Garman & Worse

av Alexander L. Kielland

X.

150Jacob Worse’s Moder var en af Byens Originaler. – Da hendes Mand døde, var han saa fallit som det omtrent er muligt at blive. I de sidste Aar havde han holdt Forretningen gaaende ved en utrolig masse Papir; og ligetil sin sidste Dag førte han det flotteste Hus i Byen.

Alt dette faldt sammen til en Pakke Vexler, da han var borte. Folk rystede paa Hovedet, og Alle begav sig til Enken, forat beklage sig. Der kom baade Venner og Fiender; men alle var de Kreditorer. Nogle vilde sælge strax, andre vilde holde Boet gaaende, en vilde kjøpe Hestene underhaanden, og den Afdødes «Bostonparti» slog sig sammen om at give Enken en maanedlig Understøttelse.

I nogle Dage gik Fru Worse i alt dette – forvirret og fortumlet ved den uventede Ruin. Hun havde aldrig kjendt det mindste til sin 151Mands Forretning, men været overbevist om, at de vare meget rige. Og der sad hun nu Aftenen efter Begravelsen alene med sin Søn Jacob – en Gutunge paa syv–otte Aar.

Da kom der en liden tør, graa Mand ind i Stuen og hilste ærbødigt: «Godaften Fru Worse!» – derpaa gik han hen til Bordet og lagde fra sig nogle Kontorbøger og Papirer.

Fru Worse kjendte ham godt; det var Hr. Peder Samuelsen – almindeligt kaldet Pitter Nilken –; han forestod Butikhandelen i Bagbygningen. Worses gamle Eiendom omfattede nemlig et helt Kvartal, hvis Forside vendte mod Havnen og Dampskibsbryggen; men paa Bagsiden var der et mørkt Smug, og der holdt Pitter Nilken til i Kramboden.

Grosserer Worse havde aldrig ligt, at man talte om den Krambod; det var ikke stort og fint nok for ham at drive Krambodhandel. «Det er» – pleiede han at sige – «mest for gamle Samuelsens Skyld, jeg beholder den Smule Butik; den har jo ingen Betydning i en Forretning som min!»

Det havde ogsaa Fru Worse troet; men hin Aften lærte hun noget andet. Det viste sig, altmedens Hr. Salnuelsen forklarede og beregnede, at Kramboden slet ikke var til 152at foragte. Fruen fik tilslut en Følelse af, at det igrunden var den, som alt længe havde holdt Liv i det hele.

Langt udover Natten sad de to og regnede. I Førstningen syntes det Fru Worse saa haabløst at høre efter; alt hvad hendes Mands Venner og Kreditorer havde forklaret hende i de sidste Dage, havde været saa indviklet og fuldt af vanskelige Ord. Men det var anderledes med Peder Samuelsen; han gav sig ikke, før han mærkede, at hun forstod. Saa begyndte det at dages for hende, og tilslut sagde hun Gang efter Gang: «Nei – men Herregud! dette er jo saa greit som Fod i Hose!»

Den næste Dag lod hun spænde for og kjørte alene ud gjennem Byen. Den Forargelse, dette vakte, lader sig ikke beskrive. Tænke sig, at hun som neppe eiede Kjolen paa Kroppen, vovede at kjøre med to Heste midt for Næsen af alle dem, hendes Mand havde taget ved Næsen. Stemningen havde været noksaa blød i Betragtning af, at det dog skulde blive ret opbyggeligt at se den hovmodige Fru Worse leve af maanedlig Understøttelse; men nu slog den om og blev haard som Sten.

Men Fru Worse syntes ogsaa at være bleven haardere siden igaar, og da hun 153traadte ind i Konsul Garmans Kontor med Pitter Nilkens Papirer under Armen, var hendes Skridt faste som en Mands.

Det var vistnok mange Aar siden Worse var traadt ud af Firmaet; men der var altid et Nag mellem begge Partier; den Afdøde og C. F. Garman havde aldrig kunnet fordrage hinanden. Det var derfor et stort Tiltag for Enken at henvende sig til Konsul Garman. Men Samuelsen havde sagt, at uden Garanti fra Garman & Worse var det ikke at tænke paa at holde Boet sammen.

Da Unge-Konsulen saa Fru Worse træde ind, tænkte han, at hun kom med en Tiggerliste, forat faa Midler til at opdrage sin Søn eller noget lignende. Og idet han bød hende Plads ved den anden Side af Bordet, overlagde han med sig selv, hvor stort Beløb han skulde tegne sig for.

Men efterhvert som hun talte og forklarede Boets Stilling – alt efter Pitter Nilkens Beregninger, forandredes Konsulens Mine. Han reiste sig, gik omkring Bordet og tog Plads ved Siden af Fruen.

Med de rolige, kolde Øine mønstrede han hvert Papir, prøvede Beregningerne og Kalkulationerne; tilslut læste han nøiagtigt det Garantidokument, Samuelsen havde gjort Udkast til.

154«Hvem har hjulpet Dem med dette? – Fru Worse!» spurgte han.

«Hr. Samuelsen –» svarede hun spændt.

«Samuelsen – Samuelsen?» spurgte Konsulen.

«Ja – det vil sige Pitter Nilken – kanske Hr. Konsulen kjender bedre –»

«Aa – rigtig – rigtig! – den lille Mand i Kramboden; – hm! vil Hr. Samuelsen gaa i Kompagni med Dem? Frue!»

«Jeg har spurgt ham; men han foretrækker at forblive i sin Stilling og hjælpe mig med Forretningen.»

Konsulen reiste sig og tog Garantidokumentet med. Det var en af hans Særheder, at han ikke kunde skrive Firmaets Underskrift, uden naar han sad paa sin Plads. Men da han var kommen tilrette i den gamle haarde Armstol, skrev han med store lodrette Bogstaver og mange nedarvede Kruseduller og Prikker: «Garman & Worse.»

Udrustet med dette Dokument begyndte Fru Worse og Hr. Samuelsen at rydde i Ruinerne. Først blev det solgt, hvad sælges kunde, men ved Konsul Garmans Hjælp lykkedes det at redde den gamle værdifulde Handelsgaard. Hele det store Hus mod Gaden blev leiet ud, og Fruen flyttede over i Bagbygningen. I Kramboden skiftede hun 155med Samuelsen, hun var sent og tidligt paafærde, snakkede med Kunderne og solgte Tobak, Talglys, Salt, Kaffe, Begtraad, Sild, Tran, Parafin, Olieklæder, Maling og utalige andre Ting.

Men under alt dette blev Fru Worse i Aarenes Løb saa gruværdigt simpel. Den fine Del af Byen tilgav hende aldrig hin Kjøretur, men endnu mindre, at hun – en Dame – ikke besad mere Selvagtelse end saaledes at synke ned til en simpel Krambodmadam. Den ufine Del derimod ligte godt Madam Worse og den lille mørke Krambod faldt just i dens Smag. Derfor gik det trods alle onde Spaadomme godt med Forretningen; thi Madam Worses Forretning var en ganske ufin Høkerforretning.

Den trofaste Hr. Samuelsen arbeidede for tre. Det var en liden graaagtig, støvet Mand med et Ansigt som en tørret Figen. Han kunde være 40 Aar eller han kunde være 60 – det var ikke godt at vide. I sit ensformige Liv havde han kun ét stort Øieblik; det var hin Aften, da han traadte ind til Fru Worse med sine Bøger og Beregninger; og efter den Tid havde han troligt hjulpet hende at kjæmpe sig gjennem mangehaande Vanskeligheder.

Men Hr. Samuelsen førte ogsaa en meget 156heftig Privatkamp – mod hele Byens Ungdom. Thi det havde været og var fremdeles en yndet Forlystelse for Gutter og Piger «at synge for Pitter Nilken». Dette gik saaledes for sig. Man samlede sig i en stor flok – jo flere jo bedre – helst i Mørkningen og sneg sig ganske stille ned i Worsesmuget. Naar da Banden var samlet lige under Hr. Samuelsens Krambodvindu, istemte de pludseligt til en urgammel Melodi:

Lille Pitter Nilken
Sidder paa Stilken,
Jo længer han sidder
Des mindre han blir.

Omigjen og omigjen sang de Verset i stigende Spænding, indtil den plagede Mand trev Jernlinealen og svang sig over Disken.

Da styrtede de afsted under Skrig og Skraal opad det trange Smug, thi det fortaltes om Jernlinealen, at der var rustet Menneskeblod paa den. Men Hr. Samuelsen vendte roligt tilbage til sin Pult; i Aarenes Løb var dette Sæt over Disken blevet ham en Vane; han vidste, at det var det eneste Middel, hvorved han kunde faa Fred for en Stund. –

– Der kunde vel ingen fortænke Fru Worse i, at hun forgudede sin Søn; han var jo det eneste, hun havde at slide for. Og 157Jacob var ogsaa en god Søn og han artede sig vel efterhvert. Thi som Gut havde han voldt sin Moder mange Taarer, naar han kom hjem skamferet og forreven efter Slagsmaal. Der var nemlig «formeget Krudt i Gutten» – som Rektoren sagde; og naar han blev hidsig, gav han sig gjerne i Kast med de største og stærkeste Gutter i Skolen. Men det blev jo bedre med Aarene, og da han kom hjem fra Udlandet, forat etablere sin Forretning, var han – det var ikke bare Fru Worses Mening – den smukkeste og mest belevne unge Mand i Byen.

Jacob Worse tog sin Faders gamle Kontorer i Hovedbygningen mod Torvet og Dampskibsbryggen. Han drev dels Agentur-, dels Spekulationsforretning. Især i Kornhandelen, som hidtil havde været næsten udelukkende i Hænderne paa Garman & Worse, begyndte han at konkurrere med Held. Det gamle Firma havde et saa stort Overtag paa alle Kanter, at hvor han vendte sig, tørnede han mod Garman & Worse.

Morten foreslog, at Firmaet en Gang for alle skulde tage op Kampen og knuse den lille Konkurrent, før han fik Tid til at blive farlig. Men det vilde Konsul Garman ikke høre noget om. Han havde fattet en ubegribelig Forkjærlighed for Worse; i Forretninger 158gik han afveien for ham, og tilslut fik han drevet det dertil, at «Konkurrenten» blev en stadig Søndagsgjæst paa Sandsgaard.

I Førstningen vilde Jacob Worse ikke gaa fra Moderen om Sandagen; men Fru Worse sagde: «Vil du bare gaa – dit lange Drog! Tror du kanske, Samuelsen og jeg vil have dig siddende og le af os, naar vi spiller Rambus? – og desuden –» hun puffede ham lidt i Siden – «saa ved du, der er en, som venter dig derude.»

«Aa Mor! vil du ikke holde op med de Hentydninger. Du ser jo selv, at det bliver der dog aldrig noget af.»

«Hør Jacob,» sagde Fru Worse med Hænderne i Siden, «saa klog som du er, saa er du en stor Tosk – rigtig en Havtosk, naar det gjælder Fruentimmer. Du kan da selv begribe, at alt maa komme iorden. Hun skal jo være lidt underlig af sig den Frøken Rachel, siger de; men splittergal kan hun da ikke være! bare se du til, – det gi’r sig i Enden – det kommer s’gu nok iorden altsammen!»

Det var Omkvædet paa alle Fru Worses Betragtninger over det Kapitel, og Sønnen indsaa, at det kunde ikke nytte at sige hende imod. Heller ikke kunde det nytte at foreslaa 159for hende at ophøre med Krambodhandelen eller ialfald overlade den til andre.

«Jeg fik Vattersot» pleiede hun at sige, «og Samuelsen kom til at tørke ganske ind paa fjorden Dage, om vi ikke havde Kramboden.»

«Ja men –» indvendte Jacob, «nu behøver du jo ikke længer at arbeide, du kan have fortjent at faa hvile dig ud paa dine gamle Dage. Desuden er du daarlig tilbens – Hofterne –»

«Hofterne! –» raabte Fru Worse og slog paa dem «Hofterne er s’gu gode nok til en Krambodmadam!»

«Saa kjøb dig ialfald Hest og Vogn, det har du Raad til.»

«Jeg har gjort en Kjøretur, som havde vasket sig,» svarede Moderen, «og jeg tænker at gjøre en til; men det bliver nu ikke før alt er iorden.»

Der var ikke noget Udkomme med hende. Saa forblev hun og Samuelsen i den kjære Bagbygning, og Jacob indrettede sig i Hovedbygningen. Naar Fru Worse var i sin Søns Værelser, spillede hun Dame – til sin egen store Fornøielse. Men naar hun fik ham over i Bagstuen, skoggerlo hun og slog sig paa Laarene; – hun var virkelig blevet gruværdigt simpel.

160– En Lørdag Eftermiddag kom Kandidat Delphin ind i Kontoret til Jacob Worse med nogle Bøger, han havde laant.

«Ved De – at jeg har kjøbt mig en Hest?» – spurgte han muntert.

«Nei –» svarede Worse, «hvad er nu det for en ny Galskab?»

«Jo – ser De! jeg har sat mig i Hovedet, at det vil gjøre et bedaarende Indtryk paa Frøken Madeleine at se mig tilhest. Naar jeg kommer paa en stor Hest med flagrende Manke – omtrent i Smag med General Prim – saaledes!» – han galopperede henover Gulvet og standsede foran Worse – «saaledes ser De! med det mørke Blik skuende nedad – ikke sandt? – det er af stor Virkning!»

Jacob Worse maatte le, skjønt han ingenlunde syntes om den lette Maade, hvorpaa Delphin gjorde Kur til Frøken Madeleine.

«De vil vel ikke ride ud til Sandsgaard imorgen?»

«Nei desværre! – det gaar ikke an. Jeg kan jo ikke møde op i Ridedragt og det er latterligt at ride i Selskabsdragt. Men iaften har jeg tænkt at ride derud – saadan mellem sex og syv – ser De! belyst af Aftensolens sidte Straaler farer jeg forbi med en flygtig 161Hilsen ind over Havemuren. Aa – det vil være uimodstaaeligt!»

«Jeg frygter for – eller rettere sagt: jeg haaber, at Frøken Madeleine ikke forstaar at vurdere den udsøgte Maade, hvorpaa De gjør Kur til hende,» sagde Worse halvt alvorlig.

«Ah Høistærede! De kjender ikke Kvindehjertet! – og hvorledes skulde De ogsaa det? – De, der søger Idealet i den ligeberettigede Kvinde – et stort, knoklet Fruentimmer med Moustache under Næsen og «Kvindernes Underkuelse» under Armen.»

«Hold op – for Fanden!» raabte Worse, «De er i Deres allerutækkeligste Hjørne. Gaa heller hen til Fru Fanny, hun vil vist finde Dem fortryllende idag.»

«En god Ide, som jeg forresten allerede havde –» svarede Delphin og tog sin Hat, «saa abonnerer jeg med det samme paa en Plads i Vognen for imorgen.»

«Vil De ikke kjøre med mig? –» raabte Worse efter ham.

«Nei Tak! – jeg foretrækker Fru Fannys Enspænder, om ikke for andet, saa for at have den Fornøielse at se Ægtemanden paa Bukken –» dermed for han sin Vei.

Jacob Worse saa efter ham. Delphin havde fra først af været et Bekjendtskab, han 162satte Pris paa; der var ikke mange unge Mænd i Byen, som han kunde slutte sig til. Fuldmægtigen var kvik og havde adskillig, spredt Læsning og paa Tomandshaand kunde han være interessant. Men efterhaanden kom det lette og holdningsløse mere frem, og Worse begyndte at blive lidt kjed af sin Ven.

– Imidlertid sad Fru Fanny og kjedede sig. Lille Christian Fredrik var sendt ud med Barnepigen; Gaden var afskyelig, støvet, varm og fuld af simple Folk, som gjorde Lørdagsindkjøb; – Fruen gad ikke se ud. Lænet helt tilbage i sin blødeste Stol sad hun og gabede foran Speilet: skulde hun tage Madeleine med til Byen imorgen – der var gaaet nogle Dage siden hendes sidste Besøg – og heller resikere at blive staaende som Skjærmbræt; – eller skulde hun begynde for egen Regning? – ja hvorfor ikke! men han kom jo aldrig indom, naar Madeleine ikke var i Byen – aa! man kunde gabe sine Kjæveben af Led!

Da han nu pludselig traadte ind i Stuen, gik der et Stød gjennem hende; men hun blev liggende i Stolen og rakte ham sin venstre Haand, som var nærmest: «Velkommen – Hr. Kandidat! – jeg sad just og tænkte paa Dem i min Ensomhed.»

163«Det var smukt af Dem – Frue!» svarede han og satte sig foran hende.

«Ja – hvad kan man ikke falde paa for dumme Ting, naar man sidder saaledes alene» –

«Jeg var ellers ikke det dummeste, De kunde tænke paa,» svarede Delphin muntert; «men det er igrunden sandt, De sidder vist meget alene i den sidste Tid?»

«Aa ja – hvis jeg nu havde mine Grunde?»

«Saa vilde jeg tillade mig at spørge – efter disse Grunde.»

«Det var kanske det bedste, om jeg fortalte Dem mine Grunde –» sagde Fruen og betragtede opmærksomt Spidsen af sin Fod, som stak frem, idet hun laa tilbagelænet. Hun havde smaa, spidse Parisersko med udskaarne Striber over Vristen, hvor man saa en glat, mørkeblaa Silkestrømpe.

«Jeg forsikrer Dem Frue! – at jeg vilde være ligesaa taknemmelig som discret.»

«Madeleine er jo saa ung» sagde Fruen, somom hun fortsatte sin egen Tankegang, – «jeg er jo paa en vis Maade forpligtet til at passe lidt paa hende – og –»

«Mon det skulde være saa nødvendigt?» – spurgte han.

«Aa ja! – naar en ung Pige saa naiv 164som Madeleine kommer i Berørelse med Herrer, der ere, – nuvel! der ere saa behændige som De – Hr. Kandidat Delphin! – saa – »hun saa paa ham, idet hun standsede i Sætningen.

«De gjør mig altfor megen Ære! –» lo han, «desuden – hvorledes skulde det kunne falde mig ind at benytte mig af –»

«Pyt!» afbrød hun og trak sine Øienbryn op, «den Snak kjender vi. De er som alle de andre; De tager ikke i Betænkning at benytte Dem af enhver – selv den allermindste Chance – ikke sandt? – vær nu oprigtig!»

«Nuvel –» svarede han og stod op, «naar De gaar mig saadan paa Livet, saa vil jeg jo tilstaa, at naar jeg ser et Jordbær, som ingen passer paa, saa ta’r jeg det ialmindelighed.»

«Ja – det er just den Graadighed hos Mandfolkene, jeg finder ligesaa farlig som forunderlig.»

«Ih – men Frue! Jordbær ere dog saa fortryllende!»

«Ja – naar de ere modne –» svarede Fru Fanny.

De sidste Ord kom saa blødt som Kattefødder. Georg Delphin var gaaet et Par Skridt henover Gulvet. Han vendte sig hurtigt og fik netop se det sidste Glimt af et 165Blik, som maatte have hvilet paa ham, mens hun talte.

Det var ikke ofte, han mistede sin Holdning i Konversationer som denne; men den Opdagelse, han gjorde eller troede at gjøre, Uvisheden, den forfængelige Glæde – forvirrede ham, saa han stammede, blev rød og stod og stirrede paa hende.

Udstrakt som hun laa i den lave Stol løb de bugtede Linier fra det lille Hoved nedover de fyldige Lemmer – helt ud til Spidsen af hendes Parisersko. Hendes Skjønhed var saa fuldt færdig, saa sikker og ubekymret i hvert Led og hver Bøining.

Hun forstod, at nu var det nok og reiste sig uden at lægge Mærke til hans Forvirring.

«Ved De hvad!» sagde hun pludseligt og lo høit, «det er dog latterligt, at jeg vil holde Prækener for Dem. Hver faar passe sig selv, og jeg maa gaa og passe en Kjole – jeg haaber, De undskylder. Godaften – Hr. Kandidat! – maatte Deres Jordbær bekomme Dem vel!»

Han stod ganske fortumlet; men endnu før han fik Tid til at tage sin Hat, stak hun Hovedet ind ad Døren – smilende – straalende, og raabte: «De kjører vel med mig imorgen?» – og uden at vente paa Svar, forsvandt hun med et lidet Nik. –

166Endnu halvt fortumlet foretog Delphin sin Ridetur; men der blev ikke noget af den flygtige Hilsen over Havemuren; thi han saa ingen i Vinduerne eller paa Trappen. Oprigtig talt var han altfor optaget af Dagens Begivenhed til at se rigtigt nøie efter.

Da Fru Fanny saa overlegent afslog hans Tilnærmelse i den første Tid, havde han fundet sig i sin Skjæbne med al Resignation. Georg Delphin var ikke den Mand, som tabte sin Tid og sit Humør i haabløs Tilbedelse; der er mange respektable Gevinster i Lotteriet foruden den største.

Og nu – idag aabnede der sig pludseligt en Chance for det store Lod: den beundrede, blændende Fru Fanny. Hans Hjerte svulmede af Stolthed, og dersom Jacob Worse havde seet det Blik, hvormed han saa ned paa de Spadserende, vilde han uden Tvivel have tænkt paa General Prim. –

Dagen efter paa Sandsgaard var Fanny og Madeleine Arm i Arm hele Aftenen. Delphin kunde ikke komme til at tale med nogen af dem særskilt. En eneste Gang traf han Fru Fanny i Havestuen ved Pianoet; men hun reiste sig strax og gik ud.

Da de kjørte hjem sammen om Aftenen, 167blev der neppe talt et Ord. Fanny saa hele Tiden udover Fjorden, som skimtedes mellem Stammerne i Alléen; det var en blikstille Høstaften. Delphin var i en underlig spændt Stemning; hvergang han rørte sig, knitrede det svagt i hendes store Silkekjole, som næsten fyldte Vognen. De sad begge stille og tause, helt til de kom til Byen.

– Men i de følgende Dage var Madeleine atter stadig Gjæst i Byen; Fanny fordoblede sin Elskværdighed mod hende og Delphin kom endnu hyppigere end før. Derimod mødte hun ham ikke mere paa Gaden; det fortalte hun til Fanny.

Fru Fanny smilede og sagde, at det var meget rigtigt af Delphin – og respektabelt. Folk var allerede begyndt at snakke om deres Spadserture i Gaderne.

Madeleine tenkte med Gru paa, hvor meget her er at tage sig ivare for i denne Verden. Men en Tid efter traf hun alligevel Fuldmægtigen, og de gik en morsom Tur sammen; han var saa munter og elskværdig.

Fru Fanny var i denne Tid mere straalende end nogensinde. Naar hun betragtede Madeleines og sit eget Billede i Speilet – 168hvilket var blevet en Vane hos hende – gik der et tilfreds Smil over hendes Ansigt. Rollerne vare ombyttede uden at Madeleine havde mærket det, og nu kunde Stykket spilles, thi nu fandt den smukke Frue, at Rollerne vare komne i de rette Hænder.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Garman & Worse

Garman & Worse kom ut 1880 og var Alexander L. Kiellands første roman. Den er typisk realistisk i det at den belyser samfunnsproblemer, og den er typisk «kiellandsk» i det at forfatteren bruker humor og ironi for å understreke poengene. Men boken inneholder også lyriske naturbeskrivelser, særlig kjent er beskrivelsen av havet i bokens første kapittel.

Garman & Worse er en grupperoman og har ingen egentlig hovedperson. I stedet møter vi en rekke personer som i større eller mindre grad beveger seg mellom miljøene som blir beskrevet. Flere konflikter blir belyst: generasjonskonflikter, sosiale konflikter, tidsskiftekonflikter og konflikter mellom kjønnene. Ved hjelp av paralleller og kontraster settes personer og miljøer opp mot hverandre, som for eksempel i begravelsesscenene mot slutten av boka, hvor konsul Garmans storslåtte begravelse står i grell kontrast til Mariannes enkle.

Både Kielland selv og den danske forleggeren Frederik Hegel var usikre på hvordan boka ville bli mottatt. 2. januar 1880 skriver Kielland til Georg Brandes: «Det er sandt, at min Roman blev mere tam end jeg selv havde tænkt; men jeg tilskriver det for en Del den Omstændighed, at Tanker der fra først af ere tænkte ganske nøgne – i Form af Tendens, altid ville tabe i sin oprindelige Skarphed, naar de iklædes Personer og udvikles gjennem Begivenheder og Karakterudvikling.»

Men romanen ble - og er fremdeles - en suksess og allerede etter noen få måneder måtte Hegel gi ut et nytt opplag. «Med «G. & W.» gik det som De spaaede – godt.» skriver Kielland i brev til Edvard Brandes 8/6 1880.

Se faksimiler av 2. opplag fra 1880 (NB digital)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.