En Sommernat paa Krogskoven

Och skuggan faller så tjock, så tjock
Som en fäll öfver ensamma leden;
Det tassar, det braskar öfver sten och stock,
Och trollena träda på heden,
Det er så mörkt långt, långt bort i skogen.
Geijer] den svenske romantiske forfattaren Erik Gustaf Geijer (1783-1847). Diktstrofa er frå diktet «Den lilla kolargossen» (1814). Saman med A.A. Afzelius gav Geijer ut Svenska folkvisor från forntiden (1814-1818).Geijer

Som en fjorten Aars Gut kom jeg en Løverdags-Eftermiddag kort efter St. Hans Tid til Øvre-Lyse, den sidste Gaard i Sørkedalen. Jeg havde saa ofte kjørt og gaaet den slagne Landevei mellem Christiania og Ringerige; nu havde jeg efter et kort Besøg i mit Hjem til en Afvexling taget Veien forbi Bogstad til Lyse, for derfra at gaae Kløvveien eller Beenveien over den nordlige Trakt af Krogskoven til Kehrraden i «Aasa.»] kjerraten i Åsa; eit fraktesystem der vasskraft i kombinasjon med eit kjettingverk gjorde det mogleg å løfte tømmeret frå Tyrifjorden opp på Krokskogsnivået. Derifrå vart tømmeret fløytt til Christiania. Det var godseigaren og forretningsmannen Peder Anker (1749-1824) som bygde kjerraten, som var i drift frå 1807 til 1849.Kehrraden i «Aasa.» Alle Døre paa Gaarden stode aabne; men jeg søgte forgjæves i Stuen, Kjøkkenet og paa Laaven efter et Menneske, jeg kunde anmode om at skaffe mig en Lædskedrik og meddele mig nogen Underretning om Veien. Der var ingen Anden hjemme end en sort Kat, som veltilfreds sad og malede i Peisen, og en skinnende hvid Hane, som kroende sig spankede frem og tilbage i Svalen og goel i eet Væk, som om den vilde sige: «nu er jeg selv størst!» Svalerne, der lokkede ved Insektrigdommen i Skovens Nærhed i utallig Mængde havde fæstet Bo paa Laaven og under Tagskjægget, boltrede sig frygtløst tumlende, kredsende og kviddrende omkring i Solstraalerne.

Træt af Heden og Vandringen kastede jeg mig ned i en Skygge paa Tunets Græsvold, hvor jeg i en halv Slummer laa og hvilede, indtil jeg opskrækkedes ved en uhyggelig Koncert: En skurrende Kjærringstemme søgte ved Skjænd og Kjæleord at stagge Gaardens gryntende Griseyngel. Ved at gaae efter Lyden antraf jeg en guulgraa barbenet Kjærring, der i en foroverbøiet Stilling var ifærd med at forsyne Truget, hvorom de støiende Smaadyr bedes, reves, puffedes og hylede af Forventning og Glæde.

Mit Spørgsmaal om Veien besvarede hun med et andet, idet hun, uden at rette sig op, vendte Hovedet halvt om fra sine Kjæledægger for at gloe efter mig. «Haa er han fra da?» Da dette tilfredsstillende var besvaret, vedblev hun, medens hun af og til henvendte sin Tale til Grisungerne. «Jasaa – er han i Præstlære hos Ringerikspræsten] Asbjørnsen studerte ikkje teologi på Ringerike, men gjekk i 1826 og 1827 på Christopher Størens artiumskurs. Det var her han vart kjend med Jørgen Moe og Andreas Wulfsberg Grøtting.i Præstlære hos Ringerikspræsten? – Tsju Gyssa mine da! – – Vegen til Stubdal i Aasa? siger han – – Sjaa den du, vil du lade de Andre faae med dig, Styggen! Tsju, vil du være rolig! Aa Stakkar, spændte jeg dig nu da? – – Ja, den skal jeg ratt sige ham den, det er strake Vegen ende beint fram over Skogen lige til Kehrraden, det.»

Da denne Anviisning forekom mig at være affattet i altfor almindelige Udtryk om en Skovvei paa et Par Miil, saa spurgte jeg, om jeg ikke for Betaling kunde faae en Gut med, der var kjendt. «Nei Kors, var det ligt sig det,» sagde hun, idet hun forlod Grisehuset og gik ud paa Tunet. «Dem driver saa med Slaataannen, at dem mest inte faaer i sig Maden. Men det er strake Vegen hele Skogen over, og jeg skal tee ham den saa skjellig, som han saa den for sig. Først saa gaaer han op over Kleven og alle Bakkerne borte i Aaslien der, og naar han er kommen op paa Høgden, saa har han store stærke Vegen ratt fram til Heggelien. Elven, den har han paa Venstren hele Tiden, og seer han den inte, saa hører han den. Men fremme ved Heggelien er det ligesom lidt Kringelkrangel med Vegen, saa den justsom bli’er borte stykkomtil] stykkevis.stykkomtil, og er En ikke kjendt, er det ikke saa greit at finde frem; men han finder nok frem til Heggelien, for den ligger ved Vandet. Siden saa gaaer han bort med Heggelivandet til han kommer frem til Dammen; det er slig en Dam foran et lidet Vand, og ligesom en Bro, som dem kalder det; der gaaer han paa Venstren og taer af paa Høgren, og saa har han store, strake Vegen ende ratt fram til Stubdal i Aasa.»

Endskjøndt heller ikke denne Anviisning var fuldkommen tilfredsstillende, især da det var første Gang jeg begav mig saa langt ud fra den slagne Alfarvei, tog jeg trøstig fat paa Veien, og alle Betænkeligheder vare snart svundne. Fra Lien aabnede der sig af og til mellem Graner og høie Furutræer Udsigt til Dalen med dens Løvpartier og Marker, mellem hvilke Elven bugtede sig som en smal Sølvstribe. Rødmalede Gaarde laae saa smukt og norskt paa Høiderne af de grønne Bakker dernede, hvor Karle og Piger færdedes med Slaataannen. Fra enkelte Piber steg Røgen op blaa og duftig] tåkeaktig, disig.duftig mod en mørk Baggrund af granklædte Aaser. Over dette Landskab hvilede en Ro og Landlighed, der neppe levnede Rum for nogen Anelse om Hovedstadens Nærhed. Da jeg var kommen ind paa Aasen, lød Valdhornklang og en klingende af Echo mangedobbelt gjentaget Loos over til mig, men den fjernede sig mere og mere, og tilsidst var det kun Ljomen af den, der naaede mit Øre. Nu hørte jeg ogsaa Elven; den brusede vildt fjernt mod Venstre; men som jeg skred frem, nærmede Kløvstien sig den efterhaanden, og Aaserne traadte paa enkelte Strækninger sammen, saaat jeg undertiden gik i Bunden af en dyb skummel Dal, der for største Delen optoges af Elven.

Men Veien fjernede sig atter fra Elven; det var «lidt Kringelkrangel,» thi den bugtede sig snart hid, snart did, og blev paa enkelte Steder neppe synlig. Det gik opad, og da jeg var gaaet over en liden Høide, saa jeg mellem Furustammerne et Par blinkende Skovkjærn og ved et af disse en Sæter paa en grøn Bakke i Aftensolens Guld. I Skyggen under Bakken stod der Bunker af frodigt voxende Ormegræs; Gjederamsen kneisede yppigt mellem Stenene med sin høie, røde, pragtfulde Blomstertop; men den alvorlige Stormhat hævede Hovedet høiere, saa mørk og giftig ned paa den og nikkede Takten til Gjøgens Galen, ret som om den vilde tælle efter, hvormange Dage hiin havde igjen at leve] gauken var etter folketrua «varselsfugl». Når ein høyrde gauken første gongen om våren og spurde kor mange år ein hadde att å leve, ville gauken svare ved å gale så mange gonger som ein hadde leveår att.tælle efter, hvormange Dage hiin havde igjen at leve. I det grønne Bakkehæld og nede ved Vandets Bred prangede Hæg og Rogn i sommerligt Blomsterskrud. De spredte liflig, kvægende Duft vidt omkring og rystede vemodig sine hvide Blade udover Sæterbakkens Speilbillede i Vandet, der paa alle de øvrige Kanter var omringet af Graner og mosede Klipper.

I Sæteren var Ingen hjemme. Alle Døre vare laasede og lukkede. Jeg hamrede paa overalt, men intetsteds noget Svar, nogen Oplysning om Veien. Jeg satte mig paa en Steen og ventede en Stund, men der kom Ingen. Aftenen faldt paa; jeg syntes, at jeg ikke kunde bie længer og gik afsted. Det var mørkere i Skoven, men inden kort kom jeg til en Tømmerdam eller Dæmning over en Elvestubb mellem to Kjærn; jeg formodede, det var her, jeg «skulde gaae paa Venstre og tage af paa Høire.» Jeg gik over, men paa den Side af Dæmningen var der kun – saa forekom det mig – flade, glatte, fugtige Klipper, og ikke Spor af nogen Vei; paa den anden, den høire Side af Dammen, var der en stærkt betraadt Sti. Jeg undersøgte begge Sider gjentagne Gange, og uagtet det syntes at stride mod den Anvisning, jeg havde faaet, besluttede jeg at vælge den største Vei eller Sti, der fremdeles gik paa høire Side af Vasdraget. Saalænge den fulgte det mørke Kjærn, var den god og fremkommelig, men pludselig dreiede den af i en Retning, der i mine Tanker omtrent var den modsatte af den, jeg skulde gaae i, og tabte sig som en Kreatursti dybt inde i Skovens Dunkelhed.

Usigelig træt af denne ængstelige, vildsomme Søgen kastede jeg mig ned i det bløde Moos for at hvile et Øieblik, men Trætheden seirede over Skovensomhedens Ængstelser, og jeg veed ikke hvor længe jeg blundede. Ved et vildt Skrig, hvis Echo endnu klang i mine Øren, da jeg vaagnede, sprang jeg op; men jeg følte mig endnu trøstet ved Rødkjælkens Sang; jeg syntes ikke jeg var ganske forladt, saalænge jeg hørte Maaltrostens muntre Slag. Himlen var overskyet og den dybe Skumring tiltagen i Skoven. Der faldt en fiin Støvregn, som vakte et fornyet Liv i den hele Planteverden og fyldte Luften med ambrosisk Duft; men den syntes ogsaa at vække til Liv alle Skovens natlige Lyd og Toner. Mellem Toppene over mig hørte jeg en huul metallisk Klang som af Frøernes Kvækken og en skjærende Fløiten og Piben. Rundt om mig surrede hundrede Rokke; men det Rædsomme ved alle disse Toner var, at de i et Øieblik løde lige ved mit Øre, i det næste fjernt borte; snart afbrødes de ved kaade vilde Skrig under flagsende Vingeslag, snart ved fjerne Nødraab, hvorpaa der igjen indtraadte en pludselig Stilhed.

Der gjennembævede mig en isnende Angest, og jeg følte mig greben ved disse Lyd og den rædsomme Skummelhed mellem Stammerne, hvori alle Gjenstande viste sig fortrukne, bevægelige, levende, udstrækkende Tusinder af Hænder og Arme efter den vildsomme Vandrer. Alle mine Barndoms Eventyr og Sagn fremmanedes for den opskrækkede Fantasi, og gjorde sig gjældende i de Former, der omgave mig; jeg saa hele Skoven opfyldt af Trolde og Alfer og gjækkende Dværge. I tankeløs og aandeløs Angest ilede jeg fremad for at undløbe Dæmonernes Skarer; men under Flugten viste sig endnu rædsommere, mere fordreiede Skikkelser, og jeg følte deres gribende Hænder. Pludselig hørte jeg tunge Skridt; der skred En hen over de bragende Kviste. Jeg saa eller troede at see en mørk Masse der nærmede sig med et Par Øine, skinnende som glødende Stjerner. Haaret reiste sig paa mit Hoved; jeg troede Faren uundgaaelig og skreg ubevidst for at opmande mig: «Er det Folk, saa sig mig Veien til Stubdal!»

En huul Brummen var det Svar, jeg fik, og den Gaaende fjernede sig hurtigt under Knag og Brag den samme Vei, han var kommen. Jeg stod længe og lyttede efter de tunge Skridt og mumlede ved mig selv: «Gud give det var lyst og jeg havde en Bøsse, saa skulde du faae en Kugle, Bamse, fordi du skræmte mig!» I dette Ønske og denne barnagtige Trudsel svandt min Frygt, gik al Tanke om Fare op, og jeg skred igjen med Rolighed fremad i det bløde Moos. Nu var der intet Spor hverken af Vei eller Sti; men det lysnede mellem Stammerne, Skoven blev mere aaben, og jeg stod paa Hældningen ved Bredden af en stor Sø, rundt omgivet med Barskov, der ved dens fjerne Bred forsvandt i Nattens Taageslør. Den nordvestlige Himmels Purpurglød, som speilede sig i Vandets mørke Flade, hvorover Flaggermuus kredsede og flagrede, medens store Fugle skjøde piilsnart hen over det høiere oppe i Luften med hiin kvækkende Lyd og skjærende Fløiten, som før forekom mig saa rædsom – viste mig, at jeg havde gaaet i nordostlig Retning istedetfor mod Vest.

Medens jeg grundede paa om jeg skulde blive her, til Solen stod op, eller forsøge paa at finde tilbage til Dammen, opdagede jeg til min usigelige Glæde paa denne Side af Vandet Skimtet af en Ild mellem Træerne. Jeg ilede afsted, men erfarede snart, at den var fjernere end den i Begyndelsen syntes; thi efterat have gaaet en halv Fjerdingvei, saa jeg mig adskilt fra den ved en dyb Dal. Da jeg med megen Møie havde banet mig en Vei mellem det Chaos af Vindfald, der opfyldte dette Ulænde, og var kommen op ad den steile borterste Li, maatte jeg endnu gaae et drøit Stykke hen gjennem en aaben høilændt Furumo, hvor Træerne stode i Rader som ranke Søiler, og hvor Jorden gav Klang under mine Skridt. Ved Randen af den sildrede en liden Bæk, hvor Or og Gran igjen søgte at hævde sin Plads, og paa en liden grøn Plet i Hældbakken paa den anden Side af denne Bæk blussede og flammede et stort Baal, som vidt og bredt kastede et rødt Skjær bort mellem Stammerne.

Foran Ilden sad en mørk Skikkelse, som paa Grund af sin Stilling mellem mig og det flammende Baal syntes at være af en aldeles overnaturlig Størrelse. Krogskovens gamle Røverhistorier] Krokskogen skulle i gamle dagar vere eit utrygt område å ferdast i, særleg om ein hadde med seg pengar og verdisaker.Krogskovens gamle Røverhistorier foer mig pludselig igjennem Hovedet, og jeg var et Øieblik i Begreb med at løbe min Vei; men da jeg fik Øie paa Barhytten ved Ilden, de to Karle, som sad foran den, og de mange Øxer, der vare fasthuggede i Stubben ved Siden af en fældet Furu, blev det mig klart, at det var Vedhuggere.

Den Gamle talte: jeg saa hans mørke Billede bevæge Læberne; sin korte Pibe holdt han i Haanden, kun af og til førte han den til Munden for ved nogle forcerede Drag at holde Ilden vedlige. Da jeg nærmede mig, var enten Historien ude, eller ogsaa blev han afbrudt; thi han gjorde et Tag ned i den glødende Aske med sin udgaaede Pibe, røgede i eetvæk og syntes opmærksom at høre, hvad en fjerde Mand, der nu kom til, havde at sige. Denne Person, der ogsaa maatte høre til Selskabet, thi han kom, uden Hue og kun iført en lang islandsk Bundingstrøie, med en Bøtte Vand fra Bækken, var en stor, rødhaaret Slusk. Han saa forskrækket ud. Den Gamle havde vendt sig mod ham, og da jeg var gaaet over Bækken og nærmede mig Selskabet fra Siden, saa jeg ham nu i det fulde Lys fra Baalet. Det var en liden Mand med en lang, krum Næse. En blaa, rødbræmmet Toplue, han havde paa, formaaede neppe at holde den stride graasprængte Haarlug i Ave, og en kortlivet sid Ringerigskofte af mørkegraat Vadmel med afslidte Fløielskanter gjorde Ryggens Rundhed og Krumning endnu mere iøinefaldende.

Den Ankomne lod til at tale om Bjørnen. «Skal troe det?» sagde den Gamle. «Hvad skulde han der? Det har været en anden Brag du har hørt, for der voxer ikke noget han kan gaae efter paa tørre Furumoen – ja Bamsen da» – føiede han til. «Jeg troer mest, du ljuger, jeg, Peer! – De sige for et gammelt Ord, at rødt Haar og Furuskog, de trives ikke paa god Jord] raudt hår og skjegg vart i folketradisjonen oppfatta som teikn på at den som bar det, var falsk til sinns. På god jord har furua vanskeleg for å konkurrere med gran og visse lauvtre.rødt Haar og Furuskog, de trives ikke paa god Jord,» vedblev han halv høit. «Havde det endda været i Bjørnehullet eller i Stygdalen – Knud og jeg, vi baade hørte og saa den der forrige Dagen; – men her? – Nei saa nær ind til Varmen kommer han vor Herre Død inte! Du har skræmt dig selv!» «Nei, Dølen rende i mig, hørte ikke jeg han tusled’ og braged’ i Moen, min kjære Thor Leerberg] den gamle mannen skal eigentleg ha heitt Tore Lerberg og ha vore frå Norderhov (Liestøl 1949 II, s. 346).Thor Leerberg,» svarede den Anden, stødt og vred over den Gamles Tvivl og Railleri. «Aa ja, ja,» fortsatte Thor i sin forrige Tone. «Det var vel en Buskebjørn, Gutten min.» Jeg traadte nu frem og sagde, at det formodentlig var mig, han havde hørt, fortalte hvorledes jeg havde taget feil af Veien, hvilken Forskrækkelse jeg havde udstaaet, spurgte om hvor jeg nu var, om En af dem vilde følge mig til Stubdal og klagede jammerlig over Sult og Træthed.

Min Fremtrædelse vakte ikke liden Forundring hos Selskabet. Dog gav den sig mindre tilkjende i Ord end i den Opmærksomhed, hvormed de betragtede mig og hørte min Beretning. Den Gamle, som jeg havde hørt nævnes Thor Leerberg, syntes især med Interesse at følge den, og da det lod til, han havde den Vane at tænke høit, blev jeg ved enkelte Yttringer, som han af og til mumlede hen for sig selv, deelagtig i hans Betragtninger, saasom: «Nei, nei, det var gæli; der skulde han have taget over – ja, over Dammen da – det var Stubdalsvegen, – han har traadt paa Vildgræs – – han er for ung – han er inte skogtam – aa, det var Rugden – det var Kveldknarren – ja, det laater rart for den som aldrig har hørt det – aa ja, Lommen han skriger fælt – naar det dusker, da –. Ja Gud, ham var Bjørnen i Vegen for – det var Karl til Gut!»

«Nu er han,» sagde han høiere til mig, da jeg var kommen til Ende med min Beretning, «ved Storflaaten; det er det største Vandet paa Skogen her, og naar det lider paa Dagen, saa skal det nok blive Raad til at finde frem, for vi har Baad, og naar han er kommen over, saa er det ikke saa langt, ja til Stubdal da. Nu kan han vel have Bod at kvare sig] trenge å kvile seg.have Bod at kvare sig og faae i sig lidt Mad. Jeg har ikke andet end Ærtelefse og traat Flæsk, og det er vel uvand Kost for ham; men er han sulten, saa. – Ja kanske han kunde have Lyst paa lidt Fisk? Jeg har nu været her paa Fiskeri, og grum Fisk har jeg faaet, – ja, i Vandet da.» Da jeg takkede for dette Tilbud, anmodede han en af de Yngre, om at tage en Fisk af Knippet og stege i den gloende Ildmørje.

Imidlertid udspurgte den Gamle mig, og da han var færdig dermed, og jeg med megen Appetit gav mig ifærd med mit Maaltid, viste det sig, at den Historie han fortalte ved min Ankomst var endt; thi han opfordrede en af de Yngre til nu at fortælle det, han havde omtalt, havde hændt hans Fader, da han laa paa Tømmerhugst. «Ja,» svarede denne, en sværlemmet Gut af et raskt, uforfærdet Udseende, der ikke var meget over de Tyve, «det kan snart være fortalt. Han Faer var paa Hugst hos Manden paa Ask ude i Lier, og saa hug han oppe i Askmarken. Om Kvelden gik han til en Stue længer nede mod Bygden og holdt til hos Helge Myra – ja du kjendte nok han Helge, du, Thor Leerberg. Men en Dag havde han hvilet for længe til Eftasverd, – der kom slig en tung Søvn over ham, – og da han vaagnede var Solen alt i Aasen.

Men Favnen vilde han have fuld før han sluttede, og han til at hugge. En Stund gik det baade godt og vel, og han hug saa Flisen fløi om ham; men det blev mørkere og mørkere. Endda var det igjen en liden Gran, han vilde have med, men aldrig før havde han hugget det første Hugget i den, saa fløi Øxen af Skaftet. Han til at lede efter den; tilsidst fandt han den i et Myrhul. Men allerbedst det var, tyktes ham, at En raabte Navnet hans; han kunde ikke skjønne hvem det kunde være, for han Helge Myra havde ikke Noget i Marken at gjøre, og Andre var det ikke der paa lang Led. Han lyede og lyede, men han hørte ikke Noget, og saa tænkte han, han kunde have hørt feil. Saa gav han sig til at hugge igjen, men ret som det var, saa røg Øxen af Skaftet paany. Langt om længe fandt han den den Gang ogsaa; men da han skulde til at skaare] lage skar, hogge.skaare paa Nordsiden, hørte han skjellig at det raabte borte i Bjergvæggen: «Halvor, Halvor! Tidlig kom du og seint gaaer du] som i fleire andre huldreeventyr dreiar det seg her om kva som kan skje når ein uroar dei underjordiske om kvelden og natta.Tidlig kom du og seint gaaer du.» – – – «Men da jeg det hørte, sa’ han, var det mest som jeg gik af i begge Knæerne, og jeg fik mest ikke Øxen ud af Granlæggen, sa’ han; men da jeg kom paa Spranget, foer jeg i et Rend lige ned til Stuen hans Helge.»

«Ja det har jeg hørt før,» sagde Thor Leerberg; «men det var ikke det jeg meente, det var dengang han var til Bryllups i Vaarfjøset] vårfjøset; eit fjøs som vart brukt når kyrne gjekk på beite så langt unna heimegarden at dei ikkje rakk heim til kvelds, og ein ennå ikkje hadde flytt til seters.Vaarfjøset paa Kilebakken.» «Naa dengang, ja det var saaledes det,» tog Gutten ufortrøden til Orde. «Det var paa Vaarsiden, rigtig strax før Paasketider i 1815, da han Faer boede paa Oppeneie; Sneen var ikke borte endda. Men saa skulde han til Skogs og hugge og trække hjem noget Ved. Han gik op paa Aasen i Hellingen som er bortimod Aadalsveien. Der fandt han en Tørfuru og til at hugge. Mens han hug paa den, syntes han det var Tørfuru alt han saa] far til forteljaren blir synkvervd; det forklarer dei opplevingane han har.syntes han det var Tørfuru alt han saa. Ret som han stod og glaamte og undredes paa dette, kom der kjørende en Færd med elleve Heste, og alle var de musede] grå. Det er ei vanleg oppfatning i folketradisjonen at huldrefolket har grå husdyr.musede; han syntes det saa ud som en Brudefærd. «Men hvad er dette for Folk, som kommer farende denne Veien ovenfra Aasen da?» siger han. «Vi er her borte fra Østhalla fra Ulsnabben,» siger En af dem, «vi skal til Veiengaarden i Hjemkommerøl; den som kjører foran, det er Præsten; de som kjøre efter ham er Brudefolkene, og jeg er Værfaeren; du faaer staae paa Meiderne med mig.»

Da de var kommen et Stykke nedover, saa siger Værfaeren: «Vil du tage imod disse to Sækkene og gaae til Veien og maale i to Tønder Poteter, til vi skal hjem igjen?» «Kan saa det,» sagde han Faer. Han stod bagpaa, han, til de kom til et Sted, hvor han syntes, han skulde kjende sig. Det var rigtig Nord for Kilebakken, der det gamle Vaarfjøset stod; det var der ikke, men en stor gild Bygning, og der tog de ind. Saa mødte der frem Nogle ude paa Gaarden, som skulde skjænke dem, og de vilde skjænke ham Faer ogsaa. Men han sagde nei Tak, han: «jeg skal ikke have nogen Skjænk, for jeg har bare paa mig en Hverdagsbrok; jeg kan nok ikke holde Selskab med slige Folk.»

Saa sagde En af dem: «Lad denne Gamlen være for den han er, tag en Hest og følg ham paa Hjemveien.» Ja saa gjorde de det; de tog og satte ham i en Slæde med en muset Hest for, og En fulgte med. Da han kom et lidet Stykke frem til en liden Dal Nord for Oppenhagen, – det er endda et Sandfald der – syntes han at han sad mellem Ørene paa en Bøtte. Om en Stund var den ogsaa borte, og da syntes han først han sandsede sig rigtigt. Saa skulde han see efter Øxen sin, og den sad i den samme Tørfuruen, han havde begyndt at hugge paa. Da han kom hjem, var han saa reent fortumlet, at han ikke vidste hvor mange Dage han havde været borte; men han havde ikke været borte længer end fra om Morgenen til om Aftenen, og han var ikke rigtig lang Tid efter.»

«Det gaaer meget artigt til – ja paa Skogen da –» tog Thor Leerberg til Orde, «og jeg kan ikke sige mig fri for, jeg har seet lidt jeg og – ja Spøgeri da – og har I Lyst til at være længer oppe – saa skal jeg fortælle det som er hændt mig – her paa Krogskogen da.» Jo de havde alle Lyst til at høre; i Morgen var det Søndagen; det var det samme om de ikke gjorde Noget da. «Det kan vel være saa en ti, tolv Aar siden,» begyndte han, «jeg havde en Kulmile] kolmile; kjegleforma stabel av ved som blir dekt med grastorv og påtend slik at veden brenn til trekol.Kulmile inde paa Skogen ved Kampenhaug. Om Vinteren laa jeg indpaa der og havde to Heste, og kjørte Kul til Bærumsværket. En Dag saa kom jeg til at blive lidt for længe ved Værket, for jeg traf nogle Kjendinger oventil Ringerige; vi havde nu lidt Snak mellem os, og lidt drak vi ogsaa – ja Brændeviin da, – og saa kom jeg ikke tilbage til Milen før Klokken var mod ti.

Jeg fik gjort op en Nying i Mileringen, saa jeg kunde see at læsse paa, for det var styggelig mørkt. Og læsse maatte jeg om Kvelden; for Klokken tre om Morgenen maatte jeg afsted igjen, naar jeg skulde række til Værket og tilbage i Lyse, samme Dagen, ja til Milen. Da jeg havde faaet det til at frase dygtig, gav jeg mig til at faae paa Læssene. Men i det samme jeg vendte mig mod Nyingen igjen, og skulde til at gjøre et nyt Tag, kommer der vor Herre Død en heel Snefloke seilende, saa at hvert Kul og Brand frasede og sluknede, ja paa Nyingen. Saa tænkte jeg ved mig selv: Jo vor Herre Død er hun Bergmoer arg nu, for jeg er kommen saa seent hjem og uroer hende ikveld. Men jeg til at slaae Varme igjen og faae gjort op. Men hvordan det var eller ikke, saa var det ligesom Rokoen ikke vilde slippe Kullene ud i Kurven; over Halvparten foer udenfor.

Endelig havde jeg faaet paa Læssene og skulde til at gjule fast Rebene] gjurde fast, stramme til reipa.gjule fast Rebene. Om Morgenen havde jeg sat nye Vidier paa alle Hælerhalsene] av hegd, bøyle av tre som er festa i enden av eit reip til bruk når ein skal stramme reipet. Halsen på hegda er den staden bøyleendane møtest.Hælerhalsene; men de røg vor Herre Død den ene efter den anden – ja Vidierne da. Jeg til at vride nye Vidier, satte Hælerne paa igjen, og endelig saa fik jeg Læssene gjulede. Saa gav jeg Hestene til Natten, og krøb ind i Kojen og lagde mig. Men mener Du jeg vaagnede Klokken tre. Ikke før Solen var oppe, og endda var jeg tung og ør baade i Skrotten og Hodet. Saa skulde jeg faae noget i Livet og give Hestene, men begge Spiltaugene i Barskuten] barskuret; enkel hytte med skråtak.Barskuten var tomme, og borte var Hestene. Da blev jeg sindt og tog vor Herre Død til at bande lidt, og saa begyndte jeg at lede efter Sporene. Der var kommen lidt Nysne; til Bygds havde de ikke gaaet, og ikke til Værket heller. Men jeg saa Slagfærdene] spora.Slagfærdene efter to Heste og to brede stutte Fodblade nordefter.

Jeg gik efter saa en halv Miil reent bort i Ubrauten; der deelte Slagfærdene sig: en Hest havde gaaet i Øst og en i Vest, men Sporene af Fodbladene var reent borte. Jeg maatte vasse efter den ene først en tre Fjerdingvei, saa fik jeg da endelig see ham, han stod og kneggede. Saa maatte jeg først til Kojen og faa bundet og givet den, og saa afsted efter Blakken. Da jeg kom til Milen med den, var det Høgstdags, saa slap Hestene at kjaake til Værket den Dagen; men jeg bad vor Herre tage mig paa det, at jeg aldrig skulde uroe hende Bergmoer saa seent meer, ja, om Kvelden da.»

«Men det er artigt med det En lover; om En holder det til Juul, saa er det ikke sagt, En holder det til Mikkelsmess. For det andet Aaret efter, saa var det seent ud paa Høstsiden i den værste Bløden, jeg var i Christian. Det drog alt seent ud paa Eftermiddagen, før jeg kom af Byen; men jeg vilde gjerne hjem om Natten, og ridende var jeg; saa tog jeg lige over ved Bogstad, Sørkedalsvegen, og over Skogen, for det er beneste Vegen, det veed I vel – ja, til Aasfjerdingen da. Det var graat og uggent Veir, og det var alt i Skumringen da jeg kom afsted. Men som jeg kom over den vesle Broen da, strax indenfor Heggelien, seer jeg en Mand, som kom lige imod mig; han var ikke meget høi men forskrækkelig tyk; over Axlerne var han saa bred som en Laavedør og hver Næve var mest en halv Alen tvers over. I den ene havde han en Skindsæk, og gik og jabbed’ ganske smaat; men da jeg kom nærmere, saa gnistrede Øinene paa ham som Varmebrande og digre var de som Tintallerkener. Haaret, det stod som Grisebørst, og Skjægget var ikke ligere, saa jeg rigtig syntes det var en forskrækkelig styg Fant og gav mig til at læse det Vesle jeg kunde. Med det samme jeg kom til: «Jesu Navn, Amen,» sank han ende ned – ja, i Jorden da.»

«Jeg red længre frem og smaamuldrede paa en Psalme; men ret som det var, saa jabbede Karlen imod mig igjen ovenfra Lien. Da gnistrede det baade af Haar og Skjæg og Øinene med. Jeg til at bede Fadervor igjen, og da jeg kom til frels os fra det Onde, saa sa’ jeg Amen i Jesu Navn, og saa var han borte. Men aldrig før havde jeg redet en Fjerdingvei, før jeg mødte Suggen paa en Klop. Da gik det ligesom Lynild ud af Øine og Haar og Skjæg, og saa rystede og skakede han Posen, saa det foer blaae og gule og røde Ildstunger ud af den, og det spraked’ stygt. Men saa blev jeg sindt: «Aa saa faer nu ende beent til Helvedes Pøl og Pine, dit fordømte Bergetrold,» sa jeg, ja, til Manden da, og borte var han med det samme.

Men eftersom jeg red, saa drog det efter med mig, og jeg var ræd, jeg skulde møde Kallen endda engang. Da jeg kom til Løvlien, vidste jeg det laa en Kjending der, som skulde hugge Tømmer. Jeg bankede paa og bad om at faae ligge der til det blev lyst; men troer du jeg kom ind. Han Peer sagde det, at jeg kunde reise om Dagen som andre Folk, saa slap jeg at bede om Huus. Det Raad veed jeg selv, min kjære Peer, sa’ jeg; men det var ikke Udkomme med ham] det var ikkje råd med han; det nytta ikkje å snakke til han.det var ikke Udkomme med ham. Saa skjønte jeg, at Kallen havde været der og forskræmt ham, og sat op ham, og jeg maatte afsted igjen. Men da sang jeg saa det ljomet i Aasene: «Et lidet Barn, et lidet Barn saa lysteligt» – og det varede og det rak lige til jeg kom ned til Stubdal, der fik jeg Huus. – Men det var mest forbi med Natten da.»

Hans Foredrag af disse Fortællinger var som hans Tale, langsomt og markeret. Han havde den Vane «at snakke atpaa,» det er, hyppigt at gjentage enkelte Ord eller Dele af Sætningen, eller at hænge bagefter en eller anden overflødig Forklaring. I Almindelighed anbragte han disse Oplysninger for Tilhørerne efter en eller anden Bestræbelse for at vedligeholde Ilden i Piben, og de forekom mig af en saa komisk Virkning, at jeg i den lystige Stemning, hvori jeg var kommen efter overstaaede Fata] etter det eg hadde vore gjennom.efter overstaaede Fata, ofte havde Ondt ved at afholde mig fra at lee høit. Denne Omstændighed maa jeg vel ogsaa tilskrive, at hans Fortællinger ikke gjorde det Indtryk paa mig, som efter hvad jeg nys havde oplevet kunde ventes.

Men under Thor Leerbergs Fortælling kom der en Person frem af Barhytten, som lod til at have ligget der og sovet. Jeg vidste ikke ret hvad jeg skulde troe om ham; thi han kom virkelig den Forestilling, jeg havde gjort mig om Thusser og Haugebukke, nærmere, end Noget jeg hidtil havde seet. Det var en liden tør, maver Mand med Hovedet paa Skakke, røde Øine, og en Næse som et stort Pappegøienæb. Om Munden havde han et Træk, som om han vilde spytte Folk i Øinene. Han sad længe og skar Ansigter, gjorde Grimaser med sin stærkt fremstaaende Underlæbe og hug eller nikkede til Siden med Hovedet, som om han misbilligende slog Takt til Thor Leerbergs Fortælling. Da han lukkede Munden op og begyndte at tale, var ogsaa Forestillingen om hans Troldnatur svunden; hvis man skulde antage ham for noget overnaturligt Fænomen, maatte det være for en Nisse eller en gjækkende Skovdæmon; han var imidlertid kun en Karikatur af en Bondemand.

Han klæssede eller læspede lidt, og endnu ivrigere end til Andres huggede han med Hovedet til sin egen Tale, hvori der herskede en saadan distrait Forvexling af alle Tal-, Vægt- og Maalsangivelser, saadan en Forbytning og Omtumling med alle Begreber, saadan en evindelig Forsnakkelse, at det, idetmindste i Begyndelsen, for den, der ikke kjendte ham og hans Sædvane, var meget vanskeligt at fatte hans egentlige Mening. Men dette uendelige Konfusionsmageri] forvirring, uorden.Konfusionsmageri frembragte de latterligste Udsagn, og afgav et slaaende Beviis for hvorledes den mest nykterne Forstand, ved dettes Bistand, kan komme til at debitere Relationer] føre tvilsame forhold i marka; seie tvilsame ting.debitere Relationer, der klinge endnu fabelagtigere og utroligere end selve Overtroens. Hans Foredrag var overordentlig hurtigt men hakkende og stammende og for en stor Deel saaledes bunden til Bondesprogets Egenheder, at det ved at tabe disse mister en stor Deel af sin Eiendommelighed.

«Du maa vel for brænnande Fanden troe vi er saa dumme, at vi skjønner dette er Løgn og Kjærringrør?» var det første Udbrud. «Ja Gud troer jeg det ratt,» svarede Thor Leerberg med et lidet Griin til de Øvrige, som om han vilde sige: nu skal I først ret faae høre Løier og Historier. «Jeg kan nu for Fanden ikke skjønne paa det, at du kan sidde her og ljuge og sige, at du har seet Sligt selv – du skal jo være en vettug Mand – men jagu traaver du fortere, end den svarte Mærren min ljuger,» fortsatte Thussen med megen Iver. De Øvrige lo, men Thor, der lod til at være fuldkommen bekjendt med hans Egenheder, tog ikke den ringeste Notitse af hans Beskyldning, men bragte ham med Et ind paa en anden Række af Forestillinger ved at spørge om det var den samme lille gode Mærren, han havde nu, som da han blev gift. «Du kan nu vel for brænnande Fanden veta det, at en tandløs Mær kan inte leve til hun bliver reint gammal. Men det var saa god Mær, som En vilde spænde for fire Sko og drage op over Bakka, det maatta.» «Da maatte hun være god,» sagde Thor Leerberg under de Øvriges Latter. «Det var vel med den, du reiste til Branæs og hentede den store Takken paa Bærumsværket? Du faaer fortælle os den Reisen!» vedblev han opfordrende.

«Aa ja, vi har nu sligt Slag at bestille her,» svarede han og begyndte. «I Førstningen jeg blev gift, havde jeg en liden god Mær, jeg, maatta, og den skulde jeg reise til Branæs med. Saa havde jeg lovet hende Sisle, Kjærringa mi, at jeg skulde kjøbe et Kjolety til a – – ja du kjender vel Kjærringa mi, hun Sisle, du Thor? Det er svær Kjærring til at bage; hun bagte Havren heel og holden, som den var kommen fra Branæs; ja hun bagte 15 og 16 og 20 Brød paa det 7de Tjuget om Dagen. Men da de talte efter for Veka, havde hun bagt 15 og 16 og 20 Brød paa det 7de Tjuget paa det 4de Hundrede for Veka – – og dette Kjoletyet havde jeg lovet hende ratt siden jeg begyndte at frie til hende. Saa kjøbte jeg dette Kjoletyet, da maatta, og saa lagde jeg endda paa den svarte Mærra halvfemsindstyve Skippunds Tyngde] 90 skippunds tyngde, dvs. mellom 14 og 15 tonn!halvfemsindstyve Skippunds Tyngde, og saa reiste jeg om Bærumsværket og kjøbte en Takke, som var fem Fjerding paa Kant, og Tykken efter Bredden, saa som Takkene skal være, da maatta.

Saa reiste jeg opover, og kjørte op alle Johnsrudbakka, saa inte Mærra pustede en eneste Pust. Dermed reiste jeg til han Ola i Galen, det er nu saadan en eiende snild Mand, det, og Kjærringa hans ogsaa. Jeg bandt Mærra mi i Færdeslasset, jeg, maatta, som en Færdesmand skal gjøre. Han Ola kom ud. «Gjør inte detta,» sa’ han Ola. «Sæt ind Mærra hans du,» siger han til Gutten sin. «Du faaer bli’ med ind, du,» siger han Ola til mig. Saa kom jeg ind i Kjøkkenet, jeg, og gik bort til Peisen og vilde varme mig, som en Færdesmand pleier nu gjøre. «Nei, kom ind i Kammerset,» sa’ n Ola til mig. Saa kom jeg ind i Kammerset, da maatta, og satte mig borte ved Ovnen. Saa kommer Kjærringa med to store, digre Smørebrød paa hver Side af en Tallerk og Brændeviinsglasset midt paa Tallerken, da maatta. Jeg tog det ene og aad op det. «Du skal ha’ det andre og,» sa’ Kjærringen. Saa siger Ola: «du faaer la’ os faae ind nokko varmt Drikke og,» sa’ han. Kjærringa kommer drivendes ind med en Doktor saa stærk, at den gik i Koppen] hovudet.Koppen, da maatta. Jeg vilde til at reise, jeg, da, jeg. «Nei, sa ‘n Ola, du faaer bli’ til Middags nu,» sa ‘n Ola.

Jeg sad nu der og undredes og undredes hvad det skulde blive til Middags, da maatta. Kjærringa kommer ind drivendes med en Griisunge paa et Brædt, som var stegt heel og holden, med Klauver og Ty, akkurat som han skulde være ljus levendes. Ret som det var, kom hun ind drivendes med to store Brændeviinsflasker og satte udmed, og saa satte hun sig beent for mig; hun satte sig ikke beent for Manden sin heller, saa som Kjærringa skal gjøre, maatta. Saa tog hun til at skjære og skjære, og saa gled Kniven ind i Haanden hendes, saa hun skar Stykket ud paa Gulvet. «Dette faaer du ha’ det, Ola,» sa’ Kjærringa. «Nei dette vil jeg ha’ det,» sa’ jeg. Jeg maatte nu faae det, jeg som Fremmed var, da maatta.

Saa aad vi da baade Grisesteg og Ty; og mens vi sad og aad, saa drak vi Dram om Dram, Dram om Dram. Han Ola blev klein, jeg aad; Alt han var klein, aad jeg. Jeg stod mig brav jeg, som klein var, men daarlig gik det ham som aad. Saa sagde jeg Tak for mig, jeg, da maatta, og saa gjorde jeg som Fanten] fanten følgjer ikkje folkeskikken, men legg av garde så snart han har fått metta.saa gjorde jeg som Fanten og reiste, fra Galen og ratt til Skarud i eet Skjei, med det tunge Lasset og Skarudbakka atpaa, og Mærra inte pustede en eneste Pust.»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)