Innleiing

Grev Gert av Holstein har rykt inn i Jylland med eit stort krigarfølgje og lagt landet under seg. Greven rid til Randers, jamvel om det er spådd at han skal miste livet der. Han sender bod til den danske adelsmannen Nils Ebbesen og lovar han fritt leide. Nils Ebbesen møter fram. I samtala mellom dei skuldar grev Gert den danske stormannen for å ha mange fleire menn med seg enn han har løyve til – med andre ord tenkjer Nils Ebbesen på å svike greven, noko Nils Ebbesen nektar for. Grev Gert gjev då Nils Ebbesen valet, anten å røme landet eller bli hengd:

Hør thu det, Niels Ebbissøn,
du snacker alt-for lenge:
du skalt enthen aff Danmarck rømme,
eller ieg skall lade dig henge
(DgF III: 524).

Nils Ebbesen skundar seg heim og rådfører seg med sin «venne høstru». Kva skal han gjera i denne vanskelege situasjonen? Ho rår han til å slåst med greven, og Nils Ebbesen samlar mennene sine og rid til Randers der greven held til. Saman med mennene sine trengjer han inn i slottet og tek grev Gert til fange. Kort tid etter let dei greven halshogge, og deretter rømmer Nils Ebbesen frå byen.

På norsk grunn finst det berre ein kort tekstvariant på éi strofe, med melodi, av denne danske balladen. Det er ei oppskrift som Ole Mørk Sandvik gjorde (1917) etter Nils Nilsson Beitohaugen (1863–1927), gardbrukar og spelemann frå Øystre Slidre i Valdres. Nils Beitohaugen hadde teksten etter Peder Syvs kjempevisebok (Ressem 2011: 313). På dansk finst balladen om Nils Ebbesen i fleire renessanseoppskrifter.

Niels/Nils Ebbesen var i det verkelege livet ein dansk lågadelsmann som tok livet av grev Gerhard III av Holstein, den såkalla kullede, eller skalla greven. Drapet skjedde i 1340, då greven hadde trengt inn i Jylland med fleire tusen mann for å sikre eigedomane han hadde til gode i eit pantsett Danmark. Med berre ein liten hærstyrke på kring 50 mann, greidde Nils Ebbesen å kome seg inn i huset der greven budde og halshogge han. Seinare på året miste Nils Ebbesen sjølv livet i eit slag mot ein holsteinsk styrke. I dansk historieskriving er Nils Ebbesen blitt nasjonalhelten framfor nokon. Under den tyske okkupasjonen av Danmark under siste verdskrigen, skreiv Kaj Munk (1898–1944) skodespelet Niels Ebbesen mot nazismen.

Balladen er ikkje – slik Grundtvig meinte – dikta kort tid etter hendingane, men tidleg på 1500-talet. Bengt R. Jonsson argumenterer godt for denne oppfatninga, blant anna på bakgrunn av at ei ordtaksbasert formulering i «Nils Ebbesen» må vere lånt frå ein annan historisk ballade: «Dronning Margrete» (Jonsson 1990–1991: 263–269, 298–306).

DgF 156

Oppskrift A

TSB C 25: Nils Ebbesen

Oppskrift: Kjempeviseboka, Anden Part, XLI, s. 262–270

Oppgjeven tittel: Greve Geert af Holsten bliver slagen af Herr Neels Jepsøn udi Randers.

*

1. Greven samler alle sine Mænd,
han drager af Sleszvig frem;
Og aldrig saae nogen Mand herre slig,
enten før eller siden dem.

2. Greven drog i Danmark ind,
hannem fulde saa faur en Skare;
Fire Bannere og Fire og Tive
hvo torde imod hannem fare.

3. Greve Gert han vilde til Randers ride,
og did lod han sig raade;
Det var hannem for langen Tiid spaad,
han skulde sit Liv der lade.

4. Ikke vilde han lade det blive fordi,
hannem lystede det at friste;
Riddere og Svenne, Bønder og Bomænd,
dennem vilde han hiemme gieste.

5. De vare vel 18 tusinde Skytter,
foruden Ridder og fribaarne Mænd,
tilsammen fyrretyve tusinde,
og hvo kunde stride mod dem.

6. Greven sende Niels Ebbesøn Bud,
at han skulde til hannem ride;
Han sagde hannem Fred og Fredlighed til,
saa tryg skulde være den Leide.

7. Greven han mødte Niels Ebbesøn,
Norden ved Randers Strande;
I være velkommen Niels Ebbesøn,
og hure gaar eder i Haande.

8. Greven ragte Niels Ebbesøn Haand,
dermed de taledes sammen;
Saa lidet da var der Skemt iblant,
og end fast mindre Gammen.

9. Hør du kiære Niels Ebbesøn,
du være velkommen her;
Hure staar Hoven i Nørre Jutland,
hvad er for Tidende der.

10. Hure lider dine Frender og Mave saa rige,
der til din Hiertens Kiær:
Hvad heller ville I fegte med mig,
eller Fred af mig begiære.

11. Vel staar Hoven i Nørre Jutland,
baade Man er trøst og fro;
Kommer I Herrer med Feide eller Fred,
hvad skulle vi lide paa.

12. End haver jeg nu i Nørre Jutland,
baade Frender og rige Mave;
Eders Raade de skulle tilrede være,
ville I det af dem have.

13. Niels Ebbesen du est en konstig Mand,
og der til est du from;
Hure du kand ikke den rette Vey dræbe,
du rider saa langt der om.

14. Hør du Herr Niels Ebbesøn,
vilt du mit Ærende bortride:
Hvor mange Svenne haver du med dig,
som du tør vel paa lide.

15. End haver jeg nu iblant Juderne hin faste,
baade Ven og der til Frende:
Saa gierne da skulle de følge med,
og mod deres Fiender stande.

16. Alt haver jeg tredive Svenne med mig,
saadanne som de nu ere:
Hvad helder de ere fleere eller ferre,
jeg haver dem alle lige kiære.

17. Og haver du tredive Karle med dig,
da er det vel til Maade:
I gaar holt du i Herr Bugges Gaard,
med hundrede Heste i Plade.

18. Niels Ebbesøn svarede saa overbrat,
han trinde en Fod tilbage:
Og er det enten Ridder eller Svend,
som mig den Løgn paa sagde.

19. Og er det enten Mand eller Qvinde,
mig det tør sige til;
Jeg skal aldrig vige for hannem en Fod,
førre jeg fanger svaret der til.

20. Hør du kiære Herr Niels Ebbesøn,
vi ville der om ey tale;
Du rider hen til Herr Bugge din Ven,
om han vil Troskab holde.

21. Skal jeg eders Ærende fare herfra,
og til Herr Bugge henride;
Hvad skal jeg hannem paa eders Vegne,
det lader I mig først vide.

22. Herr Bugge han haver mig lenge undsagt,
Ogsaa hin unge Povel Glob;
Her Anders Forst er en af dem,
og fremmet udi eders Hob.

23. Og selv haver du Niels Ebbesøn,
nogle Hofmænd ride hos dig;
Og du have været udi mit Brød,
og ere nu rømte fra mig.

24. Først er han hin unge Eske Frost,
og saa hans Brødre to:
Foruden min Ja, foruden min Minde,
de af min Tieneste drog.

25. End fleere jeg haver til Villie giort,
dog de mig nu forsmaa:
I liude fast paa Herr Bugges Raad,
I see hure det vil gaa.

26. Herr Bugges Raad veed jeg ikke af,
hvad han vil lade eller giøre:
Anders Frost haver været eders Tienere tro,
I skulle ikke andet spør.

27. Herr Anders Forst den duelig Mand,
forsvarer saa vel sin Ære:
Ville han af eder Orlov have,
hvi vilde I hannem det veire.

28. Det haver været sæd i Danmark,
I tør det ikke saa klage:
At hvilken Svend som ikke vil tiene,
da maa han Orlov tage.

29. Og der er ingen tilsammen viet,
uden Munken og han Kappe:
Hofmand rider og Hofmand bier,
hvor han kand tiene til Takke.

30. Det da svarede hannem Greve Herr Gert,
hannem lystet det ikke at høre.
Ingen maa fra sin Herre bortfare,
naar han lyster hannem at føre.

31. Hør du det kiære Niels Ebbesøn,
du snakker alt for lenge:
Enten skalt du af Danmark rømme,
eller jeg skal lade dig henge.

32. Fredelig est du hen kommen til mig,
Fredelig maa du henride:
Lod jeg det ikke alt for min Tro,
du skulde faa andet at vide.

33. En Førstelig Leyde have I mig given,
om jeg den ellers maa nyde:
Have I Greve Gert noget ont i sinde,
det kand eder selv fortryde.

34. Tyve maa I udi Galgen lade hænge,
baade for Ravn og Ørn;
Saa lettelig jeg ud af Dannemark,
ey rømmer fra Hustru og Børn.

35. Men skal jeg rømme af Fæderne Land bort,
fra Hustru og fra Børn saa smaa:
Uselig skulle I vist sige der af,
at I mig nogen Tiid faae.

36. Rider du bort Niels Ebbesøn,
jeg vil dig ingenlunde høre:
Eller jeg bryder min Brynie paa dig,
som jeg tør fuld vel giøre.

37. Aldrig saa nogen mig end saa red,
jeg torde jo fuld vel skelve:
Høre I Greve Gert, I see vel til,
og Mandelige vogte eder selv.

38. Du snakker mig meget til Meen og Mod,
Niels Ebbesøn efter din Villie:
Til i Morgen est du Fredlig for mig,
til Solen ganger til hvile.

39. Denne Dag ogsaa den anden til qvelde,
dem maa du have til frist;
Er jeg en ægte Greves Søn,
jeg bliver saa snart din Gest.

40. Greve Gert I er en hastig Mand,
der til en Herre saa from:
Hvor I med Magt kunde ikke komme frem,
I ride en anden Vey om.

41. Bortreed herr Niels Ebbesøn,
slog op med hviden Haand:
Greve Gert I lade eder mindes vel,
saa snart kommer jeg igien.

42. Niels Ebbesøn reed ad Veyen frem,
han hug sin Hest med spore:
og efter holt Greven og alle hans Mænd,
og ingen hannem følge torde.

43. Saa reed han bort ned snaren Ferd,
kom hiem udi sin Gaard:
Han klagede sig for sin væne Hustru,
spurde hende om bedste Raad.

44. Hil side I kiære Moder min,
og hvad give I for Raad:
Greven vil mig af Landet uddrive,
han undsagde mig i Gaar.

45. Tvende Kaar lagde han mig for uden skemt,
den Tredie var ikke god:
Jeg skulde hannem sverie eller rømme af Land,
eller henges, hans Ord saa stod.

46. Hvad Raad kand jeg optænke eller give,
jeg er en blysom Qvinde;
De verste Raad de bleve eders beste,
kunde I dem ellers paafinde.

47. De verste Raad de ere nu best,
kunde vi dem ellers paafinde;
Enten den Greve ihiel at slaa,
eller Huset over hannem brende.

48. I lade eders Heste til Smidie skikke,
og lade dem der beslaa;
Alle de Hager dem vende I frem,
eders Spore ingen kiende maa.

49. Alle de Hager dem vende I ind,
paa Sporet kand eder ingen kiende:
I lade det aldrig nogen Mand vide,
I lærde det af en Qvinde.

50. I æde og drikke min Dannes Svenne,
hver giør sig fro og glade!
Naar denne Nat forgangen er,
da fange vi Dagen i Stad.

51. Ikke kommer Dagen førend Soelen Skin,
saa faa vi Tidende ny;
Hvilken Svend sin Herre er fast og tro,
han maa ikke fra hannem fly.

52. Op da stode de Hovmænd saa trøste,
de toge der Tieneste paa ny;
For uden Nield Ebbesøns Søster Søn,
han vilde da fra hannem fly.

53. De Hovmænd sore saa høy en Eed,
de vilde opsætte deris Liv;
Og ride med hannem saa dristelige frem,
hvor han vilde yppe den Kiv.

54. Saa rede de dem til Fruerlund,
der bunde de deres Heste;
Saa ginge de dem i Randers By,
den kullede Greve der at gæste.

55. Det var Herr Niels Ebbesøn,
han kom til Randers Bro:
Hvilken Svend som ikke vil følge med,
han tage sig Orlov nu.

56. Frem da gik han liden Svend Trøst,
han trode hannem allerbest;
Min Herre I give mig Orlog paa Stand,
og dertil Sadel og Hest.

57. Han begiærede Orlog og fik,
der til baade Sadel og Hest;
Den samme Dag førend Aften kom,
han tiente sin Herre best.

58. Niels Ebbesøn selv til Dørren reed,
som han fik da i sinde;
Han støtte der paa med skarpen Spiud,
som Greven selv var inde.

59. I stande op Herre af Søfvn saa brat,
I lade mig til eder ind;
Eders kiære broder Greve Henrich,
han haver mig til eder send.

60. Est du hid sendt af Broder min,
du lad dig ikke forlange;
Møde mig i Morgen udi Kloster-Kirke,
mellem Messe og Ottesang.

61. I lade eders Dreng til Dørren gaa,
tage Brevet som eder er send;
Og nu er Ribe saa hart belagt,
og Colding den er brend.

62. Ribe er bestaaldet en saa hart,
Colding og Vedel er brend;
Det vil jeg for sanden sige,
Niels Ebbesøn han er hengt.

63. Og er det sanden du siger for mig,
da ere de Tidende gode;
Du skalt holdes i Ære og Agt,
saa lenge vi leve baade.

64. I lade nu op, I tøve for lenge,
I lade det Bud indgaa;
Seyer er vundet, og Landet er tvingt,
er det som han siger fra.

65. Greven han ud af Vinduet saae,
han saae de blanke Spiude;
Saa usel jeg til Danmark kom,
Niels Ebbesøn holder her ude.

66. De støtte paa Dørren med Skiold og Spiud,
de Nagler ginge alle i stykke;
Est du her inde du kullede Greve,
en Skaale vi dig vil drikke.

67. Du sidde her ned Niels Ebbesøn,
vi ville os bedre forlige;
Sende vi Bud efter Hertug Henrich,
og saa Herr Claus Krumdige.

68. Ikke da sagde du saa udi gaar,
alt ud ved Randers Strand;
Du vilde da enten lade mig henge,
eller jeg skulde rømme af Land.

69. Det svarede Grevens liden smaa Dreng,
han var Niels Ebbesens Frende:
Lader du dig med Ord saa giekke,
hver Mand da blive I skiende.

70. Og det da meldte den sorte Svend,
fordi han var ikke hvid;
Vi legge nu ned denne lange Tale,
vi lade de Sværde bide.

71. Ikke haver jeg Slotte eller faste Borge,
At giemme saa riig en Fange;
I spare nu ikke de skarpe Sværde,
saa fast I lade dem gange.

72. Saa toge de den haarde Voghals,
udi sin gule Lok;
Saa hugde de hannem sit Hovet fra,
alt over den Senge-Stok.

73. Den Tiid at Greven var slagen ihiel,
og da sloge de paa Tromme;
De var Herr Niels Ebbesøn,
han vilde af Byen gange.

74. Han hastede strax ad Byen ud,
han torde ey lenger bie;
Der mødte hannem Herr Ove Hals,
han vilde hannem det forbiude.

75. Og hør du det Herr Ove Hals,
du giør mig ingen Skade;
Du est min Svoger huld og tro,
du maa os fare lade.

76. Fuld vel veed jeg vort Svogerskab,
saa nær som de monne være;
Men du haver slagen min Herre ihiel,
jeg lader dig ikke fare.

77. Faaret breger og Gaasen kæger,
og Hanen gal paa Halde:
Herr Ove Hals blev Veyen trang,
ad de Holster monne han kalde.

78. Han kunde de Danske ey lenger bestaa,
ad de Holster monne han kalde;
Greven blev om Dagen slagen,
og ikke om Natten med alle.

79. Saa droge de ud deres gode Sverd,
Niels Ebbesøn vilde ikke vige;
Herr Ove Hals han Hovedet fra hug,
saa lagde de det tillige.

80. Niels Ebbesøn kom til Randers Bro,
der vanket saa gode Hug;
Det fant han da hin liden Svend Trøst,
som føre Orlog tog.

81. Niels Ebbesøn gaar over Randers Bro,
de Holster efter hannem haste;
Efter gaar han hin liden Svend Trøst,
og Broen han efter hannem kaste.

82. Tak have Niels Ebbesøns Søster Søn,
han var sin Morbroder tro;
Han kaste i Fiorden de Fieler saa brat,
de Holster funde ingen Bro.

83. Niels Ebbesøn, geste sig en Kierling,
hun havde ikkun toe Leve;
Den eene gav hun Niels Ebbesøn,
han slog den kullede Greve.

84. Gud bevare din Siæl Niels Ebbesøn,
Du varst en Dansker Held;
Saa giærne havde du dit Fæderne Land,
ved fremmede Giæster skild.

85. Christ signe og hver god Danne Svend,
som baade med Mund og Haand,
Uden Skempt og Tant med Flid og Tro,
vil tiene sit Fæderne Land.

*

Strofene er nummererte i oppskrifta. Over balladen står ei innleiing om den historiske bakgrunnen.

Oppskrift B

TSB C 25: Nils Ebbesen

Oppskrift: 1917 av Ole Mørk Sandvik etter Nils Nilsson Beitohaugen, Øystre Slidre, Valdres, Oppland.

Orig. ms.: NB Mus ms a 1815:1048, nr. 47, Sandviks manuskriptsamling (reinskrift), her gjengitt etter Ressem 2011.

Utan oppgjeven tittel.

*

1. Høre du kjære Nils Ebbesøn,
du være velkommen her;
hure staar hoven i Nørre Jutland
hvad er for Tidend’ der.

*

Strofa er unummerert i manuskriptet.

Om Historiske balladar

Dei norske mellomalderballadane er forteljande viser med opphav i mellomalderen. Denne boka inneheld dei historiske balladane (TSB C-gruppa).

Dei historiske balladane handlar om historiske personar, eller dei har tilknyting til historiske hendingar, som eit brurerov, eit bryllaup, eit drap, ei krigshandling. Men historiske i eigentleg forstand er desse balladane likevel ikkje. Derimot har dei i emneval og tematikk mykje til felles med riddarballadane.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook