X.

[206] Provsten Sparre læste med Konfirmanderne i Haugianernes gamle Forsamlingshus; og skjønt der var en Mængde Gutter, blev det dog en liden Flok i den store, lave, graamalte Sal med Vinduer til tre Sider.

Konfirmanderne vare placerede saaledes, at der var en tydelig Adskillelse mellem dem.

Paa en lang Bænk midt foran Kathederet sad Almuskolen, – yderst udpaa Hjørnerne Fattigbørn fra west end og de andre Udkanter.

Men paa Præstens høire Haand lige indunder Kathederet paa kortere Bænke, som stod ud fra Væggen, – der sad velklædte Gutter fra de andre Skoler, Latinskolen paa første Bænk, og Abraham øverst helt oppe ved Præsten.

[207] Provsten Sparre havde altid en Mængde Konfirmander; thi han havde Ord blandt Folk for at være meget lettere «at slippe frem for» end de andre Præster i Byen.

Rent umulige Dumrianer, som forgjæves havde prøvet flere Gange, de blev uden Vanskelighed konfirmerede af Provsten. Og man skulde sandelig ikke sige, at det var, fordi han saa gjennem Fingre med deres Kristendomskundskab. Man skulde bare høre disse Dumrianer paa Kirkegulvet under Katekisationen, – de svarede som Peberkværne og det mange Gange paa de allersværeste Spørgsmaal i hele Pontoppidan.

Herfor blev Provsten Sparre høilig beundret; – mere end han fortjente – oprigtigt talt: thi der var en liden Hemmelighed med i Spillet.

Provsten Sparre vidste nemlig ligesaa godt som enhver anden Præst eller Lærer, at af Almubørnene var der ikke en eneste Gut eller Pige, som forstod et eneste Guds skabende Gran af det, som stod i Pontoppidans Forklaring. Det var derfor fuldstændig vilkaarligt, [208] hvad der i de mindre gode Hoveder blev hængende som lært og bevaret udenad.

Medens derfor de flinkeste blandt dem kunde svare paa ethvert Spørgsmaal i hele Bogen, naar han bare passede paa at spørge aldeles ordret, saaledes som Spørgsmaalet lød, – saa var der en hel Del andre, hos hvem der kun fandtes enkelte Partier dyrket Grund, mens Resten var en Ormegaard af Spørgsmaalstegn.

Nu havde Provsten Sparre den Maade, at han speidede efter de smaa dyrkede Pletter i disse Hjerner; og naar han mærkede, at der sad nogle Ord ganske fastspigrede i et af de daarligste Hoveder, saa noterede han det i en liden Noticebog.

Paa den store Dag, naar han da skulde overhøre Konfirmanderne i Kirken foran Menigheden, var det vidunderligt at høre, hvorledes han kunde springe fra Emne til Emne, kaste Spørgsmaalene hid og did og bestandig træffe Konfirmanden forberedt og vel forberedt.

Denne Provsten Sparres Hemmelighed var han selv meget ængstelig for. I den lille Noticebog stod der bare Tal, der for den uindviede [209] kunde se ud som Karakterer, han gav Børnene under Læsningen. Men han var kun ængstelig, forsaavidt som han fuldtvel indsaa, hvor let hans Fremgangsmaade kunde misforstaaes og mistydes.

Overfor sin egen Samvittighed derimod var han fuldstændig rolig.

Thi naar nu Aandens Gaver ere saa ulige fordelte, og naar nu Pontoppidan kanske ikke falder alle saa let at lære og forstaa, saa vilde det jo være storlig Uret at forholde et ungt Menneske, som derom beder, Adgang til Menigheden og Naademidlerne, fordi om han ikke besad Evnen til at lære udenad.

Konfirmeres maatte de jo; der kom sandelig aldrig andet end Fortræd og Misnøie i Menigheden af at nægte Børnene Adgang til Konfirmation; hvorfor da skabe sig Vanskeligheder ved ubillig Strenghed i Fordringerne? – Guds Rige hører de Enfoldige til.

Undertiden var de jo betænkeligt enfoldige, og Provsten Sparre følte sig ofte generet af Latinskolens Disciple, som sad færdige til at kvæles af Latter. Derfor var han ogsaa lidt [210] kold og tilbageholden mod Abraham i de første Dage.

Abraham var usædvanligt voxen til at være Konfirmand, og Provsten havde ikke hørt godt om ham; hans Moders Fritænkeri var desuden bekjendt nok.

Men efterhaanden fik han et bedre Indtryk af den unge Løvdahl; han var ærbødig og alvorlig og fortrak aldrig en Mine, naar der svaredes borti Væggene fra den lange Bænk. Derimod var han opmærksom med at hjælpe Provsten med Frakken, bringe Bogen opslaaet og styrte paa Gulvet, naar Blyanten faldt ned.

Og tilslut fandt Provsten, hvem disse Timer med Konfirmanderne var en Tortur, et vist Behag i at have den velopdragne unge Mand saa nær ved sig. Og der udviklede sig fra Gang til Gang etslags venskabeligt Frimureri mellem Provsten og Abraham, saaat de vexlede Øiekast, naar der forefaldt noget under Examinationen, eller Provsten mumlede et latinsk Citat, som Abraham besvarede med et diskret Smil – enten han forstod eller ikke.

Forberedelsen til Konfirmationen blev derfor [211] en Fornøielse for Abraham. Det var allerede morsomt at gaa fra Skolen to tre Timer midt om Formiddagen, og naar han sad ved Provst Sparres Katheder havde han en behagelig Fornemmelse af at være den første.

Fra Skolen kunde han hele Pontoppidans Forklaring udenad; saa han vidste intet om det uhyre Arbeide før og den kvælende Angst under Examinationen, som gjorde de vildeste Gutter fra Almuskolen blege og stille med opspilede Øine.

Hvad der for dem var deres vigtigste Livsbegivenhed, et Naaleøie at arbeide sig igjennem med den største Anstrængelse af alle Evner, – det var for ham ingenting, som kunde anstrænge, idethøieste kunde det blive kjedeligt.

Men det blev det altsaa ikke ved hans gode Forhold til Provsten; og naar han en enkelt Gang blev examineret, forlod de gjerne Pontoppidan, og det blev mere som en Samtale om theologiske Materier mellem en ældre og en yngre, medens de andre sad og gabte eller læste under Bordet paa det følgende. –

– Provsten Sparre examinerede i den anden Part: Troens Artikler.

[212] «Ole Martinius Pedersen kan du sige mig, hvormange Guder er der til?»

«Tvende Slags nemlig gode og onde,» svarede Ole Martinius Pedersen i en Fart.

«Nei – Gutten min! det var ikke rigtigt. Du svarede paa et andet Spørgsmaal; paa hvilket Spørgsmaal var det, han svarede? kan nogen sige mig det?»

«Om Englene,» raabte en liden rødhaaret Gut nede ved Ovnen.

«Rigtig – Jens Hansen! Englene ere tvende Slags nemlig gode og onde; men Gud er kun én – ikke sandt? Ole Martinius?»

«Ikkun én eneste Gud,» svarede Ole Martinius Pedersen, som var en af de bedste paa den lange Bænk.

«Hvorledes har det guddommelige Væsen aabenbaret sig i Skriftens Ord?»

«Som et eneste Væsen: Fader, Søn og Helligaand, hvilke dog alle ere ét og kaldes den hellige Treenighed.»

«Kan vi vel med vor Fornuft begribe dette, at Gud er én og dog tillige tre?»

«Nei; det er langt over – skjønt ikke imod vor Fornuft; derfor er det en Troes- og [213] ikke en Fornuftsartikel; og Gud var ikke Gud, om han af vor Fornuft kunde begribes.»

«Det var meget godt – Ole Martinius! du kan dine Ting, naar du bare betænker dig. Nu du – Mons Monsen! Er da de Ord: Fader, Søn og Helligaand trende adskillige Navne eller Egenskaber i Gud og intet andet?»

«Jo! – det er mere end blot Navnes eller Egenskabers Adskillighed; thi enhver af dem tillægges noget særdeles, som ei tilkommer de andre.»

«Ikke saa fort – Gutten min! – Hvori bestaar denne Adskillighed?»

«Ikke i Væsenet, som sagt er» – svarede Mons Monsen i rivende Fart og uden Stans ved noget; «- ikke i Væsenet, som sagt er, mæ– men Ordet som er forenet med Vandet– »

«Nei, nei – Mons! nu kommer du opi noget andet; pas nu paa: ikke i Væsenet, som sagt er, men i visse –»

«- men i visse personlige, indvortes Gjerninger, saa – saa – saasom Klæder, Sko, Mad og Drikke, Hus og Hjem, Ægtefælle, Børn, Mark, Fæ –»

[214] «Nei – nei – nei – Mons! – nu er du igjen borti noget andet; – som tilkommer –»

«- som tilkommer enhver af dem for sig; nemlig Faderen, som er af Ingen, føder sin Søn af Evighed, Sønnen fødes af Faderen, og den Helligaand udgaar fra dem begge. Alt dette er baade vist og sandt –»

«Nei – nei Mons! alt dette er Troens –»

«- alt dette er Troens dybe Hemmelighed, som vor Fornuft ei kan ransage.»

«Det er rigtigt Mons Monsen! – du er flink Gut, naar du bare vilde give dig lidt Tid; men du snakker saa frygteligt fort, at du tumler dig væk. Her er lidt Forskjel i Bøgerne – som kanske Latinskolens Elever har mærket,» sagde Provsten til Abraham; «flere af Guttene ved Almuskolen og fra Landssognene har lært efter en ældre Udgave.»

Dette var ogsaa en Egenhed ved Provsten Sparre, som de andre Præster beundrede eller forargede sig over.

De fleste mente nemlig, at skulde Kristendomsundervisningen have samlende Betydning for Menighedslivet, maatte fremfor alt Lærebogen være absolut den samme for alle; og derfor [215] lærte de efter den Udgave af Pontoppidans Forklaring, som sist var udkommen med kongelig Resolution og taalte ikke andet.

Men Sparre tog, hvad man bød ham, naar de bare kunde det ordentligt udenad. Derfor maatte han ogsaa have dette vidunderlige Kjendskab til den enkelte og til de gamle og nye Udgaver, saa han baade kunde stille Spørgsmaalet og «sætte paa» i Svaret.

Ved at omtale Forskjellen mellem Udgaverne og Forklaringen kom Provsten til at tænke paa en ulykkelig Konfirmand, han havde iaar. Pastor Martens havde i Sacristiet erklæret ham for en uforbederlig Idiot.

Det var en stor stærk Gut paa atten Aar, der gik som en Rese blandt de andre, og som allerede flere Gange havde fyldt det tørre Forsamlingslokale med undertrykt Jubel ved sin mageløse Taabelighed.

Provsten selv mistvivlede. Men alligevel iagttog han ham nøie og lyttede alvorligt til de Stumper og Ramser, som den arme Osmund gav tilbedste i hyt og Veir, naar han blev spurgt. Tilslut troede Provsten, at han havde fundet en Traad, og idag vilde han prøve; han [216] gjorde i en Fart en liden Overgang fra Treenigheden, forat kunne anbringe sit Forsøg.

«Du Osmund Asbjørnsen Sauamyr,» begyndte han venligt og langsomt, forat give den anden Tid til at samle sig: «kan du svare mig – Gutten min! – kan du svare mig paa det Spørgsmaal: Hvilke ere da saadanne Evangelii Naadegaver?»

Osmund Asbjørnsen Sauamyren sad et Øieblik ganske stille; derpaa begyndte han – enstonigt, men sikkert – og bestandigt stærkere syngende, – med en Fart, saa han næsten misted Pusten:

«Det er Kristi Retfærdighed, Syndernes Forladelse, den børnlige Udkaarelse, Guds faderlige Forsorg, Arve-Rettigheden, Fred med Gud, sønlig Tillid, Guds Kjærligheds søde Smag, Tilgang til Gud og Dristighed til at bede; Forsikring om Guds Naade, om Bønhørelse og Hjælp i al Nød, særdeles kraftig Beskjærmelse imod alle synlige og usynlige Fiender, Taalmodighed med vor Svaghed og naadig Skaansel i vort ganske Levned; det evige Livs Forsmag, Glæde i den Helligaand; Styrelse, Lys, Drift og Kraft af samme Aand; Befrielse [217] fra Syndens Straf og Herredømme, fra Guds Vrede, Lovens Forbandelse og Tvang, fra Satan, Helvedes og Dødens Magt, fra Verden og en ond Samvittighed; alle Tings endog de bitreste Lidelsers Udfald til de Troendes Bedste, et levende Haab om Saligheden, hvorpaa endelig følger den uudsigelige evige Glæde og Herlighed i Himmelen og saa fremdeles!»

«Ser man det!» raabte Provsten Sparre triumferende og noterede i sin Bog; «jeg tænkte nok, du var ikke saa gal endda – du Osmund! – du har kanske ikke saa let for at skjønne Spørgsmaalene som Byguttene; men du kan dog noget – Gutten min! – bliv du bare ved med at være flittig og opmærksom, skal du se, det gaar dig nok godt.»

Latinerne vare skuffede, de havde ventet en god Latter; men hele den lange Bænk bøiede sig fremover og betragtede Osmund med den største Forbauselse.

Selv sad han med aaben Mund og gloede paa Provsten. Aldrig var sligt hændt ham, aldrig havde han hørt et Ord af Ros eller Haab; men heller aldrig havde nogen Præst tilforn [218] opdaget dette hans store og eneste Bravournummer om Evangelii Naadegaver.

Osmund Asbjørnsen Sauamyren havde prøvet mange Præster og slidt – jeg ved ikke, hvormange – Forklaringer op.

Ligefra han begyndte i fjorten-femten Aars Alderen at tage Bogen med sig i Heien, hvor han gjædede og indtil denne Dag havde han tumlet forgjæves med Spørgsmaal og Svar.

Kun en eneste Gang i en god Stund havde hans Hjerne gjort en kjæmpemæssig Anstrængelse foran dette uhyre Spørgsmaal om Evangelii Naadegaver. Og med den underlige Vilkaarlighed, som følger Udenadslæsning, var denne ene Ramse helt og holdent uden Feil eller Tvivl bleven fast derinde; og saa ofte havde han nu gjentaget den i modløse Stunder, at den ikke kunde gaa istykker, uden at den stakkels Osmunds skrøbelige Forstand gik med det samme.

Men hvor lidet havde Evangelii Naadegaver hjulpet ham til denne Stund!

Til Spot for alle og til Sorg for sine Forældre var han blevet gaaende fra Aar til Aar som haabløs Konfirmand – baade hjemme i [219] Landsbygden og nu her, efterat hans Far var flyttet til Byen som Stenmand ved Fabriken.

Intetsteds kunde han komme an. En ukonfirmeret Gut stod overalt tilbage; ikke som Regningsbud, ikke i Kontor, Krambod eller Søhus brød man sig om en saa dum eller vanartig Gut, at han ikke var konfirmeret med atten Aar. Hans store Krop kom ham lidet tilgode; han var endnu for blød i Benene til Faderens Haandtering, og – desuden hvad Løn gad nogen byde en ukonfirmeret Gut? ikke engang tilsøs vilde Rhederierne tage ham, før han var konfirmeret.

Osmund Asbjørnsen Sauamyren agtede sig ikke langt frem, stilede hellerikke højt op i Samfundet; og det kunde synes, somom der maatte staa mange Veie aabne for hans meget beskedne Fordringer.

Alligevel fandt han alle Veie omhyggeligt stængte; for ham førte ingen anden Vei ud i Livet end den, som gik forbi Præsten; og hver Gang tog Osmund taalmodigt fat med en ny Præst, forat blive bespottet en Stund og tilslut kasseret.

Nu saa han endelig en Udgang paa sin Møie; han blev siddende en lang Stund og [220] tænkte paa, hvad Mor vilde sige, naar han kom hjem, og før han vidste et Ord deraf, begyndte han at græde.

Der blev almindelig Munterhed, da det mærkedes, at Goliath flæbede; Abraham lo ogsaa, da Provsten smilte.

Han var idetheletaget meget glad ved at staa sig saa godt med Provsten Sparre; og han gruede nu bare for den Morgen, da hans Moder vilde komme ind til ham og tvinge ham til et oprigtigt Skriftemaal. Saa mange Gange forestillede han sig denne Scene, at han ligesom saa hende komme ind ad Døren, og hvad skulde han svare hende?

Selve Konfirmationsforberedelsen kunde jo ikke paa nogen Maade stemme ham alvorligt – endsige gribe ham dybere; og han vidste, at kun Alvor turde han byde sin Moder; det mindste Forsøg paa Fusk vilde hun strax opdage.

Imidlertid gik Høsten og det var jo langt frem til Paaske.

Abraham fandt efterhaanden, at Broch var en god Kammerat; de fik mest Omgang med det øverste Parti i Klassen – Mesterlektianerne, som skulde op til artium næste Aar; de røg [221] Tobak og spillede Kort, og om Aftenen spaserede de med Smaapigerne.

Der var noget ved Abraham, som holdt ham oppe og gav ham Position selv blandt ældre Kammerater.

Den tilbagetrængte Lyst til Opposition, som laa i ham, fik en anden Udvei gjennem Spot og Latterliggjørelse. Han kunde sige Vittigheder baade om alvorlige og religiøse Ting; og saa fredelig og ærbødig som han var i Skolen og hjemme, kunde han være den værste til at spotte og gjøre Nar, naar de sad for sig selv paa en Hybel i den tætteste Tobaksrøg.

Broch laa flad af Latter, og Bifaldet opmuntrede Abraham, saa han blev værre og værre og agtede ingenting mere, somom han holdt sig skadesløs for sin Tvang ved at være rigtig vild og gal, naar han turde slippe sig løs.

Han forsøgte sig ogsaa i Karikaturer; og der circulerede længe en Tegning i 4de Latinklasse, som forestillede Helvede, hvor Adjunkterne Aalbom og Borring gjensidig fyrede under hinanden, medens Konferentsraad Madvig og [222] Erik Pontoppidan dansede en vild pas des deux i Flammerne.

I Skolen gik det ham nu meget godt; Abraham var tilstrækkelig flittig og havde desuden tilegnet sig en egen Maade til at tage Lærerne paa; selv Aalbom glemte hin «Dævel» for hans indsmigrende Elskværdighed; og det var bare Rektor, som bevarede en liden Misstemning mod ham.

Professor Løvdahl sluttede sig i denne Tid nøie til sin Søn, gik lange Ture med ham om Søndagen og talte til Abraham næsten, somom han kunde være voxen.

Det var baade, fordi Professoren af al Magt vilde trække Sønnen hen til sig; men det var ogsaa, fordi noget trykkede ham, saa han trængte til at oplives ved Guttens Munterhed.

Fortroligheden mellem dem blev saa stor, at Abraham endog fortalte Ting, som han ellers bestemt vilde have fortiet.

Saaledes kom han en Dag i Samtalens Fart til at fortælle – halvt mod sin Vilje – en Historie fra Skolen.

En Rude var bleven knust i øverste Klasse, [223] og hele Klassen vidste, at det var Morten Kruse; men da Rektor spurgte, vilde ingen svare; Broch var tilfældigvis syg, saaat Løvdahl var øverst.

Nu var der ingenting, som i den Grad ophidsede Rektor, som naar han mærkede eller troede at mærke Stridighed; og som gammel Skolemester forstod han strax, at Klassen var enig om ikke at forraade Misdæderen.

Han var da faret lige hen imod Abraham: «Tag dig nu iagt – Løvdahl! husk paa, du har engang før været ude med Opsætsighed; den Gang slap du; men vogt dig for at komme igjen. Ved du – eller ved du ikke, hvem der har gjort det?»

«Du svarede vel strax?» spurgte Professoren ængstelig.

«Ja – jeg svarede –», – Abraham saa til Siden.

«Du sagde, det var Morten Kruse?»

«Ja, for det var ham.»

«Naturligvis skulde du svare; det vilde jo været Vanvid, om du endnu engang havde gjort Skandale i Skolen – især nu, da du gaar for Præsten. Jeg ved nok, en og anden [224] kunde komme med noget overspændt Snak om ikke at forraade sin Ven – eller lignende; men det skal du ikke bryde dig det ringeste om. Lydighed – ser du – mod sine Overordnede er ubetinget et ungt Menneskes og en brav Borgers allerførste Pligt og høieste Dyd; ved at holde Samkvem med Misdædere bliver du tilslut selv en, mens du gavner dig selv og Retfærdigheden ved at aabenbare det onde og strafskyldige.»

Da de havde gaaet et Stykke, sagde Professoren henkastet: «Det er ikke værdt, du fortæller din Mor dette; – det er jo ikke noget at tale om.»

Abraham saa ikke op; de undgik at se paa hinanden en Stund. Det var, somom de havde Hemmeligheder imod Moderen; og idet Abraham slog sig tilro med sin Faders Bifald, tænkte han ikke videre over, at hans Mor nok vilde seet Sagen anderledes.

Men hun var saa besynderlig i denne Tid. Hun var igrunden ikke sig selv; thi der var kommet noget til foruden Mordtmann. – Hendes nervøse Ængstelse var bleven til Vished, og [225] denne Vished fyldte hende med en Smerte, som hun skammede sig ved og søgte at bekjæmpe. – Fru Wenche kunde nemlig ikke længer være i Tvivl om, at hun igjen skulde føde et Barn.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gift

Romanen Gift kom ut sommeren 1883. «Idetheletaget er jeg meget fornøiet med Gift; her er vist et almindeligt Raseri.» skrev Kielland til Jacob Hegel 16. juli 1883. Boken vakte stor oppstand og mange av bokhandlerne i Kiellands hjemby Stavanger nektet å selge boken. Men den ble og blir lest, og den er i dag en av Kiellands mest kjente romaner.

I Gift setter Kielland fingeren på hykleri og dobbeltmoral generelt og lærer- og prestestanden spesielt. Romanen er i dag best kjent for sitt oppgjør med latinundervisningen, men den handler vel så mye om undervisningssystemet generelt og også om konfirmasjonsundervisningen. Romanens heltinne, fru Wenche, kjemper en forgjeves kamp mot løgn og dobbeltmoral. Også hennes sønn Abraham er i utgangspunktet idealistisk og opptatt av rettferdighet og sannhet, men lar seg knekke av undertrykkelsen som er satt i system både hjemme, i skolen og i kirken.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.