Katekismesanger

av Petter Dass

Den Fierde Sang.


Tre apostrofer (str. 1, 8 og 15) innleder hver sin hoveddel av denne sangen om Guds vilje. En fjerde markerer avslutningen (str. 25). I str. 1 anropes den «Hellige Gud» i tilslutning til en reformulering av Fadervårs ord om fullbyrdelsen av Hans vilje på jorden og i himmelen. De seks påfølgende strofene (2–6) poengterer på forskjellige måter hvordan mennesket i sin hjelpeløse uverdighet er prisgitt Gud; ikke en gang gode gjerninger forslår. I str. 8 apostroferes «Guds søn», frelseren, som så, i de neste strofene (9–14) bes om å styrke mennesket i troen på Ham, og om å gi dem kjærlighet og kraft til å motstå verdens fristelser. Slik «skjer» Guds vilje. Den tredje apostofen («HErre!», str. 15), som fornyes i str. 20, innleder den siste og lengste delen av sangen, bestående av i alt elleve strofer. Først (str. 15–20) bes Herren om å fri mennesket fra synden, dernest (str. 21–25) underkaster mennesket seg Guds vilje og uttrykker sitt forsett om å gjøre Guds vilje på jorden slik englene følger den i himmelen. Slik vil enhver kunne imøtese dommen uten frykt. Motsetningen mellom himmel og jord kommer til uttrykk i forholdet mellom Gud og hans sønn, pluss englene, på den himmelske siden, og det menneskelige «vi» på den jordiske. Det kollektive «vi» erstattes imidlertid i to omganger av et «jeg», som et uttrykk for sangerens bevissthet om sin egen uverdighet (str. 5–7) og underkastelse (str. 21–22).Luther forstår i Den store katekismen bønnen «skje din vilje» i forlengelsen av de to foregående, «helliget vorde ditt navn» og «komme ditt rike». Viljens fullbyrdelse, påpeker han, er faktisk en nødvendig forutsetning for at Hans navn æres, og at Hans rike utbres. Motkreftene som vil hindre dette, representeres av «Diefulen, Pawen, Biscoper, Tyranner oc Kiettere» (1629: 102v). Det er nettopp kampen mot disse Luther mener at denne «tredie Bøn» aktualiserer: «Thi der som deris villie icke blef brødt oc forhindred, da kunde icke Guds Rige paa Jorden blifue ved, ey heller hans nafn helliget vorde» (s. 103). Den tredje bønn hos Luther utdypes i Albrecht Peters’ kommentar (1992: 3.88–110).

Skee din Villje paa Jorden, som den er i Himmelen.tit.] Luthers Lille (1616: 81–82): «Den tredie Bøn. Skee din Villie som i Himmelen (saa) oc paa Jorden.» Forklaringen: «Guds gode villie skeer i Himlene, endog wi aldrig bede. Men wi bede her, at den maa ocsaa skee hoss oss paa Jorden. Huilcket da skeer, naar Gud forhindrer alle vore Onde Raad, Alle vore Wgudelige Idræt, met huilcke wi forhindres, at wi icke hellige Guds Naffn. Item, at hans Rige icke kommer til oss. Oc det er Dieffuelens, Verdens, oc vort Kiøds Villie. Der imod er det Guds gode oc barmhiertige Villie, at hand kand styrcke, oc beholde oss i Ordet oc i Troen, Indtil wi døe.» Matt 6.10 (1699): «Vorde din Villie paa Jorden, som i Himmelen.»

Siungis under sin egen Melodie.mel.] Manuskriptene oppgir ukjente «Du faderløs Ven, din Venner er hen» som forelegg. På grunnlag av førstelinjen kan man ikke utelukke at dette dreier seg om en åndelig sang, til tross for at rytmen tyder på noe annet. Strofeformen er kompleks og helt uvanlig. Det dreier seg om en fireversing der første vers har innrim (Gud–Bud) og blandingstakt; tredje og femte vers er fireversinger med trestavelsestakt, det andre og fjerde er toversinger, også disse i trestavelsestakt. De fire siste versene av strofen har parrim (Søn–Bøn, skal–Sal).


1.
O Hellige Gud! du gavst os et Budet Bud] Med dette refereres til den aktuelle bønnen i Fadervår; «Skee din Villje»; jf. Jesu ord – eller bud – i Matt 6.9: «Derfore skulle I saa bede».
          Ved JEsum din Søn,
At vi om din Villje skull giøre vor Bøn,giøre vor Bøn] be
          Du vilde den skal
Fuldbyrdis paa JordFuldbyrdis paa Jord som i Himmelens Sal] Jf. Sal 135.6: «HERren giør alt det, som hand vil i Himmelen, og paa Jorden, i Hafvet, og i alle Dybene» og Apg 21.14: «Men der hand vilde icke lade sig med Ord, da taugde vi, og sagde, HERrens Villie skee!” som i Himmelens Sal.Himmelens Sal] Jf. Am. 9.6: «Han [Herren Zebaoth] er den, som bygger sin høye Sal i Himmelen».

2.
Men HErre du veed om alting beskjed,du veed om alting beskjed] Jf. Sal 7.10: «[…] thi du retviise Gud prøfver Hierter og Nyrer» og Sal 139.3: «[…] [du, Herre] seer alle mine Veye».
          Du veed om du vil,
At vi af os selv er udygtigudygtig] ute av stand der til,
          Og Kraften forsvagforsvag] for svak; samskriving av denne typen er ikke uvanlig; jf. Sktr 3.45.
At fordrefordre] fremme, befordre din Villje til nogen behag.til nogen behag] dvs. Guds behag, glede el. tilfredsstillelse

3.
Hvad kand vi formaa?Hvad kand vi formaa] Hva kan vi makte Hvad kand vel forslaa
          Vor Fliid og vor Konst?Hvad kand […] vor Konst] I hvilken grad kan vår omhu og vår kunnskap være til hjelp
Den er uden Herren aldelis omsonst,omsonst] nytteløs; som adj. finnes omsonst (ubøyd) forholdvis sjelden, men ikke bare i eldre språkbruk.
          Vi raader ey for
Det ringesteringeste] minste og ubetydeligste HaarHaar] Matt. 10.30: «Nu ere og alle eders Hofvet-Haar taldte.» os paa Hovedet staar.os paa Hovedet staar] som vokser på vårt hode

4.
Har Herren detdet] Dvs. håret giort af DannelseDannelse] beskaffenhet, natur sort
          Det bliver ey hvid,hvid] hvitt (intkj.); kurant form
AltAlt] selv om vendtevendte] brukte (pret. om nåtidig irrealis) vi derpaa vor ydersteyderste] største Fliid;
          Thi ald voris Værckald voris Værck] all vår gjerning; værk her hankjønn
Er som den Verckbrudne,den Verckbrudne] den lamme; jf. Matt. 9.6: «Men at I skulle vide, at Menniskens Søn hafver Magt paa Jorden at forlade Synderne, sagde Hand til den Verck-brødne: Stat op, tag din Seng op, og gack hiem!» Strofens resonnement er dobbelt: På den ene siden fastslås det at mennesket av seg selv ikke evner noe; Gud har all makt. På den annen side røper eksemplene at det mer bestemt er rettferdiggjørelsen det her dreier seg om: Guds nåde som fjerner synden på underfullt vis. Den lamme hadde forblitt lam om ikke Jesus hadde villet det annerledes. der aldrig blev Sterck.

5.
Jeg sigersiger] uttaler meg for mig en anden for sig,
          Jeg er ubeqvemubeqvem] uegnet, ute av stand til; gode gjerninger forutsetter åpenbart Guds nåde.
At bringe de mindste god Gierninger frem,
          Og Tungen forsletforslet] for dårlig
AtAt] til å offreoffre] Jf. Sal 63.6: «Det var mit Hiertis Glæde og Fryd, at jeg maatte lofve dig med en glad Mund.» Og Hos 14.2 (14.3): «Forlad oss alle Synder og giør vel mod os; saa ville vi ofre (dig) vore Læbers Øxen.» Jf. Nielsen 2009: 230–31 og 279; 2010: 250. min Frelser eet Fader vor ret.ret] på den eneste tilbørlige måten

6.
Jeg handlerhandler] håndterer, behandler min Sag, som Job med sin Dag,som Job med sin Dag] Dvs. som Job handler med sin dag, som Job lever sitt liv, mao. forgjeves: Job 3.2–3: «Og Job svarede, og sagde: Fortabt være den Dag, paa hvilcken jeg er fød.»
          Hvad er ald min fynd?fynd] kraft
Den lignis ved Nabal,Nabal] Historien om den rike, men onde mann Nabal og hans hustru Abigail fortelles i 1 Sam 25. Nabal hadde sjansen til å gjøre godt, men maktet ikke å gripe den. Kong Davids utsendinger til Nabal, som ber om lønn for å ha voktet hans småfe, blir nemlig bryskt avvist av den gjerrige sjeiken. Bare takket være hans hustru Abigail (som straks etter blir kongens hustru), unngår Nabal og hans folk å bli utsatt for Davids grusomme hevn. Til gjengjeld virker det som om Gud tar seg av straffen (ifølge David selv er det for så vidt slik det skal være, v. 22): Nabal dør momentant av forskrekkelse idet han får høre hva Abigail har gjort bak hans rygg. Nabal sprekker (som et troll) i den forstand at han dør, men dødsmåten beskrives annerledes, om enn like «trolsk», i bibelteksten: «Men om Morgenen, der Viinen var kommen fra Nabal, da sagde hans Hustru hannem alt dette: Da døde hans Hierte i hans Lif, at han blef ligesom en Steen» (1 Sam 25.37). som sprack i sin Synd,
          Og hveshves] det som Jeg her giør
Er som det MisfosterMisfoster] for tidlig fødte barn; Job 3.11: «Hvorfore blef jeg icke død af Moders Lif» og 3.16: «Eller skiult som et utidigt Foster, og var intet, som de unge Børn der aldrig saae Lius»; jf. Sal 58.9. i Moderen dør.i Moderen dør] som dør i mors liv

7.
Jeg til det Jeg børbør] skylder er vissen og tør,vissen og tør] kraftløs og ufruktbar; jf. Esek 16.30–31: «Hvor vansmægtigt er dit [dvs. Juda-folkets] Hierte, siger den HERRE HERRE, efterdi du giør saadan en gild Horis Gierning? Der med at du bygger dine Hvelvninger, for paa alle Veye, og giør dine Altere paa alle Gader.»
          Det onde faar Magt,
Og skiulis tit under en Helligheds act,en Helligheds act] en from handling; som f.eks. gudsdyrkelsen det refereres til i Esek 30.17.
          Jeg bilder mig ind
At have to Øyen og løber dog blind.løber dog blind] Jf. Jes 59.10: «Vi træfve efter Væggen, som de Blinde; og føle som de, der hafve ingen Øyen» og Joh 9.39: «Og JEsus sagde: Jeg er kommen til Dom i denne Verden; paa det at de, som icke see, skulle vorde seende; og de, som see, skulle vorde blinde.»

8.
Thi falder vor Bøn tilfalder […] til] høres av dig o Guds søn!
          Legg Aand til vor Aand,
Legg Mund til vor Munde, Legg Haand til vor Haand,Aand […] Mund[…] Haand] De tre nivåene tilsvarer omtrent teologiens tanke, ord og gjerning.
          At vi kand ved dig
Opreysis fra Synden oc vorde dig liig.vorde dig liig] 1 Joh 3.2: «Mine Elskelige, vi ere nu Guds Børn, og det er icke endnu aabenbaret, hvad vi skulle være: Og vi vide, naar det blifver aabenbared, at vi skulle være Hannem lige; thi Vi skulle see Hannem, ligesom Hand er.»

9.
Er icke vor Troe, saasom en sterck Bro,
          Vi tviler dog ey,
Vor Frelser har aldrig de svage sagt ney,
          Hand er endend] fremdeles, ennå som før
Dend HErre, der knuser ey bævende Rør.bævende Rør] Jf. 1 Kong 14.15: «Og HERREN skal slaa Israel ligesom Rør røris i Vandet, og hand skal oprycke Israel af dette gode Land, som hand gaf deris Fædre, og hand skal bortsprede dem ofver Floden, fordi at de giorde dem Lunde at fortørne HERREN med.»


10.
Saa beder vi først, giv Hunger oc tørstgiv Hunger oc tørst] Jf. 5 Mos 8.3: «Hand ydmygede dig, og loed dig hungre, og gaf dig Man at æde, som verken Du eller dine Fædre kiende, at hand vilde lade dig vide: At Mennisket lefver icke alleene ved Brød; men ved alt det, som gaar ud af HErrens Mund» og Sal 42.3: «Min Siæl tørster efter GUd, efter den lefvende Gud, naar skal jeg komme der hen at skue GUDS Ansict?»
          Alt effter dit Ord,
Som lærer os kjende GUDs Vilje paa Jord,
          Giv Aand og Forstand
At fatte med TroAt fatte med Tro] Jf. 1 Kor 1.21: «Efterdi at Verden, formedelst Guds Viisdom kiendte icke GUD i hans Viisdom, da behagede det GUD vel at giøre dem salige formedelst daarlig Prædicken, som troe derpaa.» det Fornuften ej kand.


11.
Vi beder dernest det som os er best,
          Optænd i os vistvist] uten at det kan reises tvil om det
Til Gud og vor Næste sand Kierligheds Gnist,
          At vi dem beteebetee] viser
Det samme vi vilDet samme vi vil] Den gylne regel, Matt 7.12: «Alt det, som I ville, at Menniskene skulle giøre eder, det giøre I dem: Det er Loven og Propheterne.» at os selver skal skee.


12.
Før os af den Sti,Før os af den Sti] Jf. Ordsp 4.14: «Kom icke paa Ugudeligis Sti, og træd icke paa de Ondis Vey.» der gaar dig forbi,
          Forhindre den Vey,
Forhindre den Gierning, der tekkistekkis] behager; jf. Hebr 13.16: «Forglemmer icke at giøre vel, og at meddeele; thi saadanne Offer behage Gud vel.» dig ey,
          Og viis os derhen,
Hvor vi kand opleedeopleede] finne vor Frelser og Ven!


13.
Vor Kiødelig Sands,Vor Kiødelig Sands] vårt kjødelige begjær Vellysternes Dantz,
          Der ager i Ringager i Ring] går rundt og rundt (i ringdans)
Med VerdenVerden] Som personifikasjon fremstilles Verden som hunkjønn, til tross for at det latinske begrepet som ligger til grunn, er hankjønn (mundus). Men de aller fleste slike (latinske) personifikasjoner er faktisk hunkjønn, dessuten kommer nok den danske Fru Verden fra Tyskland, og på tysk er Welt hunkjønn. Dorothe Engelbretsdatter skriver om Fru Verden i «Om Verdens Vstadighed», som hun senere også omarbeidet til en kortere versjon: DESS 169 og 251. Nærmere om Fru Verden og hennes forbindelse til Fru Fortuna (som Dass skriver om i TA 12.8.5) i Akslen 2008: 58–79. og hendes bedrageligbedragelig] svikefulle Ting,
          Sæt for dem en Stang,Sæt for dem en Stang] kom dem til unnsetning
Saa de ey med Skammemed Skamme] med skam; dat. forvrikkerforvrikker] bøyer av (fra den rette vei); denne sammensetningen ser ikke ut til å være registrert i ordbøkene. vor Gang.


14.
Thi hvis det saa gaar, vor Viljevor Vilje] at vår vilje den naaer
          Sin Fremgangden naaer Sin Fremgang] den når sitt mål alt fort,alt fort] helt frem
Da bliver vor Himmel baad’ skiden og sort,vor Himmel baad’ skiden og sort] Jf. Jer 4.28: «Derfore skal Landet blifve bedrøfvet, og Himmelen der ofventil være sorrigfuld […].»
          Og Enden derpaa
Det bliver den mørke Fordømmelses Vraa.Vraa] avkrok


15.
Men HErre! hvad er din Viljes begjer?din Viljes begjer] din vilje (i motsetn. til menneskenes vilje, 14.1 ovf.)
          Er denden] Viser til «begjer» (begær), som er hankjønn også hos f.eks. Kingo. ikke saa,
At SynderenSynderen] det syndige menneske skal fra ont Levnet afstaa?
          Det er det Du vilt,
O lad det og naadelignaadelig] nådig blive bestilt!bestilt] besørget


16.
Du est os saa from,from] god, nådig du siger: vendtvendt] imp. ent. av vende (såkalt utlydsherding, se Sktr 2.200); jf. Matt 4.17: «Fra den Tiid begynte JEsus at prædicke, og sige: Bedrer eder, thi Himmeriges Rige er nær.» om,
          Vendt om og giør Bod,
Saa blir jeg dig syndere naadig og god,
          Saa giv dit Ord Magt,Saa giv dit Ord Magt] Denne oppfordringen er, i motsetning til den foregående (16.1), ikke Guds, men sangerens/leserens til Gud..
Og lad det saa blive,lad det saa blive] Jf. 2 Sam 7.25: «Saa stadfest nu HERre Gud det Ord ævindeligen, som du talede ofver din Tiennere og ofver hans Huus, og giør, som du hafver talet» og 1 Makk 3.60: «Men hvadsom Gud i Himmelen vil, det skee!.» som du haver sagt.


17.
Til Mord eller Slag du ey har behag,
          Du vil ingens Død,
Dig løster eyDig løster ey] deg behager ikke; om vokalåpningen (lyste > løste) i muntlig språk, se Sktr 2.342. døde Mænds Been eller Kiød,døde Mænds Been eller Kiød] Gud forbyr ikke bare drap (TB 5), også menneskeoffer avvises; se 1 Mos 22.11–12.
          Saa giør os da fri
Fra Synden og SnarenSynden og Snaren] Jf. Ordsp 5.22: «Den Ugudeligis Misgierning skal gribe hannem, og hand skal holdis med sine Synders Snarer.» vi fangen er i!


18.
Fremdelis er det din Viljes Forset,Forset] beslutning, plan; jf. 15.1, «din Viljes begjer».
          At Dievelen skal
Med Synden fordømmisDievelen skal Med Synden fordømmis] Åp 20.10: «Og Diefvelen, som dem forførde, blef kast i den gloende Pøl og Svofvel, der som Dyret og den falske Prophete vare, og de skulle pines Dag og Nat fra Evighed til Evighed.» til Helvedis Qval,
          O!O] Interjeksjonen impliserer her ikke tiltale; den brukes forsterkende til innledning av en setning som uttrykker en inntrengende bønn. lad det saa skee,
At vi maattemaatte] Preteritumsformen uttrykker (ønskende) konjunktiv. LøstLøst] bekymringsfritt; vokalismen har formodentlig forvirret setteren, derav den store forbokstaven: Intetkjønnsformen av adjektivet lys uttales mange steder med kort vokal, derav vokalåpningen y > ø. paa vor Fiender see!


19.
Men om det saa skeer, at nogen beteerbeteer] viser
          Os Had eller Spot,
Hvor vel vi af dennem forskyldetforskyldet] fortjent; jf. Luk 23.41: «[…] vi faa det vore Gierninger forskyldede.» alt got,
          Da giv os det Sind,
Vi sætte kand Sagen til HævnerenHævneren] Jf. Nah 1.2: «HERren er en nidkier Gud, og en Hefnere, og vred; HERren er en Hefnere imod sine Modstandere, og hand som ikke skal forglemme det med sine Fiender.» ind.sætte […] Sagen […] ind] innbringe saken

20.
HvoHvo] hvem Hævneren er, det veed vel eenhver,
          Du HErre det est,
Du veedst frem for andre, at lønnelønne] gjengjelde ret best,
          Med saadant og meersaadant og meer] Guds gjengjeldelse, dvs. hevn (straff) og belønning
Din Himmelske Vilje paa jorderig skeer.

21.
Ja dersom du vil, mig skienckis skal tilskienckis skal til] skal skjenkes
          GienvordighedsGienvordigheds] gjenstridighets, motgangs Kalck,Kalck] beger; jf. Matt 26.39: «Og Hand [Jesus] gick noget længer frem; falt ned paa sit Ansigt, og bad, og sagde: Min Fader, er det mueligt, da gaa denne Kalck fra mig! dog icke som Jeg vil; men ligesom Du vil.»
Fordi jeg mod Herren har været en skalk,skalk] skurk, slyngel
          OO] Se komm. til 18.4 ovf. giv da got Taal,giv da got Taal] vis din store tålmodighet
AtAt] slik at jeg med Taksigelse tager den Skaal!Skaal] beger, dvs. kalken det refereres til i 21.2. Å tømme kalken betyr i denne sammenheng å ta konsekvensen av sine handlinger.

22.
Jeg drikker den ud i Haabet til Gud,
          Jeg troer Ham saa vel,
Hand giør mig dog engang et faderlig Skell,Hand giør mig dog engang et faderlig Skell] Faderen vil før eller senere gjøre rede for mitt livsregnskap; gøre skel betyr «grunngi», «redegjøre» eller «gi beskjed om».
          Skeer det ikke før,
Det skeer dog, naar jeg ifra Verden hendøer.hendøer] dør

23.
Saa vist oc saa sant som Englene grantgrant] omhyggelig
          Opvarte sin Gud,Englene […] Opvarte sin Gud] Jf. Sal 103.20–21: «Lofver HERren, I, som ere hans Engler; I stærcke Kæmper som udretter hans Befalning, at mand kand høre hans Ords Røst. Lofver HERREN alle hans Hærskare, hans Tiennere, I som giøre hans Villie.»
Og retterretter […] ud] utretter, utfører med Lyst hans Befalninger ud,
          O lad os saa vist
Med Glæde dig tienne vor Frelser og Christ!

24.
Gîr HErren et Bud strax skikkisskikkis] sendes her ud
          HerskarernisHerskarernis] englenes; Herren omtales og anropes som «hærskarenes Gud», fremfor alt i Salmenes bok. Magt,
Saa alting er færdig strax Ordet er sagt,
          Ach! At vi nu saa
Guds Engler i Himlene slegte kan paa!

25.
Til Slutning det er vor Hiertens Begiervor Hiertens Begier] Eiendomspronomenet står til «Begier», som gjerne er hankjønn i eldre dansk (jf. 15.1 ovf.); genitivsformen kan fortsatt brukes (f.eks. sin hjertens mening).
          O kiæriste GUD!
Giv os saa at følge din Villjes Paabud,
          At vi kunde faa
En naadig Sententze,Sentenze] dom naar Dommen skal staa!

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Katekismesanger

Petter Dass' Katekismesanger var en av Danmark-Norges aller mest utbredte bøker på 1700-tallet. Nå foreligger katekismesangene for første gang i en tekstkritisk utgave med fyldig innledning, over 6000 kommentarer og tre registre. Bak utgaven står Jon Haarberg, professor i allmenn litteraturvitenskap ved Universitetet i Oslo.

BRUKSANVISNING

Utgaven er basert på førstetrykket fra 1715.

Se faksimiler (Dass 1999, NB Digital)

Les mer..

Om Petter Dass

Dikterpresten Petter Dass har en sentral plass i vår kulturhistorie. Han blir ofte omtalt som den mest betydelige dansk-norske dikteren ved siden av Thomas Kingo i siste del av 1600-tallet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.