III

«LAD MIG BLI SOM LEOPARDEN,
HERRE GUD!»

Otto Kefas, Herremandens Søn, var den, alle Kvinder elsked, brændende elsket. For Kjærlighed brænder, ja, alle ved jo, Kjærlighed brænder. Kjærlighed er et flammende Sværd og et flammende Kors. Kjærlighed er en flammende Hjelm og en flammende Krans. Kjærlighed er et flammende Hav og en flammende Jord. En flammende Sol og et Dryss af Stjerner. En flammende Dommedag over Menneskesindet er Kjærligheden. – Men taler vel hverken du eller jeg som den Blinde om Farverne?

Otto Kefas var den skjønneste Statu, tung i hver Muskels Linje, retskaaren og formfuldendt. Otto Kefas likte det, der stod i Stil med ham selv. Otto Kefas red en saare rolig og grovbygget Hest, hvis lyse, lange Man og Hale bølged som Silkegræs i Blæst. Og Otto Kefas fulgtes af en glathaaret Hund, hvis Bevægelser var langsomt lade som hos en Løve i Bur, men hvis Øine 98var godmodige og tro. Otto Kefas, der selv var at ligne med et Sølvkrus fyldt af Burgunder, likte at knuse god Mad mellem sine kraftige, hvide Tænder, likte at kysse Bægerets Rand – og vel ogsaa Pigers Mund – skjønt dette sidste, det vidste vel faa. lalfald kunde ikke Otto Kefas overbevises om Elskovshistorier, var de end skjult tilstede med rødkindede Piger, store, velskabte, som Otto Kefas selv. For: Ikke alles Elskov søger sig Vinger at flagre om paa, gjemmer sig da heller som skikkeligt Husdyr i Kovekroker og bag lukkede Sind. – Otto Kefas likte ogsaa bedre at skyde paa en stille Blink, der sortøiet stirred ham imøde, end det aandeløse Jag efter Skogens letbenede Vildt – det være sig Maar, Ræv eller Elg. Men ligervis Maar, Ræv og Elg kanske alligevel fandtes af sin Skytter, midt i Vaarens lyse Leg, midt under Høstløvs brogede Pragt, faldt en Dag med gjenmenboret Hjerte, og stivnende Blod farved Mosen rød – saa og med de Kvinder, de mange, Otto Kefas aldrig rørte: En Dag kom nok alligevel deres Jæger, og skjød dem nok tilskade, og skjød dem nok ihjel, hver paa sin Vis. Saa – et Spørgsmaal være da det, om Otto Kefas ikke ligesaa gjerne kunde jaget dem, der var at ligne med Skogens Vildt, som de, der var at ligne med en stille Blink, der sortøiet stirred ham imøde.

Men høit elsked Kvinderne Otto Kefas, ikke mindst for denne hans Ligegyldigheds Skyld. 99For mange var han Bildet paa det rolige Velvære, der skabes af Legems og Sinds fulde Harmoni – og syntes de, at Livet ved en saadan Mands Side maatte flyde som en stærk Flod, hvorover Dag lyser. Andre satte ham, saaledes som en Billedstøtte sig hør og bør, høit paa Sokkel, udstafert med dybsindige Symboler – Otto Kefas var Manddommens Gud – Manden – Adam – slig han udgik fra Skaberens Haand og i Skaberens Lignelse, skjøn og stærk – slig Mand just, som vi Kvinder gjerne vil give Eplet at spise, og som godtroende og uden Visdom gjerne tager den røde Frugt og trøstig bider til.

Og Enkelte trodde, og deraf skulde Otto Kefas smilt, at Otto Kefases Aand ogsaa monne være et Kunstværk, og de formed hans Færd med Vinger. Ti mangfoldig er de Elskendes Tanke. Men irret er Livsens Spot:

«Hold dig paa Jorden, Otto Kefas, den er hverken gloende eller kold, den er hverken stenet eller skjør, mer end selv du det vil. Tænk, om du gjorde Luftsprang, Otto Kefas, hvad for et herligt Skue, om du for op som en Panther, faldt ned som en Rotte – nei, Otto Kefas vil sig selv det bedre! Rid du din støe Hest, drik du din tunge Vin, sov du din sunde Søvn, tvætt du din stærke Krop, skyd tilmaals, elsk fordækt, arbeid, hvis du trænger – hvis ikke, lad det være. Hvad Satan med Længsel, hvad Satan med Drømme, hvad Satan med andet end just det, som vi har – lad dig ikke 100faa betændte Øine, Otto Kefas. – Nei, vær tryg: Otto Kefas og hans Lige forser sig aldrig paa Livet.»

*

Angelica, Præsten Søster, sad ved sit Vindu, stirred i Maaneskin og Taage – tænkte paa En, hun ikke kjendte. Under store Trær smøg Skyggerne frem, mættet af Mørke og stille Nat – mod Engen, hvor Duggen glinste – mod Dalen bredfyldt af sølvhvid Skodde som skummende Vin i en Skaal. Og høit bagenfor den skummende Vin hæved sig Kirkens sorte Taarn.

Angelica sad med Haand under Kind. Ved en uforklarlig Kraft taget ind i en Vemodsstemning for Ens Skyld, som hun aldrig havde set, En, hvorom hun aldrig før havde hørt – hun som først nylig var kommet did til Bygden. – –

«Kefas paa Re,» havde nogen sagt, «har meget Sorg i det sidste. Ihøst døde hans Kone – og ivaares dør vist hans Søn. Ja, han ser saa bedrøvet ud, den Gamle, og nu spiser han bare som Folk flest, siges der.»

«Stakkars Mand,» sagde Angelica uden at smile af det sidste.»

«Det kan være vanskeligt at afgjøre,» fortsatte den Samme, «hvilket af disse hans Tab maa ansees for det største – Konen, der, saa at si, trilled Rullestolen for ham saa flittig som nogen 101Tjener, laved hans kjæreste Mad, og altid passed, at Skammelen efterpaa blev sat ham under Maven, – eller nu dette med Sønnen.»

«Dette med Sønnen,» gjentog Angelica. «Ja, at han dør?» Men idetsamme hun havde udtalt Ordet, forman hun en Sky paa Himmelen.

«At han dør, ja,» bekræftedes der. – «Saan en kraftig, ung Mand – hvem skulde ogsaa trodd, at Sygdom kunde faa sligt et Tag der! Men syg er han – opgit af Lægerne.»

«Ofte opgis vel en Syg tidligere af Lægerne end af Vorherre,» famled Angelica. «For der Menneskemagt ophører, kan Guds Magt fortsættes.»

«Sandt nok,» svartes stilfærdig. «Men vi ser det saa sjelden.»

Da sukked Angelica saa tungt udaf Hjertet og gik ind paa sit Kammer. Var blit siddende derinde Kvelden udover. Og Maanen lyste, og lavt over Dalen svam Taagen som en bred og glinsende Skyflod.

«Herre du Gud,» sagde Angelica og trykked de foldede Hænder sammen i Skjødet, «hvordan kan du la det, der er ungt og levedygtigt, dø? Det, der har alle Verdens Betingelser for at glæde sig selv og andre ved sit Jordliv – dig til Ære. Herre du Gud, kan du la det friske sygne saaledes hen? Det der havde Livets Liv i Eie – kan du virkelig nærme at ødelægge det slig? Og istedet la det livsfattige gaa. Gud, du Barmhjertige – forlad mig min Synd, at jeg 102gaar irette med dig; men Tanken, hvilket Menneske kan helt tvinge Tanken? Gud, du Barmhjertige – hvorfor lar du det leve alt det farveløse og graa? Alt det svage, hvori sandelig ingen rød Livskime findes, alt det lidende, som saa sjæleglad vilde smile Døden imøde. Lad det dø, Herre, lad det fredeligt gaa ind til den evige Hvile, løs det fra dets Trældoms Aag. Men lad det stærke leve, Herre! Ja, saa inderlig ber jeg dig for alt det skjønne paa din Jord, for alt det stærke og friske, for alt det, der ved sit Jordlivs Fylde just hører Jordlivet til. Du maa høre mig, Herre – og for ham, din Søns Skyld, maa du bønhøre mig – frelse ham, han der er enbaaren, som selv din egen Søn, der døde for os paa Korset – lad ham leve, Herregud lad ham leve. Men du hører mig nok ikke. Nei, for om du hørte mig, vilde jeg fornemme det herinde i Brystet. – Saa skal da blege Kranse bindes for det levedygtige, der segned, og røde Blomster skinne i Afmagt og Trods – og Hymner skal synges, Orgel bruse, de Levende gaa saa tause af Sorg – over den Baare mer i Jorden – Herregud, du Ubarmhjertige – den Jord, som synes os saa skjøn en Tid, men saa graadig, ond og styg, naar den sluger i sin Favn det, der er os kjært. Kjært? Kjært? Men Angelica, du sidder jo og sørger! Aanei, jeg sørger vel ikke; men der steg en Skygge just ifra Jorden – en Uvilje mod det uretfærdige, den Uretfærdige». – Men 103frem af Taagevæggen dukked Kirkens sorte Taarn, straffende for Spottens og Tvilens Ord, manende til Bedring, Bøn og Tro. Og Angelica, Præstens Søster, fornam en Dragning deroverfra, en Kaldelse – og fulgte den. Angelica, Præstens Søster, stod stille op og ind paa sin Brors Studereværelse. Paa Væggen der hang et Knippe af Nøgler, og underst hang løst to store af Jern. Dem tog Angelica forsigtig af Krogen, saa ingen Skrangel hørtes, og ingenting faldt mod Gulvet. Og ingen Gulvplanke knaked, og ingen Dør gren, da Angelica listed gjennem den lange Gang og ud gjennem Præstegaardens Port. Og mod det sorte Taarn bagom Taagemuren styrte Angelica sine Skridt.

Først bad hun ved Alteret derinde om Tilgivelse for alle Tankens, Hjertets og Tungens Synder. Saa bad hun for alle de Syge og Sorgfulde i Grænd og By. Saa bad hun for alle de Stærke og Glade, at de maatte længe faa beholde sin Sundhed og Glæde. Men tilsidst bad hun sin gamle Bøn, den hun havde bedt ved Vinduet inde i Kammerset – saa inderlig bad hun atter, at Herren maatte lade det svage dø og det stærke leve. Og bad og bad Angelica, Præstens Søster, indtil hun syntes, som rørte sig Maaneskinnet, gled om hendes Hode, og tilbage mod Himmelen i en lys bølgende Stribe.

*

104Paa Halm i Kirketjenerhytten laa Far Kristens Steddatter og stirred mod Skilderiet «Haabets Have», som i afflekket Ramme hang paa Bjelkevæggen.

Far Kristens Steddatter kunde endnu ikke staa paa Benene, og Tungen var lammet fremdeles.fremdeles.] rettet fra: fremdeles (manglende tegnsetting) Saa slippe maatte hun jo at stjæle Bly, at hente Altervin, at fare paa Bygden med Tiggerposen; men Far Kristens Loddebolt var ved Huset, Far Kristens røde Loddebolt var i Sandhed over hende. – Mens hun nu laa der, den Arme, fra Fødselen af Forskudte, i den stygge Halm, hvorfra Utøi var krøbet op i Hodet og nu sad og gnog inde ved Haarbunden, og det fræste og laat udifra Kjøkkenet af Lodding i gammelt Blik, – da stod Præstegaardens Uldkot for hende som en Krok i Paradiset. – Kunde hun komme did igjen, – tænkte den Lille, – kunde hun gjerne være lam og stum, og hun skulde gjerne gi Afkald paa at løbe om som andre Barn. Men her hos Far Kristen, her var alting ondt. –

Far Kristen gav hende blank Staaltraad at bøie. De smaa Fingre vrikked og vred paa Staaltraaden, uden at den derfor vilde tage Form hverken som Kroge, som Klædeshængere, langtmindre som de sindrige Nøstekopper, der kunde lægges sammen til Strygejernsbretter.

«Du vil ikke,» sagde Far Kristen. «Du er klodset og tvær!» Og derude han sad i Døren trued han med Loddebolten mod hende.

105«Jeg vil,» tænkte den Lille. «Jeg er ikke tvær.» Men fik det ikke til.

Far Kristen reiste sig og kom med den røde Bolt i Haanden. Og varmt Jern og svidd Saltsyre oste det. Og den lille Stakkarn vred Fingrene tilblods paa den blanke Staaltraad.

«Kom,» sagde Far Kristen, «kom skal jeg lodde Skaden din hoppes.»

Da gurgled den Lille afværgende dybt nedi Struben, og Far Kristen klasked til hende med sodet Haand. For i Hverdagshumør var Far Kristen, og desuden var der ingen, han gad hykle for.

Siden gik han ud og fortsatte sit Arbeide, denne Gang i nyt Blik, efter gammelt Mønster – Kirkebøsserne – ad pios usus. –

Haabets Have skinned i den afflekkede Ramme. De store, lyse Trær saa ud som Hæggebusker om Vaaren, og den brede Trap skinned hvid som en Sommersky. Udenfor en Kransomslynget Pavillon stod en lysklædt Engel med Palmegren skraa over Brystet, og indover fra Havens Port toged en Menneskeskare med store Øine og løftede Hoder. Denne Haabets Have, de nøgne Vægges eneste Pryd, havde den lille Pige nu ligget og stirret frem mod i Dage og Uger, mens Far Kristens Loddebolt suste og fræste. Derinde i Portnerstuen, – tænkte den Lille, – var det vel herligt! – Og hun tog frem af sit Levnet det bedste hun vidste: – Sikkert som i Præstegaardens Uldkot. Der laa 106Barn i myge Senge, der var hvid, blød Uld rundt alle Vægge, og ofte kom den hvidklædte Engel, som vel var Portnersken, og strøg med sin Haand over de Smaas Pander, saaledes som hun, den Hvide, i Præstegaarden. Og undertiden hændte det kanske ogsaa, at Engelen havde med sig Duer i Baand for at more de, som laa derinde. Og de Duer kunde synge, meget vakrere end Menigheden i Kirken. –

Men Halvmørket sneg sig over Haabets Have, visked ud og skjulte.

Den Lille i Halmen var alligevel blit lettere om Hjertet ved at se paa Skilderiet, og med nyt Mod tog hun Staaltraaden mellem Fingrene, vrikked og vred. Og hun bøied den hid, og hun vrængte den did, holdt den op mod Vinduslyset iblandt – nu tog den nok snart den rigtige Form! – Den Lille i Halmen smilte fornøiet: Far Kristen skulde slippe sige, hun var klodset og tvær, Far Kristen skulde rose nu og tilgi, at han ikke holdt af hende. – Da skar idetsamme en styg og gnell Stemme nedifra Veien gjennem Halvmørket, en, som spurgte efter Kirkebøsserne.

«En er færdig!» svarte Far Kristen med Tonefald midt mellem Søn- og Hverdag – «I kan jo faa den først.»

«Ja, kom med den,» svarte den leie Stemme.

Far Kristen slængte Bolten, kom i stor Hast ind efter den færdige Kirkebøsse, fik dog Tid til at rive Staaltraaden ud af den Lilles Haand 107og sige, det var forkjært, idet han for afsted med sin glorøde Bøsse. Tilbage laa da den Lille, bedrøvet, og i dump Rædsel for Stemmen, som hun havde gjenkjendt – Hollas – Hollas – Hunden – Kirketaget. –

Tættere og tættere seg Halvmørket sammen om Haabets Have. Snart blev de lyse Trær til Hoder, onde Hoder, fæle Hoder, Hundehoder, med Horn, med store Øren, med vanskabte Kjæfter. Den Lille laa og drog Pusten pibende, og helt skjultes Haabets lunefulde Have i Mørke og Nat. Staaltraaden faldt ned paa Gulvet, slig den virred i Faldet, ligned lyden den fæle Stemme – den Lille trak jamrende Halmen over Ørene, og hun laa stille, musstille, mens Sveden begyndte at springe frem.

Der smøg sig en Maanestraale ind gjennem Vinduet, gusten og kold, som kom den lige fra Kirkegaarden. Far Kristens Stedbarn blev liggende og se paa den, hvordan den stadig, stadig krøb henover Væggen, og den dulmed, Maanestraalen, hun tænkte paa intet af alt det slemme, syntes snart den ligned Engelen med Palmegren i Haanden. Engelen tørred Rædselens Sved af den Lilles Pande, og den Lille lukked Øinene igjen. Men Engelen stod der fremdeles, det blev Angelica, Præstens Søster, som holdt sin kjærlige Haand fast over den Lilles Øine. Da greb den Lille, greb med begge sine udmagrede Hænder op mod Engelen:

«Vil du se endnu engang?» smilte Engelen stille.

108«Ja,» hvisked den Lille.

Da løfted Engelen et Sekund Hænderne væk fra den lille Piges Øine: Foran hende straaled Haabets Have blændende i Maaneskinnet, som et deiligt Vinterlandskab laa den med Trær og Buske fulde af Rim.

«Hvorfor blomstrer ikke Trærne?» spurgte Far Kristens Stedbarn.

«Fordi det er Vinter endnu,» lød Svaret.

«Hvorfor synger ikke Duerne?» spurgte Far Kristens Stedbarn.

«Fordi der er Vinter endnu,» lød atter Svaret.

«Hvorfor rinder ikke Vandet?» spurgte Far Kristens Stedbarn.

«Fordi det er Vinter endnu.» – Og atter lagde Engelen Haanden over den Lilles trætte Øine.

Da sukked den Lille og sov stille ind. Ti for hende var Haabets Have kun Rimfrostens og Dødens. Et Liv mindre, en Vanskjøttet og Ulykkelig mindre i Jordens store Jammerdal.

– – –

Men engang skal vel Haabets Have paa glædeligere Vis aabne sine Porte for Samfundets Smaa og Forstødte. Haabets Have skal ligge badet i Sommerglans, Trærne bugne af levende Blomster, Fugle synge, og Vand rinde. Da er Haabets Have blit dem det levende Jordlivs Have. Men først maa Far Kristen kaste sin Loddebolt væk, og Utøiet renses af Sengehalmen.

*

109Paa Re Gaard laa Otto Kefas. Hodet holdt han langt tilbage, og Munden med de halvtaabne Læber var tør af Feber og Tørst. Hænderne gramsed over Teppet, og Øinene stirred store og tomme.

Ude paa Gulvet sad den gamle Herremand i sin Rullestol og graat – Taarerne havde alt dannet en Fure i Kindet som Regnvand i blød Jord.

For dø skulde Otto Kefas.

Ved hvert sit Vindu stod den Syges to Kusiner, fiendske mod hinanden af Kjærlighed til Otto Kefas – en Kjærlighed og et Fienskab, som den majæstætiske Hersker, Døden, ikke kunde dæmpe. Og ved hvert sit Vindu havde de to dynget Blomster op: Alleslags Blomster stod der i Vaser, Mugger og Krus, fra uanseelige Markblomster til linjeskjønne Orchideer, fra rødbrune Aurikler til den blege Rose kommet fra Syden i Silkepapir – For alle Mennesker havde gjerne villet ytre sin Deltagelse for Otto Kefas. Og de to Kusiner tog imod, nidkjære til at stable dem op; ti den ilagde sig i sit Indre størst Fortjeneste hos den tilbedte Fætter, den som bar flest Blomster ind i Værelset til ham, og – i Begyndelsen havde han ogsaa smilt til dem, naar de kom.

Men nu var det mange Timer siden Otto Kefas smilte. Og den gamle Herremand graat, og de to Kusiner stod med Lommetørklæder for Ansigterne. Duften af de mange Blomster i Sygeværelset gjorde Luften tæt og kvalm.

110Den ene Kusine støtted Panden mod Vindusruden og ynked saart, og det smaldt i det gamle, skjøre Glas.

«Du sørger nok,» mumled den anden, «saa du klemmer Vindusruder ud.» Og de saa hadske mod hinanden, ikke et Øieblik glemmende sin Skinsyge, selv ikke nu, da den omstridte Person sandsynligvis snart for evig var ude af Spillet.

Otto Kefas reiste sig i Vildelse. Pegte paa Blomsterne:

«Jeg er ikke død endda,» sagde han. Og de bar fra hver sit Vindu stille Blomsterne ud. Rydded for hvert afrevent Blad.

«Læg Blomsterne paa Is,» sagde nogen derude – «vi faar snart Brug for dem paany.» – Da fik den ene af Kusinerne et Anfald af «Modersyge», som det jo kaldes – hun sank sammen paa Gulvet og vred sig skrikende. Søsteren trak advarende i hende; men den Hysteriske vendte sit fordreiede Ansigt i Haan og Had:

«Lad vær,» stødte hun frem – «lad mig da sørge i Fred over ham, jeg aldrig fik elske i Fred!» Og under stor Ynk og Klage krøb hun nærmere Otto Kefases Leie:

«Tilgiv mig, at jeg aldrig var mod dig, som jeg burde,» bad hun. – Den anden Kusine smittedes af den Førstes Heftighed:

«Tilgiv mig ogsaa, Otto,» bønfaldt hun i Sjælenød – «saasandt du snart staar for Herrens Stol – tilgiv mig det onde, jeg har –»

111Otto Kefas blev urolig, han virred med Hodet og kasted Teppet af sig, det de to Kusiner atter lagde over ham. Otto Kefas reiste sig. Flænged Lagenet i to, i fire, i mange Smaastykker. En af Kusinerne gjemte et Stykke paa Brystet som sidste Minde, den anden tog et og kyssed, som var det Otto Kefas selv.

Men Otto Kefas sank tilbage – Sved sprang frem paa Pande, Hals og Bryst – Hodet brød sig bagover saa langt, at den svingede Linje over Adamseplet traadte frem med Hud strammet i Spænding. Da begyndte de to Kusiner paany, og de hjalpes ad med høie Jammerklager som Graatekoner efter en Baare. Det blev Herremanden ogsaa formeget:

«Uro ikke den Syge,» maned han myndig. «Gaa ud og graat fra Jer.» Og de to tog sig nødtvunget sammen. Stod op fra Gulvet og drog sig slæbende ud. – –

Otto Kefas laa nøgen paa den hvide Seng. Hodet holdt han langt tilbage, og Munden med de halvtaabne Læber var som stivnet af Feber og Tørst. Men Hænderne hvilte rolig ved Siden, og Øienlaagene var faldt til over de syge Øine. Som af Marmor var Otto Kefas. Deilig var Otto Kefas. – Og meget underligt kan svæve frem i et Menneskes Drømme – især at mærke for den, der staar med Foden paa Evighedens Tærskel:

Paa den ene Side af Otto Kefases Leie kom en mørk Engel med mørke Vinger – skjøn 112som det Liv, der for Enkelte og i enkelte Stunder kan springe af Jord. Og i Haaret havde hun friske Blade, og i Haanden holdt hun en Skaal af Krystal.

Paa den anden Side af Otto Kefases Leie stod en Engel, gjennemsigtig vag som en Taagestøtte; men i Haaret havde hun en skinnende Krone, og tværs over Brystet, i smale Hænder, en Palmegren.

«Otto Kefas!» sagde den Mørke. «Jeg vil, du skal leve.»

«Otto Kefas!» sagde den Lyse. «Jeg vil, du skal dø.»

«Hvorfor skal han dø?» spurgte den Mørke, «saa stærkt han hører Jordlivet til.»

«Hvorfor skal han leve?» spurgte den Lyse, «saa stærkt han nu hører Døden til.»

«Nei, han hører ikke Døden til, men mig, Livet. Mig, Livet, hører han til fra Fødsel af, da jeg pusted ind i ham Livets Aande, – mig, som siden stod ved hans Leie i alle Aarenes Nætter, – mig, som vogted ham for Farer og Ulykker – – hvem lod ham falde mygt, hvem lod ham sove sundt, hvem kasted ham Liljer for Foden, uden jeg! Og skjøn og stærk blev han just for det Liv, som gav ham af sin Fylde! Og jeg maa spørge dig: Hvordan vover du tilsnige dig andens Eiendom? Hvilken Ret har du til at høste, hvad jeg saadde?»

«Dødens evige Ret,» aanded den lyse Engel – «den, at hvert Menneske, der undfanges paa 113Jord, undfanges og fødes til engang at sluttes i mine Arme. Jeg tar saa vart, jeg kysser saa mildt» – og nærmere bøied hun sig over den Syge. «Hvad er vel Legmet, det jordiske, forgjængelige, mod Sjælen, der lever evindelig?»

«Nei, hvad er vel Sjælen,» sagde Livets Engel, og hun holdt Haanden værgende for Otto Kefases Ansigt. «Hvad er vel en Damp, en Gnist, som farer om i Verdensrummet, i Sammenligning med Legmet, rigt og fuldbaarent, slig det pryder Guds Jord som Karfunkelen Kongekronen?»

«Intet er Legmet, alt er Sjælen,» hvisked Dødens Engel. «Jeg har aandet paa ham, han er min.» Og frem rakte hun sin lysende Krone.

Men Livets Engel tog ikke Hænderne væk.

«Lad ham være,» trodsed hun. «Du blege Pust fra en følesløs Verden – hvorfor skal jeg ogsaa maatte kjæmpe med dig? Hvad ved og forstaar vel du af Livet, det herlige, slig det bølger og syder med Kraft fra Ilden, som brænder under al Jord? Gaa! Gaa! Jeg byr dig: Gaa! For her er din Gjerning Ondskabs Gjerning.»

«Ondskabs Gjerning?» gjentog den Lyse. «Barmhjertigheds Gjerning kalder jeg mit Værk.»

«Ogsaa naar du lægger din klamme Haand paa den Smaa ved Morsbrystet, naar du kalder Far fra Barn, naar du kalder Sønnen fra ældet Mor, naar du skiller dem ad, som er hinandens Lyst og Glæde – er det Barmhjertigheds Gjerning?»

114«Ved du vel, hvad Livet vilde git dem, jeg kaldte bort?»

Da løfted den mørke Engel Hodet, og Ordene fra de røde Læber klang som Seierssang ud i Værelset:

«Tidsel og Torne skal den bære dig, Usæd og Gnister af Ondskabs Ild. Og Regnveir og Torden, Solskin og Stille. Men ogsaa Frugter, som gror af det levende Blod. Og Planter som skyder mod Himlen i Blomst med Rødderne dybt i Jorden. – Ti vekslende er Jordelivet; men skjønt for den, der søger, som Himlen en Uveirsdag. – Saa skal da ogsaa Skjønhed bære Skjønheds Blomst» – og trodsig smilende lagde Livets Engel Armen som Kjærtegn under Otto Kefases Nakke:

«Drik, Otto Kefas – drik dig Livet til!» og med den anden Haand satte hun ham for Munden sin Skaal fyldt med den skummende Vin.

*

Naar Skyerne driver over Himlen, mangfoldig kan deres Farve være og mangfoldig deres Form – det er vel ikke saa nyt at melde, – at det zarteste zarte staar Side om Side med truende sorte af snurrigste Snit, at Roser strøs og Slør slynges om selvsamme Sky, der et Uhyre sidder paa Kanten og vifter med fæle Fangarme, – at Udyr kjæmper og Spøgelser daaner om deilige Sjøer hvorover flyvende Seil, 115 og at Fugle, store og hvide flyr med Baand i Næbbet, mens grinende Fjæs rækker Munden til Kys. – Ti der er mange Grænser og mange Maal. Men naar mindst En det aner, da blandes alt i ett deroppe paa Himmelpaletten.

Slig just som i Menneskelivet.

*

Hollas den Onde, Kirkeeieren, greb Nettas, Myndlingens, Hænder en Dag deroppe paa Stolmagerværkstedet, og han klasked den ene mod den anden, idet han indtrængende spurgte:

«Hvad vilde du svare, om jeg fridde til dig, Netta?»

«Da vilde jeg svare Ja,» udbrød Netta, Jaalen, glædesstraalende og uden Betænkning.

Hollas slap hendes Hænder og tog fat med sit Snitværk.

«Saa det vilde du, Netta,» sagde han kun «Saa det vilde du.»

Netta blev staaende lidt og afventende se paa sit Livs og sine Tankers Formynder. Men Hollas var dybt inde i sin Udskjæring:

«Det synes undertiden, som skulde det knibe med Rundingen,» sagde han. «Men det greier sig alligevel, ser du. For jeg kradser bare op i Tanken, jeg, hvad andre maa sætte paa Papir» – og han plystred og skar, som om slet ingenting var sagt, der dog kunde synes at forudsætte en liden Tilføielse.

116Netta tog ham det dog ikke saa ilde op. Hun var af dem, som tog alt i bedste Mening. Og ihvorvel hun nu ikke netop fatted, hvilken Mening Hollas kunde have med sit pludselige Spørgsmaal, betvilte hun ikke andet end, at det var for noget godt, men noget som hun, Netta, ikke havde Skjøn paa. – Kanske det ogsaa betydde Frieri, – tænkte hun tilsidst, – men Hollas havde i alt saa sin egen Maade. –

Hollas den Onde, Kirkeeieren, raabte paa Netta, Myndlingen, en anden Dag:

«Kom nu herop, kjære!» hed det, endog med Anstrøg af dansk for rigtig at høres indsmigrende, «saa skal vi drikke et Glas Punsch sammen!»

Gladelig fulgte Netta Indbydelsen. Kom trippende Trappen opover i nye Sølvspændesko, de hun havde skyndtet sig at trække paa til Ære for Hollas. Og i Haanden holdt hun sit Sytøi, Stoltrækket.

Hollas lagde dog ikke Mærke til Nettas staselige Fodpynt. Heller ikke til Stoltrækket. – Da hun kom ind, vendte han bare saavidt Hodet om mod hende og gav et lidet Nik. Fortsatte saa at stelle og destillere derborte ved Vinduet.

«Nu kommer jeg snart,» sagde han, idet Netta nærmed sig. «Sæt dig saalænge i Lænestolen der!» – Og Netta satte sig, saa paa sine Sko og paa Hollases Ryg, glæded sig til at smage det søde Bryg; ti visselig maatte det blive 117 godt at kalde, med slig Omhu og Skjøn Hollas gik frem – snart heldte han Brændevin, snart strødde han Sukker, snart krysted han Saft af en gul Frugt. Saften drypped Draape for Draape, indtil Hollas blev kjed og tog hvast i, saa Syren pludselig skvat og silte nedover alle hans fem Fingre. Dem slikked han grinende, mens Netta lo. Da lod det, som om han pludselig kom til at huske hende:

«Aa, er det du, Netta,» udbrød han og tog i Hast de sidste Smageslurker af Punschen, satte derefter Glasset opned og klapped Laaget paa Muggen til:

«Ja, se nu faar den staa og godgjøre sig lidt, før vi tar af den, Netta.»

Og dermed kom han svømmende mod hende som et andet Sjøuhyre.

Men Netta smilte og vilde nødig give slip hverken paa sin koselige Stemning eller paa sin gode Mening om Hollas, selv ikke nu, da al den Punschesmag, hun bekom, var den, hun fik paa Andenhaand, klissen og ækkel fra Hollases Mund.

Saa sagde Hollas med Mine, som naar Ven snakker til Ven:

«Det er besynderligt. Men ofte naar jeg er ude og færdes, kommer en og anden og sier til mig: – Naa hvordan gaar det med dig og Netta? – Aa, det gaar, som det gaar, det, – sier jeg; for jeg vil jo ikke den være, at jeg gir nogensomhelst Rede. – Men hun holder jo saa inderlig af dig, Hollas, – sier de. – Om saa var, – sier jeg, – saa 118 skal vel ikke det lægges Pigen tillast. – Og jeg roser dig til alle.»

Netta smilte. Men bagom Smilet dæmred det svagt for hende, at der laa Ros i at dadles af slige som Hollas, ligesaavel som der laa Daddel i at roses af dem.

«Er mit Navn da saa meget paa Folkemunde?» spurgte Netta med noget som en voksende Sten for Brystet.

«Særdeles meget,» svarte Hollas. «Du og jeg gaar armomslyngede Sognet rundt. Men hvad gjør saa det?» og han trak paa Skulderen: «Skidne Munde smitter hinanden indbyrdes; men os to ikke.» Og Hollas gren skjælmsk: «Taler jeg ikke som en Vismand, Netta?»

«Jo,» sagde Netta.

Og Hollas begyndte paa ny frisk:

«Saa er der i det sidste ogsaa de, som sier: – Hør her, Hollas, I har jo slig en net Pige i Huset, – og vi ved, der er gaat Husvarme i hende. Men sig os: Hvorfor regulerer I det ikke saa, Hollas, at der blir en passelig Arneild ud af det hele – ved at Pigen blir Kone? – – Hvilkens Kone? – spør jeg. For jeg kan da ikke saa sikkert vide hvad. Og eftersom min Netta engang bagom min Ryg forærte et Par Buksesæler til Even Krumholt, vil jeg ikke gi Bukseknappen her i Pant paa, om hun ikke ogsaa kan forære bort lidt andet, som heller ikke jeg, Hollas, menes at skulle komme efter uden ved en Tilfældighed!» Og Hollas 119 spilte Øinene op og hvisled spøgsomt mod hende med Tungen. – Hvilkens Kone? – spør jeg, som sagt. – Aa kjære da, Hollas, – svares der, – gjør Jer ikke dum. – – Det er nok I, som er dumme, Godtfolk – og I smitter hinanden til med Munden. – Vi er ikke dummere end selve Præsten, – sier de, – og han fortæller det samme, at I i Huset har en smuk Pige, som –.»

«Hvad?» raabte Netta med Taarer i Øinene ved Tanken paa den pyntelige Præstemand. «Har han ogsaa snakket om det?»

«Desværre!» sagde Hollas beklagende. «Som jeg før nævnte: Netta og Hollas gaar armomslyngede Sognet rundt!» Og ubarmhjertig fortsatte han at ærte Pigen med sig selv, og løgnagtig tillige; for nærmest talt var der ingen i Bygden, som ofred megen Tanke paa, hvorvidt Netta, den evig Umyndige, beæred Hollas med sin Gunst eller ikke. Men Netta erklærte, idet hun klynkende gik i sig selv, at hvad hende angik, da var ikke Folk saa rent paa Vildspor endda – hun var svag, javist var hun svag! –

Og Netta, Myndlingen, havde opsnappet et Ord om Moral. Ved at høre det Ordet smisked Hollas i Skjægget:

«Moral?» sagde Hollas. «Moral? Sig mig du, hvad Moral er?» Og da Pigen ingenting svarte, vedblev han rapt:

«Er det af det gode eller det onde?»

«Af det gode,» svarte Pigen.

120«Da er jeg meget moralsk, min Ven,» sagde Hollas.

«Du?» maaped Netta.

«Javel jeg, jeg er moralsk,» gjentog Hollas.

«For jeg er af det gode. Og jeg, jeg har aldrig svigtet mig selv.» – Og nu gav Hollas sig til at spadsere frem og tilbage paa Gulvet, saa de evindelige Frakkeskjøder svinged. Men Jaalen graat over Hollases Beretninger, de hun alle trodde. Da kom Hollas til at ærgre sig, fordi hun ikke beundred hans Overlegenhed, og han stopped foran hende:

«Naa! Se det er da, som jeg ofte har tænkt – du holder ikke af mig for tværs over Lillefingeren. For holdt du inderlig af mig, vilde du ikke ta slig paa Veie for en Smaating. – – Hm!» vedblev han med bebreidende Stemme, som blev spinklere og arrigere etterhvert – «her bad jeg dig op, forat vi skulde ha en hyggelig Time sammen, og jeg sad og fortalte dig løst og fast, som jeg tænkte, du kunde ha Moro af – sligt vi kunde le af i Fællesskab. Istedet – hjælpe mig – sætter du pludselig i at ule som en Hund, der har faat Juling. Saa sier jeg alt, det jeg ved, for at trøste dig – og jeg skulde gjerne gjøre alt for dig, gjerne bære dig til Verdens Ende; men du ynker dig fort væk videre som et Bæst, der har ondt i Maven. Og jeg, jeg, Hollas, gjælder ingenting. Ingenting gjælder jeg. Ingenting.»

121Men Netta, Myndlingen, var kommet paa feil Tur, og hun skreg høit og ubehersket.

«Naa! Jeg faar naturligvis finde mig i, at der er En i Bygden, – som du liker bedre end Hollas – En, forstaar jeg, – der er saa særlig fin og nøieregnende. – Men kom – nu er den sagtens færdig,» slutted han. «Kom, saa skal du faa den Punschen, jeg loved dig – og saa kan du jo faa gaa. For dette her taaler jeg ikke i Længden!» Dermed snapped den gode Hollas Nettas Fingerbøl. – «Er ikke det morsomt?» spurgte han, idet han holdt Fingerbøllet op i Veiret mellem to sprikende Fingre, mens han fyldte det med Punsch. Gav saa Netta Fingerbøllet tilbage.

«Skaal!» nikked Hollas, han satte selv hele Muggen for Munden og gulked alt Indholdet ud alene.

*

Alligevel vilde ikke Netta, Jaalen, tro andet, end det hun havde drømt og tænkt sig, naar hun fik Stoltrækket færdigt, vilde ske.

Derfor listed hun sig op paa Stolmagerværkstedet en Stund, hun vidste, Hollas ikke var der, men snart vilde komme. Og hun lagde det færdige Træk med «Roserne og Forglemmigeierne paa violet Bund» smukt tilrette paa den Kasse, hvor Hollas pleidde sidde, naar han snedkred. Idetsamme kom han i Trappen, 122 og kun saavidt naadde Netta at dukke sig ned bagom Dreierbænken.

Hollas traadte ind i Hui og Hast, satte Kroken for Døren, og plystred, som naar han havde vigtigt fore. Derpaa gik han hen til Vægskabet og trak frem noget tungt – Netta kikked over Dreierbænken – det var ligesom en svær Jernske med langt Skaft, og der var noget fladt noget med Laag, det han klapped til og tog af flere Gange. Og mens han stelte og ligesom smurte denne Remedien, lo han.

Men derefter gik Hollas hen til Ovnen, hegted Ovnsdøren af og gjorde Varme op.

– Den Hollas, – tænkte Netta. – Nei, den Hollas, hvad han har for rart at pusle med bestandig! Men han maa vel snart se Kassen. –

Hollas lagde slet ikke Mærke til Kassen med Stoltrækket. Han putted nogen mindre Beter af noget – Netta syntes, det ligned Bly – i Jernskeen, den han stilled over Ilden. Og saa gav Hollas sig til at svinge rundt i Værelset en Stund, og han sad lidt paa alle Stolerne og paa Kassen med, fremdeles dog uden at bemærke Trækket. Netta var bra træt af at sidde paa Huk, og det værked i Knærne; men fordi hun havde en Følelse af, at det ikke vilde være rigtig vellykket at vise sig nu, sad hun stille videre og letted sig Stillingen saa godt som mulig ved at støtte Haandfladerne mod Gulvet.

Saa drev Hollas Skeen ud af Ovnen pludselig og hen paa Bordet, hvor han havde en 123 Jernplade liggende – foruden den mærkværdige Tingest med Laaget. Heldte saa ganske ligefrem Indholdet af Skeen ned i Tingesten og satte Laaget forsigtig paa. Og atter lagde Hollas de graa Metalstykker i Støbeskeen, som han satte over Ilden. Og atter svinged Hollas leende over Gulvet.

Netta, Myndlingen, var ikke glad. Det dæmred alt tydeligere for hende, at hvad Hollas her bedrev, brød han sig ikke om at have Øienvidner til, saa – nu fik hun holde sig gjemt der bagom Bænken, indtil han blev færdig – om det saa varte til Dommedag. Øieblikket efter kløved Hollas Laaget af Tingesten med en Meisel. Da turde rigtignok ikke Netta stikke Hodet op for at se, hvad han heldte ud, som det skrangled saa i; for lynrap i Vendingen var Hollas nu. Men gjennem en Spræk i Bænken saa hun, at han stod og holdt et Dalerstykke op mod Lyset, og han drypped Syre paa Daleren af en liden Flaske og pudsed efter med en Fille – Netta maatte braalukke Øinene, der hun saa Hollases Ansigt i Lysskimret, lei som en Torbist saa han ud, og nu vidste Netta, det nærsagt gjaldt Livet for hende, at hun forblev uopdaget.

Sjæleglad blev hun derfor, da nogen kort efter kom paa Døren og meldte En, som vilde snakke med ham.

«Hvem er det da?» spurgte Hollas.

«Kirketjeneren med Pengebøsserne,» svartes der.

124«Sig han skal vente,» sagde Hollas. – «Pengebøsserne!» mumled han ved sig selv, «ja, nu kommer der Penge i dem tæt som Strø!» Og Hollas satte Smelteredskaberne ind i Vægskabet og laaste. Og ned i Bukselommerne subbed han fra Bordet Nævevis af Dalere. Men idet han passerte Værktøikassen blev han saavidt var Stoltrækket:

«Hvad er dette for noget da?» sagde han og trev det foragtelig tilside. Og saa traved Hollas plystrende ud gjennem Døren og ned i Gangen til Far Kristen, Kirketjeneren.

*

Netta, Myndlingen, iførte sig sin bedste Puds, den sjektede Kjole med det foldrige Skjørt, og Pibestrimmel om Halsen og Schæferhat paa Hodet. Saa pakked Netta forsigtig det af Hollas forsmaadde Stoltræk ind i tyndt, blankt Papir. Tog Pakken under Armen og smutted hurtig ud af Munkejordgaardens Port. Hun saa sig lidt ræd omkring baade til høire og venstre, og nede paa Veien skotted hun uafbrudt op til Hollases Vinduer. Der stod han ogsaa. Og som han fik Øie paa hende, strakte han Halsen frem:

«Hvor gaar du hen?» raabte han nysgjerrig.

«Til Karine Sypige,» svarte hun.

«Saa fin? Skal du lægge ud Kjolen? Hvad har du i Pakken din?» spurgte han i ett.

125«Nei,» svarte Netta med et Ord til det alt. Og sagtens skjønte Hollas, der var Ugler i Mosen.

– – –

Preben, Præsten, sad i sit Kontor og skrev paa Søndagsprækenen. Men Fortolkningen af Teksten vilde ikke rigtig føie sig; skjønt – det skulde vel ikke synes meget svært, især ikke for en gudfrygtig og renlivet Mand som Preben, at tale over Jesu Ørkenfristelse, den Begivenhed, der saa naturlig fører Betragtningen hen paa Menneskelivets Farer og Fristelser, med en skinende Opmuntring til standhaftigen at staa fast, naar Fristeren lokker, i Trængsel, i Nød, i Angst, staa fast i Aarvaagenhed, i Langmodighed, i Godvillighed, i uskrømtet Kjærlighed og i Sandheds Ord formedelst Retfærdigheds Vaaben baade paa høire og venstre Side – som Bedrøvede, men dog altid glade – som Fattige, men de som gjør mange rige – som de, der intet har og dog eier alt. – – Sagen var, at Præsten var adspredt, og i den Jord gror ikke andet end ørkesløse Drømme. Og Præsten vilde ligesom Angelica gjerne drømme; men fordi han var Mand, krøb disse hans Drømme mer paa Landjorden. Præstens Tanker sneg sig denne Gang ind paa Ægteskabets Marker – hvor høist tiltrækkende det dog maatte være at have en Kone i Huset, En, der tilkasted ham kjærlige Blikke, mens hun øste hans Suppe og lagde de møreste Stegestykker paa hans Tallerken, En, hvis milde, 126 bifaldende Smil vilde møde ham fra hans Husstol i Kirken, naar han talte smukt og kraftfuldt om Herrens store Ting, En, der paa Tvilens Dage kunde styrke ham med Naturkvindens umiddelbare Tro, En, der, naar Usikkerhed flød over ham deroppe paa Prækestolen, kunde nikke opmuntrende: Ikke forsagt, Elskede. Hvert Ord, som udgaar af din Mund, er jo den evige Sandheds. – – Derefter streifed et Par Ægteskabssalmer Præstens Tanker: – Hvor inderlig naiv og fuld af from Lykke lød nu ikke denne:

«O Ægtestand, du høist lyksalig est.»

– Og fuld af stille Forstaaelse denne med sin i Sandhed vise Opskrift for Ægteskabsglædens Bestaaen – denne, hvis Begyndelsesord lød saalunde:

«Og vilst du nyd en Hustru sød
og del med hende Seng og Brød» –

– Men se, hvor underligt: Undertiden i Menneskelivet kan Tanker og Begivenheder mødes – lidt uvisst at sige, hvad enten Tanken hidføres i Kraft af den sig nærmende Begivenhed eller omvendt. – –

Som Præsten Preben saaledes sad med Haand under Kind stirrende udover Præstegaardens Enge og Ægteskabets Paradis – medens Pennen, hvormed Prækenen skulde skrives, stod urørt i Blækhuset – banked det stilfærdig paa Døren. Og ind steg Netta, Hollases Myndling, i sjektet Kjole og Pibestrimmel om Halsen.

127«Goddag, Præst!» sagde hun med en blufærdig Rødme og kniksed reputerlig.

I Sandhed – Præsten kunde ikke undgaa at blive behagelig berørt ved Synet af den godlidende Pige, og han bød hende efter en passende Hilsen hjertelig at tage Plads. Men Netta, Myndlingen, blev alligevel staaende:

«Tak!» sagde hun skjælmsk og saa hurtig, at Ordene faldt over hinanden. «Men Præsten vilde ikke sidde ned i mit Værelse – følgelig kan jeg heller ikke sidde ned her i Præstens.»

«Ah, men Jomfru Netta!» udbrød Præsten smilende – «dette er jo mit Kontor!» Og for yderligere at klargjøre – «mit Modtagelsesværelse!»

«Hvad var saa i Veien for,» svarte da Netta, Jaalen, for ingenlunde at blive Svar skyldig, «at det Rum, i hvilket Præsten var inde paa Munkejord, var mit Modtagelsesværelse?» – og alt, hvad Netta sagde, faldt i den gode Jord:

– Hvor yndig og fuld af Skjemt, og føler jeg det sandelig, som havde jeg kjendt hende alle mine Dage, – tænkte Præsten. «Nu! Det lyder jo som en hel Udfordring, Jomfru Netta,» sagde han høit, idet han langsomt reiste sig fra Stolen. «Og blir den hulde Jomfru Netta staaende, saa kan jo heller ikke jeg forbli siddende.»

Da var Netta just ifærd med feberagtige Hænder at rulle Pakken op.

«Men hvad – hvad er da det?» spurgte Præsten forbauset.

128«Det jeg loved Jer engang,» svarte Netta. Og hun tripped tre smaa Skridt hen til Præstens Stol. Der bredte hun Stoltrækket ud. Violet var det i Bunden, med Forglemmigei og Roser i en stor og kompakt Buket midt paa Sætet.

«Mit Ægteskabs Alterdug – hvo ved?» – mumled Præsten henført.

*

Angelica, Præstens Søster, sad ved Vinduet, stirred i Maaneskin og Taage – tænkte paa ham, hun elsked. Trak lyse Penseldrag gjennem sit Hjertes Elskovstid:

– Stærk og fager var han kommet hende imøde, bare det blege Blink i Øinene havde endnu mindet om Feber og Død. Og smilt havde Angelica. Og smilt havde Otto Kefas. Men tænkt havde Angelica:

«Hvor underligt! Staar det ikke for mig, som om denne unge Mand er min synderlige Eiendom nu, siden hin Gang Gud Herren hørte min Bøn og gav ham tilbage til Livet.» – Saa havde de gaat ved hinandens Side i Re Gaards Have, der Gangene laa hvide af Epleblomsters Blade, og de havde talt og ledd. Dog, sandelig, det var ikke Snakket, og det var ikke Ordene, som faldt mellem dem, men Stemningen, den Stemning, der kjendes igjen fra de skjønneste Drømme. Deilig var Otto Kefas. – Men 129 Angelica havde det ogsaa hændt noget besynderligt, engang hun gik i Præstegaardens Have: Saa stille var der for Menneskelyd i den duggede Sommermorgen, og Sol skinned skraa over Tuntrærne, engang hun stod og plukked Blomster, Angelica, baade blege og blodrøde Roser. Nogen stak hun i Haaret, og mange tog hun i Hænderne for dermed at fylde den skumle Præstegaardsstue – de lyse skulde staa og skinne i Krokene, de mørke funkle fremme i Vinduerne. Og som hun stod der med Blomsterne, saa hun just henover Vindusrækken. – Mon ingen oppe endda? – havde Angelica tænkt. – Nei, naturligvis ikke. Men hvad for en Gjennemtræk i Angelicas eget Værelse! Gardinet i Krumning som et spændt Seil – og der ved Siden – tydeligere etterhvert – – ned i Rosenhækken greb Angelica, mærked ikke, hvor Tornene rev Hænderne tilblods! Men forsvundet var Synet. Bare Gardinet flaksed vildt ud af Vinduet, som om nogen skulde have revet det løs fra Holderen – for at vifte med det. Og virkelig havde Angelica set ham, Otto Kefas, med disse sine egne Øine, set, hvordan han der indenfra Mørket, bredskuldret, sortklædt, havde bøiet sig ud af Vinduet fremfor det hvide Gardin, indtil han havde fundet Støtte for Hænderne paa Gesimsen nedenunder – set ret frem og ned, blæst Mund og Kind en Smule ud, som om han pusted fra sig noget.

Men underlige er Kjærlighedens Øine, Angelica!

130– Og Angelica, Præstens Søster, stirred i Maaneskin og Taage. Under store Trær krøb Skyggerne frem, mættet af Mørke og stille Nat, mod Dalen bredfyldt af sølvhvid Skodde, og høit bagenfor Skodden hæved sig Kirkens sorte Taarn, manende til Bøn og Tro, kaldende til Lov og Tak.

Angelica, Præstens Søster, stod stille op, fandt Kirkenøglen, den store, blanke, og listed ud gjennem Præstegaardens Port. Og mod det sorte Taarn over Skyvæggen styrte atter Angelica sine Skridt.

– – –

Angelica knælte for Alteret, Hodet hævet, og Øinene skinned i dunkel Glød:

«Herregud! Tak du, som hørte min Bøn, du, som lod Otto Kefas leve og Far Kristens Steddatter dø.»

«Jeg banked paa, jeg søgte din Godhed, Herre, og bad i din enbaarne Søns Navn. Og du, som læser i Hjertet, du opfyldte min inderste Bøn. Lovet, evig lovet være Herren, min Gud!»

«Men den, der gives, den ber paany. Herre du Gud, denne Gang er min Bøn end mer en Verdens. Ja, mange vil vel si, jeg synder med den Bøn allerede.»

«Men du deroppe, – som ser i Hjerterne, – som skabte dine Mennesker af Kjød og Blod, – saa sikkert ved jeg, du rynker ikke Brynene, fordi om dine Skabninger hører Blodets Røst og lyder den.»

131«For den Tid er forbi, da du sad paa Sinai og slog til Lyd med dybe Basuner. Da du svang dit Scepter og dikterte Love under Ild og Røg. Dengang maatte saa ske; ti da var Sæderne raa – og stærke Piske skal der til for at ave vilde Hjorder.»

«Siden, i Tidens Fylde, steg du jo selv i Menneskeskikkelse ned fra Sinai, de ti Buds Bjerg, Herre, vandred iblandt os, fyldte vort Sind med Sjæleadelens Love, de Bud, ethvert godt Menneske ubevidst bærer i sig selv.»

«Og da du saa forlod os, Gud, sagtens steg du da høiere op end til Toppen af Sinai, de ti begrænsede Buds Bjerg. Lige mod Himlens Kongeslot steg du.»

«Der ved jeg nok, du sidder og ser vor Færd ved Dag og Nat. Dømmer, men sjelden fordømmer. Og allermindst fordømmer du dine Mennesker for det Blod, du selv engang gav dem i Aarerne.»

«Og der du hører Sjælens Strenge og Blodets Røst smelte sammen i enstemmig Sang, der ved jeg saa vist, du smiler, Herre.»

«Nu ser jeg, du smiler ogsaa til mig. Jeg ser det af Himlen, jeg stirrer op mod. Af Maaneskinnet, slig det lyser.»

«Jo, nu ser jeg, du smiler ogsaa til mig, du levende Gud – og gir mig mit Hjertes inderste Bøn. Skjænker mig Otto Kefas, som jeg elsker.»

Ind af det smale Buevindu kasted Maanen en Straale, slynged en rødliggul om Angelicas 132 Hode, sendte den saa tilbage ud i Verdensrummet i evig bugtende Strømning. – –

*

Angelica malte paa den store Tavle, nær at sige baade ved Dag og Nat. Hvidt Klædebon gled ud i bølgende Maanetaage, den der efterhaanden kransed sig som Glorie om Midtfigurens rene Skikkelse. Angelica brugte sine bedste Farver, og en Drøm veg hende aldrig ud af Øinene. Ti slig Drømmen fyldte Sindet, maatte sagtens Øinene, det Sjælespeil, nok forraade noget.

Og Angelica drømte jo baade ved Dag og Nat. Kanske Sommeren med de hvide, duftende Liljer og Præstegaardens mange Syriner og Lillekonvallerne langsmed Gjærderne – al Vellugt i Luften, al Fuglesang, al Ynde paa Jorden, havde medvirket til at give hende de Tanker i Sindet. For Angelica var Bildet af den Sjæleadelens Fyrste, som hun ønsked fremstille, smeltet i ett, med et Bilde, der stod i hendes Hjerte malt med Blomster og Blad, med Alverdens Maaneskin og Taage – Bildet af Otto Kefas.

– Oprindelig var den kommet ved en tilfældig Streg, Ligheden, den vel ingen anden end hun selv havde kunnet finde i Øieblikket. En uklar grumset Streg over Brynet havde tilhvisket hende et Navn, netop engang hun modfalden 133 stod og sagde ved sig selv omtrent saadant noget:

«Nei, du kan ingenting stort og vidunderligt male – saa klodset, saa tomt det altsammen synes. Han, Omstreifern, som har malt Frelseren med Whiskers og hovne Fødder – nede i et af Felterne paa Prækestolen – er igrund ligesaa god Kunstner som Angelica. Akja, men slig han stod der og klinte for to Mark Feltet, havde han vel heller ikke tænkt at lægge saa stor Sjæledybde deri – og derfor blev det ham vel heller ingen saar Skuffelse, hvis han forstod, at Evnen var liden. Men jeg, jeg vilde jo digte. Herregud, jeg vilde digte, digte det deiligste» – og hun havde i sit Mismod sat den vaade Pensel meningsløst ned paa Tavlen, og – deraf var blit den uklare, grumsede Linje over Øiebrynet. Hviskingen havde baaret en Forjættelse i sig. Angelica var gaat langt væk, set med mysende Øine mod den uklare Linje, holdt Haanden hul for Øiet, nærmet sig langsomt og prøvende. Hviskingen fra den uklare Streg vedblev. Og alt tydeligere hviskedes Navnet, og Graaveiret klarned væk fra Angelicas Ansigt.

Mange Dage havde rigtignok maattet forløbe efter dette, før hun atter voved røre ved Tavlen. Men da hun saa tog fat, da malte hun med ny Begeistring og ny Glød straalende ud af de mørke Øine – Angelica, Præstens Søster, vilde fæste det skjønneste Menneskes Træk der paa Tavlen – som Kristus, der han skred frem 134 spredende Lys om sig i Mørket, Husvalelse i de formørkede Menneskesind, klart Vand for den stakkars Tørstende. Det var Angelicas Drøm, den som lyste hende ud af Øinene, den, hun vidste, nu kunde opfyldes. – Og i Kraft af denne sin skinnende Følelsens Overbevisning blev hun ogsaa virkelig istand til at overlevere noget af sin Drøm – saaledes at Maleriet paa Tavlen blev levende, det mørke rugende dybt, det lyse i Sølvglans bølgende. Og over det hele svæved Digtets Aand.

Og saa malte da Angelica videre med sine bedste Farver, det, der skulde blive Bildet af Kristus og Bildet af Otto Kefas. Og aldrig veg Glædens Glød hende ud af Sindet.

*

Paa den Tid hændte det just, at Hollas den Onde, Kirkeeieren, atter var i Veie. Denne Gang dog ikke slentrende beskeden tilfods. Hei, i flunkende ny Karjol kjørte Hollas og med tre Heste forspændt – først den sorte Hoppe, saa en mørkebrun Vallak og saa en Blak, paa Rad for de, styrte af de rødstribede Tømmer, Hollas holdt i venstre Haand, altimens han farlig smeldte og dominerte med Pisken.

For Hollas sin egen Hoppe likte sig ikke i Tøiret. Fandt kanske at være kommet i for tarveligt Selskab. Eller om det var noget ganske andet. Hollas sin egen Hoppe tygged paa 135 Bidslet og slog bagud lige op i Bringen paa den Brune.

Hollas lod flomme ud over den de fæleste Navne, reiste sig i Sætet og lod Piskeslagene hagle:

«Det er jeg, som befaler, ser du,» gnelded han, «og du, som liter. Omforladelse – nei, jeg skal ingen Mukking vide af! Er du styren? Men her er nok sjelve din Herre og Mester.» Og han rykked i Tømmerne og knalded i Pisken. Skræmt blev jo ogsaa de andre Heste. Skjævt gik det, i Zikzak gik det, i Krinkelkroker og Svingninger, Karjolen paa ett Hjul. Og ofte var det, som snudde Hoppen Hodet og skjæpte til ham der bagenfor.

Siden tog den det rigtignok paa anden Vis: Efterat den ved Opkjørselen havde forsøgt at vælte, satte den i Galop Præstegaardsbakken opover, som tænkte den at rende fra Pisken. Stod saa stenstille foran Præstegaardsporten, og havde paa den korte Tid mast de andre Heste ud, saa de skalv som Aspeløv, og den Blakke gjorde Forsøg paa at lægge sig.

«Halloi!» raabte Hollas paa behagelig Vis. «Er der nogen derinde? Jeg kan ikke gaa fra her.»

Angelica, der som ellers stod i Gangen og malte, traadte ud paa Trappen.

Idetsamme bekom Hollashoppen en Raptus paany. Reiste sig paa to, fegted med Forbenene og hylte op med et ilsint Hoppehyl.

136«Rolig, sier jeg!» skreg Hollas hæsblæsende, og ligesaa sint som Dyret – og Svøben ramte med lange, svulne Striber. «Er du fra Vettet? Du faar da først se, om du har no at være jaloux for, Jaalen. At bære sig slig, Nautet! Ja, det er en anden Sort end du, Mærra! Men du faar da ikke derfor smette ud af Skindet: – Nei, bi litegrann – jeg mener: Vær saa venlig at vente et Øieblik, Jomfru Angelica,» stopped han denne. «Det var just Jer, jeg ønsked tale med idag.»

«Med mig?» udbrød Angelica forbauset.

«Netop,» sagde Hollas. «Om en saare vigtig Sag.»

«Saa sig det da hurtig, Hollas,» maned Angelica, hun var meget bleg og greb med den ene Haand i Portkarmen – altid kjendtes det for hende, som kom der Edderkopper frem med Hollas.

«Det var,» sagde Hollas, «om det derinde.» Og han pegte med Pisken forbi Angelica ind mod Præstegaardsgangen. Angelica vendte Hodet og saa did, Pisken pegte, og Angelica, Præstens Søster, fik et næsten forskrækket Blik i Øinene.

«Det derinde?» famled hun. «Maleriet?» Ti ret imod dem, indenfor den aabne Port, lyste Angelicas Tavle frem – og rugende sort laa det mørke og drømmende lyst laa det lyse. Men syntes hun i samme Nu, som Ordene var udtalte, at hun havde sagt noget saa meningsløst, at hun skyndte sig at slette Ytringen ud:

137«Aa om Velgjørenhedssagen,» forandred hun, «og Kirkebøsserne? Ja, jeg vil gjerne hjælpe med hvadsomhelst!»

«Bedste Tak,» sagde Hollas. Og saa sandelig gav han sig til at snakke som udaf to Menneskers Mund, den Enes Tale bred og flaakjæftet, myntet paa Hoppen, den andens farisæisk høitidelig henvendt til Angelica: «Bedste Tak! Men det gjælder ikke om det dennegang – – vil du staa, din Fordømte! – – det er Altertavlen – jeg liker ikke, den vi har, vil gjerne smykke det gamle – – din Rakker, hvad gliser du af? – ærværdige Tempel! Smukt af mig? – Saa inderlig Dægern han ta dig, dit Bæst, saa la mig da snakke ud! – Aknei, strængttaget kunde jeg kanske endog sige, det er Selvgodhed, Jomfru Angelica – der er jo et Ord, som siger, at den som ærer sine Forfædre, den ærer sig selv. Men man kan lige saa vel sige: Den som ærer Forfædres Helligdomme, den – naa skal jeg stikke Kniven i dig? – den ærer ogsaa sig selv. – Hvad ler du af, Tøs? – Og saan faldt det mig ogsaa i Tanker en Dag, om ikke just Jomfru Angelicas Bilde derinde vilde være særlig tjenligt i dette Øiemed. – Saa ja, saaja, Mærra – se naa er a føielig et Bil! – Med andre Ord, og forresten sagt i Snarvendingen: Jeg vilde gjerne kjøbe det Bilde derinde af Jomfru Angelica og benytte det til Altertavle i Kirken – – naa, Herligheden var ikke lang med Nautet – – og saa vilde jeg spørge, om Jomfruen var fornøiet med, lad 138 mig sige – 100 Spd.?» – Og han gav Hoppen et Rap, idet den slog Benene op og knegged.

«Hvad svarer saa Jomfru Angelica?»

Angelica havde trukket sig ind i Gangen, mens Hollas talte. Og nu stod hun med Ryggen ret for Maleriet, som vilde hun værge det.

«Ikke tilfals, Hollas,» sagde hun saa.

Hollas spilte Øinene op og sænked Pisken mod Jorden. Den sorte Hoppe stod pludselig strunk som støbt af Jern. Og der fulgte en Stilhed, kort og forundret.

«Ikke tilfals,» mumled Hollas Ordene efter, som fandt han dem saa uhørte, at han aldrig før havde vidst af dem i denne Verden. Men saa hæved han rigtignok atter Pisken, og Øienlaagene sænkedes halvt over Blikket. Da var det ogsaa som spidsed den strunke Jernhest Ørene i Spænding paa, hvad vel nu vilde komme.

«Daarlig forener sig Hovmod og Egensind med den sande Frygt og Ydmyghed, Jomfru Angelica,» sagde Hollas saa med lav og mismodig Stemme. «Og af Jer har jeg da taget storlig feil, der jeg ansaa Jer for den Rette i de Helliges Tjeneste! – Ak, saa I vil ikke unde Kirken Jers Maleri – Kirken, som under Jer alt og giver Jer alt, hvad I ønsker og trænger paa denne skabte Jord. Nu, saa faar jeg da høre mig andetsteds om – sagtens findes der en Kunstner, som gjerne lægger sin Evnes Skjærv i Kirkebøssen mod de 100 Daler og mange Menneskers 139 Beundring. – – Husk,» fortsatte Hollas saa efter en velvalgt Pause, og kunde der nu høres, han kjendte sig med godt Fæste under Fødderne: «Husk, hvad det ogsaa rent menneskeligt og verdsligt set vil sige for en Kunstners Forfængelighed dette med at have malt en vakker Altertavle,» talte Hollas nu ret og ligetil. «Der sidder jo hele Menigheden med den ret i Synet, og mens Præsten præker og Smaaungerne skriker, kan jo denne selvsamme Menighed uafladelig glæde sig ved Altertavlens fromme Linjer og Farver. Man kan ikke undgaa den, og man ønsker ikke at undgaa den. He! Blir den dem ikke saa at sige omtrent det samme som den bevægelige Baggrund i et Skuespilhus. For er den godt malt, Altertavlen, vil Menneskene, slig de sidder og kjeder sig, altid finde nye Sider ved den, og formedelst Gjentagelsens Hemmelighed vil de snart nødes til at anerkjende Kunstneren – om de da ikke til syvende og sidst rentud betages af en Kjærlighed for ham. – – Naa, I lar da haant om alt, baade Dalere, Berømmelse og Kjærlighed, Jomfru Angelica, og – behold I kun Jers Maleri i Præstegaardsgangen. – Men skulde I alligevel komme til at se Sagen i et andet Lys end for Øieblikket, saa ved I, hvor jeg bor,» lagde han til. Og dermed snudde Hollas Hestene. Og afsted bar det som et Djævelens Veir.

Men længe blev Angelica staaende derinde med Haanden for Brystet.

140«Lade haant om Kjærlighed,» hvisked hun, idet hun halvt fraværende betragtet Maleriet. «Lade haant om Kjærlighed, hans Kjærlighed – det var vist ikke mig, Angelica.»

*

Allerede den paafølgende Dag modtog ogsaa Hollas den oprigtige Besked fra Angelica, Præsten Søster, at inderlig gjerne vilde hun skjænke sit Bilde som Altertavle til Herrens hellige Hus. Men derfor ikke Kirkeeierens Tak, ligesaalidt som hun ved denne sin Gave tænkte at indlægge sig Fortjeneste hos Vorherre. Ti hendes Bevæggrund var jordisk. Og Hollas, Kirkeeieren, skulde have Tak af hende, Angelica, at han havde husket hendes malte Tavle og givet hende Anledning til at faa den ophængt i Kirken.

Hollas rynked Panden:

«Oho,» tænkte Hollas – «den jordiske Bevæggrund! Nu gik der med engang et Praas op for mig: Den hellige Angelica bærer en Kjærlighed i Hjertet. – Nei, der skal vel ikke stor Menneskekundskab til for at kunne si om Angelica, at hun gjør ingenting, hun, for Mængdens Hyldest; men for En, for den hun elsker, sætter hun selve Sjælen ind. Vel, gjør du det, Angelica, – og se til Udfaldet!» – Der Hollas havde Lyst til Angelica, Præstens Søster, fornam han det som en Fornærmelse, at hun havde Lyst til en anden, og nu havde det ikke vært 141 Hollas den Onde, var han ikke fra dette Øieblik af gaat svanger med at forplumre Angelicas Livsværk.

Hollas gned Hænderne mod hinanden:

«Haha, Kvinden spaar; men – Hollas raar.»

*

Langt borte fra Præstegaardens Vinduer syntes en Aker som glinsende Silke. Angelica, Præstens Søster, havde Lyst til at gaa did, stryge Armene over, lægge Kindet indtil.

Men naar Angelica, Præstens Søster, vel vandt sig frem did, var Aksene ru og stive. Og engang saa hun en rød Ræv nedi.

Under Maaneskin blev Akern saa forunderlig vek. Og især naar Engtaagen slynged om den et Slør, da var det som Akern stod Brud hver eneste Nat. Altid naar hun saa den, maatte Angelica end mer tænke paa ham, hun elsked.

– – –

Udpaa Eftersommeren blev Akern gyldengul. Flød som en Flod fuld af moden Glæde. Bar Rigdommen i Favn, snart flammerank og kneisende, snart døsig dukkende sig ned paa Jorden som for at sove.

Akern var ogsaa Høstens bølgende Haar.

Deilig var Akern. Godhjertet med Brød til de Fattige, med Smil til de Rige, med rolig 142 Skjønhed for enhver, der saa. Og nedimellem Aksene tindred mørkeblaa Blomster – det var Akerns egne Øine, dybe, varme af Sundhed og Glæde som ogsaa med broget Efteraars Digtning.

– – –

Angelica, Præstens Søster, havde længe gaat og set paa Akern. Fulgt dens Vækst og glædet sig over den fra dens Ungdom af, da den laa som det fineste, lysegrønne Teppe bredt ud over Jorden, mens endnu Luften var kold og Solen magtesløs.

Angelica havde holdt af Akern.

Og nu, hun vidste, den snart skulde skjæres ned, fordi den havde naadd sin Frugtbarheds Høide, nu elsked hun den.

Kanske høres det for mange helt paataget ud med slig Hengivenhed for en Aker. Men se paa den da – kjære, se paa den – og prøv saa at stille dig kold. Varm blev du, kjære, saasandt du saa paa den med de rette Øine. Og vidste du et deiligt Menneske, du gjerne ønsked eie, vilde du paa en eller anden Vis sammenligne det med Akern – selv om det ikke var saa skjønt som Angelicas Otto Kefas.

Angelica smilte, naar hun saa Akern. Saa underligt – men hver Gang hun saa den igjen, bar den hende en Forjættelse imøde.

Der gaar jo det Ord, at kommende Ulykker kaster Skygge foran sig. Men kommende Lykke, 143 hvorfor skulde den ikke kaste Lys – at lignemed – Sol over moden Aker? –

*

Angelica, Præstens Søster, red gjennem Skogen ved Otto Kefases Side.

Angelica sad, stirred frem for sig og tænkte, hvordan vel sligt et deiligt Eventyr kunde falde i hendes Lod. Tænkte, hvordan Drømmene vel kunde opfyldes, skjønnere end nogengang drømt; fordi her straalte Virkeligheden rundt om. Tænkte, hvordan nu ogsaa noget som Virkelighed kunde straale! Virkeligheden, der ellers var graa og kold, hvad enten ved Dag eller Nat, og kun laante Skjønhed af Drømmene. Men her var alt vendt om – Virkeligheden stak Drømmene ud. Det gjorde den ligesaalet som en Stærk vinder over en Svag. Med ett Slag, bare ved, at der de var i Selskab paa Re, der blev Præsten, Angelicas Bror, kaldt i Sognebud til et Sted langt borte, og han anmoded paa spøgsomværdig Præstevis Otto Kefas at bringe hans Søster i Hus. Saa havde Angelica selv valgt at ride. –

Gjennem Skogen sad de og mored sig med Maaneflakerne mellem Trærne – der fór hvide Fugle, der flagred lyse Vinger, der gled vanskabte Mandslinger, der dansed Alfer i Flok, der stod en høitidelig Olding med skumhvidt Skjæg, der hopped Dyr, store, smaa, sky og 144 forvredne som ulovlige Tanker – «Aa se, se, Otto Kefas!»

Og Otto Kefas saa did, den hvide, smale Haand pegte. Og Otto Kefas lo – deilig var Otto Kefas! Han, ved hvis Sjæl Dødsenglen havde rørt, var taget ind i Angelicas Stemning – aldrig havde det lyst af Otto Kefas som i denne Nat.

Angelica, Præstens Søster, bøied sig fremover i Sadelen, og hun støtted begge Hænder for Panden.

– Gud, Gud, – hvisked Angelica inden i sig – om du bønhørte mig saa straks – hans Kjærlighed, Gud, om saa bare for denne eneste Maaneskinsnat! –

«Er Jomfru Angelica saa træt?» spurgte Otto Kefas, og Stemmen lød dæmpet, vâr, som selve Sommernatten de red i.

«Ja,» svarte Angelica, og et Øieblik saa hun op – fanged ind gjennem sine mørke Øine Skogen med Maaneflakerne mellem Trærne og Otto Kefas paa den stærke, bølgemanede Hest – og Angelica smilte. Sank saa atter magtstjaalen fremover.

«Jomfru Angelica rider sig selv til Doms,» spaadde Otto Kefas, han vigte sin Røde op, og strakte Armen ud til Støtte.

– Nei, Nei, det gjorde ikke Angelica! – hun retted sig hvast. Blev siddende slig, rank som en Kjerte, til de kom ud af Skogen, og indover der Veien slynged sig langs Bækkefaret 145 imellem Engene. Der laa ogsaa Myrtaagen blød og hvid og holdt Stand mod Maaneskinnet. Og der de red ind i Taagen, var det som om kjøligt Spind vifted dem over Ansigterne. –

«Her kan Kornet snart skjæres,» sagde Otto Kefas.

Da saa Angelica, at de var fremme ved den gyldne Aker.

Og Synet af Akern gav hende Indskydelsen – Angelica holdt Hesten an og lod sig glide. Og før hun vidste Ordet af, stod hun paa Jorden.

«Gaa – gjennem Akern,» sagde hun.

«Uberegnelig er Kvinden,» udbrød Otto Kefas. Men han bandt begge Heste til et Træ og fulgte gjerne efter.

«Der er bare én Aker i Verden,» sagde Angelica, «for mig.» Og indi sig tilføiede hun: – For os Kvinder. For sandelig – den er som et Bilde paa et lødigt Kjærlighedsliv, syns jeg. –

Og slig de nu gik gjennem Akern, saa hun endmer, hvor voksen den var – Aksene naadde selv Otto Kefas over Issen.

«Her blir meget af Letrug,» sagde Otto Kefas, «derfor er det, den staar saa rank.»

Angelica kjendte Ordene som Dadel mod sig selv.

«Da er den dog fuldvægtig nok derborte, hvor den har lagt sig for Blæsten». – Kanske der ogsaa i ethvert Menneskes Sind findes noget 146 Letkorn – og det bærer høit, og det svaier rankt. –

Men Otto Kefas bøied sig, tog i ett Greb en Kvast af Blomster indimellem Kornaksene, og Blomsterne var sorte som Stenkul i Maanelyset.

«Her Angelica,» sagde han og forsøgte først at fæste den paa hendes hvide Kjole, ved Brystet.

Men fordi det ikke lykkedes, stræved han derefter længe med at fæste de sorte Kornblomster oppe ved Angelicas Hals. Og tilslut blev det, som taalte han ikke Hudens Myghed og Varme.

«Angelica,» sagde Otto Kefas, og han slutted med begge Hænder om Angelicas Nakke. «Angelica,» sagde han, og Øinene duggedes af Ømhed.

Da blev de derude i Akern Skumringstiden mellem Dag og Nat. Saa Maanen glide ned bagom Trætoppene som en stille brændende Fakkel. Saa de gule Aks svinge paa steilen Stængel, og nær ved skalv de blaa Kornblomster som sorte Stjerner i Natten – i streifende Halvsøvns Taage danned de Rækker af Runer og Skrifttegn – de, der føied sig sammen til Navne – Otto Kefas, Angelica.

Og Himlens Skyer blev røde mod Morgen. Og Fuglene vaagned, vugged og sang udenfor Rederne.

Og Toppen af de høieste Bjerker skalv i Morgenvinden.

147Og Akerns røde Ræv kom luskende, spids i Snuden, snar i Blikket, og med lang og busket Hale – kom gjennem Akern for at stjæle.

Og høieste Bjerketop naaddes af Solens Kys, svinged, som toges den ind i Musiks Rythmer.

Og Skogen naaddes ogsaa, og de mørke Graner smilte. Og Engen med Haaens Tusental af Firkløver saa ud som maatte den fornemme sin Høst vidunderlig skjønnere end Alverdens regntunge Foraar.

Og tilslut naadde Solen Akern. Aksene først, saa hver af dem blev som en deilig Tanke. Stænglerne siden, saa grangivelig de virked som en gylden Regn. – Ti Solen havde sine stærkeste Straaler for Akern. Flommed den over med Gudeglans.

Og midt inde i den gyldne Aker stod Angelica, Præstens Søster, og bredte Armene ud: «Solen, Otto Kefas. Vor Sol!»

*

Altertavlen skulde faa saa fin en Ramme, og Hollas selv havde skaaret den ud. Hjørnerne var runddreiede og forgyldte i Udskjæringerne. Og midt paa hver af Længdefladerne var et rødt og svinget Zirat – Hollas alene, og ingen anden, vidste, hvad det skulde betyde – mest ligned det et rødt Hjerte. Og mest ligned 148Hjørneudskjæringerne slige rare, smaa Dyr, som Folk undertiden ser for sig i Drukkenskaben. –

Rammen var bragt hen til Præstegaarden en Eftermiddag. Og snart skulde Hollas ogsaa komme.

Angelica, Præstens Søster, saa Rammen an i Taushed. Angelica likte ikke Rammen. Angelica likte heller ikke længer Maleriet, som skulde være i Rammen.

Angelica likte aldrig det Hollas havde med at bestille. Ti blev der da i hendes Øine noget beplettet ved det. Anderledes fornøiet skulde derfor Angelica vært ved at skjænke Bildet til Kirken, og ved at Kirken modtog Gaven, – om bare en hvilkensomhelst anden end Hollas havde foranlediget det. Og desuden – netop nu, hun snart skulde give Arbeidet fra sig som færdigt, netop nu skulde hun igrund begyndt: – Alle de mørke Træstammer, alt det gulblege Maanelys – Midtfiguren selv – hvor ganske anderledes herligt maatte det ikke forme sig, hvis hun nu havde kunnet tage fat. Lidt vilde hun da have malt paa Grundlag af det forrige, og meget vilde hun forandret. Kristus – Otto Kefas – han skulde sandelig ikke staa i nogen mørk Skog, selv om ogsaa Maaneskin flød om derinde, selv om aldrig saa stærk en Glorie omstraalte ham. – Nei, nei, – tænkte Angelica nu – havde du istedet malt ham midt imellem gyldent Korn! Kornet var jo desuden det bibelske Bilde, der saa ofte gjentages om Guds 149Børn og Ordet, der faldt i god Jord. Ja, Kornet, Kornet, Akern, Otto Kefas – da først skulde Altertavlen virkelig bli det, den burde. – Og som Angelica tænkte, vokste Tanken sig stærk.

«Hollas,» sagde hun, da denne kom, «nei, jeg kan ikke gi det fra mig endnu – paa længe. Det skal bli vakkert engang, tusenfold bedre end nu. Men god Tid maa jeg tilstaaes!»

Da svarte Hollas, mens Pupillerne i hans Øine knep sig langsomt sammen som hos den, der vil udforske Sollyset:

«Jeg forstaar ikke rigtig, Jomfru Angelica – I var jo ret godt fornøiet med det sidst – jeg tror ogsaa, I snakked noget om, I havde lagt Jers Sjæl deri.» – Og som med dulgt Haan forlød det: «Har da Jers Sjæl forandret sig nu? Eller – har I to Sjæle, Jomfru Angelica?»

Angelica kasted Hodet tilbage:

«Det ved jeg vel, Hollas – et Menneskes Sjæl er uforanderlig nok. Men det ved jeg ogsaa: Undertiden kan Mennesket faa Glimt af større Herligheder end sin stakkars egen Sjæl.»

«Det forstaar sig,» smilte Hollas spottende. Og hvad han videre forstod, var, at her var skedd noget siden sidst. Og her burde handles.

«Naar jeg skal si min Mening – og uden at I derfor maa fortrydes: Det forekom mig ogsaa, at der var Ting, som burde forandres. Og naar I nu selv ikke har no imod yderligere Arbeide, tilstaar jeg, Hollas, Jer gjerne et Par Dages Frist.»

150«Hvad var det da, som efter Hollases Formening skulde vært anderledes?» spurgte Angelica aandeløs.

Hollas fjerned sig nogle Skridt ifra Bildet, skygged med Kjendermine Haanden for Øinene, saa lo han en kort Latter, der tydeligere end alt andet kunde fortælle, hvor uomtvistelig sikker han var i Sagen:

«Farvemodsætningerne er for stærke, Jomfru Angelica,» sagde han. «Det sorte er for sort og det lyse for lyst. Jeg ser, det er ikke netop fortegnet, men sandelig virker det saa. Vil I Jer selv vel, saa afdæmper I Farverne, Jomfru Angelica – saa falder heller ikke Linjerne saa kantet og skarpe. Og hvad den der Figuren angaar, saa husk: I mener dog at fremstille et Menneske, ikke en gulmalt Træmand med hvidt Papir om Kroppen. Ja, det kan jo være, jeg overdriver; men jeg er nu engang kommet til at se det nogenlunde paa den Vis.»

«Om det ikke er bedre at lade det hele fare,» afbrød Angelica, og Blodet var skudt hende flammevarmt op i Kinderne – «det er ikke min Tanke at skjæmme Kirken med en daarlig malt Altertavle. Jeg havde heller aldrig budt Maleriet frem, var ikke Hollas først» – –

«Nei,«Nei,] rettet fra: Nei, (manglende startanførselstegn) nei, Jomfru Angelica,» sagde Hollas nu, «sandelig misforstaar I mig nu storlig! – Særdeles godt lavet er Maleriet. Men hvor det alligevel skulde bli anderledes skjønt, Jomfru Angelica, om I – hvilket I jo ogsaa selv foreslog – 151arbeidede derpaa endnu en Tid. Visse Forandringer – – Vær tryg, jeg, Hollas, har et Skarpsyn for denslags som Malerkunst fra hin Tid i min Ungdom, da jeg fór udenlands og nød al den herligste Kunst, som i Verden kan tænkes.» – Og nu forklarte Hollas den Onde med stor Tilforladelighed Angelica, Præstens Søster, hvorledes hans Tilbud fra først af – bedre ham! – ikke saa meget var fremkommet af Kjærlighed til Kirken som af Kjærlighed til Kunsten, den store og vidunderlige – Flammen af den havde han straks øinet i Angelicas Maleri – og saa havde Ønsket om at bevare og fremme hende som den evige Ilds Tjenerinde opstaat hos ham. –

Angelica, Præstens Søster, maatte se paa Hollas, og sandelig saa hun ham nu an med andre Øine end før – Hollas den Onde, Indflytteren og Stolmageren, som Kunstelsker og Kunstbeskytter! Og Angelica overvandt sin Modvilje for ham og fortalte, hvilke Forandringer hun havde tænkt at foretage med Bildet. Og Hollas den Onde hørte andægtigen til, snart billigende, snart forkastende. Hollas den Onde, Kirkeeieren – snart stod han støttet til Trappegelænderet ledsagende sine Ord med store Haandbevægelser – snart hinked han frem og tilbage over Gulvet, og Øinene rulled som i mægtig Kunstbegeistring. – –

Saa ufattelig det kanske høres. Men saa forvisst, at nu en Tid malte Angelica, Præstens 152Søster, paa sit Maleri, forandret det under Hollas den Ondes Ledelse.

Og hun trodde paa sit Arbeides Værd. Og drømte nu som før saa mange deilige vaagne Drømme.

– – –

Men ofte er den Sovendes Drømme sandfærdigere end den Vaagnes, mer uhildede af Længsler og Ønsker. Og mer ubarmhjertige.

Saaledes drømte Angelica en Nat, hun laa og sov bag de hvide Sengeomhæng:

Hun stod paa en Eng og havde fundet Perler. Hvide, klare og runde, store og smaa, vidunderlige Perler havde hun fundet og samlet sammen, saa hun stod med begge Hænder ligesaa fulde som naar hun i Barneaarene sanked Snebær. Og som hun glæded sig utrolig over sine Perler, dukked den unge Kvindes Forfængelighed frem i hende: – Af de to der vil jeg lade lave Ørensmykker, – tænkte hun, – de vil hænge i dine Øren, du sorthaarede Angelica, som hvide Blomster. Og den der vil jeg indfatte i en Guldring. Og de der jævnstore vil jeg træ paa en Snor til at hænge om Halsen. Og hvad – om jeg nu ogsaa kunde faa fæstet nogen i Haarkammen, de største og smukkeste – du vilde bli saa perlesaadd Angelica, som skulde en Helgens Taarer faldt ned over dig! – – Men der hun var naadd saa langt, blev Angelica 153forfærdet over sin Selvgodhed. – Nei, nei, Perlene skal du ikke beholde for at smykke dig selv, heller ikke skal du grave dit Pund i Jorden; men de Taarer Gudehaand lod forvandles til Perler for dig, saaledes at du, og just du, er udkaaren til at finde dem, de skal du kun sanke ind for atter at dele dem ud. Ti i Sorg hviler Sjæleadels Spire. –

*

Den store Dag oprandt med straalende Sol, den der jo har Ord for at bære gode Varsler i sig. Og den der hin kjære Søndagsmorgen lokked Bygdefolket ud af Sengene, forat de gjennem den kirkelige Andagt kunde opfylde sin Kristenpligt og tillige faa farvet sin Dag med Selvtilfredshedens Okker.

Og der kom de da i Flokkevis anstigende – og to og tre – og enkelte Ensomme. Blev gaaende ude paa Kirkegaarden en Stund, hilste paa hverandre og besaa Gravene, fastslog, hvilke var smukt og hvilke var usselt holdte. Og de, som havde nogen kjær under Jorden, planted ret over den Afdødes Hode en Blomsterkvast fra Have eller Vildmark.

Og inde bag Alteret pranged den nye Tavle. Og Far Kristen fór om med en Stang, paa hvis Spidse noget som en Skorpionsklo, den han benyttet ved Salmenumrenes Ophængning. Og 154saasnart Klokkerne tog til at kime, smat han letvindt frem til Kirkedøren for at overtage Stillingen som Portvogter.

– Angelica, Præstens Søster, sad paa Præstekoret og saa Menigheden komme: Almuen først, Kvinderne med side Øienlaag, Mændene stirrende høitidelig ret frem – uden en eneste Gang at se til Siden mer end det Øieblik netop, da de hængte Hatten op paa Knaggerækken bagenfor. Gaardmandsfolket deretter, slappe i Kind og Mundviger i Følelsen af sin megen Gudsfrygt og Værdighed – forøvrigt i Sandhed ikke skillende sig nogetsomhelst ud ifra Husmænd og Løsarbeidere. Og tilsidst kom de, der ansaa sig for de Bedste, hævet over alt og berettiget til alt. Deriblandt var da ogsaa Hollas, Kirkeeieren, og to Skridt hinter fulgte Netta, Myndlingen, med sin Pipestrimmel om Halsen og Salmebog i Haanden – der var noget stille beslutsomt ved hende, og hun neied paa lang Afstand for Angelica, Præstens Søster. Og Hollas, Kirkeeieren, tog Plads i sin staselige Stol, og der han bemærked Angelicas Blik, fortrak han Munden bredt og kynisk. – Der kom gamle Kefas i Rullestolen, og hans to Niecer havde lyserøde Kjoler paa. Og Tjeneren rulled Stolen høit op i Kirken mod Alteret. Da saa nok Angelica, at Kefas, Herremanden, allerede havde opdaget Altertavlen – han strakte Armen ud og henvendte nogle Ord til Niecerne. Niecerne slog Hænderne sammen, vendte sig saa op mod 155Angelica – hun fatted ikke, hvad der var for et besynderligt Udtryk i de glatte, lattermilde Fjæs, noget af Foragt, noget af fræsende Seier. – Derefter saa Angelica de øvrige af Bygdens Bedre komme og sætte sig i sine Bænker, mens Salmesangen toned i blandet Mangfoldighed mod Kirkens kalkede Tag. Og saa kom selve Otto Kefas langsomt opover Kirkegulvet – om han husked nogen Ord udifra Akern: Snart skal der indi Kirken staa et Bilde i Lighed med En, jeg elsker! – Da skal jeg gaa didhen allerede første Søndag, Angelica. – Midt fremme stansed han et Øieblik og hilste smilende op mod hende. Hvem i Verden havde nu saant et Smil som Otto Kefas? Deilig var Otto Kefas. Vakker at se fra neden og op, kanske vakrere endda fra oven og ned.

Men En, som ikke var fuldt saa herlig; men En, som bemærked det alt og smilte endda mer, var Hollas den Onde, Kirkeeieren.

Og da Salmesangen forstummed, og Folk klapped Salmebøgerne igjen, efter fremsynte at have lagt den spraglede Mærketraad ved første Salme efter Prækenen, – stod Præsten, Angelicas Bror, deroppe paa Prækestolen – sorthaaret, sortskjægget, i sit sorte Ornat og om Halsen en pipet Krave, den der i Sandhed var en klargjort og forstørret Udgave af Nettas Kjolestrimmel.

Og Præsten prækte over Dagens Tekst og paa sin vanlige Vis. Og nogen af Menigheden 156tørked sig om Øinene, nogen skjulte Gjespen bagom Haanden, og nogen sukked:

«Ja-ja, akja, Herregud!» – Og Angelica hørte sin Brors Stemme fjernt borte i en Sus som fra en stor Fos. Angelica smilte – nu var Timen inde, da en Drøm atter skulde virkeliggjøres. Alligevel følte hun sig beklemt – der sad noget for Brystet og vilde ikke væk: Hvorfor var de ogsaa saa underlig stille allesammen? Aa hvad – vel ingenting at undres over, at Folk forholdt sig rolige i Kirken! Men hun vilde jo gjerne set en og anden vende sig op mod hende, der de fik Øie paa Altertavlen, den de jo vidste, hun havde malt og arbeidet paa baade Vaar og Sommer. Men de gjorde det ikke. Ikke en Eneste snudde Hodet bifaldende op mod hende, – og de to, som først havde set op, de havde sandelig ikke hyset Bifald i Blikket. Otto Kefas stod stiv og kold som en Billedstøtte – deilig var Otto Kefas. Men – hvorfor vendte han sig slet ikke? – –

Præsten læste Bønnen efter Prækenen:

«Du store Lysenes Fader, flyt aldrig din Lysestage fra os. Gjør altid vel mod vor Allernaadigste Arvekonge og Herre, Kong Kristian den Syvende. Hav din Haand, dit Øie og dit Hjerte uophørlig hos Hendes Majestæt, Dronning Juliane Marie. Omfavne Hans Kongelige Høihed. Vær selv et Gjærde og en gloende Mur. Du mildelig afvende fra disse Riger og Lande Krig 157og Blodstyrtning, Pestilens og brat Død, Hunger og dyr Tid, Storm og Uveir, Vandflod og Ildsvaade. Gid vi stedse maa høre dit Ord.» – –

Paany fyldte Salmesangen Kirken – toned atter paa sin mangfoldige Vis, eftersom jo enhver Fugl synger med sin Røst, – blandet med Daabsbørnenes modvillige Jammer. Der det kolde Vand fra Døbefonten heldtes over de Smaa, blev de rigtignok et Øieblik for rædde til at skrike. Men idet Præsten værdig tørked efter med Kluden, bragtes de atter saapas til Bevidsthed, at de blev istand til hjertelig at deltage i Salmesangen. Efter dennes Afsyngelse traadte da Klokkeren frem i Kordøren og sagde de sidste Ord, forkyndende, naar næste Gudstjeneste skulde afholdes, – og Folk begyndte at stime ud af Kirken.

Da reiste Hollas, Kirkeeieren, sig af sin staselige Stol, og slog til Lyd ved at tromme med Knoken i Stolarmen:

«Aa, hør mig lidt, Godtfolk,» raabte han scenevant, og Stemmen skar som et Knivsblad ned til dem. «Aa hør mig her: Tag Jer alle en Runde bortom Alteret og se, om I ser no nyt der. Forresten kan jeg melde, at Jomfru Angelica, Præstens Søster, har vært Mester paa Indholdet, og jeg, Hollas, paa Rammen. – Ja, gaa nu pent og stilfærdig, og skrik ikke for høit af Glæde ved at skue slig en Prydelse i Jers kjære, gamle Fælleshus!» – Og Menigheden 158vendte alle som En, ogsaa de som under Gudstjenesten havde skimtet Mærkværdigheden. Angelica iagttog dem – nei, sandelig de skrek ikke for høit, slig de stak Hoderne sammen, slig de hvisked, hvisled – saa op til Angelica undertiden med store Øine, hvori afvekslende Forundring, Haan, Medynk, – Gud alene vidste hvorfor, Angelica i hvert Fald ikke. Der saa hun Otto Kefas gjøre helt om fra den Stilling, han hele Tiden havde indtaget, og uden at ofre hende et Blik, langt mindre et Smil, ja, uden saa meget som at løfte Øienbrynene, gik han med afmaalt Ligegyldighed ud af Kirken. Men de to Kusiners Ansigter saa hun mod sig paany – der gassed sig noget som en tyk Skadefryd i dem – den ene nikked endogsaa. – Og stadig tydeligere følte Angelica Uviljen, der stirred op mod hende fra alle Menneskeøinene. Skjønte jo ikke hvorfor. Men saa underlig halvtbevidst blev hun af alt dette tilslut – hun saa dem langt fra sig, smaa, sorte som Myrer i en fredsforstyrret Myretue, slig de virred dernede, og vak hun op af Døsen saa fra og til ved en Straffens Brodd fra et Øie, blev hun siddende der ømfindtlig nogen Sekunder og skalv som for Edderkoppe. Derimellem tænkte Angelica: – Du har indbildt dig det anderledes, fordi du ikke kjendte Menneskene. Se, saan som de nu viser sig, anderledes kan de ikke være. – Men Otto Kefas – Otto Kefas – hvorfor gik han ud slig? Han, om slet ingen anden, skulde dog eie en eller anden Form 159for Velvilje! – – – Men som Angelica tænkte, og tænkte sig selv i Ring, og hun sad der, snart kalkhvid, snart rød som en Ildslue af Sorg over Drømmen, der veg, og Hollas derover var den Eneste, som smilte – saa hun en tykfalden Mand stoppe op nede paa Kirkegulvet, kløende sig i Haaret med den ene Haand, mens han pegte paa Hollas med den anden. Angelica forstod nok, det var en af Hollases Uvenner. Men pludselig henvendte han sig netop til hende:

«Nei, Jomfru Angelica,» brummed han, «jagu var det En at koste Maling paa ham der, Hollas!» Og dermed rugged han videre, rød af Sinne. Angelica saa over mod Hollas. Da sad Hollas sammenhuket, støttende Hagen i Haanden, Blikket skulende under Lugg mod hende. Tanken glap hende ud af Munden, næsten hende selv uafvidende:

«Hvad mente han med det, Hollas?» spurgte hun med høi, ren Stemme.

Hollases Svar var kun en gnell Latter. Den virked, som om Porten i en Sluse skulde aabnes paa Gløtt, og Slusen var fyldt af Haan, Misnøie og meget andet, der nu flommed løssluppent ud over hende fra Menigheden, Bygdefolket dernedenunder – Mundene blev brede, Øinene stive – og hun fornam deres Adfærd som en Tyngsel og Forbandelse over sig. – – –

Hun vak til ved, at nogen napped hende i Kjoleærmet. Det var Kirketjeneren, hans Ansigt smilte som Morgenrøden:

160«Vi skulde nok stænge her,» hvisked han. «Men jeg kan jo ogsaa godt la Nøglen til Sakristiet staa i paa Indersiden.» – Der laa ingenting i Ordene; men aldrig havde Kristen Kirketjener forekommet Angelica saa vammel som idag – bag Morgenrøden vælted sig et ækkelt Kryp, tifold værre end Haanen dernedenfra. Alligevel snakked hun til ham; fordi han var den eneste Levende derinde, og fordi Menneskene enkelte Stunder i Livet maa sige noget.

«Jeg skjønner ikke,» sagde hun – «men det lod sig, som de ikke kunde like Tavlen derinde.»

«Nei, de kunde vist ikke det,» svarte Far Kristen fnisende. «Jeg hørte no af hvert, der jeg stod ved Porten.» Og uden først at blive spurgt beretted Far Kristen nu, idet Angelica og han gik i Følge opover mod Alteret: «Jeg har aldrig rigtig trodd den Jomfru Angelica, – sa En – men trodd hende saa ilde har jeg da heller ikke. – Nei, Folk sa alligevel ikke for ingenting det, at Hollas og hun havde sit mellem sig, – mente en anden. – Ja, og det var nok derfor, hun laa ude om Nætterne – Hollas var vel ikke langt unda. – Men den skulde ha Hy, den som sætter nogen med Fandens Lignelse paa en Altertavle. Æsch for Svineri! – sa en tredje. – Og slig holdt de paa, til Kirken var tom, med at kjæfte. Og jeg, jeg kunde jo heller ikke si, det var saa udvald af Jomfru Angelica at sætte Hollas bagom Alteret – og Syn for Sag gir det jo ogsaa for, at Jomfru Angelica 161gaar med Hollas i Hjertet – det nytter ikke at nægte det herefter.»

Angelica stirred halvt sansesløs paa Far Kristens smilende Mund. Derfra op mod Hollases Stol, der nu forlængst var tom – fordi han sagtens vidste, Hollas, at for idag var Værket endt. Derfra mod Altertavlen:

I noget som en Aker af Ild mod halvdunkle Skygger stod den, der var ment at skulle forestille Kristus – Otto Kefas – med Omhu og Kjærlighed malt – men med lumske Øine under sammenvokste Bryn og det langagtige Underansigt og Udtrykket – Gud hjælpe Udtrykket – af den Sort, som sætter sin Fryd i at svige, det, der røber Slangens stille Forræderglæde – som Judas Iskariot – Hollas den Onde, Djævlen.

*

Natten kasted Slør over Jord, Slør over tunge Tanker. Men Sløret var ikke hvidt med Sølvtraaer i, saaledes som naar Maanen spinder Traaer ind i Dampen fra Myr og Bækker. Sløret var sort. Sløret var tæt. Sløret, som dækked over Sorg, understreged Sorgen lig de sorte Klær hos en Enke. – –

Angelica, Præstens Søster, sad ved Vinduet, stirred i Mørket og i sig selv. Stirred mod Drømmen, som laa dræbt og død derinde i Mørket. – For saaledes bygger nu engang Menneskene 162sig saa let Slotte i Maaneskin og Taage, og Hovedhjørnestenen er saa kjær en Drøm, og Søilerne er saa ranke Drømme, og Hallerne er saa rene Drømme, og Hvælvet med de deilige Loftsmalerier – kanske er det Drømmenes Himmel. Men just fordi det alt er bygget paa Drøm, ingenting paa Bjerg eller Klippe, derfor er det vel ogsaa, at det altsammen saa braat kan daane væk, – og naar Mørkets viftende Skygger slutter sig sammen, sletter Tilintetgjørelsen det ud – Tilintetgjørelsen, det værste Uhyre af alle, det sleipeste og det ondeste – af den er Kimen til de haardeste Sjælens og Legmets Sygdomme – den er det, som tærer i Brystet og Hjernen – den er det, som angriber Kjærlighed og Elskov – den er det, som dræber de gode Tanker og Gjerninger i Knop – saa dens mindste Sag er sagtens at slaa Drømme ihjel. Men maa vel Mennesket sørge og græmmes ved at se Tilintetgjørelsens Værk. Ikke mindst, naar den har ødelagt Tankens Slotte. For Tankeslottene er jo for nogen Mennesker mer end Livet, de bær Livet i sig, men skjønnere og vidunderligere i Glans. Og maa vel Mennesket sørge og græmmes over de deilige, tabte Drømme – og se til at slette Mindet om dem ud af Sindet. Men der strander alligevel undertiden Uhyrets, Tilintetgjørelsens, Magt.

Angelica, Præstens Søster, som før havde malt med saa lyse Farver, blanded nu Farver 163i Nattens og Mørkets Lignelse. Tog saa Krukken med den færdiglavede Farve i den ene Haand, Kirkenøglen i den anden og listed sig saa sagte ud af Præstegaardens Port.

Mørk var Jorden af Høst og Regn. Bare Himlen lyste over hende. Og foran hende gnistred Ønsket om at slette ud alt det som ud kunde slettes af Menneskehaand og af god Vilje.

Kommen ind i Sakristiet maatte Angelica famle sig frem. Men kommen op ved Alteret slog hun Ild og tændte Alterlysene. Gule og osende brændte de med matte toppende Flammer, og der Skjæret fra dem faldt paa den ulyksalige Tavle, frøs Angelica i Skræk og Afsky. Og aldrig skulde Angelica fatte, hvordan det var gaat for sig, at hun, som havde ment at male Kristus – Otto Kefas – istedet havde fæstet der paa Tavlen Hollas den Onde, Djævlen. Ti evig irret er Livsens Spot! Vi mener den, vi elsker – vi maler den, vi foragter. Vi tænker paa den, vi elsker – vi snakker om den, vi forbander. Vi drømmer om den, vi elsker – vi skriver om den, vi afskyr. Vi flygter for den, vi elsker – vi tilhører den, vi hader. Evig, evig irret. – – Og kanske forstaar vi det ikke selv, før alle peger og siger som til Angelica om Hollas: «Syn for Sag, der er din Elskov.» Og dobbelt ondt gjør Haanet – dobbelt haard føles Uretten – Herregud alene, han som ser i Hjertet, ved det. –

164Saa tog Angelica, Præstens Søster, i den ene Haand Krukken med den sorte Farve, i den anden tog hun Penselen, den største og bedste, hun eied. Og dermed strøg Angelica Altertavlen over.

Morgenen seg ind gjennem de buede Kirkevinduer. Udenfor kjæmped Solen mod Jordens viftende Taager. Og saaledes bad Angelica, Præstens Søster, efter den gjennemvaagede Nat fuld af Sindets Gru og Spænding, sin tredje Bøn, foran Tavlen, hvor Farven glinste sort og vaad – Tavlen, som engang havde funklet for hende i Kjærlighedsdrøms Lyshav, – og saa bleg var Angelica som den, der ytrer sit sidste Ønske paa Jord:

«Herre du Gud, du som hører og bønhører – forlad mig mine Tankers Forfængelighed, giv mig dem bedre igjen. Og naar jeg higer mod store Maal, giv mig Kraft til aldrig at vige udaf, men til engang at naa frem, selv om Stien er fuld af Tidsler og Torne. Lad de store Maal altid drage med sit Lys – ikke forsvinde i Mørket som en Blændlygte.»

«Lad os Kvinder, Herre, faa større Ret for vor Kjærlighed – at den ikke stilles mod Sky som saa bleg og tander en Vare, at Jordslag saa let stænker den til!»

«Lad vor Kjærlighed paa Jord, Herre, faa Jordens evige Segl, muldet, stærk og rig som det Liv, hvoraf den udspringer – saaledes at den ikke behøver gjemmes bort i Mørke. Lad 165den faa Rang og Gang for hvad den i Sandhed er. Lad den faa bedre Kaar, Herregud.»

«Lær mig at klage Savnet ud, slig at min Stemme maa høres tilslut, finde Vei til alle slaviske Sjæle, hjælpe dem ud af deres nedarvede Livegenskab, at de kunde bli allerede i min Tid mindre ydmygelig bastet end nu, – at jeg kan se Frugt af mit nye Livsens Arbeide.»

«Herre du Gud, du har i din Verden en deilig Skabning, fri og frank i de store Skoge. Vel har den et plettet Skind; men Pletterne er just dens Races Kjendemærke – hvem frakjender Leoparden dens Skjønhed? Jeg ber dig: Lad mig bli som Leoparden, Herregud!»

«Og giv mig Styrke, Herre. Har du revet mig ud af Drømmen – vist mig den som uholdbar og skjør, – saa lad mig til Gjengjæld faa virke for Jordlivets haandgribelige Værdier – om det end blir paa Drømmerens Vis, om det end blir som Blæstens Klage. Men hør og bønhør du Gud, saa naar jeg nok alligevel ind i Sindene.»

*

Det skede efter denne Time, at Angelica, Præstens Søster, nærmest blev at ligne med en Æolsharpe. Men den, hvis saare Klang bugter sig som Spindelvæv i Blæst, river sig løs, flommer saa vidt over Jord, sukker i Sum – om alle de Kvinder, hvis Længsler er store, og hvis 166Drømme er skjønne; men hvis Længsler og Drømme røres af sorten Jord, saaledes at de kun springer frem med Gjenfærdsøine, hvorover de Kvinder græmmer sig og sørger og vanker som i hjemløst Land. Indtil den Dag de forstaar at blive som Leoparden, saa fri og franke, saa smidige og stærke – i Verdens store Menneskeskoge.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.