Innleiing

Kong Hans sit på Københavns slott og let skrive hemmelege brev til den jyske stormannen Erik Ottesen. Han skal reise utanlands og fri til ei hertugdotter på kongens vegner. Erik Ottesen får med seg eit stort følgje og segler til «Misen Land», der hertugen og dotter hans held til. Den danske sendemannen får hertugen i tale og legg fram ærendet sitt, men hertugen vil ikkje gje noko sikkert svar med det same. Etter at danskane har venta i lang tid, går Erik Ottesen på nytt fram for hertugen, og det blir bestemt at det skal kastast terning om den vakre hertugdottera. Erik Ottesen har lukka med seg og vinn henne for danske-kongen:

Den første Guld Terning, paa Bordet rand,
den løb, som det skulde være:
Den Danske Hoffmester den Iomfru vandt
til Kongens Hiertens kiære
(DgF III: 629).

Det finst fleire danske renessanseoppskrifter av denne seine, historiske balladen (DgF III: 616–634), og han er også oppskriven frå nyare dansk tradisjon (DgF X: 413–415). Vedel trykte ein lett redigert tekst i si visebok (1591), og frå Vedel og sikkert fyrst og fremst Peder Syvs visebok (1695) har denne danske balladen kome inn i norsk tradisjon. Lindeman skreiv såleis opp den første strofa etter tre Telemarks-songarar (Ressem 2011: 316–318). Ein av desse songarane, Olav Kjetilsson Stigen (1809–1887) frå Tuddal, kunne ti balladar, som vart oppskrivne av Lindeman (1860) og av Bugge (1874). Heile tre av visene Olav Kjetilsson kunne var historiske (Jonsson & Solberg 2011: 186–187).

Den danske unionskongen Hans (1455–1513) gifte seg i 1478 med Christine av Sachsen, og det er opptakten til deira bryllaup balladen skildrar. Ei tid etter bryllaupet har så visa blitt til. Bengt Jonsson tenkjer seg at dette har skjedd i byrjinga av 1500-talet, blant anna fordi det nedertyske ordet frøken er bruka i teksten, eit ord som ikkje er belagt i svensk før i 1502 og i dansk noko seinare (Jonsson 1990–1991: 275–276).

Oppskrift A

TSB C 33: Kong Hans’ bryllaup

Oppskrift: Kjempeviseboka (Peder Syv), Anden Part XLVII, s. 292–296

Oppgjeven tittel: Konning Hans fæster Frøiken Kirstine Churfyrstens Hertug Ernstes Daatter af Saxsen.

*

1. Konning Hans han sidder paa Kiøbenhavn,
han lader de Lønnebreve skrive:
Og sender han dennem til Nørre Jutland,
Herr Erick Ottesøn at giefte.
– Der kom aldrig saa rig en Jomfru til Danmark. –

2. Det var Herr Erick Ottesøn,
der han de Lønbreve saae:
Han skød Vartaffel og Terning fra sig,
bad sadle Ganger graae.

3. Og de ledde ud hin skiønne Ørk,
lagde paa forgyldene Mile;
End reed han til Kiøbenhavn,
førend han lystet at hvile.

4. Ind kom Herr Erick Ottesøn,
og steddes han for Bord:
Hvad ville I mig min naadige Herre,
hvi have I sendt mig Ord.

5. Høre I herr Erick Ottesøn,
I ere vor egen Mand:
I skulle fare til Misen i Aar,
bede om den Lillie Vand.

6. Og det var Herr Erick Ottesøn,
han blev saa brat at svare:
Skal jeg ind til Misen Land,
jeg kand ikke eene fare.

7. Herr Verner Paszbierg af Holbeck-Huus,
befaler jeg med eder fare:
Herr Claus Rønnaw paa Oringborg,
eder følger saa faur en Skare.

8. Der blev udlagt de Skib paa Strande,
De Baadsmænd glædes derved:
Den blide Bør saa herlig stod,
saavel deres Skib fremskred.

9. Og vunde de op deres Silke-Seyl,
saa høyt i forgyldene Raa:
De sætte Dannebroge i fremmer Stafn,
de lode til Saxen staa.

10. Kongen stander paa høyen Værn,
og seer han ud fra Lande:
Hisset seer jeg de Danske Skib,
de føre forgyldne Brande.

11. Jeg seer saa mange af de Danske Skibe,
de føre forgyldene Brande:
Christ signe hende liden Kirstine,
de agte hende vist til Haande.

12. Og de lagde ind udi den Havn,
kaste Anker paa hviden Sand:
De ædle Herrer af Danmark,
de trine der først paa Land.

13. Midt udi den Borgegaard,
der agslede de deres Skind:
Og saa gaae de i Høyeloft,
for Hertugen af Saxen ind.

14. Hil sidde I Marggreven af Misen-Land
baade I og eders Kiære:
Den unge Konning af Dannemark,
beder om eders Daatter med Ære.

15. Han tog til sig de lukte Breve,
og læste han der paa:
Lov være GUd i Himmerig,
at jeg denne Daatter faa.

16. I ædle Riddere, I tage Vand,
I gaae med os til Bord:
I tøve hos os en liden Tiid,
vi vide eder Ansvar god.

17. Vare de dem der udi Maanet,
og de varede i tre;
Ikke kunde de Frøiken Kirstine faae
alt med deres Øyne at see.

18. Den klare Dag dages for Østen,
og Bølgen den blæsz blaa:
De ædle Riddere udaf Dannemark,
de gaae for Hertugen at staae.

19. Det var Hertug Ernst af Misen Land
han kalder paa Drosten sin;
I lede hin unge Frøiken Kirstine
for os i Sahlen ind.

20. Og otte da vare de Misenske Fruer,
hendes haar baade børste og flette:
Fire da vare de ædle Førstinder,
hendes Hovet Guld paasætte.

21. De sætte paa hende det Hovet-Guld,
det skinde som en Lue:
Det var belagt med dyrebare Steene,
det sømte den skiønne Jomfrue.

22. Det var liden Kirstine saa bold,
hun ind ad Dørren træn,
hendes Fader og hendes Farbrødre tre,
de stande hende op igien.

23. Hendes Fader og hendes Farbrødre tre,
De stande hende op igien;
De ædle Riddere af Danmark,
de ragte hende Haanden uden Meen.

24. Det var Hertug Ernst af Misen-Land,
han heder paa Smaa-Svend sin;
I hente Terning og Vartaffel,
bære det i Stuen ind.

25. Hertugen kaste de Terning fra sig,
De vare af røden Guld;
I kaste Herr Verner Paszberg,
thi I ere Kongen huld.

26. Det var Herr Verner Paszberg
han skiød de Terning fra sig:
Kaste I for mig Herr Claus Rønnaw,
thi I ere ældre end jeg.

27. Og det var Herr Claus Rønnaw,
han sætte de Terning fra sig:
Kaste I Danmarkes Hofmester for mig,
I ere langt ypper end jeg.

28. Det var Herr Erick Ottesøn,
tog Terning i sin Haand;
Hielp nu GUd Fader i Himmerig,
jeg vinder den Lillie Vand.

29. Den første Guld-Terning paa Bordet rand,
den løb som det skulde være;
Den Danske Hofmester den Jomfrue vandt
til Kongens Hiertens Kiære.

30. Længe tænkte Frøiken Kirstine ved sig,
og hende rand Taare paa Kind:
Skal jeg fare til Danmark ind,
saa langt fra Moder min.

31. Det var Hertugen af Saxen Land,
han tager sin Daatter at lære;
Det vil jeg for sanden sige,
det var af Tugt og Ære.

32. Vær kiær at Juder kiære Daatter min,
de ere baade trygge og tro;
Stunde du ey efter Sverriges Krone,
uden du den med Lempe kand faa.

33. Du bede got for fattige Enker,
som Faderløse Børn skulle føde;
Du bede got for de fattige Fanger,
lad dem i Taarnet ikke døe.

34. Og skatte du ikke den fattige Bonde,
jeg det ikke have vil;
Men fattes dig enten Guld eller Sølv,
du sige din Fader til.

35. Saa snart da var den sorte Jord,
med Silke saa vit overbred:
Det var Frøiken Kirstine lille,
hun blev til Karm udled.

36. De blæste saa sterk i Trommeter,
i deres forgyldene Liud;
Saa førde de den Frøiken i Strand,
de kallede hende Danmarkes Brud.

37. Saa vunde de op deres Silke Seyl,
saa høyt i forgyldene Raa:
Saa seylede de dem til Danmark,
fast mindre end Uger toe.

38. De strøge Seyl, lod Anker falde,
alt paa den hvide Sand;
De ædle Riddere af Danmark,
de løfte den Jomfru paa Land.

39. Den grønne Jord blev vit og bret,
med Silke og Sindal strød;
Den unge Konning med Riddere Skare,
drog sin kiære Brud imod.

40. De mødtes paa den grønne Vold,
Christ give det bliver til Gavn;
Den Herre fra Hest, den Jomfru fra Karm,
de toge hver anden i Favn.

*

Strofene er nummererte i oppskrifta.

Oppskrift B

TSB C 33: Kong Hans’ bryllaup

Oppskrift: 1860 av Ludvig Mathias Lindeman etter Olav Kjetilsson Stigen, Tuddal, Telemark.

Orig. ms.: NB Mus ms 2456/1860:203, nr. 18, Lindemans manuskriptsamling, her gjengitt etter Ressem 2011.

Utan oppgjeven tittel.

*

1. Kong Hansen sidder paa Kjøbenhavn,
han lader de Løndebrev skrive,
saa sender han dem til nordre Jutteland
Erik Ottesen at gjæste.
– De føre ellers saa rike Jomfruge til Dannemark. –

*

Strofa er unummerert i manuskriptet.

Opplysningar om andre trykte utgåver finst i Ressem 2011. Der finst òg to oppskrifter til av Lindeman, men tekstane i dei to skil seg lite frå Olav Kjetilsson Stigens variant.

Om Historiske balladar

Dei norske mellomalderballadane er forteljande viser med opphav i mellomalderen. Denne boka inneheld dei historiske balladane (TSB C-gruppa).

Dei historiske balladane handlar om historiske personar, eller dei har tilknyting til historiske hendingar, som eit brurerov, eit bryllaup, eit drap, ei krigshandling. Men historiske i eigentleg forstand er desse balladane likevel ikkje. Derimot har dei i emneval og tematikk mykje til felles med riddarballadane.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook