Gamle folk og andre fortællinger

av Tryggve Andersen

GAMLE FOLK


I.

61Op til vinduskarmen var en svær, sølvspændt bibelbog lænet og ovenpaa den gildret et lidet, aflangt speil i mahogniramme. Foran det red løitnant Mathias Plathe Bircheruud skrævs over en træstol og barberet sig.

Han hadde kastet frak og vest. De magre gammelmandsfingre fatted varsomt om kniven og førte den let og rapt. Nogle faa, selvsikre drag og høire side var klaret; derpaa den venstre omtrent – men rusp, rasp rev kniven i seig skjægstub, løitnanten nøs misfornøiet, og en blodsdraabe pibled frem lige ved øreflippen.

Han kjendte paa eggen – den hadde lagt sig: Den forbandede Kørjstugusmeden var en kladdsmed! Hadde ikke sat op kniven som det redelig skulde være gjort for den betaling, altsaa var fire skilling at anse for 62bortkastet. – – Og løitnanten letted paa sig, mens han klemte stolen fast mellem knærne, og vred sig halvt rundt, til han rak strygeremmen, som var naglet fast til sengestolpen med et sylspet, og strøg bladet forsigtig en stund. Vist en snes aar hadde det varet, og stedse hadde det holdt sig upaaklageligt og var fremdeles frit for brist og lyde, men den Kørjstugusmeden var en forbandet kladdsmed –

Paany satte han sig tilrette foran speilet. Det var ikke større, end at billedet af hans vældige ørnenæse og kraftige kindknoker fyldte det meste af dets glas. Desforuden rummed det kun partiet om øinene, der var smaa, gulbrune, og lidt stilket og stod uforholdsmæssig langt fra hverandre, et par graa, glisne bryn skilt af en dyb, ret fure og det nederste stykke af en buklet pande. – Han la hodet bagover, panden og øinene forsvandt, og under den krumme næsetip viste sig en bred, indsaapet overlæbe, en sammenknebet mund med sænkede viger og en spids, kort hage.

Overlæben blev grundig skrabet, hvorefter løitnanten reiste sig og gik til vaskevandsstolen, som var i tværenden af værelset, klemt ind mellem en udbuget, poleret dragkiste og hodegjærdet af en seng med storblomstret 63omhæng. Han vasked ansigtet rent for hvert spor af sin gjerning, stilled blødningen fra den usynlige rift ved øret og begyndte at rydde sine barbersager væk. Strygeremmen blev løsnet og rullet ihop, kosten og saapeskaalen skyllet, kniven tørket, aandet paa og gnidd og forvaret i den øverste skuffe af dragkisten. Paa den fik bibelen sin plads blandt løitnantens øvrige bogsamling, som ellers talte en bunke gamle almanaker, kongeriget Norges grundlov, en «Kortfattet veiledning for den danske landmand til selv at kunne behandle og helbrede de hos vore almindelige husdyr hyppigst forekommende sygdomme» og et skindbundet eksemplar af Christian den femtes krigsartikelsbrev.

Tilsidst skulde han hænge speilet op, men keg i det og gav sig nøie til at undersøge sit ansigt. Han la pegefingeren langs næseryggen og kvarted fra kindknok til kindknok, og alt i et skotted han til et koloreret portræt af Carl Johan paa væggen over dragkisten. Det var som om løitnanten træk for træk maalte sine ligheder med kongen, og han lod ikke til at være helt utilfreds, da han omsider hængte speilet fra sig paa en spiger under portrætet af majestæten, som jo heller ikke bar knebelsbart.

64«Hø – hmm,» kremted han knurrende, gjorde en vending over gulvet og stopped ved det midterste af det lange, smale værelses tre gardinløse vinduer, idet han stødte hælene sammen og bøied den tynde hals, hvis skrumpne hud slog folder, saa nedad sine stramtsiddende bukser og fortabte sig i skuet af sine ulastelig blankede støvler med de røde safiansindfældinger paa skafterne.

Minutter gled hen, han rørte sig ikke. Saa hæved han sig paa taa, strakte armene, gjesped og lod sig tungt dumpe ned paa hælene.

«Hø– hmm.» kremted han atter – «høhmm,» og stirred drømmende ud af vinduet.

Det var skygge inde hos ham, og trods det, at de smaa ruders glas var simpelt og grønt og dunklet af tid og veir, blændedes han næsten af dagglansen udenfor. Dér vandt tindrende vaarsols lys øget kraft ved gjenskinnet fra det snedækte land, og ringe hvile var der for blikket, som flakked udover den tætgrændte lis gnistrende hvide marker og jorder, ikke magted at hefte sig ved de spredte gaardes husklynger eller stanses af et gistent granholt længst nede ved stranden og maatte jage henad den islagte fjords øde flade, før det hinsides fjorden mødte skogaaser, der steg mørke mod haardt frostblaa himmel.

65Og øinene blev trætte. Løitnanten blunked, virred uvillig paa hodet, klødde sin spidse hage, og i ét forpint sæt fôr han fra vinduet til vedstabelen i ovnskrogen og harked og spytted ettertrykkelig. Og blev staaende fortænkt. – – – Den ærgred ham endnu, den historie, den krænked ham! – – Han hadde ikke sat sine fødder over Gihles tærskel siden jul – de hadde sagtens forstaat, at han var vred og følte sig krænket, – de hadde villet forsone – –. Haren og ryperne, som blev ham tilstillet imorges, var en smuk opmærksomhed.

Men prokuratoren burde dog som vært straks ha tøilet de unge menneskers uforskammede næsvished i juleselskabet – –

Han skjøv underlæben frem, og furen mellem brynene blev dybere.

Værelsets udstyr var besynderlig uens. Tømmervæggenes ærværdige bjelker var grove og sprukne, gulvet ikke malet, og sengen, træstolene og et digert hjørneskab hørte til en bondegaards vanlige indbo; men en spinkel sofa med slidt og falmet silkedamaskes betræk og et bord, der hadde marmorert plade, hvis lakering hist og her var skallet af, og sirlig svungne ben med forgyldte sirater, var af samme fine slægt som den udbugede, poleret dragkiste. Ovnen var en firkantet malmkasse 66fra Bærums værk og syntes at være stillet op i hast, for den skiddengraa brandmur var slusket og ujevnt kalket, men ved siden af den hang flere sølvbeslagne merskumspiber paa et broderet pibebræt, og de var forsynet med perlestukne snorer og dusker.

Gaardens madklokke ringte til middags – der trængtes bare nogen enkelte, skranglende slag nu om vinteren – og løitnanten skvatt til og fik det travelt med paaklædningen. – De drak vel ikke kaffe saa tidlig paa Gihle, men det var en drøi spadsertur didhen, og han var buden til kaffe. Prokuratorens datter, jomfru Høegh, havde sendt ham enkoms invitation dertil – naaja, samt den hare og de snareryper. – – Og hvad kunde det ha at betyde?

Kuns det ene, at de hadde savnet ham og vilde gjøre godt igjen den kjedsommelige historie med de flabbede studenterdrenge. At imorgen var paaskedag hadde alene ydet den forønskede leilighed til opmærksomheden. – Undres, hvordan prokuratoren hadde arrangeret torsdagsbostonen i disse ugerne? smilte han skakt, men tog sig øieblikkelig i det og snurped munden. Prokuratoren saavelsom jomfru Høegh var aldeles uden skyld i, at de spirrevipperne hadde villet ha ham til nar og skive 67for sine morsomheder. Han skulde skynde sig og være præcis paa pletten.

Men mindst en time forløb, og adskillige gange havde han hægtet speilet af spigeren og brugt det flittig, inden han var færdig og stod der i sin fulde stas.

Omhyggelig var haaret kjæmmet og glattet over issens skaldede plet, omhyggelig var det stive, sorte halsbind knyttet, og omhyggelig var den mørkeblaa kjole knappet og dens metalknapper pudset, da løitnanten endelig hylled sig ind i sin side kavai, satte en høi, bredbræmmet hat paa, fandt sin stok i ovnskrogen, forlod sit kammers og stavred baglængs ned den bratte trap.

I gangen stansed han og aabned døren til kjøkkenet paa vid væg. Der var graat af dampende skodde, for paa peisen hadde en gryde kogt over, og en tykfalden jente i stak og nattrøie stod tvekroget og rørte ivrig i den.

«Marja, er konen hjemme?» spurgte han. Hvert ord klang meget vægtigt og tydeligt.

«Haa? – kjærringa?» maabte hun og vrikked tvært paa sig uden at slippe turuen. «Hu æ i fjøsi, baae hu aa mainn – a Lindros ska kælve, dama. Vi’ De a naae? – Meddan æ innbørin, den æ føl ælt kæll.»

68Han agted ikke at spise idag; men vilde hun – –

«Aanei, lel!» lo hun lækkert og blidt, som om hun godsnakked med en amper unge. «Bi itte magapaasaan Deres sultin da, De?»

Han retted sig barsk, og hans stemme blev skarp: «Du har at hilse din madmor paa, at jeg ønsker haren og ryperne imorgen – paaskedag!»

«Ska ske, løtnan,» flirte jenten og præsenterte med turuen.

Værdig trak han sig tilbage og lukked stilt døren. Men stokken stamped huggende haardt bortefter ganggulvet, og paa tunet kosted løitnanten unødig kvast unda sig en kaad unghest, som traved i ring om saltstenen, saa den vrinsked skræmt og galopperte til stalden.

Jenten titted ud af kjøkkenvinduet og flirte.


II.

Rørig og rank, med stram militær holdning og taktfaste skridt vandred forhenværende maanedsløitnant Mathias Plathe Bircheruud henad landeveien til Gihle. Vanskelig kunde én tro, at 69han var over de tress, og at mangfoldige aar var gaat, siden han blev føraadsmand paa sin fædrenegaard og flytted fra stuen op paa salskammerset. Og siden det skedde, hadde dagene flest været lange for ham, men ikke aarene; thi de hadde alle været saa lige og rundet underlig fort og sporløst. Ingen hændelse, som maatte huskes netop af ham, mærked det ene fra det andet, og hadde det kunnet falde ham ind at ransage sit liv i disse aar efter minder, skulde han vist ha søgt forgjæves. Han hadde bare fundet en hob visnet tid.

Slig var han blet gammel uden at sanse stort paa det. Men ved hans vugge hadde det ikke været sunget, at hans manddom skulde bli enslig og hans alderdom studslig; for ved den sad den rige Bjørkerudkaksen, proprietær Bircheruud, fed og lykkelig og brummed for den vesle gutten sin:

«Ræven han rangle paa isa,
ræven han rangle paa isa.
Tok’n sig eit veatre,
haugg saa rompa den datt ne –.»

Til madamen forarget hyssed paa ham: «Syng ikke saa grovt for barnet!» og gneldred i: «Visselulle, du lille!» Han gren forfjamset og 70tidde. Hun var nemlig byfødt, hadde været husjomfru paa Stav hos kammerraad Wetlesen og var baade sta og dum, og den kone, som baade er sta og dum og desuden har skjellig grund til at anse sig for finere og klogere at være end manden, blir gjerne den myndige part i ægteskabet, naar han da ikke er en meget stærk natur. Og Bjørkerudkaksen, der likte at tituleres proprietær, og hvis førstefødte blev døbt Mathias Plathe efter morfaren, var en magelig og forfængelig stymper. Ved daabsfesten var samtlige faddere konditionert. Den ringeste var lensmandsmadamen, som var saa sær, at hun sad skjævt paa yderste stolekanten og nipped vinen draabevis; den fornemste var kammerraaden, der udbragte skaalen for den nyfødte, tappert tømte sit glas, istemte drikkeviser med drabelig bas og sildig paa aftenen drak dus med værten.

Hvorefter den lille Mathias for evig og altid var indlemmet i de konditionertes samfund.

Søskende fik han ikke, og enarvingen blev dægget for døgnet rundt. Alligevel trivdes han. Han lærte tidlig at skjønne, at moren var et høiere væsen end faren, og fra han naadde den dertil passende modenhed i aandelig og legemlig henseende, nød han 71kapellanens undervisning, hvad der gav denne en kjærkommen anledning til at føie et længe næret ønske og skaffe sig Rousseaus «Emil» i dansk oversættelse. Den dermed forbundne udgift bestredes nemlig af proprietæren. – Og pene avlinger, heldige salg og rigelige renter øged Bjørkerudkaksens formue, og sluttelig kjøbte han sig rang som krigsassessor.

Da døde madame Bircheruud den sommer, gutten gik for præsten. Faren, som jevnlig med sin hustrus billigelse, hadde hentet sig en perial i godt selskab, begyndte at drikke hjemme og være overstadig fuld dagstøt, og det gjorde temmelig snart hans gjæstfrihed mindre skattet og hans omgang simplere – sikrere befæstet i sine nye standsfællers agtelse og venskab var han ikke. Med den simplere omgang fandt han sig svært hurtig tilrette, og der blev et syndigt hus paa Bjørkerud med svir fra morgen til kvæld.

Men forinden kammerraaden efter alvorlige overveielser bestemte sig til at afbryde enhver intimere forbindelse med krigsassessoren, erindred han løierlig nok sine fadderpligter, og raaded ham til at sende Mathias paa latinskolen i Kristiania. Raadet blev fulgt med glæde, fordi gutten var blet hadsk og lei 72mod far sin, hvem det var lykkedes at udrydde den rest af respekt, morens opdragelse hadde levnet i sønnens sind, og Mathias blev tinget i kost og logi hos en bra borgerfamilie, mod hvis smaalighed den forvænte overgangskult fra landsbygden var værgeløs. Og han hadde det ondt, strævde tungt med lærdom, han ikke hadde forkundskaber til at døie, slos med kamerater, som plaged ham, og blev folkesky og rar, men hadde kanske drevet det til at bli student, dersom ikke krigsassessoren braatt var bukket under for en «hidsig hjernefeber», som amtsfysikus udtrykte sig med et tvetydigt smil.

Kammerraad Wetlesen blev opnævnt til værge for Mathias, der slap skolen og skulde bli landmand. Mens han vokste fra værgemaalet, kaldte enkelte ham allerede for den unge proprietær Bircheruud, eftersom hans far hat rang, og der endnu var stor velstand paa Bjørkerud, og han glemte mestendels de udstandne gjenvordigheder og forsont sig med verden, og ubedragelige tegn røbed, at hans hud ogsaa hadde sin rem af den menneskelige forfængelighed. Og han blev fuldvoksen og fuldmyndig.

Saa stod svenskekrigen atter for døren, og midt i al spændingen og forstyrrelsen vakte 73det opsigt, at Mathias Plathe Bircheruud gik hen og blev maanedsløitnant. Hvad der bragte ham til det, var ikke let at begribe, og hvorledes han blev det, ikke godt at greie – det saes, at han paa en delikat maade skulde ha overvundet visse vanskeligheder, før hans kvalifikationer befandtes tilfredsstillende.

Længe var han udenbygds, ogsaa efterat freden var sluttet. Man mente, det var hans agt at fortsætte paa den militære bane og erhverve den nødvendige uddannelse til at blive fast officer – han eied jo midler til det, skjønt pengekrisen hadde minket svært paa hans rede formue – men en vakker dag vendte han tilbage til bygden og tog styret paa Bjørkerud. Han hadde erholdt den for maanedsløitnanter gjængse afsked og nedlagt felttegnet.

Her var ligeledes hans bevæggrunde uklare. Muligens syntes han, at han var for gammel til videre studier og eksaminer, muligens var han kjed af disciplin og krigerske strabadser, og der var dem, som gjætted paa, at den mellemste jomfru Wetlesens bryllup sidstleden høst med nabosognets præst kunde ha bidraget til at stække hans ærgjerrigheds vinger.

Under fraværet hadde han forandret sig meget og ikke til det bedre. Et stridt styre 74blev der paa gaarden, stridt for folkene og stridt for løitnanten, som husbonden blev ved at hedde. Han krævde punktlig lydighed af folkene som af soldater paa en eksercerplads, kogte rasende op for ikke noget, trued med kjæppen, skjældte og svor og huserte stygt. Jenterne skræmte han, men karerne blev harme. Kanhænde de hadde taalt kommanderingen og domineringen likere, hadde han været en dygtig bruger; men han var en vims, som maste med alting samstundes, saa én ikke vidste, hvad én skulde bestille paa, og saa var der det ved ham, som skabte krangel og kaldflir. Bjørkerudkaksens søn nærte afsmag for brændevin og var net og nøie paa det, undte snaut en stakkar bliktinten til førdugurds, og saa hadde han lagt sig efter at bryde paa dansken. Han talte ikke rent dansk – det kunde han ikke – og ægte var de hjemmefødte ord, som smatt ud af tandgarden paa ham, naar sinnet sled ham, saa skummet stod om de blege læberne hans.

Han tirred karene over deres evne. En eftermiddag, de ordnet i geled skulde plante kartofler i haven, sakked indlægkallen agterud, og løitnanten rapped ham over akselen med kjæppen, saa kroken kvinked. Men staldkaren snudde sig og satte grevet i skolten paa husbonden sin.

75Skolten var seig, den holdt; vettet var skjørt, og det svigted. – Løitnanten laa ugevis i ørsken, og da han kom paa benene, var det aabenbart ikke rigtig fat med ham. Han tedde sig høi paa det som selve stortyrken, og han overhængte øvrigheden med idelige forespørsler, om ikke den rømte voldsmand var paagreben og domfældt, hvilket han underdanigst bad sig meddelt, saasom det var hans hensigt at «bivære delinkventens afstraffelse og arkebuseren».

Efterhaanden svandt denne galskab og mildnedes til hovmod overfor almuen og egensindighed i smaatterier; men forresten blev han næsten altfor mat og spag og evned ikke at skjøtte sine affærer. Han kunde snydes op i stry af dem, som ikke blugdes for at være myge og nytte hans sløvhed, og da nogle af krigsassessorens fordums venner for sælbods skyld skred ind og lirked ham til at opgi gaardsdriften, kunde der blot reddes et tarvelig føraad ud af vraget af farens rigdom, skjønt auktion blev holdt over storslumpen af løsøret.

Bjørkerud solgtes til en fjern slægtning, og løitnanten blev altsaa føraadsmand og flytted fra stuen op paa salskammerset, og senere hadde han ikke det gran at vareta og 76burde ha været fri for plager. Men gaardsfolkene blev trætte af det langvarige føraad, undte ham knapt maden og viste ham sure miner, og tjenerne var hipne paa at gjøne med den, de trygt kunde vyrde som en ufarlig tulbuk og ærte som en tomset nar, endda han næsten var af de store – just det gjorde moroen dobbelt.

Derfor kjeded og ærgred han sig hjemme og hadde for vane at rusle om paa regelmæssige besøg til de konditionerte. I begyndelsen hadde de syntes synd paa ham, men hans fremtræden opmuntred ikke medlidenheden; dernæst blev det god tone at være elskværdig mod ham, og i de familier, som hadde smaabarn, var han saa taalmodig og lytted saa hyggelig til mødrenes bekymringer, at han endte som virkelig husven. Dér han kom, blev han siddende længe og sa lidet, om man da ikke bragte ham paa glid ved at lede samtalen hen paa hans kjæphest Carl Johan, for saa blev han pratsom. Han beundred kongen – Napoleons marschal kaldte han ham helst – fremfor alverdens monarker, og hans begeistring kunde flomme ud i snakkesalig ordstrømme. Men nænned en skjælm at røre ved den streng, at der dog var en paafaldende lighed mellem kongens og løitnantens 77ansigtstræk, lo han først smigret, men blev straks efter undselig og taus, og mens han stjal sig til at se i speilet, kjæmped han ihærdig for at kvæle i fødselen de glimt af smil, der slet ikke vilde la være at lege om hans mund. Af en forløben tysker hadde han kjøbt i dyre domme et portræt af majestæten; ifølge kunstnerens forsikring skulde det være en særdeles vellykket kopi i pastel af originalmaleriet, som var en kongelig gave til guvernøren i Gottenborg. Paa salskammerets væg fik det hæderspladsen over dragkisten til fortrængsel for krigsassessorens og madamens silhouetter, som maatte ta tiltakke med skyggesiden over sofaen.

I en aarrække forsømte løitnanten aldrig at være tilstede ved de sessioner, som holdtes i distriktet; thi der saa han uniformer, og det hadde truffet sig, at officererne var kjendinger, som hilste paa ham. Uniformerne blev ændredes, kjendingerne blev sjeldnere, og de udeblev rent; lige trofast mødte han op, indtil en morsk kaptein engang spurte, hvad han var for en afdanket aalekrage. Saa blev han borte.

Den snevre kreds af konditionerte, som stod ham nær fra ungdommen af, tyndedes ud ved dødsfald og bortreise, og de nykomne 78brød han sig ikke om. Færre og færre blev de, han hadde at besøge, og omsider var Gihle den eneste gaard, han gik til. Men paa Gihle levde prokurator Høegh, høit bedaget og skrøbelig af helse – selv sa prokuratoren, at døden hadde glemt ham.

Forlængst var hans barn blet voksne, hadde fløiet ud af redet og fæstet bo paa andre kanter af landet; kun den yngste, ugifte datteren var blet i bygden og stelte for far sin.


III.

«Kommer ikke mennesket, Lena?» spurte prokurator Høeghs grødede oldingemæle henne fra ovnskrogen, hvor han sad i bedstefarstolen og smaablunded efter middagen. Vaagned han til, gløtted øinene i skarpe glimt frem under de rødkantede, svulne laag og tottede bryn, og mens han fugted de indfaldne læber med tungen, trevled han efter langpiben, der var glidd fra ham og blet liggende tversover hans knær. Han tukled med røret, men vandt ikke at løfte piben til munden; glimtet i øinene slukned, og hænderne blev hvilende paa laarene.

79Sammensunket og ludrygget som han sad der, blev han alligevel en svær mand og maatte ha været overmaade fed, inden alderen som ventelig kunde være – han hadde passeret de firs – hadde tæret paa hans huld og gjort ham rumskindet. Kun de haarede næver og fingrene var endnu polstret af fedt. Under hagen og om den korte, bare hals la huden sig i slunkne poser; over de tunge, slappe kinder spandt sig et net af blaalige aarer, der tætned og flød i ét henimod vingerne og spidsen af den brede, stærke næse. Han var klædt i frak og bukser af graat vadmel og brugte grove uldsokker og lærtøfler. Men den lange, høit knappede vest var af smalstribet, bykjøbt tøi.

Prokuratoren blunded en stund, og der blev tyst i stuen. – Og en underlig ør og summende stilhed seg over hele den store gaard. Det var, som om det gamle hus i eftermiddagsfreden lytted tilbage gjennem tiderne efter klangen af al den livets uro, som fordum hadde fyldt det fra kjælder til loft.

Barn hadde stampet op trapperne paa smaa fødder, deres leg hadde støiet i stuerne, deres jubel hadde skingret i gangene og deres graat sutret i kammersene. Aarenes strøm hadde løsnet barnenes flok fra hjemmet; barn 80for barn hadde den sat i drift og baaret dem ud i verden, og faafængt lytted det gamle hus efter deres færd.

Voksne mænds trin hadde traadt fast over tærskelen, paa kontoret hadde alvorlige røster forhandlet, kvinder hadde hvisket og tisket og sladret i krogene, lystige lag hadde dønnet ud i sene natten og dansemusiken skrattet paa salen, til vintersolen randt. – – Øde var det blet efter mændene og kvinderne; vorherre maatte vide, hvor de alle var blet af. Aarenes bølger hadde revet dem med sig og skyllet de fleste af dem hen i kirkemurens læ. Ogsaa efter dem lytted det gamle hus forgjæves.

Men kanske en fjern gjenlyd af den livsens larm, der engang hadde raadet paa Gihle, var blet hængende igjen i de tykke tømmervæggene og summed og summed i eftermiddagsfreden – –

Prokuratoren vak atter til, husked han intet svar hadde faat paa sit spørsmaal og skaked utaalmodig sin hvide manke, som rak ned paa frakkekraven: «Naada, kommer ikke mennesket, Lena?»

«Jovist gjør han, far!» trøsted datteren, som magelig og godlidende sad paa kanapéen og strikked. «Løitnanten bad jo hilse og sige 81ærbødigst tak – – ærbødigst tak,» hærmed hun spøgende.

Slægtsligheden i deres træk var ikke til at ta feil af, men hendes blik var rolig og næsten lât og savned det gløgge, skarpe glimt i farens. Hun var adskillig tilaars, altfor fyldig og storvoksen, og det glatstrøgne haar var graasprængt ved tindingerne.

Det brummed grættent borte fra ovnskrogen – ordene var ikke hørlige. Og faren var saa maset idag, spurgte støt det samme, derfor svarte hun ikke oftere, end han tvang hende til det.

Hun mønstred det dækkede kaffebord. Der var disket op med en overflod af goroer, sandbakkels, flødekager, fattigmand og syltetøisasjetter, og paa den hvide frynsedug skinned sølvtøiet og det fine kjøbenhavnerporcellæn i solstreifene, der dæmpedes af de bobinets gardiner for vinduerne. Vaflerne stod i kjøkkenet for at holde sig varme – de vilde ikke bli sprødere af det netop, men slig som de var, fik de sættes frem, naar kaffekanden blev hentet. Hun slutted at strikke og stak pinderne fast i nøstet. Gid saa den pokkers løitnanten vilde behage at indfinde sig! Han hadde vel hat et svare stræv med at lægge stassælen an!

82Og jomfru Lena smilte lunt, idet hun tænkte paa den ventede gjæst.

Opdækningen passed ikke rigtig for ham og faren – de to gubberne. Men herregud, paaskeaften var det, hun vilde gjøre ære paa sin egen paaskebagning, og uvist kunde det være, om der blev andre fremmede til at smage paa den: De hadde næsten ikke nogen omgang mer, for de var nok blet for landsens gammeldagse til at harmonere med tonen blandt den nye slægt af konditionerte. De pietistiske præstefolkene var det blet rent ugreit med, siden pastorens omvendelsesforsøg, da prokuratorens astma var paa det værste i afvigte februar maaned, løb saa ilde af, at pabsten erklærte ham for en i vantro og bespottelse forhærdet olding at være. Og det til datteren, som kunde vise sig vel skaaren for tungebaandet, naar det gjaldt! – Med landskræmmerens var det ogsaa en kurre paa traaden; det pleied det forresten at være mindst en gang i fjerdingaaret, saasom madamen var sippen og kræmmeren under tøffelen. Lensmanden var paa bytur, og hans kvinde var jomfru Lena ligeglad med, og ingen af de mange ungdommer, hun var tante til, skulde besøge dem nu. Reisen fra Kristiania var baade lang og kostbar og for besværlig i førefaldstiden.

83Men bage, det hadde hun gjort, og det vilde hun til hver høitid, saalænge hun levde. Det maatte til akkurat som storvasken.

Hun saa sig om i stuen. Stolene var stillet i række og rad rundt væggene, deres grønne værkenstræk var banket og børstet med sne, og de beisede birketræs rygge var blanke efter støvekluden. Kun tre sortlakerte, skindtrukne karmstole var rykket frem til bordet, og i skjæret fra den hvide dug stod de dér høitidelige og lidt affældige som veltjente kavalerer, der hemmelig skammed sig, fordi de mærkbart trængte til at fiffes op. Men lige mod den nette kanapé, over marmorkonsolen med potpourrikrukkerne, formelig straalte speilet i sin snirklede, forgyldte ramme. De nystrøgne gardiner og det nyskurede tag – ja, sandelig var det ikke blet lyst og tækkeligt efter storvasken, og deilig rent lugted det i værelset!

Hun blev helt overgiven og lystig tilmode og vugged sig paa sædet og nikked til speilet, og et muntert ansigt med friske, røde kinder nikked venlig igjen: At være pebermø var saamænd ikke den haardeste skjæbne, der kunde times én, at sige, hvis man blot eied det rette greb paa at hygge sig i den enslige stand. Hendes gifte søstre havde det neppe 84koseligere. – – Grinebidere af ægtemænd og skrigende unger og syt for udkommet – gudskelov, det var hun fri for og sad tryg paa sin tue! Aa du min, for et kav og klynk og en evig barselseng! Men som man reder, saa ligger man. – – – Pebermø, pebermø, skidt i det!

Hun snapped strikketøiet og klirred med pinderne.

Først i ugen var lensmanden kjørt til byen, og hun hadde passet sit snit til at prakke paa ham et digert færdesskrin til søster Theas Hans og bror Kristians Vilhelm. De var slemme til at slide strømper og skjødesløse med sin smule underklær, det vidste hun fra ferierne, og de behøvde noget at gnave paa saadanne forslugne studenter. Og de fem dalere kunde komme godt med, formodentlig var det smaat bevendt med de arme drenges lommepenge. Lensmanden havde udtrykkelig paalæg om personlig at skifte summen – to og en halv speciedaler til hver – ellers var Vilhelm, den snedige rakker, istand til at snyde sin kjære fætter for halvdaleren.

Jomfru Lena var ikke meget bereist, og hendes længste udfarter hadde været et par kristianiature. Men tidt vanked hendes tanker videnom paa besøg til brødres og søstres 85familier, og nu flakked de fra en præstegaard vesterpaa til en fogedgaard nordpaa, og lidt modstrævende ga de sig paa vei til en tolders beskedne leilighed ved Langesundsfjorden etsteds.

Atter brummed det grødet borte fra ovnskrogen; langpiben deiste ned med et smæld, lærtøflerne sparked arg, og den ene snurred henad gulvet. En mægtig, rødbrandet kat dukked ud af den mørke skygge under ovnen og glodde skræmt og fortumlet efter den. – Prokuratoren var udhvilt, hadde gryntet sig vaagen og bandte i: «Det satans fjantede fjog! Kommer ikke mennesket, Lena? – Hæ? Skal maaske seigneur Matjas Bjørkerud agere fornemt fornærmet? – Hæ?» Og han lo stutt, men latteren endte i harjende hoste, der ikke vilde gi sig og trued med at ta veiret fra ham.

Datteren slængte strikketøiet og var i en fart ved siden af ham.

«Host ikke slig da, far.» – Hun bøied sig over ham og dunked ham i ryggen, som om han skulde ha svælget vrangt. «Host ikke slig, far – kjære dig!»

Men han hosted, saa taarerne trilled, og rykkevis rugged hans svære krop, til anfaldet stilned, og han sak tilbage, saa det knaged 86i stolen, blaarød i ansigtet og med blodsprængte øine.

«Aa – aa!» stønned han. «Det dræber mig, Lena – aa – aa!» –

Hun roded i hans frakkelomme, fandt en snusdaase, et fyrstaal, saa et gult lommetørklæde og tørred hans bævrende læber og hage for slim og spyt, putted saa sagerne ned igjen og la sin venstre arm om hans skulder og klapped ham paa haaret: «Far – kjære dig, far!»

Han pusted hivende. Endnu sved og kribled hosten i bringen, og han havde ondt for det, da han strævde med at tale.

«Snak ikke – ikke snak!» formante hun.

Men han fik kræfterne igjen og kunde ikke dy sig.

«Du,» hvisked han hæst og smilte mat. «Fanden til blæsebælg i en skrøbelig skrott, du» – og drog hodet unda hendes kjærtegn. «En slurk øl, Lena!»

Hun tog ølkruset fra ovnshylden og vilde holde det til hans mund; han greb det med begge hænder og drak dybt og pæsende, harked og klare stemmen. – «Stop piben min, Lena!»

Hun nølte: Hadde han godt af tobakken – –

87«Stop piben min, siger jeg!» befalte han morsk, skjønt glimtet i øinene slet ikke var strengt.

Hun lystred fort, tog op piben og gik til tobaksbordet og stopped, rakte den til ham og knælte tungvindt ned foran ovnen for at faa fyr paa fidibussen gjennem trækhullet. Saa hented hun hans tøffel og satte sig derpaa stilfærdig, men lod strikketøiet være. Prokuratoren damped sig ind i tæt skodde.

Katten gned sig kjælent opad hans ben og murred.

«Mons – mons,» lokked han blidt, men straks efter skubbed han den væk, og den la sig paany til at sove. Han grunded paa noget og mumled tonløst for sig selv. «Han kommer ikke,» sa han høit og tvært, og opgit føied han til: «Denne hellige paaskeaften snyder det haarsaare asen mig for min fattige, trekantede boston!»

«Det surmulende bæst!» fôr datteren op. «Skulde han – –.» Hun stagged sig pludselig, for det var ikke rimeligt, at den fremdeles var fornærmet, som hadde bedt hilse og sige ærbødigst tak. «Jovist kommer han,» mente hun afgjort, og da faren tidde, begyndte hun i tankerne at rede ud dette tøvet med løitnantens fornærmelse.

88Det var i romhelgen, det skedde. Hendes nevøer Vilhelm og Hans havde spaset for grovt om Bircheruuds lighed med kongen, men den som egentlig voldte ugreien, var deres kamerat, søn til den pietistiske præsten. Han slog paa, at løitnantens klinge sikkerlig hadde aareladt mangen en fiende, og da denne i al oprigtighed benegted, at saa var tilfældet, udbragte lømmelen en skaal for den hæderkronede kriger, der saa tappert hadde kjæmpet til fædrelandets forsvar og dog barmhjertig skyet at besudle sit sværd med næstens blod. – Det hadde bragt bægeret til at flyde over, og Bircheruud reiste sig i lynende sinne og svarte, at hans respekt for den høiagtede ven, prokurator Høeghs hus forbød ham at fordre satisfaktion af husets slægtninge og gjæster, om de end saared hans loyalitet og rørte ved hans ære som officer – derfor vilde han sætte det forefaldne paa ungdommeligt overmod og daarskabs regning. Og med flammende øine stoltserte han ud af stuen, før nogen kunde stanse ham, og lykkeligvis hørte han neppe prokuratoren brøle af latter og rope: «Luk op døren og slip ud vardøgre hans, for det er vist klodyr!»

Smukt pareret af en enfoldig, afdanket militarius hadde det i grunden været, mente jomfru Lena. Og drengene kunde ha godt af 89lektionen, de glante stort efter ham og kniste af forbløffelse, og saa var hun blet vred, og teksten hadde hun læst dem med fynd og klem: De skulde ikke spille vigtigmagere mod ældre, agtværdige personer her i sin egen bedstefars stue! Og den præstepeblingen belærte hun om, at løitnant Bircheruud hadde lugtet krudt i felten og været med baade i bataljen ved Martrand og andensteds. De burde skamme sig over sin opførsel, burde de. – – Aaja, de hadde jo drukket for meget, de var sørgelig uerfarne med punschen – hun skulde ikke ta det op til fortrydelse, at de hadde spøgt med hendes iver for en trofast beundrers sag.

For hendes far var det hele krangel sluttelig blet yderst fortrædeligt, idet løitnanten, som omtrent var den eneste, hans uvorne mund tillod ham at ha stadigt og fredeligt samkvem med, indstilled sine regelmæssige visitter. Mens astmaen var slem, hadde han ikke mærket det, men nu maatte der skaffes den gamle lidt adspredelse, hvis han ikke skulde bli klein af kjedsomhed. Med alderen var hans sind grodd uløselig fast til hjemmet og de vante, nærmeste omgivelser; endog de fraværende barn tabte han af sigte og hadde ikke regning med, hvormange han var bedstefar 90til. Sjelden aarked hans forestillinger sysle med det fjernere, aldrig naadde de af sig selv udenfor grænden og bygden; helst klynged de sig til det, som var lige ved, og snudde og vendte paa det i uvillig ørkesløshed, naar de da ikke forvilded sig ind i svundne tider og fulgte sporene af folk og tildragelser, datteren blot hadde taaget kundskab om.

Tomt var der blet omkring prokurator Høegh og hans datter. – Jaja, styg i sin passiar, som gamlingen var, var det ikke rart, han tirred og skræmte naboerne, sukked hun. Der kunde være beklemmende stille og trist paa Gihle. Især regnveirsdagene.

Men idag skinte solen, og pludselig lo jomfru Lena en lydløs, indvortes latter, som fik hendes runde skuldre til at disse. De kunde ogsaa være fornøielige farens ondskabsfuldheder! Hun gotted sig over dem, kunde ikke bare sig for det. Som dengang unge landkræmmer Orre, den tørfisken, skriftlig underretted om, at hans hustru sidstleden nat var lykkelig forløst med en søn, og prokuratoren ligeledes skriftlig sendte sine hjertelige gratulationer samt bad undskylde sin forglemmelse af at meddele, at tispen Diana paa Gihle i forrige uge nedkom med fem. – – Aa, den sipne, snærpede, mandbidske madame 91Orre med de strunke trondhjemsmanererne, det kunde været en fryd at ha set opsynet paa hende under læsningen af den billet! – Men dermed var ogsaa landkræmmerens forsvundet, og ensommere og ensommere blev det paa Gihle.

«Aaja,» sukked hun paany. «Aaja san.» Og uvilkaarlig trak hun strikketøiet til sig, og pinderne begyndte travelt at arbeide, uden at hun selv vidste af det.

Solstrimerne flytted sig umærkelig sagte fra kaffebordet, dér den blinkende glans i porcellæn og sølvtøi slukned, og saa la de over gulvet lange, skraa lysflaker, som tøied og strakte sig bortimod ovnskrogen, indtil de naadde prokuratoren og tændte gnistrende funker i beslaget paa hans pibe, og tvang ham til at knibe øinene mysende sammen, mens han vagted paa en svær flue, der var vaagnet af vinterdvalen og surred ihærdig om hans hode, streifed hans hvide lokker og generte ham og ikke vilde lade sig jage hverken ved skyer af tobaksrøg eller vift med det gule lommetørklæ – –

Det knirked seigt i gangdøren. Den blev aabnet og lukket, og ude i gangen hørtes nogen slaa sneen af sine støvler med en soplime.

92Jomfru Lena tog hurtig et lidet, hvidt og blomsterbroderet silkesjal, der hang paa kanapéen, kasted det om sig, strammed det over barmen og fæsted det med en guldnaal under hagen.

«Her har vi ham,» sa hun og gik hen til faren. «Vil du ikke ha paa dig et halsbind?»

«Næ,» svarte han tvært og rokked paa hodet, men keg paa hende, opdaged silkesjalet og lo polisk: «Jeg er fin nok, jeg – min pige.» Saa stemmed han næverne mod stolen og vilde op; hun hjalp ham, og han reiste sig stølt og stabbed frem i stuen ved hendes arm. Lærtøflerne kipped og subbed, og den tykke vadmelsfraks skjøder var ved hans stadige sidden perset i skrukker og bretter paa kryds og tvers. Atter dukked den brandede kat ud af skyggen under ovnen, skjød ryg, gjesped, mjaued søvnig og lusked efter.

Den, som var ude i gangen, hadde gi sig gode tider, men nu banked det.

«Værsgod!» ropte jomfru Lena.

«Stig paa!» sang prokurator Høegh ud, saa det runged. Og ind traadte løitnant Bircheruud, gjorde holdt tre skridt fra døren, slog hælene sammen og bukked stivt og ceremonielt.


IV.

93Kaffen var drukket. Vaflerne hadde været over forventning, prokuratoren manérlig og hadde ikke rippet op i fornærmelsestøvet til løitnanten, som paa sin side ikke hadde været særere end vanlig, og begge hadde de forsynt sig dygtig af kagefadene og syltetøisasjetterne og ladt jomfru Lenas paaskebagning vederfares fuld retfærdighed. Endnu efterat bordet var ryddet, punschemuggen brygget og den trekantede boston igang, sad hun derfor og smilte tilfreds og morte sig over, hvor pudsigt det var, at mandspersoner med alderdomsskrøbeligheden skulde faa igjen barnesmagen for gotter og slikkerier. Hun vidste jo ikke, at løitnanten hadde sløifet middagsmaden, og tog hele hans appetit til indtægt for sine kunster.

Hun hadde sit glas, hun ogsaa, og forsigtig nippende gjorde hun besked, saa ofte herrerne drak, og klinked og skaalte som deres drevne makker. Kanhænde eied dette nogen del i hendes lyse lune, skjønt kortene var faldt heldig for hende, og da blev hun stedse ivrig i spillet og snedig i sine beregninger. – Men den sidste grandissimo sekseren 94var ynkelig strandet, og disse hersens papirerne dudde just ikke til at reparere paa vanskjæbnen og feie beterne i hus med – –

«Pas! – Bare pas!» sa hun spidst. «Jeg blev skammelig snydt» – klaged hun saa. «Knægten fjerde imod, og selv hadde jeg ters major syvende – skulde én hørt magen!» Hun læned sig tilbage, trak i snipperne af sit sjal og himled mod taget, som krævde hun medfølelse fra det høie. Men braatt tidde hun og stirred angst paa farens glas: Omtrent tømt var det, og det var vist numer tre paa mindre end en time, og han kunde taale saa lidet nu og var alt rød i kammen. – Hun hadde rent glemt at ha tilsyn med ham.

Jomfru Lena lurte haanden frem og trak punschemuggen fra hans albue tæt ind til sig. «Pas!» gjentog hun lettet – han hadde ikke mærket hendes manøvre.

Prokuratoren sad paa kanapéen. Der hadde bredt sig en hed glød over hans store ansigt, panden var svedt, det rykked i de tottede bryn, det glimted kvast i øinene, og han gumled utaalmodig paa pibespidsen. – «Hvad blir det til? Hvad blir det til?» mante han. For løitnanten kneiste rakrygget og taus paa stolen, bladed i kortene, suged paa underlæben og overveied seigt, mens den 95strenge, lodrette fure i panden pløiedes dybere. Kunde spaderne strække til en otter? – – Og tillod hans kasse at resikere i det ringeste én bet? – – Ellers var chancerne dér – utvilsomt. – – Hans magre fingre stabled tællende op de tynde messingjetons. Sig imellem brugte disse tre kun spillepenge og løste dem aldrig ind, hvilken lov skyldtes jomfru Lenas myndighed; men hadde fremmed fjerdemand været tilstede, skulde sikkert kongens mynt ha klirret mod bordpladen.

«Høhø! – Frygter han kassemangel!» knægged værten ærtende. «Hvad blir det til, Bjørkeruden?»

Løitnantens mundviger sænked sig surt; den form af sit navn kunde han vanskelig døie.

«Otte i spader!» meldte han mutt og hastig.

Høegh skjæved overrasket bort paa ham: «Formentlig skal det være deres behagelige spøg. – Otte siger han, datterlil! – Under mig ikke en beskeden forhaandsboston. Den impertinente karl skal, fanden gale mig – gi agt, snille vennen min!» Og han slængte kløveress ud, klapred med tøffelhælene og tømte sidstslurken af glasset.

«Saa den!» Han fortsatte med kongen, 96som ogsaa stod. «Og den,» la han sagte damen fra sig. Bircheruud fulgte med femmeren og mumled noget om allerhelvedes force, men jomfru Lena var renonce.

«Der fik vi hr. Mikkel i saksen,» knurred prokuratoren. «Lad møllen male. – Saa denne nysselige svend, sønnike!» Og knægten passerte uantastet.

«Krigsmand, krigsmand – deiser hjertet ned i bukserne?» haante gamlingen, og spillerens kinder blussed, men jomfru Lena napped ham advarende i ærmet, og uden at mukke ofred han paa næste kløver en middelsstor trumf, som blev stukket af baghaand.

«Aahaa – hun tugted kanaljen,» bresked Høegh sig. «Hun tugt – –.» Hoste vilde afbryde ham; han harked den væk, og stille hented han endnu et stik hjem. «Naa hænger bikja paa skigarden – naa gjælder det bukkens liv,» pæste han og blunked lurt til sin gjæst.

Men løitnanten stak sig ind og klemte djærvt paa med sine matadorer – i stigende spænding, til spillet glap ham af hænde, og fienden hugg kloen i første bet. Da mestred hidsigheden overlægget hans, og frugten blev et kollegium paa tre stygge beter – et nederlag, han strævde at bære med anstand tiltrods 97for modpartens ubarmhjertige fryd over den begangne fadæse.

«Slig skulde han ha det!» Prokuratoren dundred ud i latter, men omsider stagged han sin munterhed og beregned fisken, og Bircheruud viste paa sine fattige jetons og skjøv dem ihop med pegefingeren.

«Herved deponerer jeg kassebeholdningen,» smilte han usikkert.

«Han blir skyldig paa skrotten!» brumled Høegh dybt nede fra maven; han kjæmped stadig med latteren og gned svedten af panden med sit gule lommetørklæ. «Men vi bevilger Dem naadigst moratorium og gi respit til revanchen. – Skaal! – Aa, glasset er tomt, skjænk i en taar til, Lena!»

Hun hadde reist sig og holdt om muggens hank.

«Jeg faar tænke paa aftensmaden. Skal vi ikke vente?» famled hun varsomt; faren var saa uhyggelig opspilet.

Det gav et sint rykk i ham; han skjønte hende. Blodet fôr ham til hodet, øinene glimted ondt.

«Skjænk i, tossa!» murred han, og der var virkelig trusel bag ordene, og den fede, haarede næve klasked i bordet, saa glassene hopped.

98Hun føied ham straks, men delte pent og forsynte baade løitnanten og sig selv først, saa der ikke blev mere end et halvt glas tilrest. Han luded forover og legte med pibespidsen; om lidt løfted han hodet og smaalo godslig: «Mente du, vi skulde sidde her og tørskravle og bie paa føden? – Skaal!»

Hun nikked rolig og gjorde besked ved skaalen og laged sig til at rulle bedstefarstolen fra ovnskrogen hen til vinduet – prokuratoren hadde nemlig for skik at sidde der en stund før aftens. Men løitnanten kom hende galant i forkjøbet, og da hun hadde hjulpet faren op af kanapéen og vilde støtte ham over gulvet, blev det brysk afværget – alene stabbed den gamle afsted med glasset i haanden. Det stilled han fra sig i vinduskarmen og seg stølt og tungt tilsædes.

«Aahaa – san,» sukked han og saa ud paa tunet. «Det er svært til drygsel paa dagslyset nu. Og kulden har nok slaat sig – det er blet lindveir. Det drypper fra taget.»

Vækket af uroen lusked den brandede kat paany frem af sit skjul og smøg sig om hans fødder; han ænste den ikke, vendte ikke ansigtet fra vinduet.

Jomfru Lena gik til kjøkkenet, dér hun hadde helgekvældens kalvesteg at dra omsorg 99for, og sendte ind en tjenestejente med et vedfange for at lægge i ovnen. Varmen var omtrent sluknet, men jenten grov i asken efter glør, nørte paa med næver, brugte pusteren, og tilslut satte hun trut og blaaste og gav sig ikke, før det flared op, og trækhullet gliste rødt.

– – – –

Saa blev de to mænd alene i stuen.

Mathias Bircheruud hadde stoppet sin pibe, og vandrende op og ned med afmaalte skridt plaffed han røgen stødvis fra sig, idet han høflig konverserende søgte at holde en samtale igang. Men da han snart slet ikke fik svar mere, stansed han ved bordet, kremted haardt, saa skarpt paa værten, som støtted albuerne i vinduskarmen og snudde ryggen til ham, og beskued derpaa sine støvlesnuder: – – Prokuratoren var en sær patron i diverse henseender – hm, ja – men fortroligt bekjendtskab burde være villigt til at undskylde visse luner og særheder – hm, ja – det kunde det – –

Bircheruud satte sig og gynged venstre ben over høire knæ. – – Fortroligt bekjendtskab berettiged til visse friheder i den personlige tone og udtryksform – saadan var det just afdøde major Brager hadde forklaret 100efter at være noget brusque irettesat af sin ungdomsven obersten. Man kunde følgelig svare eller ikke svare – alt efter sin leilighed og lyst – uden anstød, ifald bekjendtskabet var tilstrækkelig fortroligt og intimt – –

Han smilte forsonlig, opga samtalen og røgte i taushed, mens han iagttog ildskjærets spillende leg om ovnspladen.

Ud paa eftermiddagen hadde et mildt drag fra syd umærkelig bragt rørelse i den klare, stille luft, og i dets følge hadde lindveiret listet sig over egnen. Og nu var det, som vinden skulde til at friskne indunder dagsætningen – ujevnt taslende strøg den om huset og fik det til at dure hult og afbrudt i skorstenen.

Prokurator Høegh blev ved at stirre ud paa tunet. En snip af haven rak rundt hushjørnet og var indhegnet af en tæt, graa skigard, bag den en forvokset syrinhæks kvister stritted og mosgrode apalers vredne grene krøgte sig op. Skigarden endte ved den brunsorte væg af føraadsbygningen; dens ruder glitred i kvældsolen, og paa dørstenen stod et par gutunger i topluer og lo af tagdryppene.

Ret for vinduet var fjøset, langt og saa lavt, at en blaanende aasryg syntes over det. Men i vinkel med det stængte laaven for og 101løfted sit svære tag op mod et tyndt skylag, som i sprækkerne tog til at tændes og gløde af solnedgangen, og udover halvdelen af tunet laa bred, kold skygge til hinsides den tømrede brønd, hvis heisestang dog raged høit op i gyldent lys. Fra alle husene førte til brønden stier med gul issvull efter vandspild.

Men mellem føraadsbygningen og fjøset brød kongeveien frem tilgaards forbi et vindskjævt stabbur og kløvde tunet, og paa den kant var der et aabent gab, og det levned et stykke udsigt til et vidt, øde jorde, som skraaned sagte ned fra en rund, sneblank bakkekam. Og denne udsigten, dette skimt af Gihles marker var det, som hver aften drog gamle prokurator Høegh til vinduet og fængsled ham der.

Han hadde været en foregangsmand paa landvæsenets omraade. Gihle hadde han kjøbt, det første han bosatte sig i bygden, og rent stavnsbunden hadde den gaarden gjort ham. Dygtigt arbeide hadde han viet den, tjent paa det og øget den i de gode dage, stridt og slidt for den og tabt i de onde. Gihle og sin nærmeste familie – især sønnerne – hadde han ofret sig for, og siden sønnerne reiste, og ingen af dem var villig til at overta gaarden, var hans hjerte vokset endnu inderligere 102fast ved den, indtil det tunge slag i tidens fylde ramte ham, at han skjønte sig selv for svag til at bruge den forsvarlig og lønsomt og maatte slippe styret og la en forpagter flytte ind i føraadsbygningen. Og saasom han ikke aarked at gaa omkring og stelle med sagerne længer, blev det efter tilstanden paa den agerflækken derborte han vaar og sommer og høst dømte driftens gjænge, og vinteren igjennem var det synet af den, som hjalp ham til at mindes, hvad han hadde virket i sine bedste aar. Sans for pene husebygninger, haven og sligt noget hadde han aldrig hat meget af; at eie jord, erhverve den, rydde nylænde og dyrke, og at se sin eiende jords grøde gro og høstes – det hadde været hans livs store lidenskab.

Kanske var det gamlingens eneste andagtstimer disse kvældstunderne ved vinduet – –


Forsonligheden hadde glattet alle tankekrusninger i Mathias Bircheruuds hjerne. Han var døsig af punschen og nærved at søvne, men stram og strunk sad han og pusted pibende gjennem næsen, mens hodet vakled paa den tynde hals i takt med de regelmæssige aandedrag. Vindens taslen og duret i skorstenen blev for hans hørsel som fjern, dyssende sang.

103Pludselig vækkedes han.

«Hvad – hvad?» ropte han og retted skrævende benene ud – det venstre var dovnet, det stak forbandet i det. «Om forladelse – talte De til mig?» Prokuratoren hadde snudd sig fra vinduet og gjentog: «Har de begyndt gjødselkjøringen paa Bjørkerud?»

«Nei – jo – nei, sandelig om jeg ved,» stammed løitnanten forvirret og gnikked eftertrykkelig sin ankel. «Gjødselkjøringen? Jeg skulde formode –

«Næ, De ved vel ikke det, De,» bed Høegh ligegyldig formodningerne af og lokked paa katten, til den hopped op paa hans fang, og han kløde den bag ørene, saa den môl og bøied sig mygt efter haanden. – «Mons har lopper, de er slemme med pusen vor. Ved De et nyttigt raad for lopper, da?»

Bircheruud dækked med sprikende fingre for en gjesp og husked sig om: Han hadde hørt et i felten – man skulde lægge noget raat bukkekjød under sin seng; thi lopperne vilde samle sig derpaa og lade den sovende i fred. Han hadde imidlertid ikke probert det selv –

«Duer ikke,» brummed prokuratoren og hjalp katten at ringe sig godt paa fanget. 104«Pro primo har Mons ikke seng, og pro secundo vilde han æde det raa kjød med lopperne som peber, sluge dem levende og faa maveklor, indvortes kløe af det. Duer altsaa ikke!» Og nu var det hans tur til at gjespe, langt og ubehersket.

Løitnanten skifted emne og ytred: «Jeg traf for nylig vor kirkesanger, som var hjemme paa besøg fra stortinget.»

«Stortingsklokkeren?» – Emnet var neppe meget interessant. «Naa, hvilke er hans nyeste gjerninger til statens velfærd?»

«Han hadde set dampskibet ved byens brygge og skildred mig det som et storartet skue og lovde os snart et lignende her paa fjorden til kommunikationernes befordring –» fortalte Bircheruud ivrig og taknemlig for spørsmaalet.

«Pyt!» blev spaadommen grættent afvist. «Storartet skue – anvendbart som iskjælke maaske? – Vaas af den klokkerpæren –» mumled prokuratoren. Stemmen var utydelig og lallende, og han læned sig tilbage i stolen og lukked øinene. Passiaren gik istaa, og løitnanten blev forstemt. Sov værten?

Over tunet trasked to jenter fra fjøset med melkesaaen, og gutungerne paa føraadsbygningens 105dørsten var blet kjed af tagdryppene og løb efter ind. Skyggerne hadde entret brøndheisens top, og over laavetaget var skylagene smeltet sammen i én flammeglød, der kasted rødmende afglans over de hvidmalte vinduskarmer og prokurator Høeghs blegfede ansigt.

Bircheruud saa forundret paa ham. Det gurgled i hans hals, gurglingen sagtned og øged igjen, sagtned og øged og stansed. Snorked værten? Saa lød der et blæsende, vaandefuldt støn. Høegh skakedes af haarde rykninger, munden gabte, øinene spærredes vidt op, armene hævedes, faldt ned, og næverne slog mod stolen. Og saa blev det svære legeme liggende ganske stille. Munden gabte, øinene stirred.

I ét sæt sprang katten fra fanget og mjaued ræd og krøb under ovnen.

Løitnanten reiste sig halvt – satte sig paany – aarked ikke flytte en fod. – Hvad var dette? Svedten brast frem paa hans pande, hodet virred hjælpeløst. Han skalv, prøvde skrige – aarked intet. Sad der og vilde kvæles og kunde ikke røre sig, med blikket heftet paa den anden.

Minuterne gled. Vinden tasled om huset, det dured i skorstenen, og aftenrøden skinte 106luende i vinduskarmen og paa overkroppen af liget.

– – – – – –

«Det blir sent for dere, stakkar, men den kalvestegen –» sa jomfru Lena fra døren til kjøkkenet; hun bar en dug over armen. Mathias Bircheruud snapped efter luft, men tale kunde han ikke.

«Har han sig en lur?» spurte hun dæmpet og mærked løitnantens forstyrrede miner. «Sover far?» hvisked hun angst, slængte dugen paa gulvet og styrted hen til bedstefarstolen. Hun følte paa den dødes kinder, seg paa knæ og følte paa hænderne og klynked hjertesygt, stod taus op og slog armene om ham og trykked ham til brystet. Og derpaa lukked hun farens øine og jamred uden graat: «Aa, herregud, nu blir jeg saa alene – aa, herregud, nu blir jeg saa alene» – –

Det lykkedes Mathias Bircheruud at komme paa benene og skridte ud af stuen.

– – – – – –

Tidlig paa natten var søndenveiret blet til ordentlig tøbrudsstorm. En færdesmand med en langslæde fandt løitnanten paa veien nedenunder Bjørkerud. Han sad paa en stabbesten og snakked vilse og sang:

Held Kristian, vor koning god,
for dig vi ofre liv og blod!
Held Kristian Frederik i nord,
vort Norges drot og konge!

Hatten hadde han mistet, og kavaien var opknappet og flaksed om ham.

Færdesmanden bragte ham hjem, og de putted ham i seng. Siden blev han sengeliggende og kunde ikke møde til prokurator Høeghs begravelse. Han steltes af gaardfolkene, til han døde i mai. Da var jomfru Lena flyttet til tolderen ved Langesundsfjorden. Gihle skulde sælges.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gamle folk og andre fortællinger

Tryggve Andersen regnes som en av de beste novellistene i norsk litteraturhistorie. Samlingen Gamle folk og andre fortællinger inneholder seks noveller.

Samlingen ble første gang utgitt i 1904, men flere av novellene hadde vært trykt i Verdens Gang året før.

Les mer..

Om Tryggve Andersen

Tryggve Andersen etterlot seg ingen stor litterær produksjon, men det han skrev regnes i dag blant noe av det beste i norsk litteratur.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.