I.

111Ude paa kanten af kaien stod en mand og saa ned i sjøen, den skylled og kogte i hvide hvirvler nedmed foden af den høie mur, stigende og faldende med dønningen, som jevn og mægtig seg ind, skjønt vinden var laber fralandsbris.

Han spytted den andre skraaen ud – saalænge hadde han staat dér og stirret – og han syntes, dagen begyndte at bli lovlig seig og tør og kjedelig for hans maanedlige fridøgn at være, men Albert Johansen fra Moss hadde forsvoret sig paa, at den skulde gli over i al skikkelighed og stilhed denne gangen. – To pund og ti shillings hadde han puttet i sparebøssen sin, takket være ekstrafortjenesten ved det heldige nattefisket de sidste ugerne, og blev han ved i den tralten, kunde han omtrent akkurat paa aaret vende kursen til 112Europa og ture næste jul hjemme uden at trænge gaa som lurv for slægt og venner.

Men fan, saa søvnig han var! Og den tredje skraaen blev drøiere end nogen af de forrige. – Gudskelov, klokken lakked til seks – de stængte og satte skodderne for hos skibshandleren paa hjørnet.

En dygtig plugg saa han ud til at være, som han stod dér lavbygget, hjulbenet, skutrygget og skulderbred med næverne i lommerne paa den falmede, graarudede jakken, han hadde trukket udenpaa sin stribede skjorte. Om den korte hals var et spraglet silketørklæ flot knyttet; det veirbidte ansigt var rundt og fyldigt med en freidig, rød opstoppernæse, smaa, gløgge øine under farveløse bryn og hængende, rødblondt mundskjæg, og kaskjetten var skudt bag i nakken paa det snauklippede hode.

Støn i støn dasked brændingen mod muren, og det skylled og kogte, skylled og kogte, og det evige, enstonige brus tog magten fra gadelarmen bag ham og sløved hørslen for lokomotivernes hvin, som idelig skingred fra jernbanestationen længer oppe i byen.

Han vækkedes ved, at et par pyntede, hvidklædte damer strøg tæt forbi ham og snakked og lo, saa det klang. Deres parasoller 113straalte, strudsfjær vaied fra hatterne og sløifer flagred fra kjolerne, og ham værdiged de ikke den ringeste opmærksomhed. – «French girls –» mumled han og gjesped overmaade ligegyldig. Kostbare dukker for skippere og engelske officerer og immigranter og andet vildt, som skulde ribbes! – –

Hans blik fulgte deres fødders nette trippen henad brostenene, slap dem og flakked saa bort til den brede jetty, der bares ud fra kaien paa et stillas af kjæmpebjælker, hvis styrke skulde trodse de vældigste bølger.

Arbeidstiden var slut, og kranerne sprikte ørkesløse mod himmelen, der hvælved sig skytom og uendelig gjennemsigtig, men nederst ved synsranden sløredes den af svag, bleggylden dis. – Den sidste lægter for idag var netop halet unda og forankret i den øvrige lægterflaade, og dens mandskab – mest malayer i røde luer – trasked trætte frem bag de trælastede jernbanevogne, som stod forladt paa skinnegangene. Men inderst paa jettyen, hvor den var bygget rummeligere og gav plads til havnevagtens gulmalte skur, var en mangfoldighed af kasser stablet i række og rad, og paa stablerne hadde en klynge kaffere kløvet op – stilfærdig pludrende sad de i 114sine skidne laser som en flok graasorte fugle, der har slaat sig til ro for kvælden.

Albert Johansen fra Moss kjeded sig. Tanken paa den forholdsvis hyggelige salonbar, han hadde pleiet at vanke i, fristed ham et minut, og han klirred med sølvmynt i lommen. Men han vandt bugt med fristelsen. Kom han først did og traf godt selskab, vilde det ikke vare længe, til han gjorde sig ærend hjem og klinked sparebøssen sin. Og den skulde ikke klinkes, det hadde han svoret. – – Skjønt – der var jo mindst syv hele shillings i lommen, fristed det paany, idet han talte myntstykkerne med fingrene – og adskillige pencer tilovers – – –

Næ, fan! gren han og vælted skraaen paa tungen. Ugevis hadde han sparet, krævet ind laan fra kamerater ogsaa, og brugte han de pengene, fik han suge paa labben eller ofre bøssen imorgen. Og saa rusled han fra stadens tillokkelser langs med kassestablerne og jernbanevognene ud paa jettyen og gav sig uvilkaarlig til at tælle skuderne, som laa spredt vidt over den aapne red. – Yderst var havet blaagrønt og blankt, men indover blev det mattere i glansen, og farven skifted til gulblak, eftersom det grunded op. Mot sydvest, i utrygt læ af en sandodde med kummerlig 115kratskog paa rygningen, var ankerpladsen for dampskibene – dem hadde han fuld greie paa, gad ikke tælle det halve dusin, der var af dem. Paa enkelte arbeidedes endnu, men de hadde sin egen jetty at losse lægterne ved; ombord paa den titusentons linjebaaden, som arriverte imiddags, skulde der vist sjaues hele natten som vanlig. Den vesle manovaren øved nok signaltjeneste og pranged med kjæder af flag, der heistes, firtes, veksled i ett kjør.

Damperne vaaged at ligge nogenlunde samlet, de kunde bruge sine maskiner for at klare sig, om det kneb; men seilskibene duved hist og her og holdt saan en afstand mellem hvert skrog, som var de rædde hinanden – de hadde alene sine ankere og vorherre at lite paa, skulde en ordentlig sydost tugte havet mod kysten.

Han talte sneset af seilskuder, tvilte saa for, at han hadde regnet dobbelt den mauritius-skonnerten bag firmastingen, og løb surr i det. Det var næsten bare svære bæster af fartøier, som de vilde glane stort efter i fjorden hjemme; statelige engelskmænd og tyskere, yankeer, en vakker franskmand, en svenske, to fine, hvidmalte italienere, en hollænder, finner, nordmænd, en danske. – Flest var der af skandinaverne alt i alt, men tarveligst var de 116ogsaa – værst de norske. Sligt som den usle, kølasværta drammensbarken burde en skjæms for at sende paa langfart blandt verdens fremmede nationer. At de kunde faa tegnet assurance og kapret fragt paa sligt!

De nærmeste skuders navnebrætter kunde han læse, og der var enkelte, hvor folk kunde skjeldnes paa dæk, men fjernere og fjernere blev de, og de fjerneste var kun kjendelige paa riggen. Han vidste, hvad de hed allesammen, og hvem skipperne var, for det hadde nu været hans bussiness de sidste aarene at farte omkring paa en af de smaa taugbaadene, som varetog trafiken mellem fartøierne og byen, tre turer daglig for at hente skippere, bringe proviant og sætte skippere ombord. Det var hans rute op igjen og op igjen, og søkvaad af sjøvask og skvæt maatte han være fra morgen til kvæld, og otte shillings dagen var hyren. Og nætterne kunde desuden mandskabet drive trawlfiske med taugbaadene, dersom de vilde dele udbyttet ligt med rederne, og de selv ellers blev enige om det.

Et skarpt drøn smaldt, i samme nu ett til, og braget svandt kort uden gjenlyd. – Heisan, de fra manovaren sprængte vrag!

I nordost, udenfor dér, hvor byen endte i en bræm af elendige hytter, steg en sort, 117uhyre røgkugle hastig og rullende tilveirs, stansed, vokste, tog skikkelse af et æg, flossedes i randene, blev hængende i luften som en smudsig skystrime. Under den strakte nakne, flade sandstranden sig hen, svagt krummet som bladet af en ljaa, men med enkelte steile brinker, der lyste gult mod den lave sol. Og langt, langt borte, over træbare og tørkesvidde sletters graabrune øde blaaned nogen teltagtige fjeldtopper.

«Senator» fra Hamburg – dens levninger var det, som skulde ryddes væk, fastslog Albert Johansen og nikked bifaldende. Den hadde ligget just i vandskorpen ved midterste revlen og truet med at spidde ventendes landdrivere paa staalspanterne sine. – Vragene paa land lod de sikkert være, de var at kalde for uskadelige, skjønt de et stykke hadde stuet sig op saa tæt i tæt, at de kunde blokke beach’en for sine efterfølgere. Den seneste stormen hadde skabt femten nye af dem, men den skulde det rigtignok ikke ha været magen til i mandsminde. – Store og mindre, barker og fuldriggere var der; nogen stod helt paa det tørre, did det overhændige hav hadde løftet dem, andres krængende dæk vaskedes af sjøen, og mesteparten hadde riggen i behold, saa seiltraser slang fra ræerne. – – Det 118hadde været en nat, da de gik – en damned uhyggelig, helvedes nat! – – – Gagnløst kram var de blet til, baade de prægtige førsteklasses seilerne og de raadneste skarvene – bunket som mutters gamle kaffekjedel var jernskibenes skrog blet, som de tørned og kilte sig ihop. – En helvedes nat! – –

Hans holdning blev stram, han kneiste med nakken og skulte uforsonlig til stranden. Damned bad anchorage her for en ærlig skude! – Og skidt med redningsvæsenet – fusk og fanteri hele sulamitten hernede! – –

Men, hvad gik der af niggerne? – Skuddene hadde vækket kaffernes stilfærdige klynge. De skreg op, flaksed med armene, skravled kaklende og pegte paa røgskyen. Ud af havnevæsenets skur fór en kraftig, ung mand med guldsnor om luen og skinnende knapper paa trøien, harm over forstyrrelsen. Han gjorde holdt og mønstred dem bistert, det virked ikke; saa nedlod han sig til at bruge kjæft, vilde jage dem, det frugted heller ikke. De skratlo af ham. Han tramped, brætted ærmerne op og hytted; de gól af latter, vred sig af fryd. Rasende langed han boksermæssige slag efter dem; den, julingen traf, hylte, resten hvinte og peb – ingen værged for sig.

119Hoho, dette blev løier! Den fyren var sandelig ikke fersk i tjenesten, skjønte Albert Johansen og ropte skjæmtsomme opmuntringer til ham. Det tirred vagtmanden, han skulde skaffe sin myndighed respekt, og fræsende af ilske rendte han tvekroget indunder kassestablerne, greb efter sprællende, svarte lægger og rykked til. – Og for hvert ryk deised en grinende stymper udfor, og kropperne dunked i bryggen, og skolterne sang mod kasserne. Og han vrinsked af sinne, bandte og huserte og sparked og traakked de faldne – –

Den medfarten skræmte. Jamrende vrælte flokken og fløi fra jettyen og kaien, klumped sig ihop til et øiebliks hevngjerrigt skraal oppe paa torvet, men smurte haser for en konstabel, der kom stigende.

Uf, det slutted lidt leit med den moroen! syntes Albert Johansen, idet han gik. Alligevel blinked han lystig til vagtmanden, som blodsprængt i fjæset og sveddryppende stod ene tilbage paa valpladsen og smilte af triumf.

– – – – – – – –

Og solen dukked brat i havet. Et gustent skjær gled over himmel og jord og varsled nattens snare komme og fulgtes af en mat, ubestemt skygge, der la sig paa alle ting. Torvets store, støvgraa murhus blev endnu 120graaere og tristere, og paa det skaldede bakkedrag ovenfor byen blev fyrtaarnet tændt.

En forsinket oksevogn ramled frem paa knirkende hjul. Under kjøretøiets seildugstag skimtedes kvinder og et barn, foran sad eieren fed og tung og passelig drukken og svinged svøben; ved siden af det lange forspand dilted indfødte gutter og pisked paa de dorske, godmodige trækdyr, hvis horn vagged i sagte takt. De hadde ikke hast, okserne, kunde ikke ha det, de trak, og det seg – om i næste gade.

Hidtil hadde det været meget dødt paa torv og stræder. Nogen faa droskekuske, nogen træge lediggjængere, hist og her en khakiklæd soldat og saa farvede lazzaroner hadde raadet grunden. Men pludselig blev færdselen livligere, og om en liden stund var fortaugene fyldt af en stimlende, ufjælget mængde. Fra boder og lagere, værksteder og kontorer var folk sluppet fri, efter lumre dagværk ilte de ud for at puste ind i lungerne frisk aftenluft, og i skyndingen hadde de ikke giddet vaske arbeidets spor af sig – –

Aa, om der hadde viftet sval bris fra sjøen! Men det var saa godt som stille, og den solbagte jord aanded fra sig en uren luft, der var baade lunken og tør. Dunster af hede 121legemer damped over menneskemylderet, det stank fra rendestenene, sived stegt ôs fra mure, gufsed gammel raaddenskab fra gaardene, og brystet kvalmedes af den harske, bittersøde eim.

Det summed af de forskjelligste sprog, og der var en skrigende blanding af de forskjelligste dragter; thi kvælden i denne stad var et nationernes og racernes stevne. Massen var vel europæere og afrikanere, men deres snaksomme, travle skarer kløvdes af taust hovmodige arabere i bølgende klædebon. I trængselen rugged kinesere afsted som alderdomsvisne djævle, og der fandtes en stadig islæt af inder og malayer, og en sky cingaleserinde smutted forbi og hadde kun et broget sjal om de spæde, broncebrune lemmer.

Varmt og stille, kvælende var det. Aa, hadde der bare været en smule kjøling at faa! De trætte snuste og snøftet i savn efter sjøbrisen. – – Det mørkned, og elektrisk lys straalte fra bar og saloon ved siden af bar og saloon, og de overbød hinanden med lokkende skilter: «Victoria» konkurrerte med «Britannia», «Prince of Wales» med «Palmerston», «Phønix» med «Earl of Khartoum» – intet af dem mangled søgning. I hæs tørst forlangtes drinks ved diskene, de tyske og irske opvartere kaved og 122sled omkap, og øl og brændevin sugedes ind af tørre, begjærlige læber. Pøh – uh! Efter lummert dagværk maatte en læske sig en aften som denne – – –

Ved den fine ende af hotel Palmerstons hjørnebygning lød munter passiar og klirren af dækketøi og glas fra de koselige verandaer. Det var stedet for bedre forretningsmænd og glade skippere, hvis letsind ikke lod dem sukke altfor dybt over blodige priser, saalænge det hadde sene udsigter med klareringen. Men hotellets stamgjæster undte ogsaa andre at leve; derfor var der rift om pladserne paa hjørnet mellem skopudserne, saa politiet maatte hindre, at der blev for mange af dem. En gammel mulat og en medaljesmykket invalid hadde hævdet retten til at plante sine skamler dér, og en hvid mand til blev taalt. De trodde kanske, han med var invalid, for han led af en skade i venstre knæ og halted.

Mulatten og den medaljesmykkede var allerede brudt op, da publikum i mørket sjelden sansed saa nøie, enten skotøiet var som det sømmer sig en gentleman eller ikke. Den halte sad og retted sit daarlige ben og nagedes af tvil, om trepencerne hans rak til nattelogi og livsens snaueste nødtørft. Han tjente mindre end sine fæller, var ikke øvet og driftig som 123de – de vidste en djævleblændt fræk og listig maade at fiske kunder paa.

Skridt stopped foran ham. Han saa et par kluntede sko og valgte rask sin groveste børste og vented, at den ene fod skulde stilles tilrette. Men de kluntede sko rørte sig ikke.

«Please, sir!» opfordred han og fugted børsten.

«Evening, sir!» svarte det, og han løfted hodet, rødmed og hilste fortrædelig. Det var kun en kjending; de hadde mødtes leilighedsvis paa en sjap og opdaget, de var landsmænd. –

«How do you do, mr. Johansen?» Den rustne stemme var uvillig, og han reiste sig tvært, vendte skammelen, han hadde siddet paa, og samled sine redskaber i den.

Albert Johansen skifted skraa. «Er De færdig med bedriften?» spurte han paa norsk, trak i bukselinningen sin og føied til: «Det er fridøgnet mit, ser De.» – Han hadde paa hjerte et forslag, der netop var faldt ham ind ved synet af landsmanden, og strævde med at udtrykke det.

Skopudseren fik et sultent træk om mundvigerne og blistred sagte, han veired vist en mulighed for noget. – «Jeg pleier sætte fra mig stellet mit hos Sawa.» – – Ordene klang 124tankeløst, men der var dulgt spænding i tonen. Derpaa hosted han saart og vedvarende og kjæmped for at stagge hosten, som vilde begynde paany. En blikæske trilled fra skammelen; Albert Johansen plukked den op og sa: «Det faens støvet lægger sig nok for bringen.» –

Skopudseren prøvde takke, men maatte harke og spytte seigt slim og hinked saa tversover gaden til et portrum, som var afdelt paa langs ved en skranke og omgjort til butik for en frugthandler. Sjømanden slentred efter.

Bag skranken sysled inderen Sawa i skinnet fra en lygt med at stue hen sine varer for natten og gjorde sig rede til at stænge sit udsalg, hvilket forresten skede ved at lukke portfløiene igjen. Saa ofte han flytted paa sig, hopped og dansed hans skygge opad den kalkede væg. – Appelsiner og bananer, nødder, meloner, mandariner og druer og mange andre søde og saftige herligheder pakked han i kasser og kurver, som blev dækket med matter og ombundet med hyssing, mens han overveied, hvad han til imorgen burde fornye af sin beholdning. Og han var ingenlunde misfornøiet med omsætningen; thi hans pung tyngedes af sølvstykker – næsten blot sølvstykker, 125fordi man i dette land, der af guderne var karrig udstyret med alt undtagen ædle metaller, gjerne forsmaadde kobberet – i den grad endog, at man hadde for fast skik at veksle ringe beløb ved hjælp af frimærker. Disse smaa papirlapper likte han ellers ikke, men var tvungen til at ta dem. – Han bevarte stedse i fast minde størrelsen af sin formue, kunde omtrentlig angi dens vækst fra time til time, og hans fromme bøn var, at den skulde hurtig øges, indtil han eiende den sum af rupier, han engang hadde sat sig som maal, kunde seile tilbage til sit eget land. Gid det ikke maatte vare for længe! Sawas helbred var nemlig blet svigtende, og han plagedes af hjemve.

Hans skygge strakte sig opad den kalkede væg, krymped og minked og strakte sig atter, idet han bukked høflig og værdig for skopudseren, der gjorde ham den ære hver aften at betro sit værktøi til hans varetægt, og som fulgt af sin kamerat traadte helt ind i det dybe portrums ly, udenfor det gadens menneskemylder strømmed og støied ustanselig. Skopudseren bukked høflig og stivt til gjengjæld, og som de hadde for vane læned de sig til skranken for at snakke lidt, efterat først skammelen var afleveret og modtat og stukket 126omhyggelig bort i en krog. Og som de stod slig, var der en underlig lighed mellem dem, trods nordmandens sygelig blege ansigt og inderens lærbrune hud. Begge bar de fillete lærredsjakker af europæisk snit, var høie, magre og hulbrystede, med spidse skuldre; begge holdt hoderne paa skakke, hadde stolt krummede næser, brede, smukke pander, og de førte sig paafaldende ens, den samme rolige anstand præged deres bevægelser. De nød tydelig sin egen konversations velopdragne og dæmpede tale. Men skopudserens blik var mat og nærsynt, og hans slanke, sværteflækkede haand hvilte slapp og dirrende paa skranken; i frugthandlerens store, fordrømte øine lurte et viljeshaardt glimt, og hans krøgede, benede fingre med hornneglene var som en rovfugls klør.

De ænste ikke Albert Johansen, som blev forlegen af at bie og kjøbte en appelsin og skrælled den. Men omsider hugg han praten over, for pokker kunde skjønne, hvad de snodige bukkene skulde sludre om varme, vind og klima efter, og en fuldblods hvid skulde da ikke være saa gode busser med en coloured krabat. «Ja, det var det, ser De,» sa han studs. «Det er fridøgnet mit, og jeg har en flaske ægte trondhjemmer – bekom den hos en risørskipper. – Og jeg hadde 127tænkt at spørre, vil De bli med til mig og drikke den for landsmandsskabets skyld?» lo han. «Det er fridøgnet mit, ser De – Og spise aftens.» – – Det sidste hadde han nu slet ikke agtet at si, det var en udvidelse af forslaget, som overrasked ham selv. Skopudseren hadde det sultne trækket om mundvigerne –

Tvende skygger krymped og strakte sig paa muren, konversationen forstummed, og landsmanden strøg sin ubarberte hage, hosted og svarte nølende: «Well – mange tak – Hvor bor De, mr. Johansen?»

Naa, han kunde bli med straks, det var greiest.

Det kunde skopudseren dog ikke. – Han hadde et ærend, undskyldte han sig, og han fik den noget vidtløftige adresse nøiagtig indprentet, før de skiltes ude paa fortauget, hvor trængselen alt var i aftagende.

II.

Albert Johansen bodde i en gade, som begyndte trang og mørk nede ved kaien i et skummelt malayerkvartér rundt en moské; længer henne blev den bedre oplyst og mere velstelt i nærheden af en synagoge, og endelig 128steg den ret op bakkedraget ovenfor byen, dér en kirke kneiste. Dette sidste stykke hadde kun bebyggelse paa den ene side og med tarvelige smaahuse; til den anden var uryddig mark, hvor grupper af udtørkede busker og forkrøblede palmer vidned om et ganske mislykket forsøg paa at skabe en park. Husene var klinet saa tæt ihop, at tagene tegned sig som en række trappetrin mod den stjerneklare himmel, alle hadde de aabne svalganger foran sine to stokværk, og deres ydre var saa lidet forskjelligt, at én kunde trængt at være særdeles godt kjendt for ikke at ta feil af dem, hadde ikke nummerne været. Og til sildige tider vanked der ikke sjelden fremmede, som voldte forstyrrelse ved slemme feiltagelser.

Strøget var rigt paa kvinder og fattigt paa barn, det kunde ikke rose sig af det bedste rygte, og kirken tilhørte en simpel baptistmenighed. Men heroppe var det forholdsvis let og frit at aande, og her logerte mossingen hos et tykt, aldrende fruentimmer, der radbrækked baade engelsk og kaphollandsk og kunde være svinsk skidden eller nidkjært renslig, eftersom lunet stak hende og ædrueligheden var til. Hun gjaldt for enke, var med aarene blet utvilsomt ærbar, hadde sit eget 129rum i øverste etage og foretrak mandlige for kvindelige logerende i det nabokammers, hun leied ud og hadde overladt i fællesskab til en skotte, der skulde sjaue paa linjebaaden inat, og Albert Johansen.

Han slæbte paa en pakke under hver arm, da han kløv op hønsestigen til svalgangen. Derude traf han sin værtinde ifærd med at hænge vask paa en snor, og fordi hun nynned blidt, drypped af saapevand og bare dufted meget mildt af genever, dristed han sig til at godsnakke med hende for at vinde hendes bistand til at varme lidt paa en drabelig forsyning bif og poteter, hvilket var indholdet af den mindste pakken. – I den største hadde han en flaske whisky, en pose sukker, et brød, en klump margarin, en osteskalk og en bundt cigarer med gult baand om, og samtlige disse skatte viste han hende, efterat lampen var tændt i kammerset, idet han en for en la dem paa bordet, skravled og skrød af de lækre sagerne, hev luen sin i taget og svor kry, at nu skulde Albert Johansen feire selskab. Og hun kniste og pjutred, og af rørelse over at se ham saa sprættende glad, klasked hun i de fede hænder, klødde sit graa bustede haar og spurte klagende: «Perhaps is it your mothers birthday to-day, my own, dear boy?»

130Saa blev han streng til at skynde paa maden, den indbudne gentleman kunde straks være dér, og hun rulted ud. Han fór efter og skreg, om hun kunde skaffe ham tallerkener og knive og gafler? – Joda, men benskaftet paa den ene kniven var sprukket.

Og glasser? Smaa glasser og store glasser? – Jaha, det trodde hun sikkert, hun kunde.

Og en dug? – Nei, det eied hun ikke, men hun skulde gi ham et haandklæ.

Og han sprang frem og tilbage, spredte det hvide haandklæ over bordet og ordned. – En kjøkkenlampe var naglet til vindusposten i kamerset, og den skinte paa de rappede vægge, to feltsenge med moskitonet, to skibskister, en stol med fillet rørsæde og bordet, som snart var prydelig dækket. Drammeglasser og ølglasser blev laant hos en logerende i underste etage, hvorfra smægtende pigesang til klimper af en guitar hørtes gjennem det gistne gulv, indtil musikken drukne i skurrende, ruset mandslatter. – Og der lugted af bif og løg, og det braste i madamens stegepande.

Skopudseren blev sen, og mossingen sad ventende paa kisten sin og røgte snadde. Han hadde tat sig en eneste ensom drink ista, før 131han skulde til at kjøbe ind, og mens han siden handled, var det gaat op for ham, at fest ligesaa gjerne kunde være fest, og at han vilde lage det rigtig triveligt for den krypen, som var saa inmari sulten i mundvigerne, endda han skinbarlig var pent folks søn.

Albert Johansen bed i snadden og grubled. – Pengene, han hadde paa sig, forslog akkurat paa prikken – det vil si, cigarerne bommed han jo paa kredit – og morgendagen var lommen læns. Men skidt! To pund og ti shillings var egentlig for kjapt et tiltag i første indsatsen. – Og han spekulerte paa et kneb for at kare tishillingsen ud af sparebøssen med et halmstraa. For klinkes skulde den ikke – –

Det knaged i hønsestigen, det hosted saart, haltende trin knirked paa svalgangen, det banked, og skopudseren stansed i døren, blændet af skjæret fra lampen. Han var glatraget, hadde ren snip, slips og rene manschetter; jakken var tilknappet, buksekanternes traser nyklippet. Hans næsevinger spilled ved stegelugten, og kinderne hadde hidsigrøde pletter. – «Godaften!» hilste han, og den ellers usikre, rustne stemme var helt freidig og klangfuld.

«Damned glad to see you, old man!» brølte mossingen og fatted hans haand. «La mig trykke poten Deres. – Jeg var ræd, Dere 132hadde tullet Dere bort i adressen.» – Saa bragte han gjæsten tilsæde paa stolen og bød en cigar, blev derefter staaende og hale i bukselinningen og smile lurt. Pludselig snurred han rundt paa hælen, hamred knytnæven i kistelaaget, rev det op, roded nedi og svinged den dyrebare akkevitflaske: «Hu er destilled and bottled i Norjes land, og jagu har a passert linjen au!»

Han skrudde korketrækkeren i, bøied sig og klemte flasken mellem knæerne. Korken glap med et klunk, og han visked flaskehalsen af paa trøien sin og hældte i glassene. – «Velkommen i stua!» ønsked han vægtig.

Varsomt skaalte de med de dørgende fulde drammer, drak, bed af og pusted og tømte.

«Det er trondhjemmer! » sa Albert Johansen.

«Ægte lysholmer!» hosted skopudseren. «Den rev bandsat.» – –

Men da de hadde drukket, og bifen var baaret ind af madamen, som ogsaa blev traktert med skjænk, sad de faamælte og spiste og famled forlegent efter noget at tale om. De aad graadig og skaalte af og til, og de svedted dygtig, og bifen og poteterne forsvandt rub og stub. Idet osten blev indviet med den fjerde 133dram, husked værten, at han nok ikke vidste, hvad gjæsten hed, og spurte. Det kunde altids bli hyggeligere, hvisom han hadde et navn at kalde ham for.

Det rykked i skopudserens bryn. «Jeg heder Nils,» slog han spørsmaalet hen.

«De heder vel mer,» brummed værten og stanged tænderne med gaffelen.

Ja, han var døbt Henrik ogsaa, lo han nervøst. Albert Johansen la mutt gaffelen fra sig: Den krypen skulde rimeligvis agere storsnudet og dølge det fine farsnavnet sit. – – Han hadde hat en saa hjertelig trang i kvæld til frit at udfolde sin menneskekjærlighed overfor denne forsultne landsmanden sin, at han blev stind af skuffelse, da det faldt vanskelig, og raped misfornøiet.

Den anden rødmed ved at se hans krænkede mine og skar spidsen af en cigar. – «Mit familienavn er Berg,» sa han sagte, og som for at afværge tvil om, at det ikke skulde være sandt, forklarte han hurtig, at han var fra Kristiania og hadde hat en kontorpost i Johannesburg, men mistet den, da krigen feied forretningen fan i vold.

Denne antydning af fortrolighed var tilstrækkelig for Albert Johansen, den aabned sluserne for hans lidt øre medfølelse, kværked 134genertheden og kvikned humøret. Og mens han skibed opdækningen over paa skottens kiste, fordi der retnu skulde vanke toddy paa bordet – realt norsk bryg, ikke saan rakkerens whisky-hot med nelliker og specerier! – la han i gang med en oprigtig beretning om sine hændelser. Naturligvis var han sjømand, hadde seilet nord og sør og øst og vest, faret paa ishavet med en sælfanger, paa Australien med en kystdamper og gjort en sviptur hinsides Kap Horn. – Paa tilbageveien fra den var det, han anløb Algoa Bay med en yankee fra Tacoma og rømte, narret af taabeligt skryd om guld og diamanter og rigdom. Skidt var det med rigdommen paa denne jammerlige sandstranden, som ikke engang avled hø til at brødføde sine egne krøtter, det hadde han erfaret! Hertillands var guldgraveriet hverken af den arten som i Australien eller gamle Kalifornien eller Klondike – her var det ikke et retskaffent vaagespil for hæderligt folk! Nei, det var spekulation for jøder og hundearbeide for leiet grubeslusk og sværtinger, dem milionærkapitalisternes slavefuter af ingeniører hadde frihed til at piske sjælen udaf. – Reiste han til gruberne? Saa dum hadde han ikke været, det kunde Berg forlade sig paa. Men da han var slig stedt, at han var rømt fra skuden, prøvde han lige 135godt lykken paa det tørre og nærte sig ved diverse jobber, til det blev hyre at bekomme paa taugbaadene, den tiden alle ledige mandspersoner bed paa krogen og lod sig hverve. Det var han for klog til, for ikke var det skikkeligt og kristeligt levebrød at marschere op i felten for betaling og skyde paa dem, én ikke hadde noget lovligt udestaaende med, og den lærdommen hadde han prækt til adskillige nordmænd, han kjendte, og som ikke ekstimerte sig bedre end at ta pengene til disse recruiting-officererne. Og nu krigen var slut, sa engelskmanden tak for velgjort tjenest og flaadde militærstasen af dem, og de slang i byerne og tigged og svalt og solgte for en drink den medaljen, de skulde ha at blære sig med – – –

Berg hægted buksespænden op og sad og røgte; mundvigerne krusedes til et mat smil, og de nærsynte øine plirred humoristisk. «Jeg lod mig saamen hverve i et knibetag,» bemærket han tørt. «Og var inderlig glad for haandpengene. Desværre, jeg blev ikke soldat, de kasserte mig og sendte mig ned igjen fra Komatiport. – De dømmer strengt, mr. Johansen, men – –»

«Om forladels,» stammed sjømanden og svælged resten af sin præken. «Jeg vilde ikke fornærme Dere – Jeg dømmer Dere ikke det 136ringeste gran – Jeg tænkte – Benet Deres, ser De – –.» Han skotted næsten undselig hen paa skopudseren, som reiste sig fort og hinked omkring i værelset.

«Benet, det var i orden da – Det var lungerne det stranded paa.» Han hosted og støtted sig ligbleg mod væggen. «Benet brak jeg forleden oktober efter væddeløbene,» kom det bittert overlegent, og han maalte sin vært med et koldt, spottende blik. «Paa en ordinær væddeløbsrangel, skjønner De – eied en slat penger for anledningen, skjønner De –.»

Men han naadde aldeles ikke den tilsigtede virkning, om den skulde være at forarge Albert Johansen, hvis menneskekjærlige stemning tvertimod ildnedes derved, at han opfanged lidelsen bag blik og tonefald. – «Herregud, saa uheldig en kan være, naar ulykken vil det,» sukked han og rysted paa hodet, tyk i kinderne af medynk.

Skopudseren svarte ikke, kasted hidsig cigarstumpen og traadte ud paa svalgangen.

Der fik han være alene en stund. Han folded armene over brystet og saa op til det svævende høie, dunkelblaa himmelhvælv, fra det myriader af funklende, skjælvende, lysstærke stjerner dryssed glitter udover den dugvaade nat. Og dernæst ofret han byen et 137hadefuldt, foragteligt blik og stirred saa drømmende paa den mørke havflade, hvor hist og her skibenes lanterner svømmed med hvidt, roligt skin.

Hos pigerne i underste etage blev der atter klimpret paa guitar og sunget. Gaden var folketom og stille, men i det ødelagte parkanlægs visne buskads tasled og rørte sig levende væsener. Han lytted spændt efter de vage lyd der bortefra – han var ikke uden kjendskab til det underlige, hjemløse liv, som dér søgte ly om nætterne – – –

«Værsgod – skal det ikke være en toddy?»

«Toddy!» Han lo skrattende og vifted sig og pusted. «Toddy i denne varmen! – Det forslag, er ikke det forrykt, kjære Dem?»

Albert Johansen gabte forvirret og lei. – «Jamen toddy er ligesom mere hjemmefra end de andre drinkene, ser De,» svarte han beklemt.

«Det er, gud fordømme mig, evig sandhed!» Nils Henrik Berg hinked leende ind og hev sig lystig ned paa stolen. – «Toddy er hjemmefra. – En hjemlig, tropisk toddy for landsmandskabets skyld!»

«Akkurat!» ropte værten og viste paa en skaal med sukker og en messingkjedel fuld 138af glohedt vand. «Bryg Dere naa en real norsk en!»

Og de brygged realt, og de prated «hjemmefra», mens svedten silred af deres ansigter, og de sad som i dampbad. – I førstningen førte de ordet hver sin tur, fortalte skrøner, veksled nyheder fra breve eller norske aviser, de tilfældig hadde faat tag i, og drøfted politik, kritiserte almene forhold, klandred regjering og haante storthing, for til syvende og sidst at bli enig om, at i Norge kunde de folk, som vilde, ha det bedre end noget andet sted i verden. Men eftersom rusen lumskelig omtaaged deres sanser, udarted passiaren til lange enetaler, dem de holdt i munden paa hinanden. Paa det punkt tabte skopudserens vittighed sin brodd, og hans overmod var knækket; tungsindig skrifted han daarskab og letsind, forødt arv og forspildt ungdom. – Men mossingens medfølelse var ikke synderlig aarvaagen længer, han blev for optat med sit eget, udvikled med slag i bord planer og drømme om at bli sin fødebys velgjører, naar han bosatte sig dér som den rige mand, og til bevis paa, at han mente det alvorlig, hented han af kisten sin den sparebøssen, en gudfrygtig risørskipper hadde git ham tilligemed en salmebog og en hob formaninger, 139og stilled den paa bordet. Det var en lergjøk af den slags, man forærer smaabarn, og han rysted den, saa pengene klirred, og klapped og kjærtegned den.

«Jeg vil hjem igjen, jeg ogsaa! – Jeg taaler ikke denne tilværelsen mere – jeg dør af den!» skreg Nils Berg. Og han la haanden paa værtens skulder, tvang ham til at høre efter, hvisked hæst og med taareblanke øine: «Jeg har skrevet efter reisepenge alt, har tigget om hjælp, ydmyget mig til det. – Tror De, jeg faar? Familien min er velstaaende, kan ha raad til det! Og jeg skal gjerne love dem ikke at være i Kristiania – –»

«De er saa snille hjemme, gutten min,» trøsted Albert Johansen rørt. Han var blet afbrudt i skildringen af det nye huset, han vilde sætte op for sine gamle forældre. «De er det, ja – og De har ikke helse til landet her –»

«Jeg er saa syg!» hulked Nils Berg og gjemte ansigtet i de slanke hænder, som det ikke hadde været mulig at vaske sværteflækkerne af. «Her er et satans helvede for mig! Og jeg længter mig ihjel! –Og om dævlerne hjemme svir og brændemærker og seigpiner, helvede hjemme er hjemme alligevel – De snille seigpinerdævlerne hjemme!» 140lo han klynkende. «De snille hjemmedævlerne!» – – Og han forstummed i stridgraat.

De var tause en stund. Derpaa drak sjømanden en slurk og begyndte blødt at synge: «Home, sweet home,» og skopudseren løfted hodet og stemte i. Han hadde lært at synge, og trods sine skrøbelige lunger hadde han en uvanlig vakker stemme. – Guitarspillersken nedenunder greb ogsaa melodien, to pigerøster faldt i med, og fra hele huset sang det ud i natten: «Home, sweet home.» – Og paa den anden side gaden, i det ødelagte parkanlægs visne buskads tasled levende væsener, som hørte efter.

Søvnig og halvt paaklædt rulted madamen fra kjøkkenet ind i kammerset; hun laged sig uden kruseduller et glas og tog dorsk og duppende plads paa skottens seng.

Visens tekst kunde de ikke ordentlig, derfor sang de snart bare melodien og gjentog den flere gange. – Da buldred nedenunder den plumpe mandslatter løs og bragte dem til at tie. Jenterne skjændtes, de sloss nok om guitaren, og madamen grynted ærgerlig og rulted ud for at stifte fred.

«Skaal!» sa Albert Johansen. «De synger pent. – Kan De ikke en norsk en?»

«Skaal!» Skopudseren tømte sit glas og 141lo, og den gale lystighed blussed paany op i ham: «Hø! – Vi har været paa den sentimentale galei, min ven. – Naa, det kan være nødvendigt undertiden, formelig styrkende. – – – Ræk mig cigarerne! De ønsked et mere nationalt repertoire? – Javel!»

Og dermed tralled og vrængte han folkeviser, fædrelandssange og salmer hulter i bulter, men Albert Johansen hauked af moro og bandte og svor og tralled med, det bedste han formaadde.

Hikkende og skraalende svirte de videre, til fuldskaben mestred Nils Berg, som segned frem over bordet og sovned. Mossingen brummed lidt, stod vaklende op og bar ham hen paa skottens seng og trak moskitonettet for. Han mærked at skopudseren var blodig paa hagen og i mundvigerne, men hadde ikke samling til at tænke noget ved det og krøb tilkøis.

Lampen hang og brændte og slukned endelig af sig selv.

– – – – – – –

Næste dag forsømte Albert Johansen taugbaaden. Det var jo ikke saa farligt, de jaged ikke en paalidelig kar fra jobben for saa lidet; men han maatte klinke sparebøssen sin.

142Han gjorde det udvortes muggen og sagtmodig, skjønt han indvortes kogte af etrende sinne. – Tidlig paa morgenen hadde han nemlig fundet sin gjæst maalløs og døende efter en blodstyrning om natten. Madamen kræved rasende, at den syge straks skulde skydses ud af huset, hun vilde ikke eie lig under sit tag, og doktoren, som de skikked bud paa, lod sig ikke prutte lavere ned end til tredve shillings for at skaffe patienten indlagt paa lazarettet. Og fordi mossingens enfoldige samvittighed bød, at det var hans uvægerlige lod og pligt at yde disse pengene, slagted han lergjøken.

Da det fornødne var besørget, vandred han med sit tiloversblevne pund afsted for at vederkvæge sit værkende hode og forsøde pligtens beske eftersmag. Det var alt lykkes ham at tilegne sig et lysere syn paa tingene, før han naadde forbi hotel «Palmerston»s hjørne, dér den graaskjæggede mulat og den medaljesmykkede invalid sad paa sine skamler og speided efter kunder, og en liden, svart portugiser lusked om og lurte paa nordmandens plads.

Albert Johansen krydsed ind i frugthandlerens portrum. Skopudseren var dødssyg, meldte han, og for løier slængte han 143i det farvede spøgelse en advarsel mod at sælge de betrodde redskaber: Kanhænde slap fyren fra det med livet og vilde fordre sit gods tilbage.

Harmen flammed op i Sawa. Men visse tølperagtigheder var det under et menneskes værdighed at svare paa. Hans øine fik det viljeshaarde glimt, og han tæmte sin vrede; kun med et stolt vink gav han sjømanden at forstaa, at han burde fjerne sig.

Derefter sank inderen hen i grublende ro. – Skulde det være hans skjæbne at arve sin ven skopudseren, vilde dennes efterladenskaber neppe være synderlig værdt. Maaske kunde de, skammelen, børsterne og sværteæskerne, dog tuskes bort for et par sølvstykker.

Om Gamle folk og andre fortællinger

Tryggve Andersen regnes som en av de beste novellistene i norsk litteraturhistorie. Samlingen Gamle folk og andre fortællinger inneholder seks noveller.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1904 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook