Den Politiske Kandstøber

av Ludvig Holberg

ACT. IV.


Sc. 1.


    Henrich alleene. Har Lisser paa begge Ermene af sin Kiol, som gaar ham til Hælene, og er borderet med hvit Papiir.

Jeg er en Hundsvot, om jeg kand begribe, hvorledes Raadet er falden paa de Tanker at giøre min Huusbond til Bormester; thi jeg seer ingen Overeensstemmelse imellem en Kandstøber og saadan høy Embedsmand, uden maa skee det kommer deraf, at ligesom en Kandstøber kaster gamle Tallerkner og Fader udi en Form, og støber dem om til nye, saa kand ogsaa en god Bormester ved gode Love støbe Republiqven om igien, naar den forfalder. Men de gode Mænd har icke taget i agt, at min Husbond var den sletteste Kandstøber udi Hamborg, og derfor, om de ellers har udvalt ham paa det Fundament, vil blive ogsaa den sletteste Bormester, vi har haft. Den eeneste Nytte ved dette Val er, at jeg blir Reutendiener derved; thi det er en Bestilling, som jeg har naturalier og Lyst til. Thi fra jeg var et Barn, har jeg kundet glæde mig ved, at see Folk træckes i Arrest. Det er ogsaa en god Bestilling for en, der veed at snoe sig lidt derudi; thi først maa jeg lade som jeg har meget at sige hos Bormester, og naar Folk faar den Troes Artickel i Hovedet, vinder Henrich i det ringeste 100 Daler eller 200 derved om Aaret, som jeg icke vil imodtage af Gierighed, men alleene for at lade see, at jeg forstaar min Embede og Reutendienerat. Vil nogen tale med Bormester, siger jeg hand er icke hiemme. Siger de, at de saae ham i Vinduet, svarer jeg, det vil intet sige, hand er dog icke hiemme. Folk i Hamborg veed strax, hvad saadan Svar betyder: De sticker Henrich en Daler i Haanden, saa kommer Herren strax hiem, er hand upasselig, saa blir hand strax frisk, er der Fremmede hos ham, saa gaar de strax bort; ligger hand, saa staar hand strax op. Jeg omgaaes undertiden med fornemme Laqveier, jeg veed nok, hvor der tilgaar udi slige Huse. I gamle Dage, da Folk var dumme, som Heste og Esler, da kaldte mand saadant Nefas, men nu heeder det extra Dricke-Penge, eller u-visse Indkomster. Men see der kommer Anneke, hun veed endnu intet af denne Forandring; thi hun har saadan gemeen Kandstøberske Mine og Gang endnu.


Sc. 2.

Anneke. Henrich.

    Anneke.

Ha, ha, ha. Nej see hvor det Spøgelse seer ud; jeg troer, det er en Adriane, hand har faaet paa sig.


    Henrich.

Hør du Kandstøber Carronie, har du icke seet et Liberi eller en Laqvei tilforn. Disse gemeene Folk ere min Troe ligesom Beester, de staar og gaber ligesom Køer, naar de seer et Menniske en Dag udi andre Klæder end en anden Dag.


    Anneke.

Nej! eet Skiemt, og andet Alvor; veedst du icke, at jeg har lærdt at spaa i Dag; her var en gammel Kone i Dag, som seer Folk i Hænderne, hende gav jeg et stycke Brød, hvorfor hun lærde mig den Kunst, at see i Folckes Hænder, hvad dem skal vederfares. Maa jeg see dine Hænder, saa skal jeg strax sige dig din Skiebne.


    Henrich.

Ja, ja, Anneke, Henrich er icke saa taabelig som du bilder dig ind. Jeg lugter alt Lunten. Du har faat et Nys om den Forfremmelse, som i Dag er mig lovet.


    Anneke.

Nej, min Troe, veed jeg icke af noget at sige.


    Henrich.

See ickun, hvor gode Mine hun kand holde, jo, min Troe, har du hørt det, og derfor har du og got ved at spaae. Nej Henrich har gammel Been i Panden, hand er icke saa let at tage ved Næsen.


    Anneke.

Jeg kand giøre min høyeste Eed paa, at jeg icke har hørt ringeste Ting af saadant som du siger.


    Henrich.

Har du icke talt med Frue Bormesters nylig?


    Anneke.

Jeg troer den Dreng er gall, kiender jeg Frue Bormesters?


    Henrich.

Saa har, min Troe, Frøikenen sagt dig det.


    Anneke.

Ej! holt da op engang med saadant Narrerie, Henrich.


    Henrich.

See! der Anneke har du min Haand, spaa nu saa meget som du vil. Jeg mercker nok, at du har faat et Nys om Sagerne, skiønt du stiller dig saa fremmet an. Men det kand icke skade, at du est saa polisk; vor heele Huus bør være saa herefter. Nu! hvad saae du nu i min Haand?


    Anneke.

Jeg seer, Henrich, at Fatters Custos, som henger bag Kackelovnen, vil dantze en lystig Galiath paa din Ryg i Dag. Er det icke uforskammet at gaa saaledes at spøge sig ud, da her er saa meget Arbeid at giøre i Huset, og at reede Fatters Kiole saa til.


    Henrich.

Hør Anneke, jeg kand spaa foruden at see i Hænderne: Jeg spaar dig, at du est en Carnali, og at du for din uforskammede Mund faar et par Ørfigen eller to (ligesom det kand falde sig til) see der! der har du Spaadommen opfylt.

Gier hende Ørefigen.

    Anneke.

Au, au, au, det skalt blive dig dyre Ørefigen.


    Henrich.

Lær saa en anden gang at bære Respect for en stor Herres Lakei.


    Anneke.

Bie kun, nu kommer Mutter strax.


    Henrich.

For Bormesters fornemmeste Tienner.


    Anneke.

Hun vil hevne det paa din Ryg.


    Henrich.

For en Reutendiener.


    Anneke.

Jo, jo, jeg siger endnu, at det skal blive dig dyre Ørefigen.


    Henrich.

For en Person, der har stor Gehør hos Bormester.


    Anneke.

Ach! ach! jeg er icke bleven slagen her i Huset tilforn.


    Henrich.

Som heele Borgerskabet vil giøre Caresser og Baselemaner til herefter.


    Anneke.

Jeg troer den Dreng er bleven gandske gall, hej Mutter! Mutter, kom ind.


    Henrich.

St. st. st. du faar vist din Ulycke med din Mutter. Jeg mercker nok, du veedst icke, hvad her er passeret; derfor tilgier jeg dig, som en Christen, din Forseelse. Raadet har ved de fleeste Stemmer udvalt Hosbond til at være Bormester, Mutter til at være Bormesterinde, dømt Engelke fra sit Jomfrueskab, og benaadet hende med Frøkens Titel. Derfor kand du let begribe, at det icke kand staa mig an, at arbeyde meer. Derfor bær jeg ogsaa dette Liberi, som du seer.


    Anneke.

Ej! staa icke og fixere mig oven i Kiøbet.


    Henrich.

Det er som jeg siger, Anneke; see der kommer Frøicken, som skal sande mine Ord.


Sc. 3.

Engelke. Anneke. Henrich.

    Engelke.

Ach! Gud bedre mig arme Menniske, nu seer jeg ald Forhaabning er ude.


    Henrich.

Ej! Frøiken, er det nu Tid at græde, da jere Forældre ere komne udi saadan Velstand.


    Engelke.

Hold din Mund, Henrich, jeg vil ingen Frøichen være.


    Henrich.

Hvad skal I da være? I er jo icke Jomfrue meere, saa maa I jo være Frøiken. Det er jo den næste Æres Trin, man stiger op, naar man skiller sig ved sin Jomfruedom.


    Engelke.

Jeg vilde heller være en Bonde-Daatter, saa var jeg viß paa, at kunde faa den, til hvilken jeg engang her bortgivet mit Hierte.


    Henrich.

Eja! er det icke andet Frøickenen græder for, end hun vil giftes. Nu kand hun jo allersnarest blive gift, og faa hvilken Mand hun peeger paa; thi den halve Bye vil storme til Huset for at blive Bormesters Svoger.


    Engelke.

Jeg vil ingen have uden Antonius, som jeg eengang har lovet Egteskab.


    Henrich.

Ej! fy Jomfrue! vil I have nu en Hiulmager, hvilken neppe jeg, som er kun Reutendiener kand gaa i Lav med. Nej! I maa have anden Ambition herefter.


    Engelke.

Hold du din Mund, din Tølpel, jeg vil før miste mit Liv, end lade mig tvinge til nogen anden.


    Henrich.

Nu gier jer tilfreds Velbaarne Frøiken, vi vil see til, jeg og Bormesteren, om vi kand hielpe Antonius til en Bestilling, og saa kand I gierne faa ham.

Anneke græder.

    Henrich.

Hvorfor græder du Anneke?


    Anneke.

Jeg græder af Glæde over den Lycke, som er vederfaret vor Huus.


    Henrich.

Det er sant nok, Anneke, du har Aarsag at glæde dig; hvem Fanden skulde have tenkt, at saadan Soe, som du est, skulde have kundet blive Mammeselle.


    Anneke.

Hvem Pocker skulde ogsaa have kundet tenkt, at saadan Sviin, som du, skulde kunde blive Reutendiener.


    Henrick.

Hør Børn lille, jeg har icke Stunder at tale videre med dem denne gang; Frue Bormesters venter Fremmede. Jeg skal lave Caffee til; see der er hun, lad os gaa; jeg maa løbe at hente Caffee-Bordet.


Sc. 4.

Henrich. Geske.
Henrich kommer ind med Caffee-Bordet, og er meget beskæftig.

    Geske.

Hør Henrich! er der kommen Sirup udi Caffeen?


    Henrich.

Nej Mutter!


    Geske.

Ingen Fatter eller Mutter meer, Henrich; det siger jeg dig eengang for alle; spring ud efter noget Sirup, og kom det i Potten.

(Henrich gaar ud)

Ald den Allarm var jeg foruden tilforn. Men jeg kand troe, naar jeg blir vant dertil, falder det mig lettere.


    Henrich.

Her er Sirupen.


    Geske.

Slaa den udi Potten: Hillement! det bancker. Nu skal mand nok see, at Raads-Herrernes Fruer kommer.


    Henrich (ved Dørren)

Hvem vil I tale med?


    En Pige.

Siig din Mester, at hand kand lyve saa sterck, som 10 Kandstøbere. Jeg har slidt op et par Skoe alleene med at løbe efter det Mad-Spand.


    Henrich.

Jeg siger: Hvem vil I tale med?


    Pigen.

Jeg vil tale med Mester Herman.


    Henrich.

Du løber med Liim-Stangen. Her boer Bormester von Bremenfeld.


    Pigen.

Det er forskreckeligt, mand kand icke faa sine Sager færdige, og skal lade sig narre oven i Kiøbet af en lumpen Kandstøber.


    Henrich.

Har du noget at klage paa Kandstøberne, da maa du komme paa Raad-Stuen, der faar du nok rett, om jeg ellers kiender Bormester von Bremenfeld.


    To Lakeier.

Vore Fruer vilde gierne fornemme, om det falt Bormesterinden beleiligt, saa vilde de have den Ære at opvarte hende.


    Henrich Til Pigen:

Hør du nu Carnaille, at der ingen Kandstøber boer her.

Til Tienerne.

Jeg vil fornemme om Frue Bormesters er hiemme.


    Henrich. Til Geske.

Her er to Raads-Herrinder ude, som vil tale med Mutter.


    Geske.

Lad dem komme ind.


Sc. 5.

Madame Abrahamsens. Mad. Sanderus. Geske. Henrich.
De kiøsse begge paa hendes Forklæde.

    Mad. Abrahamsens.

Vi ere hidkomne i Dag for at aflegge vor underdanige Gratulation og temoignere den hiertens Glæde og Fornøjelse, vi har over deres Avancement. Iligemaade at recommendere os udi deres Affection og Bevaagenhed.


    Geske.

Tres humble Servitør. Jeg veed icke, om de vil behage at dricke en Skaal Caffee.


    Mad. Abrahamsens.

Vi tacker Bormesterinden, vi er kun denne gang kommen for at gratulere.


    Geske.

Tres humble Servitør. Men jeg veed nok de dricke gierne Caffee. De vil maa skee lade sig nøde. Vær saa god at sidde ned; Caffeen er gandske færdig. Henrich.


    Henrich.

Velbaarne Frue!


    Geske.

Har du kommen Sirupen i Caffeen?


    Henrich.

Ja jeg har.


    Geske.

Vær saa god, I gode Madamer, at tage til Tacke.


    Mad. Sanderius.

Frue Bormesters er saa god, at excusere os, vi dricker aldrig Caffee.


    Geske.

Ej! hvilken Snak er det. Jeg veed nok bedre. De behager at sidde.


    Mad. Abrahamsens.

Ach masoeur. Jeg er færdig at kaste op, naar jeg tencker paa den Sirup.


    Geske.

Henrich! kom hid, og skienck i Kopperne.


    Mad. Sanderius.

Det er alt nok Cammerad. Jeg kand kun dricke en halv Koppe.


    Henrich.

Jeg skulde bede Bormesterinden komme ind et Øyeblick til Bormesteren.


    Geske.

Forlader mig I gode Fruer, jeg maa gaa bort et Øyeblick. De skal strax have den Ære at see mig igien.


Sc. 6.

Raads-Herinderne alleene.

    1. Raads-Herinde.

Ha ha ha ha ha ha ha ha ha, hvem bliver nu meest fixered Søster; enten hun, som vi sidder og beleer i vore Hierter, eller vi som maa dricke Caffee med Sirup udi.


    2. Raads-Herinde.

Tal for Guds skyld icke meere om den Sirup, Søster, min Mave sidder mig op i min Hals, naar jeg tencker derpaa.


    1. Raads-Herinde.

Gav du agt paa hvilken Mine hun giorde, da vi kyssede paa hendes Forklæde ha ha ha ha ha, jeg glemmer aldrig saa lenge jeg lever det Tres humble Serviteur ha ha ha ha ha ha ha.


    2. Raads-Herinde.

Lee icke saa høyt, Søster! jeg er bange de kand høre det.


    1. Raads-Herinde.

Ach Søster! det er just Konsten at kunde holde sig for Latter. Var det icke ogsaa en allerkieriste Hund hun havde paa Armen. Den skiønneste Lencke-Hund nogen vil forlange; jeg er vis paa, at den blir kaldet Joli oven i Kiøbet. Ach Himmel! er det dog icke sant, som mand siger, at intet Menniske er mere hofmodig, end det, som af Skarnet kommer strax til stor Værdighed: Derfore er intet farligere, end slige hastige Forandringer. Een, der er kommen af fornemme Folk, og har haft een adelig Optugtelse, blir gierne den samme, ja undertiden forfremmes udi Ydmyghed, ligesom den forfremmes udi Høyhed. Men de Mennisker som af intet voxe saa hastig op, som Champinjoner, i dem har Hoffærdighed som sit rette Sæde.


    2. Raads-Herinde.

Hvad mon kand være Aarsag til saadant, mig siunes slige Folk burde heller blive ydmyge, naar de tenkte paa deris forrige Stand.


    1. Raads-Herinde.

Aarsagen dertil maa være denne: De som ere af fornemme Folk har ingen mistenkt at foragte sig, og derfor bekymrer sig icke om, hvorledis de blive begegned. Gemeene Folk derimod have alle mistenkt, de synes hvert Ord, hver Mine sigter hen til at bebreide dem deris forrige Tilstand, og derfor søger at handthæve deris Værdighed ved Myndighed og Tyrannie. Troe mig, hierte Søster, det er noget i det, at være kommen af got Folk. Jeg kiger lidt udi Historier iblant, naar jeg har Leilighed, og finder adskillige Exempler baade udi høje og lave Øvrigheds Personer, som styrcker min Meening, ja jeg læser udi den Bog, Daglig Erfarenhed, det selv samme. Jeg har læst udi en gammel Rommerske Historie, som er oversat paa Tydsk, at den gemeene Almue udi en viß Republiqve antastede Regieringen, og vilde ingen have til Regimentet uden gemeene Haandverks-Folk, forregivende, at derudi bestod den rette Frihed. Men de bleve formedelst samme Regenters Haardhed og Fremfusenhed selv snart kiede deraf, og forlangede den forrige Regierings-Form igien; thi – – – Men der kommer Drengen tilbage; det er best at tie.


Sc. 7.

Henrich. 2. Raads-Herinder.

    Henrich.

De gode Mardamer lader dem Tiden icke falde lang. Hendes Velbaarenhed kommer strax ind igien. Bormester har foræret hende et nyt Halsbaand til hendes Hund, men det var noget for viidt, hvorfor Skræderen er inde at tage Maal af Hundens Hals; saa snart det er bestilt kommer hun ind igien. Men I gode Mardamer tar icke ilde op, at jeg beder dem om noget; de er vel saa god og tencker paa mig med en liden Discretion; thi jeg har stoor Arbeide, og slæber som et Bæst her i Huset.


    1. Raads-Herinde.

Gierne Kammerat! der er en Gylden, om hand icke vil forsmaae.


    Henrich.

Ach største Tacksigelse. Jeg vilde ønske at jeg kunde tiene dem igien. Nu skal de som Mænd dricke brav, mens Fruen er ude; hun blir som mænd icke vred derfor, og hvis saa er, skal jeg nok giøre det got igien.


    1. Raads-Herinde.

Ach! Kammerat, den største Tieneste I kand giøre os, det er icke at nøde os.


    Henrich.

Som jeg siger, Velbaarne Mardamer, Fruen tar det min Troe icke ilde op; de skal som mænd dricke. Maa skee det er icke sødt noch, saa skal vi faa meer Sirup. Men der kommer Fruen selv.


Sc. 8.

Bormesterinden. 2. Raads-Herinder. Henrich.

    Bormesterinden.

Om Forladelse jeg blev saa lenge ude: Fruerne har jo intet drucket imidlertid. Vi skal min Troe have Kanden tømmed, og siden, naar vi faar drucket Caffee, skal de smage vort Øll, det er saa got, uden at rose det, som nogen steds i Byen.


    Mad. Sanderus.

Ach jeg faar saa hiertelig ont, Fru Bormesters pardonnerer mig, at jeg icke kand blive lenger, min Søster bier nok og tar til Tacke.


    Mad. Abrahamsens.

Nej det var Synd, at jeg skulle forlade min Søster. Vi recommenderer os i Bormesterindens Affection.


    Gieske.

I skal saa min Troe have et Glas Brendeviin, saa blir I strax frisk igien, det fordriver Vinde. Henrich, spring hen efter et Glas Janever, Fruen er icke vel.


    Mad. Sanderus.

Nej excusere mig Fru Bormesters, jeg maa gaa.


Sc. 9.

En anden Raads-Herinde. Gieske. Henrich.

    Raads-Herinden.

Underdanige Tienerinde velbaarne Frue. Jeg kommer efter min Skyldighed, at aflegge min Lyck-Ønskning.

Geske recker hende Haanden at kysse, og hun kysser paa Haanden.

    Geske.

Det skal være mig en Fornøjelse, om Jeg eller Bormester kand være dem til Tieneste. Vil hun icke sætte sig ned, vær saa god. Hun skal ingen Complimenter bruge, men bilde sig ind, at hun er hos hendes Lige.


    Raads-Herinden.

Jeg tacker skyldigst, velbaarne Frue.

Sætter sig ned.

    Geske.

Her var nogle af hendes Med-Colleginder nylig, og drack Caffee med mig; jeg troer nok at her er et par Kopper til overs, om dem behager; det beste er ved Bunden. Jeg kand min Troe icke dricke meer, thi jeg har allereede faat saa meget til Lifs, at min Mave staar som en Tromme.


    Raads-Herinden.

Jeg siger underdanigst Tack; jeg har nylig drucket Caffee.


    Geske.

Efter Behag; Vi fornemme Folk nøder ingen. Men hør min kiere Madam, veed hun ingen Franzoise at recommendere mig til Frøikenen, jeg vilde at hun skulle lære Fransøsk.


    Raads-Herinden.

Jo! Velbaarne Frue, jeg kiender een, som er meget artig.


    Geske.

Got; men det vil jeg hun maa viide forud, at jeg taaler icke hun kalder mig Madam, som de Franske Folk plejer at giøre. Icke fordi jeg er storagtig, men jeg har saa mine Betenckende derved.


    Raads-Herinden.

Nej det maa icke være. Men, maatte jeg ogsaa icke have den Naade, at kysse paa Frøkenens Hænder.


    Geske.

Hiertelig gierne. Henrich kald paa Frøikenen, og siig, at her er en Raads-Herinde, som vil kysse paa hendes Hænder.


    Henrich.

Jeg troer icke hun kand komme, thi hun sidder og saaler paa hendes Strømper.


    Geske.

Hør eengang, hvorledes den Tølper staar, og taler hen i Taaget. Ha ha ha hand vilde sige baldyre.


    Arianke Grovsmids, som er en forklæd Mands-Person kommer ind.

Ach min leeve Søster Geske! er det sant, at din Mand er bleven Bormester. Det er mig saa kiert, som een havte givet mig 2 Mark. Lad nu see, at du icke blir storagtig, men kiendes ved dine gamle Du-Søstre.

Geske svarer icke et Ord.

    Arianke.

Naar blev din Mand Bormester, Søster.

Geske tier stille igien.

    Arianke.

Du sidder i Tancker, Søster, jeg spør, naar din Mand blev Bormester.


    Raads-Herinden.

I maa bruge lidt meer Respect, lille Madam, for Bormesterinden.


    Arianke.

Nej min Troe bruger jeg ingen Complimenter med Søster Gieske; thi vi har været ligesom et Liv og Siæl. Men hvor er fat Søster, mig synes dog, at du er bleven noget storagtig.


    Geske.

Moor lille, jeg kiender hende icke.


    Arianke.

Saa kiender vor HErre mig da. Naar du har trengt til Penge, saa har du nok kiendt mig. Du kandst icke vide, min Mand kand blive det samme, som din endnu, førend hand døer.

Geske faar ont, tar et Hoved-Vands-Eeg og lugter til.

    Henrich.

Her ud din Smeede-Kielling, meener du, at du staar i en Smeede, og taler.

Tar hende ved Haanden, og leeder hende ud.

    Geske.

Ach! Madam, det er en Piine, at omgaaes med disse gemeene Folk; Henrich! du skal faa en Ulycke, dersom du indlader nogen Borger-Kone herefter.


    Henrich.

Hun var drucken den Soe; thi Brende-Viinen stod hende af Halsen.


    Raads-Herinden.

Den Hendelse giør mig hiertelig ont; thi jeg er bange, at Bormesterinden har forivret sig; fornemme Folk taaler icke meget. Jo højere mand kommer i Stand, jo meere delicat blir eens Legeme.


    Geske.

Ja jeg kand sværge Fruen til, at jeg har, langt fra, icke den Hilsen nu, som jeg havde i min forrige Stand.


    Raads-Herinden.

Jeg troer det nok, Hendes Velbaarenhed kommer herefter til at medicinere hver Dag, saa har alle andre Bormester-Fruer giordt.


    Henrich til Spectatores.

Mig synes Mare ogsaa, at jeg har icke den Helbred, siden jeg blev Reutendiener, som tilforn. Jeg har faaet et Sting aa aa ret her i min venstre Side. I leer der af got, men det er min Troe dog Alvor. Jeg er ma foi bange inden jeg veed et Ord deraf, at jeg har en Podagra paa Halsen.


    Raads-Herinden.

Bormesterinden maa ogsaa tage sig an en Doctor Aar-viis for sit heele Huus, der kand give hende nogle Draaber, som hun altid i det ringeste maa lade staa i en Flaske, enten hun vil bruge dem eller ej.


    Geske.

Ja jeg vil min Troe ogsaa efterleve hendes Raad. Henrich! du skal siden springe hen til Doctor Hermelin, og bede ham, naar hand faar Leilighed, at giøre sin Opvartning hos mig.


    Raads-Herinden.

Jeg maa nu tage Afskeed, Velbaarne Frue, og recommendere mig i hendes Affection.


    Geske.

Alt recommenderet, min kiere Fru Raads-Herinde, hun har kun at tale mig og Mester Herman, jeg siger Bormester von Bremenfeld frit til; hvad vi kand være hende og hendes Kiereste til Tieneste, skal icke manqvere.

Raads-Herinden kysser paa Forklædet og siger underdanigste Tienerinde.

    Geske.

Adios.

Gaar ud.

Boken er utgitt av Ludvig Holbergs Skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Den Politiske Kandstøber

Den Politiske Kandstøber ble oppført første gang på Den Danske Skueplads i 1722. Karakterkomedien er et av Holbergs mest spilte stykker.

Kannestøper Herman von Bremen er veldig interessert i politikk og i stedet for å ta vare på håndverksvirksomheten og familien holder han og likesinnede til stadighet politisk råd, kalt «Collegium Politicum», på verthuset. Problemet er imidlertid at ingen av dem har politisk innsikt eller noen mulighet for reell politisk innflytelse. Byens råd bestemmer seg for gi kannestøperen en lærepenge og innbiller ham at han er byens nyutnevnte borgermester.

Les mer om verket og Holberg på nettsidene til Ludvig Holbergs Skrifter.

Se faksimiler av F.L. Liebengbergs utgave fra 1888 (nb.no)

Les mer..

Om Ludvig Holberg

Ludvig Holberg er en hovedfigur i dansk-norsk litteratur på 1700-tallet og en av opplysningstidens og klassisismens fremste representanter. Hans forfatterskap er svært omfattende og inneholder verk fra nesten alle sjangere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.