En Aftenstund i et Proprietairkjøkken

Det var ret en trist Aften: ude føg det og sneede; i Stuen hos Proprietairen brændte Lysene saa døsigt, at man næsten ikke skimtede andre Gjenstande, end en Klokkekasse med chinesisk Krimskram, et stort Speil i en gammeldags, snørklet] snirklet, med sirkelform.snørklet, forgyldt Ramme og et nedarvet Sølvkruus. Proprietairen havde leiret sig i det ene Hjørne af Sofaen, funderende over en Pakke af «de baade sure og søde Statsborgere] avisa Statsborgeren. En Tidende for Norges Vel (1831-1837) var kontroversiell. Avisa vart grunnlagd av Peder Soelvold (1799-1847), og han redigerte den til 1835, da han gjekk av. Henrik Wergeland overtok da redaksjonen.de baade sure og søde Statsborgere,» som han kalder dem i sin Afhandling, betitlet «Forsøg med nogle velmeente patriotiske Yttringer for Fædrelandets Vel. For Beskedenheds Skyld af en Anonym.»

Af det grundige Studium i denne sine Ideers Guldgrube udklækkede han mangehaande kløgtige Bemærkninger, som han med et skjælende Blik fra de graae, klippende Øine henkastede til mig, der sad i det andet Hjørne af Sofaen, og læste i en Bog. Derhos fremsatte han utallige velmeente, patriotiske Yttringer og værdifulde Meninger, om hvis Gehalt det ovenfor citerede Skrift eller hans store Afhandling om Tienden meddele den bedste Forestilling. Men al denne Viisdom var spildt paa mig; jeg kunde den paa mine Fingre; thi jeg hørte den nu for tre og tyvende Gang. Jeg er ikke begavet med nogen Taalmodighed af Kautschuk; men hvad skulde jeg vel gjøre? Retraiten til mit Værelse var mig afskaaren; der var skuret til Helgen; det stod i en Damp. Efter forgjæves at have gjort nogle Forsøg paa at fordybe mig i min Bog, maatte jeg saaledes lade mig føre af de bevægede Vande i Proprietairens Veltalenheds Strøm.

Naturligviis var det statsborgerlige Themaer, han udbredte sig over og udstafferede med alskens hjemmegjorte Ornamenter af velmeente Yttringer, patriotiske Ideer, o. s. v. Proprietairen var, som man siger, paa sin hvide Hest; den gamle rødslidte Skindhue havde han lagt ved Siden af sig i Sofaen, og han bar tilskue sin skaldede Pande og sine graae Haars Værdighed. Proprietairen kom i Extase: han steg op og demonstrerede med Hænderne; han gik op og ned ad Gulvet, saa at Lysets Flamme flagrede hid og did, og den graae, fodside Vadmelskjortels feiende Flag beskreve store Kredse hver Gang han svingede sig om og hævede sig paa sit lange Been; thi som Tyrtæus] Tyrtaios, gresk diktar frå Sparta som levde i det 7. hundreåret f. Kr. Etter tradisjonen skal han ha vore lam i eine foten.Tyrtæus og Solvold var han lavhalt.

Hans bevingede Ord summede om mine Øren som Oldenborrer i en Lindetop. Det gik løs om Processer, Høiesteretspræjudikater] rettsavgjerder i Høgsterett.Høiesteretspræjudikater og Overformynderikranglerier] usemje og krangel i tilknytning til overformynderiet. Overformynderiet skal føre tilsyn med verjene som er oppnemnde for å ivareta dei økonomiske og rettslege interessene til personar som ikkje kan greie dette sjølve.Overformynderikranglerier, om Tømmerbrøtning] tømmerfløyting.Tømmerbrøtning og Luxus, om Magthavernes Ideer og Mørkfossens Udminering, om Korntolden og Jæderens Opdyrkelse, om Industri og Centralisation, om Cirkulationsmidlets Utilstrækkelighed] pengane som er i omlaup, og som ikkje er tilstrekkelege.Cirkulationsmidlets Utilstrækkelighed, om Bureaukrati og Embedsaristokrati, og om alle de Kratier, Archier og Rier, der have existeret ligefra Kong Nebukadnezar og til Peer Solvolds Statsborgeri.

Dette var ikke til at holde ud længer, den komisk ynkelige Proprietairs Vrøvl og affekterede Pathos var nær ved at vække min Latter. Fra Kjøkkenet skraldede den ene Lattersalve efter den anden; Christen Smed] Christen Smed heitte eigentlig Christian Hansen. Han var smed og såkalla innerst, dvs. han budde til leige. Han heldt til på garden Sørum i Gjerdrum og var 44 år da Asbjørnsen kom til bygda (Gjefsen 2001, s. 66).Christen Smed førte Ordet derude; da han holdt op at tale, lød der paa nyt en hjertelig Latter. «Jeg vil ud at høre Smedens Historier,» sagde jeg, idet jeg løb ud og lod Proprietairen tilbage i Stuen med den matlysende Praas] talglys som gir dårleg lys.Praas og sin egen konfuse Tankegang. «Barnevæv og løgnagtige Rægler,» brummede Proprietairen, idet jeg lukkede Døren; «det er Skam for lærte Folk; men velmeente, patriotiske Yttringer –» mere hørte jeg ikke.

Lys og Liv og Munterhed straalede ud i den høie, luftige Hal: Paa Skorstenen flammede et Baal, der oplyste selv de fjerneste Kroge. I denne, ved Siden af Skorsteensstøtten] peisstøtta; ei jernstong som stør opp under steinane fremst i peisen, og som med påsett skjerding kan fungere som hengekrok for gryter og kokekar.Skorsteensstøtten, thronede Proprietairens Madamme] kona til proprietæren, Karen Henrikke Grinder (1787-1866).Proprietairens Madamme med sin Rok. Skjøndt hun i mange Aar havde lagt tilfeldts mod Gigten og barrikaderet sig mod dens Anfald i en Mangfoldighed af Stakker og Trøier, og som Udenværker udenom alle de øvrige anlagt et Uhyre af en graa Vadmelskofte, skinnede dog hendes Ansigt under Skautet som den fulde Maane. Paa Peiskanten sad Børnene og loe og knækkede Nødder. Rundt om sad en Kreds af Piger og Huusmandskoner; de traadte Rokken med flittige Fødder eller brugte «de skrabende Karder] allusjon til Mauritz Hansens dikt «Lodsen» i Den norske Husven 3. okt. 1829.de skrabende Karder.»

I Svalen trampede Tærskerne Sneen af, kom ind med Avner i Haaret og satte sig ved Langbordet, hvor Kokken frembar dem Natverden, en Mælkeringe] trekar til å ha mjølk i.Mælkeringe og et Trug haardstampet Grød. Op til Skorsteensmuren lænede Smeden sig; han røgede Tobak af en liden Snadde, og havde i sit Ansigt, der bar sodede Spoer fra Smidieessen, en tør alvorlig Mine, som vidnede om at han havde fortalt, og fortalt godt. «God Aften Smed,» sagde jeg, «hvad er det du fortæller, der vækker saadan Latter?» «Hi, hi, hi,» lo Smaagutterne med Sjeleglæde i sine Miner, «Christen fortalte om Fanden og Smeden og saa om Gutten, som fik ham ind i Nødden, og nu har han sagt han skal fortælle om Peer Sannum, som de Underjordiske holdt Hesten for i Asmyr-Bakken.»

«Ja,» begyndte Smeden, «den Peer Sannum var fra en af Sannumgaardene nordenfor Kirken. Han var en Signekal, og han blev ofte hentet baade med Hest og Slæde for at gjøre aat Folk eller Fæ ligesom gamle Berthe Tuppenhaug her nede i Braaten. Men hvordan det var eller ikke, saa var han nok ikke klog nok, for eengang havde de Underjordiske bundet ham, saaat han maatte staae en heel Nat i Hjemhagen sin med Kjæften paa Skakke, og det gik ikke rigtig vel til den Gangen jeg nu vil fortælle om heller. Denne Peer kunde aldrig forliges med Folk, akkurat ligesom Manden her, – nu ja, han var en Kranglefant, som havde Sag med Alle. Saa var det en Gang han havde en Sag i Stiftsretten i Christian] Christiania; kortform.Christian, og derinde skulde han være til Klokken ti om Morgenen. Han tænkte, han havde god Tid, naar han red hjemmefra Kvelden i Forveien, og det gjorde han ogsaa; men da han kom i Asmyrbakken, blev Hesten holdt for ham. Det er ikke rigtigt der heller; for længe siden har En hængt sig oppe i Haugen, og det er Mange, som har hørt Musik der, baade af Feler og Klarinetter og Fløiter og andre Blaasegreier. Ja Gamle-Berthe veed nok at tale om det; hun har hørt det, og hun siger, hun aldrig har hørt saa vakkert, det var akkurat som da den store Musiken var hos Lensmanden i 1814. Var det ikke saa Berthe?» spurgte Smeden. «Jo, det er sandt, det er Gudsens Sandhed og det, Faer,» svarede Huusmandskjærringen, der sad ved Skorstenen og kardede.

«Nu, Hesten blev da holdt for ham,» fortsatte Smeden, «og den vilde ikke røre sig af Flekken, Alt det han slog paa, og alt det han hujede og skreg, saa dandsede den bare i Ring, og han kunde hverken faae den frem eller tilbage. Det led med det skred, men det blev ikke anderledes. Saaledes gik det hele Natten, og det var tydeligt at see, at der stod En og holdt den, for alt det Sannumen bandte og huserede, saa kom han ikke videre. Men da det led ud paa Morgenen ved Soleglads Leite] i 1870-utgåva har Asbjørnsen retta denne feilen til «i Graalysingen».ved Soleglads Leite, saa stod han af og gik op til Ingebrigt Asmyrhaugen, og fik ham til at tage med sig en Varmebrand, og da han var kommen i Sadlen igjen, saa lod han ham fyre over Hesten med den. Da kan det vel hende, det gik af Gaarde i fuldt Fiirsprang, og Peer havde nok med at hænge paa, og ikke standsede det, førend han kom til Byen; men da var Hesten sprængt.»

«Dette har jeg hørt før,» sagde gamle Berthe, og holdt op at karde, «men jeg har aldrig villet troe, at Peer Sannum ikke var klogere; men siden du siger det, Christen, saa maa jeg troe det.» «Ja det kan du,» svarede Smeden, «for jeg har hørt det af Ingebrigt Asmyrhaugen selv, som bar Branden og fyrede over Hesten for ham.»

«Han skulde vel have seet gjennem Hulaget] han skulle ha sett gjennom hovudlaget, nakkebandet på bekslet, eller gjennom bekselringen. Da ville han sett kven det var som heldt hesten.Han skulde vel have seet gjennem Hulaget, Berthe, skulde han ikke?» spurgte en af Smaagutterne. «Jo, det skulde han,» svarede gamle Berthe, «for da havde han faaet see hvem det var som holdt Hesten, og da havde han maattet slippe. Det har jeg hørt af En, som vidste om Sligt bedre end Nogen, det var en, som de kaldte Hans Frimodig hjemme paa Hadeland. I andre Bygdelag kaldte de ham Hans med Skikkelighed, for han havde nu det til Mundheld: «Alting med Skikkelighed.» Han blev indtagen af de Underjordiske og havde været hos dem i mange Aar, og de vilde endelig have ham til at tage Datter deres, som hang efter ham stødt. Men det vilde han ikke, og saa tog de ham tilsidst og kastede ham ud fra en høi Kolle, langt ude i Bygderne, som jeg troer de kaldte Hortekollen, og da syntes han, han foer lige tilfjords. Fra den Tid var han en Jaaling] tulling, ein ikkje tilrekneleg person. Jaaling. Saa kom han i Lægd] eldre tiders fattig- og sosialomsorg. Fattige, sjuke og arbeidsuføre fekk bu på ein gard i bygda eller området ei viss tid, for så å flytte vidare til neste gard.Lægd og gik fra Gaard til Gaard og fortalte mange underlige Historier, men bedst som han sad saa lo han: «Hi, hi, hi, Kari Karina, jeg seer dig nok!» sagde han, for Huldrejenten var bestandig efter ham.

Medens han var hos de Underjordiske, fortalte han, saa maatte han bestandig være med dem, naar de var ude og forsynte sig med Mad og Mælk, for det som var korset over og signet med Jesu Navn, havde de ikke Magt til at tage, og saa sagde de til ham Hans: «Du faaer tage i her, for dette er der «krikkla paa] gjort krossteikn over.krikkla paa,» og han lagde nu saadanne Bøler i Meisene til dem, at det var fæle Ting. Hans, han pleiede bestandig være i Følge med en af dem, som hedte Vaatt, og denne var saa stærk, at han bar baade Hans og Bølen, naar det var rigtig blødt og slemt at gaae om Høsten. Engang mødte de Futen fra Ringerike i en dyb Dal oppe paa Hadeland, saa gik Vaatt bort og holdt Hesten for ham, og Futen skreg og slog paa og foer saa ilde med Hesten, at det var Synd at see. Men saa gik Skydsgutten frem af Meiene og saa gjennem Hulaget; saa maatte Vaatt slippe, «og da kan det vel hende det gik,» sagde Hans, «Skydsgutten var nær ikke kommen paa Meiene igjen, og vi sloge op en Skrassel] vi sette i å skrattle.vi sloge op en Skrassel, saaat Futen vendte sig i Slæden og saa tilbage.»

«Ja,» sagde en af Huusmændene, som var en Udbygding, «det har jeg hørt om en Præst i Lier ogsaa. Han skulde reise i Sognebud] vitjing av presten hos folk som er alvorleg sjuke eller ligg for døden.Sognebud til en gammel Kjærring, som havde været et ugudeligt Menneske, medens hun levede. Da han kom paa Skoven, blev Hesten holdt for ham; men han vidste Raad, for det var en rask Karl, den Lierpræsten, i eet Sprang var han fra Slæden oppe paa Hesteryggen og skottede ned gjennem Hulaget, og der saa han, det var en styg gammel Mand, som holdt i Tømmen – de sige det var Fanden selv –. «Slip kuns, du faaer hende ikke,» sagde Præsten. Han maatte slippe, men med det samme gav han Hesten et Rap, saa den satte afsted saaledes, at det gnistrede under Hovene og lyste i alle Skovtoppene, og det var ikke mere end Skydsgutten kunde holde sig bagpaa. Den Gang kom Præsten ridende i Sognebud.»

«Nei om jeg skjønner hvorledes det skal gaae med Koen ligevel Moer,» sagde Mari Budeie, som kom staakende ind med et Melkespand, «jeg troer den sulter reent ihjel, her kan Moer see hvor lidet Mælk vi faae.» «Du faaer trække Hø fra Staldgulvet Mari,» sagde Gamlemoer. «Ja det var sandt» svarede Mari, «kommer jeg did, saa er Karlmændene og Kallen saa forsindte som vilde Gasser.»

«Jeg skal give dig et Raad, Mari,» tog en af Smaagutterne polidsk til Orde, «du skal koge Rømmegrød og sætte ud paa Staldlaaven om Thorsdagskvelden, saa hjælper nok Nissen dig at trække Hø til Fjøset, mens Gutterne sove.» «Ja, naar der var nogen Nisse her, saa skulde jeg nok gjøre det,» svarede den gamle Budeie troskyldig; «men der er Fanken ingen Nisse her i Gaarden, for de troe ikke paa Sligt Selvefolkene; nei paa Næs hos Kapitainen, den Tid jeg tjente der, der var Nissen.» «Hvorledes kan du vide det Mari,» spurgte Gamlemoer, «har du seet den?» «Seet den, ja det har jeg rigtig ogsaa det,» svarede Mari forsikkrende. «Aa fortæl os det, fortæl os det!» raabte Smaagutterne med Latter.

«Ja det kan jeg nok,» sagde Budeien og begyndte. «Det var nu den Tid jeg tjente hos Kapitainen, saa sagde Gaardsgutten til mig en Løverdagskveld: «Du er nok saa snild, at du giver Hestene for mig i Kveld du Mari, saa skal jeg altid gjøre dig et Puds igjen.» «Aa ja,» sagde jeg, «jeg kan nok det,» for han skulde gaae til Jenten sin. Da det led mod Tiden, at Hestene skulde have Kveldsfodret, saa gav jeg først de to, og saa tog jeg et Høfange og skulde give Hesten til Kapitainen, – og den var altid saa fed og blank, at En gjerne kunde speile sig i den – men idetsamme jeg skulde gaae ind i Spiltauget, saa kom han faldende lige ned over Armene paa mig –.» «Hvem, hvem, var det Hesten?» spurgte Smaagutterne. «Aa nei vist, det var Nissen – og jeg blev saa forfærdet, at jeg slap Høet der, jeg stod og skyndte mig ud igjen det forteste jeg vandt. Og da Peer kom hjem, saa sagde jeg: «jeg har givet Hestene for dig een Gang, min kjære Peer, men nei Gud bliver det ikke oftere da, og Brunen til Kapitainen, den fik ikke Høstraaet heller,» sagde jeg, og saa fortalte jeg ham det. «Aa ja, det har ingen Nød med Brunen,» sagde Peer, «han har nok den, som passer sig, han.»

«Hvorledes saa Nissen ud da, Mari?» spurgte en af Smaagutterne. «Ja mener du, jeg kunde see det?» svarede hun, «det var saa mørkt, at jeg ikke kunde see Hænderne mine, men jeg kjendte ham saa tydelig, som jeg tager i dig; han var lodden og det lyste i Øinene paa ham.» «Aa, det var vist bare en Kat,» indvendte en af dem. «Katten?» sagde hun med den dybeste Foragt. «Jeg kjendte hver Finger paa ham; han havde ikke mere end fire, og de vare lodne, og var det ikke Nissen, saa lad mig ikke komme levende herfra.»

«Jo det var Nissen, det var det vist,» sagde Smeden, «for Tommelfinger har han ikke, og lodden skal han være paa Næverne; jeg har aldrig haandtagets med ham; men saa skal det være, det har jeg hørt; og at han passer Hestene og er den bedste Husbondskarl] gardskar som fører tilsyn med gardsarbeidet og er i husbonden sin stad som dagleg leiar.Husbondskarl, Nogen kan have, det veed vi Alle, det. Det er Mange, som har stor Nytte af ham; men det er da ikke ham allene de have Nytte af, for oppe i Ullensaker,» begyndte han igjen at fortælle, «var der en Mand, som en Gang havde ligesaa megen Nytte af de Underjordiske, som Andre have af Nissen; han boede paa Røgli. De vidste nu vel det, at Huldren var der og holdt til der, for det var engang han reiste til Byen saa i Flækkesneen om Vaaren, og da han kom ind til Skjællebæk og havde vandet Hestene sine, kommer der ud over Bakken en Buskab af brandede Kjør, saa store og fede, at det var Moro at see dem, og nogle af dem, som var med, kjørte med alle Slags Bukjørrel og Greier paa Kjærrer med vakkre fede Heste for; men foran gik der en svær Jente, som havde en drivende hvid Mælkekolle i Haanden.

«Men hvor skal I hen paa denne Aarsens Tid da?» spurgte Røgli-Manden, forundret. «Aa,» svarede hun, som gik foran, «vi skal tilsæters i Røglihagen i Ullensaker; det er Havn nok der.» Dette syntes han var rart; at de skulde havne i Hagen hans; og Ingen anden end han hverken saa eller hørte Noget, og alle dem, han mødte paa Veien indover, spurgte han; men Ingen havde seet en saadan Buskab. Hjemme paa Gaarden hos den Røgli-Manden, gik det ogsaa underligt til iblandt, for naar han havde gjort noget Arbeide efter Soleglads Tid, saa blev det altid ødelagt om Natten, og tilsidst maatte han reent holde op at arbeide, naar Solen var gaaet ned. Men saa var det den Gangen, jeg vilde tale om, det var en Høst, han gik ned at kjende paa Bygloen] byggavlinga, kornavlinga.Bygloen, om den var tør – det var seent ud paa Høsten – og han syntes, den ikke var rigtig tør nok endda, men saa hørte han saa skjellig, det sagde borte i en Haug: «Kjør ind Loen din, du, i Morgen snøger det.» Han til at kjøre det bedste han kunde; han kjørte til langt over Midnat – og han fik Loen ind; men Morgenen efter laa der over en Sko dyb Sne.»

«Ja, men det er ikke altid, de Underjordiske ere saa snilde, Smed,» sagde en af Smaagutterne, «hvorledes var det med den, som stjal Bryllupskosten paa Eldstad og glemte igjen Luen sin?» «Jo det skal jeg sige dig,» sagde Smeden, der med Begjærlighed greb dette Vink til at begynde en ny Fortælling. «Paa Eldstad i Ullensaker var der engang et Bryllup; men paa Bryllupsgaarden havde de ikke nogen Bagerovn, og derfor maatte de sende Stegene bort til Nabogaarden, hvor de havde Bagerovn, og stege dem der. Om Kvelden skulde Gutten i Bryllupsgaarden kjøre hjem med dem. Da han kom over en af Moerne der, hørte han ganske skjellig, at det raabte:

«Hør du, kjører du til Eldstad fram,
Saa sig til hende Deld,
At Dild dat i Eld] dette er ei svært vanleg segn. Det er blitt hevda at den går attende til den greske forfattaren Plutark (om lag 46-120 etter Kristus) og forteljinga hans «Den store Pans død.»Dild dat i Eld!»

Gutten slog paa og kjørte, saa det hvinede om Næsen paa ham, for det var koldt i Veiret og gildt Slædeføre. Og det Samme raabte det efter ham flere Gange, saa han huskede det. Han kom vel hjem med Føringen sin, og gik saa frem for Bordenden, hvor Tjenerne gik fra og til, som de havde Tid til, og fik sig Noget at leve af. «Nu da, Gut, har Fanden selv skydset dig, eller er du ikke reist efter Stegen endnu?» sagde en af Husens Folk. «Jo, det er jeg,» sagde han, «der seer du den kommer ind gjennem Døren, men jeg slog paa og lod det gaae alt det Mærren aarkede at spænde i, for da jeg kom paa Moen, saa raabte det:

«Kjører du til Eldstad fram,
Saa sig til hende Deld,
At Dild dat i Eld.»

«Aa det var Barnet mit, det,» raabte det i Gjæstebudsstuen, og saa foer der En afsted som om hun var galen, hun rendte paa den ene efter den Anden, og slog dem paa Skallen Allesammen; men tilsidst faldt Hatten af hende] i fleire huldresegner heiter det at huldra har ein hatt eller eit anna klesplagg som gjer henne usynleg. Det hender også at slike hattar kjem i hendene på menneske, som her.tilsidst faldt Hatten af hende, og saa fik de see, at det var en Hulder, som havde været der; for hun havde rapset med sig baade Kjød og Flæsk og Smør og Kage og Øl og Brændeviin og Alt det, som godt var; men hun var saa forfjamset over Ungen, at hun glemte igjen en Sølvkaupe] ause, skål av sølv.Sølvkaupe i Ølkarret og ikke sandsede, at Hatten faldt af hende. De tog baade Sølvkaupen og Hatten og gjemte paa Eldstad; og Hatten den var slig, at den, som havde den paa, han kunde ikke sees af noget dødeligt Menneske, uden han kanskee var synen; men om den er der endnu, skal jeg ikke kunne sige forvist; for jeg har ikke seet den, og ikke har jeg havt den paa heller.»

«Ja de Underjordiske ere slemme til at stjæle, det har jeg altid hørt,» sagde gamle Berthe Tuppenhaug, «men værst skal de være i Sætertiden; den er ligesom en lang Høitid baade for Huldrer og Underjordiske; for mens Sæterjenterne gaae og tænke paa Gutterne sine, glemme de at korse over Mælk og Fløde og anden Bumad, og da tager Huldrefolk Alt, de vil. Det er ikke ofte at Folk faaer see dem, men det hender da iblandt, og det hendte engang paa Nebbergsætren oppe i Almindingen her.

Det var nogle Tømmerhuggere eller Vedhuggere oppe i der og huggede. Da de saa skulde gaae frem til Nebbergvangen tilkvelds, saa raabte det til dem borte i Skoven: «Hils hende Kilde, at begge hendes Sønner fore ilde; de brændte op sig i Sodkjitiln.» Da Huggerne kom frem til Sæteren, saa fortalte de Jenterne dette og sagde: «Den Tid vi skulde gaae hjem tilkvelds og vi havde faaet Øxen paa Nakken, saa sagde det borte i Skoven: «Hils hende Kilde, at begge hendes Sønner fore ilde; de brændte op sig i Sodkjitiln.» «Aa, det var Børnene mine det,» skreg det inde i Mælkeboden, og saa kom der farende ud en Hulder med en Kolle i Næven, og den kastede hun, saa at Mælken skvat om dem.»

«Folk fortælle saa Meget,» sagde Smeden med en noget spodsk Mine, ret som om han nærede Tvivl om denne Fortællings Tilforladelighed. Imidlertid var det neppe Andet der talte af ham end Ærgrelse over at være bleven afbrudt, da han havde faaet Munden saa godt paa Gled. I hele Bygden gaves der neppe Nogen, der var rigere paa de vidunderligste Fortællinger om Huldren og de Underjordiske end han; og i Troen paa disse Væsener hamlede han op med de stærkest Troende. «Folk fortælle saa meget,» sagde han, «En kan ikke troe det Alt. Men naar det er hendt i Ens egen Slægt, saa faaer En troe det. Og nu skal jeg fortælle Noget som er hendt Værfaer min; det var en alvorlig og troværdig Mand, saa det nok var sandt hvad han sagde. Han boede paa Skroperud paa Loddingeierne i Ullensaker; han hedte Jo. Han havde bygget sig en ny Stue, havde en to, tre Kjør, fede og i god Stand, og en Hest, som var udmærket fremfor alle andre. Med denne foer han ofte i Skyds fra Mo til Trøgstad og, naar det faldt sig saa, derfra til Skrimstad og tilbage til Mo igjen – og brød sig ikke om, hvordan han foer med Hesten, for den var og blev lige fed. Desforuden var han Spillemand og Skytter. Ofte var han ude at spille, men hjemme kunde de aldrig faae ham til at røre Felen; om saa hele Stuen var fuld af Ungdom, negtede han ligefuldt at spille.

Men engang var der kommen nogle Gutter til ham med Lommeflasker og Brændeviin. Da de havde faaet Kallen paa en Pidsk] på ein snurr, drukken.paa en Pidsk, kom der Flere til, og, endda han sagde Nei i Begyndelsen, saa fik han dog Felen fat tilsidst. Men da han havde spillet en Stund, lagde han den bort, for han vidste, at de Underjordiske vare ikke langt borte, og at de ikke syntes om saadant Spektakel; men Gutterne fik ham til at spille igjen, og saaledes gik det en to, tre Gange; han lagde Felen bort, og de fik ham til at tage den fat igjen. Tilsidst hang han den op paa Væggen og svor paa, at han ikke vilde gjøre et Strøg med Buen mere den Kveld, og jagede dem ud allesammen baade Gutter og Jenter.

Da han havde begyndt at klæde af sig og stod i Skjorteærmene borte i Skorstenen og skulde tænde Kveldspiben sin med en Brand, saa kom der ind et Følge af Store og Smaa, saa det myldrede i Stuen. «Nu,» sagde Jo, «kommer I nu igjen?» Han troede først, at det var dem, der havde været inde og dandset; men da han saa fik see, at det ikke var dem, blev han ræd, tog Døttrene sine, som alt laae i Sengen, og slængte dem op paa Gulvet – han var en stor stærk Mand – og spurgte: «Hvad er dette for Folk? – kjender I dem?»

Jenterne vare søvnige og sandsede ikke. Saa tog han Geværet ned af Væggen og vendte sig mod det Følget, som var kommet ind, og hyttede til dem med Kolben. «Dersom I nu ikke pakker Jer, saa skal jeg» – bandte han – «føise Jer saaledes ud, at I ikke skal vide om I staaer paa Hovedet eller Benene.» Med et Hyl satte de ud igjennem Døren, saa den Ene foer hovedkulds over den Anden, og han syntes det ikke saa anderledes ud, end som en Hob graae Garnnøster trillede udigjennem Døren. Men da Jo havde sat Geværet bort, og kom hen til Skorstenen igjen og skulde tænde paa Piben sin, der var slukket, saa sad der paa Peiskrakken en gammel Mand med et Skjæg, der rakte heelt ned til Bænken, ja det var over en Alen langt; han havde ogsaa en Pibe, og foer frem og tilbage med en Brand, ligesom Jo selv, og skulde tænde paa den: ret som det var saa gik den ud, saa tændte han paa igjen, og det blev ikke anderledes.

«End du,» sagde Jo, «hører du til samme Fantefølget du med? Hvor er du fra?» «Jeg boer ikke langt borte, jeg du,» svarede Manden, «og jeg raader dig til, at du passer dig for at gjøre saadan Støi og Kvalm herefter, ellers gjør jeg dig til en arm Mand.» «Naa, hvor boer du, da?» spurgte Jo. «Jeg boer her borte under Kjona] eldhuset, tørkestove for korn.Kjona, og dersom vi ikke havde været der, saa havde den nok strøget med for længe siden, for du har lagt svær Ild paa iblandt; det har været varmt der, og den er ikke fragere] betre, meir tess; av frak = dugande, flink.fragere, end at den falder overende, dersom jeg sætter Fingeren min bort paa den. Nu veed du det,» sagde han, «og pas dig herefter.» Aldrig blev der spillet til Dands mere; Jo afhændede sin Fele, og ikke fik de ham nogensinde til at røre nogen anden.»

Under den sidste Deel af Smedens Fortælling havde Proprietairen rumsteret inde i Stuen; Skabdøre bleve lukkede op og igjen; der rasledes med Sølvtøi og Nøgleknipper; man kunde høre og vide, han var beskjæftiget med at laase for al rørlig Eiendom ligefra Sølvkruset til Blytobaksdaasen. Mod Enden af Smedens Fortælling gløttede han paa Døren, stak Hovedet ud med Huen paa det ene Øre og sagde: «Er du nu ude med Ræglerne dine og lyver igjen Smed.»

«Lyver?» sagde Smeden, meget stødt; «det har jeg aldrig gjort, for dette er sandt; jeg er jo gift med den ene af de Jenterne, og Kjærringen min, Dorthe, hun laa selv i Sengen og saa den gamle Skjæggekallen; rigtignok vare de Jenterne rare og ligesom halvfjollede, men det kom af at de saae de Underjordiske,» tilføiede han med et harmfuldt Blik paa Proprietairen. «Fjollede?» sagde Proprietairen, «ja, det troer jeg nok; det er jo du ogsaa, naar du ikke er paa en Kant, for da er du reent bindegal. Kom Smaagutter og gaae op og læg Jer og sid ikke her og hør paa hans Røreri.»

«Det maa jeg sige er daarligt sagt af Jer, Faer,» yttrede Smeden med Overlegenhed. «Sidst jeg hørte snakke om Fjolleri og Rør, var da I prækede paa Neberghaugen den 17de Mai,» føiede han til i samme Tone. «Hvilket forbandet Sludder!» brummede Proprietairen og kom stampende gjennem Kjøkkenet med et Lys i den ene Haand og en Pakke Akter og nogle Aviser under Armen. «Aa, bi lidt Faer,» sagde Smeden drillende, «og lad Smaagutterne faae Lov at være her, saa skal I ogsaa faae høre en liden Stub; I har ikke godt af at læse i Lovbogen stødt, I heller. Jeg skal fortælle Jer om en Dragon] ryttarsoldat, kavallerist.Dragon, som blev gift med en Hulder. Det veed jeg er sandt, for jeg har hørt det av Gamleberthe, og hun er selv fra den Bygden, hvor det hendte.» Proprietairen slog bister Døren til, og man hørte ham trampe op ad Trappen. «Ja ja, siden Kallen ikke vil høre, saa faaer jeg fortælle Jer den da,» sagde Smeden til Smaagutterne, over hvem den bedstefaderlige Myndighed ikke længer udøvede nogen Magt, naar Smeden lovede at fortælle Sagn og Eventyr.

«For mange Aar siden,» begyndte han, «boede der et Par gamle velstaaende Folk paa en Gaard oppe paa Hadeland. De havde en Søn, og han var Dragon, og en stor vakker Karl var han. Paa Fjeldet havde de en Sæter, og den var ikke som Sæterstuerne pleie være, men den var peen og godt opbygget, og der var baade Muur og Tag og Vinduer i den. Her laae de hele Sommeren, men naar de reiste hjem om Høsten, havde Tømmerhuggere og Skyttere og Fiskere og Saadanne, som færdedes i Skoven ved de Tider, lagt Mærke til, at Huldrefolk flyttede ind der med Buskaben sin. Og med dem var der en Jente, som var saa nauvakker, at de aldrig havde seet hendes Mage.

Dette havde Sønnen ofte hørt tale om, og en Høst, de reiste hjem fra Sæteren, klædte han sig i fuld Mundering, lagde Dragonsadlen baade med Pistolhylstrene og Pistolerne paa Dragonhesten, og saa red han derop. Da han kom i Vangbredden var der saadan Varme paa i Sæteren, at det lyste ud igjennem alle Mosefarene] méddraga, uthogne renner på undersida av stokkane i ein tømmervegg. Det var ikkje alltid stokkane i tømmerhus var heilt tette, og for å sikre seg mot trekk vart det lagt mose mellom stokkane.Mosefarene, og da kunde han skjønne at Huldrefolket alt var der. Saa bandt han Hesten sin ved en Granlæg, tog den ene Pistolen ud af Hylstret og listede sig ganske sagte op til Vinduet, og derinde i Sæteren saa han en gammel Mand og en Kjærring, som var krogede og reent skrukkede af Alderdom og saa urimelig stygge, at han aldrig havde seet Noget saa stygt i sit Liv; men saa var der en Jente der, og hun var saa deilig, at han strax blev indtaget i hende, og syntes, han ikke kunde leve, hvis han ikke kunde faae hende. Alle havde de lange Korumper, og det havde den vakkre Jenten ogsaa. Han kunde see, at de nylig vare komne, for der var netop ryddet op der. Jenten holdt paa at vadske Gamlestyggen, medens Kjærringen gjorde Varme under den store Primkjedlen paa Peisen.

Ret som det var, stødte Dragonen Døren op, og skjød Pistolen af lige over Hovedet paa Jenten] stål og eld er verksame hjelpemiddel mot trollskap; i nyare tid har eldkraft frå skytevåpen hatt same effekt.skjød Pistolen af lige over Hovedet paa Jenten, saa at hun tullede bortover Gulvet. Men i det samme blev hun ligesaa fæl som hun før havde været vakker, og en Næse fik hun, saa lang som Pistolhylstret. «Nu kan du tage hende; nu er hun din,» sagde den gamle Mand. Men Dragonen var ligesom fjættret; der han stod, der stod han, og han kunde ikke flytte sig et Skridt, hverken frem eller tilbage. Den Gamle begyndte da at vadske Jenten; saa blev hun noget ligere: Næsen mindskedes sagtens til det Halve, og den stygge Korumpen blev opbundet, men vakker var hun langtfra. «Nu er hun din, min staute Dragon, sæt hende nu paa Sadlknappen og rid til Bygden og hold Bryllup med hende. Men til os kan du lave til i det lille Kammers i Størhuset] eldhuset, bryggjarhuset.Størhuset; for vi vil ikke være sammen med de øvrige Brudefolkene,» sagde den gamle Stygfanten, som var Faer hendes; «men naar Skaalen gaaer om, saa kan du see ud til os.»

Han turde ikke gjøre Andet; han tog hende med paa Sadlknappen og lavede til Bryllup. Men førend de gik til Kirken, bad Bruden en af Brudepigerne at staae vel bag hende, for at ikke Nogen skulde see Rumpen falde af] når presten les velsigninga over huldrekvinna framfor altaret, kverv huldrenaturen i henne, og rova fell av.for at ikke Nogen skulde see Rumpen falde af, naar Præsten lagde Haanden paa hende. Saa drak de Bryllup, og da Skaalen gik om, gik den unge Manden ud i Kammeret, hvor der var lavet til for de gamle Huldrefolkene. Den Gang saa han ingen Ting der, men da Bryllupsfolkene vare reiste, laa der igjen saa meget Guld og Sølv og saa mange Penge i det lille Kammeret, at han aldrig havde seet saa megen Rigdom før.

Det gik nu baade godt og vel i lang Tid; hver Gang der var Fremmedselskab, lavede Konen til for de Gamle ude i det lille Kammerset, og altid laa der efter dem saa mange Penge, at de tilsidst næsten ikke vidste hvad de skulde gjøre af dem. Men styg var hun og styg blev hun, og kjed var han af hende, og det var ikke frit for at han var lidt slem iblandt, saa at han bød til at slaae og dænge hende. Engang skulde han til Byen; det var paa Barfrosten om Høsten, og derfor skulde han lægge Sko under Hesten. – Han gik da til Smidien – for selv var han en dygtig Smed – men hvorledes han lavede det, saa blev Skoen enten for stor eller ogsaa blev den for liden, og aldrig vilde den passe. Han havde ikke flere Heste hjemme, og det led med det skred, saa det blev Middag og det blev Eftasverdstid. «Kan du da aldrig faae lagt under den Skoen?» sagde Konen, «ikke er du rar Mand, men du er nok endda kleinere Smed. Der bliver nok ikke andet Raad end at jeg faaer gaae i Smidien og skoe; er den for stor, kan du jo gjøre den mindre, og er den for liden, kan du jo gjøre den større.»

Hun gik til Smidien, og det første, hun gjorde, var at tage Skoen med begge Næver og rette den ud. «Se her,» sagde hun, «saa skal du gjøre.» Saa bøiede hun den sammen, som om den havde været af Bly. «Hold nu op Benet,» sagde hun, og Skoen passede saa akkurat, at den bedste Smed ikke kunde gjort den bedre. «Du er nok stiv i Fingrene, du!] jamvel om huldra formelt er blitt teken opp i den kristne kyrkja, har ho framleis nokre huldreeigenskapar att, bl.a. styrken. Dette motivet finst i fleire huldresegner.Du er nok stiv i Fingrene, du!» sagde Manden og saa paa hende. «Synes du det,» sagde hun, «hvordan mener du vel, det var gaaet med mig, dersom Du havde været saa stiv i Fingrene? Men jeg holder formeget af dig til at jeg skulde bruge mine Kræfter paa dig,» sagde hun. Fra den Dag var han en aparte Mand mod hende.»

«Nu synes jeg, vi kan have hørt Nok for i Aften,» sagde Gamlemoer, da Fortællingen var til Ende, og reiste sig. «Ja vi faae vel til at rusle paa os, siden Kallen har kurret sig,» sagde Smeden og bad Godnat, men lovede Smaagutterne at fortælle mere næste Aften, og knyttede en Underhandling med dem om en Kvart Tobak.

Om Eftermiddagen da jeg var ude i Smidien hos Smeden, skraaede han stærkt, hvilket altid var et Mærke paa at han havde drukket Brændeviin; om Aftenen var han gaaet paa Bygden for at faae mere. Da jeg efter flere Dage saa ham igjen, var han mørk og ordknap. Han vilde Intet fortælle, uagtet Smaagutterne lovede ham baade Tobak og Akvavit. Men Pigerne mumlede om, at de Underjordiske havde havt fat paa ham og slaaet ham overende i Asmyrbakken] ved å fortelje at smeden har drukke brennevin, gir Asbjørnsen eit tydeleg signal om kva som er den verkelege forklaringa på at han har gått over ende i Asmyrbakken.slaaet ham overende i Asmyrbakken. Der havde en Kjører fundet ham liggende paa Morgensiden, og da talte han over sig.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)