Hollases krønike

av Ragnhild Jølsen

II


«NAADE GAAR FOR RET I
FAR KRISTENS HUS.»


For længe længe siden kunde Statsskibet støttes af hvide Graastenshuse med sorte Taarn.

Men dengang brød Lyset sig gjennem Buevinduers farvede Glas, drypped Blodsdraaber, tændte Blaalys, dryssed grønne Pletter som af friske Balsamblade ud over Væggenes storøiede Helgenbilleder saavelsom over Stolradernes Mennesker. Og Røgelsesskyer bølged som vinkende Maria-Slør. Og fra Alteret, hvor de gule Lys topped Gud til Ære, toned Messen med hemmelighedsfulde Ord i høitidelig Rythmus. Altsammen paa det at Retfærdige kunde kjende sig som Lazarus i Abrahams Skjød, at Uretfærdige kunde omvendes, at Lunkne kunde opvarmes, at Rigdommens Kameler kunde lyste at afkaste Guldets Byrde for lettere at passere Naaleøiet – kort sagt, at alle, som i Graastenshuset var, kunde manes til fromme Ofre og Bod for Synder, hemmelige og aabenbare, Tankens 48og Kjødets – saaledes at en gylden Bæk stadig kunde finde Veien ind ad Portene. –Og de samme Hænder, der raged til sig Bækkeboblerne, udvided beredvillig det trange Naaleøie – og alt virked det med hverandre og i hverandre, sindrig sat i Gjænge, nethændt og sikkert, som Traade og Skyttel i en Væv, der arbeides. – –

Men anderledes blev det senere. Ak, da der ikke længer flød nogen gylden Bæk. Fordi Helgenbillederne var nedrevne; fordi de farvede Ruder var ombyttet med Glas, buklet og halvklart som Mosevand; fordi intet Maria-Slør svinged; fordi Naaleøiet skulde endelig staa ved sit eget Værd. Ak, da blev de sorte Taarne møre og myge! Ti Bækkedammen der inde i Graastenshusene udtørredes efterhaanden, nu friskt Tilløb savnedes, og Staten kunde ikke støttes af de hvide Graastenshuse længer; sattes de end med Taarn ved Taarn i Kreds, kunde alligevel ikke Statsskibet gjøres flot. For Guldbarrer alene kunde hjælpe. Blev der saasandt mange nok af dem til at lægges som Hjul og Rullestokker. Og paa Guldbarrer alene kunde Statsskibet trille. De kalkede Graastenshuse, som ikke længer kunde stive op med sine sorte Taarn, igrund blev de undværlige som Eiendom nu. De fik undgjælde da – sælges som andre Ting, der sælges maa, for at vinde mest muligt ud deraf. De fik i Herrens Navn gjøres om til runde, lysende Barrer – for Statsskibets Skyld, som saa skrøbeligt var.

49En gammel Kal, som bodde paa en Gaard ved Vandet, skygged med Haanden for Øinene og saa mod Himlen en Morgen, han kom ud af Kotdøren:

«Nei, skulle du set?» mumled han. «Skulle du set?» –

«Hvad ser du?» spurgte Datteren. Per Aamli svarte ikke, men stirred og stirred bare mod de hvide Himmelskyerne.

«Hvad ser du?» spurgte Sønnen. Per svarte fremdeles ikke. Vedblev bare at stirre mod Lyset, saa Øinene randt.

«Hvad ser du?» spurgte Kjærringen og rusked ham i Armen. Men da dumped Gamlingen maalløs i Bakken, saa stiv og tung som en Staur fuld af Kornbaand. – –

Og først tredie Dag, etterat han havde faat Maalet igjen, fortalte Per Aamli:

«En grøn Bakke fuld af Menneskekryp, saa jeg,» sagde han, «og øverst paa Bakken sad en styg Mand i en Tronstol, og foran ham var en afsvidd Plads akkurat stor nok til, at forskjelligt Smaatteri kunde faa Rum at hænge i Traaer fra Himlen. Ja, no af det i Traaene ligned en Hammer, no ligned et Hus, no ligned en stor Bjelde, no ligned et Bæger, og no ligned et Ris. Og bedst som det dingled der alt tilhoppes, langed han i Stolen ud efter Huset. Da blev der nok Opstandelse paa Bakken, kan du tro, det yrte omkring, svartned, som af Maur i en Maurtue. Men imens fingrerte Manden ved 50Traaene, og Huset fik han rapt paa Haanden, og Hammeren slog til – og saa – borte blev det altsammen i en Skygge – Skyggen af et digert Kors.– – Pest og Pestilens, betyr det,» slutted Per Aamli. «Onskab, Tvedragt og Splid!» Og Pludselig sang han med stærk og lydelig Stemme:

«Et Herrens Veir med Lyn og Torden
bebudes drage henover Jorden»,

og han faldt om i en ny Afmagt, der varte længere end den første.

*

Mange tænkte i Utryghed paa Per Aamlis Profetier den Dag, da Bygdefolket sad i Række langs Salsvæggen paa Præstegaarden. Sad som til Doms over sig selv og noget høiere.

Lensmand og Fut holdt Bøger foran sig, og bag Futens Ryg stod Præsten med foldede Hænder og forknyt Ansigtsudtryk. Fremfor de andre lated sig Herregaardsmanden i sin Rullestol med Skammelen under Maven, og saapas fremskudt fra Væggerækken som muligt var ved at sidde ytterligt paa Bænken sad Hollas, med Hænderne mod Knæ.

Ud til GangenGangen] rettet fra: Cangen vilde endelig Døren staa paa Gløtt, og op for Vinduesglasset vilde endelig Hoder stikke frem; undertiden stod de der udenfor som trukne paa Snor, Ansigterne fordreiede af Spænding og Nysgjerrighed. Og de fik kikke, 51disse derude, saa længe de bare orked holde sig fast. For ingen ænsed dem. Ikke Lensmanden med det store Skjæg, ikke Futen, skjønt halvgammel og grætten, ikke Bønderne, der de sad som Grindstolper og ikke engang havde taget Brændevin med. Visselig hændte det, at en og anden, som sad Vinduet nær, kunde banke i Glasset lige mod de Udenforstaaendes Næse og Mund; men hvem tog sig det vel nær?

Den Eneste, der stundom betog Titterne lidt af Nysgjerrigheden og bragte et og andet Hode til at dukke ned ifra Ruden, var Præsten. Han saa didhen undertiden, og Blikket var bedrøvet og sky:

– Hvorfor tar I dette paa saa letfærdig en Vis? – kunde det sige. – Hvorfor gaar I ikke hen og vaager og beder, at Gud Herren ikke maa forlade os i Nøden? – Omforladels. Og saa trætter det mig ogsaa at se Jer der! –

Men i Virkeligheden tænkte ikke Præsten paa Titterne mer end akkurat, naar Hoderne var iveien for Kirken. For den var det, Præsten stod og saa hen til, saa sky og bedrøvet, sagtmodig haabende, at Gud Herren vilde gjøre et Mirakel. Og behaged det ikke Herren at gjøre noget, saa – Gud Herrens Vilje evig ske, – sagde han ved sig selv, – men tungt – – underligt, at Solen skinned en Dag som denne, skinned som Vaarsol altid, skarp, gul og grell. Nu var et Streif af den naadd tvers over Salsgulvet og tvang Herremanden til nysende at 52flytte sig, just som raabte Lensmanden op, saa det gav et Rykk i Præsten:

«10 000 Spd. for Moskog Kirke – med alt dens Tiende og Tilbehør!» Og lavere tilføied han: «Det siger sig selv, at det blir Kirkeeierens Tilkommelse saadant som at alt holdes i behørig og værdig Orden paa Søn- og Helligdage – med Brød og Vin, med Opvarmning og Renhold – – 10 000 Spd. for Moskog Kirke,» gjentog han udfordrende høit.

«100,» sagde en forsigtig Stemme ved Døren; det lød som fra en Tyvagtig, der snigende strækker Haanden ud og rapt drager den til sig igjen, – og der fór en Foragtens Blæst gjennem Bønderne.

«100 – er buden,» raabte Lensmanden.

«110!» Det var en lyslet liden en med et Opsyn, der blev frækt, fordi han listed i andres Spor.

«110 – er buden!» – Lensmanden fandt ikke Umagen værdt at holde Auktionshammeren i Haanden endda, saa uendelig langt det var, før den kunde falde.

Alligevel randt Budene paa sagtelig og stødvis til 200, saavidt holdt oven Vande af de jævnt velstillede Bønder og derunder. Men Præsten trak Pusten lettet. – Gik det saa traat med Budene, faldt der intet Tilslag hverken imorgen eller iovermorgen – imens raaded Herren! – Fogden snurred Snusdaasen mellem lange, tynde Fingre. Herremanden med sin svulne Mave og mange Hager trommed i Stolarmen. Hollas skjelte og stemte Hænderne fastere mod Knærne.

53«400 Spd.,» sagde pludselig Søren Krumholt og reiste sig i Høiagtelse for sit eget Bud.

«500,» bød da Hollas ligesaa uventet.

«600,» bød Fogden.

«700,» Herregaardsmanden. Og sandelig var der som ved et Trylleslag kommet Fart i Budene. Paalæg fulgte Paalæg, saa Lensmanden knapt fik indskudt sit «buden» – –

«1000,» sagde Hollas tilslut. Da blev der en Stans. Fogden bød Lensmanden en Pris, Herremanden slibte Neglene mod Vesteknapperne, Præsten sukked, kasted et langt Blik mod Kirken og ett mod Solstreifet, som nu legte paa Væggen ret over Hollas.

«1100,» sagde Krumholten, grov i Maalet.

«Let i Bukselinningen, ja,» gren Hollas.

«Her er ikke Sted for Fantord og Chikaner,» afbrød Lensmanden.

Og saa begyndte de igjen at byde over hinanden, med Paalæg vekslende mellem 10 og 200 Daler. Fogden blev den, som først sakked af. Men Hollas, Herremanden og Krumholten, den sidste med Fuldmagt for mange, jaged fremover, og stadig fremover, med røde Pletter i Kinderne og hæse Stemmer, farende sammen ved Lensmandens «buden» som ved hidsigt Tilraab.

Præsten folded Hænderne, saa Knokerne skinned hvide, og saa paa Solen: – Det tegned til at kunne afsluttes alligevel før Kveld – Solen gled langsomt, og Budene fort – ak! Da 54 Solstraalerne naadde det brune Mariabillede med Kristusbarnet, var Guds hellige Hus oppe i 3000 Spd. Da Solstraalerne faldt paa Gravkorsene derborte, stod den i 5000. Men idet det sidste Streif lyste over Morgengryets Hane der oppe paa Kirkespiret, skar onde Hollases Stemme gjennem den tætte, damptunge Luft:

«10 000 Spd.,» raabte han og saa sig om fra øverst til nederst.

Da tænkte ingen længer at følge med, og der blev en dump Stilhed, mellem hver Gang Lensmanden gjentog Opraabet:

«10 000 Spd. – er buden, 10 000 Spd. For tredje og sidste Gang – 10 000 Spd.»

Men da Hammerslaget faldt, mærked Præsten sig, at Solen just var borte fra Morgengryets Hane.

Hollas Hollassen Hollas Munkejord stod helt fremme ved Bordet paa sit høieste Ben og med Hænderne over Brystet. Vel ønsked ingen ham tillykke; men det trængtes heller ikke; for Hollas var alligevel den Mægtigste nu. Hollas stod og saa Sambygdingerne an med noget som en Sylspids i Blikket, der de en for en seg stille ud. Og da Krumholten vagged forbi, strøg Hollas sig selv nedover Ansigtet:

«Medgang,» sagde han. Og før Krumholten vidste Ordet af, strøg han Krumholten opover Fjæset:

«Modgang,» sagde han. – Krumholten glefsed som en ærtet Hund og dængte braasint ifra sig. Men Hollas bøied Hodet bort:

55«Du faar da ikke gjyve i Synet paa mig, Krumholten, fordi om du ikke fik Kirken!» Og stod i næste Sekund velbeholden bogom Præstens Ryg. – «Om Kirkens Hellighed saasandt kunde skjærme for de ilske Sind!» ytred han fromt.

Men Præsten, som ikke havde glemt Hollases Optræden hin Gang ved Daaben, tilføied med stille Bitterhed:

«Og for Hollases betalbare Mynt.»

*

Far Kristen hed Kirketjeneren. Han havde store Øren og lidet Ansigt. Han havde flade Fødder, som traadte forsigtig, og krokete Knær. Han havde to Slags Væsen og to Slags Sind. Og han havde et Stedbarn, som han mishandled.

Ti det er ikke alle, som gjør sit Navn Ære.

Og Far Kristen var netop ikke altid saa kristen i Ordets rette Betydning.

Søn- og Helligdage, naar han forretted sin kirkelige Dont og havde sit Helligdagssind og sit Helligdagsvæsen, var der rigtignok mange, som svarlig imponeredes; ti da var Far Kristen sandt at sige saa sød at skue, slig han tassed om med Haaret vandkjæmmet bagom Ørene, og det fromme, brede Smil, det der dog naarsomhelst kunde slaa over i en lydløs Latter, blottende hans sorte Tænder, der nærmest var at ligne med Stavene i en halvraadden Kiste.

56Men Søn- og Helligdage tog Far Kristen for sig af Altervinen. Derfor var det, han saa saa blid ud, og derfor var det, han syntes saa gudhengiven tilsinds, at der gaves de, som med Andagt mente, at var der nogen, som mer hørte Himlen til end Jorden, saa var det Far Kristen, Kirketjeneren.– Sandelig, disse Far Kristens troskyldige Beundrere burde ogsaa set sin Yndling, naar han Ugens Søgnedage gjennem sad i Hyttedøren med Loddebolten i Haand og lapped gammelt Bliktøi ihop. Da var han sur, sint og grætten, og fremover Ørene, dybt ned i Tinding og Øine, faldt Søndagens vandkjæmmede Haar i Tavser og Buster.

Og værst var hans Humør for den otteaars Jentunge, han havde hos sig. Jentungen hopped som en Kanin for hver Gang, hun maatte forbi. Det var ikke saa greit altid, nei, naar Far Kristen i Ildelunet fandt paa at pege efter hende med den glorøde Loddebolt, og ikke godt at vide, naar den kunde komme for nær. Stakkars Jentunge! Havde hun endda vært Kirketjenerens kjødelige Datter, kunde hun kanske ventet sig en lidt bedre Behandling; men saasom hun bare var Løsunge efter Far Kristens afdøde Kone, fik det skure, med hvad som faldt. «Den Ungen var som en Hale, han havde faat paa Kjøbet,» knurred han. «Men var han nu blit paahægtet slig en, saa fik den da ogsaa gjøre saapas Nytte som andre af den Sorten, som vifted Fluer og Klæg om Sommeren.» Og 57derfor maatte den Lille løbe saa mangt et underligt Ærend, baade paa Bygden for at tigge Mad og paa Kirketaget for at skrape Bly. Hun fandt sig i alt uden at kny, fordi hun ikke vidste andet af; men Øinene var store og sky som hos en Hareunge. Og ofte vaagned hun om Nætterne ved en fæl Drøm om en Hund.

Den Hunden havde mange Skikkelser og mange Væsen. Snart var den en sorthaaret Pudel med Urenslighed hængende i Ragget. Snart var den en Jagthund med smal, nøgen Krop, og Næse, der veired. Snart var den en Gaardshund, som gjødde iblinde paa alt i Verden. Snart var den en Dogge med menneskelignende Hode og lange Klør. Og alligevel var Hunden altid just en og samme Hund. Og den skræmte hende lige styggelig, hvad enten den kom glammende ud fra en Port, eller den stod i sin fæleste Skikkelse og glodde, eller den braabed hende i Haanden, bedst hun forsøgte at være snil mod den, eller den forfulgte hende, mens hun løb foran tung paa Foden, og trak hende i Klærne, indtil hun, som Hareungen hun ligned, rendte i Berg.

Hun kunde fare op midt paa Natten og skrike saart i Dødsens Nød.

«Hysch da, Tøsunge!» raste Far Kristen. «Hvad bær du dig for?»

«Hunden!» gisped den Lille. «Naa glefsed den efter mig.» – –

– Men Menneskeondskaben er jo ogsaa som 58en Hund, der glefser, og en Hund, der biter. En Hund, der er lumsk, en Hund, der forfølger. En Hund, der har mange Skikkelser og mange Væsen. En Hund, der ikke lar andet i Fred end det, som mestrer den.

*

Angelica hed Præstens Søster. Hun malte med lyse Farver, og hun elsked al Skjønhed paa Jord. Tørsted efter Skjønhed som Vandringsmanden efter Vand. Og fandt ligesom denne, undertiden til Overflod, andre Gange lidet nok.

Men de Tider, Angelica ikke saa Jordens Skjønhed, vidste hun, Feilen var hendes egen, at netop hendes eget Sind da var skjønhedsforladt og tomt, fordi det kanske havde stirret sig blindt ind i et fjernt og straalende Lys, længtet. –

Og fordi nu Angelica vilde saa meget Skjønhed og ikke andet end Skjønhed, søgte hun fæstne ethvert Sindets Skjønhedsindtryk – det være nu paa den ene Maade eller den anden.

Derfor var det ogsaa, at hun malte med lyse Farver, Angelica.

Og derfor faldt det hende engang i Tankerne det Ønske, midt i Duggen, i Taagen og Maaneskinnet at lade en deilig Skikkelse vokse frem, en, hvorom det straalte i saa underbar en Glans. 59Hun vidste ikke fra først af saa sikkert; men lidt efter lidt med Tanken paa det Ansigt, hvorfra rent Lys skulde strømme, og den herlige Haand om Klædebonnet, der gled bort mellem Træstammers Mørke, – forstod hun, det var Kristus selv, hun ønsked mane frem, den Alverdens Skjønheds og Sjæleadels Fyrste.

Angelica ridsed sin Tanke paa et rent Blad i en Bog. Derefter malte hun med Vandfarver. Og fordi Angelica havde siddet saameget ved Vinduet om Nætterne og stirret ind i Maanelys og Taage, havde Maanelyset og Taagen glidd ind i hendes Sind, og fra Sindets Marker fæstned det sig ved høilys Dag paa det hvide Ark. Angelicas Øine fik saa stærk en Glans: – Havde hun magtet at gribe Maaneskinsnattens vidunderlige Stemning, hvorfor da ikke ogsaa magte fremstille det deilige Gudemenneske midt i Maanelyset? – Og hun antyded sin Tanke som et hvidt Pust der paa Bladet, saa i sit Indre, hvordan Pustet tog Skikkelse og Form, husked et Ansigt, hun havde set i Drømme, og for lukkede Øine en af de Nætter hun var gaat ensom ind i Kirken, fordi hun fandt den saa uendelig høitidsfuldere og mer egnet til at tilbede i, naar den stod mennesketom, kun fyldt af Maanelys og Gudeaand.

Angelica, Præstens Søster, tog den lille Akvarel og viste den til sin Bror. Indvied ham i Planen om paa lignende Sæt at male et stort og straalende Bilde. Præsten, Angelicas Bror 60vidste nok, at Angelica malte med lyse Farver, yndefulde Blomster med Blade og Knop, Maaneskin og Rosenbuketter; men han vidste ikke, at Angelicas Pensel magted noget mer. Alligevel smilte han ikke; for han saa, at en hellig Begeistring var over hende – den røde Gnist, som gløder paa Herrens og Kunstens Alter. Og Præsten, Angelicas Bror, lod forfærdige en stor Tavle af Træ, den han desuden oversmurte med brune Plantefarver, paa det at hun kunde have et Fond eller Grundlag at begynde med. Og Angelica, Præstens Søster, kasted sit sorte Haar tilbage fra Panden, blanded saa lyse, lyse Farver paa Paletten, og gav sig ilag med brede Penselstrøg over den store Tavle.

*

Men en Dag, Angelica, Præstens Søster, sad i Kirken, og der var fuldt op af Mennesker, og Kristen Kirketjener svæved om med sit Helligdagsvæsen og sit Helligdagssind, og det kolde Dagslys hvilte under Hvælvet, – sad Hollas, Kirkeeieren, og saa paa hende med onde Øine.

Hollas, Kirkeeieren, fik knapt et Sekund sit skulende Blik bort ifra Angelica, der hun sad stirrende ud for sig, som drømte hun sig midt i Himmerigs Rige. Mod den kalkede Væg saa han hendes Skikkelse, rank i Ryg, svai i Nakken, hvorover Haarets sortblanke Sjø. Ansigtsprofilets magre Linjer ridsed sig svage og 61 mathvide, men blussende rød og svinget i Vigerne svulmed Læberne frem. Og Hollas undred sig over Præstens Søster. Undred sig over, at han ikke før havde set hende i Bygden. Undred sig paa, hvad hun tænkte, om hun var medgjørlig og blid af Sind. Men mest undred dog Hollas sig ganske ligefrem over Angelicas Hals, den var slank og høi og hvid, slig som Hollas aldrig før havde set – Hollas kunde nok ønske at lægge Haanden paa den Hals, føle, om den havde Varme som andet Kjød og Blod. Naar Angelica, Præstens Søster, løfted sin hvide Haand og bladed i Bønnebogen, mærked Hollas sig, at Haanden prydedes ikke af en eneste Ring:

«Kommer Tid, kommer Raad,» tænkte Hollas.

Og videre stirred de onde Øine

*

Far Kristen sendte sin Steddatter til Munkejord at hente Brød og Vin. Fordi Søndagen snart var forhaanden, burde Sagerne være iorden til Altergangen, og Far Kristen smekked med Tungen i rolig Forventning af de kommende Goder.

«Svint dig,» sagde han til Jentungen, «alt det du orker. Og glan ikke hverken til høire eller venstre; for da æter Hollas dig levendes!»

Jentungen satte afsted med Posen i den ene Haand og Tinkanden i den anden, og Kandelaaget klapred, og de tynde Ben slog Slingslang 62henover Veikanten, saalangt Kirketjeneren hørte og saa. Men siden sagtned rigtignok den Lille Farten, og fordi hun var svagelig af Helbred, blev hun gaaende og puste tungt, og fordi Stedfaderen havde skræmt hende, holdt hun Hænderne med Posen og Tindkanden som Skylapper for Øinene.

«Hvorfor gaar du slig da, Jente?» spurgte den ene og anden, hun mødte.

«Jo,» svarte hun troskyldig allesammen, «for ellers æter Hollas mig!» – En Skøiergut stødte da til hende, saa hun maatte tage sig for, og hun fik se baade til høire og venstre. Derfor blev hun siddende paa Grøftekanten og graate. Indtil en kom, som sagde:

«Aanei du – Hollas er nok ikke saa sulten efter slig en som dig. Gaa bare trøstig: Han sluger dig nok ikke hverken betevis eller hel.» – Saa reiste hun sig langsomt og rusled med Posen og Kanden videre ivei opover Bakken mod Munkejord.

Hun havde aldrig været der paa Gaarden før, og syntes ogsaa, der var anderledes end andre Steder. Ved Staldtrevet stod en sort Hest, hvid i Øinene, og nedenfor laa Sadelen, rød med Kruseringer. Omkring paa Gaardspladsen dasked to skindmagre Jagthunde, og ud af Bryggerhuset oste der en fæl Lugt, idet en voksen Jente med forgrædte Øine og Bringesølje under Hagen slog Døren op. For hende frembar den Lille sit Ærend. Hun fik da straks Posen fyldt 63af smaa udtungede Oblatbrød. Men Vinen maatte hun selv gaa op til Hollas og spørge efter, – for Pigen i Bringesøljen vilde ikke, slig Hollas idag havde gjort hende styggelig imod.

Far Kristens Steddatter tripped paa Tærne, forsigtig og forskræmt, opover Trappen til Stolmagerværkstedet, og foran hende fór Jagthundene, stødte Døren op, og var de eneste derinde, da hun kom.

Lidt senere traadte Hollas ind fra Sidekammerset, han havde Haanden fuld af smaa toppede Nagler, som han lagde paa Dreierbænken, saa forresten ikke saa slem ud som tænkt, desuden slap hun at sige et Ord: for Hollas spurgte straks:

«Skal du ha Kirkevin?» Betænkte sig et Øieblik, lo saa, tog Kanden fra hende og gik ud. –

*

Den Dag havde Hollas, Kirkeeieren, lagt sidste Haand paa sin staseligste Stol. Den var af aaret Lønnetræ. Ryggen, høi og stiv med en buet Midtfjæl, hvorfra to fortrukne Ansigter strakte Tunger. Armene, skjællede som Fiske, endte i en Krusering ikke ulig de Rosetter, som paa gamle Træsnit betegner, at Blodet spruter fra et afhugget Lem. Dog – det herligste ved Hollases herlige Stol var dens to forreste Ben, de forestillede Overkroppen af to trinde Kvinder 64paa en dreiet Sokkel, hver af Kvinderne med indholdsrig Bug og side Bryster – alt besmurt med sort Lakering og lys Forgyldning, og Pletter, røde, runde som paa en Firfisles skjøre Bagkrop. Onde Hollas havde havt megen Fornøielse ved at forarbeide den Stol; men det sidste, han havde tænkt ud, vilde blive det bedste; for nu skulde Stolen komme paa sin rettelige Plads. Ved denne Leilighed kom han ogsaa i Tanker om Stoltrækket, det fine, som Netta havde havt under Arbeide saa længe. Nærsagt angred han nu, at han havde sprættet op, alt eftersom Netta havde sydd – han havde gjort det saaledes, javel, for saa sagtelig at indsnige i Jenten sine Filureriers Magt; men nu fandt han igrund, at dette kunde vært ligegyldigt mod den Ting at have Stoltrækket færdigt. Hollas blev i daarligt Lune da, især efter at have trukket Tøiet frem af Skuffen, bredt det udover den fine Stol, beundret, hvor saare godt det færdigsydde Hjørne gjorde sig, set, hvor saare tom og traadet og lurvet den laa der, den endnu ikke udfyldte Stramei. Lidet nytted det igrund at beundre. Hollas smed Kluden ned i Skuffen, skjøv Skuffen igjen med et Smæld og begav sig hvast nedad Trapperne. – Netta, Myndlingen, stod just i Bryggerhuset da, saa, hvordan Deig blev æltet, og Bagerovnen varmet. Bagerovnen var just raget for Ild og Gløder, men for hed endnu, til at 65Brødene kunde sættes ind. Netta, Myndlingen, stod og kjæled en stor, graa Kat, idet Hollas kom. Hun vidste ikke ondt af, heller ikke Katten, saa de blev staaende sorgløse videre, de to, Katten satte Rumpen iveiret og mol, og Netta klapped den med sine store, bløde Hænder. Da spurgte Hollas, og han var styg i Øinene:

«Har du sydd Stoltrækket mit færdigt?»

«Aa nei da,» sagde Netta og lo – det var nok et underligt Stoltræk det! –

Hollas lo ogsaa, men sagde:

«Jeg skal fortælle dig, at du er en doven Fille! Da det gjaldt at faa Buksesælerne færdige til Krumholtsgutten, kunde du nok rappe dig. Men nu det gjælder Stoltrækket til Hollas, staar du heller og vaser Tiden med at klappe Katta» – og dermed tog Hollas det arme Dyr under Maven og slængte det ind i Bagerovnen.

*

Silkeklædet var gult og stort, af tyk Silke med Border, og Hollas pleidde have det om Halsen. Men dengang han mangled Træk til sin staseligste Stol, havde han knyttet det af sig og bredt det ud over Stolsætet. Derefter var han gaat efter Nagler til at fæste det fast med. Og da han kom tilbage, stod der en liden Jente for at hente Altervin. Som nævnt: Hollas tog Kanden og gik selv efter Vinen.

Men det var nok en rar Vin, syntes den Lille, der hun sprang hjemover til Stedfaderen. 66Naar hun aabned Kandelaaget og snuste, stak Lugten i Næsen baade stram og krydret. Og le maatte Kirketjeneren, le saa inderlig godt. – Jagu var det ikke skjære Brændevin med Vand, Sukker og Kanel. – –

Hollas vilde gjenoptage sit Arbeide, da den vesle Jenten var gaat, fæste Silkeklædet til Stolen.

«Hvor Fan blev der af Halsbindet?» sagde Hollas. Og han ledte paa Gulvet, og han ledte paa Bordet, og han ledte paa andre Stoler, og tilslut ledte han baade høit og lavt. Men ingensteds var Halsbindet at finde. – Det var det værste, som kunde hændt Hollas, at det gule Silkeklæde var forsvundet just nu, da han havde frydet sig til at se den ny Stol fuldfærdig og flunkende fin, just nu han snart havde Brug for den til Kirkestol.

Paa Matten ved Døren sov de to Jagthunde tilsyneladende sin Uskyldigheds Søvn, den de knistrende vaktes op af, der Hollas gav dem et Spænd, idet han gnell i Stemmen raabte ud:

«Aa hent hid den vesle Filletøsen, som var her nylig – hun har stjaalet Silkeklædet mit!»

Afsted fór Karolus, Staldkaren, saa Benene et for et slog en stor Krumning opad mod Ryggen, og tilbage kom han noksaa snart med Kirketjenerens Steddatter, der lod sig trække med, stiv i Leddemodene som en Dukke.

«Kom tilbage med Halsbindet mit, du,» befalte Hollas.

67«Halsbindet?» spurgte Jenten.

«Stil dig ikke uskyldig,» sagde Hollas, «men kom med det paa Timen.»

«Jeg har ikke no Halsbind,» sagde Jentungen, og hun skalv som et Løv.

«Jeg ved, at du har det,» sagde Hollas, «der var ingen andre end du inde, da det blev borte.»

«Men jeg har ikke tat det,» forsikred Jentungen og tydde til Graaten.

«Frem med det skal du,» sagde Hollas og rysted hende i Armen.

«Nei, nei, nei,» hiksted Jentungen. Da hørte de udenfra, at Hollas blev voldsom, mens han svor og bandte, at Silketørklædet skulde han have, om han saa skulde hente det fra sorteste Helvede. Hun vidste kanske ikke, hvem han var – saa se da! –

Jentungen skrek en eneste Gang:

«Hunden,» skrek hun. «Hunden!» og blev borte i det. – –

Men Vorherre alene vidste, ja, og han, Balgdrageren, hvad var gaat for sig derinde – om det var Hunden af de mange Skikkelser og Racer, den Lille nu i lys vaagen Tilstand havde set igjen – Hunden med Gribbeklør og Menneskefjæs, Ondskaben legemliggjort, Fabeldyret, det evig sandfærdige. Eller – om hun kanske retfrem havde en Anelse om, hvem Synderen, Tyven af Silkeklædet, var.

Tre Dage senere kasted ihvertfald den ene af Jagthundene Silketørklædet op. Da var Silkeklædet 68 plettet og vaadt af seigt Slim og Mavevædsker. Da laa Kirketjenerens Steddatter tilsengs af Skræk og Mishandling.

Men Hollas lod rolig det gule Silketørklæde, som havde vært i Hundens Mave, vaske, og bragte det, som nu engang bestemt var. Lod saa en Hest spænde for Vognen, satte Stolen oppi og sig selv efter.

«Hvorhen?» spurgte Gutten som kjørte.

«Til Kirken,» svarte Hollas. Og afsted drog de. Og den letfærdige Stols Forgyldninger lo i Solskinnet som Kristen Kirketjener ved Høimesse. Og Ansigternes Tunger slikked Hollas i Ryggen.

*

Kirken var gammel. Kirken var lav. Kirken var af Graasten. Kirken havde sort Taarn; ti Taarnet var tjærebrædd. Og Kirken havde et forunderligt Tag. Graat af Farve, skimlet blankt i Regnveir, mat i Solskin. Den der saa paa Kirken med mysende Øine, kunde sige, Kirken ligned et Krybdyr væltet paa Ryg med Mave og Snabel op. Men Taget, Taget – som sagt – var det forunderligste, ingen havde nødig at se paa Taget med mysende Blik og kalde Indbildningen tilhjælp. Naar Himlen stod graatung af Regntykke og Høst, underligt hvor Himlen da ligned Kirketaget. Naar Elven ved Vaartid flød graa af Lere, naar Landeveien laa sølet med blanke Pytter i Hjulsporene, underligt hvor baade Elven 69og Landeveien da ligned Kirketaget. Men der var faa, som tænkte videre over det; fordi de nu engang var vant til at se Kirken med det Taget, ligesom heller ikke Sagnet fortalte, at Taget nogensinde havde vært anderledes. Derfor var der ogsaa faa, som kjendte til det, og – hvilken Mand i Menigheden fandt vel paa at spadsere paa Kirketaget?

Men Kirketaget var af Bly. Graatungt Bly over Graastenshuset, støbt i Flaker og Flekker – Gud til Ære – kanske fra den Tid, da den svære Ek, hvis hundrede Grene nu strakte sig udover Taget, stod i sine spædeste Barndomsaar – fra en Tid, da Troen paa Blyets Magt over Troldskab var stærkere end Troen paa Vorherre, saaledes at Taget var blit blytækt for at skytte Gudshuset mod Bjergets Magter, mod Skogens og Luftens – saavelsom mod Mennesker. Men – hvad stænger vel Ondskab ude? –

*

Hollas, Kirkeeieren, lagde Haanden paa den ru Ekestamme, seende sig rundt, rapt og ormeøiet. Men ingenting var at se uden nogen Grave nærmest ved, de hvis sorte Kors strakte sine Døds-Arme favnende ud af Taagen, og ingenting forresten uden den mørke Stamme, den hvide Murvæg, og Taget, som hang langt udover Murvæggen, ujævnt og sidt som en Sneskavl. Onde Hollas slynged Armen om 70 Ekestammen. Derefter Benene. Og ett for ett, Steg for Steg, klatred han opad, til første Gren var naadd. Men der blev Onde Hollas staaende still og lytte. For skjelligt hørte han noget, som pikked etsteds deroppe paa Kirketaget – svagt og uskyldigt i Sandhed – nærmest at ligne med Lyden af en Hakkespet, som leter efter Smaaorm i Træbarken. Og havde det ikke vært for den lille spidse, metalliske Klang, skulde Hollas den Onde ladt det upaaagtet nok. Men som det nu var, snodde han sig forsigtig videre op gjennem Trækronen. Stansed ofte. Lytted. Da – med Løvet, som rasled, forman han, at den ørlile Lyd blev borte – gjemte sig med engang, sky og vâr, væk i Stilheden. Kom ikke igjen, skjønt Hollas vented. Et Gniss af en Kvist. Et Løv, som faldt. Dyr eller Dødningeur paa Kirkens Tag? – Hollas satte Knæet paa en knortet Gren, greb fast med Hænderne og krøb udover, stod snart paa Kirketaget. Huked saa sammen og fortsatte firfods, fordi Taget var baade sleipt og glat af Regnet og Taagen, til etsteds henne ved Taarnet. Der trak Hollas den Onde et Hugjern og en Hammer op af Lommen. Og gav sig saa til at flænge i Tagtækningen. Det gren af de graadiglange Rasp og Hugg, og en falsk og overmodig Plystring skar ogsaa ind, gned sig frem som en Gaffel forkjært paa en Tallerken. Saa spyttet han i Næverne, rev og vrængte:

«Naa! Vil du til? Naa! Vil du løs?» – 71og banded styggelig ved Siden. Et ækkelt Braak og Spetakkel! Rotterne fór vetskræmte afsted inde paa Loftet, og en Hunugle, som ruged Æg der i Nærheden, kaldte forfjamset paa Hannen; og Hannen kom farende som en Skygge langt bortifra Skogen, satte sig i Taarngluggen, skrek ilsint og uafladelig.

«Tschu da!» raabte Hollas og kasted efter den. «Hold Kjæft! Naa er jeg snart færdig jo!» Og det var han ogsaa. For kort efter stak han Værktøiet i Lommen og løfted paa Kant en Flake, han havde løsnet fra Taget. Flaken var en Tomme af Tykkelse, graalig af Farve og saa tung, at Hollas lod den glide ved Siden af sig, idet han akte nedover Taget mod Eken. – Men dernede fik Hollas se, hvad han ikke før havde bemærket: Borterst, halvt under Bladhvælvet og helt ude paa Tagkanten, sad en liden, sammenhuket Skikkelse.

«Tscht,» sagde Hollas og rysted i en Gren. Men det lille rørte sig ikke.

«Tscht,» sagde han igjen, og kom saa langsomt nærmere, skubbende Pladen foran sig.

Men det rørte sig fremdeles ikke og svarte heller ikke.ikke.] rettet fra: ikke (manglende tegnsetting) Bare kunde høres en kort og angstfuld Pusting. Hollas stansed et Stykke fra, men saaledes at Metalpladen akkurat berørte det. – «Giv Lyd!» sagde han nu med en kort Fnis. «Ellers dytter jeg til dig!» Det lille forsøgte; men Stemmen blev bare borte i en fin Gisp.

«Naa – er det dig!» udbrød Hollas da. 72«Hvad i hete Helvede sidder du her efter? – – Svarer du ikke, gaar det, som jeg loved,» fortsatte han efter en Stilhed. – «Saa du, hvad jeg gjorde?»

«Ja,» hvisked den Lille.

«Hvad gjorde jeg da?»

«Du tog Bly af Taget.» Onde Hollas rykked til:

«Og du – hvad gjorde du?» hvæste han.

«Jeg, jeg – gjorde det ogsaa – Far Kristen skulde ha – en liden Klump – til Loddingen – en liden Klump – liden – liden,» gisped det og saa mod Pladen, som nu trængte det haardt ud mod Tagkanten. Men Hollas sagde, og rapt og stødvis fór Ordene ham ud af Munden:

«Der kommer igjen, hvad jeg mente, ja – at du er tyvagtig af dig – det var nok alligevel dig, Taske, som stjal Silketørklædet mit, ja, ialfald var det dig, som var Skyld i, at det blev borte; for det var dig, som slap Bikjerne ind! Men naa er jeg lei af dig, skal jeg si – lei af at ha din Næse oppi mine Sager bestandig – saa naa kan du» – da havde Pladen skjøvet den Lille ytterst ud paa Tagskjægget – «faa slippe at rende om mere!» Og – uden et Skrig, uden saamegetsom at gribe for sig med Hænderne, segned den Lille udfor Kirketaget.

– – –

Angelica, Præstens Søster, kom mod Kirken gjennem Maaneskin og Taage med den store, blanke Nøgel mellem Hænderne, hun holdt foldet over Brystet. –

73Fremme ved Sakristidøren, just idet hun vilde sætte Nøglen i Laasen, blev Angelica, Præstens Søster, opmærksom paa noget – en Ynk saa svag, at først trodde hun, den kom nedifra selve Jorden.

«Herregud da,» hvisked Angelica, «hvem er det, som ligger her og ikke faar Fred i Graven? Et Barn maa det være – et stakkars, lidet Barn» – og hun kjendte ondt for Brystet ved Tanken. Men saa syntes hun nok ved nøiere Lytting efter, at Lyden igrund ikke kom hverken fra saa langt borte eller saa dybt nede, – og derfor gav hun sig søgende til at gaa langsmed Kirkevæggen, ihvorvel hun ikke rigtig trodde heller, at andet menneskeligt Væsen end hun selv kunde komme til at opholde sig ved Kirken nu paa denne Døgnets Tid. Men Padder og Fugle kunde ogsaa frembringe underlige Klagelyd, naar de var stedt i Fare eller saaret, vidste Angelica. Hvad det var, vilde hun endelig forsøge at frelse det, som peb saa saart nedi Græsset.

Og saa fandt da Angelica indunder Skyggen af Eketræet og nedimellem to sunkne Grave et lidet tiaars Pigebarn liggende. Angelica prøved at reise hende op, men Benene bar hende ikke. Angelica snakked til hende. Da lalled hun kun til Svar; men Haanden pegte opad.

«Stakkars liten dig,» sagde Angelica og forstod nok, at her var Uret begaat, og her maatte Barmhjertighed øves. Og saa tog Angelica Kirketjener Kristens Steddatter derfra, hvor hun 74laa pibende nedenfor Kirketaget som en udstødt Ugleunge, og bar hende paa Armene hjem til Præstegaarden.

*

Onde Hollas slentred beskeden tilfods ad Præstegaarden til. Ansigtet havde han lagt i tækkelige Folder – de side Øienlaag dækked for det brunrøde Blik – og mod Brystet trykked han Hagen sammen til en ærværdig Skruk. Onde Hollas havde ofret sin Klædedragt Omhu. Under den tillidsvækkende Hage skinned et hvidt og krydslagt Halstørklæde. Han bar sorte Kisteklæder af fint Stof, og Læggenes hvide Hoser og Skoenes Sølvspænder gav Antrækket et pynteligt, men prunkløst Præg. I Haanden holdt han en spinkel Stok, den han støtted sig til for at bøde paa Hoftevrikket, og idet han svinged ind mellem Præstegaardens svaiende Tuntrær, undlod han ikke paa Embedsmandsvis at vifte sig med Lommeklædet for Ansigtet. Lommeklædet var forresten det eneste, der forraadte Hollases Smag – ildrødt som det var med flammestribede Kanter, – saa en Kalkunshane blev hidsig i Kammen og misundelig haanlo, der Hollas satte Foden paa Trappen. Hollases Mundviger trak sig hoverende nedad ved rap Erindring om hin sidste Gang han var kommet Præstegaardstrappen ned som nybagt Kirkeeier og Seierherre, hvordan de stod der Sambygdingerne, stumme som Stene, – saa Hollas 75i sit Hovmod havde glemt sin stive Lænd og vrikket sig slemt paa nederste Trin; men ingen havde vovet le, ingen, undtagen en – lavt og klukkende, den rødposede Hane lig, Krumholten. – Men braat blev Hollases Tanke denne Gang afbrudt –

Onde Hollas blev staaende i Porten – Øienlaagene gled op, og Øinene vided sig, som naar han stirred paa Kirken, sin Stolthed. Med Ryggen til, lodret som et Taarn, stod Angelica, Præstens Søster, med Palet i den ene Haand og Pensel i den anden, malende paa en høi og bred Tavle af Træ. Maaneskin malte Angelica. Hun strøg just Farve om en lyslet Flake, der fjernt flød bort mellem mørke Stammer, – og denne lyslette Flake var, uden hendes Vidende, kommet til svagt at fortone sig som en Fugl, der stille seiled paa store Vinger – Furuskogens Glædesaand at kalde. – I et Blik suged Hollas ind gjennem sine vidtaabne Øine baade det underlige Maleri og Pigen med den høie Nakke. Hun, der istedetfor at sømme Buksesæler og Stoltræk, svinged op Trær med sorte Stammer, og hvide Fuglevinger, og smurte sine Fingre til med Farve. – Hollas saa hendes smale Hænder mod Maleriet, ringeløse var de som før, men med blaa og røde Pletter. Hun, der i Kirken saa ud som et Helgenbilde. Hun, der i Haaret havde en gul Kam, der foroven stak frem som en Krone.

Hun, for hvis Skyld han havde gjort sig 76Ærend til Præstegaarden idag. Hun, der havde saa mathvid en Hud, at vel den mindste Berøring vilde sætte røde Mærker, en Myg, en Flue, ja, langt mindre end det, tænk da, om Hollas – Hollas havde let for at tænke frække Tanker og ukyske. Men der lagde hun Farvebrettet væk, støtted Haanden under Hagen, og der for Frysninger gjennem hende. – – Hollas strakte sig nyfigen frem fra Dørstolpen, hvortil han havde staat lænet. Men derved kom hans Skygge til at glide op over Tavlens Skog og lettende Maanetaager, og Angelica, Præstens Søster, slap Penselen af Haand og vendte sig braat. Onde Hollas bukked dybt:

«Kunde jeg faa Præsten i Tale?» spurgte han med tynd Stemme som saa ofte Folk, der et Øieblik taber Fatningen.

Angelica saa flygtig hen paa ham med sine store, alvorlige Øine.

«Hvorfor kom De saa stille,» sagde hun bebreidende, «og skræmte slig?»

«Jeg ber om Forladelse, Jomfru,» sagde Hollas og rettet paa Kalvekrydset – spagfærdig at skue og nok ogsaa spagfærdig tilsinds ved en Magt, der udgik fra hende. Men Angelica, Præstens Søster, forvandt ikke Angstfølelsen: Hendes Hænder rysted, der hun forsigtig lagde sine Malersager væk, og én Gang strøg hun sig let over Panden.

«Jeg ber om» – gjentog Hollas. Men hun hørte ham ikke, kasted et sidste Blik paa Tavlen 77 – der, indimellem Stammerne stod malt en høi Skikkelse med blondt Ansigt, saa Hollas nu. –

«Med Forlov,» forandred Hollas og traadte et Skridt nærmere. Da var Angelica, Præstens Søster, allerede glidd ud af Døren:

«Preben,» hørte han hendes Stemme derindefra – «Kirketjeneren er ude.»

Hollas den Onde manded sig op ved de Ord lig den sorte Hest ved Piskerap. Modtog saa Præsten, tilbagelænet og med Arme over Bryst lig den, der sagtens betragter sig som værende paa egen Grund.

«Hollas!» udbrød Præsten forbløffet. «Er det Hollas?»

«Rigtig befundet,» svarte Hollas. «Hollas selv, Kirkeeieren – det var da ret forbausende og morsomt, at I gjenkjendte mig!»

«Jo, Gud bedre det – jeg maa nok kjende Hollas igjen,» mumled Præsten – med Tanken henvendt paa den betalbare. – «Og selv om jeg som enkelte andre endnu ikke personlig havde stiftet Bekjendtskab med Hollas og hans Handlinger, burde det alligevel mig som Hyrde at vide skille Bukkene fra Faarene.»

«Hvad mener I dermed, Præst?» spurgte Hollas.

«Jeg mener kun,» svarte Herrens Mand sagtmodig og aabned Døren til Kontoret, «at Hollas nu burde omvende sig, og – i Betragtning af sin nye Stilling som Kirkens Eier –»

«Ogsaa bli Kirkens Tjener!» indskjød Hollas. 78Tilføied saa høit og anmassende, idet han fornam Præstens Søster i Værelset indenfor Gangen: «Nei, Kirketjener kan ikke Hollas bli. Ihvorvel han ingenlunde tar det fortrydeligt at ansees for saadan. For sagtens er vi dog alle Tjenere, Præst – I Herrens Tjener – en anden Verdens Tjener – Hollas sin egen Tjener – ja fordi han just er sin egen Herre!» Og dermeddermed] rettet fra: derdermed skrabed Hollas med sin onde Fod og gik hurtig ind ad den Dør, Præsten anviste. Satte sig derinde paa Kontoret i Præstens Armstol.

«Ja, hvad var det saa, Hollas ønsked mig idag?» spurgte den unge Præst, i Længden keitet ved Følelsen af sin Ubehjælpsomhed ligeoverfor Hollas, og blev staaende ved Bordet i Haab om, at Hollas vilde give ham hans Plads tilbage.

«Alt godt, Far,» svarte Hollas. – «Alt godt ønsker jeg Jer.»

«Men hvad ønsker Hollas af mig?» betoned Præsten.

«Aa, ingenting for den Sags Skyld!» svarte Hollas skjødesløst, han sad og mored sig tilsyneladende med at tage Værelset i Øiesyn. «Kan skjønne af Bohavet, at I er en farende Mand – at I, som en Præst sig høver, ikke tynges af denne Verdens Gods – og jeg, som derhjemme har saadan en net og velhavende Pige gaaende, en, som hver Søndag tripper til Kirke med Krusestrimmel om Halsen. – Naa, 79naa – dette ikke Jer til Fornærmelse, Præst! – Hvorhen fører den Dør der?» pegte han saa.

«Den?» udbrød Præsten, forvirret ved Overraskelserne, Hollas bød paa.

Hollas slog ud med Haanden, myg i Haandleddet:

«Nei, nei, – ikke saa at forstaa, at jeg skulde ha nogenslags Mistanke til Jer for utilladeligt Levnet. Men den Dør der –»

«Fører ind til Dagligværelset.»

«Sandelig tænkte jeg det ikke!» sagde Hollas nu. «Jeg har befattet mig lidt med Bygningskunst i min Tid. Og underlig zikzakformet har længe Præstegaarden her syntes mig.»

«Nei,» mente Præsten – Huset var sagtens som Huse flest.

Men atter slog Hollas om, idet han med Foden skubbed Stolen henimod den omtalte Dør. Og høit talte han, paa det at Præstens Søster derindenfor nødvendigvis maatte høre ham:

«Jeg snakker ofte om ett,» sagde Hollas, «mens mine Tanker er ved noget andet. Hvad jeg nu ikke har sluppet fra mig, er de Ordene om Omvendelse, som I nævnte nys ude i Gangen. At «omvende sig», Præst, og «bli et nyt Menneske», som I har let for at kalde det, se, det er nu ymse Sag! For ingen og intet paa Jord kan fødes paany, skal jeg si – efterdi ingen og intet paa Jord kan forandres i Grundstoffet. Et Menneske eller en Tings Forandring, 80Forvandling, «Metamorfose» – benævn det, hvordan I vil for mig! – kan saaledes kun bli en ydre og betinget, idet Forandringen fremkommer ved, at det forhen skjulte blir aabenlyst, og at det forhen aabenlyse blir skjult – med andre Ord, at Bundfaldet stiger op, og Skummet falder ned. Saaledes ogsaa naar vi fæster Tanken ved Ordet «Omvendelse», vi vil snart gjenfinde den samme Idé – Betydningen god nok! Naar det gjælder «Sinds Omvendelse» – at vi vender vort Sind, krænger det om – det ydre ind, det indre ud – – – Og her er jeg just ved Sagen, Far! For saan en Sinds Omkrængelse er i den sidste Tid rigtignok foregaat med mig, Hollas. Vel nok har jeg altid havt en stærk Trang til at øve Velgjerninger mod min Næste; men indtil nu har denne Verdens Stræv og Modgang neddysset Evnen dertil, slig at visselig mange har trodd at iagttage en manglende Vilje til det gode. De vil alle snart se, hvor de har miskjendt Hollas, at det der før desværre maatte ligge som Bundfald i hans Sind, nu ved lidt Lys og en Smule Medgangs-Dage straks har boblet op – gir sig Udslag i Handlinger, alle gode Mennesker til Velbehag! Paa Grundlag af dette sidste vil jeg da ogsaa rette et Spørgsmaal lil Jer, Præst: Hvor bør jeg, Hollas, nu først gribe an?»

«For den, der raader saa rigelig baade over Vilje og Evne,» svarte Præsten langsomt og tvilende, «er der visselig tusen Ting at tage fat: 81Pleie og Understøttelse af Syge og Fattige, saavel ved Uddeling af større Pengesummer gjennem skjønsomme Mænd og Kvinder som ved den øieblikkelige Godgjørenhed. Oprettelsen af fromme Stiftelser – saaledes at man i Sandhed kan si, at Haandens Redebonhed følger Hjertets» –

«Jeg forstaar Jer,» afbrød Hollas – «saaledes at Hjertet ikke lar Haanden i Fred, og Haanden ikke lar Sølvet i Fred, mener I» – dermed stak han Haanden i Lommen og skrangled med noget. – «Dalerne maa trille,» sagde Hollas, «fordi de er runde. Trille om til de Fattige og Betrængte. Jaja, Præst, jeg ved ikke, om jeg just har saa mange Skillingerne paa mig i Øieblikket?» Hollas roded om i Bukselommerne – «men hvad jeg har, skal jeg sagtens upruttendes gi!» Præsten trak sig forsigtig tilbage da, indtil han blev siddende helt borte i Vindusposten. Men Hollas tælled virkelig Dalere denne Gang:

«En – to – tre – fire – fem» – lagde den ene ved Siden af den anden med et Smeld for hver – «seks – syv – otte – ni – ti» holdt ikke inde, før to Tidalers Kjeder laa paa Præstens Skrivebord. – «Værsgod, Præstfar,» sagde han saa. «Til Uddeling mellem Sognets Fattige. Stort Grann er det ikke; men I ved, Mynten er som Gjæstebudsfolk undertiden, slige, som naar de først kommer, saa kommer de i Flokkevis!»

82«Jeg takker paa mine trængende Sognebørns Vegne,» sagde Præsten og nærmed sig nølende.

«Ingenting at takke for,» sagde Hollas.

«Husk bare paa for Fremtiden, Præst, at skulde I ha mig behov, saa kom trøstig.»

«Da vil jeg straks nu fortælle, hvad jeg længe har syslet med i Tankerne,» greb Præsten Ordet, «nemlig at foranstalte en Indsamling til bedste for en kjertelsvag Familie her i Bygden. Der er stor Nød og Elendighed. Kan jeg gjøre Regning paa Hollas?»

«Hollases Navn øverst paa Listen!» sagde Hollas og trumfed atter i Bordet.

«Og montro det kunde lade sig gjøre,» fortsatte Præsten – «at gjenindføre den smukke, gamle Skik, der paabød enhver god og kristelig Familiefader i sin Gaard at holde ophængt en Bøsse, der med sin Inskription ad pios usus, det er: «Til kristeligt Brug – i veldædige Øiemed», stadig kunde minde den hele Husstand om Samfundets Nødlidende og Herrens Miskundhed mod dem, der som Enken yder sin Skjærv.»

«I mit Hus skal Bøssen ikke mangle,» sagde Hollas. «Naar jeg nu gaar, svinger jeg indom Kirketjeneren og tilsiger ham at vri sammen trende Bøsser af Blik, en til Kirken, en til Jer og en til mig, Hollas. Bøsserne vil vi saa hænge paa lange Nagler, tænker jeg mig, saa de svingende hid og did kan være os et Bilde paa «Lygten for Stien» – og naturligen slaar vi de Nagler op paa Steder, hvor mange 83færdes – ad pios usus – til himmelsk Brug – naar vi gaar fore, følger andre efter – Bygden skal blomstre, Præst. Bygden skal ranke sig som en Humlestok mod Himmelen.» –

«Besynderlige Menneske,» tænkte Præsten, da han stod og saa Hollases smale Ryg tabe sig mellem Tuntrærne, «ondsindet og god, tvetunget og ærlig! Ja, mangfoldig er Guds Vilje og hans Veie uransagelige. Hvo skulde tænkt, da han overantvordede denne Mand sit hellige Hus, at saa just skede for at gjøre mange Mennesker glade?»

*

I en liden Seng i Præstegaardens Uldkot laa Kirketjenerens Steddatter. Hun laa som i en myg og dunet Rede, og der var ingen Far Kristens Loddebolt over hende. Hun slap at hente Altervin, hun slap at stjæle Bly, hun slap at fare paa Bygden med Tiggerposen. Derfor grudde hun sig til at blive frisk, den Lille; men der hun laa, var hun ikke istand til at snakke om hverken den ene eller den anden af sine Sorger og Plager; for efter hint Fald fra Kirketaget var Tungen lammet, og hun fik ikke udtrykt sig paa anden Vis end ved at gurgle nedi Struben. Hun havde ingen Kvæstelser faat dengang; men altid viste det sig, naar de satte hende paa Gulvet, da sank Benene sammen under hende. Og den Tilstand bedredes ikke, trods den gode Pleie, og at En, hun antog 84for en mørk Engel, men som i Virkeligheden var Angelica, Præstens Søster, ofte kom derind, bredde over hende og lagde sin kjærlige Haand paa den Lilles Pande. Da hændte det nok undertiden, at den lille Stakkarn greb den velgjørende Haand med begge sine, og de sky Øine blev stille hengivne i Blikket, saaledes som ofte kan sees hos syge Dyr. –

Men en Dag stirred de samme Øine atter saa forskræmte. For nedi Gangen hørte hun Far Kristens Stemme. Og var den end sødladen som paa en Søndag, gjorde den hende ikke tryggere.

«Det kan ikke nytte at vente paa,» hørte hun, afbrudt og med lange Mellemrum. «Gud bedre det! – Gud ske Tak, at der i denne Verden findes slig Godhed, som den der er blit vist den Stakkarskrypen. Men enhver faar jo bære sit eget Kors, og jeg ogsaa mit, og ikke istedet læsse det paa Jer her. – Tak, tak – tak, som byr, Jomfru Angelica! Men jeg faar nok selv ha hende til Pleie og Omsorg. – Gud evig ske Lov, at I fandt hende – jeg holder saa inderlig af Ungen just for hendes Stakkarsdoms og Skrøbeligheds Skyld. – Nu blir hun da – Gud trøste og hjælpe! – heller ikke saa vond at holde Styr paa, som dengang hun ulovendes, mig til Spot og Spe, rendte Land og Strand. – At hun var derborte paa Kjerregaarden høgst Nætters, ja – Jomfruen kan nok undres, men jeg ikke. For ud for hun, naar en mindst skulde 85tro det – saa har hun vel somlet sig didbort – og saa er Kjerregaardsgufsen kommet over hende – Vorherre syntes vel, han fik klippe Vingefjærene hendes, forstaar sig, ligesom Præsten her forleden klipped Vingefjærene paa Aarhønen. – –Ja, saa tar jeg hende ligegodt hjem med mig nu paa Flekken da! Hun forsømmes ikke hjemme hos mig heller, kan I tro! – Og sandt nok, hvad Folk kom og sagde til mig uafbrudt – jeg, Far Kristen, er jo den nærmeste til at ta vare paa Krypet. Heller ikke vil jeg være til Latter, Jomfru, at jeg ikke bedre skulde forstaa min Menneskepligt selv mod den, som i Synd er avlet.» – –

Opover Trappen lød tassende Skridt, Klinken løftedes med det vante Smæld, og ind tren Far Kristen i Helligdagsskrud, med vaskede Fingre, med det brede Smil, med Haaret vandkjæmmet, saa Ørene synbart store minded om en Slags Vinger paa en pluskjævet Cherub.

Fremfor Sengen blev Far Kristen staaende. Klasked saa medynksfuld Hænderne sammen:

«Du arme Væsen,» sagde han høitidelig. «Du stakkars Lam af et vildfarent Faar, vær trøstig: Naade gaar for Ret i Far Kristens Hus!»

*

Paa Munkejord Gaard sad Netta, Myndlingen, og tænkte paa Gudsveir og Nordenvind, altimens hun flittig sydde paa Stoltrækket. Nedenfor 86hende legte en ragget Katunge med en Snelle. Katungen var just Barn af Bagerovnskatten; ti denne sidste havde før sit grumme Endeligt allerede ydet sin Aarsens Part til Kattebestandens Opretholdelse og Formerelse og hvilte vel nu som god Katteborger i Sandhed paa Laurbær, da Katungen dernede havde mange Tvillingsøskend. Dem alle havde Netta under sin personlige Omsorg – og forresten var der jo ogsaa andre Steder Bygden rundt Afkom nok. Saa Hollas havde – i Tilfælde Sandfærdigheden af den Grund og Undskyldning han senerehen haanlig og høihælet havde angivet for sin Handlemaade, at «alle de katteskindsbløde Følelser skulde dødes!» – ikke paa nogen Maade hverken grebet Ondet i Roden eller Katten ved Klørne. –

Netta, Myndlingen, havde, der hun sad med Stoltrækket, Hollas nu siden havde vært medgjørlig nok til at udlevere hende til egen Raadighed, adskillig Fornøielse af Katungen: Naar Katungen for over Nettas Fod, lo hun kilent og rysted i Foden. Og naar Katungen gjorde et Krumsprang efter hendes blaagrønne Sytraad, vilde hun gjerne narre den til at gjøre endnu ett. Men det morsomste var, at Netta pludselig fandt et Sukkertøi klæbet fast i Pelsen paa den. Netta vidste sagtens, det var fra Krumholtsønnen, en Hilsen omtrent saalydende:

«En kold Kys, Netta! Blir Hollas borte, saa kommer jeg!» Og Netta greidde stille smilende 87Sukkertøiet ud af Katungens Rag og putted det fornøiet i Munden. Gav af og til et Smæk med Tungen, mens hun rapt nested videre paa Hollases Stoltræk. Grønt, rødt og blaat, Forglemmigei og Roser, i en tæt og massiv Buket midt paa Trækket, just der hvor Hollas sikrest kom til at sidde. Og saa blev nok Hollas svarlig blid, naar hun kom med Trækket, tænkte Netta sig. Forresten, og ret betænkt, vilde Netta ikke rigtig komme stikkende med det i Haanden heller; men op paa Stolmagerværkstedet vilde hun gaa engang, Hollas ikke var hjemme, og hun vilde brede det ud over Kassen, Hollas pleidde sidde paa, naar han snekred Smaating, og selv vilde hun taalmodig vente, gjemt bag Dreierbænken. For – morsomt skulde det være, uset at betragte Hollas, slig han efter en liden Stunds Forløb sagtens vilde mærke, at der han sad paa Kassen, der sad han baade mygt og varmt. Og mumle noget vilde han, og lette lidt paa sig, og bedst som han saa ned, vilde han opdage Stoltrækket – han drog det vel frem da, saa det strammed i Kanavaen; for han tænkte nok ikke, at det allerede var færdigt; men da han saa ret fik syne – ei, saa blid den gode Hollas vel blev: «Se se, den Netta – ja, hun kan bruge Fingrene,» vilde han kanske ogsaa sige, «hun er min egen Smørjente – ferm og flink i alt sit Vyrke – og god og smeldvakker som ingen anden» – og Trækket vilde han tage med sig bort til Vinduet og snu og 88bese det baade paa Vrange og Rette. Men tilslut vilde han gaa bort til Døren, gløtte paa den og raabe: «Netta! Netta! Aa, bed Jomfru Netta komme op.» Og da vilde Netta sprette frem bagenfra Dreierbænken – og Hollas vilde le saa inderlig godt: «Nei, var du her da!» – tage hende om Armene og danse avent rundt et Par Gange, slig som Hollas havde gjort med hende før undertiden, naar han var som bedst i Lune. «Jeg skjønte, det var Stoltrækket, førend jeg fik se det; for det var saa mygt og godt at sidde paa – minded akkurat om Knærne til Netta, Kjæresten min!» Og Hollas, som aldrig pleidde kysse, Hollas vilde kysse hende midt paa Munden. – Netta, Myndlingen, sydde, saa Uldtraaden virred sig og slog Knuder, Knuderne plukked hun op igjen, og Traaden holdt til videre Sying; for sandelig: Ulden var seig, klippet af Faar af indenlandsk Race, og Traaden da derefter.

Men som Netta, Myndlingen, var optaget med at løse en Knude, som mærkeligt nok blot filtred sig, des mer hun stræved, hørte hun En komme i Udporten. Snar som en Vind greb Netta Katungen i Ragget og putted den ind under Skjørtet; for ikke havde Netta Lyst til at se ogsaa denne blive brændt, ihvorvel nok Netta kunde tilgive Hollas hans Adfærd, eftersom hun mente forstaa det hele at være et Udslag af Skinsyge. – Hollas vilde vel, at hun kun skulde dægge for ham, og ingen anden, 89ikke engang Katten, – tænkte Netta, altimens hun klemte Katungen fast mellem Læggene.

Det var ikke faldt Netta ind, at den Ankommende kunde være andre end Hollas, og hun havde ikke lagt Mærke til Skridtenes langsomme Takt. Derfor for hun forskrækket op og rystet befippet i Skjørtet for at faa Katungen væk, der hun istedetfor Hollas fik se selveste Præsten at staa i Døraabningen.

Præsten blev ogsaa forskrækket, og skamfuld tillige, fordi han næsten maatte tænke sig at være kommen i en ubeleilig Stund.

«Undskyld!» sagde han og snudde halvt.

«Jeg saa bare efter Hollas.»

Rødere end før blev Netta, Jaalen:

«Hollas er slet ikke altid at finde paa mit Værelse,» stammed hun. Men Præsten kasted et venligt Blik paa den blussende Pige:

«Det var ingenlunde Meningen med mit Spørgsmaal at krænke Jomfruens Anstændighedsfølelse,» sagde han. «Dette var visselig den fjerde Dør, jeg gløtted paa, forinden jeg traf Folk. – Men kunde jeg da faa Hollas i Tale? Jeg har en Liste her.»

«Værsgod, sid ned saalænge, saa skal jeg lete efter ham,» sagde Netta, Jaalen, og satte vims en Stol med rudet Værkenssæte frem for Præsten.

– Tak! Præsten kunde jo gaa ude paa Gangen og vente – her var jo det allerhelligste paa Munkejord, Jomfru Nettas Værelse. –

90«Da er det vel netop et Sted for Præsten,» mente Netta spøgsomt, idet hun saare kvindelig tripped forbi ham for at søge efter Hollas.

– Hvad for en net og troskyldig Pige, – tænkte Præsten, slig han blev gaaende nogen Gange frem og tilbage derude og paa denne sin Vandring uvilkaarlig i Forbifarten lod Blikket streife om i Nettas Kammer, hvortil Døren var blit staaende vidt aaben, – muligens nok en Smule formløs; men hvad – hun er jo heller ikke opdraget i nogenslags Hofkredse! Naar jeg skal si min Mening ret ud, saa er ogsaa denne jævne og naturlige Maner ulige mer tiltalende end baade den fiskebensopstivede, som ofte hører Hovedstadsdamerne til, og den overspændte, som min gode Angelica. –

«Hollas er ikke deroppe,» fortalte Jomfru Netta, da hun kom tilbage; – men han maatte vel snart være der. – «Sid, sid, saalænge!» bad hun inderlig og bød atter Præsten den rudede Stol. Da havde jo Præsten ondt for at modstaa. For Velanstændighedens Skyld løfted han dog med et resolut Greb Stolen hen paa Dørtærskelen og satte sig saa resigneret ned.

Netta, Myndlingen, tog atter fat med sit afbrudte Arbeide, idet hun først fæsted den ene Snip af Strameien til Systenen og derpaa pusled med den uordnede Traad. Frem fra Sengen kom Katungen listende, blev modig i Stilheden, rørte ved Snellen og gjorde et Krumsprang 91af Glæde. Præsten smilte: «Pus!» sagde han og knipsed i Fingrene som til en Hund.

«Pus!» sagde ogsaa Netta, hun fanged den ind og lagde den kjælent optil Kindet.

– Hvad for et kjærligt Sindelag, – tænkte Præsten. Og helt tagen ind i sin Beundring for Hollases velstaaende Myndling: – hvilket da ogsaa gjenspeiles i Blikket fra de gode Øine – ligesom den rene Møs inderste Væsen i Sandhed gjenspeiles i hele dette Kammer. Se, de blomstrede Omhæng og det pletfri og propre Udstyr – ikke en Ting udaf sin Plads – den Ligevægt, som hersker og dette paa Munkejord – – sandelig intet Under, om Hollases Sind nu vender sig med det gode ud – i Nærheden af saant et Klenodium. –

«Katter er mine Yndlingsdyr,» sagde Netta. «Er det ikke Præstens ogsaa?»

«Jo, jo,» svarte Præsten, «det er de vist. – Men vi holder ikke Katte derhjemme,» tilføied han let spøgefuldt, «for Søster Angelica taaler dem ikke.»

«Taaler hun dem ikke?» sagde Nette.

«Nei, hun faar Frysninger. Uden at se den, mærker hun straks, naar en Kat er inde. Paa samme Vis har hun det med Edderkopper og – jeg tror – Holl –»

«Hollas ja,» indskjød Netta, Jaalen. «Gad vide, om det ogsaa er saan med Hollas. For Hollas kan vist heller ikke med Katter! – Her forleden skulde Præsten bare set,» fortsatte 92hun meddelsom, «hvordan Hollas slængte en Kat ind i Bagerovnen.»

«Hvad?» raabte Præsten og hopped paa Stolen. – «Men Dyret var da vel dødt?» tilføied han besindigere.

«Aaneida!» smaalo Netta. For hun var jo nu forlængst kommet over det.

«Ondskab over Ondskab!» udbrød Præsten, idet han reiste sig, og slig han nu løfted Hodet, og Øinene et Sekund blev store af Medfølelse og retfærdig Harme over det værgeløst mishandlede, saa man skjelligt, for en enkelt Gangs Skyld, at han var Angelicas Bror. – «Ondskabs Synd mod det, der er overgit til vor Omsorg – Gud hjælpe Hollas for den Gjerning. At ikke Ubarmhjertighed maa straffes med Ubarmhjertighed!»

Men Netta angred, hvad hun havde sagt.

«Bagerovnen var kold,» løi hun.

Præsten satte sig nær tilintetgjort ned:

– Besynderligt, hvor let man tillagde Hollas alskens Grumhed, – tænkte han. «Ja, Gud Herren alene, han som ser mer med sit ene Øie end alle Mennesker tilhobe, ved at skjelne Ret fra Uret. Han alene dømmer aldrig overilet,» sukked han høit. Og atter tren der en Engel gjennem Nettas Kammer; ti der var tyst, bare Traaden gnissed mod Strameien. – Kanske jeg burde se til at faa Katungen væk, – tænkte Netta imens. – Vel nok ligger den nu stille og sover bag Omhænget. Men Hollas, Hollas er jo 93overalt. Tænk om han nu kom, affærdiged «ham der» og selv blev tilbage. –

«Roser og Forglemmigei,» sagde Præsten paa Tærskelen, han var nu kommet sig af sit Sinds Rørelser og vilde ikke undlade at ytre sit Bifald med de ferme Fingres Leg.

«Ja,» svarte Netta, det skal bli Træk til et Stolsæte.»

«Det er meget smukt,» sagde Præsten. «Jeg vil bede Angelica om at sy et lignende til mig. – Men hun har sagtens andet fore.»

– Han har Lyst til Stoltrækket, – tænkte Netta, Myndlingen, – ligesom Even til Buksesælerne. Jo, det skulde se ud, om Hollas blev lumpet for dette ogsaa. – «Aa, hun syr nok et, naar Præsten ber om det,» sagde hun betænksom.

«Aanei, Jomfru Netta, naar alt kommer til alt, er det ingen i Verden, som vil sy Stoltræk til mig,» mælte Præsten stille, og det gjorde Netta helt ondt om Hjertet for ham.

«Det kunde vel være baade den ene og den anden,» mente hun.

«Ak nei slet ingen, kjære Jomfru Netta.»

«Jovist, Præst.»

«Saa nævn mig da en, kjære Jomfru Netta.»

«Jeg,» sagde Netta.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Hollases krønike

Hollases krønike kom ut i 1906. Hovedpersonen er den onde Hollas, som tenker mest på seg selv og som finner stor glede i å plage andre. Han eier en av de største gårdene i bygda og får stadig større makt. Folk flest er livredde for ham og mener han må stå i ledtog med djevelen og andre onde skapninger. Bare en eneste tør utfordre Hollas: Søren Krumholt som eier nabogården.

Romanen består av fire hoveddeler som hver inneholder småfortellinger om Hollas og bygda. Skildringene inneholder en rekke sagn og eventyrlignende innslag.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1906 (nb.no)

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.