16de April 1853.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Du nævner Student Møller, han, som med Kone og en talrig Børneflok levede af at undervise Drengebørn i Latin; han boede i Øvre Voldgade, og i vor Faders Tid saae vi ham ofte gaae med sin Kone forbi vore Vinduer. Han og Konen vare begge trinde og runde og fede, og Fader sagde: det moerer mig ret at see Møller og hans Kone, de see ud, som om de begge vare æltede af en og samme Deig. – Engang kom Møller ind til os, Fader presenterede ham Henrik som hans tilkommende Elev. Møller sagde: «Han seer mig noget stupid ud.» Herover loe Moder ofte, og virkelig var Henrik langtfra at være stupid eller see saaledes ud. Møllers ældste Datter, Birthe, var meget koparret, men forresten en tækkelig Pige, hun besøgte mig imellem. . . . . . En Dag fortalte hun mig, at Even Steen om Formiddagen havde været inde hos hendes Fader for at bede ham at tage sig af hans to smaae Sønner, da Informatoren, Jakob Borch, var rømt. Han var gaaet ud af Vinduet om Natten og havde efterladt et 227Brev, hvori han meldte Steen, at han var gaaet til Kjøbenhavn og kom ikke mere igjen. Dette var første Gang, jeg hørte Jakob Borch omtale. Den første Gang jeg saae ham var i 1799, da jeg kom ind til Devegges, hvor Cathrine havde bedet ham komme for at instruere hende i sin Rolle som Leonore i «Den honnette Ambition». – Cathrine fortalte mig meget om Borch, om hans store Talent som Skuespiller og hans deilige Syngestemme; det var en Glæde og en Lykke, at han nu var kommen til Christiania; hvorledes Borch ikke var bleven antaget ved Theatret i Kjøbenhavn, fordi Rosing der vilde være den eneste Normand; at han i Sverige havde debuteret som Belmont i «Nonnerne» og vundet det største Bifald, og at han i Stockholm og Gothenborg havde været en yndet Skuespiller i tre eller fire Aar. Borch spillede nu i hvert Stykke, og jeg mødte ham ofte paa Prøverne og paa selve Theatret. Hans tykke, kluntede Kone, der ganske rigtig var Falchs fraskilte Ægtefælle, var nogle Aar ældre end han og behagede ingen hverken paa eller udenfor Theatret. Det var tydeligt at see, at hun var jaloux, og da Cathrine paa en Theaterprøve skjenkede en Kop Thee til Borch, og jeg satte Sukkerdaasen hen til ham, sagde hun: «Jeg behøver vist ikke at sørge for Dig, min Ven, thi Damerne her kappes om at vise Dig Opmærksomhed.» Colmans «Skinsyge Kone» blev opført. Fru Bergh var den skinsyge Kone, og Borch var Mr. Oakly, hendes Mand. Marie Devegge var Kammerpigen, der i en Scene kommer ind at hviske sin Herre en Erindring fra Fruen i Øret. Marie sagde siden, at hun havde hvisket til Borch: «Spiller De ikke Mr. Oaklys Rolle ogsaa udenfor Theatret?» . . . Efter Comedien var Assemblée, snart hos Rosenkrantz, snart hos Bernt Anker, Bielefeldt, Pløen, Staffeldt o. s. v.; dertil vare de Spillende og Selskabets Directeurer med Familie indbudne. En Aften kjørte jeg i Theatervognen fra Comedien til Rosenkrantz; der var flere Damer i Vognen, og Madame Borch og jeg sadde vis-à-vis. I det samme 228vi kjørte ind ad Rosenkrantz’s Port, fik Vognen et voldsomt Stød, Glasset gik itu, og Madame Borch og jeg stødte vore Pander mod hinanden. Min Pande holdt Stand, men hendes blødede, og hun maatte kjøre hjem. Dagen efter gik jeg hen at see til hende, og det er den eneste Gang, jeg har været i Borchs Huus. Jeg kan just ikke sige, at hun var meget høflig mod mig. Borch sagde: «Det är mycket beskedligt af frun at titta in til min gumma.» Dengang boede de i Nedre Voldgade. – Det var en stor Fornøielse at spille med Borch, især erindrer jeg et Stykke af Stephani den yngre, der hed, troer jeg, «Den Nysgjerrige». Borch var Verten, der er saa nysgjerrig, at han har boret Huller i Dørene for at see, hvad Gjesterne foretage sig; jeg var hans Kone, der idelig driller ham for hans Naragtighed, Sverdrup var en Opvarter, Frants, der er en vigtig Person i Stykket, og Cathrine Devegge var Jakobine, Frants’s Kjereste; Capitain Munch (Maleren) var en Landstryger, Casimir, der giver sig ud for en Prinds. Det kan gjerne være, at Stykket var maadeligt, det blev ikke heller givet mere end een Gang, men os moerede det ubeskriveligt, og det havde vi fornemmelig Borch at takke for, han kunde gjøre det ubetydeligste interessant. Naar Tyrholms var hos os, indbød vi imellem Borch; Madame Tyrholm yndede ham, og det gjorde vi alle. Engang fortalte han mig noget af sit Levnetsløb. Min Fader, sagde han, er en meget streng Mand, og som Dreng blev jeg holdt i haard Tvang, Fader bandt mig ved Sengestolpen. At jeg var flittig paa Skolen, var fornemmelig for at komme til Kjøbenhavn og jo før jo heller ud af Tvangen. Forløsningens Time slog, og jeg blev dimitteret til Universitetet tilligemed Ludvig Lumholtz og Casper Gad. Lumholtz var flittig, sædelig og agtværdig, jeg elskede og agtede ham; men Casper Gad var et vittigt Hoved og en lystig, livsglad Fugl ligesom jeg selv. Mine Forældre havde udstyret mig rigelig med Penge, og Casper Gad og jeg levede fystigt, saa længe de 229varede; siden gjorde vi Gjeld hos Jøder og Christne; om mig vidste man, at jeg havde en formuende Fader, altsaa gjorde vi Gjeld paa hans Navn. Creditorerne henvendte sig til min Fader. En af min Faders Venner kom til Kjøbenhavn, han sagde mig, at min Fader var meget opbragt, dog gav han fornemmelig Gad Skylden for min Uorden, jeg havde ladet mig forlede af ham. Min Faders Ven prædikede saa længe for mig over denne Text, at jeg sprang op og sagde: «Det er sandt, Gad har forledet mig, men det skal faae en Ende.» – «Hvad vil Du da gjøre?» – Jeg vil slaae Gad ihjel.» – Virkelig stillede jeg mig om Aftenen ved et Hjørne, hvor jeg vidste, at han maatte gaae forbi, og vilde slaae ham i Hovedet med en Steen, men da han kom, var Vreden over, og vi vare Venner som før. Min Fader betalte al Gjelden og befalede mig ufortøvet at komme hjem. Jeg adlød, og Fader sagde, at jeg nu havde kostet ham Penge nok, jeg maatte nu sørge for mig selv. Nu blev jeg Huuslærer hos en Præst paa Landet (Borch nævnte Præstens Navn, det jeg har glemt). Denne Mand behandlede mig mere som en Opvarter end som en Informator. Mosjø Borch, stop mig en Pibe! Mosjø Borch, kald paa Ole! og saaledes gik det for det meste hele Dagen, Mosjø Borch blev idelig sat i Requisition. Dog kunde jeg vel taalt dette, men jeg blev tilbuden en Plads som Informator hos Even Steen i Christiania, og her havde jeg det meget behageligere end hos Præsten. Her afbrød jeg Borch med det Spørgsmaal: hvorfor forlod De da Even Steens Huus? – Jeg havde lovet hende at komme til hende, naar hun forlangte det; hun skrev, at hun ventede, jeg vilde holde mit Ord; jeg kunde ikke bære den Tanke, at nogen, der stolede paa mig, skulde vente forgjeves. . . . . . Nu fortalte han videre, hvorledes Rosing, selv en Normand (han var fra Røraas), havde sat sig imod, at han blev antagen ved det kongelige Theater i Kjøbenhavn, af den Grund at han var norsk. «I Sverige mødte mig ingen 230Vanskelighed,» blev han ved, «men Skuespillerne ved Theatret i Gothenborg, hvor jeg havde ladet mig engagere, vare ryggesløse og fordærvede Subjecter, det var en Aandsfortærelse at leve og virke i Samfund med dem, og jeg modtog med Glæde og Tak min Faders Tilbud at komme herhid og lade ham bestemme min Skjebne.» . . . . . Jeg erindrer ikke, hvor længe Borch blev i Christiania; i to Vintre tilbragte han Julen med os paa Fladebye, (om hans Kone var indbuden, veed jeg ikke, men hun var ikke med); formodentlig var han der i tre Aar, og i denne Tid døde hans Fader. Denne havde kjøbt et lidet Huus til ham ved Vaterlands Bro, hvor han boede og drev en liden Handel, jeg hørte aldrig hvormed, men det maae vistnok have været, som Du siger, med Brændeviin og deslige Sager, som Bønderne søge efter. En Dag kom han ind til mig og sagde: «Dette kan jeg umulig holde ud, den Handel, jeg driver, er afskyelig; den eneste Behagelighed, den skulde have, maatte være den at tage mod Pengene, men heller ikke dette har noget glædeligt for mig. Min Beslutning er fattet, jeg gaaer til Kjøbenhavn, læser til theologisk Embedsexamen. Vel fyldte jeg igaar mit tredivte Aar, men Sprogene har jeg ikke glemt, og jeg vil sikkert ikke behøve meget lang Tid for at kunne tage Examen. Jeg kommer fra min Moder, jeg spurgte hende, om jeg kunde vente nogen Arv efter min Fader. Hun svarede, at min Fader havde gjort den Beregning, at jeg havde kostet ham saa mange Penge, at mig intet tilkom efter hans Død, og at det, han efterlod, maatte tilfalde min Broder. Har da min Broder aldeles intet kostet? spurgte jeg. Hun betænkte sig noget og svarede: Jo vistnok; og nu lovede hun at give mig Anviisning paa en liden Capital. Rosenkrantz har paataget sig at være mig behjelpelig i to eller tre Aar i Kjøbenhavn.» – Nogle Dage efter kom han ind og tog Afsked med os. «Skibet ligger færdig til Afreise,» sagde han, «men blæser der Søndenvind, kommer jeg herind igjen imorgen.» Han kom ikke. I Aaret 1805 231hørte jeg, at Borch havde taget Embedsexamen med bedste Characteer og var bleven residerende Capellan i Ørkedalen, og ikke længe deretter hørte jeg af Rosenkrantz, at Borch havde paa Prædikestolen faaet et Slag paa Tungen og havde maattet nedlægge sit Embede. I Foraaret 1806 kom Borch med sin Kone til Christiania igjen. Aamodt var syg, og Lægen, Thulstrup, sagde ham, at Borch laae syg og var i en trængende Forfatning. Jeg saae, at Aamodt leverede Thulstrup tyve Rigsdaler til Borch, men bad ham ikke at sige, fra hvem de kom. Fire Dage efter var Aamodt død. – En Søndag gik jeg i Slotskirke for at høre Pavels prædike; dette var noget, jeg aldrig forsømte. Pavels valgte ofte selv den Text, han prædikede over; denne Gang var hans Text: «Glem intet, af hvad dine Øine have seet, dine Øren hørt; gjem det i dit Hjerte alle dine Livs Dage.» De Lærdomme, han uddrog af denne Text, vare sande, klare, indlysende, trøstefulde, uforglemmelige. Da jeg gik ud af Kirken, mødte jeg Borch; han fulgte mig hjem og talede paa hele Veien om Pavels og den herlige Prædiken; han saae meget bleg ud, og hans Tale var noget forvirret. Nogle Dage efter kom han ind til mig; jeg kunde see, at han var fattig, men jeg vovede ikke at byde ham Penge; jeg spurgte ham, om jeg kunde tjene ham med noget, da skulde det være mig en Glæde. Han svarede, at han havde faaet en Pension af to hundrede Rigsdaler, og at han intet fattedes; han talede forvirret, men jeg fattede dog en Tankeforbindelse i det altsammen. Han bevidnede mig sin Høiagtelse og gik, men Øieblikket efter kom han igjen og bad mig om tre Rigsdaler til at kjøbe Kaffe for til hans Kone, han vilde levere mig siv Pensionspolice. Jeg gav ham de tre Rigsdaler, men vilde ikke modtage Policen. Da han var gaaet, saae jeg, at han havde lagt den efter sig, men strax derpaa kom han ind igjen og tog den tilbage. – Nu saae jeg ikke mere Borch, men Vinteren efter kom en Kone ind til mig med en Liste, det var en Anmodning fra Rosenkrantz til Medlemmerne af 232det dramatiske Selskab om at give den syge og trængende Borch en Understøttelse. Jeg gav fem Rigsdaler, og da denne Kone nogle Dage efter kom ind til mig i et andet Ærinde, sagde hun, at da hun leverede Borch Pengene, og han hørte, de vare fra mig, da havde han grædt. Baade han og Konen laae syge, dog var Konens Sygdom farligere end hans. – Da jeg i Aaret 1810 kom fra Slesvig tilbage til Christiania, var baade Borch og Konen døde. At han skulde have slaaet sig til Drik, har jeg aldrig hørt og kan neppe troe det. I Aaret 1831, da jeg var kommet til Trondhjem, spurgte jeg en Bondekone fra Ørkedalen, som havde kjendt Borch der, om hans daværende Tilstand. Hun sagde, at naar han kom op paa Prædikestolen og havde begyndt sin Prædiken, saa bleve Ordene borte for ham, saa han maatte gaae ned igjen. Ligeledes ved Barnedaab, Ordene bleve borte for ham. Som det lod paa Bondekonen, havde alle i Ørkedalen havt Godhed for ham og Medlidenhed, men Konen var ilde lidt. – «Jeg lider Dig, fast som Du var en Qvinde,» siger Hakon Jarl til Einar, det samme kunde man have sagt til Borch; hver Mand og hver Qvinde maatte finde ham elskværdig, men han var altfor blød, hans Sjel var qvindelig, og det er jo ingen Roes for en Mand, hvorvel man agter det for en Berømmelse for en Qvinde at sige om hende, at hun har en mandig Sjel. – Som Belmont i «Nonnerne» var Borch i Nonnedragten saa smuk, at Abbedissens (Fru Thulstrups) Berømmelse over den nye Novices Skjønhed ikke fandtes overdreven. Da jeg siden saae Wittrup i denne Rolle, var Scenen latterlig.
Han kom til Christiania i 1798. Han havde en Anbefaling til Treschow; den Dag han kom til Byen, vare nogle Venner samlede hos os, og Treschow tog ham med til os. Han saae ud til at være mellem tredive og fyrretyve Aar; han var meget alvorlig, næsten melancholsk. Han 233havde været ved det franske Hof og staaet i det saakaldte maison royale. Efter Treschows Sigende havde han megen Lærdom, hos os maatte han indskrænke sig til at undervise i sit eget Sprog. Da vi flere Aar derefter fik Universitet i Landet, blev vel ingen lærd Franskmand, men en uvidende Kniplingskræmmer sat til Professor i det franske Sprog. Jeg saae ofte Monsieur de Gabre hos Treschows, hvor han gav Børnene Underviisning. Imellem talede han Latin med Treschow, og de forstode hinanden heel vel ogsaa i dette Sprog, hvorvel de udtalede Ordene forskjelligt. Han talede sjelden om Begivenhederne i Frankrig, dog erindrer jeg, han talede om Dronningen og hendes Venskab for Madame de Polignac. Kongen, sagde han, fulgte vel med hende derhen, men han kedede sig der og vilde tidlig hjem og vilde have Dronningen med, hvorfor Hoffolkene havde Dronningens Ordre at stille alle Uhrene tilbage, og paa denne Maade tvang man Kongen til et længere Ophold. – Treschow sagde ham om mig, at jeg havde læst og elskede Rousseau, og nu talede han længe og meget til mig om dennes Skrifter og Characteer og endte med disse Ord: «Il était bien le meilleur de tous les hommes» – Les inséparables, saaledes kaldte sig Sara Boyesen, Cathrine og Marie Devegge, fandt Fornøielse i at tale og musicere for og med ham. Cathrine havde et eget Talent til at underholde og moere, i hendes Selskab blev de Gabre oprømt. Undertiden declamerede han for os, og dette var meget moersomt; men engang bad han Cathrine om at spille Melodramet Ariadne paa Naxos med Musik af Benda, og han declamerede Ariadne; da han var en høi Maud og hverken ung eller smuk, saa kan jeg just ikke sige, at Illusionen var stor. Jeg hørte ham sige til Cathrine, at han mindst havde ventet saa høit i Nord at finde saadanne Talenter forenede som hos hende og Sara Boyesen. Dette var ogsaa ganske vist hans oprigtige Mening. – Monsieur de Gabre lærte mig at spille Reversi, hvilket kom mig til Nytte nogen Tid derefter, da Grev Moltke blev Stiftamtmand 234i Christiania, thi Grevinde Moltke spillede intet andet Spil, og foruden Fru Favin og Bielefeldt var der ingen anden der, som kjendte det. Men som jeg stedse har været en daarlig Spiller, saa forstod jeg ogsaa her kun slet at behandle min Quinola, og min Mand raadede mig til ikke mere at spille Reversi. Jeg kom heller ikke mere i Fristelse hertil, da Grevinden lærte sig til at spille Whist. – Monsieur de Gabre logerede hos Madame Juris, det var kun nogle Huse fra os. En Dag saae vi Gaden næsten bedækket med Stumper af iturevne Papirer, som Vinden legede med; de kom fra Monsieur de Gabre, som kastede dem ud igjennem Vinduet. Han havde tabt Haabet om nogensinde at see Frankrige igjen, da den Ulykkelige havde baaret Vaaben mod Fædrenelandet; nu havde Napoleon givet almindelig Amnestie, og han benyttede sig deraf saa hastig som muligt. Han reiste, og Treschow fik Underretning om hans Ankomst der. Han var steget i Land, han saae sig om, faldt om paa Stedet og var død – man sagde, af Glæde.
Atter en Emigrant fra den franske Revolutionstid. Ham lærte jeg at kjende i Stockholm i Aaret 1819, han gik til Fru N. Anker at lære hendes Døttre Fransk. Det var behageligt at see, med hvilken Ærbødighed de unge Piger behandlede den gamle Mand, sørgede for hans Bekvemmelighed, hjalp ham Overkjolen af og paa, og hvorledes Grethe Anker knappede Overkjolen til for ham fra øverst til nederst. – Han talede meget om Kong Carl den trettende, hvorledes han havde havt fri Adgang til denne Konge og endog var givet Nøglen til et Værelse paa Slottet, hvor han kunde tale med Kongen, naar han ønskede. Den daværende Konge, Carl Johan, lod det ikke til, at han sympathiserede med; han havde aldrig talt med ham, sagde han. Sit eget Sprog havde han studeret meget nøie, og vi saae nogle Bøger, han havde skrevet om dette 235Sprog. Da han nok syntes, at vi ikke viste den tilbørlige Interesse for hans Skrifter, saa pakkede han dem ind igjen, idet han sagde: «Eh bien, puisque cela ne plait pas.» Han sendte mig nogle særdeles gode franske Bøger og viste sig meget venskabelig mod mig. Han talede meget langsomt, dette er ellers ikke de Franskes Maade; maaskee havde han vænnet sig dertil for bedre at blive forstaaet. Fru Anker, der var noget livlig, faldt ham imellem ind i Talen, hvilket vel imellem ogsaa hendte mig. Han blev derover saa vred, at han sagde: «Jamais elles ne me laissent finir ma phrase, ces Norvégiennes la». – Nu veed jeg ikke mere om M. le marquis d’Aryés, men siden jeg nævnede om mit Ophold i Stockholm, saa lad mig nu dvæle ved nogle Minder fra den Tid. Men først lad mig gaae tilbage til den Tid, da jeg første Gang saae vor Konge, Carl Johan. Det var i Aaret 1814, han var Kronprinds og omtrent halvtredsindstyve Aar, hans Søn Oscar femten Aar, meget tynd og bleg af Udseende. Jeg saae dem flere Gange i det dramatiske Selskab, hvor de indfandt sig af Artighed, uagtet de ikke forstod vort Sprog. Malerne Grosch og Munch havde foranstaltet en Udstilling af Malerier, hvortil Madame Berg født Schilling havde leveret noget af sit Arbeide, hvoriblandt ogsaa et Portratt af Carl Johan; jeg havde leveret et Landskab, strikket af Perler. Da de kongelige Personer ventedes paa Udstillingen, saa bleve de, der havde leveret Bidrag, anmodede om at være tilstede, og jeg gik med Lotte Berg derhen. Han kom, han standsede ved et Malerie, der forestillede en Madonna med Barnet, og et andet, der forestillede en bedende Magdalene, og disse Stykker vare upaatvivlelig de skjønneste i Samlingen. Han spurgte, hvem de vare af, men enten de tilstedeværende Herrer ikke vidste Beskeed, eller de havde Vanskelighed ved at tale Fransk, de svarede ikke. Jeg kjendte disse Stykker nøie, jeg havde seet dem blive til, de vare Copier af en italiensk Mester, og Bernt Anker havde ladet dem male af Petersen eller Kasteruden, 236som han ogsaa kaldtes, en Bonde fra Gulbrandsdalen, som ved Ankers Understøttelse havde uddannet sit Genie under Veiledning af Professor Juul i Kjøbenhavn. Naar Petersen var i Christiania at arbeide for Anker, besøgte Aamodt, der ogsaa var Maler, ham ofte paa hans Værksted og tog mig med. Jeg sagde nu Kongen, hvem Maleren havde været, og han udraabte med Forundring: «C’est un paysan qui a fait cela!» Til Madame Berg sagde han i Anledning af sit Portrait, som hun havde malet: «Vous m’avez fait plus beau, Madame, que ne m’a fait la nature.» – I Aaret 1816 opholdt sig Carl Johan og Oscar om Sommeren nogen Tid i Christiania. Stiftamtmand Falbe faldt paa den Idee, at der burde opføres i det dramatiske Selskab en fransk Comedie for de kongelige Personer. Der blev valgt «Le portrait de Miguel Cervantes», og Dagen til Opførelsen blev bestemt til den fjerde Juli, da Prinds Oscar fyldte sit syttende Aar. Lector Orry havde forfattet en Prolog, der skulde fremsiges af Fru Thulstrup. Orry var Don Murillos, Struve Don Lopez, David Thrane Don Fernando (da han siden blev forhindret, tog Linstow Rollen), Ferdinand Kaltenborn Don Alonzo, Thulstrup Anselmo, Hagbarth Falsen Fabio, Ole Rein Holm Pedrillo, Elise Fru Thulstrup, Jacinthe Fru Tullin og Beatrice var jeg. Vi havde en Læseprøve hos Falbes og flere Prøver i Theatret; der mødte os ingen Vanskeligheder, vi kunde vore Roller og vare uden Frygt. Men – da vi vare samlede til den sidste Prøve, sendte Orry sin Rolle tilbage med et langt Brev, et fuldskrevet Ark paa fire Sider. Det var saa jammerlig skrevet, at det fast var ulæseligt. Saavidt man kunde forstaae, var «der langen Rede kurzer Sinn» den, at han ikke vilde spille Murillos, fordi han havde hørt, at man havde sagt om ham, at han vilde spille Comedie, for at Kongen skulde gjøre ham til Professor. Hvorfor vi saa seent fik denne Efterretning, var fordi det havde faldet ham saa vanskeligt at skrive «lisiblement». Thulstrup læste det og sagde: man kan ikke vente mere af en 237Kniplingskræmmer. Falsen yttrede meest Utaalmodiglied, han rev sin Rolle itu og raabte: Papillotter! Papillotter! Falbe loe og sagde: «Dette har vi nu altsammen Fru Dunker at takke for; ja, det er ret en intriguant Kone, den Fru Dunker.» Orry havde længe attraaet at kaldes Professor, hvilket syntes en Latterlighed, og nu havde Sophie Mansbach sagt til ham i Spøg: naar De spiller godt som Murillos, saa bliver De vist Professor.
Naar Kongen var i Christiania, havde jeg flere Gange den Glæde at tale med ham. Han sagde til mig: «Vous avez une teinture de science, Madame, qui me plait, et j’aime à causer avec vous.» Da han efter Kroningen kom tilbage fra Trondhjem, sendte han Ferdinand Kaltenborn til mig med en Foræring af et lidet Gulduhr med en Guldkjede. – Min Reise til Stockholm Aaret efter var for at tale med Kongen om Anlægget af en Chromfabrik i Christiania. Da jeg kom til Kongsvinger, tilbragte jeg der en Dag hos min gode Ven Ferdinand Hanstein, der i Cotbus havde giftet sig med sin lille Søsterdatter. Der stødte jeg paa Kammerherre Kjelland, Lieutenant Peer Anker, Capitain Bloch og Lieutenant Busch, der alle vare paa Veien til Stockholm. Jeg gjorde nu en meget behagelig Reise i dette Følgeskab. I Eskilstuna besaae vi Fabriken, i Strengnæs Kirke alle Mærkværdigheder, lige til en af en hellig Biskops Tøfler, den anden var af Dronning Christine foræret til Paven. – I Stockholm blev jeg modtaget med Godhed, næsten kunde jeg sige med Kjerlighed, af alle vore Norske; jeg var tre Uger i Stockholm, og kun den første Middag spiste jeg i Vertshuset, jeg var indbuden til Fru Niels Anker, eller til Fru Mariboe, eller til Ministeren P. Anker. Denne Sidste havde i Forening med Fru Niels Anker leiet en Loge i Theatret, og de toge mig med derhen. Jeg var med Fru Anker, hendes Døttre, Niels Anker, deres Fætter og Birch at besee Malerier og Statuer i Museet. Hvad der var mig meest paafaldende, var en Marmorgruppe, der forestillede Amor og Psyche; den var af en italiensk 238Kunstner og bestilt af Madame Dubarry, men da Ludvig den femtende var død, havde Kunstneren solgt Gruppen til Gustav den tredie. Der var en Laocoon og en sovende Endymion, om hvem jeg siden har læst, at de vare de største Mesterværker; desværre gav jeg ikke tilbørlig Agt derpaa. Ligeledes saae jeg et Malerie, Brylluppet i Cana, det jeg kun gav liden Opmærksomhed, og om hvilket jeg siden har læst, at det var det fortræffeligste i Samlingen; det var ældgammelt og meget ramponeret. I Theatret saae jeg Dupuy som Elskeren i «De to Ord, eller Natten i Skoven»; Pigen med de to Ord var en Demoiselle St. Claire, der i denne Rolle vandt meget Bifald. Dupuy var, som man sagde, allerede Bedstefader, dog tog han sig meget godt ud i sin Elskerrolle; hans Syngestemme, sagde man, var ikke mere saa smuk som før. Jeg saae Hjortsberg som La Roche i Picards «Médiocre et rampant ou le moyen de parvenir» Schiller har oversat dette Stykke paa Tydsk og kaldt det «Der Parasit, oder die Kunst sein Glück zu machen»; paa Svensk hed det «Medelmåtig och krypande» Om Hjortsberg sagde man, at han kun behøvede at stikke det ene Been ud af Coulissen for at blive applauderet, og han blev da ogsaa som La Roche tildeelt det fortjente Bifald. Mig syntes, de andre Skuespillere fortjente ikke meget mindre Bifald. – Kongen var syg, og jeg fik ham ikke i Tale, men Ministeren sagde, at jeg kunde reise hjem og stole paa ham, han skulde tale for mig hos Kongen. Jeg reiste tilbage, og ikke længe derefter modtog jeg Brev fra ham. Jeg har, skrev han, ærlig holdt, hvad jeg velvillig lovede, Kongen tilstaaer Dem to tusinde Species til Anlæg af en Chromfabrik. De har at henvende Dem til Consul Rode. – Da Kongen næste Gang var i Christiania, var han venligere mod mig end nogensinde; han satte selv en Stoel frem til mig og satte sig ved Siden af mig, han sagde, at han havde været syg, da jeg var i Stockholm, men jeg burde have ventet endnu i nogle Dage. Han vilde nu oftere sende mig Bud og lade mig 239komme til sig, «et je causerai avec vous.» Men han sendte mig ikke Bud, og Rode havde vel faaet Ordre at udbetale min Mand 2000 Sp., men han skulde først hæve disse Penge hos Isachsen i Christianssand, der skyldte Kongen dem og havde derfor givet en Panteobligation i et Huus i Christianssand. Isachsen kunde ikke skaffe Pengene, og Rode satte omsider Pantet til Auction; det blev solgt for fire hundrede Species, og disse Penge bleve mig leveerte af Baron d’Albedyhl. Statsministeren P. Anker var død, og da jeg næste Gang talede med Kongen, sagde han mig, hvorledes det var tilgaaet med Pengene, og gav mig at forstaae, at det vilde være utaknemmeligt af mig, om jeg vilde forlange mere af ham. Med rørt Hjerte bad jeg ham troe, at intet i Verden kunde møde mig smerteligere end at holdes af ham for en Utaknemmelig. Det var sidste Gang, jeg talede med den ædle Mand og Konge. – Endnu et Træk, som viser Kongens venlige Sindelag mod mig. Der blev talt om, at vi maatte sælge vort Huus i Christiania, fordi Præsten Brock paa Ringeriget, der havde en Capital staaende i Gaarden, havde sagt den op; Kongen tilbød sig at skrive til Præsten, at han maatte tage Opsigelsen tilbage. Man skulde næsten troe, at Brock havde anet dette, da han havde ladet os vide, at han ikke mere var Eier af Panteobligationen, men havde solgt den. Paa Ringeriget var Rygtet om min Indflydelse hos Kongen meget forstørret. Sandelig uden min Skyld.
21de Februar 1853.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Din Confirmationsdag erindrer jeg godt, hvorledes en Haarskjærer kom om Morgenen tidlig og krøllede, kreppede, accomoderte og pudrede dit Haar i to store Vinger, der dannede to skraa Sideflader som en Sneploug. Paa disse blev der fremtrukket enkelte Lokker, som krølledes over Fingeren og dannede ligesom smaae fremspringende Blomster 240paa den flade Bund; hvorledes Du stod øverst blandt Pigerne nærved Chordøren paa venstre Haand, nær Daaben, i sort Taftes Kjole. – Du havde i den Tid, eller maaskee noget tidligere, en Tilbeder, som Du mulig ikke veed noget af at sige, gamle Lars Roverud; dengang var han dog Skolegut i Mesterlectie. En Afglands af denne Tilbedelse kastedes paa mig, uagtet det var usædvanligt, ja uhørt, at en Mesterlectianer nærmede sig til en Andenlectianer, der hørte til plebs, paa anden Maade end med et Ørefigen, et Spark, eller Ordre til at gaae over til Jakob Bolling for at kjøbe et Par fede Smørkager. Han kom undertiden til mig, satte sig i Vedskjulet og spikkede f. Ex. et Skaft til en Fluesmække (hvortil gamle Lohrbauer skar mig en Smække af et tykt Stykke Vexlæder), formodentlig for gjennem det Vindue i Dagligstuen, der vendte lige mod Vedskjulet, at see et Glimt af Dig. Han indbød mig en Løverdag at følge med sig til Ørager, Faderen Peder Roveruds Gaard, og da vi laae paa Broderseng om Natten sammen paa Gulvet, spurgte han mig ud om Dig. Søndag Formiddag havde man skjænket mig et Glas Porter, og da jeg aldrig havde drukket saadanne berusende Sager, blev jeg ustød paa Haanden, saa at den Sauceskaal, der stod paa en Tallerken, som Madame Roverud rakte mig ved Middagsbordet, gled og øste Stegesmerret ud over Dugen, hvorover Madame Roverud tilkastede mig et tilintetgjørende Blik. – Engang, da ingen var hjemme, havde han listet sig ind i Dagligstuen og det lille Kabinet, hvor to smale, perlegraae, maiede Bogreoler hængte over Chatollet, og med en Blyant skrevet sit «L. Roverud» paa den Side, som vendte mod Døren. Nogle Dage efter saae jeg, at dette Navn saa grun digt var udvasket med Lud eller udskrabet med Kniv, at Træet paa dette Sted var blottet. Dersom disse Boghylder endnu existere, saa maa den bare Plet endnu vidne om Roveruds Forlibelse.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Erindringene i Conradine Dunkers bok Gamle Dage ble nedskrevet i årene 1852–55. I 1871, fem år etter Dunkers død, ble boken utgitt.
Tekstene i boken er formet som brev til broren, vitenskapsmannen Christopher Hansteen, og skildrer Dunkers barndoms- og ungdomsmiljø. I motsetnings til annen memoarlitteratur er ikke Gamle Dage kronologisk, her kommer slektshistorie, fortellinger om omgangskrets og naboer, reisebeskrivelser, minner, anekdoter og novelleaktige tekster om hverandre.
Enkelte kapitler ble utgitt anonymt i Illustreret Nyhetsblad i 1860.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1871 (nb.no).
Se faksimiler av andreutgaven (med illustrasjoner og fyldig personregister) fra 1909 (nb.no).
Conradine Dunker var memoarforfatter og brevkunster. Hennes mange brev til familie og bekjente ble sendt rundt i større kretser og etterhvert ble også en del av dem trykket. I erindringsboken Gamle dage forteller hun om slekten og sin barne- og ungdomstid på slutten av 1700-tallet, men boken inneholder også en rekke anekdoter og fortellinger fra Christiania på 1800-tallet.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
