XII.

[245] Professoren vakte Forbauselse i Klubben ved at blive der til over Ti og drikke Toddy.

Han var nemlig ellers saa sikker som et Uhrværk: Spilleparti paa Klubben hver Fredag Aften, men alle andre Dage hjem Klokken ni præcis. At se ham som idag – en Tirsdag spise sin Aftensmad heroppe, og siden spille à la guerre med nogle yngre Herrer, var et stort Særsyn.

Han lo ogsaa selv deraf og var meget oprømt.

Men da han kom hjem – Klokken henad elleve, blev han forbauset og ubehagelig tilmode ved ikke at finde sin Kone i Sengen.

Han havde beregnet, at hun skulde sove – eller lade somom hun sov, naar han kom saa sent hjem; og han vilde ikke for nogen [246] Pris have en Samtale iaften, mens det endnu var saa nyt og heftigt.

Han regnede efter, hvor hun vel kunde være. Mange Veninder havde Fru Wenche ikke; men der var dog altid en tre fire Familier, med hvilke de levede i saa nær Omgang, at hun kunde gaa derhen en Aftenstund uden at være indbuden og uden at melde sig forud. Men Klokken halv elleve var en sen Tid til at komme hjem fra et saadant Besøg.

Det faldt ham fra først af ikke ind, at der kunde være noget iveien. Han saa efter, om hun havde taget den anden Gadedørsnøgle med sig; og da den var borte, tog han sin ud af Laasen, forat hun kunde slippe ind.

Hvor hun end var, vidste han, at de i Huset vilde sørge for, at hun blev fulgt hjem; og forøvrigt var Byen ikke paa nogen Maade farlig at færdes i selv sent paa Aftenen for en Dame saa vel kjendt som Fru Professorinde Løvdahl.

Han klædte sig da hurtigt af og gik iseng, forat han kunde lade, somom han sov, naar hun kom hjem. Det var ham fremfor alt om [247] at gjøre, at denne Samtale, som han vidste maatte komme, blev udsat til imorgen.

Om Aftenen var det umuligt; det førte bare videre i Heftighed og Uvenskab. Men om Morgenen var alt reduceret og mindre betydeligt, de mest brændende Stridsspørgsmaal lod sig behandle lempeligt som Smaating i den kjølige Morgenluft.

Professor Løvdahl var sig fuldtvel bevidst, at han havde forløbet sig og saaret sin Kone paa det dybeste. Som korrekt Mand skammede han sig ved at have foraadt en Stemning, han havde sat sin Ære i at holde skjult.

Overfor sin Kone skammede han sig næsten mindre, fordi han selv vidste, at han ikke havde ment hine onde Ord i Alvor, og fordi han jo var saa ganske vis paa, at hun selv med lidt Eftertanke snart vilde indse, at det bare var et Ord, som var faret ham af Munden i den første Uvilje.

Thi det var unægteligt en forbandet Historie med det nye Barn.

Nu havde han i saa mange Aar vænnet sig til Tanken om denne ene Søn. Saavel i sin egen Fattigpraxis som i sine statistiske [248] Studier havde han seet saa meget af de sørgelige Følger af Talrigheden blandt Børnene; han havde selv talt og skrevet saa meget og saa skarpt derimod.

Faldt der nu ikke et Skjær af Latterlighed over ham, naar han efter femten, sexten Aars Forløb – paa sine gamle Dage skulde begynde at praktisere mod sin egen Theori? Alle de Vittigheder, han skulde døie: Smil, Hentydninger og gjennemsigtig Ondskab.

Og saa dertil Forstyrrelsen i Huset; al den Uleilighed og Uhygge, som let lader sig bære, mens man er ung og det er nyt; men som bare forstyrrer og sætter Huset paa Ende, naar man er kommen vel iorden.

Det var alt dette, som med et var faldet over ham, havde forbundet sig med den onde, ophidsede Stemning, hvori han en Tid havde gaaet, havde endt med at tage Fodfæstet fra den beherskede, fine Mand og fremkaldt de Ord, der paa en vis Maade forraadte hans Hemmelighed, skjønt han i Virkeligheden var langt fra at mene, hvad han sagde, saaledes som Fru Wenche maatte forstaa det.

Men imorgen kunde det altsammen tage [249] sig bedre ud. Ved selve Sagen var der jo ingenting at gjøre, og Carsten Løvdahl var just Mand for at tage det uundgaaelige med al mulig Anstand. Han var ogsaa beredt til at gjøre Undskyldning og give sin Kone enhver Opreisning; men i Ro, halvt i Spøg, overlegent, – imorgen.

Han slukkede Lyset; det var igrunden allerbest at sove rigtig; men det vilde ikke lykkes ham; han kunde ikke falde isøvn.

Tværtimod blev han overordentlig vaagen, anspændt, varm og nervøs, – laa og lyttede efter den minste Lyd; og det forekom ham, at der var fuldt af Lyd i den stille Nat, hvori Byen sov med et forsvindende Fodtrin ude paa Gaden.

Og en Angst voxede op i Mørket, hurtigere og hurtigere med fantastiske Omrids, nærmere og nærmere indpaa ham, tungere og mer knugende for hvert femte Minut, naar han troede, der var gaaet et Kvarter og tændte en Fyrstikke.

Hvor blev hun af? – over halv tolv! nu maatte der være noget galt paafærde.

Deres sidste Samtale, hendes Skrig, da han [250] flygtede, fordi han frygtede at fortsætte Samtalen – alt stod for ham. – Og hun, som var saa heftig og hensynsløs.

Disse overspændte Naturer! – han kjendte dem, hvad kunde de ikke falde paa. Hvor var hun i dette Øieblik? – det svimlede for ham; – gik hun vildsom ude i Natten? – eller laa hun allerede og flød udfor de bratte Fjelde i Fjorden?

Han satte sig overende i Sengen og tændte Lys. Han talte beroligende til sig selv som til en Feberpatient; men det hjalp ikke.

Endelig hørte han hende i Gadedøren.

Strax slukkede han Lyset, lagde sig ned og pustede langt og regelmæssigt, somom han havde sovet længe. Han følte sig uendeligt lettet og smilte over sin Frygt.

Fru Wenche kom ind og tændte Lys og tog sin Kjole af, mens hun opmærksomt iagttog sin Mand; han sov trygt og roligt.

Stille og varmsomt – saa ikke en Nøgle raslede, lagde hun sin Haand over hans Nøgleknippe, tog Lyset med sig og gik ud af Soveværelset.

Han mærkede, at hun gik ud igjen; men [251] tænkte ikke videre over det. Nu var hun kommen hjem, hans Sorg var slukt, imorgen skulde det nok klare sig. Og som han nu beroliget og træt af Sindsbevægelse laa og lod, somom han sov, sovnede han virkelig og sov trygt og roligt i en to-tre Timer.

Men da han udpaa Natten vaagnede og kjendte, at hans Kones Seng var tom og kold, fór han igjen op i Angst, fik Lyset tændt og saa sig om. Alt var stille; Klokken var over tre; han saa intet Spor af sin Kone uden Kjolen, hun havde lagt fra sig.

Carsten Løvdahl kjendte sit Hjerteslag stanse, og det blev ham klart, at nu var der alligevel noget galt paafærde. Han tog sig sammen og væbnede sig med al den Sindsro, som laa i hans Natur, og som Livet og hans Arbeide havde styrket og udviklet.

Da han havde faaet sig halvt paaklædt, tog han Lyset med, forat gaa og lede efter hende.

Gjennem Stuerne saa han en Lysstribe fra sit Kontor, Døren stod paa Klem. Han maatte stanse lidt; men derpaa gik han de faa Skridt [252] henimod Døren; han vidste nu, hvad han vilde faa se.

Alligevel maatte han holde sig fast og Lysestagen var nær faldet ham af Haanden.

Stivt udstrakt i hans store Lænestol laa Liget af Fru Wenche. Lyset paa Bordet var næsten nedbrændt; og ud af hendes Haand, som hun i sidste Øieblik havde strakt hen over Bordet, var der trillet en af hans smaa Flasker, som han kjendte.

Han satte Lyset fra sig og vilde kaste sig ned over hende. Men en Tanke skjød pludseligt frem i ham og gjorde ham stærk og kold: det gjalt at tænke paa, hvad der nu maatte gjøres, hvad der endnu kunde skjules; det var Tid at være en Mand.

Og atter dæmpede han alt ned med hele sin vanestyrkede Beherskelse, holdt et Speil frem for hendes Mund, skjønt han nok kunde vide, at Døden var fulgt strax, naar Flasken var tom. Han tog den og satte den ind igjen og lyste paa Gulvet, forat finde Proppen.

Derpaa lukkede han sit Medicinskab og stak Nøgleknippet i Lommen.

Med Ansigtet bortvendt bøiede han sig [253] over hende, løftede hende op og bar hende gjennem Stuerne ind til hendes Seng.

Da han saa havde faaet Lysene ind i Soveværelset og endnu engang seet sig omkring, gik han ovenpaa og vækkede Pigerne. En løb strax over Gaden, forat hente Distriktslæge Bentzen: – Fruen var syg, farligt syg; det gjaldt om Liv og Død. Men ingen maatte vække Abraham.

Da Professoren var bleven alene, hentede han endnu noget fra sit Medicinskab.

«Det er alt forbi – kjære Ven! her er intet mere at gjøre, – et Hjærteslag – aldeles pludseligt –» sagde Professoren, da han mødte Bentzen ude i Gangen.

«Stakkels Ven!» svarede Bentzen og knugede hans Haand; «- kom jeg for sent til at hjælpe dig?»

«Ak nei du! – jeg kom selv paa en Maade for sent. Ser du: jeg laa og sov; hun gik senere i Seng end jeg; og saa stille og pludseligt er det gaaet, mens hun klædte sig af, at hun allerede var uden Bevidsthed og i Dødskampen, da jeg vaagnede.»

Professor Løvdahl talte spændt og udførligt [254] som en Morder, der vil give Indtryk af Frimodighed.

«Du har givet hende Moskus?» – spurgte Doktor Bentzen lidt overrasket, idet han bøiede sig over hende.

«Ja – hvad skulde jeg gjøre?» – svarede Professoren og slog ud med Hænderne; «fortvivlet og alene som jeg var – det var strax før du kom, greb jeg, hvad jeg havde ved Haanden. Men hun var uden Tvivl allerede død, da jeg hældte det i hendes Mund. Jeg har altid frygtet for Wenches Hjærte; – men at det skulde gaa saaledes –»

Bentzen lagde sin Haand paa hans Skulder: «Vær en Mand – Løvdahl! – vi to har seet saa meget af denne Art, at vi bør vise Kraft, naar det rammer os selv. Jeg ser ogsaa, du er fattet, og desuden saa ved jo du – Gud ske Lov og Tak! – hvor du skal finde den beste og varigste Trøst.»

Distriktslæge Bentzen fandt altid nogle gudelige Vendinger ved saadanne Leiligheder, skjønt hans Mund til daglig Brug kunde være fuld nok af Forbandelser og uhumske Historier.

Men da han var gaaet, Gadedøren lukket, [255] det værste skjult og Stillingen reddet, da brød Carsten Løvdahl sammen; han lukkede sig inde med den Døde, kastede sig ned ved Sengen og stønnede.

Saaledes var det endt – hans Ægteskab. Det havde været for ham en lang Kamp, i hvilken han bestandig havde tabt – denne Gang ogsaa.

Han havde kjæmpet for at vinde sin Kone anderledes end i Forelskelse. Hun skulde lære fuldt ud at paaskjønne ham – ogsaa paa den Maade, at hun erkjendte hans Livsanskuelse for den rette og bøiede sig.

Carsten Løvdahls Forfængelighed var hans Karakter; alt havde bidraget til at styrke den; – alene hans Kone vilde ikke bøie sig.

Og eftersom de i Samlivet lærte hinanden at kjende, forstod han, at der blev mindre og mindre Udsigt til, at hun skulde komme til at underkaste sig i Beundring, og desto ivrigere blev han, forat seire.

Det skulde dog tilslut engang vise sig, at hun ingen Vei kunde komme uden ved ham; og alle hendes overspændte Ideer skulde engang blive til det, de var: Talemaader og store Ord.

[256] Men alligevel imponerede hun ham. Denne hensynsløse Freidighed, dette faste, sikre Blik, som han følte hvile paa sig, om hun saa var i den anden Ende af Selskabet, hvergang han behændig og behagelig slog en liden Volte med Sandheden, – alt dette trykkede ham, irriterede ham, fordi han aldrig kunde bringe hende til at vakle.

Kun paa et Punkt havde han seiret, og det var i Kampen om Abraham. Men samtidigt var der kommet noget andet til, som var værre end alt og som havde bragt Ødelæggelsen med sig.

Thi den Hemmelighed, han gjennem sit hele Liv havde gjort sig den største Umage med at holde skjult, var den, at han var skinsyg, – stille, indædt skinsyg. Men ligesom hans Forfængelighed aldrig viste sig i noget, som kunde have den fjerneste Lighed med Praleri, saaledes stak hans Skinsyge aldrig Hovedet frem i Heftighed og Overilelse.

Han mindedes bestandig et Ord fra sin Ungdomslæsning: en skinsyg Mand er altid latterlig, men allermest, naar han kommer løbende med en Dolk.

[257] At blive latterlig var for Carsten Løvdahl Yderpunktet af menneskelig Jammerlighed; og derfor havde han en Gang for alle givet sig selv det Løfte: aldrig at komme løbende med Dolken.

Det vilde hellerikke ligne ham; og hvor dybt han end kunde føle sig saaret, og hvor snar han end var til at opfatte den minste Krænkelse eller Tilsidesættelse, saa kom der aldrig en Skygge over ham, som nogen kunde bemærket.

Derfor havde han, ligefra de blev gift, valgt den Metode at lade, somom han ingenting saa eller forstod; elskværdig og imødekommende mod de unge Mænd, som efterhaanden nærmede sig hans Kone, og i sin Omtale af dem fuld af Lovtaler, saaat hun selv næsten blev kjed deraf.

Samtidig holdt han sig selv lidt i Baggrunden; lod alt det kavallermæssige ved sin Person komme rigtig frem; gik tilside eller var ved Haanden saa diskret og trofast, at den unge Frue, hvis fulde Kjærlighed han dog ikke besad, alligevel valgte at vende tilbage til ham, naar et Forhold begyndte at forurolige hende. [258] Tilslut var han dog den, hun kunde have mest Tillid til.

Men hver Gang han havde overstaaet en saadan Krise, forstod Carsten Løvdahl, at det blev vanskeligere næste Gang. Dette var ogsaa en af Grundene, hvorfor han havde forladt Hovedstaden. Her i den mindre By gik det bedre.

Vistnok gjorde Overlærer Abel sine stilfærdige Haneben, og det ærgrede Professoren; men i Virkeligheden var det dog saa uskyldigt. Det syntes, somom han endelig skulde faa Fred for sin Orm; – men saa kom Mordtmann!

Ligefra hin ulyksalige Middag, som Professoren havde givet, fordi han fandt, det var hans Pligt, og fordi Fru Wenche hidtil saa utvetydigt havde vist Mordtmann Ligegyldighed, – ligefra det Blik, hvormed hun takkede den unge Fremmede for Hjælpen i den store Samtale om Skolen, – fra dette Øieblik vidste ogsaa Carsten Løvdahl, hvorledes det vilde gaa, – det vil sige: han havde ingen Anelse om, at det vilde ende saaledes.

Men han forudsaa en ny Prøvelse, og [259] fremtog sin gamle Metode: han tegnede Aktier i Fabriken «Fortuna», gik ind i Direktionen og indbød Mordtmann med sit forbindtligste Smil.

Men han mærkede snart selv, at det gik ikke med den gamle Lethed. Det blev ham med hver Dag vanskeligere at heherskesetterfeil sig; intet undgik hans Øie, han vidste alt, og forstod alt; han saa Forholdet knyttes, voxe og voxe – længe før og langt klarere end Fru Wenche selv saa det.

Og det kogte op i ham; det var umuligt at spille Komedie længer, mens hans Hus truede med at styrte sammen for Alvor; den gamle Metode kunde ikke hjælpe; han maatte gribe ind – enten mod den ene eller hos den anden.

Han stødte sin Stok mod Trappen hin Aften, da Mordtmann kom ud med hele den lidenskabelige Scene skrevet i sit Ansigt, saa at Professoren læste den i et Secund, – han stødte sin Stok mod Trappen, men følte i samme Øieblik, at det var siste Gang, han formaaede det.

I et Par Dage var han gaaet saaledes; men idag kom han hjem, for at sige det altsammen [260] til sin Kone – altsammen, saaledes som det havde sig fra den første Dag til idag. Han tænkte ikke længer paa Ydmygelsen; han vilde beklage sig, – det havde han Ret til; han vilde kalde hende tilbage til den Pligt, hun som den retskafne Kvinde ikke kunde nægte eller undslaa sig for.

Men saa var det det uheldige – denne Nyhed, hun mødte ham med –, saa ubehagelig, saa lidet anet. Og da mistede han den Besindighed, han med saa megen Møie havde holdt paa; han var ganske ude af sig selv, da han slyngede hende den siste Fornærmelse i Ansigtet.

Han vilde sagt hende, – han kom forat sige hende, at han ikke troede hende længer, at han var begyndt at tvivle; han vilde advare hende, bede og han vilde tale haardt til hende, alt eftersom Samtalen førte dem.

Men det var langt fra ham at ville paa den Maade fornærme hende. At hendes Hjerte kunde bøies fra ham, – det vidste han, og det var jo hans Skræk; men det vidste han ogsaa, at var det skeet og Valget bevidst truffet, saa vilde hun strax af sig selv komme til ham og [261] fortælle det. Utro – paa nogen anden Maade –, det vilde han aldrig tro for Alvor om hende.

Og allerminst i dette Øieblik troede han det, som han sad hensunken i sine tunge Tanker og stirrede paa hende.

Hun laa saa ren og stille, saa overlegen i sin fuldførte Beslutning.

Han sad der og følte, at hun havde seiret en Gang til og afgjørende.

Thi det, som havde holdt ham oppe hos hende, var netop, at han tiltrods for alt det, hun kaldte Usandhed og Feighed, alligevel bevarede noget ridderligt, som tiltalte hende og som hun kunde respektere.

Men nu havde han just i deres siste Møde vrængt det værste af sig selv ud, fremvist sig selv i det hæsligste Billede, og med dette Billede var hun gaaet bort.

Han reiste sig op i den bitreste Bitterhed; hans Kjærlighed til hende havde nærmest været en brændende Lyst til at tvinge hende ned til ærbødig Beundring, – først da var ogsaa han beredt til at beundre hende.

Nu var han ubønhørligt tilintetgjort; hun [262] havde foragtet ham fuldt ud, havde vendt ham Ryggen og var gaaet.

Al hans Sorg og Skuffelse, hele den Rest af Kjærlighed, som ikke var helt opslugt af hans Forfængelighed, vendte sig i dette Øieblik til Had mod Mordtmann; det skulde nu være hans Liv: at tvinge ham iknæ, hævne sig og sit Nederlag; andet var der ikke for ham.

Men han havde glemt Abraham – Abraham var der jo, hendes Søn; – og ved denne Tanke løstes noget af Bitterheden. Ham skulde han dog tvinge til Beundring; han skulde modtage den Kjærlighed, han bød ham, med Tak og Gjenkjærlighed, saaledes som Carsten Løvdahl vilde elskes.

Han vilde hjælpe Abraham at bære Sorgen, – han skulde faa Lov til at sørge; men dernæst vilde han danne og udvikle ham i sit Billede, bringe ham saa langt frem, saa høit op – ligesaa høit som han elskede ham; saa skulde Sønnen ialfald yde ham, hvad han aldrig havde opnaaet hos Moderen.

Professoren tog Lampen, forat vække Abraham og saa lempeligt som muligt fortælle ham, at han havde mistet sin Moder.

[263] Pigerne var ikke gaaede i Seng igjen; de ventede med Utaalmodighed, at det skulde blive Dag, saa de kunde komme ud og løbe med Nyheden; imens fyrede de i Ovnene og kogte Kaffe.

Abraham havde mærket isøvne, at der blev lagt i Ovnen inde hos ham, og derfor havde han et Indtryk af, at det snart var Skoletid.

Da han nu blev vækket af sin Far, fór han iveiret og troede, han havde forsovet sig.

«Er Klokken otte?»

«Nei – Gutten min! – Klokken er ikke mere end sex; men jeg vækker dig, fordi jeg har noget sørgeligt at fortælle dig. – Du maa være stærk – Abraham! – og bede Vorherre styrke dig; for vi har inat beggeto lidt et stort Tab. Din Moder blev pludseligt syg –»

«Er Mor død?» – raabte Abraham fortvivlet og greb fat i Faderen.

«Rolig – Gutten min! – du ser, jeg er rolig; du maa ogsaa bære det som en Mand, saa ung som du er. Ak – ja! Vorherre har paalagt os begge en tung Prøvelse; din Moder blev inat pludselig syg, – det var et Slagtilfælde, som ingen menneskelig Magt kunde [264] afbøde, og nu – nu har hun det godt, og vi to ere alene.»

Abraham var endnu ikke rigtig klar i Hovedet; han greb ivrigt efter sine Klær i en ubestemt Trang til at komme op og ind til Moderen.

«Nei, nei – Abraham! – lig du stille! det er endnu saa tidligt paa Dagen, og du faar Tid nok til at sørge – din Stakkell»

«Men Far – Far! – er det ganske vist!» Abraham brød ud i en heftig Hulken og kastede sig ned i Puderne.

Længe sad Faderen ved Sengen og klappede ham paa Hovedet. Men da Graaden efterhaanden stilnede, reiste han sig:

«Nu kan du ligge, til det bliver lyst – Abraham! – eller saa længe du vil; du skal ikke gaa paa Skolen i disse Dage; jeg skal snart komme ind til dig igjen.»

Det var saa underligt, saa umuligt at faa det rigtig ind i Hovedet, at Moderen var død, uigjenkaldelig død og borte, – «død» – gjentog han halvhøit for sig selv.

Han sad overende i Sengen og stirrede mod det røde Punkt i Ovnsdøren, indtil Graaden [265] igjen kom over ham, og han lagde sig ned og hulkede; han skulde ikke paa Skolen, det var endda godt; han græd, til han sovnede og sov længe.

Hvergang han holdt paa at vaagne, stod det for ham, at noget uhyre tungt ventede paa ham; men han skulde ikke paa Skolen, og saa skjød han det fra sig.

Saaledes kom han ikke til at staa op før Klokken elleve. Der var sat Frokost ind til ham, mens han sov; men han kunde ikke spise; han var ligesom halvt bedøvet.

Abraham gik tilslut ud af sit Værelse og vilde gaa over den smale Gang til Forældrenes; men Døren var laaset, saa han maatte gaa Kjøkkenveien.

Der blev han først overrasket ved at finde den Kogekone, de pleiede at have i Selskaber, ifærd med at skrabe Kjød, og paa Komfuren stod en stor Gryde og kogte Kjødsuppe.

Abraham gik gjennem Dagligstuen, forat komme til Soveværelset. I Stuerne opdagede han Fru Bentzen og flere Damer, han kjendte; de vare alle sortklædte og udover Borde og [266] Stole laa meget hvidt Tøj; overalt lugtede der af Moskus.

Han sansede ingenting klart, før han stod ved sin Moders Seng.

Der laa hun, nu saa han det.

«Mor» – sagde han ganske sagte; – «Mor!» – raabte han igjen lidt høiere.

Da var det, somom det vilde kvæle ham; – han forstod med ét den ubønhørlige Død, og han kunde ikke græde.

Faderen kom stille ind, talte venligt med ham: «vi to – Abraham! faar holde sammen; hun har udstridt; se, hvor fredeligt hun ligger.»

Derpaa førte han ham lempeligt ud af Soveværelset.

Der var en kjærlig Stemning og en stille, dæmpet Travelhed i Huset; de hvide Gardiner skulde hænges for Vinduerne jo før jo heller, og Huset var stort med mange Vinduer til to Gader.

Kun i Professorens Kontor maatte ingen komme. Derind tyede Abraham.

Faderen sad og skrev Telegrammer, stansede af og til og sukkede. Abraham stod og saa [267] ud i Gaarden, hvor Høstregnen silede ned jævnt og ørkesløst.

Professoren blev forstyrret af en bleg, blid Mand, som Abraham vidste var Bedemanden; og imens de snakkede, listede han sig ind i Sovekammeret igjen.

Der sad han og stirrede paa Moderen, græd næsten ikke, bare stirrede som lamslaaet paa de kjendte Træk, som han ikke kunde faa til at røre sig. Mon ikke alligevel de andre kunde tage feil? – tænk om hun nu vendte sig til ham og sagde: «Abbemand! jeg er ikke død.»

Faderen kom atter og fandt ham her; talte lidt med ham; men førte ham derpaa lempeligt ud af Kammeret.

Professoren hviskede i Forbigaaende et Par Ord til Politimesterens smukke, lille Frue; og lidt efter bad hun – det skulde lyde saa tilfældigt; men Abraham forstod godt –:

«Aa – vil du ikke komme hen og holde paa Trappen – Abraham! og række mig Knappenaalene efterhvert?»

Hun stod oppe paa Kjøkkentrappen og hæftede Gardiner op.

[268] Abraham gik hen og hjalp; Damerne kappedes om at beskjæftige ham og udtømte sig i Lovtaler over, hvor han var flink og behændig. Og saaledes gik Dagen til Middagstid.

Da forstod Abraham ogsaa Kogekonen. Thi et langt Bord var dækket i Storstuen; alle de hjælpsomme Damer skulde spise der.

Abraham fandt sin vante Plads; men da han løftede sine Øine og saa, at Fru Bentzen sad ved Siden af ham foran Terrinen og øste Kjødsuppe for, da brast han pludselig i høi Graad og maatte fra Bordet.

Og da først løstes Sorgen i ham og væltede over ham som et Hav, – den største og bitreste Sorg, som der ikke er Trøst for i saa ungt Hjerte; – den heftige Barnesorg, om hvilken de Voxne tror, at den saa hurtigt forvindes, fordi der saa snart gror saa meget over.

Men med en livagtig Bitterhed som ingen anden lægger denne Sorg sig dybt i Grunden; og alt, hvad der siden kan voxe i et Hjerte, det gror op af denne hellige Sorg.

Livet og Tiden kan efterhaanden bøie og forandre; men et fælles Mærke, et fælles Smertens [269] Sted vil der altid forblive for dem, der netop havde faaet Evnen til at forstaa og lide, for strax at skulle begynde med det allertungeste Tab – det eneste, som aldrig kan erstattes.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.