Innleiing

Kong Magnus av Sverige har sett dotter si, Elin eller Helene, i Vreta kloster. I ein draum får ho likevel eit varsel om at ho skal bli gift med Sune Folkesson. Mens kong Magnus ligg for døden, kjem Sune og mennene hans og tek Elin ut av klosteret.

Ho får tre døtrer med Sune, men ho får ikkje lov til å sjå borna sine. På dødssenga ber ho om å få sjå jentene og ta avskil med dei. Sune ber henne om å tilgje han, men ho nektar.

Denne visa har vorte karakterisert som den svenske balladediktingas flaggskip, og visa er ei av dei som har vore mest diskutert mellom forskarane. Både Elin Sverkersdotter og Sune Folkesson er historiske personar, og dei var gifte med kvarandre, men visa er full av feil og inneheld episodar som må ha vorte dikta til i seinare tid. Elin var kongsdotter, men far hennar het ikkje Magnus, men Sverker Karlsson, og det er ingen historiske kjelder som tyder på at Sune røva henne frå klosteret. Det er heller ikkje sannsynleg; dersom han hadde røva kongsdottera, kunne ein venta seg ein kraftig reaksjon frå kongen og hans menn.

Derimot vart dotter til Sune og Elin, Benedikta, røva av Lars Pettersson i 1244 eller 1245, og dotterdottera var Ingrid Svantepolksdotter som vart røva av Folke Algotsson (son til lagmannen Algot Brynolfsson) i 1288. Båe desse bruderova er skildra i balladar, og visa om Folke Lagmannsson (TSB C 15) er mellom dei mest populære i Noreg.

Visa om Vreta klosterrov har vore kjend i Noreg gjennom Peder Syvs kjempevisebok.

Olav Kjetilsson Stigen frå Tuddal song femte verset av denne visa for L. M. Lindeman, og Torstein Reiarsson Gvåle i Tuddal song første verset til ein annan melodi.

DgF 138
SMB 59

Oppskrift A

TSB C 8: Vreta klosterrov

Oppskrift: Kjempeviseboka, Fjerde Part, nr. 13, s. 433–437

Oppgjeven tittel: Som Begyndelsen, saa og gemeenligen Enden.

*

1. Magnus var Kong i Sverrig,
Og aatte de Døttre to;
De vare dem baade unge og smaa,
Der dem falde Moder fra.
– Saa vide da legge de Helte deres veye over Sverrig. –

2. Hør du stolten Ellen,
Og kiere Doeter min,
Vilt du give dig i Kloster,
For kiere Moder din?

3. Ja saamænd min kiere Fader,
Det maa vel saa være;
Jeg vil give mig i Vrede-Kloster,
Der vil jeg leve med ære.

4. Det var stolten Ellen,
Hun skrev de Breve paa stand,
Hun sende dem Kongen af Spanien,
De kom Herr Sonne til Haand.

5. Saa vide legge de Helte deres veye,
Saa vide over Sverriges land;
Saa ilde giorde Sonne Folkersen,
Han brød den jomfrues brev.

6. Det var Sonne Folkersen,
Han taled til sin broder Knud,
Vi ville os nu fare af sted,
Og ride til Oplanden ud.

7. De rede i saa saare,
Alt til Oplanden ud,
De komme for den Storeport,
De bøde Kong Magnus ud.

8. Det da svarede den Portener,
Og en af Kongens Mænd,
Kongen ligger i sin Helsot,
Han tael ikke med eder meere.

9. Saa glade vare de Herrer to,
Der de hørde tidende fro;
End skal vi aften gieste
Den Allerskiønneste jomfru.

10. De rede dem saa flux af sted,
Hen til Oplanden ind,
De komme for den Kloster-port,
De rysted’ udi den ring.

11. De rede for den Kloster-port;
Og rysted’ i den Ring:
Stat op liden porte-pige,
Og lad os snart herind.

12. Den tid de komme i Kloster,
Udi den omgang ind,
Der møder liden tienestemø,
Hun var vel svøbt i skind.

13. Hør du liden tienestemø,
Hvad jeg vil nu sige dig,
Veedstu hvor den jomfru er,
Du dølg det ikke for mig.

14. Huset er af Marmor,
Og Taget udaf bly,
Sengen er med silke bredt,
En jomfru sover der i.

15. Der vare de i dage,
De vare der i to,
De kunde ikke i kammeret komme,
For Kongens taffelsvenne smaa.

16. De kunde ikke i Kammeret komme,
For god’ eller onde ord,
Førend de hugge de taffelsvenne tolv,
Saa de fulde døde til jord.

17. Saa snart da blev den kammerdør,
Saa snart af hengsler løst;
Og det vare stolten Ellen,
Hun blev af sengen rykt.

18. Hvo bryder Vrede-kloster,
Og hvo saa gaar her ind,
og hvo tør slukke de natte-lys,
Alt over hin stolte Ellin.

19. Herr Sonne han bryder Vrede-kloster,
De Riddere gaae der ind,
Selv slykker jeg de nat-lys,
Alt over hin stolte Ellin.

20. Oben-hoved og barfoded,
Og saa kom hun af dør,
Aldrig hørde jeg noget Konge-barn,
saa usel af klosteret førdt.

21. Hun var hos ham i vintre,
Hun var hos hannem i ni,
Aldrig var hende saa vee eller vel,
Hun taled med ham i di.

22. Det var stolten Ellin,
Hun lagdes i longe traa,
Hun sendte bud efter Herr Sonne,
Bad han skulde til hende gaa.

23. Længe stod Herr Sonne,
Og tenkte han ved sig;
Hvi monne stolte Ellin,
Nu sende bud efter mig?

24. Ind saa kom Herr Sonne,
Og stedes han for Bord,
Hvad vil i nu stolt Ellin,
Hvi haver i sendt mig ord.

25. Jeg haver faaet min helsot,
Jeg veed jeg skal nu døe,
Jeg takker GUd Fader i Himmerig,
Som mig haver løst af nød.

26. Han tog hende i sin Arm,
Klapped hende ved hviden kind,
Forlader j mig al brøde,
Hiertallerkiereste min.

27. Jeg kan eder ikke forlade,
Alt for saa megen vee;
Jeg haver med eder de døttre tre,
Jeg maatte dem aldrig see.

28. Lader j nu den sorten jord,
Hen over med silke brede,
Og lader j nu de skiønne jomfruer,
For deres moder indlede.

29. Der da var den sorte jord,
Hun blev med silke bredt,
Det da var de skiønne jomfruer,
De bleve i stuen ledt.

30. Velkommen stolten Ingerlild,
Alt med det faure haar,
Og velkommen stolten Karen,
Og Kongens Festemaar.

31. Velkommen liden Kirstin,
Og yngste Dotter min,
Viltu give dig i kloster
For kiere Moder din.

32. Svarede det liden Kirsten,
jeg siger det paa min sand:
Hør j min kiere Moder,
Jeg lover mig heller en Mand.

33. Det var stolten Ellen,
Hun græd af angest og harm:
Maatte mig ikke vides en bøn
Udaf mit eget barm.

34. Svarede det liden Kirsten,
Hende rand taare paa kind;
Jeg vil mig gierne i kloster give,
Fra kiere Moder min.

35. Bliver du der indgiven
Udi en fille-serk,
End bliver du der uddragen,
Alt med stor hiertens verk.

36. Han tog hende anden gang i sin arm,
Klapped hende ved hviden kind,
Forlader mig al brøden,
Hiert-allerkieriste min.

37. Jeg kan eder ikke forlade,
Alt for saa megen Harm;
I haver taget min tienesteqvinde,
Og lagd hende i eders Arm.

38. I haver taget min tienesteqvinde,
Lagd hende paa bolster blaa,
Mig haver j af sengen skudt,
udi de bare straa.

39. Han tog hende tredie gang i sin arm,
Klapped hende ved hviden kind,
forlader i mig al brøden,
Hiert-allerkieriste min.

40. Hun tog Guldringene af sine Hænder,
Slog dem mod sorten jord;
I tog mig ud af kloster,
Mig selv saa meget imod.

41. I tog mig af kloster,
Mig selv saa meget imod,
I slog de taffelsvenne tolv,
Der gik endnu aldrig for bod.

42. Frem da ginge de Jomfruer tre,
Og dem rand taare paa kind,
Saa bade de strax Venskab,
Deres Fader af Moder sin.

43. Det var stolten Ellen,
Hun legges til veggen i dvale,
Det vil jeg for sandingen sige,
Hun døde ved den tale.

44. Saa toge de stolt Ellen,
Lagde hende i sorten jord,
Saa saare sørgede Herr Sonne,
For han var hend’ ikke god.

*

Strofene er nummererte i oppskrifta.

Etter viseteksten står denne forklaringa: Dette synes ikke at have været nogen anden Konning, end K. Magnus Ladelaas, enddog der vare og andre Konger i Sverrig af Magni Navn. / K. Magnus lod bygge mange Klostere, og blant dem eet, hvorudi han sætte sin Dotter, siu Aar gammel, med andre Kvinner, som følgede S. Franses Regel. Men det Kloster var ved Stokholm, og blev kaldet S. Claræ Kloster. Han kaldtes Ladelaas, fordi der var god Fred i hans Tid, saa man havde ey behov at sætte Laas for Laden … / Om denne Herr Sonne, og ander som her findes, angaaende denne Voldtægt, veed jeg intet mig at have læst nogensteds i de Svenske Krøniker. Det skeer ofte, som jeg erindrede tilforn, at der findes allehaande Historisk i Viserne, som ey engang i de rette Historier.

Oppskrift B

TSB C 8: Vreta klosterrov

Oppskrift: 1860 av Ludvig Mathias Lindeman etter Olav Kjetilsson Stigen, Tuddal, Telemark.

Orig. ms.: NB Mus ms 2456/1860:203, nr. 26, Lindemans manuskriptsamling, her gjengitt etter Ressem 2011.

Utan oppgjeven tittel.

*

1. Saa vide de leika deretta frå: deres Heltar
deres Veiretta frå: Vei saa vide over Sveriges Land
saa ilde gjore Hr. Sone Folkvardson
han brøt de Jomfruers Brev.
– Saa vide de leika de Heltar deres Vei over Svergje. –

*

Strofa er unummerert i manuskriptet.

Oppskrift C

TSB C 8: Vreta klosterrov

Oppskrift: 1860 av Ludvig Mathias Lindeman etter Torstein Reiarsson Gvåle, Tuddal, Telemark.

Orig. ms.: NB Mus ms 2456/1860:203, nr. 63, Lindemans manuskriptsamling, her gjengitt etter Ressem 2011.

Utan oppgjeven tittel.

*

1. Magnus va Kongje i Svergje
han aatte dei Døttan to
og dem va baade unge og smaa
da dem falder Moderen fra
– Saa vide leika de Helta saa vidt ivi Svergje. –

*

Strofa er unummerert i manuskriptet.

Om Historiske balladar

Dei norske mellomalderballadane er forteljande viser med opphav i mellomalderen. Denne boka inneheld dei historiske balladane (TSB C-gruppa).

Dei historiske balladane handlar om historiske personar, eller dei har tilknyting til historiske hendingar, som eit brurerov, eit bryllaup, eit drap, ei krigshandling. Men historiske i eigentleg forstand er desse balladane likevel ikkje. Derimot har dei i emneval og tematikk mykje til felles med riddarballadane.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook