Katekismesanger

av Petter Dass

Den siuvende Sang.


Sangen om fristelsene faller i seks deler. Sitt utgangpunkt (1) tar dikterpresten i det ondes problem: Hvorfor finnes det så mye ondskap når den gode Gud har all makt? Har Gud likevel skylden? Eller andre? (str. 1–3). Så, i den følgende delen (2), redegjøres det for en rekke tilfelle som kan synes å tyde på at Gud selv frister mennesket til å gjøre ondt. Denne delen innledes med «Først» i 4.1 og går frem til og med str. 9. Med «Dernest» i 10.1 innledes så en kortere del (3) som redegjør for den mulighet at ondskapen i realiteten kom inn i verden med syndefallet (str. 10–11). I den neste delen (4) fremsetter dikterpresten den korrekte løsningen på problemet: Menneskene har ingen andre å skylde på enn seg selv (str. 12–14). De må imidlertid, slik det forklares i den følgende delen (5), innse at de har en sterk motstander, dvs. Djevelen (str.15–19). Siste del (6), som innledes med en apostrofe av Jesus (str. 20–24), inneholder gjentatte bønner til Sønnen så vel som til Faderen om hjelp i striden mot Den onde, at de styrker oss i troen og hjelper oss å finne fortrøstning i håpet om evig salighet i det hinsidige, uansett hva som rammer oss i denne verden.Luthers utlegning av den doble bønnen (den sjette og den syvende) kommenteres utførlig av Peters (1992: 3.159–88).

Leed os icke i Fristelse.tit.] Luthers Lille (1616: 85): «Oc leed oss icke i Fristelse.» Formuleringen tilsvarer Chr. IVs (Matt 6.13). Forklaringen: «Gud frister vel ingen, Men wi beder her, at hand vil oss beuare oc forsuare mod Dieffulens, Verdens oc vort Kjøds bedrægeri, At wi icke skulde besuiges af dem, oc henkastes i Vantro, misshaab eller andre Laster, At der som wi fristes der met, at wi da som de der bliffue Offuermænd, maatte Seyer beholde.»

Siungis som:
Om Himmerigis Rige saa ville vi tale.mel.] Tekst og melodi (noter) hos Thomissøn (1569: 368v), som plasserer denne salmen i avdelingen for «Dommedag oc Opstandelse». Senere opptatt i de fleste bokhandlersalmebøkene og hos Kingo, dvs. Kirkesalmeboken (1699: 174), til sjette søndag etter helligtrekongersdag. Om opprinnelsen, se Schiørring 1.128. Dass bruker samme melodiforelegg til «Elisæi Historie» i BV (SV 2.54).


1.
I Verden mangler ingen Nød,
Ey Fristelser, ey FaldFald] synd og StødStød] fristelse, snublestein
          Eendeel sig lader tycke,sig lader tycke] innbiller seg
At Gud Aarsagen er dertil,
5Part sin Planetsin Planet] sitt fødselstidspunkt (iht astrologien) beskylde vil,
          En Part vil Skylden trycketrycke] presse, legge
          Ind paa den kranke Lycke.den kranke Lycke] ulykke, uflaks; jf. TA 12.8.5 og FV 6.5.10.

2.
De siger naar dem ilde gaar,
Det dem af Gud beskieret vaarDet dem af Gud beskieret vaar] ulykken lå forutbestemt i det livet Gud hadde tilmålt dem. Forestillingen dikterpresten her refererer til, innebærer predestinasjon eller skjebnetro, som for ham var en kalvinsk villfarelse. Skjebnen ligger i henhold til en slik oppfatning i tiden og kan ikke unnvikes i rommet.
          Af Ævighedens Dage;
Om de foer op i høygste Sky,
5De ey sin skiebne kunde fly,fly] unngå
          Hvor de i Verden drage,
          Mod Skiebnen maa de tage.Mod Skiebnen maa de tage] skjebnen må de motta, dvs. underkaste seg

3.
En partEendeel […] Part […] En Part […] En Part] noen – andre – andre igjen – enda noen; se tilsvarende priamel-lignende åpning av TB 6. De fire gruppene – hva enten de skylder på Gud, planetenes stilling, skjebnen eller andre mennesker – synes alle likevel å være enige om at Gud i siste instans er ansvarlig for verdens synd. Dikterprestens argumentasjon imøtegår egentlig bare to av disse oppfatningene: at hhv. Gud («Men høer», 3.5) eller skjebnen («Dernest», 10.1) er å anklage. tillegger andre Folk,
SomSom] at de skull’ være RodRod] opphav, årsak og TolckTolck] mellommann
          Til andens FaldFald] synd og Skade,
Sig selverselver] selv vil de giøre fri,giøre fri] la gå fri (for anklage)
5Men høerhøer] hør; imp. ent. jeg uden HyckleriHyckleri] forstillelse
          Dig Sandhed vil opladeoplade] åpenbare
          Af Skriftens Ord og Blade.

4.
Først du som til din Fristelser
Vil sige Gud en Hopmanden Hopmand] opphav er,
          En Løgners Værk du driver,
Gud til det Onde frister ey,Gud til det Onde frister ey] Jak 1.13: «Ingen skal sige, naar hand fristes, at hand fristes af Gud: thi Gud er ingen Fristere til det Onde, Hand frister Ingen.»
5Hand elsket aldrig Synders Vey,
          Og den som Ondt bedriver,
          For Gud hand tryg ey bliver.

5.
GUD kaldis ingen Fristermand,
Men ofte dog tillader hand
          At Sorg og KaarsKaars] prøvelse, lidelse maa vanke,vanke] forekomme, bli en til del
Hvor ved din Tro paa Prøve-steen
5Hand sette vil,din Tro paa Prøve-steen Hand sette vil] han vil teste hvor ekte din tro er; jf. 1 Pet 1.6–7: «I hvilcken [siste tid] I skulle glæde eder, I som nu en liden Tiid (om det end skal være) ere bedrøfvede i mangehaande Fristelser; Paadet at eders Tro skal befindes Retsindig og meget kosteligere, end det forgengelige Guld (som prøfves i Ilden) til Lof, Priis, og Ære, naar JEsus Christus nu blifver aabenbaret.» om den er reen,
          Og hvorhvor] når din Bøn og Tanke
          Paa HErrens Dør vil bankke.

6.
Hand lader tittit] ofte den gode GUD,
SomSom] som om Hand forlade vil sin Brud,sin Brud] sin menighet, de troende; jf. FV 1.17.1, TA 4.13.1 og TA 9.3.4.
          Det er konkon] bare, kun Smiile-Fagte;Smiile-Fagte] ironi, tongue in cheek; jf. 7.1 ndf.
Det Abraham saa monne gaa,Det Abraham saa monne gaa] Det var vel det som hendte Abraham; 1 Mos 22.1 ff: «Der dette var skeedt, fristede Gud Abraham […]». Aaskow (1692: 107) bruker i sin katekisme også Abrahams eksempel.
5Thi Gud lod ham sin Prøve staa,
          Derder] da hand det for ham bragte,det for ham bragte] ba ham
          Sin Søn at skulle slagte.

7.
Det var ey meent, som det var sagt,Det var ey meent, som det var sagt] Formuleringen inneholder en temmelig presis definisjon av retorisk simulatio eller ironi. Slik bekreftes «Smiile-Fagte» (manuskriptene har «Skjemte-facte») i 6.3. Om retoriske ironioppfatninger i renessansen, se Knox 1989: 43 ff.
Men at forsøgeforsøge] undersøke, teste Mandens Agt,Agt] sinn
          Om hand villvill] ville; apokope sikkersikker] trygg bygge
Paa HErrens forrig Ord og Eed,HErrens forrig Ord og Eed] 1 Mos 17.7–9: «Og Jeg vil oprette min Pact imellem Mig og dig, og din Sæd efter dig hos deris Efterkommere, at det skal være en ævig Pact; Saa at Jeg vil være din GUD, og din Sædis efter dig. Og Jeg vil gifve dig og din Sæd efter dig det Land, som du er fremmed udi, som er det gandske Land Canaan, til en ævig Eyendom: Og Jeg vil være deris GUD. Og GUD sagde til Abraham; Saa holt nu min Pagt, du og din Sæd efter dig hos deris Efterkommere.»
5Som Ham tilsagde megen Sæd,megen Sæd] et stort avkom; jf. 1 Mos 17.15–20 og 1 Mos 15.5: «Og hand [Gud] befoel hannem [Abraham] at gaa ud, og sagde: See op til Himmelen, og tæl Stiernerne, kand du tælle dem? Og hand sagde til hannem: Saa skal din Sæd blifve.»
          Guds Løfter ere trygge,
          HvoHvo] hvem skulle dennem rygge?rygge] oppheve, gjøre til intet

8.
GudGud] Jesus siuntis giøre Vold og Ran
Paa Qvindengiøre Vold og Ran Paa Qvinden] å krenke og beskylde kvinnen for tyveri udaf Canaan,Qvinden udaf Canaan] Kana’an er det landet Gud lovet Abraham, kyststripen fra Libanon til Egypt. Kvinnen det er snakk om, er altså «Cananæisk», ikke jødisk; hun tilhører det folket som bodde i landet før jødene innvandret. Denne strofen forutsetter kjennskap til Matt 15.22–28, der Jesus først avviser, men så lovpriser den kanaaneiske kvinnen som bønnfaller ham om hjelp: «Og see! en Cananæiske Qvinde gick af den samme Egn, og raabte efter Hannem [Jesus], og sagde: Ah! HERRE, du Davids Søn, forbarme Dig ofver mig; min Daatter plagis ilde af Diefvlen. Men hand svarede hende icke et Ord: Da traade hans Disciple til Hannem, bade Hannem, og sagde: Skil Dig dog af med hende; thi hun raaber efter os. Hand svarede, og sagde: Jeg er icke udsendt, uden til de fortabte Faar af Israels Huus. Da kom hun, og faldt ned for Hannem, og sagde: HErre, hielp mig. Hand svarede og sagde: Det er icke smuckt, at mand tager Brødet fra Børnene, og kaster det for smaa Hunde. Hun sagde: Ja HERRE, smaa Hunde æde dog af de Smuler, som falder af deris Herrers Bord. Da svarede JEsus, og sagde til hende: O! Qvinde, din Troe er stor; dig skee, som du vilt! Og hendis Daatter blef karsk i samme Stund.»
          DerDer] da hun med Spot afspisis,afspisis] må nøye seg med spott
Og for en Hund blev skeldet ud,
5Men ved det samme giorde GUD,
          At Qvindens Troe bevisis,
          Og Christi Rygte prisis.Christi Rygte prisis] Kristi navn lovprises. Denne konklusjonen trekkes av dikterpresten, ikke av evangelisten (Matteus eller Markus (7.24–29)).

9.
Ald Graad, der øses ud for Gud,Ald Graad, der øses ud for Gud] Tåreofferet, som vi kjenner spesielt godt fra Dorothe Engelbretsdatter (Taare-Offer Gudelige Siæle til Undervissning, der vil vide hvad Poenitentzis Fagter formaar, 1685), har sitt evangeliske forelegg hos Lukas, 7.36–50: En prostituert, som senere tradisjon har identifisert med Maria Magdalena, vasker Jesu føtter med sine tårer og tørker dem med sitt hår. «Og hand [Jesus] sagde til Qvinden: Din Tro hafver hiulpet dig; gack bort med Fred» (Luk 7.50). Jf. Nielsen 2010: 213.
Den lokker os fra VerdenVerden] den jordiske, dennesidige tilværelse ud,
          Skal os til Gode ramme;ramme] komme
Gud være Tak for Sorg og Vee,
5Som fører til Omvendelse,
          Thi vi skal ved den samme
          Guds Søn i Favn annamme.annamme] ta; forestillingen om et favntak forutsetter den brudemetaforikken som er aktivert i 6.2 ovf.


10.
Dernest est du ey vel oplært,
Som siger: Det var dig beskiertbeskiert] tilmålt; jf. 2.2 ovf.
          Hvad Synd-faldHvad Synd-fald] hvilken synd dig kand støde,dig kand støde] som kan få deg til å falle
SomSom] da jo, fordi Gud saa u-retfærdig var,
5At hand for mange Tusind Aarfor mange Tusind Aar] for mange tusen år siden
          Dig havde dømt til Døde,
          Før dig din Moder fødde.


11.
Guds Øye det vel forud seer
Hvad i ald Verden stedsei ald Verden stedse] overalt alltid skeer,
          Mand derfor ey kand dømme,dømme] kritisere ham for
At hand udvirker nogens Fald;
5Hver see sig,Hver see sig] Hver og én må gi akt på i sit lovlig Kaldi sit lovlig Kald] i sin rettslige stilling (i samfunnet)
          Hvad hannem vel kand sømme,sømme] passe seg
          Hvad hand bør skye og rømme.skye og rømme] avsky og flykte fra


12.
Kast Skylden ey paa Guds Forsiun,
GakGak] gå; imp. av gange til dit Hiertes skiult Paulun,Paulun] telt, bolig; bibelsk, jf. f.eks. 2 Mos 26.7.
          Dit Kiød og Blod hin kaade,hin kaade] det tøylesløse, vellystige
Det er det, som forfører dig,
5Det er det, som forgiørerforgiører] påfører skade, forhekser; formen –giører for –giør er kurant. dig,
          HvorforHvorfor] og derfor du maa geraadegeraade] komme
          I største Siæle-vaade.Siæle-vaade] åndelig nød


13.
Vor Hierter er forraskelig,forraskelig] svake, ubefestede
Siig derfor ey: Gud frister mig,
          Hver fristis, naar hand dragis
Og lokkis af Begierlighed,
5Og for sin Synds U-teerlighedU-teerlighed] urenhet
          Med naggend’ Ormenaggend’ Orme] fortærende innvoldsormer (som spiser en opp innenfra); jf. Apg 12.23: «Og strax slog HERrens Engel hannem, fordi at hand gaf icke Gud Ære; og hand blef opædet af Orme, og gaf Aanden op.» Men her brukes nok «Orme» i overført betydning om ondskapen. Djevelen er «den gamle slange»; jf. Apg 12.9: «Og den store Drage blef nedkast, den gamle Hug-orm, som kaldes Diefvelen og Satanas, som forfører den gandske Verden.» plagis,
          Med Satans Næve slagis.slagis] slås


14.
Vi føderføder] nærer, bespiser; Uttrykket nære (el. føde) en slange ved sit bryst (el. barm): «ta seg av en el. vise vennlighet mot en som lønner med utakk» (ODS); etter en av Æsops fabler. Ormen i vor Barm,Barm] bryst, hjerte
HvadHvad] hvorfor, til hvilken nytte er det da, vi giør os Harmvi giør os Harm] at vi utøser vår forbitrelse
          Paa den forkeerteforkeerte] omvendte (lykkehjulet opp–ned; jf. PSyv 4869: «Naar hjulet begynder først at helde, er det snart ude med lykken.» Lykke?
Vi selv til vor Ælendighed
5BefindisBefindis] vise seg være største Smed,Smed] opphav; jf. PSyv 6471: «Hver er smed til sin egen lykke.» Dikterpresten tenker seg det her slik at enhver er sin egen ulykkes smed. Omvendt vil man selv neppe kunne sørge for egen lykke uten ved Guds nåde. Ordtaket brukes av Bording (1984: 1.131).
          Vor egen Synd os trykke,trykke] tynger, plager; pres. flt.
          HvorHvor] når vi vor Sag vil smykke.smykke] pynte på


15.
TilmedTilmed] dessuten, dvs. i tillegg til det faktum at mennesket selv handler i strid med Guds vilje. er Dievelen en Aand,
Som MenniskenMennisken] Det lar seg ikke avgjøre om ordet her står i entall eller flertall. Hankjønnsformen av ordet er ikke uvanlig omkring år 1700. med haarde Baandhaarde Baand] lenker; jf. Chr. Vs danske lov 1-19: «Om Baand og Fængsel».
          Og Fristelser beklemmer;beklemmer] tynger
Nu blinderblinder] svekker hand dem Sands og sind,Sands og sind] fornuften
5Nu skyderskyder] sc. han onde Tankker ind,
          Nu hidser hand sin Lemmer,sin Lemmer] de mennesker som hører ham til; menneskene er i dikterprestens dualistiske verdensbilde enten Kristi lemmer eller Djevelens.
          Som et med hannem stemmer.som et med hannem stemmer] som ligner ham på en prikk


16.
Nu løfter hand en stolter Kropen stolter Krop] en overmodig person
Paa TindingenTindingen] øverst på tempelet; Luk 4.9: «Og hand [Djevelen] førde Hannem [Jesus] til Jerusalem, og sætte Hannem paa Tindingen af Templen, og sagde til Hannem: Er Du Guds Søn, da lad Dig falde ned her af.» af Templet op
          Med høy-indbildet Griller;høy-indbildet Griller] forrykte ideer
NuNu […] Nu […] Nu […] Nu […] Nu] snart – snart – snart – snart – snart atter til Fortvilelsen
5Nedstyrter en svar-modigsvar-modig] tungsindig, fortvilet hen,
          Og med Vantroens Briller
          Paa Næsen hannem spiller.paa Næsen hannem spiller] Her er to uttrykk, som begge betyr «å holde for narr», virksomme samtidig: å sætte en briller på næsen og å spille en på næsen.


17.
Thi hvoThi hvo] for den som den Kiæmpe gaar imod,
Hand haver ey med Kiød og BlodKiød og Blod] Jf. Ef 6.11–12: «Fører eder i Guds Harnisk, at I kunde blifve stadige imod Diefvelens listige Tilløb; Thi vi hafve icke at stride med Kiød og Blod, men med Førster og Vældige, som er, med Verdens Herrer, som regnere i denne Verdens Mørck; med de onde Aander under Himmelen.»
          Og blotte Folkblotte Folk] vanlige mennesker at fægte,
Men vældig Herrer stor af Magt,Herrer stor af Magt] fyrster (eller andre rangspersoner, onde ånder) som har stor makt
5Hvis HerredomHerredom] makt, rike er viit udstrakt
          Og med u-tallig KnægteKnægte] soldater
          Sig Luft og Vand bemægte.


18.
Saa ligger det os høylig an,Saa ligger det os høylig an] så er det i høy grad maktpåliggende for oss
At vi her frem mod slig Tyran
          Med Bønnens Vaaben træde,
Og bede Gud, Hand mod hans Vold
5Med Ordets Sværd oc Troens SkioldOrdets Sværd oc Troens Skiold] Ef 6.16–17: «Men for alle Ting tager Troens Skiold, med hvilcken I kunde udslycke alle den Forgiftige Fiendes gloende Pile. Og tager Salighedens Hielm, og Aandens Sverd, som er Guds Ord.»
          Os kraftigkraftig] motstandsdyktig, robust vil beklæde,beklæde] iføre
          AtAt] slik at vi i Gud os glæde.


19.
Ach!Ach! At] gid at vi giver OrdetOrdet] bibelordet; jf. Ordsp 4.27: «Vig hvercken til den høyre eller venstre Haand, vend din Fod fra det onde.» Agt,
Den Stund vi staar her paa vor Vagt,
          Ey Fodsbred om at kiæreEy Fodsbred om at kiære] om ikke å vende seg det minste lille stykke
Til høyre eller venstre Haand,
5At FiendenFienden] Djevelen (lat. hostis antiquus, «den gamle fiende») ey den snedigsnedig] utspekulerte Aand
          Os PassenPassen] passasjen, det frie gjennomfart skal afskiære
          Og PriisenPriisen] premien (dvs. menneskesjelen) glad hiembære!

20.
O JEsu!O JEsu] Gresk-latinsk vokativ; tiltalekasus gakgak] gå; imp. av gange for os i Strid,gak for os i Strid] Jf. 5 Mos. 20.4: «Thi at HERren eders GUD gaar med eder, at Hand vil stride for eder imod eders Fiende, at hielpe eder.»
Det er hver Dag og Stund den Tid,
          Mand skal i Kamp fremtræde,
At det kand spørgisspørgis] bli kjent, fortelles i vor Telt,vor Telt] vår kirke (som en videreføring av jødenes tabernakel). Det kan ikke formelt avgjøres om substantivet, som er belagt både som hankjønns- og intetkjønnsord, står i entall eller flertall.
5At Samson haver Løven fældt,At Samson haver Løven fældt] Dom 14.5–6: «Saa gick Samson med sin Fader, og sin Moder ned til Thimnath: Og der de komme til Thimnaths Viin-Bierge; See, da kom en ung Løve brølende imod hannem. Og HERrens Aand blef kraftig i hannem, og hand sønderref hende, som mand slider et Bucke Kid, og hand hafve dog slet intet i sin Haand.» Dikterpresten gjenforteller historien i Bibelsk visebok («Samsons historie», SV 2.39 ff). Samson ble gjerne oppfattet som en prefigurasjon av Kristus; jf. TA 5.6.5 og 5.9.1. Løven gir dermed skikkelse til Djevelen.
          Saa mand med Hiertens Glæde
          Om HErrens Strid kand qvæde!

21.
Men om os kom den Fare paa?
At vi vor Skandse lit forsaae,vor Skandse lit forsaae] feilbedømte vårt forsvarsverk
          Og vige maa tilbage;
Da styrk O Gud vor Tro paa ny,
5Vi eyVi ey] slik at vi ikke med Skam af Marken fly,af Marken fly] flykte fra slagmarken
          Men Guds HarniskGuds Harnisk] Ef 6.11: «Fører eder i Guds Harnisk, at I kunde blifve stadige imod Diefvelens listige Tilløb.» paatager,
          Og dermed frisk fremdrager!frisk fremdrager] rykker frem med friskt mot; «frisk» er adv.

22.
Saa troer vi Dig O Gud saa vel,
Du som beskandsetbeskandset] befestet; Gud holdt sin hånd over jødene da de i 40 år vandret i ørkenen; se f.eks. Sal 107.4–7. Israel
          I Vilden ØrckI Vilden Ørck] i den ville ødemark; adjektivbøyning som i folkevisene (poet.) og Heede,Heede] skrinn og flat utmark uten skog, mo
At du for JEsu Blod og Død,for JEsu Blod og Død] for Jesu blod og døds skyld, løskjøpelsen
5Fra Satans Piiler, Skud og Stød
          Os kraftigkraftig] sterk, mektig vil udleede
          Og redde fra hans Vrede!

23.
Og om et Satans Redskab end
Vor Vold og SkandserVold og Skandser] festningsvoll og forsvarsverk (i overf. betydning) fick berendt,berendt] stormet; rimet end–berendt mangler litt.
          Og onde Folck os trykke?trykke] pine, plage
Saa Huus og GodsGods] eiendom i Løbet gaar,i Løbet gaar] går tapt
5Ach! atAch! at] gid de aldrig dog formaar
          Vort Haab fra Gud at rykke,
          OmskiøntOmskiønt] selv om de tog vor Lykke.

24.
Lad Verden bromlebromle] brøle, knurre som en Gast,Gast] ond ånd
Og røve baade løst og fast,
          Lad Dievelen bravere;bravere] oppføre seg utfordrende og brautende
Lad snappe hvad kand snappis hen,
5Vor Siæl er i Behold igien,
          Gud skal den herbergere,herbergere] gi husly (og beskyttelse)
          Hvad vil vi have meere?

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Katekismesanger

Petter Dass' Katekismesanger var en av Danmark-Norges aller mest utbredte bøker på 1700-tallet. Nå foreligger katekismesangene for første gang i en tekstkritisk utgave med fyldig innledning, over 6000 kommentarer og tre registre. Bak utgaven står Jon Haarberg, professor i allmenn litteraturvitenskap ved Universitetet i Oslo.

BRUKSANVISNING

Utgaven er basert på førstetrykket fra 1715.

Se faksimiler (Dass 1999, NB Digital)

Les mer..

Om Petter Dass

Dikterpresten Petter Dass har en sentral plass i vår kulturhistorie. Han blir ofte omtalt som den mest betydelige dansk-norske dikteren ved siden av Thomas Kingo i siste del av 1600-tallet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.