Gamle Dage

av Conradine Dunker

[IX]

241Kjere Broder Christopher! Jeg har aldrig talt til Rosenkrantz for Borch, men Borch bildte sig dette ind, fordi han i sin Beskedenhed troede, at Rosenkrantz, der selv jo ikke var riig, men kun Forvalter over sin Kones Penge, saalænge hun levede – efter hendes Død skulde han jo intet have deraf –, sjelden tillod sig i saadanne Tilfælde at følge sit gode Hjertes Indskydelse; han maatte derfor være bleven opfordret dertil af en tredie Person, og Gisningen faldt paa mig. Da Borch var i Kjøbenhavn, og Grev Moltke var bleven Stiftamtmand i Christiania, talede jeg til ham med Forbøn om Borch. Jeg veed, at Moltke skrev til Kjøbenhavn i den Anledning, og det er muligt, at Moltke var den, der skaffede ham Kaldet i Ørkedalen; dog er dette kun en los Formodning, og jeg har aldrig hørt den fremsat af Nogen. – I et af Sognene her i Stiftet boer en Præst Motzfeldt, der skal være et vittigt Hoved; dengang Borch var Præst i Ørkedalen, skrev Motzfeldt en Comedie, hvori blandt de handlende Personer forekom Jakob Borch og hans Kone. Jeg har ikke kunnet erholde Stykket at læse, men en gammel Jomfru Lykke har efter Hukommelsen fremsagt noget deraf for mig. Efter hvad jeg heraf forstod, var Stykket skrevet i rimede Vers, og Jakob Borch og Kone vare ikke Hovedpersonerne deri. . . . . Jeg har endog glemt Titelen af Comedien.

Hvad Du fortæller om Lars Roverud, er meget moersomt; jeg erindrer vel, hvorledes han havde skrevet sit Navn paa Moders Bogreol, og hvorledes hun med Sand og Aske stræbede at skure det ud; men det var gjort saa vel, at dette ikke lykkedes, og hun maatte tage Kniven til Hjelp. En Aften kom han ind, klædt som en gammel Kone og med Maske for Ansigtet, stod ved Døren og neiede; Moder blev først forskrækket og siden vred. – Paa Overværelserne i vor Moders Huus logerede dengang tre Skoledisciple: Fredrik Wettergreen, Hans Grüner og Peter 242Iver Boll. Wettergreen var jevn, munter og glad uden at være overgiven. Grüner var et Perpetuum mobile og en Spøgefugl. Boll var en Prinds, der gik incognito. Hans Fader, Justitsraad Boll, var Sorenskriver paa Ringerige. Jeg troer, Familien var fra Kjøbenhavn; Boll talede ingen bestemt Dialect, men hans Sprog var smukkere end vi andres. De vare alle, ligesom Lars Roverud, atten Aar gamle og færdige til at dimitteres til Universitetet i Kjøbenhavn. Grüner havde gjort en Vise om Boll, og Wettergreen satte Melodien til og spillede Accompagnementet paa Violinen, naar Grüner sang den. Ordene løde som Græsk, jeg erindrer kun Begyndelsen: Bollo bollò bibolka. Wettergreen gjorde en Vise om Grüner, som man havde givet Øgenavnet Fattigfogden; det var en Vexelsang mellem Fattigfogden og en Tiggerkjerring. Ogsaa hertil blev sat Melodie. Boll taalte nok, at man spøgede med ham, smilede vel dertil, men han nedlod sig aldrig til at gjengjelde Spøgen. Moder saae gjerne, at de unge Mennesker vare muntre og glade, og ved Spisebordet standsede Conversationen aldrig, kun Boll var stedse taus. Engang spurgte Moder ham ved Bordet, hvorfor han ikke tog Agurk til Stegen, og han svarede: fordi den smager mig ikke. Disse Ord lagde jeg Mærke til, fordi de vare de eneste, jeg hørte af ham ved Bordet. Moder sagde i denne Anledning: Boll holder sig den Lære efterrettelig:

Naar Hver ved Bordet discuterer
Og opad Væggen raisonnerer,
Og roser uden Smag og dadler uden Grund,
Sid Du og spiis din Mad og hold din Mund!

Grüner var Fru Sundts Søstersøn, og han var altsaa en af Anna Ramus’s Descendenter; hans Fader var Præst paa Landet og var gift anden Gang. Hans Graners Halvsøster, den nulevende Fru Næser, kom imellem til Byen og besøgte sin Broder; hun var af min Alder, og vi gjorde da Bekjendtskab, som vi for nogle Aar siden her i Trondhjem 243have fornyet. En Dag leverede Grüner mig et Brev, som jeg formodede var fra hans Søster, men da jeg aabnede Brevet, saae jeg, at det var fra Lars Roverud. Brevet begyndte saaledes: Allerelskeligste Veninde! Med bankende Hjerte og skjelvende Haand skriver jeg disse Linier for at sige Dem – Vistnok læste jeg videre, men erindrer ikke mere deraf. Brevet leverede jeg Moder, som forseglede det igjen og bød mig levere Grüner det tilbage, hvilket jeg ufortøvet gjorde. Kort efter reiste de alle fire til Kjøbenhavn, og jeg erindrer ikke, om eller hvorledes de toge Afsked fra os. – I Anledning af Brevet fra Roverud erindrer jeg, hvad der hendte nogle Aar efter, da Du maaskee var ude af Latinskolen. En af de voxne Skoledisciple havde skrevet et Kjerlighedsbrev til Bolla Hasberg, hvilket hun havde bragt sin Stedfader, Capitain Næss; denne gik med Brevet til Rectoren, og Rosted gav Skoledisciplen en alvorlig Irettesættelse. Der var dengang paa Latinskolen en Discipel, Didrik Hagerup, liden og pukkelrygget, men som altid havde store Ord i Munden, hvorfor hans Kammerater kaldte ham Didrik Menschenschreck. Bjerregaard, som dengang var omtrent ti eller maaskee tolv Aar gammel, skrev i denne Anledning følgende Vers:

«Den dumme Jomfru Bolla!»
Saa siger Menschenschreck,
«Den taabelige Fjolla!»
Han siger i etvæk,
«Som skulde forevise
Det Brev til Cap’tain Næss;
Jeg færdig er at fnise
Ad hendes dumme Fjæs.»

Grüner havde tre Ønsker: at blive gift med Jomfru Smith, at kunne gjøre en Udenlandsreise og at blive Eier af Kongens Mølle. Da han havde opnaaet det første Ønske og faaet Jomfru Smith og hendes Penge, saa fulgte de andre Ønskers Opnaaelse af sig selv. Jeg har ofte ide senere Aar seet og talt med ham og hans Familie i 244Christiania. Ogsaa Wettergreen har i de senere Aar besøgt mig der; han forekom mig endnu mindre poetisk end i sin Ungdom. Erfarenhed, sagde han, havde lært ham, hvordan man skulde omgaaes med Bonden, og denne Lære havde skaffet ham mangen god Kalvesteg. Om Broder Johannes sagde han, at han ikke passede sig til at være Præst paa Landet; han forstod ikke at omgaaes med Bonden; han burde være Universitetslærer. Boll har jeg kun engang seet i den senere Tid; det var i 1807, han var i Besøg hos sin Familie paa Ringerige, Han var Søofficeer og ugift; hans Væsen var uforandret. Det undrede mig at see, hvorledes hans Død for et Par Aar siden blev bekjendtgjort af hans Kone og Sønner; jeg havde stedse hørt om ham, at han var Pebersvend; han maae have giftet sig paa sine gamle Dage. – Roverud kom ofte ind til os i Christiania, han gav mine Døttre Underviisning i Musik og var meget venskabelig mod os. Den sidste Gang, jeg saae ham, vari 1843, da han besøgte os her i Trondhjem. Da han traadte ind ad Døren og saae Dunker, raabte han: «Ja, saadan see vi ud, naar vi blive gamle!» Derpaa lod det paa ham, som om han angrede dette Udraab, thi han vendte sig til mig med de Ord: «De er stedse den Samme.» Hans Haar var bleven hvidt, iøvrigt var han ikke synderlig forandret af Udseende. Han fortalte os om sin Stilling og om sin Familie, og skjendte dengang hverken paa Gud eller Naturen.

Lad os nu vende tilbage til vor Moders Huus i 1794. Det var en Søndagseftermiddag, Moder og Moster vare ude, det var Confirmationssøndag, og Christopher Weidemann, der den Dag var bleven confirmeret, kom ind til os. Du havde været i et Ærinde hos Aamodt, og han havde givet Dig et Tørklæde med Æbler og en Roman; det var en dansk Oversættelse af «The fool of quality». Da vi havde spiist Æblerne, tog Weidemann Romanen og læste høit et Par Capitler deri; han spøgede og fjasede, og Henrik ærgrede sig. Nu kom Birthe og Jacobæa Møller og strax derefter Amalie og Frederikke Behmann. Weidemann 245foreslog nu, at vi skulde dandse, Wettergreen tog sin Violin, og vi dandsede. Da Pigebørnene ikke turde blive længere borte uden Tilladelse hjemmefra, saa gik de, og Weidemann gik med dem. Nu gav Henrik sin Harme Luft. Var det en Opførsel, sagde han, af en Confirmand? og jeg fik ogsaa mange Bebreidelser for min Letsindighed. – Vor stakkels Henrik bar vistnok allerede dengang paa Begyndelsen til den Sygdom, som kort derefter lagde ham i Graven. Hele Latinskolen fulgte ham til Jorden, de Største bare ham, og alle de Smaae fulgte; jeg erindrer ikke, om Du fulgte, heller ikke, om Du allerede dengang gik i Latinskolen. Jeg troer nei; thi Henrik blev kaldet Infimus og Hartvig Supremus, men havde Du været i Skolen, saa havde jo vel Du været Infimus, da Du var to Aar yngre.

Da Grüner og Wettergreen vare reiste, kom Wolfgang Sigismund Resch i Huset til vor Moder; han var fra Moss, og hans Fader og en Pige fulgte ind med ham. Pigen blev nogle Dage i vort Huus. Der er et Ordsprog, som siger, at der ingensteds gaaer saa underligt til som i Verden og paa Moss. Der maae vel være noget sandt heri; thi denne Pige fortalte saa mærk elige Begivenheder, der vare foregaaede paa Moss, at dersom Alexander Dumas kjendte dem, saa vilde han have rigeligt Stof baade til Dramer og Noveller. lalfald vilde han kunne benytte dem til det uendelige Værk, han nu arbeider paa, og som man med Rette har kaldet: L’histoire de tout le monde. Resch var kun tretten Aar, men stor af Vext, og gik allerede til Confirmation. Han havde ingen Contubernal; Du var ham vel for ung, og han holdt sig meest til mig. Han læste alle de Romaner, han kunde faae fat paa, og jeg læste dem med ham; imellem spillede vi Kort med hverandre eller fortalte hverandre, hvad vi før havde læst. . .

Det forholder sig rigtigt, som Du fortæller, at ogsaa jeg engang fik smage Tampen. Jeg havde glemt, at jeg 246havde faaet Tamp, men jeg havde ikke glemt, at jeg fik et Ørefigen om Morgenen paa den Dag, da vor Bedstemoder Treschow blev stedet til Jorden, thi den Gang var jeg fjorten Aar, havde staaet til Confirmation og troede mig i Sikkerhed for baade Tamp og Ørefigen. Hvorfor jeg fik dette Ørefigen, var fordi jeg yttrede Misfornøielse over den Maade, hvorpaa Moder havde accomoderet mit Haar. I Anledning af Tampen maae jeg dog fortælle et Træk af dens Historie; jeg troer, Du ikke var tilstede derved, men dengang allerede ved Universitetet. Bjerregaard og vor Broder Johannes vare af samme Alder og i samme Classe paa Skolen; de vare allerede store, lange Drenge; da gik de en Dag i Stuen hos vor Moder og brødes med hverandre for Spøg; men da dette havde varet en Stund, begyndte de at slaaes for Alvor. Moder hentede Tampen fra Cabinettet og smurte begges Rygge dermed. Kampen fik nu Ende, og Johannes tog sine Prygl med Taalmodighed, men Bjerregaard gik i Vrede op og ned ad Gulvet, derpaa blev han staaende foran Moder og sagde: «Jeg er ikke fornøiet med de Prygl, De har givet mig.» Moder svarede ganske koldsindig: «Det var saamen heller ikke min Hensigt at fornøie Ham dermed.» Han vidste intet at svare herpaa.

Du og William Arbo vare Contubernaler hos vor Moder, og, om jeg erindrer ret, bleve I dimitterede paa samme Tid. I Aaret 1829 eller senere, det var efter Broder Peters Død, saae jeg et Brev fra William Arbo til Peter; det var klippet itu, men da jeg saae dit og mit Navn deri, saa læste jeg det, saavidt det lod sig gjøre. Om Dig skrev han, at Du og han engang havde været Ligemænd og Camerader; nu er han, skrev Arbo, en agtet, æret og anseet Mand i Staten, og hvad er jeg? – Huuslærer i Tind. Han bad Peter hilse mig fra ham, hvis jeg endnu kunde eller vilde erindre ham. Nogle Aar derefter saae jeg dog af Aviserne, at han var bleven Præst, og 247siden, at han havde taget Afsked. Det var ham, som syntes saa godt om Maden, fordi der var saa god Føde i den.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gamle Dage

Erindringene i Conradine Dunkers bok Gamle Dage ble nedskrevet i årene 1852–55. I 1871, fem år etter Dunkers død, ble boken utgitt.

Tekstene i boken er formet som brev til broren, vitenskapsmannen Christopher Hansteen, og skildrer Dunkers barndoms- og ungdomsmiljø. I motsetnings til annen memoarlitteratur er ikke Gamle Dage kronologisk, her kommer slektshistorie, fortellinger om omgangskrets og naboer, reisebeskrivelser, minner, anekdoter og novelleaktige tekster om hverandre.

Enkelte kapitler ble utgitt anonymt i Illustreret Nyhetsblad i 1860.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1871 (nb.no).

Se faksimiler av andreutgaven (med illustrasjoner og fyldig personregister) fra 1909 (nb.no).

Les mer..

Om Conradine Dunker

Conradine Dunker var memoarforfatter og brevkunster. Hennes mange brev til familie og bekjente ble sendt rundt i større kretser og etterhvert ble også en del av dem trykket. I erindringsboken Gamle dage forteller hun om slekten og sin barne- og ungdomstid på slutten av 1700-tallet, men boken inneholder også en rekke anekdoter og fortellinger fra Christiania på 1800-tallet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.