En Signekjærring

Et Stykke fra Bygdeveien i en af de mellemste Egne af Gudbrandsdalen laa der for nogle Aar siden en Hytte paa en Haug. – Maaskee den ligger der endnu. Det var et mildt Aprilveir udenfor: Sneen smeltede; Bække brusede ned gjennem alle Lier; Marken begyndte at blive bar; Trosterne skjendtes i Skoven; alle Lunde vare fulde af Fuglekvidder; kort det tegnede til en tidlig Vaar. I den vældige Birk og de høie Rognetræer, der med sine nøgne Grene strittede ud over Hyttens Tag i det tindrende Solskin, vimsede nogle travle Meiser, medens en Bogfinke sad i Birkens Top og sang af fuldt Bryst.

– Inde i den røgfulde Spærrestue] sperrestove, stove utan loft med bjelkane mellom mønsås og langvegger synlege.Spærrestue var det uhyggeligt og skummelt. En middelaldrende Bondekone af et meget almindeligt og indskrænket Udseende var ifærd med at puste Ild i nogle Grene og raae Træstykker, hun havde lagt under Kaffegryden paa den lave Skorsteen. Da dette omsider var lykkedes, reiste hun sig, gned Røg og Aske ud af sine angrebne Øine og tog saaledes til Orde: «Folk sige, det nytter ikke med denne Støbningen] støypinga; dvs. å helle smelta bly i vatn og stille sjukdomsdiagnose på grunnlag av dei figurane som dannar seg.Støbningen, for Barnet har ikke Svek, sige de, men det er en Bytting; der var en Skindfældmager her om Dagen, og han sagde det samme, for da han var liden, havde han seet en Bytting ude i Ringebo, og den var saa blød i Kroppen og saa leddeløs som denne.» Medens hun talte, havde hendes eenfoldige Ansigt et Udtryk af Bekymring, der vidnede om hvilken Anklang Skindfældmagerens Udsagn havde fundet i hendes overtroiske Sind.

Den, hun henvendte sin Tale til, var et sværlemmet Fruentimmer, der syntes at nærme sig de Tredsindstyve. Hun var usædvanlig høi af Væxt; men medens hun sad, syntes hun kun liden, og denne Egenhed havde hun at takke for, at man til hendes Navn, Gubjør, havde føiet Øgenavnet Langelaar. I det Taterfølge, hun havde flakket om med førte hun andre Navne. Graae Haar stak frem under Skautet, der omgav et mørkt Ansigt med buskede Bryn og en lang ved Roden bulket Næse. Det oprindelig Indskrænkede, der antydedes ved en lav Pande og ved Ansigtets Bredde over Kindbenene stod i Modsætning til det umiskjendelige Udtryk af List i hendes smaa spillende Øine, og til den inkarnerede Bondefuulhed, der udprægede sig i Rynker og Muskelspil. Hendes Klædning angav hende som Udvandrer fra et nordligere Bygdelag; hendes Ansigt og hele Fremtrædelse antydede Signekjærringen, eller idetmindste den omstreifende, efter Omstændighederne frække og uforskammede, eller ydmyge og smiggrende Fantekjærring.

Under Huusmandskonens Tale og Beskjæftigelse med Kaffegryden holdt Gubjør en Hængevugge, hvori der laa et Barn af sygeligt Udseende, i Bevægelse ved af og til at give den et Stød med Haanden. Med Ro og Overlegenhed besvarede hun Huusmandskonens Ord, endskjøndt hendes funklende Øine og de vibrerende Muskler om Munden antydede, at hun ingenlunde var tilfreds med Skindfældmagerens Forklaring.

«Folk,» sagde hun, «de snakke saa meget om det, de ikke skjønne, min kjære Marit Rognehaugen, de snakke baade i Veir og Vind; og Skindfældmageren skjønner, kan hende, vel paa Saueskind; men paa Svek og Byttinger skjønner han ikke, – det siger jeg, og det skal jeg staae ved og. Jeg skal troe, jeg skjønner mig paa Byttinger, for jeg har seet nok af dem. Den Byttingen, han snakkede om, det var vel den til hende Brit Briskebraaten paa Froen, for hun mindes jeg havde en Bytting, og det var vel den Skindfældmageren, uden fra der talte om, kan jeg troe. Hun fik den strax, hun var bleven gift, for først havde hun et lækkert Barn; men det blev byttet om til et Trold saa arrigt og æddervildt som selve Fanden.

Aldrig vilde den mæle et Ord, men bare æde og skrige. Ikke havde hun Hjerte til at dænge den eller fare ilde med Ungen heller; men hvordan det var eller ikke, saa havde de lært hende til at gjøre nogle Koklementer] trolldomsknep.Koklementer og Kokkeras] koking av medisin. Kokkeras saa de fik den til at snakke, og da skjønte hun rigtig hvad for Karl han var. Saa sagde hun til ham, at Jutullen skulde flytte ham til Helvedes, kaldte ham en Helvedesbrand og en Troldunge, bad ham reise did han var kommen fra, og til at baske ham om Ørene med Sopelimen, og det dueligt. Men da hun det gjorde, blev Døren slaaet op paa vid Væg, min Moer, og der kom En ind gjennem den – endda hun ikke saa Nogen, – nei bevares – og rev Byttingen bort og kastede Barnet hendes eget ind paa Gulvet saa haardt, at det tog til at græde. – Eller kanskee det var den til hende Sigrid Strømhugget? – Den var som en gammel vindtør Kall; kanskee den var løs i Leddene, men den lignede ikke Barnet dit mere end den gamle Luen min.

Jeg kommer den godt i Hug; det var den Tid, jeg tjente hos Klokkeren ligesom en Dag til Dagverd] ved dugurdsleite, dvs. på formiddagen, ved 10-11-tida.til Dagverd, da saa jeg den mere end een Gang, og jeg kommer vel i Hug, hvorledes hun fik den, og hvorledes hun blev kvit den ogsaa. Det var Snak nok om det, den Tid; for denne Sigrid var kommen her af Bygden. Da hun var ung, tjente hun paa Kvam, og jeg husker hende godt, da hun var hjemme i Gaupeskjelpladsen hos Forældrene sine. Siden kom hun ud i Strømhugget og blev gift med Ola, Søn’ der. Da hun saa laa paa Barnseng første Gangen, kom der ind i Stuen en Fremmedkjærring og tog Barnet – for nylig før havde hun barslet – og lagde et andet istedet for det. Siri vilde op og have att Barnet sit, og hun kavede alt det hun aarkede; men hun kunde ikke komme af Flækken, for hun var magtstjaalen. Hun vilde skrige paa Moster sin, som var udenfor; men hun kunde ikke faae Munden op, og saa angst var hun, hun kunde ikke været mere angst, om de havde staaet over hende med Kniven. Ungen, hun havde faaet igjen, var en Bytting; det var greit at skjønne, for den var ikke som andre Børn, den bare skreg og laat som det sad en Kniv i den, og den hvæsede og slog om sig som en Huldrekat og var argere end Arvesynden. Aad gjorde den støt.

Moderen vidste ikke sit arme Raad for at blive kvit den; men saa fik hun opspurgt en Kjærring, som vidste det bedre, skal jeg troe; for hun sagde, at hun skulde tage Ungen og lægge den paa Søpledyngen og pidske den med et dueligt Birkeriis] å denge byttingen med bjørkeris vart oppfatta som eit verksamt knep for å få den underjordiske mora til å kome attende med menneskebarnet.pidske den med et dueligt Birkeriis, og det skulde hun gjøre tre Thorsdagskvelde i Rad. Ja, hun gjorde saa, og den tredie Thorsdagskvelden kom der flyvende en Kjærring over Laavetaget, og den Kjærringen kastede en Unge paa Flisedyngen og tog sin egen igjen. Men med det samme slog hun Siri over Fingrene, saa hun har Mærke af det endnu, og det Mærket har jeg seet med mine egne Øine,» tilføiede Gubjør til yderligere Bekræftelse paa sin Fortælling. «Nei, dette Barnet her er ikke mere en Bytting, end jeg er Bytting, og hvorledes skulde det have baaret til, at de skulde faaet byttet det om?» spurgte hun.

«Nei det kan jeg ikke skjønne heller,» sagde Huusmandskonen troskyldig; «for jeg har jo havt Bævergjæl] bevergjel, stoff frå bever-testiklar. I tørka form vart bevergjel brukt som medisin.Bævergjæl i Vuggen, – jeg har fyret over ham, og jeg har korset ham, og jeg har sat en Sølje i Skjorten hans, og Kniv har det staaet over Døren] knivstålet skal hindre vonde makter i å trengje inn i huset. Også elden, krossteiknet og sølvet skal etter folketrua ha vernande verknad.Kniv har det staaet over Døren, saa jeg veed ikke hvorledes de skulde have faaet byttet ham om.» «Jøs, de har ingen Magt da, nei korse mig da! Jeg veed nok endda Besked om det,» tog Signekjærringen til Orde igjen; «for ude paa Bygderne ved Christiansbyen, der kjendte jeg en Kone. Hun havde et Barn, og det var hun saa bange for, hun korsede og fyrede over det, det bedste hun havde lært, baade med Bævergjæl og Andet, for der var nok meget Troldskab og Fandenstøi – Gud bevare min Mund ligevel – paa den Bygden; men saa var det en Nat, hun laa med Barnet fremmenfor sig i Sengen, og Manden han laa ved Væggen.

Ret som de laa, saa vaagnede han, og da fik han see, at der blev saadant et rødt Lysskin i Stuen, rigtig som naar En sætter sig til at rage i Gløderne med Ildragen. Ja det var En, som ragede i Gløderne ogsaa; for da Manden i Stuen saa did, saa sad der en gammel Mand borte ved Ovnen og ragede i Gløderne, og han var saa fæl, at det ikke var nogen Maade paa det, og et langt Skjæg havde han. Da det var bleven rigtig lyst, begyndte han at række og række med Armene efter Barnet, men han kunde ikke komme fra Krakken, der han sad. Armene de bleve saa lange, ja, saa lange, at de naaede midt ud i Stuen; men fra Ovnen kom han ikke, og Barnet kunde han ikke naae. Saaledes sad han en lang Stund, og Manden blev ganske fælen, der han laa, og han vidste ikke hvad han skulde gjøre. Saa hørte han det puslede borte ved Vinduet. «Peer, kom nu da!» sagde det. «Aa, hold din skidne Kjæft!» sagde Manden, som sad ved Ovnen, «der er jo tomlet] gjort krossteikn.tomlet for Ungen, jeg kan inte faae den.» «Saa kan du komme att da, veed jeg!» sagde det udenfor. Det var Kjærringen, som stod der og skulde tage mod den.

«Nei see paa denne lækkre Veslegutten her!» sagde Signekjærringen smigrende, og tog det vaagnende Barn, som strittende modsatte sig den fremmede Kones Kjærtegn og drog paa Gjeben ad hendes sødtladende, væmmelige Miner: «Han er saa hvidlet og klar som en Engel; han er lidt blød i Leddene sine – det er han – men naar de sige, han er en Bytting, saa lyver de paa ham, ja Gud gjør de det, ja! Nei Moer, det er Svek,» sagde hun med Overbeviisningens Betoning og henvendte sig til Moderen; «det er Svek!»

«Tys, tys! Jeg synes det banker i Væggen, aa, Gud trøste mig, er han Truls kommen att!» sagde Kjærringen paa Rognehaugen, forskrækket over at overraskes af Manden i Kaffeslabberas med Signekjærringen. Hun ilede hen, aabnede Døren og saa ud; men der var ingen Anden end en broget Kat, som sad paa Trappen og pudsede sine vaade Fødder efter en Foraarsjagt i Orekrattet. Truls var der ikke; men paa Solvæggen sad en Grønspæt og hug og bankede for at vække de døsige Insekter af Vinterdvalen. Hvert Øieblik dreiede den paa Hovedet som om den saa efter Nogen, men det var ikke Andet, end en Aprilskuur, den ventede.

«Er der Nogen?» spurgte Signekjærringen. «Nu jasaa,» vedblev hun, da det benegtedes, «saa lad Døren staae, saa faae vi lidt godt af Solen, og saa see vi Manden, naar han kommer, for han er vel paa denne Siden.» «Han foer med Skikjælken efter et Løvlæs til Gjederne,» svarede Huusmandskonen. «Men jeg er saa ræd, han skal komme paa os. Sidst fik han spurgt, du havde været her, og han var saa gal, at det ikke var Maade paa det, og saa sagde han, at jeg skulde faae nogle Skillinger at gaae til Doktoren med; han vilde ikke vide af sligt Jaaleri og overnaturlig Kurering, for han er saa vel lært; han troer ikke paa Sligt, siden han gik omkring paa Bygden med ham Johannes Skolemester.»

«Til Doktoren? Tvi!» sagde Signekjærringen og spyttede. «Jo, det skulde vel Nogen byde til at komme til den Bixen med Armoden. Kommer En ikke med Guld og dyre Gaver,» fortsatte hun knotende, «saa hugger og bider han som det var Bikjer og ikke Folk. Hvorledes var det da Gjertrud Kostebakken laa med Døden i Halsen og havde Barneondt] hadde fødselssmerter.havde Barneondt paa det tredie Døgnet, mener du? Nei Gud, vilde han ikke ud til en Fantekjærring, for han var i Julegjestebud hos Skriveren, og ikke reiste han heller, før de truede ham baade med Bisp og med Amtmand. Han kunde gjerne have ladet det blive ogsaa, for da han kom paa Traakken, var Kjærringen død. Nei, gaae til Doktoren for sligt et Barn, som har Svek, det skulde vel Fanden. Ja, Gud bevares, du maa gjerne gaae for mig,» sagde hun spodsk. «Men kan han hjælpe mere end som saa – saa lad mig aldrig skaffe Nogen til Helsen sin i dette Liv. De kan ikke med Svek, for det staaer ikke om den i Bøgerne; de veed ikke Hjælperaad for den Sygen; og det skjønner de selv ogsaa, derfor gi’er de hverken Pulver eller onde Drikke og sligt Fandenskab for den. Nei, der er ikke andet Raad end at støbe, men de kan ikke med det.»

«Sæt saa paa Støbeskeen min Moer, begyndte hun i en anden Duur, «for det lider til Høgstdags. Har vi støbt to Gange, saa faaer vi støbe den tredie med, ellers kunde det blive Galt paafærde. Barnet har Svek, men der er ni Slags Svek i Verden. Ja, ja, det har jeg sagt dig, og du saa jo det, at det havde været ude baade for Troldsvek og Vassvek; for den første Thorsdagen, saa blev det en Mand med to store Horn og en lang Rumpe. Det var Troldsvek. Sidst saa blev det en Havfrue. Ja, du saa den jo saa skjelligt som den var skildret. Det var Vassvekken. Men nu spørges det hvad det bliver, naar vi støbe nu. Det er den tredie Gangen, det kommer an paa, maavide. Der har du Barnet,» sagde hun og rakte det til Konen. «Lad mig nu faae i mig denne Kaffedraaben, saa skal jeg til.»

Da Kaffeen var drukket og den klinkede Spølkum] spilkum, kopp, bolle.Spølkum bortsat med «Tak og Ære,» gik hun betænksomt hen til Skorstenen og fremtog et Snuushorn. «Siden sidst Thorsdag,» sagde hun, «har jeg været i syv Kirkesogn og skrabet Vinduesbly] bly vart mykje brukt som magisk verkemiddel av signekjerringane. Blyet fekk særleg kraft dersom det kom frå ein heilag bygning, og ikkje minst om det var sanka inn om natta. Det gav dessutan effekt at det var funne i sju kyrkjesokn, for sju-talet er eit magisk tal.Vinduesbly af Kirkevinduerne ved Natteleite; for det blev forbi med Kirkeblyet den Gang. Det kan lede paa baade Sjæl og Krop,» mumlede hun hen for sig, medens hun af Snuushornet udrystede Noget af det efter Sigende saa møisomt indsamlede Bly i Støbeskeen.

«Du har vel hentet nordrindendes Vand] vatn som renn nordetter. Slikt vatn skulle etter folketrua ha særleg kraft; dei vonde maktene heldt til i nord.nordrindendes Vand, Høgstnattes?» spurgte hun videre. «Ja, jeg var ved Kværnebækken i Gaarnat; det er det eneste Vand, som er nordrindendes paa lang Led,» svarede Huusmandskonen og fremtog et vel tillukket Spand, hvoraf hun gjød Vand i en Ølbolle. Over denne blev lagt en Bygbrødlev, som der med en Stoppenaal var boret Hul i. Da Blyet var smeltet, gik Gubjør hen i Døren, saa op paa Solen, tog derpaa Støbeskeen og gjød det smeltede Bly gjennem Hullet langsomt ned i Vandet, medens hun mumlede disse Ord derover:

«Jeg maner for Svig, og jeg maner for Svek:
Jeg maner den bort, og jeg maner den væk;
Jeg maner den ud, og jeg maner den ind;
Jeg maner i Veir, og jeg maner i Vind;
Jeg maner i Syd, og jeg maner i Øst;
Jeg maner i Nord, og jeg maner i Vest;
Jeg maner i Jord, og jeg maner i Vand,
Jeg maner i Bjerg, og jeg maner i Sand;
Jeg maner den ned i en Olderrod;
Jeg maner den ind i en Folefod;
Jeg maner den ind i Helvedes Brand;
Jeg maner i nordenrindendes Vand;
Der skal den æde, og der skal den tære;
Til Meen for Barn skal den inte være.»

Som naturligt kunde være, sydede og spruttede det glødende Bly, da det kom i Vandet. «Hør paa Troldskaben, du, nu maa den ud,» sagde Signekjærringen til den Anden, der med frygtblandet Andagt stod og lyttede og saa til med Barnet paa sine Arme. Da Brødleven blev borttaget, viste der sig i Vandet et Par Figurer, dannede af det smeltede Bly. Signekjærringen betragtede dem længe, grundende med Hovedet paa Skakke; derpaa gjorde hun et Nik og sagde: «Ligsvek, Ligsvek! – Først Troldsvek, saa Vassvek, saa Ligsvek. En af dem kunde været nok!» føiede hun til og rystede paa Hovedet. «Ja, nu seer jeg hvorledes det er gaaet til,» vedblev hun høit og henvendte sig til Konen i Huset. «Først er I reist gjennem en Skov, og forbi et Bjerg, mens Troldene var løse; der sagde du Jesu Navn. Saa kom I over et Vand; der sagde du ogsaa Jesu Navn over Barnet; men da du kom forbi Kirkegaarden, var det før Hanegal, saa glemte du det, og der fangede Barnet Ligsvek.»

«I Jesu Navn, hvor kan du vide det?» udbrød Huusmandskonen med forbausede Miner. «Det er sandt hvert evige Ord, du siger. Da vi reiste hjem fra Sæteren, kom vi saa seent ud, for der var kommen nogle Sauer fra os, og Mørket kom alt paa, da vi var i Hjemsæterlien, og engang syntes jeg, jeg saa et Lysskin borte i Skoven, og jeg hørte ligesom en Port gik op i Vesætnabben, – der sige de nu det skal være Bjergfolk – «Jesu Navn da,» sagde jeg idetsamme over Barnet. Den Tid vi satte over Elven, hørte jeg et Skrig saa fælt at – «Jesu Navn da,» sagde jeg over Barnet. – Men de Andre sagde, det bare var Lommen, som skreg mod ondt Veir.»

«Ja, det var nok, det, om det bare var Lommen,» sagde Signekjærringen; «naar den daarer et Spædbarn] etter folketrua kunne visse fuglar som gauken, kråka og lommen gjere skade på folk når ein høyrde dei om våren første gong, på fastande hjarta. Slike fuglar vart kalla dårefuglar (Liestøl 1949 II, s. 338).naar den daarer et Spædbarn, saa faaer det Svek.» «Det har jeg ogsaa hørt; jeg troede nu, det var det, som værre var, dengang,» vedblev den Anden. «Men da vi kom forbi Kirkegaarden, var det over Høgstnat. Der slog Studen sig reent gal for os, og Bølingen til Folkene paa Gaarden var ikke ligere, og der blev saadant Styr med Kreaturene, at jeg ikke sandsede at signe Barnet.» «Der har han fanget det, Moer, for det er Ligsvek fra Kirkegaarden. Se selv i Bollen her: der staaer en Ligkiste, og der staaer et Kirketaarn, og i Kisten ligger der et Lig og spriker i Fingrene,» sagde Signekjærringen med Emphase, idet hun fortolkede disse mystisk af det smeltede Bly dannede Figurer.

«Hm, hm, hm, der er eet Raad!» mumlede hun igjen, dog høit nok til at det kunde høres af den anden. «Hvad er det for et Raad?» spurgte denne glad og nysgjerrig tillige. «Der er eet Raad, – det leder paa, men det faaer til,» sagde Signekjærringen. «Jeg skal gjøre sammen et Svøbebarn, og det skal jeg grave ned paa Kirkegaarden, saa troer de Døde, de har faaet Barnet til sig, og Gud hjælpe mig, om de skjønne Andet! Men det spørges efter Arvesølv. Har du Arvesølv?»

«Ja, jeg har et Par gamle Sølvmarker, jeg fik i Faddergave; jeg har ikke nænnet røre dem før, men naar det gjælder Liv, saa –» sagde Konen og gav sig strax ifærd med at søge i en gammel Kistes Læddik] leddik; lite rom med lokk, plassert på sideveggen inne i ei kiste.Læddik. «Ja, ja, den ene skal jeg lægge i Bjerg, – den anden i Vand, den tredie skal jeg grave ned i viet Jord, hvor Svek er fanget; – tre maa jeg have,» sagde Kjærringen, «og saa nogle Filler at gjøre en Reverunge af.» Hun fik det Forlangte. En Dukke var snart syet sammen i Form af et Svøbebarn. Signekjærringen reiste sig nu, tog denne og Staven og sagde: «Nu gaaer jeg paa Kirkegaarden og graver den ned. Tredie Thorsdagen fra i Dag kommer jeg igjen, – saa faaer vi see. Bliver det Liv, saa kan du see dig i Øiestenen paa Barnet] det er ei vanleg oppfatning at auga er ein spegel for sjela og likeeins for livet. see dig i Øiestenen paa Barnet, men skal det døe, før Løvet falder, saa seer du bare Sort, og ikke Andet end Sort. Saa gaaer jeg nordefter til Joramo. Der har jeg ikke været paa længe; men de have sendt Bud efter mig for en Unge som har bare Troldsvek: da er det ingen Sag; jeg skal føre den rangsølis under en Græstorvstrimmel, saa bliver den til Folk.» «Jasaa, jasaa da!» sagde Huusmandskonen beundrende. «Joramo? Det er jo i Lessø? Kors bevares, saa langt borte da!»

«Ja det er langt did; men der er jeg fød og baaren,» svarede Signekjærringen. «Jeg har vanket vidt, men sanket lidt siden jeg var der. Den Tid var det bedre Tid for Gubjør Langelaar,» sagde hun sørgmodig og satte sig ned paa Bænken. «Men der paa Joramo var vel en Bytting,» sagde hun videre, idet et Sagn fra Fortiden fremstod for Erindringen, da hun vendte Blikket mod sin Barndom. «Oldemoer til Moster min, hun var paa Joramo i Lessø, og hun havde en Bytting. Jeg saa den aldrig; for hun var død, og den var væk længe før jeg kom til; men Moer min fortalte ofte om den: Han saa ud i Ansigtet som en gammel veirbarket Kall. I Øinene var han saa rød som en Mort, og han gloede i Mørket som en Katugle. Han havde et Hode saa langt som et Hestehode og saa tykt som et Kaalhode; men Benene var som en Sauelæg, og paa Kroppen var han som fjorgammelt Spegekjød. Aldrig gjorde han andet end at ule og tude og skrige, og fik han Noget i Hænderne, saa kastede han det lukt i Synet paa Moer sin. Støt var han sulten som en Bygdebikje; alt han saa, vilde han æde, og han aad dem mest ud af Huset. Jo ældre han blev, desto argere blev han, og det var ikke nogen Maade med Skrig og Skraal; men aldrig fik de ham til at snakke et eneste Ord, endda han var gammel nok til det. Han var det ledeste Trold Nogen havde hørt om, og de havde sligt Kjaak] tjåk; bry, kav.Kjaak med ham baade Nat og Dag, at Ingen kan sige det.

De søgte Hjælperaad baade her og der ogsaa, og Kjærringen blev raadet baade til det Ene og til det Andet. Men hun syntes ikke, hun havde Hjerte til at slaae og dænge ham heller, før hun var rigtig vis paa, det var en Bytting; men saa var det En, som lærte hende, at hun skulde sige, at Kongen skulde komme; saa skulde hun gjøre op et stort Baal paa Skorstenen og slaae itu et Æg. Skallet skulde hun sætte over Ilden, og Maalstangen] målestonga; ei stong som er seks alen lang (3.6 m).Maalstangen skulde hun sætte ned igjennem Piben. Ja, hun gjorde saa. – Da Byttingen fik see dette, reiste han sig op i Vuggen og gloede paa det. Kjærringen gik ud og tittede gjennem Nøglehullet. Da krøb han ud af Vuggen paa Hænderne, men Benene blev liggende oppe i den, og han strakte sig ud, og han blev saa lang, ja saa lang, at han naaede tværs over Stuegulvet og kom heelt op i Skorstenen. «Nei,» sagde han, «nu er jeg saa gammel som syv Vedfald] sju vedfall; dvs. levealderen til sju generasjonar skogstre når dei ikkje blir hogne, men står til dei fell av seg sjølve.syv Vedfald paa Lessøskogen, men aldrig har jeg seet saa stor en Tvare i saa liden en Gryde paa Joramo.»

Da Kjærringen saa dette og hørte hvad han sagde, saa havde hun nok. Da vidste hun, det var en Bytting, og da hun kom ind igjen, krøb den sammen bort i Vuggen som en Orm. Saa begyndte hun at blive slem mod ham, og om Thorsdagskvelden tog hun ham ud og dængede ham dygtigt paa Søpledyngen, og da knistrede og laat det rundt om hende. Den anden Thorsdagskveld gik det ligeens; men da hun syntes, han havde faaet nok, saa hørte hun, at det sagde ligesom ved Siden af hende, og det kunde hun skjønne var hendes eget Barn: – «Hvergang du slaaer han Kjøstul Gautstigen, saa slaaer de mig igjen i Bjerget.» Men den tredie Thorsdagskvelden hyede hun Byttingen igjen. Da kom der en Kjærring flyvende med en Unge som om hun var brændt. «Kom igjen med ham Kjøstul, der har du Hvalpen din att!» sagde hun, og kastede Barnet til hende. Kjærringen rakte ud Haanden for at tage imod det, og hun fik fat i det ene Benet paa det; det beholdt hun i Haanden. Men Resten saa hun aldrig; saa haardt havde Bjergkjærringen kastet.»

Under denne Fortælling viste der sig hos Huusmoderen de umiskjendeligste Tegn paa Ængstelse. Mod Slutningen bleve de saa paafaldende, at selv Fortællersken, der syntes at være greben af sin egen Fremstilling blev opmærksom derpaa. «Hvad er der paafærde?» spurgte Signekjærringen. «Aa, det er Manden, som kommer,» vedblev hun med et Blik ud af Døren og tilføiede høitideligt: «det er ikke blivendes for hun Gubjør Langelaar ved Pallen] benken, krakkenPallen din; men vær ikke bange, Moer; jeg skal gaae nedenom Kirkegaarden, saa seer han mig ikke.»

Kort efter kom Manden. Han tørrede Sveden af Panden med Trøieærmet, saa sig forskende om i Stuen, og fulgte med Øinene Konen, der forlegen gav sig noget at bestille ved Skorstenen; dernæst syntes Støbeskeen, som var bleven liggende under Bordet, at tiltrække sig hans Opmærksomhed. «Har du noget Mad, Kjærring?» spurgte han. «Aa, Gud hjælpe mig,» svarede Konen; «jeg havde stegt lidt Flæsk; men det stjal denne Tyvekatten, mens jeg stelte Ungen.»

«Skulde En hørt saa galt,» sagde Manden, «Flæsk til Fattigmandskost om Thorsdagen? Takke Gud, En kan faae det til Helgekost! Nei, det er vel gaaet med i Sørpen til Gubjør Langelaar; jeg syntes jeg saa det ene af de lange Benene hendes bag om Kirkemuren. Ja, jeg kunde tænke det, hun skulde komme igjen med Støbningen sin; men det siger jeg dig, at kommer hun igjen engang til, så skal jeg see om jeg kan faae støbt hende ind i et Hul med Jernsprinkler for! Aa, dig Kjærring, dig skal jeg ogsaa tale lidt anderledes med!»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)