Gamle folk og andre fortællinger

av Tryggve Andersen

VETERANEN


I.

3Det var om lørdagskvælden, den ottende dagen Thore Kinli laa i sengen og bidde paa døden – – – –

Sidst kallen var oppe – det var forrige lørdag – hadde han ruslet ned i hagaen for at se efter et par graabeinsakser, som var lagt ud der. Sligt arbeide kunde han fare med om vinteren, ellers var han blet for skrøbelig og dugde til ingen ting, krogrygget og dimøiet som han var, med en stiv arm og halt paa begge benene. De vented paa ham ved dugurdsleite, og folkene skulde alt til at sætte sig ved bordet, da konen i huset, datter hans, skotted ud af glaset og sa: «Naa gaar’n bedstefar forbi laaven. – Veien har været drug for ham, stakkar.»

Lars, veslegutten, fløi ud for at møde ham, om han hadde fanget nogen ulv – det 4var hændt ifjor – men stopped paa trammen, for bedstefar var der ikke.

«Du narrer mig, du mor!» ropte gutten. «Han er her ikke.»

Det var rart; hun hadde grangivelig set ham.

Folkene blev færdige med at spise, og maden blev staaende til Thore. Men først da det ringte ud efter dugurdskvilen, tramped en sneen af sig i gangen, og han stavred ind med to svære sakser under den stive venstre arm.

«Aa længe De har været, far,» sa datteren, som var alene i kjøkkenet. «Ga De Dek tel borti skaalen?»

Nei, han kom bent fra hagaen. Han hadde kanske været længe; det var trevaligt at vasse i sneen opover jordet.

Hun hadde set ham gaa forbi laaven, mens de aad dugurd.

Det hadde ikke været ham, det. – Han bar sakserne ind i kammerset sit, vendte tilbage og satte sig tilbords og stak skeen i grødfadet.

Jomen hadde det været ham, paastod datteren; hun hadde set ham ligesaa tydelig, som hun saa ham paa bænken dér.

Han snudde sig braatt til hende og gabte med sin indfaldne mund. «Tull! For en time siden var jeg nedved fjorden.»

5Men hun var sikker paa, det hadde været ham. Han vilde vide nøie, hvor han var, da hun saa ham, og hun fik ham hen til vinduet og tedde ham det.

Thore studsed: «Du skulde kjende mig og paa saa stutt hold, og det findes ikke andre spor i sneen hell mine. – Det har fel været mig. – – For en time siden?» føied han grundende til. «Men det kan ikke ha været mig. – For en time siden?»

Netop, som folkene skulde til med dugurden, forsikred hun.

Han gnigged panden, skotted fortænkt paa hende og mumled hen for sig. Saa kremted han haardt og gik sturen imod kammerset.

«Vil De ikke ha mad?» spurte hun.

Thore stansed i kammersdøren og svarte tungt og støt: «Jeg er træt og vil lægge mig. –Du har set vardøgre mit, Berte, og det betyr døden for mig, det. Jeg saa selv vardøgre til mor din, og hun døde akkurat ottende dagen efter. – – – Aaja, jeg er gammel nok. Var det ikke tre og firs, jeg fyldte i december?»

Han lukked døren, men Berte skyndte sig efter og aabned den. «De faar ikke ta det paa den maaden, lell. – Kjære Dek, spis lidt!»

6Han drog af sig frakken og satte sig paa sengekanten og strævde med langstøvlerne sine. «Hjælp mig med støvlerne, er du snil.»

«Aa, spis lidt da, far!»

Jeg vil ikke, hører du,» sa han tvært. «Jeg trænger ikke til det.» – – –

Og dermed hadde Thore Kinli lagt sig tilsengs for at bie paa døden. Datteren og manden hendes vilde bringe ham til fornuft, men det nytted ikke: Hun Berte hadde set vardøgret hans, og han var feig. Det skulde de sande, inden ottende dagen var omme.

Tiden gled, og paa gaarden levde de som vanlig. De var ikke god for at tro, det var alvor paafærde med kallen, for skrøbelig som han var, hadde han aldrig været ordentlig klein, og heller ikke nu var han det, saavidt de kunde skjønne. Han vilde bare ikke staa op. Og de lod ham ha sin vilje og bli liggende dér i den gammeldagse himmelsengen med de tykke hjemmevævede omhæng.

Han var meget ræd for at volde bry og likte ikke, de stelte med ham. Den eneste, han taalte hos sig til stadighed, var Lars, veslegutten, men han blev fort kjed af at sidde stille inde hos bedstefaren. Sjette natten blev kallen urolig og ga sig i søvne. Det værked i benene, dem han 7hadde frosset fordærvet, dengang han var med i krigen. – Manden vilde hente dokteren om morgenen, men Thore blev rent harm: En krok som han var ikke den kostningen værd, og han blaaste ad dokterne, de skulde ikke lure ham tiere. Men præsten skulde han ha lyst paa.

De føied ham og skikked bud, og den nye kapellanen, der var saa afgjort af læserne, indfandt sig og talte mildt og venlig til oldingen. Det var rigtigt i hans alder at berede sig til døden, om der end ikke var overhængende fare forhaanden; thi for os mennesker var timen skjult, i hvilken det burde os at forlade denne verden. Endelig opmuntred han Thore til skriftemaal, dersom noget i særdeleshed trykked hans sind.

Thore sukked sagtmodig: «Aaja – aaja –» til alle de pene ord, de gjorde ham godt, og han rykked frem med det, som tynged ham. Han hadde været med i krigen.

Kapellanen vidste det.

Og der hadde han dræbt mange, og han syntes, det var uhyggeligt at huske paa det, nu det var paa sidsten med ham.

Pastoren trøsted med, at soldaten ved sin faneed var bundet til at kjæmpe for sin konge og forsvare sit fædreland. Krigens gjerninger 8vilde ikke bli regnet ham til byrde for hans syndeskyld, ifald han ikke hadde øvet grusomhed og ladet sig lede af ondskab i sit militære kald.

Thore pusted ængstelig. Han hadde vist skudt flere end strengt nødig var for hans part. – Det hadde ikke været greit; i sin ungdom var han en flink jæger og vant til at bruge bøssen, fortalte han undskyldende, og han tvilte for, at han hadde raakt for det meste, naar det var blet stunder til at sigte. Hvor mange svensker han hadde gjort det af med, kunde han ikke ha regning paa; men adskillige blev det.

Denne tankegang berodde paa en misforstaaelse. Soldatens pligt bød ham jo at udrette, hvad han formaadde med de vaaben, der var stillet til hans raadighed. Om flere eller færre segned for hans kuler, kunde ikke forøge eller forminske hans ansvar overfor gud. Han skulde blot kaste disse bekymringer fra sig og fæste lid til naaden. En brav soldat behøvde ikke at frygte vorherres dom.

Thore greb kapellanens haand og takked. Ja, han trodde præsten sikkert hadde kundskab til at lære ham det rette i den sagen, og han var blet saa velsignet let om samvittigheden.

9Men sjælesørgeren ansaa ikke sit hverv for endt. Han hadde under samtalen ikke fundet tilstrækkeligt af den almindelige syndserkjendelse hos den gamle, hvis anger begrænsedes til kun ét snevert punkt, og søgte derfor at vække den ved formaninger om at være bedrøvet i sit hjerte formedelst de utallige overtrædelser, som et langt levnetsløb visselig rummed.

Kallen blev skræmt. Skulde han klare ud hver synd og angre den enkeltvis for at faa forladelse for den? – Han kaldsvedtet, løfted blikket ræd mod den geistlige og mimred og stammed: «Jeg kan ikke komme ihu altsammen, præst – jeg er ikke kar for det. – – Men det er som pastoren siger, skralt har jeg vandret og ilde har jeg handlet, og inderlig lei er jeg for det.» Han var paa graaten og slutted: «Gubære mig, er jeg for ringe til at træffe hende Anne Marja, kjærringen min, i det hinsides!»

Kapellanen blev rørt. Han hadde ikke overveiet sine udtryk, de hadde kanske været skarpe og ikke afpassede for en enfoldig opfatning. Han søgte at lempe paa det, og da konen ba ham værsgod ikke forsmaa en kop kaffe paa stuen, var Thore og han blet glad i hinanden og skiltes som venner.


II.

10Og det var sent om lørdagskvælden den ottende dagen. I kjøkkenet skurte en jente gulvet, og ved peisen vasked og kjæmmed konen veslegutten, som stritted imod og surved, fordi kammen lugged.

Thore laa alene i kammerset sit og stirred ud i mørket, til det flimred for øinene hans. Efter præstens besøg hadde han sovet omtrent i et kjør, men i kvæld var han saa besynderlig vaagen, og støien fra kjøkkenet plaged ham. Det ante ingen, for hørselen hans pleide ikke at være rar, men den hadde bedret sig med ét. Han mærked det selv og undred sig over, at stueuret i krogen knepped saa høit.

– – – Herregud, om han bare kunde sove og bli kvit de tankerne og minderne, som forstyrred én, naar én ikke hadde lov til at være optat af andet end beredelsen til døden! – Han samled stumper af bønner og salmevers, men de vilde ikke hænge ihop. Den eneste bøn, han magted til ende, var fadervor, og det ba han hviskende, saa han blev tør i halsen.

Manden kom ind med et tændt talglys og stilled stagen paa bordet og vilde prate. «Aassen 11har De det?» spurte han. «Vil De ikke friste Dek op imorgen det er helgen?»

Kallen hadde det bra. Levde han til imorgen, skulde han krake sig op ogsaa.

Stemmen var hæs og dump, og det slog den anden. «Vil De ikke ha en af kvindfolkene til at sidde her inat?»

Var det ligt sig, det da. Men de skulde slukke lyset; han trivdes bedst i mørke.

Svigersønnen titted uvis bag omhængene. Den gamle laa med ansigtet mod væggen og skindfælden opover skuldrene. – «Det er fel ikke daarligere med Dek?»

Nei, han hadde det taalelig og vilde prøve paa at sove.

Manden tog stagen og gik.

Om en stund gløtted konen paa døren, og i lysstriben fra kjøkkenet tripped veslegutten ind med ren, hvid skjorte paa.

«Godnat, bedstefar,» sa han og rakte næven frem.

Thore famled efter den. «er det dig, Lars? Det var dygtig gut, det. – Der er fem daler i øverste dragkistskuffen, dem skal du ha. – Godnat.»

Stemmen var endnu hæsere og dumpere end før.

– – – – – – – – – – –

12Det blev stilt i huset, og Thore laa atter og stirred ud i mørket. Og han hadde det vondt. Det rev og sled i benene, rykkevis stak det helt op i maven og bringen. Uf, den svinagtige gigta! – – – Han kunde ha lyst til at bande den, det pirked i ham af trang til det; men saa skamfuldt kunde ikke den bære sig ad, som nys hadde hat præsten hos sig og gjort op med det timelige. Alligevel var det for hver smerterid som digre eder fræste for ørene hans og vilde ærte ham til at ta dem i sin mund, og for ikke at si noget galt ba han igjen fadervor. Det hjalp; det mante styggedommen væk.

Han blunded lidt og drømte. «Hehehe –» lo han sutrende i halvsøvne. «Even – hehe – Even Skrædder –»

Hans drøm flakked om mellem underlige syner. Paa en vid slette yrte det af tropper. – – En bred, blinkende elv rodde han over; færgen var altfor dybt lastet, men det berged sig. – – – Soldater ledte sig frem gjennem tykke skogen, ingen kjendte veien, og de mødte en fantekjærring; kapteinen snakked med hende, og afsted traved de i ilmarsch. De sprang opad en bakke i snesjaps med holke under, de gled og datt og sprang videre. En skanse var paa toppen, og fra den skjød de, skjøt de. – 13Svenskerne skjød og kanoner hadde de. Soldaterne naadde skansen, de skjød selv, de kløv og brugte bajonetten, de skrek, de sloss. – Skud, skrig og blod, røgskodde og sur krudtlugt. – Og tilbage ramled de nedover bakken, sanked sig sammen, slutted geledderne, forsøgte paany i vild fart, og tilbage ramled de igjen. Kapteinen hujed, og Thore vendte sig og saa ham side hjælpeløs paa holken. Bort til sin officer fôr han, hyfsed ham paa ryggen og løb med ham, idet kuglerne pistred forbi dem. – Kapteinen hadde vridd ankelen sin, ikke værre, men huserte som en tryntyrk. Fantekjærringen hadde sendt dem lukt mod skansen, de skulde omgaa, og dér hadde svensken kanoner.

Skud og skrald, skrig og skraal og blodigt mas. – Krigen hjemsøkte den gamle veteran.

Han vaagned med et krampagtig gjesp efter luft. Det sved i bringen, og han skifted møisomt stilling for at lindre smerterne.

Maanen skinte gjennem vinduet, hvis rimede ruder glitred og tindred, og lyste langt og hvidt bortover gulvet. – Under bordet blinked det – graabeinsakserne hadde han slængt fra sig dér upudset. Forsæt og! Rustne blev de, om én ikke gad skrubbe dem af snart og hænge dem op.

14Som han hadde drømt! – Og saa livagtig om kapteinen. En gild og staut kar var det, men skjænd hadde høljet over ham efter den bedriften, og han var næsten paa graaten den morgen, han blev tilsagt til Augustenborgeren. Han blev general med tiden, men glemte ikke den haandsrækningen ved skansen, og aarlig modtog Thore otte speciedaler for den. – Betalte kapteinen dem af sin egen lomme? Det var smaat med mynt i officerslommerne under krigen, og ofte hadde en gaardmandssøn af de menige hat det flust med penge mod løitnanter og kapteiner. Men lønningen steg jo med graderne, og for en underordnet hadde det ikke stemt med respekten at si neitak til pensionen.

Aaja – i det senere var de otte dalerne kommet godt med, siden Thore solgte gaarden sin, da hun Anne Marja faldt fra, og flytted til datteren; han hadde ikke mer end det ene barnet. De skillingerne kunde han messom fare med, som han selv vilde. Fem daler var gjemt i dragkistskuffen – dem skulde Lars ha; de tarvtes ikke til gravølet, for nogle hundre var altids blet tilovers ved flytningen – –

Hunden bjæffed gneldrende i kjøkkenet, og det tusled i trappen. – Lørdagsfriere til 15tjenestejenterne, smilte gamlingen. Hehehe, de var unge, de – – –

Mon han skulde træffe Even Skrædder i det hinsides? Det var nok ikke at stole paa. En skarvedød fik den gauken, og rimeligt var det i grunden. Gløgg hadde den husmandsgutten været og troværdig som fjeld, men vil én ikke stelle sig som folk, kreperer én ikke som folk heller. – Ved auktionen efter kammerraaden paa Stav kom vestfjordingerne sættende for at breske sig, og der helseslog de Even. Paa et stort bord, som var til at spille paa med kugler og trukket med grønt klæde, la de ham i bredden med tre til, og kvindfolkene vasket af dem lorten og blodet, mens en kjørte efter dokter. De tre livned op, men Even strøg med om natten, og derfor maatte en af vestfjordingerne traske i slaveriet, og det var haardt synd paa dem begge to.

Au, det brændte i maven! – Thores fingre kramsed paa skindfælden, og han pæste vaandefuldt; saa stilned smerterne, og han døsed snorkende af. Men hjernen tumled ufortrødent med sine minder.

– – – – – – – –

Sulten gnog, saa det peb i tarmene. Even var bleg og mager og snydskaftet hans spidst som et kraakenæb, men han gliste som en 16ormunge, da han sneg sig ud til Thore, der stod paa post i et granholt et stykke fra kvarteret. Han hadde mad! – Baade gryn og flesk, baade til sø og sul! Han svinged en svart kaffekjedel, og i den var det.

«Aakken har du stjaalet det fra?» spurte Thore.

«Skjeller det dig, det da – fommelen!» sa Even kry. Forresten hadde han bekommet det med ærlighed og lovet en rundlet budeie at gifte sig for det. – Kunde de koge, dér de var? Det hasted, og svensken var i nærheden, men han undte sagtens sin næste madro.

De fyldte kjedlen i en bæk, og bagom en olderbusk laged de en nying af tørre pinder, forat officererne ikke skulde bli var røgen. Kjedlen tog paa at surre og koge, grynene dansed, og dampen hvirvled og lugted af kaffe og flesk. Even sad paa hug og veired den til sig.

«Ikke sikle i vellingen, Even!» formante Thore og puffed ham unda. – Det skulde bli sø, det! Og de vagted graadig paa kogningen og glemte fienden.

Det smaldt borte i skogen, og en kugle risped løv af busken. De spratt op.

Det smaldt en gang til, og kjedlen gjorde 17et hop og trinsed henover marken, saa gryn og flesk og skolhedt vand skvatt himmelhøit.

Svenskerne, de svinene – skjød de ikke efter varmen og ødela baade sø og sul for to sultne kropper! Men det skulde de undgjælde. Thore hev bøssen til kindet og fyrte. – «Jeg hilste paa den ene,» sa han. «Hørte du, han vrælte, Even? Laan mig bøssen din, jeg har kig paa den andre.»

Men der var en hel flok, og fra kvarteret styrted kameraterne til, og træfningen var igang paa et øieblik. Thore sigted og skjød i etrende sinne. Noget klasked ham langs bugskindet. «Du blør, du blør!» ropte Even. Han ænste det ikke, han ladde og skjød fremdeles og hadde lykke til at mærke mindst et par. – Da sveivde bøssen fra ham, armen svigted. Albuen var knust, og han seg ende ned. Even fatted ham om livet og halte ham med sig – – – –

Maanederne paa lazarettet og deres ynk og elendighed – det skjøv Thore fra sig. Forsynet hadde været naadigt: De, som kurerte ham, sa, at han blev reddet, fordi vomsækken hans hadde været saa tom; flængen i bugen var farligere end kuglen i albuen. Omsider blev han udskrevet og skydset hjem, og lykkelig var han over, at Anne Marja var lige 18blid og tog tiltakke med en kasseret stymper. – Hende var han tryg paa at træffe i det hinsides, og han længtes efter hende, for skilsmissen hadde været lang og ensom – –

Hadde han forrettet sin pligt med ondskab, den gangen kjedlen vælted? – Aanei, ikke værre end med sultent sinne, afværged han spørsmaalet. – Øve ondskab, grusomhed – – –? Det maatte være det, han gjorde, den løitnantsfarken fra Fredrikshaldskanten – i vildskab og raaskab trev han geværet fra en soldat og kjørte bajonetten i en saaret svenskearming, som krabbed paa firefødder og tigged om en vasdraabe. «Jeg skal gi dig drikke, jeg!» svor han.

Hu, det grøssed i veteranen. Gudskelov, det blev fred. Bare vesle Lars ogsaa slap krigen.

Thore frøs og kjendte sig nummen i arme og ben og underlig mat. Maanen skinte ham midt i øinene, og han aarked ikke lette hodet. – – Det var gruelig lydt inat; stueuret knepped haardere og haardere. – – Sengen rugged, og omhængene vifted sagte. Han blev fælen. Var det døden?

Glad vilde han bli, om han traf Even Skrædder i det hinsides. Men hende Anne Marja var han tryg paa.

19Han vilde be, be fadervor – kunde ikke folde hænderne og ikke røre tungen, men ba taust.

– – – – – –

Klokken slog tolv slag. Det ottende døgn var forbi og Thore Kinli død.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gamle folk og andre fortællinger

Tryggve Andersen regnes som en av de beste novellistene i norsk litteraturhistorie. Samlingen Gamle folk og andre fortællinger inneholder seks noveller.

Samlingen ble første gang utgitt i 1904, men flere av novellene hadde vært trykt i Verdens Gang året før.

Les mer..

Om Tryggve Andersen

Tryggve Andersen etterlot seg ingen stor litterær produksjon, men det han skrev regnes i dag blant noe av det beste i norsk litteratur.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.