Gamle Dage

av Conradine Dunker

[XII]

29222de August 1854.

Kjere Broder! Allerede for mere end et Aar siden havde jeg ophørt at nedskrive flere af mine unge Dages Erindringer; mig syntes, at jeg burde lade mig nøie med det uventede Bifald, jeg havde nydt, og at det nu var den rette Tid at slutte for ikke at kede istedetfor at underholde; men see, man har fra flere Kanter opmuntret mig til at vedblive, og skulde det, jeg endnu har at sige, ikke finde Bifald – nu ja, qui non multum habet, non multum dat. . . . . . . . . . . .


Niels Wulfsberg.

Han var fød i Aaret 1775 i Tønsberg, hvor hans Fader var Byfoged. Da han kom til Kjøbenhavn som Student, var han der særdeles yndet; han var smuk, beleven, vittig, og af Udseende saa kraftig og sund, at man sagde om ham, at han havde Sundhed at sælge. Han blev Hovmester til Grev Reventlows Børn, men efter nogen Tid afskedigede Greven ham. Wulfsberg selv har fortalt mig, at Rygtet havde sagt, at Greven havde entlediget ham, fordi han havde overrasket ham i et Lysthuus i Haven paa Knæ for Comtesse Reventlow. For at vise, hvor latterligt dette Rygte var, lagde han til, at da han forlod Grevens Huus, var det Januar Maaned, og der laae Snee i Haven og i det aabne Lysthuus. En af hans bedste Venner og Camerader var Student Hanck, Søn af en Madame Hanck i Christiania. Denne Hanck var ligesom Wulfsberg et vittigt Hoved, og de to havde Adgang i de bedste Kredse i Kjøbenhavn. En Aften i Skumringen 293mødte de paa Gaden nogle Damer af deres Bekjendtskab; den ene af disse havde et meget smukt Schawl om, og i Forbigaaende snappede Wulfsberg hende det af Skuldrene og hængte det om sig. Da han skyndte sig bort dermed, snublede han og faldt ned paa et Knæ, og Schawlet fik en Plet. Det var et ægte, et kostbart Schawl, og alle Bestræbelser for at udslette hvert Spoer af Pletten vare forgjeves. Wulfsberg var heel ilde tilmode, og Hanck skrev en Kæmpevise, om hvorlunde en Ridder havde røvet en Jomfru sit Axelskjærf fra. Ridderens Klager vare sørgelige:

Der ruller en Vogn paa mørken Sti.
Bevogtet af natlige Svende:
«Christ give, jeg før laae druknet deri,
End saadant mig skulde hende!»

I Slaget paa Kjøbenhavns Rhed den anden April viste Wulfsberg saa meget Mod og Tapperhed, at Kronprinds Fredrik stante pede gjorde ham til Premierlieutenant. En Dag sagde Kronprindsen til en af sine Adjutanter: Wulfsberg har saa mange Fortjenester og udmærker sig saaledes ved sin Duelighed, at jeg ønskede at vide, paa hvilken Maade jeg bedst kunde belønne ham. Den Tiltalte svarede: Wulfsberg er theologisk Candidat, og han er forlovet; dersom Deres kongelige Høihed giver ham et godt Præstekald, saa er han sikkert paa bedste Maade belønnet. Wulfsberg blev nu tredie Præst ved vor Frelsers Kirke i Christiania, og Rahbek skrev i hans Stambog:

Ærværdige Hr. Lieutenant, strenge Præst!
Nu vil da Synd og Satan faae sin Rest,
Naar Du mod dem skal til at manoeuvrere –

Resten er gaaet mig af Minde. – Da Wulfsberg kom til Christiania, var han sex og tyve Aar, han var gift med Petra Viinholdt fra Lolland, en Steddatter af Biskop Boisen. Han var reist til Drammen og lovede sin Kone at komme tilbage om faa Dage, men han blev længe borte, og da hun spurgte en Bekjendt, 294der kom fra Drammen, om ham, svarede denne: Han kommer endnu ikke saa hastig, og han leverede mig noget til Dem. Og dette var en – Proppetrækker. Han fortalte mig, at Rygtet gik om ham, at han i Skumringen gik om paa Gaden i sin Lieutenants-Uniform, hvilket ikke var Tilfældet, han havde kun en eneste Gang i Christiania iført sig den for at føie en Ven eller Veninde, som ønskede at see ham i Uniform. Han talede imellem om sine tifold lyksalige Lieutenantsdage, og naar han under sit Navn skrev P. L., Pastor loci, saa spurgte man ham, om dette ikke betydede Premier-Lieutenant. – Da Kong Carl Johan som Kronprinds kom til Christiania, fik han megen Godhed for Wulfsberg. Blandt hans mange Fortrin var ogsaa det, at han talede og skrev med en vis Færdighed saavel det franske som det engelske og tydske Sprog. Kronprindsen sendte ofte Bud efter ham, for at tale med ham om alskens Materier; ogsaa til ham sagde Kongen: J’aime à causer avec vous. Wulfsberg gik nu til Stockholm som Prinds Oscars Lærer; siden gjorde Kongen ham til Archivarius. Han kom tilbage til Christiania og udgav Morgenbladet, som dengang var et litterait Blad, frit for Politik; siden solgte han Bladet og gik til Drammen som Toldbetjent. Der døde han syv og halvfjerdsindstyve Aar gammel.


Scener af Livet i Trondhjem, 1793.

Personerne: Oberstlieutenant Colbjørnsen. Fru Colbjørnsen., Madame Holmberg, Vertshuusholderske. Grethe, hendes Pige. Hans, Opvarter i Vertshuset. Synneve, Fru Colbjørnsen s Pige. En Reisende.

En Stue hos Madame Holmberg.
    Grethe  (alene, spinder og synger):

Hvad spørger jeg om Gods og Guld,
Naar jeg er vel tilfreds;
Lad Andre have Laden fuld,
Jeg nøies med min Kreds
Og synger fro ved Leens Klang
Min Morgen- og min Aftensang.

295Saa mangen En bar Guld og Gods
Og Snese Retter Mad;
Men Kjedsomhed den sidder hos,
Og han er sjelden glad.
Hvo meget har, han meer attraaer,
Og Ønsket aldrig stille staaer.

Dog skjenker Du, o milde Gud!
Os Glæder uden Tal.
Nu blomstrer Engen ved Dit Bud,
Nu grønnes Mark og Dal.
Hver Morgen synger Lærken fro
Og Nattergal ved Aftens Ro.


    Hans  (som under Sangen er kommet ind og har hørt til).

Det var en deilig Vise, Grethe; veed Du ogsaa, hvem der har skrevet den?


    Grethe. 

Oja, det er Amtmanden i Nordland, Falsen, og jeg har seet baade ham og Fruen; de toge ind her, da de vare paa Reisen til Nordland.


    Hans. 

Ja, end jeg da, jeg har seet baade ham og Fruen og de tre Smaagutterne og den lille Haagine. Ja, den Amtmanden, det var noget til klog Karl, og Fruen, ja hun var nu saa hjertensgod, at der ikke kan findes nogen bedre her i denne syndige Verden. – Men Visen har han nok ikke digtet hverken i Trondhjem eller i Nordland; for jeg har nu været der al min Tid, men jeg har saagu’ endnu aldrig hørt nogen Nattergal eller nogen Fugl synge enten Aften eller Nat.


    Grethe. 

Ei, din Tosse! Visen har han digtet i Kjøbenhavn, og veed Du da ikke, at der synge Fuglene hele Natten.


    Hans. 

Jasaa, det vidste jeg ikke. – Jeg var med paa det samme Skibet, da de reiste til Nordland, og Du kan troe, jeg hørte vel efter, hvad de sagde. Han vilde have mig til at fortælle dem Sagn og Eventyr, og da vi kom forbi Habors Fyr, saa maatte jeg fortælle ham Sagnet, som vi har det her, og saa fortalte han, hvorledes de har Sagnet i Danmark, hvor de der bilde sig ind, at det er 296foregaaet. Og saa sagde han til Fruen, at dersom hun fik en Søn i Nordland, da skulde han hede Hagbarth, og fik hun en Datter, da skulde hun hede Signe.


    Grethe. 

Har Du da ogsaa hørt, at Fru Falsen har faaet en Søn i Nordland, og at han heder Hagbarth?


    Hans. 

Nei, det vidste jeg ikke, (leer) det var da moersomt. – Men, Grethe, jeg kom da ikke ind til Dig for at tale om Andre, lad mig nu ogsaa lægge ud om mig selv. Du veed, hvor inderlig jeg holder af Dig. Vistnok er jeg en fattig Karl, men jeg har Lyst og Kraft til Arbeide, og saa skal vi nok slaae os igjennem og synge: Hvad spørger jeg om Gods og Guld, naar jeg er vel tilfreds.


    Grethe  (forlegen).

Madamen sagde mig igaar, at Far forlangte, jeg skulde komme hjem til ham igjen. Far er en streng Mand, – dersom det kun kom an paa mig, – men der kommer Fru Colbjørnsen, hvad mon hun vil? gaae nu, kjere Hans. (Hans gaaer.)


Grethe. Fru Colbjørnsen.

    Fruen. 

Goddag, lille Pige. Er din Madame hjemme?


    Grethe. 

Ja, Frue.


    Fruen. 

Jeg kan sige Dig, mit Barn, at Du ikke bærer Dig maneerlig ad. Vel er jeg en gammel Kone, men jeg er derfor ingen Fantekjerring, og min Mand, Bjønnen min, er Oberstlieutenant, og Du bør have Respect for mig.


    Grethe. 

Det har jeg ogsaa, Frue.


    Fruen. 

Hvad var det for en Compliment, Du gjorde, var det en Hilsen til en Oberstlieutenants Frue? kom hid, jeg skal lære Dig Comport. Hovedet i Veiret! – Skuldrene ned! – nei nu! – lidt dybere – saa, det gaaer an. Kys mig nu paa Haanden. Saa – gaae nu og siig din Madame, at Fru Colbjørnsen vil tale med hende.


    Fruen  (alene).

Det er forskrækkeligt med de gemene Folk, hvor liden Comport de have. Denne Pige er dog ikke af de værste, hende kan man belære; dersom jeg havde hende nogen Tid i min Skole, da vilde hun snart 297blive ligesaa maneerlig, som min Synneve, der nu er bleven ganske efter mit Sind; men Folkene af den lavere Stand i Almindelighed her ere saa raae og saa ubehøvlede, at man maae væmmes derved. Det hjelper kun lidet at ville polere dem. Jeg holder mig helst til Børnene, de ere mere modtagelige for Belæring, og naar man giver dem et Stykke Sødkage eller Bonbons, saa neie og bukke de noksaa maneerlig. Den gode Madame lader længe vente paa sig; mig synes dog, at naar en Oberstlieutenants Frue –


Fruen. Madame Holmberg.

    Madamen. 

Vær saa god at sidde ned, min naadige Frue, hvad er til Deres Tjeneste?


    Fruen. 

Jeg kommer for at raadføre mig med Hende, min gode Madame, i en meget vigtig Sag. Min Mand, Oberstlieutenanten, har faaet Efterretning om, at der om otte Dage kommer hid til Trondhjem to meget fornemme Herrer, General v. Haxthausen og Oberst v. Bielefeldt; de komme i Forretninger og ville tilbringe tre eller fire Dage her. Da nu min Mand er Oberstlieutenant og den første Autoritet, idetmindste blandt de Militaire, saa have vi indbudt disse Herrer til at logere hos os, og nu kan Hun vel tænke, min kjere Madame, hvor meget det er mig om at gjøre, at de fornemme Herrer blive modtagne og bevertede, som deres høie Stand fortjener. Jeg raadførte mig desangaaende med Jomfru Modin, der i Sandhed er en meget klog og poleret Dame, hvilket da ikke er at undres over, da hun har tilbragt otte Aar i Huset hos Kammerherre Suhm. Alt det, hun sagde mig, var vistnok rigtigt og godt, men det var altsammen Noget, jeg vidste før; men Bevertningen, Madame, Maden, derom vidste hun ikke mere end jeg. Derfor kommer jeg til Ilende, Madame, at høre hendes Mening om, hvilke Retter jeg helst skulde byde de fremmede Herrer.


    Madamen. 

Naar Fruen henvender sig til mig i denne Anledning, saa henvender De Dem til den rette. Jeg har bevertet saa mange Englændere og andre Fremmede, 298at jeg nok veed, hvad de finde bedst Smag i. Den bedste Ret, Fruen kan byde dem, er fersk Lax.


    Fruen. 

Ei, hvad tænker Hun paa, Madame! Lax er jo en ordinair Ret, den kan jeg ikke byde saadanne Herrer.


    Madamen. 

Jo sikkert, Frue. Englænderne blive saa glade, naar man byder dem fersk Lax, at en Engelskmand kyssede mig paa Haanden af Glæde, da jeg satte Lax for ham.


    Fruen. 

Ja, det kan nok være, Englændere; men de Gjester, jeg venter, ere ingen Englændere.


    Madamen. 

De ere fra Christiania, Frue, og der er Lax en ligesaa stor Sjeldenhed, som i England. De have ingen anden Fisk i Christiania end Makrel og en Fisk, som de kalde Horngjel, eller Gubernix med de grønne Been, fordi den har et langt Næb og grønne Been. Troe De mig og kom med Laxen!


    Fruen. 

Ja, naar saa er, vil jeg da følge hendes Raad. Det er dog en stor Fordeel at have Anledning til at see og gjøre Bekjendtskab med fremmede Reisende; man profiterer næsten ligesaa meget heraf som af en udenlandsk Reise. Ja ja, giv mig nu en skriftlig Opsats paa de Retter, som jeg kan byde mine fremmede Gjester, og send mig den endnu idag. Farvel, Madame.


Madamen. Lev vel, Frue, jeg takker, naadige Frue, for Deres ærede Besøg.


    Fruen. 

Ja, jeg kunde jo sendt Bud og ladet Hende komme til mig; men saa faldt Tiden mig lang, medens Bjønnen tog sin Middagsluur, og saa tænkte jeg, Du kan have godt af at tage Dig en liden Spadseretour; men jeg har Intet imod, at Hun antager det for et Besøg, jeg vilde gjøre Ilende. Skriv nu Opsatsen, jeg bad Hende om. Adieu.


(Fruen gaaer, Madamen følger hende ud og kommer strax tilbage.)

    Madamen. 

Den gode Frue er noget indbildsk af sig. Jeg har dog hørt, at da hun endnu heed Thrine Munch, troede hun sig ikke høiere paa Straae end vi andre, men 299siden Bjønnen hendes blev Oberstlieutenant, er hun bleven reent forandret; hans Skyld er det sikkert ikke, han er saa jevn, ligefrem og god en Mand, – nu ja, hun er jo ogsaa en god Kone, det kan hun nu ikke for, at hun er lidt naragtig. (Hun gaaer hen til Døren og kalder) Grethe!


    Grethe. 

Her er jeg, Madame.


    Madamen. 

Hør nu, Grethe, lad mig tale et alvorligt Ord med Dig. Jeg har sagt Dig før, at Du ikke skulde høre efter Hans og hans Passiar om Kjerlighed og Ægteskab. Du er en fattig Pige, og Hans eier Intet. I ere nu begge vant til at leve godt i mit Huus, men naar I skulle leve af det, han kan fortjene, da bliver Smalhans snart tredie Mand i Huusholdningen. Desuden skriver din Fader mig til, at Du maae komme hjem til ham, han har et godt Partie til Dig. Kjender Du Arne Gulbrandsen?


    Grethe. 

Ja, – det er dog vel aldrig ham, Far vil, jeg skal gifte mig med?


    Madamen. 

Jo, ham er det.


    Grethe. 

Men han er da ikke rigere end Hans. Arne eier hverken Gaard eller Grund.


    Madamen. 

Nei, men din Fader skriver, at Arne har samlet mange Penge og har leveret din Fader en stor Pose med Penge til Forvaring, dengang han begjerede Dig af ham.


    Grethe  (grædende).

Ak, gode Madame, forskyd mig ikke! lad mig blive hos Dem, tving mig ikke til at reise hjem til Fader, saa længe han har det Forsæt at gifte mig med Arne; jeg kan og vil ikke ægte ham.


    Madamen. 

Jeg har ingen Ret til at beholde Dig hos mig imod din Faders Villie. Betænk Dig kun, saa vil Du see, at Du gjør bedst i at adlyde din Fader.


(Hun gaaer.)

    Grethe  (alene, tørrer sine Øine).

Ja, det forstod jeg nok, at den stygge Arne havde Tanker til mig, og det var derfor, jeg fik Fader overtalt til at lade mig reise til Byen. Her var jeg nu i Sikkerhed for ham. Han lod sig aldrig mærke 300med, at han havde Penge, hvor mon han har faaet dem fra? Men om han saa eiede hele Norges Land, saa vilde jeg dog ikke have ham.


(Hun græder.)

    Hans  (kommer ind).

Grethe! – men hvad er paafærde? hvorfor græder Du?


    Grethe. 

Aa, der er Ulykke nok paafærde. Far har skrevet, at jeg skal komme hjem, og han vil tvinge mig til at gifte mig med Arne Gulbrandsen, men jeg vil ikke ægte Arne, og jeg vil ikke ægte nogen Anden end Dig, Hans; nu seer jeg først, hvormeget jeg holder af Dig. Arne er ond og uudstaaelig, og Far kunde før ikke lide ham, og Ingen kunde lide ham; men nu har han ladet Far see, at han har Penge, og derfor vil nu Far, at jeg skal tage ham til Mand.


    Hans. 

Naar Du holder af mig, Grethe, saa skal nok hverken Arne eller nogen Anden skille os ad.


(Man hører raabe: Hans! Grethe! De løbe ud.)

Madame Holmberg. En Reisende.

    Madamen. 

Behag at træde ind, min Herre. Hvad maae man byde Dem?


    Den Reisende. 

Tak, Madame, jeg behøver Intet for det Første, uden at De vil anvise mig et Værelse, for at rette paa min Paaklædning, og derpaa lade en af Deres Folk vise mig Vei til Stiftamtmanden.


    Madamen. 

Vor Stiftamtmand er nu ikke hjemme, han er reist bort.


    Den Reisende. 

Naar venter man ham tilbage?


    Madamen. 

Han er reist Søndenfjelds og ventes ikke saa snart tilbage.


    Den Reisende. 

Det er meget uheldigt. Paa Veien herhid har man frastjaalet mig næsten alle mine Penge og alle mine Recommendationsbreve. Nu veed jeg ingen Raad, og her kan jeg ikke blive liggende.


    Madamen. 

Da kan jeg give Herren et godt Raad; lad min Tjener vise Dem Veien til Oberstlieutenant Colbjørnsen, han er den bedste og tjenstagtigste Mand i hele Verden, 301og han giver Dem, saasnart han har seet Dem, al den Recommendation, De kan forlange.


    Den Reisende. 

Megen Tak, min gode Madame, jeg vil følge hendes Raad.


(Han gaaer.)

Stue hos Oberstlieutenant Colbjørnsen.

(Oberstlieutenanten sidder i en Lænestol og sover. Fruen kommer ind med Synneve, som bærer et Caffebret, det hun sætter paa Bordet. Synneve neier ærbødigt for Fruen og gaaer.)

    Fruen  (gaaer hen til Oberstl. og seer paa ham en Stund i Taushed, derpaa siger hun, idet hun lægger Haanden paa hans Pande:)

Nu maae Du ikke sove længer, Bjønnen min, hvordan vil det ellers gaae Dig til Natten? Kom nu vakkert og drik en Kop Caffe.


    Oberstl. 

Tak, lille Thrine, Du veed, jeg følger altid dine Raad, og din Caffe er ogsaa altid god. – Har Du talt med Madame Holmberg, som vi bleve enige om?


    Fruen. 

Ja, jeg har talt med hende, og tænk engang, det første, hun raadede mig til at sætte for vore Gjester, det var fersk Lax.


    Oberstl. 

Det var saamen ikke ilde betænkt af Madame Holmberg; en Lax er et stort Creatur i Christiania; man seer Lax paa Gjestebudsbordene. Det kommer vel deraf, at de der saa sjelden har den, og det man kun sjelden har, sætter man Priis paa, og det man slet ikke kan faae, ja det er nu det allerønskeligste.


    Fruen. 

Det er dog ikke altid saa, Bjønnen min; jeg har nu havt dit Selskab hver Dag i syv og tyve Aar, og vilde ikke bytte det bort med noget andet.


    Oberstl. 

Jeg siger det samme om Dig, og Du er stedse min lille Thrine.


    Fruen. 

Og Du er stedse min egen Bjøn. Men lad nu ikke Caffeen blive kold.


    Oberstl. 

Hør nu, Thrinemor, naar vi to gamle Børn saaledes lege med hverandre og give hverandre Kjelenavne, saa maae vi ikke lade Nogen see eller høre dette, ellers vilde de lee os ud.


    302Fruen. 

Ei, lad dem lee! de Tosser lee ad mig, naar jeg vil polere dem og lære dem at comportere sig, men det bryder jeg mig ikke mere om end som saa.


    Oberstl. 

Ja lad nu saa være, Thrinemoer, jeg tager mig heller ikke deres Latter nær; men hvad jeg vilde sige er, at naar vore Gjester fra Christiania komme her, saa maae Du være mere omhyggelig for dem end for mig. Lover Du mig det?


    Fruen. 

Ja, det kan Du være vis paa, jeg skal sørge for dem baade med Fynd og Klem. Men Du maae ogsaa love mig een Ting.


    Oberstl. 

Hvad er det, min Tøs?


    Fruen. 

Det bliver nu min Sag, naar vi har dem hos os, at nøde dem med Maden, og det kan Du lide paa, jeg ikke skal forsømme; men det vil paaligge Dig at nøde dem med Drikken, og naar Du saa drikker dem til, saa kan Du let faae mere, end Du kan taale, og saa falder Du i Søvn ved Bordet, og det er ikke det Værste, men Dagen efter er Du syg, Bjønnen, og hvordan skal det da bære afsted, medens vi have Fremmede? Lov mig derfor, at Du vil tage Dig iagt og skaane Dig selv, saa meget det lader sig gjøre. Lov mig det, saa er Du min egen Bjøn.


    Oberstl. 

Jeg lover Dig, at naar jeg mærker, jeg ikke taaler meer, saa gi’er jeg Dig et Vink, og saa maae Du drikke dem til; jeg troer næsten, Du taaler meer end jeg.


    Fruen. 

Sikken Snak! taaler jeg meer end Du? – Saadan maae Du ikke komme til mig.


    Oberstl. 

Naa naa, lille Thrine, vær nu ikke vred, det var jo kun mit Spøg.


    Fruen. 

Ja ja, Bjønnen min, saa skal det være Dig tilgivet. Men siig mig nu, hvad mener Du, Posten vil bringe os idag?


    Oberstl. 

Jeg mener, den vil bringe os en Provincial- Commissair. Jeg er saa vis derpaa, som om jeg alt havde 303den. Jo jo, Thrinemor! Bjønnen din staaer ikke ilde anskrevet paa høiere Steder, det kan Du være vis paa, og hvad han søger om, det faaer han. Er det ogsaa alvorlig meent, min lille Thrine, at Du gjerne vil flytte til Christiania?


    Fruen. 

Ja, det veed Gud, at det er mit Alvor. De fornemme Damer i Christiania ere ganske anderledes artige, end de, vi have her. De gemene Folk, ja, de ere nu vel de samme allevegne; men de Fornemme! Da vi for tre Aar siden vare i Christiania, bleve vi jo budne i alle Selskaber hos de Store, og Damerne vare ganske anderledes artige mod mig, end de her, der mange Gange have grinet og leet ad mig; men det er deres egen Skam og ikke min. Naar jeg er borte, da kommer nok den Dag, at de skjønne, hvad Nytte de kunde have havt af mig, om de vilde hørt efter mig og ladet sig belære. – Men naar Du bliver Provincial-Commissair, maae Du lade Dig sye en ny Uniform, Bjønnen!


    Oberstl. 

Ja, det skal have gode Veie, – og Thrinemor maae faae en ny rød Silkekjole.


    Fruen. 

Ja, da skal vi ret paradere paa Christiania Gader og i de store Selskaber. Gid vi allerede var der!


    Synneve  (kommer ind).

Her er en fremmed Reisende, som beder om at faae tale med Hr. Oberstlieutenanten.


    Oberstl. 

Bed ham være saa artig at træde ind.


(Synneve gaaer.)

    Fruen. 

Men Du er i Slobrok, Bjøn; dersom det nu er en fornem Mand – vil Du ikke gaae ind og pynte Dig lidt? saa skal jeg tage imod ham saa længe.


    Oberstl. 

Der er han allerede.


    Den Reisende. 

Undskyld, Hr. Oberstlieutenant! min Paatrængenhed. Af dette mit Pas vil De see, at mit Navn er Ludvig Müller. Jeg kommer fra Frankrig, og Maalet for min Reise er Nordcap. Paa Grændsen af Trondhjems Stift blev en Kasse, hvori laae næsten alle 304mine Penge og Vexler, og, hvad der næsten endnu er værre, mine Recommendationsbreve, stjaalet fra mig.


    Oberstl. 

Har De da ikke Haab om at faae alt dette tilbage? Har De meldt Sagen for Øvrigheden?


    Reisende. 

Vistnok, jeg har strax anmeldt Sagen og opholdt mig flere Dage paa Stedet for at oppebie Udfaldet af Eftersøgelserne, men de vare forgjeves, og jeg kunde ikke bie længere. Jeg reiste videre i Haab om hos Stiftamtmanden i Trondhjem at faae nye Recommendationsbreve. Nu hører jeg, at han er bortreist, og da min Vertinde, Madame Holmberg, saae min Forlegenhed, raadede hun mig til at henvende mig til Dem, Hr. Oberstlieutenant, der, som hun sagde, var en human, tjenstvillig og god Mand, der finder sin Glæde i at tjene sine Medmennesker.


    Fruen. 

Ja, deri har saamen Madame Holmberg talt Sandhed; min Bj–, min Mand, Oberstlieutenant Colbjørnsen, er vel den bedste Mand paa Jorden, og De, min Herre! hvem der forstaaer sig paa Mennesker, seer strax paa Dem, at De er en Mand com il fo – en Gentihom, en Mand af Stand. (Afsides). Saa deilig en Compliment som hans har jeg endnu aldrig seet før.


    Oberstl. 

Jeg skal med største Fornøielse give Dem et Anbefalingsbrev til Kjøbmand Buck paa Tromsøe; hos denne Mand vil De være som i Abrahams Skjød, og han vil skaffe Dem videre og med Glæde tjene Dem i alt, hvad han formaaer. Naar har De isinde at reise herfra?


    Reisende. 

Saa snart som muligt, jeg tænker imorgen tidlig.


    Oberstl. 

Saa skal jeg sende Dem Brevet endnu iaften.


    Reisende. 

Jeg takker Dem forbindtligst. Ogsaa Dem, Madame, takker jeg meget for de gode Tanker, De har om mig. (Han hilser og gaaer).


    Oberstl. 

Men, lille Thrine, naar saae Du nogensinde en saadan Mand! saa ung, saa smuk, og dog tillige 305saa ærværdig; han maae da vist være en Søn af en meget fornem Mand.


    Fruen. 

Ja, jeg var ogsaa ganske indtaget i ham. Men det syntes jeg ikke om, at han kaldte mig Madame, han vidste jo, at Du er Oberstlieutenant.


    Oberstl.  (leer).

Ja, de Franske, de kalde alle Fruentimmer Madame. Jeg har hørt sige, at de kalde Dronningen Madame.


    Fruen. 

Naa, det havde jeg da aldrig troet, at de Franske havde saa liden Levemaade og ikke fik en bedre Opdragelse. Vi Trondhjemmere ere dog ikke tilbage i alle Stykker, mærker jeg; vi vide da nok, hvad Forskjel der er paa en Frue og en slet og ret Madame.


    Synneve  (kommer).

Postmester Lorentzens Bud er her med tre Breve, et til Hr. Oberstlieutenanten og to til Fruen. De koste sex Skilling.


    Oberstl. 

Der er sex Skilling, skynd Dig nu og bring mig Brevene. (Synneve gaaer).


    Oberstl. 

Nu skal Du see, Thrina mi, nu kommer Provincial-Commissairen.


    Fruen. 

Gid det var saa vel, Bjønnen min! (Synneve bringer Brevene og gaaer).


    Oberstl. 

Der har Du dine to Breve, Thrine. Og nu aabner jeg mit – Rigtig, lille Thrine, rigtig, Provincial-Commissairen staaer for Dig. – Hvad siger Du nu?


    Fruen. 

Ja, jeg er glad tilgavns, det kan Du troe. – Nu skulle vi til Christiania, og der i Selskaber hos General Haxthausen og Oberst Bielefeldt og General Mansbach og Kammerherre Kaas og Kammerherre Anker og Generalinde Sehested og Stiftamtmand Moltke med den deilige Frue; vi skulle ogsaa see hendes Søster, Fru v. d. Maas, der er lige saa deilig som hun, og –


    Oberstl. 

Men Moltke er jo ikke længer i Christiania, Kammerherre Kaas er Stiftamtmand, og Moltke er i Danmark igjen.


    306Fruen. 

Saa? er Moltke i Danmark igjen, i Kjøbenhavn? (hun leer) ja, saa er det dog nok sandt, hvad Folk sagde.


    Oberstl. 

Naa, hvad sagde Folk om Moltke?


    Fruen. 

De sagde – men det veed Du lige saa godt som jeg.


    Oberstl. 

Jeg veed sandelig ikke, hvad Du mener.


    Fruen. 

De sagde, at Kronprindsen var forliebt i Fru Moltke.


    Oberstl. 

Sikken dum Snak! Nei, Thrina mi, saadant maae Du aldrig gjentage. Jeg skal sige Dig, hvoraf det kom. Kronprindsen har nu ikke Øie for andre end for sin Gemalinde, han seer neppe paa de andre unge Damer og taler sjelden til nogen af dem; nu hendte det engang, at han sad en Stund paa en Sopha, hvorpaa ogsaa Fru Moltke sad, og saa fandt de ud, at han var forliebt i hende.


    Fruen. 

Naar vi komme til Christiania, Bjønnen, saa maae vi gjøre Visit hos Kammerherre Wackenitz, han er dog Generallieutenant og Excellence, og den fornemste af dem allesammen. – Men hos Kjøbmandsfolk ville vi ikke gjøre Visit; der er nu Jørgen Pløen, han er nu med hos alle de Store, men man siger, at hans Kone har været Kokkepige.


    Oberstl. 

Det er vist ikke sandt; Capitain Fuglberg er Madame Pløens Broder, og har Du nogentid hørt, at en Capitains Søster var Kokkepige?


    Fruen. 

Ja, det er mig det samme. Men om hun saa havde ti Brødre, der var Capitainer, og om hun var ti Gange saa riig, som hun er, saa gjør jeg ingen Visit til hende.


    Oberstl. 

Da kunde jeg nok have Lyst til at gjøre Bekjendtskab med Pløen, han er en munter, godslig Mand, han har den bedste Viinkjelder i Christiania, han har muntert Selskab hos sig næsten hver Aften, og jeg har hørt af paalidelige Folk, at der bliver drukket ved hans 307Bord for idetmindste femhundrede Rigsdaler Viin om Aaret.


    Fruen. 

Jaja, saa gaae Du kun derhen, naar Du har Lyst dertil, Bjønnen. Nu vil jeg læse mine Breve. – Fra Christianssand, fra min Broder Edvards Kone. Hun skriver, at Søren snart ventes hjem, at Jakob er kommet paa Militair-Academiet i Christiania, at han er indskrevet som Underofficeer og faaer Gage, – at han er saa flink til at tegne og male, at det er en Lyst at see. Han har tegnet for Toldcassererens Kone, Madame Spärck, et Skjerf, som hun har sendt sin lille Søsterdatter, Conradine Hansteen, i Christiania. Skjerfet var af guult Atlas, og foran havde han tegnet en Medaillon med en Dame, der sad under et Løvtræ paa en Græsbænk, og hele Medaillonen var ikke meget større end en Sølvspecie, og det var altsammen saa toutafait og saa deiligt, – og om Stine skriver hun, at hun er flink baade til at tegne og brodere, og hun underviser sin lille Søster og tager sig af Huusholdningen.


    Oberstl. 

Ja, din Broder har Ære og Glæde af sine Børn; af Jakob bliver der vist noget Stort, og Søren er ogsaa en flink Gut. Gud bevare ham! Søen – ja, der er ingen Bjelker under den.


    Fruen. 

Dette Brev er fra Fru Rummelhof. Nu skal Du høre Løier. (Hun læser). De maae troe, kjere Tante, vi glæde os ikke lidet til Deres Komme; igaar vare vi i Selskab hos Generalinde Sehested, hvor der næsten ikke blev talt om andet end om Dem, og Generalinden bad mig hilse Dem fra hende. Da min Mand idag kom hjem fra Paraden, fortalte han mig, at alle Artillerie-Officererne stode i en Klynge og talede om, at de nu skulde faae Colbjørnsen igjen – ja, og Fruen med, sagde nogle af dem, og alle loe og glædede sig.


    Oberstl. 

Mon det var et godt Tegn, at de loe saadan?


    Fruen. 

Ei, javist! naar man er glad, leer man; naar man er bedrøvet, græder man – det er jo tydeligt. 308Hør nu videre. (Læser.) Vi have oprettet et lille Clubselskab, der bestaaer af fire Damer: Fru Haxthausen, Fru Hagerup, Fru Møller (Oberstlieutenantens Frue), og jeg. Vi skiftes til at samles hos hverandre. Igaar vare vi hos Fru Møller, der ligger i Barselseng; vi flyttede Spillebordet hen til Sengen, og hun sad i Sengen og spillede Boston med os. Fru Rosenkrantz kom for at gjøre Barselvisit; Fru Hagerup gik bag Skjermbrettet, vi flyttede Bordet derhen, kastede et Klæde over Kortene og satte os ved Sengen. Medens nu Fru Rosenkrantz sidder der og passiarer, og vi andre ønskede hende derhen, hvor Peberet groer, kryber Fru Møllers lille Alette under Bordet og trækker Klædet af. Men dette var ikke det værste; Fru Hagerup, der, som Tante veed, er saa døv som en Stok, seer gjennem Sprækken paa Skjermbrettet, at Klædet er borte; hun tænker nu, at Fru Rosenkrantz er gaaet, og styrter frem med de Ord: Naa, saa blev vi da endelig qvit den forbandede Mærra!


    Oberstl. 

Hahaha! det var da en lystig Historie.


    Fruen  (læser).

Major Blendermann gaaer der endnu som Pebersvend; Nogle sige, at han frier til Madame Jakobsen, men det er ikke sandt; Andre sige, at han frier, til hendes Datter, men det er heller ikke sandt; han er saa suur som en Edikbrygger, og man kunde ikke faae et Smiil af ham med en Pidskesnert. – Man taler om, at Ohme skal komme hid til Christiania – gid han maae blive i Rendsborg, vi have Pebersvende nok ved Artilleriet. – Lise og Antonette ere ret søde Smaapiger, og Antonette er sin Faders Yndling. Snart skulle de profitere af Matantes Underviisning og lære Comport.


    Oberstl. 

Ha, ha, ha! Ja, Fru Rummelhof er nu munter og lystig i Breve og i Tale; og nu er Du vel ikke lidet glad, Thrina mi, at Du kommer til Christiania, der er Du da ret i dit Esse?


    Fruen. 

Javist er jeg glad, Bjønnen min; men vil Du troe, det vil dog ikke falde mig saa ganske let at 309forlade Trondhjem og Smaabørnene, som besøgte mig, – den lille Ole Wahl, der kom saa blid og glad, naar jeg kaldte paa ham.


    Oberstl. 

Ja, Børnene bleve vel alle blide og glade, naar Du kaldte paa dem, for Du kaldte vel ikke paa dem uden for at gjøre dem tilgode.


    Fruen. 

Jeg vilde ønske, jeg kunde tage Ole og alle de andre artige Smaadrenge med mig til Christiania.


    Oberstl.  (leer).

Ja, da vilde vi saamen faae en stor Huusholdning.


    Grethe  (forpustet).

Om Forladelse, at jeg gaaer saa lige ind; Madame Holmberg sender mig – er Hr. Müller – er den fremmede Herre ikke her?


    Oberstl. 

Han har været her, men han er gaaet igjen.


    Fruen. 

Hvordan er det med Dig, min lille Pige? – Du skjelver jo. – Er Du syg? – Sæt Dig ned! (hun nøder Grethe til at sætte sig).


    Grethe  (leer og græder paa engang).

Siig mig dog, kan man blive syg af Glæde?


    Oberstl. 

Det er vist; jeg har kjendt en Mand, der døde af Glæde. Det var rigtignok en Franskmand, og disse Folk have langt heftigere Sindsbevægelser end vi.


    Fruen. 

Men siig os dog, hvad Du er saa glad over.


    Grethe. 

Jeg vilde gjerne, dersom jeg kunde finde Ord. – Den Fremmede har faaet med Posten sine Papirer og Penge igjen.


    Oberstl. 

Det var da herligt.


    Fruen. 

Og derover er Du saa glad?


    Grethe. 

Nei, det er ikke alt. – Fader havde skrevet til Madamen, at jeg skulde komme hjem til ham, – at Arne Gulbrandsen havde forlangt mig tilægte af ham og leveret ham en Sum Penge til Forvaring, – jeg skulde hjem og gifte mig med Arne, – som er den værste Mand, jeg kjender. – Madamen sagde, at hun ikke kunde beholde mig hos sig, naar Far forlangte mig tilbage, – og at jeg maatte reise og lyde min Fader i alt – og nu – 310hvad mener De, Frue! – de Penge, som Arne har leveret Far, er Hr. Müllers Penge, som Arne har stjaalet, – Vexlerne og Brevene ere ogsaa fundne, – Far har afgivet Pengene til Politiet, og Arne har tilstaaet altsammen, – og Far skriver, jeg maae blive hos Madame Holmberg, saalænge hun vil ha’e mig. – 0 Gud, o Gud!


    Fruen. 

Fat Dig, mit kjere Barn! – Det er jo altsammen godt og vel. (Der bankes). Kom ind! – Ei, der har vi jo Madamen med.


    Madam. 

Med Tilladelse; (træder ind) jeg tog mig den Frihed at sende Grethe hid, og kommer nu selv –


    Fruen. 

Ja, den gode Pige var jo ganske ude af sig selv af Glæde, – og jeg hører, at den fremmede Herre har faaet Penge og Breve igjen.


    Madam. 

Er det ikke en Lykke! – og Grethe har nok Aarsag til at være glad, og endnu gladere vil hun blive, naar hun hører, hvad der siden har tildraget sig. – I sin Glæde har Hans fortalt den Fremmede om sin Kjerlighed til Grethe, og om hvorledes hendes Fader vilde tvunget hende til at ægte Arne, som han da ikke vidste var en Tyv. Og den fremmede Herre blev ganske bevæget, og saa gav han Hans en Hundrederigsdalerseddel og spurgte ham, om han nu ikke kunde ægte sin Grethe.


    Grethe  (glad).

Er det muligt! Gud velsigne ham – Og Dem alle! (kysser Madamens Haand, kysser Fruen paa Haanden). Jeg faldt Dem gjerne om Halsen, dersom jeg turde –


    Fruen. 

Det tør Du gjerne, min Pige, (kysser hende) og har Du Lyst til at kysse Bjønnen, saa har Du gjerne Lov dertil.


    Oberstl. 

Hører Du, hvad min Kone siger, lille Grethe?


    Grethe. 

Jeg hører det nok – men


    Fruen. 

Ja, Du har vel ingen Lyst til at kysse ham? Du synes vel –


    311Oberstl. 

Saa kom Du, min lille Thrine, og giv mig et Kys.


    Fruen. 

Ja, Du er nu altid min egen Bjøn. Og Du, Grethe, gaae Du hjem til din Hans.


    Madam. 

Da behøver hun saamen ikke at gaae langt, – han fulgte med mig herhid og staaer nu der udenfor Døren.


    Fruen  (gaaer hen til Døren).

Kom ind, Hans! – her see vi gjerne glade og lykkelige Mennesker.


    Hans  (træder ind).

Ja, jeg er glad og lykkelig – Gud velsigne Hr. Müller og Dem allesammen! (Han skotter til Grethe, men vover ikke at nærme sig hende).


    Fruen. 

Bjønnen min, see paa mig!


    Oberstl. 

Thrine min, hvad mener Du?


    Fruen. 

Jeg mener det, som Du mener, Bjønnen min!


    Oberstl.  (gaaer hen til Pulten og tager ud et Papiir, han stiller sig fremmest paa Scenen mellem Fruen og Grethe).

Hr. Müller har foræret Hans hundrede Daler; her, lille Pige, har Du ogsaa saadan en Lap. (Han giver Grethe Seddelen).


    Grethe. 

Gode Gud! – Hr. Oberstlieutenant! (seer paa Fruen). Tør jeg? (Fruen nikker, Grethe falder Oberstl. om Halsen).


    Fruen. 

Jeg vidste nok, at Du skulde faae Lyst til at kysse Bjønnen. Han er ikke ond – han bider ikke.


    Synneve  (træder ind).

Her er et Brev til Oberstlieutenanten; Budet sagde, at det var fra den fremmede Herre.


(Hans og Grethe udtrykke deres Glæde ved Gebærder for hverandre, Fruen og Madame Holmberg staae nysgjerrige ved Siden af Oberstlieutenanten, som læser Brevet midt paa Scenen).

    Oberstl. 

Gud i Himlen, hvad seer jeg! hvem, tænker I, der har været hos os?


    Fruen. 

Hvem? – hvem var den Fremmede?


    Oberstl. 

Chartres, Hertugen af Orleans’s ældste- Søn – ham var det!


    312Fruen. 

Hertugen af Orleans! – Prinds af kongeligt Blod! – ja, det maatte jeg have gjettet, saasnart jeg saae ham. Tænk, om han bliver Konge af Frankrige, – da maae vi gjøre ham Contravisit.


    Madam. 

Naar han bliver Konge; Franskmændene ville ikke have nogen Konge.


    Fruen. 

Jo, han maa blive Konge, det siger jeg; han, som er saa god – ikke sandt, Hans? – han har jo givet Dig hundrede Rigsdaler.


    Madam. 

Oberstlieutenanten har ogsaa givet Grethe hundrede Daler, men derfor bliver han dog ikke Konge.


    Fruen. 

Men jeg siger, han bliver Konge, og saa reise vi til Frankrige og besøge ham der, og Hun skal ogsaa være med, Madame Holmberg.


    Madam. 

Ja, det er ikke meer end rimeligt. Han kom først til mig, og det var mig, som viste ham til Dem.


    Oberstl. 

Det er sandt, og det takke vi Dem for, og det skal vi aldrig glemme Dem, og naar han bli’er Konge, saa reise vi Alle til Frankrige, Hans og Grethe med, og besøge Ludvig Philip af Orleans, de Franskes Konge.


(Teppet falder).

Rector Müller havde forfattet en Vaudeville-Comedie med Prolog, Clara Raphael, som han lod opføre paa et lidet Theater, han havde indrettet paa Latinskolen; ved Opførelsen sad jeg ved Siden af Fru R. Da Stykket var endt, sagde hun til mig: «Nu maae De ogsaa skrive et Stykke, som vi kunne opføre hos mig.» Jeg holdt dette for en umulig Ting, men nogle Dage derefter faldt Fru Colbjørnsen mig ind, og jeg satte mig hen at nedskrive disse Linier, der fornemmelig handle om hende. Jeg læste dem for Fru R., som bifaldt dem. En anden Dame meente, at jeg burde udelade Fruens Ømhed for Grethe, da dette ikke passede med det øvrige (Le vrai n’est pas toujours vraisemblable). Jeg svarede hende, at jeg havde havt isinde ikke blot at skildre hendes Grandtantes Skyggeside, men ogsaa hendes gode Hjerte, der endnu erindres 313med Taknemmelighed af flere. I mine Tanker faldt Fabelen mig ind om Bonden, der gav sig ud for at kunne skrige som en Griis, og til hvem man sagde, at Skriget ikke var naturligt; da tog han Grisen frem, som han havde skjult under Trøien, og som var den, der havde skreget. – Min Griis kan jeg vel ikke tage frem, da den er død og borte, men flere Folk blandt de Gamle, baade i Trondhjem og Christiania, kunne vistnok vidne med mig, at Fru Colbjørnsen var lige saa god, som hun var naragtig. I Christiania saae jeg ofte Bjønnen og Fruen i Selskaber, han glemte imellem Maadehold og faldt da isøvn ved Bordet, – hun holdt altid Stand. De logerede i Kirkegaden hos Martin Probst; Madame Probst elskede Flasken, eller dens Indhold, og var ligesaa arrig og slem, som Fru Colbjørnsen var blid og god. Da Bjønnen var død, sagde Fruen: Nu har vor Herre været her og taget Bjønnen til sig, nu kommer snart Fanden at hente Madame Probst. Da Bjønnen var borte, havde hun ingen anden Hygge end Flasken. Synneve var bleven gift i Trondhjem; jeg troer ikke, hun havde nogen Pige, men den Artillerist, der havde været Oppasser hos Bjønnen, beholdt hun i sin Tjeneste. Hun pleiede ham som før Bjønnen, og hver Morgen efter Frokosten kaldte hun paa: Moppen min! – det var det Navn, hun gav ham – nu ville vi gaae hen at besøge Bjønnen. Jeg har ofte seet hende med en Stok i Haanden, efterfulgt af Moppen, at gaae til Bjønnens Grav paa Kirkegaarden. Intet Veirligt hindrede hende derfra, – Moppen blev saa vel pleiet og skjenket, at man frygtede, han vilde blive uduelig til Tjenesten; det blev forbudt hver Artillerist at være Mop hos Fru Colbjørnsen, og da hun ikke vilde have nogen til sin Opvartning uden den, der havde samme Uniform, som Bjønnen havde havt, saa maatte hun i sine sidste Aar behjelpe sig uden Mop. Den sidste Gang, jeg saae hende, var 1807; hun kom til Fru Rummelhof og forlangte et Værelse hos dem, og da Fru Rummelhof svarede, at hun intet Værelse havde ledigt, sagde hun: 314Du veed ikke, hvad Du forkaster, dine Børn kunde have den største Nytte af mit Selskab, jeg skulde lære dem at comportere sig. – Da jeg i 1831 var flyttet til Trondhjem, var endnu Spinderokken min største Hygge, saa en Veninde sagde til mig: Det kan vel omtrent være Dig det samme, enten din Rok staaer i Christiania eller i Trondhjem. Vor Pige, Maren, der var fulgt med os, var ogsaa bleven en flittig Spinderske, vi havde da imellem en Væverkone nødig, og den, der tilbød sig som saadan, var Synneve. Hun fortalte mig om Fru Colbjørnsen og erindrede sin Frue med megen Taknemmelighed. Hun fortalte ogsaa om Haxthausens og Bielefeldts Besøg i Trondhjem, og hvorledes hun og Fruen havde hjulpet hverandre til at besørge alt, hvad der kunde tjene de fornemme Gjester til Hygge og Bekvemmelighed. Ja, det gik godt det, sagde Synneve. Jeg veed ikke, om Synneve lever endnu, men det er meget sandsynligt, thi Folk blive her meget gamle, naar de ikke selv arbeide paa at ødelægge sig. – At Ludvig Philip i 1793 eller 94 var i Trondhjem og logerede hos Madame Holmberg, er bekjendt; ligeledes, at han i 1838 sendte hende et Pendeluhr til Foræring. Hun døde kort efter, og Uhret blev solgt paa Auction, endog under sit materielle Værd. Da jeg for nogle Aar siden flyttede i en anden Bolig, havde den forrige Leier af det ene Værelse ladet staae efter sig et Bord, i hvis Skuffe der fandtes et Papiir uden Underskrift og med Overskrift: Kjere Datter! Brevet indeholdt en Beretning om Ludvig Philips Ophold i flere Dage i Brevskriverens Huus. Blandt andet stod der: «Du var kun fire Aar, han tog Dig paa sit Skjød og kyssede Dig mange Gange. – Samtalen mellem os var i det tydske Sprog, thi han havde vanskeligt for at udtrykke sig i vort Sprog. Han kaldte sig Müller, og hans Ledsager kaldte sig Froberg, men jeg har hørt siden, at hans Navn var Montjoie. – Da de vare borte, fik jeg et Brev fra ham, der var undertegnet Chartres. » Der boede en Fru Hornemann i underste Etage, 315jeg talede med hende om dette Papiir, og hun sagde, at det var skrevet til hende af hendes Fader, Kjøbmand Buck paa Tromsøe, at hendes Søn, Lieutenant H., havde boet paa dette Værelse og ladet Bordet blive staaende efter sig; jeg gav hende altsaa Brevet tilbage. Fru H. er nu død, og hendes Fader er død, men Moderen lever endnu i Nordland. Denne Kone var en Jomfru Christensen fra Christianssand, hun blev gift med Buck, da hun var femten Aar. Han kom i Handelsforretninger fra Nordland til Christianssand, hvor han gjorde Bekjendtskab med vor Moders Søster, gift med Spärck. En Dag betroede han hende, at han var bleven forelsket i Jomfru Christensen, og bad vor Tante om at indbyde denne unge Dame til sig. Vor Tante opfyldte hans Forlangende, og Følgen blev snart en ægteskabelig Forening. Da han reiste derfra med sin unge Kone, forærede han vor Tante et Porcelains Thestel, hvorover hendes Mand spøgede og kaldte det en «Kobbelpelts». Fru Buck gav sin Mand tolv Sønner og sex Døttre og levede med ham i tredsindstyve Aar i et lykkeligt og kjerligt Ægteskab.


Smørgrøden.

I Trondhjems Domkirke bliver der, foran Thomas Angells indmurede Begravelse, uddeelt hver nittende September en stor Sum Penge til Fattige og Huusarme, forrige Aar endog noget over otte tusinde Species. De Fattige modtoge hver indtil halvhundrede Species.

Da jeg første Gang gik ind i Kirken for at see mig om, blev jeg staaende paa dette Sted og saae paa Thomas Angells Portrait, som er indfattet i Muren af Gravstedet. Der stode nogle Mænd i Nærheden, og jeg hørte den ene sige til den anden: Alt dette have vi nu Smørgrøden at takke for. – Ja, Ære være Smørgrøden! svarede den anden. Jeg vidste ikke, hvad de vilde sige hermed, men da jeg erkyndigede mig herom, fik jeg følgende at vide. – I Trondhjem boede i det forløbne Aarhundrede to Brødre 316Angell, der vare meget rige, hver var Eier af flere Tønder Guld. Den ene var gift og havde et eneste Barn, en Datter; den anden var Pebersvend. Brødrene boede sammen, og Datteren, Karen Angell, skulde arve dem begge. En Mand i Trondhjem skrev til sin Ven og Slægtning, den lærde og berømte Kammerherre Suhm i Kjøbenhavn, og foreslog ham at komme til Trondhjem for at ægte den rige Arving. Suhm fulgte dette Raad; han indfandt sig hos Angell og anholdt om hans Datter. Fader og Oncle samtykkede paa det Vilkaar, at Suhm skulde blive i Trondhjem og boe i deres Huus. Suhm ægtede Karen Angell og forblev i Trondhjem. Onclen tilbragte Formiddagen alene paa sit Værelse, han skyede Omgang og gik aldrig ud; om Middagen gik han ned til Familien, og naar han havde spiist, gik han op igjen. Ligeledes om Aftenen. Suhm havde ofte Selskab hos sig om Aftenen, og dette generede den gamle Oncle. En Middag spurgte han, idet han gik bort: Skal her være Selskab ogsaa i denne Aften? – og da dette blev besvaret med Ja, saa sagde han: Jeg gaaer ikke ned at spise i Aften, I kan sende mig en Smørgrød paa mit Værelse til min Aftensmad. – Selskabet om Aftenen var talrigt, der var meget at besørge, og – Smørgrøden blev glemt. Morgenen derpaa stod Thomas Angell tidlig op og gik ud; i de sidste tredive Aar havde han ikke været ude af Huset mere end to Gange om Aaret, naar han gik til Alters; han gik hen til en gammel Bekjendt eller Ven – mig synes, han heed Hoff – og i Forening med ham opsatte han et Testament, hvori han gav alle sine store Midler til de Fattige. Han skjenkede sin hele Formue til Betlere, skriver Suhm. Hoff satte han til et Slags Executor testamenti eller Forstander for sine Stiftelser. I Suhms Skrifter og i Minerva læser man mere om denne Sag, dog nævnes der intet om Smørgrøden, der dog var den virkende Aarsag til hele Catastrophen. For Suhm var det en sørgelig Catastrophe, men for de Fattige i Trondhjem var det en glædelig Begivenhed; de have nu 317næsten i hundrede Aar spiist af den Smørgrød, som Thomas Angell maatte savne, og derfor sige de: Ære være Smørgrøden!

*

Det kunde maaskee interessere Nogen at kjende lidt til Lægerne i Christiania mod Slutningen af forrige Aarhundrede, og hertil troer jeg at kunne levere nogle Bidrag. – Nu omstunder kalder man enhver for Doctor, som har faaet medicinsk Examen, eller vel endog uden denne har faaet Tilladelse til at practisere; den Tid kaldte man ingen Doctor, uden den, som havde taget Graden og var promoveret Doctor. Der var kun een Doctor i Christiania, den gamle Schmincke, en Tydsker. De andre Læger kaldtes Regimentsfeldtskjer, Compagniefeldtskjer eller ret og slet Feldtskjer. Doctor Schmincke havde meget stor Praxis, hvorvel der hist og her mumledes om, at hans Duelighed ikke var stor; ja, en Artillerie-Capitain Lunde, som i et Selskab engang var kommen til at sidde ved Bordet mellem Schmincke og Provst Lumholtz, sagde ganske høit: Naa, her sidder jeg godt mellem en legemlig og en aandelig Qvaksalver. De Ældre foretrak ham, fordi han kjender bedst vor Natur, sagde de. Han foreskrev megen Medicin og indrettede sine Recepter tildeels efter Patientens Formuesomstændigheder; jeg hørte ham fortælle Moder, at han havde ordineret Frøken Wackenitz for Kighoste Pulvere, der kostede en Rigsdaler Stykket, og da Moder beklagede, at Lægemidler skulde være saa dyre, sagde han: Jeg kunde ordineret hende Pulvere til en Skilling Stykket, der havde været ligesaa tjenlige, men saa havde Forældrene ikke troet, at de duede noget. – Stabschirurgus Schmidt var, troer jeg, dansk, – han talede samme Sprog som min Fader. Moder holdt mere af Schmidt som Læge, fordi Schmincke havde engang for en liden Upasselighed givet hende et Brækpulver, der virkede saa voldsomt, at det berøvede os en lille Broder, der skulde have været yngre end Du og Peter, men ældre end Johannes. – 318Doctor Müller var Læge i London; han var af Fødsel en Jyde, men havde studeret Medicinen i England, giftet sig med en Uldhandlers Datter i London og practiserede der med Held. Anker, Collett og nogle flere af Christiania Notabiliteter skreve Müller til og indbød ham at komme til Christiania; de sikkrede ham tolvhundrede Rigsdaler aarlig. Han kom, den vakkre, tækkelige, beskedne Mand, med sin kloge, forstandige Hustrue og sin Søn, den lille August. Hans Fremgangsmaade som Læge var aldeles forskjellig fra Doctor Schminckes; meget sjelden skrev han Recepter, han gav ikke Apothekeren stor Fortjeneste, for det meste forordnede han Huusraad. Saaledes, sagde han, gik man frem i England. – Nu var der to Doctorer i Christiania, eller tre af Navn, da Treschow havde ladet sig promovere til Doctor i Theologie. Dette gik saaledes til: Da Treschow i Helsingør, hvor han var Rector ved Latinskolen, var bleven gift med en adelig Frøken, og Embedsmænd her i Landet, med Undtagelse af de militaire og de høieste civile Autoriteter, dengang ikke vare Rangspersoner, saa søgte hans Kone at overtale ham til at tage Doctorgraden, saasom dermed var forbunden en Rang, og da han ingen Lyst havde dertil, saa lod hun, som om hun troede, at det nok vilde falde ham for vanskeligt at skrive nogen Doctordisputats, og dette Kunstgreb lykkedes hende; han lod sig promovere. – I Aaret 1792 kom Doctor Baumgarten og 1797 Regimentsfeldtskjer Thulstrup til Christiania. Disse Mænd vare begge danske. Thulstrup gjorde sig strax berømt ved heldige og vanskelige Operationer; i de første Dage efter sin Ankomst opererede han en Kone for en Gevæxt paa Tungen, til Beundring for de tilstedeværende Chirurger. Ogsaa Doctor Müller var tilstede herved og kunde ikke nok berømme Thulstrup. Saaledes reddede Thulstrup ved heldige Operationer mange Lidendes Liv, om end ikke altid deres Lemmer. Af saadanne Curer vil jeg dog kun anføre een. En meget gammel og meget riig Frue i Drammen havde indsat til 319sin Arving en ung Mand, mig synes, han heed Bugge. Fruen laae syg, og Arvingens Pligt var nu at pleie hende, dette gjorde han trolig og vaagede over hende Nat og Dag. For at holde sig vaagen om Natten havde han vænnet sig til at bruge Snuustobak, men da Lugten heraf faldt den Syge til Besvær, saa bragte han istedet derfor pulveriseret Sukker. Dette troede man var Aarsag i, at han fik en Polyp i Næsen, der snart tog saaledes Overhaand, at den maatte defigurere hans Ansigt. Fruen døde, Rigdommen var hans, men han vovede ikke at komme for Øinene af den unge Dame, han var forelsket i, med sit defigurerede Ansigt. Forgjeves anmodede han Lægerne om at befrie ham fra Polypen; de erklærede, at det var ugjørligt. Thulstrup alene sagde, at denne Operation vel var mulig, men forbunden med saadanne Lidelser og Vanskeligheder, at han raadede ham derfra; heller ikke vilde han (Thulstrup) paatage sig den. Men Bugge vedblev saa længe at overhænge ham, til han føiede ham. Det var en skrækkelig Operation, og Lidelsen var stor for begge Parter. Fire stærke Karle holdt Bugge, og i Convulsioner brækkede han flere Stole istykker. Dog, det lykkedes: han blev befriet for Polypen, uden at hans Ansigt ved Operationen blev marqueret; han ægtede sin Donna, og Thulstrup modtog tusinde Rigsdaler og en Demantring til Belønning. – Ogsaa for Baumgarten lykkedes nogle Undercurer, især ved at curere Patienter, der lede af Vattersot. Han forlovede sig med en Frøken Hegermann, hvis Læge han havde været i hendes Sygdom. Er det sandt, at De er forlovet med Frøken Hegermann? sagde Bernt Anker en Dag til ham, og da Baumgarten bekræftede dette, sagde Anker: Har De seet hende gaae? Baumgarten betænkte nu, at han aldrig havde seet hende uden som Patient i Sengen eller Lænestolen, og da han siden saae hende gaae, og at hun var halt, trak han sig tilbage. Frøken Hegermann blev siden gift med Bernt Ankers Agent, Bagge, og Baumgarten blev gift med Frøken Lachmann, som han bortførte, 320da Faderen ikke vilde give ham hende med det Gode. Hans og Frues Historie har givet Stof til en Roman, som man kan læse i Bien. Hovedtrækkene ere sande, men Forfatteren har langtfra ikke vovet at sige alt. – Da Universitetet i Christiania blev oprettet, da haabede Baumgarten at blive ansat derved som Professor, men han blev betydet, at han ikke egnede sig dertil, fordi han var stam, og han fandt denne Grund plausible, men da man satte Schjelderup til Professor, som stammede mere end han, da flyttede han ud af Landet. Vil De nu forlade Norge? sagde jeg til ham. Jeg forlader ikke Norge, sagde han, det er Norge, som forlader mig.

Doctor Schmincke var gift med en meget riig Enke, Fru Prom. Hun havde en Datter efter Prom, som var gift med en Andersen; han døde tidlig, og Enken blev gift med Ritmester Orning. Hun havde en Datter efter Andersen, der nu var en riig Pige; da hun var sexten Aar, blev hun gift med Procurator Hjort, der var berømt for Ødselhed og slet Huusholdning. I et Aar levede Parret i Suus og Duus, da blev Hjort syg og døde, og det befandtes nu, at alle Konens Penge ikke strakte til at betale den Gjeld, Hjort havde gjort. Aaret efter blev hun gift med Kjøbmand Schøller, og saaledes var hun gift i sit sextende Aar, Enke i det syttende og gift anden Gang i sit attende Aar. I den Tid, hun var Enke efter Hjort, tilbragte hun en Juul paa Fladebye; hun fik Nummer med Gram fra Ulleren. Ved deres Optog saae man, da Teppet gik op, Gram at staae i Halsjernet. Flere gik forbi og spottede ham. En Dame sagde: Vel fortjent! erindrer De vel, at De indbød mig engang til et Bal paa Clubben, og at jeg maatte vente Dem forgjeves, De havde glemt det. En anden Dame sagde: De engagerede mig til en Dands, og satte Dem i et andet Værelse til at spille Kort, saa jeg maatte sidde over den Dands efter at have afslaaet flere Engagements. En Herre sagde: De indbød mig til at spise Middag hos Dem paa Ulleren, og 321da jeg kom, var De reist til Bogstad: De havde glemt, at De havde indbudt mig. Saaledes gik det med Flere; da kom Madame Hjort, hun blev saa rørt ved hans Nød, at hun, uden at sige et Ord, gik hen og løste ham ud af Halsjernet. Af Taknemmelighed bad han om hendes Haand, hun gav ham den, han indbød Selskabet til deres Bryllup, og voilà la pièce finie!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gamle Dage

Erindringene i Conradine Dunkers bok Gamle Dage ble nedskrevet i årene 1852–55. I 1871, fem år etter Dunkers død, ble boken utgitt.

Tekstene i boken er formet som brev til broren, vitenskapsmannen Christopher Hansteen, og skildrer Dunkers barndoms- og ungdomsmiljø. I motsetnings til annen memoarlitteratur er ikke Gamle Dage kronologisk, her kommer slektshistorie, fortellinger om omgangskrets og naboer, reisebeskrivelser, minner, anekdoter og novelleaktige tekster om hverandre.

Enkelte kapitler ble utgitt anonymt i Illustreret Nyhetsblad i 1860.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1871 (nb.no).

Se faksimiler av andreutgaven (med illustrasjoner og fyldig personregister) fra 1909 (nb.no).

Les mer..

Om Conradine Dunker

Conradine Dunker var memoarforfatter og brevkunster. Hennes mange brev til familie og bekjente ble sendt rundt i større kretser og etterhvert ble også en del av dem trykket. I erindringsboken Gamle dage forteller hun om slekten og sin barne- og ungdomstid på slutten av 1700-tallet, men boken inneholder også en rekke anekdoter og fortellinger fra Christiania på 1800-tallet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.