Om Politik og Styrvolt.

Styrvolt er et politisk Spil, der nu sjelden spilles med Kort og i det Smaae, men des flittigere uden Kort og i det Store. I Styrvolt er Firen (Firhaken) det samme som Proletairen, den Arme, der søger om Brød og ofte lider Hunger og Nød. Treen (Tristen) er Daglønneren, Arbeideren i Fabriken, der har stadigt Arbeide og, saalænge dette varer, ikke er udsat for Hunger eller stor Nød. 285Toen (Dusen) er Bonden, der eier et Stykke Jord, hvorved han kan ernære sig. Sexen (Pausten) er Geistligheden, den stikker Bonden. Knægten (Karnøffelen) er Krigsmanden, han stikker de forhen nævnte, men stikkes igjen af Esset (Styrvolten), der forestiller Handelsstanden, Pengene. Otten og Nien (Frikortene) ere Adelsmændene, de kunne ikke stikke nogen, men kunne heller ikke stikkes af nogen, der er mindre end en Karnøffel. Alt dette gjelder imidlertid kun, naar de ere i Welten; da stikker en Welts Firhak en Udenwelts Karnøffel, en Trist stikker en Dame, en Dus en Konge. Ere de ikke i Welten, da stikke de kun sig selv indbyrdes. De fem Matadorer ere stedse i Welten og stikke endog Styrvolten. Matadorerne bestaae af en Bonde (Hjerter to), en Firhak (Kløver fire), tre Adelsmænd (Spader otte, Hjerter ni og Ruder ni), de stikke hverandre i den anførte Orden. Syven (Besyven) kan ikke stikke Nogen, men kan heller ikke stikkes af Nogen. Besyven er Fanden, over ham har Ingen Magt, men han formaaer heller intet, førend han faaer Indpas; den, som har ham paa Haanden, maae lave det saa, at han først faaer et Stik og kommer ind i Spillet, da spiller han ud sin Besyv, for hvem den største Matador maae falde. I Styrvolt er det Makkerne tilladt at tale og overlægge med hverandre, hvad de skulle spille ud; ville de tilkjendegive hverandre, hvilke Matadorer de have paa Haanden, da kunne de gjøre dette ved Tegn. Ved Hjerter To seer man i Veiret, ved Kløver Fire gjør man et lidet Træk med Munden, Spader Otte stryger man med Haanden over Ansigtet, Hjerter Ni seer man til høire, Ruder Ni til venstre. Der er ingen Tiere i Spillet. Hvem der har opfundet dette Spil, er gaaet mig af Minde, jeg har engang læst Navnet; det er meget gammelt og var en Tid meget udbredt; hos os spilles det endnu paa nogle Steder af Bønder og meget gamle Folk. Wieland har skrevet om dette Spil, dog findes denne Opsats ikke i hans samlede Værker, men i hans Deutsche Mercur.

286I min Ungdom blev i Selskaber almindelig spillet L’ombre af Ældre og Triset af de Yngre. Det første Spil bildte jeg mig ind heed à l’ombre (Herman v. Bremen vil have Gedske underviist deri og kalder det Allumber), fordi man der gaaer frem, ikke som i andre Spil med, men mod Solen; men jeg har læst etsteds, at det skal være et spansk Spil og hede Humbro og betyde Mennesket, hvilken Forklaring jeg ikke forstaaer. Triset maae være et fransk Spil, dog har jeg ikke fundet noget derom i franske Bøger, ikke engang i Encyclopedie raisonnée des sciences, des arts et des métiers, hvor man dog ellers finder, hvad man søger efter. I Triset er ligesom i L’ombre Otten, Nien og Tien udelukkede; Treen er den høieste, dernæst Toen og dernæst Esset. Faaer Makkerne alle Stikkene, da kaldes det Gallate, faaer En alene alle Stik, da kaldes det Gallatone, og faaer denne Ene alle Stik i en og samme Couleur, da kaldes dette Gallatontrion. Triset er vistnok et flaut Spil, dog kommer det ikke nær saa meget an paa, hvad man foretager sig, som i hvilket Selskab det skeer, og saaledes erindrer jeg endnu med Fornøielse en Aften hos Rosenkrantz, hvor jeg spillede Triset med Fru Baumgarten (hun var dengang i sin brillanteste Periode) og med Biskop Keyser og Overlærer Sverdrup.

*

Du, som i höghet tror sällheten vinnas,
Lyd ei en fäfäng, bedrägelig röst,
Lär af en vän, att den säkrast kan finnas
I dina känslor och inom ditt bryst.
Aldrig jag stått i de mägtigas skara,
Aldrig jag råkat dess förmåga än,
Men jag är det, som en kung ville vara.
Hvad är du då? Jag är lycklig, min vän.

Disse Vers og de følgende, som jeg saa ofte hørte synge i mine unge Dage, klang heel lifligt i mit Øre, og qvægede mit Hjerte. Forfatterens Navn hørte jeg ikke nævne. Det var nok i Sommeren 1802, da vi i et Selskab 287hos Capitain Waager paa Brotnov stødte paa en svensk Familie; Mandens Navn har jeg glemt. Der var dengang ingen Bro over Dramselven, og man satte over fra Bragernæs til Strømsøe i en Færge; denne Svenske havde paataget sig at bygge en Bro over Elven. Den Bro, han byggede, synes jeg at erindre, faldt ned igjen, og man fik en anden Bygmester. Men, var denne Svenske ingen duelig Brobygger, – enhver har sit Talent i denne Verden, – saa var han en saare qvik og behagelig Selskabsmand; han underholdt og moerede Selskabet med munter Sang og Tale, ogsaa hans Hustrue var smuk og havde en behagelig Stemme baade i Sang og Tale. Ved Bordet improviserede han en Sang til Waager, hvoraf jeg kun erindrer een Linie: «Om ei som far, såså] rettet fra: saa (trykkfeil) dock som make» Med dem var en svensk Frøken Lannerstjerna, ogsaa en smuk Pige, meget stille og saae noget tungsindig ud. Jeg spurgte hende, om hun ikke vilde synge lidt for os; hun undskyldte sig vel, men Fruen opmuntrede hende dertil. Jeg bad hende synge: «Du, som i höghet tror sällheten vinnas». Den maae jeg vel kunne synge, sagde hun, den er digtet af min Fader. Derpaa sagde hun tungsindigt smilende: Frun maste förlåta mig, om jag sjunger illa. Og nu sang hun de deilige Vers, smukkere, udtryksfuldere, end jeg nogensinde havde hørt dem, og ikke alene de Vers, jeg før havde hørt, men ogsaa nogle flere, som Faderen havde tilføiet. Siden talede hun meget bevæget om sin Fader, der nu, sagde hun, var lidende og ulykkelig. Jeg hørte siden, at Lannerstjerna levede i Sverige med en stor Familie i yderst trange Kaar. Fru Lannerstjerna havde engang staaet i et venskabeligt Forhold med Fru Anker, Bernt Ankers Moder, og hun havde sendt to af sine Døttre til Christiania med Anbefaling til denne Veninde. Fru Anker havde gjort dem nogle Foræringer, men ikke videre taget sig af dem; Bernt Anker var bortreist, og ingen tog sig videre af de stakkels, fremmede Pigebørn. Den omtalte Svenske tilbød den ene af dem sit Huus, og den anden vendte tilbage til 288Forældrene. Man var dengang ugunstig stemt, næsten hadefuld, mod alt svensk, og de stakkels Piger maatte lide meget, saavel ved ufortjent Had eller Ringeagt, som ved en Kjerlighed, der var mere ydmygende end selve Ringeagten. Gud være lovet, at vore Landsmænd synes at være blevne noget mere humane i denne Henseende!

Endnu ere vi i Sommeren 1802.

En Aften sagde Cathrine Devegge til mig: Vi have overlagt med Sverdrup, at vi ville gaae til Kongshavn imorgen, vil Du være med, saa kom til os imorgen tidlig Klokken sex. Paa det nævnte Klokkeslet stod jeg i Madame Devegges Stue, Søstrene stode færdige til at gaae afsted, Pigen blev sendt op at avertere Sverdrup, og han kom paa Øieblikket. Det var en deilig Morgen, vi vandrede til Kongshavn, og Munterhed og Glæde vandrede med os. Jeg vil ikke fremføre de Qvikheder, hvormed Sverdrup moerede os paa Veien; thi hvad siger Digteren:

Den er forbi den gemytlige Tid,
Vor Ungdom har Uro og Klage;
Kritikens Old er kommen –

Cathrine havde taget med en liden Tomling af Sølv, og vi drak Vand af Kilden ved Kongshavn, hvilket Vand er endnu renere og klarere end Vandet i Agerselven. Vi opsøgte den Hule, hvori Sagnet gaaer at Christian den anden skjulte sig for sine Forfølgere. Sverdrup fandt Hullet i Bjerget og vilde stige derned, men det stod fuldt af Vand, og han maatte lade Forsættet fare. Mig synes, jeg hører En sige: det maae have været en tarvelig Fornøielse at gaae til Kongshavn, som der saae ud for halvhundrede Aar siden: der var vel neppe en Bænk at sidde paa, intet Huus at træde ind i, ingen Drik at faae uden Vandet i Kilden, og derpaa gaae fastende tilbage igjen. Jeg troer gjerne, at Kongshavn nu seer meget anderledes ud, at man der nu finder det, som Pontoppidan kalder: hvad der føder Øienslyst og et overdaadigt Levnet; men jeg ønsker dem, der nu besøge Kongshavn, at nyde der 289saa megen Glæde og Tilfredshed som den, der blev os fire til Deel paa denne skjønne Morgen.

Jeg saae ofte Sverdrup paa Ballerne, men jeg saae ham ikke tage Deel i Dandsen, jeg hørte ham ogsaa sige, at han ikke dandsede. Da han engang havde været bortreist, og jeg første Gang efter Hjemkomsten saae ham igjen, var det paa et Bal, hvor han kom hen at engagere mig til den første Dands. Forundret saae jeg paa ham og sagde: Er dette Dem selv, der vil dandse? Han svarede: Nei, det er ikke mig, det er min Broder. – Engang var jeg med Cathrine og Marie Devegge paa et Værelse i Latinskolen, der stødte til den Classe, hvor Sverdrup foredrog Historie for Skoledisciplene; hans Stemme var saa stærk og kraftig, at intet Ord undgik os. Blandt Eleverne var en Søn af Glasmester Liebe, en Dreng, der gjorde mange taabelige Spørgsmaal. Der blev talt om Hakon Jarl, og en nævnte, at han ogsaa kaldtes Hakon den onde. Liebe spurgte, om ikke Jarl betydede det samme som den onde. Sverdrup svarede: Nei, men Liebe og den dumme betyde det samme. – Sverdrup havde et vittigt Svar ved Haanden til hvert Spørgsmaal; kun een Gang saae jeg ham forlegen og uden at kunne finde Svar. Vi havde spillet Advokaterne af Iffland, hvor jeg var Sophie Gleiser og Jens Aars hendes Elsker, Louise Pløen var Fredrikke og Sverdrup hendes Elsker. Efter Comedien var Assemblée hos Pløen. Da Sverdrup kom ind, gik Madame Pløen ham imøde og sagde: Saa er De da nu forlovet med min Datter. Her maatte han blive Svar skyldig. . . . . . . . Dengang da Du, kjere Broder, endnu gik paa Latinskolen, og Sverdrup var Din Lærer i Historie, havde Du efter hans Opfordring skrevet en Afhandling om Aarsagerne til Korstogene. Under denne havde Sverdrup skrevet: «Saare ypperlig», og tilføiet endnu et Par Linier til Forfatterens og Afhandlingens Berømmelse. Hvorledes dette Papiir var kommet i min Eie, erindrer jeg ikke, men jeg gjemte det i mange Aar, indtil jeg i en Ildebrand mistede alle mine Papirer.

Louise Plöen.

290Hun var to eller tre Aar yngre end jeg, men jeg saae op til hende som til noget høiere og bedre, der var noget saa nobelt, næsten imponerende udbredt over denne unge Skabning; hun syntes mig en anden Elisa Draper. Der var paa samme Tid en anden ung Pige i Selskaberne, en Jomfru Giedde (hun blev gift med Kjeld Mostue og efter hans Død med Professor Lange); ogsaa hun var en meget smuk Pige, og Mange fandt, at hun lignede Louise Pløen; jeg hørte engang Nogen yttre dette i Bernt Ankers Nærværelse; han svarede: Jomfru Giedde er en forklædt Cahytjung, Louise Pløen er en Prindsesse, der gaaer incognito. Om hende sang Falsen paa hendes Fødselsdag:

              «Med Sang og Dands
              Skal Dalens Piger binde
              En Blomsterkrands,
              Med Roser den omvinde.
Spørges der, hvem den Krands saa skjøn
Flettet med Roser, skal prise,
Svares, at den er Yndets Løn,
At den tilhører Louise.»

Da jeg var bleven gift med Aamodt og var kun femten Aar gammel, var jeg vistnok noget forlegen blandt Fremmede og vel ogsaa, hvad Franskmanden kalder gauche og maussade. Da nogle Dage efter Brylluppet Kammerherre Staffeldt kom ind til os og saae mig for første Gang, gjorde han et lidet, fast umærkeligt Træk paa Skulderen. Jeg havde intet imod ham derfor, jeg fandt det meget naturligt. Men tre Aar derefter gjorde han mig glad og stolt, og jeg var ham taknemlig derfor. Det var paa et Assemblée hos ham selv, han var bleven gift med den smukke Jomfru Herfordt og boede i Mangelsgaarden. Jeg sad ved Siden af Louise Pløen, og Staffeldt kom hen til os med det venligste Ansigt og sagde: Gleich und gleich gesellt sich. – Disse Ord gjorde Epoke i mit Liv. At være Louise Pløens Lige, og høre dette af den Mand, som for faa Aar siden gav mig Tegn paa et Mishag, som jeg var mig saa vel bevidst at have fortjent!

Den graae Sky.

291Det var i Aaret 1802, da jeg spillede Lady Fletchers Rolle i Heckingborn; den yndige og talentrige Ulrikke Haxthausen var Harriet. Da Forestillingen var endt, sagde Schandorff: Iaften have Fruentimmerne høstet Laurbærrene. Bukier og Thrane havde havt Roller i Stykket, og, som en Indvending mod Schandorffs Paastand, nævnte jeg disse. Det var ikke, fordi de havde behaget mig, men jeg havde saa ofte hørt, at de vare gode og øvede Skuespillere, at jeg maatte troe det. Schandorff svarede: Hvergang jeg seer Bukier eller Thrane paa Theatret, da seer jeg en graae Sky, der omringer dem. Jeg maatte give Schandorff Ret, ogsaa jeg saae Skyen, men vidste dengang ikke, hvad den var; nu veed jeg det altfor vel. Skyen var disse Mænds Alder. Med Alderen undgaaer Ingen den graae Sky. Man har sagt, at den ikke naaede Goethe, ikke Carl Johan, – jeg troer det ikke. Enkelte Straaler af en Nimbus kunne vel hist og her gjennembryde den, men fordrive den graae Sky kan ikke selv en Auréole. – Da Baron var halvtredsindstyve Aar gammel, forlod han Skuepladsen. Tredive Aar derefter talede man endnu om hans uforlignelige Prestationer, Fædre og Mødre fortalte deres Sønner og Døttre om Baron, og den yngre saavel som den ældre Generation ønskede inderlig at see ham. Man bestormede ham med Bønner, og den firsindstyveaarige Baron betraadte atter Scenen i en af sine meest glimrende Roller. Anstand, Gang, Tournure, den ranke Væxt, det skjønne Sprog, den velklingende Stemme var der endnu i hans Magt; Folderne i hans Ansigt havde Kunsten tilsyneladende udjevnet. Første Act endte med Jubel og Bifaldsraab. I anden Act knælede han for sin Dame, han knælede, men – han kunde ikke reise sig igjen. To Karle fra Coulissen traadte ind og hjalp ham at staae op, – og Teppet faldt.

*

Om Gamle Dage

Erindringene i Conradine Dunkers bok Gamle Dage ble nedskrevet i årene 1852–55. I 1871, fem år etter Dunkers død, ble boken utgitt.

Tekstene i boken er formet som brev til broren, vitenskapsmannen Christopher Hansteen, og skildrer Dunkers barndoms- og ungdomsmiljø. I motsetnings til annen memoarlitteratur er ikke Gamle Dage kronologisk, her kommer slektshistorie, fortellinger om omgangskrets og naboer, reisebeskrivelser, minner, anekdoter og novelleaktige tekster om hverandre.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1871 (nb.no)
• 2. utgave, 1909 (med illustrasjoner og fyldig personregister) (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook