En Nat i Nordmarken

En Julidag saa gjennemsigtig klar som en Dag i September, et Solstreif over Bærumsaaserne, en sjelden Duft af Gran vakte midt i den hede Sommertid i denne kvalme By] ståande vending, ofte brukt under romantikken for å framheve motsetnaden mellom byen og naturen, det landlege. denne kvalme By min Vandrelyst og al min Længsel efter Sø og Skov. Jeg maatte og vilde ud, at indaande den friske Luftning fra Elven og Granerne. Men kun et Par Dage stode til min Raadighed. Nogen lang Vandring var der saaledes ikke Leilighed til; det Hele maatte beløbe sig til en Fisketour i Nordmarken. Forberedelserne hertil vare snart trufne; thi Fluer og Fiskeredskaber vare i Orden, og efter nogle Timers Vandring var jeg forbi Hammeren og gik paa Skraaningen af Aasen hen imod Kamphaug og forbi denne Gaard ned imod Bjørnsjøelven. Dybt nede tindrede Skjærsjøen af og til mellem Træernes Stammer og Aabningerne i Skoven. Fuglene sang af fuldt Bryst, og det var saa let og frit at aande og at vandre i den sødt duftende Skovluft. Fossens Suus kaldte mig, og jeg var snart ved Elvens Udløb i Søen.

Her strømmede den klar men strid over Kiselbunden; thi den er sluppen ud af den vilde Schlucht] trong kløft.Schlucht, der ligefra dens Udløb af Bjørnsjøen, i en Strækning af en fjerdedeel Miil, danner dens dybe Leie, og iler nu, som bevinget, i Skjærsjøens Favn. Saalænge som den klemmes inde, tumler den sig voldsomt dybt nede i den mørke Kløft mellem Fjeldvægge og Urer af chaotisk optaarnede Klippeblokke. Snart fosser den hvid med Larm og Bruus, snart styrter den sig i Vildhed høit ud over sorte Klippesider og løser sig op i Damp; snart danner den – man kunde troe i Anger over sin Vildhed og Ubesindighed – dybe, stille, mørke, eftertænksomme Kulper. Men det er kun en stakket Hvile, den søger, for med friske Kræfter atter at tage fat paa den viltre Leg. Og dog har al dens Larm og Vildhed paa denne Tid af Aaret Intet at betyde, i Sammenligning med den, der vækkes i Tømmerfløtningens Tid. Naar Dæmningen aabnes, naar Bjørnsjøens vide Vande lades ud og Tømmeret slippes i Elven, overgaaer dens Larm og Voldsomhed al Forestilling: Fossens Drøn ligner Tordenbrag og styrtende Laviner; Træer og Klippeblokke river den med, og Tømmerstokke knækkes som Pibestilke.

Aaserne paa Elvens Sider stige steilt op med sine Urer, sine sorte Vægge, uendelige Vindfald og sine Graner, der med Alvor skue ned paa den vilde Leg i Dybet og indaande og forfriske sig ved de uendelige Dampskyer, Fossen idelig kaster op i deres graae, ærværdige Lavskjæg. Og mellem Rognene og Birkene, der nede ved Bredden lude sig ud over Elven, seer Fiskeren, som færdes i dette Dyb, kun en smal Stribe af den blaae Himmel, som oftest fordunklet ved Dunster, der stige op fra Fossen og svæve langs Aaserne. Den der vil fiske og færdes her, maa ei kjende Frygt for Vand eller Fjeld eller Himmel; thi ofte er Kløften saa trang, at Bredderne forsvinde og man maa vade gjennem Elven; undertiden sænker Bunden sig; og der dannes et svælgende Dyb, en sortladen Kulp med steile Vægge, ved hvis øvre Ende Elven i en skummende Fos styrter Fiskeren imøde. Da maa han stige op ad de bratte Vægge og klattre frem mellem Urerne og Stenerne, som ofte styrte ud under hans Fødder, saa han, hvis han ikke styrter ned, hænger svævende mellem Himmel og Vand, og klynger sig fast med sine Hænder, saaat der staae blodige Striber efter Taget. Og kjender han ikke hver Steen og Stubbe her, saa kommer han snart i den fortvivlede Stilling, at han hverken kan komme op eller ned, «at han er gaaet i Bjerg,» som det hedder med en Jægerterminus.

Jeg sprang fra Steen til Steen med Fiskestangen som Balanceerstok og Støttestav, jeg vadede og klattrede og var ret heldig. I de klare Hvirvler og under de glasgrønne Kupler, Elven dannede, hvor den foer frem med mindre Voldsomhed, sprang Smaaforellerne livligt; under Fossene i de dybe Kulper fore større Fiske frem som guldblanke Lyn, snappede Fluerne under Vandet, reve Snøret susende af Snellen og ilede ned i Dybet, hvorfra de dog inden kort bragtes op og i Land.

Da jeg kom op af Kløften til Elvens Udspring af Bjørnsjøen, hvilede jeg en Stund paa Dammen eller Dæmningen; Solen stod i Nedgangen, og dens Lys spillede mellem Skovtoppene, medens Himlens dybe Blaae, Aftenskyernes Pragt og Rammen af mørke Graner, der overalt indfattede Søen, afspeilede sig i dens blanke Flade. Insekterne summede i Luften og opførte sine alfelette Dandse over Vandet, hvorfra stundom prægtige Fiske med Pladsk og Skvulp skjøde op efter dem. Over Skoven stod en mørk Banke langt mod Nord, og der viste sig nogle blyfarvede Skyer med guulbrune Rande. Lumre Luftninger gjorde mit Bryst næsten Beklemt i denne Skoveensomhed: Fjernt borte klang en Luur eller maaskee det kun var Gjenlyden af dens Toner, der i Aftenens Stilhed naaede mit Øre, svævende, hendøende, paa een Gang lokkende og klagende. Jeg gik igjennem Osskoven langs op ved Vandet for fra en eller anden af de fremskydende Odder, hvis der endnu var Folk oppe, at raabe efter Baad over til Bonna, det eneste Sted, hvor Mennesker boe, ved denne Indsø.

Ved Skydsskafferodden kom to gamle Mænd ud af Skoven. Den ene havde et patriarkalsk Tiggerudseende, og var en aldeles kjæmpemæssig Figur med markeret Ansigt, buskede Bryn og et langt ærværdigt Graaskjæg. Paa Hovedet havde han en Toplue av blaat Uldgarn, og over den gamle Graatrøie] grå vadmålstrøye, trøye som bøndene ofte brukte.Graatrøie hang en Lammeskinds Pose i et rødt Uldbaand. Den anden var en Fisker, som jeg oftere havde truffet paa mine Vandringer i disse Ødemarker. Hans Slægt havde boet og færdedes her, saalænge Nogen kunde mindes, og havde i ældre Tider ligget i evindelige Klammerier med «Skovfinnerne] skogfinnane, finske innvandrarar som kom til austnorske grensetrakter så langt vest som til området kring Drammen, særleg på 1500- og 1600-talet. Skovfinnerne,» som efter Sagn fra forskjellige Bygdelag, lige til Midten af forrige Aarhundrede, sporadisk beboede Nordmarken og de store Skovstrækninger, der i Forbindelse med denne, strække sig fra Lier og Holtsfjorden lige op til Mjøsen og Valders.

Men gamle Elias har ikke altid været Fisker alene. I sin Ungdom har han været en kjæk Sømand, der ligesaalidet frygtede Stormen som Kartovernes Drøn] kanonbrak. Kartove er ei nemning for ein kanontype som særleg var i bruk på 1500- og 1600-talet.Kartovernes Drøn. Han var med for Gøtheborg 1788] i 1788 braut det ut krig mellom Sverige og Russland, framprovosert av Gustav III. Dansk-norske styrkar gjekk til åtak på Sverige og prøvde å ta Göteborg, men England og Preussen la press på Danmark-Norge, som drog seg ut av krigen. for Gøtheborg 1788, han var Midshipgast paa Prøvesteen] matros på skipet Prøvesteen.Midshipgast paa Prøvesteen den 2den April 1801] det såkalla Slaget på Københavns Red stod 2. april 1801, mellom den dansk-norske og den engelske flåten. 2den April 1801. Han har indaandet Duften af Middelhavslandenes Orangelunde, og han har seet Indiens Palmer. I Nordmarken hedder han Elias Fisker eller Elias Svenske fra sit første Tog. Nu er han en Krøbling og har Understøttelse af Fattigkassen. Men de brede Skuldre, de kraftige Gestus af hans Arme, det Liv der vaagner i disse Øine og i det slappe, beskjæggede Ansigt, naar Ordet løser sig fra Læberne, og han taler om Kommandørkapitain Lassen] sjef og øvstkommanderande på blokkskipet Prøvesteen Lorentz Fjeldstrup Lassen (1756-1837). Eit blokkskip er eit skip som ikkje fører rigg.Kommandørkapitain Lassen, om Havet, om anden April og om sine Fisketoure i Nordmarken, vidner om hvad han engang var for en Karl.

Gamle og Unge lytte gjerne til hans noget i det Brede gaaende Fortællinger, og Elias er overalt en velkommen Gjæst, selv hos de smaa Sjæle, der med Misundelse betragte hans Held i Fiskeri. Thi Fisker er han med sin hele Sjæl, og hans Færdighed og mangeaarige Kjendskab til Fiskens Gang og Levemaade i disse Elve og Vande lader i Almindelighed hans Efterstræbelser krones med en sjelden Lykke. I den bedste Fisketid seer man, selv nu i hans fire og firsindstyvende Aar] hans åttifjerde år.hans fire og firsindstyvende Aar, Elias Fisker hver Uge drage til Byen med en kolossal Vidieskræppe fuld af Fiske paa Ryggen. Men en Feil han han. Han søger altformeget at udfylde Kløften mellem før og nu ved den nordiske Lethe] Lethe er i gresk mytologi ei av elvane i dødsriket. Den som smakar på vatnet i denne elva, drikk seg til gløymsle.den nordiske Lethe. Naar han vender hjem fra Byen, ere hans Skridt vaklende og hans Hoved tungt, og skjøndt han ikke har langt til sit Hjem – den lille Hytte, der ligger paa en Bakke til Venstre for Veien, strax førend man kommer til Skjærvenbroen i Maridalen – skal han dog undertiden overnatte ved Siden af Veien.

«Vel mødt Fiskere,» sagde jeg. «God Kveld» sagde de begge og lettede paa Huerne. «God Aften Elias, skal vi nu mødes her igjen.» «Ja, jeg er som Skyfloken jeg,» sagde Elias, «den er der, naar de mindst vente den.» «Agte I at fiske her til Natten?» spurgte jeg. «Vi har nok tænkt at friste den lidt i Nat,» sagde Elias; «det er tidligt paa Aaret endnu, men kommer det Vind og Regn, saa tør den nok slaae efter.» «Det er ogsaa min Mening, Elias.»

«I har vel taget den slemt i Elven?» spurgte Elias med et nysgjerrigt Blik til min Fiskekurv. «Jeg har jo faaet endeel, men der er ikke mange over to Mærkers Størrelse,» sagde jeg og aabnede Laaget. «Det er over halvandet Pund, … se der er en lækker Fisk, og der er flere ogsaa; … jamen var det lækkert Fiske!» sagde Elias. «Han fisker vel med Fly, han?» spurgte den Anden. «Du kan vel vide det,» sagde Elias, idet han forgjæves gjorde nogle Kast ud paa Vandet med sin Stang; «du kan vide det; jeg stod ved Siden af ham og medede i Hakklooset i Fjor, og jeg fik ikke Biddet engang, mens han tog Halvpundet, og det rat ogsaa.»

Jeg spurgte hvor den Anden var fra, og fik den Underretning, at han om Sommeren holdt til paa Hadelandsaaserne. Nu skulde han til Byen for at kjøbe Salt; men han vilde gjerne med det samme have lidt Brændeviin og Tobak, og dertil agtede han at erhverve Midler ved Fiskeri. Ved Nattens Begyndelse brød Uveiret løs: det tordnede og lynede i det Fjerne, de mørke Masser udbredte sig; Skyernes Konturer bleve mere og mere ubestemte og udvaskede, og tilsidst hang Regnen og Skyerne som et graat Teppe nedover Aaserne og mellem Toppene af Skovens mørke Kollonader. Foran Veiret og Regnen foer en livlig Vind henover Vandet. Nu var Tiden der til Fiskeriet. Enkelte større Fiske sloge efter og bleve af og til fangne, men oftest sloge de feil.

«Den er ikke rigtig hjertet paa at bide endnu, derfor tager den saa ofte imist,» sagde Elias, der holdt paa at bringe en Fisk i Land. Med de første Regndraaber sprang Fiskene Pladsk i Pladsk efter Medemark og Fluer; men da Skuren ret brød løs, og det begyndte at hagle og skylregne, var det aldeles forbi. «Paa Morgensiden tør den nok faae bedre Hjertelag,» sagde Hallændingen. «Hvad mener du om Veiret?» spurgte jeg efter nogen Tids Forløb. «Det klarner jo op over Aasen?»

«Østa Glætte /Gier vaad Hætte] klarning i aust gir regn; vanleg vermerke.Østa Glætte

Gier vaad Hætte.

Det kommer mere Regn, men det tør nok blive lidt Ophold iblandt. Der kan I høre; den Karlen spaaer ogsaa om Regn,» vedblev han, da der langt ude fra Landet lød et frygtelig vedholdende Skrig, ret som om et Menneske var i Livsfare. «Er det Nøkken?» spurgte jeg. «Jesu Navn, siig ikke det da] vonde makter som nøkken bør ikkje nemnast ved namn. Når det likevel alt er gjort, kan eit gudsord hindre at det skjer nokon skade.Jesu Navn, siig ikke det da; det var Lommen,» sagde Elias.

Vi opgave Fiskeriet indtil videre og besluttede at tænde et Baal, thi vi vare gjennemvaade. De Gamle trak Stokke og Kviste sammen; jeg tilveiebragte Ild og snart flammede paa Pynten af Odden et Baal, der i Forening med min Niste ikke undlod at yttre sin oplivende Indflydelse paa mine Staldbrødre i en livlig Samtale om Fiskeri, om Ørretens Gang og Levemaade i Nordmarken, og om Røiens i Vandene paa Hadelandsaaserne. Elias dvælede med Forkjærlighed, ved de Fisketoure, han havde gjort til Nordmarken i yngre Dage, naar han var kommen hjem af Reis.

«Da var her Fisk at faae,» sagde han, idet han tændte sin korte Snadde; «men der var ikke saadant Sjau med Vandene heller, og ikke saadan Fare paa Færde, om der kom op et Par Planker i Dammen om Natten, saa Fisken kunde gaae ud i Elven. Ja, ja, ved Sandungdammen var det godt at fiske den Tid; for da stod den udenfor de to Bjergene og den dybe Kulpen, hvor I veed, den staaer nu. Jeg tog otte Pund der een Nat, og det var ikke Nogen under tre Mærker. Men nu veed Fisken mest ikke hvorledes det er stelt med den, for den faaer aldrig have sin naturlige Gang.»

«Det har været morsomt at fiske her i hiin Tid, Elias,» sagde jeg, «men det hendte vel imellem den Tid ogsaa, at Fiskeriet slog feil for dig?» «Det var rart om det skulde slaae reent feil; Noget fik jeg altid,» svarede han. «Jo een Gang havde jeg saanær ikke faaet Noget, men jeg fik endda. Det gik saa forunderligt til, at jeg ikke har kunnet skjønne det. Sligt har jeg aldrig været ude for hverken før eller siden.» «Hvorledes gik det, da?» spurgte jeg. «Du faaer fortælle os det, Elias,» sagde Hallændingen; «vi have sligt Slag at bestille nu.» «Det tænkte jeg at gjøre,» sagde Elias.

«Det var i 1806. Jeg laa i Byen den Tid, men det var saa strengt, at ingen Matros maatte være længer borte end een Dag og ikke over en halv Miil fra Christian, med mindre han meldte det for Kommandørkapitain Lassen. Jeg havde Lyst til at gaae i Nordmarken og fiske; saa meldte jeg mig og skar ud med lidt Niste og en Bouteille Brændeviin i hver Lomme. Med Fiskeriet gik det kleint. I Bjørnsjøelven fik jeg ikke et Nap. Da jeg kom til Dammen, laa Baaden der; den tog jeg og roede over til Smalstrøm; men det var ikke Fisk at fornemme, hverken paa Vandet eller der. Saa strøg jeg nordefter til Hakkloen. Paa Veien mødte jeg Peer Piber, som var en af de bedste Fiskere, der gik her i Marken den Tid. «Det er ikke værdt, du gaaer længer, Elias,» sagde han; «jeg har været Nord i Katnosen, men jeg har mest ikke faaet et Been. See her,» sagde han og tog frem Skræppen sin, og Alt det, han havde, var vel et Snees smaa Pinder saa lange som Fingeren min.»

«Har jeg trøitet Alnen, saa trøiter jeg vel Kvartet ogsaa] har eg greidd å kome så langt som hit, greier eg vel det vesle som står att (har eg fullført alnen – gammalt lengdemål på 0.6 m – så greier eg vel ein fjerdedels alen også).Har jeg trøitet Alnen, saa trøiter jeg vel Kvartet ogsaa, min kjære Peer,» sagde jeg og skjænkede ham en Dram eller to. Ja Gud bevars, jeg tog en selv ogsaa. «Det turde vel hende den bider for mig, om den ikke bed for dig,» sagde jeg. «Jo vist!» sagde Piberen. Dermed skiltes vi. Jeg gik lige til Storløken i Katnosen, for bider det ikke der, saa bider det ingensteds. Nei, der var intet Bid at faae der heller. Saa gjorde jeg op en Nying og fik mig en Dram til, varmede mig lidt, og saa sov jeg til langt ud paa Dagen. Jeg fristede lidt i Katnoselven igjen, men der var ingen Fisk at kjende, og jeg gav mig paa Hjemveien.

Men da jeg kom til Skydsskafferodden i Sandungen, saa er det et lidet Kjern der, som de kalde Skydsskafferkjærnet. Der havde jeg hørt, der aldrig skulde være Fisk at faae, endda de sagde, der gik Kulter], ruskar, ruggar, digre fiskar.Kulter udi der som store Tømmerstokke. Men det var et Huldrekjærn] i folketrua heiter det at huldrer og underjordiske har eigne fiskevatn med stor og feit fisk, slik dei også har store og fine buskapar.det var et Huldrekjærn, og Ingen turde fiske der den Tiden. «Du faaer friste Elias» tænkte jeg, «kanske Huldrefisken gaaer paa Beite, naar den Anden ikke er hjemme,» og dermed skar jeg ud paa Flydetørven, og kastede ud lige ved det vesle Bækkeoset, for der er en liden Bæk, som siver ned til Sandungen gjennem Myrene; men naar Dammen er stængt og Vandet stort, stuer det op i Kjærnet gjennem Myrene og under Flydetørven.

Med det samme nappede en Fisk i og foer under Flydetørven; men den laa paa Bunden saa tung som en Reverunge] reivunge; spebarn i reiv, tøybleierReverunge; jeg kunde nok mærke, det ikke var nogen Ørret. Da jeg fik den op, var det en Aabbor paa otte Mærker. Lidt udpaa saa jeg, det gjorde en Hvælv op i Vandet, saa det ringede sig. Der kastede jeg ud. Ikke var Marken i Vandet, før Fisken hug i; men det blev baade Slag og Pladsk, og jeg baskede med den en lang Stund, førend jeg fik den op; men da var det en Ørret mellem syv, otte Mærker af den vakkre Fisken som er i Sandungen, fed og bred, med lidet Hoved, saa guul som Vox, men mørkere over Ryggen end Sandungsfisken. Ja, jeg blev staaende der, og kastede op den ene efter den Anden, paa fire, fem, sex Mærker og saa.

Men saa kom jeg til at see ned bag mig; der laa det to vakkre Fiske og den tredie i Kors over dem] Elias trur det er huldra og dei underjordiske som er ute. Men ved å fortelje at han legg på fisketur med to flasker brennevin i lomma, antydar Asbjørnsen at det er Elias sjølv som har fått fisken og lagt den frå seg men gløymt det – trøytt og tummelumsk som han må vere.der laa det to vakkre Fiske og den tredie i Kors over dem. Jeg undredes nu paa hvad dette skulde betyde, om det var nogen Fisker, som havde lagt dem igjen, eller hvor de vare komne fra; men jeg saa Ingen. Saa gik jeg et Stykke længer bortpaa, og der hvor jeg saa en Hvælv, kastede jeg ud. Fisken bed, og det varede ikke længe, førend jeg havde faaet vel to Pund. Som jeg da kom til at see bag mig, saa laa der fem store vakkre Fiske igjen. Ja, jeg undredes paa hvem der havde lagt dem der, men jeg tog dem da op og lagde dem ned i Fiskesniken] fiskekassa, fiskekorga.Fiskesniken baade disse og de tre jeg først fik Øie paa. Men da blev der sligt et Veir og saadant et Gny og Brag i Skoven, at jeg troede den skulde ryge ned paa mig med det samme.

«Nei, dette kan aldrig være rigtigt,» tænkte jeg, «her er det nok ikke godt at være,» og dermed tog jeg de otte Fiske, jeg havde fundet og lagde dem paa en Stok efter hverandre, saa at den kunde tage dem, som eiede dem, eller Fugl og Dyr kunde æde dem op; jeg vilde ikke have dem. Dermed lagde jeg ned til Sandungen, og det er ikke saa mange Skridt, det. Men da jeg kom did, var det ganske stille, og Vandet var saa blankt, at baade Aaserne og Skyerne stode i det. Da skjønte jeg, at det havde været Huldren, som havde været ude.»

Hallændingen knyttede hertil adskillige Betragtninger og Beretninger om Huldrekjærn og Vande med dobbelt Bund, hvori Fiske, der eies af Huldre kun faaer Lov at komme op St. Hans Dag, men afbrød sig selv midt i en af disse med et Udraab: «Kors i Jesu Navn, hvad er det for et Lys derborte? Det er blaat!» Elias meente det var ikke langt fra Smalstrøm. Mig forekom det mere rødt end blaat, og jeg formodede, hvilket senere bekræftede sig, at der havde leiret sig et Par Fiskere, som antændte en Ild. Talen gik ved denne Leilighed over paa Skattegravere og Skatte og om blaae Lys] vanleg eld lyser raudt. Det blå lyset skal derimot vere lys av overnaturleg art som markerer at det ligg ein huldreskatt nedgraven.blaae Lys, som brænde derover. Elias fortalte saaledes at hans Bedstefader eller Oldefader, – jeg mindes ikke mere hvem af disse troeværdige Personer det var, men antager den første – havde seet en Sølvaare paa Bunden af Blankvandet, saa tyk som en Tømmerstok og dertil føiede sig flere Samtaler og Fortællinger, jeg her vil søge at gjengive saa godt jeg kan erindre dem.

«Han Bedstefaer,» fortalte Elias, «kjørte Tømmer fra Nordmarken til Sørkedalen. Det var paa Vaarsiden, saaat Sneen og Haalken] isen, svollen. Bestefaren vil ikkje at andre skal få vite om sølvfunnet, og snakkar derfor jenta etter munnen. Han høgg dessutan øksa i sølvet for at stålet skal binde sølvet slik at det ikkje søkk ned og blir borte.Haalken var væk. Men han havde med sig en liden Jentunge; og da de kom mellem Vindernsæteren og Blankvandsbraaten, saa gled hun. «Nei Faer, jamen er det Haalke endnu da,» sagde hun. Han saa der, hvor hun var gledet, men han saa strax at det var Sølv og ikke Haalke. Saa hug han Øxen i det. «Ja du har Ret, Barn, det er rart at Haalken kan holde sig saa længe,» sagde han, og lod sig ikke mærke med Noget. Fra den Tid kjørte han tit og ofte til Byen og tog mange Penge ind. Men naar han reiste, saa reiste han ikke Veien, hverken om Maridalshammeren eller Sørkedalen; men han havde en Vei for sig selv gjennem Skov og Mark, som gik bortover alle Aaserne og kom ned mellem Frognersæteren og Riis.

Engang var han i Byen og havde drukket lidt, saa han var paa en Kant – det var i gamle Ramstadgaarden i Grændsen, – saa sad han og kytede og var Karl: «Hvis jeg vilde,» sagde han, «saa skulde jeg gjerne skoe Hestene mine med Sølv.» Der sad Mange der, og Nogle, som vare der, tog Vidner paa det og skrev det op. Men førend han Farfaer kom hjem, var han død, og siden den Tid har Ingen seet noget til Sølvet, endda de baade har skjærpet og gravet borte i Marken der.»

«Jeg har hørt sige, at han har været haard til at lede efter Skatter alle sine Dage, den Karlen,» bemærkede Hallændingen, idet han lagde en tør Tyrirod paa Baalet. «Du kunde vist fortælle mere om ham, du Elias, naar du blot vilde,» tilføiede jeg. «Der er nu Ingen, som troer rigtigt paa Sligt i vore Dage,» svarede Elias; «men jeg kan nok fortælle ligevel jeg.

Den Tid han Farfaer var Unggut, var han og en anden Karl ude og grov en Gang – de havde vel seet blaae Lys, kan jeg tænke, eller kanskee de vidste, hvor Pengene laae. – De grove i to Thorsdagsnætter, og der kom til dem saa mange Julebukke og underlige Skikkelser, at de aldrig havde troet, der fandtes saa meget Stygt. Der kom baade Bjørne og Udyr og Stude med store Horn og alt det Fæle, som til var, og vel saa det. De vare rædde og tænkte hvert Øieblik, at tage Benene fat; men de holdt ud og tiede stille. Saa var det den tredie Thorsdagskvelden, da blev det meget værre end begge de forrige Gange; men de grov og taug stille, og det varede ikke længe, førend Spaden skrabede paa Kobberkjedlen. Ret som det var, saa kom det kjørende en Vogn forbi med sex sorte Heste for, og det gik som en Vind. Om en liden Stund kom der en gammel Kjærring efter, som agede sig frem i et Trug, og Kjæften hendes gik som en Peberkværn. «Jeg naaer dem nok at, jeg naaer dem nok at, jeg naaer dem nok at,» sagde hun i et Væk, og gned sig frem i Truget. «Aa i Helvede naaer du dem at!» sagde han Farfaer, men med det samme var Kjærringen borte, og Pengekjedlen sank ende ned] skatten tilhøyrer dei underjordiske, eller kanskje djevelen. Det stillest visse krav til skattegravaren om han skal få tak i skatten, og dersom dei ikkje blir oppfylte, søkk skatten attende i jorda.Pengekjedlen sank ende ned.»

«En anden Gang skal jeg tie stille,» tænkte han Farfaer, og det varede ikke længe, skal jeg troe, før han var ude igjen. Den Gang var det en gammel Kjærring, som havde seet en stor Kobberkjedel fuld med Penge, just som hun gik nedover Jorderne ved Grefsen i Akerssogn. Tre Dage før St. Hanstid staaer Pengene oppe, maa vide; men for hendes Øine saa det ud som der laa en stor Orm oppe i Kjedlen og væltede sig ovenpaa Pengene. Saa var der to Stykker fra Christian – den ene var endda en Høker, som eiede baade Gaard og Grund, og den anden var en Underofficier – og de sloge sig sammen med han Farfaer om at grave Kjedlen op. Ja, de grov i tre Thorsdagskvelde, og den tredie Kvelden skrabede de ned paa Hankerne, saa det skraslede i Pengene, og de tænkte, de snart skulde have den. Men nu skal I vel høre Spil! Saa syntes Høkeren, at Gaarden hans nede i Byen stod i lys Lue, og endda det var saa langt – En veed, det er vel en halv Miil fra Grefsen – saa syntes han, at han skjellig saa Kjærringen sin med en Unge paa Armen staae midt inde i Luen. «Det er nok ikke Tid for mig at være her nu,» sagde han og kastede Spaden og vilde afsted; men med det samme var det forbi med Varmen; og det var det da med Pengene ogsaa, for Kjedlen den sank.»

«Men saa var det det, jeg vilde have fortalt først. Det var Karl til Mand det; han var ikke fælen. Tilsidst saa lagde han i Veien ganske alene en Thorsdagskveld, og begyndte at grave paa et andet Sted, hvor han vidste, der laae Penge. Og det gjorde han den næste Thorsdagskvelden ogsaa, men han saa saa urimelig meget Stygt, at de aldrig kunde faae ham til at tale om det. Men da det var høgst Nattes, den tredie Thorsdagen, saa kom der en olm Oxe frem fra Bunden af Gropen, som havde store lange Horn, og dem vilde den stange tvers igjennem ham, syntes han. Men han tog Oxen i Hornene, og saaledes blev han staaende til Solen randt. Da var Oxen bleven til en stor Kobberkjedel fuld med Penge, og Hornene, som han holdt den i, det var Hankerne paa Kjedlen.»

«Det er mest stygt at høre sligt,» sagde Hallændingen; «især naar det er saa ondt for at tjene en Skilling, som det er nu for Tiden. For det troer jeg, at den, som ikke har løst sig fra Katechismen og sin Frelser] gjeve opp si kristne tru og gjort avtale med djevelen. Ein slik avtale ville gi rikdom i denne verda, men til gjengjeld tok djevelen sjela.løst sig fra Katechismen og sin Frelser aldrig finder nogen Skat.» «Efter det, du har fortalt om din Bedstefader, Elias, skulde En ikke tro, at du behøvede at gaae til Byen hver Uge for at sælge Fisk,» bemærkede jeg. «Aa Gud hjælpe mig,» svarede Elias. «Faer min arvede ikke andet end Armoden efter sin Faer, enten nu han Farfaer havde brugt op det, han havde fundet, eller de, som havde givet ham det, havde taget det tilbage igjen. Og jeg arvede akkurat en Graatrøie og en Træskee efter min Faer.» «Det er som jeg siger,» sagde Hallændingen, «der er ingen Lykke ved slige Penge, de gaae sin Vei saa fort som Vandet i Fossen.»

Søvnen vilde nu gjøre sin Ret gjældende, og Samtalen begyndte at gaae istaa. Men i den Tilstand vi vare – tørre paa den ene mod Ilden vendte Side og vaade paa den anden – holdt jeg det for mindre tilraadeligt at overgive sig til en Slummer, hvoraf man ufeilbarlig skulde vaagne med klapprende Tænder og stive Lemmer. Jeg skjænkede derfor mine Fæller en Dram, tændte min Pibe og opfordrede dem til at holde sig vaagne ved at fortælle Noget. Elias fortalte mange Historier, om hvorledes Nissen havde huseret i Sandungen i gamle Dage og paastod, at der endnu var Blodflekker i Stalden der, efter at den en Nat havde slaaet Paul Sandungens hvide Hest ihjel; om hvorledes de stode i Vinduerne og saae ham skrabe Saltet paa Hellen fra de øvrige Heste til sine Yndlingsdyr; om gamle Jo Hakkloen, som havde Tjenestepige sammen med Huldren og meget Mere, som i ældre Tider havde tildraget sig i Nordmarken.

Tilsidst begyndte ogsaa Hallændingen at berette, om hvad der var hendt hans Frænder og Venner. Der var en egen Pathos i hele hans Maade at fortælle paa, som jeg her forgjæves vilde søge at gjengive. Det var hans egen dybe Tro paa Tilstedeværelsen af disse Naturkræfter, hvorom han berettede, der gav hans Fortællinger dette eiendommelige Indtryk, som forøgedes derved, at han talte i en dyb Bas og i et langsomt men vel redigeret Foredrag.

«Den Tid da Krigsfolkene laae ude i Holsteen] i 1760-åra var det fare for krig med Russland, og mange norske og danske soldatar vart utkommanderte til Holstein for å møte fienden. Krigen vart det ikkje noko av.da Krigsfolkene laae ude i Holsteen,» begyndte han, «var Farbroer min – ja du mindes nok den Tiden du Elias? – som boede paa Ringerike, med nogle Andre oppe paa Krogskoven. De laae ved Flaksætrene søndenfor Veien og hug Kulleved. Ved Kveldstid gjorde de op en Nying i en Hældbakke og roede sig der, men de havde ikke sovet længe, førend de hørte Ungeskrig og Tralling. Han Farbroer saa op, og paa en Bjergpynt ligeoverfor dem fik han see, der sad en Hulder med en skrigende Unge; den sang hun for og prøvede at stagge det bedste hun kunde. «Hvorfor sidder du der, du?» spurgte Farbroer. «Aa Manden min er borte», svarede hun, «derfor syntes jeg, jeg ligesaa godt kunde gaae herned og hygge mig ved Jer.»

«Hvor er Manden din da?» spurgte Farbroer. «Han er ude i Krigen, han, der hvor de andre Krigsfolkene ere,» svarede Huldren. Men Ungen blev meer og mere grætten, og skreg og bar sig, og holdt et saadant Huus, at det ikke var muligt at faae Søvn paa Øinene. Dette syntes han Farbroer var for galt, han blev arg og sindt og tog den ene Ildebrand efter den anden og kastede op mod hende. Med det samme blev hun borte, men rundt omkring i alle Aaserne og Haugene skrattede og loe det. «Det var Hygge du fik af de Karlene, Gyri Haugen!» raabte det.

«Men nu skal jeg fortælle hvad der hendte en af Skyldfolkene mine paa Ringerike,» vedblev han. «Han var Møller paa Viul og hedte Peer Paulsen; siden kom han endda til Kværnebruget paa Hemseiene i Vasdraget Væle yderst i Aadalen. Han gik meget oppe paa Aaserne og fiskede, og saa var han eengang oppe ved Buttenkjærnet, som ligger i Kanten av Hoffsæteraasen mellem Marigaardsskov og Bergermoen. Der gjorde han sig op en Nying, og lagde sig til at sove Natten over. Halvandet Aarstid efter var han igjen oppe og fiskede. Om Natten kom en Kjærring med en liden Unge paa Armen til hannem. «Der seer Du Ungen din Peer,» sagde hun. «Ungen min? Det var artige Ting det! Hvorledes skulde jeg faaet den Ungen da?» spurgte Peer Paulsen. «Du husker nok den Gang, du var her oppe sidst, for halvandet Aar siden,» sagde Huldren.

Den Gang talte han nok ikke om det til Nogen, men senere hen i Aarene – for han gik altid oppe paa Aaserne der og fiskede om Sommeren, og altid hang den samme Huldren efter ham – siden talte han til Mange om, at han havde en Datter med Huldren, som vel kunde være saa gammel som Børnene pleie være, naar de gaae til Konfirmation. Mig fortalte han det aldrig, endda jeg kjendte ham vel; men jeg har hørt det af En, han selv havde fortalt det. Engang var hun kommen til ham og havde spurgt om han vilde see Datter sin. Saa havde hun lukket op en Dør ind til Bjerget, og der var Alting af Sølv. Ja, iblandt tog Peer Paulsen Andre med sig op paa Aasen at fiske ogsaa, og da saae de to Huldrer, som stod paa den anden Side af Kjærnet og fiskede Aabbor. Engang var der en Mand, som hedte Halvor fra Marigaard med ham. Hannem havde han lovet, at han skulde faa see Huldren. Da denne Halvor Marigaard fik høre, hun kom drivende med Buskaben sin, blev han saa ræd, at han vilde afsted. Men Peer Paulsen bad ham stande og bare staae stille, saa havde det ingen Nød. Og da saae de hende komme drivende med hele Bølingen sin. Dette saae de grandgivelig begge to.»

Elias hørte ikke mere af Fortællingerne; han sov en velsignet Søvn paa den haarde Klippe og snorkede, saa at det gav Gjenlyd i Skoven. «Han sover han,» sagde Hallændingen, «men endnu skal jeg fortælle en Historie, som jeg synes er underlig; men saa faaer vi kurre os lidt vi ogsaa, ellers blive vi for tunge til Morgenen.»

«Der var en Bonde, han boede i Thellemarken, hvor Faer min er kommen fra,» begyndte han sin Fortælling, «og han eiede en stor Gaard, men han vidste ikke af andet end Uaar og Skade paa Kreaturene sine, og tilsidst maatte han gaae fra baade Gaard og Grund. Lidt havde han igjen, og for det kjøbte han sig en liden Plads, som laa for sig selv, langt borte fra Bygden, i vild Skov og Mark. En Dag han gik paa Gaardstunet, mødte han en Mand.

«God Dag Grande,» sagde Manden] huldregardar kan finnast i nærleiken av stader der folk bur. I dette tilfellet har telemarksbonden slege seg ned i utmarka, og da er sjansane enda større for å møte dei underjordiske.«God Dag Grande,» sagde Manden. «God Dag,» sagde Bonden; «er du min Grande? Jeg troede jeg var alene her.» «Der seer Du Gaarden min,» sagde Manden, «den er ikke langt fra din.» Og der laa en Gaard ogsaa, som han aldrig havde seet før, stor og prægtig og i fuld Stand. Da kunde han skjønne, at det var en Underjordisk, men han blev ikke saa ræd for det; han bød Granden ind at smage paa Øllet hans, og Granden drak baade godt og vel.

«Hør nu,» sagde Granden, «i en Ting maa du føie mig.» «Lad mig faae høre paa det først,» sagde Bonden. «Du maa flytte Fæhuset dit, for det staaer i Veien for mig,» svarede Granden. «Nei det gjør jeg ikke,» sagde Bonden. «Jeg har bygget det op nyt i Sommer, og nu stunder det til Vinters. Hvor skulde jeg gjøre af Buskaben min da?» «Ja, ja, du gjør som du vil, men river du det ikke ned, er jeg ræd, det kommer til at angre dig,» sagde Granden. Og dermed gik han. Manden gik og undredes paa dette, og vidste ikke hvad han skulde gjøre. At give sig til at rive ned et nyt Fæhuus mod Vinternats Leite, syntes han var altfor galt, og liden Hjælp havde han ogsaa.

Ret som han stod i Fjøset sit en Dag, sank han ned gjennem Gulvet. Der hvor han kom ned, var det overmaade gildt. Alting var af Guld og Sølv. Med det samme kom den Manden, som sagde, at han var Granden hans, ind, og bad ham sidde ned. Om en Stund blev der baaret ind Mad paa Sølvfad og Øl i Sølvkruus, og Granden bad ham at sætte sig ind til Bordet og spise. Bonden turde ikke andet og flyttede sig ind til Bordet, men ret som han vilde tage op i Fadet med Skeen, faldt der Noget ned i Maden fra Loftet, saa han mistede Madlysten med det samme. «Ja,» sagde Huldrekallen, «der kan du see hvad Kjørene dine give os. Madro faae vi aldrig, for hvergang vi sætte os til Bords er det galt, og om vi ere aldrig saa sultne, saa miste vi Madlysten og kan ikke spise. Men vil du nu føie mig i at flytte Fjøset, saa skal du ikke mangle Foder og Grøde, om du bliver aldrig saa gammel. Men vil du ikke, saa skal du ikke vide af Andet end Uaar, saa længe du lever.»

Da Manden hørte det, gav han sig strax ifærd med at rive Fjøset ned og tog til at sætte det op paa et andet Sted. Men han byggede ikke alene, for om Natten, medens Alle sov, var der lagt ligesaa mange Stokkehverv som om Dagen, og det kunde han nok skjønne, at det var Granden, som hjalp ham.

Han angrede heller ikke paa det siden, for han havde Foder og Korn nok, og Fæet trivedes vel. Saa blev det engang et haardt Aar, og det var saa knapt for Foder, at han gik og tænkte paa, at han skulde sælge og slagte halve Buskaben sin. Men en Morgen, Budeien skulde i Fjøset, var Buhunden borte og alle Kjøerne og alt Ungfæet med den. Hun til at graate og sige det til Huusbonden, maa tænke. Men han tænkte ved sig selv, at det var Granden, som havde taget dem paa Foder. Og det var det ogsaa, for da Vaaren kom, og det blev grønt i Skoven, saa hørte de en Dag Fæhunden kom gjøende og springende i Skovbredden, og efter den kom alle Kvierne og alt Ungfæet frem, og det var saa blankt, at det var en Lyst at see.»

I Læ af Ilden lagde vi os til Hvile og nød et Par Timers Tid en kvægende Søvn paa den nøgne Klippe. Da Dagskjæret lyste over Aasen, vare vi ude paa Søen; thi Hallændingen, der for det usikkre Fiskeri havde foretrukket at følge mig, bære Fiskekurv og Haav, og være min Drabant, havde hentet gamle Christen Bonna med Baaden. Jeg drog op over Bjørnsjøen og fiskede i Smalstrøm og Hakkloen. Veiret begunstigede mit Fiskeri, thi det vexlede med Solskin og Regnbyger den hele Dag. Først silde om Aftenen kom jeg tilbage til Byen, træt og mødig, men med min Kurv fuld af Ørret og mit Hoved fuldt af Historier.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)