Den Politiske Kandstøber

av Ludvig Holberg

ACT. V.


Sc. 1.

Henrich. 2. Advocater.

    Henrich.

Hillemend nu vil min Ploug gaa, nu er Audientz-Timen. Nu skal I see I got Folk, om nogen, der har været i 20 Aar i Tieniste kand bedre skicke sig derudi, end jeg; der hører jeg det bancker: Med hvem vil de gode Mænd tale.


    Advocat:

Vi ville gierne have den Ære, at tale med Bormester.


    Henrich.

Hand er endnu icke opstaaen.


    Advocat:

Icke opstaaen Klocken 4re om Eftermiddagen?


    Henrich.

Jo hand er nok opstaaen, men hand er gaaen ud.


    Advocat:

Nu møtte vi jo en Mand nys i Dørren, som talede med ham.


    Henrich.

Hand er endelig inde, men hand er icke vel.

Sagte

Disse Karle ere dumme som Beester, de kand icke fatte min Meening.


    Advocat: (sagte)

Jeg mercker nok Mon Frere, at den Karl vil lade sig smørre, vi maa sticke ham en Gylden i Næven, saa kommer nok Bormesteren strax. Hør Cammerat vil I icke forsmaae et par Gylden, at dricke paa vor Sundhed.


    Henrich.

Nej I gode Herrer, jeg tar saa mænd aldrig mod Gaver.


    Advocat:

Hvad skal vi da giøre Monfrere, saa maa vi gaa bort til en anden gang.


    Henrich (vincker ad dem)

Hej Messiørs! de ere saa meget hastige. For deres Skyld vil jeg tage imod de tvende Gylden, de skulde ellers tencke at jeg var storagtig, og vort Huus derudover skulde blive talt ilde om.


    Advocat:

See der Cammerat er 2 Gylden, om I icke vil forsmaae dem, nu er I saa god og skaffer os Audientz.


    Henrich.

Ydmygste Tiener! for deres Skyld vil jeg giøre alt hvad jeg kand. Bormester er endelig frisk nok som en Hest, men dog ej saa vel, at hand kand tale med enhver. Men efterdi det er dem Messiørs, saa er det en anden Sag, vilde de behage at bie et Øjeblick Messiørs, saa skal jeg melde dem an. Men der bancker igien. Hvem vil I tale med min ærlig Mand.


    En Mand gribende i sin Buxe-Lomme.

Jeg vilde gierne have den Ære at tale med Bormester.


    Henrich (sagte)

Den Mand veed at leve, hand griber strax til Lommen.

Høyt.

Ja min Herre hand er hiemme, nu skal I strax faa ham i Tale.

Henrich recker Haanden frem, men den anden, i Stæden for Penge, tar kun sit Uhrværck op, og siger, jeg seer Klocken er alt fire.

    Henrich.

Hvem var det Monsieur vilde tale med.


    Manden.

Med Bormester.


    Henrich.

Hand er icke hiemme Monsiør.


    Manden.

I sagde jo nylig, at hand var hiemme.


    Henrich.

Kand nok være Messiør, men saa har jeg fortalt mig.

Manden gaar bort.

    Henrich (sagte)

Seer I vel til den Snydere; du skal nok see, at Bormester staar paa Pinde for dig.

Til Advocaterne.

Nu skal jeg strax melde dem an.


    Advocat:

See ickun til den Dreng, hvor vel hand allereede veed at snoe sig i sin Bestilling. Holt nu gode Miner Monfrere, vi ere de som skal giøre Begyndelse til at plage denne gode Kandestøber. Vore Cammerater skal fuldføre Historien. Men see der kommer hand.


Sc. 2.

Bremenfeld. 2. Advocater. Henrich.

    1. Advocat.

Vi ønsker af inderste Hiertens Grund Velbaarne Her Bormester Lycke til denne høje Værdighed udi vor Stad, og haaber, at hand i Mildhed, Forsigtighed og Aarvaagenhed icke skal give nogen af sine Formænd efter, saasom hans Velbaarenhed har baned sig Vejen til dette høje Embede, icke ved Rigdom, Slægt, eller Venner, men alleene ved sine bekiendte store Dyder, Lærdom og Erfarenhed udi Stats-Sager.


    Bremenfeld.

Tres humble Serviteur.


    2. Advocat.

I sær glæder vi os over, at have faat saadan Øvrighed, der icke alleene har fast Guddommelig Forstand – – – – –


    Bremenfeld.

Jeg tacker Gud.


    2. Advocat.

Men som har Navn for at være venlig mod alle, og giøre til sin største Fornøjelse, at høre Folckes Klagemaal, og hielpe dem til rette; thi jeg kand sige at jeg var nær daaned af Glæde, da jeg først hørdte de Tidender, at Vallet var falden paa Her Bormester von Bremen.


    Henrich.

I skal sige von Bremenfeld Messiørs.


    2. Advocat.

Jeg beder underdanig om Forladelse, jeg vilde sige Bormester von Bremenfeld. Nu er vi i Dag hidkommen først for at aflegge vor underdanige Lyck-Ønskning. Dernest at raadføre os med hans Velbaarenhed udi en Tvistighed, som har reiset sig imellem vore Principaler, hvilken Tvistighed vi havde begge beslutted at lade dømmes udi ved Lands-Lov og Ret, men vi har betenckt os siden, og for at undgaa den Tids-spilde, og de Omkostninger, som fødes af Rettergang, at underkaste os Her Bormesters Sigelse. Hvorved vi lover, at lade det blive.

Bremenfeld sætter sig ned og lader de andre staa.

    1. Advocat.

Begge vore Principaler ere Naboer, men der er et flydende Vand, som skiller deres Jorde fra hinanden. Nu er hendet sig for 3 Aar siden, at Vandet har løset et stort stycke Jord fra min Principals Grund, og ført det hen til min Contraparts Agre; Skal hand nu beholde det? heeder det icke: nemo alterius damno debet locupletari. Her vil jo hans Principal berige sig med min Principals Skade, hvilket strider aperte mod æqvitatem naturalem. Er dette icke saa Her Bormester.


    Bremenfeld.

Jo det er jo ubilligt, at begiere saadant, I har ret Monsieur.


    2. Advocat.

Men Justinianus siger jo udtryckelig libro secundo Institutionum titulo primo de Alluvione.


    Bremenfeld.

Hvad Pocker bryder mig, hvad Justinianus eller Alexander Magnus siger, som levede maa skee nogle tusende Aar førend Hamborg blev bygt, hvor kand de dømme i Sager, som icke var til i deres Tid.


    2. Advocat.

Jeg haaber dog icke at Eders Velbaarenhed forkaster de Love, som heele Tydskland har underkastet sig.


    Bremenfeld.

Det var icke saa jeg meente, I forstod mig icke ret, jeg vilde kun sige –

Hand hoster imellem.

Vær saa god at sige videre frem eders Paastand.


    2. Advocat.

Saadane er Justiniani Ord: qvod per alluvionem agro tuo flumen adjecit, jure gentium tibi acqviritur.


    Bremenfeld.

Her Advocat, I taler saa forbandet hastig, siig mig det meer tydelig.

Advocaten repeterer det samme langsom.

    Bremenfeld.

Ej Monsieur, I har en forbandet gal Ud-Tale i det Latinske Sprog, tael jers Moors Maal, det kommer I bedre af med; jeg siger det icke derfor, at jeg er en Hader af Latin; thi jeg sidder undertiden heele Timer, og taler Latin med min Tiener. Er det icke sant Henrich.


    Henrich.

Det er forunderligt at høre Herren tale Latin, thi jeg kand sværge paa, at Taarene staar mig i Øynene, naar jeg tencker derpaa. Det er ligesom I hører Erter kaage i en Gryde, saa hastig løbe Ordene ham ud af Munden. Fanden kand icke begribe, hvordan et Menniske kand tale saa expedit. Men hvad giør icke den lange Øvelse.


    2. Advocat.

Justiniani Ord Velbaarne Her Bormester ere saaledes: Hvad som en Flod river fra en andens Ager og kaster til din, det bliver dit.


    Bremenfeld.

Ja Justinianus har saa vidt ret, thi det var en brav Mand. Jeg har ald for stoor Respect for ham, at jeg skulde underkiende hans Domme.


    1. Advocat.

Men, Her Bormester, min Contrapart læser Loven, ligesom Fanden læser Bibelen. Hand glemmer det som følger strax paa: per alluvionem autem videtur id adjici, qvod ità paulatim adjicitur, ut intelligi non possit, qvantum qvoqvo temporis momento adjicitur.


    Bremenfeld.

Messieur om Forladelse, jeg maa op paa Raadhuset; nu slog Klocken halvgaaen fem. Henrich see du til, at du kandst forlige Sagen med dem i Gangen.


    1. Advocat.

Ach; Her Bormester, siig os da med et Ord hans Meening.


    Bremenfeld.

Messieurs I har ret begge toe, hver paa sin Maade.


    2. Advocat.

Hvorledes kand vi have ret begge to. Jeg meener, at, naar jeg har ret, saa har min Contrapart uret, Justiniani Lov er udtryckelig for mig.


    Bremenfeld.

Forlader mig, jeg maa strax op paa Raadhuset.


    1. Advocat Holdende paa Bormesteren.

Jeg har jo beviset, at Justiniani Ord er for mig.


    Bremenfeld.

Ja det er sant, Justinianus er for jer begge, hvorfor Dievelen forliger I da icke Sagen. I kiender icke Justinianus, saa vel som jeg, naar hand henger Kaaben paa begge Sider, saa er det ligesaa meget, som hand vilde sige disse Ord: gaar hen I Skabhalse, og forliger Sagen.


    2. Advocat.

Her Bormester! for at begribe Lovgiverens Meening ret, maa mand jo conferere en Artickel med en anden; staar der icke i nestfølgende Paragrapho? qvòd si vis fluminis de tuo prædio.


    Bremenfeld.

Ej slipper mig I Ting-Stude! I hører jo, at jeg skal op paa Raadhuset.


    1. Advocat.

Ej Her Bormester! et Øyeblick? lad os nu høre hvad Hugo Grotius siger.


    Bremenfeld.

Jeg gier baade jer og Hugo Grotius Døden og Dievelen, hvad har jeg med Hugo Grotius at bestille, hand var en Armenianer, hvad kommer os de Love ved, som Folk giør, Fanden i Vold hen i Armenien. Henrich! leed dem strax paa Dør.

De gaar ud.
Henrich klamrer ude i Gangen og kommer ind paa sit Hoved, efterfuld af en Kielling, som maa være en forklæd Mands-Person.

    Kiellingen tar Bormesteren for Brystet raabende:

Ach! er det Øvrighed, som gier saadane forbandede Love ud, at en Mand maa have to Koner; meener I vel, at Guds Straf er icke over jer.


    Bremenfeld.

Er du gal Kielling, hvem Pocker har tenkt paa saadant.


    Kiellingen.

Hej, hej, hej, jeg skal icke gaa bort, før jeg seer dit Hierte-Blod.


    Bremenfeld.

A – – – – – hielp. Henrich! Peiter!

Peiter kommer ind og træcker Kiellingen ud; Henrich som var løbet i Skiul hielper endelig til med.

Sc. 3.

Bremenfeld. Henrich.

    Bremenfeld.

Henrich du skal faa en Ulycke, om du indlader Kiellinger eller Advocater oftere, thi hver af dem dræber mig paa sin Maade. Dersom der kommer andre, og vil tale med mig, skal du sige dem, at de maa tage sig vare for icke at tale Latin, saasom jeg for en viß Aarsag har forsvoret det.


    Henrich.

Jeg har ogsaa forsvoret det for samme Aarsag.


    Bremenfeld.

Du kandst sige, at jeg taler icke uden Grædsk.

Der bancker igien.
Henrich gaar til Dørren, og kommer ind med en stoor Packe Papiir.

    Henrich.

Her er en Hob Papiir fra Syndicus, som Bormesteren skulde giennemsee og give sine Betenckende over.

Bormesteren sætter sig ned ved et Bord, og rager udi Papirerne.

    Bremenfeld.

Det er icke saa læt at være Bormester, som jeg tenckte, Henrich: Jeg har faat her nogle Sager at igiennemsee, som Fanden selv icke kand hitte Reede udi.

Begynder at skrive, reiser sig op, og tørrer Sveden af sig, sætter sig ned igien, og stryger ud, hvad hand har skrevet tilforn.

Henrich!


    Henrich.

Her Bormester!


    Bremenfeld.

Hvad er det for Allarm du giør? kand du icke staa stille?


    Henrich.

Jeg rører mig icke af Steden Her Bormester.


    Bremenfeld. Hand reiser sig op igien, tørrer Sveden af sig, som tilforn, og kaster sin Peruqve paa Gulvet, paa det hand disbedre kand meditere med blott Hoved. Spadtzerer over Peruqven, og spender den til Side, sætter sig ned at skrive igien. Raaber:

Henrich!


    Henrich.

Her Bormester.


    Bremenfeld.

Du skal faa en Ulycke, staar du icke stille, det er den anden gang du har forstyrret mine Concepter.


    Henrich.

Jeg giorde min Troe icke andet, end jeg stack min Skiorte ind, og maalede paa mine Been, hvor meget min Liberi-Kiol var for lang.


    Bremenfeld. Reiser sig op igien, og bancker paa sin Hierne med Haanden for at faa Concepter.

Henrich!


    Henrich.

Her Bormester!


    Bremenfeld.

Gak ud og siig til de Kiellinger, som raaber paa Gaden med Østers, at de maa icke raabe i denne Gade, hvor jeg boer; thi det forstyrrer mig i mine politiske Forretninger.


    Henrich Raaber ved Dørren disse Ord tree gange:

Hør I Østers-Kiellinger! I Carnalier! I Caronier! I uforskammede Tasker! I Ægtemænds Horer! er der ingen Skam i jer, at I tør raabe saadan udi Bormesterens Gade, og forstyrre ham i hans Forretninger?


    Bremenfeld.

Henrich!


    Henrich.

Her Bormester!


    Bremenfeld.

Holt op igien dit Beest.


    Henrich.

Det giør og ingen gode at jeg raaber meere, thi Byen er fuld af saadane Folk, saa snart een er gaaen forbi, kommer en anden strax i Stæden; thi dersom –


    Bremenfeld.

Ingen Snack meer, staa still og holdt Munden.

Sætter sig ned, og stryger ud, hvad hand har skrevet igien, skriver paa nye, reiser sig op, og stamper af Vrede paa Gulvet, raaber:

Henrich!


    Henrich.

Her Bormester.


    Bremenfeld.

Jeg var tilfreds det Bormesterskab var Fanden i Vold. Vil du være Bormester i min Sted?


    Henrich.

Skam der giør. (sagte) Og ligesaa faa den der det begierer.


    Bremenfeld. Vil sætte sig ned, at skrive igien, men sætter sig feil i Tancker og falder paa Gulvet, raaber

Henrich!


    Henrich.

Her Bormester!


    Bremenfeld.

Jeg ligger paa Gulvet.


    Henrich.

Jeg seer det nok.


    Bremenfeld.

Hid, og hielp mig op igien.


    Henrich.

Bormester har jo sagt, at jeg icke maa røre mig af Stædet.


    Bremenfeldt.

Det er en forbandet Dreng.

Reiser sig selv op igien.

Bancker der icke paa Dørren?


    Henrich.

Jo! hvem vil I tale med.


    En Borger.

Jeg er Oldermand for Hattemagerne, jeg har noget at klage for Bormester.


    Henrich.

Her er Oldermanden for Hattemagerne med nogle Besværinger.


    Herman von Bremenfeld.

Ej! jeg kand icke have meere end en Ting i Hoved paa engang, spørg ham hvad det er.


    Borgeren.

Det er for vitløftigt. Jeg maa tale med Bormester selv; det kand være giort paa en Time; thi mine Klagemaal bestaar kun i 20 Puncter.


    Henrich.

Hand siger, hand maa tale med Bormester selv; thi hans Puncter bestaar kun i 20 Klagemaal.


    Bremenfeld.

Ach! Gud bedre mig arme Mand, jeg er gandske fortumlet i mit Hoved allereede, lad ham komme ind.


    Borgeren.

Ach! Her Bormester, jeg fattig Mand har liidt stoor Uret, som Bormester nu strax skal begribe, naar hand faar det at høre.


    Bremenfeld.

I maa forfatte det skriftlig.


    Borgeren.

Her har jeg forfattet det paa fire Ark.


    Bremenfeld.

Henrich! der bancker igien.


    Henrich.

Hvem vil I tale med?


    En anden Borger.

Jeg har noget at klage for Bormester mod Oldermanden for Hattemagerne.


    Bremenfeld.

Hvem var det Henrich!


    Henrich.

Det er denne Mands Contrapart.


    Bremenfeld.

Lad ham fly dig sit Indgivende, bliver kun begge I gode Mænd i Forstuen saa længe. Henrich!


    Henrich.

Ja Herre.


    Bremenfeld.

Kand du icke hielpe mig noget til rette, jeg veed icke, hvilket jeg skal giøre først. Læs op for mig Hattemagerens Paastand.

Henrich: læser op, det som følger,

Velbaarne, Høylærde

Strenge faste Her Borgemester

Af denne herlige Byes lovlige Borgerskabs anseelige Laug, fremstiller sig som en Første-grøde jeg underskrefne N. N. uværdig Oldermand for det anseelige Hattemagers Laug, og næst forhen aflagt saa ærbødig som kierlig Gratulation over at see een saa værdig og høy opliust Mand ophøjet, til en saa høy Høyhed, andrager i dybeste Ydmyghed en af de største, farligste, og vederstyggeligste Misbruge, som de vanartige Tider, og meere vanartige Mennisker have ført i Brug her i denne Stad, i Haab, at Eders Herlighed derpaa vil raade Bod. Sagen er denne, at Kremmerne her i Staden bær aldeles ingen Frygt eller Undseelse for, offentlig at sælge, og falholde heele Stycker af et Slags Klæde, som de lade væve af Castor, ja falde og til den gruelige Dumdristighed, at de deraf lade væve Strømper, da det dog er bekient, at Beverhaar hører alleene vor Profession til, hvorudover vi arme Hattemagere icke med Penge kand opveje de til vor Nærings Fortsættelse behøvende Haar, saa got Folk derover kommer i saadan Vane, at faae nu meere vil give 10 à 20 Rdlr. for en Hat, vores Handverk til ubodelig Skade paa Reputation og Indkomme. Naar det nu maatte behage min Her Bormester at overveje efterfølgende 24 vigtige Aarsager og Raisons, hvorefter vi Hattemagere formodentlig formeene os alleene at være berettigede til Arbeide af Castor, nemlig (1) at det af Alders Tiid har været en almindelig Skik og Landsbrug, ej alleene her, men over heele Verden, at bære Castor-Hatte, som med mangfoldige Citationer af Historien, som og lovlig derover førte Tings-Vidne kand bevises. 1. Af Historien – – – – –


    Bremenfeld.

Spring over Historien.


    Henrich.

2. Af Tings-Vidner, at Adrian Nilsen gl. 79 Aar kand erindre sig, sin Faders Oldefader har sagt – – – – –


    Bremenfeld.

Spring ogsaa over, hvad hand har sagt.


    Henrich.

(2) At det er en umaadelig Overdaadighed, at bruge saa kostbare Haar til Strømper og Klæder, som strider imod ald god Orden og Skik, besynderlig siden der hidføres saa mange kostbare fine Klæder fra Engeland, Franckerig og Holland, at man vel derved kunde lade sig nøje, uden at falde en ærlig Mand i sin Næring.


    Herman von Bremenfeld.

Nok nok Henrich. Jeg begriber at Oldermanden har ret.


    Henrich.

Men jeg har hørt, at en Øvrighed altid maa høre begge Parterne, førend hand felder Dom, skal jeg derfor icke ogsaa læse Contrapartens Svar.


    Bremenfeld.

Ja nok.

Hand flyer ham efterfølgende Contrapartens Besværing.

    Henrich læser:

Høybaarne Excellentz
Høy oplyste og høyst politiske
Her Borgemester.

Saa høyt som Eders Forstand stiger over andres, saa høyt gaar min Glæde over andres, nu jeg har hørt, at I er bleven Bormester; men det jeg kommer for, er for Hattemagerne giør mig Fortred, og vil icke jeg maa sælge Stoffe og Strømper af Castor. Jeg forstaar nok hvad de vil, de vil have Handelen paa Castor alleene, og at mand skal icke bruge Castor til andet end til Hatte; men de forstaar det intet. Det er taabeligt at bære en Castors Hat; den gaar mand med under Armen, den hverken varmer eller nytter, og en Straaehat var af samme Nytte. Castor-Strømper og Klæder derimod er baade varme og bløde, og havde Her Bormester kun forsøgt det, som med Tiden kand skee, skulde I bekiende det selv.


    Bremenfeld.

Holt op det er nok, denne har jo ret ogsaa.


    Henrich.

Men jeg veed jo, at de kand icke have ret og begge.


    Bremenfeld.

Hvem har da ret.


    Henrich.

Det maa vor HErre og Borgemester vide.


    Bormesteren reiser sig op og spatzerer.

Dette er noget forbandet Tøy. Henrich! kand dit dumme Beest icke sige mig, hvem der har ret. Hvorfor skal jeg give din Hund Kost og Løn.

Derpaa følger Allarm i Gangen, og hand spør:

Hvad er det for Allarm i Gangen?


    Henrich.

De to Borgere er i Haar sammen.


    Bremenfeld.

Gak ud og bed dem have Respect for Bormesterens Huus.


    Henrich.

Det er best, Herre, de slaaes, saa, maa skee, de blir dis snarere gode Venner igien. Hillemend jeg troer, de vil bryde ind; hør hvor de trommer paa Dørren.

Herman von Bremenfeldt kryber under Bordet og skiuler sig.

    Henrich.

Hvem bancker?


    En Lakei.

Jeg er fra en fremmed Resident, min Herre har noget at tale med Bormester, som er vigtigt.


    Henrich.

Hvor Pocker blev der af Bormester. Mon Fanden tog Bormesteren. Her Bormester!


    Bormesteren under Bordet, gandske sagte,

Henrich, hvem var det.


    Henrich.

En fremmed President vil tale med Herren.


    Bremenfeld.

Beed ham komme igien om en halv Time, og siig, at der er to Hattemagere hos mig, som jeg maa expedere. Henrich! beed ogsaa Borgerne gaa bort til i Morgen. Ach! Gud bedre mig arme Mand, jeg er saa fortumled i mit Hoved, at jeg veed icke selv, hvad jeg siger eller giør. Kand du icke hielpe mig noget til rette Henrich!


    Henrich.

Jeg veed icke bedre Raad for Her Bormester, end at hand henger sig op.


    Bremenfeld.

Gak ud og hent mig den politiske Stock-Fisk, som ligger paa daglig Stue-Bordet, det er en Tydsk Bog i hvidt Bind, maa skee jeg kand finde derudi, hvorledis jeg skal tage imod fremmede Presidenter.


    Henrich.

Vil Bormester have Senep og Smør dertil.


    Bremenfeld.

Nej, det er en Bog i hvidt Bind.

Medens Henrich er ude, gaar Bormesteren og river i Tancker Hattemagerens Document i stycker.

    Henrich.

Her er Bogen. Men hvad er det Herren river i stycker; det er min Troe Oldermandens Klagemaal.


    Bremenfeld.

Ach! jeg giorde det i Tancker.

Hand tar Bogen og kaster mod Gulvet.

Jeg troer Henrich, det er best, at jeg henger mig, efter dit Raad.


    Henrich.

Hej saa! nu bancker det igien.

Gaar ud, kommer ind igien grædende.

Ach! Her Bormester! hielp Her Bormester!


    Bremenfeld.

Hvad er paa Færde?


    Henrich.

Der er et heelt Regiment Matrodser uden for Dørren, som raaber, faar vi icke ret, da skal vi slaa alle Bormesters Vindver ind. En af dem slog mig med en Steen udi Ryggen: au – au – au –


    Bormesteren kryber under Bordet igien.

Henrich; beed Frue Bormesters komme ud, at holde Styer paa dem, maaskee de har Respect for Fruentimmeret.


    Henrich.

Jo, jo, I skal nok see, at Baadsmænd har Respect for Fruentimmeret, kommer hun ud, saa maa skee de tar hende med Vold, og det sidste blir da verre end det første.


    Bremenfeld.

Ej! det er jo en gammel Kone.


    Henrich.

Matrodser ere icke saa delicate, jeg vovede icke min Kone paa det samme, der bancker det igien; skal jeg lucke op?


    Bremenfeld.

Nej, jeg er bange, at det er Baadsfolcket. Ah! gid jeg var i Graven. Henrich, spring hen til Dørren, at høre hvo det er.


    Henrich.

See her: De gaa min Troe lige ind, det er to Raads-Herrer.


Sc. 4.

Abrahams. Sanderus. Herman. Henrich.

    Abraham.

Er Bormester icke hiemme?


    Henrich.

Jo hand sidder vist under Bordet.


    Sanderus.

Hvad? sidder hand under Bordet Her Bormester?


    Herman von Bremenfeld.

Ah! I gode Herrer, jeg har jo aldrig søgt om at blive Bormester; hvorfor har I bragt mig i denne Ulycke?


    Abraham.

Hand har jo engang taget derimod; kom kun frem Her Bormester; vi ere hidkomne for at forestille ham den store Feil, hand har begaaet imod den fremmede Minister, som hand saa haanlig har viset bort; hvorover Staden kand komme i Fortred: Vi tenckte, Her Bormester bedre forstod Jus publicum og Ceremonialier.


    Bremenfeld.

Ah! I gode Herrer! I kand jo sætte mig af, saa blir jeg reddet fra denne Byrde, som jeg er for svag til at bære, og den fremmede Minister faar Satisfaction tillige.


    Sanderus.

Det være langt fra, Her Bormester, at vi skulde sætte ham af: Hand maa følge os strax til Raadhuset, for at overlegge med Syndico, hvorledes denne Forseelse kand gotgiøres.


    Bormesteren.

Jeg gaar icke til Raadhuset, om mand træckede mig end efter Haaret, jeg vil icke være Bormester, jeg har og icke søgt om at være det; I maa heller tage Livet af mig; jeg er Kandestøber med Gud og Æren, jeg vil og døe Kandestøber.


    Sanderus.

Vil I da fixere det heele Raad? Hør Monfrere! tog hand icke mod Bormesterskabet?


    Abraham.

Jo vist, det er jo noget, som vi allereede har rapporteret.


    Sanderus.

Vi skal nok faa Raad dertil; det heele Senat lar sig icke saaledes prostituere.


Sc. 5.

Herman. Henrich.

    Herman von Bremenfeld.

Henrich!


    Henrich.

Her Bormester!


    Herman.

Hvad meener du vel, disse Raads-Herrer vil giøre ved mig?


    Henrich.

Jeg veed det icke, Herre, de vare meget vrede, det saae jeg nok, mig undredes, at de torde bruge saadan en viis Mund i Bormesters Stue; havte jeg været Bormester, jeg havde min Troe paa en god Maade sagt dem: Holder jer Snude til I Skabhalse, I skal sticke Fingeren paa Gulvet, og lugte, hvad Huus I er udi.


    Herman.

Gid du var Bormester, Henrich! gid du var Bormester ah! ah! Ah!


    Henrich.

Om jeg maatte falde ind udi Herrens Forretninger, saa vilde jeg ydmygst bede om en Ting; nemlig, at jeg maatte kalde mig von Henrich herefter.


    Herman.

Ej! din uforskammede Knægt! er det nu Tiid at komme med saadan Snack? nu du seer, at jeg er omspendt med lutter Ulycker og fortrædelige Forretninger.


    Henrich.

Jeg giør det parrol icke af nogen Ærgierighed, men alleene for at have nogen Respect i Huset af mine Medtienere, besynderlig af Anneke, som –


    Herman.

Hvis du icke holder din Mund, skal jeg træde dit Hals-Been i stycker. Henrich.


    Henrich.

Her Bormester.


    Herman.

Kand du icke hielpe mig noget til rette, din dumme Hund. See der! giør mine Sager klar for mig eller du skal faa en Ulycke.


    Henrich.

Det er dog underligt, at Herren vil begiere saadant af mig; hand som er saadan klog Mand, og alleene for sin Viisdom er bleven udvalt til dette høje Embede.


    Herman.

Vil du fixere mig oven i Kiøbet.

Tar Stolen og vil slaae ham med. Henrich løber ud.

Sc. 6.


    Herman von Bremenfeld (alleene.) Sætter sig ned med Hænderne under Kinden, og grunder længe: Springer op af Alteration, og siger: Banckede det icke, gaar sagte hen til Dørren, men seer ingen. Sætter sig ned at grunde igien, falder i Graad, og tørrer Øynene med Papirerne, af Alteration igien springer op, som udi Raseri, og raaber:

En heel Byldt Forestillinger af Syndicus: Hattemagernes Oldermand; Oldermandens Contrapart; Klagemaal i 20 Puncter! Oprør af Matrodser! fremmed President; Tiltale af Raadet! Trudsler! mon her intet Reeb er ved Haanden; jo jeg troer vist, at der er et bag Kackelovnen.

Tar Rebet og laver det til.

Det er spaaet mig, at jeg ved mine poliske Studia skal ophøjes. Den Spaadom blir sand, om Reebet ellers vil holde. Lad saa Raadet komme med alle deres Trudsler, jeg blæser af dem, naar jeg er død: En Ting vilde jeg dog ønske, nemlig at see Author til den politiske Stockfisk henge ved Siden af mig med 16 Stads-Cabineter og politiske Nach-Tisker om Halsen.

Tar Bogen af Bordet, og river den i stycker.

Du Canaille skal aldrig forføre nogen ærlig Kandestøber meer, saa! det er dog en liden Trøst, før jeg døer. Nu maa jeg leede efter en Krog at henge mig paa. Det blir besynderlig merckværdigt at sige efter min Død: Hvilken Bormester i Hamborg var meer aarvaagen end Herman von Bremenfeld, der udi sit heele Bormesterskab icke sov et Øjeblick.


Sc. 7.

Antonius. Herman.

    Antonius.

Hey! hey! hvad Pocker bestiller I?


    Herman.

Jeg har icke i Sinde at bestille noget; men for at undgaa Bestilling vil henge mig. Vil I giøre Compagnie med, skal det være mig en Fornøjelse.


    Antonius.

Nej min Troe vil jeg icke; men hvad bringer jer til saadant fortvilet Forsæt?


    Herman.

Hør Antoni, det giør ingen gode, at I taler derom; jeg skal henges, skeer det icke i Dag, saa skeer det i Morgen; jeg vil kun bede – – – – – at I formælder min Respect til Frue Bormesters og Frøikenen, og befaler dem at giøre mig saadan Gravskrift:

Stat stille Vandrings-Mand
Her henger Bormester von
Bremenfeld. Som i sit heele
Bormesterskabs Tiid intet
Minut sov.
Gak du bort og giør ligesaa.

I veed maa skee icke, kiere Antoni, at jeg er bleven Bormester, at jeg har faat et Embede, hvorudi jeg veed icke, hvad hvidt eller sort er og hvortil jeg finder mig gandske udygtig; thi jeg har merket af adskillige Fortrædeligheder, som allereede har mødt mig, at det er stoor Forskiel paa at være Øvrighed, og at raisonnere om Øvrighed.


    Antonius.

Ha ha ha ha ha ha.


    Herman.

Belee mig icke Antoni I har Synd deraf.


    Antonius.

Ha ha ha. Nu mercker jeg hvor det henger sammen; jeg var nyelig paa et Verts-Huus, hvor jeg hørte Folk spricke af Latter over en Comoedie, som mand havte spillet Herman von Bremen i det, at nogle unge Mennisker havte bildet ham ind, at hand var bleven Bormester, for at see hvorledes hand kunde skicke sig derudi; det giordte mig hiertelig ont, da jeg hørte saadant. Gik derfor strax hid, for at advare jer derom.


    Herman.

Ah! er jeg da icke Bormester?


    Antonius.

Nej det er puur opspunden Tøy, for at venne jer af med jer Galskab at raisonnere over høje Ting, som I icke forstaar.


    Herman.

Ah! er det ej heller sant om den fremmede President?


    Antonius.

Nej vist icke.


    Herman.

Ej heller om Hattemagernes Oldermand?


    Antonius.

Det er altsammen opspundet.


    Herman.

Ej heller om Matrodserne?


    Antonius.

Nej, nej.


    Herman.

Gid Fanden henge sig da! Gieske! Engelke! Peiter! Henrich! herud allesammen.


Sc. 8.

Herman. Antonius. Geske. Engelke. Peiter. Henrich.

    Herman.

Min hierte Kone! gaa hen til dit Arbeid igien; vor Bormesterskab er alt til ende.


    Geske.

Til ende?


    Herman.

Ja, ja, det er til ende, nogle Skalke har rottet sig sammen for at fixere os.


    Geske.

Fixere os, da skal de faa en Ulycke, som har fixeret os, og du med.

Hun gier ham Ørefigen.
Herman prygler hende dygtig.

    Geske.

Ah! min hierte Mand slaa mig icke meer, ah! min hierte Mand holdt op.


    Herman.

Du skal vide Kone, at jeg er icke Politicus længer, og derfor icke tæller meer til tiuve, naar jeg faar Ørefigen. Jeg agter at føre et andet Levnet herefter; kaste mine Bøger paa Ilden, og tage alleene vare paa mit Handtverk herefter. Jeg varer ogsaa ad engang for alle, at dersom jeg seer nogen af jer læser i en politisk Bog, eller bringer nogen i mit Huus, da skal det bekomme dem ilde.


    Henrich.

Jeg for min Part har ingen Fare derfor Her Bormester, thi jeg kand hverken læse eller skrive.


    Herman.

Lad kun den første Stavelse være ude, og kald mig slet og ret Mester som tilforn; thi jeg er Kandestøber, og vil døe Kandestøber. Hør Monsieur Antoni: Jeg veed, at I har haft Godhed for min Datter. Mine forrige Capricer har hindret Jers Kierlighed. Nu har I baade hendes Faders og Moors Samtycke, saa at hvis I er ved samme Sind og Forset, er ald Hinder ophevet.


    Antonius.

Ja jeg blir ved mit Forset, og beder at hun maa blive min Hustrue.


    Herman.

Gier du dit Samtycke dertil ogsaa Geske.


    Henrich.

Ah! det er icke at spørge om, Frue Bormesters har altid været for det Partie.


    Geske.

Holt Munden til Giek; jeg kand nok svare selv. Jeg har, min hierte Mand, givet mit Samtycke dertil for 3 Aar siden.


    Herman.

Jeg vil icke spørge dig Engelke; jeg veed, du er saa forliebt i ham, som en Rotte i en Ost; er det icke sant.


    Henrich.

Svar Frøiken.


    Herman.

Vidste jeg, at du gav disse Titler af Malice, skulde det bekomme dig ilde.


    Henrich.

Nej min Troe giør jeg icke Mester; men mand kand icke saa hastig komme af Vanen igien.


    Herman.

Gier I To da hinanden Hænder. Saa! nu er det got, i Morgen skal vi holde Bryllup. Henrich.


    Henrich.

Her Bormester, om Forladelse, ja Mester.


    Herman.

Du skal brænde mig op alle mine politiske Bøger; thi jeg kand icke see det for mine Øjen meer, som har bragt mig i slige Griller.

Vi Øvrighed med Munden slaa
Kand dog selv intet giøre;
Et er et Søe-Kort at forstaa,
Et andet Skib at føre,
Af en politisk Bog mand kand
Vel lære raisonnere
Men til at forrestaa et Land
Udfordres andet meere.
Af hvad som mig i Dag er skeed
Hver Handvercks-Mand kand lære,
At den der retter Øvrighed
Just selv den ej kand være,
Thi naar en Kandestøber til
Bormesters Embed løber,
Er som naar Stats-Mand blive vil
I hast en Kandestøber.

Boken er utgitt av Ludvig Holbergs Skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Den Politiske Kandstøber

Den Politiske Kandstøber ble oppført første gang på Den Danske Skueplads i 1722. Karakterkomedien er et av Holbergs mest spilte stykker.

Kannestøper Herman von Bremen er veldig interessert i politikk og i stedet for å ta vare på håndverksvirksomheten og familien holder han og likesinnede til stadighet politisk råd, kalt «Collegium Politicum», på verthuset. Problemet er imidlertid at ingen av dem har politisk innsikt eller noen mulighet for reell politisk innflytelse. Byens råd bestemmer seg for gi kannestøperen en lærepenge og innbiller ham at han er byens nyutnevnte borgermester.

Les mer om verket og Holberg på nettsidene til Ludvig Holbergs Skrifter.

Se faksimiler av F.L. Liebengbergs utgave fra 1888 (nb.no)

Les mer..

Om Ludvig Holberg

Ludvig Holberg er en hovedfigur i dansk-norsk litteratur på 1700-tallet og en av opplysningstidens og klassisismens fremste representanter. Hans forfatterskap er svært omfattende og inneholder verk fra nesten alle sjangere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.