Ildløs.

370Moder fortalte, at da hun i Aaret 1772 var i Kjøbenhavn, var der en Nat Ildløs; Branden var ikke af megen Betydenhed, og Ilden blev snart slukket, men den satte den Mand, som skulde skrive Rapporten derom, i megen Forlegenhed. Denne Officeer, hvis Navn var Haffner, var en Tydsker og forstod ikke Dansk, skjøndt han muligens havde forglemt noget af sit Tydsk, og Rapporten skulde skrives paa Dansk. Han kaldte paa en Underofficeer, som gik forbi, og raabte til ham: Du, Du! wie heisst das Feuerlos? Underoffiseren, der ogsaa var en Tydsker og forstod ligesaalidt Dansk som hans Foresatte, havde hørt Ordet «Øllebrød», hvilket han confunderede med «Ildebrand», og svarede: «Ellebrød». Officeren skrev da i sin Rapport, at der om Natten havde været «Ellebrødløs».

Den første Ildebrand, jeg kan erindre, var da Toldboden brændte; dette var formodentlig i 1785, da jeg var i mit femte Aar. Jeg saae intet af Branden, men jeg hørte hver Dag tale om, at Toldboden var brændt, og at Jørgen Pløens Gaard skulde tjene til Toldbod, saalænge til den nye var bleven opbygget. En Dag tog Fader os med til Pløens Gaard, jeg erindrer ikke, om Du var med, maaskee var Du for liden; vi sprang ora paa Svalgangene inde i Gaarden, og siden sad vi paa Altanen, hvor Fader bragte os Kager og Frugt, og Moder fortalte om sin Bedstefader eller maaskee Oldefader Treschow,Huitfeldts note: Det her om Familien Treschow meddelte er ikke ganske rigtigt; saaledes var Admiralitetsraadens Navn Gerhard, medens en Broder af ham hed Peter; disse havde ingen Broder, der var Professor. Ikke heller er det rigtigt, at Albert Treschow var en Søn af Admiralitetsraaden, men den rette Sammenhæng kjendes ikke for Tiden. Stamtavlen i Giessings Jubellærere I, Fortalen, pag. XIX er ufuldstændig og neppe heller ganske rigtig. Professor Hansteen fortæller i et af Svarbrevene til Søsteren, at Conferentsraad Treschow «ikke egentlig vilde vedkjende sig at være i Slægt med vor Niels Treschow, som jeg troer han foregav at nedstamme fra en uægte Søn af hans Bedstefader». Denne Paastand synes dog ogsaa at være urigtig. der havde bygget denne Gaard, som havde kostet 40,000 Rdlr., og Gitteret 370foran Altanen, sagde hun, havde kostet 600 Rdlr. Da den nye Toldbod var færdig, førte Fader os Børn ogsaa derhen. I Vestibulen stod en Fattigbøsse til Bedste for skibbrudne Søfolk, og over Bøssen hængte et Malerie, der forestillede en Sømand, der kom hjem, gaaende paa Krykker, da han havde mistet det ene Been i et Søslag. Vi betragtede nøie dette Malerie, og Fader roste Maleren, Jaspersen, for dette hans Arbeide; men da vi kom hen til det Værelse, som var bestemt til Fader, og han saae Inscriptionen over Døren, raabte han paa Maleren: «Jaspersen,» sagde han, «hvad er det for en Inscription, De der har smuurt hen? skammer De Dem ikke? Linien er skjev, og Bogstaverne ere neppe læselige.» «Nu nu,» sagde Jaspersen ganske rolig, «det skal læses, det skal jo ikke ædes.»

Den anden Ildebrand, jeg kan erindre, var nogle Aar efter, da Opslo Kirke og Hospital brændte af; jeg var dengang paa Latinskolen hos Treschow. Fru Treschow vilde gjerne have mig hos sig, saa at jeg ofte tilbragte hele Maaneder der i Huset, hvilket jeg gjerne gjorde, da hun var meget god imod mig. Hun bad mig om at lære Judithe Fransk, og jeg lærte Barnet adskillige Talemaader og Phraser af det Franske, hvormed Moderen var meget vel tilfreds. – Da Opslo Kirke brændte, kunde vi fra et Karnapvindue paa Latinskolen see noget af Ilden, og ved dette Syn udbrød Judithe i Graad og Skrigen; hendes Fader blev utaalmodig herover og truede hende med Riis; «saa skal den større Skræk,» sagde han, «forjage den mindre.» Jeg veed ikke, om Dolhuset ogsaa brændte af, ialfald blev alle de Gale, saavelsom Hospitalslemmerne bragte i Sikkerhed. En Jomfru fra Hospitalet, hendes Navn var Sverdrup, lod sig ikke holde tilbage, hun vovede sig ind igjen i sit Værelse for at bjerge nogle Penge, som hun havde i sin Dragkisteskuffe; men hun kom ikke tilbage, og der sagdes, at man siden havde fundet hendes Indvolde i Gruset. – Flere Aar før (1787) afbrændte den største Deel af Husene i Kirkegaden; 371disse vare de smukkeste Huse i Byen og tilhørte de rigeste Kjøbmænd. Ingen vidste, hvorledes Ilden var opkommet, og enhver, som kom ind til Moder, kom frem med nye Formodninger derom. Jeg lagde ikke Mærke til nogen af dem, uden til een, som var Doctor Schminckes, i hvis Huus Ilden først var opkommet. Han meente, at en Kat var Aarsag i Ulykken. Jeg har en Huusholderske, sagde han, der er en stor Elsker af Katte, hun har stedse en Kat liggende ved Ilden i Skorstenen; dette Dyr har formodentlig antændt sit Skind, er rendt dermed op paa Høloftet og har stukket Ild i Høet. Et af de betydeligste Handelshuse i Christiania dengang var Walther et Remcke; Du erindrer den smukke Margrethe Walther og hendes ikke smukke Søster, maaskee erindrer Du ogsaa Peter Remcke. Walther boede i Christiania, men Compagnonen Remcke i Vestindien; Sønnen Peter Remcke blev sendt til Christiania, da han var syv Aar gammel. Da han steg iland, sneede det, og han raabte: «O, hvilket herligt Land! her regner Sukker!» Nogle Aar efter Branden flyttede Walther med sin Familie til Danmark, og jeg har fortalt, hvorledes jeg i Aaret 1807 traf den forhen saa rige og glimrende Madame Walther som Fattiglem i en «Armenanstalt» i Slesvig.

Kari Bondekone. Madame Rømer.

I Aaret 1790 boede der i Christiania en Kone, almindelig bekjendt under Navnet Kari Bondekone; hun var fød 1710, altsaa 80 Aar gammel, og Kjøbmand Ole Eger den ældre var hendes Sønnesøn. Hun drev en ikke ubetydelig Handel, der dengang blev bestyret af en ung Mand, Knud Berg. En smuk Sommerdag hørte man sige, at den firsindstyveaarige Kari Bondekone og den tyveaarige Knud Berg havde staaet for Alteret som Brud og Brudgom og vare blevne viede sammen af Præsten Thulesius. Om Brudgommen havde staaet ved Brudens høire eller venstre Side, er mig ikke bekjendt, men jeg veed, at flere unge 372Mænd, der have indgaaet Ægteskab med ældre Matroner, ikke have villet følge den Skik, at Bruden skal staae ved Brudgommens venstre Side. Lieutenant Hummel, der dog neppe var yngre end sin Brud, erklærede for Præsten, at han ikke vilde følge denne Skik, og Lumholtz svarede: «Stil Dem ved høire eller venstre Side, Manden bliver dog altid Mand.»

Man siger, der gives kun tre Slags Ægteskaber, de, hvor Parret lever i aabenbar Krig med hinanden, de, hvor den ene eller begge Parter leve i hemmelig Misfornøielse, og endelig de saakaldte lykkelige Ægteskaber, hvor Ægteparret henlever Tiden i Enighed og Kjerlighed. Kari Bondekones og Knud Bergs Ægteskab kan neppe henføres til nogen af disse Kategorier. De levede ikke i aabenbar Krig, thi de trættedes aldrig; de levede ikke i hemmelig Misfornøielse, thi de beklagede sig aldrig; han passede sine Handelsforretninger og forøgede sin Formue hvert Aar, han sørgede for den Gamles Bekvemmelighed og Pleie, og hans Venner og Bekjendte, som ofte vare Gjester hos ham, forsikkrede mig endog, at han havde Godhed for den Gamle og ønskede, at hun endnu maatte leve i mange Aar. Hun sad hele Dagen i Kakkelovnskrogen eller ved Skorstenen og røgede sin Pibe og var vel tilmode. Dog vil det vel neppe falde nogen ind at kalde dette et lykkeligt Ægteskab. – Saaledes gik Tiden hen i tredive Aar, og først i Aaret 1820, da Kari Bondekone var 110 Aar, slukkedes hendes Livslys. Knud Berg, der nu var 50 Aar gammel, giftede sig med Enken Madame Jandrup, der var en Datter af Ole Eger og altsaa en Sønnesøns Datter af Kari Bondekone.

Vore Forældre havde gjort Madame Rømers Bekjendtskab paa Fredrikshald, hvor hun havde levet med sin første Mand, hvis Navn jeg har glemt, men nu var hun Enke efter Guldsmed Rømer og boede i Christiania. Hun havde en Søn, Ernst Rømer, der var Guldsmed, og en Datterdatter eller Sønnedatter, Ernestine, i Huset hos sig. 373Denne Pige var nylig bleven confirmeret og blev holdt meget strengt af Bedstemoderen. Jeg saae hende staae til Confirmation med Sæt paa Hovedet, hvilket dengang ikke blev baaret af nogen uden af meget gamle Matroner. Madame Rømer var omtrent tredsindstyve Aar, da hun giftede sig for tredie Gang med en ganske ung Mand, en Guldsmed Bergersen. Nogle Dage efter Brylluppet gik Præsten Thulesius hen til hende for at lykønske hende, og sagde, at hun havde faaet en sædelig, agtværdig og brav Mand. Det er ganske vist, svarede hun, jeg frygter kun for, at jeg ikke beholder ham længe, hans Helbred er ikke den bedste. – Er I da reent gal, raabte Thulesius, troer I da aldrig, at I kan finde en Mand, som kan slide ud Er? – Siden jeg taler om Thulesius, maae jeg endnu fortælle et Træk af ham. Han pleiede efter hver Høitid at gaae om i de Huse, hvorfra han havde faaet Offer, for at takke derfor. Madame Hassing, Bogholder ved Brandkassen, pleiede ved hver Høitid at sende ham en Rigsdaler, det er fire Rigsort eller 96 Skilling; men da hun til en Høitid sendte ham en saakaldet slet Daler, der gjaldt sex Mark Dansk Courant eller 64 Skilling, da gik han ikke ind i Huset til hende, men raabte ind igjennem det aabne Vindue: Tak for den slette Daleren jeres, I!

Saadanne, næsten kunde jeg kalde dem unaturlige, Ægteskaber som de to nysnævnte have vel sjelden Sted i Byerne, oftere paa Landet, hvor Bonden ofte, saasnart Sønnen er confirmeret, stræber at faae ham gift med en gammel eller aldrende Enke, der eier en Gaard, Penge eller Penges Værd. At saadant afstedkommer megen huuslig Ulykke, er upaatvivleligt, og det er ogsaa imellem Aarsag til grove Forbrydelser, som vore Kriminalprocesser noksom bevidne. Da vor Moder opholdt sig i Soløer, var hun i et Bondebryllup, hvor Brudgommen var sexten Aar gammel og Bruden ti Aar ældre. Drengen, thi saaledes maae man vel kalde ham, sad skamfuld og forlegen henne i en Krog og var ikke at formaae til at tage Deel i Dands 374eller Lystighed. Da Moder bemærkede, at alle Konerne i Bygden vare ældre end deres Mænd, saa fik hun til Svar, at dette maatte være saaledes. I Byen, sagde Bønderkonerne, der maae Mandfolkene lære saa meget, inden de kunne gifte sig; men hos os, saasnart Gutten er confirmeret, saa er der intet iveien for ham, og han gifter sig. – Men, sagde Moder, hvorfor skal han da have en Kone, der er saa meget ældre end han? – Det maae saa være, sagde Bønderkonerne; dersom hun var ligesaa ung og uvittig som han, hvordan skulde det da gaae med Gaardsbruget?

Og dog maae jeg, for at blive Sandheden troe, tilføie, at jeg til forskjellige Tider i mit Liv har kjendt fire Ægteskaber, der med fuld Føie kunde regnes til de lykkelige, og hvor Konerne vare ti Aar, ja den ene endog femten Aar ældre end hendes Mand.

Fru Admiralinde Krog og hendes Køer.

Fru Admiralinde Krog boede i Kongens Gade, hvor hendes Huus laae skraas overfor vores. Hun havde samme Stol i Slotskirken som vi, og der saae jeg hende imellem; naar vi gik ud af Kirken, henvendte hun sig som oftest til Aamodt og gav sig i Snak med ham. Det var i 1796, og jeg var dengang i mit sextende Aar, medens Fru Krog var en Dame henimod de Treds; jeg vovede derfor ikke uopfordret at tiltale hende, men engang, da vi gik sammen ud af Kirken, henvendte hun sig til mig, og da vi havde samme Vei, fulgte hun mig til vores Port, medens hun fortalte mig en Deel af sit Levnetsløb. Hun havde været tre Gange gift, den første Gang med Capitain Vogelius, anden Gang med Kjøbmand Gustavus Blom i Holmsboe og tilsidst med Admiral Krog. Jeg har saaledes, sagde hun, været i alle Etater. Børn, blev hun ved, har jeg aldrig havt, men jeg har en Pleiesøn, som har gjort mig megen Glæde. Det er Neumann (siden Biskop), jeg har taget ham til mig, lige fra han kom til Verden. Der 375gives Folk, som sige, at jeg har givet ham Die, men det kan De nok selv tænke, at det er en Fabel; jeg har klækket ham op med Komelk. En anden Gang, jeg gik fra Kirken, kom Fru Krog atter og talede til mig; dennegang var det om Fru Favin, som var kommen til Christiania fra Kjøbenhavn og opholdt sig hos Oberst Bielefeldt. Den hele Bye, sagde Fru Krog, taler nu om Fru Favin, om hendes Skjønhed og Elskværdighed; hun tager Deel i alle Fornøielser og dandser, hvorvel hun er over de halvhundrede Aar. Man forundrer sig over, at hun endnu kan være saa smuk i hendes Alder, og dette, synes mig dog, er intet Mirakel. Jeg er af samme Alder som hun, og jeg er dog tilvisse langt smukkere; men derom taler ingen!

Foruden Gaarden i Kongens Gade eiede Fru Krog Tyveholmen, og paa denne Eiendom holdt hun tre Køer; disse bleve hver Aften om Sommeren drevne ind til hendes Gaard for at malkes, og jeg forsømte aldrig at gaae til Vinduet, naar de blev drevne forbi. Det var i Sandhed et mærkværdigt Syn. Disse tre Køer vare Moder, Datter og Datterdatter. Moderen var en Hollænderinde, og hvorvel jeg siden i Hamborg og flere Steder udenlands har seet mærkværdig store Oxer og Køer, saae jeg dog aldrig denne Hollænderindes Mage. Datteren var noget mindre, og Datterdatteren den mindste af de tre, men dog betydeligt større end vore norske Køer. De gik stedse i samme Orden, den store Moder foran, derefter Datteren, og Datterdatteren tilsidst, og altid i samme Afstand fra hinanden. Jeg hørte sige, at Hollænderinden gav mellem tolv og fjorten Potter, Datteren mellem ti og tolv og Datterdatteren mellem otte og ti Potter Melk daglig.

Fattigkjerringen ved Klaveret.

I Aaret 1770 eller saa omtrent boede der nogle Mile fra Christiania en Capitain ved de Nationale, hvis Datter havde forelsket sig i en Fant, almindelig kaldet Ole Skrædder, 376maaskee havde han fusket i denne Profession. Forældrene satte sig vel imod denne sørgelige Forbindelse, men for at forekomme videre Skandal, maatte de lade skee, hvad de ikke kunde forhindre. Da hun med Brudgommen forlod Faderens Huus, sagde Søsteren til hende: «Naar Du kommer ud af din Faders Gaard, kan Du slaae din Haand lige ned i Skarnet, thi det vil heretter blive din Deel.» Forældrene havde medgivet hende nogle Penge og noget Huusgeraad tilligemed hendes Klaveer, som hun indstændig havde udbedet sig. Parret drog til Christiania, og oppe ved Sagene kjøbte de en liden Hytte, hvor de netop fandt Plads til Klaveret og det lidet Huusgeraad. Da de Penge, hun havde medbragt, vare fortærede, solgte hun Huusgeraadet; men Klaveret vilde hun aldrig skille sig ved. De fik Børn og levede i den yderste Elendighed. Saasnart Børnene bleve saa store, at de kunde gaae, bare de ældre de yngre ind til Byen, hvor de da gik om i Husene og betlede; man kaldte dem Skrædderungerne fra Sagene. Vor Fader, som ofte opsøgte Armodens Hytter for at række Nøden en hjelpsom Haand, gik heller ikke denne Hytte forbi, og han forsikkrede, at han kun havde seet en eneste Hytte (Mærraflaaerhytten), hvor Elendigheden var større end her.

Under Taget i vore Forældres Kjøkken hængte stedse en Kurv fyldt med Havrebrød, hvoraf der blev uddeelt Portioner til de Betlere, som kom, og det forstaaer sig, at Skrædderbørnene heller ikke gik tomhændede bort. Om Lørdagene lagde vor Moder en Spegesild til Brødet, og vore aflagte Klæder og Linned gav hun disse Børn til at bedække deres Nøgenhed. Hun yttrede imellem, at det vilde være en god Gjerning at tage et af disse Børn i Huset, og Fader havde intet derimod. Faster Green og Fru Münch raadede hende derfra. «Der bliver aldrig noget af de Børn, som voxe op i Betlerie,» sagde de, «de lære aldrig at foretage sig noget Nyttigt og lønne Velgjerninger med Utaknemmelighed.» Desuagtet tog Moder den ældste 377af Skrædderbørnene til sig. Det var et Pigebarn, og hendes Navn var Kirstine. Baade Moder og Grethe gjorde sig al mulig Umag for at lære Kirstine nyttigt Arbeide; Grethe vilde lære hende at vadske og stryge, sye og spinde; ogsaa Marthe vilde lære hende at forrette Kokkepigetjeneste, men hun viste stor Ulyst til alt dette. Jeg veed ikke, hvorlænge hun var i vort Huus, men da hun var bleven stor, sagde hun til Moder, at hun var i altfor megen Tvang, og at hun nu kunde sørge for sig selv. Jeg erindrer, at hun fortalte de andre Piger, at hun havde været hos Justitsraad Hagerup og tilbudt sin Tjeneste som Jomfrupige, men at Fru Hagerup havde sagt, at hun var for ung, og raadet hende til at søge sig en Tjeneste som Barnepige.

Kirstine fik dog nok en saadan Tjeneste, hun flyttede fra os, og i mange Aar hørte vi intet om hende. Da jeg var bleven gift, kom hun til mig og bad mig om noget til Børnetøi, da hun var sin Nedkomst nær. Jeg gav hende det, hun bad om, og jeg hørte intet til hende førend Aaret efter, da hun kom paa samme Tid, i samme Forfatning og i samme Ærinde. Jeg erkyndigede mig nu hos Fæstekonen, Madame Haller, om Kirstine og hendes Familie, og fik høre, at Kirstine var uden Redning fortabt, forfalden til de groveste Udsvævelser, at Faderen var gaaet sin Vei saavelsom Søskendene, og at Moderen sad endnu stedse i den faldefærdige Hytte og phantaserede paa Klaveret. Naar en Forbigaaende, forundret over at høre Musik i den elendige Hytte, traadte ind af Nysgjerrighed og saae den pjaltede, ynkværdige Skabning, som musicerede, rakte han hende vel en liden Gave. Ved Sagene kaldte man hende «Tiggerkjerringen ved Klaveret».

. . . . . . . . . . . .

Ritmester Bratt, Storfyrstinden af Rusland og Thaulow.

. . . . . . . . . . . .

Det var i Aaret 1802 eller saa omtrent, at den svenske Ritmester Bratt i Stockholm paa Paraden gav sin Major, 378der var hans ældre Broder, et Ørefigen. Ritmesteren blev arresteret, men undveeg af Arresten og flygtede til Norge. Han var Eier af 12,000 Rd. Banco, hvorfor han kjøbte en Gaard ikke langt fra Kongsvinger, der hedte Pramhuus. I Foged Høeghs Huus var dengang Eva Heltberg som Huusjomfru. Bratt begjerede hende tilægte, og hun fulgte ham som hans Kone til Pramhuus. I Aaret 1812 kom hun til mig i Christiania. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

I Aaret 1819, da jeg kom tilbage fra Stockholm, ventede der efter mig, paa et Skifte nær ved Kongsvinger, et Bud fra Eva med Hest og Slæde og Bøn om at komme til hende. Da det kun var en halv Miil ud af Veien, saa tog jeg derhen. Ritmesteren var bortreist, men jeg traf Eva med sine tre Børn, Sønnen Johan og to mindre Døttre. Vor Moder var dengang i Nærheden paa Saaset hos vor Broder Johannes, og Eva fortalte mig, hvorledes hun ofte havde været hos Moder, og at hun haabede at faae sin Søn i Huset til Johannes for af ham at nyde nogen Underviisning. Jeg fik siden Brev fra Moder, hvoraf jeg saae, at Eva havde faaet sit Ønske opfyldt. Engang sendte Eva sin Søn til mig med en Ansøgning til Kongen, som dengang var i Christiania, om at Bratt maatte faae nogen Skadesløsholdelse for den Molest, han som Grændsebeboer havde lidt, medens Sverige og Norge vare i Krig. Jeg gik selv til Kongen med Ansøgningen, og Majestæten bevilgede Bratt en Indemnitet af sin egen Kasse. Da nu dette var gaaet saa godt, saa sendte hun mig atter en Ansøgning til Storthinget med lignende Begjering. Jeg sendte Ansøgningen til Deinboll, som dengang var Representant, men han sendte mig den tilbage med et meget høfligt Brev. Sagen, sagde han, var baade billig og retfærdig, men Ansøgningen var kommet for seent, alle Sager af den Art vare tilendebragte. Siden har jeg aldrig hørt noget fra vor stakkels Eva.

For at komme til Storfyrstinden maae jeg atter begynde paa Begyndelsen. Da jeg første Gang kom til 379Slesvig, blev der næsten slet ikke talt om andet end Storfyrstinden af Rusland. Hun var, om jeg mindes ret, en sachsisk Prindsesse, som Catharina den anden havde formælet med Storfyrst Constantin, da denne var i sit syttende Aar. Ligefra den første Dag af havde Constantin aldrig viist hende nogen Godhed eller Venlighed, men skyet hendes Selskab. Hun gjorde nu, ligesom andre ulykkelige Prindsesser i lignende Omstændigheder have gjort, hun gik paa Reiser, og naar et Sted behagede hende, saa blev hun der, saalænge hun havde Lyst dertil. Hun havde nu en Tid opholdt sig i Slesvig, hvor man ønskede, at hun vilde blive længe. Hun modtog, sagde man, fra Rusland smaae Tønder fyldte med Guldpenge, og hun var ikke karrig med at uddele dem. Hun havde i sit Følge en Secreteer Wølner, der var en særdeles smuk ung Mand. Han og Landgrevens Secreteer Sleep vare begge Casselaner og Dunkers Ungdomsvenner. De besøgte os i Slesvig, saasnart vi vare komne derhen. Storfyrstindens Secreteer var i fuld Hofdragt, hvide Silkestrømper og Skoe, pudret og friseret Haar.

To Aar derefter, da jeg anden Gang kom til Slesvig, var Storfyrstinden borte og glemt, og nu talede man ikke om andet end om Thaulow. Denne saa smukke unge Mand havde været Ballernes Pryd, Damernes Yndling. Han havde en Broder, der var gift og bosat i Slesvig. Den Begivenhed, hvorom nu alle talede, var følgende. Slesvig er, som man veed, en Bye, der er deelt i tre lige Dele: Altstadt, Lollfuss og Friederichsberg; disse udgjøre kun en eneste Gade. Den unge Thaulow havde indgaaet et Veddemaal, at han i en Tid af, jeg erindrer ikke om det var tre eller fire Timer, skulde gaae syv Gange fra den ene Ende af Gaden til den anden. Der blev stillet Vagt ved hver Ende af Gaden, der leverede ham en Billet. Han havde ladet sig gjøre en egen Dragt til dette Veddemaal, og mange Slesvigere strømmede ud af deres Huse for at see ham gaae forbi. Til den bestemte Tid havde 380han indhentet de syv Billetter. Samme Aften gik han paa Bal, dandsede hele Natten, gik hjem om Morgenen og lagde sig tilsengs. Da man syntes, at han sov noget længe, vilde man vække ham, men det befandtes, at han var død.

Om Amtmænd og Stiftamtmænd samt om Eleonore Urbin.

Ved Aaret 1760 var Petersen Amtmand i Oplandene; senere blev han Stiftamtmand i Bergen. Han var gift med en Datterdatter af Anna Ramus, den berømte Præstekone paa Norderhaug. De havde to Sønner og tre Døttre. Den ældste Datter var gift med en Præst Grüner; hun døde tidligt og efterlod sig en Søn, Hans Fredrik Grüner, som var Eier af den saakaldte Kongens Mølle ved Christiania. Den anden Datter blev viet til Capitain Sundt, som døde en halv Time efter Vielsen. Den tredie Datter, der lignede sin Oldemoders Portrait, der hænger i Norderhaug Kirke, levede og døde ugift. Den ældste Søn blev Præsident for Magistraten i Kjøbenhavn, og den yngste, Kammerjunker Petersen, en elskværdig og talentfuld Mand, var Officeer ved Jægercorpset og gift med en Datter af Geheimeraad Scheel.

I Aaret 1780 var Kammerherre Levetzow Stiftamtmand i Christiania. Denne Mand var særdeles agtet og elsket, og jeg hørte ofte Fader og Moder omtale med Berømmelse ham og hans Hustrue. «Min Hustrue,» havde han sagt til Fader, «er alt, hvad jeg kunde ønske mig af hende, og havde hun været gift med en Skomager, saa vilde han have sagt det samme som jeg.» Da Moder fortalte mig om en saare behagelig Samtale, som hun havde havt med Levetzow engang, da han var kommen for at tale med Fader, og blev siddende hos hende for at oppebie hans Ankomst, fortrød jeg meget, at jeg ikke havde været tilstede derved. Moder loe og sagde, at jeg havde været tilstede, og at hun dengang havde havt mig paa Armen, da jeg kun var to Maaneder gammel.

381I Aaret 1790 var Geheimeraad Scheel Stiftamtmand i Agershuus. Han havde tre Døttre, hvoraf den ældste blev gift med en Grev Rantzau, som kom til Christiania for at ægte hende. Den anden Datter blev gift med Kammerjunker Petersen, og den yngste, som var Hofdame hos Prindsesse Louise Augusta, Hertuginde af Augustenborg og Søster af Fredrik den sjette, blev gift med Prinds Emil af Augustenborg, den yngste af de tre Brødre. Denne Prinds Emil blev anseet for sin Tids smukkeste Mand i begge de forenede Riger; hans to Brødre derimod, hvoraf den ene siden blev valgt til Kronprinds af Sverige, vare intet mindre end smukke. Hertuginden havde sat sig imod dette hendes Svogers Giftermaal med Frøken Scheel, men Fredrik den sjette, dengang Prindsregent, begunstigede det.

Om Geheimeraadinde Scheel hørte jeg ikke andet, end at hun var melancholsk og menneskesky; jeg har aldrig seet hende. Hendes Datter, Fru Petersen, var en Dag, kort efter at hun var bleven gift, ude at spadsere med sin Mand; paa engang stod hun stille, bedøvet af Skræk, thi hun saae sig selv at komme sig imøde; da Skikkelsen kom hende ganske nær, faldt hun til Jorden besvimet. Om denne Begivenhed blev der nu meget længe talt i Christiania. Nogle sagde: det har hun efter Moderen, denne har jo ogsaa Syner og Aabenbaringer; Andre meente, at det havde været et Luftbillede, et Fata Morgana, som hun havde seet; flere unge Damer vovede neppe at gaae ud af Frygt for at møde sig selv. Gertrud Preus (Fru Stabel) fortalte mig, at hun i de Dage havde været i et Besøg paa Landet, hvor hun forblev Natten over. Om Morgenen, da hun vaagnede og vilde staae op, saae hun sig selv ligeoverfor sig at gjøre en Bevægelse som for at komme hen til hende. Hun kastede sig næsegruus i Sengen og skreg. Vertinden kom op og spurgte, hvad der fattedes hende. Hun blev liggende og skreg: Jeg har seet mig selv! jeg har seet mig selv! Vertinden beroligede hende ved at gjøre hende opmærksom paa, at der i Døren af et 382Skab, der stod ligeoverfor hendes Seng, var anbragt et Speil. – Jeg har ofte havt den Fornøielse at være i Selskab med Fru Petersen; hun var god, blid og venlig, men havde meget melancholske Ansigtstræk. Engang saae jeg hende i et Selskab hos Pløen, hvor hele Christiania beau monde var forsamlet, og hvor jeg syntes, der var saa at sige en Himmel paa Jorden; der hørte jeg hende sige til Enevold Falsen: «Seer De ikke ligesom jeg, hvorledes Ennui’en kryber op og ned ad Væggene her?»

Da Geheimeraad Scheel kom til Christiania, havde han med sig Demoiselle Eleonore Urbin som Gouvernante, eller som man dengang kaldte det, Française for sine Døttre. Da Scheel forlod Christiania, blev Urbin tilbage som Française for Jess Ankers Datter, og nu var det, at jeg fik Anledning til at see og høre denne aandrige og agtværdige Dame. Treschow satte stor Priis paa hende, og jeg traf hende ofte der; vel erindrer jeg aldrig, at hun henvendte et Ord til mig, men jeg hørte hende og Treschow conversere og opsnappede med Begjerlighed hvert Udtryk af dem. Treschow elskede meget det Franske og talede gjerne dette Sprog, saa at deres Samtale stedse var paa Fransk. Jeg vil ikke gjentage alle de mærkelige Anecdoter om Datidens store Mænd, som jeg hørte, da man vistnok nu kan læse saadanne baade i ældre og nyere Skrifter. Naar Treschow havde et vittigt Indfald at fortælle os, da voldte dette ham megen Glæde, da loe han og gned sine Hænder, som han altid pleiede at gjøre, naar der var nogethelo at glæde sig over. Engang spurgte Treschow mig, der dog ellers aldrig tog Deel i deres Samtale, hvad der meest havde rørt mig i La nouvelle Heloïse; jeg svarede, og det var Sandhed, at jeg havde grædt ved Julies Død og ved de Ord, hun henvender til Wolmar: Mon ami, je le sens, la mort me presse, il faut nous quitter. (Jeg var dengang tretten Aar, og Aaret før havde jeg seet min Fader døe). . . . . . . . . . . .

383Imellem talede de ogsaa om tydske Digtere, Haller, Hagedorn, Kleist, Bürger, Schiller, som Treschow elskede høiest af alle, ogsaa om Wieland, som han satte stor Priis paa, hans Abderiten, Musarion og især hans Oberon, hvoraf han imellem forelæste os noget. Jeg synes at høre ham endnu, naar han begyndte:

Noch einmal sattelt mir den Hippogryphen, ihr Musen,
Zum Ritt ins alte romantische Land!

og naar han kom til de Linier:

Vergebens knirscht des alten Sultans Zorn,
Vergebens dräut ein Wald von starren Lanzen:
Es tönt in lieblichem Ton das elfenbeinerne Horn,
Und, wie ein Wirbel, ergreift sie alle die Wuth zu tanzen;

da syntes jeg, vi alle maatte springe op og dandse med. Ogsaa om Goethe blev der vistnok talet, dog erindrer jeg ikke synderlig deraf. Engang bragte Urbin med et Bind af Gleims Digte, hvoraf hun udpegede et, som hun sagde passede paa Fru Jess Anker. Digtet var til en Dame og bestod kun af to Linier, hvorfor jeg erindrer det:

Minervens Geist erneuert sich in dir,
Du redest, schreibest, malst und stickst gleich ihr.

Man sagde om Fru Jess Anker, at hun malede og broderede særdeles skjønt, endog Landskaber og menneskelige Figurer tryllede hun frem med Naalen uden at tage Mosaiken til Hjelp. . . . . . . . . . . . En Aften var Urbin hos Treschow, da Cathrine og Marie Devegge kom til samt Rosenstand Goiske. Denne Aften blev fornemmelig talt om engelske og danske Digtere. Samsøes Dyveke, som dengang nylig var udkommen, rostes af alle, kun Treschow tilføiede, at en Tragoedie i Prosa ikke var efter hans Smag, hvor skjøn den iøvrigt maatte være. Han fortalte os, at han i sine Studenteraar i Kjøbenhavn havde skrevet en Tragoedie, Hagen Adelsteen, hvoraf han fremsagde en Scene, som han kunde udenad; Versene klang smukt i mit Øre, men fæstede sig ikke i min Hukommelse.

384Efter Jess Ankers Død tilbød Rosenkrantz Urbin at tage til ham som Opdragerinde for hans Datter. Han tilstod hende 400 Rd. aarlig, hvilken Pension hun skulde beholde, saalænge hun levede. Urbin naaede en høi Alder og lagde hvert Aar noget op af sin Pension; alt, hvad hun efterlod, testamenterede hun til Rosenkrantz’s Datter, Fru Kaltenborn. Eleonore Urbin havde formodentlig aldrig været smuk, og hun var allerede meget sur le retour, da jeg saae hende første Gang; ikke desmindre betragtede jeg hende med en Ærbødighed og en Beundring, som jeg sjelden har følt for Nogen.

Kjød-Ingers Memoirer.

(Fragment.)Huitfeldts note: Kjød-Ingers Memoirer er Digt med Benyttelse af en Del fra Virkeligheden laante Træk, medens de ovenfor meddelte «Scener af Livet i Throndhjem» med Undtagelse af den egentlige dramatiske Knude helt igjennem hvile paa factiske Begivenheder.

Jeg, Inger Myhre, skriver min Biographie. «Hvor vil Du hen,» sagde min Svoger, som nu altid vil være klogere end andre Folk, «hvor vil Du hen med din Biographie? Du, som aldrig har været udenfor Trondhjem, hvad mærkværdigt kan Du vel have oplevet?» – Men jeg svarede ham: «Verden er Verden overalt, ligesaavel i Trondhjem som i Paris, og jeg er i Verden, og Verden er i mig. Og jeg skriver min Biographie, og vil Du int læs’en, saa kan Du la’ bli’.»

Jeg hørte engang en Franskmand, som sagde: «Je suis né avec le siécle.» Mor Gullusen forklarede mig, at han hermed vilde sige, at han var fød i Aaret 1800; det samme kan jeg ogsaa sige, for det var den 31te December, strax efter at Klokken havde slaaet tolv om Natten, at jeg stak mit Hoved ind i Verden og hilste Velkommen til det nye Aarhundrede, saa høit som min Stemme formaaede. Om min tidlige Alder veed jeg ikke synderlig mærkværdigt at berette; naar der var Bal i Stiftsgaarden eller i Harmonien eller i en af de andre Storgaarde, saa stod jeg udenfor Vinduerne og hørte paa Musiken og saae paa Lysene og paa de Dandsende; om Søndagen maatte jeg gaae med min Moder i Kirke og 385sidde der ganske stille, og naar der var Brudevielse, gik jeg uopfordret i Kirken at see Bruden, og naar en af de Fornemme blev begravet, saa stod jeg med andre Børn udenfor Sørgehuset, indtil Kisten blev baaret ud, og saa fulgte vi efter Ligfølget til Kirkegaarden for at see til. Jeg gik i Skole og lærte at strikke og læse, jeg lærte Forklaring og Catechismus udenad, og Fader vilde, at jeg skulde lære at skrive; Moder hviskede noget til ham, som jeg ikke hørte, men han svarede: «Sniksnak! hun maae dog lære saa meget, at hun kan skrive en Regning.» – Og saaledes lærte jeg da, takket være min Fader! at skrive. – Da jeg var fjorten Aar, stod jeg til Confirmation og fik ny Kjole, baade Confirmationskjole og Andendagskjole, og Moder sagde: «Inger er ret en vakker Pige.» «Bare hun vilde voxe noget,» sagde min Fader; «hun er dog altfor liden og spinkel.» «Du skal see, jeg skal nok voxe,» sagde jeg, «for nu har jeg været under Præstehaand, nu bliver jeg nok stor.» Og jeg voxede virkelig i de følgende to eller tre Aar, jeg skjød i Veiret, saa alle, der saae mig, forundrede sig derover. – En Dag hørte jeg Farbro’er sige til Fader: «Inger er jo nu en voxen Pige og en vakker Pige, skulle vi ikke see til at faae hende gift?» «Kanskee Du har en Mand til hende?» sagde Fader. «Det kunde nok være det,» sagde Farbro’er; «der er nu Slagter Myhre, det er en peen Mand og en Mand, som har god Fortjeneste, og han vil gjerne gifte sig, bare han kunde finde en Kjerring, som han syntes om. Jeg nævnte Inger, og han sagde, at han vilde komme herind og see paa hende.» – Dagen efter kom han ogsaa; Far og Mor satte frem Mellemmad og Brændeviin, han spiste og drak, snakkede med Far, saae lidt paa mig, men talte ikke til mig. – «Der bli’er intet af,» sagde Farbro’er Dagen efter; «Myhre vil ikke have Inger, hun er ham for maver.» «Det er ikke sandt,» raabte Moder, «Inger er jo ikke maver.» «Det sagde jeg ogsaa,» svarede Farbro’er, «men saa blev han sindt og sagde: Jogu’ er hun maver, det er jo ikke 386andet end en Beenskrangel, som Hjerteslaget hænger i.» «Fy, det fæle Menneske!» raabte Moder, «taler han ikke om Inger, som om hun var et Slagtenød!» «Naa naa,» sagde Farbro’er, «han meente det ikke saa ilde, for han lagde til: Dersom hun vilde monne sig noget og lægge lidt Kjød paa sig, saa kunde der nok blive noget af endda. Det havde ingen Hast med Giftermaalet; han vilde bie et Par Aar for at samle mere Velstand, og naar saa Inger var bleven federe, saa skulde vi nok blive enige.» – Fra den Dag af fik jeg Lov at sove om Morgenen, saa længe jeg vilde, og ved Bordet lagde Moder de fedeste Stykker paa min Tallerken; jeg maatte ikke forrette noget tungt Arbeide, og da Aaret var omme, var jeg blevet saa fyldig og trivelig, at da Myhre saae mig igjen, sagde han, at jeg var den vakkreste Jente i hele Trondhjem, og spurgte mig, om jeg vilde blive hans Kjerring. – Og saaledes blev jeg da Slagterkone.

(Her er en stor Lacune, mange Blade ere udrevne og findes ikke mere.)

. . . . . . . . . . Da jeg nu har beskrevet, hvorledes det gik til ved Kroningen her i Trondhjem, og hvormegen Gavn og Glæde min Mand og jeg havde heraf, holder jeg det for ufornødent at melde eller rettere gjentage Beskrivelserne over Høitidelighederne og Stadsen, da Kongen atter sexten Aar derefter indfandt sig i vor Bye. – Et Par Dage efter Majestætens Ankomst mødte jeg Snedkersvenden, Hans Larsen, paa Gaden. I erindrer jo nok, hvormeget min Mand og jeg havde tilovers for ham; han saae heel bedrøvet ud, og da jeg spurgte ham, hvad der fattedes ham, svarede han: I maae vide, Mor Inger, at jeg igaar har været oppe hos Kongen. – Det er dog vel ikke noget at være bedrøvet for, meente jeg. – Det gik saaledes til, sagde han, at de havde skaffet Kongen en Seng at ligge i (ja, det var en deilig Seng, den havde været salig Meinckes Brudeseng), men da Kongen havde ligget i den en Nat, sagde han, at den 387var ham for kort, han vilde have gjort en liden Forandring ved den, og saa blev der da sendt Bud efter mig og Hans Peter. Kongen var selv tilstede ved Arbeidet og betydede os, hvad vi skulde gjøre, og da vi vare færdige dermed, gav han os to Spd. hver. Dette var jo nu godt nok; men da vi kom ud paa Gaden igjen, sagde Hans Peter til mig: Men have vi to nu ikke baaret os ad som de dummeste Æsler? kunde vi nu ikke, istedetfor at modtage de to Spd. hver, have bedet Kongen om Tilladelse til at festligholde syttende Mai? – Ja, det er et sandt Ord, men forseent er forspildt, vi kunde nyttet og glædet hele Landet, og saa lade vi os nøie med to Spd.! –

Kunde Du kun faae Kongen i Tale, tænkte jeg, saa kunde Du nok faae Sagen i Gang. Jeg foreslog mine Camerader, at vi Slagterkoner skulde i Corporation, som de jo kalde det, gaae hen at complimentere Kongen. De syntes godt om Forslaget, men kunde ikke blive enige om, hvem der skulde føre Ordet. Faldt det nu ikke af sig selv, at jeg, som, uden at rose mig selv, er den fornemste og rigeste Slagterkone her i Byen, og desuden har leveret Kjød til Kongens Kjøkken, baade Fleskeskinker og Kalvesteger og Oxebryster og Pølser og Kalvehoveder, at jeg maatte blive den, som førte Ordet? men saa kommer her en ung Tingest, som har været Slagterkone i et Aar, og som aldrig har leveret en Pille Kjød til Kongens Kjøkken, og vil med al Magt føre Ordet, fordi hun har tjent et Aarstid hos Madame Gullusen og har opsnappet nogle franske Ord, saa hun bilder sig ind, hun kan tale med Kongen uden Tolk. Nei, før skal der intet blive af det Hele, det svoer Inger og jeg, og saa blev der heller intet af. Saa gaaer det til i en Corporation, hvor der ingen Enighed er.

(Her er atter flere Blade udrevne; det er baade Synd og Skam, at man er saa skjødesløs med vigtige Papirer.)

. . . . . . . . . saa sendte Fru S. Bud til mig og lod mig sige, at jeg maatte komme til hende. Dersom Fruen 388forlanger mere Kjød af mig, sagde jeg til Margrethe, saa siig hende kun, at hun intet faaer af mig, førend hun har betalt det, hun allerede har faaet. – Nei, jeg veed ganske vist, sagde Margrethe, at det ikke er Kjød, hun vil forlange. – Vil hun da betale mig det, jeg har tilgode? spurgte jeg. – Ja, det kan nok være, meente Margrethe, og saa gik jeg da derhen. – Fruen tog venligt imod mig; jeg maatte sidde ned hos hende, hun talte om mit gode Udseende, roste det Kjød, hun havde faaet fra mig, og forsikkrede, at jeg ikke skulde bie længe efter Betalingen. – Hun lod sætte Viin og Kage for mig og spurgte mig blandt andet, om jeg gjerne gik paa Comedie? – Jeg svarede, at jeg vel gik derhen en Gang iblandt, men vi have, sagde jeg, noget Vigtigere at brage vore Penge til end til at kjøbe Comediebilletter. – Men om De nu kom derhen, uden at det kostede Dem noget? sagde hun. – Ja, det var brav nok, sagde jeg, men hvordan skulde da det gaae til? – Min Mand og jeg, sagde Fruen, vi have nu Fribilletter; men jeg Stakkel, som har en lam Fod, jeg har vanskeligt for at komme derhen; at leie Hest og Vogn er kostbart, og mit Forslag til Dem er derfor, at om De vil skaffe mig Befordring, saa skal De af og til faae min Theaterbillet. – Men, kjere Frue, svarede jeg, naar jeg skal betale Hest og Vogn, saa kan jeg jo ligesaa godt for disse Penge kjøbe mig en Comediebillet. – Det var ikke saaledes meent, svarede Fruen, De skal befordre mig derhen i Deres egen Vogn. – Min egen Vogn! raabte jeg, jeg har saagu’ ingen anden Vogn end Kjødvognen, som vi trække om i Byen med Kjød paa. – Det er just den, jeg mener, sagde Fruen; Comedien begynder Klokken syv, Klokken sex er det allerede mørkt, Klokken halv syv sender De mig Kjødvognen og lader Deres Karl eller Pige trække mig derhen, og til Gjengjeld faaer De ved næste Forestilling min Billet. – Jeg gik ind paa Forslaget, Fru S. blev trukket paa Kjødvognen til Comediehuset, 389og jeg fik Billet til Balconen, hvor jeg satte mig i Midten af den første Bænk, ved Siden af de fornemme Damer.

Feyer og Kynsberg.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Christian Feyer var sytten Aar gammel, da han blev sat i Kost og Logis hos vor Moder. Foruden ham havde Moder endnu en anden Kostgjænger i Ole Kynsberg; denne studerede Philologie med Liv og Sjel, hvorfor han ogsaa siden blev Overlærer ved Cathedralskolen i Christiania. Feyer var muntrere og mere conversabel end Kynsberg, hvorfor ogsaa Moder holdt noget mere af ham end af denne. Feyer kaldte Kynsberg en Læsehest, fordi han sad stedse over Bøgerne. De Penge, han fik fra sine Forældre, anvendte han for det meste til at anskaffe sig Bøger; især elskede han den franske Literatur, og da han vel maatte mærke, at jeg havde en Rem af den samme Hud, saa forærede han mig adskillige franske og nogle tydske Skrifter, hvoraf jeg endnu har bevaret nogle. Feyer blev, hvad man dengang kaldte «dansk Jurist», og fandt en Velynder i Overkrigscommissair Birch. Denne ædle Mand havde fattet en særdeles Godhed for Feyer, og da denne var atten Aar, havde Birch allerede skaffet ham et lidet Embede i Statens Tjeneste. Jeg hørte engang, hvorledes Birch spøgede med Feyer, betragtede ham nøie og sagde smilende: Jeg troer saamæn, at vor unge Embedsmand allerede begynder at faae en lille Smule Skjeg paa Hagen.

I Aaret 1810, da vor Moder havde solgt sit Huus til Skipper Hovelsrud og flyttede med mig og mine ind i Snedker Werners Gaard i Kirkegaden, hvor vi havde hele den øverste Etage og altsaa et stort Locale, flyttede Feyer og Kynsberg med os. Vi havde dengang en meget stor Huusholdning, thi foruden Moder, Moster Maren, den gamle Fru Aamodt, Feyer og Kynsberg, havde vi endnu en Jomfru Ueland fra Arendal og Jomfru Pharo i Logis og Kost. 390Vor Broder Peter boede vel ikke hos os, men han spiste hver Middag hos os. Naar dertil regnes vore Børn, en Tjenestepige og en Dreng, saa vare vi hver Dag sytten Mennesker, og dette paa en Tid, da der hverken var Korn eller Brød at faae for Penge. Paa vore Skibe var lagt Embargo, og al Tilførsel saavel fra Udlandet som fra Danmark var spærret. De Handlende havde intet Korn mere, og man maatte tage sin Tilflugt til Magazinerne. Øvrigheden lod opskrive, hvor mange Mennesker der fandtes i hver Huusholdning, og hver Morgen blev fra Raadhuset udleveret et vist Qvantum Brød, eftersom Huusholdningen var stor eller liden. Trængslen om Raadhuset var stor, og vor stakkels Anne kom en Morgen hjem med blodige Arme, en Vægter havde slaaet med Morgenstjernen mellem Mængden for at gjøre Plads. Det Brød, vi saaledes fik leveret, var saameget, som vi spiste til Frokost, og jeg gjemte endnu nogle faae Skiver til Middagsmaden; om Aftenen maatte vi lade os nøie med Kartofler. En Aften sendte Broder Peter Bud til mig og lod mig sige, at han havde faaet en Gjest, og at jeg maatte skaffe ham et Stykke Brød til denne. Jeg havde endnu et halvt Brød, som jeg sendte ham, men det gjorde mig meget ondt, at Brødet var saa slet, at det vel neppe var spiseligt; thi det Brød, man saaledes fik udenom, var almindelig blandet med Klid, Mask eller vel endog værre Ingredientser. Paa Landet var Nøden endnu større, Bønderne flaaede Barken af Elmetræerne og malede den til Meel; min Svoger, Capitain Dunker paa Ringerige, havde kjøbt en Tønde med saadant Meel, det han blandede med Byg og lod bage Fladbrød af. Jeg smagte dette Brød og fandt det mindre ubehageligt, end jeg havde troet. Eva Bratt fortalte mig, at hun havde været inde hos en Bondekone, hvis Barn gik paa Gulvet og græd for Mad. Da Eva saae, at Konen havde suur Melk og Fladbrød, spurgte hun hende, hvorfor hun ikke gav Barnet heraf. Konen svarede: Kjere Frue, gjør mig den Tjeneste at smage paa dette Brød. Eva 391smagte paa Brødet og fandt, at det var bittert og modbydeligt i høieste Grad. Det har formodentlig været lutter Bark, medens det, jeg smagte, var halv Bark og halv Korn. Eva vilde opmuntre dem, naar de klagede over Hunger, til at spise Kjød og Fisk, hvoraf de dog havde temmelig Forraad, men de svarede, at de kunde ikke leve af Kjød og Fisk, de maatte have Grø’ eller Grø’en (det, som groer), som de kaldte det. Denne Kones Mand var gaaet ind til Kongsvinger og havde der solgt en stor, fed Buk for en Skjeppe Havre. Lektor Flor reiste omkring paa Landet for at lære Bønderne at benytte Syre, Karvekaal og islandsk Mose til Spise; de hørte paa ham, kaldte ham Mosepræsten, men vilde ikke følge hans Raad. Paa nogle Steder vilde de ikke engang benytte Kartofler, og naar Flor sagde dem, at de jo kunde benytte dem til Brød ved at blande dem med Havremelet, saa svarede de: naar vi have Meel og tage Potetes til dette, saa spare vi derved en Bøtte Vand. Capitain Mariboe fik istand et Kornselskab, der fik indsmuglet Korn gjennem alle Vanskeligheder og Farer; vi toge to Actier i dette Selskab og fik herved nogle Tønder Byg og to Tønder Hvede; Rug saae man aldrig i den Tid.

Med den gamle Fru Aamodt vare vi i stor Forlegenhed; Arvingerne i Kjøbenhavn nægtede at udbetale hendes Pension længer. Vi talede ikke engang til hende derom, det vilde kun lidet have nyttet, hun havde dog ikke troet, at det var sandt; hun havde leveret Moder Gavebrevet, og Moder havde i mange Aar skrevet Kvittering i hendes Navn og modtaget Pensionen. Om den Gamle kunde skrive, veed jeg ikke, men jeg troer det ikke. Hun var ellers temmelig lettroende, og hvis vi havde sagt hende, at Maanen var faldet ned af Himmelen og bleven liggende i Bjørvigen, saa havde hun heller troet dette, end at den Pension, som i halvfemsindstyve Aar var bleven hende udbetalt, nu skulde fratages hende. Prinds Friederich zu Hessen, vor daværende Dronnings Broder, var dengang 392Statholder i Norge, jeg traf ham nogle Gange i Selskaber eller ved Festiviteter; jeg talede til ham om Fru Aamodt, han svarede, at Kongen maatte give hende et Gratiale, og paatog sig at gjøre ham denne Anmodning. Han holdt ogsaa sit Løfte, og vi fik i Gratiale en ikke ubetydelig Sum i Navneværdi; thi dengang vare vore Penge saa slette, at en Daler ikke gjaldt mere end to Skilling, saa at der vel blev givet undertiden hundrede Daler for en Ret Fisk, Men nu kan det vel være nok om denne Trængselstid, omendskjøndt den ikke var saa ond, som man skulde tænke; der var ingen Mangel paa muntre Selskaber, det dramatiske Selskab gav en Forestilling hver fjortende Dag med meget Held. Efter endt Forestilling dandsede vi paa Theatret. Vi opførte Figaros Giftermaal, Holbergs Stundesløse og flere Produkter af Vid og Smag, der blev drukket Champagne og sunget:

Ved Musers Gunst vi samlet bleve,
De stedse om vort Selskab svæve
Nu som i salig Vibes Tid!
Held hver, som villig Bidrag yder,
Hver Pensel, som vort Tempel pryder!

De følgende Linier har jeg glemt.

Da vor Broder Johannes var bleven ansat som residerende Capellan ved Hof i Soløer og var flyttet ind i Capellangaarden Saaset, flyttede vor Moder til ham. Kynsberg havde en Søster, der var en meget smuk Pige, han tog hende med paa et Besøg til vor Moder, og da han reiste derfra, lod han Søsteren blive tilbage. . . . . . . . .

. . . . . . . . Et Par Aar derefter blev hun gift med Lieutenant Haxthausen. Hun saavelsom Broderen var af Naturen udrustet med dens skjønneste Gaver, han med Aands og hun med Legems Skjønhed, men begge døde i deres bedste Alder. – Om Feyer har jeg i mange, mange Aar intet hørt, uden at han var Sorenskriver og gift med en Frøken Falk; da jeg aldrig har seet hans Navn i de 393offentlige Blade, saa maae jeg troe, at han ikke har blandet sig i Statssager. Min Agtelse og Hengivenhed skal stedse følge ham.

*

Du spørger, kjere Broder, hvor vor Fader havde lært Fransk; jeg formoder, at han, ligesom vor Moder, havde lært det paa Fredrikshald af den franske Soldat Martin, hvorom jeg har talt i Begyndelsen af disse Erindringer. Vor Moder læste mange franske Bøger og tiltalene mig ofte i dette Sprog. Fader citerede ofte af det Franske, men hvorvidt han talede eller forstod Sproget, kunde jeg ikke dømme om. Hans Fætter, Lieutenant Hansteen, Toldinspecteuren i Drøbak, kom imellem til os, og han tiltalede mig altid i dette Sprog. Et Par Dage, efterat vi vare blevne inoculerede Kopperne, kom han til os, han betragtede mig nøie, og jeg maae vel have set noget blegnæbbet ud, da han sagde: qu’avez vous, Conradine? Jeg svarede: j’ai la vérole. Og nu gjorde han mig opmærksom paa, at det rigtignok i vort danske Sprog var ligegyldigt, enten man sagde Kopper eller Smaakopper, men at dette ikke gik an i Fransk. Han vilde sagt mere herom, men Moder afbrød Samtalen ved at bringe en anden Materie paa Bane. Engang sad Fader og læste i «Magazin des adolescentes» en Feefortælling; han spurgte mig, hvad de Ord betydede: «la fee se tut après avoir dit ces paroles», og jeg svarede friskvæk: «Feen dræbte sig efter at have sagt disse Ord.» Han lagde Bogen fra sig og gik ud, og i samme Øieblik vidste jeg, hvor taabeligt jeg havde svaret, og at jeg vel kjendte, hvad Forskjel der er mellem «se taire» og «se tuer», og jeg skammede mig meget.

Af det Deichmanske og af det Ankerske Bibliothek bragte Ehlert mig en stor Mængde franske Bøger, hvilke glædede og morede Moder meget, især erindrer jeg, at dette var Tilfældet med Voltaires Mikromegas. Hun talte 394til Fader derom, og de loe begge hjerteligt og moerede sig, saavel over Saturnianeren, som over Mikromegas, Indvaaneren af Sirius. Fader sagde i denne Anledning, at dersom han havde mødt Voltaire, da skulde han ikke have ladet sig neie med at tage Hatten af for ham, men gjort som Ibsen og taget Paryken af med. Han fortalte nu, at Ibsen havde været en god, ærlig Jydeskipper, som uforvarende var kommet ind i et Selskab af Ubekjendte og sat sig ved Bordet ved Siden af dem. Ibsen havde Hatten paa Hovedet og Kridtpiben i Munden, men da han ved at see sig om blev vaer, at Selskabet bestod af Standspersoner, saa tog han Hatten af og smed den under Bordet. Siden hørte han paa deres Tale, at de vare dannede og kloge Mænd, og nu slængte han Kridtpiben efter; men dette var endnu ikke nok, han hørte videre, at deres Tale var idel Kløgt og Vid, og nu strøg han i al Stilhed ogsaa Paryken af Hovedet og satte sig paa den.

Den Bog, som interesserede mig allermeest, var Père du Haldes Reise i China. Denne Bog var af Deichmans Bibliothek, men jeg har siden forgjeves søgt at faae den laant derfra. Den indeholdt blandt andet en fransk Oversættelse af Confutsees Skrifter og af den chinesiske Tragedie, som Voltaire har omarbeidet efter Aristoteles’s Regler: «L’orphelin de la Chine». I den chinesiske Original er der fem og tyve Aar mellem den første og sidste Act. Bogen indeholdt ogsaa en chinesisk Grammatik og en Ordbog, hvoraf jeg dog ikke erindrer mere, end at «jeg elsker» heder «ughan», og at en Kat heder «miau».

Du erindrer vor Faders Paryker, disse erindrer jeg vistnok ogsaa, men ikke med Velbehag. Jeg hadede disse Paryker, og naar jeg engang fik hans Hoved at see uden denne stygge Prydelse, da syntes han mig endnu en Gang saa elskværdig. Hans Haar var vel noget tyndt, men af en smuk lysebrunn Farve, og han maatte imellem klippe 395det, for at det ikke skulde stikke frem under Paryken. Jeg spurgte Moder, hvorfor han bar de hæslige Paryker. Hun svarede mig, at det i al hendes Tid havde været Skik og Brug, at Mændene bare Paryker, og lod mig see hen paa hendes Faders Portrait, som var malet i England, da han kun var sytten Aar og Elev i Etons Skole, og denne syttenaarige Albert Treschow var iført en hvid Paryk.

En Aften hørte jeg, at Fader og Moder spøgede sammen og discuterede om, hvo der var de smukkeste, enten Blondiner eller Brunetter; omsider bleve de enige, og Fader sagde, at hun roste de Blonde, fordi hans blonde Haar havde behaget hende, og at han roste Brunetter, fordi hendes ravnsorte Lokker havde indtaget ham. Og nu sang han:

Den kjelne Blonde er indtagende og sød,
Men Brunettens muntre Mine gi’er mit Hjerte Stød i Stød.

Vore Forældres Huus.

Kom, kjere Broder Christopher, ræk mig Din Haand, og lad os endnu engang vandre tilbage til vor Barndoms Dage, til vore Forældres Huus og til den ellevte Marts 1792; jeg var dengang elleve og et halvt Aar, og vor Broder Johannes, ti Aar yngre end jeg, var atten Maaneder gammel. Jeg har fortalt, hvorledes jeg denne Søndags Eftermiddag gik i Kirken, hvor jeg hørte Aftensangspræsten Hr. Nannestad opfordre sin Menighed til at bede for Inspecteur Hansteen; det var ellers Skik, at Præsten bad for et Guds Barn i Menigheden uden at nævne den Syges Navn, men Moder vidste ikke, hvad en saadan Forbeholdenhed skulde tjene til, og saaledes hørte jeg da vor Faders Navn fra Prædikestolen i Vor Frelsers Kirke. Jeg erindrer ikke, om jeg var gaaet alene til Kirken, eller om nogen af eder var fulgt med mig derhen, men da jeg kom hjem, vare vi samlede i Sengkammeret hos vor Moder, 396som vred sine Hænder og hulkede høit. Fra Sengkammeret gik, som Du nok erindrer, en Dør til Kjøkkenet og i den anden Ende af dette tilhøire en Dør til Barnekammeret; jeg gik derind og saae de tre Piger sidde tause og stille; Grethe havde den lille Johannes paa Skjødet, dæggede for ham og græd over ham; Birthe hviskede: saalænge der er Liv, er der Haab. Fra Barnekammeret gik en Dør ind til den røde Stue, hvor Fader laae, jeg gik derind og blev staaende en lang Stund foran hans Seng og betragtede ham; han laae stille, og kun hans Læber bevægede sig, men der kom ingen Lyd over dem; hans Øine vare aabne, men det lod ikke, som han kjendte mig eller saae mig. I den røde Stue var der tre Fag Vinduer til Gaden, for de to vare Rullegardinerne nedladte, under det tredie stod Faders Skrivebord, jeg satte mig derved og skrev paa en Strimmel Papiir disse to Linier:

Min Fader døer. O, hvilken Smerte
Betager nu mit ømme Hjerte!

Dog, for ikke at dølge Sandheden og ikke fortie min Barndoms Letsindighed, saa vil jeg tilstaae, at jeg faae Minuter derefter tog og fortærede to Æbler, som jeg saae ligge paa Randen af Boghylden; efter Lægens Ordination spiste Fader hver Dag to Æbler; dette havde han gjort den forrige Dag og lagt disse to hen til den følgende. Dette Æbletyverie i et saadant Øieblik skammede jeg mig siden over.

Morgenen derefter slukkedes Faders Livslys, og ved Efterretningen herom kom Fru Treschow, Faster Greens Døttre og flere af Moders Slægt og Venner for at staae hende bi med Raad og Daad. Fru Münnich og Jomfru Bonsach blev hos hende den første Aften. Paa Faders Skrivebord laae en Optegnelse, skrevet af ham selv, over Begravelsen og alt, hvad dertil hørte, og hvad hver Artikel skulde koste. Madame Haller blev hentet og gjorde 397sine Foranstaltninger; Justitsraad Smith kom at tilbyde sig som Moders Laugværge, hvilket Tilbud hun modtog med den største Taknemmelighed; men hun fik siden Aarsag til at fortryde den store Tillid, hvormed hun betroede denne Mand sin hele Capital af 3000 Rdl.; thi da han flere Aar derefter døde, havde han efterladt sig saa megen Gjeld, at hans Creditorer ikke fik mere end syv Procent af deres Tilgodehavende; mange Enker, hvem han havde tilbudet sig at være Laugværge for, tabte ved ham deres større eller mindre Formue, og Fru Münnich tabte ved ham en betydelig Capital. Da denne Mand var Eier af Ruseløkken, havde et meget indbringende Embede, kun et eneste Barn og levede meget sparsommeligt, saa holdt man ham for en rig Gnier. Man gjettede siden paa, at han maatte have spillet bort store Summer i Tallotteriet, hvilket den Tid havde ødelagt flere end een Embedsmand. Alle Mennesker fast uden Undtagelse hos os spillede dengang i Tallotteriet; der var mange Lotteriecollecteurer i Christiania, og man kunde faae en Lotterieseddel for en Skilling. Fader spillede aldrig i Tallotteriet; vel havde han selv engang været Lotteriecollecteur, men han hadede denne Indretning og sagde, at Fanden havde sin Finger i den. Vi Børn hørte saa meget tale om Tallotteriet, saa Henrik fik Lyst til at spille deri. Han bad Moder om en Skilling, men da hun nægtede ham den, saa foreslog han mig, som var dengang Eierinde af en Skilling, at han vilde for den bringe mig en Lotterieseddel. Jeg gik ind paa Forslaget, valgte fem Nummere og gav ham min Skilling, hvorfor han i Bilzings Collection kjøbte en Lotterieseddel til mig. Det varede ikke længe, førend Lotteriet blev trukket, og tænk engang! – et af mine Nummere var kommet ud; Henrik gik hen med Lotteriesedlen og kom tilbage med femten Skilling, som han leverede mig. Dette var første og sidste Gang, at jeg har spillet i Tallotteriet.

398Moder fik et Brev fra Toldcasserer Olsen i Skien, hvori han meldte hende, at der i en hollandsk Avis stod en Indkaldelse til Arvingerne efter Barthold Hansteen, som var død i Holland ugift og havde efterladt en ikke ubetydelig Formue. Som sine Arvinger havde han opgivet sin Broders Børn og blandt disse nævnet Louise Olsen i Skien og Engel Heltberg i Bergen, begge vor Faders Søstre. Om Olsen har gjort noget ved denne Sag, veed jeg ikke, men Moder forstod ikke at gribe den an. Da Begravelsen var over, og Moders Sind begyndte at komme lidt til Rolighed, foretog hun sig flere huuslige Reformer. Birthe fik sin Afsked, Eva blev betroet til Skipper Qvisling, som paatog sig at bringe hende tilbage til sin Stedmoder, Fru Heltberg paa Bernæstangen. Alt, hvad hun troede at kunne undvære, satte hun til Auction; hun havde havt isinde at sælge Gaarden i Byen og at flytte ud til det Huus i Gamlebyen, som Fader der havde ladet opføre; men hun opgav sit Forsæt, da hun betænkte, at Veien fra Gamlebyen gjennem Leret og Grønland var paa visse Tider af Aaret saagodtsom ufremkommelig, og Drengebørnene maatte jo dog hver Dag i Skole. Hun solgte derfor Huset med Kjøkken- og Frugthave, Kjøberens Navn var Hjorth. Derpaa solgte Moder ogsaa Gaarden i Byen til Præsten Bødtker og kjøbte igjen et lidet Huus i Nedre Slotsgade for 700 Rdl. og anvendte 400 Rdl. derpaa for at gjøre det nogenlunde beboeligt. Da hun nu var færdig dermed, og de Sager, vi havde beholdt, vare flyttede hen i det lille Huus, gik Moder med tre af sine Sønner og vor Pige Christine derhen; Grethe med Johannes og jeg dvælede endnu noget i det store, tomme Huus. Jeg gik om i alle Værelser, paa hvert et Loft, i hver en Vraa og tog Afsked med hver Plet i det kjere Huus; jeg havde dengang et meget langt og stærkt Haar; jeg klippede en stor Lok deraf og stak den ind i en Revne under en Væg, hvor jeg troede, at ingen kunde finde den; derpaa tog jeg min lille Broder ved Haanden for at føre ham hen til 399Moder; men da jeg kom ud paa Gaarden med ham, standsede jeg ved at høre et hoit Skrig; det var Grethe, der kom i en Fart ud af Kjøkkendøren og raabte til Johannes, idet hun slog sine Hænder sammen: O, Du stakkels Barn! maae Du da saa tidlig forlade Din Faders Huus! To Maaneder derefter laae Grethe i Graven.

Ti Aar derefter sagde en Dag Schandorff til mig: Min Svoger Delphin og jeg have nu kjøbt det Huus, som De elsker saa høit. Jeg blev meget glad ved denne Efterretning, da jeg tænkte, at naar mine gode Venner beboede Huset, saa vilde jeg ofte faae Anledning til at betræde det. Og saaledes var det; i mange Aar derefter besøgte jeg ofte mine kjere Venner i det kjere Huus. I de ti Aar, Præsten Bødtker havde beboet det, var aldeles ingen Forandring foretaget dermed; Delphin lod Gadedøren og Gadetrappen tage bort, Faster Greens Værelser bleve forvandlede til en stor, smukt decoreret Sal, som mange Aar derefter blev bortleiet til Studentersamfundet. Barnekammeret var blevet til et Stadsværelse, men de øvrige Forandringer vare kun ubetydelige. Da Delphin celebrerede sit Sølvbryllup, var jeg der, og vi dandsede i den store Sal. Siden gik jeg ind i de andre Værelser, satte mig ved Karnapet i den gule Stue og overlod mig til mine Erindringer. Da kom en ung Mand, som jeg aldrig havde seet før, og som jeg heller aldrig har seet siden, og satte sig ved Siden af mig; han gav sig tilkjende som en Ven og Bekjendt af vor Broder Johannes. Han fortalte mig, at hans Navn var Paul Winsnæs, at han var fra Drammen, at han var theologisk Candidat, to og tyve Aar gammel, at han var forlovet, og at hans Kjereste var otte og tyve Aar. Han fortalte mig, at Johannes havde spillet Vielgeschreis Rolle i «Den Stundesløse» paa det dramatiske Selskabs Theater i Drammen. Og min Kjereste, sagde han, var Pernille, og da hun takkede ham for Tøflerne, saa kyssede hun ham paa Haanden, hvilket nær havde bragt ham ud af Fatning. 400Om Aftenen var ligesom i vor Faders Tid, naar der var Selskab, Spisebordet dækket i den røde Stue, der var aldeles uforandret. Den sidste Gang, jeg betraadte dette kjere Huus, var i Juli Maaned 1831, da jeg var der for at tage Afsked med Fru Delphin og hendes Familie for at følge med min Mand til Trondhjem. Jeg saae endnu i Sengkammeret det store Skab i Væggen med de dobbelte Døre, den hvælvede Karnis og de grønmalede Vinduesruder; jeg saae endog det lille Kighul med Skyver for, som Fader havde ladet anbringe paa Døren mellem Sengkammeret og Kjøkkenet, og den røde Stue var endnu uforandret. I de fem og tyve Aar, som ere forløbne siden den Tid, har Huset vistnok lidt mange Forandringer og vilde vel nu neppe være til at kjende igjen, men dog har jeg med Velbehag nylig seet af et Avertissement i et Ugeblad, at det endnu har sine to Karnaper. Saa er Du da til endnu, Du kjere Karnapvindue, foran hvilket jeg ofte om Søndagseftermiddagene sad paa Faders Knæ, medens han holdt en lang Kikkert foran mig, hvorigjennem jeg kunde see lige ned i Fru Sehesteds Have i Gamlebyen.

Saa har Du staaet fast
Midt i den Skiften, alt er underkast!
Vil altid Du i Middagshøiden prale
Og aldrig. Aftensolen lig, neddale?
Skal Du, Karnap, liig Agers Kirke, da
Staae uforanderlig, urørt, urokket? – Ja!

Ogsaa ved Karnapet til den anden Gade hefter sig ikke mindre kjere Erindringer; her var Karnapværelset i anden Etage Faders Contor. Fra et af disse Vinduer var det, at han en Søndags Eftermiddag lod nedregne Rosiner og Mandler over sin glade og lykkelige Datters Hoved. Medens jeg sad paa Gadetrappen med Rosinerne og Mandlerne i Skjødet, kom vor Gjenbo, den tydske Skomager Lohrbauer forbi; han standsede et Øieblik, nikkede til mig og sagde: «Nu schal De faae Schuene.» Da 401Lohrbauer var gaaet forbi, saae jeg atter op til Karnapet, Vinduet var lukket, men Fader stod indenfor og saae smilende ned til mig. Mindets Engel tilintetgjøre Tidens Krav og vaage ogsaa over dette Karnap!

Om Fredrikshald, om Anna Ramus og om Thor Hovland.

Min Moders Fader, Albert Treschow, var Toldinspecteur, eller, som man dengang kaldte det, Tolder paa Fredrikshald, og min Moder elskede høit dette sit Fødested. Jeg hørte hende ofte at synge:

Du Troskabs Minde i vort Norden,
Urokkelige Fredrikshald!
Du trodsed’ Carls gjentagne Torden
Og tændte Lynet til hans Fald.

Naar Moder kom til den Linie:

Da Borgerkjerligheden tændte
For Landets Vel sin Bye i Brand,

da blev hendes Foredrag mere og mere udtryksfuldt. Alle Fredrikshalds Borgere vare i hendes Ungdom i større og mindre Grad stolte af Forfædrenes Bedrifter. Hun fortalte, at en Dag, da der var et lidet Selskab hos hendes Fader, stod en Lieutenant Sommerschild længe ved et Vindue og stirrede ud for sig. «Hvad seer De efter, Hr. Lieutenant?» spurgte Albert Treschow. «Jeg seer paa min Jomfru,» var Svaret. «Paa Deres Jomfru?» «Ja, det er hun, og det skal hun forblive, og for at bevare hende som saadan vil jeg med Glæde give Liv og Blod.» Selskabet forstod nu, at hans Jomfru var Fredrikssteen, som han fra dette Vindue havde Udsigt til. Moder fortalte ogsaa ofte om de tappre Brødre Colbjørnsens modige Søster, Anna Ramus, Præstekonen, i Norderhaug. Jeg hører nu sige, at der for denne Fortælling ingen Hjemmel findes, at den skal være opdigtet, forsaavidt som der siges, at hun havde Deel i Begivenheden. Dette er vel muligt. Enhver har nu gjort Opdagelser og vil gjøre sig 402vigtig dermed. For hundrede Aar siden skrev Ove Malling en Bog med Titel: «Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere»; i denne Bog omtaler han Anna Ramus og fortæller om hende det, som vi alle have hørt. Malling var en Historiograph, men han var tillige en Digter, og man kan maaskee antage, at hans Bog paa nogle uimodsigelige Facta nær er en Fiction. Hendes Portrait hænger i Norderhaugs Kirke, men dette er heller intet Beviis, maaskee var det Skik i den Tid, at Bønderne hængte deres Præsts og hans Hustrues Portraiter i deres Kirke. I Aaret 1794, da jeg var fjorten Aar gammel, var jeg med min Moder i Besøg hos Enkefru Sundt og hendes Søster, Frøken Petersen; disse Damers Moder var en Datterdatter af Anna Ramus, og efter Opfordring af Moder fortalte de os deres Oldemoders Historie, omtrent paa samme Maade, som Malling har fortalt den, vistnok med nogle smaae Biomstændigheder, som dog ikke egentlig vedkom Sagen. Fru Sundt, den ældste af Søstrene, var fød 1740, altsaa fireogtyve Aar efter Begivenheden, men hun havde hørt Fortællingen af sin Moder, som selv havde været tilstede ved Begivenheden. Her vover jeg ikke at sige: dette er intet Beviis; thi jeg er moralsk overtydet om, at disse Damers Moder havde talt Sandhed.

Sangen om Thor Hovland hørte jeg Moder saa ofte synge, at den har rodfæstet sig i min Hukommelse.

Flye langt fra fredsomt Folk i Nord,
Blodstænkte Sværd!
Glad, Norges Søn, pløi arvet Jord,
Nyd gyldne Fred ved børnrigt Bord!
Men tramper Voldsmand paa din Jord,
Da uforfærd’
Med Fædres Arme, Fædres Mod,
Aftoe i Fiendens varme Blod
Dit Sværd!

Exempler nok paa Fortids Mod
Min Landsmand har.
Ei sparsomt Norges bedste Blod
Flød for en Fyrste, Landet god.
403Det Bryst, som Værn for Odel stod,
Som Klippen var;
Min Sang nu priser Hovlands Thor,
En Stridsmand, i vort kjekke Nord
Selv, rar.

Den kjekke Annas Sendebud
Kom mørke Nat
Til Steen og meldte: Krigens Gud
Soldaten bød at vove Hud
Og træde rask i Marken ud
Og vinde brat
En Seierskrands. Hiin Høvding stod
Og vilde spare saxisk Blod
Den Nat.

Han meldte da en Hoben Ord,
Og blandt dem var:
At Sneen skjulte Vei og Spor,
At let man vild om Natten foer;
Men frem stod brat vor Hovlands Thor
Og tog til Svar:
Jeg eder Veien vise bør,
Jeg kjender hver en Steen og Stør,
Den har.

Knud Sehested venligt til ham saae
Og ham bifaldt,
Og alle raabte: Vi er faae.
Men vi har Mod og Kraft at slaae,
I Hovlands Spor vi trygge gaae.
Strax Thor blev valgt
At vise Vei til Svenskens Hær.
De følte først hans drøie Sværd.
Og faldt.

Thor førte ei Commandostav;
Kun Bondemand,
Ham Hest og Vaaben Norge gav,
Han ikkun som Dragon red af,
Anførers Krands hans Arm ham gav.
Ham Fødeland
I Spidsen saae for Sønners Hær
At høste Gother med sit Sværd,
Som Mand.

404Og derfor lever Thor i Sang,
Mens Norge staaer,
Blandt Oldtids Helte nyder Rang;
Som Eivind før og Thjodolf sang,
Paa Helte Norge aldrig Trang
I Verden faaer.
Naar Landsmænd engang drage Sværd,
At Fædres Krands de blive værd,
Jeg spaaer.

Iøvrigt, hvad Anna Ramus angaaer, da lad kun hendes Navn udslettes af Historiens Aarbøger, – Mindet om hende vil aldrig forgaae. Clio er Historiens Musa, men hendes saavelsom alle Musers Moder er Mnemosyne.

Om Gamle Dage

Erindringene i Conradine Dunkers bok Gamle Dage ble nedskrevet i årene 1852–55. I 1871, fem år etter Dunkers død, ble boken utgitt.

Tekstene i boken er formet som brev til broren, vitenskapsmannen Christopher Hansteen, og skildrer Dunkers barndoms- og ungdomsmiljø. I motsetnings til annen memoarlitteratur er ikke Gamle Dage kronologisk, her kommer slektshistorie, fortellinger om omgangskrets og naboer, reisebeskrivelser, minner, anekdoter og novelleaktige tekster om hverandre.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1871 (nb.no)
• 2. utgave, 1909 (med illustrasjoner og fyldig personregister) (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook