II. DEN DØDE.

16– Vi har fundet en dræbt Mand oppe i Veien, sa Gutten. Øinene stod som to Feberpletter i hans Ansigt, hele hans Krop dirret.

– Jeg saa ham ogsaa, stammet den gamle Fisker.

– Men jeg saa ham først, sa Gutten.

Ovenpaa dette blev der ikke sagt noget i flere Sekunder. Den forfærdende Meddelelse var slaaet ned over os som en Lammelse; jeg kunde se, hvordan Menneskene omkring mig følte det utrolige i Hændelsen, og den virket saa meningsløs, saa opskakende, just fordi den var en saa pludselig og voldsom Modsætning til den hjemlige, varme Sommerfred, hvori vi befandt os: Vinden vaklet lindt henover Engene, Smaafuglene fyldte Luften med et Myldr af Plystren og nede fra Sjøen hørtes en Motorbaads hurtige og støiende Pulsslag. En Glasdør blev revet op inde i Sommerhotellet og jeg hørte Værtinden ærgre sig over Pigerne. Bankmanden raabte pludselig:

17– Men du store Gud, lad os se at komme derop da.

Vi Mandfolk lagde straks ivei, halvt i Løb, halvt i Gang og stirrende ret frem for os. Damerne betænkte sig lidt, men fulgte dog efter i nogen Frastand. Og Gutten sprang som en ivrig liden Hund snart foran os og snart i Benene paa os. Han viste Veien.

Vi kom gjennem Skogen, det tog ikke mere end fem Minutter; der mødte vi nogle Mennesker og vi rev dem med. Vi kom ud paa den øde Slette, der laa og brændte som en Ørken i Soldampen. Vi holdt os til Veien, som gik langs Skogranden. Medens vi løb snakket vi med Gutten.

– Er du sikker paa, spurgte vi, at du har seet rigtig?

– Ja, det er aldeles sandt, svarte Gutten, jeg skulde drive Kreaturerne ud paa Sletten og saa fandt jeg ham.

– Hvorledes fandt du ham? Snublet du i ham?

– Nei, men den store Oksen stod og snuset med Mulen nedi Græsset. Jeg hujet paa Oksen, men den vilde ikke afsted; saa gik jeg bort for at se, hvad det var. Og da saa jeg Manden nedi en Grop. Han laa fremstupes med Ansigtet i Jorden.

– Og hvad saa?

– Jeg blev forfærdelig rædd og løb alt, hvad jeg orket. Nede i Skauen traf jeg en Mand med et Blikspand i Haanden. Da jeg fortalte, hvad 18jeg havde seet, sprang vi begge tilbage til Stedet. Og saa sa han med engang –

– Ja, saa sa jeg, afbrød Manden selv, som løb ved Siden af Gutten, saa sa jeg straks, at han var slaaet ihjæl.

– Hvoraf kunde De se det!

– Hovedet, mumlet Manden, Hovedet var stygt. Men nu er vi der straks.

Og straks efter var vi der.

Nede i en liden Sænkning og saa nær Skogranden, at Skyggerne naaede ham, laa Manden. Studenten, som snart skulde bli medicinsk Kandidat, var først henne ved ham og jeg hørte ham raabe:

– Det er Forstmester Blinde.

Og nu kjendte vi ham allesammen, Damerne ogsaa som lidt efter hæseblæsende kom tilstede. Den døde var Forstmesteren, som jeg Aftenen i Forveien havde seet forlade Frøken Hildes Værelse. Han var endnu klædt i den samme grønne Jagtfrakke og Geværet havde han med sig.

Vi kunde alle straks se, at han maatte være dræbt, for han havde et gabende Saar i Baghovedet. Den stakkels Fyr var stupt hovedkuls fremover af Slaget og han maatte være død straks, for hans Ansigt laa nedtrykt i den myge Muld. Han havde faldt over Geværpiben, kun Skjæftet stak frem.

Studenten bad om et Lommetørklæde. Han fik laane et af Damernes og han lagde det varsomt over Saaret. Saa reiste Studenten sig og sa:

19– Ingen maa røre ham.

En af Damerne hulket. Der laa en besynderlig Stemning i Billedet, noget som mindet om en stille Begravelse en fin Vaardag fra en fattig Landskirke. Luften var saa vidunderlig lys og gjennemsigtig, det kridhvite Lommetørklæde over den dræbtes Hoved bevæget sig saavidt, skalv i Kanterne. Udover Sletten blinket det gyldent i Kreaturerne og Dyrene saa paa os med de store, dumme Øine.

Jeg er sikker paa, at i dette Øieblik tænkte ingen af de tilstedeværende paa, hvorledes Mordet kunde være foregaaet, og heller ikke faldt det nogen ind at studere paa, hvem Morderen vel kunne være. Alle var for stærkt optat af det foreliggende, af hvad der allerede var skeet, der var ikke Rum for andre Tanker, Indtrykkene havde endnu ikke fæstnet sig og Billedet af Hændelsen, af selve det foreliggende Faktum ikke fuldkommengjort. Først naar det utrolige var blit fastslaaet som en Kjendsgjerning i Bevidstheden vilde Spørgsmaalet komme: Hvorledes er dog dette foregaaet?

Den lille medicinske Kandidat havde tydeligvis Instinktet som Opdager. Han spratt op, da han hørte den lille Gut si:

– Her ligger Hatten.

Og da Gutten bøiede sig for at ta Hatten op, styrtet Medicineren straks til og greb ham i Armen.

– Lad Hatten ligge! brølte han.

20Og Hatten blev liggende.

Det var en grøn Filthat, en saadan som Jægerne bruger. Den havde en stor Knap paa venstre Side og et flot Baand omkring Pullen; det var den døde Forstmesters Hat.

Medicineren forklaret sig med Sagkundskab.

– Her er begaaet en Forbrydelse, sa han, vor fælles Ven, Forstmester Blinde er slaaet ihjæl af et ukjendt Menneske. Døden er indtraadt næsten øieblikkelig, saavidt jeg kan forstaa, og han er rammet af et stumpt Redskab omtrent midt i Baghovedet.

Dette Udtryk «et stumpt Redskab», som formelig gufset af Fængsel og Politi, fik Damerne til at gyse; de fjernede sig mere og mere fra det uhyggelige Sted og tilslut var bare vi Mandfolk samlet omkring Liget. Medicineren var fremdeles den ivrige.

– Der ligger hans Hat, fortsatte han, den er naturligvis faldt af ham, i det samme han fik Slaget. Det er bedst at lade den ligge urørt, indtil Detektiven kommer.

– Detektiven? spurgte jeg, venter De en Detektiv?

– Ja, naturligvis, svarede Medicineren, vi maa telegrafere efter en Detektiv; jeg har en udmerket Mand i Kristiania.

– Han kan ikke være her paa mangfoldige Timer, indvendte jeg, og det gaar ikke an, at vi lar den døde ligge her.

21Medicineren blev en smule betænkelig ved disse Udsigter.

– Over Natten kan vi ikke la ham ligge, sa han, hvis ikke Detektiven kan være her inden Midnat saa maa vi se at faa bragt den Døde i Hus. Da jeg reiser meget er jeg bestandig i Besiddelse af en Fortegnelse over Jernbane- og Dampskibsruterne. Jeg tog mine Tabeller frem og satte mig ned i Græsset for at studere dem. Medicineren lagde sig paa Knæ ved Siden af mig og stak ivrig sit Hoved fremover mine Tabeller.

– Nu er Klokken 12, sa jeg, er De ganske sikker paa, at den Politimand De vil ha fat i opholder sig i Kristiania.

– Saa temmelig sikker. Jeg har hans Adresse.

– Meget vel. Saa sender vi et Telegram. Dette Telegram kan neppe være i hans Besiddelse før Klokken 2. Derved naar han ikke Hurtigtoget som gaar fra Kristiania om en halv Time. Han maa vente til det almindelige Persontog Klokken 5,13.

– Han er istand til at ta et Extratog.

– Det gjør han neppe; nu gjælder det jo ikke om at hindre en Forbrydelse, men at opklare en Gaade, som allerede foreligger. Vi maa regne med at han venter til 5,13. Han kan jo heller ikke komme ganske hovedkuls afgaarde. Fra Kristiania til den nærmeste By er der fem Timers Jernbanefart. Han naar saaledes paa ingen Maade Aftenbaaden ud til dette Sted. –

22– Han finder sikkerlig en hurtig Motorbaad.

– Javel, men selv en meget hurtig Motorbaad klarer ikke Strækningen paa mindre end fire Timer. Før Klokken to inat kan han ikke være her.

Medicineren virret paa Hovedet.

– Da kjender De ikke den Detektiv, jeg taler om, sa han.

– Ligegyldig, svarede jeg ham, vi maa regne med de foreliggende Omstændigheder. Naar den overveiende Sandsynlighed taler for, at Politimanden ikke kan være her før Klokken 2 inat, da mener jeg, at vi maa se at faa den Døde bragt i Hus.

– Ja, ja, svarede Medicineren, der er vel intet andet for. Men skal vi ta ham med ned til Sommerhotellet.

Jeg skulde til at svare, men blev stanset af en Mand som trængte sig frem gjennem Menneskeklyngen, som omgav os.

Det var Stedets Politimyndighed, Lensmanden.

Rygtet om det uhyggelige Fund havde hurtig spredt sig. Fra Sommerhotellet blev der telefoneret til Lensmanden, som paa nogle Minutter var cyclet herhen.

Han var ganske forvirret over den usedvanlige Hændelse; jeg kunde se det paa hans blege Ansigt og hans skjælvende Hænder. Han gjenkjendte ogsaa straks Manden i den grønne Jagtfrakke og 23mumlet: – Stakkels Fyr; hvorledes ialverden kan dette hænge sammen.

– Han er slaaet ihjæl, svarede Medicineren, det kan De vel se.

Lensmanden bøiede sig over Liget og hvisket:

– Javist, javist.

– Vi er blit enige om, at den Døde bør bringes i Hus, fortsatte Medicineren, Detektiven kan neppe være her før imorgen tidlig.

Medicineren forklarte ham, at en dygtig Politimand fra Hovedstaden burde ta sig af denne Sag, og Lensmanden var enig heri. Han takket Medicineren forbindtlig, da denne paatog sig at faa Kristiania-Detektiven ud til Mordstedet. Det lod til, at Lensmanden bare var glad over, at Ansvaret for endel blev tat væk fra ham.

Men hvor skulde nu den Døde bringes hen?

Der blev igjen tale om Sommerhotellet og Lensmanden mente, at naturligvis maatte den Døde bringes did, hvor han havde boet i levende Live. Hertil indvendte jeg, at det vilde være det samme som at jage Flesteparten af Gjæsterne, iallefald alle Damerne, ud. Man maatte finde et andet Sted.

Og da erindret Lensmanden, at nogle Minutters Vei borte laa en ubeboet Hytte, en liden Sandgraverhytte. Det blev straks besluttet, at der skulde den Døde bringes hen.

Der var Folkehjælp nok i Nærheden. En Baare blev i en Fart lavet til. Den Døde løftedes op, Geværet blev lagt ved hans Side.

24Den Dødes Ansigt var ikke det mindste fortrukket. Det var bare endel tilsmudset af Jord og Sand.

Medicineren greb mig i Armen.

– Nei, se paa ham, sa han.

– Hvad er det?

– Se paa hans Ansigt. Det smiler.

– Det forekommer mig aldeles utryksløst, svarede jeg.

Medicineren saa længe paa den Døde.

– Han har smilet, mumlet han, et Haansmil har trukket over hans Ansigt, lige før det dræbende Slag traf ham.

Medicineren foreslog at dække den Dødes Ansigt med Jagthatten. Det blev gjort. Fire af de Tilstedeværende bar saa den Døde hen mod Sandgraverhytten, hvis morkne graa Væg vi kunde skimte mod en brun Lynghei. Lensmanden gik ved siden af. Jeg holdt mig noget tilbage, jeg har bestandig havt en uovervindelig Afsky for Lig og Begravelser.

Men hvor var Medicineren.

Jeg vendte mig om. Sandelig laa han ikke paa alle fire ved Mordstedet og snusede som en Hund rundt i Jorden.

Jeg maatte smile. Det var en ung Fyr, han kunde knapt være nitten-tyve Aar. Formodentlig var han blit proppet med Røverhistorier, han vilde spille Detektiv. Han undersøgte Sporene – som om det var paa den Maade at Forbrydelser blev eftersporet i vore Dage!

25Jeg formet Haandfladen som en Raabert om Munden og skreg hans Navn.

– Hei, De, skar min Stemme indover Sletten, skal vi ikke slaa Følge?

Han reiste sig langsomt, børstet Smudset af Knærne og slentret hen til mig.

– En underlig Historie, sa han, det kan ikke være længe siden han er dræbt.

Nu begyndte altsaa Reflektionerne. Iagttagelserne var blit samlet, der hændte ikke noget mer. Vi begyndte at tænke tilbage og det første Spørgsmaal som dukket op var: Naar er dette skeet. Det næste vilde uvilkaarlig bli: Hvorledes er det skeet?

Jeg svarede:

– Lad os undersøge paa Hotellet, naar han gik ud. Jeg saa ham ikke til Frokost.

Vi kom hen til Damerne, som stod i en Klynge og gjorde hinanden forskrækket. Vi udspurgte dem, ingen havde seet Forstmesteren; – men han pleiede at staa tidlig op, langt tidligere end de andre Gjæster.

En halv Time efter var vi samlet paa Hotellets Veranda. Medicineren var kjørt til Telegrafstationen. Vi ventet alle paa hans Tilbagekomst og speidet nedover Veien. Lensmanden cyclet forbi med stort Hastværk. Et og andet Menneske kom løbende. Nu kjendte alle Begivenheden, Uhyggen slog ned paa Gaardene; vi kunde se, at Folkene stanset i sit Markarbeide, 26enkelte gik hurtig til Husene med sine Redskaber paa Ryggen. En Grind klang, det var Medicineren som kom løbende fra Telegrafstationen. Han svinget med Luen, saa dens røde Silkefoer glimtet Solen og allerede langt borte raabte han:

– Jeg har talt med ham i Telefonen.

Han var gjennemrystet af Bevægelse og voldsomt ivrig.

– Jeg har talt med ham selv i Telefonen, gjentog han, da han larmende traadte op paa Verandaen.

Han nævnte ikke Politimandens Navn, men vi skjønte jo alle, hvem han mente.

– Kommer han, spurgte vi i Munden paa hinanden.

– Ja, han kommer saa hurtig som mulig; men han kunde ikke sige nøiagtig naar.

Jeg indskjød en Bemærkning.

– Bare vi ikke ser os blinde paa Sagen. Hvem ved om det er et Mord?

– Hvad er det saa?

– Kanske et Ulykkestilfælde.

– Umuligt, utænkeligt, sa nogle. Og vi snakket længe frem og tilbage om dette. Og pludselig spurgte en af Damerne:

– Men hvem i alverden er det, som har dræbt ham?

Ja hvem? Det var Gaaden. Forstmesteren havde slet ingen Fiender, som vi vidste om. En meget fredelig Fyr, betydelig indesluttet. Han 27vilde helst ikke omgaaes de andre Gjæster, talte sjelden under Maaltiderne og gik lange Turer alene.

– De kjendte ham jo fra før, sa Medicineren til mig, kanske De kunde tænke Dem et eller andet –

– Jeg kjendte ham kun løseligt, svarede jeg, kanske jeg har truffet ham to-tre Gange i det hele. Jeg kan ingen Oplysninger gi.

Kunde det være et Rovmord?

Neppe; baade Medicineren og jeg havde lagt Mærke til, at baade hans Diamantring og hans Guldurkjede var i Behold.

Nu kom Værtinden og oplyste, at Forstmesterens Seng var urørt. Han havde slet ikke været hjemme om Natten.

Altsaa var det en Mulighed for, at Mordet kunde være begaaet Aftenen i Forveien.

Medicineren blev en smule betuttet over dette.

– Jeg kunde kanske ha seet det af Sporene, mumlet han, det har jo regnet inat. Naar begyndte det at regne?

De fleste mente, at Regnet begyndte ved Midnat.

Medicineren saa paa mig.

– Det lader til, at noget er faldt Dem ind, sa han.

– Ja, svaret jeg, Regnet begyndte temmelig nøiagtig Klokken et.

– Hvoraf ved De det?

– Jeg var oppe. Jeg kjendte de første tunge 28Draaber falde. Og jeg kan fortælle Dem, mine Damer og Herrer, at jeg gik over Vidden mellem Klokken elleve og halv tolv.

– Hørte De noget?

– Jeg hørte en Vogn rasle langt borte paa en fjern Vei; det var det hele.

– Kom De fra Gaarden?

– Ja, jeg kom fra Gjærnæs . . . Hvem har seet ham sidst levende Live? spurgte jeg pludselig.

Svarene blev forskjellige.

Nogle havde seet ham sidst ved Aftensbordet. Værtinden havde seet ham gaa op paa sit Værelse en Times Tid efter. En af Damerne havde seet ham i Jagtdragt og med Bøsse over Skulderen Klokken halv ti. Han var da ifærd med at gaa ud, han havde hilst venlig paa Damen og nævnt nogle Ord om, at der snart kom Regn. Han havde pegt op mod Himlen og sagt:

– Ser De, Frøken, hvor Skydotterne flyver; det er Regnbygen, som jager dem foran sig.

– Men De, spurgte Medicineren, De har maaske seet ham endnu senere?

– Klokken halv elleve, svarede jeg, saa jeg Forstmester Blinde sidste Gang i levende Live.

Jeg fortalte nu hvad der var hændt mig Aftenen i Forveien, at jeg havde seet Blinde gaa ud fra Gjærnæs Hovedgaard og forsvinde over Sletten. Jeg fremstillet det hele med stor Forsigtighed, jeg nævnte saaledes intet om, at den dræbte var 29kommet ud af Frøken Hildes Værelser. Da jeg var færdig, sad mine Tilhørere længe tause og eftertænksomme. Damerne saa sky paa hinanden og Medicineren bemærket:

– Det var da underligt, at De ikke slap ind paa Gaarden. Den unge Gjærnæs pleier at være en selskabelig Mand.

– Jeg har Indtryk af, svarede jeg, at der foregik noget usedvanligt paa Gaarden. Forvalteren saa helt forstyrret ud og hans Stemme var forbløffende indtrængende, da han negtet mig Adgang til Huset. Jeg tror, at jeg paa en eller anden Maade i høieste Grad var uvelkommen netop da og jeg er sikker paa, at dette ikke havde sin Grund i min Person.

– Mener De, at der foregik et eller andet paa Gaarden?

– Ja, jeg mener det.

– Men De saa intet usedvanligt?

– Nei, og heller ikke hørte jeg noget. Men af Lysene, som flakket fra Værelse til Værelse kunde jeg forstaa, at der hersket en vis Bevægelse indenfor.

Medicineren mumlet noget om, at Forstmesterens Død maaske kunde sættes i Forbindelse med den mærkelige Ophidselse, som tilsyneladende var opstaaet paa den ellers saa rolige Herregaard.

– Hvorledes saa Blinde ud igaaraftes? Var han bevæget?

– Slet ikke, svarede jeg, han var rolig som 30sedvanlig, hans Ansigt udtrykte ikke den ringeste Bevægelse. Han tændte sin Pibe, da han stanset ti Skridt fra mig, lige ved de store Pæretrær og Fyrstikken glødet op i hans Ansigt, saa jeg kunde se hvert Træk. Nei, han var meget rolig . . . .

Saaledes summet det af Snak hele Eftermiddagen. Den gaadefulde Forbrydelse forvirrede endnu saa meget, at de samme Spørgsmaal ustanselig dukket op igjen, Fantasien kom til, de smaa Usandsynligheder begyndte at svirre, en voldsom Nervøsitet havde grebet Damerne, de kunde næsten ikke spise, de pillet ved de letteste Retter og lod Melkeglassene staa halvtømte, saa opsat var de paa at fare sammen i gysende Snak om Mordet. Hvad vilde Forstmesteren paa Gjærnæs saa sent om Aftenen? Det begyndte med et hemmelighedsfuldt Blink i etpar Dameøine, et sammenknebent Smil som røbede en Viden udover det sedvanlige, – og snart var Romanen i fuld Gang. Forstmesteren og Frøken Hilde var flere Gange seet sammen. Gud ved hvad Blinde skulde ligge paa Landet hernede efter naar det ikke var for at træffe Frøken Hilde, – han som havde sine store Skoge at vandre rundt i. Jeg havde med Hensigt fortiet Hildes Navn, jeg kjendte Damernes Kombinationsevne i en bestemt Retning og det var derfor jeg undlod at fortælle, at jeg havde seet Blinde gaa ud fra hendes private Værelse ved halv elleve Tiden om Aftenen. Men ligefuldt gramsed Damerne i Usandsynligheder 31om et Kjærlighedsdrama; de fik halvt om halvt Medicineren over paa sin Side og da det ud paa Aftenen rygtedes, at nu kjørte Frøken Hilde forbi nede paa Veien, blev Verandaen stormet af en Skare Damer og Herrer, som tumlet om hinanden af lutter Ivrighed efter at faa se Heltinden.

Frøken Hilde kjørte i en Firehjuler. Hun var alene i Vognen og kjørte hurtigt, holdt stramt i Tøilerne og saa uafbrudt ret frem for sig. Paa Hovedet havde hun en hvid Flonelslue, som blev holdt fast i hendes tykke brune Haar af en lang Naal, jeg kunde tydelig se denne Naal, dens Knop var forgyldt og blinket. Og jeg kunde tydeligt se hendes Profil, hun var blegere end sedvanlig og der var kommet noget stramt over hendes Ansigtstræk, ligesom hun skulde være paa Graaden. Hun havde stort Hastværk, hun svinget tilhøire og Vognen forsvandt i en Støvsky.

– Til Lensmanden sa én, hun skal til Lensmanden, han bor derhenne.

Knapt fem Minutter efter kjørte hun forbi igjen den modsatte Vei. Men nu var Lensmanden med paa Vognen. Hun havde Svepen fremme, Sveden drev af Hesten.

Damerne mente, at hun vilde se den Døde. Ingen kunde nemlig komme ind i Sandgraverhytten, uden at Lensmanden selv var tilstede. Og derfor havde hun hentet ham. Hun kom hurtig tilbage, hun maatte ha revet Lensmanden ud af Kontoret som om det gjaldt Liv eller Død. 32Og saan som hun jaget paa Hesten; længe efter at Vognen var forsvundet inde i Skogtykningen kunde vi høre Hjulenes Skrapen mod Veien.

Ved at høre denne Vognlarm, som lidt efter lidt kvaltes af Skogen og døde hen, faldt en af Nattens smaa Hændelser mig isinde, mit Møde med Fiskeren. Jeg husket, at han ogsaa kom fra Sletten og ligesom jeg stod han og lyttede efter Lyden af fjernt rullende Vognhjul. Men hvad var det han talte om? Jernvognen . . . . Jeg saa ham for mig igjen, som han stod der i Mørket, liden og tuslet og rystende paa Hovedet af mit Spørgsmaal: Hvem eier Jernvognen? Ja, hvem eier den, sa han.

Udover Aftenen kom flere af Egnens Folk hen til Hotellet. De vilde høre mere om den uhyggelige Hændelse; de snakket lavmælt og forsigtig, ligesom de skulde være i Begravelse, de udspurgte Tjenerskabet og Værtinden, enkelte vovet sig hen til Gjæsterne og indledet Samtalen med store svævende Udtalelser om Aarsvæksten og Veiret. Alle havde været oppe ved Sandgraverhytten og ved Mordstedet. Landhandleren kunde fortælle, at Frøken Hilde havde været inde i Hytten og seet Liget, men hun var kjørt hurtig derfra igjen. Hun havde ikke grædt men været saa forfærdelig bleg, dødbleg og stivnet i Ansigtet. Det var besynderligt, at ingen af Egnens Folk fremkom med nogen bestemt Udtalelse om Ugjerningens Aarsag eller om hvem Morderen kunde 33være. Men af deres tilfældige Snak og Miner kunde man forstaa, at de havde sine egne Tanker. De talte om Vidden. Det er noget rart ved den Vidden. Der er foregaaet mange Ting paa den Vidden. Og den gamle Gaard havde tydeligvis ogsaa sine Hemmeligheder, som Folkene kjendte, men nødig vilde snakke om.

Det blev en vakker og stille Kvæld. Vi sad ude paa Verandaen og fortsatte Samtalen om det uundgaaelige Emne frem og tilbage, frem og tilbage, Damerne mere og mere gysende eftersom Dagslyset graanet. Vi havde stadig Følelsen af noget utroligt, noget uhændeligt, fordi Modsætningen var saa stærk: Derude i Sletten laa den mørke Uhygge og ruget og her sad vi nogle Feriegjæster sammen i den blide, fredelige Aften; vi lyttet efter Aareslag fra Sjøen og Fodtrin fra Veiene, det surret omkring os af spinkelt Fuglekvidder og Cigarrøgen gik ret op i Luften og var vidunderlig lyseblaa. Da Myggen blev for brydsom flyttet vi ind i Salonen, Damerne var søvnige, men vilde nødig gaa til ro; de var bange for at bli alene.

Pludselig hører jeg, at der er en som raaber mit Navn, Raabet kommer ude fra Verandaen, en Stemme som jeg ikke mindes at ha hørt før.

– Et Menneske raaber paa Dem, siger Medicineren.

– Ja, jeg hører det selv.

Jeg reiser mig hurtig, gaar hen og slaar 34begge Verandadørene op. Der findes ikke en levende Sjæl paa Verandaen. Bare tomme Kurvstole og et Bord. Og paa Bordet staar etpar Seltersflasker og nogle tømte Glas. Jeg blir et Øieblik ganske forbløffet, men saa hører jeg atter mit Navn bli raabt og nu ser jeg nedenfor Verandaen en gul Straahat. Jeg gaar nogle Skridt fremover, Straahatten forsvinder og et graahaaret Hoved kommer tilsyne inde i Løvhænget. Det er Fiskeren fra igaaraftes, som staar og hilser paa mig.

Jeg læner mig udover Balustraden og siger med en overstrømmende uforklarlig Godslighed:

– Nei, er det Dem. Det var hyggeligt at se Dem igjen. Vi talte sammen igaaraftes, ikke sandt?

– Jeg har været paa Arbeide i hele Dag, svarer Manden, ellers var jeg kommet for længe siden.

– Hvad vil De mig?

Manden pliret op til mig med sine hvide Hornøine.

– Ja, er det ikke underligt, det som er hændt, siger han.

– Mener De Mordet?

– Ja. Jeg har hørt, at han skal være slaaet ihjel igaaraftes.

– Det er vistnok rigtig.

– Ved Ellevetiden?

Det kan ikke saa nøiagtig siges. Han er seet 35sidste Gang i levende Live Klokken halv elleve. Jeg saa ham selv.

– Ja er det ikke underligt, er det ikke underligt . . . mumler Manden, De hørte den ogsaa? tillægger han spørgende.

– Hvad?

– Jernvognen. Vi stod jo og lyttet begge to. Jernvognen rullet langt borte.

En mærkelig Følelse begynder at dirre mit Bryst.

– Kom De fra Sletten? spør jeg Manden.

– Ja, svarer han, jeg gik forbi Sandgraverhytten Klokken elleve.

– Hørte De noget?

– Jeg hørte ikke noget andet end Jernvognen.

– Intet Skrik?

– Nei.

– Vent, siger jeg, jeg kommer straks tilbage.

Jeg henter min Hat og min uundværlige Spadserstok med Elfenbenskuglen.

Jeg gaar ud paa Veien og vinker Manden hen til mig.

– Følg med, siger jeg, fortæl hvad De ved om Jernvognen. Er det ikke et gammelt Sagn?

– Et gammelt Sagn, mumler Manden uden at forstaa. Han ryster paa Hovedet igjen. Lad os sætte os etsteds, tilføier han, det er saa vanskeligt at snakke gaaende. De gaar desuden saa hurtig og jeg er træt. Jeg har været paa Arbeide hele Dagen.

36Han peger paa en Fjeldknat inde i det nærmeste Engstykke, den ligger som en blank Skalle i det frodige Græs. Vi gaar over Engen, den er blit fugtig af Kvældsduggen.

– Det er blit sent, siger jeg, idet vi sætter os. Jeg kjender de Indfødtes Sendrægtighed, jeg vil ha Manden til at skynde sig.

– Ja, svarer Manden, paa samme Tid igaar var det vel allerede skeet.

– Hvor hørte De Jernvognen først?

– Da jeg var kommet ind i Skogen. Jeg kjender Lyden godt; den er ikke til at ta feil af. Jeg har hørt Jernvognen tidligere, skal jeg si Dem.

– Naar?

– Det er fire Aar siden. Det var samme Nat gamle Gjærnæs kom afdage.

– Blev han ogsaa dræbt?

– Nei, han druknet. Man fandt hans Hat og Stok ilanddrevet nede ved den store Sandstranden og nogle Dage efter fandt vi hans Snekke. Den laa hvælvet og dasket mod Stenene.

– Men Liget?

– Det fandtes aldrig.

– Hvor gammel var Manden?

– Over femti Aar. Ingen kunde forstaa, hvordan den gamle Mand kunde falde paa at ro tilsjøs i en liden, aaben Snekke.

– Det var et underligt Paafund.

– Ja, meget underlig. Vi talte jo lidt om 37det vi Folk her paa Egnen. Saan mellem os. Vi havde vore Mistanker.

– Selvmord?

Manden undviger Spørgsmaalet.

– Enhver faar svare for sine egne Handlinger, siger han.

– Men den Nat hørte De altsaa Jernvognen?

– Ja, jeg hørte den ligesaa tydeligt, som jeg hørte den inat. Det er en gammel Gaard, Gjærnæs, skal jeg si Dem og den har sine besynderlige Hemmeligheder.

Manden fortalte nu en lang Historie om nogle uhyggelige Varsler, som pleiede at vise sig paa den gamle Gaard. Et Sagn sa, at Gaardens Eier for hundrede Aar siden eller vel det havde kjørt sig tildøde i en Jernvogn. Han var en menneskesky Særling, som havde færdes meget ude i Verden og han havde intet godt Lov paa sig. Han ødet Fædrenearven ved at realisere en mængde halvgale Paafund. Særlig var Hester og underlige Kjøretøier hans Liebhaberi. Tilslut lod han forarbeide en Vogn helt af Jern. Den havde to Hjul og en bred Skjærm foran og var ikke ulig de gamle jødiske Stridsvogne, som man kunde se afbildet i Billedbibelen. Med denne Vogn kjørte han sig en Aften ihjel paa Sletten. Naar noget uhyggeligt skulde hænde paa Gjærnæs eller naar nogen skulde dø havde man senerehen bestandig hørt Raslingen af Jernvognen over Sletten. Men ingen havde seet den og den efterlod aldrig noget 38Spor i Veiene. Enkelte paastod, at Jernvognen endnu fandtes skjult et eller andet steds paa Gaarden, gjemt i et sikkert aflaast Rum i den store Laavebygning. Sidste Gang Vognen hørtes var for fire Aar siden, den Nat gamle Gjærnæs døde. Der havde gaaet mange Rygter om denne Mand, hans Pengesager skulde ikke være i den bedste Orden ligesom alle og enhver kunde se, at Gaardsstellet var forfaldent. Men det havde dog lykkes hans kraftige, energiske Søn at holde det hele oven Vande og endog betale noget paa Faderens Gjæld . . . Alt dette fortalte Fiskeren mig nølende og forsigtig, ligesom han stadig var bange for min Mistro.

– Nu er vi de eneste som har hørt Jernvognen inat, sa han tilslut, og jeg vilde gjerne spørge Dem om jeg skal fortælle til andre, hvad jeg har hørt.

– Hvorfor ikke.

Fiskeren sad længe taus.

Endelig mumlet han:

– Man tror ikke paa mig. Jeg har været hos Præsten og fortalt mange underlige Oplevelser jeg har havt baade paa Sjøen og iland. Jeg har været hos Skolemesteren ogsaa. Men de har bare smilet ad mig og sagt, at jeg har en livlig Fantasi. Men nu, tænkte jeg, nu kunde Du kanske faa ret, naar Du har en Hovedstadsmand og en belæst Mand paa Din Side. Ja, for De har jo hørt Jernvognen, har De ikke?

39Jeg maatte atter forundre mig over Fiskerens Ivrighed. Jeg forsikret ham, at jeg med Glæde skulde staa paa hans Side. Jeg hørte en Vogn rulle udover Sletten inat, sa jeg, men jeg kan jo ikke paastaa, at det var Spøgelsesvognen.

– Det har ikke været nogen anden Vogn, svarede Fiskeren afgjørende, undersøg paa Veiene, det har jo regnet inat, en Vogn som gaar saa tungt som den vi hørte, maa efterlade Spor, men undersøg bare og De skal se der findes ikke Hjulspor i Veiene. Paa disse Trakter er det bare Gjærnæs og Præstens som har Hester.

Jeg vilde ikke nærmere ind paa Sagen, jeg fortalte ham, at der kom en Mand imorgen, som han kunde henvende sig til. Hvad heder De? spurgte jeg.

– Jan Jansen, svarede han.

– Godt, Jan Jansen, imorgen tidlig kommer en Politimand fra Kristiania med Postbaaden, tal med ham. Han vil sikkert høre paa Dem med Interesse.

Jeg tændte en Cigar for at holde Myggene borte. Fiskeren sad længe taus og stirret forsagt frem for sig.

– Det blir Vind, mumlet han.

– Vind, udbrød jeg, her er jo fuldstændig stille nu. Ser De ikke at Cigarrøgen spreder sig omkring os og blir liggende som blaa Aarer i Luften.

Fiskeren pegte over Skogen ud mod Sjøen og svarede:

40– Søndenvind. Naar det synger slig af Sjøen yderst ude i Skjærene, da kommer Vinden.

Jeg hørte efter. Og det forekom mig virkelig, at et svagt, uendeligt Sus fyldte mine Øren, en Lyd som man ikke hører uden man lytter efter den, men som man da hører alene. Men endnu var Natten ganske stille, Lyset blundet bare, der var ingen Farver længer og Træerne stod mod Himlen som Skeletter af Aske.

Pludselig vendte Fiskeren Hovedet og i et Sæt reiste han sig op; han lyttet, lyttet saa intenst, at Munden stod halvt aaben.

– Hvad hører De?

– Jeg tror, at jeg hører . . .

Han lyttet igjen længe, men saa satte han sig rolig ned paa Fjeldnabben og mumlet:

– Nei, det var ingenting.

Fiskeren fik ret. Udover Natten begyndte Blæsten. Da jeg kom op paa mit Værelse ved halv to Tiden raslede Vinduerne paa sine Hængsler og Trækken slog Døren af mine Hænder og smækket den igjen med et Knald. Jeg tændte ikke Lampen, jeg stod ved mit Vindu en Tidlang og stirret udover Sletten mod Gjærnæs: Der blinket intet Lys.

Blæsten strømmet lige mod mig. Den var løftet op fra Havet og bar indover Land en vaad Gufs af salt Sjø. Den greb fat i Trærne, vugget de mægtige Kroner, den fyldte Skogen med et drivende Sus, saa det var ligesom hele Skogen 41kom skyllende mod mig og dens vældige Aande rullet gjennem Kornakrenes gule Arealer i store Dønninger. Idet jeg samlet min flagrende Jakke omkring mig, følte jeg Iskulde i Armhulningerne. Den hede Varmedyne, som hele Dagen havde ligget over os, var endelig blit revet istykker og feiet bort af Blæsten.

Jeg greb fat i Vinduet for at lukke det, men stanset pludselig, idet jeg opfanget en Lyd fjernt borte, en raslende Metallyd som bæres med af Vindkastene og steg og faldt med dem. Lyden kom fra Sletten.

Det var Jernvognen igjen.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.