XVI.

236Endelig slæbte Vinteren sig Nordover som et trægt Udyr med sin lange Hale af skiddenhvide Sneflekker langs Gjærderne og blaasort Is – smaahullet somom den var markstukken – udover Vandene. Og Vaaren fulgte lige i Hælene og havde uhyre travelt med at male grønt og fiffe altsammen rigtig op for en liden Stund, – inden Udyret igjen krøb sydover med frisk Sne og flunkende ny, blank Staalis.

Det var den 14de Mai; Onkel Richard red paa sin Don Juan indover Byveien fra Bratvold. Imorgen var den store Festdag paa Sandsgaard: Skibet skulde løbe af Stabelen om Formiddagen, og om Aftenen skulde der være det store aarlige Bal.

Den gamle Herre var falden i Tanker, og Don Juan gik i Paradeskridt, dreiede sit smukke Hoved til alle Sider, medens Søndenvinden, der kom strygende op langs Kysten, 237tog Lokker af den fine Manke, kastede dem over paa den gale Side og legte med den lange Haarlusk i Panden.

Henover bølgende Lyngsletter førte Veien, gjennem veldyrkede Gaarde, over Myrer og øde Vidder – brolagte med Kampesten. Intet Træ var at se, saalangt Øiet kunde naa, og det naaede langt – udover Søen og indover Heiene ligetil de første Fjelde – flere Mil inde i Landet.

Men der var i hele denne gjennemblødte Jord saameget Liv, der piblede frem, saamegen krydret Duft, der steg op, saamange Farver, der vexlede, saamegen let Taage, der gled henover Vandene, blev hængende i Sivet og lagde sig udover Myrene; og i den klare Solluft var der en saadan Vrimmel af Lærker, der sang omkap, Viber, som jagede hinanden, Strandryler, Snepper, Stær, Ænder – et Liv og en jublende Travelhed –, og ude mod Vest den skinnende gule Strandstribe mod det mørkeblaa Hav.

Legationssekretæren saa ikke stort af alt dette idag. I hele Vinter havde han ikke havt det godt. Hjemme savnede han Madeleine, og naar han kom til Sandsgaard og saa hende, blev han ikke gladere.

Hun havde fortalt ham at Pastor Martens havde friet til hende; men det var da 238ikke noget at sørge over – tænkte Legationssekretæren, – især da hun jo svarede nei. Der maatte være noget andet iveien, og idag vilde han spørge Christian Fredrik: han vidste Raad for alting. Saa vilde han ogsaa endelig tage Mod til sig og spørge Broderen, hvorledes det hang sammen med disse Vexler og Contocouranter; det var dog for galt ikke at vide Greie paa sine egne Affærer.

Hjemme paa Sandsgaard fandt han det hele Hus i et Røre. I anden Etage blev der ordnet Møbler, støvet og sat Lys i Lysekronerne; nedenunder var der allerede dækket til Soupéen, kun de Gamles Soveværelser og Kontorerne vare skaanede og i Spisekammervinduet stod Gelée og sligt noget, der skulde blive koldt.

«Ak – Herregud! hvilket Styr her er!» – klynkede Fru Garman; hun havde ladet sin Lænestol flytte ind i Anretningsværelset ved Siden af Kjøkkenet. Her opholdt hun sig den hele Dag og lod sig bringe Prøver af alt, hvad der lavedes i Kjøkkenet; Kogekonerne vare saa bange, somom de skulde aflægge Examen.

Men Jomfru Cordsen gled fra øverst til nederst i det store Hus; stiv og stille ordnede hun med faa Ord hele det vidtløftige Apparat 239af Dækketøi, Knive og Gafler, Lys, Stentøi, Sølvtøi, Glas og Porcellain, – alt havde hun i sit gamle Hoved – ligefra Damernes Aftrædelsesværelse til Aftensmad for Musikken.

– Men var det travelt i Huset, saa var der endnu meget travlere nede paa Værftet. Tom Robson havde holdt Ord; Skibet stod saa blankt og færdigt «som en Brud» – sagde han. Og nu var hele den store Arbeidsstok ifærd med at gjøre alt istand til Morgendagen og rydde op paa Værftet, forat det kunde tage sig rigtig godt ud, naar hele Byen kom ud, forat se Skibet «gaa».

«Hvad Tid har vi Høivande? Mr. Robson!» spurgte Unge-Konsulen, da han og Onkel Richard inspicerede Værftet om Eftermiddagen.

«Klokken halv elleve – Sir!» svarede Bygmesteren.

«Godt! – lad mig saa se, at De har alting iorden imorgen Klokken halv elleve – paa Slaget – De forstaar: paa Slaget halv elleve!»

«All right! – Sir» svarede Mr. Robson og tog til sin Hue.

Men Tom Robson vilde ikke lade noget bero til Morgendagen. Iaften vilde han slaa sig løs; Martin havde allerede faaet Penge til et storartet Indkjøb. Der var Tid nok til 240at sove ud inden Klokken halv elleve om Formiddagen.

Derfor gjorde han alting færdigt iaften. Renderne bleve smurte forsvarligt med Talg og Grensæbe og lagt under; Støtterne vare færdige til at tages ned, og alt, hvad der kunde være iveien paa Havnen, blev halet tilside og fortøiet.

Skibet stod med Agterenden mod Søen og Forenden høiest paa Land. Under Bougen laa alt parat, som skulde bruges Dagen efter. Det sidste stykke Rende, som skulde slaaes under, Kilerne, der skulde drives ind, forat løfte Forenden, laa tilhugne, der var Donkrafter og Spil – alt – ligetil de langskaftede Træhammere vare paa sin Plads.

Gabriel fulgte Tom i Hælene den udslagne Dag. Han vilde vide Besked om alt, og det fik han ogsaa. Kun det, han helst vilde vide – Skibets Navn – var en Hemmelighed, som Tom ikke vilde forraade. Og Tom var ifølge Konsulens Ordre den, der selv spigrede Navnebrættene paa om Aftenen, da det var halvmørkt. –

Selskabet hos Anders Begmand havde været flittigt iaften – især Tom Robson. Og da Klokken var henad ti, var han alt temmelig drukken. Ligesaa Væggelusen; men Carl Johan Torpander holdt sig ædru 241som han pleiede – seende mod Døren, hvergang han hørte en Lyd. I Mørkningen var det begyndt at blæse en frisk Sydvest, som feiede nedad Skippermarken og stod ud igjennem Fjorden. Det ruskede i den gamle Hytte, naar Vinden kastede ned fra Fjeldet bagom, og Torpander for hvert Øieblik op og troede, at Døren gik – til ustanselig Moro for Mr. Robson.

Martin drak i Stilhed og saa mere skummel ud end nogensinde. Hele Vinteren havde han været uden Arbeide. Tom Robson havde laant ham Penge, og det gjorde ham endnu bitrere; thi han var paa sin Vis stolt, og Taknemlighed laa ikke for hans Natur.

Endelig kom Marianne. Torpander hilste med sædvanlig Ærbødighed, og hun smilede svagt til ham. Hun saa ud somom hun vilde falde af Træthed og gik hurtigt igjennem Stuen.

«Holloi!» raabte Tom, som først saa hende, da hun var ved Kjøkkendøren, «der kommer Kjæresten min! Mary Ann, my darling! nu er Skuden færdig og Tom Robson har Penge! nu holder vi Bryllup – inat om du vil; come along! –» raabte han og vilde stige over Bænken.

Men Martin stødte ham tilbage: «Vil du lade Søster min være i Fred!»

242«Kanske hun skulde være for god til en ærlig Sømand, fordi om den Helvedes Grossereren –»

Længer kom han ikke, thi Martin slog efter ham og traf ham i Nakken indunder Øret. Marianne skyndte sig ud. Men Torpander kastede sig modigt over sin gamle Fiende fra den anden Side og der opstod en forfærdelig Tummel.

Tom Robson krummede sig sammen paa sin engelsk – saa drukken som han var –, bøiede Armene sammen med Albuerne ud som en Boxer. I Førstningen stødte han halvt i Spøg efter Martin; men da han fik et Par Slag, som gjorde ondt, sprang han frem paa Gulvet, for at faa Plads.

Gustaf, Oscar, Carl Johan Torpander forstod sig ikke det mindste paa at slaaes. Han hamrede saa fort som et Skovlhjul med sine tynde Bogtrykkerarme paa Tom eller i Luften – hvor det traf. Mr. Robson gav ham leilighedsvis et Puf, saa det skranglede i ham; men ellers lod han Svensken banke sig i Ryggen, saameget han lystede.

Væggelusen betragtede en tidlang det hele med Velbehag, indtil han fik den Ide at rydde Stuen. Dette udførte han med stor Ihærdighed, og ved at skubbe og dunke med sin svære Krop, fik han tilslut den hele Klump 243trykket udenfor. Begmanden rakte dem Huerne og lukkede Døren.

Den friske Vind afkjølede dem allesammen og paa Væggelusens Opfordring blev der sluttet Forlig. For at bestyrke dette blev det vedtaget, at man skulde gaa hjem til Tom Robson og tage en Dram og et Stykke engelsk Ost.

De klavrede da op ad den bratte Sti bag Begmandens Hus – Tom Robson foran. Men som han hjalp til med Hænderne paa de bratteste Steder, fik han fat paa en løs Sten; og rent i Ørske og Fuldskab kastede han den mod Mariannes Kammervindu, hvor der var Lys. Stenen traf med saadan Kraft midt i Korset af Vindussprosserne, at alle fire Ruder sprang, og Glasstykkerne faldt klirrende ned.

«Det var Tom Robson!» skreg Martin, som var den sidste, «lad mig komme op – afvei! lad mig bare faa Kloen i ham!» – han arbeidede sig forbi de to andre og naaede Tom just som han kom indover Skrænten paa flad Mark.

Martin for indpaa ham med saadan Voldsomhed, at den anden ikke fik Tid til at sætte sig i Forsvarsstilling. Slag paa Slag susede ned over ham, indtil han halvt bedøvet tumlede om. Men Martin kastede sig 244over ham, satte Knæerne i Brystet paa ham, slog ham i Ansigtet, spændte og sparkede, hvor han traf, indtil han ikke kunde mere.

De andre naaede ogsaa op, men lagde sig ikke imellem. Martin var aldeles vild; han gik foran, fægtede med Armene og bandte og svor.

Tom Robson kom luskende bagefter; men ikke saa snart fik Martin Øie paa ham, før han igjen kastede sig over ham, indtil han atter laa som død i Marken.

Saaledes drog de sig indover Skippermarken; men da Martin for tredie Gang vilde fare paa Tom, kom der en lang smekker Gut springende henover Marken og stillede sig midt foran Martin; det var Gabriel Garman.

«Vil du lade ham i Fred – Martin!» raabte han – aandeløs efter Spranget.

«Hei! –» skreg Martin, «der er en af Blodsugerne! – du kommer i rette Tid! – jeg skal vride Indvoldene ud af dig – din Helvedes Hund!» –

Men idetsamme han vilde styrte mod Gabriel, blev han greben bagfra over Armene.

«Er du gal – Martin! – det er Gabriel – Søn til Konsulen! – du er fra Vid og Sans – Gut!» raabte Væggelusen; baade han og 245Svensken havde kastet sig over Martin og holdt ham fast.

Men Martin skreg og spændte, indtil han udmattet faldt tilbage og laa stille.

Tom Robson sansede ikke noget mer, men tumlede alligevel op til sit Hus, som var tæt ved.

«De behøver ikke at være bange – Hr. Gabriel,» sagde Væggelusen indsmigrende, «vi holder ham godt.»

«Det skulde I have gjort før,» svarede Gabriel, «jeg skulde nok have klaret mig.»

Han var saa tynd og smekker, at Martin kunde have knust ham – saa vild som han var; men alligevel sagde Væggelusen, da Gabriel gik nedover: «Der er Blod i dem!»

Martin, som de havde sluppet, reiste Hovedet: «Blod – siger du! – ja Blod er der i dem!; de Fattiges Blod, som de har suget fra Far til Søn og alt det Blod har de gjort til Guld – rødt, skinnende, blodigt Guld. Men –» tilføiede han hemmelighedsfuldt – «jeg skal tappe Guld af dem – jeg, saa det skal skinne rødt som Blod over hele Sandsgaard! – vent bare!» – og snar som et Dyr for han nedover Skrænten.

– Væggelusen og Svensken saa paa hinanden og gik hver sin Vei uden at sige et Ord. –

246– Da Vinduet blev knust, havde Marianne strax slukket Lyset. Hun tog sit Underskjørt og prøvede at stoppe i Vinduet; men Vinden kastede saa haardt imod, at hun ikke kunde faa det tæt. Hun frøs – der hun stod og skyndte sig i Seng. Men for hvert Vindstød kjendte hun den kolde Træk og hun kunde ikke blive varm.

Nedenunder gik Bedstefaderen og rumsterede, mens han drak op Ølslumperne. Marianne foldede sine Hænder og bad, at hun maatte faa dø; men udpaa Natten for hun op, hun var bankende hed og skjælvede over hele Kroppen; hun syntes høre Raab og Lyden af mange Mennesker. –

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.