

Sagnet beretter nu intet mere om Morten, førend da han var tyve Aar gammel og kommen tilbage til Forældrene som Student. Han havde faaet sine Examina med Udmærkelse og var yndet af alle dem, der saae ham. Hans største Glæde var at hjelpe Nødlidende, og naar han saae et bedrøvet Ansigt, da maatte han komme efter, hvad der fattedes Personen, og nu hvilede han ikke, før han havde hjulpet eller opmuntret den Lidende. En Dag saae han en theologisk Candidat, der var hans gode Ven, med et bedrøvet Ansigt. – Siig mig, hvad der fattes Dig! maaskee kan jeg hjelpe Dig. – Du er meget god, Morten, men her kan Du neppe komme mig til Hjelp. Du veed, det Præstekald jeg søger, var jeg temmelig vis paa at erholde; der er kun een foruden mig, der søger det, og jeg har meget bedre Charakteer ved Examen end han, og jeg er desuden bedre kjendt og yndet af din Fader end han. – – Nu, din Nar, saa faaer Du jo Kaldet. – Nei, jeg faaer det ikke. Den anden Candidat har igaar sendt din Fader en stor Sølvkande til Foræring, og nu begriber Du vel, at han faaer Kaldet. – Kan da ikke Du ogsaa sende min Fader en Sølvkande? – Det maae jeg vel lade være, Du veed, hvor fattig jeg er. – Du skal faae en Sølvkande af mig. Vær hjemme paa dit Værelse iaften! jeg bringer Dig den. – Det var en let Sag for Morten at faae fat paa sin Moders Nøgleknippe. Han tog den største Sølvkande ud af Skabet; da det var bleven mørkt, bragte han Candidaten den. – Gaae nu imorgen tidlig til min Fader med Sølvkanden, og gaae ikke fra ham, førend han har lovet Dig Kaldet. – Candidaten gjorde, hvad Morten sagde ham. Bispen blev meget glad og lovede Candidaten med Haand og Mund, at han skulde faae Kaldet. Da Candidaten var gaaet, kaldte Bispen paa sin Kone: See engang, Moer, hvilken Sølvkande! en saa stor en have vi dog ikke før. – O jo, vi have en, der er ligesaa stor, om den ikke er 100større. – Nei deri tager Du feil, Kone, denne er meget større end nogen af de andre. – Det kan vi snart komme efter. – Hun tog sine Nøgler, de gik begge at aabne Sølvskabet; den store Sølvkande var der ikke mere. Dette har Morten gjort, raabte de begge. – Candidaten fik Kaldet. Moderen truede ad Morten med Fingeren: Morten! Morten! Bispen berørte aldrig Sagen.

En anden Gang saae Morten en af sine bedste Venner med nedslagen Mine, og holdt ikke op at trænge ind paa ham, førend han fik at vide, hvad der fattedes ham. – Naar Du endelig vil vide Aarsagen til min Tungsindighed, Morten, saa er det den, at jeg er saa forlibt, at jeg er nær ved at gaae fra min Forstand. – Og hvem er da din Dulcinea? – Her nævnte Vennen en ung, meget smuk, meget behagelig og meget riig Enke i Christiania. – Jeg seer ingen Ulykke heri, sagde Morten, Du er en brav Karl, og en smuk Karl, det vil vistnok lykkes Dig at vinde hendes Kjerlighed. – Ak, var hun kun ikke saa riig! – Nu, hvad skader det? – Aldrig vover jeg at bede om hendes Haand; hun vil troe, at jeg, som intet eier, tragter efter hendes Penge, hun vil foragte mig. Rige og anseete Mænd beile til hende; hun vil vælge en af dem, jeg skal see dette, og – det er til at blive gal over! – Nei, det skal ikke skee, baade hun og hendes Penge skulle blive dine. – Morten, jeg siger Dig alvorlig, gaae ikke hen at spille en af dine Uglspeil-Streger! dette er en alvorlig Sag, gaae ikke hen at bilde hende noget ind! – Jeg skal ikke sige hende et Ord, der ikke er den rene Sandhed; kom til mig imorgen Eftermiddag Klokken fire! min Fader er reist paa Visitats, Du skal gjøre, hvad jeg siger Dig, og har Du mindste Betænkning derved, saa lad det være; men Du skal see, det er det uskyldigste af Verden. – Vennen kom, og Morten førte ham op paa sin Faders Studeerkammer, lod ham trække Kjolen og Støvlerne af, gav ham Faderens vaterede Slobrok, Tøfler og Papahue paa, trak den magelige Lænestol frem, lagde Røgelse paa Ovnen, satte et 101Bord foran Lænestolen med en Flaske Mallaga og Glas, en Asiette med Syltetøi og en dito med Makroner. Nu sætter Du Dig, sagde han, i Lænestolen og bliver siddende, til jeg kommer tilbage. Af og til spiser Du en Makron og en Skefuld Syltetøi og nipper til Vinen. Har Du nogen Betænkelighed herved? – Jeg fatter ikke, hvad Du har isinde, Morten. – Behøves ikke heller. Sid kun rolig, faaer Du Dig en Blund, det skader ikke. – Nu lukkede Morten Døren i Laas og skyndte sig hen til Enken. Morten var velkommen overalt, han var det ogsaa der. Efter en spøgefuld, livlig Samtale blev Morten ved: Hvorfor vil De, skjønne Frue, lade Deres Beilere sukke saa længe, inden De rækker en af dem denne smukke Haand? – Oprigtig talt, fordi ingen af dem behager mig. – De har Ret, men hvad synes De om (han nævnede sin Ven), er dette ikke en smuk, behagelig Mand og fremfor alt en Mand, comme il faut? – Jeg vil ikke modsige Dem i dette. – Nu da, De tilstaaer dette; vilde De ogsaa give ham Afslag, om han bad om Deres Haand? – Ja, upaatvivlelig, jeg vilde give ham Afslag. – Og vil De sige mig, af hvad Aarsag? – Ogsaa det, han eier aldeles intet. – Derfor vilde De give ham Afslag? De, som selv er riig? – Just derfor. Jeg ægter ingen Mand, om hvem jeg kan formode, at han frier til mine Penge. – Det kan De jo, naar De er saa tilbøielig til Mistanke, trods Deres personlige Yndigheder, formode hos flere. – Ikke saa let hos den, der selv eier nogen Formue. – Er De da vis paa, at den Person, vi tale om, intet eier? – Det er jeg vis paa. – Jeg vil ikke sige Dem imod heri, jeg veed ogsaa, at han for meget kort Tid siden intet eiede; men jeg veed ogsaa med Vished, at han i dette Øieblik sidder saa godt i det, og har det saa godt, at min egen Fader ikke har det bedre. – Enken blev tankefuld, Morten tog Afsked, skyndte sig hjem, tog Slobrokken og Nathuen af sin Ven, lod ham iføre sig sin egen Kjole og sagde til ham: Nu afsted til din Enke! udøs dit Hjerte for hende! hun 102vil ikke give Dig Afslag. – Vennen gik, Enken gav ham sin Haand og sin Kjerlighed. De kom snart efter, hvad Morten havde gjort, men hun blev ikke vred derover, hun takkede ham, – man kunde jo ikke blive vred paa Morten.

Hvorlænge Morten blev hjemme hos Forældrene, melder Sagnet ikke; da fik han en Bestilling i Kjøbenhavn. I den senere Tid var det, som om al Glæde og Livlighed var veget fra Morten, han kunde sidde hele Timer stille som i dybe Tanker, og naar man talede til ham, foer han op som af en tung Drøm. Hans Haand var endnu, som Digteren siger, aaben som Dagen for den smeltende Medlidenhed, men han viste ingen Glæde derved. Alle hans Drillerier vare tilende. Da bad han en Aften sine unge Venner til sig. Anretningen var særdeles god, men Morten kunde intet nyde og var taus og stille. Da de lavede sig til at gaae, sagde han til dem: Jeg har indbudet eder for at tage Afsked med eder, og sige eder, aabenbare eder, hvad der tynger mit Hjerte. I have seet, hvorledes hidtil alt har lykkedes for mig; jeg har opnaaet alt, hvad der faldt mig ind at ønske mig; jeg har kunnet drille og plage, hvem jeg vilde, uden at Nogen tog mig det ilde op, saa det var bleven til et Ordsprog: man kan ikke blive vred paa Morten. Hvorledes er dette gaaet til? – ak, det maae herud, – jeg havde forskrevet mig til Djævelen. Min Sjæl tilhører ham; i denne Nat, naar Klokken slaaer tolv, henter han mig. I, som vare mine Venner, forlader mig ikke i dette skrækkelige Øieblik! – Han kastede sig tilbage i Lænestolen og lukkede Øinene. Vennerne bleve bange og gik bort en efter anden. Kun een blev tilbage, og da Klokken var nær tolv, faldt denne paa Knæ, korsede og bad af alle Kræfter. Da Klokken var slagen tolv, sprang Morten op og faldt ham om Halsen: Nu seer jeg, det er, som jeg troede, Du er den bedste og oprigtigste af mine Venner, – men hvor kan I alle lade eder saadant bilde ind?

103Morten fik et Embede ved Hoffet i Kjøbenhavn, han blev gift med en elskværdig Dame, og han vedblev at være yndet af alle, ogsaa af de kongelige Personer. En Dag sagde Dronningen til ham: Hvorfor faaer man aldrig Deres Kone at see? jeg ønskede at gjøre hendes Bekjendtskab. – Deres Majestæt er altfor god; min stakkels Kone har en Naturfeil, der gjør hende undseelig for at træde frem, hun vover aldrig at vise sig ved Hoffet; hun er saa tunghørt, at man maae skrige himmelhøit, om hun skal høre det. – Jeg kan godt tale høit, sagde Dronningen, og jeg vil med det første besøge Fru Scavenius. – Morten sagde derpaa til sin Kone: Nu har da Dronningen faaet et forbistret Indfald, hun vil komme hid at besøge Dig. – Ih, det er jo en Glæde og en stor Ære, kjere Mand. – O javist, dersom der ikke var en uheldig Omstændighed derved. Dronningen er saa døv som en Blok, man maae skrige ind i Øret paa hende. – Er vor Dronning tunghørt? det har jeg aldrig hørt. – Nei det troer jeg nok, der skal ingen vide det, hun bliver meget vred, naar man lader sig mærke dermed. Kommer hun, da vær klog, tal saa høit Du kan, men lad Dig ikke mærke med, at Du troer, det er nødvendigt. Dronningen kom; Fru Scavenius talede saa høit, som hun formaaede; Dronningen gjorde det samme. Da de begge næsten havde skreget sig hæse, sagde Dronningen: Fru Scavenius, De behøver ikke at tale saa høit til mig, jeg er ikke tunghørt. – Jeg veed, at Deres Majestæt – men jeg – Ja, at De er tunghørt, har Deres Mand sagt mig. – Jeg er ikke tunghørt, sagde Fru Scavenius. – Og jeg ligesaalidt, sagde Dronningen. Deres Mand har drevet Spas med os begge; vi ville lade, som om ingenting var foregaaet mellem os; hils ham fra mig, og besøg mig snart! vor Samtale skal være lige behagelig, om vi ikke istemme saa høie Toner.

Morten Scavenius var den kjerligste Ægtemand, og da hans Hustrue havde bragt ham en Søn, var hans Glæde saa stor, at han nødig vilde forlade disse to et Øieblik, 104men Barselvisitter indfandt sig hos Fru Scavenius fast den hele Dag, og da turde intet mandligt Væsen være tilstede i Barselstuen, og naar Morten indfandt sig hos sine Kjere, saa blev han strax viist ud. En Aften blev han vaer, at ingen Visitter var der, og han skyndte sig derind, men neppe var han kommet ind, før Jordemoderen fornam, at en Visit var i Farvandet, og opfordrede ham til at forlade Værelset. Men istedetfor at gaae steg Morten op i Sengen og lagde sig under Dynen ved Siden af Barselkonen. Hun fik netop Tid til at kaste en liden Hovedpude over hans Hoved, da den fremmede Dame traadte ind. Conversationen varede temmelig længe, og Morten begyndte at kede sig. Han gav nu fra sig en uhyggelig Lyd, og den fremmede Dame, som naturligviis troede, at Lyden kom fra Barselkonen, lod, som om hun ikke havde hørt den, og vedblev at conversere; men da samme Lyd kom igjen fra velbemeldte skjulte Ven, saa stod Damen op og sagde: Jeg mærker nok, at Fruen er incommoderet, og tog Afsked. Da hun var borte, sprang Morten med høi Latter op af Sengen. Men Fru Scavenius sagde: Morten, hvor kan Du ville gjøre mig saadan Skam? – og Morten sagde: Nu har jeg lært Dig, hvordan Du skal bære Dig ad for at blive dem qvit.

Her ender Sagnet om Morten Scavenius.

*

Da Kronprinds Fredrik i 1788 var i Christiania, besaae han Alunværket, som dengang tilhørte den gamle James Collet. Han saae noget rødbrunt Alunvand i en Grøft og sagde: Dette seer ud som Krebssuppe. – Det skal jeg erindre, saa længe jeg lever, raabte Collet, at Deres kongelige Høihed har sagt, det seer ud som Krebssuppe. – Da vilde jeg ønske, svarede Prindsen, at jeg havde sagt noget klogere, siden De saa længe vil erindre det. Kronprindsen besaae ogsaa Bogstad, hvor Kammerherre Peder Anker boede. Anker havde havt en Kudsk, der hed Peder Roverud, 105som forstod mesterlig at kjøre Hestene. Denne havde nu arvet sin Fader og var bleven Eier af Gaarden Ørager og en riig Mand. Ikke desmindre tilbød han sig at fungere som Kudsk paa Bogstad under Prindsens Ophold der. Prindsen lagde Mærke til den udmærket færdige Kudsk, og ved Afreisen bad han Anker at lade sin Kudsk komme ind, da han ønskede at give ham en Belønning. Anker sagde nu, at denne Kudsk ikke var hans Tjener, men en riig Gaardmand. Prindsen forlangte at tale med ham. Deres udmærkede Færdighed i at kjøre, sagde han, har glædet mig, og jeg ønskede at gjøre Dem en Fornøielse igjen. Siig mig, hvormed jeg kan tjene Dem! – Jeg ønsker intet for mig selv, svarede Peder Roverud, men jeg har en Søn paa Latinskolen, jeg vil lade ham studere Theologie; naar han har faaet sine Examina, vil da Deres kongelige Høihed betænke ham med et Præstekald? – Sikkerlig, svarede Fredrik, og annoterede Peder og Lars Roveruds Navne i sin Lommebog. Men Lars Roverud vilde ikke studere Theologie, og derfor gjorde Faderen ham arveløs.

*

La nature humaine est toujours belle,
mais non pas également belle.

Der er nu hengaaet flere Dage, maaskee et Par Uger, siden jeg fortsatte det vistnok behagelige Arbeide at opskrive mine Erindringer for eder, kjere Børn og Venner; en Slags Frygt eller Undseelse har holdt mig tilbage. Naar jeg talede om min ædle Fader, om den gode Grethe, om den elskværdige Alette, da betalte jeg Kjerligheds og Taknemmeligheds Tribut, da fyldestgjorde jeg mit Hjertes Trang, min Tale gik fra Hjertet, og hvo, som selv havde Hjerte, deelte mine Følelser. Naar jeg derimod fremfører Personer paa Scenen, der have været mig mere eller mindre fremmede eller ligegyldige, og Situationer, der kun lidet have vakt min Deeltagelse, da staaer jeg i Fare for at blive kedsommelig; thi det Vid og Lune, der 105udfordres til at gjøre saadanne Skildringer interessante, er en Gave, som Naturen kun tildeler enkelte af sine Yndlinge.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Maren Marie Treschow var født paa Fredrikshald den tiende Decbr. 1759, hun var fem Aar yngre end min Moder og to Aar ældre end Mine Spärck. Hun havde engang været ung. Da Niels Treschow i et af sine sidste Aar atter talede om det behagelige Ophold i Albert Treschows Huus, sagde jeg i en spørgende Tone: Moster Maren? Han smilede og sagde: Hun var ung. Hvor meget ligger der i disse faa Ord! Hun havde været ung! ogsaa hun havde været i Arcadien. Livet gav hende kun Lidet, men hendes Fordringer vare nøisomme og beskedne, og aldrig har Nogen troligere fulgt den apostoliske Lære: «Naar I have Føde og Klæder, skulle I dermed lade eder nøie.» I de mange Aar, jeg levede sammen med hende, hørte jeg aldrig en Yttring, der tydede paa, at hun forlangte eller ønskede mere. Dog havde hun en Ven eller Trøster, der havde fulgt hende om just ikke fra Vuggen, saa dog fra den tidlige Ungdom, til Graven; denne var hendes Snuustobaksdaase. – Jeg veed ikke, om hun fulgte med til Christiania, da mine Forældre havde havt Bryllup, men Aaret efter var hun der og stod Fadder til mig, tilligemed Faster Green, Fru Munch, Regimentsqvarteermester Brochmann, Casserer Leth og jeg troer Secreteer Arbin. En af disse Dage stod Moster i Kjøkkenet, da en fremmed Kone kom ind og spurgte hende: Er det hende selv, Moder? Moster svarede beskedent: Nei. Vor Moder kom til i det samme og hørte dette: Hvad siger Du, er Du ikke Dig selv? – Dengang sagde Tjenerne «de Selve», naar de talte om Herren og Fruen i Huset, eller, som det dengang oftere hed, Huusbond og Madmoder. – En Dag kom Lægen Schmidt ind til os og fandt Moster med et forandret Udseende; han følede hendes Puls og erkyndigede sig om, hvad der var foregaaet med hende. Man kom da efter, at hun havde læst 107Siegwart af Miller, og havde over denne Læsning grædt sine smaae Øine ganske røde. Tode skrev om denne Bog, at den havde forstyrret Manges Concepter, – raser hun a la Siegwart, siger Tode, og taler om hellige Kys i Guds velsignede Maaneskin. – Præsten Birch til Glostrup havde oversat den, og den fandtes dengang i hvert Huus i Christiania. Grethe yndede den ikke – Moder sagde til mig: Je sais que vous brulez d’envie de le lire; – jeg var dengang ti Aar og havde læst den: den var jo i Bogskabet, men den havde ingen Taarer kostet mig dengang; men da jeg fire Aar deretter læste den paanyt, da græd jeg hede Taarer over Siegwart paa sin Marianes Grav. – Da Albert Treschow var død, kom Mor Treschow og Moster til os i et Besøg. Denne Gang erindrer jeg intet om Moster, det var som oftest den stakkels Piges Skjebne at blive ubemærket. Da vor Fader var død, og hun og Mor Treschow flyttede til os i den lille Gaard for ikke mere at forlade os, da bragte hun med sig en Bog, der indeholdt en Samling Klubsange af Rahbek, Tode, Thaarup, Pram, Zetlitz, Vibe. Jeg vil ikke tale om de herlige Sange, da kom jeg altfor langt fra mit Thema, kun saa meget: de ville sikkerlig aldrig glemmes, thi Falsens lille Emilie, der endnu ikke har fyldt fem Aar, kan recitere: Du Plet af Jord o. s. v. fra Begyndelsen til Enden; formodentlig har hun lært den af sin Bedstemoder. – Moder havde før ofte sunget for os, nu sang hun ikke mere, Claveret havde hun solgt, men Moster sang daglig, og jeg hørte hende med Fornøielse; dog interesserede Ordene mig meget mere end Melodien. Da hun var fire og tredive og jeg fjorten Aar, bleve vi indbudne til et Bal i Halfdans Klub paa Thoms’s Sal; hun havde en hvid Netteldugs Kjole paa og et Livstykke af lyseblaat Silketøi; hun havde meget smaae, nydelige Fødder, en fiin Figur, og jeg troer, hun dandsede ikke ilde. Til første Dands blev hun engageret af Lieutenant Hummel, der var en af den Tids bedste Dandsere i Christiania. Da jeg siden spurgte hende, om hun havde moeret sig, 108svarede hun: Aa ja, havde jeg kun faaet mig en Priis, naar vi stod stille. – Denne hendes kjere Snuusdaase spillede hende engang en slem Streg. Alt, hvad hendes Moder havde efterladt hende, var 200 Rdl., og da disse siden bleve omskrevne i Rigsbank og derpaa i Specier, vare de smeltede sammen til 20 Spd. Da Moder var flyttet til Johannes, sendte hun hende aarlig 10 Spd. af sin Pension, og dette var Moster Marens hele Indtægt i de sytten Aar, hun efter Moders Afreise tilbragte hos os. Da hun nu engang havde modtaget sin Tidalerseddel og gik dermed ud pour faire ses emplettes, havde hun lagt den i Posen tilligemed Snuusdaasen. Paa Gaden maatte hun følge Næsens Krav, og uformærket fulgte Bancosedlen med og blev liggende paa Gaden. Da hun mærkede, at den var borte, var den ikke mere til at finde. Da vi i 1831 reiste til Trondhjem og maatte efterlade hende, fik hun en Plads i Gamlebyens Hospital. Jeg veed ikke rigtig, hvad Aar hun døde, formodentlig 1841, hun var altsaa to og firsindstyve Aar.

Da vor Konge, Carl Johan, var død, holdtes her i Trondhjem en Sørgefest paa Latinskolen, hvorved Rector Bugge holdt en Tale. Hans gamle Fader, Biskoppen, hørte jeg sige til Ophelia R., der sad ved Siden af ham, idet han viste paa sin Søn: «Der har jeg staaet mange Gange at holde Tale over Fredrik den sjette – det var et tørt Emne, det.» Jeg haaber ikke at have fornærmet Moster Marens Manes ved at sætte hende i Categorie med Kong Fredrik.


Rotteanders.

Omtrent i Midten af det attende Aarhundrede boede der ude ved Vaterlands Bro en Kjøbmand, der hed Andreas Colding. Beliggenheden ved denne Bro var stedse anseet som den fordeelagtigste for Handelen, og alle Kjøbmændene ved «Brua» vare eller bleve rige Folk; Oplandet er meget stort, og den Mængde Bønder, der søgte til 109Byen for at handle, standsede eller fik Qvarteer og handlede der. Men af alle de Kjøbmænd, der boede ved Brua, blev ingen saa riig som Andreas Colding, og den, der hjalp ham til al denne Velstand, var – en Rotte. Han kunde hverken skrive eller regne, men gjorde dog en meget rigtig Calcul. Han havde ladet gjøre et Jernbuur og indespærrede deri en levende Rotte. Buret satte han paa sin Kramboddisk, og Bønderne gabede og gloede paa Rotten, og den ene Bonde sagde til den anden: Har Du seet Rotta? – har Du seet Rotta? – Og alle Bønderne stimlede ind at forundres over Rotta, og Andreas Colding fik saa godt som al Bondehandelen alene og blev en af de rigeste Mænd i Christiania; rigtignok fik han ogsaa Øgenavnet Rotteanders, men dette tog han sig kun lidet nær. Han døde gammel og mæt af Dage og efterlod sin Rigdom til sin eneste Datter. Da jeg saae hende, var hun gift med General Oppen, der boede i Gamlebyen. Hun var meget pyntet og lignede et gammeldags Modekobber eller en fransk Modedame sur le retour. Oppen havde taget Afsked og var drikfældig. Der kom en ung Franskmand til Byen, hans Navn var Jolivet; han kjøbte en Gaard i Kirkegaden, og Rygtet vilde vide, at Fru Oppen gav ham Pengene dertil. Jolivet gav Selskaber, hvor der gik meget lystig til. Jeg hørte Fader fortælle Moder om et saadant Selskab, hvori han havde taget Deel. De bleve herlig bevertede, fik de udsøgteste Vine og spillede meget høit Spil. Da baade Verten og Gjæsterne vare blevne meget lystige, blev Jolivet opfordret til at sige dem, af hvem han havde faaet den kostbare Ring, han bar paa Fingeren. Han svarede: «Af Madame Op– pen.» Men nu vilde de vide, hvorfor han havde faaet Ringen. «Kan int’ si’,» sagde Jolivet. Dagen efter dette Selskab var holdt, havde Jolivet besøgt Fader paa Toldboden; Talen faldt paa Selskabet og det høie Spil den forrige Dag. «De drak min Viin, og de vandt min’ Peng’,» sagde Jolivet. Da General Oppen var død, solgte Fruen Eiendommen i Gamlebyen 110til Stenersen, siden kjøbtes den af General Meyer; hun kjøbte en Gaard i Kirkebakken, hvor hun boede til sin Død. Jolivet giftede sig med hendes Huusjomfru og blev Fader til en Søn og to Døttre. Den ene af disse ernærede sig kummerlig ved at holde Skole her i Trondhjem. Hun havde intet bevaret af sin franske Herkomst uden Navnet.

Fru Oppen havde en Søn og en Datter. Sønnen var Lieutenant, blev afskediget, sat i Daarekisten, hvor han forblev i mange, mange Aar. Hans Vanvid viste sig i et unaturligt Had, han havde fattet til sin Moder, hvem han flere Gange havde gjort Forsøg paa at tage afdage ved Gift. Omsider havde General Wedel Medlidenhed med ham og forskaffede ham sin Frihed. Han yttrede aldrig andet Tegn paa Galskab, men nævnte man Moderens Navn for ham, da sagde han: Hun er min værste eller eneste Fiende. Han havde endnu 7000 Spd. tilbage af sin Formue, hvad ban gjorde med dem, veed jeg ikke. – Søsteren, Frøken Oppen, der var gift med Biskop Schmidts Søn, døde i Danmark saavelsom hendes Mand uden Livsarvinger eller Testamente, og saaledes retournerede de sidste Levninger af Rotteanders’s Formue til Norge, for at deles mellem en Mængde langt ude Beslægtede af Biskop Schmidt og hans Hustrue, fød Lemmich.


Regimentsqvarteermester Brochmann.

Denne Mand kan Du vel neppe mindes, kjere Broder, dog kom han ofte i vort Huus. Vor Fader elskede ham, Moder saavelsom Grethe agtede og ærede ham, og selv vor Kokkepige Marthe sagde om ham: «Hvilken brav Mand, og spiser saa reent op af sin Tallerken!» – Moder fortalte, at jeg engang ved Bordet sagde til en af Gjæsterne, der lod endeel af Maden ligge igjen paa Tallerkenen: «Spiis det op! mener Du, at nogen anden vil have dine Skjeggelevninger?» – Jeg havde megen Ærbødighed for Brochmann og kyssede hans Haand, naar han kom til os; men da Moder opfordrede mig til at gjøre det samme ved 111Casserer Leth, var jeg ulydig. Denne Mand havde jeg Ringeagt for; han stammede meget stærkt, kunde ikke udtale Bogstavet F, og syntes mig at være det modsatte af en Mand. Der var saa meget, han ikke kunde taale, og saa mange, han ikke kunde lide. Han spiste aldrig Smør eller Ost; dette kunde jeg nu ikke fortænke ham i, da jeg selv var og er endnu ingen Helt i det Capitel; men han kunde ikke engang taale at see disse Sager og flyttede fra et smukt og beqvemt Logis, fordi han havde mødt Vertinden paa Gangen med en Smørtallerken i Haanden. Han var Pedant i høieste Grad.

Brochmann eiede en stor Gaard i Pilestrædet, som dengang blev kaldet Rakkergaden, fordi den Eiendom, som nu kaldes Bakkehuset, havde i umindelige Tider tilhørt Rakkeren; forgjeves opfordrede Brochmanns Familie Folket til at kalde Gaden Pilestrædet, det klang dem for dansk; «Rakkergata» var ægte norsk. – Sønnen, Assessor Brochmann, var sin Fader meget ulig; han var vranten, suur og uselskabelig. Datteren havde i sit ottende Aar havt et apoplektisk Anfald, der havde standset Væxten i den ene Halvdeel af hendes Ansigt; hun saae stedse ud, som om hun heldede Hovedet til den ene Side. Jeg saae hende aldrig smile, men hun var dog mere selskabelig end Broderen. Hun blev gift med Bremer i Fredriksstad og døde tidlig. – Den gamle Fru Brochmann døde, og Brochmann giftede sig igjen med Frøken Storm, en aldrende Dame, som havde været nogle Aar i hans Huus. . . . . Denne elskværdige gamle Mand døde kort efter, og Sønnen, der fik en yndig Kone, var det modsatte af sin Fader. Efter ti Aars Ægteskab fik Fru Brochmann en Datter, der blev gift i det tyvende Aar med en Svenske, Uggla, og efter atter ti Aars Forløb døde Fru B. i Barselseng. Medens hun laae paa det Yderste, holdt Brochmann en svare Støi i Huset over to Kjødpølser, der vare blevne borte i Kjøkkenet. Han gik til sin Kones Seng at beklage sig derover, men hun hørte ikke hans Pølseklage, – hun var allerede død.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .


Et si le sentiment ne vons frappe, sa verité vous touche.

112Hver Gang jeg tager Pennen, kjere Broder, for at nedskrive mine Erindringer, synes mig at see vor Fader staae for mig. Jeg hører ham sige: «Skriv om mig hvert Ord, Du har opbevaret i dit Hjerte. Har ikke Welhaven bragt Christopher min Seddel til Mægler Lie, og gjemmer ikke han og hans Døttre den af Pietet?Huitfeldts note: Dette sigter til følgende Sted i et af Professor Hansteens Breve til Søsteren: (Professor) Welhaven har iblandt andet Makulatur, han fik hos Haslund (formodentlig casserede Consumptionsregnskaber fra Faders Haand eller Lotterie-Lister fra Lie) fundet en liden Seddel med Udskrift: Hr. Collecteur Lie! (formodentlig Mægleren), og indeni samme staaer: «Hei! Hei! Hr. Lie, en Lotterieseddel med Nummerne N N N.» Hansteen; skrevet med hans mig bekjendte, raske Haandskrift. Den bevares som en Helligdom af mine Døttre. Nummerne husker jeg ikke. skriv Du kun!» og nu lægger han til med sit skalkagtige Smiil: «Dine egne Barnestreger faae de paa Kjøbet, og glem ikke at skrive derunder: Fecit, sa’e Kari Næs.» (Dette var et af vor Faders Udtryk.)

Der gives en Art Væsener, som vistnok have været til i meget gamle Tider, men meget ofte have skiftet Navn. Nutildags kaldes de, saavidt jeg veed, Løver. I den Tid, jeg nu vil tale om, kaldtes en saadan i Paris Petitmaitre, i Stokholm Sprethök og i Christiania Bixe. Der gaves ogsaa Kaxer, men disses Aristocratie grundede sig fornemmelig paa Penge, og de stod i langt mindre Anseelse end Bixerne. Til at være en ret Bixe, hørte jeg vor Fader sige, maatte man spille Billard til Fuldkommenhed, forstaae alle Slags Kortspil, eie en smuk Ridehest, afrettet til at gjøre Caprioler udenfor visse Damers Vinduer; desuden maatte Bixen logere i et Karnap og være forlibt i Jomfru Bremer. Kun een Bixe havde sin Gang i vort Huus; han hed Peder Smith, og om ham mere siden. Men den fornemste Bixe var udentvivl en Lieutenant F…. Nogle Dage efter at Johannes var kommet til Lyset (jeg var dengang ni Aar og omtrent elleve Maaneder; i den Alder er en Maaned af større Vigtighed end længere hen et Aar – jeg erindrer, Du sagde engang, da Madame Hobers Skolepiger en Aften havde omringet Dig paa Gaden: «Havde jeg kun været et Fjerdingaar ældre!»), blev jeg buden til Controleur Behmann. Du erindrer vistnok denne comiske Person; hans Kone var Søster af Westye Egeberg senior, og han havde den Gaard i Kirkegaden, der senere tilhørte Conditor 113Zuwan. Han havde mange Børn, og de ældste vare omtrent af min Alder; der var ingen Fremmede uden Lieutenant F…; han spøgede længe med mig og spurgte mig, om jeg vilde være hans Kjereste. Dette Spørgsmaal var saa ofte bleven gjort til mig næsten af Enhver, der kom i Huset, endog de Gifte spurgte mig, om jeg vilde være deres anden Kone. Moder sagde, at da jeg var mindre, saa havde jeg svaret: nei, Du er for gammel, og naar da Personen havde indvendt, at han ikke var gammel, saa havde jeg følt ham paa Hagen og sagt: jo, Du er lidt gammel paa Hagen. I de sidste Aar svarede jeg ikke mere paa dette Spørgsmaal, men da F. spurgte mig herom, svarede jeg: Ja. Han tog nu de Tilstedeværende til Vidne paa, at vi vare forlovede; derpaa gik han ud og kom tilbage med en smuk Syæske, fyldt med Sukkertøi, som han forærede mig, og da vor Pige kom at følge mig hjem, sagde han og Behmann til Pigen, at hendes Jomfru var forlovet, og spurgte mig, om det ikke var saa, og jeg svarede jo. Dagen efter besaae jeg Æsken med Fornøielse, og Henrik roste den, fandt Smag i dens Indhold og sagde: «Det var da ret en snild Lieutenant, der gav Conradine den smukke Æske.» – Nogle Dage deretter blev jeg atter buden til Behmanns; da jeg kom derhen, sagde Madame Behmann til mig: «Det er Lieutenant F., som har buden Dem og mine Børn til sig.» Nu anede jeg intet godt og begyndte at blive bange; men da de andre Børn gik, maatte jeg vel gaae med. De førte mig til Professor Rawerts Huus, hvor F. havde anden Etage; han tog mod os i et meget smukt Karnapværelse, lod os derpaa gaae ind i en smukt meubleret Sal ved Siden, hvor der stod et Bord med Chocolade, Vanillecreme, Kager og Syltetøi; han forsøgte at more os med alskens Løier, men jeg kunde nu hverken tale eller smile. Derpaa tog han frem nogle Smaasager og viste os, hvoriblandt nogle Sølvmynter, hvoraf han vilde forære mig en, men nu blev jeg saa forskrækket, at jeg brød ud i et Skrig. Da jeg nægtede at 114modtage noget af ham, spurgte han, om jeg da ikke længer vilde være hans Kjereste. Jeg raabte: nei, nei, nei! Han lod nu, som om han blev fortvivlet; han vilde dræbe sig, søgte efter et Værktøi, men fandt ikke andet end en Stump Voxlys, som han vilde stikke i Hjertet, men da det ikke vilde lykkes, kastede han den bort. «Det gaaer ikke,» sagde han, «saa vil jeg frie til Amalie;» men Amalie svarede: «Jeg vil ikke være Deres Nar.» Nu kom Behmann, F. gik ham imøde: «Tænk engang, hun vil ikke vide af mig at sige; i Fortvivlelsen har jeg stukket mig ihjel med en Stump Lys og friet til Amalie.» Behmann tog os nu alle hjem til sit. Den anden Morgen var jeg meget ilde tilmode. Raillerierne, der faldt af, brød jeg mig kun lidet om; jeg veed ikke, om dette havde sin Grund i Ydmyghed eller i Stolthed, og besynderligt nok, for Moder var jeg heller ikke bange, men hvad vilde Fader sige, og hvad vilde han tænke om mig? – Da han kom hjem til Middag, saae jeg ikke mere det venlige Ansigt. «Hvad er det for dumt Tøi, jeg hører om Dig? Behmann siger mig, at Du er F.s Kjereste, og da jeg spørger ham, hvad det Galmandssnak betyder, siger han, at Indbydelsen igaar var fra F., og at Du har været hos ham.» – Jeg kunde ikke svare; Fader saae vel, hvor lidende og hvor skamfuld jeg var, og han talte aldrig mere herom. Nogle Dage efter hørte jeg Fader sige til Moder: «Nu har jeg seet den Nar, Lieutenant F., han kom hen til mig og sagde: De har en charmante Datter; hvor gammel er hun? Jeg svarede: hun er sex Aar, og gik fra ham.»

Søndagen efter gjorde F. Visit hos os; jeg forsømte ellers aldrig at gaae ind i Storstuen, naar der kom Visiter, men da jeg hørte, hvem der var, blev jeg i Dagligstuen; heller ikke Moder gik ind. Da han var gaaet, kom Fader ind til os med et muntert Ansigt. «For at være Cavalier comme il faut,» sagde Fader, «maae man ikke lade sig genere; hans Conversation er ret livlig og behagelig; midt i en Mening afbrød han den for at vise paa mit Kalvekryds, hvor der var bleven liggende en liden 115Brødkrumme fra Frokosten: Hvad er det, De har der? er det S…? – Man kan jo ikke blive vred paa en saadan Gjæk.» – Der kom flere Visiter, og nu gik jeg ind. Der var en Visiteur Schlangenbusch, der vilde gaae, og Fader søgte at holde paa ham, men han sagde, at han maatte gaae, da han skulde til Tugthuset; Fader svarede: «Derhen kommer man altid tidsnok.» Schlangenbuschs Ansigt blev meget alvorligt og Faders endnu mere; han omfavnede S. og sagde: «Mon cher ami, tilgiv mig! jeg sagde en Dumhed, da jeg vilde anbringe et bon mot, jeg vilde ikke fornærme Dem, tilgiv!» – Det lod ikke til, at S. blev formildet herved. Da han var gaaet, sagde Fader: «Hvor kunde et saa uforsigtigt Ord slippe mig af Munden! til hver Anden havde det intet havt at betyde, men til ham!» Jeg veed forøvrigt intet om denne Mand, uden at han var Adelsmand og styg af Ansigt. – Deretter kom Præsten Thulesius; denne Mand var meget gammel og meget plump og grov; efter den første Hilsen sagde han til Fader: Naa, hvor store ere nu Deres Indtægter per fas et nefas?

Da vor Fader var bleven syg og endnu ikke flyttet ned i Rødstuen, men laae paa en Seng i sit Contoir, hvor jeg ofte sad hos ham, kom en Dag Peder Smidt, Bixen Nr. 2, op til ham. Smidt satte sig ved Sengen, og de havde en livlig Samtale. Kammerherre Kaas var dengang i Christiania, og Smidt fortalte om et Bal Dagen før, og at han havde dandset med Fru Kaas, og hvorledes hun midt i Dandsen var bleven vaer, at Garneringen paa hendes Kjole var gaaet løs. Den raske Dame, uden at standse et Øieblik, rev Garneringen af, kastede den væk og fortsatte Dandsen. Quel trait sublime! – Siden gik han hen til mig og vilde kysse mig; da jeg gjorde Modstand, sagde han med en vigtig Mine: «Mig refuserer man ikke.» Fader befalede mig at være rolig. Ved vor Faders Begravelse vare Smidt og en Simonsen Marschaller, og nogle Dage efter gjorde Moder Selskab for disse unge Herrer. – Omtrent fire Aar derefter var 116Smidt med Collets, Ankers og flere Familier paa en Jagttour i Enebak. Bielefeldts Gevær gik af uforvarende, og Kuglen gik Smidt lige gjennem Hjertet; han var død i samme Øieblik. Jeg var nylig bleven gift og var med min Mand hos Fru Bielefeldt om Aftenen, hvor vi ventede Bielefeldts Tilbagekomst; han kom meget ilde tilmode over den sørgelige Tildragelse. En fransk Demoiselle Cathier, der var Gouvernante hos hans Døttre, fortalte mig siden, at Bielefeldt, der havde dræbt et Menneske, aldrig havde Roe hverken Dag eller Nat, at Peder Smidts Aand viste sig for ham om Natten, og at hun ofte hørte ham staae op og gaae gjennem den store Sal for at undflye Aanden. Jeg tvivlede ikke paa Sandheden af, hvad hun havde hørt, men tænkte ved mig selv, at det nok var en anden Aand end Peder Smidts, der bragte ham til at gaae igjennem Salen om Natten.

Jeg har en dunkel Erindring om en af vor Faders Fødselsdage; jeg kan ikke have været mere end syv Aar, Henrik fem, Du tre og Peter eet Aar. Vi gik til ham om Morgenen med et Brev, hvori der laae en fiin guul Silkesnor. Brevet var paa Vers, skrevne og forfattede af Moder; jeg erindrer desværre intet deraf uden de Ord, «at dine Børn Dig binde.» Nogle Dage efter at han var begravet, gik Johannes, der endnu manglede fire Maaneder i to Aar, og saae under Borde og Bænke, løftede Gardinet op og kigede under Sengen; naar vi spurgte ham, hvad han søgte efter, svarede han: jeg leder efter Papa. Men Peter trak mig afsides og sagde: Veed Du hvad Christopher siger? De have gravet et stort Hul i Jorden, og der have de lagt ham, vi faae ham aldrig mere at see.

Siden Du erindrer saa nøie, hvorledes det gik til, da Stabschirurgus Schmidt inoculerede os Smaakopperne, erindrer Du da ogsaa, at Treschow var tilstede under hele Operationen, der begyndte med mig og endte med Johannes? Han skrabede med Lancetten paa det tykke af Armen, til Huden var tynd, derpaa befugtede han Stedet med en liden Svamp, hvori der var Koppematerie, og 117derpaa lagde han et Heftplaster over Stedet. Da det var forbi, sagde Treschow: Nu veed jeg, hvad jeg vilde vide. At Conradine ikke klagede, kunde være af Ambition, maaskee kunde dette ogsaa være Tilfældet med de ældre Drenge, men da selv Johannes ikke græd, saa veed jeg, hvad jeg rigtignok formodede, at det var af Grimace, at mine Børn have skreget, som om der blev tilfoiet dem de største Smerter. – Schmidt fortalte en sørgelig Tildragelse, som skulde være foregaaet i de Dage, dog var det nok ikke i Christiania. En Kone, som havde en eneste Søn, fik isinde at inoculere Barnet, medens hendes Mand var fraværende paa en Reise; hun forskaffede sig Koppematerie og bildte sig ind, at det sikkreste Middel var at give Barnet Materien ind. Barnet svælgede den og døde i Convulsioner. Da Manden kom hjem og fik dette at vide, vilde han dræbe sig og stikke Hovedet ind i Kakkelovnen.

Endnu et Ord af vor Fader falder mig ind, formodentlig vil det blive det sidste. Han og Moder tog mig med til Grændsehaven, hvor vi saae Geert Westphaler (der var endnu et Stykke, men det har jeg glemt). Lasson (paa Grini) var Henrik, den smukke Jomfru Bremer var Pernille, hendes ældre Søster var Leonora; men de lysende Stjerner vare Madame Peter Collet som Gunnild og Kammerjunker Petersen som Geert. Da vi kom hjem, blev der meget talt og med Berømmelse om Mester Geert. Moder sagde: «Det var dog altfor vældige Ørefigen, han fik.» Fader svarede: «Det er en saa sød Kone, jeg troer, han tog dem med Fornøielse.» – PetersenHuitfeldts note: Johan Daniel Frederik Petersen døde 1816 som Generalmajor. var en Datterdatterssøn af Anna Ramus, og han var en meget elskværdig Mand; han var gift med en Datter af Geheimeraad Scheel, hvis yngre Søster var gift med Prinds Emil af Augustenborg. Jeg læste et Brev fra denne Prinds til Mademoiselle Urbin, hvori han meldte hende sit Giftermaal (Urbin havde været Gouvernante hos Scheel). Brevet var halv tydsk, halv fransk: «Je Taime avec Schwärmerei. In den Armen meiner liebenswürdigen Gattin schreibe ich 118diess.» Paa Randen stod skrevet af hendes Haand: «Saa længe det varer.»

Skulde det interessere Nogen at vide mere om Lieutenant F., saa siges: han blev forlovet med Frøken B… paa Ringeriget; hun døde sexten Aar gammel. Kort Tid deretter kom Fru B… ned med et Pigebarn, der blev opkaldt efter den afdøde Søster. F. var Enkemand, da denne Pige blev confirmeret, og giftede sig nu med hende. Han havde en Søn, der blev Officeer og er gift med General Nilsons Datter, Petra. Jeg erindrer ikke at have seet ham siden mit Besøg i Rawerts Gaard. – Peder Smidt blev meget savnet af Christianias beaumonde, og jeg hørte i et Selskab hos Bielefeldt Lieutenant Stockfleth sige, idet han ved Billarden lagde Queuen fra sig: «Det er ingen Fornøielse mere at spille Billard, siden man har skilt os af med vor bedste Billardspiller.» Jeg hørte de andre Gjester yttre, at dette var en uforsigtig Tale i Bielefeldts Huus.

Dit Brev, kjere Christopher, har skjænket mig megen Glæde, og jeg takker Dig hjertelig saavel for din Polemik som for alt det øvrige. Du maa dog ikke troe, at jeg tragter i ringeste Maade efter at være Sproggransker eller Sprogforbedrer (Sprogfordærver). Hvad jeg har sagt om Bogstavet K, var mit Spøg og skulde betyde en Qvikhed. Min Uvillie mod dette Bogstav kommer af, at jeg aldrig har gaaet i nogen Skole og heller ikke blev holdt hjemme til at skrive. Da nu Ehlert ofte paalagde mig at skrive Oversættelser af en dansk Bog paa Fransk, og Fader opgav mig at nedskrive Beretning om et eller andet, der foregik, ogsaa paa Fransk, saa var dette den eneste Øvelse, jeg havde i Skrivning. Da Jomfru Bonsach engang spurgte mig, om jeg kunde skrive, saa svarede jeg: ja Fransk, hvorover hun loe, men det var sandt. Da jeg nogle Aar senere gjorde Forsøg med at skrive i vort Sprog, faldt Initialbogstaverne mig meget vanskelige, da jeg saa sjelden havde behovet at gjøre Brug af dem, og K – ja det er ikke værd at tale om. 119Jeg forsøgte at benytte Negativet ei istedet for det besværlige ikke, – men det vilde ikke flaske sig. Siden disse Erindringer ganske mod min Forventning have vundet Bifald, angrer jeg paa ikke selv at have taget Copie deraf. Nu er jeg ikke sikker paa, om jeg undgaaer Gjentagelser af det tilforn sagte.


Jerome Napoleon.

Det var i 1808, Jerome var Konge af Westphalen; han havde ladet sig skille fra sin amerikanske Hustrue, Elisabeth Patterson, var gift med den Prindsesse, Napoleon havde udsøgt til ham, og havde sin Residents i Cassel. Min Mand og jeg opholdt os dengang i Rodenberg i Grafschaft Schaumburg. Den lille Bye Rodenberg er beliggende saa nær ved Badestedet Nenndorf, som Gamlebyen er ved Christiania. Det var om Sommeren i Badetiden, og vi gik næsten hver Dag til Nenndorf, hvor der især for mine to unge Svigerinder, Henriette og Philipine Dunker, var megen Moerskab at hente, især i den store Sal, hvor der hver Aften blev dandset. Imellem gik vi vel ogsaa ind i Spilleværelset, hvor en Chevalier Londaix lagde Bank, og hvor det idelig lød: valet a gagné, dame a perdu o. s. v. Det var for mig et frappant Syn at betragte de store Gulddynger, der laae opstablede ved Banqueurens Side, og hans Medhjelpere med de smaae Skraber paa lange Stokke, hvormed de ved hvert Udraab skrabede Guidet til sig. Der blev ikke spillet uden om Guld, og mindste Indsats var en Pistole. Denne Badetid gik det roligt af, men Aaret før havde en ung Mand skudt sig for Panden i Salen. Londaix betalte tusinde Rigsdaler for den Tilladelse at lægge Bank. Blandt Badegjesterne dette Aar var Løvenskiold (senere vor Statholder) med sin Gemalinde og to smaae Sønner. Fru Løvenskiold var en Søsterdatter af Grev Gebhard Moltke, som dengang var Stiftamtmand i Christiania. Jeg havde nogle Gange seet Fru Løvenskiold hos Moltke, og hun forekom mig at være en sand, udmærket Skjønhed; hun var meget høi og rank 120af Skabning, og da hun engang stod mellem en Flok unge Damer, hvidskede Fru Müller (den engelske) mig i Øret: Calypso! Ved Badet betragtede jeg Fru Løvenskiold med Beundring, og, stolt af en saadan Landsmandinde, gjorde jeg nogle tydske Damer af mit Bekjendtskab opmærksomme paa hende. Veed Du, hvad en af dem svarede mig? «Ja, das ist so recht ein schlottriges Schätzchen.»

En Aften, som vi kom til Nenndorf, fandt vi Alt i stor Bevægelse. Kongen, Jerome, var kommen for at tilbringe Badetiden der. Han havde med sig et stort Følge, otte dames d’honneur (Dronningen var ved et andet Bad), mange Hofcavalerer, tolv Kokkedrenge, Gardes du corps o. s. v. Grev Fürstenstein, den berømte Historiker Johannes Müller og en hollandsk Gesandt vare i hans Følge. Udenfor Palaiet, paa hver sin Side af Indgangen, stode to Skildvagter til Hest. Den menneskelige Skildvagt var i hvid Uniform med lyseblaae Rabatter, Hestene vare sorte; Hest og Mand aldeles ubevægelige, man skulde svoeret paa, de vare Statuer. Da vi gik op ad den store Allee, kom en af de franske Kokkedrenge os syngende og hoppende imøde; han kom fra Landsbyen, hvor han havde hentet nykjernet Smør, det kunde vel være et Bismerpund, og han bar det i et Trug paa sit Hoved. Idet han hoppede og dandsede, tabte Truget Ligevægten, Smørret laae i Alleen og Truget derovenpaa. Drengen tog Truget op igjen, og Smørret tog han med begge Hænder og kastede eller øste det ind mellem Træerne, derpaa rendte han syngende ned i Landsbyen efter en ny Leverance. – Der var Musik i Palaiet, og da vi gik der forbi, saae vi, at der blev dandset; Cavalererne vare næsten alle i brillante Uniformer; den mindste af dem var meget simpelt klædt, og denne maatte være Kongen, thi vi saae, at han, da han havde endt Touren, kyssede sin Dame. – Dagen efter gik jeg igjennem Landsbyen; en Kone, der mødte mig, sagde: «Da kemmt de Kenig.» Jeg saae mig om og saae Jerome komme gaaende. Foran ham sprang en stor hvid Vindspiller, ved hans Arm gik Grevinde Scheele og derefter 121et Følge af Hofcavalerer. En Bonde, der slog Græs i Nærheden, lagde sin Lee for hans Fødder, som for at spærre ham Veien, Kongen lagde nogle Guldstykker paa den. Han havde den hvide Uniform paa og saae bedre ud end Dagen før. Grevinden var stor og feed, hendes Ansigtsfarve var Roser og Lilier, men det var neppe naturlige Blomster, hendes Kjole var af lyseblaat Atlas. Kongen var dengang fire og tyve Aar. En anden Dag saae jeg i Alleen to Drenge, der sloges og droge hverandre i Haarene; Kongen kom i Alleen, og den ene Dreng standsede og sagde: «de Kenig kemmt;» men Modstanderen brød sig ikke derom og vedblev sit Typto. Drengen stirrede paa Kongen og gjengjeldte ikke Slagene. Kongen gik hen til denne Dreng og gav ham to Pistoler. Drengen, der aldrig før havde seet en Guldmynt, rendte hjem til sin Moder og fortalte hende, at Kongen havde givet ham «zwe Fennige.» –Der blev talt meget om hans overdrevne Luxus, han badede sig, sagde man, i Rødviin, og intet Menneske i Nenndorf vilde mere drikke Rødviin; der brændtes Voxlys i Staldene, og hver Dag blev leveret en stor Mængde Levnetsmidler til det kongelige Kjøkken; hvad der ikke samme Dag blev fortæret, blev kastet ud gjennem Vinduerne i Kjøkkenerne, saa at Passagen derforbi var meget ubehagelig for mere end een Sands. Ogsaa Breve og andre Papirer bleve kastede ud af Vinduerne, og jeg saae oftere for mine Fødder aabne Breve med Adresse «Au Roi, a Madame la Blanchepful, dame d’honneur, a Madame la Comtesse de Scheele» o. s. v. En Formiddag var jeg med mine Svigerinder i Besøg hos Pastor Häusinger, Præsten i Nenndorf; denne Mand havde megen Agtelse for de Franske. «Hver Soldat,» sagde han, «er en Helt, og Æresfølelsen er hos Officerer og Menige lige stor. Bliver den franske Soldat indqvarteret hos en fattig Familie, da søger han at tjene den paa alle Maader og deler sin Indtægt med den; ogsaa behandler Officeren Soldaten som sin Ligemand, og corporlig Straf er aldeles afskaffet.» Grev Fürstenstein kom 122ind til Præsten for at forkynde ham, at Kongen havde antaget hans to Sønner til sine Gardes du corps. Han gjorde ham opmærksom paa, hvor fordeelagtig denne Ansættelse var, og sagde, hvorledes der tilligemed de unge Häusinger var antaget ligeledes to unge Prindser, den ene var en Prinds af Philipsthal, den andens Navn har jeg glemt. «Tjenesten er vel noget besværlig, gardes du corps maae stedse tilhest escortere Kongens Vogn og ride ligesaa hurtigt, som han kjører, men de føre forresten et meget behageligt Liv, der bliver sørget for alle deres Fornødenheder, der holdes Lærere til dem i Fægtning, Ridning, Musik, Dands, Sprog, og de tilstaaes hver daglig en Specie pour les ménus plaisirs.» Greven sagde videre, at da det næste Dag var femtende August, Keiserens Fødselsdag, vilde Kongen udstyre tre Brudepar af Landsbyen; de skulde faae Huusgeraad, Klæder, Brudepynt, Ringe, og hvert Par hundrede Pistoler. De skulde indfinde sig med Præsten i Kirken næste Morgen Klokken syv, hvor Kongen vilde være tilstede ved Vielsen. Præsten spurgte sine Sønner, om der vel var tre Brudepar i Landsbyen; de vidste ikke af mere end eet, men tilbode sig at være Brautwerber. Greven meente, det vilde ikke være vanskeligt at bringe istand: tous les jeunes gens aiment à se marier, meente han. Men det var ikke saa let endda. Ud paa Eftermiddagen hørte jeg Häusingers Tjenestepige sige: «Die jungen Herren haben sich beinahe die Beine abgelaufen, sind im ganzen Dorfe herumgewesen, haben doch nichts ausgerichtet.» Mod Aften kom en af Sønnerne hjem; det forlovede Par havde jublet af Glæde, men de andre unge Karle i Landsbyen vilde nok gjerne have de hundrede Louisdorer og det øvrige, de vilde vel ogsaa giftes, men de kunde ikke bestemme, hvilken Pige det skulde være, som de vilde ægte. Forgjeves nævnte Häusinger dem de smukkeste, han vidste; de fandt altid noget at udsætte paa dem. Endelig traf han en Karl, der sagde, at han vilde gifte sig, dersom han kunde faae Carline Wachsening; Häusinger gik med ham til Carline, 123og hun samtykkede. «Jeg har nu gjort mit», sagde Häusinger, «nu faaer min Broder skaffe det tredie Brudepar.» Lidt efter kom Broderen. Med megen Møie var det rykkedes ham at overtale en Bondekarl og en Pige at indgaae med hverandre i Ægteskab. Han var meget træt, satte sig ned og bad om noget at spise; idetsamme blev banket paa Døren, en ung Bonde stak Hovedet ind: «Heren Se mal, Hr. Häusinger, ik mak dok dat Maike nit lien.» – Häusinger stod op, førte Bonden, just ikke paa nogen venlig Maade, ud i Gangen. Hvad han der sagde, forstod jeg ikke, men man kunde, som Tapper siger i «Gulddaasen», saa Skam nok høre, at han var vred. Enden paa Samtalen var, at Bonden bad om Forladelse og lovede at indfinde sig i Kirken til bestemt Tid med sin Brud. – Den femtende August var da en stor Folkefest i Nenndorf; alle Rodenbergere vare indbudne, og en stor Mængde Folk fra Hannover strømmede til. Om Morgenen bleve de tre Brudepar viede i Kirken, Kongen og Hoffolkene bivaanede Ceremonien. Brudefolkene bare deres Nationaldragt og tog sig godt ud deri; om Middagen bleve de med deres Slægtninge, i alt firsindstyve Personer, bespiste i Schaumburgs Hotel, hvor der blev opført Taffelmusik for dem. Der var Liniedandsere, alskens Gjøglere, der viste deres Kunster gratis, flere Musikkorps, mat de cocagne, behængt med mange smukke Sager, i Toppen et kostbart Gulduhr. Stangen var besmurt med Sæbe, og naar Drengene kom et Stykke op, gled de ned igjen til Latter for Tilskuerne. En Dreng – der Bisterfeldjunge – fandt paa Raad; han fyldte sine Lommer med Aske og kastede denne paa Stangen, ligesom han klattrede op; han naaede virkelig Toppen, og i det samme hans Haand greb Gulduhret, skraldede Trompeter og Pauker, og saasnart han var gledet ned, toge to af de franske Herrer ham imellem sig og førte ham, saa tilsølet han var, til Kongen, som foruden Uhret gav ham endnu en Haandfuld Pistoler. Om Aftenen kom Brudefolkene 124i Dandsesalen; jeg saae ikke, om de dandsede, der var umaadelig fuldt, Kongen var der, Trængslen var meget stor, og det saae ud, som om han var bange; han blev der ikke længe. Festen endte med et stort Fyrværkerie. – Blandt Badegjesterne vare flere rige Jøder; en Familie Frenckel, hvoraf en smuk Datter (Rodenbergerne kaldte hende spotviis Baronesse Frenckel) gjorde megen Opsigt i Dandsesalen. En Student, Philip Cock, der boede i samme Huus som vi, havde gjort nogle Forsøg paa at faae en Dands med hende, hvilket omsider en Aften lykkedes ham. Da han var glad herover, gjorde hans Cammerader ham opmærksom paa, at hun den Aften ikke havde gjort Toilette, men var i Deshabillé, og nu forvandlede sig hans Glæde til Harme. Der opholdt sig en stor Mængde Jøder i Rodenberg og i Nenndorf. Da der skulde aflægges Ed til den nye Regjering, trængte Jøderne sig frem til Raadhuusdøren, de vilde være de første til at aflægge Eden. Da Borgemesteren, Deichmann, viste dem tilbage, sagde de til ham: Keiseren har erklæret, at vi ere lige saa gode som I. – Lad saa være, svarede Deichmann, men da han ikke har sagt, at I ere bedre end vi, saa vedblive vi dog at være de første.

Kongen havde antaget en Lærer i Tydsk, men ved den anden Lection sprang han op af Stolen og erklærede, at det var ham umuligt at lære dette Sprog. Da han engang kjørte igjennem Landsbyen, og en Bondepige saae Kongens Vogn komme, skyndte hun sig at binde en Bouquet, men da hun syntes, at det ikke var sømmeligt at række ham Bouquetten med bare Haanden, lagde hun den paa en Tallerken, som hun tog i Hast i Kjøkkenet; Kongen tog Tallerken og Bouket. Tallerkener af Fayance havde alle Inscription, og Pigen havde hændelsesviis taget en, hvorpaa der stod: «Du bist gut, ich liebe dich!» Kongen erkyndigede sig om, hvad disse tydske Ord betydede, og da han hørte det, viste han sig meget venlig mod Pigen.

125Nær ved Rodenberg ligger Herregodset Aplern; det eiedes dengang af en Fru v. Münchhausen, en gammel, meget elskværdig Kone, hos hvem vi imellem tilbragte Aftenen. Hun var ofte til Taffels hos Kongen, Jerome, og fortalte os adskilligt om ham og Hofdamerne, dog maae det ikke have været noget videre mærkværdigt, da jeg ikke kan samle det. Fru v. M. havde to Sønner; hun var selv liden og spæd, men Sønnerne vare store og stærke. Begge vare gifte, men havde ingen Børn, hvorover der var stor Sorg, da de vare de sidste af deres Navn. Den ældste havde for flere Aar siden af denne Aarsag ladet sig skille fra sin Gemalinde og giftet sig med en anden, men heller ikke denne havde Børn. Den fraskilte Kone havde giftet sig med en Garderofficeer i Cassel og tilskrev Münchhausen hvert Aar et Brev, hvori hun meldte ham, at hun var lykkelig nedkommet snart med en Søn, snart med en Datter.

*

Saalænge Du, kjere gode Broder, ikke bliver træt og ked af at følge mig gjennem Livsvandringen paa Papiret, saa bliver jeg neppe træt derved, hvorvel jeg nu i nogle Uger ikke har formaaet at sætte Pen til Papir. – Hvad Vinterkulde og egen Uagtsomhed aldrig har udrettet, det gjorde disse enkelte Sommerdages strenge Hede, den kastede mig Gigtsmerter paa – ja, ikke paa Halsen, men paa den høire Skulder, og da jeg ingen Stoiker er, saa har jeg i de sidste tre Uger uafladelig erkjendt den Sandhed, at Smerten er et Onde, ja, i mangt et Øieblik været tilbøielig til at erkjende den for det høieste Onde. Dog nok herom.

Nylig læste jeg i Aviserne om en Fru Bay, fød Stilau, hvis Død i en høi Alder blev bekjendtgjort af hendes Børn og Børnebørn; denne Frøken Stilau og hendes Broder, Capitain Stilau, vare blandt de Personer, der i vor Faders Huus ofte vare kjere og velkomne Gjester. Du havde jo bemærket, at vor Fader var en Beundrer af qvindelig Skjønhed – jeg vilde lægge til, af alt Skjønt – men det er vist, at han med tilsyneladende lige stor Fornøielse converserede Faster Green og den gamle Fru 126Münch, som den smukke Frøken Stilau og de øvrige unge Damer. Naar der var Selskab, blev imellem spillet Gnav eller Lotterie, hvorved vi Børn fik Tilladelse at spille med. Vi havde et smukt Lottospil, hvoraf hver Spillende fik en Seddel, hvorpaa stod foruden Talnummerne en Devise og et Quatrain, hvoraf nogle vare ret vittige; underligt nok, erindrer jeg kun eet af dem, og dette gider jeg ikke anføre, da det er flaut. Naar vi spillede Lotto, vilde Frøken Stilau, at jeg skulde sidde hos hende; jeg maatte læse Versene paa hendes Seddel for hende og sige hende, naar eet af hendes Nummere kom ud. Moder sagde engang: Det er dog fast utroligt, at Frøken Stilau hverken kan skrive eller læse Skrift. Fader svarede: Jeg har kjendt flere Fædre, der ikke vilde lade deres Døttre lære at skrive, fordi de ellers kunde benytte denne Kunst til at skrive Kjerlighedsbreve. Om Broderen erindrer jeg intet andet, end at han var en høi Mand i en smuk Uniform. – Fru Münch havde en Tid en Selskabsjomfru, Mariane Widing, en Søster af Oberstlieutenant Widing; hun var en smuk, munter og beleven Pige. De kom til os hver Søndag, og Fader spillede L’hombre med Fruen og Mariane. Fru Münch maatte hver Aften spille Kort, og naar hun intet andet Parti kunde faae, saa maatte Tjenestepigen Bodil ind at spille Perial med hende og Jomfruen. Mariane blev snart ked baade af L’hombre og Perial og tog bort, uagtet Fruen vilde indsat hende til sin Arving, hvis hun vilde blive hos hende. Jomfru Bonsach kom nu i hendes Sted; hun var toogtredive Aar, og hun holdt ud hos Fruen i otte Aar; da døde denne og efterlod Marthe Bonsach sin hele Formue paa fire hundrede Rigsdaler nær, som vare testamenterede til Bodil. Jomfruen, der nu var fyrretyve Aar, giftede sig med Overlærer Amberg, der var fire og fyrretyve.Huitfeldts note: Marthe Bonsach blev 1798 gift med Herman Amberg, Femtelectiehører og 1799 Overlærer ved Christiania Kathedralskole, 1806 Rector i Christiansand (f 1837). Ægteparret gjorde en Tour til Kjøbenhavn, morede sig overordentlig, saae mange Skuespil; Amberg elskede meget det dramatiske og havde med meget Bifald spillet Magdeloneroller i det Borupske Selskab. Jomfru Bonsach var ofte plaget af Gigt i Hovedet; da Madame 127Amberg kom hjem fra Kjøbenhavn, spurgte Moder hende, hvorjedes det havde gaaet hende hermed paa Touren. Hun svarede: Saalænge jeg var i Kjøbenhavn, vidste jeg ikke af, at jeg havde Hoved. – Bodil, en aldrende Pige, giftede sig med en blotung Hattemagersvend, de firehundrede Rigsdaler vare snart fortærede, og hun maatte tage ud igjen at tjene paa sine gamle Dage. Mariane Widing blev gift med Toldbetjent Holte i Drammen, hun havde en Datter, der blev gift med Toldbetjent Jens Blom.

. . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . .

I den Tid, vor Fader levede, var Cathedralskolen i Christiania meget riig. Gaarden Sindsen var udlagt til Enkesæde for Rectorens Enke, og en stor Mængde beneficeret Gods, der vel i ældre Tider maae have tilhørt Klostrene, var nu Latinskolens. Disciplene betalte ingen Skoleløn, men fik Stipendier, og de, der ingen Forældre havde, eller hvis Forældre ikke boede i Christiania, fik endog fyrretyve Rigsdaler i Kostpenge. Der var altsaa mange fiattige Folk, der havde Sønner paa Latinskolen. Vore Forældre havde stedse et Par Skoledisciple, der havde Spisedage hos os et Par Gange om Ugen. Du erindrer maaskee Ole Hygen, eller Oge Hygen, som han kaldte sig selv, da han ikke kunde sige l. (Dette var formodentlig den eneste Lighed, han havde med Ewald.) Han kunde heller ikke sige s og ikke r. Da han engang saae gjennem Kjøkkenvinduet, at der stod Ryper paa Spid, raabte han til den anden Discipel, der ligeledes skulde spise hos os: Fem Gype paa Pete! Den anden Skolediscipel hed Niels Schytte, var fra Frederikshald og havde alt frit hos os, ogsaa Logis. Til vor Broder Peters Pleie var antaget en Barnepige, der hed Lisbeth Sesterfleth, hun var Datter af en Lieutenant, der uagtet sin knappe Gage havde giftet sig med en Pige, der bragte ham hvert Aar en Arving og efter faa Aars Forløb døde fra dem. Faderen satte Børnene i Kost paa Landet, og den stakkels Lisbeth kom til en slettænkende 128Kone, som, da hun syntes, at Barnet spiste for meget, kogte Grød med Lud og gav hende at spise. Barnet fik Convulsioner og var Døden nær. Hun blev taget fra den onde Kone, kom i bedre Hænder og blev helbredet, dog havde hendes Nervesystem lidt meget, som vi snart skal see. En Vintermorgen, det var endnu ganske mørkt, vaagnede vore Forældre af hvinende Skrig; det lød som fra to eller flere Personer og var ledsaget af Støi og Tummel. Lyden kom fra Kjøkkenet, hvorfra der gik en Dør til Sengkammeret. De stode begge op i Hast og aabnede Døren til Kjøkkenet. Skriget og Tummelen blev ved, men det var saa mørkt, at de ikke kunde see, hvem der skreg og tumlede sig. Da de fik tændt Lys, saae de Lisbeth og Schytte væltende sig paa Gulvet; med den venstre Arm holdt hun ham convulsivisk fast, saa han med al Stræben ikke kunde komme løs, og med den høire Haands Negle havde hun forkradset hans Ansigt, saa Blodet flød i Strimer. Det lykkedes Fader at skille dem ad, men hun var ganske fra sig selv, havde Anfald af Epilepsie, og Fraaden stod hende for Munden. Schytte fortalte nu, at han var gaaet ganske sagte ned ad Trappen og havde lagt sig under Kjøkkenbænken, og da Lisbeth var gaaet til den for at slaae Ild, havde han slaaet Armene om hende; hun havde skreget, holdt ham saa fast og kradset ham saaledes, at ogsaa han havde maattet skrige, da det havde været ham umuligt at slippe fra hende. Lisbeth laae tilsengs i et Par Dage, og nu var hun igjen i de gamle Folder, kun naar hun saae Schytte, begyndte hun at skjelve og bæve. Efter ham kom Schumann, der snart blev demitteret og gik til Universitetet i Kjøbenhavn. Han anbefalede i sit Sted Wettergreen, Søn af en Sadelmager i Skien. Da han første Gang kom til os, spurgte Fader ham om hans Navn. Wettergreen, svarede han. Det er noget vanskeligt at erindre, sagde Fader, men om jeg tager feil og kalder Dig Donnerwetter, da maae Du ikke blive vred derover. 129Wettergreen blev Præst til Edsberg, og jeg har ofte og til forskjellige Tider seet og talt med ham.

Endnu logerede hos vore Forældre to Skoledisciple, Stabell og Schnitler. Stabells Fader var Præst til Onsøe. Sønnen var atten Aar, flittig og ordentlig. Han blev siden Capellan hos Faderen og gift med en Frøken Piro; hans Datter er gift med Præst Julius Aars. Schnitler var ogsaa atten Aar og ligeledes en Præstesøn fra Landet. Bønderne fra hans Sogn kaldte ham Lorentz Præstgaren, og en af dem kom at spørge Moder, om det ikke er her, Lorentz Præstgaren «tener»? han kunde ikke forstaae, at nogen kunde sende sine Børn til Byen uden for at tjene der; en anden Bonde havde dog fundet ud, at Lorentz var i Byen i Præstlære. Lorentz Præstgaren var stor og velskabt, men doven og ulærvillig; det var ham, som Monrad kaldte en lang Rækel og en doven Esel. – En Aften i Mørkningen mødte vor Fader ude i Gaarden en fremmed Mand, der spurgte: Er det Jer, der heder Schnitler? Fader svarede ja. – Jeg skal sige Jer fra den unge Hammersteen, at I maae komme til Halvorsen imorgen tidlig Klokken otte, der skal I møde ham, og den Sag, I veed nok, skal da blive afgjort. Fader havde hørt denne Halvorsen omtale som en Aagerkarl og en stor Bedrager. Han indfandt sig til den bestemte Tid og kom efter, at Halvorsen havde laant de unge Mennesker Penge, ikke blot mod Aagerrenter, men de havde maattet give ham Beviis for en dobbelt saa stor Sum som den, de havde modtaget. Fader jagede Skræk i Halvorsen, klarede Sagen og reddede for denne Gang de to unge Mennesker af Aagerkarlens Kløer. Hammersteen var Søn af en Sadelmager, og han blev siden Vognfabrikant i Christiania. – I Aaret 1788, da vor Konge som Allieret med Rusland sendte otte hundrede Mand Hjelpetropper ind i Sverige, tog Schnitler Afsked fra Skolen og blev Maanedslieutenant. Da han fik sin Uniform, var han meget lykkelig; han gik fra det ene Speil til det andet og kunde ikke see sig mæt paa sin egen 130Deilighed. Justitsraad Brochmann i Agersgaden førte et af de første Huse i Byen, hans Døttre vare de meest anseete blandt Byens unge Damer. Schnitler var noget i Familie med dem og blev imellem buden i Selskab til Brochmanns. Han var buden derhen, havde ladet sit Haar kruse af en Friseur, iført sig Uniformen, speilet sig, og nu spurgte han mig: Hvad heder det paa Fransk: taler Hun Fransk? – Jeg svarede: parle-t-elle français? Han saae ud, som om han ikke troede mig, og jeg sagde: Man kan ogsaa sige: est-ce qu’elle parle français? – Idetsamme kom Moder ind, og han forelagde hende Spørgsmaalet. Hun, der forstod, hvad han vilde benytte dette til, svarede: Parlez-vous français? Han tilkastede mig et foragteligt Blik, idet han gik. – Hans militaire Løbebane var snart tilende, og nu blev han gift med Madame Thoresen, en aldrende riig Enke, og han fik Charakteer af Krigsraad.


Aamodterne.

I Aaret 1700, eller saa omtrent, var der en Præst i Aamodt Sogn, som hed Hornemann; denne Mand havde fire Sønner, og da der i den Tid var almindelig Værnepligt i Landet, saa sendte han sine Sønner ind til Christiania for at lade dem indskrive som Soldater. De tre ældste, som vare store og velskabte, bleve indskrevne; men den yngste, som var liden af Væxt og noget halt, blev erklæret for uduelig til Krigstjeneste og vendte tilbage til Faderen. Han blev sendt til Kjøbenhavn, hvor Faderen satte ham i Lære hos en Parykmager; han blev siden selv Mester i sin Profession og giftede sig i Kjøbenhavn. Han havde en Søn, Justitsraad Hornemann, der var Assessor i Høiesteret og en Mand af megen Anseelse.

De tre Brødre bleve indskrevne som Præstesønner fra Aamodt, og man kaldte dem Aamodterne saalænge, at de beholdt dette Navn. Den ældste døde, formodentlig ugift, og om ham veed jeg intet; den mellemste veed jeg intet 131andet om, end at han havde en Sønnedatter, en Jomfru Aamodt, der var gift med en af Peder Ankers Forvaltere, Grorud, og efter hans Død med Grauer, Eieren af Kjørboe.

Den tredie Aamodt, som var Officeer, havde tre Sønner, hvoraf de to vare Officerer og den tredie Toldcontroleur i Christiania. Lieutenant Aamodt giftede sig paa Frederikshald med Charlotte Amalie Holtzen, hvis Historie jeg har fortalt; han havde en eneste Datter, der døde ugift. Den anden Broder, Major Aamodt, var ogsaa gift paa Frederikshald; han havde to Døttre, hvoraf den ene blev gift med Capitain Leth, den anden med Capitain Hals, ingen af dem havde Børn. Den tredie Broder, Controleur Aamodt, var gift med Anne Karine Rode, en Søster af den Rode, hvis Datter, Alette Sophie, man har lært at kjende af disse Blade. Om denne Madame Aamodt blev der meget talt i Christiania. Naar jeg lægger alle de besynderlige Rygter sammen, der gik om hende, kan jeg ikke komme til andet Resultat, end at hun maae have været en ualmindelig forstandig Kone med sjeldne Kundskaber, der dog er svag nok til at ærgre sig over at blive miskjendt af Mængden. Den almindelige Mand var overtydet om, at hun var en Troldqvinde. Hun holdt kun een Koe, men hun solgte Fløde i Potteviis, og der sagdes, at hun forvandlede al Melken til Fløde. I en Familie bleve alle syge om Natten, efter at de til Aften havde spiist Jordbær med Fløde. Fløden var kjøbt hos Madame Aamodt, og der blev klaget for Politiet. Madame Aamodts Pige blev stævnet, og hendes Udsagn ved Forhøret var, at saasnart hun havde malket Koen, maatte hun bringe Melken ind til Madamen tilligemed et Fyrfad med Gløder; derpaa lukkede Madamen Døren i Laas efter hende, og naar hun siden blev kaldet ind igjen, var al Melken bleven til Fløde. (Jeg tænker, at hun har forstaaet ved en chemisk Opløsning, maaskee ved Hjelp af Zink, at drive alt det fede ud af Melken). Controleur Aamodt saae jeg imellem hos vore Forældre, Konen har 132jeg aldrig seet, men jeg hørte engang hendes Stemme, der var meget vred, da jeg med nogle andre Børn gik til Dandseskolen hos Hannemann, som boede i Kongens Gade i Huset næst ved Aamodts, og vi gik feil og vilde gaae derind. – Rygtet sagde ogsaa om hende, at hun hadede eller mindre elskede sin eneste Søn, og derimod havde gjort til sin Afgud et fremmed Barn, som hun havde taget til sig; man talede ogsaa om hendes choleriske Temperament, og jeg hørte en Dag, at en Slagterkone i vort Kjøkken sagde til Moder: Hutetu, hvad det er for et fælt Veir idag! ja, man kan ikke vente andet, Madame Aamodt, Troldqvinden, bliver lagt i Jorden idag.

Sønnen, Ulrik Anton Nicolai Blix Aamodt, gik i Militairskolen; han og Marcus Gjøe Rosenkrantz vare Skolekammerater og Venner, hvilket sidste de forbleve, til Døden adskilte dem. De vare Prydtz’s bedste Elever og fik af ham Medaillen: For Dyd og Flittighed. Da Aamodt var bleven Lieutenant ved Artilleriet, kom han til Kjøbenhavn, hvor han blev modtaget som Slægtning og Ven af Justitsraad Hornemann og hans Familie. Siden fik han sin Post paa Frederikshald, og naar han imellem besøgte sine Forældre, kom han til os, hvor Fader og Moder yndede ham meget. Aaret før sin Faders Død blev Aamodt ansat som Stabscapitain ved det ridende Artillerie i Christiania; han overtalede sin gamle Faster til at flytte med sin Datter til Christiania, Datteren skulde blive hos ham og føre hans Huusholdning, saa at der af Moderens Pension, 400 Rdlr., kunde oplægges noget aarlig, der efter hendes Død kunde komme Datteren tilgode. Moderen blev sat i Kost hos vor Moder.

Da Aamodt i 1793 flyttede til Christiania og tog Faderens Huus i Besiddelse, var jeg kun tretten Aar gammel. Controleur Aamodt, som nu var Enkemand, begyndte at blive selskabelig ved Sønnens Ankomst. En gammel Consumptionsbetjent Tofte, som Du maaskee erindrer, kom ind til vor Moder en Morgen, bukkede og 133sagde: «Rart, som sjelden skeer, Controleur Aamodt har Selskab hos sig i Aften,» og nu fulgte en Indbydelse til Moder, Moster og mig. Sønnen besøgte os ofte, og vi bleve ofte indbudne af Faderen. Nu gik det Rygte i Byen, at Moder skulde giftes med Controleuren og hans Søn enten med Moster eller mig. Vel var jeg endnu ikke fjorten Aar gammel og ikke confirmeret, men de fleste meente dog, at det maatte være mig, som det gjaldt, og da Moder paa samme Tid sendte mig til Lumholtz at lade mig tegne til Confirmation, saa kan jeg nu forstaae, hvad han, som hørte saa vel efter alle Byrygter, tænkte paa, da han sagde: «Hvad har hendes Moder i Sigte dermed, at hun skal confirmeres saa tidlig?»

I denne Tid døde Controleur Aamodt, men derom har jeg ingen videre Erindring. Den første Jan. 1794 kom Capitain Aamodt til os og bragte mig en dansk Musenalmanak. Den laae i et ziirligt Futteral og var indbunden i rosenrødt Atlas med forgyldte Zirater. Indholdet var smaae Digte af Frankenau, Haste, Pavels, Louise Lindenkrone, Bunkeflod, Brødrene Frederik og Jakob Schmidt. Foran i Bogen havde Aamodt skrevet: Til min Veninde Conradine Hansteen:

Faur er Skjønheds Krands i Ungdoms Aar,
Men naar Vaarens Dage brat henrinde,
Naar dens Krands henvisner og forgaaer,
Uskyld blomstrer end i evig Vaar.
Uskylds Krands forskjønner Dig, Veninde,
Ømhed straaler i Din hulde Mine,
Skyldfri er Du, blid og god og skjøn.
Pige, lev til Held for Dig og Dine!
Dydens Hæder vorde selv Din Løn!

Den tolvte April 1795 stod jeg til Confirmation, jeg var dengang fjorten og et halvt Aar gammel. Søndagen efter vare vi budne til Aamodts. Selskabet var samlet i Storstuen, og Døren til en anden Stue stod aaben; jeg gik derind for at see paa nogle Kobberstik, som vare lagte frem paa et Bord. Jeg tog et Blad i Haanden, der 134forestillede en Dronning med Krone, Scepter og Hermelins Kaabe. Nedenunder stod disse Ord:

Femme et fille de rois, l’éclat de la couronne
Brille moins sur mon front que mes propres vertus,
Et je m’applaudis moins du rang qu’elle me donne
Que de voir à mes pieds les vices abattus.

Da Aamodt kom ind i det samme, antog jeg, saa godt jeg kunde, Dronningens Mine og declamerede Verset med Pathos og Svulst. Han tog Papiret fra mig, greb min Haand og holdt en Tale til mig, hvori han bad mig om Tilladelse til at anholde om mig hos min Moder. I det samme kom Moder og flere af Selskabet til, og der blev talt om andre Ting. Jeg talede hverken til Moder eller Nogen, om hvad der var forefaldet. Nogle Dage deretter kom han til os. Jeg var alene i Dagligstuen, Du og Peter vare i Skolen, Moder og Moster vare ovenpaa hos den gamle Fru Aamodt. Han gjentog sin Begjering, og jeg gik at hente Moder, men jeg kom ikke ned igjen, førend man kaldte paa mig; jeg blev kaldet, og Sagen blev afgjort, uden at jeg havde sagt et Ord. Han gik, men han kom tilbage og bragte mig mange Foræringer; af en ubegribelig Undseelse vovede jeg næsten aldrig at benytte nogen af disse smukke Sager. – Jeg var hverken glad eller bedrøvet; jeg vilde været glad, hvis ikke vor Pige Christine havde hvisket mig Djevle i Øret; det meste heraf var Usandhed, men forstod jeg vel dengang at skjelne dette?

Controleur Leuch mødte Aamodt paa Gaden og spurgte ham, om det var sandt, at han var forlovet med Jomfru Hansteen, og da Aamodt bekræftede dette, sagde Leuch: Ei, hvad vil De gjøre med hende? hun er ikke duelig til nogen Ting, uden til at sidde paa en Stol og læse i en Bog. – Han havde desværre Ret.

Da jeg var en liden Pige, kaldte Grethe mig ofte Fru Aamodt; det var ikke, fordi hun havde nogen Anelse 135om, hvad der skulde skee, men fordi Majorinde Aamodt paa Frederikshald var noget skjødesløs i sin Paaklædning og bar gjerne Halstørklædet paaskakke, og da jeg havde samme Feil og brød mig kun lidet om, hvorledes jeg saae ud, hvilket Grethe ofte bebreidede mig, saa vidste jeg, naar hun sagde til mig: der kommer Fru Aamodt, at mit Halstørklæde sad skakt, eller at jeg havde gjort mig skyldig i en anden Skjødesløshed i min Paaklædning.

Bielefeldt havde en meget smuk hvid Hest, som han havde faaet til Foræring af Kronprinds Frederik; den stod paa Kongens Stald og havde der faaet Livsbrød. Denne Hest blev nu givet til min Disposition. Aamodt var Eier af en smuk bruun Ridehest, der havde baaret ham paa sin Ryg fra Frederikshald og til Rendsburg og tilbage igjen. Vi gjorde nu ofte Ridetoure i Omegnen. Engang red vi til Bogstad, hvor Peder Anker boede; Fru Anker førte os ind i en Sal, hvor hendes lille Datter Karen Anker (Grevinde Wedel), som dengang var syv Aar gammel, og Elisabeth Grorud, der var af samme Alder, gik og legede – Soldater. De havde smaae Geværer og Sabler af Træ. Elisabeth var Rekrut, og den lille Frøken exercerede Rekruten. Da vi kom ind, raabte hun: Præsenteer Gevær! Da de begge havde præsenteret, lagde den lille Frøken Geværet bort og kom hen til mig og vilde kysse mig paa Haanden. Moderen havde lært hende saaledes at hilse alle voxne Damer.

Jeg veed ikke, kjere Broder, om Du har nogen Erindring om min Bryllupsdag, imidlertid vil jeg samle mine. Den blev aftalt mellem Aamodt og Moder; vistnok blev jeg taget med i Raadslagningen, men da jeg ikke formaaede at bringe et Ord frem, saa bleve de enige om, at den, som tier, samtykker. Moder sagde mig da, at Klokken fire den følgende Eftermiddag, skulde hun og jeg gaae til Kirken, hvor Vielsen skulde skee. Om Eftermiddagen tog jeg en hvid Kjole paa af dem, man kaldte Chemiser, som blev bunden til paa Ryggen med Trækkebaand. 136Tøiet i denne Kjole var langt fra at være fiint, og vor Pige, Christine, som bandt den til for mig, sagde, at jeg havde taget paa den sletteste Kjole, jeg havde. For at raade Bod herpaa bandt jeg om Livet et meget smukt Silkeskjærf, jeg havde faaet af Aamodt. Nu gik jeg op paa et Værelse, hvor jeg var alene, og satte mig til at skrive, indtil Moder aabnede Døren og sagde: Conradine, Klokken er fire. Det var den ottende Marts og temmelig koldt; vi toge Kaaber paa og gik til Kirken. Efter Moders Opfordring lagde jeg Kaaben af i Kirkestolen, da vi gik til Alteret, men jeg følede ingen Kulde. Det maae vel have været Lumholtz, der forrettede Vielsen, men jeg erindrer ikke et Ord af, hvad han sagde, jeg troer ikke engang, at jeg hørte eller forstod noget deraf dengang. Om Aftenen var samlet hos vor Moder Treschow og Frue, Justitsraad Smith og Frue, Capitain Hals med Frue. Den gamle Fru Aamodt og Frøken Aamodt vare vistnok ogsaa tilstede, men om dem har jeg paa den Dag ingen Erindring. Jeg havde ønsket at have Judithe Treschow hos mig den Dag, men jeg tænkte, at det kunde ikke gaae an, da hun endnu var et Barn. Hvad var da jeg? – Mændene spillede L’hombre, og Treschow sagde, at Aamodt vandt alle sine Spil i Hjerter. Vi fik fire Retter varm Mad, og ved Bordet udbragte Justitsraad Smith en Skaal for Jomfru Brud. Det hele Selskab fulgte os hjem, og den følgende Formiddag havde vi Visitter af alle Artillerieofficererne og deres Fruer og mange andre, hvoraf jeg erindrer Fru Kammerherreinde Kaas, Stiftamtmandens Frue, som jeg af lutter Ærbødighed ikke vovede at svare, naar hun talede til mig. Søndagen efter var jeg med min Mand i Tugthuuskirken, vi havde Plads i Directionsstolen, hvor Rosenkrantz hvidskede mig nogle venlige Ord i Øret. Om Aftenen var der Selskab hos os. Om denne Dag har jeg saa liden Erindring, at jeg ikke engang veed, hvem Gjesterne vare; Aamodt og hans Cousine havde arrangeret alt, og dette var 137den sidste Gang, at den stakkels Frøken var i Virksomhed; de følgende Dage var hun saa svag, at hun sjelden kunde forlade Sengen, og faae Uger efter døde hun.

Nu fulgte en Række af Selskaber, men mine Erindringer fra den Tid ere kun svage og ubestemte. Paa Ruseløkken hos Justitsraad Smith var et stort Selskab, hvoraf jeg erindrer Kammerraad Wexels med Familie, og at jeg var Treschows Borddame, og at vi fik en stor Mængde Retter, saa at Treschow ønskede, at det snart maatte faae en Ende. – Jeg var neppe nogen god Huusmoder, og var i megen Forlegenhed for at opfylde de Pligter, som nu paalaae mig; men jeg var ogsaa kun femten Aar. Ødeland var jeg ikke; jeg gav intet ud til Pynt eller Overdaad, jeg skrev nøiagtigt op, hvad jeg gav ud til Huusholdningen, og stræbede efter at komme ud med lidet. I Februar 1797 var jeg kommet ud med otte Rd., hvilket glædede mig saa meget, at jeg endnu erindrer det. Dette synes fast utroligt, da vi havde to Tjenestefolk; men jeg kjøbte hverken Brød eller Brænde, og disse to Artikler ere efter min Beregning noget nær det haardeste i Huusholdningen.

I de Maaneder, som gik næst foran Brylluppet, tog Aamodt mig ofte med sig paa Baller og Assembleer i Halfdans Club, og herom har jeg bevaret flere Erindringer end om de sildigere Selskaber. Paa Assembleerne blev ikke dandset, men de, som ikke converserede, spillede Kort. Jeg beundrede Frøken Wackenitz (Fru N. Anker) for hendes Skjønhed og Livlighed, men hun talede ikke til mig. Bernt Anker henvendte imellem Talen til mig, men jeg vovede sjelden at svare. Der var en Frøken Haffner fra Kjøbenhavn, atten Aar gammel, som vandt mit hele Hjerte, hun var saa yndig og god. Hun fortalte mig om Digteren Haste, som hun kjendte personlig, men just ikke yndede. Hun talede om Jean Jacques Rousseau og La nouvelle Héloïse,Huitfeldts note: Rousseaus Værker vare dengang meget udbredte og læste endog blandt de unge Damer i Christiania; Fru Dunker har selv til Beviis herpaa fortalt, at det var almindeligt, at de, naar de saae nogen af sine Veninder nedslagne, spurgte: «Hvad feiler Dig? Har nogen talt ilde om Rousseau?» og nu var jeg i mit Element. Engang yttrede hun endog, at hun ønskede, jeg maatte være hendes Veninde, og nu 138følede jeg den meest levende Glæde. Ikke længe deretter reiste hun tilbage til Kjøbenhavn, hvor hun blev gift med en Præst i Sjelland og levede der, sagde Bornemann, i et ulykkeligt Ægteskab, og har, lagde han til, som alle Koner i ulykkelige Ægteskaber, mange Børn.

Jeg vovede aldrig at spørge Aamodt om hans Moder, eller, for at være oprigtig, hun interesserede mig dengang kun lidet; men han lod mig læse et Gravskrift, som han havde forfattet over hende; det var meget smukt, sønligt og erkjendtligt, dog ingen overdrevne Lovtaler, der blev endog, hvorvel med megen Skaansel, hentydet paa, at hun, som vi alle, ikke var uden Feil. En meget ordentlig og stræbsom Huusmoder maae hun have været, thi Huset var fuldt af Mindesmærker om hendes Flid. Sengklæder og Linned var der en fast utrolig Mængde af og Huusgeraad og Meubler af alle Slags. Meublerne bleve solgte og ombyttede med modernere, dog ikke efter min Tilskyndelse; alt saadant ansaae jeg dengang for uvigtigt.

I Sommeren 1796 gjorde vi mange og lange Ridetoure, engang til Krogstad til Provsten Hørbye, hvis Hustru Christiane Green var vor Moders Søskendebarn. Vi bleve der i nogle Dage, og Fru Hørbye kaldte mig stedse ma soeur og viste mig den største Opmærksomhed og Venskab. – Videre om dette Ophold erindrer jeg kun en Have med mange spanske Jordbær, og en Stuepige Elisabeth, som siden hed Madame Roth og Madame Berger. Skulde jeg finde det Umagen værdt, vil jeg en anden Gang melde mere om hende.

Den længste Ridetour, vi gjorde i denne Sommer, var til Major Michelet paa Gaarden Solberg i Trøgstad.Huitfeldts note: Jørgen Michelet, død paa Solberg 1818 som Generalmajor. Jeg reed syv Mile paa en Dag, hvilket ikke generede mig i mindste Maade; det undrede mig, at man talede derom som noget besynderligt. Hos Michelet blev vi mange Dage. Der var Capitain Hals og Frue. Hun var en Frøken Harbou og Michelets Søsterdatter. Michelet var riig og Pebersvend. Han havde adopteret denne sin Søsterdatter 139og gjort hende til sin Arving. Han var en meget jovialsk Mand, og vi havde megen Moroe af at høre paa ham. Den franske Revolution var idelig hans Thema. De franske Navne lemlæstede han gudsjammerlig. Jeg erindrer ikke mere det latterlige Navn, han gav Dumouriez, men han bad mange Gange Dævelen besplitre sig paa, at Sieyes – som han kaldte Seies – var det klogeste Hoved i hele Frankrige, ja i hele Europa.

Den nærmeste Gaard til Solberg var Vægger. En Nat i den Tid, vi tilbragte paa Solberg, var der brudt ind en Tyv paa Vægger. Eieren, Frederik Vægger, mærkede Uraad, stod op og vilde gribe Tyven. Denne tog Flugten, og Frederik Vægger rendte efter ham i sit bare Linned, indhentede ham og kastede sig paa Ryggen af ham. Tyven tog sin Tollekniv og gav Frederik Vægger et Stik i Maven, saa at han maatte slippe Taget. Jeg hørte ikke sige, at han var kommet til nogen betydelig Skade; men Tyven blev uopdaget.Huitfeldts note: Manden døde af sit Saar, men skal have vægret sig ved at opgive Tyvens Navn, uagtet han havde kjendt ham.

Den Dag, jeg var sexten Aar, erindrer jeg meget levende, ikke for den Fornøielse, jeg nød, men for den Skamfuldhed, der betog mig. Aamodt havde indbudet nogle Venner. Der var Husar-Ritmester Juell, Capitain- Vagtmester Juell, Rector Rosted, Treschow og nogle flere. Moder kom til mig om Formiddagen og tilbød at hjelpe mig. Vor saa kloge og forstandige Moders største Force var ikke Kogekunst, Anretningen var mislykket. Om Fødselsdagen blev der ikke talt, og dermed var jeg vel fornøiet. Aamodt sagde siden, at han ikke vilde nævne noget derom, fordi Anretningen ikke var, som den burde. Maaskee havde det dog været det bedste, der kunde siges til min Undskyldning.

Dagen efter denne uheldige Dag reiste vor lille elskværdige Cousine, Henriette Spärck, tilbage til Christiansand. (Stamfaderen, Castellanen paa Christiansborg Slot, var en Tydsker og hed Sparck; Sønnerne kaldte sig Spärck eller Spærk; hvorfor den ene Brodersøn forandrede 140sit Navn til Spørck, er mig ubekjendt). Sikkert erindrer Du denne søde lille Pige, og hvorledes Johannes, som da var fem Aar, en Dag var saa vranten og uskikkelig, at Moder gav ham af Riset; om Aftenen var han venlig og artig, og Henriette sagde i sin smukke Christiansandske Dialect: «Seer man nu, hvor sød og god han blev, da han fik Riis.» – Vor Tante, Wilhelmine Spärck, maae have havt et eget Talent til at opdrage sine Børn, de vare frimodige og muntre, aldeles uden Næsviished. Jeg erindrer, at hun tog Johan ved Haanden og førte ham ind i Storstuen hos vore Forældre, hvor der var Selskab, og sagde til ham, at han skulde hilse paa Damerne. Han var dengang sex Aar. Han gik forbi de voxne Damer, hen til en lille Pige paa hans Alder, bukkede for hende og sagde: «Ydmyge Tjenere, Du lille vakkre Jente!» – Jeg har seet af et Brev …. at han i Sommer har opsøgt Dig i Kjøbenhavn Den elskværdige Henriette fik en sørgelig Død, kort efter at hun havde forladt os. For at see ud af en Loftsluge var hun steget op paa et Bret og havde traadt et Søm i Foden; der blev kaldt en Læge, som trak Sømmet ud, og Saaret groede til, men der gik Koldbrand i Foden, og hun maatte døe.

Den Dag, jeg fyldte mit syttende Aar, erindrer jeg ogsaa meget nøie, og den var behageligere end den forrige Fødselsdag. Et Par Maaneder før, medens Artilleriet exercerede paa Efterstad, havde Aamodts Hest ved at kaste Hovedet i Veiret givet sin Rytter et Slag over Næsen; der blev lagt en Smule engelsk Plaster over Saaret, og Ingen formodede, at det havde noget at betyde; men Dagen efter var hans Ansigt opsvulmet, og han var alvorlig syg. Han sendte Bud efter Doctor Müller, som sagde, at Stødet var Aarsag i Sygdommen, men at det var uden Betydning. Han kom sig saavidt, at han kunde forlade Sengen, men Saaret udvidede sig og suppurerede stærkt. Af en Hendelse kom Schenck ind; han sagde, 141at dette umulig kunde helbredes uden en foregaaende chirurgisk Operation. Doctor Müller yttrede, at Chirurgerne immer ville skjære og operere; han gav sit Ord paa at ville helbrede Skaden uden Operation; men nogle Dage efter sagde han: «Her er kommen en meget duelig Chirurg til vor Bye, Thulstrup, jeg vil tage ham med herhid.» – Thulstrup kom, han saae Skaden, blev bleg og foldede Hænderne. – Morgenen efter kom Thulstrup alene. Jeg har ikke sovet den hele Nat, sagde han, for at tænke over Deres Forfatning. Det gaaer lige til Hjernen, og en Operation maae foretages. Schenck var Assistent, og Doctor Müller var tilstede derved. Med Sølvstifter blev Næsen paa begge Sider gjennemboret. Operationen maae have været smertelig, jeg var i næste Værelse og hørte den ellers saa stærke Mands Udraab og Klager. Efter Operationen ophørte alle ængstelige Symptomer, og den fem og tyvende August toge vi med Thulstrup og nogle flere gode Venner en Landtour for. Fru Koren skrev mig til i den Anledning: «Hvor ønskede jeg at have været tilstede for at dele min syttenaarige Datters Glæde!»


Prahl, kaldet Pilen Palen.

Prahl var en af de norske Studenter, som i det norske Selskab i Kjøbenhavn i Forening med Johan Herman Wessel, Johan Vibe, Niels Treschow, Pram, Ove Gjerløv Meyer, Brødrene Bull, Stenersen, Germann og flere ved Lune, Vid og Smag gjorde det norske Navn agtet og hædret i Danmark. . . . . . . . . . . . . .

Prahl fik en liden Bestilling i Trankebar; efter to Aars Forløb kom han igjen til Kjøbenhavn, men vendte siden tilbage igjen og giftede sig i Pondichery. I Aaret 1808 kom han til Christiania. Han var da Enkemand og havde med sig en liden Datter, som han satte i en Kostskole. Kongen havde givet ham Charakteer af Cancellieraad, formodentlig ogsaa en liden Pension. Han behjalp sig heel kummerlig, dog vedligeholdt han sin Aands Munterhed, 142gik hver Aften paa Clubben, fortalte Historier, sang lystige Viser, endog Visen om Pilen Palen. Lars Clausen, som dengang levede i Velstand, tog sig af ham og sørgede for, at han blev pleiet i sin sidste Sygdom. Han døde paa Overværelset til Gaden i den Gaard i Kongensgade, der nu beboes af Tønsberg, og som i sytten Aar var min og mines Bolig. Hans Skrifter, de der ere mig bekjendte, ere: Skygger af romerske Mænd – denne Bog fandtes engang i næsten hvert Huus i Christiania – og Beskrivelse over Nicobar – Øerne; istedetfor Fortale Forfatterens Biographie.

I Aaret 1829, da vor ædle, ærværdige Moder i sit sex og halvfjerdsindstyvende Aar, uden Sygdom eller Smerte, blideligen var indgaaet til den evige Hvile, modtog jeg Brev fra Johannes, hvori han meldte det sørgelige og indbød min Mand og mig at komme til ham i Rødnæs at være tilstede ved Begravelsen. Dagen derpaa gave vi os paa Reisen til Rødnæs. Om Aftenen toge vi ind paa et Skifte, kaldet Sagstuen, hvor vi agtede at tilbringe Natten. Medens vi sad der, kom der et ungt Fruentimmer ind og satte sig hos os. Hun talede om Christiania, om Strømbergs Theater, om det dramatiske Selskab. Vi antoge hende for Datteren i Huset, og da hun var gaaet ud, sagde min Mand: Denne Bonde maae have holdt sin Datter paa et Institut, hun taler et andet Sprog end de andre Bønder. Da nu Mor Sagstua kom ind, spurgte vi hende, om dette unge Fruentimmer var hendes Datter. Nei, sagde hun, det er Madame Stoltenberg, en Datter af Cancellieraad Prahl. Og nu fik vi vide, at Prahls Datter havde arvet syvtusinde Species efter en Morbroder i Pondichery. Hun var derpaa bleven gift med en ung Kjøbmand Stoltenberg, og Aaret derpaa, medens Konen laae i Barselseng, var Manden flygtet ud af Landet, og hans Creditorer havde bemægtiget sig alt, hvad han havde efterladt, undtagen Konen og Barnet. Da hun var aldeles hjelpeløs, saa havde Stoltenbergs Slægtninge 143skudt sammen og gave hende otte Species om Maaneden, hvoraf hun betalte Mor Sagstua sex for sin og Barnets Underholdning. Den anden Morgen kom Mad. Stoltenberg med sin fireaarige Datter ind til mig og indbød mig til at drikke The med hende. Hun fortalte mig det samme, som jeg havde hørt af Mor Sagstua, og lagde til, at hun havde hørt, at hendes Mand skulde leve i Bordeaux paa et Handelscontoir; nogen directe Efterretning havde hun aldrig havt fra ham, siden han hemmelig forlod hende. Det var hende meget tungt at modtage Understøttelse af hans Familie; hun var tilbuden en Post som Gouvernante, men da maatte hun forlade sit Barn, og dette kunde hun ikke bekvemme sig til. Hun vilde nu flytte til en Bye for at forsøge ved at give Børn Underviisning at fortjene Brødet til sig og Barnet. Med rørt Hjerte tog jeg Afsked med Prahls Datter, og da jeg var kommen tilbage til Christiania, pønsede jeg paa, om jeg ikke kunde gjøre noget for hende. Det norske Selskab var jo endnu til, det levede jo i Christiania, skulde det ikke ville gjøre noget for Prahls Datter? Jeg skrev til Statsraad Petersen og foredrog ham Sagen. Svaret var, som man kunde vente det af ham, forstandigt og ædelt. Han var ikke Medlem af norske Selskab, men havde overdraget Sagen til Mægler Winge, som havde fremsat Sagen for Selskabet. Directeuren, Admiral Fabricius, havde aldrig hørt tale om Prahl; som det lod, kjendte de andre ham heller ikke, men de vare villige til at skyde noget sammen til Mad. S., hvortil ogsaa Petersen tilbød sig. Jeg kunde gjøre Regning paa tyve Species. Gjorde jeg Ret eller Uret? – jeg lod Sagen fare. Prahls Datter havde ikke anmodet mig om at samle Bidrag til hende, jeg var dertil uberettiget. Dersom norske Selskab af Agtelse og Pietet for hendes Faders Minde havde sendt hende en Foræring, da kunde hun vist have modtaget den uden at rødme, det havde været en Gave, hun 144havde en elsket Fader at takke for; men Prahl var glemt af norske Selskab, og Almisse forlangte hun sikkert ikke.

Bull, en anden af det norske Selskabs Coryphæer, var i 1795 Politiemester i Christiania; hans Kone var dansk. Hun var fiin, ziirlig, næsten snerpet; han var ligefrem som Fod i Hose, næsten plump. De vare i et Selskab hos Treschows, hvor der kom en Ret paa Bordet, som Fru Bull ikke kjendte; hun betragtede længe det, hun havde paa Tallerkenen; derpaa sagde hun i sin «køvenhavnske» Dialect: «Kan jeg spise dette, lille Mand?» Bull svarede: «Ja, vor Herredød, kan ikke Du kvelve det i Dig.» –Bull læste og studerede flittig, han var hjemme i flere Fag; men Politiemester var han ikke og vidste neppe, hvad der blev forhandlet paa Politiekammeret. Engang havde han dømt en Mand til Tugthuset, hvis Forseelse var saa ubetydelig, at den kunde være udsonet med de ringeste Bøder. Manden gik siden hen til Bull og beklagede sig over, at han var gjort Uret. Bull, som havde glemt hele Sagen, sagde: Hvad ondt har jeg gjort Dig? – De har jo dømt mig til Tugthuset for saadan en Ubetydelighed; er det noget at dømme Folk til Tugthuset for? – Har jeg dømt Dig til Tugthuset? – Javist har De. – Men er Du da ogsaa sat paa Tugthuset? – Nei, det er jeg rigtignok ikke. – Naa, saa har Du jo intet at beklage Dig over.

Førend jeg forlader Andreas Bull, maae jeg dog tilføie nogle Linier af hans «Dovrefjeld», saasom jeg frygter for, at hans Digte, om de ikke ere strandede, dog ere stærkt paa Veien til Lethe.

Ærværdigt Norges Fjeld, jeg stiger paa Dig op;
Jeg fødtes ved din Fod, modtag mig paa din Top!
Blot Synet af Dig kan forskrække og fornøie,
Og Sjælen synes alt paa Veien til det Høie.
Naturens Underværk udfordrer mig til Sang,
Kom, Freia! kom, og giv min Dovre-Harpe Klang!

145Velsignet være Du, som gjerder om vort Land!
Graahærdet staaer Du her som Fjeldets Oldermand.
Her Skyen i sin Fart for første Gang sig hviler,
Og Himlens hvide Dug til vante Leie iler.
Her frit jeg synge kan paa Friheds Opholdssted,
Thi Normænd, født hos dig, af ingen Lænker veed.

Og nu kun et af de sidste Vers, der næsten lyder som en Spaadom:

Et Folk saa friskt og sundt, der fordum Skræk indjog,
Ja kloge Valland selv blev bange for dets Tog,
Bekjendt det altid er for Troskab og for Styrke,
Og lykkelig den Tid, naar hjemme det kan dyrke,
Hvad hidtil manglet har, sin Muse med Forstand,
Thi Helte, Kunstnere jo fødes i vort Land.

Omtrent paa samme Tid opholdt sig i Christiania endnu en Mand af store Aandsgaver, Rosenstand-Goiske. Det maae vel have været Laugmanden. Ogsaa denne Mand havde jeg ofte den Fornøielse at see og høre tale hos Treschows og nogle Gange hos Bernt Anker. Han indgjød Respekt selv hos Anker, der i hans Nærværelse aldrig reciterede Vers af franske Digtere, dem han udgav for sit eget Arbeide. Engang da Rosenstand ikke var der, reciterede Anker et fransk Digt, hvortil han udgav sig at være Forfatter, og Dagen efter lod Treschow mig læse det samme Digt i Dorat. – Rosenstand havde efter sin første Kone en Datter omtrent paa min Alder; hun havde et Ansigt, der forkyndte en god Sjel, men hun var saa stille og tilbageholden, at saa gjerne jeg havde ønsket det, kunde det dog ikke lykkes mig at gjøre hendes Bekjendtskab. Fru Rosenstand var, som de fleste danske Fruentimmer ere, meget snaksom, og hende var det ikke vanskeligt at faae i Tale. Hun fortalte mig, at hun var to og tredive Aar, havde været gift i ti Aar, og i de første sex Aar havde hun ingen Børn havt, saa hun troede, at hun heller ingen skulde faae, da fik hun den lille Datter, som nu var med hende i alle Selskaber. Denne lille Skabning, neppe 146fire Aar gammel, havde allerede lagt Barnet af, forlangte at spille en Rolle blandt de Voxne, og naar man ikke skjenkede hende den tilbørlige Opmærksomhed, klagede hun over Ennui. Gud, hvor jeg ennuyerer mig! hørte man ofte af denne lille Mund. – Rosenstand fandt ofte Fornøielse i at spøge med os og drille os (jeg siger os, hvorvel han aldrig henvendte Talen til mig). Hans Sarcasmer gik da fornemmelig ud saavel over os som over vort Land. Treschow tog sjelden til Gjenmæle, men Cathrine Devegge, siden Fru Treschow Nummer tre, munter, beleven, vittig og talentfuld, optog ofte Stridshandsken. Treschow hørte til, loe og gned sig i Hænderne af Fornøielse. «Dette Land er frataget Ulve og Bjørne,» sagde Rosenstand, «og hvori bestaaer vel dets Skjønheder? nævn mig en eneste!» «Vore Grantræer,» sagde Cathrine, «de ere evig grønne.» «Og evig stive,» var Svaret, Treschow, Bernt Anker og Professor Møller bleve enige om at holde Forelæsninger og dertil indbyde deres Venner og Bekjendte. Møller vilde læse over Mineralogie, Treschow over Kants Philosophie og Anker over Experimentalphysik. Forelæsningerne holdtes i Ankers Bibliotheksal. Jeg vidste, at der kun skulde indbydes otte Damer, og blev derfor ikke lidet forundret, da der blev sendt os et Program, hvorpaa stod skrevet: «Capitain Aamodt og Frue indbydes». Moder fortalte mig, at Anker havde gjort Indvendinger og sagt, at jeg var altfor ung, men at Treschow havde svaret: «Vistnok er hun meget ung, men af sin Alder er hun den Første her i Christiania.» Jeg saae i denne Yttring intet andet end min kjere Onkels Partiskhed for mig; thi naar jeg kom i Selskab med de glimrende, vittige og talentrige Damer af min Alder – Fru Tullin, Fru Falsen (Louise Kaltenborn),Kaltenborn] rettet fra: Kalsenborn (trykkfeil) Fru Thygeson (Louise Pløen) –, da følte jeg heel vel min egen Ubetydelighed, og hvor langt jeg stod tilbage ogsaa for mine Medaldrende. De indbudne Damer vare: Kammerherrinde Anker, Fru Møller, Fru Treschow, Fru Rosencrantz, Sara Boyesen, Cathrine Devegge, Marie Devegge og jeg. Møller holdt den første Forelæsning; 147der mødte ingen Damer. Den anden Forelæsning holdt Treschow, der var kun Fru Anker og jeg; siden besøgte de Alle disse Forelæsninger. Den tredie gav Anker, der hertil havde indbuden tyve til tredive Damer. Han fortalte os om Experimentalphysikens Fremgang i Frankrig, om Lavoisier, Fourcroy og Fleres Opdagelser, om hvorledes man i forrige Tider havde holdt Luft og Vand for Elementer, fordi man troede, at de ikke vare sammensatte. Han fortalte om Gasarterne, om Oxygen og Azot, om Vandstofgas m. m. Derpaa udbredte han sig meget vidtløftigt om den store Anstrengelse og den megen Møie, det havde kostet disse store Mænd at udgrandske disse Naturens Hemmeligheder; han gav os ikke utydeligt at forstaae, at ogsaa han ved den natlige Lampe havde ikke uden Held arbeidet i denne Retning. Og nu blev han ved at tale om Videnskab og Kunst i Almindelighed. Selskabet var indbudt til Aften, og han gjorde en Slags Undskyldning for Rosenstand, fordi han havde talt om adskilligt, der ikke kom Physiken ved. Rosenstand svarede: «De har gjort Ret; Fanden maatte fylde dem med bare Physik!»


Miss Euphrosyne Talma.

Hun var en Søster af den berømte Skuespiller Talma i Paris. Forældrene vare Englændere, og Sønnen saavelsom Datteren vare fødte i London. Faderen var med sin unge Søn reist til Paris, og Moder og Datter bleve tilbage i London. Der gjorde de Bekjendtskab med John Collett og hans Kone, som boede nogle Aar i denne By. Da Colletts Familie vendte tilbage til Christiania, fulgte Miss Talma med dem. Hun var en af de Personer, som man aldrig glemmer, om man kun har seet dem een Gang. Hun var liden af Væxt, ikke det mindste større end jeg, hun var noget guul af Hud, der var intet egentlig smukt i hendes hele Udvortes; men hvilken Skjønhed skulde ikke have vundet ved at bytte med hende! Det er noget, der ikke lader sig beskrive, det er den Aand, den Ild i hver en Mine 148– vel mig, at jeg saae hende og kan endnu i min Erindring see det livlige, yndige Billede. Hun var kaldet Euphrosyne efter den yngste af Gratierne, og hun bar Navnet med Rette.

Den første Gang, jeg saae hende, var paa Theatret. Bernt Anker havde skrevet en Comedie, som blev opført i Grændsehaven. Jeg saae ikke Manuskriptet, men jeg formoder, at Stykket hed Emigranten, thi Hovedpersonen var en fransk Emigrant. Anker var selv Emigranten og gav denne Rolle med megen Adel og Værdighed. Madame Collett var hans Hustrue, Fredrikke Hober deres Datter, og Tina Collett, et Barn, deres yngste Datter; Haffner var deres Søn, en Søofficeer, og Zulima, en Tyrkinde og Sønnens Elskerinde, var Miss Talma. Handlingen foregik i London. Jeg behøver ikke at sige, hvor elskelig Zulima var, endog den noget fremmede Udtale af Sproget var behagelig, hun var jo en Tyrkinde. Om hendes Alder kan jeg intet sige med Vished; jeg formoder, at hun var atten Aar. Jeg hørte engange Bergmester Baumann spørge hende, hvor gammel hun var. Hun svarede: «I England holder man det for en Fornærmelse at spørge en Dame om hendes Alder.» Hun talede vort Sprog med Lethed, dog blev der dengang ofte i Selskaber talt Fransk. Hun yttrede engang, at hun ønskede at lære Tydsk, Baumann, som var en Tydsker, tilbød sig at lære hende dette. «Vi ville begynde Lectionen strax; siig nu efter, hvad jeg siger for: Ich liebe!» – Miss Talma: «Ich liebe!» – Baumann: «Nu kan De Tydsk og behøver ingen Veiledning mere.»

I Aaret 1802 fik hun Brev fra sin Broder i Paris; han anmodede hende om at komme til Paris og boe hos ham; han skulde dengang følge Første-Consulen paa en Reise, i hans Fraværelse skulde hans Hotel, hans Eqvipager, alt hans være til hendes Raadighed. Hun afslog Tilbudet; hun elskede sin Broder, og Livet i Paris behagede hende, men – hun havde forlovet sig med Lieutenant S… og vilde ikke forlade ham. Her passer Ordet «forlove» ret godt, hun havde virkelig lovet for meget, og denne Mand 149var hende ikke værd. Henrik S. var Søn af Justitsraad S. i Drammen. Hans Forældre vare begge Skjønaander, de havde havt isinde at kalde denne deres førstefødte Søn François Arouet, men det faldt dem itide ind, at han muligens ingen Voltaire blev, og de kaldte ham Henrik. Han blev ogsaa virkelig den af sine mange Sødskende, der blev holdt for den mindst aandrige. Frederik Moltke var dengang Stiftamtmand i Christiania, hos ham var Frøken Staffeldt, en Søster af Digteren Schack- Staffeldt og Broderdatter af den General Staffeldt, der paa sine gamle Dage maatte gjennemgaae saa haarde Gjenvordigheder i vort Norge. Denne Frøken Staffeldt var hverken smuk eller behagelig. Imidlertid opsagde S. Miss Talma Huldskab og Troskab og giftede sig med Frøken Staffeldt. Han vilde dog, at hun skulde troe, at han endnu elskede hende. Han skrev: I can marry an other woman, but I can not love an other woman.

Nu reiste Miss Talma til sin Broder og blev gift med den unge Ducis, en Søn af Skuespilleren, Digteren, Shakspeares Oversætter, Talmas Ven, Ducis. Denne unge Mand var ogsaa Kunstner, han var Portraitmaler. Han havde malet sin yndige Kones Portrait i Miniatur, det han flere Aar deretter sendte Colletts, hos hvem jeg har seet det. Jeg har læst i en Revue, at Talma havde givet den unge Ducis sin elskværdige Datter; men dette er en Feiltagelse, jeg veed ikke, at Talma havde nogen Datter; formodentlig har man taget Euphrosyne for hans Datter, da hun var saa meget yngre end han.

I ti Dage, næsten kunde jeg ogsaa sige ti Nætter, i Rad (der blev kun levnet liden Tid til Søvnen) havde jeg det Held at tilbringe Tiden i hendes Selskab. Det var i Julen 1800 da min Mand og jeg vare indbudne af Collett, der hvert Aar tilbragte ti Dage af Julen paa sin Gaard Fladebye i Enebak med et Selskab af tredive indbudne Gjester, til stor Forargelse for Lumholtz, der ivrede paa Prædikestolen over dem, der fore paa deres «flade» Veie. Selskabet samledes om Morgenen hos Kammerherrinde Anker, og 150derfra gik Toget til Fladebye. Det Aar, jeg nu taler om, var ingen Snee faldet, og vi maatte kjøre i Vogn. Jeg havde faaet min Plads ved Siden af Bielefeldt i en fiirhjulet Vogn, og der var ingen fleer i Vognen. Omtrent midtveis paa en høi Bakke væltede Vogn og Heste hulter til bulter ned over Kanten af Veien; jeg laae under Vognen, Bielefeldt ligeledes. Jeg klagede ikke, var heller ikke bange, thi jeg havde intet Stød faaet og følte ingen Uleilighed. Bielefeldt skreg: «Ach Herre Jesus, ich habe meinen Arm gebrochen!» – Han blev ført ind i et Huus ved Siden af Veien og tog Hoffmannsdraaber, som han havde i Lommen, og det befandtes, at han ligesaa lidet var kommet til Skade som jeg. (I Kjøbenhavns Bombardement, syv Aar efter, viste han sig ligesaa kjek som ved denne Leilighed.)

Da vi kom til Fladebye, kom Bernt Anker og Elieson strax efter. De havde kjørt over en Is, som var brusten under dem, dog havde de ingen Skade havt deraf, kun bleve de vaade. Ved Bordet blev der talt om, naar Aarhundredet begyndte, nogle meente første Januar 1800, andre 1801; Debatterne varede noget længe, og Bernt Anker improviserede følgende Sang:

«Lad de Lærde trættes om,
Naar vort Seculum har Ende,
Hjernen bliver derved tom,
Og vort Hjerte kan ei brænde.
Men det Hjerte, som ei brænder
For vor Collett og hans Huus,
Det til Venskabs Fryd ei kjender –».Huitfeldts note: Sidste Linie lyder: «Han maa have evigt Ruus.»

De følgende Stropher ere gaaede mig af Minde. Derpaa blev af hele Selskabet afsunget smukke Vers til Kammerherrinde Ankers Priis, og nu sang Madame Collett alene:

«Og jeg, som fik af denne Moder
Det største iblandt Livets Goder,
– Selv dette Hjertes Følelser, –
Min inderligste Tak fremstræber
At trænge gjennem matte Læber –»

Ja – her slaaer atter Hukommelsen mig feil.

151Der blev ballotteret. Femten Kugler for Damer bleve lagte i en Pose og femten for Herrer i en anden. Kuglerne vare numererede fra en til ti, de fem vare Nuller. Den Dame og Herre, der fik samme Nummer, forestillede Elsker og Elskerinde for ti Dage. Nummerne 1 skulde samme Aften opføre en Comedie, Optog, som det der kaldtes. Optoget skulde endes med deres Forlovelse, og de skulde indbyde fra Theatret Selskabet til deres Bryllup Dagen efter. De skulde da forestille Vert og Vertinde og besørge en Opsats paa Middagsbordet, der havde Hensyn til Optoget. Dagsordenen var denne: om Morgenen samledes man i den store Sal, hvor Frokostborde vare dækkede. Dagens Vert og Vertinde maatte være de Første i Salen; indfandt der sig en Gjest førend dem, da bleve de hentede med Trommeslag und brauchten für Spott nicht zu sorgen. Vertinden skjenkede The, Kaffe, Chocolade, sørgede for Gjesternes Bekvemmelighed. Collett og Madame vare Gjester som de andre. Verten skaffede Piber, Tobak, Fidibus, og der blev ofte forlangt mere af ham, end han kunde bestride. Efter Frokosten gik enhver til sin Function. Vertinden gik i Kjøkkenet for at faae vide af Huusholdersken, hvilke Retter der skulde komme paa Bordet til Middag; thi hvis Nogen spurgte Vertinden om Maden, og hun ikke vidste Beskeed, da blev hun udleet. Vert og Vertinde gik nu ned i et Værelse dertil bestemt, hvor der fandtes alle Slags Apparater til at forfærdige Opsatser af; tjenstagtige og behændige Gjester hjalp dem med dette Arbeide, og i Mangel af saadanne fandtes paa Gaarden Dreier, Maler og Paparbeider. De ubeskjeftigede Herrer og Damer legede Julelege eller havde Kjøretoure for, eller morede sig med at synge og musicere. Ved Middagsbordet blev sunget og udbragt Skaaler for Selskabet, for Vert og Vertinde, for Obervert og Obervertinde:

«Saa skjenke vi en Bumpert i for Obervert og Vertinde,
Paa Glæder riig, for Sorger fri, der’ Levetid hensvinde!
Og hør engang, stem op en Sang for Jul og glade Dage!»

152Efter Bordet var Lystigheden meget stor, og jeg erindrer ikke, at der blev foretaget andet end leet og støiet, saa at Haffner engang foreslog at servere Kaffeen i Blikkopper. Dog erindrer jeg ikke, at der blev slaaet noget istykker, uden imellem et Glas, hvorover Collett geraadede i megen Angest, indtil han fik see, hvad det var for et Glas; thi alle de udmærkede Mænd, der i Aarenes Løb havde tilbragt Julen paa Fladebye, havde skrevet deres Navne paa det Glas, de havde drukket af. Sir Sidney Smith, der stak Ild paa den franske Flaade ved Toulon, havde tilbragt en Jul paa Fladebye, og det Glas, han havde skrevet sit Navn paa, var for Collett en Helligdom. Der var endnu mange Mindesmærker af udmærkede Personer, men de ere desværre gaaet mig af Minde. Om Aftenen blev der dandset, og efter et let Aftensmaaltid, der imellem bestod af Grød, – Collett og Familie spiste aldrig til Aften – gik man ind igjen i den store Sal, hvor, efter et kort Forspil, Dækket gik op, og følgende Dags Vert og Vertinde opførte et lidet Skuespil. At der samlede sig mange af Sognets Bønder, er naturligt; de havde Tilladelse at see til gjennem den aabne Dør. Deretter blev opført en Leg, der var engelsk, men ingenlunde smuk eller human. Bondedrengene fik Tilladelse at træde ind i Salen, hvor der blev kastet Smaapenge til dem, hvorom der gramsedes. Naar Klokken var tolv, satte Verten to Stole midt paa Gulvet, han satte sig paa den ene og Vertinden paa den anden; nu gik Herrerne frem den ene efter den anden og kyssede Vertinden paa Haanden og paa Munden, og Damerne kyssede Verten, han kyssede sin Vertinde, satte Stolen bort, og dermed toge Gjesterne Afsked for den Dag. Nytaarsaften gjorde en Undtagelse, den Aften var intet Optog, men Maskerade; man gik ikke tilsengs, men dandsede hele Natten. I et Værelse i underste Etage fandtes Masker og Maskeradedragter, som man havde at benytte sig af. Hele den store Bygning var opvarmet, og alle Døre stode aabne. Der var en Fyrbøder, hvis eneste Forretning var at lægge i Ovnene. Værelserne bleve af Tjenestefolkene gjort rene 153om Nætterne. – Nu tilbage til Optogene. Der opholdt sig paa den Tid en Trup Italienere i Christiania, der gave Forestillinger i Liniedands, opførte Pantomimer og Balletter. Tullin gav os et lidet Optog, hvori en Bonde fra Enebak, der havde været i Christiania, kom hjem og fortalte sin Familie om de Vidundere, han havde seet, om Casorti, Fersi, Pinoli, Pettoletti o.s.v.; det var meget moersomt. Deretter opførte han Ombres chinoises, der ikke vandt mindre Bifald. Lodtrækningen havde givet mig Niels Ring til Vert. For dem, der ikke have seet ham, maae jeg vel sige noget om ham. Han var en meget peen, blond, fiin, hvid, ziirlig liden Mand, almindelig kaldet Jomfru Ring. Han var saa ziirlig, at han ikke hilsede simpelt hen: «god Morgen», men: «en stadselig god Morgen med Sølvfryndser paa». Han havde staaet i Kramboden hos en Onkel, der var død, og Enken havde overdraget ham Boutiken og Handelen. Hans høieste Attraae var Omgang med, hvad man i England kalder high people, og da Grev Moltke var Stiftamtmand i Christiania, gav Ring dennes Tjener Løfte om fem Rigsdaler, hvis han kunde mage det saaledes, at han, Ring, blev buden i Selskab til Greven. Tjeneren fortalte sin Herre, hvad Ring havde lovet ham, og Greven tillod Tjeneren at vinde de fem Rigsdaler.

Jeg havde sat sammen nogle Scener til mit Optog; Ideen havde jeg taget af Kotzebue, men jeg erindrer ikke mere af hvilket Stykke, heller ikke erindrer jeg noget deraf, uden at de handlende Personer vare Bønder, at jeg var en Bondepige Grethe, og Madame Collett min Stedmoder Marthe. Ring havde formaaet Lieutenant Schiøtt til at sætte sammen nogle Scener for ham; Vedkommende vare saa artige at foretrække mit Makværk, og Schiøtt var formeget galant homme til at fortryde derpaa, – om Ring kunde ikke være Tale; han besørgede en Opsats, der passede til Stykket. Madame Collett og Jakob Borch, de bedste Skuespillere, vi havde, vare mig behjelpelige ved Udførelsen. Collett yttrede imidlertid nogen Misfornøielse herover, dog ikke for mig, men vi hørte ham sige til sin 154Kone, at dette var imod al gammel Skik og Orden, at Optoget stedse var bleven besørget af Verten og Opsatsen af Vertinden. – Miss Talma maae have trukket en Nite, thi jeg erindrer ikke, at hun var Vertinde, eller udførte noget Optog. Jeg gik imellem op til hende paa hendes Værelse, hvor hun da var beskjeftiget med Læsning eller Skrivning; jeg fandt megen Fornøielse i at høre hende tale, men vi bleve snart forstyrrede. Engang kom jeg derop, der var ingen uden hende og Haffner; hun sagde smilende til mig: «une tête à tête». Maskeradeaftenen vare hun og jeg eens klædte, og hun havde laant af mig et Par røde Saffians Skoe med sorte Dusker, som jeg almindelig bar, og jeg havde hendes Skoe paa; forresten havde vi eens Dragt, sjellandsk Bondedragt. Jeg havde nu den Fornøielse at blive holdt af Flere for Miss Talma, saalænge jeg havde Masken paa. Ikke mindre glad var Madame Horster, thi man tog hende for Madame Collett, og hun fik dandse hver eneste Dands. Aamodt fik til Vertinde Fru Lindemann, Madame Colletts ældre Søster, Peter Colletts Enke, gift med Lieutenant Lindemann. Aamodt havde valgt et lidet Stykke af Kotzebue: Enken og Ridehesten. Han havde, før vi reiste, lært sin Rolle i dette Stykke, og efter hans Forlangende havde jeg lært Enkens; men Christiane Thoms, som efter Bernt Ankers Instruction nylig før havde spillet Amalie i «Die Räuber», bad mig saa meget om at overlade hende Partiet, at jeg føiede hende. Hun kunde lidet eller intet deraf, og jeg stod i Coulissen at soufflere hende. Dette gik taaleligt, indtil vi kom til den Replique af Enken: «De troer nok, min Herre, at min Taalmodighed er ligesaa uudtømmelig som Enken af Zareptas Oliekrukke.» Efter at jeg forgjeves havde gjentaget dette to Gange, vendte hun sig mod Coulissen og sagde: «Dette kan Du saagu’ sige selv, det kan jeg ikke.»

En Aften blev der holdt Auction, da Bønderne og deres Koner og Døttre bragte alle Slags Smaasager af eget Arbeide, der blev sat til Auction og godt betalt. En anden Aften blev holdt Bank, spillet Basset, vundet 155og tabt mange Penge. En Dag var Præsten i Enebak, Nannestad, med sine Døttre paa Fladebye; de kom til Middag, og den Dag blev fornemmelig leget Julelege. Aaret før havde Latocnaye tilbragt Julen paa Fladebye; han havde havt Fru Tullin til Vertinde, og de havde opført en fransk Comedie. Latocnaye har ogsaa i sit Skrift: «Promenade d’un François en Suède et en Norvége» givet en Beskrivelse over Opholdet paa Fladebye, men jeg har aldrig kunnet faae fat paa andet end den anden Udgave af dette Værk, hvori han, efter de Norskes Forlangende, har udeladt mangt og meget af sin første Beretning.

Julen efter var jeg atter paa Fladebye; ville I ogsaa have Beskrivelse herom, saa siig til. En af Fladebyegjesterne dette Aar var Fru Munch (Emerenze Barcley). Dengang havde hun begge sine deilige Øine.

*

Nu er den forbi, den gemytlige Tid,
Vor Ungdom har Uro og Klage.
Kritikens Old er kommen, men blid
Gaaer Mindets Tone tilbage.
A. Munch.

Dette Blad havde jeg bestemt til at omtale Fladebye-Glæderne i det andet Aar, men da jeg vilde begynde herpaa, randt mig i Sinde et Træk af min glade Barndom, som maaskee ikke vil læses uden Interesse; vistnok burde det været anbragt paa et mere passende Sted; men – til Sagen!

Det var formodentlig i Sommeren 1789; vi havde spiist til Middag, og Kaffeen var bragt ind, da det bankede paa Døren, og Fader lukkede op. Den Indtrædende var en Munk, jeg troer en Capucinermunk, en midaldrende Mand, der saae heel ærværdig ud. Han var fra Calabrien, hans Kloster var forgaaet ved Jordskjelv, og han gik omkring at samle Bidrag til at bygge det op igjen. Moder bød ham Kaffe, men han sagde, at denne Drik var ham forbuden. Jeg erindrer ikke, hvad Sprog han talede, formodentlig var det Fransk, siden vi alle forstod ham. Henrik stirrede 156paa hans Tonsur og hviskede til mig: Munk i Maaneskin. Fader gav ham Penge, hvor meget blev ikke omtalt, men Munkens Ansigt opklaredes derved. Dog kan det derfor gjerne være, at Gaven ikke var stor, men Fader var saa glad, naar han gav, at Modtageren vel maatte dele denne Følelse. Sandelig, Fader var ikke blot en god, men ogsaa en lykkelig Mand; thi:

«Wer sich der Erd’ unschuldig gefreut, bis er Asche geworden,
Hat der Seligen Glück schon auf der Erde gekannt!»

*

Nys slængte jeg min Pen.
Udmattet udaf Klage;
Skal jeg da for en Ven
Nu tage den tilbage?

Saaledes begyndte et Riimbrev, forfattet af en Frøken Sehested, der i sin Tid blev anseet for en meget aandrig Dame, men hvis Poesier nu formodentlig alle ere strandede i Forglemmelsens brandguul – sortsprængte Vande. Men hvor kommer hun fra her? Da jeg havde fremsat den lille Scene af vore Forældres stille, glade, huuslige Liv, blev jeg saa vemodig ved denne Erindring, at jeg lagde Papiret bort, jeg kunde ikke, kjere Broder! tage en anden Materie fat. Nu er der gaaet en Uges Tid hen, og jeg vilde fortsætte. Det herlige Motto af Munch indbyder mig til at melde om Fladebyes Lyksalighed eller Lystighed, men endnu er jeg ikke oplagt dertil. – Da Julius Aars spurgte den tunghørte Bondekone, der roste hans Prædiken, om hun havde hørt den, svarede hun jo: «Nei, men Fars Præken er jo lige god for det.» Saaledes, tænker jeg, er Munchs Motto lige skjønt og godt, fordi det ikke passer til dette Blad.

Paa Hedemarken boede en Mand, der heed Juul, der som Barn havde mistet den ene Haand. Om denne Mand sagde Rygtet, at han var en Søn af den ovenomtalte Frøken Sehested. Medens han var en liden Dreng, spadserede han en Dag med en Tante og løb foran hende hen til en Bordstabel, der faldt ned og slog den ene Haand 157af ham. Tanten bar ham hjem, og da han var forbunden og saae Tanten staae grædende ved Sengen, klappede han hende med den Haand, han havde tilbage, og sagde: «Græd ikke, Tante, der voxer nok en Haand ud igjen.» De, der kjendte ham, sagde, at han var glad og veltilmode, var en munter og behagelig Mand i Selskab. Han spillede gjerne Kort og havde gjort sig en Indretning, der stod foran ham paa Bordet, og hvori han stillede Kortene. – Hans Fader holdtes for et vittigt Hoved og skrev mange Sange og Viser, der ofte bleve sungne i min Ungdom; men da de fordetmeste handlede om Politik, saa lagde jeg kun lidet Mærke til dem. De faa Stropher, jeg erindrer, vil jeg efter min Sædvane anføre:

«De Nordmænd de drømte om Høiskole i Norge,
Men Næsen, de fik, var saa lang;
Hvad Norge behøver, skal Blaagaard forstrække
Og bøde paa Oplysningens Trang.»

Og af en anden Drikkevise:

«Den indbildte Værd kun i Ædelsteen var,
Thi fylder Papiret den Mangel, vi har;
Saa drik da, og viis hver Læg og Lærd,
At Vinen er vel Papiret værd.»

Der er en Erindring, som har fulgt eller forfulgt mig siden sidstleden fem og tyvende August, jeg vil skrive den op eller ned – pour m’en défaire. – Det var i Januar 1778, Voltaire var to og firsindstyve Aar; han kom til Paris og steg af hos Marquis de la Villette, hvis Hustrue var en af de unge Piger, Voltaire havde været i Faders Sted; han havde givet hende Tilnavnet: Belle et bonne. Man sagde ham, at Madame Gouverné var i Paris og ønskede at see ham. Hun havde været hans første Kjerlighed, til hende skrev han Digtet: «Elle et moi», da han var tyve Aar og endnu ikke havde havt Kopperne, der siden defigurerede hans Ansigt. Nu havde han i to og tresindstyve Aar ikke seet hende. Han gik derhen. Madame Gouverné var nu halvfemsindstyve Aar. Over Sophaen hang Portraitet af en ung Mand; Voltaire spurgte hende, hvem det forestillede. 158Hun svarede: «Det er Portrait af den Digter, der ved sit: «Elle et moi» har skjenket mig Udødelighed.» Da Voltaire kom tilbage, saae han nedbøiet og lidende ud. Belle et bonne gik efter ham paa hans Værelser, hvor han gik frem og tilbage paa Gulvet, hun talede til ham, han hørte ikke. Endelig standsede han og sagde: «Je le sais, je vais au bord du Styx, mais – je ne radotte pourtant pas encore.» – Lady Morgan, som i Aaret 1822 eller 24 besøgte Madame la Villette i Paris, beretter dette.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Det var i 1802 eller Aaret efter, at Prindsen af Augustenborg, siden Kronprinds af Sverige, var Commandant paa Frederikshald. Han kom til Christiania og tog ind hos Bielefeldt i det Huus i Kongens Gade, der er bygget af Søren Riis, og hvor der formodentlig endnu staaer over Porten et S. R. af Jern. Dette Huus kjøbtes først af Kammerherre Kaas, der maatte lade Portrummet forhøie for sine Equipager, derpaa af Bielefeldt og deretter af Statsraad Collett. Wackenitz var Generallieutenant og i det militaire Prindsens Superieur. Wackenitz gjorde Selskab for ham. Prindsen indfandt sig og blev gaaende med Sabelen paa; W. opfordrede ham til at lægge den fra sig. «Naar min Chef befaler,» sagde Prindsen, idet han desarmerede sig. Han var forbindtlig og artig mod alle, men fornemmelig mod Kammerjunker Petersen, hvem han kaldte sin Svoger. (Fru Petersens Søster var gift med Emil af Augustenborg.)

Dagen efter var der Selskab for ham paa Ullevold hos John Collett. Jeg gik med nogle Damer op paa Madame Colletts Værelse, hvor hun holdt paa at costumere sig som Jagtens Gudinde. Da hun var liden af Væxt, havde hun klogeligen valgt til sine Nympher Pigebørn paa tolvaars Alder, Tina Collett og Letta Fleischer. Diana saavelsom Nympherne vare indtagende, Attributerne, Buer, Kogger og Pile vare: on ne peut pas mieux. Collett spadserede med Prindsen i Granholtet, hvor Diana med Nympherne gik Prindsen imøde og offererede ham Vildt. 159Om Aftenen blev dandset, Prindsen skulde have aabnet Ballet med Diana, men en høiere Skjønhed fængslede ham, saa han glemte det. Ved Bordet blev sunget mange Sange, ogsaa: «For Norge, Kjæmpers Fødeland», hvilket dog af Nogle blev holdt for mindre passende.

Bielefeldt kom til Christiania i 1794 som Chef for Artillerie-Detachementet. Han var gift med en Datter af Doctor Gesenius i Kjøbenhavn, en anden Datter var gift med Admiral Lous. De havde to Sønner, Carl og Ernst, og to Døttre, Vilhelmine og Louise. Ernst var Moderens Afgud, de andre Børn brød hun sig kun lidet om. Fru Bielefeldt skal have været meget cholerisk og capricieuse, og blev det endnu mere, da hendes Yndling Ernst blev syg og døde. Carl blev opdraget paa Christianis Institut i Kjøbenhavn. Den ældste Datter var halt og saae ilde ud, den anden var livlig og tækkelig, Moderen behandlede dem begge med Kulde. Bielefeldt havde en Morbroder, v. der Maas, som var Commandant paa Frederikshald, han døde og efterlod sin Søstersøn ti tusinde Rigsdaler. Samme Aar døde Doctor Gesenius, og Bielefeldt arvede efter ham halvfemsindstyve tusinde Rigsdaler. En Tante etsteds i Tydskland døde omtrent paa samme Tid, og efter hende arvede han atter ti tusinde Rigsdaler. Han og Fruen reiste nu til Kjøbenhavn, hvor han anskaffede sig mange kostbare Sager, blandt andet en Kareth, der kostede tusinde Rigsdaler, og som Kronprindsen ikke vilde kjøbe, da han fandt den for dyr. Bielefeldt rivaliserede nu med Bernt Anker i brillant Levemaade. Han kjøbte General Mangelsens Gaard i Fjerdingen, som dengang var et prægtigt Hotel; i de store Værelser vare Væggene betrukne med Silkedamask. (Da Gaarden siden blev solgt til Fattighuus, reve Fattigkonerne Silketøiet af Væggene og gjorde sig Huer deraf. Sic transit gloria mundi!) Hver Søndag var Christiania beau monde samlet hos Bernt Anker paa Frogner om Sommeren, og hver Onsdag hos Bielefeldt. Paa Paraden blev det forkyndt Officererne, i Husene gik en Tjener at melde: Idag er Assemblée hos Bernt Anker, 160idag er Assemblée hos Bielefeldt. Der var Dands, Kapridning, endog af Damer, Carrousel og mange Slags Lystigheder. Bielefeldt havde medbragt en Kok, hed Smelling, der vidste at forskaffe Artiskokker, Ananas og mere saadant, der neppe før var frembaaret paa norske Taffeler. – Han havde ogsaa med sig Fru Favin med hendes Kammerpige Lotte og Kammertjener Bastian. Fru Favin var en Datter af Admiral Hooglant og havde været gift med en Oberst Favin. Hun havde med sin Mand boet i Petersborg; man vilde vide, at hun havde været Veninde af Catharina den anden og af Fyrstinde Daschkow og havde været med i Krigen mod Tyrkerne. Hun og hendes Datter, Fru Behagen, skulde paa en og samme Tid have været de første Skjønheder i Kjøbenhavn. Fru Behagen var med sin Mand i Vestindien, og en Datter af hende blev gift med von Holten, der var i Christiania i 1813 hos Christian den ottende. Uagtet Fru Favin var det godmodigste Menneske af Verden, reiste Fru Bielefeldt tilbage til Kjøbenhavn og kom ikke mere til Christiania; sine Døttre lod hun blive tilbage. Faderen gav dem en fransk Demoiselle Cathier til Gouvernante, og Fru Favin var omhyggelig og god mod dem. Vi vare ofte hos dem i Mangelsgaarden, baade naar der var Selskab, og naar de vare alene. Sønnen Carl var kommet tilbage og var bleven Officeer; han var tilbuden Tjeneste i Garden, men han syntes bedre om Husarernes Uniform. Fru Bielefeldt lod spænde for Karethen, og Carl satte sig i Vognen for at hente os. Engang lod hun mig gaae ind i et af de inderste Værelser, hvor der var henlagt alskens Fruentimmerpynt, hun bad mig vælge heraf, hvad der behagede mig, og da jeg vægrede mig, udsøgte hun et meget smukt Kjoletøi af Silke, og endnu en heel Deel andet Nippes, som hun forærede mig.

Fru Favins Tjener, Bastian, var saa hæslig som en Bavian og ligesaa comisk. Han kom at hente sin Frue fra et Bal; Tullin saae ham og sagde: «Vil han ikke træde nærmere, Bastian, og see sin Frue dandse?» – «Nei, Hr. Tullin, jeg har seet de kongelige Herskaber 161dandse i Kjøbenhavn, jeg bryder mig saamen ikke om at see min Frue dandse.» – «Hans Frue dandser gjerne, det kan man da ikke undres over, saadan en smuk, ung Dame.» – «Nei, Hr. Tullin, min Frue er saamen ingen ung Dame, Hr. Tullin, min Frue er over sine halvtredsindstyve Aar, Hr. Tullin.» – Bielefeldts Søster var gift med General Mechlenburg, som var Commandant i Fredriksstad. Denne Dame var meget stolt, for ikke at sige hovmodig; Bernt Anker havde Fornøielse af at drille hende en Smule. Hun sad i et Selskab hos ham paa Sophaen ved Siden af Grevinde Moltke; han kom ind med Mor Lysgaard under Armen, hvem han førte hen til disse to Damer og placerede hende ved Siden af dem. Mor Lysgaard var en riig Bondekone, hun bar en Kjole af det dyreste og moderneste Silketøi og efter Moden, men paa Hovedet havde hun en Hue, saadan som de andre Bondekoners. Grevinde Moltke havde sikkert intet herimod, men Fru Mechlenburg var vist bleven bleg af Harme, hvis den røde Farve paa hendes Kinder ikke havde været af den saa ægte, at den trodser hver Sindsbevægelse. – Blandt andre Mærkværdigheder havde Fru Favin en Kakadue, der var hvid med rødt Hoved og en meget smuk Fugl. Man gjettede, at dens Alder var hundrede Aar, Admiral Hooglant havde havt den i fyrretyve Aar; hvor længe den havde været i Fruens Eie, talede hun ikke om. Det var et vredladent Bæst; hvorvel jeg aldrig gjorde den nogen Fortræd, kneb den mig med Næbbet i Fingeren, saa Blodet sprang ud. Da Fruen gjorde en Tour paa Landet, betroede hun Fuglen til Lotte, som var bleven gift med Major Blendermanns Tjener; da Fruen kom hjem, havde Blendermanns Kat bidt Hovedet af Kakaduen. Der sagdes rigtignok, at Katten havde ædt den, men dette kan jeg ikke troe, med mindre det var Usandhed, at den var hundrede Aar gammel. – Der var den Tid endnu et Par Originaler i Christiania, General Stricker, en elskværdig gammel Mand; han bar Ludvigsordenens Kors.Huitfeldts note: Generalmajor Carl Alexander v. Stricker (f. 1731, f 1820) var Ridder af den Russiske St. Georgs Orden, ikke af Ludvigsordenen. Hans Hustru var Margrete Charlotte Rømeling, og deres Søn Jost Alexander v. S. (f. 1775) døde 1841 som Oberst og Branddirecteur. Generalmajor v. Strickers nedennævnte Broder Ezechias Heinrich v. S. døde 1814 som Generallieutenant og Commandant paa Kronborg. Da han 162havde naaet en høi Alder, boede han i Gamlebyen i det Huus, vor Fader havde bygget; jeg besøgte der hans Datter og saae ham sløv og affældig. Han morede sig med at plante Kartofler, og jeg vidste ikke, om jeg skulde lee eller græde, da jeg hørte Tjeneren sige: «Hr. General! her er en Mand, der vil kjøbe et Fjerdingkar Potetes.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gamle Dage

Erindringene i Conradine Dunkers bok Gamle Dage ble nedskrevet i årene 1852–55. I 1871, fem år etter Dunkers død, ble boken utgitt.

Tekstene i boken er formet som brev til broren, vitenskapsmannen Christopher Hansteen, og skildrer Dunkers barndoms- og ungdomsmiljø. I motsetnings til annen memoarlitteratur er ikke Gamle Dage kronologisk, her kommer slektshistorie, fortellinger om omgangskrets og naboer, reisebeskrivelser, minner, anekdoter og novelleaktige tekster om hverandre.

Enkelte kapitler ble utgitt anonymt i Illustreret Nyhetsblad i 1860.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1871 (nb.no).

Se faksimiler av andreutgaven (med illustrasjoner og fyldig personregister) fra 1909 (nb.no).

Les mer..

Om Conradine Dunker

Conradine Dunker var memoarforfatter og brevkunster. Hennes mange brev til familie og bekjente ble sendt rundt i større kretser og etterhvert ble også en del av dem trykket. I erindringsboken Gamle dage forteller hun om slekten og sin barne- og ungdomstid på slutten av 1700-tallet, men boken inneholder også en rekke anekdoter og fortellinger fra Christiania på 1800-tallet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.