Daniel Tullins Frierie.

Medens Fru Sehested beboede Ladegaarden, fortalte hun, at en Dag havde en for hende fremmed Haandværksmand forlangt at tale med hende. – Han sagde, at hans Navn var Daniel Tullin, at han var Hjulmager af Profession, at han var bekjendt for at være en sædelig og skikkelig. Mand og drev sit Haandværk med Flid og Held, og hvis Generalinden intet havde derimod, da havde han isinde at frie til hendes Huusholderske. Jeg kan vist intet have derimod, var Svaret, og har aldeles ingen Ret til at sætte mig derimod, hvorvel Partiet synes mig upassende. – Fru Generalinden maae vide, blev Tullin ved, at jeg har meget Arbeide, et stort Værksted og maae holde mange Svende; dersom jeg selv holder dem med Logis og Kost, saa kan jeg have Tilsyn med dem og holde dem til Orden og Arbeide, men giver jeg dem Kostpenge, saa drive de om paa Vertshuse, holde frie Mandag og rangle om, saa det gaaer elendigt med Arbeidet. Jeg har forsøgt det med Huusholdersker, men de ere ikke at stole paa; kan de faae en Tjeneste, som synes dem fordeelagtigere, saa gaae de fra mig, og træffer jeg end paa en, der er baade troe og duelig, saa er dog ikke min Interesse hendes, medens en Kone stræber til samme Maal som hendes Mand. De har Ret, sagde Fruen, men jeg maae gjøre Dem opmærksom paa een Ting; min Huusholderske er en fornuftig, flittig, duelig og god Pige, der har tjent mig i mange Aar og aldrig voldt mig Misfornøielse, men hun passer sig ikke for Dem; De er endnu en ung 328Mand, og hun, hvorvel hun endnu seer taalelig godt ud, har fyldt sine halvtredsindstyve Aar. – Det veed jeg, svarede Hjulmageren, og det er netop derfor, jeg vil have hende; dersom jeg fik en ung Kone, der hvert Aar laae i Barselseng og fik en Flok Smaabørn at passe, hvad Nytte skulde jeg have af saadan en?

*

Det var i Sommeren 1799, jeg var dengang i mit nittende Aar, min Datter Elisabeth var sex Maaneder gammel. En Formiddag var Aamodt gaaet ud, men kom strax tilbage og sagde: Her er kommen en Ven og Camerad af mig til Byen, det er Artillerie-Capitain Schilling; han har faaet Compagnie her og er nu kommen fra Rendsborg med sin Familie; Skibet ligger nede ved Bryggen, vi maae gaae ned til dem og indbyde dem til Middag. Jeg skyndte mig, saa godt jeg kunde, at gjøre Anstalt til Middagsmaaltid, og nu gik vi ned til Bryggen. Paa Veien fortalte han mig om Familien og blandt andet, at den ældste Datter maatte nu være en voxen Pige. Da vi kom ned til Bryggen, hvorved Skibet laae, saae vi en lille Pige, to Aar gammel, der stod med Næsen i Veiret og skreg af Livs Kræfter (Fru Lise Hirsch), og et Pigebarn paa syv eller otte Aar, som vi hørte Faderen kaldte Malchen (Krigsraad Hirsch’s første Kone), søgte at tysse Søsterens Skrig, to Smaadrenge, Fritz og Adolph, galopperede om paa Kjepheste. Fritz havde en større Kjep end Broderen, hvorover han ikke var lidet stolt; han galopperede hen til mig, viste paa sin Kjep og paa Broderens og sagde: Das Pferd ist grösser als das. – Faderen førte os ned i Cahytten, hvor Fruen sad med et lidet Barn paa Skjødet eller i Armen. Denne lille Pige heed Sophie, hun var døbt i Rendsborg, og hendes Alder var otte eller ni Dage; tredie Dag efter hendes Fødsel var Familien gaaet ombord, da de ikke kunde forsømme den gunstige Skibsleilighed. Endnu var der i Cahytten 329Datteren Charlotte (Madame Berg), som var tolv Aar, og da Aamodt erkyndigede sig om den ældste Datter, svarede Moderen: Ach! die Aelteste ist gestorben, nun haben wir nichts als kleines Gewürme. Nu gik hele Toget med os. Jeg erindrer ikke, hvem der bar det lille Barn, men det var vist ingen tung Byrde, den var som en liden Dukke; vi lagde det paa en Seng, og det gav ingen Lyd fra sig hele Dagen. Da Drengebørnene saae et Fad Jordbær paa Bordet, gjorde de store Øine, og det var vist ogsaa en Sjeldenhed for dem; jeg opholdt mig noget over et Aar i Holsteen, men jeg saae der aldrig Jordbær, og Apotheker Kolsters Kone fortalte mig, at Folkene der i Apotheket havde den Rettighed at faae Jordbær engang hver Sommer, og at hun sædvanlig for en saadan Ret maatte give to Species.

Artillerie-Lieutenant v. Schilling blev i Aaret 1784 gift med Frøken Cesarine Eleonore Christine v. Deden. Hun var fød i Fredericia den 16de Marts 1768, altsaa dengang sexten Aar gammel. Det unge Ægtepar flyttede til Kjøbenhavn, hvor Manden havde faaet sin Post. Det første, den unge Frue foretog sig, var at avertere efter en Pige, som forstod at frisere. Der meldte sig En, meget elegant, klæd i Silke, men da hun hørte, at hun foruden Friseringen ogsaa skulde forrette alt andet Arbeide i Huusholdningen, saa recommenderede hun sig. Da den unge Frue var sytten Aar, var hun allerede Moder, men hun var endnu saa barnagtig, at naar den lille Datter skreg, skreg hun pr. Compagnie, saa at Manden sagde: Det lille Barn er lettere at berolige end det store.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

I Aaret 1834 blev General Schillings og Frues Guldbryllup paa en skjøn, rørende og værdig Maade høitideligholdt af deres Børn. – Kong Carl Johan havde megen 330Godhed og Yndest for Schilling, og denne Yndest, der var ham saa dyrebar, blev Aarsag til, at han i sin høie Alderdom blev afknappet 500 Spd. aarlig. Da Schilling var tredsindstyve Aar gammel, anholdt han om sin Afsked (de militaire Embedsmænd, der paa den Tid toge Afsked, beholdt ofte den fulde Gage, saalænge de levede), men Kongen forlangte, med de venligste Udtryk, at han vilde blive i Tjenesten, og gjorde ham til Generalfeldttøimester. Da Schilling nu nogle Aar derefter maatte tage Afsked, tilstodes ham kun to Trediedele af sin Gage, nemlig 1000 Spd. Forgjeves talede Foss i Storthinget om, hvorledes Kongen havde erkjendt Schillings Fortjenester, og at, hvis han havde faaet Afsked, da han først forlangte den, havde han nu beholdt den hele Gage, 1500 Spd., i Pension. Foss talede med Varme, og Valstad svarede, at han var bleven saa rørt af Foss’s Tale, at han foreslog en endnu yderligere Nedsættelse af Schillings Pension!!!!Huitfeldts note: Herom se «Den Constitutionelle» for 4de Juni 1836.

Schilling var en Mand med megen Æresfølelse, men aldeles ikke ærgjerrig; han tragtede efter at være, ikke efter at synes. Han læste meget og kjendte alle Meninger i Verden; sine egne beholdt han for sig selv, derfor var han kun kjendt af Faa og maaskee, naar jeg undtager hans Familie, af Ingen uden sin Konge; thi dennes skarpe Blik undgik han ikke og søgte heller ikke at undgaae. Jeg hørte ham aldrig tale om Politik, dog hørte jeg ham engang nævne Ordet. Anledningen var denne: Kongen var i Christiania og havde tilsagt til Middagstaffel de ældre militaire og civile Embedsmænd. Efter Taffelet gik man ud i Haven ved Palaiet; det begyndte at blive noget kjøligt i Veiret, og der blev talt om at tage Kapper paa. Kongen sagde: Jeg troer ikke, dette er fornødent, da jeg, som dog er den Ældste af Selskabet, ikke trænger til nogen Kappe. Der var blandt disse Herrer flere, der vare ældre end baade Schilling og Kongen, men de taug Alle stille hertil, og kun Schilling opponerede og erklærede, at han var flere Aar ældre end Majestæten. 331De andre ældre Herrer fulgte ikke hans Exempel, og da Schilling fortalte dette til sin Familie, lagde han til: Mig synes, meiner Trev! at de kunde have sagt Sandhed, om ikke af anden Grund, saa af Politik. – Schilling døde i samme Alder og af samme Svaghed som hans Konge.

Jomfru Nyrop.

Den Tid, da jeg med min Mand saavel Sommer som Vinter flere Gange tilbragte nogle Dage ad Gangen paa Brotnov i Ullensager hos Capitain Waager, bleve vi ofte budne i Selskaber i Omegnen, i Sørum og andre nærliggende Sogne, blandt andre hos General Krogh paa Fløgstad i Sørum Sogn. Jeg veed ikke, om Generalen havde været gift, men han havde ingen Familie hos sig, en aldrende Jomfru var hans Huusholderske og fungerede som Vertinde. I et Selskab hos ham traf jeg en Præstefamilie, der bestod af Mand, Kone og Konens Søster. Præstens Navn var Smith, og Svigerindens Navn var Jomfru Nyrop, og om denne havde jeg hørt saa meget tale, at jeg betragtede hende med den største Opmærksomhed. Jeg var dengang sytten Aar gammel og vovede ikke at tiltale hende først, saa inderlig jeg havde ønsket at høre hende tale.

Præsten var bleven forlovet og gift med sin Hustrue i Kjøbenhavn og var reist med hende til Norge, medens Svigerinden blev tilbage hos sin Moder i Kjøbenhavn. Med eet begyndte Jomfru Nyrop at vække stor Opsigt i Kjøbenhavn, hun lagde sig tilsengs og talede uophørlig. Hendes Taler vare aandrige, sublime, beundringsværdige. Mangfoldige Mennesker gik hen at høre hende. Tænkende, aandrige, talentfulde Mænd og Kvinder hørte hende med Beundring. Saadanne Taler, raabte en af dem, have vi ikke hørt, siden vi tabte Bastholm. Bastholm! Bastholm! gjentoge Flere, det er jo Bastholm, og man kom efter, at hendes Taler vare Bastholms, som hun havde lært udenad.

332Da Moderen var død, tog hun til Søster og Svoger i Norge. Prædikelysten var ikke forgaaet hende, og en Søndag, da Præsten var bleven syg om Natten og ikke kunde begive sig til Kirken, tog hun hans Simarre og Pibekrave paa og vilde gaae til Kirke at prædike i hans Sted; det var kun med Vold og Magt, at han fik hindret dette. Jomfru Nyrop saae ud til at være mellem femogtyve og tredive Aar, hun var ikke høi, men af stærke Lemmer, kulsort Haar, og Øine, hvorigjennem der brændte Lys.

Kleinjog.

Det var i Sommeren 1798, da jeg var i mit attende Aar, at jeg tilbragte en af de behageligste Dage i mit Liv. Vor Moders Formaninger om Flid og gavnlig Virksomhed og Læsning af Skrifter om det samme havde givet mig meget høie Begreber om Arbeidsomheds Værd; jeg havde nylig læst om Kleinjog, denne Bonde i Schweitz, der dengang gjorde megen Opsigt ved sin Levemaade og sine Principer. Da kom der en Dag en Mand ind til os, hvis Udseende var mig paafaldende; han saae ud til at være mellem fyrretyve og halvtredsindstyve Aar, hans Paaklædning var yderst simpel, men anstændig, hans hele Udvortes saa ærværdigt. Det maatte være en Kleinjog.

Jeg hørte nu, at hans Navn var Graver, at han var Landmand, Eier af Kjørboe, gift med en Cousine af Aamodt, og at hans Ærinde var at indbyde mig til at holde hans lille Søn over Daaben. – Alt, hvad jeg siden hørte om ham, bestyrkede mig endnu mere i den Idee, jeg først havde fattet om ham, ja, han var en Kleinjog, og han var mere end Kleinjog, thi han havde reist næsten hele Europa og endeel af Asia igjennem, ja, opholdt sig en Tidlang i China for at studere sin Videnskab: Agerdyrkning. Han havde ikke studeret den i Bøger, skrevne af Mennesker, men i den store Bog, som Gud selv har lagt for vore Øine. Da Aamodt foreslog ham skriftlig at meddele vore Landsmænd sine vigtige lagttagelser, smilede 333han og sagde: Jeg skrive? jeg kan ikke engang bogstavere.

Søndagen efter kjørte vi til Kjørboe tidlig om Morgenen, det var en deilig Sommerdag og den skjønneste Vei. Graver løftede mig ud af Vognen og førte mig ind i Stuen til sin Kone og til de andre Faddere. De vare Præsten Fredrik Schmidt og hans Forlovede, Frøken Oppen, Artilleriecapitain Oppen, og jeg erindrer ikke, om Fadderne vare flere. Vi kjørte med den Nyfødte til Tanum Kirke. Præsten Vogelius døbte Drengen, der blev kaldet Henrik. Da vi kom tilbage til Kjørboe, var der et stort Middagsselskab. Foruden Fadderne var der Vogelius og Kone, almindelig kaldet Mutter Vogel, om hvem Grevinde Wedel sagde, at naar hun spillede Gedske Klokkers Rolle i Barselstuen, da laante hun Mutter Vogels Klæder, og naar jeg faaer disse Klæder paa, sagde Grevinden, da farer hendes Aand i mig. Der var ogsaa en Oberst Sparre med Frue, der allerede dengang vare gamle Folk, han henimod halvfjerdsindstyve, hun tredsindstyve Aar, og som begge siden endnu vare i Live næsten tredive Aar derefter.

Ved Bordet blev ført muntre og behagelige Samtaler. Præsten Vogelius talede noget om den Prædiken, han den Dag havde holdt, og om hvad Slags Prædikener Bønderne gjerne ville høre, og hvorledes de i Særdeleshed gjerne ville høre citere Bibelsprog. Fredrik Schmidt havde gjort samme Erfaring. Han fortalte, hvorledes han som Student imellem havde besøgt sin ældre Broder, Jakob, der var Præst paa Landet, og som Bønderne kaldte Fa’r, og ham, Fredrik Schmidt, kaldte de Farbror. Jeg prædikede imellem for min Broder, sagde han, men, som det lod til, hørte de heller Fa’r end Farbror. Men en Søndag, som jeg havde paataget mig at prædike for min Broder og havde skrevet en Prædiken, men ikke givet mig Tid til at lære den udenad, fandt jeg, da jeg kom op paa Prædikestolen, at jeg havde glemt efter mig Papiret, og, hvad der var endnu værre, jeg havde glemt, hvad det var, jeg havde 334nedskrevet. Jeg tog Mod til mig, fremsagde alt, hvad der faldt mig ind, og citerede alle de Bibelsprog, jeg fandt i min Erindring. Da jeg gik ud af Kirken, stimlede Bønderne om mig og takkede mig for min Prædiken, og jeg hørte en Bonde sige til en anden: Hørte Du, hvor han Farbro’r lagde ud idag! – Efter Bordet førte Grauer os om paa sin Eiendom; hele Kjørboe var en stor Have, hver Plet var benyttet, og hvorledes! Da vi kom tilbage fra Spadseregangen, kom vi ind i en Stue, hvor der stod et Rosentræ i et af Vinduerne; dette Træ bar to Roser, men saadanne Roser, som man kun i China forstaaer at opelske. Vi saae Alle paa dem med Beundring; Grauer sagde: Jeg seer nok, hvad jeg her har at gjøre, og med et Slags naturligt Galanterie skar han Roserne af og gav Frøken Oppen og mig hver en.

Da vi kjørte hjem om Natten, havde vi et deiligt Maaneskin, og den hele Dag havde været en af mit Livs Solskinsdage, De behageligste Dage i Livet ere uden Tvivl de, hvori man nyder Livet og føler sig glad og vel tilmode, ja lykkelig – om jeg maae bruge dette store Ord – uden at kunne gjøre sig Rede for, hvorfor eller hvorved, uden Lidenskab, uden Uro; Lidenskaben er en Ruus, og naar den, ifølge sin Natur, svinder hen, efterlader den Smerte, eller dog Tomhed i Hjertet; men en Dag som denne efterlader kun en blid og velgjørende Reminiscence over det hele Liv.

Jeg erindrer Alt fra denne Dag, lige til vor Paaklædning. Frøken Oppen havde en hvid klar Musselins Kjole paa, og jeg havde en Kjole af stribet Silketøi med en bred indvævet Bord, som var en Foræring af Fru Bielefeldt, NB. Kjolen, ikke Borden alene. Det eneste, jeg har glemt, er, hvilke aandelige Retter Vogelius satte for os i Kirken, og hvilke legemlige Madame Grauer satte for os ved Hjemkomsten.

Grauer havde to smaae Døttre efter sin første Kone; disse Piger var ikke smukke, men hans Kones Datter 335efter hendes første Ægteskab, Elisabeth Grorud, var et deiligt og livligt Pigebarn, der morede Frøken Oppen og mig ved barnlig uskyldig Munterhed.

Jeg har aldrig siden seet nogen af den hele Familie, men nogle Aar derefter hørte jeg, at en af Grauers Døttre var gift med en Søn af Capitain Finne. I Aaret 1821 læste jeg et Avertissement i Rigstidenden af Graver, hvori han meldte sin Kones Død. – Om min Gudsøn veed jeg intet andet, end at man har fortalt mig, hvorledes han i sine unge Dage ofte reiste fra Kjørboe ind til Drammen for at udføre en eller anden Rolle i Drammens dramatiske Selskab. – Da han siden solgte Kjørboe, da Stedet ved Faderens Død var bleven hans Eiendom, saa maae jeg slutte, at hans Aand har taget en anden Retning end hans Faders.

Carl Nicolai Dunker.

Fra ham nedstammer den nu i Norge levende Familie Dunker. Han var en Hesse og Casselaner. I sin Ungdom havde han været Soldat og tjent i Syvaarskrigen; han blev Officeer, ved Krigens Ende blev han Hauptmann og fik sin Post i Cassel. Han beskrives som en meget stor og stærk Mand, med et vidunderlig tykt og stærkt Haar; han bar det i en Zopf, der naaede ham til Hælene; naar Børnene vare ulydige, slog han dem med Haarpidsken. Han var gift med Johanna von Dalwig af et gammelt berømt adeligt Huus, – om «den Herren von Dalwig» fortælles i Hessen eventyrlige Ting, – hendes Forældre vare døde efter at have mistet deres Formue ved en Proces. Da Dunker var bleven gift med Datteren, forlangte han og fik Tilladelse til at optage Processen paa nyt. Han betroede sin Sag til en Advokat, som i denne Anledning fik en betydelig Sum Penge i Hænderne. Advokaten rømte med Pengene, og Dunker optog ikke mere Processen. Naar hans Venner opmuntrede ham dertil, svarede han: 336«Nicht doch! ist schon Einer zum Schuft darüber geworden, so was soll nicht wieder geschehen.»

Han havde tre Sønner, Heinrich, fød 1769 – han var ikke lidet stolt af, at han var født samme Aar som Napoleon, Chateaubriand, Hertugen af Wellington og saa mange flere berømte Mænd –, Wilhelm, født 1775, og Reinhard, nogle Aar yngre. Han var en god og kjerlig Ægtemand; da hans Børn havde seet sig om i Verden, sagde de aldrig at have seet et saa lykkeligt Ægteskab som deres Forældres; for sine Børn var han en streng, men ogsaa en god Fader; de havde lige megen Respect og Kjerlighed for ham. Imellem nedlod han sig vel til at spøge med dem. Om Juleaften forsømte de aldrig at sætte en tom Tallerken foran deres Seng, og das Christkindchen kom om Natten, medens de sov, at bringe dem Gaver. En Juledags Morgen, da Heinrich vaagnede og greb efter sin Tallerken, laae der intet andet derpaa end et raaddent Æble; han blev forbittret og kastede Æblet ud af Vinduet. Ogsaa paa Wilhelms Tallerken laae et saadant Æble, men han satte sig til at betragte det nøie, han vendte det paa alle Kanter, anatomerede det, og see! indeni Æblet laae en Louisdor. Heinrich var nu ikke seen med at hente sit Æble ind fra Gaarden, og han fandt nu ligeledes en Pistole deri.

Heinrich blev sendt til Rinteln og indskrevet som Student ved Universitetet der, men det viste sig snart, at han hverken havde Lyst eller Kald til at studere, og Churfyrsten gav ham en Anbefaling til Kongen af Danmark, der gav ham Bestalling som Lieutenant. Han fik først sin Post i Trondhjem, men der blev han kun kort Tid og blev forsat til Christiania. Han giftede sig med Frøken Lützow, en Datter af General Lützow, og steg efterhaanden til Oberst og Generaladjutant, Ridder af Sværdordenen, og døde i en høi Alder. Han havde tre Sønner og tre Døttre. Sønnerae vare alle Militaire.

337I Rinteln var en Professor Holtermann, der var et changeant Genie af dem, om hvem man siger, sie verstehen sich ob alle Dinge. Han var Professor i Mathematik og gav desuden Underviisning i Chemie og Mineralogie, han malede Landskaber og Miniaturportraiter og stak i Kobber, han var Dreier og Snedker og forfærdigede Modeller til alskens Machiner af egen Opfindelse, han gjorde Blyantspenne, og han arbeidede paa et perpetuum mobile. Denne Mand oprettede et Institut for Drenge, og derhen blev Wilhelm Dunker sat. Holtermanns Kone var ligesaa excentrisk som hendes Mand, jeg skal ikke kunne sige, hvad hun beskjeftigede sig med, men med sit Huus var det ikke; meget sjelden havde enten de selv eller Eleverne anden Frokost, Middags- og Aftensmad end kogte Kartofler, og ingen anden Drik end Viin til alle Maaltider. En Følge heraf var, at Wilhelm fik saadan Lede til Kartofler, at han aldrig spiste dem, og Viin kunde han i mange, mange Aar derefter ikke nyde. Da Wilhelm havde faaet Examen i Mineralogie, sendte Churfyrsten ham til Hartzen at arbeide i Bjergværkerne; siden blev han ansat ved Bjergcollegiet i Cassel som Gehülfe og fik Titel af Assessor.

Reinhard, den yngste, var Moderens Yndling; han var hende behjelpelig i Haven og vilde gjerne arbeide paa Marken; han blev bestemt til at blive Econom, Forvalter paa et Herregods eller Forpagter af et saadant. Da de to ældre Sønner havde kostet Faderen mange Penge, og Reinhard derimod faae eller ingen, saa gjorde Faderen et Testament, ifølge hvilket Reinhard skulde arve saavel ham som Moderen, dog var det ham paalagt at sørge for sine Søstre.

Churfyrsten af Hessen brugte at afskedige sine Officerer, naar de bleve gamle, men han gav dem ingen Pension; han havde intet imod, om de søgte at gjøre sig Fordele, saalænge de stode i Tjenesten, og han saae endog gjennem Fingre med, om disse Fordele ikke vare tagne aldeles lovlig. Da han engang afskedigede en aldrende 338Officeer, og man forestillede ham, at denne Mand med sin Familie vilde være aldeles vis-à-vis de rien, sagde Churfyrsten: «Mein Gott! hat er denn nichts zurück gelegt?» og da Svaret var nei, sagde han: «Ich habe doch den Esel an der Krippe gebunden, warum hat er denn nicht gefressen.» Da han gav Hauptmann Dunker Afsked, fik han vel ingen Pension, men en Bestilling som Accise-Einnehmer i den lille By Rodenberg i Grafschaft Schaumburg. Her kjøbte han en Eiendom, der bestod af et Vaaningshuus, en Kjøkkenhave, en Frugthave og et lidet Stykke udenfor Byen en Eng og en stor Have, som blev kaldet der Südwiesegarten.

Da jeg kom til Rodenberg i Aaret 1807, var Reinhard Forvalter paa Godset Didersen, omtrent en Miil fra Rodenberg; der ligger en Bye, Minden, imellem disse Steder. Didersen tilhørte en General, der boede med sin Familie i Cassel; kun eengang om Aaret, paa den Tid Fersknerne vare modne, opholdt Familien sig nogle Dage paa Godset, al den øvrige Tid af Aaret traadte Forvalteren og Huusjomfruen i Herskabets Sted og havde fri Raadighed over alt. Der var en smuk, elegant Bygning, pragtfuldt meublerede Værelser, et stort, udsøgt Bibliothek, herlige Malerier. Vi tilbragte der nogle ret behagelige Dage. Jeg saae daglig Bønder, der kom til Forvalteren i et eller andet Ærinde, de vare meget smukt klædte og lod til at være velhavende Folk; næsten alle Koner og Piger bare Halsbaand af store Ravperler, og saadant et Halsbaand kostede omtrent otte Rigsdaler. Men, hvad der gjorde mig ondt, var at see, hvorledes de unge Karle kom om Løverdagen at bønfalde Forvalteren om Tilladelse at dandse Søndag Aften, hvilket han maatte afslaae dem. Jeg kan ikke fatte, af hvilken Grund Herskabet nægtede de stakkels Folk denne uskyldige Fornøielse.

De to Søstre, Henriette og Philippine, vare smukke og elskværdige Pigebørn; Henriette lignede sin Moder, var liden, blond, med en Teint som Roser og Lilier, hun var munter og livlig, flittig og ufortrøden til alt nyttigt Arbeide 339som alle Piger i denne Egn. Saasnart et Pigebarn var afvant, begyndte Moderen at spinde til hendes Udstyr, Tjenestefolk gaves der kun faae af i denne Bye, Huusmoder og Døttre forrettede Husets Arbeide, Borgemester og Raad gjorde heri ingen Undtagelse. Jeg tilbragte halvandet Aar i Rodenberg, og i denne Tid saae jeg aldrig nogen Betler, hvorvel der intet Fattighuus var, og jeg hørte aldrig Tale om noget Tyverie; Livets Fornødenheder havde Enhver, og det lod ikke til, at Nogen tragtede efter mere. Philippine var des Vaters Ebenbild: stor, høi af Væxt, med mørkere Haar; hun var upaatvivlelig den klogeste og forstandigste Pige i mange Miles Afstand, og af en regelmæssigere Skjønhed end Søsteren. Hun blev gift med Doctor Meine i Oldendorf og døde i sit tredsindstyvende Aar; Meine meldte mig hendes Død, hun var død af la Grippe.

Reinhard, som havde giftet sig med en Demoiselle Behrends, havde en Søn, Carl Dunker, som nu er Eier af et Apothek i Oldendorf. Fra ham fik jeg for fem Aar siden et Brev, hvori han meldte mig Meines og Henriette Dunkers dødelige Afgang. Philippines eneste Søn, Wilhelm, er Doctor i Marburg.

I Rodenberg var der en stor Mængde Jøder. Da de havde deres Lauberhüttenfest, gik jeg med Henriette og Philippine hen til nogle af disse Familier, der, saa længe denne Fest varer, ikke maae komme under Tag, men opholde sig i Løvhytter, som de udsmykke ved at hænge forgyldte Æbler og alskens Zirater i Grenene. Jeg saae der en Dreng paa syv Aar med et deiligt Ansigt, men pukkelrygget og yderst svag af Helbred; denne Dreng forstod og skrev Latin og Hebraisk og studerede uafladelig. Hans Moder sagde til os: «Unsere gelehrte Leute finden Vergnügen darin ihm Unterricht zu geben, weil er sogleich alles fassen und begreifen kann, und wir lassen sic gewähren; denn wozu könnten wir ihn brauchen? zum Kälbertreiben taugt er doch nicht.»

340Min Svigermoder var syg og for det meste sengeliggende, da vi kom til hende i Rodenberg. Det var i Mai Maaned, og ved Badet i Nenndorf, som ligger kun faae Skridt fra Rodenberg, var der mange Badegjester og megen Lystighed. En Dag sagde Henriette til mig: «Vor Moder har nægtet os Tilladelse at gaae til Nenndorf imorgen; beed De for os, Dem vil hun intet nægte.» Jeg opfyldte hendes Forlangende og fik til Svar: «Jeg undte gjerne mine Børn en Fornøielse, og jeg kunde godt hjelpe mig med Pigen alene, men jeg er svag, og om jeg kom noget til, medens mine Døttre morede sig, saa vilde de gjøre sig selv Bebreidelser.» Døttrene forlode hende ikke den Dag, heller ikke den følgende; Natten derefter vaagede de og Wilhelm ved Moderens Seng, og henimod Morgenen slukkedes hendes Livs Lys.

I Rodenberg var kun een riig Mand, Wilhelmi, og han levede mere indskrænket og sparsommelig end nogen Anden. Der var et Vertshuus i Byen, som blev kaldet Stockholm; der havde Embedsmændene og de mere Velhavende en Club, om Vinteraftenerne forsamlede de sig «auf den Stockholm», men heller ikke der var Wilhelmi med. Efter indstændige Bønner af Moder og Datter lod han den sidste gaae ind i et Pigeinstitut i Hannover, hvor han betalte 300 Rdl. om Aaret for hende; hun blev der i tre Aar og kom tilbage som en talentfuld og saare elskværdig Pige. Kort Tid efter Hjemkomsten blev hun syg og døde, og nu var Faderen utrøstelig, ikke saa meget over hendes Død, som over at nu de mange Penge vare udgivne til ingen Nytte. Han svoer høit og dyrt, at den anden Datter ikke skulde anvendes det mindste paa til hendes Underviisning: Wenn sie, sagde han paa sit Plattydsk, som jeg ikke kan gjengive, wenn sie kann ein Pot kochen, und ein Hemd nähen, denn kann sie genug.

I Aaret 1820 besøgte Wilhelm atter sin Familie; Philippine var gift, og Henriette var hos hende; Reinhard var afskediget som Forvalter, da Herskaberne nødig ville 341have gifte Forvaltere. Wilhelm kom til Cassel, hvor han havde Audients hos Churfyrsten, som vilde vide Besked om den norske Statsforfatning. Da han fik denne Besked, forundredes han høilig og raabte: «Aber mein Gott! was will denn der König mit so einem Lande, wo er keinen Nutzen vom hat!»

I Aaret 1840 opsøgte Wilhelm for sidste Gang sin Familie i Tydskland. Han kom til Hessen-Oldendorf og spurgte efter Doctor Meine, man viste ham Huset, han gik ind og mødte i Forstuen en lille Pige, som han spurgte, om Henriette og Philippine vare hjemme. Barnet løb op af en Trappe og raabte: «Hier ist ein Mann, der fragt nach Henriette und Philippine.» «Bruder Wilhelm ist da!» raabte de to Søstre og ilede ham imøde.

En Brodersøn af Carl Nicolai Dunker var Professor i Medicin ved Universitetet i Rinteln, og Politiedirecteur Dunker i Berlin, som omtales med saa megen Berømmelse i «Der neue Pitaval», er formodentlig en Søn af Professoren. Den Gamle skrev sit Navn Duncker.

Jomfru Dampe.

Da jeg første Gang saae hende, det var i Aaret 1798, var hun formodentlig fyrretyve Aar gammel; hendes Paaklædning var beskeden, ikke ungdommelig; man saae Levninger af Skjønhed (de beaux restes), især to blomstrende Kinder, dog vilde de unge Damer vide, at disse Roser vare Kunstproducter. Jeg hørte Bielefeldt tale om, at General Huth havde været forelsket i hende, og at denne gamle General, hvergang Bielefeldt kom til Kjøbenhavn, spurgte ham om, hvorledes det gik den charmante Jomfru Dampe. Jeg troer, at hun var en Søster af den Dampe, som i saa mange, mange Aar, maaskee til sit Livs Ende, sad i Arrest paa en Fæstning i Danmark for en politisk Forbrydelse, der aldrig blev oplyst, men som dog nok mere bestod i Ord end i Gjerning. Han blev ligesom Lofthuus hverken forhørt eller dømt.

342Lofthuus saae jeg engang, da jeg med Aamodt spadserede paa Agershuus Fæstning; han sad ved et Vindue med Jernstænger for og læste i en Bog. Aamodt sagde, at han havde siddet i denne Arrest i flere Aar uden at være bleven forhørt eller dømt, og at han vistnok vilde blive der, indtil Døden befriede ham; dersom han blev stedet til Forhør, lagde Aamodt til, da maatte man frikjende ham, da han ikke har forbrudt sig mod nogen af vore Love, men man vover ikke at slippe ham ud, derfor bliver han siddende. Capitainvagtmester Juell fortalte os, at Lofthuus havde forsøgt at undvige og til den Ende brudt et Hul i Væggen paa sit Værelse; vel havde han tildækket Hullet, men Juell var bleven det vaer og havde i al Stilhed ladet det mure til. Flere Aar derefter saae jeg paa Krigskirkegaarden en Ligsteen, hvorpaa stod: Lofthuus og nogle Ord, hvis rette Sammenhæng jeg ikke erindrer, men de vare omtrent saaledes: Din frie Aand svæver nu blandt (her nævntes flere af Oldtidens store Mænd, Phocion, Sokrates o. s. v.), som her paa Jorden lede, fordi de vilde vel. Literatus Wangensteen havde efter Sigende besørget denne Ligsteen.Huitfeldts note: Se Henrik Wergelands Samlede Skrifter VIII. S. 302–3. I en af de første Aargange af Rahbeks og Prams Minerva kan man læse om Lofthuus og hans Sag. Saavidt jeg erindrer herom, da havde en vis Amtmand høiligen forurettet Bønderne, Lofthuus havde taget Bøndernes Partie, men gaaet for voldsomt frem.

Men nu ere vi jo komne langt fra Jomfru Dampe. Hun boede i en stor Gaard, som James Collett havde foræret hende, og som blev kaldet Jomfru Dampes Gaard, saalænge jeg var i Christiania. James Collett, en Broder af Fru Bernt Anker, havde villet ægte Jomfru Dampe, men hans Familie fik dette forhindret; hans to Sønner, Peter og John Collett, vare begge gifte, og deres Koner vare Søstre, to Frøkener Elieson. De vilde vel ikke, at Faderen skulde ægte Jomfru Dampe, men de havde intet imod, at han gav hende titusinde Rigsdaler, og de behandlede hende i alle Maader som et Lem af Familien; 343hun var med dem i alle Selskaber, og de bleve ved hermed, ogsaa efter at James Collett havde forladt Verden.

Hver Juul, naar Colletts og Ankers Familie med Selskab toge til Fladebye, var stedse Jomfru Dampe med; men een Juul blev foreslaaet kun at indbyde unge, gifte Damer til denne Reise; dette var vistnok for at undgaae Jomfru Dampes Selskab; men James Collett erklærede, at han i det Tilfælde strax vilde lade sig vie til hende. Forslaget blev altsaa forkastet, og Jomfru Dampe var med til Fladebye som sædvanlig. Jeg har før sagt, at hendes Ansigts Roser efter Formodning ikke var Naturens Værk; de unge Damer faldt nu paa at drille hende ved ikke at lade hende være alene et Øieblik til sit Ansigts Restauration.

Sid ikke et heelt Seculum
Der, hvor man gjerne sidder krum!

er en af den salernitanske Skoles Læreregler, siger Tode. De unge Damer paa Fladebye bemærkede, at Jomfru Dampe ikke kjendte eller ikke fulgte denne Læreregel, og man opdagede nu, at hun benyttede Tid og Sted til at besørge den Deel af sit Toilette, som man til sædvanlig Tid og Sted hindrede hende fra.

Man antog i Almindelighed, at Peter og John Collett vare Tvillingbrødre, men jeg seer i Tullins Skrifter, at Peter var fød 1757 og Broderen Aaret efter. Peter Collett døde 1792; han var bleven meget heed, hørte jeg Fru Treschow sige, han drak et Glas kold Viin, og dette voldte ham en pludselig Død. Madame Peter Collett var en meget aandrig og talentfuld Dame, især var hun beundret for sit dramatiske Talent. Hendes bedste Rolle var Fru v. Schmerling i «Kun sex Retter»; jeg seer og hører den Stilling, den Mine og den Tone, hvormed hun sagde: «Pain bis et honneur vaut mieux que de ramper devant la crapule.» Bernt Anker, der forestillede hendes Broder, Obersten, havde saaledes sat sig ind i 344Rollens Aand, at da Niels forklarer Lise, hvad et Appendix er, og dertil brager Exemplet, Obersten og Søsteren, hans Appendix, og Lise falder ham ind i Talen med de Ord: «Nei holdt! ved Siden af Fruen er Obersten et Appendix», da maatte man vel lee og finde, at Lise havde Ret. Vare disse gamle Stykker bedre end de nyere? eller vare Skuespillerne bedre? Vistnok ingen af Delene; men hvad fattes os? – Modtagelighed.

Da Peter Collett var død, flyttede Enken til Lilleager, et Arvefæste under Bogstad, som hun eiede; her fulgte hun nogle romantiske Ideer, hun plantede Løvtræer fast over hele Eiendommen, og i en Dal, som hun havde givet Navnet Wilhelmsdal, opførte hun den Eremitbolig, jeg før har beskrevet. Nogle Aar efter solgte hun Lilleager til Bielefeldt og flyttede til Hollebye, hvilken Herregaard hun havde kjøbt, dog opholdt hun sig ofte i Christiania. Hun havde to Døttre og en liden Søn. Den yngste Datter blev opdragen hos John Collett, hvis Ægteskab var barnløst; Sønnen, James, var Moderens Afgud, hun forkjelede og tilbad ham saaledes, at Barnet sagde: «Men Moder, hvorledes vilde det gaae Dig, dersom Du mistede mig?» Hun indsaae, at det vilde være til Held for Drengen, om en værdig, god og duelig Mand paatog sig at opdrage og danne ham, og hun overlod ham til en fortræffelig Mand, Præst Bull paa Hedemarken. Drengen var dorsk og søvnagtig; en Dag lagde han sig ned ved en Dam, faldt i Søvn og væltede ned i Dammen; da man fik ham op, var han død. Hvorledes den stakkels Moder bar dette Tab, veed jeg ikke, hun kom i nogle Aar ikke mere til Christiania. Men i Aaret 1799, da «Die Räuber» blev opført paa det dramatiske Selskabs Theater, var hun der. Jeg har omtalt, hvilken Sensation dette Stykke, og hvilken Enthousiasme især Lieutenant Lindemann som Carl Moor opvakte, endog hos Flere, der ikke engang forstode Sproget. Med Et gik det Rygte: Lieutenant Lindemann er forlovet med Madame Collett. Og Rygtet medførte 345Sandhed. Hendes Familie var meget derimod; hun var flere Aar ældre end han, og da hun var meget corpulent, saae hun maaskee ældre ud, end hun var; hun havde en voxen Datter, der jo efter Alderen havde passet sig bedre for Lindemann; man vilde ogsaa vide, at hun havde tilbudet ham sin Datter og Godset Hollebye. Ikke desmindre havde de Bryllup samme Aar, og Aaret efter tilbragte Lindemann og Frue Julen paa Fladebye, hvor jeg havde den Fornøielse at være i deres Selskab.

Aaret efter fik Fru Lindemann en Søn, der blev kaldet James og, som jeg formoder, nu er Eier af Hollebye Gods. Hendes ældste Datter, Kaia, blev gift med Iver Steen; hun havde een Datter. Den yngste, Tina, blev gift med Otto Collett; de havde ingen Børn.

Jomfru Dampe havde hos sig en gammel Pige, som havde tjent hende, hendes Forældre og Bedsteforældre i firsindstyve Aar. Denne Pige døde i Jomfru Dampes Huus hundrede og fire Aar gammel.

Tordenskjold

Han var en Brodersønssøn af den berømte Admiral, Peder Wessel, der blev ophøiet i Adelstand under Navnet Tordenskjold; senere blev dennes Brodersøn ligeledes nobiliteret under samme Navn. Tordenskjold, jeg nu vil tale om, var Søofficeer, men blev afskediget i 1804, da han imellem havde Anfald af Galskab. Familien vilde gjerne blive ham qvit, og, da han yttrede Lyst til at gaae til Norge, saa lod de ham reise til Christiania. Wulfsberg var der Politiemester og erholdt fra Familien i Kjøbenhavn Efterretning om Tordenskjolds Forfatning og tillige Anbefaling om at have Øie med ham. Wulfsberg var særdeles ivrig i sit Kald, og han modtog Tordenskjold, som kom til ham velforsynet med Penge og Fornødenheder, og vaagede over ham som en Fader. En Tidlang saae man intet Tegn til Galskab hos ham, men en Aften havde han lagt Ild i Kakkelovnen og brændt alt sit Tøi 346og sine Klæder, undtagen dem, han havde paa. Med to Pistoler i Beltet gik han ned til Verten og sagde ham, at de Penge, han skyldte ham, laae paa Bordet, og derpaa gik han ud. Verten gik op paa hans Værelse, der laae Pengene paa Bordet, og hans store Kuffert stod aaben, aldeles tom, Indholdet havde han brændt. Saasnart Verten havde berettet dette for Politiemesteren, gik Wulfsberg strax ud for at opsøge Tordenskjold. Han søgte længe omsonst, flere havde seet ham, men Ingen vidste, hvor han var gaaet hen. Omsider mødte Wulfsberg en Pige, der nylig havde seet Tordenskjold gaae ind paa Byens Kirkegaard. Det var allerede sildig paa Aftenen, henimod Midnat, det var Midsommer og lyst nok, men kun hist og her saae man Nogen paa Gaden. Nu mødte Wulfsberg Kise Brochmann – stop a little, pleiede Fader at sige, først maae jeg berette om Kise Brochmann, Tordenskjold gaaer om paa Kirkegaarden og bliver der endnu en Times Tid. Kise var en Søn af Capitain Brochmann paa Abildsøe, hans Navn var Christen, men Forældrene havde givet ham Kjelenavnet Kise, og dette Navn blev givet ham af enhver. Da han var tretten Aar, var han allerede to og halvfjerdsindstyve Tommer høi, og da han var femten Aar, holdt han sex og halvfjerds. Til det dramatiske Selskabs Forestillinger paa Generalprøve var givet Adgang til Børn og Tjenestefolk; da Kise kom derhen med sin Børnebillet, sagde Repræsentanten (Gen. Aud. Bergh), der modtog Billetterne ved Indgangen: Her have i Aften kun Børn og Tjenestefolk Adgang. Hi hi hi! jeg er ikke confirmeret, jeg, hi hi hi! sagde Kise. Han gik til Confirmation for Biskop Keyser, som dengang var Slotspræst; jeg saae ham der staae paa Kirkegulvet mellem de andre Confirmander, hvor han kneisede op som en knudret Eeg blandt alt det andet Smaakrat; Keyser, som var en liden Mand af Væxt, maatte see høit i Veiret, naar han talede til Kise. Han havde en meget smuk og elskværdig Søster, som var forlovet med Lieutenant Harbou, 347en ikke mindre elskværdig ung Mand. Ferdinand Hanstein, en Preusser, kom til Christiania som Saarlæge, han var fireogtyve Aar, vittig, beleven og behagelig i Omgang. En Dag havde han indbudt nogle unge Venner til en Frokost, Lieutenant Harbou, Lieutenant Krog (nu Statsraad) og flere. Ved en Opvarters Uforsigtighed, der tog feil af en Flaske, drak hver Gjest et lidet Glas Cantharide-Essents. De bleve alle heftig angrebne, og Lieutenant Harbou maatte døe. Hans unge Brud blev syg af Sorg og svævede længe mellem Liv og Død. Naar man i den Tid spurgte Kise, hvordan det stod til med hans Søster, saa svarede han: Hi hi hi! hun ligger under Feltskjerhaand, hun, hi hi hi! – Nu tilbage til Tordenskjold. Wulfsberg anmodede Kise om at blive staaende ved Indgangen af Kirkegaarden og hindre Tordenskjold fra at gaae ud, indtil han (Wulfsberg) var kommen med Vagt for at arrestere Tordenskjold. Hi hi hi, jeg er ikke bange for Tordenskjold, jeg, hi hi hi! sagde Kise. Wulfsberg stillede nu en Vægter ved den anden Indgang og gik at hente Vagten. Tordenskjold nærmede sig Porten for at gaae ud, men da han saae Kises formidable Skikkelse, vendte han om og gik til den anden Port, hvor Vægteren blev bange for ham eller for hans Pistoler og lod ham passere. Der gik nu flere Dage hen, uden at Politiemesteren kunde finde Tordenskjold; da kom han af sig selv ind til Wulfsberg, han bar ikke mere Pistoler, talede ganske fornuftig og yttrede Lyst til at tilbringe nogen Tid af Sommeren paa Landet. Wulfsberg skaffede ham Kost og Logis hos en Mand i Kongshavn, hvor han holdt sig rolig i nogle Uger. En Dag, da Manden var gaaet ud, og han var alene med Konen, sagde han til hende: Siig mig, hvorledes Hun vover at være alene med mig? er Hun ikke bange for, at jeg kan saare eller dræbe Hende? – Nei vist ikke, svarede Konen, jeg har jo aldrig gjort Dem noget imod, hvorfor skulde De da saare eller dræbe mig? – Men har Hun da ikke hørt sige, at Tordenskjold er gal? 348spurgte han. – Jeg har aldrig seet noget galt af Dem, sagde Konen, og derfor troer jeg det ikke. – Ja, da skal Hun nok faae det at see, sagde Tordenskjold, hentede en Øxe og huggede Konen i den ene Arm. Saaret var ikke betydeligt, men Tordenskjold blev nu sat i nøie Forvaring, dog kom han efter nogen Tids Forløb ud igjen. Med tre Sølvdalere i Lommen roede han alene ud i en Baad, som han havde taget ved Bryggerne, og man hørte intet fra ham, førend der kom Efterretning fra Kjøbenhavn, at han var der. Prindsesse Caroline, Kronprinds Fredriks ældste Datter, var dengang tolv Aar gammel; Tordenskjold gik til Kronprindsen og forlangte hans Datter tilægte. Hun er noget for ung endnu, sagde Kronprindsen og loe. En Dag, da Kronprindsen med sin Datter gik forbi det Huus, hvor Tordenskjold logerede, sprang han ud af et Vindue i tredie Etage og blev liggende for Fødderne af Kronprindsen. Han havde brækket begge sine Been. Han blev siden holdt i Kjøbenhavn i sikker Forvaring og fik, saavidt jeg veed, ikke Leilighed til at undvige.Huitfeldts note: Jfr. B. Moes Tidsskrift for den norske Personalhistorie 1ste Række, S. 131. Du erindrer sikkert, kjere Broder, at der i den Gade, Nedre Slotsgade, hvor vor Moders Huus var beliggende, boede en Mængde Haandværksfolk; Bundtmager Scharbou, Hattemager Brynn, Knapmager Freimann, Hattemagerne Bue og Bech, Bundtmager Steensgaard og flere. Hos Hattemager Brynn var en Svend, af Fødsel en Svenske, der saae godt ud, var af gode Sæder og en duelig Arbeider; han havde forelsket sig i en smuk Slægtning af Brynn, der var i hans Huus; hun heed Jomfru Øen. Svensken bemærkede med et, at baade Mesteren og Jomfruen behandlede ham med usædvanlig Ringeagt, og kom efter, at Aarsagen hertil var den, at en ny Svend, der var kommet der i Huset, havde fortalt om ham, at han i Sverige havde faaet Spø. (Denne infamerende Straf, der ofte tildeles for de ubetydeligste Forseelser eller Forsømmelser mod Overmænd, er endnu ikke afskaffet i Sverige, hvorvel dette er bleven foreslaaet. Da jeg reiste til Stockholm i Aaret 1819 i 349Følge med Bloch, Busch, Kjelland og Anker, saae vi paa et Skiftested paa Veien en Karl, der græd og var som fortvivlet. Anker spurgte, hvad der feilede ham, og en Anden af vort Selskab svarede: De har jo i Skydsbogen anmeldt en Forsømmelse, denne Karl har gjort sig skyldig i, og han vil nu blive straffet med Spø. Gud bevare mig fra at være skyldig i saadant, raabte Anker og skyndte sig at udslette det, han havde skrevet i Skydsbogen om Karlen). Som jeg nu en Dag gik ud ad Ruseløkveien, mødte jeg en Skare, der havde en Bærebør, som var tildækket med et Klæde, mellem sig; de bare den ind til Byen, og paa Baaren laae den stakkels Hattemagersvends Lig, han havde skudt sig for Panden. Udenfor Porten af Ruseløkken havde han givet en fattig Dreng nogle Smaapenge og bedet ham derfor at aflevere to Breve, som han leveerte ham. Det ene Brev var til Politiemester Wulfsberg, det andet til Jomfru Øen. I Brevet til Politiemesteren stod der, at han ikke kunde udholde at bære Livet, siden – her nævnte han Svendens Navn – havde gjort bekjendt den Skjendsel, han i sit Fødeland havde maattet lide. Saasnart Wulfsberg havde læst Brevet, ilede han hen til Ruseløkken, Svensken laae endnu udenfor Porten, men var allerede død. Da Wulfsberg havde føiet de fornødne Anstalter til at faae Liget bort, opsøgte han Svenden, som havde røbet Hemmeligheden. I sin store Nidkjerhed tiltalede han nu denne meget haardt, og bragte ham til en saadan Fortvivlelse, at han gik hen og kastede sig i Bjørvigen. Hans Hensigt var at drukne sig, men Klokken var fire om Eftermiddagen, det var lys Dag, og Flere, der saae ham, trak ham uskadt op.

Kongemaren.

Det er bekjendt, at Kronprinds Fredrik ønskede at gifte sin ældste Datter Caroline med Prinds Christian, den præsumptive Thronarving, og hvorledes denne Prinds paa en Reise i Tydskland havde forliebet sig i en Mechlenborgsk 350Prindsesse, og at Fredrik opgav sit Ønske og lod ham ægte denne Prindsesse. Det er ogsaa almindelig bekjendt, hvorledes denne Prindsesses uforsigtige, eller uanstændige, Opførsel var Aarsag i, at hun blev skilt fra sin Gemal, og at Skuespilleren Dupuy blev forviist fra Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

I Aaret 1810 havde Kongen sat sin Svoger, Prinds Fredrik af Hessen, til Statholder i Norge; nogen Tid derefter blev han i denne Post afløst af Prinds Christian. Denne Fyrste var dengang syvogtyve Aar, meget smuk og af et behageligt Væsen. Nogle sagde, at han var skjev, men det kunde jeg aldrig opdage, skjøndt jeg saae ham ofte og gav Agt paa ham; hans Fader Arveprindsen havde været skjev, og dette var formodentlig Anledning til Sagnet. Nok er det, han behagede enhver, og alle trængte sig om ham, saa ingen mere brød sig om Prinds Fredrik. Baronesse Liliencron sagde: De maae dog lade den gamle Sol gaae ned, førend de begynde at hylde den nye. Christian tog Deel i alle de Fornøielser, der tilbødes ham, han forsømte ingen Forestilling i det dramatiske Selskab og var Deeltager eller Gjest i mange Privatselskaber. En Dag havde General Haxthausen givet sine Tjenestefolk Tilladelse til at indbyde deres Camerader til en Lystighed, og Prindsen gik med nogle andre Herrer at see Folkene dandse. Her saae han en Pige, som han sagde til sine Fortrolige paafaldende lignede hans fraskilte, endnu elskede Gemalinde. Han forlangte at see Pigen igjen. Hun heed Maren og tjente hos Kjøbmand Edsleff. Hun blev taget ud af Tjenesten og sat i Kost hos Madame Steensgaard, hun maatte komme til Prindsen hver Dag, og han sagde ofte, at hun lignede hans Gemalinde. Da Prindsen var bleven udraabt til Konge af Norge, kaldte man hende Kongemaren. Da Kongen var borte, var Kongemaren ret ulykkelig; hun var nedkommen med en Datter, og saa længe denne levede, fik hun en liden Pension, men da Barnet døde, mistede hun ogsaa den. 351Hun havde adskillige Breve fra Kongen, som en nidkjer Embedsmand tog fra hende. Havde han Ret dertil?

Conferenceraad Lachmann og hans Døttre.

Jeg veed ikke med Vished, om det var ham, der har bygget Lakkegaarden og givet den, saavelsom Gaden, sit Navn, eller om det maaskee har været hans Fader, der har gjort det; saalænge jeg kan erindre, boede Conferenceraaden i sin Eiendom, den saakaldte Kongens Mølle, ved Enden af Møllergaden. Han var en meget høi Mand, med et imponerende, aristokratiskt Udvortes, og af en meget streng og stolt Charakteer. Han havde fire Døttre, hvoraf den ældste lignede ham meget og var næsten ligesaa høi som han; hun var opdraget i Kjøbenhavn, i Madame Legrands Institut, hvor ogsaa Henriette Mathiesen (Fru Enevold Falsen) var bleven opdraget. Da Frøken Lachmann var kommen tilbage til sine Forældre, blev hun kort efter gift med Præsident Willemsen, en agtet, anseet og velhavende Mand. Efter et Par Aars Forløb døde Willemsen og efterlod sin Hustrue en Datter og – som det heed i Intelligentssedlerne – en Ufød.

Lachmanns yngste Datter, Grethe, var den af hans Døttre, som han satte meest Priis paa; han gav hende selv Underviisning og tugtede hende med Ridepidsken, naar hun ikke anstrengte sig nok i sine musikalske Øvelser. I sit attende Aar var hun en udlært Sangerinde, og jeg hørte Treschow sige en Aften, da han kom hjem fra en Concert, hvor hun havde ladet sig høre: «Hun træder frem, hun manierer sin Nodebog, hun synger, altsammen som en fuldendt Sangerinde. Hvorfra har hun alt dette?» – Kammerjunker Kaalund forlangte hende tilægte af Faderen. – Hende faaer De ikke, svarede Lachmann, men vil De have Henriette, hendes ældre Søster, hende skal De faae, hun er den dummeste af mine Døttre. – Doctor Baumgarten friede til hende og fik ligeledes Afslag af Faderen – dog uden Anviisning til Henriette; men Baumgarten 352gjorde Aftale med Datteren, at lade sig vie til ham uden Faderens Samtykke. Hans Ven, Lieutenant Hummel, var dem herved behjelpelig. Frøken Lachmann gik en Eftermiddag ud i Haven, hvor Hummel stod udenfor Havegjerdet, han løftede hende over Plankeværket og gik med hende til Kirken, hvor Baumgarten, Præsten og Vidnerne ventede dem. Da de nu hverken havde Huusholdning eller Tjenestefolk, saa spiste de til Middag og Aften hos Capitain Wiums, hvor jeg i den Tid flere Gange stødte paa dem.

Hummel var Lieutenant ved det ridende Artillerie, for hvilket Aamodt var Compagniechef; jeg saae derfor Hummel næsten daglig og lærte at kjende ham temmelig nøie, men saa interessant og singulier, som saadan Charakteer vistnok er, saa række ikke mine Evner til at fremstille den fuldstændig; kun saameget herom. – Hans hele Individualitet var en Sammenssetning af Yderligheder og Contraster, han var af det Stof, hvoraf der dannes Krigere og Martyrer; han kunde sige som Chevalier eller Mademoiselle d’Eon: «J’estime na vie quatre sous, et ces quatre sous je les donne aux pauvres.» Han agtede legemlige Smerter for Ingenting og loe kun deraf. Han havde en Gevæxt i Panden, den skar han selv bort med en Ragekniv, og da den siden voxede til igjen, saa gjentog han Operationen flere Gange. Og dog kunde han græde af Medynk, naar han saae en Anden lide Smerte. Flere Gange havde han vovet sit Liv for at redde Andre; engang paa Isen faldt han selv i en Vaag, da han vilde trække en Anden op af den. Aamodt spurgte ham, hvad han tænkte paa i det Øieblik, da han gik tilbunds. Jeg tænkte, sagde han, at jeg vel nu maatte døe, og saa læste jeg et Fadervor.

Hummel var forlovet med en Jomfru Rynning paa Kongsvinger. Men ligesom Fru Willemsen var den største blandt Qvinderne i Christiania, saa var Hummel upaatvivlelig den største Mand, og paa Bal saae jeg de to ofte dandse sammen og hørte vel ogsaa noget hvidske om Fløimænd.

353Samme Aar blev, som jeg har fortalt, Die Räuber opført i Grændsehaven; Hummel var Schweitzer, han spillede ikke, han var Schweitzer. Kort derefter hørte man, at Hummel og Fru Willemsen vare Kjerestefolk. Faderen, Lachmann, vilde bevæge Himmel og Jord for at bringe sin Datter fra at indgaae denne Forbindelse; han truede endog med at bringe Kongen til at forbyde den; det hjalp ikke, hun ægtede Hummel. Willemsen havde en Broder, der var Amtmand paa Bornholm, denne forlangte en af sin Broders Døttre til sig, og den anden Datter, som Moderen beholdt tilbage, døde nogen Tid derefter. Disse Børn havde hver et Par tusind Daler efter Faderen, og Fru Willemsen havde foruden en ikke ubetydelig Capital fire hundrede Rigsdaler i Enkepension.

Ved Hummels Bryllup vare Aamodt og Baumgarten Vidner eller Forlovere; hverken Brudens Forældre eller nogen af hendes Slægtninge, med Undtagelse af Fru Baumgarten, vare derved tilstede. … I det første Aar efter Brylluppet gik Fru Hummel ikke ud af Huset og modtog intet Besøg. Aaret efter kom hun i de Selslaber, som Bielefeldt, Chefen for Artilleriebrigaden, ofte gav, og hvortil han indbød alle Artillerieofficerer med deres Familier. – Hun, som ved Skjønhed, Aand, fiint Væsen og høi Stand havde været en af de første Damer i Christiania, blev nu aldeles overseet, især af Damerne. Mig gik det rigtignok ikke bedre, men for mig var dette hverken uhyggeligt eller ydmygende; jeg vidste, hvor ubetydelig jeg var, og jeg havde aldeles ingen Fordring, ikke engang Attraae efter at blive bemærket. Ved saadanne Leiligheder foreslog Fru Hummel mig at gaae med hende ind til Demoiselle Cathier, de smaae Frøkener Bielefeldts franske Gouvernante, der lod os høre paa, hvorledes hun parlerede med Børnene, og lod dem oplæse deres franske Lectier for os.

Kongen gav Hummel Charakteer af Capitain, og jeg hørte Damerne med Latter sige til hverandre: Fru Hummel er bleven Capitain. Men dette var kun en liden Deel af 354den stakkels Fru Hummels Lidelseshistorie. De havde været gifte i omtrent tre Aar og havde to Børn, da forlangte en Pige at tale med Oberst Bielefeldt; hun sagde, at hun var i Tjeneste hos Hummel, og at hun for nogen Tid siden uforvarende var kommet ind i Stuen og havde seet Hummel slaae og mishandle sin Kone. Da han blev Pigen vaer, blev han forskrækket og gav hende fire Rigsdaler, for at hun ikke skulde sige til Nogen, hvad hun nu havde seet. Hun havde ogsaa tiet dermed, men nu blev Mishandlingen uden Sky saa ofte gjentaget, at hun vel maatte tale derom. Fru Hummel kom siden selv til Obersten og erklærede, at hun ikke længer kunde udholde at leve med Hummel.

Hummel var en munter og behagelig Selskabsbroder, en meget god Skuespiller, en vældig Jæger, en fortræffelig Billardspiller; han havde derfor mange Venner og Velyndere. Af Bernt Anker var han yndet for sit dramatiske Talent, af John Collett var han elsket som Sportsman, ligeledes af flere norske Engelskmænd, som dengang vare lidenskabelige Jægere. Der blev nu raadslaaet om, hvad der skulde gjøres ved Hummel, og Resultatet blev, at man sendte ham udenlands, jeg erindrer ikke, under hvilket Paaskud. Han blev sendt til Neapel og havde Permission paa to Aar. I denne Tid corresponderede han flittig med sine Venner i Christiania, især med John Collett, og de forsikkrede, at hans Opførsel var særdeles god. – Efter Permissionens Ende kom han tilbage til sin Familie, og nu varede det ikke længe, før det huuslige Uveir brød ud paa nyt. Formuen var aldeles borte, og det er sandsynligt, at hun ikke havde skaanet den mere end han. Bielefeldt blev Chef for hele Artilleriet og fik som saadan sin Post i Kjøbenhavn. Ogsaa Hummel blev ansat der, og Fru Hummel med Børnene blev tilbage i Christiania; hvorvidt der var sørget for hende, veed jeg ikke, men vist er det, at hun var i megen Trang.

I Kjøbenhavns Bombardement udmærkede Hummel sig saaledes ved Mod og Tapperhed, at Kongen blandt andre 355Belønninger gav ham en Orden. Ved vilde og gale Streger forbrød han sig siden saaledes, at Kongen afskedigede ham og forlangte Ordenen tilbage. Hummel vilde ikke godvillig udlevere den, og Kongen sendte to Officerer hen til ham for at tage den fra ham med Magt. Hummel satte sig paa en Kuffert – det eneste Meubel i hans Værelse – med en ladt Pistol i Haanden og sagde, at hvad hans Konge havde givet ham, det skulde Ingen tage fra ham, saalænge der var Liv i ham, og lovede at skyde Pistolen af paa den, som nærmede sig ham i denne Hensigt. Ordenen bar han paa Brystet. Da Kongen hørte dette, sagde han leende: «Saa lad ham da beholde den.» Engang gik det Rygte, at Hummel var død; Fru Hummel skulde altsaa have sin Enkepension igjen; men Rygtet var falskt, og hun flyttede til Fredriksstad, hvor hun oprettede en Skole. Men her traf hende det haardeste af alle hendes haarde Skjebnes Slag. Hendes og Hummels Datter var nu omkring tyve Aar og havde forelsket sig i en ung Mand i Fredriksstad; da hun fik vide, at han havde forlovet sig med en Anden, tog hun Gift ind. Da Giften begyndte at virke, angrede hun det og fortroede sig til en gammel Pige, som var fulgt dem fra Christiania. Der blev nu anvendt alle mulige Midler for at redde hende, men den Portion, hun havde taget, var for stor, hun maatte ynkelig døe. I de senere Aar har jeg Intet hørt om Hummel eller Fru Hummel, kun engang i Aaret 1831 saae jeg i Christiania en høi, meget smuk ung Mand, der heed Hummel og udentvivl var deres Søn; han var Underofficeer.

Lachmanns fjerde Datter giftede sig ogsaa mod Forældrenes Villie med en Lieutenant Mørch; jeg veed Intet om hende, uden at hun var meget fattig og meget ulykkelig. Hun døde i Christiania og efterlod sig en Søn.

Fru Baumgarten var meget letsindig og fri i Opførsel og Tale, hun gav derfor Anledning til megen Omtale; men de, som kjendte hende nøie, sagde om hende, at de maatte holde af hende, da hun med alle sine Feil 356havde et saa godt Hjerte, og det er vist, at hun satte sin Glæde i at hjelpe og trøste, hvor hun kunde. I Musik og Sang var hun uforlignelig, og Slotspræst Sverdrup, der var en gammel streng Moralist og havde hørt adskilligt Ondt om Fru Baumgarten, sagde, da han havde seet og hørt hende som Lene i Dragedukken: Nu skulle alle hendes Synder være hende tilgivne. I Epilogen: De ni Muser, tildeelte FalsenHuitfeldts note: Enevold Falsen kan ikke have været Forfatter af den omtalte Epilog, da han først blev Medlem af det dramatiske Selskab i Marts 1803. Ikke heller kan den være skreven til en Sørgefest i Anledning af Samsøes Død, der indtraf 1796; formodentlig er den given ved en Mindefest i Anledning af hans «Dyvekes» første Opførelse i Christiania. hende Polyhymnias Rolle; at han samme Gang tildeelte mig Clios Partie, har maaskee bidraget til at give mig Lyst, om just ikke Evne, til at optegne de vistnok kun lidet mærkværdige Tildragelser, jeg har seet foregaae. – I Pipervigen boede en Mand, som man kaldte Kaasbøl; man kaldte ham ogsaa Kongen i Pipervigen, da han var en riig eller dog en velhavende Mand. Andre sagde, at hans Navn ikke var Kaasbøl, men at han havde været Tjener hos en Kaasbøl; han havde en Søn, der var en meget smuk ung Mand, havde etableret sig som Kjøbmand i Christiania og kaldte sig Holt. Han var en intim Ven af Baumgarten og kom daglig i hans Huus, og i Selskaber var han Fru Baumgartens opvartende Cavalleer. Imellem var han og Baumgarten paa Lysttoure, hvor hun ikke var med. Der gik mange høist urimelige Rygter om disse Personer; Rygterne vare saa usandsynlige, at de modsagde sig selv. Baumgarten, og Fruen endnu mere, vare Elskere af Hunde, Holt ligesaa. At Holts Hund fulgte Fru Baumgarten, ja endog opsøgte hende paa Theatret, saae jeg engang paa en Prøve, medens jeg stod ved Siden af hende paa Scenen; jeg vidste ikke andet, end at det var hendes egen Hund, da hun klappede den og sagde: Det er Holts Hund, den følger mig overalt. Dette er nu alt, hvad jeg har seet, der kunde tyde hen paa et intimt Forhold mellem dem. – En Dag tog Baumgarten, Holt og et Par andre unge Mænd ud paa Landet i et Jagtpartie; de havde samlet sig hos Baumgarten, tog Afsked med Fruen og gik afsted. Ud paa Dagen, da de vare gaaede ind i en Bondestue, gik Holt ubemærket fra dem. De gik ud 357for at søge ham op, og da de vare gaaede et Stykke Vei, saae de Holt ligge paa en Bakke med Geværet ved Siden. See engang den dovne Holt, sagde Baumgarten, der har han lagt sig til at sove, vi ville vække ham med et dygtigt Dask. Da de kom hen til Bakken, saae de en Strøm af Blod: Holt havde skudt sig, han var allerede død. – Der blev nu fortalt mange Historier i den Anledning, Beretninger om Ting, som ingen Sjel har seet. Holt havde skudt sig af Jalousie, man nævnede den unge Mand, som havde stukket ham ud, o. s. v. Hummels første Kjereste, Jomfru Rynning, blev gift med Professor Thaarup, hun saae lidende og ulykkelig ud, der blev sagt, at hun ikke kunde glemme Hummel; hun døde tidlig. Baumgartens havde to Døttre, der havde gode Anlæg og nøde en god Opdragelse. Han flyttede med sin Familie til Flensborg, og jeg har forgjeves søgt at faae nogen Efterretning fra eller om dem.

Fadderskab.

Vistnok staae vi i et vist aandeligt Slægtskab til alle vore Medmennesker, men mig synes dog, vi staae i et endnu nærmere Forhold til dem, ved hvis Daab vi have været Vidner, og i hvis Navn vi høitideligen have lovet at ville forsage det Onde og følge det Gode. Jeg har bemærket, at i Almindelighed, naar Præsten ved Daabshandlingen henvender Spørgsmaalene til Barnet, da besvarer Gudmoderen paa Barnets Vegne disse Spørgsmaal ved en Slags Compliment eller Neien; jeg har ved saadan Leilighed stedse besvaret disse Spørgsmaal paa Barnets Vegne med et tydeligt Ja, da dette syntes mig at være det Rigtigste. Den Første, jeg stod Fadder til (jeg var dengang i mit sextende Aar), var en Datter af Skrædder Bech. Hans Kone var en Datter af Madame Haller, Sted- og Ligkonen, som Du erindrer fra vor Faders Begravelse. Skrædderen havde ikke bedet mig til Fadder, men om Morgenen sendte Fru Treschow mig Bud om, at hun havde lovet Bech idag at staae Fadder hos ham, men at hun havde faaet 358Forhindring, og at jeg nu maatte gaae i hendes Sted. Dette var gaaet saaledes til. Da Bech havde faaet Løfte af Fru Treschow om at staae Fadder til hans Barn, gik han til Fru Rosenstand, der lovede ham at gjøre det samme; da Fru Treschow fik dette at vide, sogte hun om en Stellvertreter. Det var ikke, fordi hun havde noget imod Fru Rosenstand; tvertimod, de vare Bekjendte, endog Veninder fra Kjøbenhavn af, men det var Skik, at den fornemste Dame skulde ved Fadderskab bære Barnet, og efter Rangforordningen maatte dette blive Fru Rosenstand, og dette kunde Fru Treschow ikke finde sig i; hun fandt mig særdeles beqvem til at træde i hendes Sted ved denne Leilighed, da jeg i ingen Henseende kunde rivalisere med Fru Rosenstand. Disse Bemærkninger ere faldne mig ind i den senere Tid, thi dengang var jeg for ny og uerfaren til at kunne læse mellem Linierne. Jeg havde hørt af Fru Rosenstand, at man i Kjøbenhavn, naar man stod Fadder, gav en Ducat paa Vuggen, og jeg bad Aamodt om at give mig en Ducat; han spurgte, om ikke to Dalersedler kunde udrette det samme, men da jeg holdt paa Ducaten, føiede han mig heri. Jeg traadte ind til Skrædder Bech, strax efter kom Fru Rosenstand, – hvor hun var straalende! jeg sank sammen i min egen Ubetydelighed. Jeg sagde i mit Hjerte som Béranger siden: Ah, quelle est belle! Vel lagde jeg ikke til som han: Et Moi, je suis si laid, men jeg tænkte ved mig selv: giver da Ungdommen intet Fortrin? Hun havde sagt mig, at hun var to og tredive Aar, og jeg var sexten. Hvem de øvrige Faddere vare, veed jeg ikke; jeg saae ingen uden Fru Rosenstand.

Da min lille Guddatter voxede til, tog Madame Haller hende til sig; denne var en streng og en agtværdig Kone, saa Barnet var i gode Hænder; da Bedstemoderen var død, fik hun Tjeneste hos John Collett, og siden har jeg intet hørt om hende. – Den næste Gang, jeg stod Fadder, var hos en Artilleriesergeant Eriksen, hvis unge Kone var 359kommen ned med Tvillinger. Heiliger var Oberstlieutenant ved Artilleriet, og Fru Heiliger bar den ene Tvilling til Daaben; Madame Skavland fra Trondhjem fulgte med hende. Aldrig saae jeg noget Deiligere end denne Mad. Skavland. Den fine, ranke og dog fyldige Figur i den himmelblaae Atlaskjole, en Hals, saa hvid som Alabast, beskygget af guldgule Lokker, et Par Øine, om hvilke Cathrine Devegge sagde, at det lønnede Umagen at reise til Trondhjem, blot for at faae dem at see. Det var Raphaels Madonna i levende Live. Hun var dengang atten Aar. Den anden Tvilling blev holdt over Daaben af Fru Haffner. – Heretter fulgte en Række af Fadderskaber hos Artillerister og Sergeanter, indtil jeg syntes, at jeg paadrog mig for stort Ansvar, hvis jeg skulde have Tilsyn med altfor mange Guddøttre eller Gudsønner, og da en Sergeant Morland kom at bede mig til Fadder, afslog jeg dette. Da Manden var gaaet, sagde vor Pige mig, at Morlands Kone var død, idet hun satte Barnet ind i Verden, og nu angrede jeg at have givet den stakkels Mand Afslag. Jeg stod Fadder til en Søn af Lieutenant Tscherning, der var gift med Amalie Behmann. Her var Bielefeldt Fadder, ogsaa Madame Collett og Ulrikke Haxthausen. Aamodt gjorde mig her opmærksom paa, at jeg ikke maatte paatage mig at bære Barnet, men overlade dette til Madame Collett. Jeg har fortalt om, hvorlunde jeg holdt Grauers Søn over Daaben. I de senere Aar har jeg holdt over Daaben min kjere Brodersøn Wilhelm Hansteen, min ikke mindre kjere Gudsøn Alfred Hansteen og min egen yngste Søn. I de fire og tyve Aar, jeg har tilbragt i Trondhjem, er jeg kun eengang bleven anmodet om at staae Fadder; dette var til en Datter af en Musikus Neumann, der var gift med Skuespillerinden Jomfru Fjeldsted, en Søster af den berømte Dandserinde. Den lille Pige, som jeg holdt over Daaben, blev kaldet Clara Caroline. Fru Kellermann, som var her ifjor Sommer paa sin Kunstreise, skal have sagt, at denne hendes Søster var død; om Barnet har jeg Intet faaet at vide. – Da jeg i Aaret 1831 kom herhid 360til Trondhjem, erkyndigede jeg mig om Madame Skavland; der blev sagt mig, at hun for nogle Dage siden var død, men at jeg maatte have seet hende, da jeg for en fjorten Dages Tid siden havde siddet ved Siden af hende paa en Concert i Harmoniens Sal. Det kunde ikke have faldet mig ind at formode, hvorlunde den gamle Kone, der sad ved Siden af mig, kunde være den Samme, hvis Billede i fire og tredive Aar havde staaet saa levende og uudsletteligt i min Indbildningskraft. Havde jeg tænkt mig denne Mulighed, da havde jeg betragtet hende nøiere og maaskee kjendt hende igjen; thi det sande Skjønne er jo aldrig aldeles forgjengeligt. . .

En Solskinsdag.

Det var en deilig Sommerdag, og det var Søndag, og jeg var atten Aar. Der kom en Indbydelse til mig fra Jomfruerne Devegge, om at tilbringe Aftenen hos dem. De og deres Søster ved Valg (de tre kaldte sig les inséparables) vare saa begavede, saa vittige, saa talentfulde, at det var mig en Glæde og Ære at være yndet af dem. Det var hos Treschows, at jeg havde gjort deres Bekjendtskab. Selskabet hos Mama Devegge, som Treschow kaldte hende, bestod, foruden les inséparables, af Fru Tullin, Frøken Louise Kaltenborn (Fru Carl Falsen) og Letta Fleischer (Fru Hagbarth Falsen). Les inséparables vare flere Aar ældre end jeg, Fru Tullin og Frøken Kaltenborn vare af min Alder, og Letta Fleischer var kun ti Aar, men saa qvik, vittig og elskværdig, at hun ikke var den mindst interessante i det lille Selskab. Vi moerede os med uskyldigt Spøg, og Tiden gik som en Raket.

«Die Hore fliegt hahin im leichten Tanz
Und reicht uns fliehend ihren Blumenkranz,»

sagde Cathrine engang ved en lignende Leilighed. Marie Devegge moerede os ved mange vittige Indfald, og Sara 361Boyesen fortalte en Historie, som jeg vil anføre, da den opvakte den meste Latter, men da den falder i det Burleske, saa maae jeg bede om Undskyldning, – man maae ikke troe, at alle vore Løier hørte til dette Genre. Tre Reisende, som havde taget feil af Veien, gik ind i et Huus, hvor de traf en syg Kone i Sengen, som bad dem være hende behjelpelig med at skrive hendes Testamente. De vare villige dertil, og Konen dicterede: Alt, hvad jeg eier, bestaaer i halvfjerde F . . . . (femme qui pète n’est pas morte, siger J. J. Rousseau), og deraf testamenterer jeg disse tre Herrer hver een. «Og hvem skulde have den halve?» raabte jeg. «Den halve,» svarede Sara, «skulde tilhøre den, som spurgte derefter.»

Da jeg kom hjem og sagde Aamodt, hvem der havde været, spurgte han mig, hvor da Tullin havde været den Aften. Jeg svarede, at jeg vidste det ikke (hvorvel jeg rigtignok havde hørt, at han var i Selskab hos Assessor Mathiesen). Det faldt mig nu først ind, at det ikke havde været rigtigt af mig at gaae i Selskab, medens han var alene hjemme.

*

Der gaves i min Tid i Christiania en Art Qvinder, og jeg haaber, de findes der endnu, som man i Almindelighed kaldte Velfærdskoner. Gram kaldte dem i sit Sprog Annemalener. Marmontel har i en af sine Contes moraux fremstillet en saadan Qvinde, som han har kaldet: La femme, comme il y en a peu; men det skjønneste Billede af en saadan Qvinde er det, som Salomon har givet os i sine Ordsprog. Dette læste jeg i mine tidlige Ungdoms-Dage saa ofte igjennem i den franske Oversættelse, at det har præget sig uudsletteligt i min Hukommelse, og jeg kan ikke bare mig for at fremsætte det her: . . . . .

Da jeg igaar havde skrevet saa langt, lagde jeg Pennen ned; efter disse saa skjønne og sublime Ord syntes det mig en Profanation at tilføie nogle af mine. Idag har jeg taget Mod til mig og har tænkt, at da Kong Salomon saa 362ofte er sat ved Siden af Jørgen Hattemager, saa kan jeg vel uden Forargelse nævne ham paa samme Blad med Lars Smith, velmeriteret Kjøbmand i Christiania, der boede paa Byens Torv og havde en Hustrue, som, efter alt hvad jeg hørte og saae af hende, paa noget lidet nær, lignede det af Kong Salomon fremsatte Ideal af en Qvinde.

Den første Gang, jeg hørte tale om Madame Smith, var i Aaret 1790, da Moder havde sat Broder Johannes ind i Verden og blev betjent af Jordemoderen Madame Abel, der i de samme Dage havde samme Function hos Madame Smith. Danske Fruentimmer i Almindelighed og Jordemødre i Særdeleshed ere oftest meget snaksomme; Madame Abel sad ofte hele Timer ved Moders Seng og snakkede i et væk, og jeg hørte til med Opmærksomhed. Jeg var dengang i mit tiende Aar, og jeg har allerede fortalt, hvorledes jeg hørte Lieutenant Hansteen fortælle Moder om hans Forlovelse med Jomfru Schnell, hans intenderede Frierie til Frøken Elieson, og hvorledes jeg hørte Carsten Tank fortælle Fader om sit mislykkede Frierie til Jomfru Juell paa Vestby. Jeg seer endnu, hvordan Tank lagde Haanden paa Hjertet, da han sagde: Af hvad jeg nu har sagt Dem, maae De selv dømme om, hvad jeg følte for Pigen. Faster Green fandt det upassende, at saadanne Materier bleve afhandlede i Børns Nærværelse, hun gjorde Fader og Moder opmærksom herpaa. Smaae Gryder har ogsaa Øren, sagde Faster Green. – Først fortalte nu Madame Abel sin egen Historie, hvorledes hun, næsten endnu et Barn, var bleven gift med Østergaard, som Aaret efter var død fra hende. Da hendes Søster, Jomfru Winther, havde gjort saa megen Lykke ved dansk Theater og vundet saa stor Berømmelse der, saa vilde nu Madame Østergaard forsøge at gaae samme Vei. Tre Gange havde hun debuteret, men med lidet Held, og blev ikke antaget. Hun giftede sig paanyt med en Friseur Abel, men dette Ægteskab var ulykkeligt, og de bleve adskilte. Hun havde en Søn efter Østergaard, denne vilde Jomfru Winther sørge for, forsynede 363ham rigelig med Klæder og Linned – her fulgte en lang Liste paa alle de gode Ting, hun skjenkede ham –, men da hendes Hensigt var at sende ham til Søes, saa tog Moderen ham tilbage, hun havde nu sat ham i Latinskolen i Christiania. – Siden begyndte hun at tale om Madame Smith, om den store Orden i hendes Huus, hvor alt vidnede om hendes utrættelige Flid, hvor alting gik som efter en Snor; om den store Ærbødighed, Tjenestefolkene havde for hende, og om den Godhed, hvormed hun behandlede alle dem, der kom hende nær. Et Træk heraf vil jeg anføre med Madame Abels egne Ord: «I forrige Uge var hendes Barn til Daaben; det blev bestemt, at jeg skulde kjøre med Barnet til Kirken, og Madamen spurgte mig, om jeg havde min Pynt istand til den Dag, og hvilke Klæder jeg agtede at tage paa. Jeg svarede hende, at jeg havde en Trøie og Skjørt af lyseblaat Silketøi, som jeg tænkte at iføre mig ved denne Leilighed. Det er godt nok, sagde hun, men dertil hører et Forklæde af hvid, klar Musselin. Jeg svarede, at jeg intet saadant eiede. – Jeg skal laane Dem mit, sagde hun og leverede mig et meget smukt Forklæde, garneret med kostbare Kniplinger. Paa Barnedaabsdagen tog jeg Forklædet paa, men, tænk Dem min Skræk! da jeg kjørte hjem og steg af Vognen, havde jeg faaet en Rift i Forklædet. Jeg stoppede Riften, saa godt jeg formaaede, og leverede Forklædet tilbage, ikke uden Ængstelse. Dagen derpaa sagde Madamen til mig: Jeg havde havt isinde at forære Dem det Forklæde, De bar igaar, men nu har det faaet en større Værd, og jeg vil ikke miste det; De har stoppet en Rift deri med saa kunstig Haand, at jeg ofte vil betragte det som en Erindring af Dem og Deres Kunstfærdighed. Modtag istedet derfor dette! – Og nu leverede hun mig et endnu smukkere Forklæde med endnu bredere Kniplinger».

I Aaret 1800 gjorde jeg ved Alette Tyrholm Fru Smiths Bekjendtskab og bestyrkedes derved i min Høiagtelse for hende. I Aaret 1814 bad hun mig om at give hendes 364Datter Louise Underviisning i Fransk. Louise var det yngste af hendes Børn og, som jeg formoder, det kjereste. Det var en Fornøielse at undervise denne Pige, hun var opvakt, havde godt Hoved, og jeg maatte faae hende meget kjer. En Dag bad hun mig fra sin Moder, at jeg vilde komme til dem paa deres Landsted, Incognito, hvor de boede om Sommeren, og her bemærkede jeg, at den saa strenge Huusmoder var svag og eftergivende, naar det gjeldte Louise. Vi spadserede i Haven, og Moderen sagde: Min Louise, vil Du ikke plukke nogle Stikkelsbær til Fru Dunker? – men Louise svarede: Nei da, Moder, vil Du, at jeg skal stikke mine Fingre paa Tornene? Og Moderen sagde: Du har Ret; kald paa en af Pigerne, at hun plukker Stikkelsbær til os. – Da vi gik ind i Huset, sagde Moderen: Louise, gaae engang ud i Kjøkkenet og see til med Pigerne, at Maden bliver vel tillavet. Louise svarede: Men Moder, vil Du da, at jeg skal staae for Skorsteensilden og forbrænde mit Ansigt? – Og Moderen henvendte sig til den ældre Søster, Anne, som strax opfyldte Forlangendet.

Louise var engang paa et Bal, hvor der sad nogle adelige Frøkener sammen og converserede paa Fransk. Louise sad i Nærheden af dem, men da de troede, at hun ikke forstod Sproget, saa begyndte de ogsaa at tale om hende. Hun er styg, sagde den ene. Der er intet smukt paa hende uden Haaret, sagde den anden, og det er falskt (postiche). Nu kunde Louise ikke tie længer, hun forsikrede dem i samme Sprog, som de førte, at hendes Lokker vare: de son propre crû, – og her hørte Conversationen op. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Jubelfester.

Min Lærer i Fransk var en tydsk Student fra Elbingen, hans Navn var Ehlert; han begyndte at give mig 365Underviisning, da jeg var syv Aar, og da jeg var elleve Aar gammel, hørte denne Underviisning op. Nogle Aar efter hørte jeg, at den gamle Mand var syg, og jeg sendte ham nogle Forfriskninger, men jeg har ofte angret, at jeg ikke bedre viste ham min Taknemmelighed, thi jeg skyldte ham meget. – Han havde levet sin meste Tid i Polen og fortalte os meget om de polske Herremænd. I Polen, sagde han, har man kun faae Penge, men den største Overflødighed paa Livets Nødvendigheder; naar man der kan levere en Herremand hundrede Rigsdaler i Contanter, kan man leve paa hans Gods sin Levetid, spise ved hans Bord og ikke behøve at sørge for noget. Han fortalte os om den polske Herremand Burlawsky, som var en Dverg, otte og tyve Tommer høi, og som han havde kjendt personlig. Ehlert havde ogsaa kjendt Grevinde Humieska, den polske Dame, der tog Burlawsky med sig paa sine Reiser. . . . . Burlawsky var fød 1738, og i 1836 læste jeg i en tydsk Avis disse Ord: Burlawsky ist noch rüstig, und wird sein hundertes Jahr gewiss erleben. I Aaret 1838 læste jeg i en Avis, at Burlawsky var død paa sin Herregaard i Polen efter at have levet et heelt Seculum. Ehlert fortalte os ogsaa om et Aloetræ, han havde seet i Blomster, og om hvorledes dette Træ kun blomstrer hvert Hundredaar. Jeg hørte ogsaa tale om Jubelfester, der bleve høitideligholdte hvert Hundredaar. Jeg spurgte Moder, om hun havde oplevet nogen Jubelfest, og hun svarede, at hun havde oplevet en, men da hun dengang kun var fem Aar gammel, saa vidste hun intet at sige mig derom. Denne Jubelfest havde været i Aaret 1760 i Anledning af Souverainetetens Indførelse i vore Lande. Jeg vilde nu til at beregne, om jeg vel kunde vente at opleve denne tredie Jubelfest, men Moder sagde, at det vel kunde være muligt, at jeg oplevede den Tid, men at hun troede, der i vore Lande ikke oftere vilde blive holdt nogen Jubelfest for Souveraineteten. Men naar vi skrive 1800, meente jeg, 366da bliver der dog en Jubelfest, og da er jeg tyve Aar, det skal blive en Glæde! – Men da vi skrev 1800, opstod der en Discussion, om Festen skulde holdes 1ste Januar 1800 eller 1ste Januar 1801, og Følgen heraf var, at ingen Jubelfest blev holdt. – Mig synes, det var i November 1817, at der blev talt om en Jubelfest i Anledning af Reformationen, men jeg hverken saae eller hørte hverken Jubel eller Fest. – Men faae Aar derefter, mig synes, det var den 27de September 1824, oplevede jeg en virkelig Jubelfest; det var den Dag, da vor kjere, unge Bye, vort elskede Christiania, var to hundrede Aar gammel. Og to hundrede Aar er jo en ung Alder for en Bye, den er jo neppe kommen ud af sin Barndom. Paa denne Dag var almindelig Jubel i Christiania, Alle gave og modtoge Lykønskninger. Byens Kirke var fuld af glade Mennesker, og Biskop Sørenssen holdt en Tale, der bragte Hjertet til at banke og Taarerne til at flyde. Og hans Maade at fremsige den paa var ligesaa skjøn og gribende som Talen selv. – Han talede om Christian den fjerde, denne store, gode Konge, der elskede saa høit sit Norge og sine Nordmænd; denne ædle Konge, der ogsaa anlagde Christiania og gav Byen sit Navn. Han talede om, hvorledes denne Fest engang tilforn, paa denne samme Dag og for hundrede Aar siden, i denne samme Kirke var bleven høitideligholdt, og om de Mennesker, som dengang fyldte Kirken, og hvoraf nu ingen mere var tilbage. Hvilken viid Mark for Indbildningskraften! Jeg vidste ikke, om jeg drømte eller var vaagen, men jeg saae ikke mere mine Samtidige, men Forfædrene fra et Aarhundrede tilbage. Om Aftenen var hele Byen illumineret, der gik mange Mennesker om paa Gaderne til Kl. henimod 12 med glade Ansigter, uden Støi, med en stille Glæde; det var som en Faders Fødselsdag, og alle Christianiensere vare hans Børn. – Og saaledes har jeg da oplevet en virkelig Jubelfest.

Et Ørefigen.

367I Aaret 1806 boede der i Kirkegaden i Christiania en Krambodhandler, der heed Hagemann og var en Tydsker eller Holstener; denne Mand var tyk og feed, vranten og fortrædelig. Naar man seer et Menneske, der er maver og seer svag og lidende ud, at være vranten og suur, da undskylder man ham og har Medlidenhed med ham, men naar hans hele Udvortes vidner om Magelighed og Vellevnet, da er man kun lidet tilbøielig til at føle Medlidenhed med den Utilfredse. – Jeg gik imellem ind i Hagemanns Bod at kjøbe nogle Smaating, han stod selv i Boden og havde noget senere som Medhjelper en Dreng, hvis Udseende var mig paafaldende, ikke just fordi han var smuk, men fordi der var noget –je ne sais quoi –, som syntes mig at forkynde, at han var for god til at være Hagemanns Kramboddreng. Jeg erkyndigede mig om, hvem denne Dreng var, og man sagde mig, at hans Navn var Fearnley, at han var fra Fredrikshald, og at han var Kramboddreng, fordi han intet andet Tilhold havde. En Dag, da jeg kom ind i Hagemanns Bod, stod han der alene og var vrantnere og surere end nogensinde. Jeg vovede dog at spørge ham om Drengen, og han svarede vrantent: Han er ikke længere hos mig. – Kort efter blev mig fortalt, at Hagemann havde givet Fearnley et Ørefigen, og at denne derpaa havde forlangt og taget Afsked med Hagemann og med Kramboden. – Mon jeg ikke skulde være duelig til at fortjene mit Brød paa en anden Maade? saa havde han tænkt; da faldt det ham ind, at han havde Lyst og maaskee ogsaa Anlæg til Tegning og Malen. Hvilke Hjelpemidler han fandt, veed jeg ikke, men nogle Aar derefter taltes her i Landet og i fremmede Lande, vidt og bredt, om den berømte Landskabsmaler Fearnley.

368Og nu et Ord til

Slutning.

Alting faaer en Ende, siger en fransk Skribent, endog en Roman i tyve Bind, endog et Middagsmaaltid i Ostindien, hvorfor skulde da disse Blade være en Undtagelse fra en saa almindelig Regel? Vistnok blev jeg gjerne ved at skrive, hvis ikke mine Øine hartad forbode mig dette. Altsaa modtag til Slutning, kjere, gode Ven og Broder, min Tak for dit venlige Bifald og din Overbærenhed og milde Bedømmelse. Og de gode Mennesker, som have villet læse disse Blade, og derved givet mig Mod til at fortsætte dem, modtage alle min venligste Hilsen; med Taksigelse rækker jeg eder min Haand over Dovre. Men fremfor Alle være Du, min elskede Broder, hilset, takket og velsignet af din

Conradine.Fotnote i boken: I det oprindelige Manuscript har Forfatterinden herunder aftegnet sin fremrakte Haand.

Om Gamle Dage

Erindringene i Conradine Dunkers bok Gamle Dage ble nedskrevet i årene 1852–55. I 1871, fem år etter Dunkers død, ble boken utgitt.

Tekstene i boken er formet som brev til broren, vitenskapsmannen Christopher Hansteen, og skildrer Dunkers barndoms- og ungdomsmiljø. I motsetnings til annen memoarlitteratur er ikke Gamle Dage kronologisk, her kommer slektshistorie, fortellinger om omgangskrets og naboer, reisebeskrivelser, minner, anekdoter og novelleaktige tekster om hverandre.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1871 (nb.no)
• 2. utgave, 1909 (med illustrasjoner og fyldig personregister) (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook