I.

23Kaptein Laurits H. Balkes bark «Comet» laa og drev uden styring den søndags formiddag nede i Kanalen. Fartøiet var paa reis fra Staterne med en ladning harpiks, hadde for tre døgn siden været indom Falmouth for ordre og derefter bautet og krydset i løi og kontrari vind, til blikstillen faldt paa inat.

Den blegblaa vaarhimmel hadde bare faa og lette fjærskyer, og luften var fyldt af sollys, der slog tilbage i brede, flammende blink fra den blakke havflades dovne dønning, som neppe magted mærkbart at vugge det tungt underlastede, sortmalede skrog med det høie, gammeldagse agterskib. Nordover fortoned Englands strandskrænter sig milevidt som en skarp, ubrudt stribe, graa med gulagtige smaaflækker, og i sydvest kunde blikket, naar det var sluppet ud af det værst blændende solglitter, 24klart følge, hvordan en mægtig linjedamper lidt efter lidt dukked under, mens røgen fra dens skorstene trægt blev liggende igjen og sværte synsranden. – Saa var der nogle seilere isigte; de hadde bevaret samme afstanden omtrent fra daggry af, og en drammensbrig, som var ræket klos forbi før frokost og hadde moret sig med at signalisere og be om at bli rapporteret, var ikke naadd længer, end at dens høie dækslast af splitved fremdeles kunde skimtes. Men forud flød en hel liden flaade af franske fiskere med brune seil, de nærmeste bare en kabellængde unda; de hadde maattet opgi at bringe fangsten i havn til helgen, og mandskaberne satte baader ud og fordrev tiden med at ro paa besøg til hinanden. Aaretagenes banken klang lydt over sjøen.

Maager i spredt flok krydsed nysgjerrig om kutterne, blev kjed af at speide efter de roendes færd, sanked sig tættere, svingte hen til briggen, braavendte hujende og tumlende, saa vingerne glimted snehvidt, og stevned lige mod barken, for stuerten hadde slængt en bøtte kjøkkenaffald overbord.

Bøtten klirred uvorrent mod kanten af rækken, som var stuerten ikke rigtig stø paa haanden, dér han stod paa den fastsurrede 25varespire og greb i fokkevantet og vagged underlig mygt i knæerne. Han var barhodet, sorthaaret, fed og trøieløs, men hadde ellers søndagspudsen paa, fin dyffels bukse og vest og ren blaaskjorte. Svedten trilled i digre perler fra panden langs den koparrede næse, og det trinde, glatragede fjæs blussed og smilte tomt, idet han blankøiet glante efter fuglene.

«Kom alle toppene mine! Klok, klok – klok!» lokked han paa kjælent kristianssandsk. «Klok, klok! Alle toppene mine!»

Maagerne hev sig paa vandet i strid om føden. – «Tju, tju – tju– u!» hærmed han og lusked ind i byssen. Seildugsskoenes plattingsaaler tasled bortover – – –

Dæksgutten og en jungmand spilte dam paa bakken, det gjaldt en plade amerikansk tobak, og de var ved det afgjørende punkt.

«Han er paa snurren idag, stuerten!» lo dæksgutten saa seiersvis, at han vaaged se op fra brættet.

«Jagu er’n,» gren jungmanden, som følte han skulde tabe og dystert rynked brynene. «Men dægerten høvle’n, fordærver’n kjødsuppa naa, vi fik fersk kaal i Falmouth! – Træk, Krestian, det er dit fløtt – –» Og de fortsatte dammen.

26Fok og storseil var opgit og mesanen tat. – Der var intet at gjøre ombord, og freden forstyrredes alene, naar skuden af og til rørte sig sagte, ved ræernes skrigende knirk. I ruffen sov frivagten – fire stykker – og deres snorken lød som vag, ujevn knurren ud af den aabne dør. – Seilmageren hadde skilt lag med kameraterne og mager og ulænkelig krøget sig ihop i den smale skygge fra vindmøllepumpen og læste salmebogen; han mimred ordene, nikked versetakten. Han var nemlig hellig, omvendt til methodist af sin kone, og angeren over et stygt syndefald med rangel og mulatpiger i sidste havn og hjemlængselen styrked inderligheden af hans tro. – Rorgjængeren dupped ved rattet, tygged skraa og spytted ustanselig for at holde sig vaagen.

Flaget hadde de glemt efter signaliseringen imorges, kanske med vilje, fordi det var helg, og det hang som en vaad klud under gaffelen.

Men førstestyrmand, en tør, knoklet, tredveaars fyr, sad grætten øverst i trappen til hyttetaget og røgte snadde. Han trak i sine hvidblonde barter, letted paa luen, gjesped og kjæmped med søvnigheden og var rødblisset over kindknokerne og blankøiet ligesom stuerten.

Hvad slags plager red skipperen? grubled 27han. – Straks gubben hadde læst den posten, mæglerklerken leverte i Falmouth, blev han rar – mildest talt rar, ja. – Og paa tvers af sine nøgterne vaner hadde han senere haandteret flasken umanérlig flot. – – – Skidt med finanserne hans formodentlig, ræsonnerte styrmanden; pengesorger kunde værke som pirk i en raadden tand, og fragterne var luset elendige. – Kjendte forresten ikke videre til omstændighederne hans, hadde ikke faret med ham tidligere end dette aaret, men han skulde, saes det, være største parthaver i skibet. – – Skulde engang ha været en rasebasse – en farlig rasebasse, mildest talt, ja. – – Igaarkvæld hadde styrmanden hjulpet til at lete frem sovedraaber i medicinkisten – de dugde tydeligvis ikke, rumstering i kahytten hele natten. Fordømt kram pleied apothekerskvipet være i Norge, yankeerne kunde brygge drivendes recepter, de. – – – Og skipperen hadde saknet selskab idag, grundet daarligt humør, og budt adskillige drammer. Det burde ikke skade voksne personer; men stuerten, den smisken, hadde vist kvartet en drøi slump paa kjøbet, da søndagsskjænken til folkene blev tappet – – –

Førstestyrmand likte ikke desligeste underfundigheder, dem han hadde megen begribelse 28af, fra de dage han som indkommanderet brugtes til oppasser i officersmessen. Han sad og røgte, sur og tørst og saar i halsen.

Rorgjængeren kvakk til og vaagned pludselig. Op kappen hadde stønnet et kvalt rop fra kahytten, og det var rygtedes blandt besætningen, at skipperen laa dér, syg eller fuld eller begge deler. Det ropet hadde været saa inmari vondt, at det næsten grøssed i ham, og han bøied sig og lytted. – – Skulde han varsku styrmanden? – Nei, det stønned ikke oftere; sagtens hadde det været ynk i søvne, og til utrængsmaal skulde én ikke rode i sagerne deres her agter. – Han lirked lempelig paa rattet, keg efter klokken inde i skylightet og blunded videre.

Paa sofaen nede i kahytten laa kaptein Balke.

Gjennem to ruder øverst i væggen ud imod halvdækket faldt lyset skraas over ham, skinte i det polerte bord med det oprullede sjøkart, tabelbogen og sekstanten, legte urolig paa de hvide vægge og gnistred i barometrets glas og dørvridernes messing, men kunde ikke trænge ordentlig ind i den skumle sidelugar, hvor køien var. Ved fodenden af sofaen fandtes et lidet hjørneskab, og dér stod kronometerkassen, en vandkaraffel og en geneverkrukke.

29Armene strakte sig stivt langs den svære, bringestærke krop, den hvilte saa rolig, som var den død. Tykt og mørkt, skjønt noget graasprængt, omrammed haar og skjæg det ligblege ansigt med de haarde, grovskaarne træk, den bratte, lave pande og ørnenæsen. Det eneste levende hos skikkelsen var den store mund, hvis blaalige underlæbe sugedes ind og brættedes bævrende ud for hvert af de uhørlige aandedrag.

Klart som den skjære virkelighed svæver et billede for Laurits Balkes sjæl. Han hader det, vil jage det væk og har slaass med det paa tredje døgnet, men han kan ikke bli kvitt det – kan ikke bli kvitt det! – – – – – – – –

Han vandrer en morgen opad en smaabys stilfærdige gade, og de mennesker, han møder, lader saa fremmede, ikke én hilser ham. Fordums venner smætter undselig tilside eller stanser og glor paa butikernes udstillinger for at knibe sig fra at snakke med ham. De kunde spare umagen, han ænser dem ikke.

Han kommer til et grønt stakit; bag det er en have og et pynteligt, enetages murhus med veranda. Ifjor var haven nyplantet, iaar er den vanstelt, plænerne ikke raget, bedene ikke spadet. Han river grinden op og snur fort rundt hjørnet til kjøkkendøren; ved jo 30der ingen er, han maa selv laase sig ind og har nøglen i lommen – – –

Støvede yderplagg og hatter paa gangvæggens knagger. – Muggen lugt. – – Tomt i stuerne. De synes saa store, de tomme stuer, uden møbler. Ikke et bord, ikke en stol. Kun de slamsede og skidne gardinerne er levnet og nogle blomsterpotter, i dem fortørkede kvister stritter –

Han har set det. Det er sandt. Og saa skynder han sig ud, laaser ikke for de tomme stuer. Og vandrer atter gjennem gaden. Men da titter og tisker og kniser det fra portrum og vinduer, skadefro hvisler medlidenheden: Dér gaar kapteinen, konen rømte fra – den franske konen, den fine konen! Ikke bra nok kvindfolk til ham i hans egen by, forstaar sig!

Haa, kunde han fakke dem og mase dem, tiskerne, kniserne, hvislerne! – – – –

Han vrir armene, knytter næverne og dunker dem mod skolten, og af pibende hæs ynk sprænger et kort, kvalt rop sig frem – lig det, som skræmte rorgjængeren.

Saa skifter synet i spillende hast: Elegante, folderige gardiner – frodige planter i blomsterpotterne – dyre møbler i de koselige stuer. – Selv breder han sig midt i al lunheden og 31drikker kaffe ved divanbordet. Da streifer en blød barm hans skulder, og det sutrer sødt i hans øre: «Ikke reis, du mand min – snille bjørn min! Penge nok, sælge «Comet» – ikke reis!»

Lindt tar han om hendes slanke midje, sætter hende paa fanget og dægger og trøster og forklarer. Rask vilde pengene ryke, slutted skipperen at fare, og en kone som hun trængte mynt for at trives.

Og han trøster, og hun kysser og ler, fordi hans skjæg kribler – – – – –

Han reiste, da lykken derhjemme hadde varet godt et halvt aar. Forleden uge blev det fjorten maaneder fra afseilingen.

Det var i Antwerpen, han traf hende. Dengang var hun enke efter en falleret skrædder, og altsaa ikke forvænt af skjæbnen. Dog var hun ikke villig, med det samme den velstaaende, norske skipper fridde. Hans tilbud var muligens for stormende – deres bekjendskab var blot timer gammelt – og desuden hadde han ildnet sit mod paa et værtshus. Men enten det nu var hende eller sit nederlag, han ikke aarked glemme, inden fjerdingaaret var omme, stak han ens ærend over fra London for at fri paany, og saa slog hun til, efterat han hadde feiet væk endel betænkeligheder 32og antat endel betingelser, hvoraf den vigtigste var det løfte at han fremtidig skulde fornægte bægrets glæder. Erfaringerne fra hendes ægteskab var saa sørgelige, tilstod hun grædende.

Han var en tur i Norge og kjøbte hus, mens formaliteterne ordnedes; saa blev de viet i Antwerpens skandinaviske kirke, og han førte bruden hjem og undte gamle «Comet» ro til at bli doksat og reparerte.

Men penge hadde hus og indbo kostet, penge kosted skudens reparation, og kronerne dryssed saa morsomt mellem fruens fingre. Afsted maatte han og perse fortjeneste af fattigslige fragter, og han vilde heller ikke bie, til det sved for slemt i pungen; thi den, som hadde giftet sig, burde huske ansvaret. Og afsted drog han.

Gamle «Comet» haltes forynget fra værftet, besigtigedes og erklæres endnu for stjerneskib at være. Og stolt hadde den aldrende, ekebygde skjønhed taalt den langfartstørn, han la ivei paa, seilet rummelig klar af underskud og tab, og endelig var det lykkedes at skaffe skuden akceptabel returfragt til Europa. Seiladsen over Atlanteren blev kvik, men kunde rimeligvis været forsigtigere.

Paa Falmouths red leverte mæglerklerken 33skipperen et brev fra den sagfører, som greied med affærerne hans hjemme. Det fortalte, at fruen hadde realiseret indboet, disponeret over den sum, der stod til hendes raadighed i banken, og var forsvundet. Til en begyndelse hed det, hun ikke kunde like smaabyen, og at Balke hadde samtykket i at flytte til Belgien. Men sagføreren, som var holdt udenfor hendes transaktioner, hadde fattet mistanke, da han forgjæves vented instruks angaaende huset, og spurte bent ud, om hun var rømt, samt hvilke forføininger for det tilfælde ønskedes. En efterskrift oplyste, at man i julen hadde sladret meget om hende og en fransk vinagent.

Det brev læste kapteinen, sad taus og svimmel nogle minuter, tømte derpaa en drabelig genever, sendte klerken fraborde uden svar, og selv var han ikke i land. Men skuden blev forsynet med en smule frisk proviant og letted anker; den skulde til Hamburg.

Hun hadde brudt deres pagt, og han var løst fra løftet om afholdenhed, det han saa længe trofast hadde vogtet. Kanhænde trodsed han minder, mer end han vandt glemsel, naar han i de følgende døgn laa i kahytten og drak, uden søvn og uden rast. Forøvrigt levde der frasagn i mangen havn om Laurits Balkes vilde sviretogter, og hans ændrede 34væsen paa denne reisen hadde været en kilde til svare forundring for gamle kjendinger. – I hans ensomme fortvilelse hidsed tanken paa hevn ham ikke et øieblik. Forbi var forbi og kunde ikke bødes, det rokked han ikke ved; sorgen og skammen, som naged, fik han søpe efter evne. Alligevel, hadde hustruen og vinagenten været ham nær, hadde han kunnet lægge hænderne paa deres legemer, skulde dumpt, skjult had sikkert fanget glød, og i mord vilde han søgt lindring for sine lidelser.

Træt var han, frygtelig træt. «Sove – sove,» mumled han indvortes og narred sig med den tro, at han blunded, idet han kaldte for drømme de billeder og syner, der gjøgled og veksled, gjøgled og veksled. Stedse malte de hjemmets hygge i livsrige farver og tirred frem et uslukkeligt savn af konen og hendes ømhed, skjønt de naadeløst skjærped bevidstheden om det vederstyggelige i hendes forræderi mod ham og det hus, hun hadde skjændet og plyndret.

Huf, dette blev for sviende fælt! – – –

Stivt og lemstert løfted han fødderne og lod dem deise ned paa gulvet, satte sig overende og støtted albuerne paa bordet, og ør saa han op i taget. – – De helvedes sovedraaberne, han klussed mindst tre, fire portioner tillivs af inat, gagned fan ikke søvnen! 35De ga bare lei tyngsel i hodet og harsk smag i halsen.

Han bytted sæde paa sofaen for at lange ud efter geneverkrukken og et ølglas, som var stukket fast bag kronometerkassen, og hældte i en støit.

Aa, det strammed! pustet han.

Stølt kom han paa benene, stak tommelfingrene i ærmegabene og stavred omkring til den anden side af bordet. Og stanse skrævende.

Mellem sofaen og speilet hang et kabinetsfotografi. Det var af hende, og han stirred forpint paa det en stund. Dybt i brystet grov sorgen med klamme klør, og han hutred frysende.

Dette var for fælt, han blev gal af det! – Rasende snapped han rammen, saa stiften skvatt af væggen, og svinged billedet, som vilde han knuse det. Men vreden lammedes, før haanden vandt kaste, og han gik til skabet, huked sig ned og pakked varsomt et ark skrivpapir om fotografiet og gjemte det i en skuffe.

Han retted ryggen og trak veiret hikstende. Hjertet klapped rislende rapt, og en hed strøm skjød gjennem hans lemmer. – At menneske kunde synde som hun! Og han holdt, gud hjælpe ham, af hende endda!

36Han seg magtstjaalen ned paa en stol og trykked hænderne for ansigtet. Hulkninger rykked i skuldrene og sled i struben, taarer randt over kinderne og fugted det buskede skjæg.

Sidst Laurits Hansen Balke graat, var han en stakkars gutunge, som blev svimedængt af et raaskind af en far, en gjerrig og forfyldt jægteskipper, som hadde seigpint mor hans ihjel og sparked sit eneste barn ud i verden, saasnart krypen kunde hyres paa et fartøi. Og ikke hadde den lille formuen, gnieren døde fra, været æslet til arv; men dens skyld var det imidlertid, at sønnen forholdsvis hurtig fik bugt med tilværelsens enkleste vanskeligheder og blev herre paa sit eget dæk. Siden hadde han seilet og slidt og ødslet og snydt og festet blandt muntre fæller og var blet den, som agtedes for en streng og dygtig mand paa sjøen, men iland var en godslig sviregast, om hvem der levde frasagn i mangen havn.

Han var støt oplagt paa moro og smittende glad og snil under den overstadigste vildskab; én maatte le, naar hans latter drønned, og de fleste af dem, han lurte paa gjængs skippervis, tilga ham gjerne. Og i godt lag hadde han kunnet synge slig, at de daarligste piger blev oprigtig forelsket og de mugneste sind 37grebes af lyst til at stemme i. – Men sviren var stoppet og sangen forstummet ved giftermaalet.

Og nu var det saa ilde med Laurits Hansen Balke, at han femti aar gammel sad halvfuld og graat.

– – – – – – – –

Otte glas ringte det agter, otte glas svarte det forut. Stuerten tøfled om i skafferiet og klirred forskrækkelig med tallerkener og kniver og gafler. Det lakked til middagsmad.

Kapteinen sukked krampagtig og snøftende og fatted sig. Det var ikke værdt, nogen mærked – –, fløi det i ham, og han rysted matheden af og mønstred sit udseende i speilet. – Snippen og kraven hadde siddet paa fra Falmouth, han flæred stivetøiet af og hev det bort i køien, kylte jakken efter og gik til lugaren og vasked sig og fjælged sit ydre.

He-hm! harked han brummende. Her var ækkelt og kvalmt. – Op med døren til gangen!

Der stod aabent helt fra kappen til stordækket, og en sval luftning vifted ud osen af spiritus. Han tog rolig plads paa sofaen og trak sjøkartet nærmere.

«Jeg har tat solen,» sa styrmanden nølende 38fra gangen. De hadde somlet med observationerne disse døgnene, men brugte jo mest peilinger i dette farvandet.

Det var bra, saa kunde de gjøre op bestikket, svarte det stutt fra sofaen.

Naa, gubben hadde det likere, smilte styrmanden fornøiet og var ikke sen til at hente kladdebogen. Og de smaapratet og beregned og afsatte kursen.

«Værsgod skaffe!» meldte stuerten.

II.

Efter middagen var det andenstyrmand, som sad øverst i trappen til hyttetaget og røgte snadde. Han var ogsaa rødblisset og blankøiet, men rundlet og tykfalden og smørblid og blunked lystig mod solen.

Stemningen ved bordet var blet over forventning. Naturligvis hadde de ikke nævnt kapteinens sygdom med en stavelse. Han forsøgte at være som vanlig, kared i kaalen, slugte en mundfuld, talte om aspekterne og haabed paa kvældsbris – barometret var sunket – slugte en mundfuld til og tidde. Dette hadde ikke tegnet godt, men da andenstyrmand skar for oksestegen, fik skipperen 39det indfald at hole en flaske akkevit – garanteret linjeakkevit, spøgte han, den det vilde være liden mening i at fragte korket tilbage. Styrmændene lo beskedent og var enige, og drammen frisked appetiten. Endog rosinpuddingen gled ned; rigtignok maatte den nagles fast i maven med dobbelt sup.

Saa hadde de passiaret paa halvdækket, kikret paa kysten og gisset, hvor skuden var, mens stuerten spiste efter alene og frimodig omgikkes flasken og skaalte med mesanmasten.

Førstestyrmand skulde tilkøis. Da begynte skipperen aandsfraværende og sturen at rusle om paa hyttetaget og svarte ikke paa tiltale mer.

«Jeg vil ta mig en lur,» sa han saa langsomt, at ordene datt fra hverandre, og skutted sig, men blev ved at skridte rundt. – «Jeg vil sove,» sa han heftig. «Dævelen annamme!» svor han og tramped. «Jeg prøver de helvedes sovedraaberne engang til!» fnyste han, og ned kappen fór han og smældte døren – – – –

«En gild kar, Laurits Balke,» tænkte andenstyrmand, han kakked ud af piben sin og affyrte pligtmæssig en giftig ed mod dem, som hadde voldt hans skipper fortræd og gjort ham tullerusk i kalotten.

Han klødde tungen med fortænderne: 40Denne amerikanske tobakken brændte, i Hamburg var den gudskelov baade billigere og bedre –

Døsig hvilte havet i solstegen; det glitred over sjø, det flammed hvidt fra doven dønning, og himmelens faa, spæde fjærskyer var uden forandring fra imorges. Seilerne hadde næsten ikke flyttet sig, fiskekutterne flød som før, og maagerne svømmed mætte og tause omkring skuden. – Der grodde op røg i syd, og en damper blev synlig, og det var en travel rutebaad, som passerte, idet larm af dens maskine sitred gjennem luftens rugende fred, og saa forsvandt den indunder land.

Men i vest laa en voksende taagebanke, som var for tung blot til varmedis at være.

Et trækspils toner skratted forud. Stuerten slentred fra byssen og satte sig paa varespiren og spilte en vals. Fra ruffen tripped trallende en af gutterne, i bukse og skjorte, og dansed barbent og sprættende. – «Ok, kor tidig!» hven han, og flere kom efter og vilde ha løier.

Tømmermandsgubben stak hodet ud af værkstedet; hvor han hadde slanget sig, og skjændte, fordi de forstyrred ham. – «Hold kjæft!» gneldred stuerten kjæphøi, klemte paa med musiken og sang:

41«Jeg var buden paa et bal
paa Mathisens dansesal.
        Oho! tralalala– lalala –»

Gubben gren og bandte, stuerten legte ærtende lækkert med trækspillet, gutterne skrasled, og gamlingen opga det.

«Jagu er’n da en survetosk!» gotted andenstyrmand sig, dér han sad. Den barbente hopped og sprang og sparked. – – «Den bergenseren, den bergenserapekatten!» smilte han lât overbærende.

«Men jeg kunde vist ikke gaa,
for jeg hadde ingen klæer paa.

Særken den var loppete,
stakken den var stoppete,»

klaged sangeren, og trækspillet jamred bedrøvelig, til de pludselig, ellevilde begge to, jubled og skratted:

«Men alligevel jeg kom paa bal,
for jeg hadde jo mit røde sjal!
        Oho! Tralalala – –»

Den dansendes bare ben klasked i dækket, han spratt ret op og dumped paa enden. «Æ-bæh!» bræked han gjennem skraldende latter.

«Hysh da!» formante andenstyrmand morsk; skipperen skulde sove, husked han.

42«Hysh da! – Aa er det for spetakel! – Skal du ikke koge kaffe, stuert far?»

Latteren skræmtes ned til forsigtig flir, og trækspillet kvinked spotsk i diskanten og slutted. – «Well, well, sir!» Stuerten bukket allerærbødigst og jumped vrikkende som en negerbajads ind i byssen. Gutterne skiltes trevent, og fliren spruted op igjen, knægg i knægg, bagom ruffen; bergenseren hadde nok purret seilmageren og laged komedie. – Men dæksgutten og jungmanden vyrded ikke fjas, de la dambrættet paa storlugen og pusled alvorlig med brikkerne: det gjaldt en ny plade tobak, den femte for idag.

Skulde det bli noget af kvældsbrisen? – Den kunde være et vindsnær, den fjerne skyggen, som bugted sig over havet nærmere kysten – den ligned det. Men kanske skyldtes den kun tidevandets gaaringer i den blanke sjø. Fløien paa mesanmasten dingled mistrøstig slap og varsled ingenting, og den taagebanken i vest var ikke at lite paa.

Andenstyrmand var ung, og hans længsler drog paa togt fra den kjedsommelige blikstillen. Til Hamburg og en gemytlig kneipe i St. Pauli, dér øllet var kvægende og jomfruen kippen og net. – – Hjem. Han undredes, om Marie virkelig hadde sagt op hos konsulen i Fredriksstad og tat tjeneste i Kristiania, den svinebyen 43for skikkelige jenter. – – Han hadde skrevet, og hun hadde skrevet, men ikke til Falmouth. – Pene ringer, ægte fjorten karats, kunde én vist faa for tyve kroner stykket – –

Den, som hadde raad til at kjøpe en skarve trehundretons brig! En kunde magelig leve af den – i splitvedfarten altsaa – – – –

Kaffen blev færdig. Men kapteinen, som igjen hadde lagt sig paa sin sofa, gad ikke staa op og vilde ikke ha, og det gjorde dem i skafferiet saa lavmælte, at de tydelig mærked klokkens klingende tikken under skylightet, mens de snakked. – Styrmændene gjønte og krangled hviskende med stuerten, fordi der var raarand i julekagen, og det lykkedes at egle ham op i fornøieligt sinne, eftersom han var dimmen paa vettet og bagning hans stolthed.

Det var det satans kaldbrændte hvedemelet! forsvarte han sig, savlende af stagget iver, for det faldt ham trangt at bruge kjæften, naar han skulde hviske. – Det blev klister og klumper og ikke real deig og vilde ikke æse, om han øste bagepulver i det.

Han skulde ha git det en skvæt brændevin, smilte én fult.

Aa fan! hvæste han og fatted, de hadde ham til nar. De kunde passe brændevinet sit eget og selv bage af det grisemelet! – Og 44fornærmet trev han julekagen af fadet midt for næsen af dem, gjemte den omhyggelig i det halvmørke penteri, slængte frem et almindeligt brød istedet og dilted forud.

Førstestyrmand gabte overrasket. – «Hvad for noget?» sa han vægtig og skotted kvast; han syntes det mankerte grovt paa respekten, men den stuerten hadde fri spas, var mildest talt bortskjæmt og udressert, ja –

Andenstyrmand kluklo og rodet i penteriet. Han vilde absolut ha en jafs til af kagen, likte den igrunden. Søt raarand generte ikke, det var forskjel med tarvelig stump. – «I pokkers skind! Aa putted han a hen?» grynted han og roded – –

«Aa er det?» satte han i. – Det hadde prajet og svaret fra dæk, og en baad skured sagtelig mod skibssiden. Og det var hans vagt.

Han kantred en thekedel, traakked i en skramlende bismer, rendte ud af penteriet og bardus paa bergenseren, som traadte ind med luen i haanden: «Her arrenverer visitter, størmand. – Skal vi sleppe dem over rækken?»

De skjønte straks, det var de franske fiskerne, som la til, for de hadde egentlig været ventendes al dagen, og tømmermandsgubben hadde spaadd deres besøg. Men styrmændene 45vidste ikke sikkert, om skipperen vilde ha det bryet, og heller ikke, om de burde uro ham, og mens de drøfted sagen, glemte de i farten at være lavmælte.

«La dem bare slippe ombord, krokene!» ropte det grødet fra kahytten. «De har altids fisk at sælge os – –.» Og bergenseren fik ordre til at lange dem en taugende.

Det knaged i sofaen, og Laurits Balke kom ruggende og gjesped, saa kjakerne kunde gaa af led. Det blege ansigt var blet graagustent, han hadde grønsvarte ringer under de blodsprængte øine, hans bevægelser sendrægtig famlende, og et gufs af raa uhygge fulgte ham og gjorde det tyst i rummet. Klokken tikked klingende oppe under skylightet.

«De helvedes sovedraaberne. – Ikke gagn i dem. – Tvi, for en usmag!» spytted han. «Har Dere en lunken taar paa kanden, Iversen?» spurte han andenstyrmand og blev forsynt, men takked ikke og vraged baade sukkeret og den seige, kondenserte melken, skylled ned koppen i én slurk.

Han skubbed en taburet unda bordet, satte sig andpusten og ludende og murred og mumled i skjægget. Og han var blet alene i skafferiet, da han lidt efter hæved hodet 46og saa sløvt ud paa stordækket, dér eftermiddagens rigt gyldne sol raaded.

Fiskerne var entret op røstet. Paa luv række sad en syv, otte uvaskede, veirbidte og brunladne karer og sludred paa bedste maade med gutterne, uden at parterne forstod hinanden synderlig. Alle var de ens klædt, i sjøstøvler, vide bukser og blaa lærredstrøier, og det glimred i ørenringene deres under sydvestens bræm, naar de rapt nikked og gestikulerte. En af dem – trolig kunde det være kutterens fører, han var den mindst skidne – vinked paa stuerten, slæbte en vidjekurv til lugen og hvælved ud en dynge rød knurr og spjættende flyndre.

«Merci, merci! Jab – jab – François!» gliste stuerten og napped ham i ærmet. «Follow avec moi, mossjø!» – Og det var tegnet til, at kar for kar plumped af rækken og med stuerten og føreren i spidsen seg ind i skafferiet.

De bad om salt kjød for fisken sin, forklarte stuerten. Den kunde vel forslaa til et par maal –

«Naa, du kan finde et ordentligt stykke til dem, da,» sa kapteinen, hvis blik livned. Han hilste kort og pegte paa en bænk. – «De kan trænge kjødmad, de skranglete 47skrottene,» smaalo han ligesælt. Det var hans skik at være hjælpsom og snil mod fiskere, dem han fra sin barndom hadde tilovers for.

Føreren bukked og skrabed høflig, pjutred rivende fort og rysted en slunken seildugspose, en af folkene rakte ham.

Det ga et sæt i Laurits Balke som af braa smerte, han glipped med øienlaagene og hugg næven i bordet: De talte fransk, disse – –! Men i det samme tvang han sig, pressed hagen mod brystet og myste kun uvillig hen paa raden af sjøstøvler. – «Ja, de vil ha haardt brød ogsaa,» sa han mut. «Fyld posen deres.»

De kunde ikke for sproget, vorherre hadde skabt dem med, og de skulde ikke lide for det kvindfolket. – – – «Hei, stuert! Hent hid geneveren!» buldred han. «Nei – ikke den. Tap heller en flaske af den simple konjaksdunken!» Og han dured afgaarde paa fransk, saa sætningerne svirred – han hadde sandelig hat anledning til grundig øvelse, haante det i ham. Skulde ikke han kunne parlére?

Fiskerne forsmaadde ikke den simple konjakken, de slog sig ned paa bænker og taburetter, føreren paa bordkanten, og de pjutred og pludred, blev hede og ivrige og oste af sjøvaade klær og størknet fiskeslo. Flasken tømtes 48af de graadige halse og blev erstattet af geneverkrukken, og de fryded sig og lo, drak paa kjærringer, unger og kjæresters sundhed og lovde at hilse dem. Alt imens blev deres tiggeri freidigere og freidigere, og sjelden var der nei i kapteinens mund. Aldrig hadde de høstet saa storartet betaling for en kurv fisk. – Salt kjød var der i vidjekurven, haardt brød i posen, fyrstikker, kaffe, petroleum, gryn og tobak blev ikke negtet dem, og to gamle hatter, en fillet oljefrak og et par skakslidte sko snuste de op i krogene.

«Kjør i dem!» skreg han. De rakkerne, tiggerpakket, de franske tjuefanterne!

Vildskaben, Laurits Balke hadde tæmmet saa længe, var brudt løs, og en hvirvel af had og selvforagt tumled hans tanker og forestillinger og dulmed vaande og døved sorg. – Kvindfolket, det liderlige kvindfolket – tøiten, som hadde flaadd ham! egged han sig og pisked paa sit mod, saa ofte levenet trued med at sagtne.

«Skaal, styrmand! – Skaal Iversen!» kaldte han imellem.

«Skjænk gutterne en dram!» kommanderte han. «De skal ikke misunde fremmedene vores –»

Stuerten tøfled lydig rundt og skjænkte, 49og de, som vilde ha, skjænkte han gladelig en ekstraknært. Og han dulted til bergenseren og savled, at bag kisten sin hadde han en preserveboks med mindst en pot i nu; en pæl hadde han kvartet fra konjakskaggen og en pæl fra geneverdunken for hver tapning idag – drikkendes blev det, om én blanded stoffet. Bergenseren hvisked det til tømmermandsgubben, som fik det med at gaa indtilbens og gni sig paa maven, og dæksgutten rensked fisk og blistred kvidrende, for han gjætted hemmeligheden. Men seilmageren krøb tilkøis og læste testamentet for at undfly fristelsen; thi han hadde forsvoret kong Alkohol, og desuden var de øvrige saa altfor slemme til at ta guds navn forfængelig, endda det var søndag.

Banken i vest hadde vokset høiere og høiere, men den var ikke tung nok til at taale sin vækst, den tyndedes og glisned, og omsider kløvned langstrakte skyer fra og steg sølvglinsende tilmødes med solen. Den bugtede skyggen, som hadde ligget under kysten, aad sig udover og blev dunklere blaa; de brede flammeblink fra den dovne dønning brast i funklende splinter, sjøen krusedes og rukledes. Og inden nogen paa «Comet» hadde sanset skiftet, skjævred det raslende i bramseilene, 50flagget vifted under gaffelen, og et hæng af nordvest forjætted, at kvældsbrisen skulde bli god bør.

Der blev styr og sjau ombord og ilsomt opbrud i skafferiet. Kapteinens glas agte af bordpladen og knustes, han selv var i ét nu paa hyttetaget, dér hans ordrer runged. Men fiskerne samled grisk det, de hadde tusket og tigget ihop, ruste over rækken, krabbed ned røstet i baaden sin og kasted los, og først da deres klomsede farkost duved i kjølvandet fra barken, som svaied til for den nye kurs og skjød fart for skværede seil, hadde de stunder til at kakle og gale sit taknemlige farvel efter den, og den hilste med flagget og strøg det.

Kapteinen hadde ledet manøvrerne saa greit og sindig, at ingen skulde tænkt, han netop hadde været mester for et svirendes lag. Han forlod ikke dækket, før de skulde spise til aften, og rusled om godslig og myndig; kun opdaged han tiere, end han pleied, hist og her lidt at rette paa – en ende, som burde kveiles, eller en bras, som burde hales tottere – og i undertiden snakked han med sig selv, saa rorgjængeren og andenstyrmand studsed. «Det bær hjemover,» brumled han. «Det bær hjemover –.» Og saa kremted han, 51fordi han hørte sine egne ord, suged paa underlæben og tog til at nynne.

«Kan De den pene melodien, Iversen?» spaste han og smilte besynderlig saart. «Aanei, den er for folk med kone og hus og kostbart indbo. – En sjømand skulde ikke gifte sig, Iversen, for saa længter han. La være med det, De! – Dyrt er det ogsaa.»

«Sail home as straight as an arrow,
my yacht, shoot along on the crest of the sea,»

nynned han, til mælet blev haardt og rustent, og tonen knækked. Og han stod stille og stirred fortabt paa solnedgangen, hvis glæd saavidt magted at ætse sig gjennem taagebanken i vest. Men de høitsvævende, langstrakte skyer hadde faat luende glans af rødgylden ild, og under dem jog krappe, hoppende smaabølger frem i blodigt skjær.

«Han friskner til natten,» mente skipperen. «Vi kan belave os paa at ta bramseilene –.»

Og de rødgyldne skyer slukned en for en, kun nede i bankens sprængte lag blev branden ved at ulme, og skjæret over bølgerne blev blegere, og saa graaned sjøen. Skumringen var rede. Pludselig tændtes et fyr inde paa kysten; som en stor og hvid stjerne straalte det i den mørke landstribe.

52Laurits Balke sa dets navn og pegte.

«– – Naa, hvad er det, stuert? – Skaffe, sier han, Iversen! – Vel, vel!»

Stuerten hadde git melding nede fra kappen, han vilde ikke gjerne vaage sig nærmere nu.

– – – – – –

Det var tusmørkt, og lampelyset fra skafferiets dør faldt henad stordækket og paa folkene, som arbeided ved pumpen.

Høh! Denne pumpen var jammerlig traa og seig, syted de ofte. Men i kvæld hadde de mod paa sjauen, fire spræke karer la sig af al kraft paa hver sveiv, svinghjulene løb fortere og fortere, stemplet klapred og slog som besat, og endda det fossed af spygattene, vasked og skylled vandet fra række til række, saa stuerten maatte trine som en kat i en søledam for ikke at bli dyvaad paa tøflerne, dér han balancerte forud til byssen med et melfad.

De var gælne, gutterne – de regjerte vel sund hele maskinen! gren førstestyrmand; han kunde ikke godt skjænde, saasom Iversen, den gapen, var med paa unoterne. – «Ta det med ro, ta det med ro!» messed han, da de slap sveiverne, pæste og pusted, tørket svetten og lo. Selv pumpetørnen var nok blet løier for dem, skulde en mene.

«Hehehe!» knægged det bag ham. «Dere 53klemmer villig paa, gutter. Vi kan skjønne, det bær hjemover –»

Styrmanden veg længer ned i trappen og rømmed øverste trinnet for skipperen, som vilde vide, om de ikke kunde en opsang. I hans ungdom sang de støt ved pumpingen.

Jovist kunde de, prated de sig imellem. – «Hi, ho, holle madam!» prøvde bergenseren; de greb sveiverne paany, og skjønt opsangen bare blev til gnaal i utakt, svarved de ufortrødent hjulene, til pumpen ikke hadde andet end skum at gi fra sig, og styrmanden varskudde: «Det er godt! – Læns skib!»

De slutted, men sjauen hadde slet ikke kværket veiret af dem, og de krangled hissig, om hvem der hadde ødelagt takten. «Det var pinedød ikje meg!» svor bergenseren. De var nogen naut; han hadde ført præcist an –

«Jeg kan den visen, Dem spurte efter ista, kaptein,» bresked den mand sig, som sidst var blet afløst fra roret.

«Kan du den, Jens. – La os faa høre den, da,» opfordred skipperen lunt. «Og gjør kor paa den, dere andre!»

Manden stemte snøvlende i, og han greidde et vers nogenlunde, koret derimod blev floket og haltende.

«Den gik fælt daarlig,» lød det tilgjort 54vrantent fra trappen. Nei, naa skulde han ta næste vers, saa fik de berge atpaadanglet bedre. – – Det humred forbauset i flokken, og styrmanden fniste forlegen paa skipperens vegne: Han maatte mildest talt være alkefuld alligevel for at ajere saa gemenslig med mandskapet. Dette vilde røine paa respekten.

Men Laurits Balke spændte bringen ud og reiste hodet. Mens synet flakked bortover mørknende hav og søgte følgeskab med skyernes flugt mod øst, sang han, og klangen i hans dybe, stærke røst tog dem allesammen:

«Sail home to love and caresses,
when Maggie, my darling, is there at my side!
Sail home to blue eyes and gold tresses,
the fairest of all is my own little bride!
Sail home to part from thee never,
always together lifes voyage shall be,
sail home to love thee for ever,
I’ll spread out my white wings and sail home to thee!
Heigh ho, how we go! How the winds blow!»

Og fyldigt og malmfuldt svulmed omkvædet, ikke én af gutterne svigted, og styrmanden var med uden at ane det:

«White wings they never grow weary,
they carry me cherrily over the sea.
Night comes, I long for my deary,
I’ll spread out my white wings and sail home to thee!»

55Det blev trykkende taust, og alle kjendte, at kvælden var blet kjølig og luften vaad. Saa harked styrmanden, ripte i en fyrstik og smatted paa snadden sin. «Mon det skal bli regn?» undrede han.

«Net saa en forestilling!» kvækked bergenseren, og det vakte flir, som knisled ræd for tugtelse.

Men Laurits Balke stod skoggerleende op og gik sin vei. Hans latter hauked over hyttetaget, drønned fra kappen, og stansed tvært, idet han kasted sig paa køien i lugaren. Og endelig var søvnen hos ham, pludselig var han i dens vold, og den knuged ham modstandsløst til leiet, endda den kom med det gamle, ubarmhjertige gjøgl af farveprunkende drømme og med leg af kildrende lyd. – – Det skvulped saa hyggelig mod kammersvæggen, som kjælen kvindes pludren i koselig skumring – nei, heller som stjaalen kjærligheds lønlige jubel en lummerhed nat – – – –

Bister traved styrmanden paa halvdækket. Var kapteinen spika forrykt, det grunded han paa. Respekten vilde ryke fan i vold efter disse ablegøierne – tryggest at mønstre af i Hamburg. – – Og gid de var skikkelig ude af dette bansatte farvandet! For saan en braate fartøier, de hadde at styre klar af inat. – – «Grøn lanterne 56til luvart!» hujed udkiken. «Rød lanterne paa læ baug!» – «Blank lanterne forud!»

Ikke fred et minut. Som en smed maatte han passe paa og gi ordrer til rorgjængeren – –

Vagtens timer gled, og det blev svart nat under lav, urosvanger himmel, og brisen øged til kuling. Det suste og bruste og det prasled for baugen, unda den hvide skumskavler vælted med blaalige hastige skimt af morild. – Og styrmanden mærked ikke, at skikkelse efter skikkelse smatt fra ruffen og listed til byssen, tusled dér en stund og krøb ud igjen. Men ved elvetiden var stuertens preserveboks tom, og da tilbød seilmageren, som hadde hat sin tur ved roret, at beholde det lidt længer, for Kristian hadde vondt i magen, sa han.

Som han vilde. – «Logge!» ropte styrmanden. Det var nødvendigt, det ogsaa, og det var just som en minking i mængden af lanterner. – To mand stiltred paa taa over hyttetaget for ikke at vække skipperen, lidt ustø i gangen. Den ene tog linerullen, den anden blev klar med sandglasset; men styrmanden saa vist paa dem, før han hev loggeflyndren fra hækken.

«Tørn!» – Sandglasset vendtes, og linen rendte fra rullen.

57Herregud! bad seilmageren. Nu var Kristian alene udkik paa bakken, og han var mærrablind af fyld. – Lanterner dansed for hans skræmte blik, de hvide, straalende fyr langs den engelske kyst flimred, og henne paa den franske siden flared tre elektriske blus skiftevis som skrig af angstfuldt lys opad den tætsorte himmel.

Linen haltes ind. «Ni og – ni og en kvart,» sa styrmanden – – –

De slængtes i dæk, det braged og det knaged, knustes og brast, og rædsel hylte. Rig ramled og skrog revned. – Rædselshylet løste sig op til lange, vilde rop, der ljomed i natten og forstummed.

– – – – – – – –

Tidlig paa morgenen anløb en emigrantdamper nærmeste havn for at reparere efter kollision med et ukjendt fartøi.

Om Gamle folk og andre fortællinger

Tryggve Andersen regnes som en av de beste novellistene i norsk litteraturhistorie. Samlingen Gamle folk og andre fortællinger inneholder seks noveller.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1904 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook