Et ganske artigt Sælskab; gid nu Hendrich kom med Bruden, saa vilde min Lyksalighed 20snart blive fuldkommen. Nu da, see der er Hendrich, men ingen Agenore, hvad mon det vil sige?

O! min Herre, Min Herre, der staaer til i en Dievels Maade.

Hvordan da, Hendrich? du giør mig utaalmodig. Oppholdt mig ikke.

O! jeg kan knap faae Munden op; Jeg har hverken faaet Vaat eller Tørt, siden vi skiltes ad, og jeg har løbet som en Hund.

Jeg troer den Slyngel vil drive Giæk med mig; Er der ingen anden Ulykke paafærde, end at du ej har faaet Mad, din Æder?

Jo, jeg sagde Eder det jo, jeg har ey heller faaet Drik.

Og den tredie Ulykke er, at du ey heller har faaet Prygl?

Au! au! Herre, I faaer i Tide nok at vide den fierde Ulykke, som bestaaer deri, at der bliver intet af med Agenore og Eder. Den Dievels Philetor, den forbandede Nar, den lumpne Crabat, den – – –

Holdt op med dine Exclamationer og lad os høre, hvad som staaer paa.

Han har just i Dag sendt Agenore op paa sin Avels-Gaard at kierne, og dersom denne deylige Dag gaaer forbi, saa kan Eders Fader underrettes om Codri Tilstand, og saa blev det sidste verre end det første.

Den var dog en forbandet Renden paa 22disse Avels-Gaarder. Jeg vilde før være Ordonantz hos en Officier, end Huusholderske hos Philetor. Endskiønt Manden er brav nok; Men Konen heder Rasmus. Jeg veed vist min Kiereste har Langfredag meer end eengang om Aaret, Den Dievel, den Proserpina,Proserpina] romersk gudinne tilsv. den greske Persepone, oftast framstilt som ei vakker ung kvinne. Her som tilvising til Agenore. Sjå òg nedanfor heilt til slutt i stykket. den – – –

Holdt op med Eders Exclamationer og lad os høre, hvad vi skal finde paa.

Ja, Skam faae den, der veed, Hendrich, om jeg nu sender en Expres, saa kommer de dog for silde, og saa vilde min Fader merke, at det var Dolus malus.Dolus malus] (Latin), her: eit kaldt bedrag, eller ein svikefull plan.

A! Messsieurs, er I der? I giør maaskee Anlæg til Bryllupet?

O! min Herre! jeg kan aldrig sige, hvor vi ere i Flugten, vi kan ey faaae fat paa Agenore, vi maae nok sette Bryllupet op til i Morgen.

Ja, sig heller til evig Tiid, Slyngel; Jeg skal kiøbe en Strikke til dig. Og dig Philander, skal jeg sette i et Fangebuur, vil du din lumpne Knøs fixere din gamle Fader? Agenore er jo saa fattig, som en Kirke-Rotte.

Hvem Dievelen har nu været fremme og indbildt eder dette? Jeg tør bande paa at det er eders Medbeyler, Philander! han har maaskee faaet Nys om vores Anlæg, og for at giøre det til intet, lader eders Fader fortælle dette. Ja, naar jeg tænker mig om er det forbandet rimeligt.

Er der endnu saa mange kløgtige Inventioner til overs i dit Hoved? men de skal allesammen være forgiæves, din liderlige Compan. Jeg har talt med Philetor, som har hans Gaarder i Pant, og – – –

Philetor, Philetor! hille den sorte Jøde; Ja saa er der Ende paa den heele Løyer. Jeg vil ey have meere med denne fortrædelige Sag at bestille. à Dieu!

Ney holdt! giør først Regnskab for din Løgn, og siden skal jeg nok sørge for din Opdragelse.

Nu er jeg om en Hals. Det staaer aldrig paa at lyve; men at forsvare sin Løgn, det er en anden Sag.

Nu skal du have 10 Rap for hver Løgn du har smurt i mig.

Det bliver en slem Regning for min Ryg. Men Courage! begynd Herre at examinere.

Sagde du ikke at Codrus var Proprietaire! og er det sandt?

Ja, Gud give alt var saa sandt, som der er, 25Herre! Han har tvende Gaarder paa Landet. Og den, som har Gaarder paa Landet er Proprrietair. See Lovens 3 Art. 5 Cap. 7 Bog.

Du sagde jo at hendes Fader har arvet store Midler.

Jo! det er en soleklar Sandhed; men han har siden spillet Banquerot, og derom meldte jeg intet. Det er heller ikke min Sag at sige til godt Folkes Forkleinelse.

Men du sagde jo, at Agenore var hans eeneste Datter og han har jo mange Børn, hvordan vil du komme derfra?

Ret godt; thi omendskiønt han har 5 Sønner, saa er dog Agenore hans eeneste datter.

Man kommer ingen Vey med den Karl. (høyt) Men nu vil jeg sige dig noget, som hverken directe eller indirecte skal være Løgn. Du skal ey være en Dag længere i min Søns Tieneste. Og du min Søn, gak smukt hen 26og læg Vind paa at glemme Agenore. For Ræsten skal jeg nok sørge for dit Givtermaal.

Ney, min kiære Søn! jeg skal nok lære dig at slaae den forliebte Tand ud, enten skal han ikke givte sig, førend han af sit eget Embeds Indkomme kan føde en Kone, eller og skal han ægte et rigt Fruentimmer. Disse unge forelskede Chavaillers, de tænke mest paa at givtes, men kun lidt paa hvad de skulle leve af, nogle faa Skillinger, som arves efter en Fader faae snart Ende, ogsaa sidde de der med Kone og Børn. Men see! der er Philetor igien, hvad mon han nu har at sige.

Jeg kommer til at overtale Eder til billige Tanker for Eders Søn; Min ven! betænk 27dog, at Penge giør ikke Folk lykkelig; det er sandt, naar man kan faae dem og en dydig Kone tillige, saa er det saa meget desbedre. Men det er dog mueligt at leve i maadelig Omstændigheder med en dydig Kone, da det derimod var umueligt at have nogen Glæde af den Rigdom, som man var nød til at deele med et Skarn. Jeg er ret fortrøden over Eders Opførsel med Eders Søn. I var saa stræng med ham, som om Agenore var en gemeen Tøs. Og hvad Standen angaaer, er Hun i alle Maader ligesaa god som Eders Søn. Og hun har der Egenskaber, som høyt ophøyer hende over mange af de Rigeste. Jegsiger dette just ikke for at byde hende ud; thi slige Piger blive aldrig forlægen Kram.

Er denne Prædiken snart til Ende?

Jeg merker nok den endnu er for kort til at faae eder omvendt. Ikke er jeg nogen Spamand; Men jeg vil noget nær forsikre at I vil høste slette Frugter af disse Eders egennyttige Anslag og forunderlige Tanker om Rigdom.

Jeg bliver neppe af andre Tanker, end at Rigdom er særdeles nyttig, og Fattigdom særdeles besværlig. Men jeg maae storlig forundre mig over Eder, som selv haver Rigdom og ej veed hvad den duer til.

Ney min kiære Theopompus! Tillad mig nu engang ret grundig at overbeviise Eder om denne Sag.

Ney, Farvel Philetor! jeg har noget at forrette.

O Himmel! hvad er dog ikke denne Gierrige et urimeligt Creatur.

O! hvad har I giort, Philetor? det er Edcer, som imod Eders Villie har styrtet mig i 29denne Ulykke. Brøllupet skulde maaskee i denne Aften gaaet for sig, dersom I ey havde underrettet min Fader om Codri slette Omstændigheder. Men kan ikke regne Eder det til Last; thi I giorde det uvidende. Jeg beder Eder allene, tag Deel i min Bedrøvelse. I seer hvor stor min Ulykke er. Jeg er for evig skilt med Agenore. Min Fader er paa ingen Maade at overtale. Ach! I allene, min kiære Philetor! veed hvad jeg taber. Den Deyligste med det dydigste Hierte. Og hvilken Sorg vil denne Tidende foraarsage min søde Agenore? Men, min oprigtige Ven! jeg kræver et Løfte af Eder, lov mig det, og svær mig ved alt det, som helligt er, og ved det Venskab, som er imellem os, at I vil holde det! Vær Agenores Forsvar; og nød hende aldrig til at givtes imod sin Villie. Forsikkre hende om, at mit Hierte skal stedse høre hende til og aldrig blive nogen andens.

Jeg beklager eder af mit Hierte, Philander. Og jeg var en falsk Ven, om jeg ej vilde være, som en Fader for Agenore. Men Eders 30Fader er jeg forbitret paa, jeg gad spille ham et Puds, paa hvad Maade det og kunde skee.

Ja, endskiønt der er en stor Skrøbelighed af mig, maae jeg tilstaae, at jeg næsten af Forbitrelse var i Stand til at sette al min sønlig Lydighed tilside.

Og jeg maae sige med Sandhed, jeg havde Lyst til at sammenskrabe alle de Indfald, som maatte ligge skiulte i alle de forborgne Læddiker i mit firkantede Hoved for at sette den gode Mand en Voxnese paa.

Velan da, Børn lille! lader os legge vore Hierner i blødt for at opfinde et lidet Puds.

Ja, lad see hvilke Kale I ere, speculerer alle.

Ha, ha, ha, den eene staaer ligesom Peer Gnier, naar han hører Bord-Priisen er falden, eller at en ung Kiøbmand sælger for bedre Priis end han. Den anden staaer som Hr. 31Paul, naar Biskoppen har faaet at vide, at han Aftenen forud har spilt sig saa Lens i Basset,Basset] kortspel om pengar helst for personar av høg rang ettersom det var tale om store tap og vinstar. Kjent frå Italia frå og med slutten av 1500-talet, seinare også elles i Europa. at han var nød til at sette sin Krave, Bonet og Præste-Peruqve i Pant og laane en gammmel Nathue hos Verten for at komme hiem. (høyt) Nu hvad har I resolveret til, I gode Herrer! De svarer intet. (Hendrich for sig selv) De Kale seer ud, som de kunde have en Hoben Forstand.

Hvad meener du, Hendrich?

Jeg meener, at I har udfundet et exellenz Indfald, siden I har betænkt eder saa længe.

Der vil intet falde mig ind i en Hast, Men lad mig høre hvad du vil finde paa?

Ja, det tænkte jeg nok. Naar man behøver Raad, da er Hendrich ingen Nar, da er han et Orakel. Men det maae ikke hielpe. Min Herre er en brav Karl, som bør hielpes, og min Herres Fader en arrig Dievel, 32han bør narres. Bringer mig hid en Lennestoel.

O! du store Hendrich! du Skielmstykkers bundløse Kilde! Nu har jeg giort Anlæg til den heele Sag. Veed I hvad, nu skal vi bitter knø spille en fuldkommen Comoedie, og jeg vil tage Hoved-Rollen.

Nu Mester Hendrich! hvordan da?

Kald mig heller Hr. Professor. I skulle have speculeret paa saadant Indfald i 14 Dage og endda været lige nær.

Nu da Hr. Professor! lad os høre dit kløgtige Indfald.

Ney holdt saa, ikke alt paa engang. Jeg skal paa en behageligere Maade overrumple Eder, naar I lidt efterhaanden faaer det at vide. Farvel saa længe. Jeg gaaer bort for at giøre Begyndelse.

Jeg gad ret vide, hvad han nu har bag Øret. Det skulde fornøye mig om hans Indfald vilde lykkes.

Jeg tviler ingenlunde paa hans Capacite; Men kiære Philetor! skulde han i nogen Maade trænge til eders Hielp, var der end om Penge at giøre, saa nægt ham det ikke for det Venskab som er mellom os! Men nu maae vi gaae hen og see hvad han tager sig for.