Nu skal jeg fortælle ham et Eventyr, som vil divertere heele Staden. Veed I? hvad jeg har overlagt med 3. fire fornemme Folk her i Byen.

Nej! jeg veed icke.

Kiender I icke Herman von Bremen?

Det er vist den Kandstøber, som er saa stor Politicus.

Det er den samme; jeg var nylig i Selskab med nogle af Raadet, som ivrede sig meget mod samme Karl, efterdi hand talede saa dristig udi Verts-Huus imod Regieringen, og reformerede alting. De samme holt det tienligt at udskicke Spioner, for at vidne paa hans Mund, at hand kunde blive refset, andre til Exempel.

Det var at ønske saadane Karle engang kunde blive straffede; thi de sidder og criticerer over et Krus Øl Konger, Fyrster, Øvrighed og Generaler, saa det er forskreckeligt at høre paa. Det er ogsaa farligt; thi den gemeene Almue har icke den Skiønsomhed, at den kand eftertencke, hvor uriimeligt det er, at en Kandstøber, Hattemager, eller Børstenbinder kand tale med ringeste Grund om slige Sager, og see de Ting, som et heelt Raad icke kand see.

Det er sant; thi samme Kandstøber kand reformere det heele Romerske Riige, medens hand støber en Tallercken, og agere baade Landstøber og Kandstøber paa engang: Men mig behagede icke samme Raads-Herrers Forretagende; thi at straffe eller arrestere saadan Mand opvæcker kun Oprør iblant Almuen, og giør saadan Gæk meer anseelig. Min Meening var derfor at spille heller en Comoedie med ham, som skulde have bedre Virckning.

Hvor i skulde den bestaa?

At skicke ham Deputerede, som fra Raadet, for at gratulere ham med Bormesterskab, og fly ham strax nogle vanskelige Ting at forrette, saa skal mand see, hvor elendig hand vil blive, og hand selv skal mercke, hvor stor Forskiæl der er imellem at raisonnere om en Bestilling, og at forrestaa den.

Men hvad vil deraf følge?

Deraf skal følge, at hand enten af Desperation skal forløbe Byen, eller ydmygeligen bede om sin Afskeed, og tilstaa sin Udygtighed; jeg er derfor alleene kommen til Monsr. Sanderus for at begiere hans Hielp i at i Verk sætte denne Machine. Saasom jeg veed, han er beqvem til saadant.

Det kand lade sig giøre, vi vil selv agere slige Deputerede og strax gaa til ham.

Ja her er hans Huus, Jochum eller Christopher bank paa, og siig, at der 2 Raads-Herrer er her ude, som vil tale med Herman von Bremen.

Hvem vil I tale med?

Her er tvende Raads-Herrer, som vil have den Ære at opvarte ham.

Hillement, hvad er det? jeg seer skiden ud, som et Svin.

Underdanigste Tiener, Velbaarne Hr. Bormester; vi ere hid skickede af Raadet for at gratulere ham med et Bormester-skab her i Staden; thi Raadet har anseet meer hans Meriter end hans Stand og Vilkor, og udvalt ham til Bormester.

Raadet holt det ubilligt, at saadan viis Mand skulde occuperes med saadane slette Forretninger, og grave sit store Pund ned i Jorden.

Ihr Herren Collegæ, aflegger min Hilsen og Taksigelse til det lovlige Raad og forsikrer dem om min Protection. Det er mig kiert, at man er falden paa de Tancker, alleene for Stadens skyld, icke for min egen Persons; thi havde jeg skiøttet om Høyhed, havde jeg, maa skee, lenge siden været noget.

Velbaarne Hr. Bormester; Raadet og Borgerskabet kand icke vente andet end Stadens Velstand under saadan en høy viis Øvrighed.

Og derfor har forbigaaet saa mange andre rige og fornemme Mænd, der har ansøgt om den høye Magistrat.

Ja, ja; jeg haaber de skal ey heller fortryde paa dette Val.

Vi recommenderer os da samptlige udi Hr. Bormesters Bevaagenhed.

Det skal være mig en Fornøjelse, at giøre dem nogen Tieniste. Om Forladelse, at jeg følger dem icke lenger.

Ej! det kand ej heller staa Hr. Bormester an at gaa videre.

Hør I Cammerat, der har I til en Kande Øll.

Ach! vi giør det icke Jeres Velbaarenhed.

Geske! Geske!

Jeg har icke Stunder.

Herud, jeg har noget at siige dig, som du aldrig drømte om din Livs-Tid.

Nu, hvad er paa færde?

Har du noget Caffee i Huset?

Hvad Snack! naar brugte jeg Caffee sidst?

Du kommer at bruge det herefter da, inden en halv Time faar du Visit af alle Raads-Herrernes Fruer.

Jeg troer den Mand drømmer.

Ja jeg drømmer saaledes, at jeg har drømt os et Bormester-skab paa Halsen.

Hør Mand! giør mig icke vred igien, du veedst hvor det gik sidst.

Saae du icke de toe Herrer med deres Laqveier, som gik her forbi.

Jo jeg saae dem.

De vare her inde, og lod mig vide fra Raadet, at jeg er bleven Bormester.

I er Fanden heller.

Lad nu see, kiere Kone, at du beflitter dig herefter paa et meere fornemme Væsen, og at ingen af de gamle Kandstøber-Nøcker blir tilbage hos dig.

Ach! er det vist min hierte Mand?

Det er saa vist, som jeg staar her. Ret lige nu har vi Huset fuld af Gratulationer; af skyldigste Tiennere og Tiennerinder, af Jemerecommaner og Baselemaner.

Ach! min hierte Mand! forlad mig, om jeg har giort dig noget imod tilforn.

Aldt forladt; beflit dig kun paa at være noget fornemme herefter, saa skal du have min Naade. Men hvor skal vi faa en Tienner i en hast?

Vi kommer til at kaste nogle af jere Klæder paa Henrich, indtil vi kand faa kiøbt Liberi. Men hør min Hierte, eftersom I nu er bleven Bormester, saa vilde jeg bede, at Gert Bundtmager maa straffes for den Tort, hand giorde mig i Dag.

Ej! min hierte Kone, Bormesters Frue maa icke tencke paa, at hevne den Uret, som er vederfaret Kandstøberens Kone. Lad os faa Henrich her ind.

Henrich!

Hey!

Henrich, du maa icke svare saa herefter, veedst du icke hvad os er vederfaret.

Nej! jeg veed icke.

Min Mand er bleven Bormester.

Hvor over?

Hvor over? over Hamborg.

Hand er Pocker heller, det var jo et Fandens Spring af en Kandstøber.

Henrich! tal meere med Beskeed; du skal vide, du est Laqvei hos en stor Mand nu.

Lakei! saa avancerer jeg icke nær saa meget.

Du skal nok avancere. Du kand med Tiden blive Reutendiener. Tie kun still. Du kommer paa nogle Dage at agere Lakei, indtil jeg kand faa en Tienner. Hand kommer til at bære min brune Kiole, min Hierte, indtil vi kand faa Liberi færdig.

Men jeg frygter, den vil blive alt for lang.

Ja vist er den forlang; men man faar at hielpe sig i en hast, som mand kand.

Ach Herre Jeh! den ræcker mig ned til Hælene. Jeg vil see ud som en Jøde-Præst.

Hør Henrich!

Ja Mester.

Du Slyngel, kom mig icke med slige Titler meere, du skal herefter, naar jeg raaber paa dig, svare: Herre! og naar nogen kommer at spørge efter mig, skal du sige: Bormester von Bremenfeld er hiemme.

Skal jeg svare saaledes, enten Herren er hiemme eller ej?

Hvilken Snack! naar jeg icke er hiemme, skal du svare: Hr. Bormester von Bremenfeld er icke hiemme: og naar jeg icke vil være hiemme, skal du svare: Bormesteren gier icke Audience i Dag. Hør min Hierte, du maa strax lave til noget Caffee, du skal have noget at tractere Raads-Herrernes Fruer med, naar de kommer; thi der i vil vor Reputation bestaa her efter, at mand kand sige: Bormester von Bremenfeld gier gode Raad, og hans Frue god Caffee. Jeg er saa bange, min Hierte, at I forseer jer i noget, førend I blir vandt til den Stand, I er kommen udi. Henrich spring du ud efter et Thee-Bord med nogle Kopper, og lad Pigen springe efter fire Skilling udi Caffee; mand kand altid siden kiøbe meer. Det skal være jer en Regel, min Hierte, til videre, at I icke taler meget indtil I lærer at føre honnet Discours. I skal ey heller være alt for ydmyg; men staa paa jer Respect, og for alting arbeide paa, at faa det gamle Kandstøber-Væsen af Hoveded, og bilde jer ind, at I har været Bormesters Frue i mange Aar. Om Morgenen skal der et Thee-Bord være decket for Fremmede, som kommer, om Eftermiddag et Caffee-Bord; og derpaa spilles Kort. Det er et vist Spill, som kaldes Allumber; jeg vilde give 100 Rixdaler til, at I og vor Datter Frøichen Engelche forstod det. I maa derfor give flittig agt, naar I seer andre spiller, at I kand lære det. Om Morgenen skal I ligge til Klocken ni eller halvgaaen ti; thi det er kun gemeene Folk, som staar op om Sommeren med Soelen, dog om Søndagene maa I reise jer noget tiligere, saasom jeg paa de Dage agter at medicinere. En smuk Snustobaks-Daase maa I legge jer til, som I maa lade ligge paa Bordet hos jer, naar I spiller Kort. Naar nogen dricker paa jeres Sundhed, skal I icke sige Tack, men tres humble Servitør. Og naar I gaber, skal I icke holde for Munden; thi det er icke meer brugelig blant fornemme Folk; endelig, naar I er i Compagnie, skal I icke være for meget peen, men sætte Honneteteten noget til Side – – – – – – – – Hør jeg glemte noget: I skal ogsaa legge jer en Skiøde-Hund til, hvilken I skal elske som jer egen Datter; thi det er ogsaa fornemme. Vor Naboe-Kone Arianke har en smuk Hund, som hun nok laaner jer, til vi kand selv faa en. Hunden skal I give et fransk Navn, som jeg nok skal hitte paa, naar jeg faar Stunder at tencke mig om. Den skal idelig ligge i jer Skiød, og I skal i det ringeste en halv Snees gange kiøsse den, naar der er Fremmede.

Nej! min hierte Mand, det kand jeg umuelig giøre; thi man veed icke altid, hvor en Hund har lagt og søled sig. Man kand derudover enten faa Munden fuld af Skarn eller Lopper.

Ej! ingen Snak! vil I være Frue, saa maa I og have Frue Noeder. Saadan Hund kand derforuden ogsaa give jer Anledning til Discours; thi naar I ingen Anledning har til Materie, kand I fortælle om jers Hunds Qvaliteter og Dyder. Giør kun som jeg siger min Hierte. Jeg forstaar mig paa den fornemme Verden bedre end I. Speiler jer kun i mig. I skal see, at der icke skal være de ringeste gamle Levninger hos mig tilbage. Det skal icke gaa mig som det gik en vis Slagter, som blev Raadmand, hvilken, naar hand havde skrevet en Side ud og skulde vende Bladet om, satte Pennen i Munden, som hand var vant at giøre med Slagter-Kniven.