Hollases krønike

av Ragnhild Jølsen

I


«SKJØNNER DU IKKE DET DA –
JEG VIL JO BARE LÆRE MENNESKENE
AT FINDE SIG SELV,» SAGDE HOLLAS.


3Hollas, den Onde, Indflytteren paa Munkejord Gaard, skar i Træ Stoler med buede Ben og Figenblade. Stoleryggerne laved han høie og ranke, og Sæterne betrak han med semsket Skind og rød Fløiel, og hvad forresten faldt ham ind i Øieblikket. Og fordi Hollas, den Onde, havde en god Haand, og Haand og Hode fulgtes ad, blev Stolerne ofte baade kunstfærdige og egne. Og Hollas, den Onde, frydedes ved sit Arbeide, kaldte ogsaa op til sig alle, som paa Gaarden var, til at se og beundre. Og naar Stolen var færdig, hvilte han bogstavelig paa sit Værk; hulkindet, stikøiet sad han der, og smalskuldret, og den, som sad paa Stolen, fik se paa Hollas med, og Sætet forblev en dunkel Gaade, indtil Hollas reiste sig.

Hollas kunde ogsaa smi Ringer af Jern. Og Hollas kunde smi Hestesko. Vorherre brød sig vel ikke om at kjende til det, saa Fanden, og Fanden alene, maatte vide, hvem 4trak Balgen, naar Hollas var i Smien – Menneskehaand var det ikke. Og Røgen valt saa kortaandet fra Aabningen i Taget, Gnisterne gjøv saa hidsigt røde, og Slagget faldt over Buske og Trær, saa det var styggere og svartere om Hollassmien end om Smier flest.

Men Hollas behøvde netop ikke snitte Kruseringer paa Stoler og smi sort Jern for Løns Skyld, heller ikke var han af dem, som sparte paa Skillingen og lod Daleren gaa – Hollas sparte helst baade Skilling og Daler – Hollas tilsnød sig Gaarde og tilsvor sig Naboers Eiendom, – og det være given Sag, at den som var Hollases Balgdrager inde i Smien, den var det ogsaa udenfor, den pusted paa Ilden, den fik Jernet til at gløde.

Og Hollas smidde, mens Jernet var varmt.

*

I Stalden paa Munkejord stod en mørk Hoppe. Den havde høie, smale Ben og slank Krop, den havde spidse Øren og et krumnæset Hode – det var Hollas sin egen Hest den Hoppen, ofte gik han ned for selv at gi den Kveldsforet, og den knegged høit og lattermildt, straks Hollas viste sig i Stalddøren.

Men paa Gaarden var der ogsaa en Tusselad, som hed Meheimen. Han tasled og vavred overalt, baade der han burde, og der han ikke burde være, gik og traadte i sine egne Fodspor.

5«Leter du efter no?» spurgte En ham engang. «Ja,» svarte Meheimen, «jeg leter efter mig sjøl.» – «Du er igrund ikke alene om det, Meheimen,» sagde saa den, som havde spurgt, «vi leter nok alle efter os selv – om ikke netop paa dit Sætt.» Men Meheimen vavred videre sin uafladelige Irrgang, søgte og søgte, paa Huk undertiden, Ansigtet helt ned mod Jorden andre Gange, snuste som en Jagthund – i sine egne Spor paa Jagt efter sig selv. «Hvad vil du gjøre, naar du finder dig selv?» spurgtes han ogsaa. «Da vil jeg hilse ærbødigt,» sagde Meheimen og letted paa Luen. «Goddag, Goddag, min kjære Andreas Meheim, godt Nytaar og glædelig Jul, det var hyggeligt at se dig igjen, herefter skal vi gaa i Følge, vi to, og holde hinanden i Haanden, saa vi aldrig mer kan skilles ad.»

Han var fredelig og snil, Meheimen, naar han bare fik gaa i Fred og ingen forstyrred ham; men der han blev stoppet, der trængte han paa med Magt. Da kom han undertiden ilde udaf det med Hollas.

Hollas havde en Torpsidder oppe hos sig paa Stolmagerværkstedet en Dag. Torpsidderen var en Stakkarskryp med Kjærring og mange sultne Unger. Han havde vært deroppe engang før, tilkaldt af Hollas, som paastod at vide, at Grænseskillet mellem Munkejord og Folmogaarden gik ikke nedi Vasdalen, men helt over Aasen paa den anden Side i Nord. Torpmanden 6havde ikke kunnet huske noget sligt dengang, det tiltrods han havde siddet der paa Torpet al sin Tid – Gud hjælpe og trøste ham, han var ikke god for at huske det. Og saa var det endt med den Erklæring fra Hollas: «Da skal jeg si dig, du er en Tosk, og slige har jeg ingen Brug for paa Eiendommen.» – Men siden havde det vært saa besynderligt for Torpsidderen, og eftersom Dagene gik, havde det begyndt at dæmre for ham, at han vist havde hørt noget alligevel om, at Vasaasen i gamle Dage havde hørt Munkejord til. Og nu var han oppe hos Hollas og fortalte dette. Hollas sad paa Snedkerbænken og sigted mod Lyset paa noget Snitværk, som var blit for tyndt. Hollas syntes saa ligeglad og rolig først, som snakked de bare om Sneen, som faldt ifjor:

«Det var det, jeg vidste, jeg, Tøger,» sagde han, «du vilde nok komme til Sandheds Erkjendelse du ogsaa.»

Tøger snurred paa Luen:

– Ja det bares ham slig for nu – ret betænkt. Men Æren tilkom ikke saa meget ham, Tøger, som Kjærringen; for igrund saa var det hun, som havde sat ham paa det. –

Hollas saa raskt bort paa ham:

– Se det du, se det du, saa Kjærringen var af samme Mening! Og hun var jo født og baaren der i Nærheden etsteds, hun ogsaa? Jaha, det blev to Vidneprov i et Slag det da.»

Tøger maabed.

7«Vidneprov?» sagde han, «Vidneprov?»

«Ja, du skønner da det, Mand,» tog Hollas i, «Ret skal være Ret. Er Aasen min, saa gir jeg den ikke til Folmoen.»

– Nei, nei – Tøger bad saa mange tusen – hundre Gange Omforladelse. Hollas maatte jo selv faa raa sine Handlinger. Og nu fik vel Tøger sige Tak for sig. –

Hollas lod Tøger komme helt hen til Døren, saa raabte han:

«Prruu, nei bi lidt du, kom hid igjen!»

Da vred Tøger Luen mellem Næverne, der han maatte staa fremved Snedkerbænken med det stikkende Hollasblikket fæstet ved sig.

«Du tar feil i det, ser du,» sagde Hollas nu, «det er ikke bare Hollas, det vedkommer. For Tøger, som ved Sandheden at melde, han maa ogsaa vidne for Sandheden og for sin Husbond, saaledes som det sig hør og bør en tro Tjener. Og Kjærringen ligesaa.»

Af Tøgers Lue var nu kun blit en rund, lodden Klump indi Næven.

«Jamen, jamen, jamen,» indvendte han hjælpeløs, og en for en fandt Taarerne frem af Øienkrikene. Hollas bøied sig nærmere:

«Du er en Nar, Tøger,» hvisked han. «Men gjør du mig trøstig den Tjenesten, saa skal aldrig Kjærring og Unger svelte mer.»

«Jamen lell, jamen lell,» og han gned sig med Lueklumpen over Ansigtet.

8«Jamen lell, jamen lell – faar du gjøre det,» kom det truende bagefter.

«Dævelen annammer mig.»

Hollas lo:

«Det var det værste! Fanden kommer og napper dig i Bagenden: – Hei Tøger naa er du min, – sier han og spænder med Hoven i Bakken, saa baade du og han sprætter tilveirs – og saa bær det bent tilhelveds med Jer begge.»

«Er det slig, det gaar for sig?» spurgte Tøger.

«Ja, slig gaar det den, som ikke gjør Hollas til Vilje. – Skal jeg vise dig det?» Hollas hopped ned fra Bænken. Torpmanden skreg over sig og rygged mod Døren.

«Hvad vælger du saa?» spurgte Hollas tæt op imod ham – «det jeg før nævnte, eller – lad mig se: Et godt Spegelaar til Nytaar?»

«Det sidste da – Gud hjælpe’n Tøger, at han inte forliser Sjæla si!»

Netop som Hollas vilde svare, rusled det ved Døren, og Meheimen kom ind. Hollas svor en dyr Ed til Velkomst; men Meheimen tusled uanfegtet henover Gulvet, snart tog han et kort Skridt, snart et umaadelig langt, og Hollas vendte sig paany mod Tøger:

«Igrund har du slet ingen Sjæl at tabe, skal jeg si dig – har aldrig havt noen heller. Greier du den du?»

«Saa er det vel inte’n Tøger, som staar her og holder i Klinken heller da?» spurgte Manden lurt.

9«Jo, det er nok Tøger Torpsidder selv, saa du behøver ikke at gi dig til at lete som Meheimen.»

«Men om Tøger Torpsidder tog Skade paa sig sjøl da?»

Hollas brysked sig svare:

«Tar du Skade paa dig sjøl, saa faar du just Sjæl, Tøgertosken. Men ikke før heller.»

«Men den, som mister sig selv, den mister alt,» lød uventet Meheimens Stemme, idet Ordene om Selvet nok havde naadd hans Bevidsthed.

Torpsidderen vak sammen: «Sandt, sandt, jeg vaager inte. Det var Vorherre, som talte gjennem ham.»

Men hos Hollas var Taalmodigheden opbrugt:

«Gaa bare, gaa Fanden ivold med dig,» skreg han og spændte efter Tøger, – og til Meheimen: «Hvad i røde Helvedes Navn gaar du her og lurer efter? Pak dig ud!» – Men Meheimen fortsatte stiltiende med sit, kroket og forsigtig som ledte han efter Synaaler. Hollas trev Haanden fast i Meheimens Trøiekrave: «Jeg skal vel faa dig ud Lytteren!» – Meheimen saa uforstaaende paa ham og vilde tasse videre. Hollas satte Fod for ham og drog til, saa Meheimen rulled; men han reiste sig straks, og begyndte, der han var blit afbrudt. Hollas stilled sig foran, Meheimen skjøv ham væk. Hollas stilled sig atter foran. Pludselig skød da Blod op i Meheimens Øine, og han tog Hollas ved Skuldrene og rysted ham, rysted og rysted, 10saa Tænderne nærsagt skrangled i Munden, og nu var det Hollas, som var hjælpeløs. Indtil Rystningen sagtned, fordi Meheimen vilde hvile Armene en Smule, og Hollas fik stødt frem:

«Skjønner du – ikke det da – jeg vil jo–bare lære – Menneskene – at finde – sig selv!» Da løsned Meheimen taget med ett og ledte sagtmodig videre.

Men der havde nok ogsaa en anden Gang tildraget sig noget imellem Meheimen og Hollas. Ingen tvilte derpaa. Skjønt ingen havde set, og ingen havde hørt; for ingen havde vært tilstede – undtagen naturligvis han, Balgdrageren – den Natten, efter hvilken Meheimen fandtes liggende død i Stalden med Knivstik i Ryggen.

– – –

Selvsamme Aar fødte Hollashoppen et Føl med Menneskefjæs. Staldkaren fór ind efter Hollas og hvisked midt imellem Forfærdelse og Latter:

«Kom, kom, saa skal I se det snodigste.»

«Hvad gjælder det?» spurgte Hollas.

«Mærra! Mærra!» hven Gutten, og Hollas kasted Hugjernet, saa det trinsed mange Gange rundt og skranglende faldt paa Gulvet, idet de gik ned Trapperne.

Da Hollas kom i Stalden, stod Føllet just indunder Moren, saa de saa først kun Halestumpen og dets lange bruntustrede Bagben; men idet Hollas lagde Haanden paa det, ruste det rundt og gleimed op imod ham med hvidt Ansigt. Hollas blev ligesaa bleg da som Hesteungen, 11saa Gutten, og et Øieblik maatte han holde sig i Spiltaugbolken for ikke at stupe. Men derefter sagde Hollas bare et kort «hm!», vendte om og gik uden et Ord forresten op i Stolmagerværkstedet igjen. Da var Nyheden løbet som Lynild over hele Gaarden. De Modigste stilled sig op ved Døre og Vægge og lytted. Hollas snakked med nogen derinde, og han brummed, skjældte og var vond:

«Den kan du ta til dig igjen,» sagde han. «Den var ikke med i Kontrakten. Har jeg bedt om at faa atpaa?» – Men indiblandt hørte de tydelig, som om Hoppen knegged.

*

Ret i Syd for Munkejord laa ogsaa en Skogsnab, som Hollas gjerne vilde kalde sin. Men der var den Vanskelighed ved dette, at der allerede fra gammel Tid af var hugget Grænsemærker mellem Eiendommene, og de Grænsemærkerne kunde vel ikke Hollas godt komme forbi, skulde en tro. Men Hollas sagde nu at have hørt, der var et Grænseskil adskillig længer væk, som skulde være det rette, mens det der første Grænseskillet var fremkommet ved den rene Feiltagelse og simpelthen paa Røvervis skar sig lukt ind i selve Munkejord Gaard. Og han leied æresløse Folk til at hugge op en Grænselinje langt søndenfor den gamle og lod dem kline Jord og Kvae i de friske Hug.

12Nu hændte det disse Mænd, som paa det Vis i Nattens Mulm og Mørke gik Hollas tilhaande, magt og meget forunderligt, – saaledes, at eied de saasandt Tankers Omløb i Hoderne, skulde lettelig Ordet om «Fanden, som nok hjælper sine», falde dem i Sinde.

Engang kom Hollas imod dem:

«Naa faar I gjemme Jer,» advarte han, «naa kommer Braanaasgutta.» – I en Fart huked de sig da ned bagom Trær og Sten, og et Øieblik senere saa de ganske rigtig Braanaasfolkene komme snigende, væbnet med Høgafler og Greip:

«De skulde endelig være her,» mente En «jeg hørte det smaldt i Øksene.» – «Mere end det,» sagde en anden, «jeg hørte tydelig Hug ligesom mod et indhult Træ.» – Og de tændte Stikker og lyste med. Da opdaged de sagtens Fodslag, knækket Kvist og afskrapet Mose. Men Hollasfolkene selv sad bare stille i Gjemslerne saalænge, indtil Braanaasgutterne endelig drog sig væk. Lusked saa paa sin Kant ned til Munkejord, fordi de ikke fandt det raadeligt at arbeide mer den Natten.

Dernede paa Gaarden røg og gnistred det gildt bortifra Smien.

«Men Saltepine, hokke er i Smia naa da?» spurgte Mændene forundret.

«Hollas,» svartes der. – Hvem anden end Hollas? Han havde det nok travelt, havde drevet derborte uafladelig hele Kvelden. –

13En anden Gang hændte der Ransfolkene den Ting, at det tog til at suse saa uhyrligt i Trætopperne. Som nu Mændene saa op, syntes de se af Trægrenenes Svaing, at Blæsten sænked sig ligesom Lagvis nedover. Og da den om en Stund slog ned imod Jorden, spændte den Ben under dem, saa at de alle tumled overende og ikke paa længe orked komme op igjen. Den Gang, fik de siden spurgt, havde ogsaa Braanaasgutterne været i Farten, men straks snudd, fordi de ingen saa, og intet hørte uden Blæsten, som skreg mellem Trærne.

Saa var det en tredje Gang: De havde tændt en beskedelig, liden Nying bortunder en Bjerghelle for at kunne faa sig en Draape het Ølost. Men da de kom for at faa denne Ølosten, fik de se, at der over Nyingen var fuldt af Hænder med lange Fingre og Klumpnegle.

Der var en Kar iblandt Folkene, En, som ikke frygted hverken Ild eller Vand, hverken Djævel eller Gud, han gik helt frem til Nyingen og sagde:

«Det er fingerkalt idag» – og vilde ogsaa varme Hænderne; men han var ikke istand til at komme rigtig indi Varmeringen. «Naada,» skreg han saa op, «I er Fanden saa sjølgo ogsaa, at I inte kan la en anden Stakkar faa med!» Men i samme Sekund, han nævnte Fanden, skvat Hænderne tilside, saa han fik Plads til begge sine.

14Da saa de lange Fingre havde varmet sig godt over Nyingen, saa Mændene med engang, at de havde faaet Hjælp med Arbeidet – snart skimted de en Haand her og snart der paa de mørke Træstammer. Men de Hænderne brugte intet Værktøi, andet end de klorte i Barken med Klumpneglene, og i de Skaarene behøvdes der nok ingen Klining med Jord og Kvae; ti der var sort og raaddent med det samme.

*

Onde Hollas sad i Slæden og kjørte i Hui og Hast. Pisken hagled over Hestebagen, og for hvert Slag blev der lange, svulne Striber. Han kjørte gjennem Naboens lukkede Grind, saa Fliserne gjøv, og over Elvebroen kjørte han som gjennem Varme. Veifarende blev staaende ved Grøftekanten og maabe, og en gammel, halvtullet Kjærring strakte sig ud af Hyttevinduet og vinked:

«Hils hjemme, hils hjemme,» skreg hun.

Men Hollas vigte Hesten op Veien til Præstegaarden, lod den galoppere Bakken op, lagde den i langt Trav indover mod Gaardspladsen, stansed i et Rykk udenfor Porten og raabte Præsten ud.

«Er I der, Hollas,» sagde Præsten, «nærsagt har jeg ventet Jer.»

«Ventet eller uventet – saa skynd Jer nu, kast Samarien paa og følg mig,» sagde Hollas. 15«Tiden er knap, Far!» – Præsten, som var ung og naiv, trodde, det var en Døende, han skulde til. Fór ind og rev Samarien paa sig, saa Knapperne løsned, og Kraven kom opmed det ene Øre. Steg saa med lange Skridt ud til Hollas, som netop havde snudd Hesten.

«Stil Jer paa Meierne, Far,» sagde Hollas, «ellers faar jeg ikke styrt Gampen.» Og Præsten stilled sig bagpaa Slæden, Hollas smældte i Svøben, og afsted bar det.

«Jeg mente, vi skulde op til Munkejord,» sagde Præsten, idet de fór forbi Veiskillet der.

«Ikke endda!» svarte Hollas, han holdt Hesten henad Alfarveien.

«Men hvor skal vi da hen – i Herrens Navn?» spurgte Præsten.

«Jeg tænker bare at finde en af de Paarørende herbortover,» lød Svaret tørt, og Hesten maatte løbe i Kroker og Svingninger, saa Præsten fik travelt med at holde sig fast. Men værst var det, naar de kjørte forbi de store Gaarde, da rykked han i Tømmerne, saa Hesten afvekslende stod paa Forben og Bagben, og Præsten maatte, enten han vilde eller ei, holde Hollas om Skuldrene, om Halsen, eller hvor det nu kunde træffe sig. Hollas skjeved op til Gaardene og gotted sig, naar nogen stod bag Ruderne, imorgen var det Bygden over, vidste han: Hollas kjørte Præsten igaar; men Hollas sad oppi, og Præsten stod paa Meierne og omfavned ham som et Kvindfolk. He hei, den Hollas!

16Da saa Hollas havde kjørt tvers gjennem Bygden slig, lod han det gaa ret rolig hjemover.

«Naa, hvad tror I saa er paafærde da?» spurgte han Præsten pludselig.

«Det havde vel vært rimeligere, Hollas,» svarte denne, «om jeg først havde henvendt et lignende Spørgsmaal til Jer. Men siden I nu spurgte, saa svarer jeg, at saavist som Hollas selv har hentet Præsten, saavist er Ærindet af det Onde.» Hollas blæste foragtelig:

«Der gjætted I bra feil, Far – det er en hellig Handling, jeg vil ha Jer til.»

«At uddrive Djævle og onde Aander hører ogsaa hen under hellige Handlinger,» forklarte Præsten, «Frelseren –»

«Javist, javist,» afbrød Hollas, «jeg har hørt om det der! – Men nu lad os ligesaagodt aftale det paa Forhaand – hvormeget vil I ha for den Gjerning deroppe paa Gaarden min?»

Da blev Præsten hellig fornærmet.

«Formastelighed uden Lige,» raabte han og klasked med tidlig modnet Værdighed Haanden i Slædekanten. «Hvi kan I indbilde Jer, I, daarlige Menneske, at en Herrens Tjener gaar paa Akkort om Gjerninger ligervis de kjætterske Præste i Syden?»

«Naada, naada,» sagde Hollas, «det var ikke saa vondt ment. Af mig skal II] rettet fra: J nok ogsaa uden Akkordering faa Offergave – gjerne 100 Dalere – om Fortjenesten er dertil.»

– Kommen frem til Munkejord, tog Hollas 17Præsten med sig op paa et Kammers, hvor Hodet af et Spædbarn stak op af hvid Kjærving.

«Det er bare om at gjøre,» sagde, han «at I døber dette Barnet.»

«Det var da et overmaade uroligt Barn,» ytred Præsten.

«Ja, det er rigtig livligt og lealøst,» var den anden enig, «mest syntes jeg, det blev for meget af det gode – det kunde faa Krampe, tænkte jeg –og dø som Hedning, hvis ikke Præsten kom og lagde Haand paa det.» Præsten saa halvt mistænksomt hen til Hollas. Men Hollas stod helt alvorlig nu, med Hagen ned mod Brystet og sammensnurpet Mund.

«Hvem er Barnets Forældre?» spurgte Præsten saa og tog en Notisbog frem af Underlommen.

«Naa skal jeg straks være her tilbage med dem,» sagde Hollas, vel forberedt paa alt, og kom kort efter dragende med Staldgutten Karolus og en ganske ung Jente paa høist en femten eller seksten Aar. Præsten saa Jenten an og forargedes i sit Hjerte. Og fordi han nu, som nævnt, til Præst at være, selv var ung, strammed han sig nidkjært op, paa det at der ikke skulde siges ham Lunkenhed paa, og han søgte – som saa mangen Gang før – levende at sætte sig ind i sin gamle Forgjængers Aand og Maade:

«Der kan du se,» sagde Præsten til Jenten, «at det bær fuld Sandhed i sig, det som skrevet staar i din Børnelærdom: Ukyskheds Synd den snart forgaar, men Pinen længe varer. Ja, hulk 18og græd, du Synderinde, dine Øine blinde og søg efter denne Dag at sone din Synd med et helligt og bodfærdigt Levnet – ti det siger jeg dig: Des haardere du føler din Skam, des haardere du føler din Fornedrelse, din Nedsænkelse i Lasts og Skjændsels Mørke – des sikrere kan du haabe engang at forundes Tilgivelse – – Det er dog et ganske besynderligt Barn!» afbrød han sig selv. «Saa ganske besynderligt et Ansigt. Og saa forstyrret et Udtryk.» Og han henvendte sig hviskende til Hollas: «Kjender I til, om det maaske skulde være et Misfoster?»

«Skam, om jeg bryr mig om at kjende til det,» svarte Hollas. «Men det er sandt nok, Far, det er jamen no underligt i Façaden.»

Præsten forlangte derefter Vand til Daabshandlingen og noterte Staldkarens og Jentens Navne i sin Bog. Hollas bragte selv Vandet i et Tinfad. Den ulykkelige unge Jente holdt Ungen, og Præsten tog fat med Daabsritualet, mens Ungen sparked i Benene, saa Jenten nær havde sluppet den i Gulvet. Derfor tog Hollas den fra hende og klemte den ind til sig, saa den store bugtede Aare sprang frem i Panden paa ham. Men som Præsten talte, dirred det i Ungens hvide Ansigt, Øinene vided sig ud, de blev store og flade som Brilleglas. Præsten saa paa det og holdt inde et Øieblik. «Skynd Jer, skynd Jer,» hvisked Hollas med et Blik mod 19Døren, som frygted han, at nogen skulde komme ind og hindre – –

«Hvad skal Barnet hede?»

«Hep–hest–i–os,» sagde Hollas med et Grin.

«Det er et hedensk og ugudeligt Navn,» mumled Præsten. – «Jeg kalder hans Navn Johannes. Johannes, vil du» – – Da knerred det i Ungen som i en Kaffekværn.

«Johannes, vil du forsage» – Ungen kasted Hodet tilbage, og den brede Mund gabte i en fæl Gisp – «Djævelen – og alt hans Væsen – og al hans Gjerning?» – Ungen dreied Øinene til høire og venstre, og Skum valt ud af Mundvigerne. Hollas var ogsaa gulbleg da som det nyskaarne Træværk paa hans Stoler, bare over Panden var der Farve – der laa Aaren sort og stor som et Kainsmærke. Staldgutten, som hele Tiden havde havt Glisen oppe, blev stø nu, og Jenten glemte at snyde Næsen. Men Præsten gik videre i Teksten, tog Vand i Haanden fra Tinfadet, øste over Barnets Hode – «I Faderens – i Sønnens – i» – Da trak Ungens Læber sig op og viste Gabet fuldt af store, gule Tænder, Øinene vendte sig helt rundt og sprak, idet der kom et rødt Rift tvers over det hvide. Præsten saa sig forfærdet om:

«Saaledes trodde jeg aldrig, noget Menneskebarn kunde dø,» sagde han. – «Her ser du da legemliggjort din Synd og din Synds Sold,» vendte han sig igjen til Jenten, som atter nu tog til at snyde Næsen og tute. «Det er ikke saa,» snøfted 20 hun indiblandt – «det er ikke!» Ret ned fra stive Arme slap Hollas Ungen. Kjærvingen revned i Faldet, og et brunt Klovben stak ud; men Hollas sparked det ubemærket indunder Sengen, mens Præsten talte de sidste advarende Ord til Synderne om Herrens nidkjære Vrede over Utugt – var end Synden sød, var Straffen dobbelt sur – og nu gav han dem det Raad og den Befaling at tage hinandens Hænder og høitideligen love at aflade med alskens usømmelig Adfærd og give sig med sit angerfulde Sind ind under Herrens Tugt og Formaning. – Gutten og Jenten rakte modstræbende Hænderne ud – de havde vært som Fremmede for hinanden før, men nu ved al den Snak om Kjødets Gjerninger, tog deres Tanker Retning, og idet Præsten lagde deres Hænder sammen, fornam de begge en Kribling i Blodet, og idet Gutten saa paa Jenten, havde han Øinene fulde af Kjøds Begjær – Begjær, som lurer, sniger og finder frem af de tusen vippende Veie. Mens Jenten, der nu endda stærkere følte sin Ungdoms Blu saaret og plettet mod sin Vilje, begyndte i Fortvilelse at fremstamme en Indsigelse:

«Nei – nei – nei – det er Jug, Præst – det er Jug – det er» – Men Hollas greb hende hvast i Armen:

«Er du galen, Filletøs – staar du og sier, at Præsten juger!» og slængte hende ud af Døren.

21– Da nu Præsten og Hollas kom ud paa Tunet, tørred Præsten sig med Lommetørklædet over Panden:

«Det var en saare anstrengende Forretning, I kaldte mig til idag, Hollas. Om jeg havde døbt tyve skrigende Spædbarn efter Prækenen en Helligdag, kunde det ikke have taget fler Kræfter ifra mig.»

«I gjorde Jer unødigt Besvær,» mente Hollas – «jeg mener med Synderne – I havde ikke behøvet at holde de lange Prækener for dem.»

«Hollas, Hollas, I taler, som I har Forstand til! Én Synder omvendt til Herren skaffer større Glæde i» –

«Præst, Præst,» afbrød Hollas i en bedrøvet og slæbende Tone – «trodde jeg saasandt I havde faat omvendt dem! Tvertimod – saa jeg ret, da vil de snart gakke hen og synde værre end tilforn – og det er Eders Skyld.»

«Min?» sagde Præsten. «Min?»

«Ja, fordi I belagde Jeres Ord paa feilagtig Vis, –og tro I mig: Inden Aar er omme, har de to en Løsunge paany. – – Men nok herom,» kom det tilslut overbærende. – «Jeg loved Jer,» fortsatte han saa efter med et Grynt at have renset Halsen, «at jeg vilde skjænke Jer en Offergave efter Fortjeneste – saavidt jeg det forstod og magted. Netop 100 Dalere blir det ikke, de faar Præsten ha tilgode til en anden Gang; men en rar anden Ting skal I faa, en rigtig rar en, som I i Jeres Levedage ikke 22har faat Mage til før. Men det gjælder ligegodt for betalbar Mynt. Hold bare Haanden ud, Præst,» sagde han høimodig og jevned paa Munden. Og Præsten rakte troskyldig frem Indersiden af sin flade Haand.

«Der!» sagde Hollas og lagde nedi den en svær Spyttekløse.

*

Netta hed Myndlingen. Hun var nærmest en Jaale, men af godt Folk, som i sine Hjerters Enfold før Døden havde udpegt Hollas som Formynder: «Han ved at øge sit Gods,» sagde de, «han øger nok hendes med, – naar vi viser ham Tillid.» Og saaledes blev da Netta betrod Hollas til Varetægt.

Han sad just og prøved en færdig Stol, da hun traadte ind af Døren, og ret op i Sætet hopped Hollas, idet han saa hende. Hun var nok blit skræmt med ham underveis; for hun tvisted med Læberne og kvied sig for at gaa frem.

«Er det slig, du hilser paa den, som skal være din Ungdoms Forsyn?» lød nu Hollases Stemme ligefrem, men med Anstrøg af stille Bebreidelse.

Netta tog et Skridt frem og atter et tilbage, og den ubestemte Mund skalv i Vigerne. Da reiste Hollas sig med megen Værdighed fra det brunsemskede Sæte og gik imod hende:

«Hvad synes du Hollas er for en fæl Mand?» 23sagde han mildt. – «Hollas med sin stive Hofte. Hollas, som miskjendtes af alle undtagen af dine kjære Forældre. Nei, vær du tryg, Barn – Hollas er ikke den, som gjengjælder Tillid med Svig – mit Hus skal være dig som den sikreste Borg –og Hollas selv skal vogte Skatten – saa godt som nogen Drage.» Tog saa Pigen ved Haanden og førte hende hen til Vinduet, saa hende med Velbehag ind i det runde, rødmussede Ansigt. – «Hvad rører sig ikke for søde Tanker under saadan en ung Piges Barm, elskovsglade, ømme, selvopgivende – jaja, det er længe siden, Hollas forundtes at have en som dig under sit Tag – Menneskene er ikke saa gode, som de lader, ser du – Hollas har forlængst forstaat det, og de bitre Erfaringer har git Hollas en haard Skal; men bryd du dig aldrig om Hollases ydre Optræden – i sit Indre er han dig god, husk det – betragt ham kun trøstig, som det han er, som din faderlige Ven og Beskytter, den, til hvem du kan gaa med dine kvindelige saavelsom barnlige Sorger og Glæder.» – Saaledes talte Hollas længe for Netta, Myndlingen, og belagde sine Ord slebent og veloverveiet paa sine Liges Vis. Og Netta, Jaalen, trodde ham saa gjerne. – –

– – Men der er de, som siger, at de fleste unge Piger er som Netta, de er lettroende Jaaler. Og der er de, som siger, at saa svært mange Mænd er som Hollas – i dette Stykke, at de benytter sig af Jaalernes Lettroenhed. Men 24kjære Hollaser da, kunde der siges, det er dog ingen Kunst at narre Nettaerne med sledske Ord og Vendinger, Nettaerne stakkars, hvorfor skulde de være mistænksomme, de, som intet ondt har set af Livet endnu? Hvad i al Verden, det er dog intet at være stolt af hverken iblandt fler eller ved Jer selv det at narre en Netta, det er en saare billig Fornøielse, og de billige Fornøielser er tarvelige Fornøielser. Men det skal bedyres: I er sandelig ikke Kostforagtere, I Hollaser! – –

*

Ret i Øst for Munkejord ligger Krumholt, hvor Eieren dengang hed Søren. Søren Krumholt havde Ord for at være et bra forslagent og fremsynt Hode. Og denne Fremsynthed tilskreves det ogsaa, at Søren i rette Tid havde tilhandlet sig Gaarde, betalbare med danske Tidalersedler – de, der kort efter gik ud af Kurs, saaledes at de lovligt kunde indløses med tilsvarende Antal Skillinger. – Forud for dette havde Søren uafladelig klødd sig i Hodet, og siden var Konen kommet til at bemærke sig, at Søren altid fik Haarkløe, naar han faldt i Tanker over noget.

Men en Dag kunde Mor Krumholt ikke rigtig forstaa Søren. Som hun sad og traadte Væven og kasted Skyttelen frem og tilbage, maatte hun alt i ett reise sig og kikke ud af Vinduet efter 25Manden, som gik derude paa Jordet og saa sig om. Ret som han gik, letted han nemlig paa Luen og klødde sig i Hodet. Mor Krumholt vidste ikke, der var nogetsomhelst paafærde, og begyndte derfor saa smaat at tænke: «Jaja, Kallen min begynder nok at bli gammel naa, han gjør sig Bekymmer for ingenting, skjønner jeg. Hm! Liker han ikke, vi kjøber de finuldne Sauene, fordi han tror, de har vondt for at slaa til – kjære, vene, saa kan vi la være da jo.» Atter kikked kun ud af Vinduet: «Der vart’n borte han Far med Hukløa si,» smaalo hun. Men om lidt maatte hun aabne Vinduet for at se nøiere, hvor det var blit af ham. Da saa hun Søren staa borte ved Grinden. Og atter om lidt opdaged hun ham over paa den anden Side Gjærdet, helt ude paa Munkejord – der stod han, skotted om sig og klødde. Da gik langsomt et Praas op for Mor Krumholt, at der var noget andet igjære end Sauehandelen – og hun klasked Hænderne sammen af Forundring og Nysgjerrighed:

– Jo, nu skulde vist artigt Nyt spørges!

*

Hollas traved frem og tilbage oppe paa Stolmagerværkstedet. Hollas var i adskilligt Oprør, og Stoleemner og Smaating, som kom ham iveien, fik undgjælde. Og naar han svinged rundt, subbed ofte Frakkeskjøderne noget af Redskaben 26ned paa Gulvet, saa den blev liggende og trille og ramle dernede. «Naa er no gaat Hollas imod,» sagde de paa Gaarden, og Tjenere og Tjenerinder holdt sig klogelig væk, de vidste godt, ellers vilde det gaa dem som Stoleemnerne og Redskaben.

Men Hollas stansed ogsaa undertiden deroppe. Da stod han ved Østvinduet, lo og hytted med Næven mod Krumholt:

«Jasaa du, saa du vil prøve Kræfter med Hollas! Det turde bli dig et drøit Nap, det, du – og for den Sags Skyld en Pind til din Ligkiste ogsaa. Du gode Verden, hvor jeg naa skal ligge efter dig, Krumholten!» For det, som nu var hændt, var det værste Hollas paa længe havde hørt: Krumholten havde sendt Hollas Bud og Besked om, at Østflotten hørte ikke til Munkejord, men til Krumholt. – Vistnok havde Hollas kastet Beskeden lige i Synet paa Budbringeren og ønsket baade ham og Krumholten til Helvede med deres Bedrageri. Men det var ikke dermed gjort, Krumholten havde faat Forsprang ved at faa første Træk, saa nu gjaldt det for Hollas at gjøre saapas godt et Modtræk, at Krumholtens Forsprang indhentedes, og derefter – derefter – Hollas lo: «Den, som ler sidst, ler bedst, min kjære Søren Krumholt!»

Samme Dags Kveld modtog Manden paa Krumholt Bud og Besked fra Hollas. – Du er aldeles paa Vildspor, Søren Krumholt, – stod der paa Bagsiden af et brugt Papir, – saameget 27des mer som det just er omvendt Tilfælde, nemlig, at dit saakaldte Eiendomsjorde, Vestflotten, paa ingen Maade er dit, men mit, Hollases. Jeg lod dig før upaatalt bruge og drage Nytte af denne min Eiendom, fordi jeg tænkte, at du som en gammel Mand kun daarligt likte Forandringer, men nu, jeg ser, hvordan du lønner min Godhed, kan jeg mindre føle nogen Medynk med dine graa Haar. Dette da til Underretning, at jeg fra og med imorgen selv eragter at drive og bruge mit Jorde Vestflotten. –

Krumholten slængte ikke Papiret i Ansigtet paa Hollasbudet, men gik afsides og kom snart tilbage med en Pakke. «Giv Hollas dette,» sagde han med en ful Øienplirr, «og sig, det er en Prøve paa det, han ved.»

Straks efter kom Budet fra Munkejord rendende for anden Gang:

«Skal hilse fra Hollas og si, han godt vidste, at Prøven paa’n Søren Krumholt maatte se slig ud.» –

Den paafølgende Morgen var Krumholten tidlig oppe og samlede Folkene omkring sig:

«Vi har ligesom foretaget et lidet Magelaug med Jordarbeidet, Hollas og jeg,» forklarte han. «Men jeg synes ikke, jeg rigtig vil begynde før Hollas heller.»

Snart kom, som Krumholten havde tænkt, Hollasfolkene nedover Veien fra Munkejord med Hakker og Spader over Skuldrene, og allertilsidst 28Hollas selv med lang Kjæp og lidt stiv i Hoften som vanligt.

«Gaa paa,» befalte Krumholten, «der kommer Hollas for at arbeide paa Vestflotten, som Hollas siger er sin – og her gaar Krumholten for at arbeide paa Østflotten, som Krumholten siger er sin.»

De to Afdelinger passerte hinanden uden Kommentarer dennegang, og Arbeidet begyndte paa Vestflotten og Østflotten. Hollas lod sine Folk bryde Sten oppi Aaskanten og trille ned paa Krumholtjordet, og Krumholten lod sine Folk fare om med Spaderne for at skade Græsroden. Men dette sidste gjorde dog liden Unytte i Sammenligning med Hollases Stentrilling, Krumholten orked tilslut ikke rolig se paa, hvordan Hollas skamferte Jorden hans, han holdt Hænderne som Trompet for Munden og tuted:

«Er det slig, han Hollas bruger Jord – da kan jeg skjønne, den inte er hans!»

Hollas gren oppi Bakken:

«Der forsnakked du dig, Krumholten – kan du ikke skjønne og bevise det paa anden Maade, saa er Vestflotten dømt.»

Krumholten klødde sig i Hodet en Stund, befalte saa Folkene, at de skulde sætte Varme paa Græsset. Der havde vært Tørke, saa Græsset brændte fint, og Osen seg tyk og ulden bort til Hollas; med Krumholten fik ingen Glæde af det; for om lidt skar Hollases Stemme sig helt leende gjennem Røgen:

29«Tak skal du ha, Krumholten, at du lager Jordbærhage af Jordet mit.» Og da de ved Kveldstid atter passerte hinanden, lod ogsaa Hollas den Taknemlige:

«Tak for idag, Krumholten,» sagde han og letted paa Luen. Da var Krumholten saa i Tanker om sit beskadigede Jorde, at han i Arrigskab langed efter Hollases Fod med Krumkjæppen:

«Æsch, du har glemt Støvla idag.» Og den Fornøielse fik han da, at alle Folkene, saavel Hollases som hans egne, rapt og fælne saa ned paa Hollases Ben.

– Arrigskaben sad endnu i Krumholten, da han den anden Morgen stod med Folkene omkring sig, færdig til at rykke ud ved første Glimt af Hollasskaren:

«Lystrer i mig idag,» loved han ærlig «skal jeg aldrig glemme Jer det. Og Hollasfolkene maa I ikke slippe ind paa Jordet mit.» – I det samme kom Hollasskaren marscherende – under fuld Musik, saa at sige; for Hollas havde lært dem en Opsang:

«Aahei aahop, naa gaar det godt,
vi bænder og bryder med stort og smaat,
Steina vi hiver paa Vesterflotten,
gir et brændt Hønn til Krumholtsdotten.»

Det gav et Sinnerykk i Krumholten: «Der traf du det,» sa Manden. «Gaa paa, Folka mine, det jeg loved Jer, skal jeg holde!» –

Ved Grinden mødtes de to fiendtlige Hære. 30Krumholtsfolkene løfted Spader og Økser, og Krumholten kom op ved Siden:

«Ligg tor Enga mi, sier jeg – ellers gaar det gæli.»

«Fremover, fremover,» hørtes Hollases Stemme langt bagenifra. «Stik Spetta gjennem Grindsprinkla. »Og Folkene kylte Spettene som Spyd gjennem Sprinklerne paa Grinden. Krumholtsfolkene dæljed løs paa Spydene med Spaderne, og det klang og braaked som ædeligt Vaabengny. En Stund hørtes fremdeles Hollas bagenfor Rækkerne: «Det er ret, det er ret! Driv paa! Paa igjen!» En Hund ulte, og Kjørne rauted i Fjøset paa Krumholt. Krumholten stod paa en Sten og fegted med Armene: «Slig skal det være,» skreg han. «Og slig gaar det! Og her staar Krumholtsdotten! Aa hei, Hollas, kom an – Krumholten kan nok ta et Tag endda, han! Aahollere – hollere – hollere – ho!» hoied han i Kampiver og hopped og sparked i Benene, mens Mændene lirked og staaked alt ivrigere ved Grinden, og enkelte af Hollasmændene tog fat med Opsangen:

«Aahei aahop, naa gaar det godt,» brølte de. Frem ved Gjærdet, hvor Krumholten stod, kom Hollas, og stak bort paa Krumholten med en lang Kjæp paa samme Vis, som vilde han ærte en folkevond Hund. Men Krumholten fik travelt med at komme ned af Stenen:

«Naa skal jeg ta dig, Hollas! Om du saa er Fanden i Menneskelignelse aldrig saa meget.» 31Idetsamme braged Grinden indover, og Mændene stupte om hverandre.

«Hollas! Hollas!» skreg Krumholten. Hjælp mig at fange Hollas!» Krumholtsmændene klasked for sidste Gang fra sig med de flade Spadeblad, napped Spettene, som var Hollasfolkene unyttige nu i Nævekamp, og ruste over Gjærdet.

Men midt ude paa Veien stod da Krumholten og klødde sig i Hodet og pegte.

Øverst oppe ved Munkejord saa de ligesom bare to lange, flagrende Frakkeskjøder over to tynde Ben. Det var Hollas, som havde taget Hyven fat.

*

Netta, Myndlingen, sad i Kammerset og broderte Buksesæler. Særdeles smukke skulde de Buksesælerne bli, Roser og Forglemmigeier paa violet Bund – altsammen i fin Uldkanavas – og paa Vrangen skulde sættes en Rimse «semsket» for Holdbarhedens Skyld. – Aaneida, saa blid den gode Hollas var blit den Dag, hun var oppe hos ham med Buksesælerne i Haanden og bad om det! – «Ja, du skal faa Skind da, Søtjenta mi,» havde han sagt og gaat hen til Kommoden og rodet frem en hel Haug – «her er svart Kalveskind, og her er lysegult semsket, og her er en Bete af no, som kaldes Russlær – hvad du vil ha – bare vælg!» – Ja, for han 32havde nok tydelig skjønt, hvem Gaven var tiltænkt. – Netta, Jaalen, havde siddet nede ved Elvekanten en Dag og sydd paa de Buksesælerne. Da var der kommet en stor, graahaaret Mand vævende. – «Hvad er det for Stas, den Jomfruen nester paa da?» havde han spurgt. – Jo, det skulde bli Buksesæler. – «Hoho, syr’a Buksesæler,» sagde Manden da og blunked med Øinene. «Ho ho!» Men idet han vilde gaa videre braastansed han og spurgte, hvem skulde faa de Buksesælerne. «Hollas vel!» havde Netta svart. «Ja, det liker nok Hollas, at Jenterne syr Buksesæler til ham.» – «Var ikke rigtig frit,» havde Netta svart helt stolt og veltilfreds; for saa blid som Hollas havde vært og saa god og snil en Mand som Hollas var mod hende – spurgtes, om ikke Hollas snart fridde ogsaa. Men den graahaarede Manden havde mumlet noget – nu formed det sig for Netta som: «Jogu er det En at sy Buksesæler til, det» – og det sidste, hun havde set af ham, var, at han stod og klødde sig i Hodet. – En lei Mand! Hvad havde han med, om Netta sydde Buksesæler til Hollas? – Netta havde ogsaa tænkt at betro denne Oplevelse til Hollas, men var ikke kommet til, fordi Hollas var optaget med saa meget andet og vigtigere nu om Dagen – Folk laa indpaa ham paa alle Kanter og krangled og kunde ikke la ham være i Fred, havde han fortalt hende. Rentudsagt syntes Netta Synd paa Hollas, og hun glæded sig til at gi ham Buksesælerne 33 som et lidet Bevis for, at hun holdt af ham, hun, netop i hans Modgangs Dage, og paa hende kunde han stole. – Netta bredte Buksesælerne ud for sig paa Bordet og beundred sit Værk – ekstra fine var de, saa Kongen selv knapt havde finere – især tog de røde Russlærsstropper sig nydelig ud mod den violette Bund – egentlig burde hun, – tænkte Netta, ogsaa sy et saadant Stoltræk til Hollas. – Men bedst som Netta tænkte, krasled det udenfor Vinduet, og Krattet derude svinged og svaied. Netta tog sig for Brystet og fór mod Døren; men før hun var naadd saa langt som til at aabne den, stak et bustet Hode frem over Vindueskarmen, og Øieblikket efter sad der en ret staselig Gut og dingled i Benene:

«Nei goddag da, Netta,» sagde han. «Du maa holde mig undskyldt, at jeg kommer Vinduesveien; men jeg har tittet paa dig saalænge bortifra Buskene, saa du faar inte være fortrøten!» Derefter saa han paa Buksesælerne: – «Aajøs da, det var Greier det – er de til Kjæresten din, de? Nei, saa leit, det er, at du har en Kjæreste!»

«Igrund har jeg ingen heller,» sagde Netta.

«Det var godt, og det er jeg glad for,» sagde Gutten i Vinduet, «for saa smældvakker en Jente som dig har jeg aldrig set Mage til! – Aanei, faar jeg se paa de gilde Sælerne? – – De er no for sig sjøl, de du,» sagde han, idet han hængte dem over Skuldrene og maated og 34kjælte for dem. – «Aanei jamen tror jeg ikke, de passer til mig som støbt ogsaa – nei, aanei – saa gromt da! – Aa faa jeg dem af dig, Netta?» bad han pludselig.

«Nei, er du galen, du,» sagde Netta, «Hollas skal ha dem.»

Da lo Gutten og slog sig paa Knærne.

«Er du tullerusk – har du sydd Buksesæler til Hollas? Det er det værste, jeg har hørt!» Men blev braat alvorlig igjen: «Saa er I vel Kjærestefolk alligevel da?»

«Hvad kommer det dig ved da?» spurgte Netta mut.

«Jo, fordi du er saa vakker, saa fælandes vakker, har jeg sagt! Aa kjære vene Netta, la mig faa de Buksesælerne – til Amindelse om dig.»

«Det gaar ikke an,» sagde Netta og tog Sælerne til sig.

«Nei, det er saa,» mente den anden, «du er gjerrig og mangler Hjertelaget.»

«Nei det gjør jeg ikke,» svarte Jaalen.

«Ja, saa la mig faa dem da vel. Kjære vene vakre Netta, la mig faa dem! – Aa faa jeg dem – aa faa jeg dem – aa faa jeg dem,» gnaalte han.

«Men Hollas?»

«Pyt, du kan jo sy nye til Hollas.»

«Det er ikke fort gjort, det, kan du tro!»

«Men la mig faa laane dem bare da! Jeg 35tror, jeg blir syg, jeg, Netta, hvis jeg ikke faar laane dem. Aa kjære vene dig!»

«Saa tag dem da,» sagde Netta, Jaalen, «saa slipper jeg for Gnaalet dit.»

*

Søren Krumholt og flere med ham kom i de bedste Kisteklæder ned Krumholtsjordet en Dag. Krumholten var lidt ustø paa Foden, og den som saa nøie efter, vilde bemærket, at det var igrund de andre ogsaa – de traadte lækkert og dog saa mærkelig tungt.

Og ned fra Munkejord kom Hollas dragende med Mandskab, der ogsaa saa ud, som havde det faat en Taar for Tørsten, og Hollas selv med et triumferende Glædesgrin over Ansigtet – som vilde han sige: «Naa skal jeg ta dig, Krumholten! Naa drister du ikke at slaa med Spadblar paa Spetta! Naa er Vestflotten dømt.»

«Kom an – jeg skal holde imod,» saa det ud, som Krumholten mente at sige.

De to Modstandere blev staaende ret overfor hinanden, stivt stirrende, mens deres Navne og Tvistemaal blev læste op og bogførte.

Midt mellem de to omstridte Jorder, Vestflotten og Østflotten, sad nemlig den høie Øvrighed ved et gult Klaffebord og med Gaasepenner i Hænderne, og paa Snippen af Klaffebordet med Protokoller og Papirer i sømmelig Afstand laa en Bibel i brunt Lærbind med tykke, gule Messingbeslag 36 og Spænder. Alle Mændene til høire og venstre skulte til Bordsnippen, idet Lensmanden oplæste de Tvistendes Navne og Tvistemaalet, Vidnernes Navne og Edsformularen. En efter en svor Mændene saa med Haand paa Bibel at tale Sandhed og ikke Løgn. Men da Hollases Navn blev opraabt, traadte Hollas et Skridt tilbage.

«Naa Hollas,» raabte Krumholten da, «tør du ikke komme nær den Boka?»

«Ligesaavel som dig, Krumholten,» svarte Hollas, men bøied sig hastig ned idetsamme og tog noget op af Jorden. Lagde saa med et Grin Haanden paa Guds hellige Ord, og skrek Edsformularen efter, undtagen Ordet «Gud», da kom der altid en Hikke over ham, saa ingen rigtig kunde høre det. Men da Hollas var færdig, var der de, som bemærked sig, at han var kridhvid om Øinene, som om Frosten skulde rørt ham, og tilbage paa Bibelen laa der et brunt Barkestykke.

«Nei, nei,» raabte Krumholten,» Hollas holdt ikke Haanden sin nedpaa Bibelen – det der Barkestykket laa imellem.» Da blev Hollas sint, saa han fræste: «Tvi dig, Krumholten, det var jo du selv som la det der, just idet jeg havde aflagt Eden.»

Derpaa sprang Hollas og hans Mænd over paa Vestflotten og sagde sig at staa paa Munkejord.

Men Krumholten og hans skridted op i Østflotbakken og sagde sig at staa paa Krumholtens Jord.

37Fuldt op af Vidner var der paa begge Sider og lige lidet og lige meget værd allesammen.

Men den høie Øvrighed, som kjendte til lidt af hvert i disse Tider – især naar Gaardbrugerne laa i Krangel og vilde hinanden tillivs – saa hinanden betegnende i Øinene.

Derefter nikked Skriveren til Lensmanden, og Lensmanden nikked til Skriveren, og Skriverkarlene puffed glisende til hinanden med Fødderne.

Og oppi hver sin Bakke paa Vestflotten og Østflotten stod Krumholten og Hollas, Krumholten i sin selvgodeste Stilling med Hænder i Side, Hollas ligegyldig plystrende ud i Veir og Vind, lidt vippende paa Foden som for Gnavsaars Skyld, – da Lensmanden reiste sig og forkyndte:

«Fordi saa megen Svig og Omgaaelse af Sandhed og Ret i den sidste Tid er befundet at gaa i Svang, skal vi, forinden Rettens Gang videre forføies, opfordre de herstaaende Tvistemaalsmænd med Vidner til at trække Støvler og Strømper af Fødderne.»

Der faldt en indmuret Tysthed over de to Skarer.

Lensmanden bladde i Protokollerne, en Skriverkarl hvæssed Pennen, men skar sig i Fingeren, fordi han skjelte paa Tvistemaalsmændene. Skriveren sad med mysende Øine og saa fra den ene til den anden.

Og der stod Krumholten og klødde sig i 38Hodet, og Hollas saa ud til at have faat ond Lugt for Næsen.

«Naa, hvad blir det til?» spurgte saa Lensmanden og løfted et Sekund Øinene fra Papiret.

«Det blir til det,» lød det først fra Krumholten, idet han værdig traadte et Skridt frem, «at en gammel Mand som jeg ikke vil udsætte mig for en dødelig Sjukdom ved at staa barføttet paa Høstbakken.»

«Hvad mig angaar,» tog saa Hollas med fornem Mine og udsøgte Vendinger Ordet, «skal jeg hverken løgnagtig paastaa, jeg ikke taaler Høstbakken, eller at jeg – hm – har nogen Fodskavank, jeg nødig vilde, Folk skulde se. Men naar jeg, Hollas, alligevel nedlægger Indsigelse og er helt uvillig til at imødekomme Øvrighedens Opfordring, saa er det, først fordi det strider mod min honnette Ambition at staa støvleløs i en hel Almues Paasyn, dernæst fordi det krænker min borgerlige Æresfølelse ikke at bli trodd, naar jeg har lovet og svoret at tale Sandhed. Med andre Ord: Vil ikke de ærede Herrer tro mig, Hollas, og mine Vidner, her jeg og de Samtlige staar med Støvler og Strømper, saa faar de lade det være.» Og Hollas bukked dybt og ironisk.

Men nu vilde Skjæbnen, at to gamle Brødre, begge lige uforstaaende og dumme, var med i Vidneskaren paa hver sin Side; fordi den ene var Husmand hos Krumholten og den anden 39hos Hollas. Disse to gamle Brødre fandt paa at sige til hinanden:

«Du Lars – inte har jeg saa let for aa bli fuld af Kulde. Har du?»

«Aa nei, jeg kan jussom inte si det heller.»

«Ja, saa gjør vi jagu som Øvrigheta befaler!»

«Jagu nok, du!» – Og dermed sparked de to Brødre af sig Skoene og trak Strømpesokkene efter.

Og ud af Sokkene randt Jord og Sand.

Og atter saa Skriveren paa Lensmanden og Lensmanden paa Skriveren.

Saa talte den høie Øvrighed lavmælt lidt sig imellem. Hvoretter Skriveren reiste sig og høitidelig læste op:

«Som vi nævnte har megen Svig og Omgaaelse af Sandhed og Ret i den senere Tid gaaet i Svang. Og saaledes var, som det lader, ogsaa her Tanken. Og ikke det alene, men: fordi den ene Ravn gjerne vil hakke den andens Øine ud, er vankundige Mennesker nær blevne styggelig forledede. Disse to Mænd, der, som enhver kan se, staa paa Gravens Rand, var forførte af hver sin Herre til at agte sin Sjæls Salighed ringe» – Hollas afbrød:

«Kun i Ærbødighed at berette, at jeg, Hollas, intet har vidst om denne min Tjeners feige Handling.»

«Ja, naa skal jeg nok for en Gangs Skyld tro’n Hollas da,» faldt Krumholten bredmundet 40ind, «for akkurat slig er det med mig og, at jeg ingenting har vidst om detteherre.»

Atter saa Rettens Medlemmer paa hinanden og over den ældede Skrivers fine Ansigt drog sig et sarkastisk lidet Smil.

Og saaledes kom Rettens Dom til at lyde angaaende Tvistemaalet mellem de gode Gaardbrugere og Naboer, Søren Evensen Krumholt og Hollas Hollassen Hollas paa Munkejord:

«Fordi begge de nævnte Personer vægrer sig for at opfylde de Betingelser, Retten monne finde tjenlige til Bekræftelse og Sikkerhed for, at den aflæggendes Eds Sandhed ikke maa være omgaaet med Fif og Kneb, – kjendes herved for Ret:

Søren Evensen, Krumholt, og Hollas Hollassen Hollas, Munkejord, beholder henholdsvis hver sit omstridte Jorde, saaledes at Jordet Vestflotten af Krumholt fremdeles bliver Krumholts Eier til fuld Odel og Eiendom, og Jordet Østflotten af Munkejord fremdeles bliver Munkejords Eier til fuld Odel og Eiendom. Men haver ligeledes disse to ovennævnte Tvistemaalsmænd at udlægge 100 R. M. Daler til Staten for Omkostninger, Bryderi og unødig Trætte. Og hermed være denne Sag oppe og afgjort, død og begraven, som skulde aldrig dens urene Begjærs og Trættesyges Aand have plettet disse Jorder eller deres Eiere.»

*

41Engang efter dette Krumholtens og Hollases Flotkrangleri spurgte Hollas Netta, Myndlingen, der de sad ved Bordet sammen og aad:

«Blev det passe til Sælerne, det Skindet da?»

«Jo, tak for Efterspørgslen,» kom Svaret noget forlegent. – Skindet havde passet bra. –

«Blev det pent?» spurgte Hollas efter en Stilhed.

– Jo tak, det var blit ret pent. –

«Jeg saa, at du havde vært oppe og skaaret af lidt til røde Stropper ogsaa?»

– Jo, det havde Netta.

«Det skulde være rart at se dem,» sagde Hollas nu og smilte.

Netta plukked paa Dugfrynserne – «Ja-a,» sagde hun. – Ja-a, det var saa, det. –

«Naada.» sagde Hollas, «er der hændt et Uheld, kanske?»

«Ja, nei, ja,» stammed Netta først aldeles raadvild. Blev saa med ett baade glad og blid, fordi hun fik et Indfald: – Jo, der var skedd det Uheld, at hun var kommet til at slaa no ned paa dem, saa der var blit Flekker. –

«Ta Sælerne hid alligevel du, Jenta mi, saa skal vi nok faa Raad med de Flekkerne.»

Men Netta forklarte, at Sælerne var blit rigtig saa umanerlig stygge, saa det var leit at se dem. – Men Hollas maatte endelig se dem alligevel. Saa vidste tilslut Netta i sin Vaande ikke bedre end at tilstaa, og hun gjorde sig blid indiblandt, rev en Frynse af Dugen, vælted en Mugge og 42var den legemliggjorte daarlige Samvittighed, – fortalte, hvordan det var hændt, netop som hun stod og sørged over de der Flekkerne og tænkte, nu gik det ikke an at forære dem til Hollas, at der kom en Gut i Vinduet og tagg og gnaalte, saa hun maatte la ham faa dem bare for at bli kvit ham. –

Hollas havde hele Tiden under Nettas Beretning stirret haansmilende paa hende, og da hun var færdig, vak Netta op ved et Knak i Bordet.

«Aa du er en Gjeit og et Skarn! Jeg ved godt, der ikke var Flekker paa Buksesælerne – og at det var Søn af Krumholten, som tagg dem fra dig – jeg saa det nok, han gik og bresked sig med dem op i Synet mit, og Far hans lo. Det var altsammen bare anlagt for at gjøre mig et Pek. Ja, se slig er du, at du gjør Sag med mine Fiender.» – Det og meget mer sagde Hollas, og da han reiste sig, skrabed han med Stolen, og da han gik ud af Døren, smældte han i den, saa Klinken ringled.

Netta, Myndlingen, blev dødsens kjed af sig da, fordi hun var kommet til at fornærme Hollas. Derfor gik hun efter op paa Stolmagerkammerset og bad:

«Du maa ikke være vond, Hollas – jeg skal sy et Stolsætetræk til dig istedet.»

«Saa faar du gi det til Krumholtsgutten det ogsaa da,» lød det haanlige Svar.

«Neida, nei, Hollas, det skal nok ikke ske.»

43«Det tror jeg nok ikke,» svarte denne og fik et listigt Blink i Øinene. «Men for at være sikker for det, skal du altid sidde heroppe, naar du syr paa det Trækket, og naar du ikke syr paa det, skal jeg holde det nedlaast i Skuffen her.»

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Hollases krønike

Hollases krønike kom ut i 1906. Hovedpersonen er den onde Hollas, som tenker mest på seg selv og som finner stor glede i å plage andre. Han eier en av de største gårdene i bygda og får stadig større makt. Folk flest er livredde for ham og mener han må stå i ledtog med djevelen og andre onde skapninger. Bare en eneste tør utfordre Hollas: Søren Krumholt som eier nabogården.

Romanen består av fire hoveddeler som hver inneholder småfortellinger om Hollas og bygda. Skildringene inneholder en rekke sagn og eventyrlignende innslag.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1906 (nb.no)

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.