Gamle Dage

av Conradine Dunker

[VII]

Hjertelig Tak, min gode, kjere Broder, for dit Brev og dine Bemærkninger! Det var mere, end jeg kunde haabe eller vente, at Du vilde besvare mine Breve, saaledes som Du gjør. Jeg har min Tid aldeles til min Raadighed – om Kræfterne lønner det ikke Umagen at tale – medens Du er beskjeftiget med de vigtigste Ting, der fordre Tid og Kraft. – Da jeg tog Pennen, foresatte jeg mig kun at fremsætte, hvad jeg i min Ungdoms blide Dage havde hørt og seet, intet tage fra eller lægge til, beholde min egen Mening in petto og lade Læseren dømme selv. Hvorvidt jeg er blevet mit Forsæt troe, maae Andre dømme. – Den Søndag Morgen, jeg skrev Bladet om Bernt Anker, var jeg i et meget oprømt Lune; hvad jeg skrev, var mere Skjemt end Alvor, og at det er optaget for reent Alvor, kommer af, at jeg er ubehændig i mit Spøg. – Anker har aldrig viist mig nogen Opmærksomhed, undtagen den ene Gang, jeg har omtalt; han har stedse overseet mig, hvilket jeg har fundet meget naturligt; han har endog railleret mig for Andre, saa jeg har hørt det, to Gange, men han havde Ret, og jeg havde fortjent det; dog var jeg dengang for 191letsindig til at tage mig det ad notam. Men han har skjenket Christiania Palæet, Academiegaarden og Vaisenhuset, og om den der levende Generation ikke troer at skylde ham en taknemmelig Erindring, da kan jeg dog ikke betragte hans Minde med Ligegyldighed. – Efter din og Bernhards Opfordring vil jeg derfor paa min Livsvandring paa Papiret tage ham med, naar jeg stoder paa ham. Paa denne min frie Vandring har jeg Tilladelse at tage med alt, hvad jeg møder paa min Vei, og dette gjør Vandringen behagelig, i det mindste for mig selv. . . . . .

Kom nu, lader os vandre et halvt Seculum tilbage i Tiden. Det var i Aaret 1798, at det norske Jægercorps, der havde ligget i Garnison paa Moss, fik sin Station i Christiania. Mossianerne sørgede herover meget, thi Jægerofficererne vare høiligen agtede og elskede paa Moss. Der blev foranstaltet et Afskedsselskab for dem, og en Mossianer forfattede en Afskedssang, der blev afsunget og siden indført i Christiania Intelligentssedler, da Moss dengang intet Bogtrykkerie havde. Visen var kun slet og tjente til Latter i Christiania; men Arenfeldt sagde: «Versene ere slette, men de have aflokket os Taarer.» Jeg erindrer kun een Strophe deraf:

Hæder og Ære, du norske Jægercorps!
Du glemmes aldrig, glem du ei os!

De fleste af Jægerofficererne vare Tydskere, og næsten alle vare talentrige og interessante Personligheder. Min Mand og jeg bleve ofte indbudne til Justitsraad Hartvig, der var Oberinspecteur paa Tugthuset; der traf vi Arenfeldt, som var Chef for Jægercorpset, og hans elskværdige Kone, en Frøken Harbou, og hans Søster, Frøken Arenfeldt, hvem jeg aldrig vovede at tale til, da hun saae ikke saa venlig ud som hendes joviale Broder. Vi vare ogsaa i Selskaber hos Arenfeldt, hvor vi lærte at kjende næsten alle Officererne ved Corpset, og havde især Glæde af at høre ham med dem synge herlige, muntre Sange af Claudius eller Pfeffel, især Sangen: «Gott grüss’ 192euch, Alter!» Arenfeldt sang den Gamles Parti og Ratlew Herremandens. Jeg beholdt hele Sangen i Erindringen og har den der endnu. – Da jeg har stødt paa Hartvig, saa lad mig i Forbigaaende sige et Par Ord om ham. Før hans Tid bleve Tugthuusfangerne barbarisk behandlede; strax indenfor Porten af Tugthuset laae en Stok, hvorover den indtrædende Fange blev lagt og modtog, hvad man kaldte en Velkomst, der bestod i en Dragt Prygl. Naar man kom ind i Gaarden, indaandede man en bedærvet Luft, især paa den Kant, hvor Spisemesterens Kjelder laae; i frie Luft kom Fangerne aldrig, og naar de slap ud af Tugthuset og gik om at betle, da vare deres Ansigter saa gule som ubleget Vox, og man kaldte denne Farve Tugthuuscouleur. Disse og mange andre Afskyeligheder bleve afskaffede, da Hartvig blev Oberinspecteur. Han lod Fangerne give sund og nærende Føde, holdt den gamle Cyniker, Fabrikmester Veith, i de tilbørlige Skranker; men han lod det ikke blive derved, han vilde ogsaa een Gang om Aaret gjøre Fangerne en Fornøielse. Naar det var hans Fødselsdag, og han indbød sine Venner, saa lod han ogsaa Fangerne gjøre sig tilgode, lod spille op for dem, og de dandsede. Jeg var med hans øvrige Gjester gaaet ned i Tugthusets Locale at see paa dette Bal, men det var intet glædeligt Syn. Denne Lystighed, om man kan kalde det saaledes, havde kun Sted de to første Aar efter hans Ankomst. Fruen sagde, at det havde givet Anledning til Uordener og maatte afskaffes.

Jeg har fortalt, at der paa Theatret i Grændsehaven blev opført Skuespil af to forskjellige Selskaber; det ene bestod af Colletts, Ankers, Bukiers, Thranes Familier, Gram paa Ullern, Lasson paa Grini o. fl. Det andet Selskab bestod for det meste af Haandværkere: Tinstøber Lund, Gartner Balle, en Underofficeer Sax; der var ogsaa et Par Elever af Latinskolen, Schou og Christopher Weidemann. Jeg saae der «Maskeraden» af Holberg, «Datum in blanco» af Wivet, «Lykken bedre end Forstanden» af Wessel, 193«Træhusaren» o. fl. Jeg saae min forrige Skolemester Kinck som Magdelone i «Maskeraden», og Christopher Weidemann som Nille i «Jeppe paa Bjerget». . . . . Jomfru Sang var Primadonna; hendes Talent blev siden anerkjendt, og endnu paa hendes Dødsleie talte hun om, hvorledes Enevold Falsen havde kysset hendes Haand efter at have seet hende spille en Rolle i et af hans Stykker. Maaskee ved en anden Leilighed mere om hende; hun er endnu ikke ganske forglemt; ifjor talte General Thorne til mig om hende og hendes Pernille i «Den Stundesløse». Men det var jo Jægerofficererne, hvorom vi talte før. Disse fik nu det Indfald at opføre «Die Räuber» af Schiller. Stykket blev saaledes besat: Lieut. Lindemann, Carl Moor; Lieut. Ratlew, den gamle Moor; Apotheker Stinzinger, Frantz Moor; Lieut. Hummel, Schweizer; Capitain Haffner, Spiegelberg; Lieut. Fleischer, Kozinsky; Lieut. Wolff, Roller; Lieut. Schiött, Hermann; Thulstrup var Schufterle, og en gammel tydsk Jæger var en fortræffelig Daniel. Men nu kom det an paa at finde en Amalie. Fru Thulstrup forstod ikke Tydsk; Fru Tullin havde herved ingen Vanskelighed, men hun havde aldrig spillet Comedie og vovede ikke at paatage sig saa svær en Rolle. Bernt Anker foreslog Christiane Thorns: «Hun kan ikke Tydsk, men hun har godt Hoved og lærer det snart.» Det blev Stinzinger overdraget at lære hende Tydsk, Anker lærte hende Declamationen, og efter tre Ugers Forløb spillede hun Amalie. Jeg glemte at sige, at Kammerjunker Petersen var Pateren, og denne Scene var ikke den mindst gribende i Stykket. – Den Sensation, dette Skuespil vakte, var stor; det gjorde Epoke i Christiania. De Lidenskaber, det opflammede, de Baand, der bleve opløste, de nye, der bleve knyttede, vover jeg ikke videre at omtale; paa mig gjorde det samme Virkning som dengang, jeg i min Barndoms Dage saae «Les curieuses»; flere Scener deraf indprentede sig uudsletteligen i min Hukommelse, og naar jeg nu læser i de sildigere Udgaver af Schiller og stoder paa de Forandringer, 194som formodentlig Forfatteren selv har anbragt deri, saa synes mig, at Forandringen langtfra er heldig. – Jeg havde aldrig havt nogen Underviisning i dette Sprog og havde ikke læst nogen tydsk Bog uden «Der dicke Mann» af Nicolaï, men i de Selskaber, vi kom, blev der talt og sunget Tydsk, og saaledes var jeg kommet til at forstaae det.

I Aaret 1799 blev det dramatiske Selskab organiseret. Selskabet kjøbte Grændsehaven af Collett, der blev valgt Directeurer og Repræsentanter, trykt Love og bestemt Contingent. Det første Stykke, der blev givet, var «De to Brødre» af Kotzebue. Gram og Aamodt vare Brødrene; Fru Thulstrup Mally; Petersen Procuratoren; Tullin Hans Bloch; Thulstrup Lægen; Schiøtt Greven; Mad. Collett Anne, og Christiane Thorns Mad. Isegrim. Forestillingen begyndte med en Prolog, forfattet og fremsagt af Bernt Anker. Jeg erindrer intet deraf uden det, at han kom leende ind og fortalte, at de Spillende næsten alle vare misfornøiede med deres Roller, især vare to unge smukke Damer uvillige over at træde frem som gamle rynkede Koner. Under hele denne Forestilling var jeg som i Himlen. Det næste Stykke var «Den honette Ambition» og Efterstykket «De to Sedler» af Florian. Thrane var Jeronimus, Lieut. Fleischer (Statsraaden) Leander, Cathrine Devegge Leonora, Christiane Thorns Pernille, Jakob Borch Henrik, Jeronimus Clausen Lakeien, Butenschøn Dobre Podolski, og mig havde man tildeelt Magdelone. Kammerherreinde Anker var Directrice, men Madame Collett fungerede i hendes Sted. Hun bragte mig nogle gammeldags Klæder, og Christiane Thorns maiede mit Ansigt næsten ganske sort; men da Madame Collett kom til, lod hun mig vadske Sværten af, idet hun sagde til Christiane, at om Folk vare gamle, vare de derfor ikke sorte i Ansigtet. «See paa Fru Anker! hun er en meget gammel Kone og har endnu røde Kinder, kun at hendes Roser ere sunkne længer ned paa Kinderne.» Hun lagde mig nu noget Carmin paa, og 195Treschow sagde siden, at jeg havde snarere seet yngre end ældre ud, end jeg var, nemlig nitten Aar. Kritiken var spagfærdig i den Tid, hvorvel der dog fandtes enkelte competente Kunstdommere; man morede sig, var taknemmelig derfor, og ved det, der mislykkedes, tav man for det meste stille, og denne humane Fremgangsmaade havde den Fordeel, at intet godt Subject blev skræmt tilbage ved det første, om end mislykkede, Forsøg. Min Magdelone var udentvivl slet, men jeg hørte hverken Dadel eller Roes.

Bielefeldt kom tilbage fra Pyrmont, han bragte mange tydske Skrifter med, blandt andre forærede han mig «Die Tochter der Natur» af Lafontaine. Da Aamodt engang yttrede, at jeg dog neppe forstod Tydsk, saa satte jeg mig til at oversætte dette Stykke for at vise ham, at jeg havde forstaaet det. Da jeg havde begyndt paa dette Arbeide, kom Treschow ind, og da han saae det, antog han, at Meningen var at faae det opført. Bielefeldt var af samme Formening, og jeg hørte ham sige til Aamodt: «Kann nicht Ihre Frau die Rolle spielen?» Her gik et Lys op for mig; den Tanke var aldrig falden mig ind; til at spille saadanne Roller, tænktejeg, maatte man være belle comme le jour; men da Cathrine og Marie Devegge og flere Personer, jeg havde Tillid til, sagde mig, at det gik an, da var jeg lykkelig. Aamodt leverede Oversættelsen til Directionen, der antog og besatte Stykket. – Leopold, forfulgt af Vanskjebne, paaført ham af en mægtig Mand, der har søgt at forføre hans Hustrue, har skyet Menneskers Selskab og lever med sin Datter, som han har ladet opvoxe som Naturens Barn, i en afsides Krog paa Landet. Carl, en Søn af denne mægtige President, kommer paa en Reise, ledsaget af sin Tjener Henrik, hen til dette Sted; han møder Louise, taler med hende, og hendes naive Uskyldighed fængsler ham til Stedet. Ogsaa Henrik har forliebet sig i Bondepigen Rose. Presidenten, der er bleven underrettet om Sønnens Opholdssted og Kjerlighedsforstaaelse, reiser efter ham med Lieutenant Woldek for at gjøre Ende paa 196Sagen. De komme til Vertshuset, hvor de spørge en ung Bonde, Bosse, om den unge Herre, der skal opholde sig incognito i Landsbyen. Bosse, der har seet Henrik, troer, at han er den forklædte unge Herre, og svarer, at han kjender ham kun altfor vel, han har taget Rose fra ham. Vel havde Rose ikke lovet at ægte ham, Bosse, men hun havde sagt: vi ville see til, og naar Pigerne sige, vi ville see til –. Presidenten befaler ham at hente Pigen og siger hende, at den unge Mand, der har villet ægte hende, er hans Søn, at han forbyder dette Ægteskab, men dersom hun paa Øieblikket vil lade sig vie til Bosse, da vil han give hende et godt Udstyr. Henrik kommer nu og gjør Indsigelse, men Rose raaber forskrækket: «Jeg vil have Bosse, ingen anden i Verden end Bosse, det har aldrig været mit Alvor, at jeg vilde ægte den fornemme Herres Søn.» Henrik forsikkrer, at hun gjerne tager ham, og Presidenten byder hende at vælge mellem de to. Forbauset herover vælger hun Henrik og siger, i det hun gaaer for at lade sig vie til ham: «Naadige Herre, jeg er uskyldig, hvis det skulde angre Dem.» Presidenten bliver noget urolig ved disse Ord og siger til Woldek: Pigens sidste Ord klang som en Trudsel. – Carl og Louise mødes efter Aftale, hun taler til ham om hendes Faders Lærdomme og Frygt for Mennesker: «Min Fader har Uret, kjere Carl, ikke alle Mennesker ere onde – og Du er god.» Louise fortæller Leopold alt om hendes og Carls Kjerlighed og Sammenkomster; med Naturens Veltalenhed beskriver hun ham, hvor lykkelig hun nu er. Leopold, forskrækket, siger hende, at den unge Mands Hensigt er at gjøre hende ulykkelig og derpaa forlade hende. «Dersom han virkelig elskede Dig, da havde han sagt dette til mig og ikke til Dig.» – «Og hvorfor da til Dig? og hvorfor ikke til mig? Det var jo, som om jeg vilde sige til vor gamle Thomas, at jeg elskede Dig – nei, det siger jeg til Dig selv.» – Presidenten lader sin Søn vide, at Pigen nu er viet til hans Tjener, og med hendes eget Samtykke. Han vil nu 197reise med Faderen. Leopold underretter Datteren om Carls Afreise; «han har bedraget Dig, han er borte.» Hun besvimer, og han bærer hende ind i Huset. – I den følgende Act er Louise gaaet ud at indhente Efterretning om Carl, hun møder Obersten, Presidentens Broder. Hvo er Du? siger hun, seer ham i Ansigtet og seer, at han er en god Mand, at han ligner Carl; hun spørger efter denne og fortæller ham alt hende angaaende. Obersten bliver strax hendes Ven og Beskytter, og det viser sig nu, at Presidenten er den mægtige Mand, der har voldet Leopolds Ulykke, været Aarsag i hans Hustrues tidlige Død o. s. v. Ved den muntre og godmodige Oberstes Mægling tilgiver Leopold Presidenten, og denne samtykker i Sønnens Ægteskab med Louise. – Arenfeldt var Obersten, Aamodt Presidenten, Fleischer Woldek, Haffner Carl, Treschow Leopold (til Forargelse for Lumholtz, som sagde: vi have kun een eneste Doctor theologiæ i hele Landet, og han spiller Comedie), Schandorff var Henrik, Cathrine Devegge Rose, Halvorsen, en af Colletts Contoirbetjente, Bosse. Jeg behøver ikke at sige, hvem der var Louise. Cathrine og Marie Devegge havde hjulpet mig med Costumet, Marie havde bundet en Krands, som jeg bar paa Haaret. – Om Publicum fandt Behag i min Maade at fremstille Naturens Datter paa, veed jeg ikke, men Generalauditeur Bornemann, der var administrerende Directeur, var utrættelig i at berømme min fortræffelige Declamation, som han kaldte det. Den Replique, jeg har anført, og nogle lignende, troer jeg nok, at jeg fremsagde med Sjel, men hvorvidt dette tilkommer Navn af Declamation, veed jeg ikke. Saalænge Bornemann var hos os, foretrak han mig ved mange Leiligheder, og hvis jeg sidenefter brak min theatralske Hals, saa havde jeg ham at takke derfor. Naturens Datter var ogsaa Aarsag i, at jeg fik en anden og mere decideret Tilbeder end Bornemann i Doctor Rode; dog derom mere en anden Gang. Vale!

*

198Den hellige Vilhelmus lønne Dig, kjere Broder, at Du vil give ham sin Plads igjen i Almanakken; han fortjener denne Ære, da hans Dag i mange Aar har været en Glædesdag baade for Fattige og Rige i vor Bye. Den norske Helgen, der havde fortrængt ham, vil ikke vredes paa mig, fordi jeg har givet Anledning hertil – at sige, hvis han har nogen Følelse af Billighed, hvilket man vel maae forudsætte hos en Helgen, – i Betragtning af, at jeg, vel ikke drager hans Fortjenester i Tvivl, men kun ikke kjender det ringeste til ham, medens derimod St. Vilhelm stedse har viist sig som min Skytspatron og endnu fylder mit Hjerte med glade Erindringer. Paa Vilhelmsdagen, den 28de Mai, fødtes Matthea Collett, der i sin Tid og vistnok med Rette blev anseet som den Ypperste blandt Qvinderne i Christiania. Digteren Tullin sang til hendes Priis, hun var hans Melicerta og hans Melicrona. Paa denne Dag forærede Bernt Anker Ullevold med Indboe og Besætning til hendes Brodersøn John Collett, og paa denne Dag var hvert Aar en Høitidelighed paa Ullevold, hvor der opbødes alt, hvad Hygge og Kjerlighed formaae. Dette vedvarede, saa længe hun levede, og endnu mange Aar efter hendes Død, og flere Aar efter Colletts Død, og da omsider Ullevold blev solgt og blev fremmed Eiendom, da vandrede endnu Folket paa Vilhelmsdagen til Ullevold for at nyde en Reminiscence af de tabte Glæder. Den sidste Gang, jeg bivaanede en saadan Fest, var i Aaret 1812, elleve Aar efter Fru Ankers og to Aar efter Colletts Død. Paa den store Gaard var dækket lange Borde, hvorved Fattige bleve bevertede med Kjødsuppe og Oxesteg; hvad de ikke formaaede at fortære, havde de Tilladelse at tage med; naar de stod op fra Bordet, blev dem leveret hver fire og tyve Skilling, og nu indlodes en ny Skare, der ligeledes bevertedes. Brødet var opskaaret i store Kurve, saadanne som man ellers bruger til Brænde, og som der maae to Mand til at bære. Jeg hørte en Kone sige: «Man har sagt os, at Kongen er vor jordiske Herre, men jeg siger, 199Madame Collett er det.» Denne Tale vandt Bifald. Maaskee jeg ved en anden Leilighed omtaler videre de Lystigheder, der paa denne Dag fandt Sted, og de Mærkværdigheder, der gaves til Skue. Om dette Selskab denne Gang intet meer, uden at Prinds Fredrik zu Hessen var en af Gjesterne.

Fru Ankers anden Brodersøn, Peter Collett, holdt ikke Dagen mindre i Ære. Han døde tidlig, men hans Enke, der eiede Lilleager, havde givet en liden Dal, bevoxet med Træer, Navn af Vilhelmsdal; der havde Helgenen sin Bolig. Paa en aaben Plads mellem Træerne havde han bygget sig en Hytte, ved Siden var en liden Have, der omhyggelig var passet og vandet, og en Gravhøi med et sort Kors; hvem han der havde begravet, vidste man ikke. Naar man aabnede Døren til Hytten, saae man paa Væggen hængende et Træbæger, en Spade og andet Haveredskab. Ved den ene Væg stod en Løibænk, og paa denne laae Eremitten med det lange hvide Skjæg og i Munkedragt; foran ham stod et Bord, hvorpaa et Timeglas og et Memento mori; der laae ogsaa en opslagen Bog og Pen og Blæk. Det blev kun tilladt En ad Gangen at betræde Hytten; naar man nærmede sig Bordet for at skrive Devise eller Navn i Bogen, reiste Eremitten sig op og blev staaende ved den anden Side af Bordet; naar man gik derfra, sank han igjen ned paa Leiet. Mekanismen herved var vistnok meget simpel, men det var dog imponerende den første Gang. – Mor Koren gav mig en Ring, hvori stod Navnet Vilhelm; jeg bar den hver otte og tyvende Mai. – I den Tid var Christiania une partie de moi, et j’étais une partie de Christiania. Nu omstunder:

«Du tems écoulé tout me semble cher,
Jusqu’au souvenir du mal que j’ai souffert.»

Generalauditeur Bornemann var en meget munter, vittig og underholdende Mand. Han havde havt Johan Herman Wessel til Lærer, han kunde hans Digte udenad og fremsagde 200mesterlig Johan v. Ehrenpreis. Han var uudtømmelig i Anekdoter. Kun een til en Prøve. Eieren af Gaarden Huus hed Glad, hans Kone havde været Dandserinde ved Theatret i Kjøbenhavn; hendes Fader var en tydsk Underofficeer ved Navn Dallas. Da min Moder var død, fortalte Bornemann, var min Fader meget bedrøvet og nedbøiet; han sad en Dag i sørgelige Tanker og blev ikke vaer, at Dallas, som havde noget at melde ham, var traadt ind og stod og betragtede ham. «Ach!» udbrød nu Dallas, «hätte doch der liebe Gott Ihre Frau am Leben gelassen, die meinige genommen, so wären wir beide geholfen.» – Bornemann var fortræffelig i comiske Roller, hans Sadelmager Wunderlich i «Kun sex Retter» er det fortrinligste, jeg har seet i dette Genre. Han var heel vel fornøiet i Christiania og var heller end gjerne bleven hos os, men hans Kone følte sig ulykkelig, og Længsel efter Kjøbenhavn fortærede hende.

«En Kjøbenhavner, kastet ud paa Landet,
Er som en Fisk, der kommer op af Vandet.»

siger Rahbek, og Fru Bornemann var virkelig at ligne ved en saadan Fisk. Damerne i Christiania loe og sagde, at hun savnede nogle Smørrebrøds-Assembléer, hun havde været Deeltager i, medens hun var i Kjøbenhavn. De havde to smaae Børn, Thalia og Vilhelm, og en Barnepige ogsaa fra Kjøbenhavn, der følte sig lige saa ulykkelig som Fruen. Hun kom imellem med Børnene ind til Treschows. Hvad det er for et elendigt Liv, hørte jeg hende sige, at passe Børn i denne Bye. I Kjøbenhavn der satte jeg Børnene op i Vinduet, der vare de rolige og morede sig noksaa godt; men her – hvad kan det nytte at sætte dem i Vinduet? her er jo intet at see, her foregaaer jo ingenting. Omsider blev Fru Bornemanns Tilstand saa betænkelig, at man frygtede for hendes Forstand; Rygtet gik, at hun var vanvittig. Bornemann fortalte selv om et latterligt Rygte, der sagde, at der var en Deficit i hendes Hjerne. Hun 201reiste nu med sine Børn tilbage til Kjøbenhavn. – Den engelske Madame Clausen havde en Søster, Miss Parsons, der var noget melancholsk af Temperament. Hvorvel hun ikke var Catholik, havde hun dog været Kostgjengerihde i et Kloster i Frankrige og havde Længsel efter Klosterlivet. Da jeg med Flere en Aften fulgte hende hjem fra et Selskab, og Clausens Port blev oplukket for hende, sagde hun til mig med bevæget Stemme: «Ak, gid dette var mit Klosters Porte, der aabnede sig for mig for at indeslutte mig for stedse!» Mennesker af ganske forskjellig Charakteer kunne imellem finde Behag i hverandre, og det er vist, at af alle de Personer, der dengang levede i Christiania, var Miss Parsons den, for hvem Bornemann følede den høieste Interesse. – Paa denne Tid var det, at Treschow og hans Kone vare blevne enige om at skilles; Fruen reiste med den ældste Datter til Kjøbenhavn, og de to yngste bleve satte i en Pensionsskole paa Vilberg hos Madame Wangensteen. Treschow havde ofte sine Venner hos sig, om Vinteren i Byen og om Sommeren paa Sindsen, Bergh med Kone, Madame Devegge med sine Døttre og Sara Boyesen, vor Moder, Aamodt og jeg, de fire Overlærere, Bornemann, imellem Gram fra Ullern. En Aften kom Bornemann i Kareth og havde Miss Parsons med, hun var stille og melancholsk som ellers, alle vi andre vare muntre som sædvanlig. Der undslap Sverdrup nogle Ord, jeg erindrer ikke, hvad det var, men det forekom mig meget langt fra at være fornærmeligt, om mit Kjøn i Almindelighed. Miss Parsons fik hysteriske Anfald, og Bornemann blev heel forskrækket. – Jeg hørte siden Sverdrup spørge Bergh, om han meente, at Bornemann, hvis nogensinde Miss Parsons blev hans Kone, vilde ved slige Anfald blive forskrækket. Bergh svarede: «De første Gange vil han vel løbe efter Draaber, men kommer Anfaldet ofte igjen, da vil han sige: Aa, S. . . .!»

Bornemann fik Embede i Kjøbenhavn. Før hans Afreise kom Bergh og bad mig gaae med ham til Treschow 202for at formaae denne til at skrive en Epilog, der kunde fremsiges i det dramatiske Selskab til Afsked for Bornemann. Da vi kom derhen, sad Treschow allerede og skrev en saadan Epilog. Den blev fremsagt af Fleischer den ældre, og blev siden trykt; jeg erindrer ikke mere deraf end een Linie: «Du elskede vort Land, for Dig og os den Roes var skjøn.»

Miss Parsons reiste tilbage til sin Moder i London. Treschow blev Professor ved Kjøbenhavns Universitet. Fru Bornemann døde; Bornemann skrev til Miss Parsons i London, indbød hende at komme til Kjøbenhavn og blive hans Hustrue. Treschows Familie (Treschow var nu gift med Cathrine Devegge) modtog hende med Glæde; hun kom, og Brylfuppet stod hos Treschows. I Kjøbenhavns Bombardement skal Fru Bornemann have udstaaet meget, saavel af «ses amis, les ennemis» som af Kjøbenhavnerne.

Blandt de Gjester, der samledes paa Sindsen, glemte jeg at nævne Justitiarius Bull og engang imellem ogsaa hans Søn Jakob, den senere Justitiarius. Bandhunden paa Sindsen, Grip, var ikke at spøge med, den havde nylig dræbt en næsviis Kat. Jakob Bull kom den for nær, og den beed ham i Laaret; jeg stod og saae det, og Bulls dødblege Ansigt staaer endnu for mig. Han blev strax kjørt hjem, og Dagen efter gik jeg hen til Bulls at see til ham. Han laae i Sengen, men baade han og Moderen vare ved godt Humeur, og Dorthe Bull sad ved Sengen og reparerede de gjennembidte Pantalons.

Paa Sindsen havde vi alle Slags Løier for, imellem gjorde vi bouts-rimés. Treschow fik engang de Riim: Nat, Kat, Dør, Smør. Han skrev:

«Det hendte sig forleden Nat,
Grip bed ihjel min stakkels Kat;
Den stjæler aldrig mere Smør
Og sniger gjennem ingen Dør.»

Engang legede vi endog Blindebuk, men da Treschow gik Blindebuk, stødte han Hovedet mod en Dør, og hvorvel 203han ingen Skade fik, saa fik denne Leg en Ende for stedse. Engang spillede vi Rakker, og Sverdrup gjorde Kneb i Spillet. Siden blev der talt om Theatret, og han sagde, at alle Sørgespil vare for lidet tragiske. «Kjerlighed uden Strømper» var det eneste Sørgespil, hvori alle Personer stak sig ihjel, men han vilde gjøre det endnu bedre og skrive et Sørgespil, hvori alle Personerne hængte sig. Derpaa talede han om en Visit, han skulde aflægge hos Provst Lumholtz, og spurgte, om ikke en af os var bekjendt med denne Mand og vilde give ham en Recommendation med. Sara Boyesen sagde, at hun kjendte Lumholtz, hun havde staaet til Confirmation for ham, da hun var tretten Aar, og at hun vilde skrive den forlangte Recommendation. Og hun skrev som følger:

«Af nærværende Patron
Bli’er der vist en stor Person,
Han kan lyve, stjæle, myrde;
Derfor, kjere Sjelehyrde,
Stil ham hen blandt dine Faar;
Lad ham staae iblandt de Saue,
Som paa hiin Dag, flade, flaue,
Paa din venstre Side staaer.»

Da vi næste Gang vare samlede, medbragte Sverdrup en skriftlig Beretning om sit Besøg hos Lumholtz.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Da Sverdrup havde studeret i Göttingen, saa havde han ogsaa lært der at lave Dreyfuss, som jeg troer bestod af Rødviin, Æggeblommer og Chocolade. Treschow sagde til Gram: «laften skal De faae en Drik, som De formodentlig ikke før har smagt.» Gram svarede: «Hvad er det for en Drik? er det reent Vand?» Gram var en Gastronom af første Skuffe, eller om man vil, af første Rang. Han gjorde Selskaber, hvori Bevertningen var saa udsøgt delikat som muligt. Han var ikke gift, men han havde en Huusholderske (hun hed Kirsten, men han kaldte hende sin Anne Malene), hvem han selv havde oplært i Kogekunst; 204thi han havde studeret Gastronomie som en Videnskab. Fruentimmer, hørte jeg ham sige, kan man inddele i tre Klasser: Annemalener, Sjokkemalener og Dullemeier. Annemalener ere de, i hvis Huse alting gaaer som efter en Snor; velsmagende, veltillavede Retter, Orden, Propretet, Hygge overalt, og den ene Dag som den anden. Den første blandt Annemalener er Madame Collett. Sjokkemalener ere saadanne, hos hvem der en Dag er Orden og Velbehag, en anden Dag mangler der Noget hist, Noget her, de ere aldrig at lide paa. Dullemeier have ikke Skik paa nogenting; de glemme Peberen til Erterne. – Rosendal i Falsens Oversættelse af Ifflands «Pebersvendene» ligner Gram, som om den var skrevet om ham; han blev tildeelt denne Rolle og spillede den mesterligt, men da han havde læst den, sagde han leende til Directeurerne: «I ere dog ret nogle Kjeltringer.» . . . . . . . . . . . . .


Et Bal i Mangelsgaarden 1796.

Bielefeldt havde arvet sin rige Svigerfader, Doctor Gesenius, han kom tilbage fra Kjøbenhavn og vilde rivalisere med Bernt Anker i at glimre ved prægtige Gjestebud og Baller. Han havde kjøbt General Mangelsens Gaard, som dengang endnu var en Pragtbolig. Ballet blev holdt i Anledning af den unge Niels Ankers Formæling med Excellencen General Wackenitz’s eneste Datter. Vi kjørte derhen og maatte holde længe i Gaarden for de mange Equipagers Skyld. Hele Façaden af Mangelsgaarden var oplyst og behængt med couleurte Lamper. Jeg var dengang netop sexten Aar, og den Pragt, jeg her saae, var ny for mig, men der maae være noget mahomedansk i min Natur, da alt saadant aldrig har opvakt nogen For- eller Beundring hos mig. Hvad der herimod drog mit Sind og Tanker og Øine til sig, var Synet af en gammel, tør, spinkel, ærværdig Mand i Generalsuniform og med et Ludvigskors. Der var flere blaae og hvide Riddere, Ordensbaand og Stjerner, men Ludvigskorset alene tiltrak sig 205min Opmærksomhed. Slaget ved Minden, de tappre Franske, Chevalier d’Eon, Hertugen af Broglio, Nivernais, Ludvigskorset – jeg saae intet andet. Denne gamle Mand var General Stricker. Jeg stirrede endnu paa ham og Ludvigskorset, da Musiken begyndte; en ung Officeer kom at engagere mig til første Dands; i det samme kom en høi, stor Dame leende hen til mig, gav mig et lidet Slag paa Kinden og sagde: «Skal Du dandse med min Søn, din Taske!» Denne Dame var Generalinde Stricker, om hvem man sagde, at hun oftest drak en Taar over Tørsten.Huitfeldts note: Generalmajor Carl Alexander v. Stricker (f. 1731, f 1820) var Ridder af den Russiske St. Georgs Orden, ikke af Ludvigsordenen. Hans Hustru var Margrete Charlotte Rømeling, og deres Søn Jost Alexander v. S. (f. 1775) døde 1841 som Oberst og Branddirecteur. Generalmajor v. Strickers nedennævnte Broder Ezechias Heinrich v. S. døde 1814 som Generallieutenant og Commandant paa Kronborg. Der blev sunget til Dagens og Anledningens Priis, Sangene vare forfattede af Frederik Schmidt:

En Stemme:

«Held vor Annette!
Kjerligheds Rosenbaand,
Yndige, lette,
Fængsle din Haand

Chor:

Held vor Annette!
Held den, hun gav sin Haand!
Hymen dem flette
Yndige Baand!

Nu erindrer jeg ikke mere heraf end de to Linier:

At Du maa vandre med din Ven
Saa froe ad Banen hen.

Til Fru Wackenitz:

Moder, som med Glædestaarer,
Saae din Datter ynderig,
Kold mod Flitterglands af Daarer,
Skjønt og herligt danne sig!
Mødre kun din Glæde fatter,
Den er Moderømheds Løn.
Snart Du see en Datterdatter,
Som Annette god og skjøn!

Og til Kammerherre Wackenitz:

Ædle Olding, Du, hvis Hjerte
Luer høit af Faderfryd,
Du din skjønne Datter lærte
Selv at adle sig ved Dyd.
206O, den Tanke Dig forynge,
At hun vorder lykkelig!
Snart en Dattersøn skal slynge
Kjelent spæde Arm om Dig.

Spisebordene vare dækkede i flere Værelser, og hvers Plads var bestemt af Verten. Jeg hørte ham beklage sig iforveien for Aamodt over, at han først ved det tredie Bord kunde placere Madamerne Collett. «Jeg vilde ønske,» sagde han, «at jeg kunde sætte dem ved det første, men det gaaer aldeles ikke an.» Ved det første Bord var Bielefeldt selv Vert, ved det andet var Aamodt Vert, det tredie erindrer jeg ikke. Min Plads var ved det andet Bord, ved Siden af Lieutenant Holst, der siden blev Adjutant hos Prindsen af Augustenborg, der blev Kronprinds af Sverige. Paa den anden Side havde jeg Kammerjunker Kaalund, som var forlovet med den yngste Frøken Stricker. Frederik Schmidt kunde ikke lide ham og kaldte ham saa smaat Kaalhund. Ligeoverfor sad Jess Anker, der havde Fru Stricker til Borddame. Han skjenkede for hende, og hun skjenkede endnu flittigere for sig selv, blev mere og mere høirøstet og førte megen og utilbørlig Snak. Midt i en saadan Tale standsede hun og sagde derpaa til Anker: «Ja, die Weiber! die Weiber!» Anker svarede: «Ikke saa, das Weib! das Weib!» – Bielefeldts nye Kok, Smelling, havde opbudt alle sine Kunster. General Mansbach, der sad ved Enden af Bordet, ikke langt fra mig, nød aldeles intet af de kostelige Retter; man bragte ham en Tallerken med Kartofler, stegte i Asken, han skrællede dem selv og spiste dem og intet andet. Ved den anden Side af Lieutenant Holst sad Frøken Kløcker, Datter af Justitsraad Kløcker paa Frederikshald; hun var af min Alder, vi bleve snart bekjendte og enedes om at kalde hverandre Du; heretter saae jeg hende kun et Par Gange. Hun blev gift med Holst. Her ende mine Bemærkninger om Ballet. Damernes Pynt gav jeg ingen Agt paa, dog saae jeg, at den unge Fru Niels Anker var overordentlig 207smuk. Justitsraad Kløcker og hans Datter toge Deel i Ballet; Fru Kløcker var der ikke. Om hende hørte jeg sige, at hun var langt fra at see godt ud, og at hun og hendes Mand stedse talede Engelsk med hverandre, og Manden kaldte hende da: my dear. Tjenestefolkene, der hørte dette, sagde imellem sig: Vistnok er Fruen ikke vakker, men det er dog stygt at kalde hende: mit Dyr.

Maaskee erindrer Du, kjere Broder, en General Stricker, Broder af den ovennævnte, som boede i Fru Münchs Gaard efter os, og med hvis Børn vi imellem legede. Dog, jeg var kun otte Aar dengang, Henrik sex og Du fire, og jeg erindrer ikke, om Du var med os hos Strickers. Han var kommet med sin Familie fra Rendsborg og var bleven Chef for Artillerie-Detachementet i Christiania. Børnene talede halv Tydsk, halv Dansk, dog forstode vi hinanden ret vel. Til Familien hørte ogsaa en Mamsel Lobetanz, der ikke forstod Dansk. – Naar man kom ind ad Fæstningsporten til den nedre Fæstning, som dengang kaldtes Huustangen, var der paa høire Haand en stor Have; der staaer nu et Ridehuus. Denne Have var fuld af store Træer, der bare de deiligste Frugter: Æbler, Pærer, Blommer og Kirsebær. Haven var til Artilleriechefens Disposition, og derhen gik vi med Strickers Børn at fylde Maver og Lommer med de herlige Frugter. – Da Bielefeldt havde faaet Haven til sin Disposition, og havde kjøbt Lilleager, hvor der var Haver med megen Frugt, overlod han denne til Aamodt. Naar vi høstede Æblerne og lod dem bære hjem, gik vi forbi Waisenhuset. En stor og dyb Kurv, fyldt med Æbler, blev baaret af to Karle, som bare paa Skulderen hver sin Ende af en Stang, der var stukket igjennem Hankerne af Kurven. Aamodt og jeg gik ved Siden. Naar vi kom til Waisenhuset, hvor der stod mange af Børnene udenfor at see paa os og Æblerne, lode vi Folkene sætte Kurven ned, og vi indbøde Børnene at tage for sig af Æblerne. De lode sig dette ikke sige to Gange, og nu kom de halvhundrede 208Børn alle ud, og en Lærer fulgte med og takkede paa Børnenes Vegne.

Og nu atter en Scene af min glade Barndoms Tid, det skal blive den sidste, dog – det har jeg lovet engang før.

«Naar efter en Alders Forløb eller meere Erindringen af det Forbigangne bliver varmere end Indtrykket af det Nærværende, da gid De ogsaa med en behagelig Traurighed maae erindre Niels Treschow.» Saaledes skrev denne Elskværdige i min Stambog i Aaret 1800, og hans Ønske er opfyldt, thi ved Siden af Erindringen om Fader og Moder er der intet Billede, der paa mere behagelig og rørende Maade sysselsætter min Erindring end hans. Ingen Musik har frydet mig mere end de smaae Arier af Philidor, han spillede og sang ved Claveret. Cathrine og Marie Devegge spillede Sonater af Clementi; i disse fandt han ingen Smag, han kaldte dem hak-hak; men naar de sang og spillede af Mozart, da glædede han sig. – En Aften var der ingen hos ham uden hans Børn og jeg, som dengang var tolv Aar gammel. Han tog sin lille Judithe paa Skjødet og sang:

«Marlborough s’en va-t-en guerre,
Mironton ton ton mirontaine,
Ne sais qu’en revenir.

Il reviendra à Pàques
Ou à la trinité.

La trinité se passe,
Marlborough ne revient pas.

Madame à la tour monte,
Si haut qu’elle peut monter.

Elle voit venir un page,
De noir est habillé.

Mon page, mon beau page.
Quelle nouvelle m’apportez?

209Aux nouvelles, que j’apporte,
Vos beaux yeux vont pleurer.

Quittez vos habits roses
Et vos satins brochés!

Monsieur Marlborough est mort
Est mort et enterre!

Il fut porté en terre
Par quatre z’offioiers.

L’un portait son grand sabre,
L’autre son bouclier.

L’un portait sa culotte,
L’autre ne portait rien.

À l’entour de sa torobe
Romarins on planta.

Sur la plus haute branche
Le rossignol chanta.

On vit voler son ame
À travers des lauriers.

Chacun mit ventre à terre,
Et puis se releva,

Pour chanter les victoires
Que Marlborough remporta.

La cérémonie faite
Chacun s’en fut coucher,

Les uns avec leurs femmes
Et les autres tous seuls.

Ce n’est pas qu’il en manque,
Car j’en connais beaucoup,

Des brunes et des blondes
Et des châtaignes aussi.

Je n’en dis pas davantage,
Car en voila assez.»

210Jeg havde ikke isinde at nedskrive hele Visen, men kunde ikke modstaae Fristelsen dertil; hvo den ikke interesserer, kan jo benytte det Huusraad at gaae den forbi. Havde Du, min Læser, siddet som jeg, paa en Skammel ved denne min Gamaliels Fødder, seet ham i det ærværdige Ansigt, og med det yndige Barn paa hans Skjød, hørt den hele Sang med alle Gjentagelser og sit Mironton ton ton mirontaine, og været saa lykkelig derved, som jeg var, da vilde Du, ligesom nu jeg, søgt at fæste det Hele, saavidt det lod sig gjøre, paa Papiret, ligesom det stod fæstet i dit Sind.

O Haab, og Du, Erindring! thi kun eder
              Betroer den Evige
Magt, at tilveie Støv Lyksaligheder
              Og himmelsk Følelse.
(Ewald.)

Omkring Aar 1800 kom der, som allerede omtalt, fire nye Overlærere til Latinskolen i Christiania, Bergenseren Doctor philos. Ulrik Rode, Trondhjemmeren Georg Sverdrup, Christiansanderen Søren Rasmussen, og Theologen Meyer, der blev gift med en af Kammerraad Wexels’s Døttre og blev Præst, siden Biskop i Danmark. Rodes Fader og Aamodts Moder vare Sødskende, – dog dette har jeg jo fortalt engang før, – men dog ikke, at hans Moder, Fastings Henrika, besøgte mig. Hun var henimod tresindstyve Aar, men man kunde see, at hun havde været meget smuk. Hun forærede mig en Voxfigur af hendes Arbeide, der var et sandt Kunstproduct. I min Stambog skrev hun:

«Du Gratiernes Yndling er,
Dit hulde Smiil, dit lyse Øie
Er fød for Venner at fornøie;
O, nyd den Lykke, Du er værd!
Men ak! vi leve paa en Klode,
Hvor tusind Torne om en stakkels Rose gro’de,
211Hvor Dyden tidt af Sorg maae græde,
Og ofte er ulykkelig.
O, maatte Glædestaarer her kun dine Kinder væde.
Og aldrig Torne saare Dig!»

Rode bragte mig engang et Brev fra sin Søster, Alette Tyrholm. Hun skrev, at hun stedse havde tænkt sig det som en stor Lykke at finde en Veninde, hvem man kunde meddele sine Følelser, og som kunde forstaae dem; hun havde søgt, men hidtil ikke fundet en saadan. Nu troede hun, at den, der med Hjerte og Sjel havde fremstillet «Naturens Datter», maatte være den, hun saa længe havde søgt. Hun bad derfor, at Aamodt og jeg maatte komme til dem i Soon; «min Broder,» skrev hun, «vil blive glad, meget glad, ved at maatte følge med Dem.» Inden i Brevet laae et lidet grønt Blad, og Rode sagde mig siden, at Brevet havde været ham sendt aabent, og at han havde lagt Bladet deri for at gjøre det mere rørende. Bladet var af min Krands som «Naturens Datter», han havde saa længe bedet mig derom, til jeg maatte give ham et Stykke af denne Krands. Jeg viste Brevet til Treschow, der smilede og sagde: «Dersom dette Brev var fra en Mand, da vidste De, hvad det betydede.» Om vor Reise Og Opholdet i Soon har jeg fortalt, men dog ikke, at vi en Dag med hele Tyrholms Familie reiste til Moss, og at vi gik ind i Haven ved Værket, som de kaldte det. Her var meget smukt at see, i Særdeleshed en Cascade, hvor Vandet faldt ned over en høi Trappe. Vandet var standset ved en Sluse, og Magdalene Tyrholm, dengang fjorten Aar, faldt paa at bestige Trinene og stille sig øverst paa Trappen. Det var virkelig et smukt Syn; vare end ikke Trinene af Marmor, saa saae de dog saaledes ud, og den skjønne Pige paa Toppen og i den hvide Dragt forestillede en deilig Statue. Vi stode Alle og saae paa dette, indtil vi bleve vaer, at ogsaa Bernt Anker stod midt iblandt os, ikke mindre indtaget af Synet end vi. Han indbød os Alle til Middag, og vi tilbragte hele Dagen 212hos ham. Han underholdt os paa den behageligste Maade, førte os om paa Glasværket, Kanonstøberiet, og forklarede os alt, hvad vi saae der. At le bon homme Tyrholm var imponeret af ham, er vel ikke at undres over, men at ingen af os var mere forgabet i Anker end vor lærde Doctor, det maatte synes underligt. – Rode skrev imellem Digte, dem han dog ikke gav i Trykken. Engang havde han forfattet et Digt til mig, men da han fik en, vistnok ubeføiet, Mistanke om, at jeg havde villet drille ham, saa holdt han det tilbage og lod mig vide, at det ikke var Lidet, jeg derved havde tabt.

*

. . . . Nu tager jeg Pennen igjen for endnu engang at gaae tilbage til det lykkelige Aar 1790. Det var i October, jeg havde fyldt mit tiende Aar i August. Fader holdt Minerva, Poulsens Iris, Det almindelige danske Bibliothek, Todes poetiske og prosaiske Skrifter, Smaae Digte af Baggesen, P. A. Heibergs Comedier, Rigsdalersedlens Hændelser og flere Brochurer af samme Forfatter; alle disse Skrifter læste jeg saa ofte, at jeg kunde dem næsten udenad. I Juli dette Aar var Kronprinds Frederik bleven formælet med sin Cousine, Marie Sophie Frederikke, Landgreven af Hessen, dengang kaldet Prinds Carl, hans ældste Datter, de havde holdt deres Indtog i Kjøbenhavn med megen Høitidelighed. – Det var en Aften i October, Faster Green spiste til Aften hos os. Fader kom ind med en ny Vise af Heiberg, den han læste for hende, og ledsagede hvert Vers med Anmærkninger; Visen og Anmærkningerne prægede sig uudsletteligt i min Hukommelse:

«Hver Mand i Byen om Indtoget taler,
Om Transparenter og Dandserens Gang,
Decorationer og Porte man maler,
Synger, hvad elleve Muser besang.»

Her fortalte Fader, at der i Prologen havde staaet ni levende Muser paa Theatret og desuden ved Siderne paa 213Scenen Billedstøtterne af Thalia og Melpomene, altsaa ialt elleve Muser.

«Alle beglo’de,
Faa kun forstode
Digterens Fingal og Frode.»

Her gav Fader en urigtig Forklaring, om hvad der forstodes ved Digterens Fingal og Frode. Jeg havde læst i Minerva, at Pram havde forfattet et Skuespil til Indtoget, og at dette Stykke hed Fingal og Frode, men jeg var klog nok til at beholde min Viisdom for mig selv.

«Ordener hænger man paa Idioter,
Stjerner og Baand man kun Adelen gi’er,
Men om de Mallinger, Suhmer og Rother
Man ei et Ord i Aviserne seer.»

Her nævnte Fader nogle ubetydelige Adelsmænd, der ved denne Leilighed vare blevne decorerede, og udhævede de nævnte Mænds Fortjenester, og Faster Green gav sin Sennep med i Laget; hun havde læst Mallings store og gode Handlinger og noget af Suhms Skrifter; om Rothe vidste hun intet, og Fader sagde kun, at det var en Lærd og en fortjenstfuld Mand.

«Og har man Hjerne,
Kan man jo gjerne
Undvære Orden og Stjerne.»

Disse Linier gjentog vor Fader med megen Velbehag.

«Rigdommen voxer i Adelens Bleer,
Og, som en Skomager nylig har sagt,
Ene de Von’er og Van’er og De’er
Holde Fortuna og Plutus i Agt.»

Disse Linier gav Fader et lydeligt Bifald. Jeg veed ikke, hvad der frydede ham meest, enten Adelens Bleer eller Skomageren.

214«Har vi ei meget
Er det vort eget,
Som ei fra Staten er sveget.»

«Her man despotiske Satser ei lærer,
Lighed blandt Mennesker drive vi paa
Og ei, som Jydernes Proprietairer,
Ønske os Slaver og Bønder at flaae.»

Fader fortalte her om flere jydske Herremænds skammelige Adfærd mod deres Bønder, og om Lüttichau og Flere, der havde villet bekjæmpe den ædle Bernstorffs Bestræbelser for Stavnsbaandets Løsning.

«Selv vi os føde;
Agerens Grøde
Vi ei som Dosmere øde.»

Fader fandt det Prædicat, Heiberg gav de jydske Herremænd, meget passende.

«Stormanden svirer og glemmer den Arme,
Kan ham med kold Ligegyldighed see;
Vi ere Smaafolk og føle med Varme
Midt under Sviren Elendigheds Vee.
Hungriges Mave
Fordrer en Gave.
Giver, og Tak skal I have!»

Fader fortalte nu om de Gaver til de Fattige, der vare givne af Selskabet paa Skydebanen, og videre, at Heiberg for denne Vise var dømt i to hundrede Dalers Mulct, men at flere formuende Mænd i Kjøbenhavn sagde til ham: skriv De kun, Heiberg, vi betale Bøderne med Glæde.

Ogsaa i Christiania blev dette Indtog høitideligholdt. Paa Torvet blev opført en Salon, hvor der blev holdt en Fest, der begyndte med Middagsmaaltid, og hvori vore Forældre toge Deel. Vi Børn, eller maaskee kun de ældste af os, bleve indbudne til Paul Clausen paa Torvet, hvor vi sad paa Gadetrappen og ved Vinduerne og hørte Musiken og saae Salonen og Æreporten 215og Stimmelen af Mennesker. Da vi vare mætte af dette Syn, førte Madame Clausen os ned i sin Have, siden fortalte hun Historier, og at hun havde været gift, da hun var femten Aar, havt sexten Børn, hvoraf de ældste havde staaet Fadder til de yngste, og at der blandt de sexten Børn var fire Par Tvillinger. Den ældste Datter var gift med Kjøbmand Winge paa Moss, de ældste Sønner vare etablerede og gifte. Datteren Abigael (hun blev gift med Justitsraad Thrane) var fjorten Aar, Petrine (hun blev gift med en af Thranes Sønner) var tolv Aar, Lars (han blev gift med Thranes Datter) var ti Aar og gik i Latinskolen. Pauline (Statsraadinde Falbe), et yndigt Barn, var fire Aar. Madame Clausen vilde, at Petrine og jeg skulde dandse en engelsk Menuet, og hun sang dertil: «Lægerne slaaes om en Nellikerod» Den lille Pauline fandt formodentlig ingen Behag i Dandsen eller i Nellikeroden, thi hun istemmede et høit Skrig. Moderen tog hende just ikke lempelig ved Armen og gik i det næste Værelse med hende, her opstod en Kamp, som dog ikke varede længe. Moderen kom ind igjen med sin lille Datter ved Haanden, og den lille Pige sang med høi Røst:

«Jeg er af Naturen saa ferm som en Mand,
Jeg veed, hvad jeg vil, og jeg vil, hvad jeg kan.
Fornøiet og frit har jeg alt i min Magt,
Jeg er sjelden bekymret og aldrig forsagt.»

Da vi kom hjem fra Clausens, kom ogsaa vore Forældre fra Festen; de vare begge i meget godt Lune. Fader spurgte Moder, om den franske Consul (jeg synes, han kaldte ham Mr. Martin), hvis Borddame hun havde været, havde sagt hende beaucoup de belles choses. Hun svarede, at han i Førstningen havde anstrængt sig meget for at komme frem med nogle danske Ord, men da han hørte, at hun forstod Fransk, saa var Samtalen bleven heel livlig. . . . . Derpaa spurgte han mig, hvorledes jeg havde moeret mig, og hvad Madame Clausen havde foretaget sig. Jeg fortalte, 216hvordan jeg og Petrine havde dandset engelsk Menuet, og at Madame Clausen havde sunget dertil «Lægerne slaaes om en Nellikerod», og da dette lod til at moere ham, saa fortalte jeg videre om hendes tidlige Giftermaal og om de sexten Børn, hvoraf de ældste havde staaet Fadder til de yngste, og om de fire Par Tvillinger. Her loe Fader og sagde – dog nei, stop a little, pleiede han ofte at sige, jeg vil dog ikke anføre, hvad han sagde, hvorvel det ikke var noget Usømmeligt.

Det var dengang blevet Mode med en Slags Kjoler, som man kaldte Chemiser, de vare uden Fiskebeen og uden Foder, de bleve bundne om Liv og Ærmer med Trækkebaand. Moder syede en Chemise til mig af hvid Netteldug; naar jeg havde den paa og en Straahat med couleurte Baand, da var jeg meget lykkelig; heller aldrig spøgede Fader mere med mig, end naar jeg, som han sagde, gik i Chemisen. En Middag kom han hjem og gav Moder en Comediebillet, som han havde faaet af Thrane; hun maatte, sagde han, tage mig med. Moder meente, at det ikke gik an, da Billetten kun gjeldte for Een, men han svarede, at Thrane havde sagt, at hun kunde tage mig med. Jeg fik nu min Chemise paa, og vi kjørte afsted til bestemt Tid. Da vi kom ind i Vestibulen i Grændsehaven, og Moder havde leveret sin Billet, tog Lasson fra Grini mig i Armen og sagde, at naar jeg ingen Billet havde, kunde jeg ikke komme ind. Moder sagde: Det gjør mig ondt, saa reise vi begge. Nu blev Lasson meget høflig og bad mig gaae ind. Comedien var «Den politiske Kandestøber»; jeg erindrer deraf kun, at Thrane var Herman og Tullin Henrik. Da Moder fortalte Fader, hvorledes man vilde viist mig tilbage, tog han mig i sine Arme og sagde medlidende: Og de vilde ikke lade Dig gaae ind, endskjøndt Du var i din smukke Chemise!

Vi hørte intet om, at Faster Green var syg, men en Aften kom hendes Pige ind og sagde, at Madame Green laae død i sin Seng. Fader gik derind og kom tilbage 217med den Besked, at Cathrine havde sagt Sandhed. Der blev sendt Bud til hendes Døttre, de kom og vilde ikke troe, at hun var død; de sendte Bud til Stabschirurgus Schmidt, han kom og sagde det samme som vor Fader. Døttrene forsikkrede, at de kunde føle hendes Puls slaae, Lægen sagde, at den Puls, de følte slaae, var i deres egne Fingre. Hun blev begravet med Pragt og Ceremonie; Aftenen før Begravelsen var der «Ligstue», der stod mange Gueridoner med brændende Voxlys rundt om Kisten, og tykke Voxlys med maiede Skildter, og givne til Kirken, stode i Stuens fire Hjørner. Paa Kisten var en Plade med en Gravskrift, forfattet af Treschow; jeg erindrer ikke mere deraf end den ene Linie: Stille og velgjørende gled hendes Liv. Moder sagde: Dette kan man tage i mere end een Betydning. (Hun havde just ikke Ord for at være gavmild eller velgjørende.) Jeg fik en sort Kjole paa og sad med de andre i Sørgestuen; der var Taushed, men jeg troer ikke, der var nogen Sorg. Om Eftermiddagen kom hendes Døttre og forærede vor Fader hendes Cabinet-Uhr. Det er dette Uhr, der endnu staaer i vor Stue og har fulgt Moder og mig, saa at sige, mit Liv igjennem. Talskiven, Fødderne og Ziraterne ere af Sølv, Træværket af Ibenholt. Det er vist meget gammelt, det blev allerede dengang anseet for en Antiquitet. – Nu kom Julen. Jeg havde læst i Salzmanns Børnebøger om Juletræer og Julegaver til Børn, men jeg formodede, at dette kun i Tydskland var Skik, da vi aldrig saae noget saadant hverken i vort Huus eller hos Treschows eller hos nogen anden af vore Bekjendte. Om Juleaften fik vi Risengrød og Steg, og Stadsmusikanten kom med sine Folk ind i Gaarden og musicerede, hvorpaa Fader gik ud og gav ham Penge. (Da Groth var bleven Stadsmusikant, fandt han dette under sin Værdighed, men da han vilde have Indtægten, fik han Skadesløsholdelse af Bykassen.) Første Juledag var der Selskab hos os, dette er alt, hvad jeg erindrer; men Tilberedelserne til Julen vare det bedste: der blev slagtet, 218brygget, baget, og jeg fik Lov til at være med, ælte smaa Brød og Pebernødder – det var en Glæde.

I Januar 1792 blev vor Fader syg, han kom ikke ud af sit Værelse; blandt andre Lægens Ordinationer var den, at han skulde sage Brænde; der blev sat en Sagstol paa hans Værelse, og jeg saae ham ofte at sage; da han ikke formaaede dette mere, blev den Gynge anskaffet, som Du erindrer. Jeg gik ofte ind til ham, og i den første Tid modtog han mig venlig, dog spøgede han ikke mere; han gav mig Kager og Æbler, og naar jeg kun tog et Stykke deraf, sagde han: Du er beskeden, og gav mig det hele. Senere hen talede han ikke mere, han sad og skrev, eller gik op og ned ad Gulvet. Jeg tog Johannes, der var halvandet Aar, med mig, naar jeg gik ind til ham, men Grethe bad mig ikke at gjøre dette mere. Synet af denne lille Uskyldige, den han, ak! saa snart maae forlade, sagde hun, maae være tungt for ham.


Endnu nogle Erindringer fra 1791 og om Paul Thrane.

Paul Thrane var en Bondeson, jeg troer fra Hedemarken, hans Fader kaldtes Johannes Næs efter Gaarden, og hans Broder, der var Officeer, blev kaldet Capitain Næs. Thrane var Kjøbmand og boede i Storgaden, han maae have havt en Tobaksfabrik, thi udenfor hans Huus stod som Skildt en Dukke, der forestillede en tyk Hollænder med en Tobaksrul i Haanden; naar vi Børn gik med vore Forældre til Gamlebyen, da standsede vi i Storgaden og morede os ved at betragte den tykke Hollænder. Thrane elskede meget Musik og Dramaturgie, hos ham blev opført Concert paa en bestemt Dag hver Uge, og dertil vare indbudne engang for alle hans Venner og Bekjendte. Jeg erindrer ikke at have været der mere end een Gang, da Cathrine Devegge tog mig med. Jeg har sagt, at vi bleve glade, naar vi saae ham komme, fordi han gjerne bragte os Comediebilletter, jeg hørte ogsaa gjerne til, naar han og Fader talede sammen, Samtalen 219var saa munter og livlig. . . . . . . . . . Thrane var gift med en Jomfru Dørker fra Frederikshald. Hun var meget elskværdig, Fader havde kjendt hende før hendes Giftermaal og talede om hende med Begeistring; for hende havde jeg den største Ærbødighed. – Naar Thrane kom til os, gik han ind ad Porten, over Gaarden ind i Kjøkkenet og derfra i Sengkammeret, hvor han tog Plads. Naar hun imellem besøgte vor Moder, kom hun ind ad Gadedøren, igjennem Grønstuen, Storstuen og ind i Dagligstuen. Engang modte jeg hende der, hun saae venlig paa mig, klappede mig paa Kinden og sagde: «heder ikke Du Vilhelmine?» Siden sagde jeg mange Gange til mig selv: «heder ikke Du Vilhelmine?» – Engang tog Moder mig med til Madame Thrane. Jeg saae der en gammel Bondekone, som blev kaldet Moer Næs, og som var Thranes Moder, hun saae meget ærværdig ud, og vor Moder saavel som Madame Thrane viste hende megen Agtelse og Godhed. . . . . . . . . . . . . . . .

Madame Thrane havde fire Sønner, hvoraf de to, Johannes og David, vare nogle Aar ældre end jeg. Johannes spillede en deilig Violin, og David var meget elskværdig; begge talede Fransk og spillede med i de franske Comedier i Grændsehaven, hvori Fru Thulstrup og hendes Søstre udmærkede sig. Johannes Thrane erindrer jeg især som Pére Antoine i L’aveugle de Spa. – Thrane selv spillede v. Bergen i Virtuosen og Herman v. Bremen og Jeronimus i de Holbergske Comedier. Madame Thrane saae jeg som Magdelone i «Det lykkelige Skibbrudd». Men hvilken Magdelone! Man søger alene i Holbergs Stykker at udhæve det Latterlige; at der kan være noget, som tiltaler Hjertet, falder Ingen ind. Madame Thranes Magdelone var en i Grunden ædel Kone, der havde laant Øre til smigrende Ord; da hun indseer sin Vildfarelse, vender hun mindre sin Harme mod den nedrige Smigrer end mod sig selv og sin egen Daarlighed. De Ord: «nu ere vi Ædle og Velbaarne, nylig vare vi Canailler og Stoddere», henvendte 220hun mindre til Rosifleng end som en Lære til sig selv, og til Philemon: «heretter skal I sige mig mine Feil, og jeg skal takke Jer derfor». Den Maade, hun sagde dette paa, fortjente det ædle Svar af Philemon: «Vi have alle vore Feil, Madame, og vi ikke mindre end Hun. Naar jeg hører de Feil afmale, som jeg er beheftet med, bør jeg, i Steden for at ophidses mod Den, der straffer mine Lyder, soge at rette dem, thi det er den største Hevn, man kan tage». – Madame Thrane havde en Søsterdatter i Huset, Jomfru Bremer, der var meget smuk og beleven, og blev gift med Lasson paa Grini; hun spillede Pernilleroller, og hendes Søster, der blev gift med Sorenskriver Ole Juell og blev Moder til Biskop Daniel Bremer Juell, spillede Leonora. – En af de kongelige Personer i Kjøbenhavn, mig synes, det var Arveprindsessen, Sophie Frederikke, afgik ved Døden, og Damerne i Christiania anlagde Sorg for hende. Hos Jess Anker var et stort Selskab, hvorved alle Damerne indfandt sig i Sørgedragt, undtagen Thrane, der kom iført en rød Silkekjole. Dette gik saaledes til. Thrane var Democrat og havde ikke tilladt sin Kone hverken at tage sort Kjole paa eller at foregive Upasselighed og blive hjemme. Fru Treschow, som havde været i Selskabet, beklagede meget den elskværdige Kone. To eller tre Aar efter døde Madame Thrane, hun var af samme Alder som vor Moder og altsaa dengang syv og tredive Aar. Frederik Schmidt satte hende et skjønt Mindesmærke i Hermoder, et Tidsskrift, som dengang blev udgivet. Hendes yngste Søn var Valdemar Thrane, bekjendt af sine Compositioner. Hun spillede ikke paa noget Instrument, men jeg hørte Sara Boyesen og Deveggerne sige, at hun havde meget mere Smag og Sands for Musik end Thrane, og at med hende vilde Thranes Huus tabe al Glands. – Thrane giftede sig nu med en af den rige Paul Clausens Døttre; han havde sex Børn efter sin første Kone, den anden bragte ham i Aarenes Løb ti til. . . . . . . . . . . . . .

221I Aaret 1804 var der en heel Deel Haandværkere med Bager Bølling i Spidsen, som ønskede at blive Medlemmer af det dramatiske Selskab, og da man af Mangel paa Plads ikke kunde modtage dem, saa oprettede de et nyt dramatisk Selskab. De leiede paa sex Aar den øverste Etage i den af Major Sadolin beboede Gaard i Kongens Gade, for der at indrette et Theater, lod komme en Svenske, Strømberg, der skulde være Instructeur og Decorateur. Jeg var der een Gang, Orchestret havde Tilladelse at give Billet til en Dame, og jeg fik en af Lieutenant Frost, der var musikalsk Medlem. Jeg saae «Crispin, Laquai og Doctor» og «Den taknemmelige Søn» af Engel. Strømberg var Crispin og Faderen i det sidste Stykke. Han talede Svensk og de andre Norsk. Datteren i «Den taknemmelige Søn» var Jomfru Reichborn, der blev gift med Kjøbmand N. Andresen, og hun var den eneste Perle. Dagen efter var Prøve i vort Selskab paa «La fausse Agnès ou le poète campagnard» af Destouches, og da Enevold Falsen spurgte mig paa Fransk, hvorledes jeg havde moeret mig den forrige Aften, svarede jeg med disse Ord af min Rolle: «Jamais je n’ai été à telle fête». Herover blev leet, og det maae være bleven Vedkommende berettet, da Lieutenant Frost blev betydet, at han maatte være mere forsigtig med at overdrage sin Billet. – Da de sex Aar vare omme, opløstes Selskabet, Bolling og Flere kom ind i det ældre dramatiske Selskab, og Strømberg vilde nu oprette et offentligt Theater i Christiania. Han begyndte med at avertere efter Skuespillere; jeg veed ikke, om der meldte sig nogle, men Strømberg fik andre Ideer og vendte tilbage til Sverige. Thrane havde et Ærinde til Tracteur Schou, hvor han saae en fremmed, ung, bleg, blond Mand sidde i et Hjørne, og Manden saae meget forknyt ud. Thrane erkyndigede sig om, hvem denne Mand var, og Schou sagde, at han hed tt>sen og var kommen efter Strømbergs Avertissement for at blive Skuespiller. Thrane talede nu til ham, og da han hørte, at han 222var en Søn af Skuespiller Ibsen i Kjøbenhavn, og at han forstod Musik, saa tog han ham med til Stiftamtmand Falbe, der var en lidenskabelig Musikelsker; Ibsen kunde synge af Bladet; dette var nok til at vinde Yndest hos Falbe. Ibsen opholdt sig nu i Thranes Huus, hvor han underviste Børnene, og var et gavnligt og virksomt Medlem af det musikalske Lyceum og det dramatiske Selskab. Thrane etablerede ham og Sønnen Valdemar og lod dem i Forening drive en Handel; men de vare neppe skikkede dertil, og Handelen blev snart nedlagt. Ibsen levede nu af at give Underviisning i Musik, omsider fik han en liden Bestilling i Banken. Han var gift med en af Professor Pihls Døttre. Han og hans Kone vare hjertensgode Mennesker; han var en af de faa Mennesker, jeg har kjendt, der ere uden Pretentioner. Han var en fortræffelig Peder Erichsen og Jens i Jakob v. Tyboe; i Cavalleerroller var han mindre heldig; Friseuren i «De forliebte Haandværksfolk» var en af hans bedste Roller. – Da jeg skulde reise til Trondhjem, tog jeg en meget rørende Afsked fra Ibsen og fra min Ven, Peter Iver Hoppe, og hans yndige Marie.

I Aaret 1810 levede Thrane som en riig Mand, om Vinteren havde han Baller og Selskaber i sit Huus i Storgaden, om Sommeren paa sin Eiendom paa Ladegaardsøen. Prinds Frederik zu Hessen, Dronningen af Danmarks Broder, var Statholder i Norge; han boede om Vinteren i Bernt Ankers Gaard, det saakaldte Palais, og om Sommeren paa Ladegaardsøen. Der var i Følge med Prindsen Baronesse Clarelia Liliencron og hendes Datter Louise, almindelig kaldet den lille Baronesse, Frøken Vasmer, Baronessens Søsterdatter, endnu en Selskabsdame, Frøken Betzy Horn, en Datter af Cancellieraad Horn paa Frederikshald, og en Dreng, syv Aar gammel, kaldet Christian Løvenfeld, der var Prindsens Søn; hans Moder sagdes at være en Pige, der havde tjent paa Schloss Gottorp. Den lille Baronesse var fjorten Aar, hendes Fader og Moder havde været adskilte i flere Aar, og hendes Fader havde 223giftet sig igjen i Holsteen. – En Aften, da Thrane havde Bal paa Ladegaardsøen, foreslog Baronessen at gaae derhen; Prindsen med hende, Adjutanterne, Major Gossel, Kammerjunker Wegener, Prindsen af Witgenstein-Berleburg, Selskabsdamerne og den lille Baronesse begave sig nu alle over til Thrane og toge Deel i Dandsen; man kan let tænke, at de vare velkomne. – Jeg traf oftere hele dette Herskab i Selskab hos Colletts paa Ullevold eller hos Thranes – thi han lod det naturligviis ikke blive derved –; ogsaa i Theatret stødte jeg paa Baronessen, hvor hun og Frøken Vasmer traadte op i samme Stykke som jeg. De udforte kun dandsende Partier, som i Figaros Giftermaal, Holbergs Mascarade o. s. v. Baronessen sagde, at hun misundte mig nogle af mine Roller, og hun vilde vistnok have udført dem bedre end jeg, hvis ikke Sproget havde været hende for meget imod. Ikke desmindre havde hun gjort det, hvis ikke Prindsen havde forhindret det. – Den lille Baronesse havde fattet Godhed for mig, hun holdt sig gjerne til mig og fortroede mig sine smaae Glæder og Bekymringer. Moderen lod hende confirmere i Christiania og reiste nu med hende til Holsteen at presentere hende for Prindsesse Juliane, der var Abbedisse for Frøkenklosteret i Itzehoe, hvor Louise var indskrevet som Stiftsdame. Da de vare komne tilbage, fortalte Louise mig, at hun i Rendsborg havde besøgt sin Fader. «Jeg kunde neppe kjende ham igjen, dog blev jeg meget glad ved at see ham,» sagde hun; «men nu gik han ud et Øieblik og kom ind igjen med fire smaae Sødskende, som jeg aldrig havde seet og aldrig vidst, at de vare til, og ved dette Syn og ved denne Tanke brast jeg i en saadan Graad, at jeg ikke kunde fatte mig igjen.» Hun fortalte mig ogsaa, at Prindsen havde forlangt, at hendes Moder skulde tage Christian med paa Reisen og lade ham besøge sin Moder, der var gift med en Bager i Slesvig. I Kjøbenhavn havde Christian besøgt Kongen af Danmark, der havde kjertegnet ham og givet ham Foræringer.

224Da min Mand og jeg i Aaret 1809 opholdt os i Slesvig, gjorde vi mange interessante Bekjendtskaber. En ærværdig Claudius, Broder af Asmus Wandsbecker Bote, og hans forstandige Kone, der ogsaa hed Rebekka ligesom Broderkonen, den ældste Datter gift med Apotheker Kolster, en munter Mand, fuld af drollige Einfälle; to yngre Demoiseller Claudius, der med yndige Stemmer sang deres Oncles Lieder, en Familie Miol med elskværdige Døttre, en Lieutenant Lachmann, der var født i Christiania, en Lieutenant Gaffroni, der havde været Adjutant hos General Moreau og havde maattet flygte fra Frankrig; Kongen af Danmark havde givet ham Ansættelse i Armeen. Gaffroni var et paataget Navn. Han var meget smuk og talentfuld, men ikke munter; man saae, at der hvilede noget Tungt paa hans Sind. Sleep, en Ven af min Mand og Secretair hos Landgreven, Kolster, Lachmann og Gaffroni vare dine Faddere, min Bernhard; din Fader kaldte Dig Carl efter sin Fader og Henrik efter sin og min Broder, og Sleep gav Dig to af sine Navne, Christian Bernhard. – Da jeg var kommen tilbage til Christiania, fik jeg et Brev fra Sleep, hvori var indesluttet et Brev med Udskrift «À Madame la Baronne de Liliencron», og Sleep skrev, at Brevet vilde foraarsage Modtagerinden megen Glæde. Der var en Krone i Seglet, hvorfor din Fader formodede, at Brevet var fra Prindsesse Louise, der dengang opholdt sig paa Schloss Gottorp hos sine Forældre, og han forlangte, at jeg skulde kjøre ud til Ladegaardsøen og levere hende det i egen Haand. Hvor usandsynlig denne Formodning var, saa forekom det mig dog ikke saaledes dengang. Jeg bragte Baronessen Brevet, hun aabnede det strax, Prindsen var da ikke tilstede; der faldt to Haarringe ud af det. Da hun havde læst det, sagde hun til mig: «Gaffroni beklagt sich, dass ich nicht schreibe, aber wie fange ich es an?» Jeg sagde hende, at jeg havde troet, Brevet var fra Prindsessen, da der stod en Krone i Seglet. «Das ist seine Grafenkrone, Comte de Rosambeau.» 225Hun besaae Ringene: «So was macht er nun selbst.» Frøken Horn læste Inscriptionen, paa den ene «Oublié», paa den anden «Il est à vous». Frøken Horn spurgte: «Ringen eller Giveren?» Svaret var: «Ich denke beide.» – Baronesse Liliencron havde et stolt og værdigt Udseende, der var noget imponerende i hendes hele Væsen, hun var høi og vel proportioneret. Jeg saae hende komme ind i en Balsal ved Siden af Lieutenant Krog, senere Statsraad; da de kom ind ad Døren for at stille dem op til Dandsen, tænkte jeg paa Göthes Hermann und Dorothea:

«Ja es schien die Thüre zu klein, die hohen Gestalten
Einzulassen, die nun zusammen betraten die Schwelle.»

Et Par Aar deretter gik det Rygte, at hun var bleven gift med Prindsen; dette stod ogsaa i Aviserne, da hun var død. – Frøken Vasmer var meget smuk og meget vægelsindig; hun forlovede sig med Lieutenant Anker, bekjendt under Navnet Capitain Peer Lieutenant, hun slog op med ham og forlovede sig med Lieutenant Haxthausen, og da denne efter Aftale kom ned til Holsteen for at holde Bryllup med hende, var hun allerede gift med en anden. Aaret efter hørte man, at hun var skilt fra sin Mand. Den lille Baronesse var som Pigebørn i Almindelighed, hverken smuk eller styg, hun lod til at have mere Hjerte end Aand, dog mener jeg ikke dermed det Hjerte, der er synonymt med Mod. – Prindsen zu Hessen blev afløst som Statholder af den danske Prinds Christian; i disses Følge var Justitsraad von Holten, en vistnok meget talentfuld Mand, dog maaskee ikke i den Grad, som han selv troede. Hans Kone var en Datterdatter af den engang saa berømte Fru Favin, men var ikke synderlig smuk. Af det dramatiske Selskab vare de virksomme og herlige Medlemmer.

Nu ere vi da komne langt fra Thrane. Da Kongen af Danmark havde løst os Norske fra Troskabseden, og der blev talt om at vælge Prinds Christian til Konge, skal 226Populacen have foreslaaet at vælge Far Thrane til Konge. Han havde faaet Titel af Justitsraad, naar erindrer jeg ikke. I 1819 eller 20 spillede Thrane Bankerot for tredie og sidste Gang. Nogen Tid deretter kjøbte han Borregaard og flyttede med Familien derhen. I Anledning af at Thrane spillede v. Bergens Rolle i «Virtuosen» erindrer jeg følgende Træk, hvorover vi dengang moerede os meget. Man erindrer, at Heiberg lader Spazier, som er en Tydsker, bestræbe sig for at tale Dansk og naturligviis meget slet, medens v. Bergen, der er dansk, stræber med lige Held at tale Tydsk. Han siger: Meine Frau will so gerne auf der Erde liegen o. s. v. Paa en Generalprøve hørte jeg en Snedkersvend sige: Ja dersom jeg ikke kunde mere Tydsk end Thrane, da vilde jeg saagu’ ikke lade nogen høre det.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gamle Dage

Erindringene i Conradine Dunkers bok Gamle Dage ble nedskrevet i årene 1852–55. I 1871, fem år etter Dunkers død, ble boken utgitt.

Tekstene i boken er formet som brev til broren, vitenskapsmannen Christopher Hansteen, og skildrer Dunkers barndoms- og ungdomsmiljø. I motsetnings til annen memoarlitteratur er ikke Gamle Dage kronologisk, her kommer slektshistorie, fortellinger om omgangskrets og naboer, reisebeskrivelser, minner, anekdoter og novelleaktige tekster om hverandre.

Enkelte kapitler ble utgitt anonymt i Illustreret Nyhetsblad i 1860.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1871 (nb.no).

Se faksimiler av andreutgaven (med illustrasjoner og fyldig personregister) fra 1909 (nb.no).

Les mer..

Om Conradine Dunker

Conradine Dunker var memoarforfatter og brevkunster. Hennes mange brev til familie og bekjente ble sendt rundt i større kretser og etterhvert ble også en del av dem trykket. I erindringsboken Gamle dage forteller hun om slekten og sin barne- og ungdomstid på slutten av 1700-tallet, men boken inneholder også en rekke anekdoter og fortellinger fra Christiania på 1800-tallet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.