1. Meldal og Rennebo

O. Ellefsen, Ordfører i Meldals Formandskab, har med sin Beretning om Husfliden mindet mig om det livlige Syn, som endnu staar for mig fra et Besøg i Nabobygden Rennebo, hvor jeg paa en stor og anseelig Gaard saa Husets Folk sidde med forskjelligt Arbeide om det livlige Tyriblus en Vinter-Aften.

«Her arbeides, heder det i Beretningen, med stor Vinskibelighed i de lange Vinteraftener til Husets nødtørftige Behov.

81Naar man paa en saadan Aften kommer ind i Bondens Stue, bliver man vaer i Midten af Huset en Lyshat (Røgsup) med Ror, som gaar op igjennem Loftet til taget. Under Hatten hænger en Jernplade med brændende Rod-Spik (smaahugget Tyri eller Tjæreved), der skaffer Huset en deilig Belysning, kring hvilken man ser Mandfolkene med deres Øxe og Kniv bearbeide Virket til Kjøreredskaber, Skufler, Traug, Trækopper af forskjelligt Slags, Øser og Træskeer m. m., og Kvindfolkene med sin durrende Rok.»

Hvad der egentlig lyser i dette lille Baal af Tyri, er sagtens det samme Stof, som vi i de seneste Aar have faaet i den raffinerede Træolie, og der er vistnok den Ulempe med den gamle Maade, at Røgsupen ikke suger op al Røgen og Soden; men der er ikke Spørgsmaal om, at Tyribaalets Blus tager sig langt smukkere og livligere ud i en saadan arbeidende Kreds i Bondens Stue, end en Træolie-Lampe vilde gjøre.

Af dette Kvelds-Arbeide har der ligesom blomstret ud adskillige Smaa-Industrier, som gaa videre end til det oprindelige Øiemed at tilfredsstille Husets Behov. Her arbeides til Salg ud af Bygden ikke faa Gigger, Karioler og Spidsslæder, vel ikke saa nette som de søndenfjeldske, men solide; her gjøres fremdeles en stor Mængde baade grovere og finere Smede- og Gjørtlerarbeide, Plove, Harve, Sigder, Øxer, Bagstejern, Skruested, Rævesaxe, Vognbeslag, Messingbeslag til Sæletøi, o. s. v. Af Treskemaskiner, til at drive med Vand- eller Hestekraft, er der opført en 40 Stykker i Bygden. Flere Mænd have især lagt sig paa Snedkerarbeide, og et Par af dem levere fernisserede Møbler med indlagte farvede Træsorter. Malere mangler det heller ikke paa; nogle af dem kunne tillige lakere og forgylde, og en af dem skal desuden tegne vakkert. Alt saadant Arbeide drives af Bønder og Husmænd og Løskarle som Bisyssel. Det mindre kunstige Arbeide at brænde Tjære udfylder ogsaa Mellemstunderne for en Del. Hvad angaar Kvindernes Husflid, er Vævekunsten saaledes øvet, at nogle endog væve Dreieler, og der virkes vakkre kulørede Aaklæder af «Speil- og Ringvæv.»

82Afsætningen paa de Produkter, som udføres, sker almindelig paa Markederne i Throndhjem. Det antages, at en Mandsperson kan i Vintertiden med de her omhandlede Husflidsarbeider tjene daglig circa 32 og et Fruentimmer 16.

Men hvad jeg især vilde have fremhævet fra Meldalen og ligesaa fra Rennebo, det er dette Anlæg for og Hang til Tanke-Arbeide, som synes at udmærke Folket i Fjeldbygderne. Jeg finder ikke her den Taalmodighed til at sidde med ensformigt Haand-Arbeide som f. Ex. Tønde-Arbeidet i Søndfjord eller Hampearbeidet paa Strilelandet; men jeg synes at se mere af digtende og skabende Tanke og af Vid og Smag i Arbeidet. Netop i Rennebo morede det mig at se denne Uendelighed af Snirkler og Forsiringer, som Snedkerne have udskaaret paa Døre og Skabe, og Træskeen er ikke heller rigtig færdig, for Skaftet har faaet ialfald en liden Mindelse om disse Blade og Blomster, som høre Bygdens Træskjærer-Maner til. Men fornemmelig er det Smedens Lyst at forsøge sig paa ret kunstige Ting. Jeg læser i Beretningen fra Meldal om en Smed, som gjør Geværer, og om fire, som levere baade Slagure og Lommeure, og jeg har liggende for mig Lak-Aftryk af et vakkert Signet stukket i Staal af Ingebret Eggen i Rennebo.

Denne Opregning giver dog kun en svag Forestilling om det Særegne i Fjeldbygdernes Drift og Id. Det er ikke alene temmelig Mange, som have bragt det saa vidt i disse Haandteringer, at de have frisk Afsætning paa sine Arbeider; men man mærker det paa de mest Fremragende iblandt dem, at hvad der staar for dem som et Maal, det er at faa istand noget ret Kunstigt, at faa udført noget i Sandhed Smagfuldt. Træskjærerarbeidet paa Altertavlen eller Prædikestolen i den nye Kirke skal prise Mesteren, og Urene skulle gaa ikke i en Uge, men i et Aar, og de skulle vise ikke alene Time og Sekund, men Dag og Dato eller saa at sige baade Solens og Maanens Gang.

Det faar ikke hjælpe, at dette fine og kunstige Arbeide ikke just lønner sin Mand. Det er selve Arbeidet, som er Kunstnerens 83Lyst, og det heldige og beundrede Værk bidrager i sin Kreds til at befordre Arbeidets Ære og opmuntrer Ungdommen til at efterligne Mesteren og stræbe efter hans Berømmelse.

Ordføreren i Meldal har samme Mening, naar han siger: «Hvorvidt en Del af den her omhandlede Husflidsproduktion, saasom Urmagerarbeide og andet fint, kan bidrage til Velstand, er mere tvivlsomt –; dog maa det indrømmes, at disse Beskjæftigelser ere til Nytte og have virket fordelagtigt paa Folkets Sundhed og Sæder.»

2. Røros

En Beretning om Husfliden baade i Landsognet og paa Bergstaden, som en herboende Dame har givet mig, fornyer hos mig det saare venlige Indtryk, jeg under et længere Ophold i 1851 fik af hele Folkelivet her oppe.

Men jeg kan fatte mig kort, da Husflidens Art i det Hele er ligedan som i Rennebo og Meldalen. Bønderne arbeide ikke blot allehaande nyttige Ting om Vinteraftenerne; men skulle de f. Ex. gjøre en Smørform, og det er en ikke for travl Stund, saa skjære de den ud med manfoldig Krus og Stads. Om en gammel Mand læser jeg, at han ikke alene sidder flittig og gjør Træskeer i Hundredevis, til Salg; men nu og da giver han Kniven Lov til at følge sin egen Lyst, saa der kommer frem f. Ex. en Ske med et Skeblad paa hver Ende af Skaftet. Værksarbeiderne paa Bergstaden have naturligvis ikke megen Tid tilovers fra deres Hovedarbeide; men endda har en af dem, Ole Nilsen Krog, lært sig til at stoppe Stole og Sophaer og selv fundet paa at arbeide Fjedrene dertil af Staaltraad; han graverer Signeter af Staal og Messing, og Gravstene af Skifer; han er derhos Snedker, Dreier, Bogbinder o. s. v. En Snedker-Haandværker paa Bergstaden er med utrolig Flid kommet efter at gjøre Fysharmonier, og en Maler har drevet det saa vidt, at man har betroet ham at udføre Altertavlen til et Kapel heroppe i Fjeld-Egnen.

Om Børnenes Opdragelse til Flid vidner følgende Træk:

«Jeg maa fortælle lidt om de flittige, smaa Hænder, der 84fra den tidligste Barndom maa hjælpe Far og Mor med hvad Kræfterne formaa, saavel i Gaards- og Husstellet som i Husfliden. Børnene ere ikke gamle, naar de maa begynde at kare Uld o. s. v.; men især vil jeg udhæve deres Arbeide som Gjætere; thi det forekommer mig, det er netop her, de kunne udvise sin Arbeidslyst og Flid, naar de saa at sige ere overladte til sin egen Lyst, medens de i Hjemmet kunne tvinges til Deltagelse i de forefaldende Arbeider. Gutter saavel som Piger maa gjæte Kreaturene, og medens disse fraadse i det kraftige Fjeldgræs, sidde deres smaa Paapassere med deres Knive, spikkende Limris eller fint Ris til Visper, eller de rive op unge Bjerkerødder og aftage Barken for siden at flette Kurve, af hvilke jeg har seet nogle, der ikke vilde gjøre en Kurvmager i Christiania Skam; eller ogsaa skjære de smaa Træpinder med Hak i og sætte dem sammen til de saakaldte Træknuder, eller de gjøre de bekjendte kunstige Kaffe-Ringe. For nylig har en Gut, Jon Jonsen Langen, drevet Kunsten endnu videre; han har nemlig af Træpinder arbeidet en Sparebøsse, som lukkes ved en af disse Pinder og det saa godt, eller rettere kanske saa fint, at neppe Nogen uden Kunstneren selv kan aabne den.»

Dette har jeg meddelt saa udførligt, fordi jeg af flere Grunde finder det saa saare ønskeligt, at de mange Børn, som her i Landet have at udføre det vigtige, men for dem selv saa betænkelige Gjæterarbeide, kunde blive opmuntrede og anviste til at lage lidt Arbeidssyssel med sig i Marken.

3. Valders og Hallingdalen

Jeg kom i 1865 kjørende til Valders, og det første Hus maatte jeg standse ved. Det var en flunkende ny og gjild Stuebygning paa en gammel Husmandsplads i Skoven, den ældre Bygning stod endnu, og Forskjellen var stor. Jeg maatte ind og hilse paa Folket og se mig om, og hvad jeg fik høre, var dette, at Manden er Plovsmed og Laasesmed og Urmager og Hjulmager o. s. v., saa han ikke havde havt Tid til at befatte sig med Byggearbeidet, men to hjemmeværende 85Sønner, i en Alder af en 17 og 20 Aar, havde hugget Tømmeret, kjørt det hjem, gravet Kjælderen, sat op Murene, laftet Huset, reist taget, muret Skorstenen, lagt Gulve, snedkret Døre og Vinduesrammer, gjort Laase og Beslag, sat i Glasruderne, malet det, der var malet.

Her blev selve Husbygningsarbeidet mig til et Husflidsarbeide, saadant som det hører hver Mand til at kunne. Og jeg kom til at tænke: Den der ret formaaede at gjennemtrænge og overskue en saadan Bygds hele Arbeide og alt hvad Folket i disse Bygder maa kunne!

Mit Ønske er blevet imødekommet af tvende Meddelere, nemlig Brændevins-Kontrollør Stenersen, som under sin Befaring lagde Mærke til dette Stykke af Folkelivet inden hvert Præstegjeld i Valders, og Student G. Rømcke, som tilbragte en Sommer i sin Hjembygd Næs i Hallingdalen og benyttede Leiligheden til at samle Iagtagelser fra dette Bygdelag. I disse Meddelelser har jeg som en Udstilling af Hallingdalens og Valders’s Husflid, og jeg mener, det skulde være baade til Nytte og Fornøielse for Egnens egne Mand, om de bleve trykte særskilt og fuldstændigt. Men i nærværende Skrift maa jeg kun give, et Uddrag og derhos lægge an paa at gjøre dette kort.

Som Prøve paa den Valderske Nævenyttighed og Kvikhed faar jeg anføre hvad Hr. Stenersen beretter fra det enkelte Præstegjeld Vang, om Folk der, som have drevet det videst i en og anden Kunstflid.

«Øverst blandt disse maa man vistnok sætte Ole Knutsen Søgne. Han har ingen Lærdom, som han ikke har lært sig selv, men har drevet det temmelig vidt i enkelte Fag. Han forfærdiger saaledes alleslags Modeller til Maskinhjul o. vesl., arbeider selv udmærkede Haandtreskemaskiner af egen Konstruktion, er en dygtig Bøssemager og Urmager, gjør fortrinlige Hardangerfeler og er selv en ren «Møllargut» paa disse. Han driver sit Arbeide ved Siden af et lidet Gaardsbrug, i hvilket han skal være lige saa dygtig. Til Bevis paa, at han er en dygtig Mand, som indser det Nyttige, og ikke forkaster Ting, 86for hvilke saa mange i Fjeldbygderne endnu have Fordomme, kan tjene, at han har anlagt og driver et Fiskeudklækningsapparat, for hvilket han nærer stor Kjærlighed. Han sidder i en nogenlunde god Stilling og tjener ikke saa lidet ved sine Arbeider. – Saavidt vides, har han desværre ingen Lærling, har nok ei heller havt nogen.»

«Efter ham indtager Anders Olson Sparstad eller Bø en fremragende Plads som Sølvsmed, Tolleknivmager og Gravør. Hans Filegransarbeider paa Sølvsager ere smagfulde og fine, hans Tolleknive udmærke sig ved gode Blad og smukt Arbeide paa Skaft og Slire, som beslaaes med Staal, Nysølv og Sølv og udgraveres paa en let og smagfuld Maade. I Signetgraverkunsten er han ogsaa dygtig, skjønt det med Hensyn til Bogstavernes Jevnhed i Bunden staar meget tilbage at fordre. – Han har af og til havt Lærlinger, blandt hvilke bør nævnes Eirik Helgeson Leine, der gaar sin Mester en høi Gang.»

«Simon Ivarson Bakken driver det hele Aar som Ljaa- og Beslagsmed og afsætter en hel Del Ljaaer til de omliggende Bygder, da ingen kan gjøre slig Eg som han Simon i Bakken. Han har vistnok en Konkurrent i Ole Sæte, hvis Ljaaer meget skulle ligne Simons; men dennes ansees dog for de bedste i Bygden; derimod forarbeider den sidste Øxer, som han sælger en hel Del af om Aaret, og disse skulle være af første Sort. Simon Bakken har bestandig Læredrenge og driver sit Haandværk som Næringsvei ved Siden af et ganske lidet Gaardsbrug.»

«Christopher Helgeson Torpeiet forfærdiger hele Aaret rundt Smørafter, Kornsold, Korger, Sættinger o. s. v., af hvilke de første forsires med Udsvidning ved varme Jern. Disse Gjenstande sælges dels i Bygden, dels i Nabobygderne, alt til Sogn.»

«Anders Anderson Pynten den Ældste er en dygtig Smed, især Bøssemager, samt forfærdiger Vægter af forskjellig Størrelse. Han skal være en flink Justermester, til hvilket Arbeide han bruger Vand i en Gryde, som hænger i en justeret 87Vægt og fyldes, indtil denne ballancerer, hvorefter Gryden ophænges paa den nye Vægt, som nu bliver opsat paa denne Maade. Udmærket gode og solide Kaffekværne forsyner han næsten hele Valders med. Han er tillige Valders’s første Rensdyrskytte og driver Jagten som rent Haandværk om Høsten. Dette i Forbindelse med hans øvrige Sysselsættelse ikke alene føder ham med Familie, men giver som oftest Overskud, saa han nu foruden et lidet Jordbrug eier flere Hundrede Spdlr.»

«Jon Kviensmoen og Nils Christopherson Torpeeiet ere meget dygtige Skindfeldmagere, og drive denne deres Profession mest om Vinteren, da de om Sommeren ere ligesaa dygtige Tømmermænd, og de have stadigt Arbeide i begge Prosessioner.»

«Endre Knutsson Hensbakken er en dygtig Hjulmager og Smed og forfærdiger Kjærrer, Trillebører, Langslæder, Høslæder o. desl. Han er tillige en søgt Tømmermand.»

«Jørgen Øylo driver ogsaa Hjul- og Slædemager-Haandværket, og dermed, samt med at ro Tourister paa Vangsmjøsen om Sommeren, ernærer han sig og en stor Børneskok.»

«Paul Nipstadeiet er en dygtig Feldbereder, d. e., semsker og bereder Skind til Klæder; da han tillige er en dygtig Renskytte, driver han som oftest Handel med færdig beredne Skind.»

«Haakon Tveitmoen er Vangs dygtigste Skomager. Han indskrænker sig ikke til Forfærdigelse af Skotøi alene, men er tillige en duelig Sadelmager og forfærdiger Portemonæer, Tegnebøger og Væsker, og alt hans Arbeide er net og velgjort. Om Sommeren ligger han ved Tyen og nedlægger Rakefisk, hvoraf han afsætter ikke saa faa Tønder om Vinteren. Skjønt Krøbling (han er nemlig pukkelrygget), ernærer han en stor Familie meget godt.»

«Eirik Girikson Jevnehagen er Vangs dygtigste Snedker og ernærer sig godt hele Aaret igjennem med sin Profession, i hvilken han har stadigt Arbeide.»

«Blandt kvindelige Haandværkere i Vang maa specielt navnes Ambjør Olsdatter Berge og Randi Knutsdatter 88Gaasedeilden, der begge væve til Salg hele Valders over og fornemmelig til Sogn de saakaldte «Christen-Tæpen», et eget Slags Teppener med vakker Vævnad, som bruges til Svøb om Børn, naar de bæres til Daaben, fremdeles til Aaklæder paa Skindfelder.»

«Forøvrigt findes der en hel Del simplere Haandværkere, især Smede og Snedkere samt Væversker og Sypiger, som, saavidt jeg har bragt i Erfaring, alle ernære sig nogenlunde af sin Profession.»

Dette var som sagt Hr. Stenersens Opregning for Vangs Præstegjeld, øverst oppe mellem Fjeldene. Men saaledes fortsætter han Bygd for Bygd hele Valders ned igjennem. Foruden Kunstfærdigheder, som vi allerede have seet Prøver paa, læser jeg her om at fabrikere Saamaskiner baade til Korn og Græsfrø, om at gjøre Sviemærker med vakkre Bogstaver i, om Stempelskjæring, om Opfindelse af en Hjulbaad for Haandkraft, om Træskjæring (Snusdaaser o. s. v.) med smagfuld Tegning, om Fabrikation af Bogtræer, om Dreiearbeide og Gjørtlerarbeide, Møbel-Snedkring, Baadebygging, Fiskegarnbinding, Lagging, Bogbinding o. s. v. En Mand ved Navn Knut Sørflaten, i Søndre Aurdal, tjener tillige som Sagbygger og Møllebygger, gjør fortrinlige Ottedagsure, reparerer Spindel- og Cylinderure, forfærdiger kunstige Laase; af Ottedagsure har han gjort mindst et Hundrede, ikke som Svenskeurene tildels af Træ, men helt igjennem af Metal, stundom med Maaned- og Datoviser og gjerne med fint Gravørarbeide i Messing paa Talskiven. Denne Mand har, heder det fremdeles, to meget flinke Sønner, der hovedsagelig befatte sig med Sagbygning og Smed- samt Tømmerarbeide. (Dette er den Familie, jeg sigtede til i de første Linier af dette Kapitel). Flere Urmagere nævnes. Om en Mand berettes, at han har opfundet en Maskine til at gravere Signeter med, og om en anden tilføies, at han har yderligere forbedret Maskinen og leverer smukt Arbeide med den. En dreier Piberør og Mundstykker. Bøssemageri drives af Flere. Blandt Kvinder nævnes, foruden nogle, som udmærke sig ved Dreilsvæving o. s. v., en Krøbling, som 89binder Vanter og saumer (udbroderer) dem med brogede Roser «hvorved hun slipper for at ligge Fattigvæsnet til Byrde», og af anden kvindelig Kunstfærdighed omtales den gamle Maade at stelle «Julepynt», det Slags Fletninger, som paa andre Steder kjendes under det Navn «Sprang» og bruges til Fryndser paa Haandklæder, men som i Valders bruges sammen med brogede Teppener (Aaklæder) til at hænges op langs Væggene, naar «Sætestuen» (Dagligstuen) skal pyntes til Jul – en oldtidsmæssig Skik, som har været kjendt hele Europa over, men som der nu kun findes en Levning af hist og her.

Al hin haandværksmæssige Flid regner jeg endda til den Valderske Husflid; thi Haandværket er udvoxet af denne, uden mærkbar Indflydelse af By-Haandværkeres Undervisning, og de særskilt omtalte Personer kunne saa meget mere betragtes som Repræsentanter for Husfliden eller for en almen Færdighed i Bygden, som de, trods deres større personlige Anlæg i enkelt Retning og mere vedholdende Øvelse i enkelt Fag, endda gjerne omfatte paa en Gang en Mangfoldighed af Færdigheder, noget, hvorved netop Husfliden skiller sig fra Haandværket.

Og det er ingenlunde saa, at de enkelte Personer, som ere komne i Tour med at drive et Arbeide noget mere fagmæssigt, ere blevne hele Bygdens Haandværkere i samme Fag. Meget mere siges det f. Ex., at i Østre Slidre er hver Mand Smed, og i det Hele har jeg forstaaet det saa, al hver Valdersgut, som vil gjælde for noget, maa være baade nævenyttig og hændig.

Men for det første er nu at mærke, at saa mange Smede og Snedkere o. s. v., som der er i Valders, saa er der kun Faa, som have lagt sig efter at være Skræddere og Skomagere. «Det ligger imod Valders’ens Natur, siger Meddeleren, at være Skrædder eller Skomager; det er Prosessioner, som der ikke er stort at tænke ved.» Og for det Andet savner jeg i Valders den Stadighed, som viste sig f. Ex. i Meldalen og Rennebo, hvor vi saa baade Mænd og Kvinder samlede ved Kveldsarbeidet.

Fra Vang heder det, at enkelte Mænd have forsøgt at 90indføre Kvelds-Arbeide, «Kveldsætu», som det kaldes,Forfatternote: Egentlig Kveldseta, som om vi vilde sige og skrive: Aftensæde, at sidde med Arbeide ved Lys om Vinteraftenen. men til stor Utilfredshed for Tjenestegutterne. Skikken er saadan der, at selv Sopelimer gjøres ved Dagslys om Vinteren, og fra Skumringen, da der spises Non, fordrive Gutterne gjerne Tiden med at sove, til Aftensgrøden er fremsat; efter Grøden stelle de Hestene og gaa saa til Sengs. En ydre Grund for denne Skik er vistnok den meget besværlige Kjøring, som hører denne Bygd til, da Hø, Ved, Beit og Mose skal hentes ned fra Fjeldsiderne og Kjørekarlen maa afsted Kl. 2–3 om Morgenen, om han skal række hjem i Lyse om Dagen. Men der tør dog, efter Meddelerens Fremstilling, ogsaa være noget af denne indre Grund, at omhyggelig Brug af Tiden ikke ligger for dette Folkefærds hele Sind og Væsen eller ialfald ikke er bleven Vane. I Slidre, nærmest udenfor Vang eller den mellemste Del af Valders, er det noget bedre med Kveldsætu-Arbeidet; men ogsaa her skiller det meget i, at det kan kaldes Sædvane i Bygden. I begge Bygderne Aurdal, længst nede i Bygdelaget, synes det at staa endnu daarligere til med denne Sag. «Kveldsarbeide, heder det under Søndre Aurdal, kjendes knapt til, uden forsaavidt enhver Gaardbruger, at sige, hvis han ikke er Kakse, istandsætter og tildels ogsaa forfærdiger sine simplere Redskaber.»

Alt dette gjælder dog alene Mandfolkene, da det om Kvinderne siges, at de sidde om Aftenen med Spind o. s. v.

Men selv i den kvindelige Husflid er der i den senere Tid indtraadt en kjendelig Forandring i de ydre Bygder af Valders og det formedelst indtrængende Luxus i Klæder. Øverst oppe eller i Vang lader man sig endnu nøie med hjemmegjorte Klæder, og der kan man f. Ex. se Mændene med Buxer af semsket Gede- eller Renskin, med Hudsko af lignende Arbeidsmaade som Finnernes Komager, og andre fast oldtidsmæssige Klædnings-Skikke; men i Aurdal er det kommet dertil, at 91Kvinderne baade kjøbe sit Kjoletøi og lade det sy af bylærte Syersker og fiffe sig op med Krinoliner o. desl.

«Forholdene stille sig i det Hele ganske anderledes i Søndre Aurdal end i de øvrige Bygder, idet Skovene give mere Kontanter, hvis Aarsag Løskarlevæsnet er blevet mere udbredt. «En Tømmerhugger kan i kort Tid tjene saa meget, at han kan leve med Familie, og den øvrige Del af Aaret bliver ofte slængt eller bogstavelig talt sovet bort.» Exempelvis omtales en Tømmerhugger, som i sit Hus bruger en fast utrolig Mængde Kaffe for Aaret, og sammen med Overdaadigheden fremhæves et andet Forhold, som tærer paa Bygdens Sæder og Velvære, nemlig Aagerkarlsvæsnet.Forfatternote: At Folket i Søndre Aurdal selv har en Følelse af, at det har taget en skjæv Retning og er gaaet vel vidt med Luxus, det slutter jeg af den Opmærksomhed, hvormed et ved Sognepræsten fremsat Forslag til at faa en Reform istand er blevet optaget. I Høsten 1865 havde jeg fortalt Hr. Provst Heyerdahl om den Søndfjordske Skik, at Pigerne selv skulle have virket og syet sine Konfirmationsklæder (Side 66), og nu nylig (Marts 1867) skriver han mig til, at det synes Folket saa godt om, at omtrent 70 Husmødre have skriftlig vedtaget at arbeide til at samme Skik kunde blive almindelig her ogsaa – og endda har Sagen langt fra ikke været fore i alle Skolekredse endnu. / Hr. Provsten tilføier: «Tre unge Brude af den mere velstaaende Gaardmandsklasse have ladet mig vide, at de have staaet Brud i selvvirkede Kjoler istedetfor Kjøbetøi, fordi de havde hørt, at «Far likte det saa godt» – og saa vakkre og tækkelige være baade de og deres Dragt, at jeg kunde nok lide dem.» / Men der er langt frem. «Husflid og Sparsommelighed, siger Provsten, er sørgelig nedbrudt. Den, der vidste, hvad der kunde gjøres, hvorledes Hindringerne kunde overvindes!»

Ved at læse Beretningen fra Nabobygden Hallingdalen finder jeg beslægtede Forholde, kun maaske mere enkle og gammeldags, med mindre Udvikling i alle Retninger, altsaa med mindre udviklet Kunstfærdighed i nyttige Arbeider paa den ene Side og med mindre udviklet Vane paa Overdaadighed og Vellevnet paa den anden Side.

Den opvoxende Pige i Hallingdalen følger saa at sige 92Ulden gjennem alle Tilvirkningsgrader, idet hun begynder med at «greipe», som er et Slags foreløbig Karding, derefter lærer at «karde Tuller» o. s. v., og den gifte Kone maa bruge Tiden vel for i Mellemstunder og fornemmelig om Vinteren at faa virket den Uld, hun har at klippe, som dog ikke strækker til mere end de tarveligste Fornødenheder af Gang- og Sengklæder, saa Noget altid maa kjøbes og der kun bliver liden Anledning til at øve og forsøge sig i finere og kunstigere Væving. Hvad der af Kunst-Husflid kan være at tale om paa Kvindernes Side, bestaar derfor mest i at «saume» eller udsy (brodere) Vanter og andre Ting, som efter Bygdens Skik skal udsyes med «Blad-Saum», noget, som enkelte mere øvede «Saumakjæringer» hist og her befatte sig med og udføre for Andre. Og denne «Saum» er mærkelig deraf, at den antagelig er den eneste Husflids-Virksomhed, som nogenlunde stadigt sender Produkter til Salg ud af Bygden – dog kun et Par Snese Vanter for Aaret.

Anderledes har det sig med Mandfolkene. «Det er vist ligesaa sjeldent en Vinteraften at komme ind i en Stue og finde Mandfolkene sysselsatte som at finde Kvindfolkene ledige.»

«Medens Smaagjenten holdes til at bestille Noget og paa den Maade tilegner sig den ene Færdighed efter den anden, faar Gutten mere raade og skjøtte sig selv. Er han færdig med Bogen, saa har han Aftenen til sin Raadighed, og det kommer da an paa, hvad han ser for sig, om han tager sig Noget til, og isaafald hvad. Har han tumlet sig ude om Dagen og Faderen intet Arbeide har fore, som kan holde ham Vaagen, saa finder han sig en bekvem Krog, og der siger han sammen og bliver siddende og dubbe, til Grøden er færdig; og har han faaet den, saa har han ikke mere at være oppe efter. Er derimod Faderen optaget af Kveldsarbeide, saa maa han se paa, og ved Leilighed forsøger han da at gjøre efter; Kniven lærer han sig tidligt til at bruge, men nogen Oplærelse i Brugen af den er der ikke Tale om.»

Efter Konfirmationen begynder han lidt efter lidt at tage Del i de Voxnes Arbeide og kommer dermed til at nytte eller 93ikke nytte Tiden paa samme Maade som de. Men efter Bygdens Begreb forlanges der ikke andet af Manden, end at han skal være dygtig i Jord- og Skovarbeide, altsaa i grovt og tungt Udarbeide samt saadant Indarbeide, som staar i Forbindelse dermed, og som tildels drives om Vinteraftenen som Kveldsarbeide, nemlig at «snugge» sig for Udarbeidet eller forberede sig for dette med at holde i brugbar Stand Kjælke og Slæde, Sæletøi og Skotøi, samt (naar man ikke vil have Ord for at være træhændt) arbeide af Nyt Skikjælke, Øxestaft, Træske og lignende simple Ting.

For at faa udført kunstigere Arbeider, gaar man til Professionister, enten til Bygdens Skrædder, Smed o. s. v., der driver Haandværket som Hovednæring, eller til En, som har den og den «Tame» (Øvelse, Færdighed, egentlig Tammelse) og driver Arbeidet som en Bisyssel.

Mange Ting, som andetsteds tilveiebringes hjemme i Husene, indføres her, forskjellige Slags vævede Sager, Karder, Bliktøi, Mæssingarbeide, Kobberslagerarbeide, endel Smedearbeide, Svøber, Buxesæler, Vævskeer. Og paa den anden Side er her megen Tid tilovers om Vinteren og jevnlig Klage over Arbeidsløshed. Hvorfor da ikke lage sig til Husflidsarbeider og endog lægge an paa Udførsel? Svar: «E ha alder bryd med di», eller: «E æ’tji tamd med di», og: «Æ Ein inkje tamd, so bli dæ’kji noko taa di».

Om Vinteren sees navnlig Løskarlene at gjøre sig tilgode med at «svive» (slentre omkring) i de mange ledige Stunder; men Andre høres at klage over den trykkende Fattigbyrde.

Hvorledes faa en Forandring gjennemført?

Det mangler ikke Folket paa Anlæg for alskens Arbeide, «derpaa haves mere end tilstrækkelige Beviser», og uagtet der hos Folket her som vel overhoved hos Fjeldfolk synes at være en vis Forkjærlighed for Arbeidet i Skov og Mark, saa troes det dog ikke, at der er nogen bestemt Ulyst mod det stillesidvende Stuearbeide.

Men «dæ a ein Tame med Alting», eller der skal altid nogen, Anvisning og Oplærelse til.

94En Skolelærer har lagt Mærke til, fortæller Meddeleren, at hvor En af Husets Folk er hændig og æver denne sin Hændighed, der tage de Andre og navnlig de Smaa efter, og det staar temmelig sikkert til, at de allesammen med Tiden blive nævenyttige og selvhjulpne fremfor Andre.

Ellers er det interessant at høre om en dobbelt Forskjel paa Før og Nu. Gamle Folk finde, at Folk nutildags ere mindre stræbsomme end før, men tilstaa derhos, at man nu er mere kløgtig og lægger mere Tanke i Arbeidet; i gamle Dage var der mere Slid og Slæb, nu har man skaffet sig Lettelse ved bedre Redskaber. Fremdeles finde de Gamle, at før i Tiden var Folk paa en Maade mere kunstfærdige, saaledes nemlig, at de øvede sig i at «gjera fint» eller «kunstigt» eller give Tingene et smukt eller eiendommeligt Udseende (her sigtes vel til Stads med Udskjæring, o. s. v., som endnu i Meldalen og Rennebo), hvorimod man nu ser mere paa det Nyttige eller Tingenes Hensigtsmæssighed og sætter sin Kunst i at udføre Arbeidet letvindt og hurtigt, men for Resten slet og ret.

4. Sætersdalen

At besøge en Bygd eller By, hvor man ikke har været før i Fædrelandet, det er som at læse et nyt Kapitel af en dyrebar Bog. Sætersdalens Kapitel er et af dem, som det ikke er saa let at forstaa; men det er interessant i sig selv, og fordi en vis paafaldende og saare betænkelig Eiendommelighed, som man finder i Folkets Arbeidsskik og Arbeidsvane i en stor Kreds af tilgrændsende Bygder, kanske træder skarpest og tydeligst frem netop i det afsidesliggende og gammeldags Sætersdalen, synes det værd at gjøre ialfald et Forsøg paa at trænge igjennem og lære at forstaa denne Bygds Art og Væsen.

Af hvad jeg har fundet Leilighed til at omtale i første Kapitel af nærværende Skrift, vil Læseren maaske allerede være forberedt paa at finde noget Eget og Underligt her. Men mig gik det saa, da jeg i 1866 besøgte Sætersdalen, at jeg blev fast overvældet ved alt det Nye og Usædvanlige, jeg ligesom kom midt op i.

95Paa Veien til Sætersdalen hørte jeg Fortællinger af Folk, som vare kjendte her, og medens jeg drog fra Sogn til Sogn inden selv Sætersdalens Grændser, søgte jeg idelig Samtale med Embedsmænd og andre indflyttede Folk, som vare kjendte i andre Egne af Landet og altsaa kunde anstille Sammenligning. Men under mine mangeaarige Studier af Folkelivet her i Landet synes jeg aldrig at have hørt saadanne stærke og samstemmige Yttringer og Domme om Almuens svage Sider som her om den Sæterdalske Almues Hang til – rent ud sagt: Dovenskab. Og det, jeg selv saa og erfoer ved umiddelbar Omgang med Almuen, var slet ikke skikket til strax at give mig en anden Mening.

Paa Embedsgaarde i Bygderne nærmest udenfor Sætersdalen, fortalte man mig saadanne Exempler paa Skikken og Tænkemaaden i disse samme Bygder:

Kvinderne ere saa uflittige med Spinden og Væven, at selv Folk, som ikke kunne kaldes fattige, tildels mangle fuldstændige Kirteklæder og maa laane. En rig Gaardmandskone, hed det etsteds, maatte engang laane et Par Strømper hos Fortællerens Tjenestepige og med det samme kjøbe en Stak. Om en Husmandskone anførtes exempelvis, at fordi hun sad med et Spædbarn, syntes hun ikke at kunne række stort mere end at passe det og udrette det Nødvendigste i Huset, saa hun ikke vandt at spinde om Vinteren den Uld, hun om Høsten havde klippet af sine faa Sauer. Adskillige Koner, blev det sagt, sælge sin Uld til Opkjøbere og kjøbe igjen Vadmel af Piger, som sidde paa sin egen Haand og væve. En Frue fortalte, at hendes Tjenestepiger viste sig uvillige, da hun efter den Skik, som ellers er saa almindelig i vore Landsbygder, vilde have dem til at spinde om Vinter-Aftenen; «det ere vi ikke vante med», blev der svaret. Den samme Frue beskrev mig, hvor vanskeligt det var for hende at faa udenhus Hjælp til at spinde, saa hun tildels maatte sidde og anstrænge sig selv med dette Arbeide; hun havde forhøiet Betalingen fra 6 Marken til 8, 10, ja 12 og budt Arbeidet ud gjennem Medlemmer af Fattigkommissionen, men endda havde hun kun faaet 96lidet udrettet. Der er heller ikke mange, som kunne spinde fint og godt, og omgaaende den Kunst at væve anførtes, at i de to Sogne Hordnæs og Evje var der for Tiden kun to Piger, som vare komne ud over den gamle Simpelhed, som bestod i at væve Vadmel og ensfarvet Værken; før havde man ikke havt Begreb om at farve andet end Sort, og det saa, at det sværtede; til sine brogede Aaklæder maatte Konerne have rødt og andet farvet Garn, men kjøbte dertil fra Byen et Slags kostbart Uldgarn, som egentlig var for godt til dette Brug.

Men alt Saadant blev gjerne meddelt mig som et Slags Forberedelse til det endnu mere besynderlige, som man sagde jeg skulde forefinde, naar jeg kom helt op i det egentlige Sætersdalen.

Til at forhøie min Forventning om noget Underligt og Uhyggeligt heroppe tjente ogsaa det, jeg maatte høre om Tiggerfolk, som fra Sætersdalen komme ud til Bygderne udenfor. Det er aarvisse Tog, tildels af hele Familier, deriblandt stundom unge og arbeidsføre Mænd og Koner.

Fra Fjeldbygderne længer øst paa, Hallingdalen, Valders o. s. v., var jeg vant med at høre, at unge Mennesker, Gutter og Piger, drage ud til de ydre Bygder og til Byerne for at tage Tjeneste eller sætte sig i Haandværkslære og saa komme hjem med større Kundskab og mere Folkeskik; som Exempel skal jeg her kun nævne de mange Budeier fra de nævnte Bygder, som Vinter efter Vinter stelle i de store Fjøse paa Thoten og Eker o. s. v., men om Sommeren hjælpe til med Hjembygdernes Sæterstel og Høstarbeide. Men i Sætersdalen er der ikke Tanke om saadan Forbindelse med Udenverdenen; det ikke alene sagde man mig, men det fik jeg ligesom se umiddelbart, idet samme jeg traadte over Bygdens Grændser og fik Øie paa Folket: den afstikkende og høist paafaldende, skjønt for Kvindernes Vedkommende ingenlunde uskjønne Klæde-Dragt syntes mig at vidne om, at Folket heroppe ikke gjerne indlader sig med fremmede Bygder og ikke tænker stort paa at hente nye Sædvaner derfra eller rette seg efter fremmede Skikke, men vil være sig selv Nok i alle Dele. Byerne Christiansand 97og Arendal faa sine Klædeskikke eller Moder fra Paris, og de allernærmeste Landsbygder efterligne igjen Byerne i et og andet Stykke; men kommer man til det nærmeste af Sætersdalens to Præstegjelde, saa kan man faa høre, at Gjenterne heller gaa den modsatte Vei og tage Moden fra det inderste af disse samme Præstegjelde eller fra Valle Sogn, som vel kan kaldes Kjernen af Sætersdalen eller dennes mest ægte Bygd.

Men det Mærkeligste var dog, hvad jeg maatte høre om hele Egnens og da fornemmelig om selve Sætersdalens mange Løskarle, og disse gjaldt derfor mine ivrigste Spørgsmaale og mine flittigste Overveielser under Besøget i Sætersdalen.

«Istedetfor at tage Aars-Tjeneste, fortalte man, ere Gutterne Løskarle, arbeide for Folk om Sommeren, men fortære Fortjenesten om Vinteren, saa de om Vaaren ere lige nær.»

«Hvad bestille de saa om Vinteren?» maatte jeg naturligvis spørge.

«Ingenting».

«De maa da gjøre noget, veed jeg?»

«Bogstavelig ingen Ting».

«Ja men hvad gjør saa den, som Ingenting gjør? Hvad er det at gjøre Ingenting? Hvad i al Verden fordriver det Menneske Tiden med, som ikke har noget at fordrive Tiden med, og det en hel Vinter?»

«Han – sover, sidder saa med Piben foran Ilden, gaar derefter en Tour ind til Naboens og sidder der en Stnnd.»

«Skal dette virkelig være den hele Forklaring?»

«Ja, det kan vel være, at En og Anden skjærer ud en kunstig Træske til Gjenten i Huset, eller han tager sig en Tour paa Sti nu og da og sætter Snarer for Ryperne. Men den meste Bedrift bliver nok at fare ude om Nætterne og besøge Pigerne, og sommetider flotte de sig sammen og stryge gjennem Bygden med Støi og Raab, som om der var Brand.»

Jeg maa bede om Lov til at fortælle lidt omstændeligt om hvorledes jeg indrettede det med mine Undersøgelser og lidt efter lidt kom til at danne mig et Slags Mening.

Allerførst kalder jeg det heldigt, at da jeg fra Christiansand 98af reiste opover den bakkede Vei, som fører til Sætersdalen, traf det til at være paa samme Tid, som Sætersdølerne efter aarlig Skik og Fornødenhed hente op sin Sommer-Føde af Korn fra Byen, mellem Plov- og Slaatonnen.

Jeg syntes Veien var besværlig nok for mig, som kun havde min egen Person at fragte – og saa sad jeg i Kariolen og saa Paa, hvorledes disse Sætersdøler gik Nat og Dag ved Siden af sine Kornlæs og heller hjalp Hesten med at trække, og hvorledes de løftede og slæbte paa de tunge Sække, naar de for Lettelses Skyld læssede af og ladede i en Baad for at ro opover et Vand eller et farbart Stykke af Elven. Jeg syntes at se her, at det var et Folk, som var opvant med Møie og Besvær, og det var ordentlig en Tidsfordriv at sidde og tænke paa, hvorledes dette haardføre Folkefærd vel monne have slidt og slæbt i Byveien i de henrundne Aarhundreder eller indtil for en kort Menneskealder siden, da der endnu ikke var Kjørevei, men kun den oldtidsmæssige Kløv-Vei.

Og da jeg kom op til hin Hovedbygd i Sætersdalen eller Valle Sogn, var det saa heldigt, at jeg netop traf Folk hjemme, men tillige hørte, at der strax skulde flyttes til Sætrene eller til Stølene, som man her siger. Et Par Dage besøgte jeg da Folk omkring i Bygden og fik altsaa et Glimt af Livet i selve Dalen; men saa slog jeg mig i Følge med en af de flyttende Familier for ogsaa at faa se Fjeldmarken eller Heien, hvor Fjeldfolket lægger ned sin meste Sved og Møie.

Kreaturene vare reiste et Par Uger før; nu fulgte Familien efter. En Kløvhest bar alle Fornødenheder, og en Smaagut sad sommetider oppe paa Kløven. Manden bar den Mindste, en velfødt og tung Gut, og han sov saa trygt i Faderens stærke Arme. To-tre andre Gutter sprang foran og haukede. Konen befandt sig i høit frugtsommelig Tilstand, men holdt endda ubegribelig godt ud; til min Forundring havde hun taget Træsko paa til Vandringen og sagde at dem gik hun bedst paa. Veien var ikke fuldt to Mil lang, men saa besværlig, at vi brugte en 6 til 7 Timer.

Under Reisen og Fremkomsten til Stølen og under Opholdet 99her i nogle Dage, var det mig som om jeg saa for mine Øine, hvad jeg saa tit havde forsøgt at forestille mig, nemlig de første Nybyggeres Færd i vort Land. Jeg tror ikke paa nogen storartet og pludselig Indvandring af hele Fylker ad Gangen, med Jarler eller Herser til Førere og Styrere, jeg tænker mig derimod Landets Bebyggelse saa, at nu en, nu en anden Nybygger-Familie vovede sig enkeltvis og paa egen Haand længer og længer frem. Var først en Dal bleven befolket, kunde det træffe, at en Renjæger eller Øretfisker kom saa langt op paa Fjeldet, at han fik Øie paa Dalen hinsides, og han kunde da gjøre Aftale med sin Hustru om, at de skulde samle sin Buskap sammen og læsse Redskaber og Madvarer paa en Kløvhest og saa flytte og se sig ud et bedre Rum, rydde sig en Gaard og – om de fik Lykke – grunde en Bygd. Saadan Flytning maatte foregaa ved samme Tid paa Aaret, som da vi nu flyttede til Stølen. Den Barhytte, de behøvede for Sommeren, kunde Manden sætte sig op den første Kveld, de kom frem, og inden Vinteren kom, kunde han have tømret sig et Hus og deri samlet Foder for sine Kreature.

Hine Oldtidens Mennesker have ikke været mere haardføre og udholdende end de, jeg nu færdedes med, og Huslivet og Stellet kan ikke have været meget enklere og tarveligere end det, jeg var Deltager i her oppe paa Stølen. Den allerførste Bondekone i Valle har lokket paa sine Kreature og stellet for sine Børn saa ganske paa samme Maade, som jeg saa det for mig, og det dybe Alvor hos hine første Slægter, som gav Folkelivet i vort Norden dets oprindelige Præg og eiendommelige Art, synes mig ikke at være fremmed for det Led af Efterkommere, som nu træder de besværlige Stier over Heien.

Netop i Valle i Sætersdalen kan man komme til at drømme om Oldtiden. Nede i Dalen finder man Gaard for Gaard en Bebyggelse, saadan som vi maa forestille os den alt Landet over i den bedste Sagatid, da Rydningens Vanskeligheder vare overstaaede og Bygde-Skikken havde faaet en vis Fasthed. Gaard for Gaard saa jeg her disse Stuer med den hjemlige Aare midt paa Gulvet og ingen anden Lysning end 100den vakre gjennem Ljoren i Taget – ægte norske Stueformer, af ægte Malmfuru og med ægte norsk Tømmermandsarbeide. Men føler man sig nede i Dalen som i den gode, jevne Sagatid, saa flyttes man, ved at komme op paa Stølene, tilbage i den endnu fjernere Rydningstid. Thi det er ikke her i Egnen som andetsteds, at Bonden blot sender Kreaturene med en Budeie afsted til Sæteren; men, som man vil have forstaaet, flytter hele Familien op paa Heien, og i det Sommer-Hjem, som nu tilflyttes, ser Alt saa ufærdigt ud, at disse Smaa-Grænder af Støler give en Forestilling om Rydningstidens halvfærdige Tilstand.

Men just ligesom her paa Heien var Stedet til at skue tilbage paa hine Tider, da vore Bygders Opdagelse og Oprydning og Bebyggelse gik for sig, som har været vort Lands første og største Arbeide, saaledes var her ogsaa Stedet til at betragte hine Begyndelsers Fortsættelse eller Nutidens Arbeidsliv, der i denne Egn saa aabenbart har i sig noget af selve Oldtidens Art.

Saasnart Flytningen til Heien er foregaaet, fordeler Folket sig paa forskjellige Steder. Konen med de smaa Børn holder sig paa den egentlige Støl og steller med Kreaturene, og Bonden med sine Arbeidsfolk drager om til de vidtløftige Slaattemarker, hvor der foruden Hølader er opført tarvelige Boder til Logis. Disse Arbeidsfolk ere leiede for Sommeren, og gjerne har hver Bonde med sig en Karl til at slaa samt en Pige til at rage og brede, hvad Bonden og Karlen slaa. I disse leiede Slaattefolk have vi for os hine «Løskarle» samt Gjenter, som «holde sig selv». Karlen er gjerne leiet for 10 Sommer-Uger og Pigen for hele Sommer-Halvaaret, og foruden Kosten faar hin en 18 til 20 Spd. i Løn, og denne en 10 Spd.

Der arbeides stridt. Slaattevidderne ere store, og det gjælder ret at nytte den korte Sommer og fare saa vidt ud over med Ljaaen, som man paa nogen Maade kan række. Uden det Foder, som saaledes samles fra Heien, vilde Gaardsbruget nede i Dalen ikke have været det, det er; uden dette Heiearbeide 101og disse Leiefolk vilde Bygden ikke have kunnet bestaa, ialfald ikke have naaet op til den Folkerigdom og Velmagt, den eier. Og denne Vigtighed har Heie-Bedriften aabenbart havt alt fra de første Tider af, og denne Maade med leiede Arbeidsfolk for Sommertiden er da vist ældgammel.

Jordlapperne nede i Dalene ere saa smaa og det egentlige Gaardsbrug saa indskrænket, at Konen steller sine Kreature Vinteren over og Manden kjører Foderet ned fra Heien paa Vinterføret og udfører Arbeidet med Pløiing og Saaing om Vaaren, uden at de behøve videre stadig Hjælp, og derfor holde de ikke Aars-Tjenere.

Det gjensidige Forhold mellem Husbondsfolk og Arbeidsfolk er altsaa dette, at hine heller betale Sommer-Arbeiderne nogenlunde godt og saa slippe for at holde dem med Kost om Vinteren, da de til Nød kunne hjælpe sig selv, og disse synes at staa sig ved at gaa ind paa denne Sommertjeneste, da de slippe for videre Arbeide om Vinteren og til Nød kunne komme igjennem med Sommerens Fortjeneste.

Ganske kunne dog ikke disse to Klasser af Befolkningen være hinanden foruden den lange Vinter igjennem, og der har derfor dannet sig et tilvant Forhold af gjensidig Tjeneste. En Løskarl faar gjerne Vinterlogis (Hus og Seng) hos en Bonde, imod at han hugger op Veden, og ligesaa faar en Løsgjente Husvær hos en Familie, mod at hun paatager sig den daglige og ugentlige Rengjøring i Huset. Hun gaar vel ogsaa almindeligvis ind paa at være Husmoderen noget behjælpelig i Fjøset, navnlig med at bære Vand til Kreaturene, og derfor nyder hun fri Grødmelk. Forresten søger Pigen til sin mindre Sommer-Løn adskillig Bifortjeneste ved Vævning, Søm o. s. v.; mindre lægger derimod Gutten i Vinterens Løb til sit større Overskud fra Sommeren, da der i det Hele taget er mindre Behov for hans Arbeids-Hjælp, idet Bonden som sagt mest hjælper sig selv og kun nu og da kan behøve at leie Løskarlen til at treske eller til at kjøre hjem et og andet Hølæs eller Vedlæs o. desl., naar han selv har Forfald.

102Det er, som man ser, et ganske naturligt Forhold. Men Ulemperne ere store. Dette viser sig navnlig for Løskarlenes Del. Den faste Arbeidstid for dem pleier kun være 10 Uger i den bedste Sommertid, og i den største Del af Aaret ere de altsaa henviste til den yderst ringe Sysselsættelse, som leilighedsvis bydes dem, samt hvad de for Resten kunne finde paa for egen Regning.

Jeg har anført YYtringer om disse Misligheder af Mænd, som ikke høre til selve Almuen. Men ganske ligedanne Ytringer har jeg ogsaa hørt af Bønder.

«Løskarlene lægge sig i Hie som Bjørnen,» sagde En, «og medens vi Bønder have fuldt op at varetage og udrette med Kjøring og Andet, saa vi holde Arbeidsvanen vedlige, kunne Karlene komme saaledes ud af Tour om Vinteren, at de blive rent lemstre i Kroppen de første Dage, de faa Ljaaen sat om Sommeren.»

En Anden føiede til, at naar slige Karle gaa hen og gifte sig uden at eie Hus og Jord, saa er det greit at skjønne, at der maa blive Fattigfolk af.

Jeg søgte derhos jevnlig Samtale med de unge Karle selv om disse Ting, og det lykkedes mig at faa et formeligt Møde istand her oppe paa Heien for denne Sags Skyld. Det var paa et Sted, hvor flere Bønder laa med deres Arbeidsfolk paa Slaatte-Arbeide. En Søndag Eftermiddag fik jeg dem samlet, baade Bønderne og Karlene, og Kvinderne med, kanske en 30 Mennesker ialt. Vi sad sammen paa Bakken og talte frit. Jeg fortalte Alt, hvad jeg havde hørt, yttrede min store Forundring og Bekymring, og vilde nu af de rette Vedkommende vide, om Ledigheden og Lediggangen virkelig var saa sørgelig stor. Vi gjorde os endog saa meget for, at jeg spurgte og de opgav mig Hus for Hus, hvor mange unge (konfirmerede, men ugifte) Karle der den sidste Vinter havde været i den tætteste og vigtigste Del af Valle Sogn (Sydbygden), hvor der bor ialt 72 gifte Mand (Bønder og Husmænd tilsammen), og vi kom til følgende Oversigt:

Af disse mange Karle havde ikke flere end 7 viist det Tillag, at de efter Sommerarbeidets Ophør havde reist ud paa Arbeidsfortjeneste i fremmede Bygder; disse 7 havde gaaet over Heierne, dels til Thelemarken, dels til Stavanger-Kanten; men ingen af dem havde været borte hele Vinteren, kun nogle Uger om Høsten eller om Vaaren.

Af de mange Karle blev der fremdeles ikke nævnt mere end 4 eller 5, som havde lagt sig efter og drevet paa med noget Slags Haandværk (Smede- eller Træ-Arbeide).

Var der saasandt Vei over Fjeldet til Stavanger, saa – mente man – vilde nok alle søge did paa Arbeide om Vinteren i Fisketiden. Og det kan nok være, at den Tanke gjorde sig gjældende i Forsamlingen, at jo værre Tilstanden blev skildret, des mere Udsigt kunde der kanske være til, at Storthing eller Amtsformandskab vilde bevilge Penge til Veianlæg. Men vist er det, at jeg storlig forundrede mig over den Blanding af Ligegyldighed og Ærgrelse, hvormed selve Løskarlene baade hørte paa og stadfæstede Skildringerne af deres Vinterliv. Sammenligningen med Bjørnen i Hiet blev vedtagen som aldeles træffende.

Med dette Tal over de mange Løskarle til Udgangspunkt gjorde jeg senere fornyede Anstrængelser for at faa frem en rimelig Forklaring om, hvorledes den lange Vintertid blev benyttet. Og noget bedre Begreb om Tingen fik jeg jo tilsidst. Naar saaledes en Løskarl opholder sig hjemme hos Faderen, er det som en Selvfølge, at han udfører en Del af Gaardens Arbeide, saasom Kjørselen, hvorved det da rigtignok kan hænde, at Faderen selv ikke faar fuldt op at bestille. Og om de øvrige 104eller fuldstændige Løskarle kom jeg tilsidst til at tro, at ved Tresking, ved Rypefangst, ved smaat Træ-Arbeide tjene de vel for det meste saa meget, som den Sul koster, de nyde til deres Grød. Men endda er her ligesom en Gaade at løse.

En anden Forfatter har før mig været inde paa denne samme Gaade og brudt sit Hoved med den. Det er Gjellebøl, Præst i Valle omkring Aaret 1770. Før havde han boet i Høland i Akershus Amt og forfattet en Beskrivelse over denne Bygd, og med den Øvelse og Erfaring, som han derved havde faaet, tog han sig nu for at forfatte en Sætersdalens Beskrivelse. At han helt igjennem viser sig venlig stemt mod Almuen, det gjør, at han saa meget mere maa slaa til Troende, naar han, som man vil se, ogsaa maa klage over den megen Tid og Arbeidskraft, som gaar til Spilde.

Ogsaa paa hans Tid var det saa, at Bonden ikke holdt Aars-Tjenere, men kun leiede Folk for Sommeren, og at Karlen kun var leiet for 10 Uger, akkurat som nu.

Følgen er, siger han, «at Tjenerne, ved det de Intet have at forrette de 4 Dele af Aaret,Forfatternote: Det lader til, at Gjellebøl regner saa: 10 Uger eller 1/5 af Aaret i Sommertjeneste, men 4/5 af Aaret eller i 40 Uger uden vis Sysselsættelse. Men dette er vel det værste Exempel paa Arbeidsløshed udenfor Sommertiden, som man nogensteds kan faa høre om. falde til Lediggang og Dovenskab; ja mange fordærves saaledes derved, at omendskjønt de kunne faa Aarstjeneste, vil de ingen tage, eftersom de heller udvælge at sove og gaa ledige i samme Tid end at arbeide, ikke tagende i Betragtning, at de saaledes hvert Aar fortære om Vinteren, hvad de fortjene om Sommeren, og altsaa aldrig kan samle noget til Hjælp i deres Alderdom, men blive Bygden til Byrde». Men Forfatteren forklarer ogsaa, at dette kan der vanskelig gjøres noget ved af den Grund, at Egnens Beskaffenhed er saadan, at om Sommeren er der Arbeide for mange Folk, om Vinteren ikke. Han drøfter adskillige Raad imod Vanskeligheden og veed tilsidst intet andet, end at den overflødige Befolkning maatte flytte ud og bosatte sig i andre Egne, hvor der var Mangel paa Folk.

105Her synes det mig, at Gjellebøl ikke tilstrækkelig er opmærksom paa den Betænkelighed, at om Sommeren er jo ingen Del af Befolkningen overflødig, idet tvertimod alle Kræfter høilig behøves da, saa Bygden jo vilde komme til at lide, om de Unge flyttede ud. Men selv anfører han denne Hindring for Udflytning, «at omendskjønt dette Folk er et fattigt Folk og tidt lider Mangel paa adskillige Ting, saa er dog den Kjærlighed til deres Fødested saa stor, at de heller udvælge at lide ondt hos deres Egne, end at have det godt hos Fremmede». «Jeg vil, siger Gjellebøl fremdeles, ikke anføre flere Beviser herpaa end dette, at man sjelden, ja aldrig her hører, at nogen tager Tjeneste i nogen By eller giver sig sammesteds til nogen Profession,Forfatternote: Dette svarer, som man ser, ganske til, hvad jeg ovenfor har berettet fra Nutiden. meget mindre lader sig hverve til Garnisonstjeneste uden Kommando. Aarsagen hertil er vist den liden Omgang, de have med Fremmede paa dette ensomme Sted. Desforuden er deres Levemaade (lad være at den er meget ringe) saaledes beskaffen, at de ikke lettelig kunne andetsteds bekomme den, og saasnart de savne samme, kan eller vil de ikke trives»).Forfatternote: Denne Forskjel i Smag kan jeg fortælle et Par Exempler paa fra mit Ophold paa Heien. Paa Stølen havde jeg medtaget noget Sundheds-Chokolade, selv fandt jeg den god, og jeg glædede mig til at traktere Husets Folk og Støls-Naboerne; men Drikken smagte ikke disse, hver Gang gik det saa, at Grisen fik, hvad jeg ikke nød selv, og jeg lagde Mærke til, at Gryden blev vadsket med større Omhu, naar der skulde koges Grød i den efter Chokoladen. Omvendt gik det mig, da jeg en Søndag Middag var Gjæst hos en Bonde og spiste sammen med ham og hans Leiefolk i en Slaattebod; Kjødsuppen var for salt for mig, saa jeg maatte bede ham undskylde, at jeg snart lagde Skeen. Det var en Forstandig Mand, og vi kom op i Samtale om Tingen, hvoraf det fremgik, at fersk Kjødspise ligefrem bød ham imod. Engang i sine Dage, paa en Byreise, havde han smagt Steg; men det kunde aldrig falde ham ind at tage saadan Mad i Munden tiere, saasandt Andet var at faa.

Ved fortsat Tale om Folkets Sæder finder Gjellebøl, 106at de «af Naturen ei ere mere hengivne til Ørkesløshed end som paa andre Steder». Han roser dem for, at de hjælpe sig uden særskilte Haandværkere, idet hver Mand er sin egen Skomager, Skrædder, Smed, Snedker, Tømmermand o. s. v. og nøier sig med eget Arbeide, om det end ikke bliver noget Mesterstykke. «Dovenskab, siger han, kan man ikke bebreide dette Folk for, besynderlig i Henseende til et vist Slags Arbeide og i Henseende til visse Tider. Det Arbeide nemlig, som de ere vante til at gjøre, gjøre de gjerne; men derimod andet Arbeide, saasom at gjøre Grøfter, oprydde ny Ager, bryde Stene og andet saadant gjøre de nødig. – Ligeledes ere de meget vindskibelige de faa Uger om Sommeren, naar de gjøre deres Høstarbeide, da de altid begynde deres Arbeide ved Solens Opgang (nemlig midt om Sommeren) og ende det ved Solens Nedgang. Derimod finder man dem gjerne den øvrige Tid af Aaret, nemlig Høst og Vaar, at ligge og sove paa Marken i FlokketalForfatternote: Det var ogsaa det Syn, jeg selv fik se, da jeg første Gang traadte ind paa en Gaard indenfor Sætersdalens Grændser, og Omstændigheder gjorde, at jeg maatte gaa lige hen i Flokken og vække de Sovende. og om Vinteren (saa mange som ikke have Tømmerhugst) at række sig paa Bænke og Krakker i Husene. Og besynderligt er det, at de altid rette sig efter Solens Gang, saa at de endog om Vinteren gaa til Sengs, naar Solen gaar ned Kl. 4 Slet, og sover til Kl. 8 Slet om Morgenen, naar Solen gaar op. Anderledes forholder det sig med deres Kvindfolk, som alletider ere meget flittige og duelige; thi disse bruge ikke alene stor Omhyggelighed for deres Kvæg, men ere meget arbeidsomme til Spinden, Væven, Sying og andet Saadant, saa at man undertiden maa undres over, at de kunne lære Saadant uden Læremester». I Sammenhæng hermed roses Folkets Oprigtighed, Troskab, Ligefremhed, og Forfatteren udbryder til Slut, at «dersom den gamle Oprigtighed og Simplicitet skal findes nogensteds, ja hvis den gamle patriarchalste Levemaade skal nuomstunder træffes hos et Folk, erlanges den 107uden Tvivl efter min Tanke, i det mindste i adskillige Dele, hos dette Folk».Forfatternote: Se Topogr. Journ., hvor Gjellebøls Skrift er trykt, XXVI. 11, 13, 16,,29 flg.

Man vil vist allerede have forstaaet, at jeg i Hovedsagen ganske deler Gjellebøls Opfattelse af Folkelivet og Arbeidsvæsenet, kun at jeg maa tilføie, at naar jeg gik omkring og betragtede disse Husflidsudstillinger, som man ser i Bohavet i Stuerne og i Klæderne paa Loftet, saa fandt jeg, at baade den mandlige og kvindelige Haandfærdighed og Skjønhedssands og Forsynlighed stod temmelig meget tilbage i Sammenligning med, hvad jeg havde seet hos andre Almuer i lignende smaa Kaar, f. Ex. det ovenfor omtalte Søndfjord. Det er imidlertid troligt, at paa Gjellebøls Tid stod Sætersdalen sammenlignelsesvis ikke saa langt tilbage, da vel de andre Bygder have skredet mere fremad i de senere Tider.

Men hvad jeg hovedsagelig vil have bemærket ved Gjellebøls Fremstilling, er, at med sin hele velvillige Betragtning er han dog endnu ikke kommen til Forklaring af Gaaden, til Løsning af det hele Spørgsmaal.

Spørgsmaalet er: hvorfor saa stærke og friske Mennesker (og jeg synes aldrig jeg har seet nogen Bygd med saa mange velvoxne og spræke og vakkre Folk) gaa saa meget ledige og udsætte sig for hin harmelige Tale om Dovenskab?

Under hyppige Samtaler om disse Ting naaede en Bemærkning mit Øre, som slog mig. Det var ikke netop i Sætersdalen, men i en af Bygderne strax udenfor. Der blev, som jeg allerede har erindret, fortalt en Række af besynderlige Exempler paa liden Arbeidsdrift blandt Almuen, og det var ikke frit for, at der var nogen Uvillie og Ærgrelse i Fortællingerne; men tilsidst blev der tilføiet denne formildende og veiledende Bemærkning, at Feilen laa dog ikke simpelthen i pur Dovenskab hos Folket, men i det Begreb, som nu engang var blevet herskende, nemlig at det gik ikke an at udrette mere. Sad f. Ex. en Kone med et Spædbarn, saa troede 108baade hun og hendes Omgivelser, at det gik ikke an for hende at række mere end at passe Barnet og besørge det uundværligste af det daglige Husstel. Men atter stiler jeg Spørgsmaalet saa: Hvorledes kan det dog være gaaet til, at et saa opvakt og livligt Fjeldfolk som Sætersdølerne er sunket ned til og er blevet staaende ved og har ladet sig nøie med dette allerlaveste Arbeids-Begreb, hvorfor have de ikke tvertimod som andre begavede Folk gaaet fremad og udviklet sig og baade gjort større Fordringer til sig selv og vakt Fremmedes Beundring ved Foretagsomhed og Kunstfærdighed?

Det kan man vel forstaa, at den lange Vei og besværlige Førsel til Udenverdenen har virket afskrækkende, saa man ikke har lagt sig efter Husflid med Tanke om at arbeide op til Salg (skjønt nogle Ljaa-Smede i et af Sætersdalens Sogne have viist at det gaar an). Men naar jeg tænker paa de mange Bøssemagere og Urmagere og Signetstikkere, de mange Træskjærere og Malere og Forgyldere i Meldalen og Rennebo, i Gudbrandsdalen og Valders, saa kan jeg undre mig over, at saa kvikke og tænksomme Folk som Sætersdølerne ikke ligeledes have syslet med saadanne nette Fristunds-Arbeider, om ikke for Penge-Fortjenestes Skyld, saa dog til Fornøielse og hyggelig Tidsfordriv og af uimodstaaelig Drift til Sysselsættelse.

Man skal ikke længe have været i Rennebo eller i Valders, før man faar høre om Bygdens mest opfindsomme Urmager og Tusindkunstner. Men istedetfor at høre om saadanne Mestere i Sætersdalen, fandt jeg, at Folk gjerne fortalte Historier om de Kjæmper, som havde levet iblandt dem, om de Styrkeprøver, som disse havde lagt for Dagen, de Slagsmaal, de havde udmærket sig i. Det lod som, at hvad der var Gjenstand for Berømmelse og stod som Maalet for Ærgjærrigheden, det var ikke Arbeidets Flid og Kunst, men alskens Kjæmpe-Bedrift.

Kjæmpe-Bedrift? det minder om Kjæmpe-Viserne; men Sætersdalen er jo aandsbeslægtet Nabobygd til Thelemarken, som i vore Dage netop er blevet berømt for sine Kjæmpeviser, denne Skat af nationale Sange og Sagn, som Provst Landstad 109og Præst Moe og Organist Lindeman og Professor Bugge med saadan kjærlig Flid have draget for Lyset!

Ja, Sætersdalen ligger midt i et stort Strøg af Fjeldbygder med et beslægtet Folkeliv fra Thelemarken i Øst og mod Vest hen over Aaseral og Hegebostad og Kvinesdalen alt til Siredalen. Overalt i de lavere Dalbygder tales der med en vis Respekt om «Fjældmændene», det er ikke frit for, at de skildres en Smule som Vildmænd; og kommer man op imellem dem selv, saa mærker man snart, at de bryde sig ikke stort om «Utmændene» og deres Snak, men leve som et Liv for sig selv, med friste Minder om en gjæv Fortid, med Afglands af en storslagen Folkeaand.

Andre Steder i Landet have vi seet begavede Folk sidde med saadan Tankeleg i deres Fristunder, at de studere ud Aargangs-Ur med ubegribelige Indretninger, eller de lade Kniven ligesom legende fare hen over Træet og fremtrylle disse uendelige Udskjærings-Snirkler, til Stads oppe paa Skabkanten eller over Husdøren; i nogle Bygder er denne Id fremdeles gaaet over til saadant Levebrøds-Arbeide som at gjøre op Træskeer i Dusinvis eller Sildetønder i Læstevis, som Livets Slid bestandig behøver nye af. Men Fjeldmandens Tankeleg har været at «radla» og «kvea», at leve op igjen det gamle Kjæmpeliv i Minde og Sang, og hans kjæreste Id har været at øve nye Bedrifter i den gamle Tids Smag, saa de, som kunne med at lægge Kvad, kunde faa nye Historier at «kvea» om istedetfor de udslidte gamle.

I Harald Haarfagers Dage var der sagtens ikke stort af den Husflid, vi søge efter nu, Husflid af det Slags, som bogstavelig følger den Regel, at «Tid er Penge». Men Folket var ikke mindre gjævt for det, og heller ikke sad de uvirksomme i sine Fristunder. De Sagahistorier og de Kjæmpekvad, som de Gamle havde for sig i Mellemstunder, og som vi endnu den Dag idag suge Næring af for vort fædrelandske Sind, vare den Tids Husflids-Produkter. Og nu mener jeg, at det ikke bør lægges blot og bart til Vanhæder for Sætersdalen, om Folket deroppe har bevaret noget af Haarfagers 110Tidsalders Smag og Tænkemaade, og derved udrettet, at vi kunne se for vore Øine lyslevende Billeder af den svundne Tid. Her er som en Arbeids-Deling i det Store: Paa nogle Steder i Landet har man fulgt Kaldet i Retning af at følge med Tiden og tilegne sig den øvrige Verdens Skik og Maade, paa andre Steder har man følt sig hendragen til at dvæle ved de gamle Minder og fastholde den oprindelige norske Art i Liv og Id; paa nogle Steder har Tænksomheden og Virkelysten udviklet sig i Retning af at smykke og berige det daglige Liv (gildere og nymodens Huse og Bohave og Klæder o. s. v.), paa andre Steder er Aandslivligheden gaaet op i at glæde sig over det hjemlige og kjære Gamle (Sætersdalens Aarestuer og alle de Oltids Skikke, som have hjemme her).Forfatternote: I Rennebo, en af de Bygder, jeg omtalte først i dette Kapitel, staar ogsaa en gammel Aarestue, nemlig den vidtspurgte «Jutulstue» paa Gaarden Uv. Det er et faldefærdigt Hus, øde og ubeboet og snare ringe at se til; men vort antikvariske Selskab har for Tiden under Overveielse en Plan om at sørge for dets Bevarelse, saasom det er en enestaaende Levning af Almuernes ældgamle Bygningsskik nordenfor Dovre. Men Valle Sogn i Sætersdalen er som en hel Bygd af Jutulstuer, gamle og mægtige Stuer og derhos Boliger for den endnu levende Slægt. Ilden har ikke været stukket paa deres Arner. Paa nogle Steder har man valgt sig Haandarbeide til Tidsfordriv i Mellemstunder, paa andre Steder er Valget faldt paa Sang og Snak, som man syntes der var Vid og Gammen i.

Sætersdalens Piger spinde ikke saa fint og væve ikke saa kunstig, som Thotens, og Sætersdalens Gutter have ikke øvet sine mekaniske Talenter saaledes som deres Jevnlige i Meldalen Rennebo. Og dette er noget, som let og snart falder i Øinene. Men det er ikke Enhver, som falder paa eller faar Leilighed til at udføre Sammenligningen fuldstændig. Efter den ovenfor omtalte hel pinlige Undersøgelse omgaaende de Sætersdalske Løskarles mange Fristunder og ufuldstændige Sysselsættelse, ved hin Leilighed, hvor jeg var samlet med et helt Selskab af baade Gutter og Gjenter oppe paa Slaatte-Heien, fik jeg se og høre Prøver paa Ungdommens Interesser og Færdigheheder 111i andre Retninger. Der blev dandset og der blev sunget. Det var første Gang jeg traf til at være Vidne til denne nationale Leg, saaledes paa fri Mark og blandt selve Almuen. Uden at kunne give mig ud for Skjønner, kan jeg dog sige, at jeg fik et Indtryk. I «Gangaren», som dandsedes, og i «Stævene», hvori Pigernes bløde Stemme vexlede med Karlenes raske Røst, var der noget, som vidnede om øvet Kunst og dyrket Smag, og medens jeg ellers kun havde seet Bygdefolket i dets Hverdagslag og vel ofte havde følt mig frastødt ved noget vist Haardt og Grovt, noget Skjødesløst og Uvorrent, syntes jeg nu i Sangen at fornemme noget af en finere og ædlere Art. Jeg glædede mig derover og blev forsonet med Meget og Mangt. Sindet blev løftet lidt op over Øieblikkets Pinagtighed.

Det kan vistnok synes underligt at blande denne Tale om Kjæmpeviser og Stev op i en Beskrivelse af Husflidens prosaiske Væsen. Og jeg forstaar, at Iveren for det udvortes Nyttige og Beundringen for det Slags systematiske Husflid, som jeg selv med Tilfredshed har fremstillet en Prøve af i Kap. 1, kan blive saaledes fremherskende i Manges Sind, at de synes de ville ikke give to Skilling for alle Kjæmpeviser og Stev tilhobe. Men man veed da ogsaa, at anseede og ledende Mand sætte saadanne Yttringer af Folkeaanden som disse samme Viser og Stev overmaade høit og kalde dem rent ud Ubetalelige, saasom det er af deslige Kilder, at det ægte Folkelige i vort Folkeliv for en Del skal hente sin Forfriskelse og Foryngelse.

Da Gjellebøl skrev om Sætersdølerne, og disses Fristunder forekom ham saa ørkesløse og tomme, havde hverken han eller Andre den mindste Forstand paa eller Kundskab om det Aandsliv, som udfyldte de samme Fristunder. Det er som en Opdagelse fra senere Tider. Men nu at tale om Sætersdalen og ensidig pege paa de mindre heldige Sider af Livet, men ganske fortie, at netop som Folkelivet Tiderne igjennem har været her oppe, har det vist sig skikket til at fastholde mangt et prægtigt Glimt af Oldtidslivet, som andetsteds forlængst er 112overgivet til Forglemmelse, det vilde, synes mig, være som at tale om Island og fremhæve allehaande Misligheder i Stel og Bedrift, men tie om hvad hele Norden er denne Ø evig takskyldig for, nemlig at Folket der, med sin besynderlige Lyst til at sidde i Fristunderne og fortælle og lytte til Fortællinger, bevarede ned til Nutiden vore Sagaer, vore bedste historiske Eiendele.

Jeg maa skynde mig med at komme til Slutning, og med et Tilbageblik paa det Hele fristes jeg til at sige saa, at trods den Feil, at Tiden ikke gjøres nok ud i Penge, er Sætersdalens største Feil kanske endda den, at Bygden er ikke Sætersdalsk nok eller har ikke været tro nok mod sig selv og sin Opgave. Jeg forestiller mig for et Øieblik, at Folket her oppe havde holdt det Gamle saaledes høit og i Ære, at de bedste af dets Mænd havde fundet sig opmuntrede til selv at sætte de gamle Kjæmpeviser i Pennen ligesom Islands Sagaskrivere, og at de øvrige havde skudt Penge sammen for at befordre dem til Trykken, og jeg forestiller mig den Beundring og Glæde, som dette skulde vakt hos alle Folkelivets Venner i vort Land, og den vækkende Indflydelse, dette skulde havt paa den fædrelandske Sands blandt Almuen i andre Bygder! Men nu? Nylig har en af vore ypperste Sprogforskere, en Professor i Christiania, henvendt sig til en af Præsterne i Sætersdalen og igjennem ham faaet Skolelærerne anmodede om at nedskrive i uforfalsket Sætersdalsk Maal nogle af Bygdens gamle Sange og Sagn, og Lærerne lovede at gjøre sit Bedste; men siden kom en af dem og forklarede, at det gik ikke an, saasom den herskende Del af Almuen ikke syntes om det, ikke vilde vide af det. Tænkemaaden har vendt sig i den sidste Menneske-Alder; der er lagt som et Bann paa hine Erindringer fra det gamle Folkeliv, de holdes for Synd. Hist og her i Sætersdalen kan man se saakaldte «Dandse-Ringe» eller optraadte runde Pladse paa Græsvolden; her lurer Ungdommen sig til at dandse paa Sommeraftener, saasom de Gamle nu fordømme denne Leg og nægte dem at samle sig i Hus. Saasom de Unge altsaa nu ikke have de Ældres Nærværelse 113at agte sig for, kan det vel være, at Lystigheden nu og da bryder ud i mindre sommelig Kaadhed, og da lastes og forbydes Dansen kun endnu mere. I et Sogn fortalte man mig, at før i Tiden havde der været gode Spillemænd, men nu hørtes der ikke en Fele; de, som havde været, vare døde eller udvandrede, og ingen ny Spillemand havde turdet øve sig i Kunsten efter dem; i et andet Sogn hørte jeg om en Gut, som nu og da listede sig ud i Skoven, langt bort fra Folk, og sad der og spillede for sig selv. – Det er vistnok saa, at med dette Gamle, som nu skal udryddes, var ogsaa fulgt den Oldtidsstik at brygge stærkt Øl og drikke det i Mængde, og det er vistnok saa, at i de sidste Menneskealdre blev det endnu stærkere Brændevin føiet til Ølet, saa Kjæmpe-Modet vel stundom udartede til Bersærker-Raseri. Men de samme Bygder, som ikke tør sende Afskrifter af sine Kjæmpeviser til Christiania, have nu paa en Tid sendt en betænkelig Mængde Forskrivelser til Hypothekbank og Sparebank, og kjendte Mænd have sagt mig som sin Mening, at det for en stor Del kommer af, at nu paa en Tid har man kastet sin Elsk paa en anden Drik, nemlig Kaffe. Denne laves stundom saa stærk og drikkes saa umaadelig, som man vanskelig skal finde Exempel paa i andre Bygder; jeg har hørt Tale om et Slags delirium tremens i Sætersdalen formedelst Misbrug af Kaffe. Fjeldfolket vil nyde i stærke Drag og skulde derfor netop ikke have opgivet Sangens Nydelse og Dandsens Lyst.

4. Videre omkring i de christiansandske Bygder

Som allerede sagt, er der adskilligt Sætersdalsk i flere af disse Bygder; men det aftager, for hver Mil man nærmer sig ud til Kysten, og giver Plads for allehaande Spor af Forandring og Fremskridt. Amterne Lister og Mandal samt Nedenæs danne tilsammen en stor Trekant; øverst i Toppen have vi Sætersdalen og noget længere ude en Krands af Bygder, som endnu ligge saa høit, at de kunne kaldes Fjeldbygder, fra Aamlid i Øst til Siredalen i Vest.

Her tænker jeg nærmest paa de øverste Bygder af Lyngdalens 114og Unddalens og Mandalens Dalfører, – som jeg besøgte i 1866.

Det er eget for disse Bygder, at hele Flokke af Arbeidsmænd Aar efter Aar ere ude paa Tog om Sommeren, paa Jord- og Stenarbeide i fremmede Bygder, mest østover saa langt som til Omegnen om Grimstad og Arendal. Veien er ikke længer, end at de kunne gaa ud om Vaaren og tye hjem om Høsten. Nogle, som ere gifte Mænd og have smaa Jordbrug, gjøre derhos en Snartour hjem i Høonnen og tage atter ud.

Dette er et Fortrin fremfor Sætersdalen, hvor Arbeidsfolkene mere ere som indestængte i sin Krog. Baade bliver Folket sysselsat en længere Tid af Aaret, og ved den livlige Forbindelse med Udenverdenen bliver man mere kjendt med almindelig Folkeskik.

Men de Bygder ere dog altid at beklage, som ikke have Raad til selv at bruge sine Sønners Arbeidskraft, og desuden maatte jeg oftere høre – og det er dette, som minder om den mislige Side ved de Sætersdalske Forholde –, at mange af disse Løskarle fortære i Lediggang om Vinteren hjemme, hvad de tjente om Sommeren ude, saa de ere lige nær, naar Vaaren kommer. Her var den samme Historie om, hvorledes de tilbragte Tiden med at sove og rangle omkring i Husene og sidde fremfor Ovnen og røge paa Piben og «radle», fare med Snak og Prat, som der ikke altid er synderlig Vid og Tanke i. Saa meget de have seet og lært af Nyt, der de have været, have de altsaa dog ikke fundet paa at udfylde Vintertiden med noget Slags Husflidssyssel, som forstaar.

Undtagelser er der jo altid. Kvaas Sogn i Lyngdalen sender adskillige Karle ud paa Sommerarbeide, men er ogsaa et Flidens Hjem om Vinteren; paa enkelte Gaarde drives her paa med at gjøre op simple Træstole og Straahatte m. m. Og i Ekens Sogn, allerøverst i samme Dalføre, har der i et Par Familier udviklet sig en smuk liden Husflids-Syssel, nemlig at gjøre Lommebøger af Skind, pent syede og prydede med pressede Figurer, men fremfor Alt stærke, saa de ere meget 115søgte af Folk, som fare paa Sildefiske, Handelskarle o. s. v. Mads Thorstensen Skeie i Eken fortalte mig lidt om dette: Per Epsestøl i Fjotland havde mest taget Kunsten af sig selv, han lærte den siden til Tharald Lauen i Heggebostad, og af denne havde igjen Mads lært; men bestandig var det gaaet fremad, med ny og bedre Arbeidsmaade og lettere Drift. Selv havde Mads drevet paa med denne Syssel en 12–13 Aar, først mere, da han var Løskarl, siden mindre, da han fik Gaardsbrug at bestyre. Enkelte Aar havde han drevet det til at forfærdige en 300 Lommebøger, for en Pris fra 2 til 6. Det var en hel Bedrift med at indkjøbe de raa Kalve- og Faareskind, barke dem o. s. v. En Del af Arbeidet havde han leiet Hjælp til, og dermed var der altsaa flere, som lærte Arbeidet. Selv reiste han alt til Stavanger, til Sommer- og Høst-Markedet, for baade at sælge sine Varer og kjøbe igjen Skind, og han gjorde den Erfaring, at jo mere han arbeidede op, desto friskere gik det med Afsætningen.

Fra Aaseral kan jeg endvidere omtale, at i adskillige Huse kjøbes hjem Lin, som spindes og bindes til fine Ørretgarn, til Salg viden om i Bygderne.

Endelig maa jeg anføre, at ifølge Beretning af Lensmand Fidjeland drives der i Evje og Vegusdals Lensmandsdistrikt ikke alene saa megen Husflid, at Folket er selvbjerget med de almindelige Fornødenheder af Klæder og Bohave (der spindes og væves, ikke just fint og vakkert, men forsvarligt, hver Mand barker sit Læder, i hvert Hus arbeides Kopper og Kar til eget Brug, Smede-, Sadelmager-, Hjulmager-Arbeide, Tømring, Snedkring og Maling udføres af Bygdefolk o. s. v.), men der afsættes ogsaa en Del Vadmel, ligesaa Produkter af en i de senere Aar opkommen Bisyssel, nemlig Tjære og Beg. Ved Siden heraf tilstaaes det vistnok, at Husfliden staar paa et meget lavere Trin, end det var at ønske, da Mange endnu tilbringe megen Tid med Leddiggang og Ranglen. Men det lader alligevel til, at der paa det Allersidste er indtraadt en Vending heri, idet Folk fra Egnen have begyndt at søge ud paa Arbeidsfortjeneste, udover mod Kysten.

116Kommer man længer ud, til den Række af Skovbygder, som ligge mellem hine høiere Fjeldegne og den egentlige Kyststrækning, viser det sig, at Bygderne ere bedre istand til at yde alle sine Indbyggere baade Arbeide og Levebrød, Virksomheden bliver mangfoldigere og Arbeidsfliden jevnere. Det vil man faa et Indtryk af ved at læse de udførligere Meddelelser fra Holme og Søgne i Vest og fra Holt i Øst.Forfatternote: Den vestlige Nabobygd til Holme er Valle Sogn, og her blev jeg i 1866 bekjendt med en vakker Begyndelse i Straafletning. / Dette havde jeg først tænkt at omtale i et eget Kapitel om den kvindelige Husflid; men da jeg for Bogens Størrelses Skyld finder at burde udelade samme Kapitel, og dog ikke gjerne vilde have Straafletningen ganske uomtalt, tilføier jeg nærværende Notits derom. / For en halv Hundrede Aar siden kom til Landet en skotsk Dame, gift med den endnu levende Toldkasserer Reymert i Farsund. Hun besad megen Smag og Dannelse og var særdeles nethændt, og i Christiansand, hvor Familien boede de første Aar, oprettede hun en Skole for Smaapiger, hvem hun blandt Andet lærte at flette Straa og gjøre Hatte. – Præstefruen i Valle fortalte mig, at hun selv havde nydt godt af denne Undervisning, og hun troede at vide, at den Færdighed i Straafletning, som nu har udbredt sig blandt Almuen hist og her i Christiansands Stift (se om Kvaas Sogn ovenfor), skriver sig fra Fru Reymerts Skole. / Men netop omkring Valle Præstegaard har denne nette Syssel blomstret ganske vakkert i nogle Aar. En Kjøbmand i Mandal kjøbte op Straahatte og sendte til England, og fra 1861 af kom en Del Familier paa det nævnte Sted i Tour med at arbeide for ham. Han tog alt, hvad der kom, til en Gjennemsnitspris af 12 Sk. for hver Hat. Fruentimmer og Børn arbeidede omkaps og fik stor Øvelse. Fra et Hus, hvor 6-7 Mennesker flettede, udgik indtil, 30 Hatte for Ugen. Der var stor Glæde over det nye Erhverv, som maaske et Snes Familier paa Slutningen deltog i. Men et Aars Tid før mit Besøg havde Kjøbmanden sluttet med sin hele Handel, og dermed var denne Afløbskanal stoppet. / For nogle Dage siden (jeg skriver dette, medens selve dette Ark er under Arbeide i Trykkeriet) opnaaede jeg, at en Kjøbmand her i Christiania gav mig Lov til at bestille for hans Regning en 50 Hatte til Prøve samt desuden nogle Spisebords-Matter og Halmkurve. Maatte Forsøget lykkes! maatte Kjøbmanden være saa heldig at finde fordelagtig Afsætning, saa han stadig kunde beskjæftige de ledige Hænder der henne! Arbeidsfortjenesten skulde komme saa saare vel med i Husene, og vi Andre skulde faa se en smuk Prøve paa Flid og Nemme.

117a. Holme.

Da jeg reiste her i 1866, hørte jeg om en 20-aarig Gut Knut Thorgrimsen Aasen, som har været gigtbruden fra ung Alder og derhos befandt sig i saa forladt Stilling, at der maatte tilstaaes ham nogle Daler af Fattigvæsnet. Men hændelsesvis fik Gutten se en Kurv, som var flettet af Spaan; han forsøgte at gjøre den efter, det lykkedes, han solgte Kurv efter Kurv, brugte Pengene med Forsigtighed, lod melde Fattigkommissionen, at nu behøvede han ikke fuldt saa meget til Hjælp, lod et følgende Aar Hjælpen nedsætte yderligere, og da jeg hørte om ham, tror jeg det var kommen dertil, at han var bleven ganske selvstændig. Dette havde ikke alene været Gutten selv til Ære og Gavn, men med det samme var en ny Art af Husflid indført i Bygden, som det nu stod Enhver til at tage efter.

Det er ganske simple Kurve; men endda havde Gutten vundet saadan Paaskjønnelse for sin Vinskibelighed, at han vandt 2den Præmie ved en Husflids-Udstilling, som nogle Uger før mit Besøg var bleven holdt i Holme Præstegjeld, og det gav Anledning til, at jeg fik høre om ham.

Denne Udstilling var foranstaltet af Mandals-Dalens Landboforening, hvis Bestyrelse har sit Sæde netop i Holme, og Bestyrelsens Medlem Skolelærer G. Reierson har meddelt mig udførlig Beretning derom.

Sogn for Sogn var Antallet af udstillede Nummere:

Finsland hører til Bjellands Præstegjeld og ligger høiest 118oppe; de tre andre Sogne danne tilsammen Holme Præstegjeld, og Holme Sogn ligger længst ude i Dalen.

Af de kunstigste Mandsarbeider kan nævnes en Jernvægt, et Strygejern, en Violin; Fruentimmernes Arbeider kunne klassificeres saaledes:

21 smaa Præmier bleve uddelte, og af dem faldt 8 paa Løvdal, 7 paa Øslebø, 6 paa Holme.

1ste Præmie tilkjendtes en Vadmels-Trøie, spundet, vævet, og syet af Karoline Bentsdtr. Spekeland. 2den Præmie tilfaldt, som meldt, Forfærdigeren af hine Spaankurve, i hvilken Henseende det kanske bør oplyses, at det var en af Reglerne for Præmieuddelingen, at Arbeidet passede som Husstids-Syssel for Bygden og fortjente at opmuntres af den Grund.

I førstningen var der jo lidt Ængstelse for, at dette nye Foretagende med Husflids-Udstilling ikke skulde lykkes. Men det faldt saaledes ud, at Udstillingen blev talrig besøgt, og det var en enstemmig Tale, at man fandt det særdeles hyggeligt og med Tiden gjerne vilde se mere af samme Slag.

Efter Hr. Reiersons tilføiede Anmærkninger kan der anstilles en interessant Sammenligning mellem Sognene.

Løvdal er en af de omtalte Bygder, som sender mange af sine Sønner ud paa Sommerarbeide til fremmede Steder. I deres Fraværelse hviler altsaa en stor Del af Gaardsbrugets Tungarbeide paa Kvinderne. Men endda rækker disses Flid at holde Bygden saa vidt med Klædesvarer, at det kun er ganske 119lidt der kjøbes af Byvarer eller af «Nordlandsvarer» (strikkede Trøier fra Stavanger-Egnen). Blandt de hjemmevirkede Sager indtager det staalgraa Vadmel en høi Plads. – I Øslebø er der ogsaa i det Hele taget en god gammeldags Skik; vel er det i den senere Tid blevet mere almindeligt, at Gjenterne gaa en Stund i Sy- og Væverlære og lægge sig efter finere Arbeider og «Fruentimmer-Netheder»; men det antages dog, at Modesygen ikke har faaet stort Spillerum. I det yderste Sogn derimod eller Holme har Byens og Kystens Naboskab tydeligvis virket mere forandrende. Her virkes ikke saa meget af vævede Sager, og som Grund anføres, at Husstellet optager en langt større Del af Kvindernes Tid, med Madlavning, Skuring, Vaskning, Strygning o. s. v. Desuden gaar tildels de yngre Kvinders Arbeide inde i Husene mere ud paa saadanne finere Ting som at sy, hekle og brodere.

I Løvdal rækker Mandfolkenes Vinterarbeide til mere end at holde Gaardsredskaber o. s. v. vedlige; herfra udføres Ljaaer og andet Smede-Arbeide. Fra andre Strøg af Præstegjeldet arbeides op til Salg en Del Snedker- og Hjulmagerarbeide, Sildetønder o. s. v.

Saavidt Meddeleren. Tilføie skal jeg den Oplysning, at Holme Sogn nu er saa vel forsynet med Treskemaskiner, som drives med Vand (dels faststaaende Maskiner, dels flytbare, som kjøres fra Gaard til Gaard), at det næsten er aflagt at treske med Pleiel, og den Bonde, som endnu har beholdt denne gamle Brug, maa gjøre særskilt Aftale desomgaaende, naar han fæster sig Tjenestekarl. Og denne arbeidsbesparende og i flere Maader indvirkende Forbedring har udbredt sig her i Egnen i det sidste Snes Aar.

Og til hvad jeg allerede har omtalt om Arbeider-Udvandringer fra de øvre Bygder og deriblandt fra Løvdal, kan jeg fremdeles føie dette, at fra flere af samme Bygder og fornemmelig fra den sidstnævnte gaar der hele Flokke af Gjæterbørn ud hver Vaar og tage Tjeneste i Bygderne østenfor, ovenfor Lillesand og Grimstad o. s. v. Naar de komme hjem om Høsten, have de gjort Aftale for næste Aar, enten for sig selv 120eller for Andre. En Bonde, som var Præstens Medhjælper og Medlem af Formandskabet, havde paa engang tre Sønner ude paa denne Maade; den første var reist med en voxen Karl, som tog sig af ham og skaffede ham Tjeneste; denne hjalp siden sin yngre Broder i Vei, og denne igjen skaffede Plads for den tredie. Saadanne flinke Børn komme hjem med gode Klæder og med Penge til, og ikke sjelden blive de konfirmerede ude i Gjæter-Tjenesten, tildels paa Steder, hvor de have været flere Sommere i Rad. De faa meget tidlig Interesse for at samle og spare og kunne tale om økonomiske Affærer som Voxne; ved denne Gjæter-Tjeneste blandt Fremmede øves de for den voxne Alders Arbeidsvandringer. Men underligt nok har man lagt Mærke til, at netop Fattigfolk ere mindst villige til at sende sine Børn saaledes i Vei; fast hvert Aar er der Krangel i Fattigkommissionerne med en eller anden Fattigfamilie af den Grund; eller om Forældrene end sende børnene ud, saa vende disse ofte tilbage; der er lidt Fante-Natur ved dem; saadan Uart og Uvane har ogsaa gjort, at ved Søgningen efter Gjætere maa Fattigfolks Børn staa tilbage.

b. Søgne.

Fra denne Bygd, Nabobygd til Holme, har jeg allerede ved Skolelærer Storakers Bistand kunnet anføre Adskilligt om Baadebygning og Kystbedrift (Side 23). Den indre Del af Sognet kan imidlertid henregnes til Skov-Egnen, og derfor har jeg til dette Sted gjemt nogle af Hr. Storakers yderligere Meddelelser.

«Sognet ligger langs Kysten, og Befolkningen henter sin Næring væsentlig fra Søen. Denne har været den Kilde, hvorfra den almindelige Velstand i Sognet er hentet, og hvorved dette Sogns økonomiske Tilstand danner en af de faa Undtagelser fra den mislige Forfatning, som almindeligen findes her i Amtet. Ikke saa Faa fare paa længere Farvande, og Mange have smaa Fartøier, hvormed de om Sommeren fare paa Danmark og om Vinteren deltage i Vaarsildfisket. Forholdsvis Faa drive Fiskeri i Hjembygden. I dette Strøg er 121man i Vintertiden iøvrigt sysselsat med at binde Silde-, Makrel- og Laxegarn og forarbeide Hummerteiner, medens Kvinderne spinde Hamp, et Arbeide, som dog nu lettes noget derved, at man tildels benytter maskinspundet Hampe- og Bomuldsgarn, dog nu mindre af det sidste Slags paa Grund af dets høie Pris.»

«I den vestlige Del af Sognet kring den et Stykke ind i Landet stikkende Trysfjord har man omtrent de samme Sysler. Her forarbeides desuden endel Aarer af Baghuner, hvilke dels afsættes inden Sognet – deriblandt til Egnens ene Landhandleri, – dels i Christiansand. Det meste Arbeide er daarligt og betales med fra 14 pr. Par for Aarer fra 8 til 14 Fods Længde og op til 1 pr. lovende Fod.»

«Fra denne Kant kommer ikke Ubetydeligt med Bastetouge, som mestendels benyttes til Hummerteine-Touge, hvortil der medgaar en stor Mængde; for endel benyttes de ogsaa som Garntouge. En større Del afsættes til en Handlende i Christiansand, dels til samme Brug, dels til – Haandfang-Stropper i de mange Fiskekasser, som derfra afgaa med fersk Makrel og Lax. Tougene ere tolagte, ½ Tomme i Gjennemsnit, 12 Favne lange, og betales med omtrent 12 pr. Stykke. Det skal paa den Kant af Sognet være en almindelig Bisyssel at forfærdige saadanne. Paa en Vinteraften skal En kunne række at «lægge» et Toug, naar Bastene ere færdige. Enkelte skulle om Vinteren kunne sælge for op til 30 Spd. Man klager over, at man kommer i Forlegenhed for de fornødne Bast, da Lindetræerne ikke behandles med den fornødne Omtanke.»

«I den øvre Del af Sognet, nordenfor den fra Øst til Vest gaaende Hovedvei, staar nok den egentlige Kvinde-Husflid høiest. De fleste gaa i hjemmevirkede Klæder. Kun lidt Vadmel og Lærred afsættes. Fra dette Strøg kommer ikke ubetydeligt af forskjellige Træsager, saasom Kul-, Korn- og Ballastskuffer, Trouge, Haandspager, Øsekar, Vandøser, Sleve, Træskeer o. s. v., som afsættes inden Sognet og fornemmelig i Christiansand til Handlende. At faa en Opgave over, hvad 122en Familie kan forarbeide og afsætte paa en Vinter, er ikke saa let. Folk husker det ikke selv. Fra en enkelt større Gaard, Repstad, kommer forholdsvis meget af saadanne Træsager, og nogle Exempler derfra faar medtages:

«En Vinter blev fra 4 Familier der opkjøbt for noget over 80 Spd. udelukkende i Træskuffer, som betaltes med fra 1 20 til 2 6 Dusinet. De bleve udskibede til England.»

«Fornylig trak En afsted derfra med et lidet Kjælkelæs med smaa Træsager, hvoriblandt 28½ Tylvt Skeer. Det indbragte ham 6 Spd.»

«En af Baadebyggerne her kjøber for omtrent 20 Spd. i Nagler aarlig fra denne Gaard. Ogsaa en anden af de større Baadebyggere forskaffer sig de fornødne Nagler derfra. For de almindelige 3–3½ Tom. lange og ½ Tom. tykke Enernagler betales almindeligt 1 Spd. pr. stort Tusinde og for større op indtil 8 Ort. En øvet Skjærer bruger omtrent 2 Minutter til hver af de smaa Nagler. Fortjenesten er ikke stor.»

«Den ene Landhandler kjøber nogle Gros Træskeer derfra aarlig for 6 à 8 Dusinet op til 12. – Af Skuffer og Haandspager har en stor Del været afsat; men det er mindre nu, da man mangler de fornødne Træmaterialier, til de første Aasp og til de sidste Ask, Løn og Bjerk.»

«Børnene skulle ikke blive gamle der, før de maa hjælpe til. Jeg talte nylig med en Mand der. Hans ældste Søn var 7 Aar. Han kløvede og spikede Ved og brugte Tollekniven; men han kunde jo ikke bruge den saa, at Noget kunde sælges. Kjøkkenerne ere byggede store, og her sidder man da med de grovere Arbeider om Vintrene. Det er en Selvfølge, at man forarbeider de fleste Gaardsredskaber.»

«Man siger selv, at man der fra gammel Tid har været vant med at arbeide, og man beklager, at nogle af de Yngre ikke benytte Tiden saavel, som de kunde.»

c. Holt.

Seminarielærer, Kirkesanger Feragen har imødekommet mit Ønske og sendt mig en udførlig Beretning. I et Forord 123forbereder han paa, at vi ikke maa vente at finde nogen meget udviklet Husflid. Der er megen Ulighed i dette Stykke omkring i Landet; alligevel antager han, at naar man tager alle Ting i Betragtning og fatter sig ind i hvert Steds Forholde, Sæder og Skikke, saa vil man ikke saa meget undres derover. «Et saadant udvidet Syn paa Folkelivet og Forholdene, siger Meddeleren, vil ialfald gjøre os varsomme i vore Domme. Ved første Øiekast ser det nemlig ud, som om Folket i de Egne, hvor Husfliden Intet frembyder til Salg, skulde være henfalden til Ørkesløshed og Dovenskab; men at en slig Dom er overilet og urigtig, viser sig let for Enhver, som kjender nøiere til Folkets Stel i det Hele og i de enkelte Bygdelag».

Man vil finde, at hvad Hr. Feragen skriver om Holt, kan gjælde som Prøve paa Tilstanden i mangfoldige af vore Bygder, og jeg gjengiver derfor hans Meddelelse nogenlunde fuldstændigt, saaledes:

«Meget af denne Husflid kommer ind under Haandværksarbeide og øves af Haandværkere som deres fornemste Næringsvei. De fleste af disse er omgaaende, saasom Skræddere, Skomagere, Malere og tildels Smede og Snedkere. Skomagerne befatte sig tillige med simpelt Sadelmagerarbeide; de kunne arbeide Sæletøier, Skvætlæder, Hynder til Reisekjærrer o. lign., og i dette Arbeide deltage ofte Bønderne selv og deres Sønner, naar Skomageren er i Huset. Paa en stor Del af Bøndergaardene findes Smidie med det nødvendigste Værktøi, og til visse Tider af Aaret leies Smed til at udføre Husets Behov af Smideri, saasom Spader, Hakker, Øxer, Hestesko, Beslag til Slæder, Arbeidskjerrer og andre Gaardsredskaber, og heri tager gjerne Husbonden og hans voksne Sønner virksom Del, ligesom de og nu og da kunne pusle med et eller andet nødvendigt Smaa-Arbeide i Smidjen, om Smed ikke er i Huset. Ljaaer og Sigder derimod smedes ikke i Almindelighed hjemme, men kjøbes af Ljaasmede, hvoraf Bygden har flere meget flinke. Snedkerbod findes ogsaa ofte paa Bondegaardene, og her sættes da istand enkelte Redskaber og arbeides fra nyt af de allersimpleste, saasom Stubklæder, Drætter til Arbeidsklæder, Ljaa-Aarv, 124River, Økseskafter o. lign. Almindeligt Bohave, saasom Borde, Stole, Senge o. s. v., arbeides ikke i Huset, men efter Bestilling dels hos Bygdens Snedkere, dels i Byen. Hjulmagere og Malere findes her til Bygdens Behov; de første udføre Arbeidet hjemme i sine egne Verkstæder, de sidste gaa om til Folk efter Bestilling og udføre indvendig Maling af Værelser og af Bohave. Husebygningernes udvendige Bordklædning derimod overstryges almindeligvis af Gaardens egne Mandfolk, i Regelen tredie- eller fjerdehvert Aar med Tjære og Rødbrunt. Og hermed har jeg omtalt tætpaa al den Husflid, som øves af Mandfolkene. Rigtignok pusle enkelte af Bygdens Husmænd i sine Fristunder med at gjøre River, Snestuffer, Spadski, Trauge og andre smaa Træsager, tilhugge Skibsnagler af Eg og Furu, og en Enkelt fletter Bastereb; men, Udbyttet heraf er saa lidet, at det neppe er værd at omtale. Ogsaa endel af Bønderne i den øvre Del af Bygden hugge Skibsnagler og flette Egebark til Salg, hvilket Arbeide skal lønne sig ganske godt. Med Bødkere er Sognet meget daarlig forsynet; her findes høist 2–3 saadanne, der desuden ikke befatte sig med Bødkring uden som Mellemstundsarbeide. Sit meste og bedste Trætøi, saasom Kar, Bøtter, Baljer, Stripper, faa Holtingerne fra Nabosognet Vegarsheien, hvor ogsaa de bedste Egeski arbeides. – Blandt Næs Jernværks Arbeidere, der i det Hele udmærker sig ved Flid og Orden, findes mange meget hændige Folk. Disse kunne som Fristundsarbeider levere vakre Tæljeknive med polerte Skafter og Messingholker, samt messingbestaaet Belte og Slire, og desuden vistnok de smukkeste og mest hurtigløbende Kjelker i hele Landet. Men de levere disse Ting kun efter Bestilling; de faldbydes sjelden eller aldrig. Dette var alt».

«For bedre at kunne dømme om Sagen, maa jeg i al Korthed omtale Mandfolkenes Arbeide hersteds i de forskjellige Aarstider. Skogdrift, Jordbrug og Kjørsel for Jernverket og Skibsværfterne ere Bygdens væsentligste Næringsveie. Husmændenes stadige Vinterarbeide er saaledes Hugst i Skogen og Arbeide (i visse Tidsrum baade Nat og Dag) ved 125Kulmilerne, og om Sommeren bruges den Tid, de har tilovers fra Vaar- og Høstingsarbeidet paa sine Pladse og paa Gaardene, for det meste til Fløting af Tømmer i Elven. Flere af dem befatte sig ogsaa med Tømmermands- og Snedkerarbeide, og enkelte ere Skomagere og Skræddere. Saaledes have de almindeligvis saa fuldt op med Arbeide hele Aaret, at det som oftest er meget vanskeligt for Bonden at faa Folk nok til at udføre sit Markarbeide og Hugst i Skogen til rette Tid. Fra Vaaronnen begynder lige til al Indhøstningen er endt, har Bonden og hans Folk daglig Arbeide ude, almindeligvis fra Kl. 5–6 om Morgenen til 7–8 om Aftenen. Mellem Vaaronnen og Høstingen (Hauballen), istandsættes Gjerder, graves Grøfter (Diker), optages Nyland, fremkjøres Jord til Gjødselblanding og eftersees Husene. Ved Siden heraf kjøres paa Veien. Efterat Indhøstingen er tilendebragt, begynder Skoghugsten, der efter Omstændighederne fortsættes til ud i Januar og Februar, da « Bruget» kjøres frem til Vasdrag, Veie, Sælgerpladse og Skibsværfter. Dette «Brug» bestaar da af Sagtømmer, Skibstømmer, Ege- og Furuknæer, Førhudningsplanker, Dæksbjælker og enkelte større Træer, saasom Ræer, Bougspryd, Stavn og mindre Master. Herforuden fremdrives endel Brændeved til Salg. I Vintermaanederne fremkjøres ogsaa til Jernverket den Kul, som er brændt i Løbet af Høsten, og desuden Malm fra Gruberne og Jern- og Staallas til Byen. I denne Tid gaa Mandfolkene til sit Arbeide, naar det lyser af Dag, og holde paa dermed indtil det mørkner; de puste kuns en kort Stund til Middag, mens de tage en Bid Mad, der ofte er frosset. Ved Malm-, og Kulkjørsel maa de tidt tage ud Kl. 4–5 om Morgenen, ja stundom tidligere, for at kunne række hjem nogenlunde med Dag. Det er de lange Vinteraftener – paa den mørkeste Aarstid lige fra Kl. 4–5–, som lidet nyttes af Husets Mandfolk. Det falder af sig selv, at de, som komme hjem fra Skoghugsten, ere trætte og sultne og trænge til Hvile. Kjøringen derimod er jo et mindre anstrængende Arbeide, ofte meget letvindt; men er Vinterdagen kold, saa paafølger gjerne Døsighed, især hos 126Folk med liden Aaadslivlighed, naar de komme ind i den varme Stue og have faaet sin Mad tillivs. Rigtignok soves ikke hele Aftenen bort, men det er ogsaa undtagelsesvis, at Mandfolkene nytte disse Timer til, hvad der kan kaldes Arbeide selv af letteste Slags. Husskikken er jo altid lidt forskjelllg i de forskjellige Huse ogsaa i dette Stykke; desuagtet bliver Sandheden den, at i Almindelighed gaar Vinteraftenerne om ikke aldeles unyttet, saa dog mindre velnyttet hen for Mandfolkene. Der samtales og tildels læses der. Husbonden selv pusler gjerne med Et eller Andet, hans Sønner ogsaa; men Tjenestegutterne derimod døse Kvelden hen eller sove den bort, da de anse sig fritagne for alt andet Arbeide end at lægge Foder for Hestene, naar de har gjort sit Dagværk i Skogen eller sine Vendinger paa Kjøreveien. Denne Tone, Skik – eller rettest Uskik – er nu engang kommen ind, og det er endda meget vanskelig, for Bønderne at faa nogenlunde duelige Tjenestegutter. Bygdens unge Mandfolk tage i Almindelighed ikke Tjeneste og ville ikke gjerne befatte sig med Kjørsel; men de lære hellere et eller andet Haandværk, tage tilsøs, søge Arbeide paa Skibsværfterne eller Ansættelse som Krambodfolk i Byen. De odelsberettigede Sønner blive naturligvis ved Gaarden, og ofte deles denne saaledes, at ogsaa den næstældste Søn faar en Part. Tjenestegutter maa saaledes for en stor Del faaes andetstedsfra, især fra Bygderne oppe i Landet og vestenfor. Disse Gutter kunne sjelden eller aldrig sættes til andet Arbeide end at følge Hesten og hjælpe til i Vaarvinning og Høsting. De have intet Lag paa Haandarbeide og maa almindeligvis oplæres til at hugge i Skogen. Enkelte blandt dem, som ere af en godvillig Natur, kunne rigtignok Husbondsfolkene formaa til at tage Hænderne i let og simpel Smaapussel om Kvelden, saasom at binde Sopelimer eller lignende til Husets Behov; men de allerfleste ville ikke, og mange af dem kunne ikke. Da de vide, at de let kunne faa Tjeneste her eller der uden at bestille noget i Vinteraftenerne, saa flytter de heller fra selv den bedste Husbond, end de lade sig tvinge til at tage lette Smaa-Arbeider mellem Hænderne i de Timer, de efter Bygdens Skik 127tro at have til egen Raadighed. Det er tilvisse slemt, at en slig Uskik er kommen ind i Bygden, men det er endnu værre at de nævnte Forholde lægge væsentlige Hindringer iveien for et bedre Stel. Saa længe det er saa vanskeligt at faa Tjeneste- og Arbeidsfolk, maa der desværre slaaes af selv paa de billigste Fordringer.»

«Kvindernes Husflid fremviser en langt lysere Side af Virksomheden i det stille Hjem. Har en Gaardmandskone ingen voksne Døtre til sin Hjælp, holdes i Almindelighed 2 Tjenestepiger, hvoraf den ene har Arbeidet udenhuse og den anden indenhuse, eller og skiftes de med at være ude og inde hver sin Uge. Husmoderen selv har Tilsyn med og tager kraftig Haand i saavel Ud- som Indarbeidet. Saasnart en Datter er bleven voksen, undværes gjerne den ene Tjenestepige, og dersom der er to eller flere voksne Døtre i Huset, hjælper man sig uden Tjenestepiger. Husmoderen med sine Døtre eller Tjenestepiger udfører ikke alene alt Kvindearbeide inde og ude, saasom Børnepleie, Madlavning, Husets Renholdelse, Brødbagning, Klædesvask, Kreaturrøgt, men tager ogsaa væsentlig Del i Vaar- og Høstarbeidet ude paa Marken fra tidlig Morgen til sen Kveld. At sætte Poteter, sprede Gjødslen ud over Ageren, ja endog hjælpe til at læsse Gjødsel, er meget almindelig Kvindernes Arbeide i Vaaraannen. I Hauballen rydde de Jorderne for Kvist, Sten o. lign. og vaske Værelserne fra øverst til nederst, hvilket sidste Arbeide maa være udført før St. Hanstid. Sidst i Juni eller først i Juli maa Potetagrene græsses og hyppes, og hertil bruges jævnligst Kvinderne. Høonnen giver dem Arbeide fuldtop med at brede, vende, saate (ruke) og læsse Hø. Alle Kornagre skjæres af Kvinder, og tilslut ere de med at tage op Poteterne. Saa kommer Arbeidet paa Laaven. Hvor der bruges Treskemaskine, er Tjenestegjenterne og Husets Døtre med at lægge for og tage fra; men hvor en slig Indretning ikke haves, der udføres Treskingen med Fløiler (Slaaer) næsten udelukkende af Kvindfolkene, som ogsaa kaste og rense Kornet. Saasnart dette Arbeide er udført, almindeligvis ud i November Maaned, kommer Rokken 128frem, og Husmoderen med sine Piger sidder stadigt ved den til enhver Tid af Dagen, som levnes fra det nødvendige Husstel, ofte – eller i mange Huse – fra Kl. 6 om Morgenen til Kl. 9 om Aften. Der spindes Uld, Lin og Stry til Vævnad. Efter Nytaar rendes Vævene, og hele Vinteren udover høres Vævslagene lige saa stadigt som Rokkesurren før Jul. Ved denne Kvindernes utrættelige Flid – vistnok større eller mindre i de forskjellige Huse – forsynes almindeligvis Familiens Lemmer med de nødvendige Gang og Sengklæder; thi der væves Lærred, Vadmel, Værken og Dynevar, altsammen baade smukt og godt. Heldigvis finde endnu saavel Gaardmands som Husmandsfolk her i Bygden sig bedst tjent med at bruge hjemmevirkede Tøier til Klæder, skjøndt det ikke kan nægtes, at Kjøbetøier i senere Tid begynde at finde mere og mere Indpas til «Søndagsklæder». Her holdes gjerne Sauer paa hver Gaard, dog mindre nu end før, fordi man føder inde hele Vinteren. Ulden bruges til Hoser, Vadmel, Værken og Dynevar. Strikning af Hoser og Vanter udføres ofte udenfor Huset af Husmandskoner, Enker, gamle og sygelige Kvinder. Disse have for ogsaa modtaget Stry og Lin til Spind, men nu er det vanskeligere at faa dem til at tage saadant Arbeide; ialfald udføres det aldrig for saa billig Pris som før.Forfatternote: Spind af 1 Mark Stry betaltes for nogle Aar tilbage med 5 Sk., nu derimod med 8 Sk. Dette er noget som følger ligefrem af Forholdene, Alting er nu dyrere, og desuden er Husmændenes Adgang til Fortjeneste større og som Følge heraf deres Kaar i det Hele taget bedre nu end for længere tilbage. For 15 – 20 Aar siden besørgede Sognets Fattigvæsen indkjøbt Stry, som blev leveret trængende Kvinder til Spind mod Betaling, for at skaffe ledige Hænder Arbeide; men dette er nu ophørt. De kvindelige Lægdslemmer sysselsættes gjerne i Husene med at karde Uld, nøste Garn og lignende lette Arbeider. Det er ogsaa til disse Smaasysler, Husmoderen tidligst sætter sine Døtre, i 7–8 Aars Alderen, lidt senere til at strikke og spinde, derimod 129sjelden til at sy, før de blive ældre, og lidet nok da. Der er Mange, som sende sine Døtre til Syskole, naar de ere konfirmerte, vistnok fordi de mærke, at den nødvendige Dygtighed i Søm ikke kan faaes i Hjemmet. Smaapigerne gaa sin Moder tilhaande i Kjøkkenet og paa Marken samt med at passe sine mindre Søskende».

«Før Bomuldspriserne steg op, fandt man bedst Redning i at kjøbe Bomuldsgarn til Vævnad af Lærred og til Rending for Værken, dog avledes paa flere Gaarde endel Lin til Hjælp. Siden Bomuldsgarnet blev saa dyrt, har man derimod lagt sig mere efter Linavl, saa at der nu paa næsten hver Gaard og hver Husmandsplads frembringes adskillige B Lin hvert Aar. Stellet hermed optager ikke Ubetydeligt af Kvindernes Tid. Der er de Gaarde, hvor der aarlig kan avles indtil 10–12 B samfængt Lin, men paa de fleste mindre – fra 1 til 6–8 B.»

«Jeg har mangen Gang undres over, hvorledes en Husmoder, med den liden Hjælp, hun ofte har, kan række at overtage alt dette. Alene børnepleien, Madlavningen og Kreaturstellet optager, som Enhver kan skjønne, en væsentlig Del af hendes Tid. Vistnok er Kreaturholdet her ikke stort, paa almindelige Bondergaarde fra 4–5 til 12–14 Storfæ foruden Sauer og Svin, men der skal dog Tid til Røgten alligevel. Husets Renholdelse optager ogsaa her mere Tid end i mange andre Bygdelag; thi Renlighed hersker her i Almindelighed, vistnok mere eller mindre i de forskjellige Huse, efter som Formuesomstændighederne og andre Forholde kunne medføre. Gulvene feies hver Dag og skures hver Lørdag i Regelen, undertiden oftere. Borde, Bænke, Kopper og Kar holdes rene, og naar Fremmede komme til Hus, dækkes Bord med hvid Dug, med Stentøi, Knive og Gafler, ligesaa pent som hos Borgerfolk i Byerne. I Arbeidslag og navnlig i Onnetiderne kan det nok se mindre ordentligt og renligt ud i Værelser, hvor Familien har sit daglige Stel; men herover undres ingen Fornuftig. Begreberne om Renlighed er og maa efter Enhvers tilvante Forholde være forskjellige. Saaledes vil t. Ex. 130Folk fra mindre renslige Bygdelag finde det meget propert i Bondehusene hersteds, medens Andre, der ikke kjende til, hvad Bondens Husstel fører med sig, ville finde netop det modsatte. Der vil vel ingen med Billighed vente, at en Bondekone med alt det Arbeide, som foran er omtalt, skal kunne holde det saa blankt og blast i sit Hus, som Damer, der have en Tjener for hveranden Finger til sin Opvartning, kunne gjøre Fordring paa. Renlighed og Orden kan der findes, om ikke Alt staar pudset som til Høitid, og Folk her er ikke rukket lidet frem i disse huslige Dyder, om det end maa erkjendes, at de i mange Huse kunde og burde øves mere. Dog – det gaar stadigt fremad ogsaa i denne Henseende.»

Om Om Husfliden i Norge

Om Husfliden i Norge til Arbeidets Ære og Arbeidsomhedens Pris var den første omfattende systematiske studie av husflidsarbeid i Norge. Boken er Eilert Sundts hyllest til allmuens arbeid, innovasjon og kunnskap. Data om husflid innhentet fra hele landet via spørreskjemaer og svarbrev gjorde det mulig for Sundt å foreta en komparativ analyse.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1867 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook