Norske Huldreeventyr og Folkesagn

av Peter Chr. Asbjørnsen

En Tiurleg i Holleia

Om Myren Granerne vugge
Med Morgensuusning den skjæggede Green;
Og blaat som fra Ljaareglugge
Dagskjæret falder paa Holmens Steen.
Der sidder Troldfuglen stram og strunk
Med brusende Fjær og slaaer sin Klunk –
O, løsne ei Skud; du gjør den ei Meen!
Jørgen Moe.

Fra Tyristranden gik vi en af de første Dage i Mai – det var længe før Jagtloven] jaktlova vart vedtatt i 1845. Lova sette forbod mot jakt på storfugl frå 1. april til 15. august.Jagtloven udklækkedes – op gjennem Lien for den følgende Morgen at være paa en Tiurleg i Skjærsjøhaugen, der paa disse Kanter havde Ord for at være den sikkreste. Vi vare fire, min Ven Kapitainen] kapitainen er Johan Georg Boll Gram (1809-1873) som var general og hoffmarskalk hos kong Karl XV. Han styrte garden Ask og var stor skoghandlar og skogeigar (Liestøl 1949 II, s. 328-329).min Ven Kapitainen, jeg, en gammel Skytte ved Navn Peer Sandaker] Peder Hansen Sandaker (1767-1842) var ein kjend bjørneskyttar.Peer Sandaker over fra Sognedalen, og en rask Gut, der førte to Kobbel Hunde; naar Legen var endt skulde vi nemlig gaae paa Harejagt. Nede i Bygden var det fuldt Foraar; men da vi kom ind paa Aasen, laa Sneen dyb i Dale og Dækker] dekker, søkk.Dækker. Aftenen var endnu ret luun, og Fuglene sang sin Vaarsang i Skoven. I Nærheden af Asksæteren, hvor vi agtede at tilbringe Natten, begave vi os op i den enhver Fugleskytte der vanker i disse Skove velbekjendte Skjærsjøhaug, for at høre hvor Fuglene satte sig paa Natkvisten. – Da vi naaede derop og fik en fri Udsigt, stod Solen i Nedgangen og kastede sit gyldne Lys ufordunklet op i den tindrende Himmel. Men denne hvælvede sig ikke over et blidt og venligt Landskab: mørke, uendelige Skove og Aaser, kun afbrudt ved iislagte Kjærn og Myrstrækninger, strakte sig paa alle Kanter lige hen til Horizonten.

Vi havde ikke været her længe efter Solens Nedgang førend vi hørte en susende Flugt og de stærke, tunge Vingeslag af en Fugl, der slog sig ind. «Det var ikke nogen gammel Fugl,» sagde Kapitainen med Kyndighedens Mine, da han ikke hørte Fuglen give Lyd efterat den havde sat sig op. To Fugle kom snart efter denne susende og sloge sig ind uden at give Lyd. Men derpaa kom en flyvende med endnu tungere, mere susende Vingeslag, og da den havde sat sig, skar den Næb. «Den Karlen er ikke født i Fjor. Der er Husbonden paa Legen,» sagde Peer Sandaker; «bare det ikke er Gamlestoren selv; men det troer jeg mest.» Der kom endnu tre Fugle, og for hver som slog sig ind, skar den Gamle med Næbbet. De to taug, men den tredie svarede i samme Tone. «Det var en fremmed Karl,» udbrød Peer; «han kjendte ikke Gamlen; ellers havde han holdt Kjæften sin. Paa Morgenkvisten kommer han til at angre det, for tro mig, Gamlen finder ham nok, og han er ikke Bas at kjeikes med] slåst med, ha med å gjere.kjeikes med, naar det rette Lune er paa ham. Jeg har seet hvorledes han børstede en Kranglefant, som skar til ham paa Legen engang før.»

Under denne Replik lagde Skyttens aabne, veirbidte Ansigt sig i høist besynderlige, polidsk grinende Folder, der efter den kortfattede Karakteristik Kapitainen, medens Peer Sandaker under vor Vandring en Gang var bleven et Stykke efter, havde meddelt mig af ham, syntes at alludere til en eller anden mystisk Historie. Thi efter denne var han stærk i Historier om Troldfugle] fuglar som det hefter noko overnaturleg ved, eller som tilhøyrer dei underjordiske. Trollfuglar nyttar det ikkje å skyte på.Troldfugle, Udsendinger] ting eller vesen som den trolldomskunnige sender ut for å skade andre og gjere folk sjuke. Ordet utsending blir også brukt i tydinga plageånd, forfølgjar.Udsendinger og Underjordiske, og gik især i den yderste Detail, naar han fortalte om en eller anden af de atten Bjørne, han i sine Dage havde fældet. Derimod taug han gjerne, angaaende det ligesaastore Antal, onde Tunger beskyldte ham for at have skudt bort.

«Men hvad er det for en Gammel og Gamlestor, du taler om?» spurgte jeg. «Det skal jeg sige Dem,» tog Kapitainen hurtig til Orde, idet vi begav os paa Veien til Sæteren. Rimeligviis befrygtede han, at dette overilede og utidige Spørgsmaal efter mit saa korte Bekjendtskab med Peer skulde indgyde ham Mistro og lægge Baand paa hans Tunge. «Det skal jeg sige Dem,» svarede han. «Der er en gammel Tiur paa denne Leg, som er bleven et Fabeldyr i den hele Trakt. Blandt Skytterne her er den kjendt under Navnet «Brækaren;» thi istedetfor at sidde roligt paa Kvisten og kneppe] klikke, smelle med nebbet.kneppe flyver den ofte om mellem Trætoppene, brægende som en Gjed. Først naar denne Maneuvre er udført, sætter den sig op for at klunke] klukke, lage klukkelydar.klunke og sauge] sage, skjerpe; lage ein skurrande lyd.sauge. Saadant Spil er saa ufornuftigt, at Ingen kan komme den paa Skud. Den bruger imidlertid endnu oftere et andet Kneb, som er meget værre: den sidder rolig og knepper og slaaer sin Klunk, men naar den skal tage paa at sauge, flytter den i et andet Træ. Kommer man ved et Slumpetræf til at skyde, bider det ikke paa den. Gamle Peer der har skudt paa den baade med Salt og med Sølv] å lade geværet med salt og sølv er tradisjonelle jegerknep for å få has på trollfuglar og trolldyr.baade med Salt og med Sølv, men uagtet Fjærene føg af den, tog den ikke mere Notits af hans sikkre Rifleskud end af en Salut. Næste Morgen spillede den lige raskt og lige falskt.»

«En kunde ligesaagodt skyde paa en Steen,» sagde Peer med den fuldeste Overbeviisnings konkluderende Betoning. «Jeg kom indpaa ham,» vedblev han, «engang han holdt Leg paa Fladbjergene her borte ved Kloppen, rigtig midt i Veien, som gaaer til Skaug; og sad der ikke saa fuldt med Røier om ham, at jeg talte syv Stykker, og flere var det i Skogen, for det snøvlede og pratede bag hver Busk. Og de som var fremme, de rendte rundt omkring ham og strakte Halsen ud, hukede paa sig og gjorde sig saa lækkre; men Fuglen sad paa Fladbjerget og briskede sig saa kjø’en og spansk] byrg og kry.kjø’en og spansk som en Greve. Ret som det var satte han Styven] velet, stjerten.Styven op og slog Hjuul, vendte paa sig og sopte Vingerne nede ved Benene og hoppede ende til Veirs saa høit som saa. – Ja, jeg vidste ikke, det var den Kallen, jeg, ellers havde jeg nok givet ham en Smæld strax, før han havde gjort sig haard] gjort seg usårleg ved trolldom.gjort sig haard, kanskee; men jeg syntes det var morsomt at see paa.

Som han var i den bedste Legen, saa kom der susende en anden Tiur – den var ikke braadt saa stor – og kastede sig paa Legen. Men da blev der vel Spil! Gamlen reiste Styven til Veirs, og Skjægget stod ud paa ham som Pigger i en Hegle, og saa skar han med Næbbet saa det rigtig grøssede i mig, og den Anden han svarede, – han var ikke mindre Karl, maa vide. Men saa føg Gamlen paa ham, og da de slog Næbbene og Vingerne sammen, smald det saa det bragede i Skogen. Bedst det var saa hoppede de høit imod hverandre og hug med Næbbet og rev med Kløerne og slog med Vingerne; og de vare saa arge, at de hverken sandsde eller samlede, og jeg syntes, jeg kunde gjerne gaae bort og tage dem med Hænderne, begge to.

Men tilsidst tog Gamlen rigtig Tag i Luggen paa den anden, og han slog den og haandterede den, saa den ordentlig peb, og jeg syntes mest Synd paa Fuglen, for han leiede den om i Toppen, trykte den til Marken og havde den under sig, saa han ordentlig kom agende udover Fladbjerget paa den lige ned for Benene paa mig. Da lagde jeg til Øiet i en Fart. Det smald, og Fuglen laa død paa Flækken; men Gamlen blev siddende og lugge den endda, og han løftede ikke paa Vingerne. Jasaa, tænkte jeg, er du saa stød i Laaggen] stø, sikker.stød i Laaggen, skal du være min. Jeg ladede igjen og skulde lægge paa ham, men da ristede han paa sig og reiste ende til Veirs; men var han mere end ti Skridt fra mig, saa lad mig aldrig skyde en Fugl mere i dette Liv.

– En anden Gang var jeg ogsaa heroppe og hørte hvor han slog sig ind, ligesom i Kveld. Det var i en gammel Furu, han satte sig paa Kvist. Did gik jeg kvareste Natten, før der var Fugl vaagen i Skoven. Men da han tog til at spille, spilte han realt den Gangen. Han spilte saa Furuen rystede, og der manglede hverken Klunk eller Sauging, og ikke flyttede han heller. Da han slog det fjerde Spillet, var jeg indom Hold, – han sad langt nede paa en Kvist indved Furulæggen. Nu skal du være min, tænkte jeg, for jeg havde skaaret op en Sølvtoskilling og lagt for Kuglen. Men ja Gud tænkte jeg feil. Da det smald, fløi han lige rat, endda Fjæren føg af ‘n. Der bider ikke Noget paa den Karlen.»

«I Morgen skal vi dog prøve at faae den Peer; nu veed vi jo hvor den sidder?» sagde Kapitainen med halv fordulgt Malice i sin Mine. «Det maatte ikke være Fugl i Skoven, naar En skulde give sig til at gaae efter den,» svarede Peer, halv vred. «Ja Gud bevares,» tilføiede han med et lille Anstrøg af Ironi, «vil Kapitainen gaae efter den, saa – jeg spilder ikke et Korn Krudt paa den. For det siger jeg,» vedblev han troværdig, «at sligt Spil skal aldrig Nogen have hørt. Og slig en Fugl da! Det er det underligste Dyr, En kan see. Han er ikke skabt som en anden ordentlig Tiur; han er mest en halv Gang saa stor, og vel det.»

«Ja, du har Ret, det er en gammel Rad, som ikke er et Skud Krudt værd,» sagde Kapitainen. «Dens Kjød er vist saa seigt og beskt som den Furukvist, den spiller paa. Imidlertid skulde jeg dog ønske at faae undlivet den, for at faae en Ende paa dette Raklespil, hvorved den saa ofte har taget os ved Næsen. Jeg har flere Gange gaaet efter den uden at faae Rede paa Spillet. Jeg har ogsaa et Par Gange skudt paa den, men paa saa langt Hold, at der var liden Sandsynlighed for Træf. Det er rigtignok en Donatbommert] elementær feil.Donatbommert at skyde to Gange paa langt Hold i Tiurskoven, det veed De nok,» henvendte han sig til mig, «men den sidste Gangen var der intet andet for; thi jeg hørte den Karnaille, Sara-Anders, stille efter Fuglen paa samme Tid. – Det er virkelig som Peer siger en underlig Fugl, denne gamle Tiur,» vedblev han; «men,» tilføiede han med et af mig allene bemærket Nik, der antydede hans Forsæt at faae Peer Sandaker til at rykke ud med flere af sine Historier, «naar vi komme op i Sæteren skal jeg fortælle en Tildragelse, jeg har oplevet med en Troldhare] hare som er forheksa; hare som tilhøyrer dei underjordiske.Troldhare, som var endnu besynderligere end vor Tiur.»

Vi kom snart til den øde Sæterhytte, hvorhen Gutten, da vi toge bort i Haugen, var gaaet med Hundene. Efter Kapitainens Ordre havde han luftet og faaet et dygtigt Baal til at flamme paa Skorstenen. Da vi havde skilt os ved Bøsser og Jagttasker, og indtaget et Aftensmaaltid af Kapitainens fortrinlige Niste, begyndte denne med paatagen Troværdighed i Tale, Ansigt og Miner at fortælle den belovede Historie om Troldharen.

«Da jeg var Lieutenant, laa jeg og exercerede paa Toten en Sommer. Jeg havde Hunde med mig for at jage. En Eftermiddag stod jeg i Kjøkkenet og skulde ud at forsøge Kveldsjagten, da en af Huusmændene kom ind. «Er der meget Hare her, du?» spurgte jeg. «Det er endda nok af dem,» svarede Huusmanden. «Oppe paa Sukkestadsletten gaaer der en gammel Sugg; det har været mange, baade Bikjer og Folk, efter den, men den er vel ikke grei at faae, maavide.» Og hermed rystede Huusmanden betænkelig paa Hovedet. «Er den ikke grei at faae? Hvad er det for Snak. Der findes vel ikke en ordentlig Hund her? Naar mine Bikjer faaer den paa Benene, tænker jeg nok, den skal blive at faae,» sagde jeg og klappede Hundene, som trak i Kobblet og vilde ud. «Jasaa? Ja Gud tør det hende da!» sagde Huusmanden og grinede vantro.

Jeg gik lige op paa Sukkestadsletten og havde ikke sluppet Hundene, førend Haren var paa Benene, og det var Loos; men det vilde ikke blive noget Ordentligt af; thi den foer og stak og stak; Hundene vare ikke istand til at faae rigtig Rede paa Foden] få skikkeleg greie på kvar haren spring.faae rigtig Rede paa Foden; men hvert Øieblik var den paa Benene igjen, og saa gik det nok saa brav til den paany stak ind i en Buske. Jeg løb hid og did – der var ikke ondt for Post – og jeg skjød paa den flere Gange, men det blev ikke Andet end Bom i Bom. Tilsidst satte den sig for mig ved en Granbuske paa fyrretyve Skridt. Jeg skjød og gik ganske sikker hen og skulde tage den op; men da jeg kom bort til Granbusken var ingen Hare at see; der laa kun en Stok og en Fille. Dagen efter gjorde jeg Bøssen reen, thi den var ureen og fuld af Krudtslam. Medens jeg var ifærd dermed, kom Huusmanden til.

«Hvorledes gik det med Haren, Løtnan?» spurgte han og satte et polidsk Fjæs op. Jeg fortalte ham Historien. «Det har været mange efter den, baade Bikjer og Folk, men den er ikke grei at faae, maavide,» gjentog han med hemmelighedsfulde Miner. «I gjør reen Bøssen Jeres; men det skal ikke hjælpe stort, skal jeg troe. Puus bjerger sig nok ligevel.»

«Men Guds Død hvad er der paafærde med den Hare, bider der ikke Krudt og Bly paa den?» spurgte jeg. «Det turde hende, det var saa som I siger,» svarede han; «jeg kan nok fortælle, at det er en Troldhare, den Rusken; men den som var oppe i Gaar det var bare Udsendingen hans; for selv gaaer han altid realt. Men nu skal jeg lære Jer et Raad: Tag en Orm – jeg skal finde Jer en – og pidsk den ind i Bøssepiben, og skyd den ud, og prøv saa om det bider paa med Krudt og Bly.»

Dette gjorde jeg; han skaffede mig en levende Orm, som vi truede ind i Bøssepiben; jeg skjød den ud mod Ladevæggen; og mærkelig nok, der var ikke Andet at see af den end en vaad Flæk. Nogle Dage efter gik jeg op paa Sukkestadmoen. Det var en Morgenstund. Hundene vare neppe slupne, førend Haren var paa Benene. Denne Gang var der ikke Stød og Glefs, men det gik i fuld Loos, og Haren havde ikke gaaet en halv Time, førend den kom lige mod mig, dandsende nedover Sletten. Jeg lagde til Kinden og skjød. Den faldt paa Pletten, og det var en stor gammel Ramler] hanhare.Ramler, fuld af Ar og Skrammer; den havde ikke mere end halvandet Øre.»

«Slig en Hare har jeg hørt om ogsaa,» sagde Peer, der med megen Opmærksomhed havde fulgt Kapitainens Fortælling. «Den holdt til her i Holleia, bortimod Granbu; men de sagde den var mest kulsort. Der var mange efter den og skjød paa den, men de fik aldrig Raad med den, før denne Fandens Sara-Anders kom bort i der. Han skjød den, for han er nu alle Steder, maa tænke. Det var ham vi saa Slagene efter nedenfor Raudsandbakken. Det er en stor Skarv, og det er ikke ondt for at see Færdene efter Truerne hans] spora etter trugane hans.Færdene efter Truerne hans, for han kan aldrig bie som andre Folk, til Fuglen har støet ordentlig Leg] til fuglen spelar støtt og sikkert på leiken. til Fuglen har støet ordentlig Leg.» «Det troer jeg gjerne,» sagde Kapitainen og strøg sin Knebelsbart. «Det er ikke første Gang den Karl gaaer i fredlyst Mark. Men siig mig, var det ham, der skjød den Troldhare inde ved Christiania, som du engang fortalte om?» «Aa den, ja det er sandt. Nei det var en Skytter derindefra, som hedte Brandte-Lars. I kjender ham vist I, som er fra Christian?» sagde han til mig.

«Jasaa kjender I ikke ham? Han boer endda i en liden Hytte under Aasen strax nedenfor Grefsen. Jeg traf ham paa Halland engang, han var paa Jagt med nogle Bykaxer. Det var en rar Skrue, men Kar til at skyde. Paa Haren skjød han mest aldrig Bom, og Fuglen tog han i Flugten ligesom Kapitain gjør. Men saa var det om den Haren, Kapitainen mente. Det fortalte han mig og meget til. «Jeg skulde drive Hundene for gamle Simensen paa Vesletorvet – og skaffe noget Ferskmad,» sagde han. «Det var tre Hunde; den ene hedte Rap, og det var slig en Hund, at de Underjordiske ikke havde nogen Magt med ham, for han var rød, maavide; de andre to var ogsaa brave Hunde, ja Gud bevares. Saa var det en Christi Himmelfartsmorgen,» sagde han, «jeg var oppe ved Linderudsæterrøa. Der tog han Rap ud, og han kjørte den, saa det hvinede og peb i Aasen. Jeg tog Post paa en Kullebund] ein kolbotn; stad der det har vore kolmile. en Kullebund der. Da han havde gaaet en Tur, saa kom Haren lige forbi mig. Jeg skjød, men det var Bom, og saa gik det afsted i fuld Loos. Det varede ikke længe, saa kom han igjen paa samme Stedet – han var ganske svart efter Ryggen – og jeg skjød Bom igjen.

«Men hvordan i Djævelen hænger dette sammen, vil ikke de andre Hundene slaae til, tænkte jeg ved mig selv,» sagde han, «for det var bare Rap som jagede, og det gik i et Kjør. Nei det kan ikke være nogen rigtig Hare. Men jeg vil see paa ham engang til først. Ja, saa kom han tredie Gangen og, og jeg skjød Bom, og begge de andre Hundene vare med, men de gav ikke Hals. Men saa forsynede jeg Svandsskruen] skruen som fester enden av børsepipa til skjeftet.Svandsskruen og Loddet] loet; geværkula.Loddet,» sagde han.

«Hvorledes?» spurgte jeg. «Du faaer fortælle det Peer!» sagde Kapitainen. «Ja, han vilde ikke ud med det i Førstningen,» svarede Peer, «men da jeg havde skjænket ham rigtig og givet ham en Rul Tobak, saa sagde han det.» «Du skal tage Bark af en Flaurogn] flogrogn, snylterogn som veks i andre tre. Det heiter at flogrogn skal verne mot forheksing.Flaurogn,» sagde han, «og forsyne Svandsskruen med, og saa skal du skrabe tre Sølvsmuler af en Sølvskilling som er arvet; men det maa være af de gamle gode Pengene, som har været med ude i Krigen; saa skal du skrabe tre Fliser af Veslefingneglen] neglar hadde vernande verknad mot trolldom, men kunne også nyttast som trolldomsmiddel av trollkunnige. Derfor vart det tryggast å brenne avklipte neglar. Når det nettopp skal vere tre fliser av veslefingerneglenvenstre hand, heng det saman med det psykologiske behovet i folkemedisinen for å gjere noko særmerkt ut av hjelperådene; talet tre er elles eit magisk tal i folketrua. tre Fliser af Veslefingneglen paa den venstre Haanden, og saa skal du tage tre Bygkorn, men har du ikke dem, kan du tage tre Brødsmuler, og alt det skal du lægge for Loddet, saa blier det Doot] jaktskrik når dyret er felt.Doot, om det saa var selve Fanden du skjød paa,» sagde han.

«Det gjorde jeg den Gangen ved Linderudsæteren,» sagde han, «og da han kom den fjerde Gangen, saa maatte han i Bakken, idetsamme det smald. Det var en liden tør Hund, og han var saa gammel, at han var mest svart. Ja, jeg tog og hængte ham op efter Bagbenene i en Kronglebjerk og til at veie ham ud] åpne haren og ta ut innvollane.veie ham ud, men Herren forsyne mig,» sagde han, «blødede han ikke som den største Oxe, jeg har slagtet, og Hundene slafsede og slafsede Blodet i sig ned paa Bakken. Saa gik jeg med den da, men hvordan jeg gik, gik jeg galt, og Blodet randt af den; men jeg kom frem ved den samme Kronglebirken igjen to Gange. Dette var da besynderligt, det, tænkte jeg» – sagde han – «for her skulde jeg mest være ligesaa vel kjendt som hjemme paa Stuegulvet mit, der jeg har boet i 20 Aar. Men naar det er galt, saa er det gjerne reent galt. Naa da, jeg faaer lade Bikjerne finde Veien da, og det gjorde jeg; men da jeg kom nedover forbi nogle Bjergknauser der, saa var hun Gamlemoer ude. Hun stod rigtig foran noget Smaabjerk, oppe ved en liden Bjergknat, med Skaut paa Hovedet og Skindtrøie og svart Stak, og støttede sig paa en Krykjestok, og saa ud som en Bondekjærring ovenfra Landet. «Du Lars,» sagde hun, «du har faaet mange Harer af mig i Marken her, og jeg har undt dig Godt. Derfor kunde du gjerne ladet Sæterharen min gaae for den han var. Og havde du ikke havt den røde Rappen din, havde du ikke faaet den heller!»

«Jeg svarede ikke Ordet, jeg,» sagde Lars, «men strøg nedover til Mærremyren og op over til Bamsebraaten. Der slap jeg Hundene, og Loos var det strax; Rap tog ud, og jeg stod og lyede en Stund, om de andre skulde slaae til, for det bar bortover til Linderudsæteren igjen, saa jeg blev ganske fælen. Jo, saa fik jeg høre Maalet paa dem alle tre, og saa vidste jeg det var rigtig Hare. Det var Fanden til lang Tour han gjorde; men da han kom tilbage, trampede han i Bakken som en Folunge, og da jeg fik see Ørene paa ham, var han mest saa stor som en liden Gjedebuk. Den skjød jeg. Saa gik jeg sørover ned imod Alunsjøen] Alnsjøen, vatn i Lillomarka.Alunsjøen. Der tog de ud igjen, og saa gik det i skurende Loos opover til Linderudsæteren igjen – for bortom der maatte de nu med ham. Langt om længe kom de da igjen. Saa skjød jeg den. Da havde jeg tre. Nu kan det være nok for i Dag, min kjære Lars,» sagde jeg» – sagde han – «og saa gik jeg ned og hang dem op i Kjelderhalsen til Simen. Men Herren forsyne mig blødede ikke den vesle Svarte i tre Dage efter, saa at Kjælderen mest var halv med Blod» – sagde han.»

«Du talte nylig om, at der skal have været en Troldhare her i Holleia; – der gaaer ogsaa Sagn om at her er fuldt af Rigdomme, af ædelt Metal i Bjergene her. Det skulde det ikke være ilde at have en Deel af; ikke sandt Peer?» sagde Kapitainen, der igjen lod til at machinere for at faae en Fortælling frem. «Aa hvad skulde Kapitainen med det,» svarede Peer og rystede paa Hovedet. «Han har nok, og vel saa det. For en fattig Stakkel kunde det saa være; men tro mig, det er ikke greit at faa Klo i.» «Jeg synes dog det er besynderligt, at du ikke har lagt dig efter at faae noget deraf,» vedblev Kapitainen. «Aa, hvorledes skulde det været gaaet til?» spurgte Peer. «At ligge og grave i Aaserne, saa som han gamle John Haugen gjorde, al Holleia over, det synes jeg ikke noget om.»

«Der gives andre Maader at komme til Rigdom paa,» sagde Kapitainen hemmelighedfuld. «Hvad siger du om at holde sig Godvenner med Bjergkjærringerne? Du har min sandten ikke været saa styg en Karl i din Ungdom, du, Peer Sandaker! Du kunde nok have gjort Lykke.» «Haa, haa, haa!» lo Peer i Skjægget, kjendelig tilfreds med Kapitainens ironiske Yttringer over hans fordeelagtige Ydre. «Jeg har ikke troet paa Sligt, for jeg har aldrig seet hverken Trold eller Hulder.» «Men der boede dog en Bjergkjærring borte i Holleia her i gamle Dage?» sagde Kapitainen. «Aa det er ikke andet end et gammelt Eventyr. Jeg har nok hørt sligt Prat, men jeg troer det ikke,» svarede Peer. «Ja, men du veed da vist fuld Besked derom, du som har færdedes her i Marken saa længe? Du faaer fortælle hvad du veed; thi denne Bymand er en Nar efter slige Historier.» «Kanskee? Ja, kan det da, men jeg troer ikke det er sandt,» forsikkrede Peer og begyndte.

«Søndenfor Hollei-Spira – ja, de kalde det nu Holleia mellem Tyristranden her og Sognedalen» – anførte han til min Underretning – «er der to Bjerge, som de kalde Store-Knuten og Vesle-Knuten; der I sidder, kan I endda see lidt af høieste Spiiraasen beent op for Skaug. Borti der er mangfoldige gamle Skjærp, og der er saa meget Sølv og Rigdom i Bjergene, at det ikke er nogen Ende paa det, siger de da. Men det er ikke greit at faae noget af det, for i Knuterne boer der en gammel Bjergkjærring. Hun eier det Altsammen og sidder paa det som en Drage, – siger de da. Hun er meget rigere end Kongsbergkongen, for da de havde brudt saa gruelig meget Sølv paa Kongsberg en Gang, saa kom Kongen ud i Gruben og sagde til Folkene: «Nei nu kan jeg snart ikke taale Jer længer hernede, for holde I saaledes ved, bliver jeg en arm Mand. I ødelægge mig reent. Nei, flyt til Søster min, Guri Knutan i Holleia; hun er ti Gange rigere end jeg.»

«Guri Knutan bliver altsaa en Søster af Egebergkongen,» bemærkede jeg. «Egebergkongen? Hvad er det for En? Er han fra Christian kanskee?» spurgte Peer. Jeg fortalte ham Sagnet om Egebergkongen og hans Flytning og anførte hans Udsagn i 1814, at han vilde flytte til sin Broder paa Kongsberg, fordi han ikke kunde udholde den Skydning og Dommenering der var. «Ja, han var saa det da, han var Broder til denne Kjærringen, jeg snakker om,» sagde Peer naiv.

«Jeg har ogsaa hørt om En,» vedblev han, «som flyttede fordi han ikke kunde taale Skydning og Dommenering. Men han var her fra Marken. Enten det nu var Manden til denne Guri eller det var en anden En, det veed jeg ikke, men det skulde være en af dem, som boe i Bjergene og eie Meget. Det gik saaledes til at ved de Tider de tog op Gruber i Skaugsmarken, saa var der en Kjærring, hun boede borte ved Langesjøbækken, som gaaer midt imellem Sognedalen og Tyristranden. Denne Kjærringen hedte Rønnau, og saa kaldte de hende Rønnau Skaugen. Tidlig en Morgen ved St. Hans Dags Tider skyllede hun Klæder ned i Bækken, og saa fik hun see saa meget Sølvtøi, baade Tallerkener og Fade og Skeer og Slever og Alt det som til var, og det var saa meget vakkert Kjøkkentøi, og det laa paa Bunden af Bækken og blinkede og skinnede i Solen under Vandet. Da hun fik see al denne Rigdommen, blev hun ligesom hun var reent tullet; hun tog til Beens og løb hjem, for hun vilde hente et Kjørrel og tage det Altsammen. Men da hun kom tilbage var det væk hver evige Smit og Smule. Der var ikke saa meget igjen som en blank Sølvtoskilling, og hun saa ikke andet end klare Vandet, som blinkede og randt over Stenene.

En Stund efter var det, de begyndte at tage op Kobbergruber i Skaugsmarken, og der var slig Støi og Skydning og Dunder støt og bestandig, at det ikke var Fred nogen Tid. Seent en Kveld da, havde Rønnau været ved Bækken. Saa mødte hun en svær Mand paa en stor sort Hest. Han fulgte en heel Deel Flytningsgods og drev nogle Flokke med Sauer og andre Kreaturer. «God Kveld Rønnau,» sagde han, «jeg flytter nu jeg.» «Ja, jeg seer det Fa’er, men hvorfor gjør I det, da?» spurgte hun. «Aa de holde jo slig Dommenering i disse Gruberne her, at det bryder i Skallen paa mig. Det kan jeg ikke holde ud længer, derfor flytter jeg til Broer min i Tind i Thelemarken. Men hør du Rønnau,» sagde han, «hvorfor vilde du have hele Kjøkkenstellet mit, den Tid du saa Sølvet i Bækken. Havde du nøiet dig med det, du kunde baaret i Stakken din, skulde du faaet det.»

«Siden den Tid,» sagde Peer, «har jeg ikke hørt, Nogen har seet noget Sligt paa disse Kanter, enten det nu er saa, de er flyttet, eller de holde sig hjemmeligt. Sligt Fanteri har ikke Magt til at vise sig nu, fordi Folk ikke troer paa det maa vide.» «Der siger du en større Sandhed end du selv veed min kjære Peer,» udbrød Kapitainen. «Folk, der gjælde for visere end baade du og jeg, sige netop det samme. Imidlertid kan du nok endnu komme ud for Trold.»

Efter Kapitainens gjentagne Opfordringer vedblev Peer at korte os Tiden Natten udover ved Sagn, Eventyr og Beretninger om sine Jagtbedrifter. Af og til gav Kapitainen en Jagthistorie tilbedste, der som oftest indeholdt hvasse Allusioner til en eller anden af Peers bortskudte Bjørne, hvorover denne aldrig undlod at lægge sit besynderlige Grinebideransigt i Helligdagsfolder og kløe sig bag Øret. Undertiden blinkede han derhos polidsk med det ene Øie og sagde: «Det var til dig, det, Peer Sandaker, tag det med dig hjem!» Ved Midnat lagde vi os til Ro foran Ilden paa et Par Bænke og hvilede ud i en kort Slummer.

Da vi vaagnede, sagde Peer, at det var paa Tide at gaae paa Legen. Ude var det temmelig koldt: Der var frosset Skare paa Sneen, saa den knirkede under vore Fodtrin. Himmelen var dog næsten vaarlig klar og mørkeblaa, og nogle hvidlige Skyer, der sagte kom seilende fra Syd, spaaede Nattekulden en snarlig Ende. Maanen stod lavt nede ved Horizonten: istedet for at lyse for os paa vor natlige Vandring, lagde den kun sit milde Skjær over de fjerne Aaser og Træernes Toppe, men mellem Furusøilerne fremkaldte den denne mystiske Skumring, der forlængede Skyggerne i det Uendelige, fremkaldte fabelagtige Gestalter mellem Stammerne og gjorde Skoven saa hemmelig, dyb og rædsom. Ved sin douce Ottesang afbrød Rødkjælken Skovensomhedens Stilhed.

«Der synger den Fuglen, som er først oppe om Morgenen,» sagde Peer. «Nu varer det ikke længe, førend det bliver Liv i Skoven; vi faaer vist skynde os lidt.» «Det har god Tid, min kjære Peer,» sagde Kapitainen; «Tiuren spiller bedst paa Haugen mellem os og Løndalsmyren, og jeg troer ikke det bliver Noget med Spillet; det er for koldt.» «Det bliver lindere paa Morgensiden,» svarede Peer paastaaelig; «for der er Søndentræk i Veiret, og jeg troer, det bliver friskt Spil ved det, det har været saa koldt de forrige Nætterne. Solspillet] tiurspelet som går føre seg når sola sprett.Solspillet bliver vist reent gilt. Hør bare paa Rugden, hvor friskt hun knorter og trækker] kaklar og flytter på seg.knorter og trækker. Hun venter godt Veir. Der bræger Myrbukken ogsaa. Det bliver godt,» tilføiede han med Overbeviisning.

Vi hørte Holtsneppens eiendommelige Lyd, der ligner den gjentagne Kvækken af en Frø] frosk.Frø, ledsaget af en skarp skjærende Hvislen, lig et stærkt Kvidder af Linerlen; vi saa i den nedgaaende Maanes svage Straaler den ene Skygge efter den anden af denne Fugl fare hen over Trætoppene. Vi fornam Myrbukkens eller den enkelte Bekkasins uhyggelige brægende Lyd, snart nær, snart fjernt, snart høit oppe i Luften, snart over os, og pludselig, som det syntes, lige ved vore Øren, snart paa alle Kanter, uden at vi dog vare istand til at faae Øie paa Fuglen. Rædsomt overbød Heirens vilde, gjennemtrængende Skrig de øvrige Fugles, der ved dette syntes at gjennembæves af en unævnelig Rædsel; thi de taug pludselig, hvergang det lød, og der indtraadte en Stilhed, som gjorde Afbrydelsen dobbelt uhyggelig. Men nu istemte Trælærken med klare klingende Toner sin Morgensang, der gjennem Nattens Mulm og Mørke mindede om det lyse Dagskjær og dannede en oplivende Modsætning til de natlige Fugles spøgelseagtige Færd og uhyggelige Toner. «Der ringer Tiurklokken,» sagde Kapitainen; «saa kalde Svenskerne denne lille muntre Fugl; thi naar den stemmer op, tager Tiuren Morgensalmen fat paa Nattekvisten. – Lad os nu standse lidt her, vi ere ikke langt fra de Fugle, der kom sidst i Gaar. Ved at gaae nærmere kunne vi let komme til at støkke dem.»

Da vi havde staaet lyttende i nogle Minutter, hørte vi en Fugl spille i et Par hundrede Skridts Afstand. «Jeg troer mest det er den Karlen som kom sidst og skar Næb,» sagde Peer. «Det skal rigtig undres mig om han ikke faaer Stryg; Gamlen pleier ikke være stuthugsen!» Kapitainen lod mig Valget mellem at gaae paa den Kant, hvor vi hørte Fuglen spille, eller mere nordligt, hvor han antog Ungfuglene sad. Jeg valgte det Første. Kapitainen gik nordover. Jeg og Peer sneg os frem mod Fuglen og søgte med den yderste Varsomhed at undgaae Sne og bragende Kviste. Da vi hørte Fuglen skjærpe, standsede vi et Øieblik, men sprang under hver følgende Skjærpning, umiddelbart efterat den havde slaaet Klunken, to eller tre Skridt fremad. Under Knepningen og Klunken stode vi naturligviis ubevægelige. Da vi paa denne Maade havde nærmet os Træet, hvori den sad, paa en Afstand af fyrretyve til halvtredsindstyve Skridt, hørte vi en Fugl komme flyvende og med Bulder slaae sig ind i Træet. Lyden af sammenslagne Næb og Vinger forkyndte, at den Gamle havde aflagt det forudsagte Besøg hos den fremmede Medbeiler paa Morgenkvisten.

Under Kampen sprang vi nogle Skridt frem, men susende Vingeslag vidnede om en letvunden Seier og den fremmede Fugls Flugt. Nu var det stille lidt; men der kaglede en Røi, og strax begyndte Fuglen at spille; den kneppede og slog Klunk; men da vi løftede Foden forat springe til, løftede den Vingerne og flyttede i et andet Træ, hvor den atter begyndte sit skuffende Spil. «Det kunde jeg mest vide,» sagde Peer ærgerlig. «Nu er han ude igjen, Gamlen. Det nytter aldrig i Verdens Rige at stille efter ham; En kunde ligesaa godt stille efter Skyfloken. Nei lad os gaae lidt længere nordpaa; der sidder flere Fugle, og der er vel kanskee en af dem, som tør løfte paa Næbbet, endda de ere rædde for dette Ubæstet, gid Fanden havde ham!» «Veed du, hvor denne Gamle pleier spille Solspillet?» spurgte jeg. «Ja, det veed jeg vel,» svarede Peer. «Han spiller det i en Furu paa en liden Bjergknaus nedunder her i Hyttekjærns Myren; men det er ikke greit at faae Skud paa den der, for Furuen er saa urimelig høi og lang.» «Did ville vi,» sagde jeg; «men siden du troer det er bedre, kan vi først gaa lidt nordover.»

Vi gik et Stykke i den foreslaaede Retning forbi en uhyre stor Rullesteen, som Peer kaldte Mjølne-Ragnhild, langs den søndre Bred af Løndalsmyren. Men vi hørte ikke en Fugl spille. Peer Sandaker undrede sig meget over, hvor de Alle vare blevne af, og kom endelig til den Slutning, at Slagsmaalet havde forjaget dem, eller indjaget dem en saadan Skræk, «at de ikke turde mukke.» Det begyndte at lyse af Dagen, da vi hørte et Knald langt nordpaa Sandkjærnaasen, hvor Peer fortalte, han og Kapitainen pleiede have Bjørneaate liggende, og hvorfra Manden ikke skulde have langt til sin Sæter og det Sted i Sognedalen, hvor han boede.

En Stund efter hørte vi atter et Knald, der ligesom det forrige erklæredes for at være af Kapitainens Bøsse. Medens vi begave os ud paa Myren til den betegnede Furu, hvorhen Peer ikke fulgte med synderlig Lyst, gav han sin Ærgrelse over vor uheldige Jagt frisk Luft, idet han i afbrudte Sætninger smaasnakkede med sig selv: «bare Krudtspilde – nei, nei – Kapitainen det er Karl til Mand – han har een – kanskee to – Sara-Anders var det inte – den Fillebøssen da – hm, det er anden Smæld i Kapitainens.» «Trøst dig Peer,» sagde jeg. «Kanskee vi tør faae den, som er bedre end alle andre Fugle paa Legen.» «I maa kunne rare Kunster da,» sagde Peer, «men han er for fuul, og han er for haard.»

Da vi over den frosne Myr vare komne ud paa Bjergknausen, tog jeg i Betragtning af det drøie Hold, hvorpaa Fuglen maatte fældes, hvis den efter vor sandsynlige Formodning slog ned i Furuens Top, Haglene ud af min Bøsse og ladede med en Haggelpatron i Messingtraadvire. Peer betragtede dette Foretagende med en Blanding af Forundring og Mistillid, der ogsaa udtrykte sig i hans Ord: «Skal troe det hjælper!» «Faaer see,» svarede jeg ligesaa kort.

Den Knaus, vi befandt os paa, laa i den store Myr som en liden Ø. Paa dens Høide kneisede hiin titnævnte Furu, et umaadeligt Mastetræ, fuldt af Hakkespæthuller. Mod den østlige Ende af Bjergknausen stod en anden, der havde været ligesaa vældig; men ludende hældede den sig ud over Myren; Stormene havde brudt dens Top, kun dens nederste, næsten nøgne Grene vare tilbage, og som muskelknudrede Kjæmpearme raktes de ud mod den sølvklare Morgenhimmel.

Solen begyndte at hæve sig; den gyllede Aasryggene og lagde efterhaanden sin Glands ud over de mørke Granlier. Men endnu laa Skjærsjømyren, der i sydlig Retning strakte sig saa langt ud for Øiet, at det blaanede i Skoven ved dens fjerne Bred, i dyb Skygge. Rugden, Myrbukken og alle Nattens Fugle vare gaaede til Ro; men Skovens muntre Sangere fyldte den klare Morgenstund med jublende Toner: Gransangeren lod sin monotone Klappreværk gaae; Bogfinker, Fuglekonger og Gjærdesmutter trillede i høien Sky; Aarhaner skjændtes og buldrede høit; Maaltrosten udsendte af fuld Hals Spotteviser og Smædeord mod Alle, men faldt dog undertiden over i det Sentimentale og kvidrede sagte og undseelig nogle erotiske Strofer. Paa den anden Side Myren spilte en Tiur paa Top. Røierne gjorde sig elskværdige, kaglede og snøvlede sine hæse Næselyd, der fra Sangfuglenes Stade maatte tage sig ud som naar vore Oldemødre vilde begynde at tolke os Elskov og ømme Følelser.

Imedens stode vi skjulte i et tæt Enerkrat paa den lille Bjergknaus og ventede Fuglen hvert Øieblik; men den Gamle dvælede længe i sit Harem. Endelig da Solstraalerne forgyldte Furutoppen kom den susende paa tunge Vingeslag og kastede sig, ikke som vi havde ventet i det høie Træ over os, men i den topløse Furu, der ludede ud over Myren. Det var i Sandhed en prægtig Fugl, en stolt Kjæmpe, saaledes som den sad der paa den nøgne Green mod Horizonten med sit skinnende, gjenstraalende, lysgrønne Bryst i Solens Glands. En Røi kom efter og kastede sig ned i Toppen over vore Hoveder. I samme Øieblik slog Fuglen til Spil, reiste Hageskjægget, slæbte Vingerne ned paa Fødderne, gjorde under bølgeformige Bevægelser med Halsen gravitetisk nogle Skridt frem paa Grenen og begyndte at spille, hvorunder den slog Halen op som et vældigt Hjul.

Jeg stod med Fingeren paa Hanen og ventede spændt det afgjørende Øieblik, da den skulde udbrede sine Vinger til Flugt, for paa den store Flade, som derved frembødes, paa et langt Hold at kunne gjøre et saameget sikkrere Skud. Men under Røiens fortsatte Kaglen spilte den Spillet til Ende og havde alt slaaet Klunken i det andet, da en Kvist knækkedes under min Fod. Røien udstødte en skarp varslende Lyd; dog nu var den Gamle kommen i saadan Hede, at den ei ændsede det velmeente Raad, men vedblev at skjærpe, indtil den tro Elskerinde lettede, fløi lige imod den og syntes at ville støde den ned af Grenen. Vakt ved det varslende Vingeslag, lettede den Gamle sig til Flugt. Men min Bøsse var hævet, og den mægtige Fugl styrtede hovedkuls ned paa Myren. Dødskampen var let; den flaxede kun et Par Gange med Vingerne.

Peer sprang til og tog Fuglen op, og der gik en Forbauselsens Skygning over hans Ansigt, som dog snart afløstes af et fornøiet beundrende Griin. Han rystede paa Hovedet og sagde: «Nei Gud, havde jeg ikke troet det, om saa Kapitain selv havde sagt det; for det er den Rette. Jeg kjender den paa Næbbet: saa guult og krumt og digert et Næb har ingen anden Tiur i Marken. Se hvor grøn han er i Brystet; det skinner mest af ham. Og saa tung og svær han er!» vedblev Peer, idet han under næsten barnagtige Glædesudbrud veiede Fuglen i Haanden. «Jeg troer ikke, jeg lyver stort, naar jeg siger, han veier tredive Mærker. Det var Skud! Nei, Kapitainen, han vil da blive glad. Ho, ho, herover!» skreeg han, saa det rungende gjentoges af Aasernes Echo. Kapitainen viste sig snart paa Myren, ledsaget af Gutten, der var stødt til ham med Hundene. De bare hver en Tiur. Peer løftede triumferende vort Bytte i Veiret og raabte paa langt Hold.

«Det er Gamlesuggen, Kapitain!» «Hvad siger du, Karl?» raabte denne og kom med ilende Skridt. «Er det den Gamle? Det er et ordentligt Stykke Arbeide, som fortjener en Dootsup. Vivant alle Fuglerepublikker, Pereant Souverainerne] død over sjølvherskarane. Samanstillinga vivant – pereant er bl.a. kjend frå studentsongen «Gaudeamus Igitur»: «Vivat academia/vivant professores (…) pereat tristitia/pereant osores».Pereant Souverainerne!» udraabte han, og drak os til af sin Jagtflaske. «Var det ikke det jeg sagde, at han blev glad, Kapitainen?» sagde Peer grinende og smaaleende, idet han blinkede med Øinene og tog sig en eftertrykkelig Taar af Bægeret, der raktes ham. «Nu bliver det anden Moro paa Legen, siden vi er kvit den Helvedesbrand.»

Da vi havde udvexlet Beretningerne om vore Tildragelser, bleve Hundene slupne. Jagtskriget fyldte Skoven. Der var strax Fod, og inden Kort gik det afsted i fuld klingende Loos. Echo gjentog Glammet mangedobbelt mellem Aaserne, og Hjertet svulmede af Lyst og Glæde over Jagtjublen i den solblanke Morgenstund.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)

Om Norske Huldreeventyr og Folkesagn

Med Norske Huldreeventyr og Folkesagn fra 1845 skapte Asbjørnsen noe nytt. Sagnene settes inn i en rammefortelling som skildrer typiske omgivelser hvor en fortellerfigur forteller et sagn for leseren.

Asbjørnsens skille mellom huldreeventyr og folkesagn har skapt en del forvirring, for huldreeventyrene dreier seg ikke om eventyr om huldra. Huldreeventyr er derimot fortellinger om selvopplevde møter med de underjordiske, og dermed en undersjanger av sagntradisjonen.

Les Olav Solbergs innledning og kommentarer

Se faksimiler av 3. utgave fra 1870 (NB digital)

Les mer..

Om Peter Chr. Asbjørnsen

«Asbjørnsen og Moe» er et velkjent begrep i norsk litteraturhistorie. Peter Chr. Asbjørnsen og Jørgen Moes innsamling og gjenfortelling av folkeventyr og sagn ble en viktig brikke i utforskningen og etableringen av en norsk identitet på 1800-tallet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.