Innleiing

Dronning Dagmar ligg i barnseng, men fødselen kjem ikkje i gang. Ho sender bod etter kyndige kvinner som kan hjelpe henne mot smertene, men det blir berre verre, og dei sender bod etter kongen. Men når han kjem, er Dagmar alt død. Barnet har dei likevel berga. I si sorg ber kongen kvinnene om at dei må be saman med han om at ho må livne opp att, og dei blir bønhøyrde. Dagmar vaknar opp att og kjem med nokre spådomar og gode råd, før himmelens klokkar kallar på henne.

Dagmar frå Bøhmen var kong Valdemar Sejers første hustru. Ho var berre 25 år da ho døydde i barnseng 24. mai 1212. I dansk tradisjon blir ho skildra som mild, god og heiderleg. I visa ber ho om at kongen skal setje alle fangane fri.

Ho vart hugsa slik utover mellomalderen også, på grunn av dei fire balladane om henne.

Datering
Tidlegare vart balladen om dronning Dagmars død brukt som prov på at det vart dikta balladar i Norden alt tidleg på 1200-talet. Ein meinte at denne visa måtte ha vore dikta rett etter hendinga.

Den svenske forskaren Karl-Ivar Hildeman begynte å tvile på det. I visa seier Dagmar at sonen hennar, Knut, også må få bli konge; men her er det noko som ikkje stemmer. Dagmar hadde fødd ein son, Valdemar den unge, men denne Knut var ikkje Dagmars son. Han var kongens uekte son med ei jarledotter frå Skåne. Dette visste folk i samtida, og Hildeman meinte at diktaren av visa har henta kunnskapen sin om kongefamilien frå kongegravene i klosterkyrkja i Ringsted. Der ligg kongen med dei to dronningane på kvar side. Utanfor Beingjerd ligg hennar tre søner, og utanfor Dagmar ligg den uekte sonen, Knut, som om han skulle vore Dagmars son. I omkvedet til visa blir det nettopp vist til grava hennar: «I Ringsted hviles dronning Dagmar». Hildeman meinte dette kunne bety at visa kunne ha vore dikta hundrevis av år seinare enn hendinga.

Visa har vore kjend i Noreg gjennom Peder Syvs kjempevisebok. Lindeman har skrive opp to melodiar til visa: den eine etter Olea Pedersdatter Jølstad, Brandval, den andre etter Samuel Hellen, Vestfold. Catharinus Elling har skrive opp ein melodi etter ein ukjend songar i Tuddal.

DgF 135
SMB 57
CCF 77

Oppskrift A

TSB C 6: Dronning Dagmars død

Oppskrift: Kjempeviseboka II, nr. 25

Oppgjeven tittel: Dronning Dagmars dødelige Afgang.

*

1. Dronning Dagmar ligger i Ribe siug.
til Ringsted monne de hende vente;
Alle de Fruer i Danmark ere,
dem lader hun til sig hente.
– Udi Ringsted hviles Dronning Dagmar.–

2. I hente mig fire, I hente mig fem,
I hente mig af de Vise:
I hente mig liden Kirstine,
og Herre Carls Søster af Rise.

3. I hente mig unge, I hente mig gamle,
I hente mig af de Lærde;
I hente mig liden Kirstine bold,
all Ære saa er hun værd.

4. Ind kom liden Kirstine ad Døer,
hun skinde saa røed af Guld;
Hun kunde ikke Liuset paa Krunen see,
hendis Øyne vare Taarefuld.

5. Liden Kirstine ind ad Dørren træn,
med Tugt og fauren Sinde;
Dronning Dagmar staar hende op igien,
saa vel hun faunede hende.

6. Kand du læse og kand du skrive,
og kand du løse min Pine;
Da skalt du slide Skarlagen røed,
og ride paa Gangerne mine.

7. Kunde jeg læse og kunde jeg skrive,
Jeg giorde det jo saa gierne;
Det vil jeg for Sanden sige,
eders Pine er haarder end Jern.

8. Det var liden Kirstine,
tog Bogen og der udi saae;
Hielpe Eder GUd Fader i Himmerig,
eders Pine er haarder end Staal.

9. Hun tog Bogen udi sin Haand,
saa sørgelige derudi læste;
Hielp os Christ i Himmerig,
at I eders Liv kunde skrifte.

10. Hun tog Læsten og den hellige Bog,
hun læste alt hvad hun kunde;
Det vil jeg for sandingen sige,
saa saare hendes Øyne de runde.

11. De fulde hende ud, de fulde hende ind,
det lide jo lenger jo verre:
Medens det kand ikke nu bedre være,
I sende Bud efter min Herre.

12. Viil GUd det have, det maa saa skee,
og Døden stander mig fore;
I sende strax Bud til Skanderborg,
I finde min Herre der.

13. Det da var den liden smaa Dreng,
han loed ikke lenger forlide;
Og han rygte Sadel fra Bielken ned
og lagde paa Ørs hin hvide.

14. Og det var den anden smaa Dreng,
sette sig til Ganger røed;
End reed han langt hastigere frem,
end snaren Falk han fløy.

15. Kongen han stander paa Høyelofts Broe,
og seer han ud saa vide;
Og hisset seer jeg min liden smaa Dreng,
saa sørgelig monne han qvide.

16. Hisset seer jeg den liden smaa Dreng,
saa sørgelig monne han traa:
Nu raade GUd Fader i Himmerig,
alt bure det monnt med Dagmar gaa.

17. Ind da kom den liden smaa Dreng,
og stedes han for Bord;
Hun var snild i Tale,
han kunde vel føye sine Ord.

18. Dronning Dagmar haver mig til eder send,
med eder taler hun saa gierne:
Hun lenges baade fast og overbrat,
saa saare monne hun sig væne.

19. Dan Konning han slog Taflebord sammen,
at alle de Terning siunge:
Forbiude det GUD Fader i Himmerig,
at Dagmar skulde døe saa ung.

20. Der Kongen drog af Skanderborg,
da fulde hannem hundrede Svenne;
Og der han kom til Gridstedbro,
fulde hannem ikkun Dagmars Dreng.

21. Der han reed over Randbyl Hede,
da fulde hannem femten Svenne:
Der han kom over Riber Bro,
da var den Herre aleene.

22. Der var stor Ynk i Fruer-Stue,
der alle de Fruer græde:
Dronning Dagmar døde i liden Kirstins Arm,
der Kongen reed op ad Stræde.

23. Det var Danner Konning,
han ind ad Døren treen:
Det var liden Kirstine hin bolde,
hun rakte hannem Haanden igien.

24. Og høre I Herre og naadige Kong,
I skulle hverken sørge eller qvide:
Og I have faaet en Søn i Dag;
er skaaren af Dagmars Side.

25. Jeg beder eder alle Jomfruer og Møer,
jeg beder eder hver og alle:
I bede en Bøn for Dagmars Siæl,
at hun maatte med mig tale.

26. Jeg beder eder Fruer og Høviske Qvinder,
saa mange som her er inde:
I bede en Christen Bøn for mig,
at jeg maatte tale med hende.

27. Saa fulde de paa deres bare Knæ,
saa mange som der var inde:
Dem hørde deres Bøn og Kongelig Graad,
han monne hende levendis finde.

28. Dronning Dagmar reyser sig op af Baare,
hendes Øyne vare blodige røde:
Ah min Ædle Herre Kong Valdemar,
hvi giør I mig denne Møde.

29. Her tør ingen Mand reddes for mig,
jeg haver ikke andet Ont giort:
End at jeg min Silke-Ermer smaa,
om Søndagen haver snørd.

30. Den første Bøn den jeg eder beder,
den vide I mig saa gierne:
alle Fredløse Mænd, dem give I Fred,
og lade alle Fanger af Jern.

31. Den anden Bøn jeg beder om,
den kommer eder selv til fromme:
I tage ikke ved Berngerd i Aar,
hun er saa beesk en Blomme.

32. Den tredie Bøn og største Begiere,
I tage saa vel til vare:
I lade ikke vor kiære yngste Søn,
I Aar udi Ledning fare.

33. I lade hannem Konning i Danmark være,
naar I gaae selv til døde:
Berngerd vil eder en anden føde,
som hannem agter at forøde.

34. I tage liden Kirstine til eders Viv,
hun er saa stolt en Jomfru:
Men gaar det eder anderledes i Hænde,
da kommer I mig i Hu.

35. Denne Bøn som I nu bede mig om,
den vider jeg eder saa gierne:
Jeg tager aldrig liden Kirstine til Viv,
eller nogen Verdens Terne.

36. Ville I ikke ægte liden Kirstine,
og ey nogen Jorderigs Terne:
Da skulle I fare til Portugal,
alt efter saa beesk en Veene.

37. Havde jeg ikke mine Ermer om Søndag snørd,
og ikke der Striger paa sat:
Da havde jeg ikke syndet der med,
og havt saa ond en Nat.

38. Høre I det min ædle Herre,
ville I meere af mig vide;
Der sidde Guds Engle i Himmerigs Rige,
de monne fast efter mig lide.

39. Nu er det Tid jeg farer herfra,
jeg maa ikke lenger dvæle:
Himmerigs Klokker de ringe efter mig,
mig lenges hen til de Siæle.

Oppskrift B

TSB C 6: Dronning Dagmars død

Oppskrift: 1913 av Johanna Berge etter Svein Bendiksson Rindebakken/Rui, Fyresdal, Telemark.

Orig. ms.: TGM R. Berge CCLIII, s. 35 f.

Oppgjeven tittel: Dronning Dagmar

*

Ho gjore barsøl aa só blei dæ allt værre aa værre.

1. Di ledte henne ut, de lette henne inn
Jo lengre jo værre
aa blive dæ inkje onno raa,
so sende bó ette vor herre.
– Udi Ringste hviler dronning Dagmor –

2. Den eine rykte salen a bjelken né
aa den aen sette sig te aa rie
Aa han rei só fórt
som den ville fugl monne flyge

Da sågn’n ^kongjen Dagmars dreng kom rians. Só resste kongjen heim ti droningji.

3. Vil du kje take liti Kjersti tí viv
ei heller noko ve^rdens terne
Só reiser dug deg tí Portogal
etter den beske vérne

*

Strofene er unummererte av samlaren.

Etter teksten står det: Dæ va ein aen vise. Hann resste ti Portugal aa tok den vonde. Ho var eitt troll.

«Æ du vonde smaa
Helvete skò du vente
Men æ du snille mæ bònni mi
Bea skò eg fé sjeli di
– Tongt æ dæ aa trò dansen onde móllen. –

Oppskrift C

TSB C 6: Dronning Dagmars død

Oppskrift: 1915 av Gunhild T. Kivle (for Rikard Berge) etter ukjend songar (Eivind Aasen, Seljord?).

Orig. ms.: TGM R. Berge CCLXVIII, s. 70–73

Utan oppgjeven tittel.

*

1. Aa de va Valdemar Danekongen
til Dagmars baare han tren
og det va liten Kirsten
bolde hun ragte ham haaden ijen
– Udi Ringsted hviler draaningen Dagmar

2. Og hør i min herre og konge prud
i tør ikke klage aa kvinde
for i havet faaet en søn i dag
er skaaret af Dagmars side

3. Jeg beder eder alle jomfruer og mør
jeg beder eder ver og alle
i beder en bøn for dagmars sjæl
at hun maate med mig tale

4. Saa falde de ned paa deres knæ
saa mange som der var inde
for mindelig bøn og kongelig graad
lad Dagmar sig levende finde

5. Dronning Dagmar reste sig op paa baar
hendes øine var blodige røde
Min ædelig herre kong Valdemar
hui jorde de mig den møde

6. Dog ingen tør vel reddes for mig
jeg haver ei andet misjort
en at mine silkesermer smaa
jeg haver om søndagen snørt

7. Den første bøn jeg beder nu
den undes mig som eg tenker
alle fredlyse men den giver i fred
og løs alle fanger af lenker

8. Den anden bøn jeg beder om
den er eder selv til fromme
i tager ei Bengerd udi favn
hun er saa besk en blomme

9. I tager liden Kirsten til eders viv
hun er saa baald en jomfru
men falder det anderledes i haand
da kommer i mig i hu

10. Den første bøn i beder mig om
den under jeg eder saa jærne
men jeg tager ei liten Kirstin til viv
heller nogen verdens tærne

11. Vil ikke i tage liden Kirstin til viv
eller nogen verdens tærne
saa farer i til portugal
alt efter saa besk en værne

12. Min ædelig herre nu har jeg talt
vil mer af mig i vide
der sider Guds engle i Himmerik
de maa fast efter mig lide

13. Nu er det tid jeg farer her fra
jeg maa ikke lenger dvæle
Himmeriks klokker de ringe for mig
mig længes til frome sjæle

*

Strofene er unummererte av samlaren.

Om Historiske balladar

Dei norske mellomalderballadane er forteljande viser med opphav i mellomalderen. Denne boka inneheld dei historiske balladane (TSB C-gruppa).

Dei historiske balladane handlar om historiske personar, eller dei har tilknyting til historiske hendingar, som eit brurerov, eit bryllaup, eit drap, ei krigshandling. Men historiske i eigentleg forstand er desse balladane likevel ikkje. Derimot har dei i emneval og tematikk mykje til felles med riddarballadane.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook