Graverens Fortællinger

En Badegjest i Eidsvold har ikke Meget at varetage, foruden at skaffe sig den tilbørlige Motion. Allerede den næste Dag søgte jeg derfor Peer Graver paa Store Finstad, en god Fjerdingvei søndenfor Elven. I denne uordentlige Rede af sammenstuvede Ladebygninger og Vaaningshuse fandt jeg omsider Mandens Bopæl. I Stuen var der Ingen, men i et skummelt Kammer sad en gammel Kjærring paa en Krak og spandt. Jeg gjorde hende nogle Spørgsmaal, hvoraf det første slet ikke besvaredes uden med et maalende Blik, det andet og tredie med et «Hæ?» Da jeg endelig for fjerde Gang spurgte, om hun kunde sige mig, hvor Peer Graver var, svarede hun: «Aa det er vel en god Fjerding til Graven endnu.» «Nei, Peer Graver,» skreeg jeg. «Ja, Graven ligger østover, han faaer gaae Dalen frem, saa kommer han did.» Siden fik jeg vide, at næste Gaard hedte Graven.

«Hun Bedstemoer er tunghørt,» sagde en Røst fra en dunkel Krog, hvori det nu begyndte at blive lyst. Det var en Jentunge med en Ditto mindre paa Armen. «Kan du sige mig, hvor jeg skal finde Peer Graver?» spurgte jeg hende. «Han er inte hime,» svarede hun. «Veed du ikke hvor han er?» «Han er vel paa Styri hos hu Moster.» «Hvor ligger Styri henne?» «Paa Østsiden,» lød den herlige Forklaring. «Er det langt did?» spurgte jeg. «Je’ veit inte.» «Er der ingen Anden hjemme?» «Nei, dem er til Bryllups.» «End i næste Stue?» «Je’ veit inte.»

I næste Stue fik jeg imidlertid den fornødne Anviisning. Der var intet Andet for mig end at drage over til Styri. Udenfor i Svalen fandt jeg hiin Moster i Skikkelse af en lang tør middelaldrende Kone med det graae Haar opstrøget under en sort Hue. Med en vis Venlighed kom hun mig i Møde, og sagde: «Han faaer være saa god at gaae ind.»

Ganske forsagt over den Modgang, jeg allerede havde havt, spurgte jeg, om ikke Peer Graver skulde være her. «Han skulde kanske bestille Grav for Nogen?» spurgte hun. «Nei ikke det; jeg har hørt, at han skal kunne saa mange Eventyr og Historier, og jeg havde Lyst til at høre dem,» sagde jeg. «Ja saa da! Ja havde Gamle-Anders, Faer hans Peer været her, saa! Det var Mand, som kunde fortælle! Naar han begyndte, saa blev det mest aldrig Ende paa.» «Herre Gud, kan du da ikke skaffe mig fat paa Gamle-Anders?» «Ja det veed jeg vist! Gamle-Anders er død for to Aar siden! Han Peer kan nok nogle han og; men det er ikke saa godt at faae ham paa Travet; han er lidt vrang med det, maa vide. Nei Gamle-Anders, han kunde Historier! En behøvede ikke at bede ham desmeer! Men nu er det just to Aar siden til Mikkelsmess.»

«Det kan jo lidet hjælpe mig,» afbrød jeg hende, ærgerlig over, at den lovprisede Anders ikke levede. «Er ikke Peer her?» «Jagud var han her ogsaa, det er sandt det! Men han skulde frem til Klokkeren. Han træffer ham vist hos Klokkeren; og er han ikke der, saa er han vist i Bakken eller i Præstegaarden, hvis han ikke er inde paa Kirkegaarden og graver en Grav, for Gamlemoer Habberstad er død.»

Min Taalmodighed var nu nærved at briste; men da Alt syntes at antyde, at man maatte have mere end almindeligt af denne Gave ligeoverfor Peer Graver, saa besluttede jeg at opspare den sidste Rest. Jeg forsøgte at komme afsted. Men under den sidste Replik havde Konen taget frem af Skjænken et ikke meget gjennemsigtigt Glas, hvori hun skjænkede en Dram Finkel] ein dram fuselbrennevin, dårleg, ureinsa brennevin.en Dram Finkel, som hun tilligemed et Stykke Kandissukker præsenterede mig paa en Tallerken, medens hun tabte sig i Exklamationer, om hvor mageløs Gamle-Anders havde været til at fortælle. «Han Peer er ganske vist hos Klokkeren, og er han ikke der, saa er han i Bakken eller i Præstegaarden, hvis han ikke er paa Kirkegaarden,» raabte hun endnu efter mig, da jeg gik ud gjennem Grinden. Det lød som Spot; thi disse Steder var jeg netop gaaet fra eller forbi. Jeg besluttede imidlertid at søge ham først paa det sidste Sted, som det mindst sandsynlige efter hendes Mening.

Det var en af disse kolde triste Sommerdage, da jeg gjennem Præstegaardshavens mørke Alleer gik hen mod Kirken. Regnen var ophørt, men ved hvert Vindstød dryssede den raslende ned mellem Bladene fra Træernes Kroner. Taagen og Skyerne dreve lavt mellem Toppene. Mat og graaligt faldt Lyset over Kirkegaardens Grave og simple Minder] enkle gravstøtter.simple Minder; Vindens Suk lød mellem Grenene, og ingen Fugl sang bag Løvet. En Forudanelse om Høsten syntes alt at gjennembæve denne stille eensomme Egn, hvor kun Kirken stod som en Trøster og pegede mod Himlen med Taarn og Spiir.

Fra det fjerneste Hjørne af Kirkegaarden hørte jeg Spadens Klang. Graveren stod og gravede nede i en Grav. Paa en Tue tæt ved stod Klokkerens store prægtige Gjedebuk] geitebukken spelar ei viktig rolle i huldreeventyret, ikkje bare som tobakksglad konkurrent til gravaren, men som bindeledd til trollkjerringhistoriene. Djevelen blir ikkje sjeldan framstilt i bukkeskapnad.Klokkerens store prægtige Gjedebuk, som jeg vel kjendte fra tidligere Besøg, med Skjæg og Horn og spiste Græs. Jeg blev staaende en Stund og betragtede Graveren. Han var en aldrende Mand, men man kunde ikke sige, at han var nogen smuk gammel Mand. Hans Kald og Færd syntes ikke at have havt nogen mildnende og forsonende Indflydelse paa hans Sind; thi han saa ud i Verden med et bistert Blik og et hypokondrisk Ansigt. Dette Fysiognomi forekom mig bekjendt; jeg søgte efter det i min Erindring og fandt det omsider igjen hos en stædig Hest, jeg engang havde været plaget med. Da han et Øieblik standsede i sit Arbeide for at hvile, saa han op, og hans Øie faldt paa mig, der hidtil havde været ubemærket.

«God Aften, Graver,» sagde jeg. Han maalte mig fra øverst til nederst, spyttede i Næverne og vedblev sit Arbeide. «Det er tungt Arbeide, du har i dette vaade Veir,» fortsatte jeg ufortrøden. «Det er ikke lettere i Solskin,» svarede han med et eddikesurt Griin, idet han igjen begyndte at grave. «For hvem graver du denne Grav?» spurgte jeg, i det Haab, at der maaskee af dette Spørgsmaal kunde udspindes en Samtale. «For Fanden og Kirken,» svarede Graveren. Over dette maatte jeg udbede mig en Forklaring. «Fanden taer Sjælen, og Kirken faaer Pengene,» svarede han. «Ikke saaledes, jeg meente hvem skal ligge i Graven?» «En dau Kjærring,» svarede Graveren.

Der var Broen afkastet] der var det slutt med forsøket på å få klokkaren i tale på denne måten.Der var Broen afkastet. Dette indsaae jeg ikke kunde lede til noget ønskeligt Resultat. Utaalmodig over Regnen, der igjen begyndte at ruske, ærgerlig over min efter al Sandsynlighed mislykkede Expedition, fortalte jeg Graveren, hvorledes jeg havde søgt ham for at faae høre Eventyr og Historier fra gamle Tider; sagde, at han sagtens ikke skulde fortælle mig dem for Intet, at det endog maatte glæde ham at have en Person at fortælle dem for som mig, der troede paa Sligt, hvilket Folk i Almindelighed ikke gjorde i vore Dage o. s. v.

Under denne Tiltale saa Graveren af og til paa mig med sit stædige Hesteblik, der kuldkastede alle mine Forhaabninger. «Enten Folk troe hvad jeg fortæller, eller de ikke troe det, er jeg lige glad,» sagde han. «Men hvad jeg har hørt, og hvad jeg veed, det veed jeg, og jeg vil ikke være Nar for Nogen og sidde og fortælle som en Rørkjærring. Om det saa var for Kongen selv,» tilføiede han til yderligere Bekræftelse. Jeg stod alt i Begreb med at gaae, da han atter standsede halvveis vendt fra mig. Efter at have skudt Hatten hen paa det ene Øre, begyndte han at søge først i den ene, saa i den anden Vestelomme; men han lod ikke til at finde hvad han søgte; thi hans Ansigt blev synlig længere, især efterat han havde anstillet en ny frugtløs Undersøgelse af begge de angjældende Lommer.

Jeg mærkede strax, at hans Tobak var gaaet op, eller var tabt, og tænkte fornøiet, nu er Touren til mig. I min Botaniseerkasse] plantekasse, skrin til å samle planter i.Botaniseerkasse havde jeg en af Tidemanns saameget omspurgte Kvartruller, og idet jeg lod som om jeg greb efter mit Lommetørklæde, lavede jeg det ved et lidet Kneb saaledes, at bemeldte Kvartrul faldt ned lige paa Randen af den Grav, hvori han stod. Flegmatisk bukkede jeg mig ned efter den, men undlod ikke at bemærke det Solglimt, der gik over Graverens Ansigt ved dette Syn. Ligesom i Distraktion viklede jeg den op, lokkede paa min hornede Ven, der stod paa Graven tæt ved, og lod den bide et stort Stykke deraf.

«Hvor langt er det til Tønsager?» spurgte jeg. Graveren mumlede noget om at misbruge Guds Gaver, men svarede dog høfligere end tilforn, at det var som en halv Fjerding paa den anden Side af Sundet. «Og til Guldværket] gruvedriftsområde frå 1700-talet, seinare bustadområde.Guldværket?» spurgte jeg. «En Miil,» sagde Graveren. «Men hvor kommer den Karlen fra da, med Forlov om jeg tør spørge?» tilføiede han med det løierligste Ansigt. «Sidst kommer jeg fra Store Finstad, hvor jeg søgte Peer Graver,» svarede jeg, idet jeg, efterat have givet Gjedebukken endnu et Stykke Tobak, lagde Rullen i min Kasse igjen. Herpaa fulgte intet Svar, men Peer Graver gav sig med megen Iver til at grave. Med Spaden opkastede han foruden Jord og Stene forraadnende Træsplinter og smuldrende Been. Blandt disse rullede hen til mine Fødder et kvindeligt Kranium af en saa skjøn og fuldendt Form, at Retzius] den svenske antropologen Anders Adolph Retzius (1796-1860). Han var den første som skilde mellom kortskalla og langskalla hovudformer, og hadde bl.a. halde foredrag om dette emnet på ein forskarkongress i Christiania sommaren 1844. Dette kan forklare at Retzius er nemnd i teksten.Retzius vilde have anseet det for et Ideal af den skandinaviske Typus. Jeg tog det op og betragtede det opmærksomt.

«Det var ingen gammel Kjærring, som eiede den Skallen,» begyndte Graveren igjen. «Det seer jeg,» lød mit Svar. «Det var en Gaardmandskone her af Bygden, og hun var baade i Agt og Ære,» bemærkede han videre. «Ja saa.» Var Graveren bleven sig liig i sin Vrantenhed, skulde han upaatvivlelig have tiet, men en Rul Tobak, om endog kun i Haabet, har en vidunderlig Indflydelse paa Gemyttet, og er næst Akvavitten den mægtigste Talisman, naar man vil opnaae Noget hos vor Almue. «Inden krank uden blank,» vedblev han ufortrøden. Herpaa fulgte intet Svar. «Men det var en deilig fiin Tobak den, De har der i Blikæsken.» «Det synes denne Knegt her ogsaa,» svarede jeg, idet jeg lokkede paa Bukken, og gjorde Mine til at give den mere Tobak.

«Nei havde han Gamle-Anders, Faer min levet,» sagde Peer Graver hurtigt, idet han med et opkastet Been søgte at hindre sin lykkelige Medbeiler i at blive deelagtig i de Goder, jeg tiltænkte den. «Han kunde Historier. Det jeg kan, er ikke stort.» «Nu, jeg skjønner jo nok, at du ogsaa vil have et Stykke Tobak, Peer Graver. Se der har du alt hvad Bukken har levnet. Havde du været villigere før, havde du faaet det Hele. Men fortæl mig nu Noget.»

«Jeg faaer vel det da, for jeg kan skjønne, I er en skikkelig Fyr og ingen Abefant,» svarede Graveren, idet han samlede sine Redskaber og steg op af Graven. «Forbandede Udyr!» raabte han i fuld Harme og slog efter Gjedebukken; «slige Bukke er de største Skadedyr, som tænkes kan; de burde slaaes ihjel, saamange som de ere.» Efter disse lettende Hjerteudgydelser satte han sig paa en Liigsteen og begyndte at fortælle.

«I er ikke den første, som jeg fortæller det,» intimerede han. «Vil I troe det, saa kan I, og troer I det ikke, saa kan det være for det, som det er. Men der var en Bondemand i Bygden her. Han havde hørt, at Troldkjærringerne skulde have saadan Leg] folk trudde at trollkjerringane og djevelen, som var herren deira, møttest ved dei store årshøgtidene, gjerne på fjelltoppar som Lyderhorn ved Bergen, og Dovrefjell. Den mest kjende møtestaden for slike heksesabbatar er Bloksberg – Brocken – i Tyskland.Troldkjærringerne skulde have saadan Leg og sligt Spil i Kirken om Høitidskveldene. Det troede han ikke, men han syntes, han kunde have Lyst til at see om det var sandt, og saa havde han Moro af at see hvem der var Troldkjærringer i Bygden. Ja, om Paaskekvelden saa satte han sig ind paa Liigbaaren i Kirkesvalen, og ret som det var, saa kom der et helt Følge, og foran dem gik en stor sort Hund] djevelen viser seg ofte i hundeskapnad.foran dem gik en stor sort Hund. Da de kom til Kirkedøren, satte Hunden sig paa Bagbenene og kradsede paa Døren, saa sprang den op, endda den var laaset. «Saa du det,» sagde en Kjærring som gik nærmest efter Hunden til en anden En, og det var hende her,» tilføiede Graveren, idet han viste paa Hjerneskallen.

«Nei, det havde jeg ikke troet, endda du sagde det,» svarede den Anden, som gik ved Siden af hende, og det var ogsaa en brav Kone af Bygden her. Efter dem kom der nu saa Mange, at han næsten ikke havde Tal paa dem. Men han kjendte dem allesammen, og han havde ikke troet, at der var saa mange Troldkjærringer over hele Rommerike, som han fik see, at det var i Eidsvold Præstegjeld alene. De hoppede og de dandsede, og de gjorde alle de bespottelige Ting] det kunne t.d. vere å vrengje på og parodiere den kristne gudstenesta, og å ha samleie med djevelen. de gjorde alle de bespottelige Ting, som Nogen kunde falde paa, baade paa Prækestol og paa Alter. Da de ikke vidste noget Andet at finde paa, saa troldede de en Ko op i Taarnet og lod den age udover Trapperne med alle fire Benene i Veiret. Koen syntes han, han skulde kjende – han troede den hørte til i Præstebakken – og da Troldkjærringerne havde gjort fra sig, og Alting var forbi i Kirken, saa gik han bort i Præstebakken. Da han kom ind i Fjøset der, stod Koen og skjalv, og saa svedt var den, at Skummet drev af den.

Men saa var det engang længe bagefter, der var et Bryllup, og i det var den samme Manden, som havde seet alt dette om Paaskekvelden, Kjøgemester. Men der var ogsaa den Kjærringen, som havde gaaet foran i Troldkjærringstimet. Da de skulde til Bords, vilde de have hende til at sætte sig ind til Bordet først, for det var saadan en brav Kone, maavide. Men hun skulde nu være saa undseelig og gjorde sig saa kostbar, at det ikke var nogen Maade paa. Kjøgemesteren bad og nødede hende til at sætte sig ind til Bordet, men tilsidst blev han kjed af dette, og saa sagde han ganske sagte til hende: «Gaa du først, du, du er vant til det, skal jeg troe. Sidst jeg saa dig, om Paaskekvelden, var du ikke saa blyg, da var du den første i Dandsen med ham Gamle-Erik baade paa Alter og Prækestol.» Da faldt hun i Svime, og siden den Tid havde hun ikke en Hilsedag.»

Graveren taug stille, og hans Ansigt antog igjen sit sure, tværre Anstrøg; men jeg spurgte og frittede ham om Troldkjærringer, deres Reiser og Begivenheder indtil jeg bevægede ham til at give det Løfte, at han skulde fortælle mig Alt hvad han vidste derom. «Der var nogle Skyttere,» begyndte han igjen, «som var paa Fugleleg en Paaskenat. Ret som de sad i Skytterhytten, saa i Graalysingen om Morgenen, fik de høre saadan Suus og Bruus oppe i Veiret, og de troede næsten det var en Flok Storfugl som kom og vilde slaae sig ned paa Myren. Men det var Fanden til Fugle, det. Da de kom frem over Skovtoppene, saa var det en Flok Troldkjærringer, som havde været paa Paaskeleg. De kom ridende paa Limer og Skuffer og Møggreb, paa Bukke og Gjeder og de urimeligste Ting. Da de vare tæt ved, kjendte Skytterne en Kjærring, for hun var Grandekjærringen til den ene af dem.

«Maren Myra,» skreeg han. Saa faldt hun ned i en Furu og brak det ene Laarbenet; for naar En kjender dem og raaber dem ved Navn, saa maae de ned, om de ere aldrig saa høit. De tog hende op og satte hende til Lensmanden, og tilsidst blev det saa, at hun skulde brændes levende. Men før de fik hende op paa Vedstabelen, bad hun, de vilde tage Tørklædet fra Øinene hendes lidt. Ja det skulde de gjøre; men først vendte de hende] trollkjerringa har såkalla vondt auga, evne til å skade den eller det ho kastar blikket på.først vendte de hende saa at hun ikke kunde see mod Ager og Eng, men langt borte i Aasen. Og der hvor hun havde seet med Øinene sine, blev Skoven afsveden, saa den var ganske sort.

Men efter den Kjærringen var der en Datter, og hende satte de til en Præst oppe i Gudbrandsdalen. Hun kunde vel være ni Aar gammel, men hun var slem og fuld af Troldkjærringsnykker. Engang sagde Præsten, at hun skulde tage nogle Fliser, som laae paa Gaarden, og bære dem ind i Kjøkkenet. «Pyt, jeg kan nok faae dem ind, om jeg ikke skal bære dem,» sagde hun. «Jasaa,» sagde Præsten, «lad mig see paa det.» Ja, strax saa gjorde hun Vind, saaat Fliserne fløi lige ind i Kjøkkenet. Præsten spurgte om hun kunde gjøre Mere. Ja, det kunde hun. Hun kunde mælke, sagde hun, men hun vilde nødig gjøre det, for det var til Skade for Kreaturene. Men Præsten bad hende, og tilsidst saa skulde hun til at gjøre det, men hun vilde nødig. Saa satte hun en Tælgekniv i Væggen og en Kolle under den, og strax hun rørte ved Kniven, sprøitede der Mælk ned i Kollen. Da hun havde mælket en Stund, vilde hun holde op.

«Aa nei, mælk du, mit Barn,» sagde Præsten. Nei, hun vilde ikke; men Præsten snakkede saa længe for hende, at hun lod sig overtale. «Nu maa jeg holde op,» sagde hun lidt efter, «for ellers kommer der bare Blod.» «Aa mælk du mit Barn,» sagde Præsten, «og bryd dig ikke om det.» Hun vilde ikke, men tilsidst saa gav hun efter og blev ved at mælke. Om en Stund, saa sagde hun: «Ja, holder jeg ikke op nu, saa ligger den bedste Koen død paa Baasen.» «Mælk du mit Barn og bryd dig ikke om det,» sagde Præsten, for han vilde see hvad hun kunde. Hun vilde nødig; men Præsten nødede hende, til hun gav sig og blev ved at mælke. «Nu faldt Koen,» sagde hun, og da de gik ud i Fjøset og saa efter, laa den bedste Ko, som Præsten eiede, død paa Baasen. Saa brændte de hende ogsaa, ligesom de havde gjort med Moderen.

«Ja, det var en forargelig Troldkjærring den jeg fortalte om,» fortsatte Graveren, «men det var en som jeg synes var endda værre, for hun tog Manden sin op af Sengen en Paaskekveld, og red paa Ryggen af ham lige fra Gudbrandsdalen og til Bergens Kirke, og medens hun var oppe i Taarnet og holde Paaskeleg med de øvrige Troldkjærringerne og Gamle-Erik, maatte Manden ligge splitternøgen langs Kirkevæggen og fryse hele Natten; og det var sligt et Veir med Sno og med Snefog, at Manden blev saa rent udarmet, at han næsten var fra sig selv.

Da det led paa Morgensiden, reiste han paa sig lidt, men han frøs og hakkede Tænder. I det samme kom der En gaaende forbi. «Men siig mig i Guds Navn, hvor jeg er?» sagde Manden til denne. «Nu er du ved Bergens Kirke,» svarede han, og da han fik see Buggjorden, som Manden havde om Livet, saa kunde han skjønne hvorledes det hang sammen – for Troldkjærringerne vare der baade til Juul og Paaske i den Tid – og saa sagde han: «Naar den kommer ud den, som du er med, saa tag bare Buggjorden og giv hende et dygtigt Drag over Ryggen, saa rider du hjem igjen paa hende, ellers holder du det ikke ud.»

Ja, da Kjærringen kom ud, gjorde Manden saa, og han red hjem paa Ryggen hendes, og det ganske rat.» «Havde hun ikke Smurningshornet] i smurningshornet er det heksesalve. Slik salve har faktisk vore i bruk; det var ei salve som inneheldt narkotiske stoff, og som kunne føre til draumar med erotisk innhald.Smurningshornet med?» spurgte jeg. «Hun passede sig nok for at tage det med, for hun havde sagtens smurt Kroppen, førend hun reiste hjemmefra,» sagde Graveren. «Men siden I snakker om Smurningshorn, saa kommer jeg til at huske paa nogle Historier, som skal være hendt for lang Tid siden.» «Lad høre,» sagde jeg.

«Paa en Gaard i Ringebo,» fortalte han, «var der en Troldkjærring, som var saa fælt slem. Men der var En, som vidste om, at hun var Troldkjærring; han gik did og bad om Huus en Helgekveld, og det fik han ogsaa. «Du faaer ikke blive ræd, om du seer, jeg sover med aabne Øine,» sagde han; «jeg har den Vanen, men jeg kan ikke for det.» Aa nei, det skulde hun ikke blive ræd for, sagde hun. Ret som det var, saa snorkede han og sov saa fælt med Øinene aabne, og bedst han laa saaledes, tog Kjærringen frem et stort Smørjehorn under en Steen i Peisen og smurte Sopelimen. «Herop og herned til Jønsaas,» sagde hun og reiste afsted op gjennem Piben til Jønsaas, som er et stort Sæterfjeld.

Gutten syntes det skulde være løierligt at komme efter og see hvad hun havde fore der, for han syntes hun sagde: «herop og herned til Mønsaas.» Saa tog han Hornet under en Steen i Skorstenen og smurte en Vedstikke. «Herop og herned til Mønsaas,» sagde han, og saa foer han op og ned mellem Skorstenen og Mønningen paa Huset hele Natten, og slog mest ihjel sig, fordi han havde mishørt. Siden fik han Tjeneste der, og om Kvelden Aarsdagen efter sad han og gjorde istand en Slæde. Men da han blev kjed af det, saa gik han bort og lagde sig til at sove paa Bænken, og saa fælt fremfor sig med aabne Øine. Ret som det var, tog Kjærringen Hornet frem i Skorstenen og smurte Limen, og saa reiste hun op igjennem Piben igjen. Gutten lagde Mærke til, hvor hun gjemte Hornet, og da hun vel var reist, saa tog han det og smurte lidt paa Slæden; men han sagde ikke Noget. Slæden afsted, og de saa aldrig mere hverken til Gutten eller Slæden. Den Gaarden, som dette var paa, den hedte Kjæstad, og Kjæstadhornet er navngivet den Dag i Dag er.

Men saa var der en Kjærring paa en Gaard paa Dovre, som ogsaa var Troldkjærring. Det var en Julekveld. Tjenestejenten hendes holdt paa at vadske et Bryggekar. Imidlertid tog Kjærringen frem et Horn, hvoraf hun smurte paa Limen, og med det samme reiste hun op gjennem Piben. Jenten syntes det var fælt til Kunst, og smurte lidt af Smurningen paa Karret. Saa reiste hun ogsaa afsted, og standsede ikke, førend hun kom til Blaakolds. Der mødte de en heel Deel andre Troldkjærringer og Gamle-Erik selv, og han prækede for dem; og da de havde gjort fra sig, skulde han see dem over, om de havde mødt Alle.

Saa fik han see denne Jenten, som sad i Bryggekarret; hende kjendte han ikke, for hun havde ikke skrevet sig ind hos ham. Og saa spurgte han Kjærringen, som hun var med, om hun vilde skrive sig ind. Kjærringen meente det. Gamle-Erik gav da Jenten Bogen og bad hende skrive i den; han meente, hun skulde skrive Navnet sit. Men hun skrev det, som Skolebørnene paa Landet pleie skrive, naar de prøve Penne: «Den som mig føder, det er Gud, i Jesu Navn,» derfor fik hun beholde den, for Gamle-Erik var ikke Karl for at tage den tilbage.

Men da blev der en Larm og et Gny paa Fjeldet, maa vide. Troldkjærringerne toge Pidske og sloge paa det, de havde at fare paa, og med det samme satte de afsted bort gjennem Veir og Vind. Jenten forsømte sig ikke, tog ogsaa en Pidsk, slog paa Bryggekarret og satte efter dem. Etsteds vare de nede og hvilte paa et høit Fjeld. Nedenfor var der en bred Dal med et stort Vand, og paa den anden Side var et høit Fjeld igjen. Da Troldkjærringerne havde hvilet, sloge de paa og fore over. Jenten undredes paa, om hun ogsaa skulde komme over. Tilsidst slog hun paa og kom over til den anden Side, og det baade godt og vel. «Det var Fanden til Sprang af et Bryggekar,» sagde hun, men med det samme mistede hun Bogen, og saa faldt hun ned og kom ikke længer, fordi hun havde talt og kaldt paa ham, endda hun ikke var indskreven. Resten af Veien maatte hun gaae og vade i Sneen, for Friskyds fik hun ikke længer, og der var igjen mange Miil.»

«Det kan være løierligt nok at reise med Troldkjærringerne paa Kosteskafte og i Bryggekar. Men en saadan Fart maa dog have sine Ubehageligheder: Nordenvinden falder skarp til Veirs; Halsen kan man knække. Ved Kirketaarnmøderne er det bedre; der kan man jo faae see dem ved at sidde paa en opskaaren Græstørv] grastorva uttrykker symbolsk skiljet mellom menneske på den eine sida, og underjordiske og døde på den andre. Den som står med ei grastorv i veret, har plassert seg i dei underjordiske sin stad, og kan derfor sjå dei.en opskaaren Græstørv. Er det ikke saa, Per Graver?» «Nei, En skal ikke sidde paa en Græstørv,» sagde Graveren belærende; «men En skal staae med en Græstørv i Veiret paa hver Haand, og den skal være opskaaret rangsølis] mot sola. Magien ligg i det omsnudde; den normale rørsla går med sola. Salmeboka vernar også mot vonde makter, særleg når den er plassert nær hjarta.rangsølis, og med Psalmebogen paa Brystet, og tre Bygkorn i Munden, og det ene Korn betyder Vor Herre, det andet hans Søn, og det tredie den Helligaand. Og naar En laver sig til paa den Maade, da tør hverken Gamle-Erik eller Troldkjærringerne yppe sig. Havde han gjort det en Mand, jeg har hørt tale om, havde han kanske sluppet bedre fra det. Ja, han slap da fra det ligevel paa en Viis; men det var med Næsen og begge Ørene, som de sige.»

«Denne Mand havde faaet spurgt, at Troldkjærringerne holdt slig Leg og Styr og saadan Rumstering i Kirketaarnet om Helgekveldene. Der syntes han, han skulde have Lyst til at være med, og saa gik han op om Julekvelden og satte sig i en Krog. Han havde nok med sig noget Græstørv, men han har vel ikke gjort det rigtigt, kan jeg troe. Ret som det var, saa tog de til at komme: den ene Troldkjærringen føg ind igjennem Taarngluggerne efter den anden, nogle paa Limer og nogle paa Skuffer, nogle paa Gjeder og nogle paa Bukke, og alle de underlige Ting, som til kunde være. Og mellem alle disse var en af Grandekjærringerne hans; men da hun fik see ham, foer hun bort og stak Lillefingeren ind i Næsen hans og holdt ham paa den Maade, ligesom jeg holder en Ørret, ud gjennem Gluggen.

«Vil du love, du aldrig skal sige, du har seet mig her, ellers slipper jeg dig,» sagde hun. «Nei om jeg gjør,» sagde han, for han var en Vrangpeis; «kom og tag mod mig, Fanden!» skreg han, i det samme hun slap, og saa kom Fanden kjørende i en Smalslæde og stod under og tog imod ham, saa han ikke skrubbede Knæskallen engang. Nu skulde Fanden skydse ham hjem ogsaa. Men Manden sad og slog paa og hujede og agerede, saa Fanden havde Ondt ved at holde sig paa Meierne; og da de kom tæt ved Gaarden hans, saa kjørte han mod et Vastrug, saa Slæden væltede, og Fanden blev liggende paa den ene Side af Vastruget, og han paa den anden. Havde han ikke gjort det, var han ikke sluppen ud af Fandens Kløer, men nu havde Fanden ikke mere Magt over ham. «Tvi verde dig da,» sagde Fanden! «Havde jeg tænkt, du vilde snyde mig, skulde jeg ikke reist saa langt for den Fillesjælen] når mannen ropar på djevelen, er det å oppfatte som ei påkalling. Til gjengjeld for at djevelen bergar livet til mannen, skal han få sjela.reist saa langt for den Fillesjælen. Da du raabte paa mig, var jeg tyve Miil nordenfor Throndhjem og holdt over Ryggen paa en Jente] djevelen har maktstole jenta slik at ho er i ferd med å ta livet av barnet sitt. Dermed vil det udøypte barnet etter eldre folketru ikkje kunne kome til himmelen, og ho sjølv set si eiga sjel på spel. Djevelen opptrer her som ein slags fødselshjelpar i og med at han gjer bruk av velkjende jordmorgrep som handspålegging (Reichborn-Kjennerud II 1933, s. 64), jf. elles «Egebergkongen».holdt over Ryggen paa en Jente, som var i Færd med at vride Halsen om paa Ungen sin.»

Her sagde Graveren, at han ikke erindrede flere Troldkjærringhistorier. Da han var kommen saa godt paa Gled, troede jeg fremdeles at burde benytte Leiligheden, og spurgte om han da ikke havde Noget at fortælle om de Underjordiske. «Hm,» sagde han, «jeg kan nok have hørt Noget af Moster min kanske. Da hun var Jente var hun paa Modum og tjente hos Præsten der; Theilmann] presten Christian Teilman (1743-1821) som var kapellan og sokneprest på Modum.Theilmann troer jeg hun kaldte ham. Det var engang paa Vaarsiden, da Møgen skulde kjøres ud, saa gjorde den Præsten en stor Dovning] dugnad.Dovning, for han var en svare Mand til at drive Jorden, og til den bad han Folk baade vidt og bredt fra alle Bygdens Kanter.

Saa var der en Gut hos en Mand, som ogsaa var buden, og han var saa urimelig gjæstebudskjær. Da Husbonden hans sagde til ham om Kvelden, at han skulde lave sig til at kjøre til Dovnings, saa at han kunde kome afsted i Otten, blev han saa glad, at han laa og væltede sig hele Natten uden at kunne sove. Ingen Klokke var det der heller, saa at han kunde vide hvad Tiden led, og saa stod han op ved Midnatstider og satte Hestene for og kjørte til Præstegaarden. Men der var der ikke oppe en levende Sjæl endda, og saa gik han omkring og vaxerte] dreiv omkring.vaxerte for at fordrive Tiden. Bedst som han gik, kom han ind paa Kirkegaarden, og der vadskede han Søvnen og Vaagen af Øinene sine i en Grøft, hvor der stod noget Vand, for det havde nylig tøet, og fra den Tid var han synen] frå da av var han synsk, kunne sjå løynde ting.fra den Tid var han synen; men han var halvsuset ogsaa, og de kaldte ham en Galning. Enten han gik af Tjenesten eller tjente Aaret sit ud, det skal jeg ikke kunne sige, men siden foer han altid og svævede omkring i Bygden, hvor der var Gjæstebud eller Noget paafærde, og tilbød sig at jage ud de Underjordiske.

En Gang skulde der være Bryllup paa en Gaard, som hedte Præsterud og Barsel paa Komperud paa een Dag. Da var han reent opraad, for han vidste ikke hvor han skulde gaae hen, men tilsidst saa gik han til Bryllupsgaarden. Da han havde været der og seet sig om en Stund, tog han fat paa Kjøgemesteren. «Du passer godt paa det, du har, du,» sagde han. «Seer du ikke, at de Underjordiske drikke af Ølspandet, du har sat i Krogen der, det minker jo hvert Øieblik, men faaer jeg Lov at være her, medens Brylluppet varer, saa skal jeg nok jage dem væk.» «Ja du kan nok faae være, men hvorledes vil du faae dem ud?» spurgte Kjøgemesteren. «Det skal du nok faae see,» sagde Gutten, tog Spandet, satte det midt paa Gulvet og kridtede en stor Ring omkring det. «Nu taer du en stor Klubbe,» sagde han til Kjøgemesteren, «og naar jeg vinker til dig, saa slaaer du midt ind i Ringen; det er det samme hvor jeg er henne, men naar jeg har faaet dem ind i Ringen Allesammen, saa slaaer du til alt det, du aarker.»

Da han havde sagt det, saa tog han til at rende omkring; han foer baade høit og lavt og skydsede og jagede ind imod Ringen. Kjøgemesteren kunde næsten ikke staae paa Benene, saa loe han af alle de gale Fagter, Gutten gjorde, og de troede mest, at han var gal Alle, som saa paa det. Men da fik de see, at han ikke var saa gal, som de troede, for da han vinkede til Kjøgemesteren, og Kjøgemesteren slog til, hørte de et Skrig og et Hviin gjennem hele Huset; og Nogle, som kom til Bryllupsgaarden fra Komperudkanten, fortalte, at de havde hørt en Suus og en Bruus i Luften, og at det var ligesom en heel Flok havde snakket i Munden paa hverandre: «Til Komperud, til Komperud til Barsels, til Komperud til Barsels.»

Her endte Peer Graver sine Fortællinger, erklærede at han ikke vidste Mere i Aften og gav sig til at jage Klokkerens Gjedebuk ud af Kirkegaarden.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)