Gamle folk og andre fortællinger

av Tryggve Andersen

GULLIK HAUKSVEEN


I.

147Det var ude i oktober, og længe efterat folk var drat ned fra sætrene, at Gullik Hauksveen gik op til Almssæteren for at stelle paa fjøset til landkræmmer Orre; taget var saa kleint, at det ellers kunde svigte under snetyngden til vinters. Han hadde tat med sig garn og anden redskab og vilde fiske lidt med det samme og hadde rustet sig vel ud, for det var ikke venteligt, arbeidet skulde bli saa snart gjort, eftersom han ingen hadde til at hjælpe sig.

Han holdt paa det meste af en uge, før han blev færdig sent en lørdags kvæld, og han syntes, han burde bie paa morgenen for at slippe at færdes over fjeldet om natten. Langt hjem hadde han forresten ikke, bare et par snaue mil, da Hauksveen laa øverst oppe i Aasmarken.

148Gullik sad inde i størhuset ved slagbordet under den smale vindusgluggen og aad kvældvorden. Det tegned til at bli koldt, saa han hadde lagt dygtig paa peisen. Dér spraked det og brændte, og det lyste rundt i stuen, det skinte i gluggens fire ørsmaa ruder og blinked i bladet paa bilen hans, som var stillet op mod sengestolpen i krogen.

Gullik hadde ingen madhug. Han støtted albuerne paa bordet, trak sig i sin tjavsede, graasprængte og rødlige lugg og klødde skjægstubben paa hagen sin, og han pusted tungt og sukkende. Han strævde med at lægge ihop og regne efter, aassen han skulde klare sig høsten og vinteren igjennem, men kunde ikke skjønne det.

Det var vel saa, landkræmmer Orre ikke vilde være slem mod ham for det, han skyldte paa kramboden, men det var noget af hvert han maatte kjøbe endda – – – som lidt vadmel til klær. – – Kjærringen, stakkar, hadde nok ikke stunder til at sidde ved væven, naar hun hadde fem smaa unger at passe og bare en tomset jente til at se efter krøtterne. – – Og det var mel og gryn til mad.

Og saa bygselafgiften at svare. Den skulde ud i november paa høstthinget, den. Men ikke blev der synderligt grøn at sælge 149af avlingen i Hauksveen; den frøs mest tredje hvert aar, akkurat som den hadde gjort i høst, og halvtomme stabbursbinger blev der støt.

Han klemte laaget fast paa smørøskjen og tygged seigt paa en lefsebete; derpaa svælged han, reiste sig og rusled hen til peisen. Varmen var ved at slukne; der laa kun en haug glør igjen og ulmed. Det var blet skymt i rummet, og i halvmørket glimted det rødt og mat i bilebladet.

Gullik løfted en tyrikubbe fra gulvet og slængte den paa peisen, saa gnisterne føg, stak tørre stikker indunder og blaaste paa. Det flared op med klare, spillende flammer. Han stod og saa paa; kroppen var krøget af slit, ansigtet rynket og ældet af sorger.

Omsider spændte han af sig skoene, la sig paa sengen og tulled sig ind i skindfælden og vilde sove. Men han kunde ikke paa længe for plagsomme tanker.

Far hans hadde vist ventet sig bedre lykke i Hauksveen, da han tømred de urimelig store stabbursbingerne. For over halvhundre aar siden brød han med sin slægt nede i storbygden, fordi han gifted sig med budeien paa gaarden, gik til øvrigheden og løste bygselbrev paa rydningsplads i kongens almenning 150og blev kongens husmand, som det kaldtes. For arvelodden sin bygde han stuebygning og udhuser. Ikke skulde slægten ofte ha nødig at mindes ham og kjærringen hans og skjæms over det ringe giftermaalet. Ikke spurte han efter den, og ikke den efter ham heller, og Gullik var vokset op som eneste søn uden at høre stort om skyldskab hverken paa mors eller fars side. Moren var ligesaa kry mod de husmandsfolkene, hun stammed fra, som faren var strid mod sine frænder.

Gullik gifted sig, før faren var død. Da ægted han datter til nærmeste granden sin, der bodde en times gange længer nedefter sæterveien, og overtog bygselen. Senere kom baansungerne; to af dem strøg med i krilla, men fem blev ilive og skulde ha føden og klær – det skulde kjærringen og mor hans og den tomsete tjenestejenten med. Hun skulde kanske snart til at kræve aarsløn atpaa, hun.

Alt dette tænkte Gullik paa, men især paa bygselpengene, som maatte skaffes, hvis ikke lensmanden skulde jage dem fra det vesle, de aatte. Og gubære den armodsdommen, som maatte betle! – De hadde aldrig kunnet rose sig af milde og runde medhjælpere i Aasfjerdingen; 151dér var det for mange fattige til det.

Han sovned tilsidst, men blev ved at puste langsomt og tungt. Det lød, som om han sukked i søvne ogsaa.

Paa peisen luebrændte tyrikubben; travelt legte flammerne om den fede ved, ret som det var spraked det koselig i den, og røgen dansed op piben. Og det stærke lysskjær bragte bladet paa bilen, som stod lænet mod sengestolpen, til at blinke og vindusgluggens ruder til at skinne.

– – – – – –

Tidlig paa natten kom østenfra over vidden en mand, som bar paa en svær, bred skræppe. Han gik sagte og usikkert. Om eftermiddagen var han faret vild og hadde flakket om i timevis, træt og frossen. Da kvælden faldt paa, misted han rent stien, han hadde fulgt, og dér han nu gik, dasked kjærringriset ham om benene.

Paa toppen af et lavt bakkedrag stansed han og hægted skræppen af sig. – Vidden bredte sig jevnt til alle sider saa langt, han kunde skimte. En aa bugted sig nedenunder bakken. Det var noget disigt og faa stjerner, men mod syd saa han gryet af maanen, som var ifærd med at staa op; saa blev det mere 152sigtbart. – Lidt efter lidt dukked den frem, og den vokste sig stor og gul, hang ligesom fast ved himmelranden et øieblik, løsned saa og steg, mens dens guld blegned, indtil den sølvhvid og blank seilte henad himlen og speilte sig glitrende i aaen.

Et skarpt, sultent dyreskrig klang gjennem nattestilheden. Det kvak i manden; han holdt op at glo paa maanen.

Hvad slags skrig var det? – Ikke fra ræv – ikke fra dyr, han kjendte – kanske det var jærv, for han hadde aldrig hørt jærv og ikke talt med nogen, som det hadde.

Paany fór han op og la haanden til panden. Var det ikke skjær af ild, han hadde set langt borte paa den graasorte vidde? Han stirred og stirred – væk var det, men han fandt det atter. Det var et svagt, rødligt lys som af peisvarme gjennem en vindusglugge. Og fast og roligt var det – – der var rimeligvis folk paa en sæter derborte.

Han hev skræppen paa sig igjen; meget kunde der ikke være i den, saa letvint gjorde han det, og efter at ha tat sigte paa lysskjæret skridted han fort nedad bakken, idet han putted fingrene en for en i munden, for han hadde faat neglsprætt af kulden.

153Han satte bent frem, kom ud i ur og ulænde, men steg paa, halvt i sprang, naar han kunde. Men afstanden var drug alligevel, og han maatte hvile om en stund.

Veien bar langs med aaen; den retted han sig efter og naadde tilslut en skigard rundt en sæterløkke. Tæt ind paa laa mørke klynger af størhuser og fjøs. Han øined ikke længer lysningen og blev uvis, kjendte saa lugten af røg og gik efter den.

– – – – – –

Gullik vaagned ved, at én snakked til ham og reiste sig søvnørsken overende i sengen. Foran ham stod en diger skræppekar i graahvid rundtrøie med tinknapper.

«I Jøsse navn! Kommer her folk naa?» sa han fortumlet.

Karen tog til at forklare, at han hadde faret vild og var rigtig glad over at ha truffet paa husly og mennesker. Imidlertid vaagnet Gullik helt og tusled om i hoselæsten for at lægge paa peisen.

«Du faar se til at sidde,» sa han og flytted en løsbænk nærmere til varmen. «Det har været koldt ude, tænker jeg.»

Karen lo svært høit, klasked næverne sammen og gned dem og hyfsed saa af sig skræppen. – «Det er ikke frit for det. – – 154Men her blir det vist snart lunt nok, ja.» – Han var rød i ansigtet og hadde smaa, mysende øine, som tindred af fryd og tilfredshed over at være velberget i hus.

Gullik likte ham godt og svarte uvilkaarlig paa latteren, stilfærdig og knæggende. – «Dér er lidt at bide i, om du kan med simpel kost,» bød han, idet han tog laaget af smørøskjen og viste paa madvarerne paa bordet.

Den fremmede smurte et stykke lefse og hented en flaske op af skræppen sin. «Vil du ha en dram?» spurte han.

«Tak, som byr, men du kan trænge den bedre selv,» indvendte Gullik, som stod ved peisstøtten og kipped paa sig skoene.

Det rak til dem begge, mente den anden, og Gullik tog en slurk og en til, da han nøddes.

Saa slog karen sig ned ved bordet og spiste og beretted paa raptunget valdresmaal om sin vandring over fjeldet. Alt i et tøied han sig frem efter en ny forsyning mad.

Han hadde været i Østerdalen, fortalte han, og det var gildt kvindfolk at handle med der for en skræppekræmmer. Overvættes med penge hadde de vel ikke, og løse paa skillingen var de nok i grunden heller ikke, men 155ud med mynten maatte de, naar han synte dem varerne. – Aa, de betalte ofte bedre end rige kjærringer i Hedemarksbygderne, for de var mindre vant til at træffe kræmmeren og titte paa stasen hans. – Men nu var valdresen ved godt lag, fordi han slap at ligge natten ude og omkommes; ellers var rigdommen blet dyr for ham.

Gullik sad paa peiskanten og smilte og svarte ikke stort til. Det var tænkeligt, at jenterne blev opstelt paa at handle, naar kræmmeren hadde saa let for at bruge kjæften.

Men pludselig brød denne af og strakte sig gjespende. Han var mæt og kjendte det paa sig, at han hadde gjort en lang gaange, sa han. – Blev der følge at faa til bygden næste dag.

Det blev det – i det mindste et stykke paa veien.

De dividerte lidt om, hvem som skulde ligge i sengen, mens de delte sidste slumpen af brændevinet. Den, som hadde massert mest, kunde sagtens trænge ligge bedst, mente den ene; men den anden slængte sig paa bænken foran peisen og svor paa, at han ikke vilde jage en gammel kal ud af skindfælden, og Gullik kunde bare sørge for, at varmen ikke skulde slukne paa gruen og lægge sig igjen.

156Da han kløv op i sengen, kom han til at sparke atti bilen, saa den klirred, men skræppekaren sov alt og rørte sig ikke. – – –

Men Gullik blev paany plaget af tankerne fra kvælden. Det var, som om den fremmede hadde vakt dem end stærkere tillive med praten om fortjenesten sin. – – Slig en som han kunde sprætte om paa landeveien og sanke sig gods og guld og bry sig om ingentingen – han brugte ikke sidde hjemme med kjærring og ungestræv paa en fille bygselplads i aasmarken.

Gullik døsed af, idet han grunded paa, om ikke han ogsaa hadde gjort klogest i at prøve lykken som skræppekar i sine unge dage – han husked paa en kakse, som hadde skrabet ihop kjøbesummen for en af bygdens største gaarde paa den maaden. Men den kaksen hadde ikke været dér fra bygden – hadde været dølefødt – og det slags handel og vandel faldt sig ligesom hændigst for døler og valdreser; de vyrded saa lidet at truge sig ind paa folk og prate lækkert for at tjene en skilling – – –

Ud paa morgensiden hørte han, at der blev kastet ved paa varmen og aabned øinene. Valdresen sad paa bænken med fødderne paa peisstenen og varmed sig. Om lidt knapped 157han vesten op, og af en lomme paa dens inderside drog han en tyk skindbog frem og begyndte at tælle op pengesedler paa enden af bænken. Han vædte pegefingeren for hver seddel, og der var mange af dem og store iblandt, saa Gullik.

Han fulgte med i tællingen og syntes, det maatte bli flere hundre rigsdaler. Summen var for anselig til at være indtægten af en enkelt handelsfærd. Kræmmeren bar sandsynligvis sparepengene sine paa sig.

Valdresen talte sedlerne engang til, da han la dem tilbage i bogen igjen, og kremted fornøiet, i det samme han forvarte den. Saa trak han fødderne ned af peisstenen, stemmed hænderne mod hofterne, nynned sagte en dansestub og tramped takten med hælene, spytted efter ilden og bikked overende paa bænken med armene under nakken, skifted stilling og folded dem over brystet og sovned, liggende paa ryggen og snorkende gjennem næsen.

Gullik laa en stund og bed tænderne sammen. Derpaa reiste han sig stivt og tvungent som en søvngjænger. – Næven famled efter bileskaftet og klemte om det. Listende paa hoselæsten steg han over gulvet, til han stod foran den snorkende. Ansigtet blev ligblegt, 158læberne skiltes, og tænderne gliste; han stønned hvislende. Armene hæved sig, bilen løftedes; saa faldt den i et rasende hugg. Bladet skar gjennem hals og hvirvler, rødt blod sprøited, det smaldt i bænken. Den liggendes krop drog sig sammen i én rykning og vælted sig ned.

Gullik seg i knæ og slap skaftet paa bilen, som klirred mod peiskanten.

– – – – – –


II.

Den næste dag i skumringen vendte Gullik hjem til Hauksveen. Han mødte ingen paa tunet og gjorde en sving nedom skaalen, skilte sig dér af med børen sin og stilled bilen og vidjemeisen med fiskegarnene ved huggestabben. Saa rusled han ind i gangen med nisteskræppen i haanden, la skræppen paa vass-saakrakken og blev staaende en stund. Fra kjøkkenet hørte han styret af barneleg og den tomsete jenten skrasle, og gjennem den tynde kammersvæg lød duren af morens rok.

Saa letted han stilfærdig paa klinken og gik ind. – «Godkvæld,» hilste han, og det blev saa stumt og tyst i det samme.

159Konen stod ved peisen og rørte i en grødgryde; hun retted sig op og sa lidt undrende: «Er du alt dér –?» Og en rødhaaret, tolvaars gut, som sad ved siden af hende og spikked, kasted emnet, stak tollekniven i sliren og hilste alvorlig igjen.

«Godkvæld, Lars.» Faren nikked til ham og til de andre barnene og drog af sig trøien og hængte den paa en knag. Men den tomsete jenten, der midt paa gulvet holdt paa at bygge hus af vedtrær med ungeflokken – to piger og to gutter – ikring sig, blev siddende paa huk og kope, og de fire ungerne kopte som hun.

Gullik skubbed sig op mellem bænken og langbordet, til han kunde læne sig mod roskabet. «Her staar vel til, ser jeg,» sa han tungt og træt.

«Du er sagtens sulten,» mente konen, hvis blik ikke hadde sluppet ham, siden han kom. «Retnaa skal det bli mad at faa.» –

Aa, det hasted ikke.

Døren til kammerset aabnedes, og moren traadte ud, men stansed ved tærskelen. Hun var svært gammel og mager, og skjønt hun ludende støtted sig paa en kjæp, var hun høiere end kvindfolk flest. Skjæret fra peisvarmen sved i hendes store, halvblinde øine, 160og hun maatte skygge for dem. – Var det han Gullik, som kom? Og da hun virkelig saa ham henne i krogen, blev ogsaa hun lidt forundret: «Er du alt dér –?»

Han flytted sig endda bedre op til roskabet, før han svarte. Ja, han var saa – det ruved for sne, og han hadde skyndt sig til bygdes, forklarte han lavt, ligesom andpusten og stammed paa ordene.

Der var noget i klangen af stemmen, som urodde hende, og ruggende paa hodet stavred hun til bordet og tog plads paa en stol tversoverfor ham. Øinene søgte stivt og forskende hans ansigt. – «Er du ikke frisk, Gullik?»

«Vist er jeg det, mor!» værged han tvært spørsmaalet af. Frossen var han rigtignok, snakked han godsligere. Adskillig kaldvorent hadde det været, sandt at si, og det skulde en fjeldkar altids taale, prøvde han at smile.

Men da spratt den tomsete jenten i veiret, spændte til vedtræerne, saa husebygningen ramled, og slog i en skrassel saa kold og braa, at det gik i dem.

«Hush, dit stygge trold!» skjændte konen. «Vil du tie med dig! – Du kan ratt skræmme en stakkar med den leie laaten din.»

161Og den mindste gutten tutred: «Aaffer gjorde du det, Marte? – Det var mit hus – det var det –»

Gammelkjærringen lukked øinene. «Er det ilde fat med dig naa, bytingen,» sukked hun og mumled: «Aahaa – du er af daarligt slag, kan ikke for det – mor din var en taterførkje og far din er fæstningsslave –»

Gullik krøb ihop henne i krogen og frøs langs ryggen, men som Lars veslevoksent tog til at fortælle, at det var tredje dagen hun Marte ikke hadde været det grannet tess, saa hun ventelig snart blev vettug at, slig hun pleied, fik han tid til at fatte sig. Og da gutten tilslut vilde vide, aassen det var blet med fiskingen, svarte han stutt, at der ikke haddeværet leilighed til at sætte garnene denne gangen. – Han hadde forresten stillet meisen i skaalen.

«Jeg skal hænge op dem, jeg,» bød Lars tjenestivrig til og fór paa dør. Faren skvatt i og reiste sig.

«Det har ikke kommet væde paa dem, hører du!» ropte han og gik travelt efter uden bry sig om, at konen vilde, de skulde bie til kvældvorden var over.


I skaalen naadde han sønnen, som netop bøied sig over meisen for at rote garnene 162frem. «La bli med det!» skjændte han kvast og puffed til ham. «Det har ikke været væde paa dem, hører du –»

«Au da!» Gutten sjangled unda og kom til sædes paa sagbokken. «Aa er det, far?» sa han fortabt og gnigged nakken sin. «Skal de ikke hænges op –?»

Gullik stod magtstjaalen ved huggestabben og nidstirred paa garnene og bilen. Saa strøg han fort næverne gjennem haaret, snudde sig og glodde tomt udover tunet, til han saa et par nytændte stjerner, som skalv paa den dybe høsthimmel over laavetaget. Hjertet hamred og hamred i brystet, og aandedrættet blev møisomt og hikstende. – Kanske var der blod under meisen, hadde det dirret i ham – han var ikke sikker for det, hadde ikke vasket den – det kunde ha rendt did, den var – der hadde været saa meget af det – det kunde suget sig op i garnene, ha størknet paa dem – – –

«Aa er det?» hvisked Lars hæst, i angst over farens rare adfærd. – «Men skal de ikke hænges op, da?»

Gullik strøg atter næverne gjennem haaret. Var bunden bloet, stort kunde det ikke være – det hadde ligget noget hærk af en kløvsal paa gulvet under meisen, husked han paa.

163Hjertet slog sagtere, det banked jevnere. Nu vidste han raad og kremted og klarte stemmen: «Bær meisen op paa fjøstrevet og sæt den, saa én har greie paa, aa den er ess,» sa han høit og fast. «Vi skal hænge op garnene imorgen.» – Heller ikke om dagen var det videre lyst paa trevet; det blodsølet kunde ikke skjelnes dér. Og likest at en anden end han selv bar dem did, han hadde ikke hugen til det –

«Svint dig, Lars! Mor din venter paa os med maden. – Fik du en dask?» smaalo han venlig, mens han hjalp sønnen at faa meisen paa ryggen. «Jeg syntes bare, du va for snar med klaafingrene dine, skjønner du.» –

Lars kniste baade kry og undselig over den uventede opreisning, som farens ord ga: «Pyt det gjorde ikke vondt!» – Og afsted labbed han og glemte at være ræd for at gaa alene paa fjøstrevet.

Men straks sønnen var ude af syne, greb Gullik bilen og gik med lange, hastige skridt forbi laaven og bortover jordet til smidjen. Han rev døren op, famled efter smidjestedet og kakked først i det med øksen, som om han tog maal til et hugg i mørket, og dængte saa ivei med det ene sansesløst sinte hugg efter det andet, saa gnisterne spruted, og det ringte 164som slæggeslag, og hele eggen brast af bilebladet. – Med ett slutted han. Hvad var dette for tull? De maatte jo høre ham inde i stuen ogsaa! – Han sled skaftet fra bilen og kylte begge deler bagom bælgen, hvor det klirred i gammelt jernskrab.

Ør og drivvaad af svedte slang han ud fra smidjen. – Aldrig skulde menneskehaand nytte den helvedes bilen mer! skreg det i ham. Det sitred i hans ansigtsmuskler, underkjæven skjøv sig frem, og tænderne pressedes haardt ind mod overlæben.

Helvedes bilen! Helvedes bilen! – – Han haded det satans værktøi, som hadde fristet ham ved at være saa rede.

Et døgn hadde sløv gru dæmmet angerens fortvilelse op i hans sind; nu trued den med at bryde al dæmning, i næste øieblik skulde han ha mistet vettet, ha hylt som et vildt dyr –

Helvedes bilen! svor han, – Aa, nei, nei! Bandte han? kvak det i ham, og stikkende skræk fik ham til at vide af sig selv igjen. Hans skridt sagtned. – Turde han bande, han? summed det ihærdig for ørene hans, og Gullik svimled og blev fjetret til flækken.

Den kjølige luft blev klam og furedes af dansende, rødtskinnende strimer. Han hutred 165under en rid af indvortes frost og hakked tænder, og saa mærked han gigtflugt i armene.

Herregud! vilde han be. Men turde han nævne guds navn, han? – – Naadige herregud! –

Da lo Gullik. Høhaahaa! storlo han stødvis. Det hadde været en urimelig bra bile, den han hadde ødelagt, og liden gagn og mening var der i det. Dumhed og nauteri – haahaahaa! Den stakkars, uskyldige tingen kunde ikke for noget – – –

Den stødvise, krampagtige latter stopped. Han skutted sig og saa vart til alle kanter, og de flokede tanker svandt. Og det var, som vaagned han, eller som hadde han været saa længe hjemmefra, at han var blet fremmed for sin egen boplads og trængte at dra kjendsel paa den.

I den sene kvæld seg den sorte granskog tættere indpaa gaarden, og det gjorde den vesle, gulblakke stubmark ovenfor husene smalere; nedenfor tunet stupte den bratte sve ned til et trangt dalføre, hvorfra Harsjøens bugtede vandspeil endnu skimred op gjennem mørket. Men Kværnelven kunde ikke mer skjelnes, dér den ødt susende strømmed til bygden, hvis bakkedrag og knauser runded sig som fjerne skyggebølger op af den nat, som skjulte fladlandet.

166Det var stjerneklart. Men hinsides dalen, over Vardaasens spidse top, svartned en enslig, mægtig sky den blanke, blaa himmel, og idet Gullik stod der, syntes han den skyen vokste og gled nærmere, at den sank fra Vardaastoppen henimod Hauksvehøiden, og at det blev lavere og lavere til den.

Og den skræmte ham, han vaaged ikke se den og dukked sig og fæsted blikket paa stien foran sine fødder. Men det øged kun uhyggen – han ante det forfærdelige synke derovenfra: det var straffedommen, som skulde knuse ham. Og angsten tvang ham til at nævne guds navn alligevel. «Aa, naadige herregud!» bad han. «Naadige herregud» – mimred læberne idelig; han eied ikke røst til at si bønnen høit og ikke minde for, hvad han egentlig ba om.

Sagte grodde en slags styrke frem af hans vaande, til han aarked gyse, sukke og se op. – Og skyen var ligedan, hang lige høit! Han aanded friere: Dette hadde nok været indbildning – – –

Han rusled videre. Men gangen var ynksomt træt, og manden var blet mindre og svært rundrygget og kroget i knæerne.

Konen hadde øst op grøden og satte det dampende fad paa bordet, just som han var 167tilbage i kjøkkenet igjen, og Lars stod og skræved karslig og skrød for søskendene sine af, at han hadde været alene paa fjøstrevet i bælmørke og gjerne skulde fly did engang til paa røde rappen og lugge nissen i veirhaarene.

Gullik skjønte, de slet ikke hadde ventet paa ham, og studsed over, at han ikke hadde været længer ude. De kunde ikke ha hørt ham i smidjen heller – de spurte ikke, og han hadde kviet sig for spørsmaal og likte at slippe dem. Og skrubsulten blev han af at lugte grøddampen.

Han satte sig bortaat, og første skeen ga han sig næsten ikke stunder til at dyppe i melken og blaase paa, saa glohed den var. Han hadde vist ikke smagt mad det døgnet – nei, ikke siden – siden – – Han skulde til at faa i vrangstruben og hosted, men svælged tappert og langed derpaa trutt til grødfadet.

Under kvældvorden var det temmelig stilt, for kvindfolkene vilde ikke bry husbonden, han tyktes dem baade sulten og sliten og ikke oplagt til prat. Og de voksnes faamælte væsen la en dæmper paa barnene. Fuldstændig kued det dem, at moren maatte være streng mod Marte, som smatted og slafsed værre end en 168døl. Og det vrange troldet vilde ikke lære folkeskik; hun rendte gaulende fra bordet og hev sig paa sengen. Men gammelkjærringen ænste ikke Marte; hun spiste lidet, sad mest og kared med træskeen, og hendes store, halvblinde øine vagted ufravendt paa sønnen. Gullik hadde støt været en snil mand hjemme og ikke brugt at rakke til med surhed og bekymring i sin egen stue. Men efter kvældvorden pleied han være rent lystig og leken og staa ved peisen og spøge med ungerne og klappe dem paa haaret til godnat. Han stilled sig dér nu ogsaa, og de samledes om ham og skravled i munden paa hverandre, men han var taus. De hadde saa mangt at fortælle, som var hændt under farens fravær; han hørte dem neppe, svarte ikke et muk. De blidlaatne stemmerne blev kjælne og lækre og tigged for at bli hørt, og de blev høiere af iver og vilde høres. Han bare nikked og brummed hen for sig. – Han forstod, at kvindfolkene nok undrede paa ham, det plaged ham, og derfor strævde han at være som vanlig. Det nytted ikke; han stod stur og støl og sanste lidet.

Da tidde de større barnene et for et, og de lyse, runde ansigter vendte sig fattigslige 169af skuffelse mod faren. Men mindste gutten slog armene om hans ben og klængte og vilde ha klap over haaret. – Gullik kjendte den varme, myge kroppen ind til sig og smilte stivt. Langsomt førte han næven nær til guttens haar, rykked den saa væk og folder hænderne bag ryggen. – Det var som sleipt, lunkent søl mellem fingrene hans – han kunde ikke røre ved haaret til baansungerne sine.

Han blev kaldsvedt. «Gaa unda,» sa han hæst. «Jeg lyt lægge mig – gaa unda.» – Det skured i struben, naar han talte.

Og barnene drog sig fra ham.

«Aa er det, Gullik!» ropte konen. «Er du klein?»

«Du er syg,» sa moren sagte og langtrukkent.

Han svarte lavt uden at se paa dem: «Jeg er saa altfor træt,» og gik til sengekammerset. – Saasnart han hadde lukket døren, knapped han vesten op, fandt frem af barmen valdresens skindbog og grov den omhyggelig ned i sengehalmen ved væggen. Flængte klæerne af og la sig inderst.

Han lod, som han sov, da konen lidt senere stelte med de smaa, som laa i kammerset hos forældrene, og klædte af dem, og han snorked virkelig, da hun selv la sig ved siden af ham.

170Drømmefrit sov han i et kjør, til han vaagned ganske udhvilt og arbeidsstærk ved daggry og gjesped og strakte lemmerne. Han var alene i sengen, konen pusled alt i kjøkkenet.

Likest at staa op og gi hesten, tænkte han. Men istedenfor trev han tag i fælden, trak den over akslerne og ørene og rulled sig næsegrus. I et blink hadde han husket forrige morgen i graalysningen. – – Livagtig som syner husked han, at han slæbte et hodeløst lig over rimhvid mark, som det blev en bred blodstribe paa, ned til en dyb lone i fjeldaaen og sænked det dér. Og at han gjorde endda en vending til størhuset, putted et menneskehode i en kramkarsskræppe, fyldte den med sten og slap den i samme kulpen. Og at han hadde baaret vand i et sprukkent kjørrel og skyllet væk blodstriben og vasket og skuret i størhuset. At der hadde været en diger dam paa jordgulvet, og faafængt hadde han vasket og skuret, fordi blodskvætten var overalt, helt opunder tagbjælkerne. Og at han hadde flidd klæerne sine – og at han ikke kunde mer, at rædselen greb ham. Saavidt hadde han vundet sanke ihop redskapen sin og lagt paa sprang tilbygdes og glemt stængslet for størhuset –

171Men størhuset skulde han svi af, lovde han, for det var faafængt med vasking og skuring – –

Han laa næsegrus og skalv, saa det taased i sengehalmen, og husked blodstriben paa rimet, de levrede slinter i bloddammen paa jordgulvet – alting husked han livagtig og om hinanden som i hvirvlende syner.

Og Gullik blev liggende tilsengs omtrent en uge. Kvindfolkene laged den bedste maden, de kunde koge, til ham og vidste ikke sin arme raad, og ret som det var kom ungerne paa graaten for far sin.

Men hans første ærend, da han var paa benene igjen, blev at vandre til landkræmmer Orre for at hente opgjør og handle noget paa boden. Han veksled et par sedler ved betalingen.

Efterat der var blet skiføre drev han lidt med rypesnarer paa fjeldet, og ved paasketid opdaged folk, som skulde kjøre hø fra en sæterlyu, at flere af husene paa Almssæteren var nedbrændt. Ventelig hadde fanter og taterpak voldt det.


III.

172Mange og lange aar senere hændte det en sommerdag, at en mand hadde været tilfjelds med nogen hester og paa hjemveien stanste i Hauksveen og hvilte i den nye stuebygningen hos Lars, som hadde tat over gaarden efter far sin. Det var ved middagsleite, og manden blev bedt om at spise med, og ved bordet fortalte han, at to gjætergutter her en dagen fisked op en lærskræppe af Fjeldaaen under Almssætervangen; men i den fandt de levninger af et menneskehode og desuden forskjellige smaatterier, af dem én kunde vide, at skræppen maatte været en handelskars. Den var ogsaa af det slaget, som omvankende kræmmerer brugte, og alt tyded paa fordums mord og forbrydelse, øvrigheden hidtil ikke hadde hat tæften af. Nu var lensmanden budsendt, men det kunde vist ikke nytte stort. – Og gjætergutterne var blet rent forstyrret ved sit fund, de var næsten ikke at faa til at følge krøtterne. Og budeierne syntes de saa skrømt baade natten og lyse dagen.

Under det manden fortalte, kom der ind en liden, tykfalden og hoftesvær kvinde med gulagtig hud og ramsvart haar og satte sig stille 173i en krog og hørte efter. Ingen agted paa hende, for det var bare Tull-Marte, som stelte for føraadskallen i gammelstuen. Folkene drøfted nyheden, og brugeren selv snakked om, at Almssæteren skulde være nedbrændt i hans barndom, og at kanske en morder hadde stukket varme paa for at dølge sporene af sin ugjerning. Faldt et drøit og blodigt ord under samtalen om drabet, gnistred det i kvindens brune taterøine, den fede krop vugged lystent, og hendes hvide tandgard gliste.

Folkene blev færdig med maden, og den fremmede drog sin kós, men hun blev sittende dér søvnig og fordrømt en god stund af middagshvilen. Saa fór hun op, skyndte sig travelt over tunet til gammelstuen, vagged fort gjennem kjøkkenet og aabned døren til bedstemorskammerset paa klem.

Hun titted ind i rummet, som var skymt, fordi en trøie var hængt for glaset mod solen, puffed saa haardt til døren og slog i en fæl, braakende skrassel.

Det rørte sig borte i sengen. – «Aa er det?» spurte det ærg. «Jeg vil ha fred til at hvile,» skjændte det, men røsten blev straks sagtmodigere: «Er det ilde med dig at naa, Marte?»

Hun skrasled og stod og skubbed akselen 174mod dørkarmen. «Vil du vide nyt, mand!» skreg hun. – «Her har været en fremmedfark og hat snodige nyheder i posen,» stønned hun mellem lattersmældene.

«Aa er det?» spurte det igjen utaalmodig, og en gubbe med langt, hvidt haar og skjæg reiste sig møisomt overende paa sengekanten.

«De har fundet skrinet med det rare i!» gotted hun sig barnagtig.

«Aa er det, spør jeg?» Gubben blev harm for alvor, og det hjalp og stagged hende; jenten var nok huggræd. – Hun stammed noget om, at gjætergutterne fra Almssæteren hadde fisket en lærskræppe med en hodeskolt i – –

Hastig og stilt tusled gubben paa hoselæsten over gulvet, stod skjælven foran hende, og som i blinde kramsed han efter hende med udspilte fingre. – «En skræppe?» – læsped han, og fingrene fik fat i jentens arm og knuged den.

«Ikke bli vond paa mig!» klynked hun og sled armen fri og veg baglængs ind i kjøkkenet. – «En kramkarsskræppe,» sa hun tryggere og skotted hen paa ham og ramsed op: «Og de har budsendt lensmanden, at den, som mordet gjorde, brændte Almssæteren og –»

175Kallen tusled nærmere, og skridt for skridt rykked hun unda, skræmt af øinene hans; de var vilde og brændende.

«De fakker ham sikkert – ikke vær sint paa mig» – bad hun. «Det er ikke farligt – han skal ikke slaa ihjel oss – de fakker ham sikkert» – sutred hun og stødte bagen mod en bænk og datt ned paa den. «Det er ikke farligt!» hvinte hun og værged for sig med hænderne. – «Thi øvrigheden bærer ikke sværdet forgjæves,» mindedes hun i forskrækkelsen en stump af præstelærdommen sin, og dermed løsned graaten. Hun tuded.

Kallen gled forbi hende ud i gangen og ud paa tunet. Dér tverstanste han. – «Trauen fære!» mumled han og filtred næverne ind i sine hvide haartjavser og blev staaende midt i solstegen, rundrygget og kroget i knæerne og skjælven, og over det ligblege ansigt la mangfoldige rynker et net af tynde skyggestreger.

Hulk i hulk klang Tull-Martes graat fra kjøkkenet.

Men det varte ikke længe, saa blev Gullik Hauksveen atter rolig, og det skede med et og uden ydre kamp. Et snart, lurende blik til siderne ga vished for, at han var alene – ingen hadde lagt mærke til ham – og han 176gik ind igjen og fik paa sig skoene, idet han brummed til Marte, at hun fik holde maade med den tudingen. Da han lidt efter var henne i nystuen for at høre af sønnekonen, hvad fremmedkaren egentlig hadde fortalt, kunde ikke hun ane det mindste paa ham; det er ikke let at skjelne, om et gammelt, gustent opsyn er endel blegere, end det pleier, og han var ikke nysgjerrigere end rimeligt kunde være, mens han talte med hende.

Siden drev han bortover jordet til smidjen. Det grodde gildt paa agrene, som hadde videt og bredt sig og trængt granskogen tilbage fra gaarden, og høavlingen kunde ikke ønskes likere, slig som saaterne topped sig tæt i tæt paa den bratlændte eng, der før hadde været uryddig sve. Dersom nu bare alt naadde velberget i hus uden at li skade af høstbløde og frost – –

Men ved smidjen snudde han, og hans gang blev raskere og bestemtere, som var han kommet ihu, at han hadde et eller andet at udrette. Han tog rake veien til laavebroen og opover den.

Inderst paa laaven hadde han gjemt noget i en spræk mellem taget og det øverste stokkelaget tilvenstre for gluggen. Han tøied sig 177paa tæerne og ledte efter det og maatte bruge magt for at trække det ud, saa fast var det kilet. – Det var et rustent jernstykke, et ødelagt bileblad.

Han blev staaende og veie det i haanden. – –

Det hadde forfulgt ham i aarevis, dette jernstykket, han hadde ikke kunnet bli kvit det. I smidjen skulde Lars gribe netop det blandt det øvrige skrammelet, da gutten blev saapas, at han vilde prøve kunsterne sine; han vilde ha gjort en dugelig øks af det. Men Gullik narred det fra ham og slængte det i en stenrøs bag stalden. Dér fandt en af smaajenterne bilebladet en vaar og blev svært unau, fordi faren ikke vilde la hende ha det til moroleke. – De forskjelligste steder hadde han stukket det hen, allestedsfra roded ungerne det frem – støt faldt det i veien for barnene, efterat de var blet voksne ogsaa. Det ligned til, at den tingen var forgjort. – Han burde ha baaret den langt væk og kastet den, men hadde aldrig hat fremfærd til det. Iforfjor hadde han puttet den ned i sprækken her – –

En svale skjød som en pil ind gluggen og forbi Gullik. Han skvatt til, rev sig i haaret og skotted mumlende efter fuglen, 178som hadde reder under taget, vendte sig derpaa og saa ud.

Luften var blikstille, og solfyldt tindrende var sommerhimlens hvælv over landet. Harsjøen laa blank under skoglierne og speilte Vardaasens spidse top, og mellem hang af løvtrær dured Kværnelven skumhvid og vandrig nedover mod bygden, hvor skogklædte bakkedrag og knauser skiltes af sletternes frodige agre og volder. I vest blaaned en fjern, langstrakt fjeldkam over et smalt, skinnende grønblaat glytt af fjorden.

Gullik tænkte videre. – – Det, han vandt i synd, ikke hadde han forødt det i skam. En tro husholder hadde han været med det og ofret det, han eied, paa sines bedste. De døde fra ham – moren først og kort efter konen – og ikke skulde nogen af dem ha et haardt ord at si til vorherre om ham. Og barnene hadde han sørget for og git skikkelig og retskaffen opfostring, saavidt hans evne rak; de trivdes og hadde det godt hver paa sin kant. Og den vesle arven, de skulde faa – – Gullik virred med hodet; han vilde ikke huske paa arv og rede penge.

Og trofast hadde han strævet og trælet paa den tungdrevne jorden sin; folk, som hadde set slidet hans, nænned ikke engang misunde 179ham, fordi han blev en selveiende mand og skrabte lidt velstand ihop, tidligere end venteligt kunde ha været.

Men for alt det – uret blev ikke til ret. Kanske hadde valdresen ogsaa hat baansunger at sørge for hjemme i stuen sin. – – Det grøssed i Gullik, og han lukked øinene, som det var blet hans vane, naar den tanken sved ham. – Omvankende kræmmerer var oftest ungkarer, trøsted han sig, og den trøsten var ogsaa blet en vane.

Og synden kunde ikke sones og udslettes ved alt det, han ensom og folkesky hadde lidt i disse aarene siden den natten paa Almssæteren. Han hadde ikke vaaget gi efter for sin trang til at skrifte for præsten og faa alterens sakramente; præsten kunde røbet ham for øvrigheden, og da vilde barnene hans blet morderunger. Mest for deres skyld hadde han negtet sig den lindringen.

Skulde alt – alt rippes op igjen nu? – Han filtred fingrene ind i haaret og lugged og lugged, traadte fra gluggen og kom til at se det gabende, mørke laavegulv lige ved siden af sig. Det svimled for ham – Rippes op igjen alt – alt, nu han var blet en gammel stakkar!

Viltert kvidrende skar svalen ud gjennem gluggen. Gullik kaved med armene, gjorde 180et lidet hop og styrted bagover. – Og det ga et dybt, rungende dunk nedefra det tomme laavegulv – – –

De hadde raad til at gjøre et pent gravøl i Hauksveen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gamle folk og andre fortællinger

Tryggve Andersen regnes som en av de beste novellistene i norsk litteraturhistorie. Samlingen Gamle folk og andre fortællinger inneholder seks noveller.

Samlingen ble første gang utgitt i 1904, men flere av novellene hadde vært trykt i Verdens Gang året før.

Les mer..

Om Tryggve Andersen

Tryggve Andersen etterlot seg ingen stor litterær produksjon, men det han skrev regnes i dag blant noe av det beste i norsk litteratur.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.