Endnu noget Lidet om Bernt Anker.

Du erindrer uden Tvivl fra vor Barndoms Tid Skomager Lohrbauer, der boede ligeover for os; hos ham tjente en Pige, Marthe, der var styg af Udseende, men naar hun imellem om Søndags-Eftermiddage besøgte vore Piger, da blev jeg gjerne tilstede i Pigekammeret. Hun havde stedse meget at fortælle og satte det frem paa en comisk Maade, det var en naturlig Vittighed, der var grovkornet, men ikke stødende, og selv Grethe, der var streng i den Henseende, hørte gjerne paa hende. Marthe Lohrbauer meldte vel om Jess Anker og hans Bedrifter, om Bernt Anker vidste hun intet latterligt. – Engang havde Anker staaet ved Vinduet og seet nogle Pigebørn gaae forbi, der havde smukke Fødder, men stygge Skoe; da han hørte, at de vare Døttre af en Smed Eliesen, der var en fattig Mand, sendte han dem en Foræring af Skotøi. Han havde imellem, hvad Englænderne kalde en Whim; han overvældede en fattig Stakkel, uventet og uanmodet, med Penge og skjønne Sager – ligesom jeg i min Barndom stjal Cathrineblommer fra vor Moder og gav Betlerbørn, fordi jeg 253troede, at de aldrig havde smagt noget saadant. Ved en saadan Anledning hørte jeg ham yttre: «Min Kone siger ofte til mig: det er din Lykke, Bernt, at Du ikke har nogen ung Kone; hvordan mener Du, en Saadan vilde finde sig i dine forunderlige Indfald?»

Efter Konens Død, da Bernt Anker en Aften gik forbi Sommerroe, mødte han Huusmandens Datter Karen, der drev Køerne hjem. Pigen var iført et Hvergarns Skjørt og gik barfodet. Han lod hende komme til sig, gav hende prægtige Klæder af Silke med Kniplinger, mange Penge, Værelse i Palæet, lod hende spise ved Bordet, naar der ikke var Fremmede, og hun havde endog en Hest og Gigh til Afbenyttelse. Han tog hende med i sin Vogn, naar han reiste til Moss; der gik hun engang, medens Anker havde Selskab hos sig, ned i Vertshuset og spillede «Flaa Gjeita» med Gjesterne og tabte tre hundrede Daler til nogle Jydeskippere, som vare der.

General Blücher var den Tid i Christiania, og Rygtet gik, at Anker vilde have hende gift med Blücher. Dette var nu vel intet om, . . . . . . men imidlertid maae hun have bildt sig ind, at hun skulde blive Fru Anker. Hun tiltog sig stor Myndighed over de andre Tjenestefolk og vilde tage Nøglerne fra Jomfru Hagerup, saa at denne opsagde sin Tjeneste og flyttede derfra. Hun vilde ogsaa trænge sig til at have Opsigt med Vaisenhuset, uddele Linned og Klæder til Børnene, hvilket Hverv efter Kammerherreindens Død var overdraget Madame Collett; men denne talede Alvorsord med Kammerherren, og Karen fik Ordre til at holde sig derfra, og heller ikke mere tilbyde sig at skjenke Thee, naar der var Dameselskab. Karen ødslede med Penge, og naar de andre Piger sagde til hende: «Du skulde dog ikke saaledes kaste Penge bort, der kommer vel den Dag, da Du kan trænge til dem,» saa svarede hun: «Pyt! saalænge Bernt har noget, saa har jeg ogsaa.» – Nu reiste Anker til Kjøbenhavn og blev der forlovet med Frøken Falbe.

254Der var dengang, som Du nok erindrer, nogle tydske Musikanter i Christiania, Ferrary og hans Kone og hendes Broder, Köhler, tilligemed en, de kaldte Collega, hans Navn var ellers Høier. Madame Ferrary og hendes Broder gave Underviisning paa Harpe, og Köhler blev min Lærer i Harpespil. Han logerede hos en Bundtmagerenke, Mad. Roth, og han fortalte mig, at han var forlovet med Enken. Ikke længe efter fortalte han mig igjen, at hans Forlovelse med Enken var hævet, at hun vilde ægte en af sine Svende, og at han (Köhler) havde et andet Giftermaal isigte. Hvad synes De om Karen Sommerroe, sagde han, er hun ikke meget yngre og smukkere end Mad. Roth? og alle de, jeg taler med, sige, at jeg gjør et godt Bytte, og Karen holder af mig og vil blive min Kone; hun vil kun, at vi skulle opsætte Vielsen, indtil Kammerherren kommer hjem. – En Aften vare vi i et Selskab hos Byfoged Wulfsberg. Verten blev kaldet ud, og da han omsider kom ind igjen, fortalte han os, at de, som havde forlangt ham itale, havde været Karen Sommerroe og Köhler, og at han paa deres Forlangende havde opsat en Ægteskabscontract mellem dem.

Der kom en fremmed Reisende til Christiania, om jeg husker ret, en riig Englænder. Karen gjorde hans Bekjendtskab, og hun behagede ham. Den Fremmede agtede sig til Italien og foreslog Karen at følge med ham, og Dagen efter sad hun i Vognen med den Reisende, og hopsa! til Italien. Men nogle Skifter fra Christiania saae de Bernt Anker komme; han vendte tilbage fra Kjøbenhavn. Karen gjemte sig, og Anker saae hende ikke, men Kammertjeneren, Hansen, havde faaet et Glimt af hende og underrettet sin Herre herom. Anker lod hende nu betyde, at hun ufortøvet maatte tage Plads i Gighen hos Kammertjeneren og vende tilbage; hun adlød. Paa Veien bad hun Hansen om Raad; han gav hende dem, men da hun hørte, at Ankers Forlovelse med Frøken Falbe var hævet, saa fulgte hun ikke Hansens Raad, men sine egne taabelige Ideer. – Morgenen efter lod Anker Karen komme 255for sig. «Hvad er det for dumme Streger, Du gjør? Jeg hører, at Du har forlovet Dig med Köhler, og saa løber Du bort med en Anden. Elsker Du da ikke Köhler, og vil Du ikke ægte ham?» – «Jeg har aldrig elsket Nogen og vil aldrig ægte Nogen uden Kammerherren,» svarede Karen grædende. – «Nu bliver det for galt,» sagde Anker, «gaae fra mine Øine!» – Karen gik hylende bort. – Den, af hvem jeg har hørt dette, var en ung Officeer af Ankers Venner, der tilfældigviis var tilstede ved denne Scene; han var ogsaa med Anker ved Touren til Moss, hvor Karen spillede Kort med Jyderne.

Denne Gang blev Anker ikke længe i Christiania; han reiste udenlands og kom ikke mere levende tilbage. Om han i sit Testamente har betænkt Karen anderledes end de andre Tjenestefolk, veed jeg ikke; men jeg hørte hans Broder, Peder Anker, sige: «Der skal sørges godt og anstændigt for hende, men med Kniplinger neden om Kjolen skal hun ikke mere gaae.» Hun blev gift med en af Ankers Forvaltere og skal have opført sig vel som Kone og Huusmoder. – Madame Ferrary rømte fra sin Mand med en Harpespiller Nimmerzeich, og Köhler forlod Christiania. Mange Aar derefter traf Dunker ham i en Bye i Tydskland, jeg troer Oldendorf, hvor han var Handelsmand og gift med en riig Enke. Collegaen blev i Christiania, giftede sig med en Pige i Pipervigen og levede af at stemme Instrumenter. – Mad. Roth plagede sin Mand, Berger, saaledes, at han gik i Bjørvigen og druknede sig; hun levede mange Aar efter i taalelig Velstand. . . . . . . . . Jomfru Lydia Hagerup beholdt efter Testamentet 20 Rd. om Maaneden til sin Død; hun blev gift med en Borthig, og hun, saavel som hendes Søster, Fru Daldorff, ere døde, men Broderen, Præst til Opdal, lever endnu, og er en rask, munter gammel Mand.

Jess Anker var en liden skabelig Elsker af Jagt; for at ikke Hundene skulde være trætte, førend Jagten begyndte, havde han ladet gjøre en Vogn til dem med særskilte 256Pladse til fjorten Hunde. Fru Münch kaldte denne Vogn en «Bekkevogn» (Bikjevogn) og loe ofte derad. Han var ogsaa en lidenskabelig Spiller, og denne Lidenskab voldte ham en brat Død, som han fandt i et Spillehuus ved Badet i Bath. Den Dag Efterretningen herom kom til Bernt Anker, var der Bal hos ham paa Frogner; jeg hørte Børnenes Gouvernante, Mademoiselle Urbin, sige: «Der dandse hans Børn; de vide intet om den skrækkelige Efterretning, og de skulle heller intet faae at vide for det første.»

De vældigste Jægere paa den Tid var Niels Nielsen, Bonden Halvor Blinderen og Jess Anker. En Dag vare Halvor Blinderen og Niels Nielsen komne langt bort fra deres Jagtselskab og kastede sig trætte og mødige paa en Tue. De vare begge meget sultne, og de havde intet at spise. Halvor Blinderen lod, som om han tog noget op af Lommen og spiste; Nielsen bad ham om noget deraf, men Halvor nægtede. Da blev Nielsen vred, kastede sig over ham, reev ham Stykket ud af Haanden og stak det i sin Mund, men spyttede det strax ud igjen. Det var med Tugt at sige en Svinel. . . som Halvor havde taget op, der de sad. Du erindrer, hvorledes Niels Nielsen kunde skjælde og bande, men her overgik han sig selv. «Dit Bæst,» sagde han, «Din Svinehund! jeg forbander Dig, og den, som har været Fader til Dig, og den, som har været Moder til Dig, og de, som have staaet Fadder til Dig, Din Hund!» – Treschow, som fortalte denne Begivenhed, loe hjertelig og lagde til, at det heretter vilde blive en betænkelig Sag at staae Fadder. . . . . . . . . . . . . . . . .

*

. . . . . . . . Man hørte og læste dengang saa meget om Skindøde og Katalepsie, at vor Moder ængstede sig herover ved hvert Dødstilfælde, hun hørte om. – I vort Nabolag boede en Major Linde,Huitfeldts note: Major og Krigscommissair Mogens Linde eiede den Gaard paa Hjørnet af Agers- og Prindsens Gade, som af hans Enke i 1810 solgtes til Major H. J. Huitfeldt og af dennes Søn 1854 til Tomt for Storthingsbygningen. denne Mand laae som død i tre Dage; han havde hørt, hvorledes man gjorde Anstalter til hans Begravelse, og først den fjerde 257Dag lykkedes det ham at give Livstegn fra sig. Doctor Wandel, der nylig var flyttet fra Christiania til Kjøbenhavn, blev i nogle Dage holdt for død, hvorom der læses udførligere i Rahbeks Erindringer. Da jeg nævner Rahbek, maae jeg dvæle lidt ved hans Søster Fru Wandel, som jeg dengang ofte hørte omtale af vore Forældre og Andre med Beundring og Høiagtelse, og Alle vare enige i, at hendes Bortgang var et stort Tab for Christiania, hvis Prydelse hun havde været. En anden Familie fra Kjøbenhavn stod i ikke mindre Anseelse hos os, det var Professor Rawert og Frue, dog var her Manden den, som man prisede meest; han udgav et militairt Tidsskrift, der blev trykt i Kjøbenhavn. Aamodt holdt dette Skrift; jeg læste dette som alt Trykt, der kom i Huset. Det indeholdt blandt andet en Brevvexling mellem et Par unge Officerer, hvorover han blev dadlet i et dansk Blad. Mig syntes disse Breve det Moersomste i hele Værket. Broder Peters Barnepige, Lisbeth, fik siden Tjeneste som Barnepige hos Professor Rawert; hun kom ind til os at see igjen sit Pleiebarn; hun talte om, at Fru Rawert havde faaet en lille Datter; jeg spurgte hende, hvad Barnet hed? Lisbeth svarede: Barnet er endnu ikke døbt, men underligt nok, jeg troer, hun skal hede Klot (Glut), for Fruen kalder hende min Klot, og min søde Klot, og naar hun vil have Barnet til sig, siger hun til mig: bring mig Klotten! – Hvad angaaer Moders Betænkeligheder i Anledning af Fru Hansteen, da tabte disse sig, da hun hørte de nærmere Omstændigheder af Hansteen selv. Foruden Jomfru Schnell, som han havde været forlovet med, og Frøken Elieson, som han reiste til Christiania for at frie til, blev der ogsaa talt om tilsigtet Giftermaal mellem ham og en Enke, Madame Bay. Der blev imidlertid intet af, og Hansteen drog med sin Familie til Kjøbenhavn, hvor han formodentlig havde faaet Ansættelse . . . . . . . . .

258I de tre Aar, Niels Lynge Hansteen opholdt sig i Christiania, vare han og hans Kone Medlemmer af det dramatiske Selskab; han moerede sig der ofte, især over Hoppes Talent til det comiske; han gav ogsaa selv nogle Roller, Verten i Hexerie eller blind Allarm o. fl. I Figaros Giftermaal var han Bartholo, og jeg var Marcelline. Azora Wittrup var en deilig Cherubin. Blytt var en god Bazile, men dog ikke som i forrige Tider Jacob Borch.

. . . . . . . . . . . . . . .

Saa lidet beføiet jeg end føler mig til at være Sproggrandsker, kan jeg dog ikke undlade at gjøre nogle Anmærkninger over den Bogstaveringsmaade, nogle Nyere eller Yngre betjene sig af i Dagbladene. Ofte har jeg Møie med at forstaae enten Ord eller Mening. Saaledes læste jeg forleden i Adresseavisen om en «Qvotadel» Jeg brød forgjeves mit Hoved for at udfinde, hvad det var for en Adel, som man kaldte saaledes. Jeg vilde tage Molbechs danske Ordbog til Hjelp, da faldt det mig ind, at Ordet kunde være Latin. Men da jeg rakte Haanden ud efter det latinske Lexicon, faldt det mig ind, at det ogsaa kunde være Fransk og have samme Primitivum som quotité, og nu gik der op et Lys for mig, det var Qvota-Deel. Hvorfor gjøre den ulærde Læser saa meget Bryderie for at spare et lidet e?

. . . . . . . . . . . . . . .

Formodentlig erindrer Du endnu, kjere Broder, hvorledes Du en Aften, medens Du endnu gik i Latinskolen, kom hjem og fortalte, hvorledes en Flok Pigebørn fra Madame Hobers Institut havde omringet Dig paa Gaden og villet drillet Dig. Du var dengang omtrent femten Aar gammel, og i Din Harme sagde Du: Havde jeg dog kun været et Fjerdingaar ældre!

Mad. Hober var kommen 1793 fra Kjøbenhavn til Christiania for der at anlægge et Institut for Pigebørn; hun var en Berlinerinde, maaskee en Jødinde. Denne Formodning har jeg ikke hørt yttre af Nogen, men jeg 259saae i Tydskland mange Jødekoner, der i Et og Alt lignede Mad. Hober. Hendes ældste Datter var gift i Kjøbenhavn med en Jøde, Doctor Meza, to yngre vare med hende i Christiania. Hun maae have havt gode Anbefalinger nede fra Kjøbenhavn, da de bedste Familier i Christiania betroede hende deres Døttre til Underviisning. Fru Treschow tog mig med engang til Mad. Hober, som viste Fruen et Tegnestykke og et broderet Landskab af Fredrikke Hobers Arbeide, der var bestemt til Kammerherre Neergaard i Kjøbenhavn, der var hendes og Datterens Velynder og gjorde dem mange Foræringer. Fredrikke fik ogsaa mange Foræringer af Damer og Herrer i Christiania, og jeg hørte Bernt Anker sige: Hvis jeg eiede et Kongerige, da vilde jeg give det til Jomfru Hober.

Medens vor Fader levede, vare vi ofte i Selskab hos Casserer Leth; der saae jeg Jomfru Hober første Gang. I Aaret 1792 mistede vi vor Fader, men Leth vedblev at indbyde Moder og mig. Han boede dengang paa et Hjørne ved Torvet, ligeoverfor Corps de garde (Kortergaarden); nede i Kjelderen boede Ole Engebretsen, sædvanlig kaldet Ole i Kjelderen, som der ved Høkerie tjente store Midler; siden blev denne Kjelder en Viinkjelder og er det formodentlig endnu. Veier Preus med Kone og deres elskværdige Datter Gertrud, siden Fru Stabel, saae vi ofte der. Preus havde ogsaa en Søn, som blev Rector i Christianssand og gift med Biskop Keysers Datter Rosine. Leth kunde ikke udtale Bogstavet F og stammede meget stærkt; Preus kunde ikke udtale Bogstavet S. Engang satte han sig hen til mig og sagde: «Jeg vil hee til, om jeg kan inklinuere mig hot Maapigerne.»

Fru Treschow vilde sætte sine Døttre til Mad. Hober, men Treschow forbød dette strengelig. Fruen maatte altid have sin Villie, hendes Ordsprog var: Menneskets Villie er Menneskets Himmerige paa Jorden. Ham uafvidende satte hun Judithe til Mad. Hober og de to yngre til Mad. Kruse, der havde en Syskole. Det traf sig en Dag, at 260Treschow gik ud af Huset paa samme Tid, som Børnene gik til Skolen; han saae nu, at Judithe gik en anden Vei end Søstrene; han spurgte, hvad dette betydede, og de sagde, at de gik til Mad. Kruse og Judithe til Mad. Hober. Han blev saa lynende vred, at Fruen tog til sit sædvanlige Huusmiddel at falde i Besvimelse.

Da jeg var bleven gift og kom paa Baller og i Selskaber, saae jeg ofte Fredrikke Hober; hun var med overalt, ogsaa hos Treschows saae jeg hende. Jeg kan ikke erindre, om hun besøgte mig, men en Aften foreslog hun mig at gjøre en Ridetour med hende til Etterstad den følgende Formiddag for at see Artilleriet exercere. Jeg var villig hertil, men Morgenen efter sendte hun mig Bud, at hun havde faaet Forhindring. Mad. Hober saae jeg den Tid kun een Gang, det var hos Capitain Wium. Jeg har anført noget af hendes Passiar i Anledning af Jomfru Moss, og dette synes mig at være nok til at skildre hende. I Aaret 1802 døde Mad. Hober, og Døttrene vendte tilbage til Kjøbenhavn . . . . .

Christiane Koren.

Christiane Diederichsen var født ved Kjøbenhavn i Aaret 1764. Hendes Barndom og Ungdom vare henrundne for det meste i Sorg og Taarer; hun nævnte aldrig sin Fader, han maae formodentlig være død tidlig fra hende; hendes Moder var fattig og lidende. Christianes eneste Fornøielse var – hendes Dukker; efter at hun havde staaet til Confirmation, gjemte hun dem paa et Loft, besøgte dem ofte og klædte dem af og paa. Hendes Ungdoms Ven var Dichman; han blev siden Lærer ved Søacademiet og var en talentfuld ung Mand, men dengang var han ligesaa fattig som hun. De havde lovet hverandre Troskab i Haab om bedre Tider. Da forlangte Koren hende tilægte; han havde faaet et godt juridiskt Embede i Norge, og han var en bemidlet Mand og en agtværdig og tækkelig Mand. Christianes Moder og hele Familie 261ansaae et saadant Tilbud for en stor Lykke, og selv Dichman raadede hende til at modtage det. Efter megen Kamp og mange Taarer samtykkede hun. Dichman og hun betroede Koren deres uskyldige Kjerlighed og den Beslutning, de havde fattet, at opgive Haabet om tilkommende Forbindelse. Koren tilkjendegav dem sit Ønske, at de bestandig vilde blive Venner, og de bleve Venner til deres Død. – Fru Koren lod mig imellem læse Dichmans Breve til hende, det var skjønne Breve. Koren var en hjertensgod Mand, han agtede og elskede sin Kone høiere end Alt, og hun levede med ham i et lykkeligt Ægteskab. Flere Aar derefter blev ogsaa Dichman gift. . . . .

Den første Gang, jeg saae Fru Koren, var paa et Bal hos Conrector Rosted, hvor Aamodt presenterede mig for hende. Jeg var dengang femten Aar, og hun var en og tredive, men saa stærkt bygget, at man maatte ansee hende for ældre. Munter og venlig gav hun mig Navn af sin Datter; Sara Boyesen, Cathrine og Marie Devegge vare ogsaa hendes Døttre, nu skulde jeg være den fjerde. Kort derefter reiste hun til Kjøbenhavn, hun havde skrevet et Skuespil, Hanna, som hun ønskede at see opført paa det danske Theater. Jeg hørte Treschow og Søstrene Devegge yttre om dette Stykke, at det sikkert ikke vilde blive antaget, og at det gjorde dem ondt, da dette vilde bedrøve denne deres saa kjere Veninde. Hun kom tilbage, Stykket var ikke blevet antaget, men Dichman havde forlangt det Løfte af hende, at hun ikke skulde ophøre at skrive, førend han havde faaet at see et Skuespil af hendes Arbeide opført paa det danske Theater. Hun var mismodig over det feilslagne Haab, og Treschow søgte at trøste hende. En Datter, sagde han, kan jo være meget elskværdig, om hun ikke tager sig godt ud paa Theatret. Mor Koren skrev nu atter et Skuespil, Blomsterkrandsene, i tre Handlinger, hvortil Sujettet er taget af en Fortælling af August Lafontaine. Dette Stykke er noget livligere end Hanna, men blev dog ikke antaget til Opførelse. Nu 262skrev hun et Syngespil, Adolph, i tre Handlinger, jeg veed ikke, om dette blev leveret Theaterdirectionen; jeg veed, at Treschow raadede hende derfra. Nu reiste hun atter til Kjøbenhavn, hvor de tre Stykker kom ud i eet Bind under Titel af: Dramatiske Forsøg af Christiane Koren. Rahbek skrev en Fortale til Bogen, hvori han siger, at den indeholder Skildringer af ufordærvede Menneskers Følelser og Sæder, og de Begivenheder og Forhold, som udgjøre disse Personers Vee og Vel. Han siger videre, at Eftertiden vil finde dem af samme Slags som Rousseaus «Devin du village», Goethes «Erwin og Elmire», Florians «Den gode Moder», og Thaarups «Høstgildet». Da jeg nu ikke vil give mig ud for at forstaae mig bedre paa Æsthetik end Professor Rahbek, saa vil jeg klogeligen beholde min Mening in petto. – Denne Gang havde Mor Koren nydt megen Fornøielse i Kjøbenhavn; hun var bleven feteret der. Oehlenschlager, Ørsted, Rahbek, C. Colbjørnsen havde hyldet hende, saa Cathrine Devegge sagde, at hun var bleven bortskjemt i Kjøbenhavn. Hun var virkelig ikke saa munter som før, og fik først sin rette Livlighed, naar Talen gjeldte Kjøbenhavn. Koren var Sorenskriver og boede paa Gaarden Hovind i Ullensager; Mor Koren var imellem i Besøg i Christiania hos Justitiarius Bull, der var beslægtet med hendes Mand. Under et saadant Ophold var Alette Tyrholm hos mig. «Jeg kjender ikke Fru Koren personlig,» sagde Alette til mig, «men jeg ønskede inderlig engang at tale med hende i Eenrum; jeg troer, hun har kjendt Fasting i Kjøbenhavn; vil Du ikke bede hende fra mig om en Samtale.» Jeg talede herom til Mor Koren, og Alette blev stevnet til hende. Hun blev længe borte, og da hun kom tilbage, saae jeg paa hendes Øine, at hun havde grædt meget. «Fru Koren har ikke kjendt Fasting personlig,» var alt, hvad hun sagde. Men nogen Tid derefter skrev hun mig til: Hils Fru Koren og siig hende, at de Taarer, jeg paa 263Kammeret hos Bulls græd paa hendes Haand, endnu lette mit Hjerte.

Jean Jourdain le cosmopolite.

Saaledes skrev han sit Navn, denne unge, talentfulde Mand; man kaldte ham Lieutenant Petersen. Nogle sagde, at han var Søn af en Skrædder i Slesvig, Andre sagde, at han var en Søn af Prinds Carl zu Hessen, Dronningens Fader, og en Frøken M., Stiftsdame i Itzehoe Kloster. Hendes Broder, den gamle General M., havde sørget for ham og ladet ham give en god Opdragelse; han lod ham faae en Plads som Lieutenant, men Petersen var bleven en Virtuos paa Fløite og ønskede at gaae ind i Capellet som Musikus; dog gav han efter heri. – M. havde skrevet en Bog om Felttoget i 1788; Bogen var skreven paa Fransk, og der skal have været mange Feiltagelser i den, i mere end een Henseende. Petersen blev paalagt at reenskrive Manuskriptet, og brugte den Frihed at gjøre Principalen opmærksom paa Feilene og foreslaae Forandringer, hvorover M. blev saa forbittret, at han aldeles slog Haanden af ham, skaffede ham sin Afsked, og Petersen kom til Christiania, blottet for Alt undtagen Det, som hverken M. eller Nogen kunde tage fra ham. Han fik Logis hos Jomfru Sang, og kort efter Ankomsten blev han farlig syg; Jomfru Sang pleiede ham paa det bedste; dette vilde hun have gjort, om han havde været gammel og hæslig, hvor meget mere nu, da han var saa ung og saa smuk. Der blev sendt ham Penge i Breve med hans Adresse, men Papiret var forresten in blanco; jeg hørte Formodning om, at de kom fra medlidende Damer. – Den første Gang, jeg saae ham, var paa en Concert i Raadstuesalen, hvor han spillede paa Fløite; jeg maae nok ikke have vendt Øinene fra ham, medens han spillede, thi han kom siden hen til mig og sagde mig en Compliment for min Opmærksomhed; jeg var dengang neppe fjorten Aar, men det var ikke første Gang, at man, uanseet min Lidenhed, talte til mig, som om 264jeg var en voxen Pige. – Et Par Aar derefter hørte jeg af Cathrine Devegge, at Petersen var bleven Lecteur hos den gamle, elskværdige General v. Krogh paa Mork, og hvor behageligt dette var for Mor Koren og hendes hele Familie, og Cathrine viste mig interessante Breve, hun havde modtaget fra ham. Blandt de Værker, han havde at forelæse Generalen, var Raynals, og naar han traf paa et Sted, der syntes ham særdeles skjønt, saa skrev han det af og sendte hende. Et af disse Brudstykker var Raynals Beskrivelse over Elisa Draper. Vi forsøgte nu, om vi hos os kunde finde en nogenlunde lignende Elisa – og vi fandt hende i Hanne Bull fra Bergen, en Datter af Apothekeren; hun var nu i Christiania i Besøg hos sin Farbroder, Justitiarius Bull. Denne saa saare elskværdige Pige blev gift med Assessor Heiberg i Bergen. Hun spillede Fredrikkes Rolle i Ifflands Jægere; da man efter de hjerterystende Scener er kommen til en glad Beroligelse, ender Stykket med, at Faderen rækker de Tilstedeværende et Glas Viin til Styrkelse. Fredrikke tog Glasset, men hendes Haand zittrede, saa hun spildte Vinen, og dette var intet Comediespil, det var Sandhed, hun vidste selv intet deraf.

Sommeren efter at jeg var bleven gift med Capitain Aamodt, fik han Besøg af Capitain Waager; de to havde været Cammerater paa Militairskolen, og Waager var i Kjøbenhavn bleven gift med en rig Arving, havde taget Afsked som Lieutenant med Capitains Charakteer, kjøbt en stor Gaard, Brotnov i Ullensager, og boede nu der med sin Kone; de havde ingen Børn. Han indbød os at tilbringe nogle Dage hos dem paa Brotnov. Koren var Sorenskriver i Ullensager, og jeg glædede mig ret til Reisen og til Mor Koren. Munthe var Præst i Ullensager, og hos ham var en Informator, Boetius, som Mor Koren og Søstrene Devegge, der vare hos hende paa samme Tid, satte megen Priis paa som et vittigt Hoved. Det forstaaer sig, at Petersen, der ogsaa hørte til Nabolaget paa 265Landet, ikke var mindre yndet. Hos Munthe opholdt sig Capitain Wium, Enroulleringschefen, med sin Kone. Disse Familier vare Danske, ligesom Mor Koren, men dog ikke af hendes – Folk; hun selv raillerede eller ironiserede aldrig, men Søstrene Devegge, især Marie, kunde ikke bare sig for at vise Vittighed. Fru Wium, der var stærkt sur le retour, havde en Hat med ildrøde Baand, der lignede en Schäferhat, hvorfor de kaldte hende Doris, og Boetius hendes Hyrde. Da Mor Koren engang sendte en Indbydelse til Boetius, skrev Marie til ham:

Naar Hjorden ei mere sin Hyrde behøver,
Og ømme Hyrdinde hans Savn ei bedrøver,

her fulgte nogle Linier, som jeg har glemt; Slutningen lød:

Imedens kan Doris, med ildfarvet Baand
Paa nydelig Schaferhat, nære sin Aand.

Om Fru Wium fik noget at vide herom, veed jeg ikke, men at hun havde Nag til Søstrene og udlod sig med mindre end gode Bedømmelser om dem, er vist nok. – Paa Brotnov saae jeg aldrig en Bog, naar jeg undtager et Par tydske Romaner, der vare af det Slags, som Damer ikke vilde vedkjende sig at have læst, og Waager raillerede ofte over Mor Korens Bibliothek, hvortil hendes Mand gav hende halvtredsindstyve Rigsdaler om Aaret; han fortalte ogsaa, at hun nu havde skrevet to nye Skuespil, hvoraf det ene hed Smørtrang, og det andet Brødmangel. Det er vistnok sandt, at hvorvel Koren havde store Indkomster, saa, da de havde en meget stor Huusholdning og et særdeles gjestfrit Huus, saa kunde det vel hænde, at der imellem kunde opstaae en eller anden Forlegenhed. – Fru Waager svarede aldrig paa hans Sarcasmer om Fru Koren, men da hun syntes mig endnu mere blottet for æsthetisk Sands end han, saa forundrede det mig at høre hende sige engang, da vi vare budne i et Selskab i Nabolaget: Gid kun Fru Koren ikke maae faae Forhindring 266og blive hjemme; for kommer hun ikke, saa bliver der liden Fornøielse.

Skulde jeg vove at fremsætte for Eder en af Waagers Vittigheder? – Nu ja, lad saa være! Det dramatiske Selskab var endnu ikke kommen i Gang, og jeg havde aldrig været paa Theatret, men jeg havde seet «Die Rauber», og min hele Sjel var indtaget af det Theatralske; vi vare paa Brotnov i flere Dage, tilligemed Doctor Baumgarten og hans Kone og en Kjøbmand Edsleff med Kone fra Christiania. Jeg havde med mig et Bind af P.A. Heibergs Skuespil og blev enig med Fru Baumgarten om, at vi af «Forvandlingerne» skulde lære en Scene mellem Grethe og Christiane udenad. Jeg var da Grethe, og vi fremsagde Scenen for Selskabet. Nu skulle vi ogsaa opføre en Comedie, sagde Waager. Jeg forestiller en syg Mand, Baumgarten skal være Lægen, og Edsleff skal forestille Fanden. Han aftalte nu noget hemmeligt med Baumgarten, og derpaa begyndte han at costumere Edsleff som Fanden. «Men jeg maae dog først vide, hvad jeg skal sige eller gjøre,» sagde Edsleff. «Det falder af sig selv,» sagde Waager, «De staaer stille ved Døren, indtil Doctoren siger Dem, hvad De har at gjøre.» Nu begyndte Forestillingen. Den Syge sad i Slobrok i en Lænestol og vaandede sig, Lægen følte hans Puls, foreskrev ham Medicamenter, men den Syge overvældede Lægen med Bebreidelser for urigtig Behandling; efter lange Debatter svoer den Syge, at han aldrig vilde bruge eller benytte hans Recepter eller Ordinationer. «Saa kommer jeg her ikke mere,» sagde Doctoren. Den Syge paastod, at han alligevel skulde fortsætte sine Besøg. «Naar De ikke vil følge mine Forskrifter,» sagde Doctoren, «hvad skal jeg da gjøre her?» – «De skal» – her gav han Doctoren samme Forretning at udføre, som Goethe lader Götz von Berlichingen overdrage Trompeteren som Hilsen til sin Hauptmann. «Nei, det skal Fanden gjøre,» var Doctorens Svar, i det samme han gik. Fanden fulgte efter ham, og Edsleff maae have været 267en meget godmodig Mand, da jeg ikke mærkede, at han var fornærmet over det grove Spøg. – Aaret efter tilbragte vi Julen paa Brotnov og vare hver Dag i Gjestebud eller Bal i Omegnen, i Gjerdrum og Sørum Sogn. Især erindrer jeg et Bal hos en Oberst Hiort, en særdeles munter og vittig Mand, der havde skrevet en Sang til Selskabet, der dog- er gaaet mig af Minde. Han havde fire voxne Sønner, der alle vare Militaire, hvoraf den ældste var forlovet med hans Moders Søster, Jomfru Werner, der var et Aar eller to yngre end han, og fire Døttre, den ældste var sytten, den yngste fjorten Aar. Den ældste lignede paafaldende en nylig udsprungen Rose. Petersen sang, spillede, dandsede og var venlig sindet mod Alle, og Alle vare det mod ham. Da General v. Krogh var død, kom Petersen til Christiania; jeg erindrer ikke at have seet ham der, men vel hørt adskilligt om ham, som jeg dog ikke vil anføre, uagtet det paa ingen Maade kunde tjene til at nedsætte ham. Siden reiste han til Holsteen, hvor han, som jeg har hørt, blev gift med en riig Enke. Hans formeentlige Moder døde i sit Stift, i en høi Alder, og Faderen, Landgreven af Hessen, levede med sin Gemalinde, som i Slesvig blev kaldet Die Hoheit, i et Ægteskab, der varede i over tredsindstyve Aar. Hun var en Datter af Fredrik den femte, og hendes Datter var Fredrik den sjettes Gemalinde. Efter Die Hoheits Død levede Landgreven endnu i sex Aar og var tre og halvfemsindstyve Aar gammel, da han en Dag sad ved sit Skrivebord med Pennen i Haanden, og en Tjener, der gik hen til ham for at melde ham noget, blev vaer, at han var død. Hans Stræben havde stedse gaaet ud paa at lære den Kunst at gjøre Guld, og denne Stræben havde kostet ham mange Penge. Det Aar, jeg var i Slesvig, havde han en Italiener hos sig, der lokkede mange Penge fra ham ved at give sig ud for at være nær ved at opdage denne Kunst. Landgrevens Secreteer Sleep havde studeret Chemie, og nogle Studerende i Slesvig bad ham om at holde chemiske 268Forelæsninger for dem, men Landgreven satte sig derimod. «Wo denken Sic hin? wollen Sic meine Geheimnisse verrathen?»

General v. Krogh paa Mork havde en Datter, jeg saae hende kun een Gang; et ædlere og skjønnere Billede er aldrig forekommet mig. Hun havde været forlovet med Ritmester E., der dengang var en smuk og behagelig Mand, men hvis letsindige og tildeels uværdige Opførsel havde nødet hende til at ophæve Forbindelsen. Var det denne Kamp og Strid, der havde nedbrudt hendes Helbred? – hun døde af Brystsyge. Mor Koren skrev: «Ved Hedevig Augustas Grav»

Naar Helten farer frem paa Dødens Vinger,
Og Blod og Graad betegner os hans Vei,
Hans Navn sig høit i Mindets Tempel svinger,
Hans stolte Laurbærkrandse visne ei.

Roes lønner Grandskeren, naar han fremdrager
Fra Oldtids Nat Forfædres glemte Daad.
O, standses derved den Forladtes Klager?
Aftørres miskjendt Uskylds bittre Graad?

Beroliges den Tvivlende? Formildes
Kun een ulykkelig Medbroders Kaar?
Retvises Ynglingen, naar han forvildes
Og tvivlsom ved uvisse Korsvei staaer?

Dog Roes og Laurbærkrandse lønne ikke
Den Ædles ofte skjulte Handlinger;
Ham lønner reddet Uskylds vaade Blikke,
Et Suk fra takfuldt Bryst hans Lovsang er.

Og Du, som hviler her, Du Kjønnets Hæder,
Elskværdige og tabte Hedevig!
Hvor manges Trøst, hvor manges Haab og Glæder
Sank her i Jordens tause Skjød med Dig!

O, kunde jeg med Thaarupsk Kraft udtrykke
Din sjeldne Aands, Dit store Hjertes Værd,
Jeg skulde selv den Koldeste henrykke,
Han skulde faae min Sang og Dyden kjer.

269Men endog denne svage Sang skal vinde,
Fordi med Sandheds Præg den skildrer Dig,
Blandt Nordens Døttre mangen øm Veninde,
Der ønsker sig begrædt som Hedevig.

Hvo har som Datter, Søster og Veninde
Opfyldt sit Kald med større Lyst end Du?
Hvo var miskjendte Dyds Beskytterinde,
Hvo tørred’ Kummers Taare bort som Du?

Hvo satte større Priis paa huuslig Glæde,
Og vidste saadan at fremtrylle den?
Tilfredshed saaes Du overalt udbrede,
Dit aabne Blik jog Tvang og Mismod hen.

Men tidt blev pludselig min Fryd til Smerte,
Naar jeg Dig saae – alt her en Engel lig,
Da greb den dunkle Anelse mit Hjerte:
Snart skal hun røves denne Jord og Dig!

Med sagte Fjed sig Dødens Forbud nærmed’,
Saa Lilien staaer i al sin Yndighed,
Af intet Lye mod Solens Brand beskjermet;
Dens skjønne Hoved synker langsomt ned.

Dog som om hine Varsler havde givet
Din Sjel den Kraft, de Legemet fratog,
Din Munterhed Din elskte Kreds oplived’,
Og første Gang Dit hulde Smiil bedrog.

Du vidste, hvad Du var for Alles Hjerte;
Kun vant til at udbrede Fryd og Fred,
Forraadte Du ved intet Suk Din Smerte,
Thi kun for Dine Elskede Du leed;

Og kun for disse hørtes Du at klage
(Naar kjerlige Forældres bittre Taare flød):
Mit Tab forbittrer deres Alders Dage,
Den Tanke skrækker meer end Grav og Død

Blidt, som Du levede, vi saae Dig segne
Fra ømme Vennebarm i Dødens Favn,
Sød var Din Overgang til Lysets Egne,
Men evig bittert bliver os vort Savn.

270Græd, ædle Fader, ømme Moder, græder!
Dog være Tanken sød og qvægende,
At Hedevig Augusta, Kjønnets Hæder,
Ved Eder fik sit Liv og Dannelse.

At hun saa her forsøded’ Eders Dage,
Skal hist forøge Eders Salighed.
Ja, Elskte, der Du gives os tilbage,
Hvor Grav og Død forstyrrer ei vor Fred.

Der skal jeg takke Dig, min Sjels Veninde!
Mig Livets Fryd forædledes ved Dig;
Og til vi samles hisset, skal Dit Minde
Og svundne Dages Minde trøste mig.

Christiane Koren.

Siden jeg har omtalt Capitain Waager, maae jeg ogsaa omtale et Par andre af Aamodts fordums Cammerater, dem han vist nok satte mere Priis paa end paa Waager, det var Marcus Giøe Rosenkrantz, der blev hans Ven til Døden, og Major Tscherning, Directeur ved Vaabenfabrikken i Frederiksværk. Med den Sidste stod han i flittig Brevvexling; jeg læste ofte Tschernings Breve, der som oftest vare Riimbreve og særdeles humoristiske. Tscherning og Aamodt havde som ganske unge Lieutenanter logeret paa Frederikshald, i det samme Værelse. Aamodt havde Formodning om, at Tscherning havde en Kjerlighedshandel med en Fru H., og da han en Eftermiddag saae Tscherning meget urolig og ofte at see paa Klokken, saa gjettede han, at det gjaldt et Stevnemøde til et vist Klokkeslet. Da nu Tscherning vilde gaae, tog Aamodt Nøglen til Døren, og der hjalp hverken gode eller onde Ord, han kom ikke ud, før han havde skrevet et Vers til Aamodts Priis. Saa vil jeg da skrive dit Gravskrift, sagde Tscherning, og skrev:

              Her ligger han,
              Som vendte an
              Al sin Forstand
              Paa Folk at qvæle;
              271Nu faaer han vist
              Betalt sin List
              Med Tugtens Qvist
              Udaf den Fæle.
Enhver, som har den mindste Gnist af Vid i Panden,
Kan see, her tales om Blix Aamodt og Hr. Fanden.

Tscherning havde en Broder i Kjøbenhavn, jeg troer, han ogsaa var Artillerie-Officeer, men han var ikke berømt for noget godt Hoved; han havde giftet sig med et Fruentimmer, som nok heller ikke stod i nogen Anseelse i Kjøbenhavn, da man havde givet hende Øgenavnet Smør- Keiserinden. De havde en Søn, der kom til Christiania som Lieutenant i Artilleriet; efter alt, hvad jeg hørte om ham, lignede han mere Fader og Moder end Onkel, hvilket man jo ikke kan eller bør fortænke ham i; han giftede sig med Amalie Behmann. Den Tid var den, som A. Munch kalder Selskabssangens Tid; man hørte muntre og glade Sange i alle Selskaber og ved alle Anledninger og uden Anledning. Enhver, der havde en Smule Røst, sang og moerede – i det mindste sig selv; nu synger man kun for at lade sig høre, og hvo, der ikke har lært at synge, tier klogeligen stille. Dengang sang man:

Ich singe, wie der Vogel singt,
Der auf den Zweigen wohnet

og P. A. Heibergs lystige Sange, deriblandt Slutterievisen, der dog aldrig blev sunget i Fru Wiums Nærværelse, fordi hendes Broder, Bertelsen i Kjøbenhavn, sad i Slutteriet. Jeg kan ikke bare mig for at fremsætte om end kun eet Vers deraf, thi – Peter Andreas Heiberg er jo nu næsten forglemt i sin Faders Fødeland.

Man kan i Slutteriet leve
Saa herligt og saa godt
Som nogen Junker eller Greve
Paa et og andet Slot;
Der man til ingenting kav trænge,
Naar man har Penge,
272Og er man først med Stedet lidt bekjendt,
Man lever excellent.
Det er den værste Ting, jeg veed om Slutterie,
At man ei der er saa aldeles frie.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Endnu Noget om Mor Koren.

I mit Album har hun skrevet:

O kunde jeg et Smiil tilbagekalde,
Et Øieblik af dem, jeg ikke talte,
Og gribe det og nyde det igjen!
Dog Tiden fløj paa Lynets Vinger hen.

Danske Bibliothek

Min Barndoms blide Timer vare faa,
I Taare svandt min første Ungdoms Dage;
Dog kunde mine Ønsker det formaae,
Jeg kjøbte dem ved dobbelt Qval tilbage,
Men paa et Vilkaar: «at Erfarenhed
Sank himmelsendt i uerfarne Hjerte,»
Ei for at sikre de uvisse Fjed
Og forekomme hver, tidt selvgjort Smerte;
Men for ved kjerligt Vink at lære mig
Den rette Brug og Nydelse af Tiden.
Dog ak, dens Flugt er ugjenkaldelig,
Og dette Ønske svandt for længe siden.
Min elskte Conradine, Du som staaer
Af Ungdoms, Vids og Yndes Glands omgivet,
(Mit Raad ved Modernavnet Vægt jo faaer)
Dig binder alle ømme Baand til Livet.
Veninde, Datter, Kone, Moder alt
Dit Kald er stort – opfyld det glad og nøie!
Troe ved dit Hjertes Bifald Dig betalt,
Seer Verden end din Daad med andet Øje.
Da skal Du, vorder end Din Isse graae,
See smilende paa Tidens Flugt tilbage,
Og intet daarligt Ønske skal opstaae
For at forbittre ellers glade Dage.
Lundberg, den 12te Septbr., 1800.

Christiane Koren
fød Diederichsen.

273Sex Aar heretter, da jeg var bleven Enke, havde solgt min Gaard og var flyttet til Moder, skrev Fru Koren os til og indbød Moder og mig at komme til dem med Wilhelm Koren og tilbringe Skoleferierne hos dem. Vi tilbragte nu tre Uger i dette saa behagelige Selskab. Huusholdningen var stor, hver Dag mellem tyve og tredive Personer tilbords. Foruden Familien selv, fire Skriverkarle, fire Huusjomfruer, Informatoren og hans Søster, Zarine Bilzing, Diederichsen, en Broder af Fru Koren, Thonboe, en Bekjendt fra hendes Ungdom, tyet derhen, da han i Kjøbenhavn var givet Afsked som Skolelærer, formodentlig for Drukkenskab (Thonboes Bibelshistorie blev dengang endnu benyttet som Lærebog i Skolerne i Christiania), endnu to unge Mennesker, atten Aar gamle, af Wilhelms Camerader. En af dem var Søn af en Præst B. i Ringsager. Aaret efter blev han dimitteret til Universitetet i Kjøbenhavn. Ved sit smukke Udvortes og sine fine Manerer vandt han der Velyndere; han blev Secreteer hos den sachsiske Minister og blev forlovet med en Frøken v. H.; han gjorde megen Vind, som hans norske Camerader kaldte det, red gjennem Gaderne med en Jockey efter sig. En Dag kjørte han med sin Forlovede til et Bal. Da de vilde stige ud af Vognen, havde det regnet, og Stenene udenfor Hotellet vare vaade. Der opstod nu følgende Samtale: Sode Mathilde, Du maae tillade, at jeg bærer Dig herover. – Nei, søde B., Du maae ikke bære mig. – Jo, søde Mathilde, jeg maae bære Dig. – Og B. bar sin Mathilde og tabte i det samme sit Lommetørklæde; en Gadedreng tog det op og rakte ham det: Der, Du søde B., der har Du Dit søde Lommetørklæde, det faldt i den søde S. . . . B. blev gift med sin Mathilde og fulgte Ministeren til Sachsen; nogle Aar efter kom han i Besøg til Kjøbenhavn; nu viste det sig, at Rygtet havde sagt sandt, som havde forkyndt, at B. nu selv var Minister i Sachsen.

274Den anden unge Mand, L., blev ligeledes dimitteret det følgende Aar; han blev i Kjøbenhavn, indtil han havde faaet juridisk Embedsexamen. Da Prindsen af Pontecorvo var bleven Kronprinds og var kommen til Christiania, gik L. til ham at supplicere om et juridisk Embede i Norge. Der var tre Egenskaber, hvorved man hastig kunde vinde Carl Johans Gunst, nemlig: et smukt Udvortes, en velklingende Stemme og den Evne at tale forstaaeligt Fransk. De to første af disse Egenskaber havde L., jeg formoder ogsaa den sidste, nok, Kronprindsen lovede ham et Sorenskriverie, der var vacant. L. indleverede til Departementet sin Ansøgning og sit Testimonium; der stod Charakteren: Haud illaudabilem. Vil I engang see, hvilke Latinere man har i Kjøbenhavn, sagde den Første, der besaae Testimoniet. Det er ikke muligt, raabte en anden, vi maae skrive herom til Kjøbenhavn. Der blev nu skrevet og forespurgt, hvilken Charakteer L. havde faaet til Embedsexamen, og Svaret var: Non contemnendus. Der var ingen Tvivl om, sagde man, at han var bleven Sorenskriver med eller uagtet sit Non; nu havde han forfalsket Documentet og blev dømt til Strafarbeide for Falsk. Vel benaadede Kongen ham, men Embede var ikke at tænke paa . . . . . . . . . . . .

Det var nydelsesrige Dage og Uger de, Moder og jeg tilbragte hos Mor Koren; Formiddagen tilbragte vi for det meste med hende i hendes lille hyggelige Bibliothekstue; over Skrivepulten hang et Portrait af Dronning Caroline Mathilde, et Brystbillede i naturlig Størrelse. Hvor det var deiligt! De fortrinligste Værker af dansk, fransk, engelsk, tydsk Literatur indtoge Rummet ved Væggene. Her lod hun os læse Dichmans og Oehlenschlägers Breve, her opmuntredes vort Sind ved hendes elskværdige Livlighed. – Der fandtes ogsaa nogle hollandske Forfattere; foruden Hemsterhuis var der en hollandsk Roman, Sara Reinert, som Fru Koren satte Priis paa, og da Sara paa Hollandsk ogsaa kaldes Sarotje, saa kaldte hun og Oehlenschläger 275Sara Koren saavel i Digt som i Prosa: Sarotje. Om Eftermiddagen spadserede vi om i Have og Mark, og om Aftenen blev sunget og dandset, og Vertinden sørgede omhyggelig for, at Alle skulde tage Deel i Fornøielsen. Wilhelm Koren var atten, Sara sexten Aar; begge vare «bildschön», begge vare Forældrenes Glæde og Stolthed. De yngre Børn vare Jess, Marie og Caroline Mathilde.

Aaret efter blev President Bull paa Tøien syg, jeg troer af Typhus, Wilhelm vaagede flere Nætter hos den syge Onkel. Bull blev helbredet, men Wilhelm blev angrebet af samme Sygdom. Sara kom ind for at pleie ham, og vel forhindrede vor Moder hende fra at vaage hos ham, men kunde ikke hindre hende fra at see til ham og række ham Medicamenterne. Wilhelm maatte døe, og Sara var neppe kommen hjem, førend hun maatte bukke under for samme Sygdom. Enhver, der havde kjendt noksaa lidet til disse saa elskværdige unge Personer, maatte begræde deres tidlige Bortgang. I Aaret 1815 døde Fru Koren i sit en og halvtredsindstyvende Aar. Hendes Dattersøn Schjelderup, Præst i Ullensager, er hende paafaldende liig.

Ved Christiane Korens Grav

Saa brast da og Dit vennesæle Hjerte,
Det huldeste, der slog i Qvinde-Barm;
Det slog fra høiest Fryd til dybest Smerte,
Ak – for at knuses brat i Dødens Arm.

Men nu, vor elskte Moder, nu Du lever,
Saavist som Livet ud fra Hjertet gaaer,
Der høit paa Kjerlighedens Vinge svæver
Hen over Tid og Grav og evigt staaer.

Dit hulde Hjertes Præg vi har tilbage,
Saa mangt et Aftryk af Din blide Aand,
Der deelte Venners Fryd og Venners Klage,
Og fængsled’ Hjerterne med ømme Baand.

276Sødt toned’ den i Harpens Melodier,
Dybt følte den og tolked’ Hjertets Trang,
Den fandt hver Mislyd løst i Harmonier,
Thi den var selv en reen harmonisk Klang.

Dens Gjenlyd svæve ned fra hine Sphærer,
Hvor Seraphs-Harpen bæver i Din Haand,
Hvor Kjerlighed og Lys saa saligt nærer
Dit blide Hjerte og Din lyse Aand.

F. Schmidt.

*

I Aaret 1790 kom der fra Kjøbenhavn en Dameskrædder B., der nedsatte sig i Christiania. Han syede en Silkekjole til Moder, og hun stod Fadder til den Søn, hans Kone bragte ham. Da Moder kom fra Fadderskabet, talte hun meget om, hvilken agt- og elskværdig Kone Madame B. var. B. syede ogsaa min Confirmationskjole og siden en Ridedragt til mig. Det første Aar havde B. god Sogning; men den franske Revolution gjorde ogsaa Revolution i Klædedragten, Snørlivene og de stive Kjoler bleve afskaffede, Costumet blev græsk, og det blev nu ligesaa let at sye en Fruentimmerkjole som at sye en Skjorte. Damerne syede selv deres Kjoler eller lode dem sye af Sypiger. Nu kom Touren til Madame B., og de levede nu af hendes Fortjeneste. Da hun døde, var Datteren en voxen Pige og traadte i Moderens Sted. Men hun var ikke saa villig til at overlade Faderen al Gevinsten, saaledes som Moderen havde gjort; desuden havde hun forlovet sig med en ung Musikus, Brügger, der var bleven ansat som Stadsmusikus i Christianssand, og de unge Folk vilde holde Bryllup og begive sig derhen. Faderen satte sig mod Giftermaalet, men Brügger tog Kongebrev og bestilte Brudevielse. Han fortalte Præsten de nærmere Omstændigheder, og Lumholtz sagde, at han skulde vie dem uden Faderens Samtykke. Brügger yttrede, at B. formodentlig vilde komme i Kirken og gjøre Indsigelse; Lumholtz svarede: Saa lukke vi Kirkedøren til 277for ham. B. kom ogsaa og vilde ind i Kirken, men fandt Døren lukt; han bankede paa, men man lukkede ikke op, førend Vielsen var endt. – Lumholtz tænkte ikke, at han nogle Aar senere skulde gaae frem mod sin Datter ligesom nu B. mod sin og omtrent af samme Grund. B.s Søn var Student og et meget lyst Hoved; han blev ansat som Lærer ved Cathedralskolen i Christiania. Han var en duelig Lærer, men iilsindet, han slog ofte Disciplene. En Dag slog han en af dem, som derved blev saa betaget, at man maatte føre ham hjem; han blev bragt tilsengs, og Dagen efter var han død. Da den Classe, hvori B. var Lærer, næste Gang var samlet, og B. kom ind, sagde den ene Discipel til den anden: B. har slaaet Stoltenberg ihjel. Han lod, som om han ikke hørte det, men der blev indgivet Klage til Skoleraadet, og B. fik Afsked uden Pension. Medlidende Venner, om jeg erindrer ret, fornemmelig Professor Stenersen, vilde hjelpe ham og underholde ham, medens han læste til Embedsexamen. Han modtog Velgjerningen med Taknemmelighed og anstrengte sig af alle Kræfter for ikke altfor længe at falde Velgjøreren til Besvær; men han havde tilforn ført en uordentlig Levemaade, og den store Anstrengelse udtømte hans Kræfter, en voldsom Nervefeber endte hans Liv. Skrædder B. havde endnu en Søn, som var Mediciner.

*

Jeg erindrer, at vor Fader engang sagde til Moder: Jeg var idag inde hos Johan Riis; den Dreng, han har i sin Bod, Søn af E., som man kalder Pascal, er et forslagent Hoved; han er oplært af – her nævnte Fader et Navn, som jeg ikke vil anføre – til alle Slags Underfundigheder, og som det lader til, vil Discipelen vistnok overgaae sin Mester og blive en udlært Skjelm og Bedrager. Rygtet sagde, at hans Forældre havde nogen Tid opholdt sig paa Corsica, at denne deres ældste Søn var født der, og at den store, berømte General Pascal Paoli havde staaet 278Fadder til ham og givet ham sit Navn. Om dette Rygte var sandt, veed jeg ikke, men han heed Pascal Paoli og blev almindelig kaldet Pascal. – Det var vel i 1791, at jeg hørte den ovenmeldte Spaadom af Fader, og otte Aar derefter havde Pascal etableret sin egen Handel, havde kjøbt Jess Ankers Gaard, levede som en Prinds og havde Penge i Overflødighed. Paa samme Tid roulerede der en Mængde Sølv-Otteskillinger. Istedetfor Dalersedler fik man ofte Tutter med tolv Otteskillinger, og da Mængden deraf blev altfor stor, skyndte enhver sig at give dem ud, da man begyndte at ane, at de vare falske, og havde Pascal mistænkt som Falskneren. Fru Haxthausen kom ind i hans Bod, hvor hun kjøbte for en Daler, og leverede ham en Tidalerseddel til at vexle; da han kom frem med ni Tutter Otteskillinger, blev hun ilde tilmode. Maaskee troer Deres Naade, at Otteskillingerne ere falske, og at jeg selv har forfærdiget dem? var han fræk nok til at sige. Fruen svarede, at hun ingen saadan Mistanke havde, og tog mod dem, uagtet han lod, som om han vilde bringe andre Penge. Nogle Dage derefter, da Pascal om Aftenen var i et Selskab og sad ved Spillebordet, blev han hentet af Politiebetjente og sat fast. Man fandt ikke mange Otteskillinger i hans Huus, da han Natten før havde ladet kjøre hele Vognlæs deraf ud og vælte i Bjørvigen, men man opdagede snart, at han havde en Medhjælper, en ung Mand, Brandt, der opholdt sig i England, hvor de falske Penge bleve forfærdigede og derfra afsendte til Christiania. Hans Varebeholdning og alle hans Effecter bleve nu solgte paa Auction for, saavidt muligt, at erstatte de Bedragne deres Tab. Gaarden blev af Bernt Anker foræret til den militaire Skole, for hvilken Anker stedse viste Predilection. – I Anledning heraf maae jeg dog omtale de Fornøielser, jeg har nydt i og ved denne Gaard. Cadetterne, som dengang næsten alle vare Børn, havde deres Vaabenøvelser i den rummelige Gaardsplads, og fra et Loft i Madame Devegges Gaard kunde man, uden at 279blive seet, see derind. Vi saae dem nu exercere, holde Vagtparade, sætte Leir o. s. v. Især erindrer jeg, hvorledes Cathrine Devegge beundrede Ditlev Lowzow, dengang en ganske liden Cadet, for den deilige Stemme, hvormed han ved Afløsning raabte: Laus a! – Engang vare vi indbudne der til en Høitidelighed. Kronprinds Fredrik havde foræret Skolens Elever en Fane, den skulde nu indvies, og Præsten Sandberg havde dertil forfattet en Sang paa samme Melodie som Marseillaisen. Vi saae nu de smaae Soldater samlede om Fanen og hørte dem synge:

Med Blik til Fanen, som leder vor Skare
Vi love trolig, skjøndt Eed os ei bandt,
Ingen Flid, ingen Møie at spare
For at fortjene det Tillidens Pant –

Efter min gamle Sædvane erindrer jeg ikke mere heraf. – For at gaae fra de Uskyldige til den Skyldige, saa blev han dømt til Fæstningsarrest paa Livstid og sat paa Munkholmen, hvilket mig synes var at vise ham for megen Ære, naar man tænker paa, at der have siddet Griffenféldt, Falkenskjold, og flere mere og mindre fortjente eller uforskyldt lidende Mænd. Saadanne Tanker maae dog den daværende Commandant paa Munkholmen (mig synes, han heed Lehne) ikke have havt; thi han levede i den bedste Forstaaelse med Pascal og gav ham endog sin Datter tilægte. Dengang da Prinds Christian var bleven udraabt blandt os til Konge af Norge, løslodes i denne Anledning flere Livsfanger og deriblandt Pascal. Konen og Børnene bleve i Trondhjem, og han gik til Christiania; hvilken Industrie han der drev, er mig ikke bekjendt, dog veed jeg, at han fornemmelig drev sit Væsen som Qvaksalver.

*

280I Christiansborg Slot var en Gang, hvorigjennem det, i Fredrik den Femtes Tid, en Tidlang var forbudt Enhver at gaae ved Nattetider. En af Slotsbeboerne havde deelt sit Værelse med en Ven, og denne var staaet op om Natten og gaaet ud en Vei, som ved Dagen var bleven ham anviist, men da han vilde gaae tilbage, tog han i Mørke feil af Veien og kom ind i den omtalte Gang, hvor der brændte Lys, og hvor han stødte paa Kongen, Fredrik den femte. Dagen efter paalagde Kongen sin Fortrolige at komme efter, hvem den Person var, som havde mødt ham i denne Gang, og efter at have indhentet Underretning herom, meldte den Fortrolige for Kongen, at denne Person ikke var nogen af Slotsbeboerne, men en Fremmed ved Navn H., der havde tilbragt Natten der hos en Ven. Vi skulle nok faae ham til at tie, meente den Fortrolige. Det bedste er at sende ham bort, sagde Kongen, give ham en Bestilling i Norge. Hvad kan man brage ham til? hvad har han lært? – Jeg veed intet andet om ham, var Svaret, end at han her har hørt nogle Forelæsninger over Bergvidenskab. – Godt, sagde Kongen, saa sende vi ham som Oberberghauptmand til Kongsberg, den Post er ledig. Og H. blev ufortøvet sendt afsted til Kongsberg som Oberberghauptmand. Vel forstod han kun lidet af Bergvidenskab, men der var de ved Værket, som vidste mere, og han var en god og elskværdig Mand, og alt gik godt. Han giftede sig med Frøken Haxthausen, en deilig Pige, der skjenkede ham flere Døttre, der vare skjønne som Moderen. Fru H.s Broder var General Haxthausen, der var gift med en Datter af General Oldenburg, Commandant paa Fredrikshald. Oldenburg havde en Søn, der havde Embede i Kjøbenhavn og var gift med en Datter af Confessionarius Bastholm. Da jeg var sexten eller sytten Aar, kom denne Mand i Besøg til sin Familie i Christiania; der var flere Selskaber for ham, og jeg saae paa ham med den største Ærbødighed, som den, der stod i saa nært Forhold til Bastholm, for hvem jeg havde den 281dybeste Ærefrygt, og hvis Skrifter jeg med saa megen Glæde og Opbyggelse mange Gange havde læst; hans Philosophie for Ulærde syntes mig især at være den bedste Bog, jeg kjendte. En anden af Oldenburgs Døttre, Regine, var gift med den rige Jan Anker paa Fredrikshald, og den yngste, yndigste og talentrigeste, Isabella, var gift med General Mansbach. Da nu General Oldenburg var Enkemand, og alle hans Børn vare gifte, saa faldt det ham ind ogsaa at indgaae paa nyt i Ægteskab med en Søster af General Haxthausen, der saaledes blev baade hans Svigerson og hans Svoger. Aaret efter bragte den unge Fru Oldenburg sin Mand tre smaae Sønner. Hvad jeg nu vil fortælle, har jeg af Fru Haxthausens egen Mund, dog, for at blive Sandheden troe vil jeg tilstaae, at hun ikke henvendte Talen til mig – jeg var dengang kun femten Aar og altsaa kun at regne for et Barn, hvorvel jeg havde staaet for Brudeskammelen – men hun talede til Fru Bielefeldt og nogle flere ældre Damer, og jeg var nærværende. Da min Svigerinde, der tillige var min Stedmoder, sagde Fru Haxthausen, yar bleven forløst med de tre smaae Sønner, og vi vare komne nogenledes til Rolighed igjen, og Børnene vare blevne pyntede og viist hende, bad hun mig om, at jeg vilde blive hos hende Natten over; dette havde jeg desuden havt isinde, da jeg ansaae hendes Tilstand for ikke at være uden Fare. Jeg bad hende ikke at tale saa meget, men hendes Glæde over de tre Sønner var saa stor, at hun maatte give den Luft i Ord. En af Pigerne gav mig et Vink, at jeg maatte komme ud. Den ene af Trillingerne, sagde Pigen, ligger og piber saaledes, at jeg troer, den vil døe. «Siig det til min Fader!» «Jeg tør ikke, Generalen har lukket sig inde paa sit Værelse.» Jeg gik op til ham: «Kjere Fader! den ene Trilling er saa svag, vi ere bange, at den døer.» «Min kjere Datter, hvad er derved at gjøre? gaae Du ned igjen!» Da jeg kom ned, var Trillingen allerede død, og en Timestid derefter kom Pigen igjen at kalde 282mig ud for at see den anden Trilling, der gispede, ligesom den første havde gjort. Jeg gik atter op til Fader og sagde ham, at den ene Trilling var død og den anden i Fare. Han svarede: «Veed Du hvad, min Hjerte, jeg kan vor Herredød ikke blæse Liv i dem.» Længere ud paa Aftenen vare de døde alle tre, medens Moderen laae hele Natten og talede med mig om det herlige Fadderskab, der skulde holdes. Om Morgenen døde ogsaa hun.

Om Gamle Dage

Erindringene i Conradine Dunkers bok Gamle Dage ble nedskrevet i årene 1852–55. I 1871, fem år etter Dunkers død, ble boken utgitt.

Tekstene i boken er formet som brev til broren, vitenskapsmannen Christopher Hansteen, og skildrer Dunkers barndoms- og ungdomsmiljø. I motsetnings til annen memoarlitteratur er ikke Gamle Dage kronologisk, her kommer slektshistorie, fortellinger om omgangskrets og naboer, reisebeskrivelser, minner, anekdoter og novelleaktige tekster om hverandre.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1871 (nb.no)
• 2. utgave, 1909 (med illustrasjoner og fyldig personregister) (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook