213Nu var Høstregnet rigtig begyndt. Dag ud og Dag ind strømmede Vandet ned, og om Natten hørte man det piske paa Ruden og dryppe fra Taget, hvergang man vaagnede.
Først regnede det længe med Sydvest; men det var der ikke noget at sige paa, Sydvesten er nu en Regnvind. Men da det saa i fjorten Dage havde regnet med Nordenvind, saa sagde Folk, som forstod det: Ja – begynder det først at regne med Nordenvind, saa faar det aldrig Ende.
Saa var det stille en Morgen med tunge, mørke Skybanker, og Folk, som forstod det, sagde hovedrystende: idag blir det værre end værst! Men saa regnede det ikke hele Formiddagen; Luften blev lysere og tyndere, og da den var bleven ganske lysegraa, begyndte det at smaaregne.
Og det duschregnede, og det smaaregnede, og det silregnede, og det øsregnede, og 214det styrtregnede, og det plaskregnede; – men værst var det, naar det silregnede – jævnt og ubønhørligt fra Morgen til Aften.
De «nye Maaner» gik ind med Regn og gik ud med Regn, og alle Almanakkens Mærkedage vare lige vaade. Men Vinden for omkring til alle Kanter, samlede Skoddebanker ude i Søen og tykke Regnskyer oppe i Fjeldene, sobte alt sammen og lod det regne og regne og regne over den hele Vestkyst.
Og Stormen tog fat for Alvor, ruskede i de gamle Træer i Alléen og peb i Riggen paa Skibene, som laa i Vinteroplag. I de store Huse paa Sandsgaard havde hver enkelt Vind sine Hylekroge, som den gjenfandt med Henrykkelse hvert Efteraar. Nordenvinden kom brølende op imellem Søhusene; Søndenvinden tog de vaade Blade fra Haven og kastede dem i nævevis mod Ruderne; Østenvinden for ned i Piberne, saa det røg i alle Stuerne, og Vestenvinden havde sin Specialitet i at klapre med tyve Tagsten ad Gangen – den hele udslagne Nat.
Konsulen gik og kigede paa Barometeret og pikkede paa det, forat se, om Kviksølvsøilen steg eller faldt. Men – sandt at sige – det gjorde ikke stor Forskjel enten den steg eller faldt: Luften, Skyerne, Regnet, 215Stormen – det var i et Røre altsammen, og dermed gik det Uge efter Uge udimod Vinteren.
Paa Værftet gik det langsomt; thi Garman & Worse var ikke saa nymodens, at de byggede under Tag. Men Mr. Robson mente dog, han skulde blive færdig «paa Dagen», – skjønt det var «et Fandens Veir».
Men den, som mest bandte Veiret og Vestlandet og alt, hvad dertil hørte, var Adjunkt Aalbom. Naar han gik hjemmefra om Morgenen, piskede Vind og Regn ham i Ansigtet, og naar han forlod Skolen, vare de saa venlige at følge ham helt hjem til Døren igjen. Et Stykke ude i Alléen pleiede Vinden at kaste sig ovenfra ned paa hans Paraply, ruske i den og trykke den ned, indtil Hatten kom opimellem Spilerne. Saa gjorde den pludseligt den samme Manøvre nedenifra, for opunder Paraplyen og ind mellem Adjunktens lange Ben, fyldte den fodside, knappede Regnkappe, saaat han holdt paa at gaa tilveirs. –
October og November gik hen paa denne Maade, og Folk, som vare vittige, sagde, at de havde glemt; hvorledes Solen saa ud. –
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Garman & Worse kom ut 1880 og var Alexander L. Kiellands første roman. Den er typisk realistisk i det at den belyser samfunnsproblemer, og den er typisk «kiellandsk» i det at forfatteren bruker humor og ironi for å understreke poengene. Men boken inneholder også lyriske naturbeskrivelser, særlig kjent er beskrivelsen av havet i bokens første kapittel.
Garman & Worse er en grupperoman og har ingen egentlig hovedperson. I stedet møter vi en rekke personer som i større eller mindre grad beveger seg mellom miljøene som blir beskrevet. Flere konflikter blir belyst: generasjonskonflikter, sosiale konflikter, tidsskiftekonflikter og konflikter mellom kjønnene. Ved hjelp av paralleller og kontraster settes personer og miljøer opp mot hverandre, som for eksempel i begravelsesscenene mot slutten av boka, hvor konsul Garmans storslåtte begravelse står i grell kontrast til Mariannes enkle.
Både Kielland selv og den danske forleggeren Frederik Hegel var usikre på hvordan boka ville bli mottatt. 2. januar 1880 skriver Kielland til Georg Brandes: «Det er sandt, at min Roman blev mere tam end jeg selv havde tænkt; men jeg tilskriver det for en Del den Omstændighed, at Tanker der fra først af ere tænkte ganske nøgne – i Form af Tendens, altid ville tabe i sin oprindelige Skarphed, naar de iklædes Personer og udvikles gjennem Begivenheder og Karakterudvikling.»
Men romanen ble - og er fremdeles - en suksess og allerede etter noen få måneder måtte Hegel gi ut et nytt opplag. «Med «G. & W.» gik det som De spaaede – godt.» skriver Kielland i brev til Edvard Brandes 8/6 1880.
Se faksimiler av 2. opplag fra 1880 (NB digital)
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
