Jutulen og Johannes Blessom

Over Vaage Præstegaard hæver sig en furukronet Aas eller et lidet Bjerg med Kløfter og steile Vægge. Det er Jutulsbjerget, som Storm har viet en Sang] Edvard Storm (1749-1794) var presteson frå Vågå og skreiv bl.a. «Ode til Jutulsbjerget». Storms mest kjende dikt er truleg visa om korleis Gudbrandsdals-bøndene slo den skotske leigehæren ved Kringen i 1612, «Zinklarvisa».Jutulsbjerget, som Storm har viet en Sang. Ved et Naturspil viser der sig i en af dets glatte Vægge en Port. Staaer man paa Broen over den viltre Finna eller hiinsides paa Engene, og seer denne Port over Hængebirkenes svævende Guirlander og yppige Løvværk, former den sig til en Dobbeltport, oventil forenet ved en gothisk Spidsbue. Gamle hvidstammede Birke staae som Søiler ved dens Sider; men deres høie Toppe naae ikke til Buens Begyndelse, og under Spidsbuen kunde Vaage Kirke staae med Tag og Taarn. Det er ikke nogen almindelig Dør eller Port. Det er Indgangen til Jutulens Palads. Det er «Jutulsporten,» et kolossalt Portal, som det største Trold med femten Hoveder mageligt kan gaae igjennem uden at bøie sin Nakke. Naar Nogen i gamle Dage, da der var mere Samkvem mellem Guder og Mennesker] uttrykket illustrerer den romantiske oppfatninga som bl.a. brørne Grimm var talsmenn for, at dei gamle gudane var blitt til troll og andre vette. I 1870-utgåva endra Asbjørnsen formuleringa til mere Samkvem mellem Mennesker og Trold.mere Samkvem mellem Guder og Mennesker, vilde laane hos Jutulen, eller tale med ham i andre Forretninger, var det Skik at kaste en Steen i Porten og sige: «Læt op Jutul!»

For et Par Aar siden kom jeg en Eftermiddag til Præstegaarden for at aflægge et Besøg. Familien var paa Sæteren; der var Ingen hjemme uden en gammel Døl, som paa min Begjæring fulgte mig op til Jutulsporten. Vi bankede paa, men bleve ei indladte. Det undrede mig imidlertid ikke, at Jutulen ei vilde modtage os, eller at han nu paa sine gamle Dage saa sjelden giver Audients; thi tør man dømme efter de mangfoldige Spoer af Steenkast i Porten, har han været overmaade besværet med Visitter.

«En af de sidste, som saa ham,» fortalte min Ledsager, «det var Johannes Sørigaarden fra Blessom, Nabogaarden til Præstegaarden paa den anden Side Finna. Men han ønskede vist, han aldrig havde seet ham,» føiede han til.

«Denne Johannes Blessom var nede i Kjøbenhavn og skulde have Ret paa en Proces] på slutten av dansketida var det ikkje uvanleg at bønder som var misnøgde med lokale rettsavgjerder og som hadde råd og framtak til det, reiste til København for å leggje fram saka si for kongen.skulde have Ret paa en Proces, for her i Landet var der ingen Ret at faae ved de Tider; og naar En vilde have Ret, var der ikke andet Raad end at reise derned. Det havde Blessommen gjort, og det gjorde Sønnen hans efter ham ogsaa, for han havde og en Proces. Saa var det om Juleeftermiddagen, Johannes havde snakket med Storkarlene og gjort fra sig og han gik paa Gaden og var stuur, for han var «hoga him.» Ret som han gik, strøg der forbi ham en Vaageværing i hvid Kofte med Taskelaag] lommeklaffar.Taskelaag og Knapper som Sølvdalere. Det var en stor, svær Mand. Han syntes, han skulde kjende ham og, men han gik saa fort.

«Du gaaer fort du,» sagde Johannes. «Ja, jeg faaer nok skynde mig,» svarede Manden, «for jeg skal til Vaage i Kveld.» «Ja gid jeg kunde komme did jeg ogsaa!» sagde Johannes. «Du kan faae staae paa med mig,» sagde Manden, «for jeg har en Hest, som træder tolv Trin i Milen] det finst mange raske hestar i folkediktinga, jf. t.d. eventyrhesten Grimsborken. en Hest, som træder tolv Trin i Milen.» De reiste, og Blessommen havde nok med at holde sig paa Meierne, for det gik gjennem Veir og Vind, saa han hverken kunde see Himmel eller Jord. Etsteds vare de nede og hvilte. Hvor det var kunde han ikke skjønne, førend med det samme de satte afsted igjen, og han syntes han saae et Dødninghoved paa en Stage] dei er tydelegvis nede på ein rettarstad; dette trekket skal illustrere at Blessomen er ute og reiser med ein farleg kar.et Dødninghoved paa en Stage der. Da de vare komne et Stykke paa Veien, begyndte Johannes Blessom at fryse.

«Uf, jeg glemte igjen den ene Vaatten min, der vi hvilte; nu fryser jeg paa Næven!» sagde han. «Du lyt taale det Blessommen,» sagde Manden, «for nu er det ikke langt til Vaage, og der, vi hvilte, var Halvveis.» Førend de kom til Finnebroen standsede Manden ved Sandbovolden og satte Johannes af. «Nu har du ikke langt hjem,» sagde han, «og nu skal du love mig det, at du ikke seer dig tilbage, om du hører nogen Duur eller seer noget Lysskin.»

Det lovede Johannes og takkede for Skydsen. Manden kjørte sin Vei over Finnebroen, og Johannes tog op over Bakken til Blessomgaardene. Men ret som han gik, hørte han en Duur i Jutulsbjerget, og med Eet blev det saa lyst paa Veien foran ham, at han syntes, han kunde have seet at tage en Naal op. Han kom ikke i Hu hvad han havde lovet, men dreiede paa Hovedet og skulde see hvad det var. Da stod Jutulsporten paa vid Væg, og det skinnede og lyste ud gjennem den som af mange tusinde Lys. Midt i Aabningen saa han Jutulen, og det var Manden, han havde staaet paa med. Men fra den Tid sad Hovedet paa Skakke paa Johannes Blessom, og saaledes var han saalænge han levede.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)