Fra Fjeldet og Sæteren

«Dennegang slipper de mig ikke Jomfru] ein fiktiv kvinneleg forteljar som saman med den like fiktive Trine formidlar historiene til seterjenta Brit.Jomfru. De har saalænge lovet at fortælle mig Deres Sætertour, og De har nu saameget mere Grund dertil, da vor egen lader til at blive til Vand. De er os denne Erstatning skyldig for vore saa bedrøvelig skuffede Planer.»

Et Blik ud af Vinduet i Præstegaarden bekræftede desværre altfor meget denne Bemærkning. Himlen, der tidlig om Morgenen havde spaaet os det skjønneste Veir, bestyrkede min gamle Erfaring, at kun Aftenklarheden er at bygge paa. Den ene Skuur stærkere end den anden slog brusende ned i de store Træer udenfor, og det lod ikke til noget Ophold den Dag, uagtet lille Trine, der fløi ud og ind, forsikkrede at det klarnede snart i Øst og snart i Vest, og at vi inden Middag kunde reise.

«Altsaa bedste Jomfru, jeg er lutter Øre!» «Troer De, jeg vil fortælle Dem Noget, Hr. Asbjørnsen? Jeg er kommen efter, at De ikke som en Anden lader Dem nøie med at høre hvad man fortæller Dem, men skriver det ned og trykker det i Aviserne! Derfor gjælder mit Løfte ikke.» «Jeg sværger, at jeg ikke skal trykke hvad De nu fortæller mig i nogen Avis,» svarede jeg. «Desuden oplevede jeg intet videre paa den Tour. Den var smuk; den greb mig, det var det Hele. Men nu beklager jeg, at jeg nogensinde har fortalt Dem derom.» «Deres Stilling er vistnok beklagelig; imidlertid da jeg har Deres Løfte – – –».

«Desuden,» afbrød hun mig, «kan De tænke Dem noget flauere end midt i Haabet om en virkelig Tour at blive afspiist med en mager Erindring? For den varme Virkelighed at tage et ufuldstændigt Billede? Det er som om man istedet for at gaae hen og høre en Concert, satte sig til at læse en Musikrecension] melding, omtale av ein konsert.Musikrecension. Det vilde ikke undre mig om jeg midt i Fortællingen saa Nissen, der har spillet os denne Streg, stikke Hovedet ud af Madkurven og lee os ud.»

Jeg sukkede over Damernes Halstarrighed, medens jeg hemmelig maatte beundre den Masse af Grunde, der staae til deres Raadighed, Grunde, som, idetmindste saalænge man sidder ligeoverfor dem, ere slaaende nok. «Slige Beretninger,» vedblev hun, idet hun klappede Marrat, der ikke mindre slukøret og mismodig end vi, havde leiret sig ved vore Fødder, «tilhøre desuden blot Kakkelovnskrogen og Vinteren.» «Herregud Jomfru, i Vinter da jeg bad Dem, meente De netop at de tilhørte Sommeren. Men lad os istedetfor at stride herom forene os mod de onde Magter, der drille os, lad os give dem en god Dag og opgive Touren, saa skal De see, at Veiret klarner, inden vi vide deraf.» «Ja, og naar det saa er klarnet, reise ligefuldt, mener De?» vedblev hun leende. «Det var sandelig værd at følge Deres Raad. Nu vel! Det er tosset at lade sig nøde. Saa hør da selv, at det ikke var Møien værd at bede mig saa meget om denne min Reisebeskrivelse.

En Dag, i den Tid da jeg var paa Sæteren i Sommer, gik jeg og Trine med en af Sæterpigerne ind over Fjeldet for at sanke Multer. Det var en klar og stille Dag; thi nys før havde det regnet, og Luften var saa reen og let paa Fjeldet. I Kløfterne og mellem Stenene stod der Planter med store hvide, vellugtende Blomsterduske. Ryper fløi op for vore Fødder, og smuttede, ængstlige for sine Unger, omkring mellem Vidierne og Birkeriset. Da vi kom til Multemyrene, vare de ganske røde og gule af Multer, og ved Bredderne og paa Tuerne stod der en Mængde Blomster med rene fine Farver, jeg aldrig havde seet Mage til: de opfyldte Luften med den lifligste Duft. O, det var saa sødt at aande i denne Luft, og lille Trine var saa glad; hun fløi fra den ene Blomst til den anden og klappede i Hænderne, og hun blev ikke træt af at plukke og beundre disse Blomster; og Brit] dette er seterjenta Brit Justhole som Asbjørnsen også presenterer i «En Søndagskveld til Sæters».Brit fortalte os om sine Kjøer og Gjeder, om Reensdyrene, hun havde seet, og mange Eventyr og underlige Hændelser fra Fjeldet og Sæteren.

Under hendes Fortællinger og venlige Snak fyldtes vore Næverskrukker snart med Multer og Blomster, og vi gave os paa Hjemveien. Vi satte os ned i det bløde Græs ved en Varde, der stod paa en liden Høide, for at hvile. Til Venstre lidt bag os laa en Gruppe af høie, spidse Fjelde med hvide skinnende Snepletter. Trine sagde meget træffende, at de saae ud som Sukkertoppe i blaat Karduspapiir] kardus; grovt innpakningspapir, papir til røyketobakk eller krutladning.Karduspapiir, som der var revet Huller i, saa at Sukkeret skinnede igjennem. Brit fortalte os, det var Ronderne, og da jeg foreslog, at vi skulde gaae nærmere hen til dem, sagde hun, de laae over en Miil borte; jeg syntes der ikke kunde være nogle tusind Alen derhen. Fjernt i Vest og Nord taarnede der sig Fjelde over Fjelde, høiere og høiere, i forunderlige Former, med blaalige og violette Kupler, Tinder og Kamme; de fjerneste smeltede sammen med Himlen, og paa disse Fjelde og mellem dem laae der mægtige Snebræer og Iisjøkler, som funklede i Staal- og Sølvglands, og kastede et straalende Perlemoerskimmer høit op i Luften.

Brit vidste Navnene paa alle disse Fjelde og Kløfter og Bræer, og sagde os, at de laae i Valders, Lomb og henimod Sogn. Nogle mindes jeg endnu; hun kaldte dem Brudeskaaret, Valdersfly, Lombsfjeldene, Nautgaardstinderne og Blaahø. Men foran vore Fødder til det vide Fjerne udbredte der sig et Landskab af anden Art, store brune og graagrønne Strækninger, beklædte med Lyng og Mose, øde, eensformige, ikke afbrudte ved nogen Høide, ikke oplivede ved nogen Gjenstand. Det hele Landskab syntes mig var det mest storartede, det meest ophøiede jeg havde seet. Men uagtet al sin Storhed og Pragt gjorde det dog paa mig et sørgeligt, næsten nedslaaende Indtryk. En bruunlig spraglet Fugl kom flyvende og satte sig paa en Tue nærved os og fløitede. Men denne Lyd, o den var saa sørgelig, saa melankolsk, som om Fuglen vilde synge om hvad jeg følte i dette Øieblik.

Brit og Trine havde snakket sammen den hele Tid. Jeg begyndte nu at lytte til deres Samtale. «Hvad er det, de kalde denne Varde, Brit?» spurgte Trine, som havde været her før, «er det ikke Tylevarden?» «Jo, de kalde den saa,» svarede Brit, «det var nogle Karle, som reiste den, fordi de saae Noget her, som var tyle». «Tyle betyder tosset, underligt som De kanske veed,» afbrød Fortællersken sig. «Det var Paul Brække, som var Huusmand under Sell, og nogle andre Tjenestekarle. Budeierne vare alt reiste hjem fra Sæteren om Høsten; saa skulde disse Karle tage Mose til Vinterfoder, og medens de kastede Mose paa Bjergfladen her, kom der svævende saamange Jomfruer, at det saa ud som et heelt Brudefølge; og de vare saa vene, at det lyste og skinnede af dem. Kjolerne glindsede i Solen som Silke og slæbte langt efter dem, og paa Hovedet havde de Sølvkroner og Sølvstads.

Saalænge Karlene stod og saa paa dem, stode de ogsaa stille eller svævede hid og did, men da de gave sig til at kaste Mose igjen, begyndte Følget at gjøre det samme. Karlene kastede Mose efter dem, men det brød de sig ikke om. Naar de gik hen paa det Sted, hvor de saa dem, var der ikke Nogen at see; men naar de gik der bort, hvor de selv toge Mose, saa vare de der igjen, og dette varede den hele Dag.

Før om Sommeren havde to af disse Karle tilligemed en Tredie været oppe for at hugge Gjerdefang strax nordenfor Valfjeldet. Ved de Tider de havde spist Middag, faldt de to i Søvn, medens den tredie sad og spiste endda, men da hørte de «saa deilig en Leg paa Fele] dei underjordiske har ord på seg for å kunne spele vakkert på fele. Om fleire hardingfeleslåttar heiter det at dei opphavleg er huldreslåttar.saa deilig en Leg paa Fele,» at de aldrig havde hørt noget saa smukt før, og de talte med hverandre om dette, syntes at de vare vaagne og hørte Spillet mange Gange, og en af dem «hullede] song tonane utan ord.hullede,» som Brit forsikkrede «den Leg længe bagefter, saa at Ingen kunde tvivle om det var sandt.»

Brit vidste Meget at fortælle om de Underjordiske eller Haugefolket og Huldren, men forsaavidt var hun greben af den saakaldte Oplysning, at hun ikke vilde vedkjende sig Troen paa disse Naturkræfter. Modsagde en af os hende, blev hun fortrydelig, pukkede paa hvad hun selv havde oplevet, fortalte det vel ogsaa undertiden, men taug som oftest aldeles stille. Det var langtfra at jeg vilde fordærve det gode Humeur, der i Dag belivede hendes Fortællinger. Jeg blinkede derfor med Øinene til Trine og sagde: «hvem tvivler vel om Sandheden af det? Nu skal jeg fortælle Noget, som maa synes langt forunderligere.

Du erindrer nok, at jeg for to Aar siden besøgte min Onkel i Hallingdal. Der saa jeg en gammel, næsten hundredaarig Mand, som man fortalte havde været indtagen af Huldren. Han var svag for Brystet og i det Hele ussel og sygelig. Hans Blik var stirrende og mat, og han syntes ikke at være ved sin Sands og Samling. En Sommer, medens han var ung, laa han paa Sæteren. Da det en Dag var ondt Veir, skulde han gaae ud paa Fjeldet og gjæte for Gjætergutten eller «Hølingen,» som de der kaldte det.

Om Aftenen kom Kreaturene hjem paa Sætervolden, men Ole var borte. De gjorde Mandgar efter ham; de ledte og søgte overalt; de skjød og de ringede med Kirkeklokkerne; men han kom ikke igjen. Han var hos Haugefolkene, og de vilde ikke slippe ham. Især var der en ung deilig Hulder, som hang ved ham med Kjærlighed. Hun talte godt for ham, var blid og venlig mod ham og lærte ham at spille paa Mundharpe. Saa lifligt har vist heller aldrig Nogen spillet paa dette simple Instrument som gamle Ole. Det var fornemmelig med Munden, at han frembragte disse Toner, ikke som almindelige Mundharpespillere, ved Fingrene. Jeg hørte ham een Gang. Det mindede mig paa engang om Fuglekvidder, om Heiloens sørgelige Sang og om Luurtoner en Sommerkveld, og jeg blev saa underlig bevæget derved, at Taarer kom mig i Øinene.

– Men Ole syntes at Huldren havde en saadan hæslig Kohale, og han vilde ikke blive. En Gang kom han til at sige: «Naar i Jesu Navn skal jeg da komme hjem til christne Folk igjen.» Da begyndte Huldren at græde og sagde, at siden han havde nævnt hiint Navn, som hun ikke kunde udtale, kunde de ikke længer holde paa ham. «Men hold dig til Siden af Døren, naar du gaaer, ellers gjør Faer dig Meen,» føiede hun endnu til. Af Glæde over sin Befrielse glemte han dog dette, og idet han gik, blev der udskudt efter ham et gloende Riisknippe, som Ild og Gnister frasede af. Da blev han som sønderslagen i alle Lemmer. Fra den Dag fik han aldrig sin Hilse igjen, og han var ikke rigtig ved sin Forstand mere. Men hvor han gik, og hvor han stod, saa fulgte den smukke Hulder ham. Naar han om Aftenen sad alene ved Ilden, saa han hende ofte. «Gyri Ørnehovd, jeg seer dig nok,» raabte han. «Der er hun; seer I hende ikke?» sagde han til Børnene. De kunde ikke see hende; men der foer en Gysen igjennem dem endskjønt de Intet saae.

«Hvorledes var det med dig Brit?» sagde Trine, der havde forstaaet mit Vink. «Du skal jo baade have hørt og seet Huldren. Fortæl os dog det.» «Ja, jeg har saa det,» sagde Brit; «jeg taler nødig om det, men til Jer kan jeg nok fortælle det. Den Tid jeg var hjemme hos Forældrene mine, laa Faer engang ved Kværnen oppe i Aasen og malede,» begyndte hun. «Jeg var en Framslænging den Gang, og havde ikke gaaet og læst] gått for presten, stått til konfirmasjon.gaaet og læst endnu. Saa sagde Moer, jeg skulde gaae til ham med Mad. Jeg var saa vilter som en Gjed, og naar jeg kunde komme paa Fjeldet eller paa Aasen, om det ikke var længer end ud i Skoven, saa var Alting vel. Jeg satte afsted og løb over Engene og op igjennem Lien. Det var saa varmt i Veiret, og da jeg kom op i Aasen et Stykke, blev jeg saa træt.

Jeg kastede mig ned paa en grøn Flæk, hvor det var Svalskygge, og hvor jeg saa langt bort mellem Træerne. Det var ud paa Eftermiddagen, og Solen stod alt lavt nede mod Aasen. Med Eet blev jeg saa søvnig, men jeg vilde ikke sove. Ret som det var, hørte jeg en Hund, som gjøede, Kobjælder, der klang saa reent, som om de vare af Sølv, og langt borte blæste det paa Luur og lokkede saa det ljommede i Skoven og Aaserne.

Om en Stund, saa kom der ud over Rabben Kløvheste med Kjedler, Myseflasker, Smørbutte og alle Slags Bukjørrel, og en Buskab af graae Stude og store brandede Kjør, saa fede og vakkre, at jeg aldrig havde seet Mage til dem hverken før eller siden. Og paa Hornene havde de Guldknapper og om Halsen Sølvbjælder; men foran gik der en stor Frigge] ei storvaksen kvinne.en stor Frigge, som havde en Luur og en Mælkekolle med Sølvgjorder paa i Haanden, og hun gik og snakkede med Kjørene og nævnte dem ved Navn. Men saadanne Navne havde jeg aldrig hørt paa Kjøer før. Saa begyndte hun at lokke:

«Sommerløv og Sale] huldrelokk; kunamna kjem som allittererande rekker eller ramser.Sommerløv og Sale,
Brandetryg og Svale
Og Lurve og Larve
Og Lilleblaa.
Rekje og Snekje,
Skaute og Raute,
Langtfram, Skinfaxe, Sjulibran.

Granehøi og Grave
Og Vindelet og Lave
Og Lurve og Larve
Og Spegelglat.
Rekje og Snekje,
Skaute og Raute,
Langtfram, Skinfaxe, Sjulibran.»

Da Buskaben var forbi, reiste jeg mig og skulde see, hvor det blev af den, men jeg saa ikke andet end Buhunden og en Jente, som just blev borte bag nogle smaa Granbusker. Den Jenten havde blaa Stak, og under Stakken syntes jeg, jeg saa en Kohale. Saa forstod jeg grant det var Huldren.

Den anden Gang, jeg var ude for Huldren, var længe efter. Jeg var alt voxen, men jeg var ikke meget gammel. Jeg var lystig af mig, og der hvor der lød en Fele, der var jeg altid, og derfor kaldte de mig Spillevika. Saa var det en Sommer, jeg laa paa Sæteren, at det var Dands i Lien. Der var jeg, og jeg kom ikke hjem til Sæteren, førend paa Morgensiden. Saa kastede jeg mig ned paa Sengen og skulde hvile lidt, tænkte jeg. Men hvorledes det var eller ikke, saa forsov jeg mig, saa at Kjøerne kom til at staae inde over Tiden. Da jeg vaagnede, stod Solen høit paa Himlen, og ude paa Volden sang det saa vakkert. Jeg lyede efter og saa hørte jeg det sang:

«Stat op Spillevika] dette er ei såkalla vekkjarstrofe; huldra vekkjer budeia som har forsove seg (Blom 1977, s. 80-82).Stat op Spillevika
Og mælk din Ku.
Min Ku gaaer i Aasen,
Din staaer paa Baasen
Endnu,
Endnu!»

Jeg foer op og ud, og skulde til at mælke og slippe Kreaturene, men idet samme jeg kom ud af Døren, saa jeg Skimtet af Huldren, nede i Skovbredden, for hende var det.»

«Her ender Brits Fortællinger og tillige min Reisebeskrivelse.»

Medens Jomfruen fortalte havde Veiret virkelig klarnet, uden at vi havde mærket det. Nu traadte Solen frem i al sin Varme og Pragt, og der blev en Jubel og Travlhed uden Grændser. «Tilsæters, tilsæters,» hedte det, og den skjønneste Tour endte Dagen.

Hvis den fagre Fortællerske af ovenstaaende Huldreeventyr skulde vredes over mit Forræderi, naar hun læser disse Blade, da vil det gjøre mig inderlig ondt, men jeg kan dog ikke angre min Brøde.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)