Gamle folk og andre fortællinger

av Tryggve Andersen

NATTEVAGTEN


I.

183Det kuppelløse gasblus høit oppe paa vagtstuens væg brændte med sagte syngende surren i nattestilheden, og lyset faldt skarpt udover en kvinde i blaatøiskjole, som sad ved bordet og strikked. Hendes rødblonde haar var strøget glinsende glat tilbage fra panden og viklet ihop til en liden, haard knude i nakken, og dette lod det langagtige ansigt med den rette næse og kraftige hage synes endnu mere kantet og magert, end det virkelig var; kindernes bleghed dulgtes ikke synderlig af de talrige fregner, sommeren hadde fremkaldt, slig den stadig pleied, skjønt hun just ikke var videre udsat for solstegen. For i det sidste halvandet aar hadde hun hat post som nattevagt her ved hospitalets nerveafdeling, og det vilde si, at de fire ugerne i et træk, hun uafbrudt forretted tjeneste, sov hun fra 184dagen og solen, og den femte ugen, hun skulde ha fri, sov hun helst døgnet rundt – under aaben himmel færdedes hun i det mindste ikke. Hun hadde nemlig tabt lysten til det, rørte kun paa sig akkurat det nødvendige, blev saa fort træt af at gaa og spasere og snakke med folk. Men ellers var posten slet ikke saa ilde, naar hun bare holdt sig nok i ro; hun var bedre lønnet, end hun nogensinde kunde haabet at bli som tjenestepige og mere respektert ogsaa. Og det satte hun svært pris paa.

Træt og slidt var ansigtet, men dog eied det præg af ungdom: Læberne var friske og levende, og de store, graablaa øine kunde smile inderlig muntert, naar hun drømte hen for sig ved sit arbeide. Og hun hadde for skik at digte meget vidtløftige drømme alle de tause nætterne, hun sad saan og strikked; de var saa bra til at fordrive tiden med. I begyndelsen, før hun lærte den kunst at drømme, hadde det ofte været en ren kamp at faa has paa de timerne, som skulde vaages tilende mellem hver runde, hun vandred med vægteruret for at trække det op paa de bestemte steder.

Strikkepinderne glitred og klirred; gasblusset surred og sang. Bag hende stod døren vidaaben til korridoren, men derfra hørtes neppe 185en lyd. Her var saa fredeligt paa afdelingen i nat, og patienterne hadde været rigtig føielige og greie, lige fra reservelægen og oversøsteren gik aftenvisiten og ga dem, som trængte det, medicin at sove paa. Ikke én hadde ringt eller ropt. – Det hændte jo ikke saa sjelden, at de var slemme til at mase, og at drømmetraadene blev rykket i stumper og stykker ret som det var – – – –

– – Den sjøgutten, hun hadde kjendt nede i kystbyen, dér hun var født – han, som fridde til hende – – Hun rødmed og munterheden kribled i hende ved mindet om det frieriet. Det var baade løier og moro, endda hun blev paa graaten af generthed, og det hadde været synd i den stakkaren! Egentlig hadde hun ikke ofret en alvorstanke paa det dengang; faren levde og hadde isenkrambutik, og gutten var søn af en simpel fisker. Men nu var faren død og begravet, butikshandelen slut, moren fattig enke og mangen forandring skedd, og gutten skulde være blet styrmand, skrev hendes søster ivaares. Mon han hadde glemt hende? Han bandte sig fri for at kunne det – – – Om hun blev gift med en skipper, kanske fik hun seile omkring i den fremmede verden. Ikke med ham netop. Men om hun blev konen til en skipper – –

186Der blinked sol over sjø, og skuden stevned i magsveir til Antwerpens havn. I den byen kunde en kjøbe fine og solide stoffer saa utrolig billig. Silkekjole til stas – og – og – en af tyk, blød, sort uld til gaabortplagg. Tolderen hjemme – pyt, ham skulde hun da vide raad for at knibe sig unda! – –

Hun skvatt op og slængte strikketøiet. Dér ringte det jamen, og det hidsig ogsaa! – Hun saa efter paa nummertavlen. Sandelig var det ikke fra N, hos den unge grossereren! Og han laged aldrig bry og styr i utide, men han hadde ruslet saa sturen og likesom skræmt de seneste aftenerne.

Hun tændte en liden lampe og traadte ud i korridoren, som var fyldt af stærkt maaneskin, der festligt og i brede flaker vælded ind gjennem de store vinduer og slog tilbage fra de hvidtede mure. Filtskoene dæmped støien af hendes skridt, mens hun med glidende, vuggende gang skyndte sig forbi dør efter dør, udenfor dem stoler var stillet med patienternes klær til børstning. – N var det tofags hjørneværelset længst henne i korridoren, det luftigste og hyggeligste rum, afdelingen hadde, og det blev kun overladt slige, som levned at betale ekstra for sig, og denne grossereren skulde være forskrækkelig rig. Aaja, tydeligst blev 187det mærkbart i sygdom og legemlig skrøbelighed, at penge skabte forskjel paa folks kaar, det hadde tidt forarget hende. Men de skjærmed saavist ikke for det værste, som ondt gjorde, og det tænkte hun paa underveis, for rygtet sa, at han skulde været fra sig af kjærestesorg –

Hun vridde varsomt dørhavet om, hadde et eget snit med det, saa det ikke knirked det gran, og smatt ind, idet hun løfted lampen i veiret.

«Ønsker hr. grossereren noget?» spurte hun, og stemmens lindrende tyste klang røbed, hvor vant hun var til at omgaaes nervøse og forpinte sind.

En mand i brun slobrok sad paa sengen og hadde kippet tøfler paa de nøgne fødder; hans tynde hænder greb i kanten af tæppet og halte det sammen over knæerne. Ansigtet med det snauklippede, sorte helskjæg var usundt gulblegt og fugtigt af sved, og de mørke øine glipped anstrængt mod hende, som om lysskjæret smerted dem.

«Jaja – jeg kan ikke sove,» sa han hurtig, sparked tøflerne af, lemped føddene op i sengen igjen og dækked sig med tæppet. «Undskyld, jeg forstyrrer Dem. Men kunde De ikke laane mig en lampe? – Jeg vilde prøve 188at læse mig søvnig.» Han pegte paa en bunke aviser paa bordet.

Var det saa daarlig med søvnen? Hun saa tvilende paa ham og likte ikke rigtig hans tilstand. – «Jeg har bare denne ene lampen,» svarte hun langsomt, og den turde hun ikke levere fra sig for reglementet. Doktoren maatte gi ordre, hvis patienterne skulde ha lys paa værelserne, og heldigst var det, kunde han sovne foruden læsning. – «Og det vil De sagtens,» smilte hun trøstende.

«Bevares vel – reglementet!» lo han kort og tørt og strøg utaalmodig sveden af panden. «Bevares vel – det bør man lystre! » – Men han laa her vaagen og grubled paa alting: Kunde hun si ham, var det menneske eller dyr, som listed og tasled udenfor? Det var første etage dette og lavt til vinduerne. – Han hadde selv agtet at undersøge sagen – –

Hun vilde berolige ham og gik til vinduerne, rulled begge gardinerne op og titted ud, mens han spændt saa efter hende. Skraat fra hjørnet faldt en gjennemsigtig skyggestrime langs væggen, men i augustnattens dagklare maaneskin bredte hospitalshavens grusgange og græsplæner sig øde og tomme ned til den tætte granhæk, som danned dens hegn, og hinsides den var eng og lund og 189vidtstrakte marker med spredte husklynger hist og her, indtil bebyggelsen tætned fjernt henne, dér den urene, hvidlige lysdunst over staden bued sig opad himmelen.

«Her er ikke et liv!» forsikred hun jevnt og rysted paa hodet. «De har nok hørt feil, og haveporten er desuden stængt og laast.»

Han lo atter, men lettere og friere, vrængte slobroken af og hev den paa en stol. «De har ret, jeg har indbildt mig det – søvnløse indbildninger, forstaar De. – Jaja, undskyld forstyrrelsen, da! Nei, rul ikke gardinerne ned.» –

Hun sa godnat, saa bad han: «Aanei, træk heller gardinerne for. – Godnat!»

Sagte, som hun hadde aabnet døren, lukked hun den og skyndte sig tilbage til vagtstuen, for hun hadde klokken-et runden at besørge. – Men det var svært, saa den patienten paa N var kvass og ræd i synet, undredes hun. Kunde den pene herren ha øvet noget galt og stygt? – Nei, det var jo kjærestesorger, hadde de fortalt hende.


II.

190Torsdag i næste ugen traf det sig, at kvælden blev af de allerværste, hun hadde hat paa afdelingen. Der var blet indlagt en telegrafist igaar, og han hadde slaat sig ganske balstyrig ved aftenvisiten, skreget og hylt, at de vilde myrde ham, og sparket og glæfset og spyttet efter dem, som skulde bære ham til de uroliges polstrede celler. Hendes forklæ hugg han kloen i og rev det i traser. – Og det leven, han voldte, bragte hele korridoren i oprør. Skibskapteinen paa D fik det med voldsom krampegraat; præsten paa H forlangte ilbud til overlægen: han vilde utskrives øieblikkelig, der skulde telefoneres efter skyds, han vilde kjøre – det var ikke paa et galehus blandt rasende bestier, han skulde finde helsebod for sine svækkede nerver! Og de øvrige blev nogen grætne og ængstelige og nogen fliret pratsomme og kranglete indbyrdes; men om det hadde de været enige at la ringeapparatet skrangle ustanselig i timevis og skjænde paa nattevagten, som rendte fra værelse til værelse, over den tarvelige behandling, de var gjenstand for her paa anstalten.

191Hun gad ikke strikke inat. – Hun sad mismodig og mør af træthed ved bordet, folded hænderne i fanget og lytted til gasblussets sagte syngende surren. Og hun kunde ikke bare sig for at bli harm.

Paa patienterne sine – de var da kristne mennesker og pligted bruge det vesle vettet, vorherre hadde levnet dem, og ikke være ondskabsfulde mod en uskyldig; hun strævde saavist det hun aarked for dem! – Og paa reservelægen, som var blet opskjørtet og grov, og paa oversøsteren, som var blet spids og sur. Ingen hadde sparet hende, alle hadde de været leie mod hende. – – Hun vilde si op posten sin, hun vilde ikke være vaskeklud baade for diakonisser og doktorer og patienter!

Alle hadde de været urimelige og leie. – – – Hun blev taarevaad i øiekrogene og bed tænderne sammen. Hun vilde ikke være tjenestepige, men hun hadde gode attester fra de forrige pladsene sine, og de kunde ikke negte hende en god en her fra hospitalet, og saa vilde hun søge plads som husbestyrerinde hos en gammel enkemand med en flok uskikkelige unger. – Uskikkelige unger var ikke større trold end sinte og grinete voksne personer.

Alle hadde været leie mod hende. – – Nei, ikke grossereren paa N, husked hun sig 192om. Han var snil og blid og taknemlig i aften, som han stadig var. «Tak» og «undskyld», «tak» og «undskyld» – det var hans maade, ikke spor af kommandering og syt. Aaja, den armingen, han hadde det kleinere, vilde ikke møde ved middagen i salonen længer, spiste paa værelset og var omtrent folkesky. At en godslig og dannet og rig herre som han kunde komme til at li af kjærestesorg –

Hvorfor ringte han ikke inat? – Det var blet til det, at han bestandig ringte en snes minutter over tolv, og bestandig var han da vækket ved, at det tasled udenfor. Det hadde kramset paa vindusruden, paastod han iforgaars. Men straks hun rulled gardinerne op og saa efter, lo han af det hele og sa, han hadde drømt. – Ja, mente han i grunden det? Den latteren hans var saar og tilgjort, og forstyrret bange for at være alene præcis paa det klokkeslettet, kunde én ikke tvile paa, han var. Og nat efter nat paastod han den samme tingen saa tversikkert, at hans forskrækkelse var paa nippet til at smitte hende med. Iforgaars, da det hadde kramset paa ruden, skimted hun skinbarlig, idet gardinet glapp op, at en levende skabning smøg indmed husvæggen og sak i jorden. Et graat skrømt, som glodde og 193borte blev. – – Og hun skalv paa haanden og maatte sætte lampen fra sig.

«Hvad var det?» ropte han andpusten.

«Ikke det ringeste!» tugted hun sig til at svare jevnt og freidig. Hun fatted nok paa flækken, at dette var tøv og tøis af hende og det, doktoren kaldte for hallucination, men det isned i ryggen hendes, og siden værked det i armer og lægger.

Hvorfor ringte han ikke inat? – Om han bare fik sund og fredsommelig søvn, sukked hun og gjorde sig rede til at gaa runden, for klokken var ét. Hun tændte den lille lampen og hængte remmen med vægteruret om halsen.

Dirrr– rr! skrangled ringeapparatet. Nummertavlen viste paa N. Hun skyndte sig ud i korridoren.

Dér var lysningen af maanen blet mattere og faldt saa skraat ind, at den ikke naadde stolene med patienternes tøi og de hvidtede mure, og hun var nær ved at snuble i en frak, som laa paa gulvet. Hun bøied sig og skulde til at ta den op – –

Forbi hende flød det som klam, kold strømning – en graa skygge svæved hen og svandt i tusmørket, og derfra fornam hun, at et levende væsen glodde – – –

194Hun slap frakken og støtted sig til muren. Hjertet hamred og hamred, og hun var daanefærdig af svimmelhed.

Dirr– rrr! skrangled ringeapparatet fra vagtstuen. – Grossereren paa N vented, og hun gik videre. Skridt for skridt blev hendes gang støere og vandt hun igjen herredømmet over sig selv. «Hallucination» – mumled hun. «Hallucination kalder doktoren det – det kurerer de mange for, men jeg vil ikke ha det» – – Gudskelov, hun hadde sanset at holde paa lampen!

Dørhavet blev vridd om uden knirk, hun smatt ind og løfted lampen og glemte sin egen angst.

Grossereren sad tvekroget i sengen og grov hodet ned mellem knærne; albuerne var presset tæt til kroppen og fingrene sprikte. «Næh– næh– næh!» hiksted og stønned han. «Ikke hid!» hven han. «Jag det væk! – Jag det væk!»

Hun greb ham i skulderen og skjøv ham tilrette paa puderne; modstandsløst lod han det ske. «Saa – saa – Vær fornuftig!» sa hun mildt, og da han blev liggende stiv og stum og stirre sløvt, rusked hun lempelig i ham: «De maa vaagne – De har 195drømt, ved De» – Hun hældte i et glas vand og bød ham, og han drak en slurk og kvikned til: udtrykket blev bevidst, hudfarven mindre grønlig gusten, og de stramme træk mygned.

«De har hat mareridt» – indprented hun.

«Mareridt» – jatted han ør, men pludselig reiste han sig overende, og øinene spilled, blanke af iver. «Mareridt, ja! – Naturligvis,» og han forklarte i flømmende fart, som var det en lekse han ramsed udenad, at det hadde været et typisk mareridt – mareridt kunde man ha og indbilde sig at være fuldstændig vaagen – dette var et karakteristikon for den hjernenevrose, han led af – særdeles karakteristisk for mareridt – et af de væsentligste symptomer paa denne nevrose – – –

Og mens sætningerne smuldred til rapt stammet, plaprende gjenklang af gjængse lægeord, blev blikket stikkende og lurende, tog paa at flakke fra væg til væg, fra gulv til loft, lete under borde og stole og speide i mørke kroge, og han snakked og snakked uden at ænse meningsløsheden.

Hun studsed først – dette var saa meget slemmere end de tidligere nætterne – ante derpaa rædselen gjære bag forvirringen. «Hysh da!» skjændte hun myndig som til et forkjælet 196barn. «De maa ikke hidse Dem selv – Vil De, jeg skal se efter?»

Han tidde og seg mat tilbage, og ubedt rulled hun gardinerne op; han skammed sig gjerne for at be hende om det, stakkar. – Natten var let disig med sløret himmel; en minkende maane af dugget sølv skulde til at stige klar af den urene lysdunst over staden, borte paa markerne kunde husklynger og lunde bare skjelnes som dunkle masser, og granhækken kasted tung og bred skygge indover hospitalets have.

«Saa, nu kan grossereren være trygg – nu har vi set efter,» nikked hun og trak atter gardinerne ned.

Men fra sengen hvisked det hæst og undselig: «Det er ikke ude – Det var udenfor – siden har det – siden skrabte det paa døren. Det var i korridoren, syntes jeg.»

Hun snudde sig braatt, la haanden paa sengestolpen og aanded dybt og saa ham lige ind i de stirrende, blanke øine. «Vær fornuftig!» sa hun alvorlig og lidt høimælt. «De ligger her for at bli frisk, og De skal hjælpe til og passe tankerne Deres – I korridoren fandtes der slet ikke andre end mig, og er De ræd mig da?» spøgte hun bebreidende.

197Han smilte spagt: «Dem, som er saa snil, Sofie» – –

Han kjendte navnet hendes, hun hadde ikke sagt ham det, og han maatte ha spurt en af diakonisserne; og det blev hun næsten glad for og bøied sig over sengen og pakked tæppet lunt om ham. Derpaa fugted hun et haandklæ i vaskevandsbollen for at kjøle hans pande. «De vil sove nu, haaber jeg – De skal sove.»

Lydig lod han, som han alt blunded, og svarte ikke, og hun sa godnat.

Men ude i korridoren blev hun staaende, kneb munden sammen, holdt pusten og lytted. Kun nattestilheden suste om hende. Saa begyndte hun at løbe med smaa, hastige skridt, idet hun sky skotted tilbage; lampen slukned, og hun sansed sig og gik rolig og afmaalt videre, til hun naadde vagtstuen. Da svigted knærne, hun segned ned paa stolen og rev halslinningen op for at faa luft. Og en stund vidste hun ikke af sig.

Hvad var dette for noget? vaagned hun. Han hadde hørt det, og hun hadde mærket det – noget var det.

Kanske var hun syg selv! skar det gjennem hende – Paa vei til at bli forstyrret, daarlig? – Herre Jesus, hun hadde 198set for mangt af denne stygge nervesvækkelsen og sindssygdommen. Hun vilde ikke – vilde ikke!

Hun trykked fingrene mod tindingerne og retted sig skjælvende op. Aa nei, hun var ikke tusset, blev det heller ikke. Men doktoren forstod sig nok ikke paa alting, og der var berettet baade i det gamle og det nye testamente om aander og besættelser – – –

Den arme grossereren! Den bra, pene, rige herren, skulde han være geraadet i det ondes magt?

Og det blev til vished for hende, at han saa var, og hendes læber rørte sig i sagte bøn for hans sjæl.

Ved bønnen vandt hun styrke og fatning, og hun kom ihu, at hun hadde forsømt runden med vægteruret. Hun burde gjøre den straks, men sad og grued for at færdes alene i de lange, tomme ganger og trapper. Hadde hun endda hat en hund til at følge sig – en klog, lodden puddelhund, magen til den, de hadde hjemme – – Det var hendes pligt at gjøre den runden, formante hun sig; alligevel samled hun ikke mod til det og lod det være.

Men ledig vilde hun ikke sidde, og saa hented hun patienternes tøi fra korridoren og gav sig til at børste og fjælge det. Det drev 199hun paa med i timevis, søgte tilslut rent efter sting, som trængtes, eller knapper, som skulde fæstes.

Endelig varsled daggryet, at en af søstrene snart vilde afløse hende. Graableg og dødstræt slog hun vagtjournalen op for at notere i den – Ikke én eneste runde hadde hun at føre ind. Men der var en rubrik for aarsagen, dersom runder blev undladt, og mens hun smilte forlegent skrev hun langsefter den med store, klodsede bogstaver: «Forsømmelighed».

Dirrr! ringte det. – Naa, det var tyskeren paa L – han var altid slig en morgenfugl.


III.

Det var natten efter.

Igjen sad hun under det syngende og surrende gasblus med hænderne foldet i fanget og gad ikke strikke. – Vilde han ikke ringe? Hun vented og vented, og hun hadde biet det sidste kvarter i ulidelig spænding.

Hodet var bøiet tilbage, de magre kinder hadde røde pletter, læberne sitred, og blikket var ufravendt heftet paa taget med et udtryk, 200som fulgte det vigende syner. Det vide, rynkede kjoleliv bølged, for hendes hjerte arbeided saa haardt, at hvert af dets slag føltes dumpt helt op i halsen.

Idag hadde det silregnet fra morgenen af, og hun hadde været plaget af hodepine og ikke kunnet sove, hadde mest graat og væltet sig uden hvile i feltsengen oppe paa sit lille kvistværelse, ikke hat fred for tanker, hun selv kaldte taabelige, og ikke villet spise middag og ikke tilaftens.

Men nu dømte hun ikke længer de tankerne saa strengt; der kunde være sandhed i dem – ja, guds vilje ogsaa – –

Guds vilje? – Hvorfor skulde ellers hun ha faat forstand paa den virkelige grund til grossererens sygdom, hvis det ikke var, fordi hun skulde fri ham ud fra det ondes magt. Hun skulde kjæmpe mod det, slaass med det, rive ham fra – – fra djævelens klør, grøssed det i hende.

Det fatted hun først tilfulde, mens hun gik ned til vagtstuen ikvæld. Pludselig var det kommet over hende i loftstrappen, og hun var blet saa glad, saa glad, at hun maatte takke sin gud – – Han hadde tydeligvis valgt hende til at frelse denne usalige sjæl og gjøre dette menneske karsk; derfor var det blet 201aabenbaret for hende, hvad som egentlig feilte grossereren.

Ikke vilde hun forlange jordisk løn – Den pene, bra, rige herren skulde frisk og sund vende hjem til sin egen fine familie, og blandt den glemte han nok snart den tarvelige pigen, som hadde pleiet og reddet ham.

Men kanske – kanske – – – Ifjor gifted en ingeniør sig med en diakonisse fra dette hospitalet, og hende var det slet ikke nogen ubegripelig stas ved – Aa, hun selv var nu ikke ordentlig diakonisse engang, ikke andet end en leiet tjenestejente! Nei, hun skulde ikke ønske eller forlange jordisk løn – – –

Blikket gled rundt taget og sænkedes, og hun sukked, vædte læberne med tungespidsen og hvisked en inderlig bøn for den syges helbredelse. – Rigtig vakker maatte han bli, naar han var frisk, mente hun. «Og han er mageløst god og taalmodig,» føied hun høit til.

Men hvorfor ringte han ikke? – Hun kunde næsten bli sint paa ham, om han laa der og pintes og skammed sig for at ringe paa hende. – Hun tændte lampen for at være færdig, og stod ved speilet og glatted paa haaret sit; det var blet saa pjusket opsat.

Gid han vilde ringe, før hun skulde gjøre runden. Hun maatte jo besørge den inat, det 202gik da ikke an at sløife den to nætter i rad – Skjønt de hadde ikke sagt hende et uvenligt ord om «forsømmeligheden» sidst. Oversøsteren læste journalen og smilte og klapped hende: «De er svært ærlig, De Sofie.» Og reservelægen var indom hende efter aftenvisitten og gav hende en æske piller og sa, hun behøvde en par ugers ferie. – Hun svarte ikke paa det; ferierne kunde hun altids ta sig senere i høst – ikke saalænge han paa N var daarlig.

Uf, hun vilde ikke gjøre runden endda! Ringte han, naar hun var i de øvre trapperne, hørte hun det ikke. – Paany satte hun sig og folded hænderne og bøied hodet tilbage og vented, og hendes spænding øged, til hun led legemlig: det sved for bringen og værked i nakken. Hun gav sig til at tælle til hundre og bestemte dernæst, at hun vilde fortsætte til femhundre –

Det ringte! – Det ringte, og det slutted ikke. Hun snapped lampen, ænste ikke nummertavlen, fløi ud i korridoren. Og stansed.

Dér foran hende var det! Fort krabbed det paa firefødder bortover i halvmørket, svart og stygt og nøgent, og skuldrene og armene og benene saa hun røre sig – fort, fort krabbed det som en edderkop og forsvandt ved døren til N.

Hun sprang efter, greb i dørvrideren og 203lyste omkring sig: Det var forsvundet. Saa rev hun døren op; da smøg det koldt forbi hende – hun skreg og det ilskreg fra sengen. Aa, herre Jesus, det var alt over ham! Og hun hadde sluppet det ind – – Han vred sig under tæpperne og jamred kvalt, hun kunde ikke, turde ikke hjælpe, kunde ikke. Og med et voldsomt kast styrted han fremover paa gulvet og blev liggende ganske stille.

Hun knælte ved siden af ham, snudde ham om paa ryggen, løfted hans hode, retted hans fortrukne lemmer og vidste endelig, at han var død.

Og hun hadde sluppet det ind til ham! – Var det her endda?

Stum af angst flygted hun fra liget, famled langs korridorvæggen efter alarmapparatets knap, trykked paa den og seg ihop.

De kom farende, oversøsteren og reservelægen og flere diakonisser. Patienten paa N var død; men hende stelte de med, til de fik liv i hende igjen. Hun kjendte dem vist neppe og aarked ingenting forklare. Det var forresten ikke nødvendigt. – Da de bar hende til doktorens kontor, ynked hun sig som et sygt dyr, pibende og langt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gamle folk og andre fortællinger

Tryggve Andersen regnes som en av de beste novellistene i norsk litteraturhistorie. Samlingen Gamle folk og andre fortællinger inneholder seks noveller.

Samlingen ble første gang utgitt i 1904, men flere av novellene hadde vært trykt i Verdens Gang året før.

Les mer..

Om Tryggve Andersen

Tryggve Andersen etterlot seg ingen stor litterær produksjon, men det han skrev regnes i dag blant noe av det beste i norsk litteratur.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.