Gamle Dage

av Conradine Dunker

[VI]

Pleasure has gone to bed with the rouge on her cheeks.
Well, friend, let us walk through the day,
sober and sad, but friendly.
Thackeray.

Kjere Broder! Da jeg sluttede mit sidste Brev til Dig, havde jeg isinde ikke at skrive meer om Fladebyes Forlystelser, men siden er det faldet mig ind, at denne Materie, hvoraf endnu er meget tilbage i min Erindring, dog maaskee ikke er uden Interesse. Men nu gaaer det mig som stedse; saasnart jeg tager Pennen, staaer Billedet af vor Fader for mig, og jeg er vis paa, at det er ogsaa det, Du helst dvæler ved. – Altsaa først en Scene af vor 177lykkelige Barndom. Du erindrer den lille Trappe i vor Faders Huus, paa høire Haand udenfor Kjøkkendøren, den førte til et Værelse med to Fag Vinduer til Gaarden og en saakaldet Svenskeovn; naar man gik hen ad Svalgangen, kom man til en Dør, der førte til et Kammer, hvor man om Høsten lagde Frugt hen, indtil Kulden kom, da Frugten blev bragt ned i Kjelderen. Vi Børn passede nu paa, naar Fader mod Aften kom hjem fra Toldboden; vi sprang ham imøde i Gaarden, kyssede hans Hænder og hoppede af Glæde. Nu hentede han en vis Nøgel, og vi sprang foran ham opad den smale Trappe; vi bankede paa Døren: Luk op, Æbler og Pærer, vi have et Ærinde til eder! – Han aabnede Døren – der laae de deilige Caviller, Gravenstener, Borsdorfer og en Sort, som Moder kaldte Flaskeæbler, men Fader kaldte Nonnentitchens; der var ogsaa Bergamotter, Bon-chrétiens og Steenpærer og Stopbirnen. (Dengang havde vi intet Storthing, der lagde saa høi Told paa Frugt, at nu Pluraliteten maae undvære den.) Vi stode stille og beundrede, nu tillod han os at tage, og naar vi vare beskedne, saa forsynede han os med mere. Siden legede han med os, oftest Gjemsel; engang tog han mig ind i sin Slobrok, hvor jeg stod længe med Armene om hans Liv, inden I fandt mig; engang satte han Dig op paa Sølvskabet i Dagligstuen, og vi gjennemsøgte alle Kroge, indtil Henrik saae i Veiret og blev Dig vaer. Engang lod han os gaae ind i Dagligstuen, medens han vilde gjemme Henrik i Sengkammeret; han havde stillet Henrik bag sig, og i det samme han aabnede Døren og lod os gaae ind i Sengkammeret, lod han Henrik ubemærket af os smutte ind i Dagligstuen. Da vi længe havde søgt forgjeves, kom Henrik ind – Latter og Glæde.

Siden vi nu atter ere komne til Scener fra vor Barndom, maae jeg fortælle noget om mig selv fra den Tid. Jeg var meget iilsindet, utaalmodig, og i Vreden kom jeg vel ofte frem med upassende Yttringer; Moder truede mig med Straf, og jeg besluttede at forbedre mig. Jeg havde 178læst i Madame Beaumonts Magazin des enfans, hvorlunde Lady Charlotte af Gouvernanten bliver paalagt at nedskrive alle de uartige Ord, hun har talt i Vrede, for at skamme sig derved og forbedre sig. Jeg besluttede at gjøre som den lille Charlotte, og ligesom hun skrev jeg disse mine Confessions paa Fransk. Paa Faders Contoir og ved hans Skrivebord satte jeg mig ned og opskrev alle de ubesindige og latterlige Ord, jeg havde betjent mig af; men hvor skulde jeg nu forvare dette Papiir? Du erindrer vist den brede Trappe, der gik op til Faders Contoir; paa den samme Gang, et Par Skridt fra Døren til Contoiret, var en Dør, der førte ind til et Loftkammer, hvor der blandt andre tomme Kar stod en stor Kasse fyldt med Hvede; her, nede i Hveden, gjemte jeg mit Papiir; her syntes det mig at være i fuldkommen Sikkerhed. Da jeg næste Gang vilde gaae til min skriftlige Bekjendelse, var der hverken Hvede eller Papiir mere, Kassen var tom. Jeg vovede ikke at spørge efter Papiret og fik ikke vide, hvo der havde fundet det. – Blandt de franske Bøger, Ehlert bragte mig, var ogsaa Moliéres Comedier; Fader lod mig læse for ham af disse. George Dandin med sit: Tu l’as voulu, morede ham meget, men Slutningen af Stykket misbilligede han særdeles. Den slette Kone, sagde han, burde dog ikke have gaaet ustraffet derfra. Fader gav mig ofte Opgaver at løse, der langt overgik mine Evner. Fastings franske Digt til Hauch, der nu er at læse i Fastingiana og dengang stod i Intelligentssedlen, maatte jeg levere ham en skriftlig Oversættelse af. Paul Thrane havde tiltrukket sig Pøbelens Had, jeg erindrer ikke mere hvormed, og de sloge alle Vinduer ind i hans Gaard i Storgaden; om denne Begivenhed maatte jeg skrive en Beretning paa Fransk. – Du erindrer vor Faders Dødsdag, erindrer Du ogsaa vor Moders Tilstand paa denne ulyksalige Dag? Det var den tolvte Marts, Gregoriusdag. Paa denne Dag udmaiede nogle fattige Koner deres smaae Pigebørn med Blomster og Floers Lapper, og 179sendte dem om i Husene som Gregoriusbrude. Imellem havde de en Dreng med, der forestillede Helgenen selv. Aaret før sad jeg paa denne Dag i Gaarden ved Solvæggen ved Faders Side og saae de smaae Brude nærme sig ham undseeligen, nogle grædende; han talte venligen til dem og gav hver nogle Skillinger. Dette Aar kom de smaae Brude vel igjen, men bleve viste bort af Pigerne i Kjøkkenet; det Hjerte slog ikke meer, den Haand, der havde rakt dem den milde Gave, laae nu stiv og kold. Et halvgalt Menneske, der havde givet sig Navnet Peter Staalhandske, havde gjort sig en Krave af Papiir, taget en Træsabel i Haanden og gik Gregorius. Han trængte sig lige ind i Værelset til vor stakkels Moder og gjorde alskens Narrestreger og bragte hende næsten til Fortvivlelse. Vor Moder, skjønt liden og spæd af Legeme, havde en stærk Sjæl, hun var en kjek Qvinde, men her forlod Kræfterne hende. Jeg seer af dit Brev, at Moders efterladte Papirer ikke forefindes mere; foruden det Omskrevne veed jeg, at hun gjemte alle Klingenbergs Breve og et Riimbrev til vor Fader fra hans Ven, Johan Nordahl Bruun, med Copie af vor Faders Svar, ligeledes i lystelige Riim. Og alt dette er tabt! Vor Moders Moder, Birgitte Marie Brochmann, var en Brodersøns Datter af Biskop Brochmann.Huitfeldts note: Brochmanns Navn var ikke Bent, men Sten Daniel; hans Slægtskab til Biskop Brochmann er neppe rigtigt angivet efter Tiden at dømme; Forbindelsen mellem den Norske og Danske Familie af dette Navn er ikke for Tiden bekjendt. Da hendes Fader havde fire Døttre, men ingen Søn, saa gav han vor Bedstemoder en Sølvskee, han havde arvet efter sin Fader, og som var den Skee, Biskoppen daglig havde benyttet. Bladet af Skeen var ligesaa bredt som langt, indvendig forgyldt, og paa Bagsiden af Bladet latinske Inscriptioner, Skaftet var udskaaret Arbeide og forestillede Christus paa Korset. Moder gav denne Skee til Johannes; forhaabentlig er denne Reliquie endnu til.

Saasnart Fader var død, blev Ehlert afskediget, og al Underviisning for mig ophørte. Min Trodsighed og Uskikkelighed maae have vedvaret, thi Moder beklagede sig over mig for Treschow. Min Kjerlighed og Ærbødighed for 180denne Mand var særdeles stor. Han lærte mig, at et Fruentimmer maatte være pliable – det var det Ord, han betjente sig af – han reciterede for mig Lafontaines Fabel Le chêne et le roseau; næst efter at have gjort mig opmærksom paa dens Skjønheder sagde han, hvorledes mit Kjøn maatte tage Exempel af le roseau. – Jeg lærte Fabelen par coeur, Moralen deraf gjennemtrængte mig Hjerte og Hoved, og neppe er nogen Lære bleven stadigere efterlevet. – Her lægger jeg Papiret bort, maaskee bliver jeg om nogle Dage igjen istand til at gjøre en lille Udflugt til Fladebye.

*

Nu har jeg ladet Pennen hvile i nogle Dage; idag er Søndag, og jeg vil gjøre mig tilgode med Skrivning, men at vandre til Fladebye, endog kun paa Papiret, har jeg idag ingen Lyst til. – Du, min Bernhard, ønsker at vide meer om Bernt Anker. – Det er sandt, at Maurits Hansens Fortælling «Moderen» er meget interessant; de handlende Personer, Bernt Anker, Treschow, Rosted, Holmboe og mange Flere, ere sande Tableaux vivants, og de Ord, han lægger dem i Munden, ere i bogstavelig Forstand deres egne. Slutningen af Fortællingen, der er af Autors egen Opfindelse, har behaget mig mindre. – Grethe og de andre Piger talede imellem om Massy i Kjelderen, og jeg har en dunkel Erindring om at have været med Grethe i Kjelderen ved Bryggerne og seet Massy, der var en smuk og venlig Kone; jeg undrede mig over, at der kunde være saa smukt og saa hyggeligt i en Kjelder. Ogsaa hendes lille Johannes saae jeg; det er tyve Aar siden jeg læste Moderen, og jeg kan tage feil af Erindringen, men mig synes, at Maurits Hansen hentyder paa, at Johannes var en Søn af Bernt Anker; men herfor har han nok ingen Hjemmel. Pigerne sagde, at Jess Anker var hans Fader. – Omtrent paa samme Tid, som jeg var med Grethe i Kjelderen hos Massy, havde jeg et Syn, som gjorde et uudsletteligt Indtryk paa mit dengang saa unge Hjerte. Fru Münch havde 181en Veninde i sit Huus, Madame F., der bestyrede Huusholdningen; denne Kone havde en Søn, der var Kjøbmand i Arendal, og en Datter, der var sat paa Tugthuset i Christiania. Sorg over Datteren havde lagt Moderen paa Sygeleiet, og Fru Münch pleiede sin Matthea med Omhyggelighed. En Søndags Formiddag tog Grethe mig med sig, og vi gik til Tugthuset; man lod os gaae ind i en stor Stue, hvor de qvindelige Fanger sad ubeskjeftigede omkring paa Træbænke. De saae vel alle gustne og elendige ud, men saadant et Jammerbillede som Karen F. har jeg aldrig seet. Da hun saae Grethe, vilde hun staae op, men Knæerne svigtede hende, og hun sank ned igjen paa Bænken. Grethe gik hen til hende og sagde til hende, at hendes Moder vel havde været syg, men nu var uden Fare og i god Bedring, at Moderen havde sendt hende (Grethe) for at bringe hende denne Efterretning. Den ulykkelige Pige zittrede som et Espeløv, hun vilde tale, men kunde ikke faae et Ord frem; hendes Taarer strømmede og havde gjort Furer i hendes Kinder. Jeg trak Grethe i Skjørtet for at faae hende til at gaae, og da vi kom udenfor, spurgte jeg hende, hvad den stakkels Karen F. havde forbrudt? Grethe vilde ikke sige mig det, og da jeg kom hjem, spurgte jeg Moder herom, som sagde, at Karen F. var dømt til Tugthuset, fordi hun havde havt et Barn med en gift Mand. Jeg saae ogsaa i Tugthuset et tolvaarsgammelt Pigebarn; om denne sagde Grethe, at hun var kommen i Tugthuus, fordi hun havde slaaet sin Moder.

Og nu til Bernt Anker! En bekjendt Forfatter, jeg erindrer ikke hvilken, har sagt, at naar man vil skrive en Mands Historie, da skal man begynde med at omtale hans Moder. Saa lad mig da sige det, vistnok ikke meget, jeg har erfaret om denne agtværdige Dame. Saa langt jeg kan erindre tilbage, var hun blind og kom aldrig ud af sit Huus; jeg saae hende derfor ikke i Selskab med sine Sønner; men naar jeg hørte Bernt Anker tale om hende, da var det altid med en vis Stolthed. Jeg har kun eengang 182seet hende, da jeg besøgte Frøknerne L., hendes Niecer, der opholdt sig hos hende. Hun bad ofte Gjester til sig, ordinerede Retterne og erkyndigede sig, om Maden smagte dem, og om de havde spiist godt. Man havde saa ofte sagt hende, at man havde tømt Fadene, saa hun ikke vilde troe det, men forlangte Fadet til sig for at føle efter. Hendes Hørelse var meget god, men Gjesternes Navne forplumredes ofte i hendes Mund, Major Gyldenfeldt kaldte hun Dydenfeldt, og Maschmann blev kaldet Basmann. – En Øienlæge kom til Christiania, han var en Svensker og heed Noring; han saae Fru Anker og lovede at skaffe hende Synet igjen. Denne unge Mand var meget riig og gjorde alle sine Cure gratis; han havde i forskjellige Lande gjort mange heldige Øienoperationer, endnu var aldrig nogen mislykkedes for ham. Man gjorde ham opmærksom paa Fru Ankers Alder, der maatte gjøre Curen vanskelig, for ikke at sige umulig; men han havde med Held foretaget Operationer paa Personer af hendes Alder. Fru Anker blev opereret, men Operationen mislykkedes. Lægen maatte gaae tilsengs, forgjeves vare Fruens og den hele Families kjerlige Trøstegrunde, den ulykkelige Mand vilde ingen Trøst modtage; efter nogle Dages Forløb var han død. Han laae syg og døde i Fru Ankers Huus og blev begravet derfra. Jeg behøver ikke at tilføie, hvor inderligt Familien sørgede over ham.Huitfeldts note: I Bernt Ankers Gravskrift over Doctor Laurits Noring hedder det, at han var fød ved Skara i Sverige og døde i Norge 17de April 1797 (c. 40 Aar gammel), «fordi han af høimodig Drift, uanmodet, vilde anden Gang give en fortjent Kone Synet,» samt at han «gjorde utallige Blinde seende.» Fru Anker var uden Fordomme; hun havde intet imod, at hendes Niece ægtede M., der var Apotheker; hvorimod Fru L. nægtede at give sit Samtykke, hvilket det dog omsider lykkedes Bernt Anker at erholde. Vel gjorde Fru L. den Betingelse derved, at M. skulde lade sig nobilitere, eller dog idetmindste skaffe sig en Titel, men Bernt Anker fandt, at dette var ufornødent, og Fru Anker holdt Brylluppet uden videre. – Jeg kan ikke erindre, naar Fru Anker afgik ved Døden, maaskee var det i et af de Aar, jeg tilbragte i Tydskland; hvis saa er, da overlevede hun sin Bernt, der allerede havde forladt denne Verden et Par Aar før 1807; 1810 183kom jeg tilbage til Christiania, da var hendes Gaard solgt til Thor Olsen. – Jeg glemte at omtale hendes elskværdige Sønnesøn, Christian Anker, der underholdt og morede hende paa det behageligste; om ham og om Bernt Anker mere en anden Gang.


Jonas Rein.

Ogsaa denne ædle, høitbegavede Mand skylder jeg en taknemmelig Erindring; han forhøiede Glæden i min Ungdoms, ja i min Barndoms Dage, thi jeg var neppe tolv Aar gammel, da jeg læste hans Digte og bevarede dem i mit Hjerte og i min Erindring. Treschow, der elskede ham meget, prisede meest hans Ode til Uforskammenhed:

«Jeg seer Dig . . . . . . . . . . . . . . . . .
Din Mine er trodsig, dit Vink er et Bud,
Og glimrende Ordener pryde din Throne,
Herolder fra Dig over Jorden gaae ud.»

Arbin, der ofte talede om ham, rosede meest den delicate Berømmelse, han havde henvendt til Generalauditeur Wessel, der havde været hans Velgjører:

«Forgjeves byde Muserne mig nævne
Ham, som umærket vil min Bane jevne;
Han Offer bær paa deres Alter frem
Og elsker alt, kun ei sin Roes, fra dem.»

Moder fandt meest Behag i hans vemodige Tanker «Ved en Børneleeg», og jeg kjendte Intet saa henrivende som «Mine Ønsker». Lina forestillede jeg mig som en Engel, der vandrede paa Jorden i Pigeskikkelse, og min Phantasie laante hende alle optænkelige Yndigheder . . . . Da jeg læste om Linas Død, da sørgede jeg med ham og tænkte, at det maatte være umuligt, at der kunde findes nogen saa elskværdig Pige meer, der kunde erstatte et saadant Savn. Jeg læste i Rahbeks Tilskuer:

«Vor Rein gaaer sorgfuld mellem mørke Grave,
Hvor al hans Glæde lagdes hen;
O skaan mig, skaan mig! sukker Du,
Opriv ei flere Vunder nu!»

184Ikke længe deretter hørte jeg, at Rein var forlovet med Jomfru Bergersen. Denne Efterretning glædede mig meget, men forundrede mig endnu meer. Jeg havde saa inderlig ønsket, at Rein maatte finde en anden Lina, men var Frederikke Bergersen denne anden Lina? – Jeg har fortalt, at jeg af Lumholtz blev forberedet til Confirmation i Samfund med tolv Disciple af Latinskolen og to Pigebørn, Karen Solberg og Frederikke Bergersen. Med denne sidste gjorde jeg snart nøiere Bekjendtskab. Hun var fra Frederikshald, Moder havde kjendt hendes Forældre, hun besøgte mig imellem, og vi vare Veninder; dog meddeelte jeg hende aldrig mine Sværmerier med Reins Digte, alt saadant beholdt jeg stedse for mig selv. Anne Frederikke Bergersen havde tidlig mistet sine Forældre, hun havde ingen Sødskende, ingen Slægtninge. Forældrene havde efterladt hende tre tusinde Rigsdaler, og en Biedermann, han hed Lyche, var sat til hendes Formynder og tog hende til sig. Han sendte hende til Christiania og satte hende til Jomfru Sørensen i en Pigeskole, hvor hun lærte at sye og brodere. Da hun var confirmeret, blev hun sendt til Frederikshald igjen til Formynderen, og et Par Maaneder deretter blev hun forlovet med Rein. – Var hun smuk? vil man maaskee spørge. Jeg troer, hun var som Folk i Almindelighed ere, hverken smuk eller styg. Ungdommen har jo altid en vis Ynde, men paafaldende smuk var hun ikke. – Jeg skrev hende til og lykønskede hende; jeg meldte hende min Forlovelse med Capitain Aamodt og – nævnte intet om Lina. Kort Tid deretter spurgte Treschow mig, om jeg havde Copie af det Brev, jeg havde tilskrevet Reins Kjereste; Rein havde talt til ham derom, og han ønskede at see det. Jeg havde skrevet Brevet om, før jeg sendte det, og viste ham mit første Forsøg. Han gjorde mig opmærksom paa, at det første Ord deri var urigtig bogstaveret, hvilket vistnok ikke var forunderligt, da dette var det første Brev, jeg endnu havde skrevet, og, næst Oversættelsen af Fastings Digt til Hauch, vare disse Linier 185de første, jeg nogensinde havde nedskrevet i vort eget Sprog. Det Svar, jeg modtog fra Frederikke, var omtrent, som jeg kunde vente, men det var velmeent, og en utilgivelig Handling af mig, som jeg vil tilstaae, og som i mange Aar har tynget paa min Samvittighed, var den, at jeg viste Brevet til Cathrine og Marie Devegge, hvis Bekjendtskab jeg i den senere Tid havde været saa lykkelig at gjøre. De vare talentfulde og aandrige Piger; Reins Valg havde forundret dem, og den stakkels Frederikkes Brev – ak! vi lod ogsaa Georg Sverdrup see det. Han sagde blot: «Saaledes ere de Fleste.». . . . . Et Par Maaneder deretter var hendes Bryllup og mit omtrent paa samme Tid. Strax efter Brylluppet kom Rein til Christiania med sin unge Kone; han kom til os med hende, og jeg saae Rein for første og sidste Gang. Jeg sad ved Siden af hans Kone, og han stod og betragtede os. «Naar Nogen spørger,» sagde han, «hvor gamle de to Madamer ere, da svare vi: de ere tredive Aar – tilsammen.» Jeg havde Mod til at takke ham for den Glæde, han ved sine skjønne Digte havde forskaffet min Moder og mig, og han svarede, at det var hans skjønneste og maaskee eneste Belønning at vinde Bifald hos Folk af Smag. – De bleve nogle Dage i Christiania, og Fru Rein besøgte mig oftere. Jeg talede til hende om hans Digte; hun vidste aldeles intet derom. Jeg talede til hende om hans Bogsamling, som jeg havde hørt Treschow omtale; hun svarede, at hun aldrig havde seet i hans Bøger, de vare alle latinske. Jeg viste hende «Mine Ønsker» som jeg havde afskrevet efter Hukommelsen;, de lod ikke til at interessere hende. Jeg spurgte hende, hvorledes hun havde gjort Bekjendtskab og var bleven forlovet med Rein; hun svarede, at medens de sad i Slagtningen, var Rein kommen ind og havde forlangt at tale med Lyche; de vare gaaede ind i et andet Værelse, og der havde han afgjort Sagen med Lyche. Jeg gik med hende til Reins Søster, en yndig Kone, gift med Ener Holm; der saae jeg første Gang hendes Søn Ole Rein 186Holm, han var dengang to Aar gammel. Jeg anede ikke, i hvor mange forskjellige Skikkelser jeg siden skulde see ham.Huitfeldts note: Han blev nemlig siden en fortræffelig Skuespiller. . . . . . . . . . . . .

Jeg saae ikke Rein mere, men jeg modtog Breve fra ham; det var skjønne Breve, og jeg behøver ikke at sige, hvor de glædede mig I min Stambog har han skrevet:

«Lee, det er sundt, spøg Tiden hen!
Naar Narren griner, griin igjen,
Ja gjør med selve Skurken Løier!
Naar da der under Spøg og Tant
Lidt Bittert nydes maae iblandt,
Det Glædens sande Smag forhøier.»

Og paa det følgende Blad havde han ladet Frederikke skrive:

«For ikke selv at skrive flere,
Jeg kjerligst vil mig referere
Til Plattituden, som fløi hen
Nu effen fra Gemalens Pen.
Kun maae jeg føie til en velmeent Bagatel:
Lev, bedste Conradine, vel!»

Jeg erindrer ikke mere, i hvilken Anledning Rein første Gang skrev mig til, men i et af hans senere Breve laae en Subscriptionsplan paa hans samlede Digte, og i Postscriptum stod: «Jeg indeslutter denne Plan, ikke med den uforskammede Begjering, at De skulde samle Subscribenter for mig, men, da De er den eneste, jeg skriver til i Christiania, for at bede Dem levere den til En, der besøger Clubber og Selskaber.» – Jeg fik fire og tyve Subscribenter. Rein solgte hele Oplaget til Arntzen et Hartier i Kjøbenhavn, og fra disse Herrer modtog jeg to Exemplarer af Reins samlede Digte.

I Christopher Anker Berghs Stambog (han var dengang Regimentsqvarteermester) har Rein skrevet følgende Linier:

«At Lykke er en ædel Sjæl,
Du troer, men gjør deri ei vel.
Jeg troer, at Slyngel er det bedste,
Det gjelder mere hos vor Næste.
187Du dyrker ogsaa din Forstand,
Du tænker: sov, min kjere Mand!
Saa skal Du vaagne op til Ære,
Og Ridder eller saadant være.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Men hvis Du Dig ei vil forandre,
Da, troe din Ven, da skal Du vandre
Som Qvarteermester i din Grav,
Ja maaskee gar skal sættes af.
Ifald saa skeer, som jeg formoder,
Saa kom til mig med de Unoder,
Saa gaae vi Verden rundt omkring
Som Venner og – som Ingenting.»

Bergh, eller Regimentet, som hans Venner dengang kaldte ham, havde et Album, der indeholdt mange smukke og vittige Vers. Fra Fredrik Schmidt stod der et Vers, hvoraf jeg kun erindrer de sidste Linier:

«Jeg ei paa noget Ønske prøver,
Du skaber selv dit eget Held,
Thi Du har Forraad nok af Sjæl,
Meer end et Regiment behøver.»

Men det bedste af dem var fra Digteren Faye, men hvoraf jeg desværre kun erindrer en ringe Deel. Gud Odin sidder paa Lidskjalf, seer ud over Norden og ærgrer sig over de norske Piger:

«Gud Odin besaae dem med haanende Smiil
Og brummede: «Hum, for en evig Ulykke,
Nu mærker jeg først, jeg har gjort dem for tykke,
Hvad bruger man nu disse Skjoldmøer til?
Til norske Dragoner for korte de ere,
Og til at omfavnes – de falde for svære.»

«Du væver igjen paa din gamle Maneer,»
Saa hæved’ den fyldige Freia sin Stemme,
«Viid, Dosmer! de falde særdeles bekvemme
Og føde de velskabte Normænd, Du seer.
Luk Øinene op og betragt hvilke Karle –
Saa ranke og rette som Oldtidens Jarle!»

«Vel talt,» svarte Odin, «min Engel, jeg troer,
Min Hypochondrie gjør mig Hovedet broget;
188Det glæder os ret, at de due til noget.
Velsignede være de Piger i Nord!
De føde os Mænd, naar de bli’er til Madamer,
Der ligne de Fædre, fra hvilke de stammer.»

Min Bergh, at din Moder var een iblandt dem,
Som Guden velsigned’, jeg klarlig fornemmer,
Thi naar jeg beseer dine trofaste Lemmer,
Saa stikker skinbarlig Velsignelsen frem.
Ja tit har dit Blik og din smilende Hage
Mig sat i den sorgløse Oldtid tilbage.»

Ja, det er vist, at hvem der har seet C. A. Bergh og hans vennehulde, smilende Blik og Mine, vil aldrig kunne glemme det. Det øvrige af Fayes Digt har Tiden udslettet af min Erindring, kun de to sidste Linier har jeg beholdt:

«Bliv hos os og elsk os! – Du seer, hvad det nytter,
At opsøge Lykken i Cimbrernes Hytter.»Huitfeldts note: Generalauditeur Berghs her omtalte Stambog eies nu af Dattersønnen Cand. jur. O. Gr. Lundh, Assistent ved Rigsarchivet. De manglende Linier i Reins Digt, der er dateret Kjøbenhavn 1ste Mai 1791, lyde: // Og med Forundring dig ansee / Med smukt forklaret Legeme. – // Frederik Schmidts Digt, der er af samme Datum, har følgende første Vers: // Vel Dig, min Bergh! Du snart skal nyde / Et sorgfrit Liv i Norges Skjød / Og gotte Dig med Flødegrød, / Og hvad det ellers kan frembyde. // Fayes Digt begynder saaledes: // Paa Lidskjalf sad engang den nordiske Gud / Og ærgred’ sig sort over alting paa Kloden / Og fandt, at fra den Tid, han selv gik af Moden, / Saa hele Naturen bedrøvelig ud. / Selv Norges sødtblussende Piger gik ikke / Aldeles forskaanet for Gudens Kritikke. // Nu følge de af Fru Dunker citerede Vers og derpaa fortsættes saaledes: // Her sad Du i Landsmænds fortrolige Kreds / Og sang ved dit Glas, saa hver Sorg maatte rømme; / Vi saae Dig uskrømtet dit Bæger at tømme / Og var med din Drik og din Vandel tilfreds; / Vi fandt, at dit Hjerte var ærligt og taaler / I Selskab med Nordmænd at prøves ved Skaaler. // Snart lægger din Snekke fra Sællandske Strand, / Og Norriges Klipper mod Vesten fremskyder, / Du aander dit Fødelands Luft, og Du nyder / En Glæde, som egner den nordiske Mand. / Blandt Venners og Frænders høitlydende Stemme / Du sørgende Brødre i Dannemark glemme! // Snart slynger din Ungdoms oprigtige Ven / Igjen om din Hals den fortrolige Kjæde: / «Vi savned’ Dig, Broder! og seer Dig med Glæde, / Velkommen tilbage til Norge igjen! / Bliv hos os og elsk os! – Du seer, hvad det nytter / At opsøge Lykken i Cimbrernes Hytter.» // Saa taler din Ven med et vennehuldt Smiil, / Og vi, dine Venner, som gjerne gad lide / At henvandre Livet saa jævnt ved din Side, / Fornægte vort Hjerte og raabe Dig til. / Forstyrres din Ro ved vor evige Klage, / Saa vend Dig mod Norden og see ei tilbage! // Kjøbenhavn, den 15de May 1791. / Symbolum: Pes, aries, paries etc. / G. Faye, Medlem af det Norske Sælskab. // I Berghs Stambog har Fru Dunker skrevet følgende: // La vertu, la simple innocence font des heureux à peu de frais. / Rousseau. // Den, Himlen gav en værdig Mage, / Tildeelte huuslig, varig Fryd, / Hvor blidt henglide ei hans Dage / Ved Virksomhed og stille Dyd. / Hiin skjønne Lod blev Deres, Ven / O, gid De aldrig savne den! // Conradine Aamodt. / Christiania den 18de Juli i 1800. // Og Bergh skrev i hendes Stambog: // Havde Naturen skjenket mig Digterevner, saa skulde jeg i denne Stambog besunget den frimodige Uskyld. / Bergh. / Christiania d: 26de October 1803.

Bergh havde en Tante, som han agtede og elskede meget høit. Hun havde først været gift med Sorenskriver Bærøe og siden med Oberberghauptmand Hjort. Bergh sagde engang om hende: «Begge hendes Mænd have tilbedet hende, og det kunde vel ikke være anderledes. Jeg hjalp hende engang med noget Skriverie,» blev Bergh ved; «medens jeg skrev, sad hun ved den anden Side af Bordet, skrællede Mandler, og med de smaae, fine, hvide Fingre pillede hun Kjernerne ud af Rosiner, stak den skrællede Mandel istedet og stoppede mig saaledes den ene Rosin efter den anden i Munden.» – Vor Ven Bergh var, som man heraf seer, en stor Liebhaber af Studenterhavre.

I den Tid, hvorom jeg nu taler, vare Zetlitz’s Sange paa Alles Læber, og jeg har seet gamle lærde Mænd (Rosted f. Ex.) fælde Taarer ved Sangen: «Hvor saare lidet vil der til» o. s. v. Jeg kan ikke bare mig for at anføre et Vers af denne Sang, som Treschow satte meest Priis paa:

«Guld har sin Glands og Magt sit Værd,
Og Rang fornedrer Ingen,
189Det er ret skjønt at være lærd,
Men det er ikke Tingen.
Nei, agte ei paa Daarens Dom,
Og tage Dagen, som den kom,
Er meer end Guld og Ære værd,
Og det Dig røver Ingen.»

Endnu nogle Linier af Zetlitz, der havde Treschows fulde Bifald:

«Jeg seer det grant, vor Jord er ei forbandet,
Nei, overalt jeg seer Velsignelsen,
Den flyder op af Havet, groer paa Landet
Og regner ned fra Himmelen.
Jeg seer det grant, vor Lod er stor,
Velsignet er den faldne Jord.»

Med alt dette synes mig dog, at saavel Zetlitz som Rein og Fredrik Schmidt bleve mere paaskjønnede i Danmark end i deres eget Land. Kunstdommerne i Kjøbenhavn kaldte vel Rein kun en Digter af anden Rang, men denne Dom var vistnok ikke ubillig, og han var meget yndet blandt dem. Reins haarde og bittre Udfald mod de saakaldte Store skaffede ham Fiender og vare Aarsag i, at han ingen anden Ansættelse fik end et Præstekald i Kautokeino. Han spurgte sin Læge i Kjøbenhavn, om han kunde modtage det. Svaret var: De kan modtage det, men De døer, naar De kommer der. Da Generalauditeur Wessel, Broder af Digteren, var bleven gift med den rige Fru Holter, var bleven Eier af Hafslund og derved havde faaet Kaldsrettighed til Skjeberg, blev Rein af ham kaldet til Præst ved denne Kirke. Nationalbladet omtaler aldrig Rein, men den uværdige Maade, hvorpaa dette Blad omtaler Zetlitz og Fredrik Schmidt, har givet mig Afskye for det. Schmidt nedlagde sit Kald i Eger og modtog et mindre Kald i Danmark; Zetlitz trøstede sig paa en anden Maade.

Og nu en Scene af Zetlitz’s Ungdom. Fru Brochmann fra Frederikshald havde været i Kjøbenhavn og 190vendte tilbage med agende Post. Hun havde sin Huusjomfru med, og i Vognen med dem kjørte Zetlitz og en aldrende, stiv, pedantisk Magister, der hed Gjør, og som var ansat som Rector ved Latinskolen i Christianssand. Zetlitz havde spurgt Jomfru Rested, om hun havde lært noget Dansk i Kjøbenhavn, og da hun benægtede dette, sagde han: «De maae dog i det mindste kunne sige, jo jeg gør.» Paa Veien gjorde han hende nu alskens Spørgsmaal, hvortil hun svarede: «Jo jeg gør.» Omsider brød Magisteren ud i Vrede, at han ikke længer vilde taale, at man drev Spot med hans Navn. Jomfruen spurgte ham, hvad han hed, og da han ikke svarede, vendte hun sig til Zetlitz: «Veed De denne Herres Navn?» Zetlitz svarede: «Jo, jeg gør.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gamle Dage

Erindringene i Conradine Dunkers bok Gamle Dage ble nedskrevet i årene 1852–55. I 1871, fem år etter Dunkers død, ble boken utgitt.

Tekstene i boken er formet som brev til broren, vitenskapsmannen Christopher Hansteen, og skildrer Dunkers barndoms- og ungdomsmiljø. I motsetnings til annen memoarlitteratur er ikke Gamle Dage kronologisk, her kommer slektshistorie, fortellinger om omgangskrets og naboer, reisebeskrivelser, minner, anekdoter og novelleaktige tekster om hverandre.

Enkelte kapitler ble utgitt anonymt i Illustreret Nyhetsblad i 1860.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1871 (nb.no).

Se faksimiler av andreutgaven (med illustrasjoner og fyldig personregister) fra 1909 (nb.no).

Les mer..

Om Conradine Dunker

Conradine Dunker var memoarforfatter og brevkunster. Hennes mange brev til familie og bekjente ble sendt rundt i større kretser og etterhvert ble også en del av dem trykket. I erindringsboken Gamle dage forteller hun om slekten og sin barne- og ungdomstid på slutten av 1700-tallet, men boken inneholder også en rekke anekdoter og fortellinger fra Christiania på 1800-tallet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.