Katekismesanger

av Petter Dass

Kommentarer (FV, DS, AS, HT, AD og SW)


Kommentarene er også tilgjengelige som «pop-ups» i teksten.



FADERVÅR

Den lutherske katekismens tredje del tar for seg Fadervår. Under gudstjenesten skulle presten ifølge Kirke-Ritualet (1685) innlede sin preken med å «formane Folket til Bøn og Paakaldelse om Guds Hielp i denne hellige Forretning» og deretter lese Fadervår (s. 19). Fadervår var også foreskrevet til bruk bl.a. i dåps- og nattverdsliturgien (s. 66, 92 og 162). Dass avslutter dessuten sine evangeliesanger med en katekismesang til Fadervår; denne sangen foreskrives til bruk «paa de almindelige bede-dage» (SV 3.406)

Forfatted i ni Sange] Inndelingen er den normale. I tillegg til de syv sangene til Fadervårs enkeltbønner, slik de fremgår av Matt 6.9–:13 og, deretter, nummerert, av Luthers Lille, kommer to sanger til henholdsvis innlednings- og avslutningsformelen.


Den Første Sang
I Fadervårs «fortale», som katekismeforfatterne gjerne kaller den innledende henvendelsen til Gud, kommenteres som regel tre forhold: for det første at de troende kan henvende seg til Ham som sin «far» i himmelen, for det annet at jordens mennesker følgelig er å betrakte som «søsken» og dermed også plikter å be for hverandre, og for det tredje Guds allmakt, tilkjennegitt av hans adresse «i Himmelen». Dass legger hovedvekten et annet sted: på Guds makt til å hjelpe de troende når de er i nød, særlig materielt. Sangen åpner riktignok –: i «vi-form» –: med en påminnelse om betydningen av Guds farsrolle (str. 1), men fortsetter så med en redegjørelse for den timelige bekymringen for føda (str. 2–:5). Her foregripes FV 5, om det daglige brød. I de neste strofene (6–:9) bekrefter dikteren Guds enestående status og griper dermed tilbake til TB 1, med en advarsel mot å tilbe «fremmede Guder». Sangen fortsetter så med å kommentere Guds allvitenhet og allmakt (str. 10–:16). I denne sammenheng apostroferes både Gud selv (str. 12) og mennesket (str. 14), som formanes om å leve gudfryktig. Den siste, kompakte avslutningsstrofen (17) gjentar bekreftende at Gud vil og kan trøste sine, og for det fortjener Han lovprisning.

Luther betoner i sin Store katekisme Fadervårs betydning som Jesu egen bønn: «Gud lærer os self maaden ad bede med» (Luther 1629: 93). Slik kan Herrens bønn komme til erstatning for alt det tomme, «udvortis» skvalder reformatoren har registrert i kirker og klostre: «Sandt er jo det, ad huad mand til dis hafuer giort for Bøner, blabrit oc buldrit i Kircker, etc. hafuer i sandhed icke værit rætte Bøner» (s. 90). Men han understreker også bønnens «Forjættelse»: det at Gud har lovet de troende å bli hørt, at «det som vi bede, skal jo visselig skee» (s. 92v), og, i likhet med Dass, at «Nød drifuer til ad bede» (s. 93v).

tit.] Luthers Lille (1616: 79–:80): «Vor Fader, du som est i Himlene» (1626-utgaven har «Fader vor»). Den svaningske bibel 1647 har samme formulering som Resen 1616. Christian IVs bibel (1633) har «VOR Fader som er i Himmelen» (Matt 6.9). Luthers Lille forklaring: «Det er: Gud inbiuder oss kierligen met denne liden Foortale, at wi skulle sandeligen troe, at hand er vor rætte Fader, oc wi ere hans rætte Børn, Paa det wi dess trøsteligere met fuld Tilljd bede skulle, lige som wi see Børn at bede noget met viss Tilljd aff deris Forældre.»

mel.] Manuskriptene oppgir som forelegg «Ak Amaryllis hvid som et Krid». Dette må referere til Bordings pastorale kjærlighetssang «Ode mixta» (1647), med åpningen «O skiønne Galathe, det er Væ» (Bording 1984: 266), spredt som skillingstrykk under tittelen «En meget Smuck og Ny Elskovs-Viise» (Bording 1986: 275). Den niende strofen i denne sangen begynner nemlig slik: «Og Amaryllis hvid som en Krid». Dass oppgir den samme Bording-sangen som forelegg for evangeliesangen til 21. søndag etter trefoldighet (SV 3.378), som dog mangler opptakten i det metrisk avvikende fjerdeverset. Om verdslige viser som forelegg for åndelige sanger, se Innl. 6.2.

1.4 bær] bærer; kortformen er kurant.

1.4 med Gavn] i praksis (ikke bare til pynt); jf. PSyv 2277: «Gavnet er bedre end Navnet.»

1.5 bør] skylder

2.2 Hid til har Jordens Skiød givet Brød] Jf. Kingos «Anhang til Christian Vs første Ledings-Tog» (1677), KSS 2.57: «Hvad Fiske Hav og Søe gav af sit vaade Skiød / Meest Vinde-tørred blev til Vinter-Suul og Brød.»

2.4 Fiøsse-Rom] fjøs; ikke vanlig i dansk, se Jakobsen 1952: 116. Hankjønn av rum er kurant.

3.4 nøgen] Best. form; kurant

4.2 Laad] porsjon, lott, del av fiskefangst; jf. uttr. fiske på lod.

4.5 liddet] lidt; partisippformen er kurant.

5.1 Aar fra Aar] år etter år

5.2 Haand […] Bistand] Rimet følger konvensjonen; Arrebo rimer f.eks. ofte haandland (1965: 1.283, str. 6); jf. Sktr 2.344.

5.3 forskaffe] skaffe

5.3 Pligt] høytidelige løfte; dvs. Jesu, jf. Joh 16.24: «Her til hafve I icke bedet i mit Nafn: Beder, saa skulle I faa, at eders Glæde skal være fuldkommen» og Matt 7.7: «Beder, saa eder skal gifves; Leder, saa skulle I finde; Bancker, saa skal eder oplades.»

5.4 som gaar paa hands Sti] Jf. Sal 27.11: «HErre, viis mig din Vey, og leed mig paa den rætte Bane [Sti, 1647] for mine Fienders skyld.»

5.5 falder ham til Fod] Jf. 1 Mos 27.29 (Isaks velsignelse av Jakob): «Folckene skulle tienne dig, og Menniskene skulle falde dig til fode.»

6.2 Tarm] (mat i) magen; jf. ordspr. tom tarm gør lad arm, «den sultne arbeider dårlig» (ODS); «D’er betre trøytte Armar end tome Tarmar» (Aasen 21).

6.3 Profit] utbytte, fordel

6.4 Kiød-Guder] menneskeskapte guder; se f.eks. Sal 135.15: «Hedningenis Afguder ere Sølf og Guld, giorde med Menniskens Hænder.»

6.4 kun Avn og Vær] bare agner og vind (i vind); Sal 1.4–:5: «De Ugudelige ere icke saa, men ligesom Afner, der Væjret bortspreder. Derfor blifve de Ugudelige icke bestandige i Dommen, eyheller Syndere i de Retfærdiges Meenighed.»

7.2 Dag for Dag] hver dag

7.3 Een Blind] Matt 15.14: «Lader dem fare, de ere Blinde og Blindes Ledere: Naar en Blind leder en anden Blind, da falde de baade i Grafven.»

8.2 Stok og Steen] Avguder i form av «Stock og Steene» finnes omtalt i 5 Mos 4.28; 28.36; 28.54; 29.17; Esek 20.32; jf. TB 1.8.4.

8.2 bøye Been] Jf. Sal 95.6: «Kommer, lader os tilbede og falde paa Knæ, og nedfalde for HErren, som os giorde.»

8.3 sterk] Intetkjønnsformen er kurant.

8.4 beleeis] utles, foraktes

8.5 Fiær] Som uttrykk for noe ubetydelig, især etter nektelse: det rager mig en fier, det er ikke en fjer værdt (ODS).

9.1 Gak] gå; imp. av gange

9.1 Mammons Ven] Luk 16.9 («Venner med den uretfærdige Mammon») og 16.13: «Ingen Huussvend kand tiene to Herrer, uden hand skal enten hade den Eene, og elske den Anden; eller hand skal holde sig til den Eene, og foragte den Anden.»

9.2 din stakkels Gud] Dvs. gullklumpen

9.3 hælde mig fast] bestandig støtte meg

9.4 Zebaoth] hærskarenes gud, tilnavn til Det gamle testamentes gud, for eksempel i Jes 6.3. «Og den eene raabte til den anden, og sagde: Hellig, Hellig, Hellig er den HERRE Zebaoth, alle Lande ere fulde af hans hans Ære.» Tilnavnet brukes ikke i Mosebøkene.

9.4 min Skiold] Hankjønn er kurant; Sal 18.3: «HERRE, min Klippe; mit Slot; min Frelsere; min Gud; min Trøst; paa hvilcken jeg forlader mig; min Skiold og min Saligheds Horn, og min Beskiermelse.»

9.5 hvor det gaar] hvor det enn bærer

10.1 grant] nøyaktig

10.2 Hvor at] hvor

10.5 Sædes] tilholds

10.5 Pallatz] Jf. Sal 45.9: «Dine [Guds] Klæder ere idel Myrre, Aloes, og Kezia, naar du gaar af din Filsbeens Palatz, ved Mig glæde de Dig.»

11.1 det Stierne-Loft] stjernehimmelen

11.1 Pool] himmelhvelvingen; eg. om de punkter hvor den forlengede jordaksen tenkes å krysse himmelhvelvingen. Substantivet pol kan ikke godt være noe annet enn hankjønn; syntaksen er ikke helt elegant her.

11.1 Stool] trone, sete

11.2 lod] plasserte

11.3 Skammel] Jes 66.1: «Saa siger HERren: Himmelen er min Stoel, og Jorden min Fod-Skammel; hvad er det da for et Huus, som I ville bygge Mig?”

11.5 intet Spor] Rom 11.33: «O! hvilcket Riigdoms Dyb baade paa Guds Viisdom og Kiendelse: Hvor aldelis u-begribelige ere hans Domme, og Hans Veye u-randsagelige [uspoorlige, 1647].»

12.2 Stand og Stat] rang og stand; samtidig betyr begge ordene også «stilling» i lokal forstand.

12.2 høyt opsat] høyt anbrakt

12.3–:4 hvad som skeer Af en og hver] hva som gjøres av hver og en

12.4 paa Jorden er] som befinner seg på jorden; relativpronomenet (subjunksjonen) er underforstått.

13.2 Een hver Mands Vey forstaar] Sal 139.3 «Hvad heller jeg gaar, eller ligger, da er Du omkring mig, og seer alle mine Veye.»

13.2 hvor] hvor enn

13.3 skuer Alleting] Sal 33.13–:15: «HERren skuer af Himmelen, og seer alle Menniskens Børn. Hand seer af sin faste Throne paa alle, som boe paa Jorden. Hand skaber tillige deris Hierter; Hand mercker paa alle deris Gierninger.»

13.5 gedult] gjemt, dulgt; Heb 4.13: «Og der er intet Creatur usynligt for Hannem; men Det er altsammen blot og aabenbar for hans Øyen, om Hvilcken vi tale.»

14.1 nedrig] ringe, ydmyke

14.1 Giest] Jf. Sal 119.19: «Jeg er fremmed paa Jorden; Skiul icke dine Bud for mig.»

14.2 skyer] Verstakten forutsetter at ordet uttales med to stavelser, noe som ikke er helt elegant, spesielt fordi verbet (sky), som riktignok av og til får lang vokal markert på denne måten, da formelt sett forvandles til et annet (skye).

14.2 Gast] Her etter alt å dømme brukt som en positiv (om enn uvanlig) karakteristikk, ikke som «spøkelse» eller «matros»; jf. NO: «Bruges i en dunkel Betydning, omtr. som ’Basse’ om en stor og svær Karl.»

14.3 reddis] frykter; jf. Sal 33.8: «All Verden frycte HERRen, og alt det som boer paa Jorden, rædis for hannem.»

14.3 ind og ud] ut og inn, bestandig

14.4 paa Ondskabs Vey] Jf. Sal 18.22–:24: «Thi jeg holder HERrens Veye, og er icke ugudelig imod min Gud. Thi jeg hafver alle hans Domme for Øyen, og jeg kaster icke hans Bud fra mig. Og jeg er uden Smitte for hannem, og bevarer mig fra min Ondskab.»

14.5 knuse smaa] knuse i småbiter, pulverisere; jf. Sal 2.9: «Du skal sønderslaa dem [hedningene] med et Jern-Spir; ligesom Leer-potter skal Du sønderknuse dem.»

15.1 daglig Brød] Jf. FV 5.

15.2 Da see til Himmelen] Jesus ble for eksempel bønnhørt da han «så til himmelen» og ba om at fem brød og to fisker skulle rekke til fem tusen i ørkenen, Luk 9.16: «Da tog Hand de fem Brød, og to Fiske, og saae op i Himmelen, og tackede derofver: brød dem, og fick Disciplene dem, at de lagde for Folcket.»

15.2 den] han, dvs. Gud

15.3 Som hjalp vor Fædres Trang] Sal 22.5: «Vore Fædre haabede paa Dig; og der de haabede, hialp Du dem ud.»

15.5 faderlig] Sal 103.13: «Ligesom en Fader forbarmer sig ofver Børn; Saa forbarmer HERren sig ofver dem, som hannem frygte»; jf. 2 Kor 6.18.

16.1 belemt] lammet

16.1 Hierte-klemt] i en pinibel situasjon

16.2 stædd’] ført, plassert; av stede

16.2 veed] kjenner til, har konstatert

16.3 Jordens Kreds] jorden

16.4 oven til] i himmelen; hjelpen er med andre ord å finne i det hinsidige; her sies det ingenting om at Gud skal komme sine til hjelp mens de ennå lever på jorden; jf. Kol 3.1–:2: «Derfore ere I opstandne med Christo, da søger det, som er ofven til, der som Christus er, siddendes hos Guds høyre Haand. Tragter efter det, som ere ofven til, icke efter det som er paa Jorden.»

16.5 komme dig] ta seg av deg

16.5 sikkerlig] sikkert

17.1 Brud] I den konvensjonelt allegoriske lesningen av Salomos høysang settes brudgommen lik Kristus og bruden lik den enkelte kristensjel eller Kirken; se bl.a. TA 4.13.1 og TA 9.3.4.

17.2 Himmel-Glantz] Jf. Hebr 1.3: «Hvilcken [Jesus], efterdi Hand er hans Herligheds Skin, og Hans Værelses rette Billede, og bær alle Ting med sit kraftige Ord; der Hand hafde giort vore Synders Renselse, formedelst sig Self; da satte Hand sig hos Majestætens høyre Haand, i det Høye.» Erik A. Nielsen utlegger en tilsvarende passasje hos Kingo (2010: 430).

17.2 Krantz] Noten viser til Jes 62.3: «Og du skalt blifve en deylig Krone i HERrens Haand, og en Kongelig Hat i din GUds Haand.» Jf. tilsvarende uttrykk i TA 2.17.6.

17.3 Himmel-Mand] Her poengteres Jesu menneskenatur i tillegg til den guddommelige og himmelske. Dass’ utlegning av kristologien finnes i TA 2.1–:5.

17.4 Brøst] ufullkommenhet, feil

17.4 Trøst] Jf. 2 Kor 1.3–:5: «Lofvet være GUD, og vor HErris Jesu Christi Fader, Barmhiertigheds Fader, og alle Trøstes Gud, som os trøster i all vor Bedrøfvelse; At vi og kunde trøste dem, som ere i allehaande Bedrøfvelse, med den Trøst, der vi blifve trøstede med af Gud. Thi ligesom vi hafve meget af Christi Piine, saa blifve vi og riigeligen trøstede, formedelst Christum.»

17.5 Lov, Ære, Pris] Jf. Sal 34.2: «Jeg vil lofve HERren altid; Hans Lof skal altid være i min Mund.»

17.5 Bram] prakt

17.5 vorde] bli til del; ønskende konj.

(i fotnoten:) Bereeder] skaper; nærmere om førsteutgavens noter i Innl. 1.4.

(i fotnoten:) annammer] får


Den Anden Sang
Denne sangen kjenner vi som «Herre Gud, ditt dyre navn og ære», Dass’ «mesterverk» (se Eggertsdóttir og Haarberg 2010: 225). Mellom innlednings- og avslutningsstrofene (1 og 16), som begge inneholder en anropelse av Gud, kan sangen sies å falle i to hoveddeler: str. 2–:10 og str. 11–:15. Innledningsstrofen har bokstavelig talt slått an tonen og oppfordret til lovprisning av Gud. Men i den første hoveddelen oppfordres det ikke lenger, det konstateres at skaperverket vil lovprise sin Herre. Som en konsekvens av Guds allmakt evner det ikke noe annet. For «GUD er GUD om alle Mand var døde» (5.1). En rekke hypoteser om at lovprisningen eventuelt kunne utebli, avvises kontant. For Guds makt er virkelig altomfattende; den omfatter både himmel, jord og helvete. Den andre hoveddelen henvender seg til mennesket («ô Mennisk», 11.1), til et du. Her formanes hver enkelt troende om å lovprise Gud, ikke bare i ord, men i gjerning, for slik å fremme Guds rike. I fugen mellom de to hoveddelene står str. 10 som en slags bro. Her innføres et jeg som betrakter sin ufullkomne kropp. Dette jeget inngår selvsagt i skaperverket og tilhører slik sett del 1, men samtidig peker det med sin forpliktelse til å leve gudfryktig fremover mot del 2.

De to hoveddelene av sangen avspeiler etter all sannsynlighet dens tilblivelseshistorie. Første del finnes bevart i en lovsang («Peder Dassis Lovsang») som Dass må ha skrevet, men ikke fått trykt, før han begynte på Katekismesangene. Senere har han så, under utarbeidelsen av denne boken, omfunksjonalisert sangen til didaktisk bruk ved å tilføye del 2. Enkelthetene i tekstens utviklingshistorie tydeliggjøres av en mulig gjendiktning til islandsk, som høyst sannsynlig må ha blitt til allerede på 1680-tallet (Eggertsdóttir og Haarberg 2010), dvs. lenge før Katekismesangene forelå som trykk (1715).

Innledningsvis i sin store forklaring stusser liksom dr Luther over at bønnen oppfordrer til helliggjørelse av Guds navn: «Er det ikke tilforn helligt? Svar: Ja, det er aldtiid helligt i sit Væsen: men i vor brug er det icke helligt» (1629: 96). Helliggjørelsen realiseres ifølge doktoren på to måter, gjennom «Lærdom» og «Lefnet», dvs. ord og gjerninger. «Thi alt huad vi giøre paa Jorden, det maa enten være i Ord eller Gierninger, ad tale eller giøre» (1629: 96v). Dermed ligger rimeligvis også Luthers forklaring til grunn for den todelte strukturen i Dass’ sang, slik den ligger til grunn for andre katekismeforfatteres forklaringer, for eksempel Aaskows: «Guds Nafn er vel ved sig self aldeelis helligt: Men vi bede, at det hos os maatte ogsaa helligis» (1692: 98). Se videre kommentar til 11.3 ndf. Den første bønn hos Luther utdypes i Albrecht Peters’ kommentar (1992: 3.56–:69).

Flere har hevdet at denne sangen synes å være beslektet med salmer i Det gamle testamentet. Gustav Jensen peker i 1909 på salme 8 og får følge av Malling (2.157). Jørgen Sejersted og Eirik Vassenden henviser til Sal 148 og 150 (2007: 45). Johann Arndts parafrase over salme 148 (Arndt 1690: 2.342), som inngår i et helt kapittel (2.42) om «Hvad der skal bevege og tilskynde os til at love og prise GUD dagligen», er også verdt å merke seg. Enda noen salmer kunne vært tilføyd, for eksempel Sal 66. Det forholder seg åpenbart slik at Dass snarere enn å legge seg opp til én enkelt David-salme, følger en genreforventning etablert av lovsangene i Salmenes bok. Disse åpner gjerne med (a) en apostrofering av Herren og fortsetter med (b) en oppfordring til å ære ham og (c) mer spesifikt lovprise hans navn. Denne lovprisningen skal ikke bare komme til uttrykk gjennom mennesker, men (d) gjennom hele skaperverket, som (e) ærbødig bøyer seg for sitt guddommelige opphav (f) til enhver tid (Eggertsdóttir og Haarberg 2010: 232 f). Dass’ kollega i Odense, Elias Naur, har et dedikasjonsdikt i sin samling Zions Sange og Sucke i Verdens Babylon (1688) som utgjør en slående parallell til «Den Anden Sang». Man kan tenke seg at det er blitt til på tilsvarende vis, som en parafrase over lovsangene i Salmenes bok, men vi kan heller ikke utelukke bevisst imitasjon –: den ene eller den andre veien. Følgende utdrag oppviser påfallende mange likheter:

Alt hvad som findes i dit høye Himmel-Sæde,

Og hvad paa Jorden er vil om din Ære Qvæde;

Ja Soel og Maane med dend Mindste Stierne-skud

Veed hver paa sin Maneer at love Dig, min Gud!

Din deylig Engle-hær, og dine Himlers Himle,

Sampt alle Krybe-dyvr, som her paa Jorden vrimle;

Dend giftig Drage med sin Krinkel-kroget Gang,

Maa (trodz for Fanden) dig udsige Love-sang.

Ild, Hagel, Snee og Damp, Affgrunde med det dybe,

Ja hvad mand næffne kand, vil med sin Lov frembryde,

Til dig, min Loves Gud! hvert Træ med Ympe-qvist

Sampt Vandet lover dig, ja Ildens minste Gnist.

Hvalfiskens sluge-flab, som Læster-Vand udspøyter [sic],

Dig lover, som hand kand; hver Fugle-Neb udfløyter

Din Lov, min Æres Gud, med en saa sød Musik,

Som hver i skabelsen aff dig paa Tungen fik.

Ja Konger, store Mænd, de gamle Folk og Unge,

Et Halleluja vil for dig, min Gud, udsiunge;

Saa Ild, Luft, Vand og Jord, samt hvad der end er til

Aff dumme Ting, og til Guds Ære tale vil.

Når Dass’ katekismesang til den første bønn i Fadervår etter hvert har fått en så enestående posisjon i norsk salmediktning (på nummer én i Norsk salmebok 2013), kan det først og fremst forklares av den avgjørende innflytelsen domprost Gustav Jensens omdiktede tre-strofers-versjon, innlemmet i Landstads reviderte salmebok i 1926 (str. 1, 5 og 8), har øvet. Anders Hovden gjendiktet Gustav Jensens versjon til Nynorsk salmebok (1925). Salmer 1997 (et tillegg til Norsk salmebok) tar med alle de åtte første strofene. Jeg har tidligere nøstet opp tekst- og resepsjonshistorien (Haarberg 1998). Ivar Roger Hansen (1997) har kartlagt salmens vei til salmebøkene i inn- og utland.

«Den Anden Sang» har rimeligvis tiltrukket seg mer litteraturfaglig interesse enn noen annen katekismesang, særlig i de senere årene: Anders Malling (1962), Jørgen Sejersted (1997), Jon Haarberg (1998), Andreas Lombnæs (1999), Fartein Valen-Sendstad (2000), Per Thomas Andersen (2001), Jørgen Sejersted og Eirik Vassenden (2007), og Margrét Eggertsdóttir (2010) har alle bidratt. Anne Kristin Aasmundtveit og Stig Wernø Holter skriver om «Herre Gud, ditt dyre navn og ære» i Nytt norsk salmeleksikon (2012). Johannes Glenthøj presenterer sangen til introduksjon av sin egen danske omdiktning (2011). En lang rekke eldre omtaler er kortere og tilsynelatende oftere skrevet for å feire enn for å tolke og forstå. De karakteristikkene som foretrekkes fremfor alle andre, er «mektig», «monumental» og «majestetisk». Sangen nevnes første gang i en litteraturfaglig sammenheng av Welhaven, i hans lille avhandling om Petter Dass fra 1856. Men den første utgiveren, A.E. Eriksen (1875), synes ikke å ha merket seg sangens særlige kvaliteter.

tit.] Luthers Lille (1616: 80–:81): «Den første Bøn. Helligt vorde dit Naffn.» Forklaringen: «Guds Naffn er vel ved sig selff aldelis helligt, Men wi bede, at det hoss oss maatte ocsaa helliges, Huilcket da skeer, naar Guds Ord læres purt oc rent, Oc wi, som det sømmer sig Guds Børn, lade det udtryckeligen til siune i vort Leffnit, huilcket at maa skee, giff du oss O Fader i Himlene. De som icke lære (andre) Guds Ord, oc ey leffue effter det forskreffne Guds Ord, de vanhellige Guds Naffn iblant oss, Huilcket icke at skulle skee, forhindre du O Himmelske Fader.» Matt 6.9 (1699): «Helligt vorde dit Nafn.»

mel.] Manuskriptene oppgir «Vill ey bonden laate vell etc» som forelegg, en ukjent, norsk(?) og etter alt å dømme verdslig vise. Antallet registrerte folkemelodier er for denne sangen iflg. Ivar Roger Hansen høyere enn for noen annen katekismesang, dvs. ca 50. Antallet registereringer har økt etter at Hansen skrev om dette første gang (1986). Blant Petter Dass’ sanger har bare Jefta-visen flere (ca 80). Sangen er ofte blitt berømmet for sine overdådige klangeffekter; spesielt rimene blir fremhevet: midtrim (Navn–:Savn), parrim (Ære–:være), tiraderim (Siæle–:Træle–:Geselle–:fortælle), og omsluttende rim (være–:Ære) (Sejersted og Vassenden 2007: 45).

1.1 dyre] dyrebare

1.2 Savn] ry; jf. Sal 8.1 og 8.10 (likelydende): «HERRE, vor Regenter, hvor herligt er dit Nafn i alle Land.»

1.3 Siæle] mennesker; jf. 1 Mos 2.7: «Og GUD HERREN hafde giort Mennisken af en Jord-klimp; og blæsde en lefvende Aand i hans Næse: Og saa blef Mennisken til en lefvende Siæl» og Sal 150.6: «Alt det, som hafver Aande, lofve HERREN, Halleluja.»

1.3 Træle] slitere, personer av lav sosial status som utfører hardt, manuelt arbeid

1.4 Geselle] håndverkersvenn

1.4 fortælle] Jf. Sal 96.3: «Forteller hans Ære iblant Hedningene, og hans underlige Gierninger iblant alle Folck.»

2.1 smugt] som seg hør og bør

2.1 kaasteligt] av stor verdi, herlig; jf. Sal 92.2: «Det er en kostelig Ting at tacke HERren, og at siunge dit Nafn Lof, du Høyeste.» Jf. Arndt 1690: 2.359 (kap. 43): «At det er en kostelig Ting at love og prise GUD og et Menniskis højeste og Engle-lige Herlighed.»

2.2 sin Læbers Pligt] Jf. Sal 63.6: «Det var mit Hiertis Glæde og Fryd, at jeg maatte lofve dig med en glad Mund.» Og Hos 14.2 (14.3): «Forlad os alle Synder og giør vel mod os; saa ville vi ofre (dig) vore Læbers Øxen.» Jf. Nielsen 2009: 230–:31 og 279, 2010: 250).

2.3 De Dyb Afgrunder] de store havdyp; jf. Sal 107.26: «Da fore de [bølgene] op mod Himmelen, og de fore ned i Afgrunden, at deris Siæl fortvilede for Angist» og Sal 148.7: «Lofver HErren paa Jorden, I Hvalfiske og alle Dyb.» Afgrund (som gjengir gr. ábyssos) konkurrerer med dyb i Chr. IVs Bibel. Ordet (både det greske og det danske) brukes òg om Helvete, jf. Luk 8.31: «Og De [djevlene] bade Hannem [Jesus], at Hand skulde icke byde dem fare i Afgrunden.» I 2.3 står «De Dyb Afgrunder» i tydelig motsetning til landjordens «grønne Lunder».

2.3 de grønne Lunder] Jf. TA 1.31.

2.4 Vunder] undergjerninger; jf. 1.4 ovf.

2.4 hver Tid og Stunder] alltid; uttrykket med tid og stund(er) («litt etter litt») er hyppig belagt, men uttrykket her synes å være et produkt av rimtvang; det mangler balanse i sideordningen: jf. hver tid og alle stunder (el. allen stund).

2.5 udføre] utbre, utsi

3.1 sig […] anstille] vise seg

3.1 slemme] onde, skjendige

3.2 slet] helt

3.2 tie still] fortie

3.3 Stene] Luk 19.40: «Hand [Jesus] svarede, og sagde til dem: Jeg siger eder, dersom disse tie, da skulle Steenene raabe.»

3.3 tørre Bene] I Esek 37.1–:15 ser profeten for seg hvordan en stor mengde knokler, av lik, som ligger strødd rundt omkring i en dal, blir levende. Dette profetsynet tolkes som en prefigurasjon av oppstandelsen: «Oc hand [Herren] sagde til mig [profeten]: Spaa om disse Been, og siig til dem: I tørre Been, hører HERrens Ord: Saa siger den HERre HERre om disse Been: See! Jeg vil lade komme Aand i eder, at I skulle blifve lefvendis» (v. 4–:5). Anders Arrebos sønn utga i 1681 i alt femten prekener faren i sin ungdom hadde skrevet på grunnlag av dette stedet hos Esekiel. Ett av Arrebos poenger er at skapningen selv vitner om oppstandelsen: «Sandelig alle Creature maa være Prædicantere […]»; jf. TA 11.2–:8.

3.4 det reene] som ikke er beheftet med synd

3.5 fremme] skaffe fremgang, befordre; jf. 2 Tess 3.1: «Fremdelis, kiære Brødre, beder for os, at HERrens Ord maa hafve sit Løb, og prises ligesom og hos eder.»

4.1 forlise] miste

4.2 grommen] den farlige, glupske; adjektivformen grummen for den grumme tilhører folkevisestilen; jf. Sktr 2.363.

4.2 Før skal Hav og grommen Hval ham prise] Sal 148.7: «Lofver HErren paa Jorden, I Hvalfiske og alle Dyb». Malling refererer en legende i tilknytning til den gamle lovsangen «Te Deum» («O store Gud, vi lover deg»): Dersom man fremførte sangen om bord på et skip, kom delfiner svømmende og fulgte skipet et langt stykke (Malling 4.261). «Te Deum» hadde fra Luther av status som trosbekjennelse (den tredje, etter den apostoliske og den athanasianske), jf. Resen 1631: upag. [Jv ff]. Johann Arndt (1690: 2.341) påpeker at alle verdens skapninger priser Gud, også de i havet: «Der efter kommer hand [David, i Sal 148] til Havet og siger, Lover Herren i Hvalfiske og alle Dyb.»

4.3 Samt og] og videre. Jf. Kingos oppregning av fisk i «Hr. Karsten Hansens Atkes Avskeed fra Løve-Herridt» (KSS 1.55 og Nielsen 2010: 84) og i Samsøes Beskrivelse (KSS 2.212 og Nielsen 2010: 265).

4.3 Tanteyen] ODS gjengir en naturfaglig kilde fra 1624 som opplyser at islendingene kaller det «Tanthage», som fiskere fra Åbenrå kaller «Oerschwin» (øresvin), dvs. den vanligste delfinarten. «Tunfisk» (makrellstørje) er en annen betydningsmulighet, men sammenhengen her favoriserer delfinen, som, i motsetning til makrellstørjen, er en nysgjerrig skapning som gjerne følger båttrafikken. Vanlige delfinarter i dikterens nærområde ville være kvitskjeving og kvitnos (se Haarberg 1998: 89).

4.3 Leyen] leia, da. leden, skipsleden; en norvagisme; jf. Jakobsen 1952: 127.

4.5 Niise] Nisen er fremdeles den mest utbredte hvalarten langs norskekysten, selv om stammen er betydelig redusert i løpet av de siste tiårene.

5.2 GUD er GUD, om alle Mand var døde] Matt 24.35: «Himmelen og Jorden skulle forgaa; men mine Ord skulle icke forgaa.» Jf. Sal 90.2: «Du er Gud fra Ævighed til Ævighed, førend Biergene blefve, og Jorden og Verden blefve skabte»; jf. Jer 4.23–:26: «Jeg saa til Landet, og see! det var øde og tomt; og til Himmelen, og dend var mørck. Jeg saae Biergene, og see! de bævede, og alle Høye skælfvede. Jeg saae, og see! der var intet Menniske, og alle Fuglene under Himmelen vare bortfløyne. Jeg saae, og see! Agrene vare Øde, og alle Stæder der udi, vare nedbrudne for HERren, og Hans grumme Vrede.»

5.3 forsvimler] Ordet finnes ikke i ordbøkene. Forstavelsen for– må her forstås i betydningen «helt ut» som i forløbe, «svinne hen»; dermed blir forsvimle (svimle i betydningen «gjøre svimmel») å oppfatte som en evfemisme for «å dø». På tysk finnes det tilsvarende verbet verschwiemeln belagt i betydningen «forøde» (sein Geld verschwiemeln) (Grimm). Se også ms-variant til TA 6.8.3–:4.

5.4 utallig vrimler] Jf. Åp 7.9: «Derefter saae Jeg, og see! en stor Skare, hvilcken Ingen kunde telle af alle Hedninge, og Folck, og Slegter, og Tungemaal, stode for Stolen, og for Lammet, klædde med hvide Kiortler, og Palmer i deris Hænder.» I og for seg lar antallet seg bestemme nøyaktig. Ifølge TA 9.19.2 ligger det fast, og Johannes åpenbaring (14.1) setter antallet utvalgte til 144.000. Se Nielsen 2010: 458.

5.4 Cimler] bekken (av cymbel); jf. Sal 150.5: «Lofver hannem med klingende Simler; Lofver hannem med velklingende Simler.» Jf. Arndt 1690: 2.347: «Er og ofte i gammel Testamentis Tid brugt tillige adskillige Instrumenter at stemme i med til at love og prjse GUd, saasom Basuner, Saltere, Harper, Simler og dislige flere.»

5.5 Søde] vellydende, liflige

6.1. Bram] prakt, lovprisning

6.1 Svenne] undersåtter, tjenere, soldater

6.2 See, ti tusind] Dan.7.10: «Og der gick en Ild-Strøm fra hans [Guds] Ansigt. Tusende gange Tusende tjente hannem, og ti tusende gange ti tusende stode for hannem»; jf. Åp 5.11.

6.4 prange] falle i øynene ved sterk glans eller prakt; her brukt synestetisk om hørselsinntrykk.

7.1 alle Knæ sig bøye] Fil 2.10: «At i JESU Nafn skulle alle deris Knæ, som ere i Himmelen, og paa Jorden, og under Jorden bøye sig»; jf. Jes 45.23 og Rom 14.11. En anonym katekismesang over Fadervår fra ca 1613 uttrykker dette slik: «For huilckit Naffn alle Knæ sig maa bøje, / Under oc paa Jorden oc i det høje» (Fadervår, tre versjoner, 1613). I Om Børnelærdoms Visitatz begrunner Resen knelingen som den rette stilling for bønn: «End er det oc værdt ad mercke, ad Luther paaminder dig, du skalt bede med bøyede Knæ, naar du hafuer leilighed dertil: Oc det til en sand ydmygheds Tegn, oc som de Hellige fordom ocsaa hafue tilbedit deris HErre oc Gud, med største underdaanighed, som oc Kong Salomon giorde, efter sin Faders, oc anderes gode Exempel» (1628: upag [I2]). Fredrik IVs alminnelige husandakt gjør det klart at knelingen i og for seg ikke lar seg avgrense til knærne: «Vi bøje vore Hierters og Legemers Knæ for dig […]» (Den Almindelige Kirke- og Huus-Andagt 1700).

7.4 som dømt er vorden] Matt 25.41: «Da skal Hand og sige til dem hos den venstre (Haand:) Gaar bort fra Mig, I Forbandede, i den ævige Ild, som er beredt Djefvelen og hans Engle.» Se også håndskriftenes strofe 8.

7.5 Møye] besvær; evfemistisk for pine

8.1 Høyen Hald] den høye klippe el. fjelltopp; poetisk fast forbindelse, adjektivet bøyd som i folkevisene (som «dyben Dal» i 8.2 ndf.); jf. Sktr 2.363.

8.1 vige] flytte seg, la seg fortrenge; Mi 1.3–:4: «Thi see! HERren skal gaa ud fra sin Sted, og nedfare, og traade paa Høyene i Landet: At Biergene skulle smelte under Hannem og Dalene skulle sønderrifvis, ligesom Vox smelter for Ild, som Vand der flyder ned ad.» Jf. Arndt (1690: 2.354): «Biergene skulle vige og Højene skulle falde, men min Naade skal ikke henvige, og min Freds Forbund skal ikke henfalde.»

8.2 Jord og Himmel falde skal] Jf. 2 Pet 3.12: «At I kunde vendte og haste til HERRENS Dags Tilkommelse? Paa hvilcken Himlene skulle forgaa af Ild, og Elementerne smeltes af Heede.» Vilh. Andersen (1951:71–:72) hører et ekko fra Horats (Od. 1.34.12–:13) her.

8.2 tillige] samtidig

8.3 Bierg] Ordet ser ikke ut til å være registrert i hankjønn annetsteds.

8.3 Tinde] fjelltopp; Jes 54.10: «Thi Biergene skulle vel vige, og Høyene henfalde; men min Naade skal icke vige fra dig, og min Freds Forbund skal icke henfalde, siger HERren din Miskundere.» Jf. Arndt 1690: 2.354.

8.4 HErrens Minde] bevisstheten el. erindringen om Herren; obj.gen.

8.5 stige] (lik bønnen) bevege seg mot Gud i Himmelen

9.1 være stiv] vise trass, nekte å bøye seg (knele); jf. 7.1 ovf.

9.1 sove] være sløv el. uoppmerksom; jf. Matt 25.1–:13, Luk 22.46, Rom 13.11 og 1 Kor 16.13. Brochmann stiller spørsmålet på første side i sin postill (1743: 1): «Hvad synes dig min siæl, monne det nu ikke være høy tiid at opstaae fra søvne?» Se Kingos salme over Luk 22.46, «SOver I? Hvor kand I sove?» (fra Vinter-Parten, 1689, opptatt i kirkesalmeboken, 1699, KSS 4.284 og Elias Naurs Golgotha paa Parnasso (1973: 1.38). Se også Nielsen 2010: 47. Vi kan merke oss at soving i kirken, altså soving i en helt bokstavelig forstand, var forbudt i henhold til kongebrevet av 22. april 1645: «Paa det och den stoore uskickelighed, som med soffuen udj kiercherne begaais, kan forekommis och affschaffis, er woeris naadigste wilge, at der folck schal tilforordnes, som kand gaae om med lange kiepper til at slaae dennem paa hoffuidet med, som soffuer vnder predicken» (sitert etter Glebe-Møller 1980: 120). Anders Dass oppfordrer i sitt æresværs til slutt i boken Katekismesangenes tilhørere om å ha «Sjungeren i agt» og heller stemme i for ikke å sovne (14–:17).

9.2 Da skal Børn i Moders Liv GUD love] Retorisk adynaton, en «umulighet» fremsatt ironisk for å gi et emfatisk bidrag til en forsikring, slik også i str. 3 og 4 ovf. Uttrykksmåten blir av Thomsen (1971: 191) kalt «et af Bordings virtuos-specialer». Jf. Sal 8.3: «Af de unge og diende Børns Munde geridde Du en Mact, for dine Fienders skyld, at Du skal forderfve Fienden og Hefneren.» Se også Jer 1.4–:7.

9.3 De Halte, Lamme, Maal-løse, Stamme] Jf. Matt 15.30: «Og der kom meget Folck til Hannem [Jesus]; de hafde med dem Halte, Blinde, Dumme, Krøblinge, og mange andre, og kaste dem for JEsu Fødder, og Hand helbredede dem; At Folcket forundrede sig, der de saae, at de Dumme talede, Krøblinge vare helbrede, Halte ginge, og Blinde saae: Og de prisede Israels Gud.»

9.4 Gromme] grusomme, onde

9.4 Gramme] forbitrede, onde

9.5 Grove] udannede, usømmelige; bokstavrimet i adjektivene her betyr antakelig mer enn adjektivenes betydningsnyanser.

10.1 fra Top til Fod] Uttrykket synes å være en kontaminasjon av fra top til taa og fra isse til fod, muligens fremtvunget av innrimet (Fod–:god).

10.2 Ingen Lem] Hankjønn er kurant, slik også hos Kingo.

10.2 forgod] særlig god

10.3 Silke-Dukke] bunter av silketråd; slik også hos Leonora Christina (1998: 113). Man kan likevel ikke helt utelukke den vanlige betydningen av dukke, men det virker urimelig at en hel dukke skal tjene til sammenligning med én enkelt menneskelig kroppsdel. Jf. DS 1.35.4. Om silkens konnotasjoner hos Kingo, se Nielsen 2010: 208.

10.4 jo] allikevel

10.4 bukke] Jf. Jes 2.9: «Der bøyer det meenige Folck dem, der ydmyger Herrerne dem: Det forlader du [Gud] dem icke.»

10.5 Facter] geberder; for eksempel folding av hender og andre tegn på bønnfallelse og underkastelse.

11.2 GUds Navn skeer Ræt og Skel] rett skjer fyldest for Guds navn; invertert ordstilling. Jf. uttrykket Gud skje lov.

11.3 For] fordi

11.3 med blotte Munde] med munnen alene: kan oppfattes både som dat. ent. og flt. Jf. Jak 1.22: «I skulle giøre efter Ordet, og icke alleeniste høre det, med hvilcket I bedrage eder self», Rom 2.13: «Efterdi de ere icke Retfærdige for GUd, som høre Loven; men de, som giøre Loven, skulle blifve Retfærdige» og Rom 10.9: «Thi dersom du bekiender JEsum med din Mund, at hand er Herre, og troer i dit Hierte, at GUd opvakte hannem fra de Døde, da blifver du Salig.» I Børnelærdoms Visitatz er Resen klar på dette punkt. Fremsigelsen av bønnen skal ledsages av tanker: «Thi skeer det med Munden alleeniste, da er det en forfængelighed, til en stor synd, oc saaledis besynderligen imod det andet Bud» (1628: upag. [B7]). I samtidens litteratur ser man av og til betegnelsen «Hierte-Christne» satt opp imot «Mund-Christne», som i Jens Godsens dedikasjon av sin Bunyan-oversettelse til dronning Charlotta Amalia (Bunyan 1704, «Dedicatio»). Anders Hiørring (1643: 285) opererer i sin katekisme med tre veier til helligholdelse av Guds navn: «1. Naar Guds Ord retsindelig prædickis oc læris. 2. Naar mand lærer oc læser Guds Ord oc leffuer der effter. 3. Naar mand affstaaer Synden, oc aff andre Guds Børns Raad oc Exempel bevegis til at Tiene oc Ære Gud, met tancker Ord oc Gierninger.» Knud Sevaldsen Bang (1681: 48) bestemmer fire mål for Fadervår: «Vi bede 1. At Guds Nafn maa helliges hos oss: 2. At GUD vil dertil giffve os tro Lærere, 3. Flittige Tilhørere, 4. Sin Aands Hielp hertil offver Præst oc Tilhørere.» I The Pilgrim’s Progress (1678) iscenesetter John Bunyan den som lever ut sin religion «med blotte Munde» i skikkelse av personifikasjonen Sladder (Talkative). «Den Christne», dvs. hovedpersonen selv, fremstiller ham som en bedrager: «[…] kom ihu det Ordsprock: De siger oc de giør icke, men Guds Rige er icke i Ord men i Magt» (Bunyan 1704: 120). Kirkeordinansen (1607: 2v) påpeker at barnelærdommen, dvs. katekismen, skal bidra til moralsk opprustning, det vil si at man gjennom den skal få «kundskab paa Synder og gode gierninger», men samtidig poengteres troens forrang i henhold til den lutherske teologi: «At huer maa forstaa huad Troen er, oc huad hun udretter, huorledis wi hende bekomme, oc huilckelunde Mennisken bliffuer retferdig, Ja ocsaa huad mening Predickerne skulle selffue derom haffue, oc huorledis de Predicke skulle.» Johann Arndt insisterer òg på skillet mellom ord og gjerning i fortalen til Paradisis-Urtegaard (1679: 3).

11.4 ingenlunde] slett ikke

11.5 Det eene] bare det

12.2 Nikke] gjentatte ganger å bøye hodet i tilsynelatende ydmyk bønn

12.3 hvor] hvor enn

12.3 svæver] streifer, flakker omkring

12.3 stræver] higer, lengter (etter helliggjørelsen)

12.5 Til Prikke] fullt ut; jf. til punkt og prikke

13.1 dit Lius] Luk 11.33: «Ingen tænder et Lys, og sætter det paa en lønlig Sted; icke heller under en Skæppe; men paa Lyse-Stagen, paadet at hvosom gaar ind, skal see Lyset.»

13.2 Dyyd] fromhet, gudfryktig opptreden

13.2 Tugt] oppdragelse, sømmelig oppførsel

13.3 begierlig] Jf. Gal 5.16: «Fordi, siger jeg [Paulus]; Vandrer i Aanden, saa fuldkomme I icke Kiødets Lyst.»

13.3 Folk] for folk

13.3 besværlig] ubehagelig (ved å plage, kjede, trette, uroe o.l.)

13.4 mod hver Mand kiærlig] Jf. 1 Pet 3.8: «Men endeligen, værer allesammen ved eet Sind; Medlidige, Broderlige, Barmhiertige, Venlige.»

13.5 Til Ende] til døden; jf. Sal 119.33: «HErre, viis mig din Rættis Vey, at jeg maa bevare hannem indtil Enden.»

14.1 Had] Jf. Sal 97.10: «I som elske HERren, hader det Onde.»

14.1 i sit Ord] i Den hellige skrift

14.2 At] slik at

14.2 Vellysten] vellevnet; antakelig ikke «Skiørlefned» (erotisk vellyst); jf. Luk 7.25 «See! de som lefve i kostelige Klæder og Vellyst, ere i Kongelige Gaarde.»

14.3 Lyder] skavanker av åndelig art; jf. Sir 20.25: «Løgn er en skammelig Lyde paa et Menniske, og hun er almindelig hos grofve Folck.»

14.4 Tugt og Dyder] Jf. 13.2 ovf.

14.5 bader] gagner (av baade; jf. Sktr 2.344)

15.1 Synders Vey] Jf. Matt 7.14: «Og den Port er snefver, og den Vey er trang, som fører til Lifvet; og de ere Faa, som den finde» og Sal 50.23: «[…] Den som ofrer Tacksigelse, hand priser Mig; Og der er Veyen, at jeg viser hannem Guds Salighed.»

15.2 blues] skammer seg for

15.3 dine Lemmer] Jf. 10.2 ovf.

15.3 beskemmer] vanærer, krenker; jf. Ordsp 28.7: «[…] Men den som føder Fraadsere, skal beskæmme sin Fader.»

15.4 forfremmer] fremmer; se 3.5 ovf.

16.1 at blive] å skje

16.2 Hvad som] det som, alt som

16.2 fordrive] Oppfordr. konj.

16.3 At] slik at

16.3 vor Tider] vår levetid

16.4 Naar Tiden lider] når verden går mot slutten (dommedag)

16.5 At blive] Syntaksen er irregulær. Vi hadde ventet et finitt verb til slutt; «maa blive» hadde for eksempel løst problemet, asyndetisk sideordnet med «strider» i v. 3.


Den Tredie Sang
Sangen om Guds rike åpner (str. 1) med en anropelse av Gud og en tilhørende bønn om at hans rike må etableres på jorden. Annen del (str. 2–:7) innledes med det kateketiske spørsmålet: «hvad er GUds Rige?» og fortsetter med i alt elleve eksempler på at dette riket kan sies å være realisert blant menneskene. I tredje del (str. 8–:13) oppstilles så en typisk barokk motsetning mellom de to alternative riker: himmel og jord, ånd og materie. Hvem bryr seg vel om det materielle? Fjerde del (str. 14–:18) gjentar gudsanropelsen fra innledningsstrofen og slår over i bønnens imperativ: La oss slippe ondskap, paver og tyrkere, la oss heller angre våre synder og glede oss i Gud. I femte og siste del, avslutningsstrofen (19), apostroferes Jesus, med uttrykt håp om hans tilbakekomst.

Den annen bønn hos Luther utdypes i Albrecht Peters’ kommentar (1992: 3.70–:87).

tit.] Luthers Lille (1616: 81): «Komme dit Rige», likelydende i den svaningske bibel, 1647. Dass’ ordlyd er identisk med Chr. IVs (1633). Luthers forklaring: «Guds Rige kommer vel ved sig selff, enddog ingen aff oss beder (derom). Men wi beder her, at det maa oc komme til oss. Huilcket da skeer, naar vor Himmelske Fader giffuer oss sin Hellig Aand, Huilcken der giør (det) ved sin Naade, at wi baade troe Guds Ord, oc leffue et helligt oc Gudeligt Leffnet, her oc i det Tilkommende Liff.»

mel.] Dette forelegget hører til hos Dorothe Engelbretsdatter, en sang i tillegget til 4. utgave (1681) av Siælens Sang-Offer, dvs. den utgaven Dass ventet på da han ikke lenger kunne dy seg og henvendte seg direktet til «Poetinden» (DESS 223). Valkners utgave sløyfer melodiene, med henvisning til Schiørring (2.69). I 1699-utgaven av Dorthes bok er imidlertid melodien byttet ut med en referanse til Kingo, «Kom Sjæl, og lad os græde», fra Siunge-Kooret 2.2 (I.R. Hansen 1986: 65). Dass bruker samme forelegg også til «Elisæi fierde Sang» i BV (SV 2.76) og til leilighetsdiktet «Peders Graad, Peders Raad» (SV 1.319).

1.3 Naadens Aand] Den hellige ånd kommer med Guds nåde; jf. TA 8.26.3. Uttrykket «Naadens Aand» brukes i Sak 12.10 og Hebr 10.29.

1.4 At] for å

1.4 Syndsens] Gammel genitiv (både stammen og den bestemte artikkel får genitivsendelse). Formen konnoterer høytidelighet; jf. dødsens, livsens, havsens.

1.4 Baand] fangebånd, lenker

1.5 Paa det] slik at

1.7 GUD har hiemme] Jf. Ef. 2.19: «Saa ere I icke nu meere Gæster, og Fremmede; men Borgere med de Hellige, og Guds Huus-egne.»

2.1 Spør du, hvad er GUds Rige] Dette spørsmålet stilles i alle de katekismer som anlegger spørsmål-og-svar-metoden. Jesus besvarer det selv ved hjelp av lignelser; jf. Luk 8.10: «Da sagde Hand: Eder er det gifvet at vide GUds Riges Hemmelighed: Men de andre i Lignelser, at de skulle det icke see, om de det end see; og icke forstaa, om de det end høre.»

2.6 Et Abba Fader ud] Rom 8.15: «Thi I hafve icke annammet en Trældoms Aand, at I skulle atter frygte eder; men I hafve annammet en sønlig Udkaarelses Aand, formedelst hvilcken vi raabe: Abba, Fader.» Det samme utropet gjengis i Gal 4.6. Abba er det arameiske ordet for «far». Jf. TA 8.26.3.

3.1 Satan […] ydmygis] Åp 12.9: «Og den store Drage blef udkast, den gamle Hug-Orm, som kaldes Djefvelen og Satanas, som forfører den gandske Verden, og han blef kast paa Jorden, og hans Engle blefve og udkaste med hannem.»

3.1 slet] helt, fullt ut

3.2 Hands Flag og Top nedstrygis] hans flagg og toppseil fires (som tegn på overgivelse)

3.3 Med Spot for JEsu Fod] Jf. Hebr 10.13: «Og [Guds høyre Haand] venter fremdeelis, indtil hans Fiender blifve lagde til en Skammel under hans Fødder.»

3.4 Som paa Hugormen stod] Jf. Rom 16.20: «Men Fredens Gud skal inden en stacket Tiid træde Satan ned under eders Fødder» og 1 Mos 3.15. Se også TA 5.9.4. Chr. IVs Bibel (1633) har «Hugormen» der den svaningske (1647) har «Slangen». Om Dass’ bibelbruk, se Innl. 4.4.

4.1 HErrens Finger] Luk 11.20: «Men dersom Jeg [Jesus] uddrifver Diefle ved GUds Finger, da kommer jo GUds Rige til eder.» Jf. Matt 12 28

4.3 plat] likefrem

4.6 Pallatz] I det apokryfe Nikodemusevangeliet er Djevelens tilholdssted fremstilt som en borg. Se også TA 5. 2–:3.

5.1 sig stort indbilder] nærer en overdreven forestilling om egne evner

5.2 Anslag] onde planer, renker; Sal 21.12: «Thi de [Guds fiender] tænkte at giøre Dig ont, og giorde Anslag, som de kunde icke fuldkomme. Thi Du skal giøre dem til Skuldrer; med din Streng skal Du mede mod deris Ansicte.»

5.2 spilder] ødelegger

5.3 for] fore

5.5 bekrige] føre krig mot, bekjempe

5.6 blîr til Skamme] Sal 44.8: «Men Du [Gud] hielper os fra vore Fiender; Og giør dem til Skamme som os hade.» Lignende flere steder i Sal.

5.6 slet] fullstendig

5.7 Rige] Hankjønn er kurant (jf. «kommen» i 5.8).

5.8 ret] sannelig

6.1 Naar os forsikris Naade] Jf. Joh 1.17: «Thi Loven er gifven ved Mosen; Naade og Sandhed er blefven ved JEsum Christum.»

6.2 GUds Miskund maa raade] Jf. Sal 136.1: «Tacker HERren; Thi hand er venlig: Thi hans Miskundhed varer ævindeligen.» Lignende fleres steder i Sal.

6.3 Naar Synden slettis ud] Kol 2.13–:14: «Og hand giorde eder ogsaa lefvende med Hannem, der I vare døde i Synden, og udi eders Kiøds Forhud: Og Hand forlod os alle Synder. Og udslætte den Haandskrift, som var imod os, hvilcken der blef ved Skickelser, og var os imod; og Hand tog hende bort, og slog hende til Korset.»

6.4 JEsu blodig Huud] Metonymisk om soningsofferet, en parallell til tornekronen; jf. Joh 19.1–:2: «DA tog Pilatus JEsum, og hudstrøg Hannem. Og Strids-mændene flætte en Krone af Torne, og sætte hende paa Hans Hofvet, og lagde et Purpur-klæde paa Hannem.»

6.5–:6 os tilregne Sin Søns Retfærdighed] godskrive oss sin sønns skyldfrihet; jf. Gal 4.5: «Paadet han [Guds sønn] skulde forløse dem, som vare under Loven, at vi skulde faae Børnenes Udvælelse» og 1 Kor 1.30: «Af hvilcken I ere og komne i CHristo JEsu, Hvilcken der er giort os af GUD til Viisdom, og til Retfærdighed, og til Hellighed, og til Gienløselse.»

6.7 Allevegne] overalt

7.1 HErrens Duug] Metonymisk for Herrens bord; se 1 Kor 10.21.

7.2 Kalk og Disk] alterbeger og -tallerken (til bruk under nattverden, se Luk 22.17 ff)

7.3 Aand] Den hellige ånd

7.3 Vand] dåpsvannet; jf. DS 1.

7.4 prent i Hierte-Rod] Ordsp 3.3: «Naade og Troskab skulle icke forlade dig; Heng dem [Guds bud] om din Hals, og skrif dem i dit Hiertis Tafle»; se også 2 Kor 3.3 og TB 1.4.4. I Vinter-Parten (1689) oppfordrer også Kingo Jesus om å skrive sitt navn på hans, dikterens, hjerte: «Skriv dig JEsu paa mit hierte», i salmen «BRyder frem I hule Sukke» 15.1, KSS 4.470. I sitt forord til Zions Sange oc Sucke (Odense 1688), gir Elias Naur uttrykk for at han ønsker å «male» og «trykke» bildet av Kristus på sine leseres –: eller tilhøreres –: hjerte-tavler: Selv har dikteren på sitt hjerte fått nådens «Hierte-stempel». Se Innl. 6.4.

7.6 Har Bluss og Lamper tendt] Matt 25.1 ff: «DA skal Himmerigis Rige lignes ved tj Jomfruer, som toge deris Lamper, og ginge ud mod Brudgommen.»

8.2-3 Part […] Part] noen –: andre

8.2 bange] redde

8.3 Overvold] overgrep; jf. TB 5.12.8.

8.4 Trold] djevler, troll (overnaturlige vesen i menneskelignende skikkelse)

8.7 bærer] bringer med seg

9.1 Regimente] styre

9.2 Rente] (årlig) avgift

9.3 Kongens Bud] Jf. Luk 20.25: «Da sagde Hand til dem: Saa gifver Keyseren det, Keyseren hører til; og GUd, det GUd hører til.»

9.4 Bør […] at] Infinitivsmerke etter burde er ennå regelen på 1600-tallet.

9.4 tellis ud] utbetales

9.6 Skat og Told] Jf. Rom 13.7: «Saa gifver hver det, som I ere skyldige: Skat den som bør Skat: Told den, som bør Told: Frygt den som bør Frygt; Ære den, som bør Ære.»

9.7 Poenitentzer] botshandlinger, bøter

9.8 Christen] Adjektivbøyningen er kurant.

10.1 Der hos] dessuten

10.1 agte] merke seg

10.2 Det] noe; syntaktisk er dette verset et innskudd.

10.2 maa vel betragte] godt kan tenke på

10.3 GUds Rige kommer ey] Setningen står (asyndetisk) sideordnet, ikke underordnet med at, til 10.1.

10.5 Ey Haanden der paa tager] Luk 17.20–:21: «Og der Hand blef adspurdt af Pharisæerne: Naar kommer GUds Rige? Da svarede Hand dem, og sagde: GUds Rige kommer icke med udvortis Skickelse, som kand tages vare paa: Mand skal og icke sige: See her, eller der er det; thi see! GUds Rige er indvortis i eder.»

10.6 ey staar] lar seg ikke se

10.8 Af u-formærket Kaar] som har en fremtredelse (vilkår) ingen kan merke

11.2 Vejr og Vinden blæser] Joh 3.8: «Væiret blæs, hvor det vil, og du hører det vel bruse; men du veed icke hvæden det kommer, og hvor det far hen; saa er og hver den, som er fød af Aanden.» Jf. TA 8.6.1.

11.4 ret] fullt ut

11.5 Udsprung] kilde, opprinnelse

11.6 far] farer

1.7 Aandens Gaver] Jf. TA 8.7

11.8 en u-begribet Ting] noe uforstått

12.1 Eye-Gods] gods, (våre) eiendeler; Matt 6.19–:20: «I skulle icke samle eder Liggende-Fæ paa Jorden, som Møl og Rust æde dem, og der som Tyfve grafve derefter og stiæle dem. Men samler eder Liggende-Fæ i Himmelen, der som hvercken Møl og ey Rust æde dem, og der som Tyfve icke grafve der efter, og ey stiæle dem»; jf. TA 12.5.4.

12.3 JEsu Rigis Skat] Matt 6.21: «Thi hvor som eders Liggende-Fæ er, der vil og eders Hierter være.» Dette er rimeligvis en annen type skatt (kostbarheter) enn den i 9.2 ovf. (pengeytelse til Kongen eller staten).

12.5 vor skjulte Kammer] vårt hemmelige rom; hankjønn er kurant.

12.6 Forvaret] oppbevart; jf. 2 Tim 1.14: «Bevar det Gode, som er nedlagt hos dig, formedelst den Hellig Aand, som boer i os»; jf. 1 Kor 3.16.

12.7 annammer] får

13.4 De lade skal med Ro] skal de holde seg unna

13.5 beholden] i god behold, uskadd

13.6 Det gaa] la det gå; oppfordr. konj.

13.8 øve frit sit Spil] drive sitt spill uhindret, opptre på en lumsk måte

14.2 her] her på jorden

14.2 Sæde] embetsstol; jf. pavestol

14.5 Knægte] (menige) soldater; jf. 2 Tim 2.3–:4: «Haf Medlidelse, som en god JEsu Christi Stridsmand. Ingen Stridsmand befatter sig med nogen Handel om dette Lifs Næring, at hand kand behage den, som hannem annammede til Striid»; jf. 1 Tim 6.12.

14.7 det vi fægte] det at vi fekter el. kjemper

15.3 At nyde] til å nyte

15.3 Frels og fri] fri og uavhengig

15.5 Kongen af Afgrunden] Djevelen; Åp. 9.11: «Og de hafde en Konge ofver sig, en Engel af Afgrunden, hans Nafn kaldes paa Ebraiske Abaddon, og paa Grædske hafver hand Nafn Apollyon.»

15.6 mørke] formørke

15.6 Christi Sool] Kristi oppstandelse; jf. TA 5.18.6.

15.8 træder] inntar

15.8 Stool] prekestol

16.1 dine Faar] Joh 10.14: «Jeg [Jesus] er en god Hyrde, og kiender mine, og Jeg kiendis af mine.»

16.2 beklæde] Oppfordr. konj.

16.3 Aarons Hellighed] Gud byr Moses å gjøre sin bror Aron til yppersteprest over Israel. I 2 Mos 28 beskrives den kunstferdige (og «hellige», 28.2) kappen Aron utstyres med. Slik blir han og hans sønner stamfedre for alle Israels og, i neste omgang, kristenhetens prester (2 Mos 28.43). I den lutherske kirken, som desavuerte den katolske praktutfoldelsen, burde prestene ifølge Dass altså kles i «Hellighed».

16.4 Forfrem] gi fremgang til

16.4 dit Ordes Sæd] Mark 4.26–:27: «Og Hand [Jesus] sagde: Guds Rige hafver sig ligesaa, som naar et Menniske kaster Sæd i Jorden, Og sofver og staar op, Nat og Dag; Og Sæden rinder op og voxer, at hand det icke veed.» Formen orde istf. ord ser ut til særlig å ha blitt brukt i betydningen «rykte».

16.5 At] slik at

16.5 Verdens Ende] dommedag; jf. Matt 13.39. Dass bruker ellers uttrykket også i lokal forstand, som i det første rimbrevet til Dorothe Engelbretsdatter (SV 1.268).

16.8 De Store med de Smaa] gamle som unge; jf. Åp 13.16.

17.1 Giv] sørg for; jf. uttr. give Gud

17.1 undfanger] får tildelt

17.2 Fortrydelser] her synonymt med anger

17.3 hvis som] det som

17.4 Ord og Daad] Jf. Kol 3.17: «Og alt det, I giøre med Ord eller med Gierninger, det giører altsammen i vor HERRES JEsu Nafn; Og tacker GUD og Faderen formedelst Hannem.»

17.5 dit Folk tilsige] forkynne for ditt folk

17.6 Pardôn] nåde, syndsforlatelse

17.8 fordris] fremmes, befordres

18.1 Pavens Skam] I innledningen til Luthers Lille katekisme fremsettes følgende trussel: «Men dersom nogle ville icke lerre disse stycker, skal de henvises til Pawen igien, oc til Satanam selff ocsaa» (Luther 1616: 60). Etter reformasjonen hadde katolikker eller «papister» verken bo- eller arverett i Danmark–:Norge: «Ingen, i hvem det og være kand, som overbevisis at være affalden til den Papistiske Religion, maa tage nogen Arv, men den skal være forfalden til hans næste Slegt og Arvinger; Men haver hand arvet førend hand forandrer sin Religion, da beholder hand Arven; Dog skal hand ikke maa boe i Kongens Riger» (C.5. no. lov 6-1-1). Dette forbudet var imidlertid under oppmykning mot slutten av 1600-tallet; i 1689 fikk katolske handelsmenn for eksempel adgang til kjøpstedene i Finnmark. Ikke desto mindre var de luthersk-ortodokse utfallene mot papismen like sterke som før, også «sangvis». Mogens Wingaard, som studerte samtidig med Petter Dass i København, har en egen vise om «Papisternes Forfølgelse». Fra første strofe slår han til: «See, huor Papisten bruser, / See, huor Hand mønstrer om, / Med Suerd Hand Siælen knuser, / Og giør Guds Kircke tom» (Wingaard 1692: 51).

18.2 Tørkens] tyrkerens (brukt kollektivt), den tyrkiske nasjons. Paven er for Dass ille nok. Men her representer tyrkerne den største faren utenfor kristenheten, muslimene. I en anonymt utgitt vise fra 1664 formuleres den kristnes bønn til Gud om beskyttelse mot «Tyrcken» slik: «O HERRE GUD du bræcke / Ald Tyrckens grumhed ned, / Din Mactis Arm udstræcke / Offver din Christenhed» (En Kort Samtale imellem En Christen […] Oc en Tyrck 1664, str. 9). Frem til slutten av 1600-tallet hadde «Tyrken» (jf. sint som en tyrk) underlagt seg stadig større deler av (Sørøst-)Europa. Vendepunktet kom i 1683, da Polens konge Jan III Sobieski vant det avgjørende slaget utenfor Wien. Tyrkernes tilbaketrekning begynte umiddelbart. I 1699 måtte de avstå store deler av Ungarn, som hadde vært på deres hender i over 200 år.

18.3 hands] Dvs. tyrk(er)ens

18.4 forfærd] forferdet, skremt

18.5 Regimente] flokk, hæravdeling

18.6 I Grunden brydis ned] ødelegges fullstendig

18.7 maa vi forvente] kan vi regne med

19.1 saasom] likesom

19.3 Den beste Viin til sist] Joh 2.10: «Og [kjøkemesteren] siger til hannem [Jesus]: Hver Mand gifver først den gode Viin, og, naar de [gjestene] ere blefne druckne, den som ringere er: Du hafver forvaret den gode Viin indtil nu.»

19.4 søde] kjære

19.6 ind til dig] Jf. Joh 17.24: «Fader, Jeg [Jesus] vil, at de, som Du hafver gifvet Mig, skulle og være hos Mig, hvorsom Jeg er, at de skulle see min Herlighed, som Du hafver gifvet Mig; thi Du elskte Mig, førend Verden blef grundfest.»

19.7 for] istedenfor

19.7 Hytter] usle boliger som vitner om beskjedne levekår; her om legemet som sjelens jordiske bolig, med referanse til 2 Kor 5.1: «Vi vide og, dersom dette vort Tabernackels Jordiske Huus blifver nederbrudet, at vi hafve en Bygning opbygt af GUd, et Huus, som icke er giort med Hænder, hvilcket der er evigt i Himmelen.»


Den Fierde Sang
Tre apostrofer (str. 1, 8 og 15) innleder hver sin hoveddel av denne sangen om Guds vilje. En fjerde markerer avslutningen (str. 25). I str. 1 anropes den «Hellige Gud» i tilslutning til en reformulering av Fadervårs ord om fullbyrdelsen av Hans vilje på jorden og i himmelen. De seks påfølgende strofene (2–:6) poengterer på forskjellige måter hvordan mennesket i sin hjelpeløse uverdighet er prisgitt Gud; ikke en gang gode gjerninger forslår. I str. 8 apostroferes «Guds søn», frelseren, som så, i de neste strofene (9–:14) bes om å styrke mennesket i troen på Ham, og om å gi dem kjærlighet og kraft til å motstå verdens fristelser. Slik «skjer» Guds vilje. Den tredje apostofen («HErre!», str. 15), som fornyes i str. 20, innleder den siste og lengste delen av sangen, bestående av i alt elleve strofer. Først (str. 15–:20) bes Herren om å fri mennesket fra synden, dernest (str. 21–:25) underkaster mennesket seg Guds vilje og uttrykker sitt forsett om å gjøre Guds vilje på jorden slik englene følger den i himmelen. Slik vil enhver kunne imøtese dommen uten frykt. Motsetningen mellom himmel og jord kommer til uttrykk i forholdet mellom Gud og hans sønn, pluss englene, på den himmelske siden, og det menneskelige «vi» på den jordiske. Det kollektive «vi» erstattes imidlertid i to omganger av et «jeg», som et uttrykk for sangerens bevissthet om sin egen uverdighet (str. 5–:7) og underkastelse (str. 21–:22).

Luther forstår i Den store katekismen bønnen «skje din vilje» i forlengelsen av de to foregående, «helliget vorde ditt navn» og «komme ditt rike». Viljens fullbyrdelse, påpeker han, er faktisk en nødvendig forutsetning for at Hans navn æres, og at Hans rike utbres. Motkreftene som vil hindre dette, representeres av «Diefulen, Pawen, Biscoper, Tyranner oc Kiettere» (1629: 102v). Det er nettopp kampen mot disse Luther mener at denne «tredie Bøn» aktualiserer: «Thi der som deris villie icke blef brødt oc forhindred, da kunde icke Guds Rige paa Jorden blifue ved, ey heller hans nafn helliget vorde» (s. 103). Den tredje bønn hos Luther utdypes i Albrecht Peters’ kommentar (1992: 3.88–:110).

tit.] Luthers Lille (1616: 81–:82): «Den tredie Bøn. Skee din Villie som i Himmelen (saa) oc paa Jorden.» Forklaringen: «Guds gode villie skeer i Himlene, endog wi aldrig bede. Men wi bede her, at den maa ocsaa skee hoss oss paa Jorden. Huilcket da skeer, naar Gud forhindrer alle vore Onde Raad, Alle vore Wgudelige Idræt, met huilcke wi forhindres, at wi icke hellige Guds Naffn. Item, at hans Rige icke kommer til oss. Oc det er Dieffuelens, Verdens, oc vort Kiøds Villie. Der imod er det Guds gode oc barmhiertige Villie, at hand kand styrcke, oc beholde oss i Ordet oc i Troen, Indtil wi døe.» Matt 6.10 (1699): «Vorde din Villie paa Jorden, som i Himmelen.»

mel.] Manuskriptene oppgir ukjente «Du faderløs Ven, din Venner er hen» som forelegg. På grunnlag av førstelinjen kan man ikke utelukke at dette dreier seg om en åndelig sang, til tross for at rytmen tyder på noe annet. Strofeformen er kompleks og helt uvanlig. Det dreier seg om en fireversing der første vers har innrim (Gud–:Bud) og blandingstakt; tredje og femte vers er fireversinger med trestavelsestakt, det andre og fjerde er toversinger, også disse i trestavelsestakt. De fire siste versene av strofen har parrim (Søn–:Bøn, skal–:Sal).

1.1 et Bud] Med dette refereres til den aktuelle bønnen i Fadervår; «Skee din Villje»; jf. Jesu ord –: eller bud –: i Matt 6.9: «Derfore skulle I saa bede».

1.3 giøre vor Bøn] be

1.5 Fuldbyrdis paa Jord som i Himmelens Sal] Jf. Sal 135.6: «HERren giør alt det, som hand vil i Himmelen, og paa Jorden, i Hafvet, og i alle Dybene» og Apg 21.14: «Men der hand vilde icke lade sig med Ord, da taugde vi, og sagde, HERrens Villie skee!”

1.5 Himmelens Sal] Jf. Am. 9.6: «Han [Herren Zebaoth] er den, som bygger sin høye Sal i Himmelen».

2.1 du veed om alting beskjed] Jf. Sal 7.10: «[…] thi du retviise Gud prøfver Hierter og Nyrer» og Sal 139.3: «[…] [du, Herre] seer alle mine Veye».

2.3 udygtig] ute av stand

2.4 forsvag] for svak; samskriving av denne typen er ikke uvanlig; jf. Sktr 3.45.

2.5 fordre] fremme, befordre

2.5 til nogen behag] dvs. Guds behag, glede el. tilfredsstillelse

3.1 Hvad kand vi formaa] Hva kan vi makte

3.1–:2 Hvad kand […] vor Konst] I hvilken grad kan vår omhu og vår kunnskap være til hjelp

3.3 omsonst] nytteløs; som adj. finnes omsonst (ubøyd) forholdvis sjelden, men ikke bare i eldre språkbruk.

3.5 ringeste] minste og ubetydeligste

3.5 Haar] Matt. 10.30: «Nu ere og alle eders Hofvet-Haar taldte.»

3.5 os paa Hovedet staar] som vokser på vårt hode

4.1 det] Dvs. håret

4.1 Dannelse] beskaffenhet, natur

4.2 hvid] hvitt (intkj.); kurant form

4.3 Alt] selv om

4.3 vendte] brukte (pret. om nåtidig irrealis)

4.3 yderste] største

4.4 ald voris Værck] all vår gjerning; værk her hankjønn

4.5 den Verckbrudne] den lamme; jf. Matt. 9.6: «Men at I skulle vide, at Menniskens Søn hafver Magt paa Jorden at forlade Synderne, sagde Hand til den Verck-brødne: Stat op, tag din Seng op, og gack hiem!» Strofens resonnement er dobbelt: På den ene siden fastslås det at mennesket av seg selv ikke evner noe; Gud har all makt. På den annen side røper eksemplene at det mer bestemt er rettferdiggjørelsen det her dreier seg om: Guds nåde som fjerner synden på underfullt vis. Den lamme hadde forblitt lam om ikke Jesus hadde villet det annerledes.

5.1 siger] uttaler meg

5.2 ubeqvem] uegnet, ute av stand til; gode gjerninger forutsetter åpenbart Guds nåde.

5.4 forslet] for dårlig

5.5 At] til å

5.5 offre] Jf. Sal 63.6: «Det var mit Hiertis Glæde og Fryd, at jeg maatte lofve dig med en glad Mund.» Og Hos 14.2 (14.3): «Forlad oss alle Synder og giør vel mod os; saa ville vi ofre (dig) vore Læbers Øxen.» Jf. Nielsen 2009: 230–:31 og 279; 2010: 250.

5.5 ret] på den eneste tilbørlige måten

6.1 handler] håndterer, behandler

6.1 som Job med sin Dag] Dvs. som Job handler med sin dag, som Job lever sitt liv, mao. forgjeves: Job 3.2–:3: «Og Job svarede, og sagde: Fortabt være den Dag, paa hvilcken jeg er fød.»

6.2 fynd] kraft

6.3 Nabal] Historien om den rike, men onde mann Nabal og hans hustru Abigail fortelles i 1 Sam 25. Nabal hadde sjansen til å gjøre godt, men maktet ikke å gripe den. Kong Davids utsendinger til Nabal, som ber om lønn for å ha voktet hans småfe, blir nemlig bryskt avvist av den gjerrige sjeiken. Bare takket være hans hustru Abigail (som straks etter blir kongens hustru), unngår Nabal og hans folk å bli utsatt for Davids grusomme hevn. Til gjengjeld virker det som om Gud tar seg av straffen (ifølge David selv er det for så vidt slik det skal være, v. 22): Nabal dør momentant av forskrekkelse idet han får høre hva Abigail har gjort bak hans rygg. Nabal sprekker (som et troll) i den forstand at han dør, men dødsmåten beskrives annerledes, om enn like «trolsk», i bibelteksten: «Men om Morgenen, der Viinen var kommen fra Nabal, da sagde hans Hustru hannem alt dette: Da døde hans Hierte i hans Lif, at han blef ligesom en Steen» (1 Sam 25.37).

6.4 hves] det som

6.5 Misfoster] for tidlig fødte barn; Job 3.11: «Hvorfore blef jeg icke død af Moders Lif» og 3.16: «Eller skiult som et utidigt Foster, og var intet, som de unge Børn der aldrig saae Lius»; jf. Sal 58.9.

6.5 i Moderen dør] som dør i mors liv

7.1 bør] skylder

7.1 vissen og tør] kraftløs og ufruktbar; jf. Esek 16.30–:31: «Hvor vansmægtigt er dit [dvs. Juda-folkets] Hierte, siger den HERRE HERRE, efterdi du giør saadan en gild Horis Gierning? Der med at du bygger dine Hvelvninger, for paa alle Veye, og giør dine Altere paa alle Gader.»

7.3 en Helligheds act] en from handling; som f.eks. gudsdyrkelsen det refereres til i Esek 30.17.

7.5 løber dog blind] Jf. Jes 59.10: «Vi træfve efter Væggen, som de Blinde; og føle som de, der hafve ingen Øyen» og Joh 9.39: «Og JEsus sagde: Jeg er kommen til Dom i denne Verden; paa det at de, som icke see, skulle vorde seende; og de, som see, skulle vorde blinde.»

8.1 falder […] til] høres av

8.2–:3 Aand […] Mund[…] Haand] De tre nivåene tilsvarer omtrent teologiens tanke, ord og gjerning.

8.5 vorde dig liig] 1 Joh 3.2: «Mine Elskelige, vi ere nu Guds Børn, og det er icke endnu aabenbaret, hvad vi skulle være: Og vi vide, naar det blifver aabenbared, at vi skulle være Hannem lige; thi Vi skulle see Hannem, ligesom Hand er.»

9.4 end] fremdeles, ennå

9.5 bævende Rør] Jf. 1 Kong 14.15: «Og HERREN skal slaa Israel ligesom Rør røris i Vandet, og hand skal oprycke Israel af dette gode Land, som hand gaf deris Fædre, og hand skal bortsprede dem ofver Floden, fordi at de giorde dem Lunde at fortørne HERREN med.»

10.1 giv Hunger oc tørst] Jf. 5 Mos 8.3: «Hand ydmygede dig, og loed dig hungre, og gaf dig Man at æde, som verken Du eller dine Fædre kiende, at hand vilde lade dig vide: At Mennisket lefver icke alleene ved Brød; men ved alt det, som gaar ud af HErrens Mund» og Sal 42.3: «Min Siæl tørster efter GUd, efter den lefvende Gud, naar skal jeg komme der hen at skue GUDS Ansict?»

10.5 At fatte med Tro] Jf. 1 Kor 1.21: «Efterdi at Verden, formedelst Guds Viisdom kiendte icke GUD i hans Viisdom, da behagede det GUD vel at giøre dem salige formedelst daarlig Prædicken, som troe derpaa.»

11.2 vist] uten at det kan reises tvil om det

11.4 betee] viser

11.5 Det samme vi vil] Den gylne regel, Matt 7.12: «Alt det, som I ville, at Menniskene skulle giøre eder, det giøre I dem: Det er Loven og Propheterne.»

12.1 Før os af den Sti] Jf. Ordsp 4.14: «Kom icke paa Ugudeligis Sti, og træd icke paa de Ondis Vey.»

12.3 tekkis] behager; jf. Hebr 13.16: «Forglemmer icke at giøre vel, og at meddeele; thi saadanne Offer behage Gud vel.»

12.5 opleede] finne

13.1 Vor Kiødelig Sands] vårt kjødelige begjær

13.2 ager i Ring] går rundt og rundt (i ringdans)

13.3 Verden] Som personifikasjon fremstilles Verden som hunkjønn, til tross for at det latinske begrepet som ligger til grunn, er hankjønn (mundus). Men de aller fleste slike (latinske) personifikasjoner er faktisk hunkjønn, dessuten kommer nok den danske Fru Verden fra Tyskland, og på tysk er Welt hunkjønn. Dorothe Engelbretsdatter skriver om Fru Verden i «Om Verdens Vstadighed», som hun senere også omarbeidet til en kortere versjon: DESS 169 og 251. Nærmere om Fru Verden og hennes forbindelse til Fru Fortuna (som Dass skriver om i TA 12.8.5) i Akslen 2008: 58–:79.

13.3 bedragelig] svikefulle

13.4 Sæt for dem en Stang] kom dem til unnsetning

13.5 med Skamme] med skam; dat.

13.5 forvrikker] bøyer av (fra den rette vei); denne sammensetningen ser ikke ut til å være registrert i ordbøkene.

14.1 vor Vilje] at vår vilje

14.1–:2 den naaer Sin Fremgang] den når sitt mål

14.2 alt fort] helt frem

14.3 vor Himmel baad’ skiden og sort] Jf. Jer 4.28: «Derfore skal Landet blifve bedrøfvet, og Himmelen der ofventil være sorrigfuld […].»

14.5 Vraa] avkrok

15.1 din Viljes begjer] din vilje (i motsetn. til menneskenes vilje, 14.1 ovf.)

15.2 den] Viser til «begjer» (begær), som er hankjønn også hos f.eks. Kingo.

15.3 Synderen] det syndige menneske

15.5 naadelig] nådig

15.5 bestilt] besørget

16.1 from] god, nådig

16.1 vendt] imp. ent. av vende (såkalt utlydsherding, se Sktr 2.200); jf. Matt 4.17: «Fra den Tiid begynte JEsus at prædicke, og sige: Bedrer eder, thi Himmeriges Rige er nær.»

16.4 Saa giv dit Ord Magt] Denne oppfordringen er, i motsetning til den foregående (16.1), ikke Guds, men sangerens/leserens til Gud..

16.5 lad det saa blive] Jf. 2 Sam 7.25: «Saa stadfest nu HERre Gud det Ord ævindeligen, som du talede ofver din Tiennere og ofver hans Huus, og giør, som du hafver talet» og 1 Makk 3.60: «Men hvadsom Gud i Himmelen vil, det skee!.»

17.3 Dig løster ey] deg behager ikke; om vokalåpningen (lyste > løste) i muntlig språk, se Sktr 2.342.

17.3 døde Mænds Been eller Kiød] Gud forbyr ikke bare drap (TB 5), også menneskeoffer avvises; se 1 Mos 22.11–:12.

17.5 Synden og Snaren] Jf. Ordsp 5.22: «Den Ugudeligis Misgierning skal gribe hannem, og hand skal holdis med sine Synders Snarer.»

18.1 Forset] beslutning, plan; jf. 15.1, «din Viljes begjer».

18.2–:3 Dievelen skal Med Synden fordømmis] Åp 20.10: «Og Diefvelen, som dem forførde, blef kast i den gloende Pøl og Svofvel, der som Dyret og den falske Prophete vare, og de skulle pines Dag og Nat fra Evighed til Evighed.»

18.4 O] Interjeksjonen impliserer her ikke tiltale; den brukes forsterkende til innledning av en setning som uttrykker en inntrengende bønn.

18.5 maatte] Preteritumsformen uttrykker (ønskende) konjunktiv.

18.5 Løst] bekymringsfritt; vokalismen har formodentlig forvirret setteren, derav den store forbokstaven: Intetkjønnsformen av adjektivet lys uttales mange steder med kort vokal, derav vokalåpningen y > ø.

19.1 beteer] viser

19.3 forskyldet] fortjent; jf. Luk 23.41: «[…] vi faa det vore Gierninger forskyldede.»

19.5 sætte […] Sagen […] ind] innbringe saken

19.5 Hævneren] Jf. Nah 1.2: «HERren er en nidkier Gud, og en Hefnere, og vred; HERren er en Hefnere imod sine Modstandere, og hand som ikke skal forglemme det med sine Fiender.»

20.1 Hvo] hvem

20.3 lønne] gjengjelde

20.4 saadant og meer] Guds gjengjeldelse, dvs. hevn (straff) og belønning

21.1 skienckis skal til] skal skjenkes

21.2 Gienvordigheds] gjenstridighets, motgangs

21.2 Kalck] beger; jf. Matt 26.39: «Og Hand [Jesus] gick noget længer frem; falt ned paa sit Ansigt, og bad, og sagde: Min Fader, er det mueligt, da gaa denne Kalck fra mig! dog icke som Jeg vil; men ligesom Du vil.»

21.3 skalk] skurk, slyngel

21.4 O] Se komm. til 18.4 ovf.

21.4 giv da got Taal] vis din store tålmodighet

21.5 At] slik at

21.5 Skaal] beger, dvs. kalken det refereres til i 21.2. Å tømme kalken betyr i denne sammenheng å ta konsekvensen av sine handlinger.

22.3 Hand giør mig dog engang et faderlig Skell] Faderen vil før eller senere gjøre rede for mitt livsregnskap; gøre skel betyr «grunngi», «redegjøre» eller «gi beskjed om».

22.5 hendøer] dør

23.1–:2 Englene […] Opvarte sin Gud] Jf. Sal 103.20–:21: «Lofver HERren, I, som ere hans Engler; I stærcke Kæmper som udretter hans Befalning, at mand kand høre hans Ords Røst. Lofver HERREN alle hans Hærskare, hans Tiennere, I som giøre hans Villie.»

23.1 grant] omhyggelig

23.3 retter […] ud] utretter, utfører

24.1 skikkis] sendes

24.2 Herskarernis] englenes; Herren omtales og anropes som «hærskarenes Gud», fremfor alt i Salmenes bok.

25.1 vor Hiertens Begier] Eiendomspronomenet står til «Begier», som gjerne er hankjønn i eldre dansk (jf. 15.1 ovf.); genitivsformen kan fortsatt brukes (f.eks. sin hjertens mening).

25.5 Sentenze] dom


Den Femte Sang
Sangen om det daglige brød åpner med en apostrofe: «Gud!» (1.1). Denne direkte henvendelsen til Faderen gjentas tre ganger, i str. 7, 14 og 28. Likevel er ikke dikterpresten konsekvent i sin henvendelse, noe han for øvrig heller ikke er i flere andre sanger. «Du» viser dels til Gud, dels til dikterprestens representative tilhører. Det «du» som i str. 26 utvilsomt viser til den apostroferte Gud, viser i den påfølgende strofen (27) like sikkert til tilhøreren. Sangen ender også henvendt til tilhøreren, med Gud som tredje person («Lad [du] ham [Gud] alting raade for», 34.7).

Med hensyn til innholdet kan sangen deles i fem. Første del (str. 1–:2) plasserer den aktuelle bønnen i Fadervår og gjengir ordlyden, lett omskrevet. Annen del (str. 3–:13) bereder grunnen for selve språkhandlingen (bønnen) ved å påpeke Guds allmakt og menneskets avmakt, og ved å definere brødet, bønnens objekt, nærmere. Tredje del (str. 14–:19) inneholder selve bønnen, med den tilhørende formaningen om å takke. I fjerde del (str. 20–:32) utvides perspektivet fra det å unngå sult og nød til fordelingen av de godene vi faktisk besitter. Vi ber ikke om overflod; vi ber om å få være fornøyde med det vi har. Så til slutt, i den femte delen (str. 33–:34) påpekes det med sikker forvissning at Gud rår uansett, og at vi mennesker derfor ikke trenger bekymre oss for morgendagen.

Luthers Store katekisme påpeker at «Brød», dette korte og enkle ord, «griber saare viit om sig»: I dette ligger alt det mennesket behøver til sitt opphold, ikke bare mat og klær, men også fred og fordragelighet: «Summa, alt huad som hører hen, bode til Husholdningen, Naboelig oc Borgerlig Væsen og Regimente» (Luther 1629: 103v–:04). Riktignok gjør Djevelen det han kan for å forhindre at vi får det vi ber om, men Gud hjelper oss om vi bare ber: «paa det vi kunde kiende, at vi faae det af hans runde Haand, oc deraf forstaa hans faderlige Godhed imod os» (s. 106). Nærmere om Luthers utlegning av «brødet» hos Peters (1992: 3.111–:35).

tit.] Luthers Lille (1616: 82–:84): «Giff oss i Dag vort Daglige Brød.» Formuleringen tilsvarer Chr. IVs (Matt 6.11). Forklaringen: «Gud giffuer vel end ocsaa de onde Menniske det Daglige Brød, enddog wi icke bede. Men wi bede her, at hand vil giffue oss den Forstand, at wi maa visseligen finde at det Brød som wi fødis met, giffues oss aff Gud, oc at wi maa være Gud Tacknemmelige, for saa stor en Velgierning. Fremdelis, ved det der næffnis Daglige Brød, forstaaes alle de Ting som til dette Liff at opholde giøris behoff, Saa som ere, Mad, Dricke, Klæder, Sko, visse Værelser, Agre, Fæ, Penninge, Gods, en god Hustru, Lydige Børn, Tieniste Folck, som giøre deris Embede, runde oc milde Herrer, god oc Forstandig Øffrighed, sund Lufft, Almindelig Fred, Sundhed, gode Seder, Ære, gode Venner, gode Naboer, oc saadanne Ting.»

mel.] Bordsalme («It smuct Gratias at siunge effter Maaltid») oversatt fra tysk av Hans Christensen Sthen i En liden nyttig Haandbog (1578). Den tyske opphavsmannen er ukjent, men teksten finnes trykt i 1568 og 1569, begge ganger uten melodiangivelse (Malling 4.352). Melodien, som kan føres tilbake til en gammel katolsk julesalme («In natali Domini gaudent omnes angeli»), er første gang trykt hos Mogens Pedersen (1620) og senere hos Arrebo (1627, Sal 104). I Kingos Kirkesalmebok (1699) står «Siunge vi af Hiertens Grund» som et alternativ på «Midfaste Søndag». Dass bruker det samme melodiforelegget til «Jesus ofuer hafvet foer», evangeliesangen nettopp til midtfaste-søndag (SV 3.258).

1.2 Holder […] for] foreviser, holder frem

1.5 hvis] det som

1.5 tarves] behøve

1.6 Kummers] bedrøvelses

1.7 vor Livs] våre livs; flt.

1.7 Stand] vilkår

2.4 Frie fra Hunger] sc. oss; befri oss fra sulten

2.6 Rom] husrom; uttrykket forutsetter at det tigges i hus med flere husstander, ikke i herskapshus.

2.7 Nødes] tvinges

2.7 gaa med Posen om] gaa tiggergang, tigge; jf. TilBogen 109.

3.1 svar] stor, tyngende

3.5 Kurven] brødkurven

3.7 For] på grunn av

4.1 Os erindris] vi husker

4.1 Skik] handlemåte

4.2 Hvor] hvordan

4.2 Samari] Samaria (landskap i Israel); formen her er ellers bare belagt i betydningen «lang kjole med slep» el. «prestekjole», og må vel være å oppfatte som et produkt av verstvang.

4.3 Trang] mangel

4.3 Brøds Forraad] brødforsyninger

4.4 Moder selv sit Foster aad] I 2 Kong 6 fortelles det om en kvinne i Samaria, som i hungersnød spiser sin egen sønn: «Og Kongen sagde til hende: Hvad skader dig? Hun sagde: Denne Qvinde sagde til mig; Tag din Søn hid at æde i Dag, i Morgen ville vi æde min Søn» (2 Kong 6.28).

4.4 Foster] avkom

4.6 Naar at] når

4.6 Nød af Vand] vannmangel

4.7 den Vedske fra dem rand] den væske som rant fra dem. dvs. urin; jf. 2 Kong 18.27: «Ja til de Mænd, som sidde paa Muuren [skulle jeg si], at de med eder skulle æde deris eget Møg, og dricke deris eget Pis» og Jes 36.12.

5.1 uteerlig] usømmelig, ekkel

5.2 Skaffer] sørger for å legge

5.3 fortræden] ond, urettferdig

5.3 Sæd] avkom, slekt

5.5 Efter Ordet] Sal 109.9–:10: «Lad hans Børn blifve faderløse, og hans Hustru en Encke. Hans Børn skulle fare vild, og tigge; Og lede som de, der ere forderfvede.»

6.2 giør Gud Fortræd] skader Gud

6.3 Trang] nød

6.4 en Ovn en Alen lang] en forholdsvis liten ovn; én alen = to fot = 24 tommer (ca 63 cm]. Ikke en gang ti kvinner makter å fylle en så pass liten ovn med brøddeig når Gud vil straffe landet; 3 Mos 26.26: «Da vil Jeg forderfve eders Brøds Forraaad; saa at tj Qvinder skulle bage eders Brød i en Oen, og mand skal veye eders Brød ud med Vect: Og naar I æde, da skulle I icke blifve mætte.» Jf. Luther 1629: 103v: «Thi dersom Gud icke lode det [kornet] voxe, velsignede det oc opholdte det i Landet da havde vi aldrig noget Brød af Ovnen, eller ad legge paa Bordet.»

7.2 Vredis Sværd] Job 19.29: «Frycter eder for Sværdet; thi Sværdet er Vreden ofver Misgierningen, paadet I skulle vide, at der er en Dom.»

7.4 det Folk, der meget saaer] Hag 1.5–:6: «Nu, den HERre Zebaoth siger saa: Seer til, hvorledis det gaar eder. I saaer meget, og føre lidet ind; I æde, og blifve icke mætte: I dricke, og faa dog icke nock; I klæde eder, og kunde dog icke varmis, og hvilcken som fortien Penninge, hand legger dem i en brudden Pung.»

8.1 din Fødes Faar] den sauen som fôres av deg; jf. Joh 21.15: «Der de hafde nu giort Maaltid, siger JEsus til Simon Peder: Simon Jona, hafver du Mig kiærere, end disse hafve Mig? Hand siger til Hannem: Ja HErre, Du veedst, at jeg elsker Dig; Hand siger til hannem: Fød mine Lam.»

8.2 Du maa skaffe] som du må skaffe, sc. mat

8.2 hvor det gaar] hvor enn det (fåret) går

8.3 Vey] utvei

8.5 Noë Ravn] Noahs ravn; lat. gen, oppr. Noae, på 1600-tallet som regel forenklet til Noæ eller, som her, Noë. Noah sendte ut en ravn fra arken før han sendte ut duen. I motsetning til duen hadde den ikke noe å melde; 1 Mos 8.6–:7: «[han] lod en Rafn udflue: Hand fløy stedse hid og did, indtil Vandet tørredes af Jorden.»

8.6 beholder] har (for alltid)

8.7 Faders Gavn] det som ventes av en far; som dikterpresten selv formulerer det i sangen «Om Forældres embede mod Børnene» (HT 6.1.1–:3): «I Forældre, som de Smaa monne faae / I skal dem opføde saa, / At de bærer gode Frugter».

9.6 din runde Haand] din gavmilde hånd; en rund hånd rommer mer enn en flat.

9.7 Tand] appetitt

10.1 Prov] vitnesbyrd

10.2 du veedst ald vor Behov] Matt 6.8: «Derfore skulle I icke giøre eder lige ved dem: thi eders Fader veed, hvad I hafve behov, førend I bede Hannem.»

10.4 det bare Vand] det rene vann, bare vann

10.7 Sæd af Muld] korn av jord

11.1 Liv] ånd; Matt 6.25: «Derfore siger Jeg [Jesus] eder, Sørger icke for eders Lif, hvad I skulle æde og dricke; icke heller for eders Legeme, hvad I skulle iføre eder: Er icke Lifvet meere, end Maden? Og Legemet mer, end Klæderne?»

11.2 Hør] villin, nyttevekst brukt til tekstilproduksjon.

11.3 stiv] stivt; intetkjønnsformen stiv er kurant; her er ikke snakk om rimtvang.

12.4 vor Underholdnings Stand] vårt livsopphold

12.5 Grunder] eiendommer; flt. for ent.: gård og grunn. Flertallsformen på –er istf. –e er kurant.

12.5 Disk] spisebord; jf. uttr. diske opp

12.7 Tøes og Dreng] tjenestejente og -gutt; disse regnes altså som nødvendige for livsoppholdet; dikterprestens utlegning har her åpenbart et bestemt sosialt korrelat.

13.1 Huuse-Fred] husfred; huuse– for huus– er kurant.

13.3 Kjør] kyr; jf. 5 Mos 32.14: «Smør af Køerne, og Melck af Faarene».

13.5 Hamp] Stengler av hamp, som flere steder i Danmark–:Norge var påbudt dyrket på grunn av de store behovene innen sjøfarten (jf. Brøndegaard 1979: 2.117–:24) ble brukt til produksjon av tauverk (og strie). Det påbudet Danske lov 1683 (3-13-19) formulerer, finnes ikke i den tilsvarende norske (1687), antakelig fordi dyrkingen av klimatiske årsaker ikke var aktuell her i landet: «Hvilken Bonde, som heel Gaard besidder og ikke aarligen saaer een Skeppe Hampefrø, og den, som half Gaard besidder, een half Skeppe, bør af sin Husbond at tiltalis og straffis som een motvillig og Ulydig Tiener, med mindre hand beviser, at hand ikke tjenlig Jord dertil haver.»

13.5 Humle] Denne slyngplanten, som siden middelalderen har vært dyrket også i Danmark og Norge, brukes som tilsetning til øl både for smakens og holdbarhetens skyld. Øl med humle hadde gjerne høyere status enn øl brygget med pors. Pors vokste vilt og ble derfor brukt av almuen (se Brøndegaard 1979: 2.107–:17) .

13.5 Byg og Malt] Begge deler brukes til brygging av øl: Maltet tilvirkes ved at byggen bløtes ut i vann, spirer og deretter tørkes.

13.6 Brende-fang] ved eller brendsel

13.6 med Suurt og Salt] samt eddik og salt

14.4 minder] foreholder, innprenter

14.5 Lo] låve

15.2 Sæde-Bytten] bøtten med såkorn; sædekurv vanlig brukt.

15.4 Jordens Frugt og Sæd] markens grøde; jf. Sal 67.7: «Landet gifver sin Grøde: Velsigne os Gud vor GUd.»

15.5 kronis] gjøres fullendt, velsignes; jf. Sal 65.12: «Du kroner Aaret med dit Gode, og dine Fodspor drybe af Fedme.»

15.6 Ager-Reener] plogfurer

16.1 under Norder-Pool] under den nordlige himmel

16.2 Tempereret] avstemt (i passende mengde og styrke)

16.5 karske] sterke, friske

16.6 hver] hver og en av oss

17.1 trivis] vokse oss sterke

17.2 forleener] gir som nådegave

17.3 løse Pack] lettferdige, gemene personer

17.4 at give Tack] Jf. Ef. 5.20: «Og siger altiid Gud og Faderen Tack for alle Ting, i vor HERRES JEsu Christi Nafn.»

17.5 Skalcke-Viis] bedragerske metoder

17.6 opoffre] ofre; jf. Hebr 13.15: «Saa lader os nu altiid ofre Gud Lof-Offer, formedelst Hannem, det er, Læbernes Frugt, som bekiende Hans Nafn.»

17.6 Gliis] hånlig eller falskt smil, bredt flir (norvagisme; Jakobsen 1952: 120)

17.7 I den sted Ham burde Priis] i stedet for å lovprise ham slik man plikter

18.1 tegnet] nedtegnet (i Bibelen)

18.2 det Folk i fordom vaar] det folk som levde i gamle dager (dvs. Israels folk)

18.3 indlod] lot servere

18.4 Dernest op at dandse stod] Episoden det her refereres til, utspiller seg i jødenes leir i Sinai-ørkenen, mens Moses er på fjellet og mottar budtavlene fra Gud (2 Mos 32); jf. 1 Kor 10.7: «Blifver og icke Afgudiske, ligesom nogle af dem blefve, som skrefvet staar: Folcket sætte sig need ad æde og dricke, og stode op ad lege.»

18.5 redlig] riktig

18.6 Gud] for Gud

18.7 For] fordi

18.7 spissde] forsynte med mat

18.7 Liv og Lem] Vanlig i flertall: liv og lemmer; liv betyr i denne sammenheng «ånd» eller «sjel og lemmer «rørlige kroppsdeler», som armer og bein; jf. str. 11 ovf.

19.1 den Spot] Med dette refereres til Moses’ avskjedssang, 5 Mos 32.13–:15: «Hand [Gud] lood hannem [Israel] fare høyt op paa Jorden, og fødde hannem med Marckens Fruct: Og loed hannem sue Hunning af Klippen, og Olie af den haarde Steen. Smør af Køerne, og Melck af Faarene med det Fede af Lammene: Og fede Vædre, og Bucke med allerbeste Hvede, og stenckte hannem med got Vindrue Blod. Men der Israel blef feed, da blef hand kaad; Hand er blefven fed, tyck, og sterck; Og forloed GUD, som hannem skabte; Hand foractede sin Saligheds Klippe.»

19.3 der] da

19.4 idel Drue-blod] Dvs. ublandet (alter)vin

19.6 kaad] tøylesløse; apokope

19.7 Og slog bag ad HERREN op] og sparket bakut [som en hest] mot Herren

20.1 O! At] gid; til markering av bøn eller ønske

20.1 Forraad] levnetsmidler

20.6 U-skick] usømmelig oppførsel

20.6 Hore-Vey] hor

20.7 Sinds Forliis] tap av sjelen

20.7 Horlomhey] forvirring, ståhei

21.1 Lad os reddes for det Vee] La oss hindre den ulykke

21.3 Over Drukkenbolter er] som ligger over de drikkfeldige

21.4 Raabet] ropt

21.5 Kiemper til at drikke Viin] Jes 5.22: «Vee dem, som ere Kemper til at dricke Viin, og Stridsmænd til at fylde sig.»

21.6 Flaske-Skrin] flaskefor, skrin til frakt av vinflasker

21.7 slemme] skitne, ugudelige

22.2 disse] følgende

22.4 Mammons Træl] Jf. Matt 6.24: «Ingen kand tiene to Herrer: thi hand skal enten hade den Eene, og elske den Anden: Eller hand skal holde sig til den Eene, og foragte den Anden. I kunde icke tiene GUD og Mammon.» Ordet er opprinnelig arameisk, brukt som personifikasjon i betydningen «rikdom», «jordisk gods» og «penger».

22.5 Gierrighed] havesyke, pengebegjærlighet (snarere enn «påholdenhet»); jf. 1 Tim 6.10: «Thi Gierighed er en Roed til alt Ont; til hvilcken Nogle hafde Lyst, og fore vild fra Troen, og giøre sig self megen Pine.»

22.7 Pøl og Pine-Sted] Jf. Åp 20.10: Og Diefvelen, som dem forførde, blef kast i den gloende Pøl og Svofvel, der som Dyret og den falske Prophete vare, og de skulle pines Dag og Nat fra Evighed til Evighed.»

23.1 Falder […] til] forekommer, finnes

23.3 Hiertet] hjertet, betraktet som sete for menneskets tanker og følelser; jf. Matt 6.21: «Thi hvor som eders Liggende-Fæ er, der vil og eders Hierter være.» Jf. TB 9.22.2.

23.6 Nødtørftig] fattige, trengende

23.7 Efftersavn] godt omdømme, ettermæle; jf. Matt 19.21: «JEsus sagde til hannem: Vil du være fuldkommen, da gack hen, og selg hvad Du hafver, og gif Fattige det; da skal du hafve Liggende-fæ i Himmelen: Og kom, og følg, Mig.»

24.2 Petri] Peters; lat. gen. av Petrus

24.2 Vaad] fiskegarn; Joh 21.3–:8: «Simon Petrus siger til dem: Jeg vil gaa bort at fiske; de sagde til hannem: Da ville vi gaa med Dig; de ginge hen ud, og traadde strax i Skibet; og den samme Nat finge de intet. Der det var nu Morgen, stoed JEsus paa Brædden; men Disciplerne vidste icke, at det var JEsus. JEsus siger til dem: Børn, hafve I intet at æde? De svarede Hannem: Ney. Da sagde hand til dem: Kaster Garnet til den høyre side af Skibet, da skulle I finde; da kaste de, og kunde icke drage det meere, for Fiskenis Mangfoldighed. Da siger den Discipel, som JEsus elskte, til Petrum: Det er HERren. Der Simon Petrus hørde, at det var HERren, da giordede hand Skiorten om sig, thi hand var nøgen; og kaste sig i Hafvet. Men de andre Disciple komme paa Skibet; thi de vare icke langt fra Landet: men ved to hundrede Alne, og de droge Garnet med Fiskene.»

24.4 ey i Støcker] Joh 21.11: «Simon Petrus stigede ind, og drog Garnet paa Landet, fuldt af store Fiske, hundrede og tre og halftrediesindstive: Og alligevel at de vare saa mange, sønderrefs dog Garnet icke.» I den versjonen av historien som står hos Lukas (5.6), gjøres det uttrykkelig oppmerksom på at garnet revnet: «Og deris Garn refves sønder.»

24.5-6 Alt jo] jo; alt brukes ofte som et fyllord med rytmisk, ikke betydningsmessig, funksjon.

25.1 handlis] kjøpslås

25.2 den Kiep i Mosis Haand] 2 Mos 4.2–:4: «HERren sagde til hannem: Hvad er det du hafver i din Haand? Hand sagde: En Kiep. Hand sagde: Kast hannem fra dig paa Jorden; og hand kaste hannem fra sig, saa blef hand til en Hug-Orm; Og Moses flyde for hannem.»

25.4 vel braf] ganske god

25.5 der] da

25.7 flyde] flyktet

26.2 derhos] samtidig

26.3 tee] bli synlig, vise seg

26.5 den arme Jesu Lem] den stakkars troende; lem (eg. «legemsdel») brukes ofte om mennesket som en liten del av Gud eller hans sønn; jf. Rom 12.4–:5: «Thi at ligerviis som vi hafve mange Lemmer paa eet Legeme; men alle Lemmer hafve icke eens Gierning: Ligesaa ere Vi mange eet Legeme i Christo; men iblant hverandre er den ene den andens Ledemod.» Her kan man lett assosiere stakkaren med Lasarus (Luk 16.20): «Men der var en Fattig, som heed Lazarus, hand laa for hans [den rike mannens] Dør, fuld af Saar: Og begærde at mættis af de Smuler, som fulde af den Riiges Bord.»

26.7 Trøstis-løs] utrøstet, uten å ha fått mat

27.1 du] Her viser 2. pers. pron. rimeligvis til leseren eller tilhøreren, dvs. den formante, selv om samme pronomen i strofen over må vise til Gud.

27.1 Betler] tigger

27.4 Det er giort din Frelsermand] Matt 25.37–:40: «Da skulle de Retfærdige svare Hannem, og sige: HERre, naar saae vi Dig hungrig, og gafve Dig Mad? Eller tørstig, og gafve Dig Dricke? Naar hafve vi seet Dig Fremmed, og laant Dig Huus? Eller nøgen, og hafve klædt Dig? Naar hafve vi seet dig syg eller fangen, og ere komne til dig? Og Kongen skal svare, og sige til dem: Sandeligen siger Jeg eder, Hvadsom I hafver giort Een af disse mine mindste Brødre, det hafve I giort Mig.»

27.5 Den armis Fader Vor] Det at den fattige ber sitt Fadervår i takknemlighet for almissen, bidrar til at det går giveren godt, materielt godt ifølge dikterpresten; jf. Matt 6.4 «Paadet at din Almisse kand være hemmelig: Og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare.» I TB 7.19.3 settes almisser «på rente».

28.1 Ydermeere] videre

28.2 selver] selv

28.3 Avinds Øyet] misunnelsens øye; jf. Mark 9.46: «Forarger dit Øye dig; da kast det fra dig; det er dig bedre, at du gaar Een-øyet i GUDS Rige, end at du hafver to Øyen, og blifver kast i Helfvedis Ild.»

28.3 slet] helt (ut)

28.4 fortryde] ergre oss

28.7 vorder] blir

28.7 stoor] rike, mektige; apokope

29.1 feed] velstående; jf. uttr. et fett kall

29.2 see skeefft derved] se skjevt på det

29.3 tynd] fattigslig, motsatt «feed» i 29.1

29.4 Tænk, vi] så kan du forklare det med at

29.4 meere Synd] Tanken om at jordisk velstand er et tegn fra Gud, var særlig utbredt blant kalvinistene, men for den som setter Det gamle testamente høyt, kan det uansett ikke herske tvil om at Gud straffer og belønner menneskene i dette liv. Dass er eksplisitt på dette punkt i neste sang, FV 6.5.9 ff.

29.5 Lykken løber af og til] Lykken kommer, Lykken går

29.6 være still] ikke lage oppstyr

29.7 føye] beskikke, innrette

30.3 Falsk] falskhet

30.4 Stunde til] strebe etter

30.6 Andres Middel effterstaa] ligge etter med betaling el. etterstrebe andres penger

30.7 Huden af dem flaa] ruinere dem

31.2 Hvo] den som

31.3 en Morder er for Gud] Jf. 1 Joh 3.15: «Hvosom icke elsker sin Broder, hand blifver i Døden: Hvosom hader sin Broder, hand er en Manddrabere; og I vide, at en Manddrabere hafver icke det ævige Lif blifvende hos sig.»

31.4 Suer ud] utsuger; ordspill på dobbeltbetydningen: den figurlige (finansielle) i tillegg til den bokstavelige.

31.5 Blod og Marf] Blodet står for livet, margen for kraft og styrke.

31.5 Folcke-Been] menneskeknokler

31.6 Meen] skade

32.1 Spiis] forsyn, bespis

32.4 tilfred] tilfreds

32.5 staar hos] avhenger av

32.6 sin Huud] sitt legeme

32.7 Faufn] favn (lengdemål); tilsvarer tre alen (ca 188 cm). Ordspråklig, men ikke funnet belagt. Meningen synes å være at ingen kan overskride sine naturgitte forutsetninger; «kjenn deg selv».

33.1 Til Beslutning] til avslutning

33.2 Omhu] Bekymring

33.3 Os forhart ey ligger nær] ikke presser oss for tungt; hard (for haard) er en mulig dialektal form også på dansk.

33.5 Morgendag] Matt 6.34: «Sørger derfore icke for den anden Morgen: thi den Dag i Morgen skal sørge for sig self. Det er nock, at hver Dag hafver sin egen Plage.»

33.6 Uddrag] utfall

33.7 befale] overdrar, betror

34.1 glad] strålende, lys (med dertil hørende sinnsstemning)

34.2 Morgen-Mad] frokost

34.4 Hvor] hvordan

34.5 GUd var til, førend du vaar] Sal 90.1–:2: «HERRE GUd, du er vor Tilfluct, stedse og altid. Du er Gud fra Ævighed til Ævighed, førend Biergene blefve, og Jorden og Verden blefve skabte.» Jf. FV 2.5.2.

34.6 forgaar] dør


Den Siette Sang
De to leddene i tilgivelsens bønn –: (1) at Gud må tilgi menneskene, og (2) at menneskene må tilgi hverandre –: ligger til grunn for sangens basale to-deling. Den første hoveddelen dreier seg om menneskenes skyldighet overfor Gud (str. 1–:13), den andre om skyld menneskene imellom (str. 14–:21). Henvendelsen til Gud, apostrofen, utsettes helt til 7.9, der dikterpresten slår om fra en beskrivelse av syndens uhyrlige størrelse til en påminnelse om nåden og soningsofferet, det at Gud satte en strek over synden ved hjelp av Jesu død på korset. Denne delen avsluttes også med en apostrofe av Jesus som «løskjøper» (13.12). Også den andre hoveddelen kan deles i to. Først pålegges menneskene å tilgi sine skyldnere (str. 14–:18), dernest, hakket verre, skulle man tro, pålegges de å være overbærende mot dem som selv ikke makter dette (str. 19–:21). Dommen overlates til Gud. Men under ligger hele veien en trussel om evig fortapelse for dem som ikke innordner seg bønnens vilkår.

Hos Petter Dass kan man ofte bli slått av dikterens økonomiske billedspråk. Sangen om tilgivelsen, som vel må kunne sies å omhandle kristendommens kjernepunkt, gjennomfører denne metaforikken i detalj. Det grunnleggende i denne forestillingen, som for så vidt er like bibelsk som den er dassisk, består i at synd er å betrakte som gjeld. Vi har å gjøre med en form for tingliggjøring. Forestillingen ligger latent i ordet skyld, som like gjerne beskriver moralske som økonomiske forhold. På 1600-tallet, før finansvesenets tid, ses Gud som den store banksjef og menneskene som hans gjeldstyngede kunder. Ved å ofre sin egen sønn, juniorsjefen, frikjøper så banksjefen sine debitorer, som dermed settes i en ny type gjeld: en takknemlighetsgjeld. Den som ikke godtar disse vilkårene, vil ende som fanger i det gjeldsfengslet som kalles Helvete. I sin katekisme fra 1681 påpeker Knud Sevaldsen Bang skyldens moralsk-økonomiske dobbelthet –: «Vi afbede Vore synder, Hvilcke kaldes vor Skyld oc Gield, fordi vi med samme Synder imod de 10. Guds Bud er kommen i Skyld oc Gield hos Gud» –: med referanse til Jesu lignelse om den gjeldstyngede tjener (Matt 18.24).

Luthers Store katekisme (1629: 106v–:09) inneholder hva denne bønnen angår, lite utover det som i komprimert form uttrykkes av den Lille (se ndf.); jf. Peters 1992: 3.

Laila Akslen kommenterer de første 13 strofene av denne sangen (1997: 209–:11).

tit.] Luthers Lille (1616: 84–:85): «Oc forlad oss vore skylder, som oc wi forlade vore Skyldener.» Formuleringen tilsvarer Chr. IVs (Matt 6.12). Forklaringen: «Wi bede her, at vor Himmelske Fader, icke vilde hensee til vore Synder, oc derfor icke Bønhøre denne vor Bøn. Thi naar vi bede om alle disse Ting, bekiende wi oss icke at haffue fortient, at wi skulde bekomme end det ringeste, Men at hand vil giffue oss dem ved sin Barmhiertighed: Thi effterdi wi Dagligen synde, Da fortiene wi heller Straff, end Synders Forladelse. Men at wi den maa bekomme, da skulle wi der imod aff Hiertet offuer giffue, huadsomheldst andre haffue syndet imod oss, Oc for ilde giort, giffue Velgierning igien.»

mel.] Manuskriptene oppgir som forelegg «Ey! saa leev een Prakker, til din etc.», som ikke er kjent annetstedsfra. Om de trykte utgavenes kamuflering av de verdslige melodiforeleggene, se Innl. 6.2.

1.1 Hvo kand fortelle] Hvem som kan fortelle? Svar: ingen. Alle de elleve retoriske spørsmålene som strukturerer de tre første strofene, forutsetter negativt svar.

1.3 Tilfelle] forskjellige forekomster

1.4 Folk] som folk; underforstått relativpronomen (subjunksjon)

1.4 med belat] bebyrdet med (f.eks. gjeld)

1.5 Register] fortegnelse; jf. synderegister (liste, fortegnelse over en persons synder eller forseelser, klanderverdige handlinger)

1.6 forstort af Tall] for langt; synderegisteret har for mange poster

1.7 blev] Konjunktivisk preteritum (irrealis); moderne norsk tenderer mot pluskvamperfektum i slike tilfelle (hadde blitt).

1.7 slet forbister] virkelig oppbrakt, fly forbannet

1.8 Det udregne skall] som skal regne sammen antallet poster i registeret; utelatt relativpronomen (subjunksjon).

1.9 Viise Klerke] oppmerksomme skrivere eller handelsbetjenter; en klerk er også en geistlig person, men metaforikken her tilsier at ordet brukes i den mindre vanlige betydning av «handelsbetjent» eller «bokholder» –: en som er god til å regne. Som lesere skal vi forstå at det ikke finnes skrivere som er i stand til å holde styr på et så stort regnskap.

1.14 Hafsens Sand] Sammenligningen brukes hyppig i Bibelen; jf. 1 Mos 32.12: «Du hafver sagt: Jeg vil giøre vel mod dig, og giøre din Sæd som Sanden i Hafvet, hvilcken mand ikke kan tælle for Mangfoldigheds skyld.» Uttrykket ekspliseres på samme måte i Hebr 11.12. Peder Syv fører det opp som ordspråk (5148): «Meere end stjerner paa himmelen, sand i havet.»

2.1 forsigtig] omhyggelig

2.3–:4 en Draabe […] I det store Vand] For dette uttrykket finnes ingen opplagt bibelsk parallell; det nærmest vi kommer, er Jes 40.15: «See! Hedningene ere actede som en Taar, der blifver igien i Spanden […]».

2.5–:6 Støvet Over Jordens Grund] Jf. 1 Mos 13.16 og 28.14: «Og din Sæd skal blifve som Støf paa Jorden […]»

2.7 Kandst du tælle Løvet] Nei. Spørsmålet er retorisk. Abraham kunne heller ikke telle himmelens stjerner, da Gud ville forklare ham hvor tallrik hans ætt ville bli: «See op til Himmelen, og tæl Stiernerne, kand du tælle dem? Og han sagde til hannem: Saa skal din Sæd blifve» (1 Mos 15.5).

2.10 Syndsens Tall] Den gamle genitiven (der s-en både står i grunnordet og i den bestemte artikkel, slik som på norrønt) har emfatisk funksjon, på samme måte som «Hafsens» i str. 1.14).

2.10 begrunde] tenke over

2.11 End] enda

2.12 forkrenkt] fordervet, fortapt

2.14 slet] helt og holdent

2.14 nedsenckt] bringe i en beklagelsesverdig, ulykkelig tilstand, dvs. verden etter syndefallet

3.2 Meen] lyte

3.3 Hvem er fød af Qvinde] Job 25.4: «Og hvorledis kand et Menniske være retfærdigt for GUd? Og hvorledis kand en Qvindis Barn være reent?»

3.5 Bliver hvide Duer] Det var Noah som sendte ut en ravn fra arken før han så prøvde med en due, 1 Mos 8.6–:7: «[…] og hand lod en Rafn udflue: Han fløy stedse hid og did, indtil Vandet tørredis af Jorden.» Ravn og due brukes på denne bakgrunn som symbolske motsetninger. Spørsmålet her kan vi oppfatte som en presisering av det foregående: En skyldig kvinne kan umulig føde et uskyldig barn. Jf. TA 4.4.3.

3.7 Kand mand plucke Druer] Matt 7.15–:16: «Vocter eder for falske Propheter, som komme til eder i Faare-Klæder, indvortis ere de glubende Ulfve. Paa deres Frugter skulle I kiende dem: Kand mand og plucke Viin Drue af Torne? Eller Figen af Tidsel?»

3.9 Hvo staar dog saa sicker] Jf. Jer 6.21: «Thi siger HERren saa: See! Jeg vil sætte et Fald for dette Folck, paa hvilcket baade Faderen og Børnene skulle støde dem med hver andre; og den eene Naboe med den anden skulle forfare.»

3.12 Aldrig sig forsaa] som aldri forsyndet seg

3.13 gandske] hele

3.14 Meenst] mener; personbøyd verb: 2. pers. pres.

3.14 faa] få tak i, finne

4.1 rende] løpe

4.5 Heede] flatt og skrinn utmark uten skog, mo

4.6 Hvor] hvor enn

4.9–:10 Jorden […] Raabe skal] Fra jorden ropes det ellers om skyld, ikke uskyld, jf. 1 Mos 4.10: «Din Broders Blods Røst raaber til mig af Jorden.»

4.9 aabenbare] tydelig

4.13 Afgrunden] Helvete

5.1 Alle Mand har syndet] Jf. Rom 3.10: «Ligesom og skrefvet staar: Der er ingen, som er Retfærdig, ja icke Een.»

5.3 yndet] foretrukket

5.4 Den forkeerte Sti] Jf. Ordsp 4.18–:19: «Men de Rætferdigis Sti skin som et Lius, der fremgaar og liuser til høy Dag. De ugudeligis Vey er ligesom Mørck, og de vide icke, hvor de skulle falde.» Se også Matt 7.13.

5.7 fordrager] liker, synes om

5.8 Agter] regner, anser

5.10 Paa den kranke Krycke] Logisk sett er det den her personifiserte Lykken som er dårlig eller «krank» og går på krykke; i den klassiske retorikken kalles denne typen ombytning for enallage.

5.12 Trang] fattigdom

5.12 Hierte-Stød] smertefull(e) hendelse(r)

5.14 den bleege Død] døden som gjør blek; proleptisk (foregripende) bruk av adjektivet.

6.3 forkortis] innskrenkes

6.4 forrykt] meningsløst

6.5 ere] Verbet er her bøyd i flertall, fordi subjektet logisk, om ikke grammatisk, innebærer flertall.

6.8 Der paa Livet gaar] som har fått dødsstraff

6.9 Syndsens Skieppe] Jf. 1 Tess 2.16: «Og [Gud] formeene os at tale til Hedningene, at de maatte blifve salige, paa det de kunde opfylde deris Synder allevegne; thi Vreden er allereede endeligen kommen ofver dem.» Skjeppen forbindes først og fremst med Matt 5.15; se også TB 7.12.4.

6.10 forskyldis] fortjenes

6.11 Plage] straf; her personifisert som gjest. Når én har gått (dvs. er utholdt), banker den neste på døren.

6.13 tilrede] parat, klar

6.14 fort] raskt; en norvagisme. Jf. Jakobsen 1952: 117.

6.14 slaar] dundrer (på døren)

7.1 andet meere] lignende ting

7.4 soldt] utlevert, sendt (av sælge)

7.6 den mørk Afgrund] Dvs. Helvete; jf. 4.13 ovf.

7.11 din arme Brud] din ynkverdige menighet; betydningen beror på den konvensjonelt allegoriske fortolkningen av Salomos høysang, der brudgommen forstås som Jesus og bruden hans kristne menighet. Jf. TA 2.34.7.

7.12 forjagis] jages bort, fordrives

8.6 For din Throne ned] Jf. Hebr 5.3 (4.16) : «Derfore lader os træde frem med Frimodighed, til Naade-Stolen, paadet vi kunde faa Barmhiertighed, og finde Naade paa den Tiid, som os giøres Hielp behof.»

8.9 Faders Hierte] ditt farshjerte, din kjærlighet til dine barn; jf. Gal 4.6: «Efterdi I ere da Børn, da sendte GUd sin Søns Aand i eders Hierter, som raaber: Abba Fader.»

8.10 oppaa] på

8.12 Der hand Livet lod] da han døde

8.13 betalet] Igjen fremstilles soningsofferet som en økonomisk transaksjon med blod, dvs. menneskeliv, som betalingsmiddel; jf. 1 Kor 6.20: «Thi I ere dyre-kiøbte» og 1 Pet 1.18–:19: «Og vider, at I ere icke forløsde med forgengeligt Sølf eller Guld fra eders forfengelige Omgengelse efter Fædernes Skik: Men med Christi dyrebare Blod, som med et u-skyldigt og u-besmittet Lams»; jf. TA 2.32.1 og 2.37.5.

9.1 Vreden] For sine synders skyld har menneskene fortjent å bli utsatt for Guds vrede, men så har de altså fått løfte om nåde. Den utbredte varianten «Verden» gir ikke god mening.

9.2 slaa ned i grund] utrydde alle

9.6 Dynd] søle, sump; jf. Sal 40.2–:3: «Jeg tøfvede efter HERren, og Hand bøyde sig til mig, og hørde mit Raab. Og drog mig af den forfærdelige Graf, og af det skidne Dynd, og sætte mine Fødder paa en Klippe, at jeg kand traade vist.»

9.7 Naaden er jo større] Rom 5.20: «Og Loven kom dis imellem ind, paadet at Synden skulde blifve ofverflødigere. Men hvor Synden er blefven ofverflødig, der er Naaden blefven meget ofverflødigere.»

9.9 plat] likefrem

9.9 udslette] utslette sc. oss

9.10 Hvad] til hvilken nytte

9.11 vor syndig Blod] Hankjønn er kurant.

9.12 Bod] Med dette ordet opprettholdes den moralsk-økonomiske dobbeltheten.

9.14 god] Hankjønn her, til tross for at «dit Rygte» i verset over er intetkjønn. Rimtvang? Rygte vakler før 1700 mellom hankjønn og intetkjønn.

10.2 plat] klart og tydelig, uten omsvøp

10.3 Knægte] fortrolig el. respektløs betegnelse for en mannsperson (især for et ungt menneske), fyr, radd; nesten bare med nedsettende betydning; jf. tyveknægt.

10.4 din Bog] Guds regnskapsbok; i TA 11.22.4 forutsetter dikteren at regnskapet føres på «Tavler»; i TA 10.18.1 at det føres av Djevelen.

10.7 vor HErre] I denne sammenhengen blir Herren lett å oppfatte som «kapitaleier».

10.8 Pund] Myntenheten er ikke dansk, men bibelsk; jf. Luk 19.11–:27.

10.10 Alt skull’ der befalis] selv om det skulle befales. Her hadde vi ventet skuld’, preteritum med konjunktivisk betydning.

10.12 Gesell] håndverkssvenn

10.13 selgis] Ordbruken forutsetter ikke nødvendigvis at Gud overdrar synderne til Djevelen mot betaling. Verbet sælge brukes i Bibelen også i betydningen «overrække», spesielt «utlevere» eller «overgi» i ens (især en fiendes) vold; jf. 7.4 ovf.

11.1 hvad] hvordan

11.2 fornøye] tilfredsstille

11.5 Det staar meget smucker] det er mye bedre

11.6 Du dem giver Bod] at du gir dem bot. På bakgrunn av den rådende økonomiske metaforikken er det ikke urimelig å oppfatte boten her ikke bare religiøst, som «utsoning av synd eller brøde», men også som «pengestraff»; jf. 9.12 ovf.

11.7 sig nedbucker] bøyer seg

11.8 for din Fod] Her er det snakk om daglig andakt; jf. 5 Mos 33.3: «Hvor kier hafde Hand Folcket; alle hans Hellige ere i din Haand, de skulle sætte dem hos dine Fødder, og lære dine Ord.»

11.9 Taare] Flt. av taar

11.10 saare] sterkt, meget

11.11 At] slik at

12.1 Hvor] hvordan

12.3 slet] uten videre

12.3 i Dunge] i haugevis; norvagisme, jf. Jakobsen 1952: 115, da. dynge.

12.7 forbøden] forbudt

12.9 Kand mit Støv dig takke] Jf. Job 34.15: «Allis Kiød skulde forgaa med hverandre: og Mennisket blef til Aske igien.»

12.12 Tudis] utstøtes gråtende

12.13 Ja der høris andet] Retorisk litotes, et understatement.

13.2 Restantz] ubetalt gjeldspost; ubetalte avgifter, renter eller skatter (eg. lat.: «det som gjenstår (å betale)»). Jf. TA 10.11.1.

13.4 Qvittantz] det å la en fordring gå opp imot en motfordring, slå en strek over en fordring. Ordet kan òg bety «kvittering», som gir mening her, ettersom «Qvittanz» er «skreven» med Jesu eget Blod. Hans kvittering blir de troendes forsikring om syndsforlatelse; jf. Kol. 2.13–:14: «Og Hand forlod os alle Synder. Og udslætte dend Haandskrift, som var imod os, hvilcken der blef ved Skickelser, oc var os imod; og Hand tog hende bort, og slog hende til Kaarset.» Jf. TA 10.11.2.

13.6 Aabnet blev med Spiud] Joh 19.34: «Men Een af Stridsmændene aabnede Hans Side med et Spyd; og strax gick der Blod og Vand ud.»

13.7 stride] stridt

13.10 straktis] ble spent fast i utstrakt stilling

13.11 Alt] Her med forsterkende betydning.

13.13 Ald vor Skyld klareret] Verbet, klarere, dvs. «betale», trekker betydningen av Skyld» over i økonomien («gjeld»).

13.14 uden Tvist] ubestridelig, uomtvistelig

14.1 formoder] venter

14.2 Pardoon] tilgivelse av en forseelse (forbrytelse, synd); ettergivelse (av en fortjent straff; i moderne språk nesten bare med betydningen «skånsel overfor den fiende som egentlig fortjener døden»; «nåde» .

14.6 plat] fullt ut

14.7 Hvad hand mod os bryde] hva han plager oss med

14.8 forlat] tilgitt

14.9 slet] helt og holdent

14.9 forgiættis] glemmes

14.10 Minde] hukommelse; hankjønn er kurant.

14.12 Alt saa fremt] dersom

14.14 vente samme Skel] ha samme rett eller vilkår i utsikt

15.2 snart] i løpet av kort tid

15.4 Til Guds Alter hen] Matt 5.23–:24: «Derfore, naar du ofrer din Gafve paa Alteret, og du kommer der ihu, at din Broder hafver noget imod dig: Gaa lad blifve din Gafve der for Alteret, og gack tilforn hen, og forljg dig med din Broder, og kom siden og ofre din Gafve.»

15.5 Gaven den du har] offergaven som du har

15.7 flux] øyeblikkelig

15.8 Fordrag] forlik, overenskomst

15.8 vel snar] besluttsom; vel har ofte en funksjon som er rytmisk snarere enn semantisk.

15.9 At] slik at

15.11 andtvorder] utleverer

15.12 din Had] Hankjønn er kurant.

16.1 Forhale] utsettelse (av forhal) ; dat. styrt av uden, jf. uden døre.

16.8 Sententz] dom

16.8 heel slet] verrre enn verst

16.10 og med ham skynder] og vær raske med ham; imp. flt.

16.11 Skaffer] overgi; imp. flt.

16.12 flux] øyeblikkelig; jf. 15.7 ovf.

16.14 Legem, Siæl og Aand] Jf. 1 Tess 5.23: «Og hand, som er Fredens GUD, hellige eder i alle maade; og eders gandske Aand, med Siæl og Legeme, skal bevares ustraffelig, til vor HERris JEsu Christi Tilkommelse.»

17.1 kræve] innkreve (gjeld). Som undertekst til denne strofen ligger Jesu lignelse om kongen som ville holde regnskap med sine tjenere. Jesus forteller den som svar på Peters spørsmål om hvor ofte man skal tilgi sin neste når han synder mot en (Matt 18.21–:35).

17.2 Hver en skillings Hvidt] En hvid er opprinnelig en sølvmynt til en verdi av 1/3 av en dansk skilling, senere brukt om en ubetydelig mynt eller sum: skilling; femøre; ikke en hvid betyr «ikke en rød øre». Skilling og hvid er altså to forskjellige mynter; uttrykksmåten her gir tilsynelatende ikke god mening, men hvis vi forstår hvid i betydningen «ubetydlig pengeverdi», blir uttrykket å forstå som «hver en ubetydelig skilling». Dikterpresten ser det som smålig å innkreve en ubetydelig gjeld.

17.3 din Broder] din neste, en person, som er forbundet med andre ved åndelig slektskap eller trosfellesskap.

17.3–:4 din Broder stræbe Effter stort og Lidt] inndrive din nestes store og små verdier

17.5 tegne] skrive

17.6 Skyld] gjeld

17.7 Hvad er det at regne] hva betyr det, hvilken rolle spiller det

17.10–:11 stræver Effter] inndriver; jf. 17.3–:4 ovf.

17.11 det ham bør] det han har utestående

17.13 Giv du til] Ordspill: Uttrykket betyr både «å gi i tillegg», «plusse på» (dvs. det motsatte av å være en gnien innkrever), samtidig som det også betyr «tilgi».

17.14 tilhør] tilhører, tilkommer; hør er en kurant kortform av presens, bevart i uttrykket som seg hør og bør. Jf. Matt 6.14: «Thi at forlade I Menniskene deres Brøst; da skal eders Himmelske Fader og forlade eder» og Ef 4.32: «Og værer venlige mod hverandre, godhiertige; og forlader den Eene den anden, ligesom Gud hafver forladet eder i Christo.»

18.1 Hvo som] den som

18.1 slet] fullstendig

18.3 fra Gud vanslegter] har ikke lenger del i Gud

18.4 er hver Mand leed] fremkaller avsky hos enhver; den lede brukes om Djevelen.

18.8 sit Hierte-Rod] Rod ser ikke ut til å være belagt som noe annet enn hankjønn; eiendomspronomenet retter seg her (ulogisk) etter «Hierte».

18.9 O] Interjeksjonen markerer ønske.

18.11 Bede got] be om at det går godt; Matt 5.44: «Men Jeg siger eder: Elsker eders Fiender; Velsigner dem, som eder bande: Giører dem Got som eder hade; Beder for dem, som giøre eder Skade, og forfølge eder.»

18.14 fortreden] trossig, gjenstridig

18.14 Lem] Guds barn, kirkemedlem

19.1 Bander os en anden] Matt 5.44; jf. 18.11 ovf.

19.5 ikkun] bare

19.5 pukke] krangle, bruke ukvemsord

19.6 grum og gram] ond og ubarmhjertig; jf. FV 2.9.4.

19.7 sukke] be; et Suk er en følelsesladd, kort bønn til Gud og en egen genre i andaktslitteraturen; jf. Nielsen 2010: 246 f.

19.8 forlade] tilgi

19.11 Vender hand sig om] omvender han seg, oppgir han sin ondskap

19.14 Dom] evig fortapelse

20.4 Slag paa høyre Kind] Matt 5.39: «Men jeg siger eder: At I skulle icke imodstaa ont; men dersom Nogen gifver dig et Slag paa dit høyre Kind-Been, da holt hannem det andet ogsaa til.»

20.10 hver anden] hverandre

20.12 Sig besinde kand] som kan besinne seg

20.13 End som] enn

20.14 Heele Folk og Land] Jf. Matt 16.26: «Hvad hielper det Mennisket, om hand vinder den gandske Verden, og tog dog skade paa sin Siæl? Eller hva kand et Menniske gifve, som hand kan igienløse sin Siæl med?»

21.2 Fortræd] skade

21.3 jævne] ordne, bringe ut av verden

21.4 Ham hør Dommens Stæd] domstolen tilhører ham; ang. kortformen hør, se 17.14 ovf.

21.5 Naar vi det nu giøre] Dvs. når vi lar være å hevne oss og overlater håndhevelsen av rettferdigheten til Gud.

21.8 Kaar] valg, preferanser

21.10 Fromme] nytte, fordel

21.12 Folck] at folk; subjunksjonen er underforstått.

21.12 sig […] beteer] viser seg, oppfører seg

21.13 et Fald] Jf. Ordsp 24.16: «Thi den Retfærdige falder siv gange, og staar op igien; men de Ugudelige siuncke ned i Ulycke.»

21.13–:14 Til et Fald og Stricke Deris Bøn da seer] så ber de om å få slippe dødsdom 21.13 Stricke] galgetau, dødsstraff; jf. Matt 5.22: «Men Jeg siger eder: Hvosom er vred paa sin Broder, hand er skyldig for Dommen; men hvosom siger til sin Broder: Raka; hand er skyldig for Raadet; men hvosom siger: du Daare; hand er skyldig til Helfvedes Ild.»


Den Siuvende Sang
Sangen om fristelsene faller i seks deler. Sitt utgangpunkt (1) tar dikterpresten i det ondes problem: Hvorfor finnes det så mye ondskap når den gode Gud har all makt? Har Gud likevel skylden? Eller andre? (str. 1–:3). Så, i den følgende delen (2), redegjøres det for en rekke tilfelle som kan synes å tyde på at Gud selv frister mennesket til å gjøre ondt. Denne delen innledes med «Først» i 4.1 og går frem til og med str. 9. Med «Dernest» i 10.1 innledes så en kortere del (3) som redegjør for den mulighet at ondskapen i realiteten kom inn i verden med syndefallet (str. 10–:11). I den neste delen (4) fremsetter dikterpresten den korrekte løsningen på problemet: Menneskene har ingen andre å skylde på enn seg selv (str. 12–:14). De må imidlertid, slik det forklares i den følgende delen (5), innse at de har en sterk motstander, dvs. Djevelen (str.15–:19). Siste del (6), som innledes med en apostrofe av Jesus (str. 20–:24), inneholder gjentatte bønner til Sønnen så vel som til Faderen om hjelp i striden mot Den onde, at de styrker oss i troen og hjelper oss å finne fortrøstning i håpet om evig salighet i det hinsidige, uansett hva som rammer oss i denne verden.

Luthers utlegning av den doble bønnen (den sjette og den syvende) kommenteres utførlig av Peters (1992: 3.159–:88).

tit.] Luthers Lille (1616: 85): «Oc leed oss icke i Fristelse.» Formuleringen tilsvarer Chr. IVs (Matt 6.13). Forklaringen: «Gud frister vel ingen, Men wi beder her, at hand vil oss beuare oc forsuare mod Dieffulens, Verdens oc vort Kjøds bedrægeri, At wi icke skulde besuiges af dem, oc henkastes i Vantro, misshaab eller andre Laster, At der som wi fristes der met, at wi da som de der bliffue Offuermænd, maatte Seyer beholde.»

mel.] Tekst og melodi (noter) hos Thomissøn (1569: 368v), som plasserer denne salmen i avdelingen for «Dommedag oc Opstandelse». Senere opptatt i de fleste bokhandlersalmebøkene og hos Kingo, dvs. Kirkesalmeboken (1699: 174), til sjette søndag etter helligtrekongersdag. Om opprinnelsen, se Schiørring 1.128. Dass bruker samme melodiforelegg til «Elisæi Historie» i BV (SV 2.54).

1.2 Fald] synd

1.2 Stød] fristelse, snublestein

1.3–:3.1 Eendeel […] Part […] En Part […] En Part] noen –: andre –: andre igjen –: enda noen; se tilsvarende priamel-lignende åpning av TB 6. De fire gruppene –: hva enten de skylder på Gud, planetenes stilling, skjebnen eller andre mennesker –: synes alle likevel å være enige om at Gud i siste instans er ansvarlig for verdens synd. Dikterprestens argumentasjon imøtegår egentlig bare to av disse oppfatningene: at hhv. Gud («Men høer», 3.5) eller skjebnen («Dernest», 10.1) er å anklage.

1.3 sig lader tycke] innbiller seg

1.5 sin Planet] sitt fødselstidspunkt (iht astrologien)

1.6 trycke] presse, legge

1.7 den kranke Lycke] ulykke, uflaks; jf. TA 12.8.5 og FV 6.5.10.

2.2 Det dem af Gud beskieret vaar] ulykken lå forutbestemt i det livet Gud hadde tilmålt dem. Forestillingen dikterpresten her refererer til, innebærer predestinasjon eller skjebnetro, som for ham var en kalvinsk villfarelse. Skjebnen ligger i henhold til en slik oppfatning i tiden og kan ikke unnvikes i rommet.

2.5 fly] unngå

2.7 Mod Skiebnen maa de tage] skjebnen må de motta, dvs. underkaste seg

3.2 Som] at

3.2 Rod] opphav, årsak

3.2 Tolck] mellommann

3.3 Fald] synd

3.4 selver] selv

3.4 giøre fri] la gå fri (for anklage)

3.5 høer] hør; imp. ent.

3.5 Hyckleri] forstillelse

3.6 oplade] åpenbare

4.2 en Hopmand] opphav

4.4 Gud til det Onde frister ey] Jak 1.13: «Ingen skal sige, naar hand fristes, at hand fristes af Gud: thi Gud er ingen Fristere til det Onde, Hand frister Ingen.»

5.3 Kaars] prøvelse, lidelse

5.3 vanke] forekomme, bli en til del

5.4–:5 din Tro paa Prøve-steen Hand sette vil] han vil teste hvor ekte din tro er; jf. 1 Pet 1.6–:7: «I hvilcken [siste tid] I skulle glæde eder, I som nu en liden Tiid (om det end skal være) ere bedrøfvede i mangehaande Fristelser; Paadet at eders Tro skal befindes Retsindig og meget kosteligere, end det forgengelige Guld (som prøfves i Ilden) til Lof, Priis, og Ære, naar JEsus Christus nu blifver aabenbaret.»

5.6 hvor] når

6.1 tit] ofte

6.2 Som] som om

6.2 sin Brud] sin menighet, de troende; jf. FV 1.17.1, TA 4.13.1 og TA 9.3.4.

6.3 kon] bare, kun

6.3 Smiile-Fagte] ironi, tongue in cheek; jf. 7.1 ndf.

6.4 Det Abraham saa monne gaa] Det var vel det som hendte Abraham; 1 Mos 22.1 ff: «Der dette var skeedt, fristede Gud Abraham […]». Aaskow (1692: 107) bruker i sin katekisme også Abrahams eksempel.

6.6 der] da

6.6 det for ham bragte] ba ham

7.1 Det var ey meent, som det var sagt] Formuleringen inneholder en temmelig presis definisjon av retorisk simulatio eller ironi. Slik bekreftes «Smiile-Fagte» (manuskriptene har «Skjemte-facte») i 6.3. Om retoriske ironioppfatninger i renessansen, se Knox 1989: 43 ff.

7.2 forsøge] undersøke, teste

7.2 Agt] sinn

7.3 vill] ville; apokope

7.3 sikker] trygg

7.4 HErrens forrig Ord og Eed] 1 Mos 17.7–:9: «Og Jeg vil oprette min Pact imellem Mig og dig, og din Sæd efter dig hos deris Efterkommere, at det skal være en ævig Pact; Saa at Jeg vil være din GUD, og din Sædis efter dig. Og Jeg vil gifve dig og din Sæd efter dig det Land, som du er fremmed udi, som er det gandske Land Canaan, til en ævig Eyendom: Og Jeg vil være deris GUD. Og GUD sagde til Abraham; Saa holt nu min Pagt, du og din Sæd efter dig hos deris Efterkommere.»

7.5 megen Sæd] et stort avkom; jf. 1 Mos 17.15–:20 og 1 Mos 15.5: «Og hand [Gud] befoel hannem [Abraham] at gaa ud, og sagde: See op til Himmelen, og tæl Stiernerne, kand du tælle dem? Og hand sagde til hannem: Saa skal din Sæd blifve.»

7.7 Hvo] hvem

7.7 rygge] oppheve, gjøre til intet

8.1 Gud] Jesus

8.1–:2 giøre Vold og Ran Paa Qvinden] å krenke og beskylde kvinnen for tyveri

8.2 Qvinden udaf Canaan] Kana’an er det landet Gud lovet Abraham, kyststripen fra Libanon til Egypt. Kvinnen det er snakk om, er altså «Cananæisk», ikke jødisk; hun tilhører det folket som bodde i landet før jødene innvandret. Denne strofen forutsetter kjennskap til Matt 15.22–:28, der Jesus først avviser, men så lovpriser den kanaaneiske kvinnen som bønnfaller ham om hjelp: «Og see! en Cananæiske Qvinde gick af den samme Egn, og raabte efter Hannem [Jesus], og sagde: Ah! HERRE, du Davids Søn, forbarme Dig ofver mig; min Daatter plagis ilde af Diefvlen. Men hand svarede hende icke et Ord: Da traade hans Disciple til Hannem, bade Hannem, og sagde: Skil Dig dog af med hende; thi hun raaber efter os. Hand svarede, og sagde: Jeg er icke udsendt, uden til de fortabte Faar af Israels Huus. Da kom hun, og faldt ned for Hannem, og sagde: HErre, hielp mig. Hand svarede og sagde: Det er icke smuckt, at mand tager Brødet fra Børnene, og kaster det for smaa Hunde. Hun sagde: Ja HERRE, smaa Hunde æde dog af de Smuler, som falder af deris Herrers Bord. Da svarede JEsus, og sagde til hende: O! Qvinde, din Troe er stor; dig skee, som du vilt! Og hendis Daatter blef karsk i samme Stund.»

8.3 Der] da

8.3 afspisis] må nøye seg med spott

8.7 Christi Rygte prisis] Kristi navn lovprises. Denne konklusjonen trekkes av dikterpresten, ikke av evangelisten (Matteus eller Markus (7.24–:29)).

9.1 Ald Graad, der øses ud for Gud] Tåreofferet, som vi kjenner spesielt godt fra Dorothe Engelbretsdatter (Taare-Offer Gudelige Siæle til Undervissning, der vil vide hvad Poenitentzis Fagter formaar, 1685), har sitt evangeliske forelegg hos Lukas, 7.36–:50: En prostituert, som senere tradisjon har identifisert med Maria Magdalena, vasker Jesu føtter med sine tårer og tørker dem med sitt hår. «Og hand [Jesus] sagde til Qvinden: Din Tro hafver hiulpet dig; gack bort med Fred» (Luk 7.50). Jf. Nielsen 2010: 213.

9.2 Verden] den jordiske, dennesidige tilværelse

9.3 ramme] komme

9.7 annamme] ta; forestillingen om et favntak forutsetter den brudemetaforikken som er aktivert i 6.2 ovf.

10.2 beskiert] tilmålt; jf. 2.2 ovf.

10.3 Hvad Synd-fald] hvilken synd

10.3 dig kand støde] som kan få deg til å falle

10.4 Som] da jo, fordi

10.5 for mange Tusind Aar] for mange tusen år siden

11.2 i ald Verden stedse] overalt alltid

11.3 dømme] kritisere ham for

11.5 Hver see sig] Hver og én må gi akt på

11.5 i sit lovlig Kald] i sin rettslige stilling (i samfunnet)

11.6 sømme] passe seg

11.7 skye og rømme] avsky og flykte fra

12.2 Gak] gå; imp. av gange

12.2 Paulun] telt, bolig; bibelsk, jf. f.eks. 2 Mos 26.7.

12.3 hin kaade] det tøylesløse, vellystige

12.5 forgiører] påfører skade, forhekser; formen –giører for –giør er kurant.

12.6 Hvorfor] og derfor

12.6 geraade] komme

12.7 Siæle-vaade] åndelig nød

13.1 forraskelig] svake, ubefestede

13.5 U-teerlighed] urenhet

13.6 naggend’ Orme] fortærende innvoldsormer (som spiser en opp innenfra); jf. Apg 12.23: «Og strax slog HERrens Engel hannem, fordi at hand gaf icke Gud Ære; og hand blef opædet af Orme, og gaf Aanden op.» Men her brukes nok «Orme» i overført betydning om ondskapen. Djevelen er «den gamle slange»; jf. Apg 12.9: «Og den store Drage blef nedkast, den gamle Hug-orm, som kaldes Diefvelen og Satanas, som forfører den gandske Verden.»

13.7 slagis] slås

14.1 føder] nærer, bespiser; Uttrykket nære (el. føde) en slange ved sit bryst (el. barm) : «ta seg av en el. vise vennlighet mot en som lønner med utakk» (ODS); etter en av Æsops fabler.

14.1 Barm] bryst, hjerte

14.2 Hvad] hvorfor, til hvilken nytte

14.2 vi giør os Harm] at vi utøser vår forbitrelse

14.3 forkeerte] omvendte (lykkehjulet opp–:ned; jf. PSyv 4869: «Naar hjulet begynder først at helde, er det snart ude med lykken.»

14.5 Befindis] vise seg

14.5 Smed] opphav; jf. PSyv 6471: «Hver er smed til sin egen lykke.» Dikterpresten tenker seg det her slik at enhver er sin egen ulykkes smed. Omvendt vil man selv neppe kunne sørge for egen lykke uten ved Guds nåde. Ordtaket brukes av Bording (1984: 1.131).

14.6 trykke] tynger, plager; pres. flt.

14.7 Hvor] når

14.7 smykke] pynte på

15.1 Tilmed] dessuten, dvs. i tillegg til det faktum at mennesket selv handler i strid med Guds vilje.

15.2 Mennisken] Det lar seg ikke avgjøre om ordet her står i entall eller flertall. Hankjønnsformen av ordet er ikke uvanlig omkring år 1700.

15.2 haarde Baand] lenker; jf. Chr. Vs danske lov 1-19: «Om Baand og Fængsel».

15.3 beklemmer] tynger

15.4–:16.4 Nu […] Nu […] Nu […] Nu […] Nu] snart –: snart –: snart –: snart –: snart

15.4 blinder] svekker

15.4 Sands og sind] fornuften

15.5 skyder] sc. han

15.6 sin Lemmer] de mennesker som hører ham til; menneskene er i dikterprestens dualistiske verdensbilde enten Kristi lemmer eller Djevelens.

15.7 som et med hannem stemmer] som ligner ham på en prikk

16.1 en stolter Krop] en overmodig person

16.2 Tindingen] øverst på tempelet; Luk 4.9: «Og hand [Djevelen] førde Hannem [Jesus] til Jerusalem, og sætte Hannem paa Tindingen af Templen, og sagde til Hannem: Er Du Guds Søn, da lad Dig falde ned her af.»

16.3 høy-indbildet Griller] forrykte ideer

16.5 svar-modig] tungsindig, fortvilet

16.7 paa Næsen hannem spiller] Her er to uttrykk, som begge betyr «å holde for narr», virksomme samtidig: å sætte en briller på næsen og å spille en på næsen.

17.1 Thi hvo] for den som

17.2 Kiød og Blod] Jf. Ef 6.11–:12: «Fører eder i Guds Harnisk, at I kunde blifve stadige imod Diefvelens listige Tilløb; Thi vi hafve icke at stride med Kiød og Blod, men med Førster og Vældige, som er, med Verdens Herrer, som regnere i denne Verdens Mørck; med de onde Aander under Himmelen.»

17.3 blotte Folk] vanlige mennesker

17.4 Herrer stor af Magt] fyrster (eller andre rangspersoner, onde ånder) som har stor makt

17.5 Herredom] makt, rike

17.6 Knægte] soldater

18.1 Saa ligger det os høylig an] så er det i høy grad maktpåliggende for oss

18.5 Ordets Sværd oc Troens Skiold] Ef 6.16–:17: «Men for alle Ting tager Troens Skiold, med hvilcken I kunde udslycke alle den Forgiftige Fiendes gloende Pile. Og tager Salighedens Hielm, og Aandens Sverd, som er Guds Ord.»

18.6 kraftig] motstandsdyktig, robust

18.6 beklæde] iføre

18.7 At] slik at

19.1 Ach! At] gid

19.1 Ordet] bibelordet; jf. Ordsp 4.27: «Vig hvercken til den høyre eller venstre Haand, vend din Fod fra det onde.»

19.3 Ey Fodsbred om at kiære] om ikke å vende seg det minste lille stykke

19.5 Fienden] Djevelen (lat. hostis antiquus, «den gamle fiende»)

19.5 snedig] utspekulerte

19.6 Passen] passasjen, det frie gjennomfart

19.7 Priisen] premien (dvs. menneskesjelen)

20.1 O JEsu] Gresk-latinsk vokativ; tiltalekasus

20.1 gak] gå; imp. av gange

20.1 gak for os i Strid] Jf. 5 Mos. 20.4: «Thi at HERren eders GUD gaar med eder, at Hand vil stride for eder imod eders Fiende, at hielpe eder.»

20.4 spørgis] bli kjent, fortelles

20.4 vor Telt] vår kirke (som en videreføring av jødenes tabernakel). Det kan ikke formelt avgjøres om substantivet, som er belagt både som hankjønns- og intetkjønnsord, står i entall eller flertall.

20.5 At Samson haver Løven fældt] Dom 14.5–:6: «Saa gick Samson med sin Fader, og sin Moder ned til Thimnath: Og der de komme til Thimnaths Viin-Bierge; See, da kom en ung Løve brølende imod hannem. Og HERrens Aand blef kraftig i hannem, og hand sønderref hende, som mand slider et Bucke Kid, og hand hafve dog slet intet i sin Haand.» Dikterpresten gjenforteller historien i Bibelsk visebok («Samsons historie», SV 2.39 ff). Samson ble gjerne oppfattet som en prefigurasjon av Kristus; jf. TA 5.6.5 og 5.9.1. Løven gir dermed skikkelse til Djevelen.

21.2 vor Skandse lit forsaae] feilbedømte vårt forsvarsverk

21.5 Vi ey] slik at vi ikke

21.5 af Marken fly] flykte fra slagmarken

21.6 Guds Harnisk] Ef 6.11: «Fører eder i Guds Harnisk, at I kunde blifve stadige imod Diefvelens listige Tilløb.»

21.7 frisk fremdrager] rykker frem med friskt mot; «frisk» er adv.

22.2 beskandset] befestet; Gud holdt sin hånd over jødene da de i 40 år vandret i ørkenen; se f.eks. Sal 107.4–:7.

22.3 I Vilden Ørck] i den ville ødemark; adjektivbøyning som i folkevisene (poet.)

22.3 Heede] skrinn og flat utmark uten skog, mo

22.4 for JEsu Blod og Død] for Jesu blod og døds skyld, løskjøpelsen

22.6 kraftig] sterk, mektig

23.2 Vold og Skandser] festningsvoll og forsvarsverk (i overf. betydning)

23.2 berendt] stormet; rimet end–:berendt mangler litt.

23.3 trykke] pine, plage

23.4 Gods] eiendom

23.4 i Løbet gaar] går tapt

23.5 Ach! at] gid

23.7 Omskiønt] selv om

24.1 bromle] brøle, knurre

24.1 Gast] ond ånd

24.3 bravere] oppføre seg utfordrende og brautende

24.6 herbergere] gi husly (og beskyttelse)


Den Ottende Sang
Sangen om frelsen fra det onde åpner med en konstatering av syndens –: og dermed ondskapens –: plass i verden. Denne konstaterende åpningen av sangen omfatter de tre første strofene. Med strofe 4 kommer et brudd. Her apostroferes Gud, og Fadervårs syvende bønn blir formulert på flere alternative måter. I denne og de følgende strofene (4–:9) bes Gud om å hjelpe menneskene med å akseptere den dennesidige straffen, som oppfattes som en konsekvens av den synd de daglig begår. Tredje del (str. 10–:14) innledes også med en apostrofe av Gud. De syngende uttrykker sin fortrøstningsfulle tro på at de vil bli vel ivaretatt av sin Gud. Fjerde del (str. 15–:19) retter seg også til Gud med bønn om styrke til å motstå synden og hjelp til å bekjempe mørkemaktene. Siste strofe (20) står som takk til Gud for Kristus og frelsen.

Luther skriver i sin Store katekisme (1629: 111v) at denne bønnen ligger som en nødvendig forutsetning for alle de andre av Fadervårs bønner, for ingen av dem vil skje fyllest så lenge Djevelen får gjøre sitt for å torpedere dem: «Thi hand er dend, som iblant os forhindrer alt saadant, som vi bede om.» Reformatorens utlegning av dobbeltbønnen (den sjette og den syvende) kommenteres utførlig av Peters (1992: 3.159–:88).

tit.] Luthers Lille (1616: 86): «Men frj oss fra det Onde.» Chr. IV har «fra Ont» (Matt 6.13). Forklaringen: «Her bede wi udi en Sum, at den Himmelske Fader vil Beskerme oc frj oss fra all Fare, paa Legome oc Siæl, Gods oc Rycte, oc at wi i den sidste Liffs time maa Lycksaligen henvandre, fra dette Elendige Liff, til det Evige Liff.»

mel.] Manuskriptene oppgir en verdslig vise: «Ha, Ha, Trundhiems Piger», åpenbart norsk, men ikke lenger kjent. Femte, sjette og niende vers i hver strofe har innslag av trestavelsestakt. Åttende vers har gjennomgående innrim.

1.1 hitte] finne, komme over

1.2 i noget Kald] i noen stilling (i samfunnet); jf. FV 7.11.5.

1.3 Slet uden Smitte] fullstendig

1.4 Fald] Synd

1.6 Gienvordighed] motgang, ulykke; tanken er altså at et syndig liv straffes i form av ulykker og motgang i livet på jorden.

1.7 Stød] anslag

1.9 Stedse] alltid

2.1 gange] gå (på bena)

2.2 Karm] vogn

2.5 sencker] synker; dikterpresten har personlig erfaring i dette henseende; se hans «Betenckning ofver Dend Søe-Skade, Ao 1692 tildragen paa Stats-havet hvor Jeg forliste Jegt og gods, og af 14 à 1500 Rixdaler capitall, ey fick en eniste Skilling reddet» (SV 1.181).

2.6 Brand] Dikterpresten tolker også den store bybrannen i Bergen 1702 som Guds straffedom; se hans to «Plaster», SV 1.224–:43.

2.7 syyg] Sykdom føyer seg inn i rekken som en tredje straff for et syndefullt liv. I sin «Klage-Sang» resonnerer dikterpresten slik om sin egen nyresten: «Har jeg, o Gud, fortørnet dig,/ Saa har du nu hudflenget mig,/ At jeg er om og om bespent / Og faaer den Løn jeg har fortient» (SV 1.433).

2.8 trenge] tynge, plage

2.9 Jammer-Stand] en ynkverdig, elendig tilstand

3.1–:2 Trøyen […] klapped] prylt; trøje brukes ikke sjelden i betydningen «kropp».

3.2 brav] rikelig, grundig; adv.

3.3–:4 løyen […] af] berøvet ved løgnaktig adferd

3.5–:6] Parti […] Part] noen […] andre; jf. TB 6.2–:3.

3.6 bange] angstfull

3.8 Ønsker Fanden i hver anden] Dvs. de (mannen og kvinnen) ønsker Fanden i hverandre.

4.2 den onde Mand] Djevelen

4.3 Møye] motgang, bekymring

4.9 Brand og Glød] brennende varme; retorisk hendiadyoin (ett ved hjelp av to).

5.2 Kaarset] lidelsen; jf. Luk 14.27: «Og hvo som icke bær sit Kaars, og efterfølger Mig, hand kand icke være min Discipel.»

5.2 vældig] mektige

5.3 O at] gid; uttrykker et ønske (optativ).

5.5 kysse Guds Tugtis Riis] Ordspråklig: ydmyke seg etter Guds refselse, krype til korset (ODS, jf. Mau 1879: 1.582).

5.7 takke] takk; oppfordr. konj.

5.8 Som ey skader] Jf. Ordsp 23.13–:14: «Lad icke af at tucte den Unge; thi dersom du hugger hannem med Riis, da tør mand icke aflifve hannem. Du hugger hannem med Riset; men du frelser hans Siæl fra Helfvede.»

5.9 Lov og Priis] lovprisning; retorisk hendiadyoin.

6.1 sider] sitter; formen med enkel konsonant fremtvunget av rimordet («Tider», 6.3).

6.5 Den Hand refser] Hebr 12.6: «Thi hvilcken HERren elsker, den tugter Hand; og Hand hudstryger hver den Søn, som Hand annammer»; jf. Ordsp 3.12.

7.1 Kaarset] lidelsen; jf. 5.2 ovf.

7.3 Slumpe-Lykke] tilfeldig ulykke; jf. Am 3.6: «Er der og en Ulycke i Staden, som HERREN icke giør?»

7.8 sig tildrager] inntreffer

8.1 Tænk ey] tenk ikke at

8.1 Kors og Møye] lidelse og motgang; jf. 5.2 og 4.3 ovf.

8.4 Hos] på

8.4 snoor] vender

8.5 Ja det heder] Sal 75.7: «Det hafver ingen Nød hvercken, af Øster, eller af Vester, eyheller af Biergene i Ørcken. Thi Gud er Dommere, som nedtrycker den Eene, og ophøyer den anden.»

8.7 og ey] heller ikke

8.9 Ley] vei, skipsled; norvagisme; jf. Jakobsen 1952: 127.

9.1 ingenlunde] slett ikke

9.2 virke] utvirke, avstedkomme

9.4 afbede] be om fritak for

9.5 Forlindring] lindring, reduksjon

9.6 vor Straffes] våre straffers; flt.

9.7 At du os dog ey tilmaaler] måtte du likevel ikke gi oss

9.8 Bedsker Skaaler] Dvs. strengere straffer; jf. Mark 14.36.

10.1 maaer] makter, formår

10.4 Brudne Rør] brukne siv; brukt om mennesker; Jes 42.3: «Hand [min tjener] skal icke sønderbryde det knusede Rør»; jf. TB 1.16.3.

10.4 svage straa] Også dette uttrykket brukes i Bibelen om mennesker, jf. 2 Mos 15.7: «[…] thi der Du udsendte din Vrede, da fortærede hun dem som Straa.»

10.6 Kaaber-Verk] kobberarbeid; her skulle man kanskje tro at kobber ville stå som en motsetning til jernet i verset over, ettersom kobber er et mykt og føyelig metall. Eriksen vil løse problemet med å vise til et uttrykk på latin: «En Forskansning af Kobber, murus aheneus« (SS 1.359). Dette uttrykket har sitt opphav hos Horats, Od. 3.3.65 og Ep. 1.1.60, som bruker det om en tenkt, tredobbel mur av bronse, et forsvarsverk som ville gjort et nytt Troja uinntakelig.

10.7 Spendt dog ey forhøyt din Bue] still ikke for høye krav slik at noe brister el. går galt. Imperativen har utlydsherding; jf. Sktr 2.57.

10.8 Formue] evne, kraft

10.8 lidt kan due] duger i liten grad

10.9 Leeg og Klærk] lekmann og prest

11.6 Israel] kirke; i NT utvides betydningen av navnet Israel til å omfatte hele kristenheten.

11.7 Synd-Floden] Guds straff (ikke nødvendigvis i form av oversvømmelse)

11.8 Blive standen] bli stående. Meningen med strofens tre siste vers synes å være at Guds straff av menneskene på jorden ikke er stabil og forutsigelig, selv om den vil avta med tiden.

11.9 hid og did] Jf. 1 Mos 8.5: «Og Vandet forløb fast, og formindskedes indtil den tiende Maaned.»

12.2 fordrugned] oversvømt; jf. 1 Mos 8.5: «Paa den første Dagi den tiende Maaned lode Toppene af Biergene dem tilsiune.»

12.3 reyser Foden] Jf. Sal 145.14: «HERren opholder alle dem, som falde; Og opløfter alle dem som ere nedslagne.»

12.4 hver forfalden Krop] hvert syndige menneske

12.5 Dend Retfærdig] Jf. Sal 55.23: «Kast din Omhu paa HErren, Hand skal forsørge dig; og hand lader den Retfærdige icke faa Uroe evindeligen.»

12.8 hun raver] hun [den personifiserte tid] sjangler

12.8 traver] løper

12.9 snoe] vende (til glede)

13.1 buldre] larme, tordne

13.5 demødigt] ydmygt

13.7] Man skulle ha ventet komma til slutt i dette og følgende vers.

13.8 svømme] strømme, flyte

13.9 som Avn for Vind] som agner for vinden; jf. Sal 1.4–:5: «De Ugudelige ere icke saa, men lige som Afner, der Veiret bortspreder. Derfor blifve de Ugudelige icke bestandige i Dommen, eyheller Syndere i de Retfærdigis Meenighed.» Jf. TA 9.37.4.

14.1 fast] upåvirkelig

14.1 brumle] brumme, brøle

14.2 fort] vedvarende

14.3 tumler] svinger seg

14.4 sat Stang derfor] stengt for det

14.5 Meed] merke

14.7 den] Dvs. den elendige sorgen

14.9 forseed] forutsett

15.2 forsickred] sikre, uten tvil

15.5 den hellige Høyheds Sted] Jf. Jes 57.13 (57.15): «Thi saa siger den Høye og Ophøyede, som boer ævindeligen, hvis Nafn er hellig: Jeg boer i det Høye og i Helligdommen, og hos dem, som hafve en sønderknuset og ydmyg Aand; paa det at Jeg vil vederqvæge de Ydmygis Aand, og de sønderknusedis Hierter.»

15.6 At] idet vi ber om at

15.8 Møye] motgang, bekymring

15.9 Dine Helgen] de troende, saligkårede mennesker; jf. TA 10.21.1.

16.1 Frels dem som dig frygte] Jf. Sal 85.10: «Dog er jo hans Hielp nær hos dem, som Hannem frycte, at ære boer i vort Land.»

16.3 den Blindis Løgte] Jf. Job 29.15: «Jeg [Job] var den Blindis Øye, og den Haltis Fødder.»

16.5 Vær den Fader-løes et Forsvar] Jf. Job 29.12: «Thi jeg reddede den Fattige, der hand skreg: og den Faderløse, som hafde ingen Hielpere.»

16.6 Hielp den Arme] Jf. Job 29.16: «Jeg var de Fattigis Fader.»

16.7–:8 den som betænker Fattig Enker] Jf. Job 29.13: «Hans Velsignelse, som skulde forderfvis, kom ofver mig; og jeg glædde Enckernis Hierter.»

17.3 Lad din Aand os leede] Jf. Sal 143.10: «Lad din gode Aand føre mig paa slet Vey.»

17.7 Vellysters Søvn og Leye] den sløve tilstand som vellevnet lett kan føre til; jf. FV 2.9.1 og 2.14.2.

17.8 hendreye] vender seg

17.9 Fordervelsens mørke Sti] Jf. Ordsp 2.13: «Som forlade den rette Sti, og gaa den mørcke Vey.»

18.1 Til det allersiste] helt til slutt

18.2 hiertelig] av hjertet

18.9 At du løser ald haarde Baand] at du løser oss fra (dødens) ubarmhjertige lenker

19.2 Dievle-Træk] djevelsk list el. knep; ent. el. flt.

19.4 De fordømte Siæle] de fortapte sjeler; dvs. de som ikke vil bli frelst, men som er dømt til evig pine.

19.5 til Pølen ned] Jf. Åp 21.8: «Men de Mistrøstige, og Vantro, og Gruelige, og Manddrabere, og Skiørlefnere, og Troldkarle, og Afgudiske, og alle Løgnere, deris Deel skal være i Pølen, som brænder med Ild og Svofvel, hvilcket der er den anden Død.»

19.8 qvæde] synge (lovsang); jf. TA 6.21.4.

20.7 det Sæde] den plass

20.8 beredde] sørget for, laget

20.9 Lov skee] lovet være


Den Niende Sang
Fadervårs avslutning, slik den formuleres i Matteusevangeliet (6.13), inneholder i realiteten fire momenter. Det bekreftes at Gud styrer verden (riket), at all makt er hans, at også æren tilkommer ham, og, til slutt, at disse tre forholdene ikke er underlagt noen tidsbegrensning. Denne firedelingen kan langt på vei gjenfinnes i dikterprestens sang. Første og siste strofe (26) utgjør en ramme for behandlingen av gudsriket, makten og æren; i den første parafraseres Matteusevangeliets tekst, i den siste uttales det avsluttende «amen». Innenfor denne rammen faller sangen i fem deler. Første del (str. 2–:5) fastslår at den kristne verden er gudestyrt eller teokratisk: det at alle jordiske riker ligger under Gud; verdslige myndigheter styrer bare på Guds vegne. Annen del (str. 6–:11) påpeker tidsbegrensningen av all verdslig makt; bare Guds makt varer evig. I tredje del (str. 12–:16), hvis begynnelse markeres med en apostrofe av Gud («O Herre», 12.2), utbroderes Hans allmakt og verdslighetens tilsvarende avmakt. Fjerde del (str. 17–:21) skiller seg ikke sterkt fra den tredje, men innledes med en fornyet apostrofe. Her gjentas det sentrale poenget: at all makt på jorden har sitt opphav i Gud. Den femte og siste delen (str. 22–:25), som igjen fornyer apostrofen, omhandler så æren.

tit.] Formulering som hos Chr. IV (Matt 6.13). Luthers Lille katekisme inkluderer ikke Fadervårs avslutningsformel, hvis status i overleveringen er omdiskutert. I Vulgata finnes den ikke, heller ikke i Luthers oversettelse. Senere danske oversettelser har den i Matteusevangeliets versjon; men ikke i Lukasevangeliets (Luk 11.2–:4). Den svaningske Bibels (1647) versjon av Matteus gjengir den i parentes: «(Thi dit er Riget, oc Kraften, oc Herligheden, i ævighed) Amen.» Vår siste norske oversettelse (2005) inkluderer denne setningen med en fotnote som tar forbehold med hensyn til overleveringen. Luthers Lille katekisme, som dikterpresten foregir å bygge på, er altså taus på dette punkt. Men tidens katekismer kommenterer likevel denne Fadervårs «Beslutning». Aaskow (1692) formulerer seg for eksempel slik: «Med disse Ord, ville vi bevege Gud til at bønhøre os: og Gud forsickrer os med det samme om en naadig Bønhørelse. Thi vi ere hans Undersaatter i hans Rige, og hand vor Konge, derfor vil hand bønhøre og hielpe: Hand allmæctig, der fore kand hand hielpe: Det gielder hans Ære, derfore skal hand og bønhøre og hielpe os» (s. 109). Luthers Lille kommenterer imidlertid det avsluttende «Amen» (Luther 1616: 87): «Amen. Dette Ord er derfor lagd her til, at jeg skal være aldelis viss derpaa, at denne min Bøn er antagen og Bønhørd af min Fader, som er i Himlene, Thi hand haffuer befalet at wi skulle bede, oc lagde en forjættelse til befalningen, saa det skal skee, at hand skal bønhøre oss. Amen, Amen. Visseligen skulle alle de ting giffues dig.» Det hebraiske ordet amen er hentet fra den jødiske liturgien: Menigheten gir der sin tilslutning til prestens bønn ved å rope «amen», dvs. «i sannhet» eller «la det skje». Ordet ble så overtatt i det greske kirkespråket til avslutning av bønner (jf. 1 Kor 14.16).

mel.] To av de tre tilnærmet fullstendige manuskriptene (O og D) oppgir «Jeg kand ey lenger blifve ô Coridon etc.» som forelegg, åpenbart det samme som er brukt i evangeliesangen til tiende søndag etter trefoldighet: «Jeg kan æj længer vagte, o Coridon hos dig» (SV 3.340). Corydon tilhører som navn hyrdepoesien, for eksempel Bordings, og kan føres tilbake til Vergils genrekonstituerende Ekloger (2.1), men den sangen dikterpresten refererer til, kjennes ikke annetstedsfra (Schiørring 1.254). I den bevarte 1700-tallsbibliografien over Petter Dass’ dikt finnes Corydon-navnet i tittelen på en leilighetsdikt fra 1672: «Vise med den Titul: Coridons Landflygtighed. 1672. NB: Denne Vise blev giort, da Author havde kommet sin Fæstemø for nær, hvorfore hand motte reise til Kiøb.havn om Opreisning» (Midbøe 1947: 163). En tilføyelse (med annen hånd) i T oppgir «Bedrøf dig Skelf ey Søster», men heller ikke denne visa er nå kjent annetstedsfra.

1.3 Siunger og bekiende] Inkonsistensen er påfallende: Det siste verbet har flertallsbøyning, det første ikke.

1.4 Riget det er dit] Jf. 1 Krøn 30.11 (29.11): «Dig [Herre] bør Majestet og Mact, Herlighed, Seyer og Tack; thi alt det som er i Himmelen og paa Jorden, det er Dit; Riget er dit, og du er ophøyet ofver alle til Øverste.»

1.5 HErre-Magt] en husherres myndighet til å bestemme over sine egne slaver eller tjenere (lat. potestas dominica).

1.6 gandske] hele

1.7 udstrakt] utbredt

2.2 opsat] plassert

2.4 Stand og Statt] levemåte og fornemhet; fornemme levevilkår

2.7 De haver det] det har de; kurant ordstilling

3.1 Det være] la det være; oppfordr. konj.

3.4 legger dem det til] gir dem det

3.5 sætter Konger ind] innsetter Konger; jf. Dan 2.21: «Hand [Gud] omskifter Tid og Tilstand: Hand afsætter Konger og indsætter Konger; Hand gifver de Viise deris Viisdom, og de Forstandige deris Forstand.»

3.7 Som hærsker mod hans Sind] som styrer på en måte som strider mot hans vilje

4.1 Kiempe] kriger

4.1 lide] stole

4.4 Agt] hensikt, forsett

5.1 Ahsverus] Dass gjenforteller historien om kong Ahasverus og hans kvinner i sin gjendiktning av Esters bok i Trende Bibelske Bøger (SV 3.54). Perserkongen Xerxes I, som i Esthers bok kalles A(ha)sverus, ble i likhet med lyderkongen Krøsus en eksempelfigur for en konge som lever i ufattelig luksus. Dass refererer til «Ahsveri Banquet» i sin innledning til Nordlands Trompet (SV 1.21).

5.2 Monark udi sitt Brev] To –: eller tre –: brev er viktige i den historien som fortelles om kong Ahasverus: Først, etter å ha blitt trosset og ydmyket av sin dronning, Vasti, sender kongen ut et brev til alle sine land og riker som innskjerper at «hver Mand skal være Ofverherre i sit Huus» (Est 1.22), dernest sender han ut et tilsvarende brev om «at ødelegge, at ihielslaa, og at omkomme alle Jøderne, baade Unge, og gamle; Børn og Qvinder» (Est 3.13), et brev som senere, takket være Ester, blir tilbakekalt (Est 8.5).

5.3 Et hundred, siuv og tive] Est 1.1: «Den tid Kong Asverus regierede fra India indtil Morland ofver hundrede og siv og tive Lande.»

5.6 henfalden] overdratt (og utarmet); partisippbøyningen er kurant.

5.7 Skiød] varetekt

6.1 vexlis] overføres, utveksles

6.3 Stolen] tronen

6.7 vaar] Lang vokal markeres med dobbeltskriving (jf. Sktr 2.322 og 344), men rimet (staar–:vaar) er ikke enestående.

7.1 du saasom den gamle] Det refereres til Gud på dommedag, slik han fremstilles i Johannes’ åpenbaring. Han omtales der riktignok ikke som «gammel», men som den «som sad paa Stoelen, Den som lefver fra Evighed til Evighed» (Åp 4.9).

7.3 Da skal sig for dig samle] Jf. Åp 7.9: «Derefter saae Jeg, og see: en stor Skare, hvilcken ingen kunde telle, af alle Hedninge, og Folck, og Slegter, og Tungemaal, stode for Stolen, og for Lammet, klædde med hvide Kiortler, og Palmer i deris Hænder.» Det profeteres om konger spesielt i Åp 17.9–:11.

7.5 Potentat] statsoverhode, regent

7.7 Mayestat] ærverdighet, myndighet; formen på -stat (ikke -stæt) er den gamle, som ligger tettest opp til den latinske (maiestat-).

8.1 Regimente] styre

8.2 tit] ofte

8.3 indrente] innbringe, gi som utbytte

8.5 Forsiun] forsyn, styrelse

8.5 staar ved] står fast

8.7 ald Nødtørftighed] alt man trenger til livets opphold

9.1 Saulus faar en Krone] Gud utpeker gjetergutten Saul til Israels første konge i 1 Sam 9.16. Så salves han av Samuel, dommeren, i 1 Sam 10.1. Kongeverdigheten stadfestes av folket i 1 Sam 11.15. Noen krone i bokstavelig forstand er det aldri snakk om.

9.2 Paulus faar en Bog] Heller ikke dette utsagnet kan oppfattes bokstavelig. Paulus får aldri noen bok. Men han blir en Jesu apostel som forkynner evangeliet (som jo kan oppfattes som «bok»): jf. Rom 1.

9.3 Adam faaer en Kone] 1 Mos 2.21–:22: «Da lod Gud HERREN en dyb Søfn falde paa Mennisken, og hand sof: Da tog Hand et af hans Rif-been, og lucte Steden igien med Kiød. Og GUD HERren bygde en Qvinde af Rif-beenet, som Hand tog af Mennisket, og ledde hende til hannem.»

9.6 Betler] tigger

9.6 Posse] tiggerpose

10.1 Herrer] makthavere

10.2 Mennisken] mennesket

10.4 Som] likesom

10.5 Forraadnelsen de seer] Jf. Sal 16.10: «Thi du [Gud] lader min Siæl icke blifve i Helfvede, og ey heller tilstæder, at din Hellige raadner.»

10.6 Et Hus paa andet falder] Luk 11.17: «Da fornam Hand [Jesus] deres Tancker, og sagde til dem: Hvert Rige, som vorder ueens med sig self, blifver øde, og et Huus falder ofver det andet.»

10.7 Alt Kiød] alt legemlig el. menneskelig; jf. f.eks. 1 Mos 6.13: «Da sagde GUd til Noe: All Kiødsens Ende er kommen for Mig.»

10.7 Støv] Jf. 1 Mos 2.7: «Og GUD HERREN hafde giort Mennisken af en Jord-klimp; og blæsde en lefvende Aand i hans Næse.»

10.7 Leer] Jf. Job 10.9: «Tænck dog, at Du [Gud] giorde mig af Jord, og at Du skal giøre mig til Jord igien.» Se også Jes 64.8. Om menneskelegemets forgjengelighet, kjødet, brukes i bibeloversettelsene leire, støv og jord til dels om hverandre.

11.1 Guds Ild] Ifølge Johannes’ åpenbaring kommer dommedag med ild; se Åp 20.9: «Og der falt Ild fra Gud af Himmelen, og fortærede dem.» Også i Det gamle testamente bruker Gud ild som straff, se f.eks. Sal 11.6). Forestillingen her er den samme som den vi finner i den katolske rekviemmessen, «Dies irae» (1.1–:2): «Dies irae, dies illa, / Solvet saeclum in favilla»: «vredens dag, hin dag, vil oppløse verden i flammer», se Blume og Bannister 1915: 269–:70.

11.1 opæde] fortære

11.2 Det gandske Firmament] himmelhvelvingen; jf. TA 1.22.–:23.

11.4 Til Aske blive brendt] som blir brent til aske

11.5 Ald Jorden] hele jorden

12.3 Hvo] hvem

12.3 dig det formeene] berøve (el. nekte) deg retten til det

12.7 Alt] Ordet brukes her i forsikrende betydning og kan vanskelig erstattes av et synonym.

12.7 dit Guddoms Ord] I 1 Mos (1.1 ff) skaper Gud verden ved språkhandlinger; jf. Hebr 11.3: «Formedelst Troen mercke vi, at Verden er bered ved Guds Ord.» I Johannesevangeliets prolog fremstilles Ordet først som identisk med den evige Gud (1.1), deretter som inkarnasjonen (1.14).

13.1 En Pharao] 2 Mos 14.1–:4: «OG HERREN talede til Mose, og sagde: Tal til Israels Børn, og siig dem, at de drage om, og slaa deris Leyer hos den Dal Hiroth imellem Migdol og Hafvet mod Baal Zephon, og leyre dem der, tvert ofver hos Hafvet. Thi Pharao skal sige om Israels Børn: De fare vild i Landet; Ørcken hafver beklemt dem. Og jeg vil forhærde hans Hierte, at hand skal forfølge dem; Og Jeg vil legge Ære ind paa Pharao, og all hans Mact, og Ægypterne skulle befinde, at Jeg er HERren: Og de giorde ligesaa.»

13.1 fortryder] ergrer seg over

13.3 Mosen] Moses; gr. akkusativform bevart på latin og deretter dansk. Akkusativ (Mosen) synes på 1600-tallet å konkurrere med dativ (Mose) etter ved, tilsvarende ved Christum (akk.) og ved Christo (dat.) uten betydningsforskjell.

13.4 Kongen] farao

13.4 gram] forbitret; jf. FV 2.9.4.

13.6 hvor] at

13.7 I Havet skall forgaae] 2 Mos 14.26–:28: «Da sagde HErren til Mose: udræck din Haand ofver Hafvet, at Vandet falder tilbage ofver Ægypterne, ofver deres Vogne og Reysnere. Saa udracte Mose sin Haand ofver Hafvet, saa kom Hafvet igien i sin Strøm før Morgenen; Og Ægypterne flyede der imod: Saa støtte HERren dem midt ned i Hafvet. Og Vandet kom igien, og skiulte baade Vogne, og Reysner, og all Pharaos Mact, som hafde fuldt efter dem i Hafvet, saa der blef icke Een igien af dem.»

14.1 tilhaabe] til hope, alle som én

14.2 Førsterne] andre statsoverhoder

14.3 sammenraabe] sammenkalle

14.4 I Marcken ud at gaa] for å dra ut i krig

14.6 hans Salved] Kristus; jf. Apg 4.26: «Jordens Konger traadde tilsammen, og Førsterne forsamlede sig tilhobe, og imod HERREN, og imod hans Christum.»

14.7 Det skeer dem selv til Harm] så blir det bare til skade for dem selv

15.2 drister paa] stoler på

15.3 pucker] brisker seg

15.4 Som] som om

15.6 Karl] (ung) mann

15.6–:7 løftet Af Sadlen] beseiret, satt ut av spill. Uttrykket kan føres tilbake til ridderturneringenes tvekamper.

17.3 Samson Løven river] Dom 14.5–:6: «See, da kom en ung Løve brølende imod hannem [Samson]. Og HERrens Aand blef kraftig i hannem, og hand sønderref hende som mand slider et Bucke-Kid, og hand hafde dog slet intet i sin Haand.» Samson oppfattes gjerne som en prefigurasjon av Kristus. Jf. TA 5.9.1, FV 7.20.5 og «Samsons Historie», SV 2.39 ff (str. 5).

17.4 flakt] trevlet; av flække

17.5 Er hand end nok saa sterk] uansett hvor sterk han er

17.6 At hand kand tusind’ fælde] Dom 15.15: «Og hand [Samson] fant en raaden Asen Kæfte, da udrackte hand sin Haand, og tog den, og slog der med tusinde Mænd.»

18.1 Hans] Samsons; se forrige strofe.

18.2 dreev] satte i gang

18.3 Der] da

18.4 Hand svag som andre bleev] Den underskjønne Dalila lurer Samson til å fortelle henne at hans umåtelige styrke ligger i håret, hvorpå hun raker det av mens han sover. Dermed kan ikke Samson lenger rive seg løs fra de repene Dalila har bundet ham med; Dom 16.20: «Og hun [Dalila] sagde: Philisterne ofver dig Samson; Der hand vognede nu op af sin Søfn, tænckte hand: Jeg vil gaa ud, som jeg hafver ofte giort, jeg vil slide mig løs: Og han veedste icke, at HERREN var viget fra hannem.» Jf. «Samsons anden Historie», SV 2.48 ff.

18.5 Naar GUd târ sit igien] når Gud tar tilbake sine nådegaver

18.6 Seyer-løse] Her ligger et ordspråk (Peder Laale, nr 102, se Kjær og Kousgård Sørensen 1979–:1987: 1.1–:1.2) til grunn: «kæmper fallæ alle seyer løsæ», dvs. at selv den tapreste kjempe til slutt faller og dermed ikke får oppleve seieren.

18.7 hen] ned

19.1 Vælde] makt; hankjønn er kurant.

19.2 Anslag] planer; jf. Sal 20.5: «Hand [Herren] gifve dig, hvad dit Hierte begierer; og fuldkomme alle dine Anslage.»

19.3 den Spurr] den spurv; formen er kurant. Jf. Matt 10.29: «Kiøber mand icke to Spurre for en Pending? Alligevel falder der ingen af dem paa Jorden uden eders Fader» og ordspråket «en spurv i haanden er bedre end ti paa taget» (hos Moth, iflg. ODS).

19.3 fælde] få til å falle

19.5 Konst] kunnskap; jf. 1 Kor 3.19: «Thi denne Verdens Viisdom er Daarlighed hos GUD.»

19.6 Det Haar, der hviit er farvet] Ordspråklig (om alderens uavvendelighet), men ikke funnet belagt.

20.1 Striden at fuldende] Jf. 2 Tim 4.7: «Jeg hafver stridet en god Striid; Jeg fuldkommede Løbet; Jeg beholt Troen.»

20.2 Vor Styrke hielper ey] Jf. Am 6.13: «Og I fortrøste eder paa det, som er saa aldelis intet; og I sige: Hafe vi icke taget os Magt med vor Styrcke?»

20.3 snart] raskt

20.4 vor fødders Vey] veien vi skal tilbakelegge; den blir med andre ord ikke kortere om man løper.

20.5 Næring] åndelig utvikling

20.6 viis og kloge] Jf. 1 Kor 1.19–:20: «Thi der staar skrefvet: Jeg vil til intet giøre de Viises Viisdom; Og de Forstandiges Forstand vil Jeg bortkaste: Hvor ere de Kloge? Hvor ere de Skrift-lærde? Hvor ere de Verslige Viise? Hafver icke GUD giort denne Verdens Viisdom til Daarlighed?»

20.7] Men den slags har Gud skaffet til veie. Dette verset inneholder et tekstkritisk problem. Førsteutgavens tekst (1715Lyn) gir ikke mening: «Men sligt er GUds Udrætt». Ordet udrætt er nemlig ikke bevart annet enn som perf. part. til verbet udrede. Like fullt bevarer alle utgaver (inkl. 1875Eri), unntatt én, førsteutgavens tekst på dette punkt. Unntaket er 1720Boc, som erstatter Udrætt med Idrætt, en løsning som i og for seg synes å gi mening. Når 1720Boc retter en feil fra førsteutgaven, pleier imidlertid de neste utgavene, i alle fall 1722Nør, å følge etter. Men det skjer ikke i dette tilfellet. Setterne må ha funnet rettelsen utilfredsstillende og dermed rettet tilbake til Udrætt. Dikterens første versjon, som er bevart i avskriftene (D O T), har imidlertid en helt grei linje: «Men sligt er Guds Forsett». At «Forsett» har blitt til «Udrætt», kan imidlertid neppe bero på andre enn opphavsmannen selv. Dersom «Udrætt» skal bli stående, må den beste løsningen etter mitt skjønn være å foreta den syntaktiske rettelsen fra «er GUds» til «har Gud». Et godt alternativ er å emendere til formuleringen i D O T.

21.1 de Stolte] de fornemme

21.1 braske] oppføre seg brautende

21.2 Puk] overmodig, skrytende oppførsel

21.2 Trods] gjenstridighet

21.3 Støv og Aske] Jf. 1 Mos 18.27: «Abraham svarede, og sagde: See, jeg hafver dristet mig til at tale med HERren, alligevel at jeg er Jord og Aske»; jf. str.10–:11 ovf.

21.5 De Store] de rike og mektige

21.5 feyler] forsynder seg, mislykkes

21.5 och] også

21.7 Paa HErrens Tælle-Stok] i Herrens regnskap; det er snakk stokker, man brukte til å føre et bylags bøteregnskap på. I en periode var det slik at hver enkelt bymann hadde et eksemplar, mens et annet eksemplar ble oppbevart hos oldermannen (tilsv. Gud). Jf. Rom 14.12: «Saa skal nu hver giøre GUd Regenskab for sig self.»

22.1 Ey os] ikke oss, dvs. ikke la oss bli regnet for ingenting i ditt regnskap

22.2 hør] tilhører

22.4 idel] ren

22.4 Lak] feil, lyte

22.5 Os hør vor Blussel til] oss tilhører skamfølelse

22.6 bør] tilkommer

23.1 Hvorfore] derfor

23.3 Det staar ey i vor’ Hænder] det er ikke opp til oss; jf. 1 Krøn 30.12 (29.12): «Riigdom, og Ære ere for dig [Gud]; Du regierer ofver alleting; Mact og Kraft staar i din Haand: I din Haand staar at giøre hver Mand stor og sterk.»

23.4 At vi gaar ind og ud] at vi beveger oss fritt omkring

24.1 Udvalde] troende, de som er frelsen verdig; jf. Åp 17.14.

24.2 de fire Diur] Åp 4.6–:7: «Og for Stoelen var et Glas-haf, ligesom Christal; og midt i Stoelen, og om Stoelen, fire Dyr, fulde med Øyen for og bag. Og det første Dyr var ligesom en Løve, og det andet Dyr var ligesom en Kalf, og det tredie hafde et Ansigt, ligesom et Menniske, og det fierde Dyr ligesom en flyvende Ørn.»

24.4 Med alle Creatuur] sammen med alle mennesker; flertallsformen er kurant.

24.6 Hæder, Magt og Styrke] Åp 4.11: «HERre, Du est værdig til at tage Priis, og Ære, og Kraft; Thi du skabte alle Ting, og formedelst din Villie hafve de deris Værelse, og ere skabte.»

25.1 alle Vand] alt vann; jf. TA 3.3.1. Ordet for vand er, i likhet med ordet for himmel, flertall på hebraisk. Dette flertallet har smittet over på dansk bibelspråk.

25.3 de] sc. vandene; det refereres til vannets kretsløp fra hav til vanndamp til skyer til regn og tilbake til havet.

25.7 ævindelig] til evig tid

26.1 AMEN] Se Luthers Lille forklaring til Fadervårs avslutning (sitert i komm. til sangens innledning).

26.3 alle Tunger] alle som kan tale; jf. Fil 2.11: «Og alle Tunger skulle bekiende, at JEsus Christus er en HERRE, til GUD Faders Ære.»

26.6 Fromme] troende, gudfryktige

26.6 timis] forunnes

26.7 Last] skade


DÅPEN


Daabens Sacramente
Katekismesangenes fjerde del omhandler det første av de to lutherske sakramentene, dåpen. Sakramentene er innstiftet av Gud og ikke «spundne af noget Menniskis Hofuet» (Luther 1629: 114v). Ettersom ingen kan være kristen uten å være døpt, og ettersom dåpen forutsetter visse kunnskaper, kreves det, ifølge Luther, grunnleggende undervisning på dette punkt (1629: 113v).

Dåpens sakrament er basert på Jesu egne ord slik de gjengis på to steder i Den hellige skrift: Matt 28.19 (den såkalte misjonsbefalingen) og Mark 16.16. Dass disponerer sine to sanger slik at den første tar utgangspunkt i Matteusevangeliet, mens den andre baseres på Markus. Slik disponerer også Johann Rist (1656) sine to sanger om dåpen (den første om misjonsbefalingen, den andre om gjenfødelsen).

Mellom innledningen (str. 1–3) og avslutningen (str. 35), er den første sangen organisert i tre hoveddeler: Den første delen (4–17) redegjør for hva dåpen er, og hva den gjør, dvs. dens makt over (arve)synden. Den andre (18–25) utlegger dåpen som mirakel. Og den tredje (26–34) oppfordrer alle foreldre om å følge Jesu befaling og døpe sine barn. I avslutningsstrofen (35) apostroferes Jesus med bønn om at han skal motta de unge sjeler slik en brudgom mottar sin brud.

I Den lille katekismen deler Luther sin forklaring i fire, Luther 1616: 88–93: «For det Første. Huad Daaben er. Daaben er icke slet Vand alleniste, men det er Vand som er indsluttet met Guds befalning, oc sammenføyet met Guds ord. Guds Ord som er sammenføyet met Daaben, er dette, Matth i det sidste [Matt 28.19]. Gaar hen lærer alle Folck, døbendes dem i Naffn Faderens, oc Sønnens, oc den Hellig Aands. For det Andet. Daabens Brug oc Ende. At den vircker i oss Synders Forladelse, Frjer oss fra Døden oc Dieffuelen, giffuer alle dem det Euige Liff, som troe dette Guds Ord oc Forjættelse. Guds Ord oc Forjættelse er denne, Marc. i det sidste [Mark 16.16]. Huo som troer oc bliffuer døbt, skal vorde salig, Men huo som icke troer, skal fordømmis. For det Tredie. Huorlunde kand Vand udrætte saa store Ting? Der suarer jeg paa. Vand uden tuil kand aldrig giøre det, Men Guds Ord som i oc met Vandet er, Item, Troen som troer stadeligen dette Ord der er lagt til Vandet, Thi der som det vaar uden Guds Ord, da bleff vand, vand, oc vaar icke Daab, Men effter at Guds Ord er tilhobeføyet met vandet, er det en Daab, det er, Naadens oc Liffsens Vand, oc Igienfødelsens Bad, i den Hellig Aand, som Paulus siger om Daaben, til Titum i det 3 [Tit 3.5–7]. Pauli Ord ere disse: Men han haffuer frelst oss efter sin Barmhiertighed, ved Igienfødelsens, oc den fornyelses Bad, som skeer ved den hellig Aand, huilcken hand haffuer udøst offuerflødeligen offuer oss, formedelst JEsum Christum vor Frelsere, Paa det at wi som aff hans naade ere rætferdig giorde, skulle være Arffinge effter det Euige Liffs haab, Det er en sand Tale. For det Fierde. Huad betyder Daaben? Jeg suarer der paa. Den betyder dette, at den gamle Adam, som er endnu i oss, skal døbis ved daglig Poenitentze, Det er: Drucknes aldelis i Vandet, oc døbis tillige met Synder oc Begærlighed. Oc at det Ny Menniske skal jo meere oc meere Dagligen opkomme oc opstaa, som Rætferdig oc reen aff all synd, stedse met Gud leffue skal. Det stadfester Skrifften til de Romere i det 6 [Rom 6.4]. Saa ere wi begraffne tillige met Christo ved Daaben i Døden, at lige som Christus er opvakt fra de Døde, formedelst Faderens Herlighed, saa skulle oc wi vandre udi et Nyt Leffnet.»

I Den store katekismen deler Luther kapitlet om dåpen i to: en generell del og én del viet barnedåpen spesielt, som svar på de kjetterske vrangforestillingene som er knyttet til den. Han påpeker at dåpsvannet er noe ganske annet og mer enn rent vann. Dåpsvannet inneholder «Guds Ord og Bud» (s. 116). Med troen kommer dåpen og med dåpen Den hellige ånd. Og «vore gierninger giøre intet til Salighed: men Daaben er icke voris, men Guds gierning» (s. 120). Luthers utlegning av dåpen kommenteres utførlig av Peters (1993: 4.71–128).

Kirkeordinansen (1607), som i lovs form fastlegger Kirkens dåpspraksis, omtaler sakramentet som «en Beseyling paa de Stycker, huilcke wi Tro om Christo» og «en Pact som Gud haffuer giort met oss vdi Christo» (s. 17–19v). Kirkeritualet (1685) gir presten de formuleringer som skal til, idet det innskjerper at dåp er å forstå som barnedåp: «INgen maa lade sine Børn opholde fra Daaben over den Tid, som Loven ommælder, i hvo det end være kand; men saa snart Barnet bliver fød til Verden, skal Christelige Forældre, eller andre hosværende drage Omsorg, at det ved Daaben bliver igienfød, det snareste skee kand» (s. 53 f).

I Norsk salmebok (1985), lar man fem av strofene her (11, 16, 9, 18 og 34) danne grunnlaget for en ny salme som uten videre påberoper seg Petter Dass som opphavsmann (jf. I.R. Hansen 1997: 212 og Haavik 2000: 60–61).

Laila Akslen utlegger denne sangen i sin bok Norsk barokk (1997: 172–79).

tit.] Den såkalte misjonsbefalingen, Matt 28.18–20: «Og JEsus traadde til dem, talede med dem [disiplene], og sagde: Mig er gifven all Magt i Himmelen og paa Jorden. Gaar fordi hen, og lærer alle Folck, og døber dem i Nafn Faders, og Søns, og den Hellig Aands: Og lærer dem at holde, alt det Jeg hafver befalet eder: Og see! Jeg er hos Eder alle Dage, indtil Verdens Ende.»

mel.] Om førsteutgavens kamuflering av melodiforeleggene, se Innl. 6.2. Manuskriptene har «Bargamasch», dvs. bergamask eller bergamasco, en type dansemelodi, opprinnelig fra Bergamo i Italia (Beck-Friis og Hambræus 1978). Bergamasken karakteriseres som en bondsk og uelegant pardans; vi kjenner den fra Shakespeares Midtsommernattsdrøm (V.1.360). På 1600- og 1700-tallet blir særlig én bestemt bergamask-melodi populær. Den bearbeides for ulike formål av flere kjente komponister. Michael Praetorius omtaler den i Syntagma musicum (1619), Girolamo Frescobaldi bruker den i Fiori musicali (1635), og J.S. Bach i sin «Quodlibet» i Goldbergvariasjonene (1741). Men en enkel tilpasning går det utmerket godt an å synge Dass’ første dåpssang til Frescobaldis (og Bachs) melodi.

1.2 foretager] tar opp til behandling

1.3 hvad Gavn] Jf. Luthers Store (1629: 117v): «[…] da maae vi oc lerre, huorfor, oc huortil hun [dåpen] er indsat, det er, huad hun gafner, gifuer oc skaffer.»

1.4 Den] Dvs. dåpen

1.6 Sætter ud paa Rente] Metaforikken er finansiell, som så ofte hos Dass. Kristendommen forstås, og forklares, imidlertid også i NT i økonomiske termer: Jesus har klarert menneskenes gjeld til Gud (synden): de lever derfor et liv i anger og bot. Her må vi forstå kapitalen som troen, som ved hjelp av dåpen (Den hellige ånd) kan forrente seg, dvs. styrkes, til Kirkens, de helliges samfunns, beste.

1.8 hâr at hente] skal innkassere

2.1 Order] befaling; da. ordre. D har riktignok «Ordrer».

2.3 Verden om] Matt 28.19, Mark 16.15: «Og Hand [Jesus] sagde til dem [disiplene]: Gaar bort i all Verden, og prædicker Evangelium for alle Creature» og Matt 24.14: «Og Evangelium om Riget skal prædickes i den gandske Verden, til et Vidnesbyrd ofver alle Folck: Og da skal Enden komme.»

2.3 fra Hav til Hav] Jf. Sal 72.8: «Hand [Gud] skal regiere fra et Haf indtil det andet; og fra Vandet indtil Verdens Ende.»

2.4 Ingen Fliid at spare] uten å spare på iherdigheten; inf. uttrykker hensikt.

2.5 At] for at

2.7 Jordens Kreds] hele verden; lat. orbis terrarum, norr. kringla heimsins. Verken Chr. IVs Bibel (1633) eller den svaningske (1647) bruker dette uttrykket.

2.8 En ævig GUd at være] at det er en evig Gud (akk. med inf. etter «lære» i 2.5); Sktr 2.357.

3.1 At] At-setningen står sideordnet med akkusativ-med-infinitiv-konstruksjonen i 2.8.

3.2 Lader dem tilbyde] tilbyr dem

3.3 u-opløsligt] ubrytelig

3.4 nyde] fåt, motta (som et gode)

3.5 Hvilken] som; viser til «Christendom» i verset over.

3.5 begynder] trer inn i

3.6 Naar at] når

3.8 At vaskis af sin Synder] for å få sine synder vasket bort; jf. Ananias’ ord til Paulus, Apg 22.16: «Og nu, hvi tøfver du? Stat op, og lad dig døbe, og aftoe dine Synder, og kald paa HERrens Nafn.»

4.1 Spørger du] Henvendelsen til en tenkt elev reflekterer prosakatekismenes oppbygning i spørsmål og svar.

4.1 hvad Daaben er] Slik innleder Luther sin forklaring i Den lille katekismen (se innl. komm. til denne sangen).

4.3 Anfang] begynnelse

4.3 i sær] fremfor alt

4.5 Hvo] den som

4.6 indløbe] komme inn, ankomme

4.7 vor HErres Naade-Stol] Hebr 5.3 (4.16): «Derfore lader os træde frem med Frimodighed, til Naade-Stolen, paadet vi kunde faa Barmhjertighed, og finde Naade paa den Tiid, som os giøres Hielp behof.»

4.8 Og uden Penger kiøbe] Jf. Jes 55.1: «Nu vel alle, som tørste, kommer hid til Vandet; og I, som icke hafve Penninge, kommer hid, kiøber og æder; kommer hid, og kiøber uden Pendinge, og for intet baade Viin og Melck» og Åp 22.17. Ordet gratis er egentlig abl. flt. av lat. gratia. Man får altså noe «for nåder» i stedet for penger.

5.1 et Bad af GUd] Tit 3.5–7: «Icke for de Retfærdigheds Gierningers skyld, som vi giorde; men efter sin Barmhiertighed giorde Hand os salige, formedelst Igienfødelsens Bad, og den Hellig Aands Fornyelse, Hvilcken Hand hafver udgydet rjgeligen ofver os, formedelst JEsum Christum vor Frelsere: Paadet at Vi skulde formedelst hans Naade være Retfærdige, og Arfvinge til det evige Lif, efter Haabet.»

5.2 Hvilket] som

5.2 indsætter] innstifter

5.3 Ey at toe] ikke for å vaske

5.3 Kiød og Huud] I 2 Kong fortelles om den syriske kongens hærfører Na’aman. Han er spedalsk, men etter å ha fulgt profeten Elisas råd og vasket seg syv ganger i Jordan, kom «hans Kiød […] til sig igien ligesom en ung Drengs Kiød, og blef reent» (2 Kong 5.14). Dette badet fungerer for hærføreren som et gudsbevis, men noen egentlig dåp er det ikke snakk om.

5.4 Plætter] flekker, skampletter

5.7 Adam] Som følge av syndefallet (1 Mos 3) blir Adam bærer av arvesynden; jf. 1 Kor 15.22: «Thi at ligesom de døe alle i Adam; saa blifve de alle lefvendegiorde i Christo.» Aaskow (1692: 115) forklarer «den gamle Adam» slik: «Ved den gamle Adam forstaaes ond Lyst og Begiærlighed til Synd, af vor syndige Natur, som vi hafve arfvet af det Første Menniske i Verden, som var kaldet Adam, som af ond Lyst og Begiærlighed aad af det forbudne Træets Fruct, og ofvertraade Guds Bud. Gen. 3.»

6.1 Blod] arv

6.2 tillige] sammen

6.3 Nyre-grod] inngrodd; jf. Sal 139.13: «Thi du [Herre] hafver mine Nyre i din Vold; Du skiulte mig i min Moders Lif» og Sal 7.10.

6.4 Kan ey let afvige] det kan man ikke lett unngå; elliptisk uttrykt

6.5 fødde Sønner] avlet (mannlige) etterkommere

6.6 skiønner] bedre, mer tiltalende

6.7 Contrafey] legemliggjørelse, portrett

6.8 rønner] erfarer

7.1–2 en Reen Af Besmitted] Job 14.4: «Hvo vil finde en Reen hos dem, der som ingen er reen?» Arvesynden er med andre ord uunngåelig.

7.3 Raaden Rod og raaden Green] Rom 11.16: «Er den første Grøde hellig, da er og Deyen hellig: Og er Roden hellig, da ere og Greenene hellige.»

7.4 tilsammen blive] bli værende sammen, høre sammen

7.5 Arv og Eye] besittelse, eiendom (fast uttr.). Her poengteres det altså igjen at det ikke går an å velge bort arvesynden; den er menneskenes lodd.

7.7 Jeg] Her (og i str. 10, 13 og 14) bruker dikterpresten seg selv som retorisk eksempel. Men ved den enkeltes sang overføres førstepersonspronomenets referanse fra dikteren til sangeren.

7.7 Sæd] slekt (dvs. menneskeslekten)

7.8 fød i syndig Leye] Sal 51.7: «See! Jeg er fød af syndig Sæd, Og min Moder hafver undfanget mig i Synd.»

8.1 Naturens Stand] naturtilstanden

8.2 Pige] ugift kvinne, tjenestepike; ordbøkene belegger ikke pige i betydningen «datter», som sideordningen her skulle tilsi. Men datter rimer ikke på «Rige» (8.4).

8.3 Kiød og Blod] 1 Kor 15.50: «Men dette siger jeg der om, kiære Brødre, at Kiød og Blod kunde icke arfve GUds Rige; Og skal det Forkrenckelige icke arfve det U-forkrenckelige.»

8.4 Himmerigis Rige] Jf. Matt 13.24: «Himmeriges Rige lignes ved et Menniske, som saade god Sæd i sin Aager.»

8.5 Mand skal Adam døde] Ef. 4.22: «Saa aflegger nu det gamle Menniske, efter den første Omgængelse, som forderfver sig, formedelst Lyst i Vildfarelse» og Kol 3.9. Aaskow (1692: 116) forklarer dette punktet slik: «Vi skulle døde den gamle Adam, at det Ny Menniske skulle jo meere og meere, dagligen opkomme og opstaa. Hvad er det: Det Nyt Menniske? Det Nyt Menniske er, at den, som ved Igienfødelsen er blefven et Nyt Creatur i Christo, Aand af Aand, fornyes i sit Sinds Aand, og ifører det Nyt Menniske, som er skabt efter GUD i Retfærdighed og Sandheds Hellighed. 2. Cor. 5,17 Joh. 3.6 Eph: 4.23.»

8.6 de nylig føede] de nyfødte (barn)

8.7 skabis om paa ny] Tit 3.5: «Icke for de Retfærdigheds Gierningers skyld, som vi giorde; men efter sin Barmhiertighed giorde Hand os salige, formedelst Igienfødelsens Bad, og den Hellig Aands Fornyelse.» Jf. 2 Kor 5.17: «Er fordi nogen i Christo, da er hand et nyt Creatur; det Gamle forgick: See! alle Ting ere blefne nye.»

9.1 Aand og Vand] Joh 3.5: «JEsus svarede: Sandeligen, sandeligen, siger Jeg dig; Uden saa er, at nogen blifver fød af Vand og Aanden, da kand hand icke komme i GUds Rige.»

9.3 Guds Rigis Dørre] Jf. Kirkeritualet (1685: 58–59): «HErre tag hannem (hende, dennem) til dig, og som du haver sagt [Matt 7.7], beder, skulle i faa, leder, saa skulle i finde, banker, saa skal eder opladis, saa giv nu denne (disse) som beder, dine Gaver, og oplad Døren for hannem (hende, dennem) som banker, at hand (hun, de) kunde faa den ævige Velsignelse i dette Himmelske Bad og dit Rige, som du haver os allesammen lovet og tilsagt formedelst vor Herre Jesum Christum Amen.»

9.4 aaben] åpne; flertallsformen er kurant; Sktr 2.197

9.5 i sin Moder] i sin mors liv

9.6 kon] kun

9.6 vissne Poder] Rom 11.24: «Thi, at er du afhuggen af det Olie-træ, som var vildt af Naturen, og er podet i det gode Olie-træ, imod Naturen: Hvor meget meere skulle de Naturlige, indpodes i deris eget Olie-Træ.» Jf. Joh 15.6: «Hvo som icke blifver i Mig [Kristus], hand skal bortkastes, som en Green, og visne. Og mand sancker dem, og kaster dem i Ilden at brænde.» Kirkeritualet (1685) formaner fadderne slik: «[…] at i da oplærer det (dennem) [barnet el. barna] udi Børne-Lærdommen, om i ere der tilstæde, at det (de) maa, naar det (de) opvoxer, blive ved Christum, ligesom det (de) nu ved Daaben er indpodet udi hannem» (s. 71).

9.8 JEsu Christi Broder] Dette aspektet ved dåpen, at den effektuerer et brorskap med Jesus, synes ikke å være nytestamentlig. Jesus omtaler disiplene som sine «brødre» i Matt 28.10. Uttrykket «brødre i Kristus» brukes i 1 Kor 15.31 og Kol 1.2. Men Kingo apostroferer Jesus som sin «kiære Broder» i «Mørket skiuler Jorderige» 8.1 (fra Vinter-Parten, 1689).

10.3 mit Liv det aandelig] Jf. Joh 3.6: «Hvad som fødes af Kiød, det er Kiød; Og hvad som fødes af Aanden, det er Aand.»

10.4 Christum] Lat. akk. styrt av ved.

10.5 HErrens Pode] Jf. komm til 9.6 ovf.

10.6 som i Christo groede] Jf. Joh 15.5: «Jeg er Viin-træet, I ere Greenene: Hvo som blifver i Mig, og Jeg i Hannem, hand bær megen Frugt; thi uden Mig kunde I intet giøre.» Christo er lat. abl., styrt av i.

10.7 Vandbadet i hans Ord] Ef 5.26: «Paadet Hand [Kristus] skulde hellige hende; og Hand rensede hende, formedelst Vandbadet i Ordet.»

10.8 skienked] gitt (som gave)

11.1 Vand og Blod] Dåpens vann og nattverdens blod; 1 Joh 5.5: «Denne er Den, som kommer med Vand og Blod, JEsus Christus: icke med Vand alleene, men med Vand og Blod: Og det er Aanden, som vidner, at Aanden er Sandhed.»

11.2 Kircken at begave] for å gi det som gave til kirken (det kristne fellesskap)

11.3 Hvilket] noe som

11.5 At] for at

11.6 svinde] bli borte. Versene her alluderer til innstiftelsen av nattverden, Luk 22.19–20: «Og Hand [Jesus] tog Brødet, tackede, og brød det, Og gaf dem det, og sagde: Dette er mit Legeme, som blifver gifvet for eder; dette giører til min Ihukommelse. Ligesaa og Kalcken efter Naderen, og sagde: Denne er det nye Testamentes Kalck i mit Blod, som blifver udgydet for eder.» Jf. 1 Kor 11.24–25.

11.7 Hu] hukommelse

12.1 Pagt] På latin oversettes gr. diatheke med testamentum; begge ordene betyr «pakt». Det gamle og Det nye testamente gir teologisk sett uttrykk for to forskjellige pakter mellom Gud og menneskene. Iflg. Paulus (2 Kor 3.14) oppheves den gamle i og med Kristus (jf. 12.5 ndf.).

12.2 Barnet skal omskiæris] 1 Mos 17.9–11: «Og Gud sagde til Abraham; Saa holt nu min Pact, du og din Sæd efter dig hos deris Efterkommere. Dette er min Pact, som I skulle holde imellem Mig og eder, og din Sæd efter dig: Alt Mandkiøn, som er iblant eder, skal omskiæres. Og I skulle omskiære Forhuden paa eders Kiød, det skal være den Pactis Tegen imellem Mig og eder.» Paulus utlegger dåpen som den nye pakts omskjæring i Kol 2.11–12. Nærmere om omskjærelsens gamle og nye pakt hos Erik A. Nielsen (2009: 140–46).

12.4 Funten] døpefonten. Ordet kommenteres av Peder Syv (1915: 138): «fordi de landflyktige Kristne maatte døbe børnerne i Kilderne her og der i skovene kaldede de det fonten og Funten» (av lat. fons, «kilde»).

12.5 Gamle Pagt er svunden] Jf. 2 Kor 3.14: «Men deris Sind ere forhærdede; Thi det samme Skiul blifver icke frataget indtil denne Dag ofver det gamle Testamente, naar de det læse, hvilcket der forgaar i Christo.»

12.8 Som Pagt med os har bunden] som har inngått pakt med oss (i og med dåpen).

13.1 de Gamle] de som levde før Kristus

13.2 omskaaren] omskårne; kurant flt.form

13.4 udkaaren] utvalgt

13.7 Gud Fader, Søn og Aand] Jf. Luthers Lille (gjengitt til innledning)

13.8 tillige] sammen

14.2 Vidne] vitnesbyrd

14.2 med] sammen med

14.3 blant GUds Helgens Tal] på listen over de utkårede

14.4 Tegnet] skrevet

14.6 Ind i Bogen skreven] Åp 3.5: «Hvosom ofvervinder, hand skal klædes med hvide Klæder; og Jeg vil icke udslætte hans Nafn af Ljfsens Bog; og Jeg vil bekiende hans Nafn for min Fader, og for hans Engle.»

14.8 sønderreven] revet i stykker; kurant intkj.form.

15.1 vel] godt, grundig

15.1 aftoer] vasker; jf. str. 5 ovf.

15.3 end] likevel

15.4 hin kaade] det tøylesløse

15.5 Hun] sc. synden personifisert

15.5 slet] uten videre, helt og holdent

15.5 aflader] opphører, gir seg

15.6 intet] overhodet ikke

15.7 fyldist giort] gjort opp; jf. komm til 1.5–8 ovf. og 16.5 ndf.

16.3 Bræk] skade

16.4 GUd] Gud gjorde opp for menneskenes synd ved å ofre sin sønn.

16.5 clarere] bringe i orden, ekspedere; jf. komm. til 1.6–7 ovf.

16.6 Os] av oss

16.8 Kon] bare

16.8 lenge nok] så lenge det skal være

16.8 bravere] braute

17.1 Dernest] Adverbet markerer overgang til et nytt moment: I tillegg til å frigjøre de troende fra arvesynden, fyller dåpen dem med styrke til å leve i henhold til Guds vilje, dvs. til å unngå selv å synde. Slik formuleres dette av Kirkeritualets foreskrevne bønn etter dåpen (1685: 69–70): «Den Almægtigste Gud, vor HErris JEsu Christi Fader, som dig nu haver igienfød formedelst Vand og den Hellig Aand, og haver forlat dig alle dine Synder, hand styrke dig med sin Naade til det ævige Liv! Amen!»

17.3 At] slik at

17.4 trolig] trofast

17.5 Tømme] tvang

17.7 At] slik at

17.7 alt mens] idet

17.8 undrømme] unnslippe

18.1–2 giør […] Hemmelig Foreening] forenes på ubegripelig vis

18.4 Fornuftens Meening] en fornuftig oppfatning

18.8 Løndom] hemmelighet

19.1 Kiød og Blod] 1 Kor 15.50: «Men dette siger jeg der om, kiære Brødre, at Kiød og Blod kunde icke arfve GUds Rige; Og skal det Forkrenckelige icke arfve det U-forkrenckelige.»

19.2 Dyb] uransakelighet, mysterium; jf. Rom 11.33: «O! hvilcket Riigdoms Dyb baade paa Guds Viisdom og Kiendelse: Hvor aldelis u-begribelige ere hans Domme, og Hans Veye u-randsagelige.»

19.3 Simpel] enkel, ulærd, enfoldig

19.7 ringe] ubetydelige

20.2 tegne] nedtegne, skrive

20.3 stragt] utstrakt, anbrakt

20.5 Indtil Jordens Ender] Jf. Sal 72.8: «Hand [Gud] skal regiere fra et Haf indtil det andet; og fra Vandet indtil Verdens Ende.»

20.6 Om] dersom

20.7 Hand i Vandet har sin Sti] Sal 77.20: «Din [Guds] Vey var i Hafvet, og din Stie i store Vand: og mand sporede dog icke dine Fødder.»

20.8 frit paa Skyen render] Jf. 5 Mos 33.26: «Der er ingen GUd, som Israels Gud: Den som sidder i Himmelen, Hand være din Hielp; Hans Herlighed er i Skyerne.»

21.2 Strømme] elver

21.3–4 Jernet […] Maa paa Bølgen svømme] 2 Kong 6.6, om profeten Elisja, som gjør et under da en øks (et «Jern») faller i Jordan under fellingen av et tre på elvebredden: «Og Guds Mand sagde: Hvor faldt det [Jernet] ned? Og der hand viisde hannem Steden, hug hand en Kiæp af, og kaste did bort, da svømmede Jernet.»

21.3 Rør] siv

21.5 Havit maa sig skille] Det refereres til jødefolkets utgang av Egypt, flukten over Det røde hav; 2 Mos 14. I Kirkeritualet (1685: 60) brukes den samme prefigurasjonen: ([…] oc [Gud] lod drukne den forhærdede Pharao med alle sine i det røde Hav, oc førde dit Folk Israel igiennem med tørre Føder, ved hvilket du betegnede den hellige tilkommende Daab, og ved din kiære Søns, vor Herris JEsu Christi Daab haver helliggiort og Indsat Jordans Flod og alle andre Vand til Salighedens Bad […].» Alterbogen følger opp (1688: 324).

21.6 lydagtig] lydig

21.6 Sig […] stille] stanse; «Vandet var dem en Muur», 2 Mos 14.22; jf. 22.7 ndf.

21.7 Bonden] (hav)bunden; skrivemåten er kurant.

21.7 slagen] rett og bred

22.1 Israel] jødefolket (på flukt fra Egypt); jf. 21.5 ovf.

22.5 Hannem] for ham, dvs. Farao

22.6 Dem] for dem, dvs. jødene

22.8 det] det at vannet stod som en mur på hver side

23.2 indgange] komme til, gå inn i (som om det var Det røde hav).

23.3 Adam] arvesynden; jf. Luthers Lille og komm. til 5.7 ovf.

23.4 fange] få

23.6 Hine] de andre, dvs. de udøpte

23.8 saa] slik, på denne måten

23.8 kunde] Her med fortidsreferanse til underet i Det røde hav. Ang. dåpen hadde vi ventet kan (som riktignok ikke rimer på «Grunde»).

24.1 Vandet i Bethesda Dam] Joh 5.1–15: Dammen ved Betesda hadde helbredende kraft: «Thi Engelen foer need i sin Tiid udi Dammen, og rørde Vandet; hvo som stigede da først ind udi, efter at Vandet var rørt, hand blef helbrede af hvadsomheldst Syge, hand var beheftet med» (Joh 5.4). Men den syke som ikke selv kommer seg oppi dammen, helbreder Jesus uten vann.

24.3 karsk] sterk

24.5 end] ennå

24.7 det Hellig Bad] Tit 3.5; jf. Luthers Lille og 5.1 ovf.

24.8 annamme] motta

25.2 Davids Huus] for Davids (konge)slekt

25.2 en Kilde] Nok en prefigurasjon for dåpen: kilden profeten Sakarja omtaler i 13.1: «Paa den Tiid skal Davids Huus og Borgerne i Jerusalem faa en fri aaben Kilde, imod Synd og Ureenhed.»

25.3 fort og fort] uten stans

25.4 Aarle, samt og silde] tidlig og sent

25.6 det] Hva «det» viser til her, er syntaktisk sett ikke ganske opplagt, selv om det i sammenhengen må være kildens vann.

25.7 stande] stå

25.8 GUds Navn skee Priis og Ære] Gud skje lov

26.1 Passer […] paa] pass på; imp.flt. Henvendelsen må være rettet til barns foresatte, jf. 29.1.

26.4 dem ey forhindre] Mark 10.14, gjengitt i Kirkeritualet (1685: 64–65): «Lader smaa Børn komme til Mig, og forhindrer dem ikke, thi Guds Rige hører saadanne til.»

26.6 Vand-Badet] Tit 3.5; jf. komm til 5.1 ovf.

26.8 Himmeriges Rige] Jf. 8.4 ovf.

27.1 forleent] gitt

27.3 formeent] nektet

27.5 skattere] takserer, verdsetter

28.1 en lille Lem] et menneskebarn, et lem på Kristi kropp; jf. 1 Kor 12.

28.2 Himmel-Gaver] nåden, frelsen, evig liv

28.5 Klode] Forestillingen om jorden som en klode (et rundt himmellegeme) strider mot skapelsesberetningens fremstilling, som Dass ellers slutter seg til; se TA 1.22–23. Enten er teksten inkonsekvent på dette punkt, eller ordet (klode) kan oppfattes i betydningen «himmehvelvingen», som ble tenkt halvkuleformet.

28.8 formode] forvente, håpe på

29.1 Agter] pass på; imp. flt.

29.3 Glemmer ey] glem ikke; imp. flt.

29.3 den Skyld og Ræt] forpliktelse og rettighet; jf. Kirkeritualet (1685: 53–54): «Men saa snart Barnet bliver fød til Verden, skal Christelige Forældre, eller andre hosværende drage Omsorg, at det ved Daaben bliver igienfød, det snareste skee kand.»

29.6 fornemme] merker, erfarer

29.8 gremme] forvolde sorg (ved at himmelens evige liv erstattes med Helvetes evige pine).

30.1 en Konge] Denne og de følgende to strofene er basert på 1 Kong 20.35–43, et etterspill til krigene mellom jødenes onde kong Akab og syrerkongen Benhadad. Herren gir Akab seieren, men Akab lar Benhadad slippe unna, noe som sterkt misbilliges av Herren.

30.2 Fordom en] en (konge) i gammel tid

30.3 Handel] hendelse

30.3 slem] avskyelig

30.4 Haver sig tildraged] har hendt

30.7 Forvar] pass på

30.8 undrende] rømme

31.3 din Siæl] 1 Kong 20.39: «Og der Kongen [Akab] drog der frem, da raabte hand [en profet] til Kongen, og sagde: Din Tiennere var dragen ud midt i Striden, og See, en Mand undvigede, og førde en Mand til mig, og sagde: Forvar denne Mand, er det saa, at hand kommer bort, da skal din Siæl være i stæden for hans Siæl, eller du skal veye et Sintener Sølf derfor.»

31.3 fort] bort

31.7 hid og did] her og der

31.8 løb hand paa Dørre] flyktet han

32.1 aabenbar] så alle hørt det

32.2 Du skal det undgielde] 1 Kong 20.40: «Og der din Tiennere hafde at giøre her og der, var hand icke meere der; Israels Konge sagde til hannem: Det er din Dom, du hafver den self sagt.»

32.3 din Mund] Neppe her brukt som skjellsord («storkjeft»); kan heller oppfattes som forklarende apposisjon til «dig»: «du har slått deg selv på munden.»

32.5 Jeg] Her fremstår dikterpresten i egen person med sin advarsel.

33.2 Barnet Daab maa miste] at barnet ikke blir døpt

33.6 Af din Haand og Næve] Esek 3.9 (3.20): «Naar jeg siger til den Ugudelige: Du skal visseligen døe; og du advarer hannem icke, og siger hannem det icke, at paaminde den Ugudelige at hand varer sig fra sit ugudelige Væsen, at hand maa lefve: da skal den Ugudelige døe, for sine Synders skyld; men jeg vil krefve hans Blod af din Haand.»

33.7 Det u-skyldig Barne-Blod] Jf. Matt 27.24–25: «Der Pilatus saae, at hand beskaffede intet, men at der blef meget større Bulder, da tog hand Vand, og toede Hænderne for Folcket, og sagde: Jeg er uskyldig i denne Retfærdigis Blod; Seer I til. Da svarede det gandske Folck og sagde: Hans Blod komme ofver os og ofver vore Børn.»

33.8 paa det yderst’ stræve] av all kraft forsøke å hindre det (at barnet forblir udøpt)

34.1 Bærer] bær; imp. flt.

34.1 Funten] døpefonten; jf. 12.4 ovf.

34.2 Planter] barn

34.3 JEsus skal velsigne dem] Mark 10.16: «Og hand [Jesus] tog dem [de små barna] i Fafn, og lagde Hænderne paa dem, og velsignede dem.»

34.4 som Diamanter] Jf. Sak 9.16: «Og HErren deris Gud skal hielpe dem paa den Tiid ligesom sit Folckis Hiord: thi Krone-Steene skulle oprettis i hans Land.»

34.6 Paa sin Haand dem sætte] Jf. Jes 62.3: «Og du skal blifve en deilig Krone i HERrens Haand, og en Kongelig Hat i din GUds Haand.»

34.7 Brøllups Dag] Foreningen mellom Kristus og den enkelte kristne sjel (evt Kirken i sin helhet) lignes på bakgrunn av Salomos høysang med et bryllup. Denne brudemetaforikken ble mye brukt i salmediktningen, ikke minst på 1600-tallet. Dass benytter seg av den flere ganger, f.eks. i TA: 2.34–35; 4.13.1; 9.3.4; 9.43.4.

34.8 forgiætte] gå glipp av

35.3 GUd velsigne disse Smaa] Jf. 34.3 ovf.

35.4 Dukker] små barn; jf. FV 2.10.3.

35.5 Ønsker] ønsk; imp. flt.

35.6 det] giftermålet, det følgende: at Jesus tar sin unge brud (dåpsbarnet) til ekte

35.7 samtykke] Gud gir, som Jesu far, sitt samtykke til sønnens giftermål.

35.7 Bruud] Se komm. til 34.7 ovf.; jf. Høys 4.9.

35.8 dit Hiertes Smykke] din medfølelses (og kjærlighets) pryd


Den Anden Sang Om Daabens Sacramente
Den andre sangen om dåpen kan deles i seks. Den første strofen utgjør innledningen, som bekrefter dåpens sentrale plass i bekjennelsen av det kristne fellesskap. Samtidig repeteres misjonsbefalingen (Matt 28.19). Annen del (str. 2–3) etablerer dåpen som åndelig gjenfødelse. Her finner vi anført momenter fra Luthers Lille, både 2. og 4. punkt (se innl. komm. til forrige sang). Tredje del (str. 4–11) fremholder dåpen som et Guds under hinsides menneskelig forståelse. Her berøres Luthers tredje punkt i Den lille katekismen. Utsigelsen i flertall skifter fra flertall («vi») til entall («jeg»–«du»). I den fjerde delen (str. 12–16) griper dikterpresten tilbake til gjenfødelsen i dåpen (Luthers annet punkt) med en direkte oppfordring til alle udøpte om å komme til dåpen og frelsen. Femte del (str. 17–23) behandler barnedåpen spesielt. Kan nyfødte barn virkelig få troen gjennom dåpen? Ja, for Gud er ingenting umulig. Henvendelsen til «min Ven» (23.1) oppsummerer dette avsnittet av sangen. Den sjette og siste delen (str. 24–28) holder frem Guds straff for dem som bryter dåpspakten. Luthers Lille annonserer denne trusselen i punkt 2.

Når det gjelder dåpen, utgjør Luthers katekismer, Kirkeordinansen og Kirkeritualet en selvfølgelig kontekst for Dass; se den innledende kommentaren til DS 1.

tit.] Mark 16.16: «Hvosom troer, og blifver døbt, hand skal blifve salig: Men hvosom icke troer, hand skal blifve fordømt.» Dette er ett av de skriftstedene Luther anfører i sin utlegning av dåpens sakrament; se den innledende kommentaren til forrige sang.

mel.] Om førsteutgavens kamuflering av melodiforelegg, se Innl. 6.2. Manuskriptene har «Part Folk indbilder sig, at ingen etc.», Dass’ egen evangeliesang til ellevte søndag etter trefoldighet (SV 3.344). Til denne evangeliesangen oppgis i sin tur som forelegg «Clorinde far nu vell», en sang som ikke er kjent annetstedsfra (Schiørring 2.254 og 262). Navnet Clorinde (Clorinda) kjenner vi imidlertid fra den italienske renessansedikteren Torquato Tassos La Gerusalemme liberata (1581). Der er Clorinda en muslimsk kvinnelig ridder, som etter å ha konvertert til kristendommen dør i armene på sin elskede, den kristne ridderen Tancredi. Ved en tragisk feiltakelse har han selv gitt henne banesår. Historien om Clorinda ble senere benyttet av flere komponister, bl.a. Claudio Monteverdi i hans Combatimento da Tancredi e Clorinda (1624). Den sangen det her vises til, tilhører rimeligvis denne tradisjonen. Flere utgaver oppgir «Hvad hielper Attestats» som forelegg, også brukt i en samling (håndskrevne) verdslige viser datert 1688 (KB: Additamenta 4to 396), jf. Schiørring 1.362–63.

1.1 EN Gud, en Daab, en Tro] Ef 4.5: «Een HERRE, Een Tro, Een Daab.»

1.3 vort Symbolum] vår trosbekjennelse; ordet (gr./lat.) betyr opprinnelig «tegn til gjenkjennelse», en form for legitimasjonsbevis.

1.5 bekiende] erklære, si rett ut; det refereres med dette til misjonsbefalingen, Matt 28.19: «Gaar fordi hen, og lærer alle Folck, og døber dem i Nafn Faders, og Søns, og Hellig Aands.»

1.6 om] omkring

2.2 Til HErrens Billed […] omstøbt] Metaforen er hentet fra billedhuggerkunsten. Det «Billed» det her er snakk om, er en skulptur; jf. 2 Kong 17.16: «Men de forlode alle HERrens deris Guds Bud, og giorde dem to støbte Kalfve […].» Til grunn for forestillingen ligger også skapelsesberetningen og løftet om gjenfødelse. Jf. 1 Mos 1.27: «Og GUd skabte Mennisken udi sit Billede; Hand skabte hannem udi Guds Billede; og Hand skabte dem en Mand, og Qvinde.»

2.3 Adam] Det første mennesket (i 1 Mos 2.19 brukes navnet første gang i den svaningske Bibel fra 1647); navnet betyr «menneske». (Chr. IVs bibel har «Mennisken» istf. «Adam».)

2.3 tabte hen] mistet

2.6 Igienfødelsen] Jf. Tit 3.4–7: «Men der Guds vor Frelseres Venlighed og Kiærlighed mod Menniskene aabenbaredes; Icke for de Retfærdigheds Gierningers skyld, som vi giorde; men efter sin Barmhiertighed giorde Hand os salige, formedelst Igienfødelsens Bad, og den Hellig Aands Fornyelse, Hvilcken Hand hafver udgydet rigeligen ofver os, formedelst JEsum Christum vor Frelsere: Paadet at Vi skulle formedelst hans Naade være Retfærdige, og Arfvinge til det evige Lif, efter Haabet.»

3.1 gammel] gamle; formen er kurant.

3.1 Adam] 1 Kor 15.45: «Som der staar skrefvet: Det første Menniske Adam er blefven til en lefvende Siæl; den sidste Adam til en lefvendegiørendes Aand.»

3.2 Den anden Adam] Dvs. Kristus

3.4 en Stæd] et sted; hankjønn er kurant.

3.5 Vandet] dåpsvannet; se komm. til DS 1.9.1

3.6 flyder] strømmer; jf. Matt 26.64: «JEsus sagde: Du siger det; dog siger Jeg eder: Nu herefter skal det skee, at I skulle see Menniskens Søn sidde hos Kraftens høyre Haand, oc komme i Himmelens Skyer.» Jf. Matt 21.25.

4.1 tilgaar] foregår

4.2 Fornuften] Her som agerende personifikasjon.

4.2 ingenlunde] overhodet ikke

4.5 Christum] Lat. akk., styrt av paa.

5.1 Har Christus selv det sagt] Utsagnet refererer rimeligvis til sangens overskrift, Mark 16.16; se komm. ovf. Jf. misjonsbefalingen (Matt 28.18–20), hvor Jesus først forsikrer sine disipler om at han er allmektig og deretter at han alltid vil «være med dem»; se innl. komm til DS 1.

5.2 Hvi] hvorfor

5.5 Guds aldseend’ Øye] Jf. Hebr 4.13: «Og der er intet Creatur usynligt for Hannem; men Det er altsammen blot og aabenbar for hans Øyen, om Hvilcken vi tale.»

5.6 beteer] viser

6.1 Aanden] Den hellige ånd. I denne strofen og de to neste forsøkes ånden beskrevet ved hjelp av sammenligninger fra den fysiske verden: menneskekroppen («Hæl»), vinden og jorden.

6.2 lønlig] hemmelige; jf. DS 1.18.1–2

6.3 og ey] heller ikke

6.4 Saasom] på den måte som

6.5 hun] Dvs. sjelen som personifisert hunkjønn.

7.1 Du hører Væjr og Vind] Joh 3.8: «Væiret blæs, hvor det vil, og du hører det vel bruse; men du veed icke hvæden det kommer, og hvor det far hen; saa er hver den, som er født af Aanden.»

7.2 befatte] fatte, begripe

7.3 sin Spring] sitt utspring. Hankjønn er belagt i Udspring; senere utgaver retter imidlertid til intetkjønn: «sit Spring».

7.4 far] farer; kortformen er kurant.

7.5 Hvor] hvordan

7.6 GUds Himmel-skiulte Ting] Jf 1 Kor 2.6–9: «Og det, som vi tale om, er alligevel Viisdom hos de Fuldkomne: icke denne Verdens Viisdom, og icke denne Verdens Øfversters, hvilcke som forgaa: Men vi tale Guds hemmelige skiulte Viisdom, hvilcken GUD skickedede for Verdens Begyndelse til vor Herlighed: Hvilcken Ingen af denne Verdens Øfverste kiendte; thi at hafde de kiendt Hannem, da hafde de icke kaarsfæst Herlighedens HERRE. Men, som skrefvet staar: At intet Øye hafver seet, og intet Øre hafver hørt, og det er icke kommet i noget Menniskes Hierte, som Gud hafver beredt dem, der Hannem elske.»

8.1 Jordens Element] jorden som hovedbestanddel; en av de fire i den fysiske verden: ild, luft, vann, jord.

8.2 dens Aarsager] hva det er ved den som fremkaller bestemte virkninger. Element er belagt i hankjønn, derav hankjønnspronomenet («dens»).

8.2 slet] helt

8.3 Hvad pønser du da paa] hvorfor overveier du da

8.4 At vil den Kraft forstaa] å ville forstå den kraften

8.5 udvirker] fremkaller

8.6 Vraa] krok

9.2 at hver Mand ser derpaa] Jf. Luk 17.20: «Og der Hand blef adspurdt af Pharisæerne: Naar kommer GUds Rige? Da svarede Hand dem, og sagde: GUds Rige kommer icke med udvortis Skickelse, som kand tages vare paa: Mand skal og icke sige: See her, eller der er det; thi see! GUds Rige er indvortis i eder.»

9.5–6 hand […] vidner Om det hand haver seed] Joh 3.31: «Den, som kommer ofven ned, er ofver alle; hvo som er af Jorden, hand er af Jorden, og taler om Jorden: Den som kommer af Himmelen, Hand er ofver alle: Og vidner det, som Hand hafver seet og hørdt; og ingen annammer Hans Vidnisbyrd.»

10.1 Verdens Lius] Joh 8.12: «Da talede JEsus atter til dem, og sagde: Jeg er Verdens Lys; Hvo som efterfølger Mig, hand skal icke vandre i Mørcket, men hand skal hafve Lifsens Lys.»

10.2 ført fra Mørkheds Huus] Jf. 1 Kor 4.5: «Derfore dømmer icke for Tiden, førend HERREN kommer, som og skal føre til Lyset det, som skiult er i Mørcket, og aabenbare Hierternes Raad.»

10.4 GUds hellig Lius og Land] Jf. Apg 26.17–18: «Og Jeg [Jesus] som vil frelse dig [Paulus] fra Folcket, og fra Hedninge, iblant hvilcke Jeg nu sender dig; At oplade deris Øyen, at de skulle omvende sig fra Mørcket til Lyset; og fra Satans Magt til GUd, til at annamme Syndernes Forladelse, og Arfv med dem, som blive helligede, formedelst Troen til Mig.»

10.6 sin u-reene Stand] Jf. 1 Pet 3.21: «Hvilcket [Vand] og nu giør os salige udi Daaben, som betydes der med; icke den Ureenheds Borttagelse paa Kiødet; men en god Samvittigheds Pagt med Gud, formedelst JEsu Christi Opstandelse.»

11.1 Salighedsens Dag] Dvs. dåpsdagen. Den gamle genitivsformen brukes med høystilseffekt; jf. Sktr 2.350 og 363.

11.2 sætte bør paa Tid og lang Fordrag] bør utsette. Fordrag betyr «forsinkelse» eller «utsettelse». Kirkeritualet (1685) åpner kapitlet om dåpen med å advare mot forsinkelser: «INgen maa lade sine Børn opholde fra Daaben over den Tid, som Loven ommælder, i hvo det end være kand; men saa snart Barnet bliver fød til Verden, skal Christelige Forældre, eller andre hosværende drage Omsorg, at det ved Daaben bliver igienfød, det snareste skee kand» (s. 53 f).

11.3 Pagt med GUd] 1 Pet 3.21; se 10.6 ovf. Kirkeordinansen (1607) omtaler på denne bakgrunn dåpen som «en Pact som Gud haffuer giort met oss vdi Christo» (s. 19v).

11.4 Klinten] ugresset; ordet forbindes med Jesu lignelse, Matt 13.24–30: «Hand lagde dem en anden Lignelse fore, og sagde: Himmeriges Rige lignes ved et Menniske, som saade god Sæd i sin Ager. Og der Folckene sofve, kom hans Fiende, og saaede Klinte iblant Hveden, og gick bort. Der Sæden voxte (nu,) og bar Frugt, da syntes ogsaa Klinten. Da ginge Tienerne til Huus-bonden, og sagde: Herre, saaede du icke god Sæd i din Ager? Hvoraf hafver dend da Klinten? Men Hand sagde til dem: Det hafver Fienden giort. Da sagde Tienerne: Vil Du da, at vi skulle gaa bort, og luge dem af? Hand sagde: Ney; Paadet I skulle icke tillige rycke Hveden op med, dersom I luge Klinten af. Lader dem baade voxe tilsammen indtil Høsten: Og naar det er Tiid at høste, vil Jeg sige til Høst-Folcket: Sancker først Klinten tilsammen, og binder dem udi Knippe, at mand kand opbrænde dem; Men samler mig Hvæden ind i min Lade.»

11.5 forvissner] visner, forgår

11.6 Den onde Mands] Refererer til «fienden» i lignelsen; her å forstå som djevelen. «Den gamle fiende», hostis antiquus, er i middelalderen en vanlig brukt evfemisme for djevelen.

11.6 U-krud] ugress

12.1 kommer] kom; imp. flt.

12.2 henter] hent, imp. flt.

12.2 tørstig] tørst; Joh 4.14: «Men hvo som dricker af det Vand, som Jeg [Jesus] gifver hannem, hand skal icke tørste ævindeligen; Men det Vand som Jeg gifver hannem, skal blifve en Vandkilde i hannem, som flyder til det evige Lif.» Jf. Åp 22.17.

12.2 Lem] menneske, troende, jf. Rom 12.5.

12.3 Aqvavit] livets vann, aqua vitae (lat.), eau de vie (fr.) Her er det altså ikke snakk om den moderne formen for akevitt (skandinavisk potetbrennevin), men brennevin som livseleksir eller universalmedisin. Det var først på 1600-tallet at brennevin ble så pass vanlig i Skandinavia at produksjonen ble skattlagt av Kongen. Dette brennevinet var basert på korn og gjerne smakssatt med legeurter; se Heuch 2002: 7–46. Uttrykket «Livsens Vand» utloves i Åpenbaringen (21.6) vederlagsfritt: «Og Hand [som sitter på tronen] sagde til mig: Det er skeet; Jeg er A og O, Begyndelsen og Enden: Jeg vil gifve de Tørstige af det lefvende [Lifsens, 1647] Vands Kilde af Naade.» Jf. Åp 22.1 og 22.17, Jes 55.1.

12.4 frit] gratis

13.1 GUDS Mand Ezechiel] Profeten Esekiel virket under jødenes babylonske fangenskap. I denne og de følgende fem strofene forutsetter Dass Esekiel kjent, nærmere bestemt hans profeti om jødenes tempel. Esekiel ser i et syn seg selv og Herren i fremtidens Israel (Esek 47.1–11 ): «Og hand ledde mig igien til Tempelens Dør; og see! der flød et Vand ud under Tempelens Dør-Tærskel mod Østen: thi Tempelens Dør var og mod Østen: Og Vandet løb der under ved Tempelens høyre Side, hos Alteret, fra Sønden. Og hand ledde mig ud til Porten mod Norden, og førde mig ad Veyen uden omkring, til den yderste Port, som var mod Østen; og see! der spranck Vand udaf den høyre Side. Og Manden gick ud mod Østen, og hafde en Maale-Snor i Haanden, og hand maalte tusende Alne, og ledde mig igiennem Vandet, indtil det gick mig til Ancklerne. Og hand maalte end en gang tusende Alne, og førde mig igiennem Vandet, indtil det gick mig til Knæene: Hand maalte end en gang tusende Alne, og lod mig gaa der igiennem, indtil det gick mig op til Lænderne. Saa maalte hand endda tusende Alne, og det blef da saa dybt, at jeg kunde icke gaa derofver: Thi Vandet var saa høyt, at mand maatte svømme der udi, og kunde icke gaa der ofver. Og hand sagde til mig: Du Menniskis Søn, det hafver du jo seet. Og hand ledde mig tilbage igien til Beckens Brædde; og see! der stode gandske mange Træer hos Bræddene paa baade Sider. Og hand sagde til mig: Det Vand som flyder her ud mod Østen, det flyder igiennem den slette Marck ud i Hafvet, ja til Hafvet udgaaer det: Og naar det kommer hen i Hafvet, da skulle de samme Vande blifve sunde, Ja alt det, som der udi lefver og rører sig, der hen som disse Strømme komme, det skal lefve, og skal hafve saare mange Fiske; og de skulle alle blifve karske og lefve, hvor denne Strøm kommer hen. Og Fiskerne skulle staa paa den samme, fra En-gedi og indtil En-Eglaim og udstræcke Fisk-Garn; thi der skulle være gandske mange Fiske efter sit slags, ligesom i det store Haf. Dammene og Grafverne sammestæds skulle icke blifve sunde, men blifve til Salt.»

13.2 Handel] forretning; her refereres det til gratisakevitten i str. 12.

13.3 hvor] hvordan

13.3 udbrød] vellet frem

13.4 sød] ren, som gir ferskt vann (motsatt salt); jf. Jak 3.12.

14.1 falt] rant

14.2 sundt] godt, gavnlig

14.2 slemt] dårlig

14.3 De Fiske der i flød] de fiskene som svømte i det vannet; relativpronomenet (subjunksjonen) er underforstått.

15.1 De Fiskere der stod] de fiskerne som stod der

15.2 runden om] omkring

15.5 en Hob u-tallig Fiske] utallige fisker; uttrykksmåten er pleonastisk og muntlig. Jf. Luk 5.6: «en stor Hob Fiske».

15.6 Agt] (høytidelige) handling, dvs. den allegoriske dåpshandlingen

16.1 Lifsens Vand] Jesus, «Guds ord», tilbyr den samaritanske kvinnen ved brønnen «levende vann» i Joh 4.10: «JEsus svarde, og sagde til hende: Dersom du kiende GUds Gafve, og hvo den er, som siger til dig: Gif mig Dricke; da bad du Hannem; og Hand gaf dig lefvende Vand.» Jf. komm. til 12.3 ovf.

16.3 Den] det, sc. vannet; hankjønn er kurant.

16.6 Forbund] pakt; hankjønn er kurant. Se komm. til DS 1.12.1.

17.2 geistlig Fisker’] Se Esekiel-profetien gjengitt i komm. til 13.1 ovf. Jesus proklamerer i Matt 4.19 at han vil omskolere to galileiske fiskere til disipler og «menneskefiskere»: «Og Hand [Jesus] sagde til dem [brødrene Simon og Andreas]: Følger Mig efter, Jeg vil giøre eder til Menniskers Fiskere.» I kirken overtar geistligheten, dvs. prestene, disiplenes rolle, bl.a. i og med barnedåpen.

17.6 qvit] (gjeld)fri; Mark 16.16: «Hvosom troer, og blifver døbt, hand skal blifve salig: Men hvosom ikke troer, hand skal blifve fordømt.» Se komm. til sangens overskrift. Den økonomiske matforikken beror på skriftsteder som Mark 10.45: «Thi Menniskens Søn er icke kommen, at lade tiene sig; men at Hand skulde tiene, og gifve sit Lif til Gienløselses Betalning for Mange.»

18.1 Her hos] dessuten

18.1 eragtis] antas, kjennes for rett (juridisk term)

18.1 ock] også

18.2 Funtens Stok] døpefonten; eg. dens understell

18.4 Det Siælen best anstaar] det som er mest tjenlig for sjelen; relativpronomenet er utlatt.

18.5 Troens Gave] Ef 2.8: «Thi I ere blefne salige af Naade, formedelst Troen; og det icke af eder self: Det er GUds Gafve.»

18.6 Guds Aand det Værk formaar] Den hellige ånd sørger for det

19.2 tækkis kand] kan behage

19.4 Dog] selv om

19.5 overvettis] overveldende; jf. Ef 2.7: «Paadet hand [Gud] vilde gifve tilkiende i den tilkommende Tiid, hans Naades ofverflødige Riigdom, formedelst Hans Godhed ofver os, i Christo JEsu.»

20.2 dog] virkelig

20.2 tilegnis] tilegne seg

21.3 sød] god

21.4 for JESU Død] for Jesu døds skyld

21.6 Udvalt før de blev fød] Både manuskripter og trykte utgaver har punktum til slutt i dette verset, ikke spørsmålstegn. Forestillingen om predestinasjon, at noen er forutbestemt til frelse, andre til fortapelse, er fremfor alt basert på Rom 8.28–30. Den finnes også utlagt hos Luther, som samtidig betoner den menneskelige forståelses uformuenhet på dette punkt (jf. Brochmanns art. 24, 1664: 2.230). Riktignok kan setningen her («Var hand», v. 3) oppfattes som en utsagnssetning med inversjon (jf. Falk og Torp 1900: 288, Mikkelsen 1911: 580), men normalt ville inversjonen av subjekt og verbal betinge spørsmål. På denne bakgrunn virker det rimelig å tolke teksten her som et retorisk spørsmål (forutsettende negativt svar). Tre momenter taler dermed for spørsmålstegnet: ordstillingen, den umiddelbare konteksten (dvs. de omgivende spørsmålene) og det saklige innholdet.

22.2 Sanct Hans] døperen Johannes. Helgenbetegnelsen («Sanct») brukes ikke sjelden av lutheranere, til tross for deres agg mot «papismen», som for eksempel Petter Dass’ eget i TB 1.23. Jf. Luk 1.41: «Og det begaf sig, der Elisabeth hørde Mariæ Helsen, da rørde Barnet sig i hendis Lif: Og Elisabeth blef opfyldt med den Hellig Aand.»

22.2 indknydt] innkapslet

22.3 Hvi] hvorfor

22.4 sin Hellig Ild] Matt 3.11: «Jeg [Johannes] døber eder med Vand til Bedring: Men Den som kommer efter mig, er sterckere end Jeg; Hvilcken jeg er og icke værdig til at bære hans Sko: Hand skal døbe eder med den Hellig Aand og med Ild.» Da Den hellige ånd kommer til disiplene på pinsedagen (Apg 2.3–4), kommer den som ild.

22.6 vill?] De trykte utgavene har punktum til slutt i denne strofen, til tross for at ordstillingen – og sammenhengen – fordrer spørsmålstegn. Håndskriftene har en annen strofe her – med spørsmålstegn. Teksten er rettet i henhold til 1875Eri.

23.2 u-fortrydelig] ikke til å angre på; jf. Rom 11.29: «Thi Guds Gafver og Kald kunde icke angre Hannem.»

23.4 med fri Forset] med vilje (juridisk term); hankjønn er kurant.

23.5 benaadet] Den eneste som uttrykkelig kalles «benådet» i Bibelen, er Jesu mor, Maria (Luk 1.28), selv om 1699-oversettelsen har «velsigneet»: «Og Engelen kom ind til hende, og sagde: Hil være, du Lifsalige, HERren er med dig, du velsignede iblant Qvinderne.»

24.2 siden] Dvs. etter dåpen

24.4 HErrens Naades Port] Jf. Matt 7.13–14: «Gaar ind ad den snefre Port: thi den Port er viid, og den Vey er bred, som fører ned til Fordømmelsen; og de ere Mange, som vandre der paa. Og dend Port er snefr, og den Vey er trang, som fører til Lifvet; og de ere Faa, som dend finde.»

24.5 Hedning] vantro, person tilhørende en annen, «laverestående» religion (enn kristen- og/eller jødedommen)

24.6 Hves] hvis; gen. av hvem

24.6 slet] helt og holdent

24.6 forgiort] tapt; jf. Sal 9.18: «Ah! At de Ugudelige maatte vendis til Helfvede; Og alle Hedningene, som forglemme GUd.»

25.1 Daabes Pagt] 1 Pet 3.21: «Hvilcket og nu giør os salige udi Daaben, som betydes der med; icke den Ureenheds Borttagelse paa Kiødet; men en god Samvittigheds Pagt med Gud, formedelst JEsu Christi Opstandelse.» Se også komm. til DS 1.12.

25.2 opsagt] erklært for opphørt

25.4 Christne Lemmers Tall] de kristnes antall

25.6 Pølens ævig qval] Åp 21.8: «Men de Mistrøstige, og Vantro, og Gruelige, og Manddrabere, og Skiørlefnere, og Troldkarle, og Afgudiske, og alle Løgnere, deris Deel skal være i Pølen, som brænder med Ild og Svofvel, hvilcket der er den anden Død.»

26.3 forsoren Hund] den usling som har brudt sin ed (som har «forsverget» seg)

26.4 Miskund] medlidenhet

26.5 Vredens Dag] dommens dag (lat. dies irae); Ordsp 11.4: «Gods hielper icke paa Vredens Dag; men Retviished frelser fra Døden.» Jf. Rom 2.5.

27.1 Afsigten] dommen, kjennelsen

27.2 Gak] gå; imp. ent. av gange

27.2 Den mørke Vraa] den mørke (av)krok, dvs. Helvete

27.3 Ansigte] ansikt, nåde

27.4 fort og fort] uten avbrytelse

27.5 Ælendig] jammerlige, skammelige

28.2 Gave] bestikkelse

28.2 Løn] betaling

28.3 hvilken Stæd] hvilket sted; hankjønn er kurant.

28.4 Træet falder ned] Fork 11.3: «Naar Skyerne ere fulde, da gifve de Regn paa Jorden; Og naar Træet falder, det falder mod Synden eller Norden, paa hvilcken sted det falder, der skal det ligge.»

28.6 Saa gaar det dig og med] slik går det også med deg


NATTVERDEN

Luthers Lille forklarer nattverden slik («Om Alterens Sacramente», Luther 1616: 94–99): «Hvad er det? Alterens Sacramente er vor HERris JEsu CHRIsti sande Legome, oc sande Blod, under Brød oc Vijn, indsæt derfor aff Christo selff, at Christne skulle æde oc dricke det. Stæder i Skriften, som det stadfæste, ere, hoss Matth., Marcum, Lucam, oc St. Paulum. Vor HErre JEsus Christus i den Nat, der hand bleff henforraad, tog hand brødet, oc der hand haffde tackit, brødt det, gaff sine Discipler oc sagde: Tager, æder, det er mit Legome, som giffuis for Eder, det giører til min hukommelse. Lige saa tog hand oc Kalcken, effter hand haffde huldet Afftens Maaltid, tackede oc gaff dennem, oc sagde: Dricker alle her aff, denne Kalk er det ny testamente i mit Blod, som udgydes for eder, til syndernes Forladelse, dette giører saa offte i dricke, til min hukommelse. Huad gavner det saaledes at haffue ædet oc Drucket? Der suarer jeg til. Det giffue disse Ord tilkiende (som) giffuis for eder, item (som) udøses til Syndernes Forladelse. Thi i dette Sacramente giffues oss ved de Ord, Syndernes Forladelse, liffuet, oc den euige Salighed, Thi Liff oc Salighed følge af Fornødenhed met Syndernes Forladelse. Hvorlunde kand den Legomlige Æden vdrætte saadanne store ting? Der suarer ieg til. At æde oc dricke kunde det vden tuil aldrig (vdrætte) Men disse Ord, (Det) giffuis for eder: Item (det) vdøsis til syndernes Forladelse. Thi disse Ord ere den sønderligeste part i dette Sacramente, Oc som Hoffuedet, huilcke huo som troer, hand bekommer alle de ting som de tilsige, som er syndernes forladelse. Huorlunde annammis da dette Sacramente værdeligen? Jeg suarer der til. Jeg loffuer vel den vduortis Tuct, at de som ville annamme Sacramentet, berede sig tilforn met faste, Men den haffuer omsider allerrættist berid sig til at annamme dette Sacramente, som troer disse Ord, (Det) giffuis for eder: Item, (Det) vdøsis til Syndernes forladelse. Huo som icke troer disse Ord, de annamme dette Sacramente wuærdige oc aldelis wberidde. Thi dette Ord, for eder, vdkreffuer et hierte som troer Gud.»

I sin Store katekisme disponerer Luther nattverdsutlegningen i tre deler: Hva sakramentet er, hva det gagner, og hvem som skal få det utdelt. Det teologiske kjernepunktet kan formuleres som en insistering på at brød og vin her ikke bare er å betrakte som levnetsmidler, men som «brød oc vijn i Guds Ord forfattede» (Luther 1629: 130v). Gavnet – eller nytten – ligger i syndsforlatelsen, som skaper «det ny Menniske» (s. 132v). Men synden forlates oss ikke én gang for alle. Derfor trenger mennesket stadig til åndelig fornyelse, og derfor skal alle, høy som lav, gå ofte til nattverd: Kort sagt: «Jo mindre du føler dine Synder oc skrøbelighed, jo meere aarsage hafuer du ad gaae til Sacramentet, der ad søge hielp oc Lægedom» (s. 142v). Luthers utlegning av nattverden kommenteres utførlig av Peters (1993: 4.129–90).

Dass’ to første sanger er i det ytre motivert som kommentarer til innstiftelsen av henholdsvis brødet og vinen. Den tredje, som ikke var med i den første versjonen fra 1698, og som følgelig må være skrevet senere, insisterer på nødvendigheten av selvransakelse før man går til alters.

Loven (1687) gir ingen adgang til nattverdens sakramente som ikke først kan sin katekisme: «De [prestene] skulle ikke tilstæde de Unge at komme til Sacramentet, førend de have vel fattet deris Børnelærdom, at finde deraf den rette Mening i Hiertet, og derhos hvorledis de skulle bekiende sig for Præsten, og vide at svare til Lutheri smaa Spørsmaal om sligt, og saa forstaa, hvad Afløsning haver med at føre: Saasom og de Gamle skulle i det ringeste vide Børnelærdommens bare Ord at forstaa; Item hvorledis de skulle begære at skriftis og hvad Herrens Nadere er, og hvad Nytte den haver med sig, og til hvad Ende de begære at bruge den» (2-5-11). Det forutsettes at alle troende går til alters «nogle gange om Aaret» (2-5-25). Den som har avholdt seg fra nattverden et helt år, skal «udstaa Kirkens Disciplin» (2-5-26); jf. Appel og Fink-Jensen 2009: 74–84 og 236–41.

Som loven foreskriver, setter Kirkeritualet (1685) skriftemål og syndsforlatelse som forutsetning for altergang: «De som have faaet Afløsning af Guds Tiener, enten hemmelig, eller aabenbare, skal siden, naar Communionen angaar, komme med Andagt til HErrens Altere og sette sig ned paa Knæ omkring Alteret, saa mange, som vel kunde faa Rum uden Trængsel, Mændene paa den højre, og Qvinderne paa den venstre side: De andre blive saa længe staaende ordentlig og skikkelig ved siderne af Alteret, indtil de første ere blevne betiente» (s. 160).


Dend første Sang Om Brødet, og dets Indstiftelsis Ord
Av denne sangens 34 strofer (ti-versinger) er elleve rettet til frelseren selv, han som innstiftet nattverden (1–2, 6–7, 10, 13–14, 23 og 32–34). Denne henvendelsen alternerer med en annen henvendelse: til de troende, menighetens lemmer, som apostroferes innlednings- og avslutningsvis (4.1 og 32.1). Undertiden inkluderer dikteren seg selv i sine formaninger («Vi», 5.1). Motsetningen mellom første og annen person flertall varieres imidlertid også med entall: «Jeg» brukes istedenfor «vi» i 6.5 og 18.5; «du» brukes istedenfor «I» i 31.8. På denne måten blir denne første sangen til nattverden en av de retorisk sett mer varierte og komplekse. Man kan kanskje se den alternerende henvendelsen i sangen som en parallell til prestens bevegelse i kirkerommet: hans henvendelse til vekselsvis alteret og menigheten.

Innholdsmessig kan sangen deles i seks avdelinger: (1) Etter den innledende anropelsen av Jesus presenteres det evangeliske faktum: hans innstiftelse av nattverden (str. 1–3). (2) Deretter følger den teologiske utlegningen av implikasjonene: Nattverden frelser alle troende, unntatt dem som levde før Jesus gjorde opp for synden. Dermed er vår lykke fullkommen. For arvesynden er gjort til intet, takket være Jesus (str. 4–9). (3) Den tredje avdelingen tar for seg nattverden som mysterium: Dette er like enkelt som det er uforståelig. Herren rår; vi plikter å bøye oss for ham (str. 10–21). (4) I den fjerde avdelingen settes nattverden så opp som målet for vår sjels lengsel (str. 22–31). (6) Til slutt kommer konklusjonen som en oppfordring til de troende om å delta i sangen, kombinert med en takk til Jesus for vår himmelske frelse (str. 32–34).

Welhaven siterer den siste strofen av denne sangen i sin Petter Dass-introduksjon fra 1856 (Welhaven 1992: 4.378). Deretter ble noen utvalgte strofer (1, 26, 21 og 32–34) tatt opp av Landstad (1870) i en adaptert versjon; denne nye salmen beholdes i Landstads reviderte (1926) og Norsk salmebok (1985), men da uten str. 32. Siden ble den oversatt til landsmål av Bernt Støylen og opptatt i Nynorsk salmebok (1925), om enn uten str. 21; jf. I.R. Hansen 1997.

Laila Akslen (1997: 149–55) leser den første nattverdssangen opp mot Dorothe Engelbretsdatters «Tacksigelse effter Christi hellige Legoms og Blods Annammelse» (DESS 60–62).

tit.] Se formuleringen i Luthers Lille (komm. til AS) og 1 Kor 11.23: «Jeg [Paulus] annammede det af HERren, som jeg hafver gifvet eder; thi at vor HERRE JEsus i den Nat, som Hand blef forraadt, tog Hand Brødet; Tackede, og brød det, og sagde, Tager, Æder; Dette er mit Legeme, som brydes for eder; Dette giører i min Hukommelse.»

mel.] Opprinnelig er dette en latinsk julesang («Dies est læticiæ») av ukjent opphav, om enn tilskrevet Adam av St. Victor (1100-t.). Den danske oversettelsen (Thomissøn 1569: 9) kjenner vi heller ikke opphavet til. Melodien gjengis med noter hos Thomissøn. Dass bruker samme forelegg til «De fire raabende Synder» i BV (SV 2.15). Se for øvrig Schiørring 1950: 1.22 og 262; Malling 2.17–23.

1.1 Alter-Fod] forhøyningen («knæfaldet») omkring alterets forside, hvor altergjengerne kneler under mottakelsen av sakramentet; Dass’ sang inneholder flere tydelige ekko av Kingos nattverdssalme, «O JEsu, paa din Alter-Food/ Med Hiertens Troo, med Bøn og Bood/ Jeg knæler for Guds søde Lam,/ Som bær ald Verdens Synd og Skam», i Sjungekorets annen del (KSS 3.208).

1.2 at] for å

1.5 dit Guddoms Ord] Dvs. den oppfordringen Jesus gir i Luk 22.19 og 1 Kor 11.23 («Dette giører i min Hukommelse»).

1.6 dit Bryllups Bord] I den allegoriske lesningen av Salomos høysang settes brudgommen lik Kristus og bruden lik den enkelte kristensjel eller Kirken som fellesskapet av de troende. Bryllupet representerer troens fullbyrdelse. Se også TA 4.13.1, TA 9.3.4 og FV 1.17.1. Den samme bryllupsmetaforen brukes i Jesu lignelse om kongesønnens bryllup (Matt 22.2–14) og i Johannes’ åpenbaring (19.7): «Lader os fryde os, og være glade, og gifve Hannem Ære; thi Lammets Bryllup er kommen, og hans Hustru hafver beredt sig.» Kingo (og flere) bruker bryllupsmåltidets allegori i sin nattverdssalme (se komm. til 1.1 ovf.)

1.7 At spisis] for å bespises

1.7 Manna] 2 Mos 16.14–15: «Og der Duggen var borte; See, da laa det i Ørcken trint og smaat som Rim-Frost paa Jorden. Der Israels Børn det saae, da sagde de til hver andre: Det er Man [i margen, 1647: en gafue ned fra Himmelen, fra Gud self].» Allegorisk omtales alterbrødet som «manna», «himmel-» eller «englebrød» (jf. Sal 78.25). I Kingos nattverdssalme (se komm. til 1.1 ovf.) omtales det som «denne meer end Engle-mad» (5.2).

1.8 salig] saliggjørende; proleptisk bruk av adjektivet

1.8 derpaa] [smak] av den

1.9 At] slik at

1.10 frydigt] frydefullt, freidig

1.10 Hosianna] (hyllest)rop, som jødene henvendte dels til Gud, dels til kongen, og som derfor ble rettet til Jesus, da han ved inntoget i Jerusalem ble hilst som den messianske konge (Mark 11.9–10).

2.1 Valeet] farvel, avskjed (uttales med trykket på den siste stavelsen); ordet kommer fra lat. valete (imp. flt.), «farvel», eg. «hold dere friske», som ble brukt som avslutningshilsen i latinske brev fra antikken av.

2.1 et Maaltid stod] Matt 26.19–20: «Og Disciplene giorde ligesom Jesus befalede dem, og beridde Paaske-Lammet. Og om Aftenen, sætte Hand sig (til Bords) med de Tolf.»

2.4 Spise] mat

2.4 indsættet] innsatt; partisippformen er kurant i eldre dansk.

2.5 Den samme Nat] den samme natt som

2.5 du blev forraad] Matt 26.21: «Og der de aade, sagde Hand: Sandeligen, siger Jeg eder: Een af eder skal forraade Mig.»

2.7 Med Judas] Matt 26.25: «Da svarede Judas, som Hannem forraade, og sagde: Er det jeg, Rabbi? Hand sagde til Hannem: Du siger det.»

2.9 Himmel-Brød] Sal 105.40: «De bade, da loed Hand Vacteler komme, og Hand mættede dem med Himmels Brød» og Joh 6.48–50: «Jeg [Jesus] er Lifsens Brød. Eders Fædre aade Manna i Ørcken, oc ere døde. Dette er det Brød, som kommer af Himmelen, paa det hvo som der af æder, icke skal dø.»

3.1 i gammel Skik] Herrens ord til Moses og Aron i «Ægypti Land», 2 Mos 12.1–11 og 43–49.

3.4 stifftet ind] innstiftet

3.6 Sligt Paaske-Lam] Jesus er å forstå ikke bare som brødet (2.9 ovf.), men også som offer- eller påskelammet; Åp 19.7: «Lader os fryde os, og være glade, og gifve Hannem Ære; thi Lammets Bryllup er kommen, og hans Hustru hafver beredt sig.»

3.7 dyrer tusind gange] tusen ganger mer dyrebar

3.9 en hungrig Lem] en sulten el. begjærlig troende (medlem av Kirken)

3.10 end nok saa mange] aldri så mange

4.1 lyksalig] salig, frelst

4.1 skattis] anses for, regnes

4.2 Nadver] nattverd, kveldsmat; av natt og norr. verðr, «måltid»

4.2 smage] innta (bokstavelig), erfare (figurlig)

4.3 At] slik at

4.4 tage] berøre

4.5 Konger] Disse kongene kan det være rimelig å assosiere med de profetene Matteusevangeliet omtaler. Retorisk er kongene å oppfatte som personer av høy rang som kommer til kort i forhold til vanlige troende, fordi de sistnevnte har fått nattverden; jf. Matt 13.17: «Sandeligen, siger Jeg eder; Mange Propheter og Retfærdige begærede at see Det, I see, og saae det icke; og at høre Det I høre, og hørde det icke.»

4.5 hiertelig] oppriktig, inderlig

4.6 Dend levend’ Dag] i levende live

4.6 forønskedt sig] attrådde, lengtet etter

4.10 nøed] fikk

4.10 ingenlunde] på ingen måte

5.1 nyder] får

5.4 I fordom lukt har været] som i tidligere tider [fordum] har vært lukket

5.5 Nu løber Folcket] nå skynder folk seg

5.5 aabenbar] (adv.) synlig for alle, hørbart for alle; jf. «aabenbart Skriftemaal», som evt kan være en forutsetning for nattverden.

5.6 HErrens Bord] nattverden

5.6 i Par og Par] Folk reddes parvis, akkurat som dyreartene som fikk plass i Noahs ark da syndfloden truet; 1 Mos 7.15 (jf. 7.9): «Det gick alt ind i Arcken til Noe ved Par af alt Kiød, som lefvendes Aand var udi.»

5.8 om bodfærdig] hvis han/hun gjør bot

5.9 i Sælskab hos] i middagsselskap hos el. sammen med

5.10 Disk] nattverdsbordet (alterdisken) el. den tallerkenen (gr. diskos) hostien serveres på.

6.1 Der] da

6.1 Abraham] Gud inngår i 1 Mos 17 en pakt med patriarken Abraham, 1 Mos 17.7: «Og Jeg vil oprette min Pact imellem Mig og dig, og din Sæd efter dig hos deris Efterkommere, at det skal være en ævig Pact; Saa at Jeg vil være din GUD, og din Sædis efter dig.» Denne pakten forsegles med omskjæring av alt menneskelig hankjønn (17.12). Herren gjentar sitt tidligere løfte til Abraham om at hans slekt på denne måten skal bli tallrik og mektig. Allegorisk blir omskjæringen å forstå som en forløper for dåpen (se Nielsen 2009: 146). Men her ser det ut til at Dass kopler Abrahams pakt med nattverdens pakt.

6.1 JESU Dag] dom; jf. 1 Kor 5.5: «Befale hannem Satan, i eders Forsamling med min Aand, og med vor HERres Jesu Christi Kraft, til Kiødets Forderfvelse, paadet at Aanden kand blifve salig paa vor HERRES JEsu Dag.»

6.3 Hans Hierte] Abrahams lovede materielle velstand allegoriseres her til en åndelig verdi; se Nielsen 2009: 140–46).

6.4 Formue] innbegrebet av alle de verdier man er i besittelse av

6.5 sømmer sig] sømmer det seg

6.7 selver] selv

6.7 smager] inntar (bokstavelig), erfarer (figurlig)

6.9 styrke baade Liv og Siæl] Oppfatningen av nattverden som et slags legemiddel finnes allerede hos Luther (1629: 140v): «Mand maa jo icke ansee Sacramentet som nogen skadelig ting, ad mand skulle løbe fra det: men som det der er jdel salig oc en trøstelige Medicin oc Lægedom, som dig hielper oc gifuer Lifuet, bode til Siæl oc Legeme.»

7.1 det velsignet Brød] Denne strofen parafraserer innstiftelsesordene: «Tager, æder, det er mit Legome, som giffuis for Eder, det giører til min hukommelse.» Se Luthers Lille (ovf.).

7.7 samtykke] føye seg etter (og følgelig motta nattverden)

7.8 bereed] dekket

7.9 glædis ved] glede seg ved, sc. det

8.1 gammel] gamle; kurant form

8.1 Frugten aad] 1 Mos 3.6: «Og Qvinden saae, at det var got at æde af, og Træet lysteligt til at see, og et ønskeligt Træ til at gifve Forstand: Saa tog hun af Fructen, og aad; og gaf sin Mand ogsaa med sig, og hand aad.»

8.2 det bekom ham ilde] det gjorde ham ikke godt. Følgen av at Adam spiste av eplet Eva ga ham, bekjentgjøres nokså umiddelbart, i 1 Mos 3.17: «Og hand [Gud] sagde til Adam: Efterdi du lydde din Hustrues Røst, og aadst af det Træ, om hvilcket Jeg bød dig, og sagde: Du skal icke æde deraf; Da skal Jorden være forbandet for din skyld; Med Kummer skal du dig æde der af, alle dine Lifs Dage.»

8.3 U-raad] ulykke

8.4 Paradiis forspilde] 1 Mos 3.23: «Da lod GUD HERren hannem udaf den Have Eden, at hand skulde forarbeyde Jorden, af hvilcken hand er tagen.»

8.5 Den Anden Adam] Jf. 1 Kor 15.21–22: «Efterdi at Døden (kom) ved et Menniske, og de Dødes Opstandelse formedelst et Menniske. Thi at ligesom de døe alle i Adam; saa blifve de alle lefvendegiorde i Christo»; jf. DS 1.5.7.

8.6 blev forliist] gikk tapt

8.7 første Fald og Spise] syndefallet og den forbudte frukten

8.10 Lise] lindring, frihet fra smerte

9.4 Alt Kiød] alle mennesker; jf. f.eks. 1 Mos 6.12 og Luk 3.6.

9.4 grue] føle sterk angst

9.5 Frelsermand] frelser

9.6 Det Blod, som af ham Selv udrand] Joh 19.34: «Men Een af Stridsmændene aabnede Hans [Jesu] Side med et Spyd; og strax gick der Blod og Vand ud.»

9.7 det Saar] den skade el. sorg (dvs. syndefallet)

9.7 at stryge] til å stryke el. smøre

9.8 Sjæle-Bad] Metaforen innebærer at Jesu blod vasker (arve)synden bort og gjør menneskesjelen ren. Akslen (1997: 150–51) peker på en parallell billedbruk hos Dorothe Engelbretsdatter: «J dine Saar/ Som aaben Staar,/ Min Siæl sig toer og bader» («Gudelig beredelse til Herrens hellige Nadere», str. 16; DESS 58).

9.9 Læge-Blad] blad av legeplante, f.eks. groblad eller kjempe, da. glat vejbred (Plantago major), som helt fra antikken er blitt lagt på sår for å stanse blødningen; se Brøndegaard 1980: 4.68–74.

9.10 Synde-folk] syndere; sammensetningen ser imidlertid ikke ut til å være belagt annetsteds.

10.1 Ære-Stand] rang som gift kvinne

10.2 Udraabe] erklære

10.2 prægtig] praktfull

10.3 At] det at; at-setningen står som en forklaring av «Ære-Stand»

10.4 er hans Legem mægtig] har rådighet over hans kropp; 1 Kor 7.4: «Hustruen er icke mægtig ofver sit Legeme; men Manden; Disligeste er Manden icke mægtig ofver sit Legeme; men Hustruen.»

10.5 Høyt skatter jeg mig lykkelig] Konstruksjonen ser ut til å være en kontaminasjon av «høyt skatter [verdsetter] jeg min lykke» og «jeg skatter [anser] meg lykkelig». Håndskriftene har «Saa skatter jeg mig lykkelig».

10.6 At] tenk at

10.7 jeg, O JEsu! eyer dig] Uttrykksmåten forutsetter at bryllupsmetaforikken (se komm. til 1.6 ovf.) opprettholdes: Menneskesjelen inngår ved nattverden i ekteskap med frelseren. «Hustruen» har altså i henhold til 10.4 ovf. rådighet over sin manns kropp. Hun kan til og med spise den.

10.8 mangefold] mangedobbelt (den viser seg igjen og igjen) el. mangfoldig (den viser seg på mange måter).

10.9 i Venne-vold] i fortrolig vennskap; i all vennskapelighet

11.1 JESUM] Lat. akk.

11.2 synlig] konkret, materiell

11.2 Drue] vin; vanlig metonymi

11.3 skinbarlig] virkelig, åpenlyst

11.6 selver] selv

11.6 bær] bærer; kurant form

11.9 Asen] esel, dumming; ordet forutsetter at fornuften personifiseres. I filosofien er eselet et vanlig brukt eksempel på stupiditet eller dårskap, som hos Boethius, William Ockham, Cornelius Agrippa av Nettesheim og flere. Jesus selv opphøyer eselet ved å ri inn i Jerusalem som Messias på en esefole, og Paulus omfavner dårskapen. Her synes likevel eselet å være brukt utelukkende negativt.

11.9 beroe] vente, hvile

11.10 Hun] Dvs. Fornuften. Ordet er hankjønn, men som retorisk personifikasjon oppfattes Fornuften i likhet med de aller fleste andre abstrakter som hunkjønn.

12.1 Kalk] beger (til altervinen); av lat. calix

12.1 Disk] tallerken (til servering av hostien, alterbrødet)

12.2 nyder] får

12.5 Calviin] Jean Calvin (1509–1564), grunnlegger av den reformerte kirke. Nattverdsforståelsen var ett av de viktigste punktene som skilte de reformerte fra lutheranerne. Calvin ser nattverdens brød og vin som symboler; Luther, derimot, insisterer på at altervinen og brødet i nattverden faktisk blir forvandlet til Jesu blod og legeme, uten dermed å miste sine egenskaper som vin og brød (konsubstansiasjon). Professor Hans Wandal utga i 1690 et sterkt anti-kalvinistisk skrift: Underretning om den calvinske Lærdoms Urigtighed (se Glebe-Møller 1980: 179), og såkalte kryptokalvinister (fordekte kalvinister) var i Danmark–Norge på slutten av 1600-tallet særlig ettertraktet vilt for de ortodokse.

12.7 skjøtter jeg] bryr jeg meg om

12.7 Grille] tåpelige, sære idé. Elias Naur bruker det samme uttrykket i forordet til annen utgave av sin oversettelse av nederlandske Georg Pasors (1570–1637) Christendoms Gienvey (1700: 11): «Dog jeg her og der forandrer / Hvad Her Pasor skrevet har / Efter den Calvinske Grille».

13.1 hannem] dvs. Calvin (12.5 ovf.)

13.1 nok] tilstrekkelig

13.2 At] til å

13.2 laane GUD en Tanke] Nattverdssymbolene (brødet og vinen) oppretter med andre ord for Calvin en mental forbindelse med Gud, for Dass (og Luther), derimot, er forbindelsen fysiologisk.

13.3 ok] også

13.4 sanke] forene

13.5 JESU] Lat. vokativ (tiltalekasus)

13.6 Hierte-sted og Rom] Brystet og/eller hjertet som sentrum for menneskets følelsesliv

13.8 dig forærende] idet jeg får deg som gave; pres. part. med passiv betydning. Man kunne eventuelt ha vurdert å rette teksten her, fra staar til faar, men overleveringen er entydig.

13.10 Dit Huus i mig at have] slik at du kan ha ditt hus i meg

14.2 See, tager det og æder] Imp. flt.; se Luthers Lille (ovf.).

14.4 Bordet] alteret, nattverden

14.6 holder] forstår

14.7 enfoldig] bokstavelige

14.8 bør at staa] bør stå fast

15.1 forvende] fordreie, forandre

15.3 Mennisken ei skille bør] Mark 10.9: «Hvad Gud da hafver tilsammenføyit, skal Mennisket icke adskille.» Med dette bibelordet holdes forestillingen om nattverden som et ekteskap mellom Jesus og menneskesjelen levende.

15.5 HErrens Ord] 1 Kor 10.17–18: «Thi det er eet Brød, saa ere vi mange eet Legeme, efterdi vi ere alle deelagtige i eet Brød. Seer til Israel efter Kiødet: De, som æde Offeret, ere de icke i Alteret deelagtige?»

15.5 Mund] tale

16.2 liuve] lyve; 4 Mos 23.20: «GUd er icke et Menniske, at Hand liuger; ei heller et Menniskis Barn, at Hannem angrer noget; Skulde hand sige noget, og giøre det icke?» Jf. Hebr 6.18.

16.3 Udi hans Mund var aldrig Svig] 1 Pet 2.21–22: «Thi I ere der til kaldede, efterdi at Christus hafver og lidt for os, og ladet os et Exempel, at I skulle efterfølge hans Fodspor. Hvilcken som giorde ingen Synd; Der er og icke funden Svig i hans Mund.»

16.4 staar mig for fulde] er meg pålitelige, har gyldighet

16.10 maa] får

17.1 du] sc. Jesus

17.1 Zachæi Giest] Luk 19.1–10: Da Jesus ankommer Jeriko, klatrer Sakkeus, som var overtoller, opp i et morbærtre for å se den ankommende bedre. Da roper Jesus til ham og ber ham komme ned: «Zachæe, stig strax ned; thi Jeg skal i Dag komme ind i dit Huus» (Luk 19.5). Jesu valg av vert vakte rimeligvis allmenn bestyrtelse, for tollere ble regnet som grovt umoralske mennesker og dermed uverdige profetens selskap. Akslen (1997: 152–53) viser til tilsvarende bruk av denne episoden hos Dorothe Engelbretsdatter, i «Sjælens Glæde og Tacksigelse Efter Naderen», str. 1–2 (DESS 131).

17.3 est] er

17.5 samtykker Huus hos mig] mottar min invitasjon

17.7 til Tienist] til oppvartning

17.9 en knuset Aand] Jes 57.13 (57.15): «Thi saa siger den Høye og Ophøyede, som boer ævindeligen, hvis Nafn er hellig: Jeg boer i det Høye og i Helligdommen, og hos dem, som hafve en sønderknuset og ydmyg Aand; paa det at Jeg vil vederqvæge de Ydmygis Aand, og de sønderknusedis Hierter.»

17.10 Skienk] gave

18.1 Daare] tåpelig person, narr

18.3 Hvor] hvordan

18.3 indkomme] finnes. Problemet er transsubstansiasjonen: Hvordan kan brødet forvandles til Jesu legeme? Det spises da vitterlig brød, ikke kjøtt? Luther løser problemet ved å forutsette at vin og brød, til tross for sin forvandling, ikke mister sine opprinnelige egenskaper som nettopp vin og brød. I mysteriet foreligger altså to sett av substanser samtidig (konsubstansiasjon).

18.6 hvor at] hvor

18.7 til Prikke] i minste detalj, i alle enkeltheter

18.8 Patriarck] Betegnelse for Israels stammefedre, især Abrahm, Isak og Jakob.

18.9 Gud er i denne Stæd og Marck] 1 Mos 28.16: «Der Jacob nu opvognede af sin Søfn, sagde hand; Herren er sandelig i denne Sted, og jeg veedste det icke.»

19.2 Forinden lukte Dørre] Joh 20.19: «Den samme Dag, som var den første i Ugen ad Aften, der Disciplerne vare forsamlede, og Dørrene vare tillukte af Frygt for Jøderne; da kom JEsus, og traadde midt ind, og siger til dem: Fred være med eder.»

19.6 Forinden] innenfor

19.6 Laas] låser, låste dører; intetkjønn er kurant.

19.6 Lukkelser] lukker; jf. uttr. bak lås og lukke.

19.7 Sprog] bibelsted

19.9 Løndom] hemmelighet

19.9–10 ret Omsider] til slutt

20.1 at] som

20.2 avled] fødte

20.7 fast til Prikke] nesten i minste detalj

20.9 Foreening] samtidige tilstedeværelse av vin og blod, brød og kjøtt. Se komm. til 1.18.3 ovf.

20.9 beteer] viser seg, opptrer

21.2 Guds Vey] Jf. Rom 11.33: «O! hvilcket Riigdoms Dyb, baade paa Guds Viisdom og Kiendelse: Hvor aldelis u-begribelige ere hans Domme, og Hans Veye u-randsagelige.»

21.10 udstøder] bortviser, forstøter

22.1 Lækre] forfinede, kresne

22.1 Slegt] folkeferd

22.3 Lengsel af] lengsel etter

22.3 Confect] kandisert frukt, dessert

22.4 Apotecket] Apotekene (legemiddelutsalgene) solgte på 1600-tallet også finere konditorvarer. Etymologisk er butikk, apotek og bodega samme ord.

22.6 Disk og Duug] alterbordet; jf. 5.10 ovf.

22.7 breder] dekker

22.9 Jordens Kreds] hele verden, fra lat. orbis terrarum, norr. kringla heimsins

22.10 Stæder] byer

23.1 Alt hvad] alt det som

23.3 sat for vor Tand] gitt oss å spise

23.4 kaager] koker

23.5 vor Stabbuur] vårt stabbur, oppr. Stabbud, hunkj. (Aasen 1977). Ordet finnes ikke på dansk, jf. Jakobsen (1952: 141), som i tillegg til denne noterer forekomster i Nordlands Trompet. Ordet forekommer imidlertid også i evangeliesangen til midtfastesøndag. «Jesu stab-buur i ørken» (SV 3.258). Noten synes beregnet på danske lesere. Ang. førsteutgavens anmerkninger til teksten, se Innl. 1.4.

23.8 gaar vor Siæl en Hunger paa] overveldes vår sjel av sult

23.9 JESU] lat. vokativ; tiltalekasus

23.10 Spiise] mat, føde

24.1 Rætt] rett, servering

24.3 Fad hos Fad] fat ved (siden av) fat

24.5 Hun] Dvs. Sjelen; personifisert som hunkjønn, rimeligvis etter innflytelse fra lat.

24.5 deraf] sc. næret av den maten

24.8 sød] Flere betydninger er mulige: velsmakende; kjær; vennlig

24.9 det bare Brød] brød uten smør eller pålegg

24.10 Mig stillis frem] som stilles frem

25.1 Skik] måte

25.2 i fordom Dage] i gamle dager

25.3 Daniel Propheten] Dan 1.8–16: Daniel blir sammen med tre andre unge menn utvalgt til å gjøre tjeneste ved kong Nebukadnesars hoff, men Daniel reserverer seg mot den «urene» (ikke-jødiske) maten, og ber om vann og «grønnsaker» isteden. Hoffsjefen er imøtekommende og kan etter ti dager bare konstatere at de fire unge mennene ser sunnere ut enn de som har tatt for seg av kongens kostelige retter.

25.4 smage] spise

25.5 Disk] tallerken el. bord

25.6 karsk] sterk

25.7 Moos i Vand beblandet] vannbasert velling, vassgraut. Moderne bibleoversettelser har «grønnsaker»; den svaningske har «Seed» (Sæd), dvs. kornblanding el.l.; Chr IV har i Dan 1.13 «Moos»: «Og lad gifve os Moos ad æde, og Vand at dricke».

25.9 med JESU] lat. ablativ styrt av med

25.9 nøyes] tilfredsstilles

26.1 høyer] kosteligere

26.3 Frelsermand] frelser

26.4 til en Gave] som gave

26.5 Himmel-Ven] Ordbøkene registrerer ikke denne sammensetningen, som likevel ikke er uvanlig; se for eksempel Bording 1984: 1.301.

26.6 Det er mit Legem] Innstiftelsesordene; se den innledende kommentaren til denne sangen.

26.7 jer] dere

26.8 saasom hand er] Dvs. legemlig

26.10 Hvor] hvordan

26.10 høyer] Jf. 26.1 ovf.

27.2 Mand gaar det paa det næste] enn man går det man går aller nærmest

27.6 dyrt] dyrebart

27.6 rart] uvanlig

27.7 det andet] andre ting

27.9 Det mindre] Gjentar «det andet» fra 27.7, altså resten av de gavene Jesus gir de troende utover eller i tillegg til sitt legeme. De troende får uansett «alt», «Det meste med det beste» (27.4), det hele med det halve.

28.1 Bær] bærer, drar; kortformen er kurant.

28.1 vores] vår; formen er kurant.

28.2 intet fattis] ikke mangle noe

28.4 hvad kand Kroppen skattis] hvor høyt kan kroppen takseres

28.6 hvis] dens (dvs. sjelens)

28.6 myrt] myrdet; partisippformen er kurant.

28.7 Vi tør ey ved at spørge] vi behøver ikke fortsette å spørre

28.8. Hvor] hvordan

28.9 os at drage paa] til å ta på oss; Matt 6.25 og 31: «Derfore siger Jeg eder: Sørger icke for eders Lif, hvad I skulle æde oc dricke; icke heller for eders Legeme, hvad I skulle iføre eder. […] Derfor skulle I icke sørge og sige: Hvad skulle vi æde? Hvad skulle vi dricke? Hvor med skulle vi klæde os?»

29.2 blant de Stæder] Dvs. de stedene som katekismen bygger på.

29.3 Hvor at] hvor

29.4 Det givis hen for eder] Luk 22.19: «Og Hand tog Brødet, tackede, og brød det, Og gaf dem det, og sagde: Dette er mit Legeme, som blifver gifvet for eder: dette giører til min Ihukommelse.» Formuleringen brukes også i 1 Kor 11.24, men ikke i innstiftelsesordene i Matt 26.26 og Mark 14.22. Uttrykket gives hen brukes synonymt med gives, her rimeligvis motivert av verstakten.

29.5 Det Ord] uttrykket

29.5 kræver ud] forutsetter

29.6 fortroer] har tillit til

29.7 Søm] stift, nagle

29.9 At] slik at

29.9 forkast] forstøtt; partisippformen er kurant.

29.10 Der efter HErren Skriger] som i sin fortvilelse påkaller Herren

30.2 Leed JESUS] måtte Jesus tåle

30.2 Vunder] sår; brukes særlig i uttrykket «Jesu fem Vunder», dvs. de han fikk på korset: ett i hver fot og hver hånd, pluss det i siden.

30.4 Her tagis ingen under] her unntas ingen

30.6 forsmaar] avviser

30.6 Lem] troende, lem på Kirkens kropp

30.7 opleede] oppsøke, lete etter

30.8 Forladelse] tilgivelse

30.9 forsamlis Troende] Jf. Matt 25.32: «Og alle Folck skulle forsamles for Hannem; og Hand skal skille dem fra hverandre, ligesom en Hyrde skiller Faar fra Geder.»

30.10 Paa Jorden er adspredde] som befinner seg rundt omkring på jorden

31.2 Guds Kaarses Kraft] 1 Kor 1.18: «Thi det Ord om Kaarset er dem en Daarlighed, som blifve fortabte; Men os, vi som blifve salige, er det en Guds Kraft.»

31.8 i Favn] Her opprettholdes bryllupsmetaforikken: Brudgommen Kristus forenes med sin brud, den enkelte kristensjel; jf. TA 1.7.5–6.

31.9 Pardoon] syndsforlatelse, tilgivelse

31.10 for dit Øre] Jf Åp 13.9 og flere steder i samme bok: «Hafver nogen Øren, hand høre.»

32.1 ô] Interjeksjon til markering av tiltale, især for å gjøre henvendelsen mer følelsesbetont (uttrykke ærbødighet, hyllest, ømhet, medfølelse, beklagelse eller begeistring).

32.1 kommer] kom; imp. flt.

32.2 hielper] hjelp; imp. flt.

32.4 Mund og Tunge] tale

32.6 os er bevist] som er lagt for dagen

32.8 Tak for du var] takk for at du var

33.1 Priis] ære

33.2 spiset] bespist

33.3 som hialp af Trang] som hjalp os ut av nød

33.5 af Himmerig] Som en adelstittel, ikke «i Himmerig».

33.8 vaar] var; Sktr 2.344. Rimet vaar–Faar er kurant; jf. Syv 1915: 196.

33.9 løste] løskjøpte; jf. Gal 4.5.

33.9 de fortabte Faar] Jf. Luk 15.4–6: «Hvilcket Menniske er iblant eder, som hafver hundrede Faar; og dersom hand mister Eet af dem, at hand ey lader de nj og halvfemtesinds tyve i Ørcken, og gaar bort efter det, som blef borte, indtil hand det finder? Og naar hand hafver det fundet, legger hand det paa sine Skuldre med Glæde. Og naar hand kommer hiem, kalder han sine Venner og Naboer, og siger til dem: Glæder eder med mig; Thi jeg hafver fundet mit Faar, som var fortabt.» Og 19.10: «Thi Menniskens Søn er kommen, ad søge oc ad giøre saligt, det som var fortabt.»

34.3 Mens] så lenge

34.3 Agrer] kornåkre; vanlig flt. agre; formen her er rimeligvis en norvagisme, om enn ikke registrert av Jakobsen (1952).

34.5 hvor] når

34.9 I Skyen] Mark 13.26: «Og da skulle de see Menniskens Søn komme i Skyerne, med stor Kraft og Herlighed.»

34.9 os at hente Hiem] for å hente oss hjem


Den Anden Sang Om Viinen og dends Indstiftelsis Ord
Teksten i Luthers Lille er gjengitt i innledningen til forrige sang. Dass’ to første sanger om nattverden er i det ytre motivert som kommentarer til innstiftelsen av brødet (første sang) og vinen (denne andre).

Sentralt i denne sangen står en retorisk ethopoiía: dikteren forestiller seg hva Jesus ville ha sagt til den enkelte kristensjel om han selv skulle ha forklart og rettferdiggjort nattverden. Denne lille talen omfatter strofene 20–25. Etter en innledende redegjørelse for tekstgrunnlaget (str. 1–3), apostroferer også dikteren den enkelte troende («Kiære Siæl»). Herfra er sangen rettet til et generelt «du». Denne første og forholdsvis korte hoveddelen av sangen tematiserer Jesu blod som unikt i verden (str. 4–6). I den neste delen (str. 7–11) forklares nattverdsvinen, Jesu blod, som tegnet på Guds nye pakt med menneskene. Tredje del (str. 12–19), som åpner med en fornyelse av apostrofen («du Mand som troer»), tar for seg transsubstansiasjonsmysteriet for liksom å utrydde den troendes siste rest av tvil. Den omtalte ethopoiía utgjør så den fjerde delen. Etter Jesu tale følger så avslutningen, femte del (str. 26–30), med en bekreftelse av Guds nåde og en advarsel mot misbruk av sakramentet.

tit.] Formuleringen er fra Luthers Lille (se innledende kommentar til AS 1), basert på Luk 22.20 og 1 Kor 11.25.

mel.] Manuskriptene oppgir forelegget «Kom ô skiønne Hyrde-møe, etc.», identifisert som Anders Bordings hyrdevise «Kom ô Skiønnist Hyrdemøe» (Bording 1984: 1.250). Melodien er imidlertid ikke lenger kjent. Dass bruker det samme forelegget (iht den bevarte avskriften) til evangeliesangen til tredje søndag etter påske, «Jesus med een venlig mund» (SV 3.285). Førsteutgaven av Evangelisangene oppgir på sin side Dorothe Engelbretsdatters nattverdssalme «Vær til freds min kiære Siæl» (DESS 131). Denne er imidlertid metrisk ikke helt identisk med Dass’ katekismesang.

1.2 med betænkker] skjenker, testamenterer

1.3 Ingenlund] på ingen måte

1.3 det ringest] det ubetydeligste

1.4 indskienkker] skjenker

1.5 Kalken] nattverdsbegeret

1.5 Rosens Blod] rosenblod, rosenfarget blod; formen med s i fugen er kurant og finnes bl.a. i Sthens Vandrebog: «Ikke met Sølff eller Guld som er smeltet, /Men met dit Rosens Blod, som aff dit Legome bleff vdueltet» (1994: 47).

1.6 Fremsat i Perset Drue] satt frem (el. servert) som presset drue, dvs. vin

1.7 At] for å

1.7 Siæle-Bod] hjelp for sjelen

1.8 Sorgens] den sjelelige smertes

1.8 Ild og Lue] Ordene for ild brukes i Bibelen ofte om Guds straff, også sammen, som i Ob 1.18: «Og Jacobs Huus skal blifve en Ild, og Josephs Huus en Lue; men Esaus Huus Halm; detskulle de optænde og fortære, at der skal intet ofverblifve af Esaus Huus: thi HERren hafver det talet.»

2.1 Texten] Dvs. Luthers Lille (se den innledende kommentaren til forrige sang), som her parafraseres temmelig fritt.

2.2 signet] innviede

2.3 Der] da

2.3 paadrog] kom; «Og der Stunden kom» (Luk 22.14). Men denne betydningen er ikke registrert i ordbøkene.

2.6 ved Bordet sade] som satt ved bordet; sade/sadde er kurante sideformer til sad.

2.7 drikker nu her af] drikk nå (av denne vinen); imp. flt.

2.8 til stor Bade] til stor gavn; substantivet skrives oftest Baade. Rimet sade–Bade er kurant. Det er Luther, ikke Jesus, som tar opp spørsmålet om nattverdens gavn: «Huad gavner det saaledes at haffue ædet oc Drucket? Der suarer jeg til. Det giffue disse Ord tilkiende (som) giffuis for eder, item (som) udøses til Syndernes Forladelse. Thi i dette Sacramente giffues oss ved de Ord, Syndernes Forladelse, liffuet, oc den euige Salighed, This Liff oc Salighed følge af Fornødenhed met Syndernes Forladelse» (Luther 1616: 96–97).

3.1 Drikker […] drikker] drikk; imp. flt.

3.1 frit] Jf. Luk 22.17: «Og Hand [Jesus] tog Kalcken; tackede, og sagde: Tager denne, og deeler dend iblant eder.»

3.2 her skienkis] som skjenkes her

3.3 far] farer; kortformen er kurant.

3.3 vit] vidt omkring

3.4 betænkis] huskes; jf. katekismens «til min hukommelse» (Luther 1616: 96).

3.8 Nyt Testament] ny pakt; Den lille katekismens ord ifølge Matt 26.28 og 1 Kor 11.25

4.2 sød] godt

4.3–4 hvad Lengsel og Omhu Hand for din Frelse drager] hvordan han lengter etter å få frelse deg, og hvilken omsorg han har for deg i så måte. Konstruksjonen er ikke elegant. Længsel forutsetter preposisjonene til eller efter; drage omhu for er derimot kurant.

4.6 din Tørst dermed at slukke] for dermed å slukke din tørst

4.8 Forløssning] befrielse (fra syndens vold); jf. Rom 8.22–23: «Thi vi vide, at alle Creature forlænges med os, og de ere endnu stedse i Banghed. Og icke de alleeniste; men ogsaa vi self, som hafve Aandens første Grøde, forlænges og hos os self efter Børnenes Udkaarelse, og bie efter vore Legemers Forløsning.»

5.1 Fordom tid] i gamle dager (dvs. før Kristi soningsoffer)

5.1 opoffret] ofret

5.2 Et Blod af Lam og Vædre] Den ubestemte artikkelen forvirrer. En metrisk nødløsning? Eller en sammenblanding av blod og blot? Jf. Sktr 2.226. Jødefolket ofret årlig en bukk, den såkalte syndebukken, for rituelt å fri seg fra sine synder (3 Mos 16). I Johannes åpenbaring blir Jesus å forstå som offerlammet; nærmer om dette hos Erik A. Nielsen (2009: 471).

5.3 paa Korset rand] som rant på korset; underforstått relativpronomen (subjunksjon)

5.4 frugtet] hjalp, utrettet

5.5 Maal og Mund] mål og mæle

5.6 lod ey af] opphørte ikke med

5.6 at skrige] Jf. 1 Mos 4.9–10: «Da sagde HERren til Cain: Hvor er din Broder Abel? Hand sagde: Jeg veed det icke; skal jeg tage vare paa min Broder? HERren sagde: Hvad hafver du giort? Din Broders Blods Røst raaber til mig af Jorden.»

5.7 Miskund] barmhjertighet

5.8 tilsige] erklære

6.1 Abels Blod] Se komm. til 4.6 ovf. Og Nielsen (2009: 323), som utlegger Dass’ bruk av prefigurasjoner eller typologier.

6.2 Snerte] piskesnerter; en snert er den ytterste delen av en pisk. Både syl og snert kan (i overf. betydn.) brukes om ytringer.

6.4 med fortvilet Hierte] 1 Mos 4.13: «Da sagde Cain til HERREN: Min Synd er større, end at hun kan forladis mig.»

7.1 Det] Dvs. Jesu blod, nattverdsvinen

7.1 Herrens Pagtis Blod] den nye pakts blod; jf. komm. til 3.8 ovf. og Matt 26.28: «Dette er mit [Jesu] Blod, som er det Nye Testamentis, hvilcket som blifver udgydet for mange, til Syndernes Forladelse.»

7.4 stedse] alltid, uavbrudt

7.5 Testament] pakt

7.6 forvende] forfalske, endre

7.7 Bogstav og Prent] I en muntlig kultur, der Guds ord for folk flest er «Hørelsens Ord», garanterer skrift og trykk for bestandighet.

7.8 Verdens Ende] dommedag

8.1 Er det dog] det er dog; emfatisk inversjon

8.3 Testament] Her ikke «pakt», men testament i betydningen «skriv hvor man fordeler sine verdier på arvingene».

8.4 i Grave] i grav; dativ

8.6 en Prikke] en tøddel

9.3 det syndig Adams Kiøn] denne syndige menneskeslekt

9.4 Skick] bestemmelse

9.5 stiftet ind] innstiftet (i og med nattverdsordene)

9.7 som deris eget Sind] slik som deres egen lyst (el. tilbøyelighet)

10.1 slet] helt og holdent

10.1–2 borttage vil Guds Blod] Dvs. slik at bare vinen er igjen (som symbol på blod). Dette var de sveitsiske reformatorenes synspunkt (Zwingli og Calvin), som her slutter seg til «kjetterske» middelalderoppfatninger.

10.2 Skaaler] (vin)boller; man kan tenke seg at altervinen øses opp i alterkalken fra en skål eller bolle.

10.3–4 meere […] End Sacramentet taaler] Formodentlig refereres det her til en oppfatning om at altervinen helt og holdent mister sin vinkvalitet idet den forvandles til blod. Men dette var ingen utbredt oppfatning. Det var ingen stor uenighet mellom Luther og pavekirken på dette punkt. Begge ser altervinen som forvandlet (transsubstansiert) til blod, samtidig som «den ytre vinkvaliteten» bevares.

10.5 Eendeel indmuure vil hans Krop] Helt siden 800-tallet (Paschasius Radbertus) er det blitt påpekt at Jesus ikke kan være to steder på én gang: både i vinen og i himmelen. Dikteren ironiserer her over denne oppfatningen.

11.1 hvor] hvordan

11.2 Mand HErrens Blod kand drikke] at man kan drikke Herrens blod; at er utelatt.

11.5 raade for] forlede, forråde

11.6 Maaden foreskrive] bestemme synspunktet

11.8 Vill Tiden dig vell give] vil vise seg med tiden. Det ligger mellom linjene at den som følger fornuften, nok vil komme til å angre.

12.2 sigte] være rettet mot, dvs. det usynlige

12.3 Tilsagn] løfte, forskrift

12.3 beroer] gir deg tilfreds med

12.5 Gud jo Busken brende lod] 2 Mos 3.2–3: «Og HERrens Engel aabenbaredis for hannem [Moses] i en gloende Lue af en Busk; Og hand saae, at Busken brænde i Ild, og blef dog icke fortæred.» Guds åpenbarte seg altså for Moses i tornebusken, men var likevel ikke synlig.

12.7 Saa] slik

12.8 endis] brukes opp. Sammenligningen med tornebusken har to punkter: usynlighet og uuttømmelighet: Gud synes verken i vinen eller tornebusken. Og det at busken brenner, og vinen drikkes, påvirker henholdsvis verken busk eller vin.

13.1 Tykkes dig] synes du

13.2 beqvemmer] passer med, hører hjemme i

13.5 HErrens egen Mund] Dvs. innstiftelsesordene

13.6 den Skaal] den oppskjenkede drikk

13.6 paabøden] påbudt

14.3 kast] kastet; partisippformen er kurant.

14.4 slet] helt og holdent

14.4 forbinde] forener; nattverden betraktes også i AS 1.1.6 som et bryllup mellom Jesus og menneskesjelen.

14.5–6 Et Hierte […] et Liv, en Aand, Et Kiød] ett hjerte, ett liv, én ånd, ett kjød (tallord skrives som ubest. art.). At «Siæl» ikke har fått tallord til seg, beror rimeligvis på verstvang. Jf. 1 Mos 2.24 og Matt 19.5–6: «Og [Jesus] sagde: Derfore skal Mennisket forlade Fader og Moder, og blifve hos sin Hustru: Og de To skulle være eet Kiød. Saa ere de nu icke lenger to, men eet Kiød. Derfore, hvadsom GUD hafver tilsammenføyet, det skal Mennisket icke adskille.»

14.7 Baand] forening

14.8 nyde] få

15.1 Tre Personer] Dvs. treenighetens tre personer, far, sønn og hellig ånd, dogmatisk etablert gjennom de tre troens artikler. Treenigheten kommer ikke eksplisitt til uttrykk i Bibelen; det skjer først i senantikk teologi, i form av et dogme etablert på kirkemøtet i Nikea 325 e.Kr. Jf. den athanasianske trosbekjennelsen: «Men dendne er dend rette Christelige Tro, Ad vi ære een eeniste Gud i tre Personer i eeniste Guddom» (Resen 1631: upag. [H7]).

15.2 Et] ett

15.3 Aand og Blod og Vand] 1 Joh 5.6–7: «Thi de ere Tre, som vidne i Himmelen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; Og disse tre ere Eet. De ere Tre, som vidne paa Jorden, Aanden, og Vand, og Blod; Og disse Tre ere til Eet.»

15.5 To Naturer] Jesu to naturer: den menneskelige og den guddommelige. Etter flere århundrer med intern strid ble Kirkens kristologiske standpunkt fastlagt under kirkemøtet i Khalkedon i år 451. Jf. den athanasianske trosbekjennelsen: «Oc icke blande Personerne i huer andre, ey heller adskille det Guddommelige Væsen. En anden Person er Faderen, en anden Sønnen, En anden dend Hellig-Aand. […] Saa er nu dend rette Tro, ad vi troe oc bekiende, Ad vor HErre JEsus Christus Guds Søn, er Gud oc Menniske» (Resen 1631: upag. [H7] og [H8v]).

15.8 forleenis] gis som gave. Dass utlegger her Luthers syn på nattverdsunderet som konsubstansiasjon: Det forutsetter at vin og brød, til tross for sin forvandling til blod og kjøtt (transsubstansiasjonen), ikke mister sine egenskaper som nettopp vin og brød.

16.1 Naar at] når

16.1 forsikre] bevise, sikre forståelsen av

16.2 Himmel-høye Gaver] gaver som synes å nå helt til himmelen; dette kan forstås nesten bokstavelig: Gavene sikrer frelsen.

16.3 der offte til] dertil ofte; omstokkingen er formodentlig et produkt av verstvang.

16.5 det u-siunlig] Jf. 2 Kor 4.17–18: «Thi vor Bedrøvelse, som er timelig og læt, giør os en evig og ofver al maade svar Herlighed: Vi som icke see til det synlige; men til det u-synlige: thi hvadsom synligt er, det er timelig; og hvadsom u-synligt er, det er evigt.»

16.5 saa] således

16.7 fatter Siun derpaa] får øye på, får se

16.8 Da fatter Hiertet Liise] da får hjertet (tanker og følelser) ro eller lindring

17.1 Gedeon] I Dommernes bok fortelles det om Gideon (formen Gedeon både 1633/1699 og 1647) som av Gud er kalt til å frelse Israel fra midianittene. Før han går til felts mot fienden, ber han Gud om et tegn: Hvis skinnfellen han lar ligge på bakken om natten er duggvåt om morgenen, mens bakken ellers er tørr, regner han med å ha Gud med seg. Eksperimentet gjentas natten etter på omvendte vilkår: Bare en tørr skinnfell er da et tegn fra Gud. Begge gangene gir Gud Gideon det tegnet han trenger (Dom 6.36–40). Dass forteller historien i BV, «Om Gedeons Krig», str. 3–6, SV 2.27.

17.3 Samson] Dommernes bok forteller også om Samson, som lar seg binde av fienden, men så river seg løs, Dom 15.15–16: «Og hand fant en raaden Asen Kæfte, da udracte hand sin Haand, og tog den, og slog der med tusinde Mænd. Og Samson sagde: Der ligge de i hob, med en Asen Kæfte hafver jeg slaget Tusinde Mænd.» Teksten ekspliserer imidlertid ikke at kjevebenet er gitt Samson som tegn. I den versjonen han gir i BV (SV 2.39), skriver han at kjeften lå der «til all Lykke» («Samsons Historie», str. 26).

17.5–6 Stjerner […] Og Støv] Da Gud åpenbarer seg for patriarken Jakob i en drøm, lover han ham og hans etterkommere det land han hvor han der og da ligger: «Og din Sæd skal blifve som Støf paa Jorden, og du skal udbredis, Vester og Øster; Nør og Synder: Og ved dig og din Sæd skulle alle Slegter paa Jorden velsignis» (1 Mos 28.14). Også stjernene brukes av Gud i en tilsvarende sammenligning, men da overfor Jakobs far og farfar, Isak og Abraham; se 1 Mos 15.5, 22.16–17 og 26.4. Jakobs navn blir senere å forstå som en betegnelse på jødefolket: Israel. I denne forbindelse kan man forstå jødefolkets utbredelse som et tegn fra Gud på at det tror på ham og har hans velsignelse: «Hvo kand tælle Jacobs Støf, og Tallet paa den fierde Part af Israel?» (4 Mos 23.10).

17.8 At] på at

18.1 Moses fick en Stav] I 2 Mos 4 byr Herren Moses å kaste en kjepp på bakken, hvorpå kjeppen umiddelbart forvandler seg til en slange. «Da sagde HERren til hannem: Udreck din Haand, og grib hannem om Halen; Saa rackte hand ud, og holt hannem, og hand blef til en Kæp i hans Haand. Derfor skulle de tro, at HERren deris Fædris GUD, Abrahams GUD, Isaacs GUD, og Jacobs GUD, hafver aabenbaret Sig for dig» (2 Mos 4.4–5).

18.2 Noah Skyens Bue] 1 Mos 9.12–14: «Og GUD sagde: Dette er det Tegen paa den Pact, som jeg hafver giort imellem Mig og eder; og alle lefvende Diur hos eder herefter til evig Tid. Jeg hafver sæt min Regn-Bue i Skyerne, den skal være et Tegn paa den Pact imellem mig og Jorden. Og naar det skeer, at Jeg fører Skyerne ofver Jorden, da skal mand see min Regn-Bue i Skyerne.»

18.3 en skaaren Hud] en omskåret forhud; se 1 Mos 17.10: «Dette er min [Guds] Pact, som I skulle holde imellem mig og eder, og din [Abrahams] Sæd efter dig: Alt Mandkiøn, som er iblant eder, skal omskiæres.»

18.5 vist] i sikker tro

18.6 Troens Øye] Jf. 2 Kor 4.18: «Vi som icke see til det synlige; men det u-synlige: thi hvadsom synligt er, det er timelig; og hvadsom u-synligt er, det er evigt.»

18.7 den udperset Drue-Qvist] altervinen: den pressede drueklase

19.3 Ordet] Dvs. nattverdens innstiftelsesord. Bibelens ord er på 1600-tallets ennå først og fremst formidlet muntlig, som «Hørelsens Ord».

19.4 sander] erfarer, bekrefter

19.5 en Lem] et menneske; jf. 1 Kor 6.15.

19.6 bestille] gjøre, foreta seg; dvs. gå til nattverd

19.7 Hvor] hvordan

20.3 Ja, jeg glædis visselig] Disse ordene og de følgende, frem t.o.m. 25.8, er ord dikteren tenker seg Jesus kunne ha ytret i den aktuelle situasjonen. I den klassiske retorikken kalles et slik grep for en ethopoiía.

20.5 høybeklemte] Sjelen kan være «svært beklemt» på to måter: som innesperret i kroppen og (i overført betydning) av frykt for synden og dommen.

20.6 Hvis Øyne staar i Vædske] Her tenker dikteren seg at også sjelen har øyne og tårer.

20.7 vederqvæge] gjenopplive; jf. Sal 23.3: «Han [Herren] vederqvæger min Siæl; Hand leder mig paa ret Vey for sit Nafns skyld.»

20.8 ledske] slukke; uttrykket impliserer at sorgen er en slags ild.

21.1 brød] forbrøt, syndet

21.1 betalt] Denne økonomiske metaforikken har sitt grunnlag i NT, men er særlig yndet av Dass. Den forutsetter at Gud er en allmektig banksjef, menneskene hans lånekunder. Gjennom sitt offer, betaler Jesus det menneskene skylder. Jf. TB 4.7.3 og 6.27.8.

21.2 clarere] innløse; jf. TB 10.7.3 og DS 1.16.5.

21.3 galt] gjaldt; formen er kurant.

21.6 Mig sad i Hiertet inde] som fantes i mitt hjerte; mao. ikke i alterkalken.

21.8 mit Minde] Her parafraserer Jesus sine egne innstiftelsesord; katekismeteksten gjengis i den innledende kommentaren til AS 1.

22.3 taalig] føyelig, tålmodig

22.6 Da de mig Galde skienkte] Det siste den korsfestede Jesus får å drikke på korset, er eddik; jf. Matt 27.48 og Joh 19.29. Rett før han nagles til korset, har han imidlertid blitt hånet med et tilbud om «Edicke […] blandet med Galde» (Matt 27.34), noe han rimeligvis avslår etter å ha smakt på det. Galde brukes undertiden i betydningen «gift» eller «skadelig stoff».

22.7 de Spiudet i mig stak] Joh 19.34: «Men Een af Stridsmændene aabnede Hans [Jesu] Side med et Spyd; og strax gick der Blod og Vand ud.»

22.8 trengte] klemte, tvang

23.2 Paa Røver-viis] Jesus ble korsfestet mellom to «ugjerningsmenn» eller «røvere»; se Matt 27.38 og Luk 23.32.

23.3 Een gaar til, een anden fra] én går til grunne, en annen unnslipper. Setningen henspiller rimeligvis på frigivelsen av Barabbas (jf. Matt 27.16–17 og 26, Luk 23.25), men det virker forvirrende at Jesus med det følgende «men» stiller seg seg i motsetning til både den som unnslapp, og den som ble henrettet. Parallellen kan kanskje også trekkes til de to røverne som ble korsfestet sammen med Jesus, hvorav den ene ble frelst, den andre ikke (Luk 23.39–43).

23.5 i Sticken stod] som ble etterlatt i nød

23.6 Forfult af bidske Hunde] I gresk mytologi fortelles det om jegeren Aktaion, som, etter å ha fornærmet jaktgudinnen Artemis, forvandles til en hjort og rives ihjel av sine egne hunder. Historien fortelles av Ovid, i hans Metamorfoser (3.138–252). I de kristnes allegoriserte versjon av Ovid fremstilles så Aktaion som en Kristus-figur: en helt som forfølges av sine egne, men som får oppreisning til slutt. Jf. Rowland 2010: 5–6.

23.7 Mig baade Gud og Folk forloed] Matt 27.46: «Og ved den niende Time raabte JEsus høyt, og sagde: Eli, Eli, Lama, Sabachthani! Det er, min GUd, min GUd, hvorfor hafver Du forladt Mig?» Dass skriver om Jesu siste ord på korste i BV, «De syv Ord paa Korset JEsus talte», str. 5 (SV 2.130).

23.8 undløbe] unnslippe

24.3 Da jeg skreeg det store Skriig] Luk 23.46: «Og JEsus raabte høyt, og sagde: Fader, Jeg befaler min Aand i dine Hænder.» Jf. Matt 27.50, Joh 19.30 og BV, «De syv Ord paa Korset JEsus talte», str. 8 (SV 2.130).

24.4 At] slik at

24.4 Jorden der ved bævet] Matt 27.51: «Og See! Forhenget i Templen refnede i to Stycker fra det øfverste til det nederste: Og Jorden bævede, og Steenene brøste sønder.»

24.7 Last] onde tilbøyelighet, vanesynd

24.8 hævne] gjengjelde

25.4 din u-skyldig Broder] At Jesus i nattverden ellers er å betrakte som den troendes brudgom (jf. str. 14 ovf.), hindrer ikke dikteren i også å fremstille ham som bror.

25.6 Skaale] skål, drikk; entallsformen er kurant.

25.7 Som] han som

26.1 Naar at] når

26.2 Beviisis] vises

26.7 hun] Dvs. synden, som personifiseres som kvinne (hunkjønn).

26.8 HErrens Naade] Synden oppveies mao. lett av Guds nåde, dvs. soningsofferet, så sant man tror.

27.2 Tilbringer] medfører

27.2 megen Baade] stort gagn

27.4 Retfærdighed og Naade] Jf. Rom 5.17: «Thi at regnerede Døden formedelst den Eene, for en eniste Synds skyld; da skulde de meget meere, som saae Naadens og Gafvens Ofverflødighed til Retfærdighed, regnere i Lifvet, formedelst den ene JEsum Christum.»

27.6 tilreede] for hånden, til disposisjon

28.2 afvende] forhindre; ønskende konj.

28.4 rende] løpe; hastverk tolereres ikke. Lovens og Kirkeritualets krav til forberedelse må først være oppfylt; se den innledende kommentaren til AS 1.

28.5 Testamentets] paktens; jf. 3.8 og 7.5 ovf.

29.1 Hvo] den som

29.4 opsluge] sluke, sette til livs

29.5 Hand fører sig selv Dommen paa] 1 Kor 11.29: «Thi hvosom æder og dricker u-værdeligen, hand æder og dricker sig self Dommen, der med at hand icke giør Forskiel om HERrens Legeme.»

29.6 inddrikker] drikker

29.8 bunden Hund i Strikker] en hund som er bundet med tau (og følgelig ikke kan flykte for å unngå straff)

30.1 Var dig] pass deg

30.2 Judas, en Forræder] Matt 27.5: «Og hand [Judas] kaste Sølf-Penningene i Templen; skyndede sig der fra; gick bort, og hengde sig self.»

30.6 Og stod sin egen Fare] ble overlatt til sin skjebne (hjelpeløs)


Den Tredie Sang
Denne tredje sangen om nattverden synes å være skrevet etter de to foregående; den inngår ikke i dikterprestens første versjon av verket, den vi har bevart i de tidlige avskriftene. Mye tyder på at Dass ville ha filt litt mer på enkelte vers i denne sangen hvis han hadde fått sjansen. Alt er ikke like godt gjennomarbeidet. Mens de to første sangene er ment å sikre forståelsen av henholdsvis nattverdsbrødet og -vinen, har denne tredje et noe mer anvendt siktemål: Den påpeker nødvendigheten av syndsbevissthet og botsfromhet, men insisterer samtidig på at enhver er velkommen ved Herrens bord om man bare tror. Hva angår lovens krav til nattverdsdeltakelse, se den innledende kommentaren til AS 1.

I likhet med den første sangen fremviser denne stor variasjon i henvendelsen. Her apostroferes Troen (8.1), Sjelen (14.5, 17.5, 29.7 og 32.7), og Gud Fader (21.6, 22.1 og 40.1). Dikteren retter seg til sine tilhørere (og lesere) i både entall og flertall, «du» og «dere», også slik at han inkluderer seg selv.

Innholdsmessig kan sangen deles i åtte: (1) Utgangspunktet tas i tekstgrunnlaget (1 Kor 11), dvs. kravet om at man skal prøve eller granske seg selv før man går til Guds bord. For kjødet er skrøpelig og Guds vrede truer (str. 1–4). (2) Som en forutsetning for denne selvransakelsen ligger imidlertid Kristi soningsoffer, som endrer menneskets betingelser ganske radikalt (str. 5–7). (3) Soningsofferet har likevel ingen virkning om vi ikke tror. Troen bidrar i sin tur til å legge grunnlaget for gode gjerninger og for å forenes med frelseren i nattverden (str. 8–12). (4) Hvordan skal man så komme til tro? Jo, ved å høre Guds ord. Med dem settes prosessen i gang (str. 13–17). (5) Med str. 18 vender vi så tilbake til tekstgrunnlaget og selvransakelsen. Hva som ligger i dette? Først og fremst anger for alt vi har gjort Gud imot. Med angeren følger imidlertid Guds nåde (str. 18–24). (6) I sangens sjette del tar dikterpresten opp spørsmålet om forsett: med hvilken plan vi går til nattverd. Her innprentes vi at heller ikke nattverden, i likhet med soningsofferet, duger uten egeninnsats mot synden. Bønn hjelper, tro hjelper også, og anger, som effektuerer Guds nåde (str. 25–32). Den syvende delen kommer med trøst til den som føler seg som en mislykket synder, uverdig Herrens bord. Men nattverden er nettopp for den angrende synder, hevdes det, for sakramentet gir syndsforlatelse til den angrende (str. 33–37). Til avslutning kan dikterpresten bekrefte at nattverden venter på alle dem som har gransket liv og levnet. Gjennom den forenes vi med Gud, som gir oss trøst og frelse. Så kan vi håpe på å få være gjester ved Hans bord også i det hinsidige (str. 38–40).

Laila Akslen omtaler denne sangen ganske kort (1997: 146–48). Hun sammenligner den med Dorothe Engelbretsdatters «Gudelig beredelse til HErrens hellige Nadere» (DESS 54), en sammenligning som tydelig demonstrerer forskjellen mellom to diktere, men også to genre: Som luthersk prest driver Petter Dass pastoral veiledning, mens Dorothe Engelbretsdatter i sin sang selv fremstår for Gud som en angrende synder.

værdig Prøvelse] en passende selvransakelse, evt. (med proleptisk bruk av adjektivet) en selvgranskning som gjør en verdig (til Herrens nadverd)

Tilberedelse] forberedelse

1 Cor. 11, v. 26, 27, 28, 29] «Thi saaofte som I æde dette Brød, og dricke af denne Kalck, da skulle I forkynde HERrens Død, indtil hand kommer: Hvosom nu æder u-værdeligen af dette Brød, eller dricker af HERRENS Kalck, hand er skyldig i HERRENS Legeme og Blod. Men hvert Menniske skal prøfve sig self, og æde saa af dette Brød, og dricke af denne Kalck. Thi hvosom æder og dricker u-værdeligen, hand æder og dricker sig self Dommen, der med at hand icke giør Forskiel om HERens Legeme.»

mel.] Manuskriptene oppgir til AS 2 forelegget «Kom ô skiønne Hyrde-møe, etc.», identifisert som Anders Bordings hyrdevise «Kom ô Skiønnist Hyrdemøe» (Bording 1984: 1.250). Melodien er imidlertid ikke lenger kjent. Dass bruker det samme forelegget (iht de bevarte avskriftene) til evangeliesangen til tredje søndag etter påske, «Jesus med een venlig mund» (SV 3.285). Førsteutgaven av Evangelisangene oppgir på sin side Dorothe Engelbretsdatters nattverdssalme «Vær til freds min kiære Siæl» (DESS 131). Denne er imidlertid metrisk ikke helt identisk med Dass’ katekismesang.

nest foregaaende] forrige

1.2 At hver skal Prøve giøre] Dette er den prøven Paulus referer til i 1 Kor 11.28 (se innl. komm. ovf.).

1.7 Band] utelukkelse fra det kristne fellesskap el. tilintetgjørelse

1.8 Pølen] Helvete; «Pølen» omtales i Åp 19.20; jf. 20.10: «Disse to [dyret og den falske profet] blefve kaste lefvende i en gloende Pøl, som brende med Svofvel.»

2.1 Hver sig derfor prøve] la enhver granske seg selv; oppfordr. konj.

2.3 Gribe sig i Barm] ransake sin samvittighet; barm står i dette uttrykket metonymisk for hjerte; jf. prøve hjerte og nyrer.

2.5 Hand u-reen og besmittet er] han er uren og besmittet; ordstillingen er åpenbart stokket pga verstvang.

2.6 Reenhed] Jf. 1 Tess 4.7: «Fordi GUD kaldede os icke til Ureenhed, men til Hellighed.»

2.7 som ingen U-reen seer] Jf. Ef 5.5: «Thi det skulle I vide, at ingen Skiørlefnere, eller Ureen, eller Gierig (hvilcken der er en Afguds Tienere) hafver Arf i Christi og Guds Rige.»

3.1 Grandsker] gransk; imp. flt.

3.3 Holder] hold; imp. flt.

3.4 Speyel] speil (to stavelser: spegel fra lat. speculum); jf. Jak 1.23–24: «Thi dersom nogen hører Ordet, og giør der icke efter, hand er ligesom en Mand, der beskuer sit Naturlige Ansigt i et Speyel. Thi naar hand hafver beseet sig, da gaar hand strax bort og glemmer, hvorledis hand var skicket.»

3.5 Seer] se; imp. flt.

3.5 tit] ofte

3.5 fremmed] fremmet, befordret

3.8 i sin Bogstaver] slik de står skrevet

4.1 Seer] se; imp. flt.

4.2 mon […] æske] kan kreve

4.4 foruden Saft og Væske] uten (livs)saft og kraft; jf. Sal 32.4. Vi kan òg tenke oss at saften er å forstå som altervinen, som i en av Kingos nattverdssalmer: «Det Bord det er min Siælis Kraft,/ Der faar jeg Livets Himmel-saft» (KSS 3.210).

4.5 fuldkomme] oppfylle

4.8 Med Torden-skrald] Jf. Sal 104.7: «Men de flye for din Straf; for din Torden fare de bort.»

5.2 ævig Piine] Matt 25.45 (25.46): «Og de [synderne] skulle gaae i den evige Pjne; men de Retfærdige i det evige Lif.»

5.4 O] Interjeksjonen brukes for å gi uttrykk for retorisk patos: Å, for en…

5.4 Døds Bogstav og Line] dødelig skrevet ord og meddelelse (linje)

5.5 Bævelse] angst, skrekk; jf. bl.a. Sal 55.6: «Fryct og Befvelse ere komne paa mig; Og Gruelser ere faldne paa mig.»

5.7 her er en Borg] Jf. Sal 46.8: «HERren Zebaoth er med os; Jacobs Gud er vor Beskiermere» og Luthers gjendiktning, slik den står hos Thomissøn (1569: 217): «Vor Gud hand er saa fast en borg» (oversetteren er ukjent).

6.1 Frelsermand] frelser

6.2 forløset] befridd

6.3 ham] på ham (dvs. Jesus)

6.3 GUds vredes Brand] Jf. Jes 66.15: «Thi see! HERren skal komme med Ild, og hans Vogne, som et Væir, at betale sin Vrede i Grumhed, og sin Straf i Ildens Lue.»

6.4 Vor Straf] Dette syntagmet står appositivt til «Guds vredes Brand» og kunne vært skilt ut med komma før og etter.

6.4 overøsed] overveldet (men «øsing av ild» er neppe en helt vellykket metafor)

6.5 For os] på våre vegne

6.5 Forbandelse] fordømt; Gal 3.13: «Og Christus forløste os af Lovens Formaledidelse, der Hand blef en Forbandelse for os.»

6.6 Paa det] fordi

7.1 Saaer] full av sår; jf. AS 1.30.2

7.1 knuset] drept

7.2 Paa det] for at

7.2 lægis] Oppfatningen av nattverden som et slags legemiddel finnes allerede hos Luther (1629: 140v): «Mand maa jo icke ansee Sacramentet som nogen skadelig ting, ad mand skulle løbe fra det: men som det der er jdel salig oc en trøstelige Medicin oc Lægedom, som dig hielper oc gifuer Lifuet, bode til Siæl oc Legeme.» Jf. AS 1.6.9.

7.3 lagt hen] henlagt (i juridisk forstand) el. begravd; et flott barokt paradoks

7.7 af gandske Magt] av hele vår magt

7.8 flux] straks

8.1 ved Troen i sit Blod] Rom 3.25: «Hvilcken Gud hafver skicket til en Naadestoel formedelst Troen i hans Blod, hvormed Hand tilbyder den Retfærdighed, som gielder for Hannem, i det at Hand forlader Synden, hvilcken som var blefven hidindtil under Guddommelig Taalmodighed.»

8.3 Naadestool] forsoning; jf. Rom 3.25 (ovf.) og 2 Mos 25.17 (den bokstavlige).

8.3 fod] alterfot; jf. AS 1.1.1.

8.4 Rætfærdig skreven] rettferdiggjort; jf. Sal 69.29: «Slet dem af de Lefvendis Bog, at de icke blifve opskrefne med de Retfærdige.»

8.6 O Tro] Interjeksjonen markerer her tiltale. Troen personifiseres.

8.6 HErrens Gave] Ef 2.8: «Thi I ere blefne salige af Naade, formedelst Troen; og det icke af eder self: Det er GUds Gafve.»

8.7 ædle Træ] foredlede tre (mots. vilde). Jesus bruker flere ganger trær i lignelser, f.eks. treet som kjennes på fruktene (Matt 7.16), sennepskornet som vokser til et stort tre (Matt 13.31–32) og fikentreet som visner (Matt 21.19).

9.2 Klæde] plagg, kledebon

9.3 sig afføer] kler av seg; jf. Ef 4.24: «Og fører eder i det ny Menniske, som er skabt efter Gud i Retsindig Retfærdighed, og Hellighed.»

9.4 eene] bare

9.5 Beklæd] iført

9.6 i Sin egen] sc. lydighet

9.8 Ved Troen] Jf. Rom 1.17: «Fordi at den Retfærdighed blifver aabenbaret der udi, som gielder for GUd, hvilcken som kommer af Troen til Troen: ligesom og staar skrefvet: Den Retfærdige skal lefve af sin Tro.»

10.1 du] Dvs. den personifiserte tro

10.1 fatter du med Haand] griper du med din hånd. Troen utstyres her med en menneskelig hånd. Vi kan imidlertid også forstå haand som abstrakt, i betydningen «makt», slik det ofte brukes i Bibelen, i uttrykket «Herrens hånd».

10.2 møye] bekymring

10.3 Baand] tau; jf. Mark 15.1: «Og strax om Morgenen huldte de ypperste Præster Raad med de Eldste og Skriftkloge, der til det gandske Raad; og de bunde JEsum, og førde Hannem bort, og antvordede Pilato Hannem.» Baand kan òg forstås som «lenker» eller «fangebånd» generelt.

10.4 os tilleigner] gjør til vårt

10.4 nøye] fullt ut

10.5 fortienet] opptjent

10.7 tilsiger] lover

10.8 Livets] det evige livs, frelsens

11.1 hand] Dvs. synderen (10.6)

11.1 troer] stoler på, fester lit til

11.3 i sig] i ham; ikke uvanlig sammenblanding

11.4 Himmel-Baade] himmelske gagn

11.5 hand] Dvs. synderen (10.6)

11.5 ham] Dvs. Jesus

11.7 Arving] 1 Kor 6.9: «Vide I icke, at de Uretfærdige skulle icke arfve Guds Rige?» Jf. 1 Kor 15.50.

11.7 Bram] prakt

11.8 Børen] barn

12.1 hand] Dvs. synderen (10.6)

12.2 pant og Segl] sikkerhet og bekreftelse; jf. 2 Kor 1.21: «Og Gud er Den, som stadfester os med eder i Christo, og salvede; Og beseglede os, og gaf Aanden til Pandt i vore Hierter.»

12.2 nyde] få

12.6 At] på at

12.7 Guds levend’ Lem] 1 Kor 6.15: «Vide I icke, at eders Legemer ere Christi Lemmer? Skulde jeg nu tage Christi Lemmer, og giøre Skøge-Lemmer af? Det være langt fra.»

12.8 Spiise] mat

12.8 smager] inntar

13.1 hvor] hvordan

13.3 som intet kand formaa] Jf. Rom 7.18: «Thi jeg veed, at i Mig, det er, i mit Kiød, boer intet Got: Villien hafver jeg vel; men at fuldkomme det Gode, finder jeg icke.»

13.6 modstride] kjempe imot, gjøre motstand

13.7 Hvis] selv om

13.7 Sands mod Gud] motstand mot Gud; jf. Rom 8.7, se 13.8 ndf. og 1647: «Thi kiødsens sandz er fiendskab imod Gud […]».

13.7 samt ald Forstand] og mot all tenkeevne

13.8 Fiendskab] Jf. Rom 8.7: «Thi det er Fiendskab imod GUD, at være kiødelige til sinde, efterdi det er GUds Lov icke underdanig; thi hand formaar det og icke.»

13.8 viide] innrømme, tilstå

14.1 Hvor] hvordan

14.1 befinde] erfare, merke

14.2 Troens Gave] Jf. 8.6 ovf.

14.3 hun] Dvs. Troen; personifiserte abstrakter opptrer som hunkjønn.

14.3 den art] den kvalitet

14.3 ret] nettopp

14.5 betænk og agt] tenk over og husk på

14.6 HErrens Finger] Jf. 2 Mos 31.18 og Luk 11.20: «Men dersom jeg [Jesus] uddrifver Diefle ved GUds Finger, da kommer jo GUds Rige til eder.»

14.8 Guds Klokke] kirkeklokken (hvis kirken er «Guds hus», må også klokken(e) i tårnet være Guds).

15.1 Naar at] når

15.1 høres smugt] høres (under gudstjeneste), vakre som de er

15.3 Ret som] på samme måte som

15.3 Regnen] regnet; hankjønn er kurant.

15.3 som Regnen bringer Frugt] Jf. 3 Mos 26.4: «Da vil jeg [Gud] gifve eder Regn i sin Tid, og Jorden skal gifve sin Grøde, og Træerne paa Marcken skulle bære deris Fruct.»

15.4 laver] ordner, innretter

15.6 Læmpe] varsom og behendig fremgangsmåte

15.7 drager fort] lokker (oss) frem; jf. Joh 6.44: «Der kand ingen komme til Mig [Jesus], uden saa er at Faderen, som Mig udsendte, drager Hannem.»

15.8 dempe] redusere el. tilintetgjøre

16.1 Sinds Fornuft] fornuften

16.2 Derhos] videre

16.3 Syndsens] syndens; arkaiserende genitivsform, brukt emfatisk (jf. havsens, landsens); jf. Sktr 2.53.

16.3 bryndig] lidenskapelige

16.4 Til GUds Ords Lyst henføyet] omdirigert til en lyst til (å høre) Guds ord

16.5 Saa givis Magt] så får vi makt

16.6 At] til å

16.7 Synde-Byld] synd; synden her betraktet som en legemlig skade

16.8 O liflig Klang og Tone] å, for en liflig sang; verset må oppfattes som en metakommentar. Dikteren bryter ut i begeistring over sin egen sang.

17.1 blir ført og ført] stadig blir ledet

17.4 Ogsaa] endog

17.4 til Liv opqvægit] kalt til live

17.5 finder] merker

17.6 annammer] får

18.1 GUds Apostel] Paulus; det refereres til den innledende teksten fra 1 Kor, se ovf.

18.2 visselige] sannelig

18.3 Prøve os] granske oss selv

18.4 duelige] dyktige el. flittige

18.5 prøver os] gransker oss selv

18.6–7 stadfæster, Og vidner] Adgangen til nattverden, som må oppfattes som et slags trosbevis, utdeles her omtrent som ved en eksamensseremoni. Guds hellige ånd gir menneskets ånd det avgjørende håndtrykk. Jf. Rom 8.16: «Den samme Aand gifver vor Aand Vidnisbyrd, at vi ere GUds Børn.»

18.7 der] Vi hadde ventet her, ettersom det er subjektets egen hånd det er snakk om. Formuleringen underminerer slik den antropomorfe fremstillingen av Ånden.

19.1 vi prøve giør] vi foretar granskningen

19.2 hænger] er forbundet med

19.3 hør] hører; kortformen er kurant.

19.5 fortrydelse] anger

19.6 begangne Laster] begåtte synder

19.7 Ruelse] anger

19.8 Vores] vår; formen er kurant

19.8 nedkaster] Et konvensjonelt uttrykk for underkastelse; jf. Sal 95.6: «Kommer, lader os tilbede, og falde paa Knæ, og nedfalde for HErren, som os giorde.»

20.1 Angrer] angre; imp. flt.

20.3 Tit fortørnet] ofte krenket

20.4 vor] vårt; kurant sideform til vort

20.4 Lader] uttrykk, miner

20.5 En sønderknuset bævend’ Aand] Sal 51.19: «En angerfuld Aand er det Offer, som GUd behager: GUd forsmaar icke et sorge-fuldt Hierte.»

20.6 Lovens haarde Hammer] Jer 23.29: «Er mit Ord icke ligesom en Ild, siger HERren, og ligesom en Hammer, der sønderslaar Klippen?»

20.7 hans vældig Haand] hans veldige makt; 1 Pet 5.6: «Saa ydmyger eder nu under GUds veldige Haand, at hand skal ophøye eder i sin Tiid.»

21.1 Trældoms Sorg og Frygt] Rom 8.15: «Thi I hafve icke annammet en Trældoms Aand, at I skulle atter frygte eder; men I hafve annammet en sønlig Udkaarelses Aand, formedelst hvilcken vi raabe: Abba, kiære Fader.»

21.2 kuns] kun, bare

21.2 at grue] Som setningen står, mangler den et finitt verb; jf. 29.4 ndf. Dass fikk kanskje aldri foretatt siste revisjon her. Meningen synes likevel klar nok (basert på Romerbrevet 8.15): Vi skal ikke forbli i trelldom, ei heller grue for dommen, men frykte Gud vår far idet vi ber om fornyede barnekår. Teksten kunne på versets betingelser rettes f. eks. slik: «Ey for Trældoms Sorg og Frykt, / for Straffen kuns, vi grue.»

21.3 i fortviil henrykt] overveldet av fortvilelse

21.4 Far] farer; kortformen er kurant.

21.4 ævig Lue] Matt 25.41: «Da skal Hand [kongen] og sige til dem hos den venstre (Haand:) Gaar bort fra Mig, I forbandede, i den ævige Ild, som er beredt Diefvelen og hans Engle.»

21.5 Børen] barn; formen er kurant, men betinget av verset; jf. 22.2 og 22.3 ndf.

21.7 lad Vreden gaa] Jf. Sal 37.8: «Forlad Vrede, og ofvergif Hastighed; Fortørne dig icke, at du giør ilde.»

21.8 At] slik at

21.8 vor Bræk] våre ufullkommenheter, våre brister

22.3 Giør os Børen] gjør oss til barn

22.4 Børne-Rætten] barnekårene; jf. Rom 8.15: «en sønlig Udkaarelses Aand»

22.4 tigger] ber innstendig om

22.6 øve] dyktiggjøre

22.7 holde den] holde den for å være

22.8 prøve] eksamen; for den som tror, blir frelst.

23.1 Glæde] en glede

23.2 Skylden er betalet] gjelden el. synden er gjort opp for. Dass’ forkjærlighet for økonomisk metaforikk av denne typen kan også studeres i for eksempel TA 10 og TB 7.19.

23.3 fuldkommenhed] fullbyrdelse

23.4 aftalit] avgjort

23.5 Christi Guddoms Kraft] Jf. 2 Kor 12.9: «Og hand sagde til mig: Lad dig nøye med min Naade; thi min Kraft er mægtig i de Skrøbelige. Derfor vil jeg heldst rose mig af min Skrøbelighed, at Kristi Kraft kand boe hos mig.»

23.7 Fuldkommet] fullbyrdet

23.7 vor Løsnings Værk] arbeidet med vår befrielse; jf. Hebr. 9.15 og Ef 1.4–7: «Ligesom Hand og udvaldte os formedelst Hannem, førend Verdens Grundvold blef lagt, at vi skulde være hellige, og ustraffelige for Hannem i Kiærlighed. Og hand beskickede os til Børns udkaarelse for sig self, formedelst Jesum Christum, efter sin Villies velbehagelighed; Sin herlige Naade til Lof, formedelst hvilcken Hand giorde os behagelige i sin Elskelige. I hvilcken vi hafve Forløsning, formedelst hans Blod, som er Syndernes Forladelse, efter Hans Naades Riigdom.»

23.8 priset] Jf. Ef. 1.12: «Paadet vi kunde være hans Herlighed til Lof, vi som tilforn haabedes til Christum.»

24.1 føder] skaper, avføder

24.3 blid] nådig

24.4 for Sønnen] for sønnens skyld, på grunn av sønnen

24.5–6 Hvad Livet og Gudfrygtighed […] frembringer] Hva refereres det til her? Man kan tenke seg både materielle forutsetninger («det daglige brød») og gode gjerninger, gudfryktighetens praktiske side, som en funksjon av troen (og nattverden).

24.8 vi os svinger] vi beveger oss (oppover, i retning himmelen)

25.1 Agter] pass på

25.1 Forsæt] forsett, plan

25.3 det] Dvs. forsettet

25.5 slibrig] glatte, usikre

25.6 Spotters Sælskab] Jf. Sal 1.1: «Salig er Den, som icke vandrer i de ugudeligis Raad; eyheller staar paa Synderis Vey; eyheller sidder i Spotternis Stoel.»

25.6 føre] representere el. lede

25.7 slet] helt og holdent

25.7 Rey] tummel, atferd; jf. åsgårdsrei

26.1 At] det at

26.3 Fliid og Sveed] plikt og strev

26.4 Guds Kraft] Jf. Rom 1.16: «Thi jeg blues icke ved Evangelium om Christo; thi det er GUds Kraft, som giør dem alle salige, som troe der paa; Jøderne besønderlige og Græker ogsaa.»

26.5 Raab] henvendelse til Gud, bønnerop; jf. Sal 102.2: «HERRE, hør min Bøn, og lad mit Raab komme for dig.»

26.6 stedse] alltid, uopphørlig

26.7 stadig Haab] Jf. Rom 12.12: «Værer glade i Haabet; Taalmodige i Bedrøfvelse; Holder hart ved at bede.»

27.2 hentraade] gå bort

27.3 Dynd] søle; jf. Sal 69.15: «Frels mig af Dyndet, at jeg icke druckner; At jeg kand frelsis fra mine Hadere, og af dybe Vand.»

27.4 GUd liggend’ Hykler hævner] Gud hevner seg på hyklere(n) som ligger (i sølen/synden)

27.5 Foruden gode Gierninger] Jak 2.26: «Thi ligesom Legemet er dødt uden Aanden, ligesaa er og Troen død uden Gierninger.» Spørsmålet om hhv. tro og gode gjerninger som forutsetning for frelse er et teologisk stridsspørsmål som Luther, på basis av bl.a. Rom 3.28, avgjorde kompromissløst til fordel for troen (sola fide). Senere modifiserte lutherske teologer dette standpunktet. Jesper Brochmann skriver for eksempel i Universæ Theologiae Systema (Brochmand 1664: 2.230): «Nobis extra omne dubium est, bona opera esse necessaria» (For meg står det hevet over enhver tvil at gode gjerninger er nødvendige).

27.7 hvor som] der hvor

27.8 skorte] mangle

28.2 stedse] igjen og igjen

28.2 Børen] barn

28.3 Poderne] barna, avkommet; ordspill: Barna er også «podekvister» uten egne røtter. De skal (be)dømmes på grunnlag av den frukten de bærer (28.5 ndf.).

28.5 af Frugten see] Matt 7.16–17: «Paa deris [de falske profeters] Frugter skulle I kiende dem: Kand mand og plucke Viin Druer af Torne? Eller Figen af Tidsel? Saa bær og hvert got Træ god Frugt; men et raadet Træ bær ond Frugt.»

28.6 stræbe os at fæste] legge vinn på å befeste oss

28.7 Kaldet og Udvælgelse] Matt 22.14: «Thi mange ere kaldede; men faa ere udvalde.»

29.2 Tro i faste Tanke] Jf. 1 Kor 15.58: «Derfore, mine kiære Brødre, værer faste, urørlige, og forfremmes altid i HERRENS Gierning, efterdi I vide, at eders Arbeyde er icke forgiefvis i HERREN.»

29.3 Forsæt til HErrens Vey] vilje til (å gå) Herrens vei; jf. Sal 18.22: «Thi jeg holder HERrens Veye, og er icke ugudelig imod min GUd.»

29.4 sindet flux at vanke] tankene med det samme [begynner] å vandre. Her mangler et finitt verb; jf. 21.2 ovf. Vi kunne kanskje underforstå finder fra 29.1, men finde, i betydningen «fornemme», brukes normalt ikke med en infinitivskonstruksjon, som her.

29.5 Bævelse] angst

29.6 At] i den tro at

29.6 Værdig] Se katekismens tekstgrunnlag i den innledende kommentaren (1 Kor 11.26–29).

29.7 med fliid] med ivrig omhu

29.8 stedse] alltid

29.8 færdig] rede, villig (til å ta imot en synder)

30.6 spørre] erfare

30.7 dennem] mot dem

31.4 Aarsager] forårsaker

31.7 hvor som] der hvor

31.7 Ruels] anger, ruelse

32.3 Skiønt at] selv om

32.6 Aanden den er villig] Matt 26.41: «Vaager og beeder, at I icke skulle falde i Fristelse: Anden er villig; men Kiødet er skrøbeligt.»

32.7 O syndig Brud] I den allegoriske lesningen av Salomos høysang settes brudgommen lik Kristus og bruden lik den enkelte kristensjel eller Kirken som fellesskapet av de troende. Bryllupet representerer troens fullbyrdelse. Se komm. til AS 1.1.6 ovf.

32.8 billig] som seg hør og bør

33.1–2 at du est U-værdig] Se katekismens tekstgrunnlag i den innledende kommentaren til denne sangen (1 Kor 11.26–29).

33.4 erindre] påminne

33.5 Hør] lin; Jes 42.3 og Matt 12.20–21: «Hand skal icke sønderbryde det knusede Rør, og ey udslycke den rygende Hør, førend Hand udfører Dommen til Seyer. Og Hedningene skulle haabes paa Hans Nafn.»

33.8 overfuser] skjeller ut

34.3–4 tag Min Vantroe bort] Mark 9.23: «Og strax raabte Barnets Fader, grædende, og sagde: Jeg troer, HERre; hielp min Vantro.»

34.5 værdig] Jf. 33.2 ovf.

34.7 stadig] standhaftig

34.8 I Hellighed] Jf. 2 Kor 1.12: «Thi denne er vor Roes, som er vor Samvittigheds Vidnisbyrd, at vi hafve vandret i Verden i Eenfoldighed, og i Guds Opriktighed; icke i kiødelig Viisdom, men i Guds Naade, dog allermeest hos eder.»

35.3 Svagheds Kar] syndige mennesker; jf. 1 Pet 3.7 og 2 Tim 2.20: «Der ere icke alleeniste Kar af Guld og Sølf i et stort Huu; men ogsaa af Træ, og Jord: Og nogle til Ære, og nogle til Vanære.»

35.4 finder] merker, føler

35.5 arbeyder] strever (åndelig)

35.5 kommer] kom; imp. flt.

35.6 Vederqvægels’ tager!] forsyn dere [imp. flt.] med et styrkende måltid; utropstegnet markerer emfase, men avslutter ikke setningen.

35.7 saa nær] Nattverdsbrødet og -vinen inneholder altså Jesu legeme og blod, til tross for at det ikke er synlig; jf. AS 1.18.3.

35.8 selver] selv

35.8 smager] erfarer; Dass hevder altså ikke med dette at man faktisk kan kjenne på smaken at vinen og brødet inneholder Jesu blod og legeme (selv om det ikke er synlig).

36.3 Hug og Stød] slag; Joh 19.1 og Matt 26.67: «Da spøttede de udi Hans Ansigt, og sloge Hannem med knytte Næfver; og nogle sloge Hannem med Knipler. Og sagde: Spaa os, Christe; hvo er den, der Dig slog?»

36.4 Til Døden at annamme] for å påta seg døden

36.5 vist] visst

36.6 Ald Verdens Synd] Joh 1.29: «Den anden Dag seer Johannes JEsum komme til sig, og siger: See! Det er GUDS Lam, som bær Verdens Synder.»

36.6 Sonit] sonte (for synden)

36.8 Syndsens] Jf. 16.3 ovf.

37.1 ved Blodets Drikkelse] når blodet (altervinen) drikkes

37.2 er runden] har rent

37.3 Synds Forladelse] Matt 26.28: «Dette er mit Blod, som er det Nye Testamentes, hvilcket som blifver udgydet for Mange, til Syndernes Forladelse.»

37.4 nu] ved nattverden

37.6 Ved Ven jeg Ven er bleven] ved hjelp av en venn dvs. Jesus] er jeg blitt [Guds] venn

37.7 har fat] har grep om

37.8 i mit Hierte skreven] Jf. 2 Kor 3.3 og Rom 2.15: «I det at de [hedningene] bevise, at Lovens Gierning er skrefven i deres Hierter, efterdi deris Samvittighed gifver dem Vidnisbyrd, og der til med de Tancker, som skulle forklage eller aarsage sig iblant hverandre.» Ang. metaforikken, se Haarberg 2011: 58.

38.1 gavnlig Skiæll] god grunn

38.2 At prøve Sig] å granske seg selv; se komm. til 1.2 ovf.

38.3 Værdig Giest] Jf 29.6 ovf. og den innledende kommentaren til denne sangen.

38.3 vor siuge Siæl] Oppfatningen av nattverden som et slags legemiddel finnes allerede hos Luther; jf. 7.2 ovf.

38.5 eenit] forent (med Faderen)

38.6 Sig nærmer til den eener] knytter seg nærmere til den (sjelen)

38.7 den] Dvs. den enkelte

38.8 forleener] gir

39.1 en Aand med sig] Rom 8.15–16: «Thi I hafve icke annammet en Trældoms Aand, at I skulle atter frygte eder, men I hafve annammet en sønlig Udkaarelses Aand, formedelst hvilcken vi raabe, Abba, kiære Fader. Den samme And gifver vaar Aand Vidnisbyrd, at vi ere GUds Børn.» Jf. str. 21–22 ovf.

39.3 stadelig] urokkelig

39.4 skilje] Normalform: skille; her gripes det tilbake til en gammel form i rimnød.

39.5 kort] kort sagt

39.5 spises] matens

39.6 grue] frykte

39.7 opvagt] kalt til evig liv

40.1 bered] forbered

40.4 søde] elskede

40.4 smage] smake el. erfare

40.5 Gjæster] (nattverds)gjester, gjester ved Herrens bord

40.6 stige] gå opp

40.7 maa] får


HUSTAVLEN

Når og hvordan Hustavlen ble til, vet vi ikke nøyaktig. Antakelig utarbeidet Luther denne teksten kort tid før han skrev de to katekismeversjonene, begge første gang trykt i 1529. Det kan ha eksistert tavle- eller plakattrykk av den før den ble innlemmet i Den lille (om enn ikke Den store) katekismen, men slike finnes imidlertid ikke bevart. Da biskop Resen i 1616 utga sin innflytelsesrike skoleutave av Luthers Lille, hørte Hustavlen rimeligvis med, selv om den ikke ble regnet med som en av katekismens «hovedparter». I Danmark–Norge inkluderer de fleste, om enn ikke alle, katekismeforfatterne på 1600-tallet Hustavlen etter Luthers og Resens eksempel (jf. Appel 2001: 1.131).

Hustavlen gjør to ting: For det første redegjør den for hvordan verden er organisert i en fast, patriarkalsk og hierarkisk struktur. Opphavsmannen skjelner mellom tre etablerte ordener eller livsområder: (1) den verdslige, regjerende stand med Kongen på topp (ordo politicus), (2) lærestanden, dvs. den kirkelige (ordo ecclesiasticus), med sitt interne hierarki av biskoper, proster, prester og degner eller klokkere, og (3) husstanden (ordo oeconomicus), hvor familefaren regjerer hustru, barn og tjenestefolk (se Markussen 1991: 42–46 og 52–55). For det andre redegjør Hustavlen for hvordan den enkelte, på sin plass i hierarkiet, i henhold til et evangelisk ideal plikter å forholde seg til dem over og under seg, særlig dem over. Slik normerer Hustavlen samfunnsstrukturen i minste detalj, så å si; den beskriver nettopp den tidligmoderne samfunnsformen som den svenske kirkehistorikeren Hilding Pleijel så treffende har kalt «Hustavlans värld» (Pleijel 1970).

De fleste av de tolv embetene Hustavlen beskriver, står i eksplisitt motsetning til et annet embete. Den verdslige stand formanes i HT 3 og 4: først øvrigheten, så undersåttene. Lærestanden formanes i HT 1 og 2: kirkens lærere først, deretter menighetens enkelte lemmer. Holder vi den siste og sammenfattende sangen (HT 12) utenfor, den som rettes til alle mennesker, uansett stand, gjenstår syv sanger, som alle tematiserer embeter innenfor husstanden. HT 6 og 7 tar for seg forholdet mellom foreldre og barn fra hver sin side; paret HT 8 og 9 tematiserer på tilsvarende måte forholdet mellom herrer (arbeidsgivere) og tjenere (lønnsarbeidere). HT 5 rommer de to kontrære perspektivene innenfor samme sang: ektemennens og hustruenes, i deres innbyrdes forhold. Da gjenstår bare to embeter: HT 10 om de unges plikter mot de eldre, og HT 11 om enkene. Ingen av disse gruppene har noen motsatt gruppe som underkastes formaning: De eldre får ingen egen sang. Og enkenes embete plasseres heller ikke i noe resiprokt forhold.

Hustavlen formulerer altså et sett regler om hvordan samfunnets «stender» skal forholde seg til hverandre. Tittelen står på latin: Tabula oeconomica. På dansk oversettes tabula med «tavle», ikke «fortegnelse» eller «liste». Det at teksten (regelsettet eller tabula) skulle formidles via tavler til å henge på veggen, er godt mulig et senere påfunn (Peters 1994: 5.96). I dag er Hustavlen, sin fundamentale historiske betydning til tross, ute av den allmenne bevissthet. Store Norske Leksikon omtaler den bare indirekte; Wikipedia opplyser at Hustavler er en samling dikt av Arnulf Øverland (1929). Spesielt «En hustavle» er ofte å finne i mange eldre, men også nyere norske hjem: «Diktet er ofte brodert med rød tråd på hvite hustavler.»

Den økonomien (av gr. oikos, «hus» og nomos, «lov») Tabula oeconomica refererer til, forstås i Det nye testamente på tre forskjellige måter (Richter 2005): (1) som familiefellesskapet, med foreldre, barn, barnebarn, tjenere og andre, dvs. den minste sosiale enheten i samfunnet; se Luk 12.42 og 16.1–8, (2) som menigheten eller kirken, dvs. fellesskapet av kristne; se 1 Kor 4.1, 1 Kor 9.17, Gal 4.2, Tit 1.7 og 1 Pet 4.10, og (3) som verdensordenen, slik den er innstiftet av Gud; se Ef 1.10 og Kol 1.25. Ordet «økonomi» dukker på denne bakgrunn ikke sjelden opp i teologisk og oppbyggelig litteratur på 1500- og 1600-tallet, f.eks. i Justus Menius’ Oeconomia christiana fra 1529, oversatt til dansk av Hans Taussen (1538), i Johannes Mathesius’ Oeconomia Eller Undervisning Huorledis en Husfader skal skicke sig fra 1568, oversatt til danske vers av Rasmus Hansen Reravius (1569), og i Peder Wandals Oeconomia Dei fra 1631.

Hustavlen fremsetter, med Resens formulering, «Sprock aff den Hellige Scrifft, met huilcke huer paamindis om sit Embede, i huad som heldst slags leffnet hand ere vdi» (Luther 1616: 109). De grunnleggende skriftstedene er Kol 3.18–4.1, Ef 5.22–6.9, 1 Tim 2.8–15, 6.1–2, Tit 2.1–10 og 1 Pet 2.13–3.7. Overlappingen av krav skriftstedene imellom fremstilles oversiktlig av Albrecht Peters i hans katekismekommentar (Peters 1994: 5.98).


Den Første Sang
Den første hustavlesangens struktur er helt enkel: Her listes de opp, alle de formaningene Luther retter til biskoper og prester (se nedenfor), fordelt på ti strofer. Henvendelsen er ikke direkte og imperativisk (2. pers.), men i troskap med forelegget rettet til tredje person, som orienteres om hvilke krav som settes til folkets lærere. Teksten ligger temmelig tett på Luthers (som igjen ligger tett på 1 Tim 3.2–7 og Tit 1.6–9).

Loven (1687) opptar flere av Hustavlens bud til lærestanden. Til en biskops moral fremmer den ett overordnet krav (2-7-23): «Superintendenterne skulle være ulastelige», skjønt i 2-7-4 nevnes faren for at bispen kan la seg friste av gaver (bestikkelser) spesielt. Flere moralske krav settes til prestene i 2-11, «Om Præsters Liv og Levnet»; særlig vekt legges det der på edruskap og sedelighet.

tit.] Luther 1616: 109: «Biscoper, Sognepræster oc Prædickere, paamindes met dette Sprock huorledis baade deris Leffnit oc tieniste skal være. Det bør sig en Biscop at være wstraffelig, een Quindis Mand, ædru, sædelig, Skickelig, som gierne laaner Huss, bequem til at lære andre, Guds Hussholdere, som icke er gierne hos Vin (eller anden Drick) icke slar, icke er begærendis slem baade, Men billig, icke kriegsk, icke gierig, som vel forestaar sit Huss, som haffuer lydige Børn met all Adstadighed, icke som hafuer nyligen taget ved Troen, som holder hart ved den sande tale, som er til Lærdom, at hand kand være mæctig til, at formane met den salige Lærdom, oc igiendrifue dem som imod sige, 1. Tim. 3. Tit. 1.»

De to anførte bibelstedene: 1 Tim 3.2–7: «Saa skal en Biscop være ustraffelig, een Qvindes Mand, Ædru, Retsindig, Tugtig, gierne laane Huus, Duelig til at lære (andre;) Icke en Viin-dranckere; icke en Ofverfusere; icke den, som staar efter slem Vinding; men Medlidig; icke Trætagtig; icke Gierig: Som kand vel forestaa sit eget Huus; som hafver lydige Børn med all Ærlighed, (Thi dersom nogen icke veed at forestaa sit eget Huus; hvorledis skal hand besørge Guds Meenighed?) Icke Ny-plantet, at hand skal icke opblæse sig, og falde i Lasterens Dom. Hand skal og hafve et got Vidnesbyrd, af dem, som ere udenfore, paadet hand skal icke falde i Lasterens Forsmædelse og Snare.»

Tit 1.6–11: «Dersom nogen er ustraffelig, een Qvindes Mand, som hafver tro Børn; icke berøgtede, at de ere Dranckere, og Ulydige. Thi en Biscop skal være ustraffelig, som GUds Huusholdere, icke Egensindet, icke Vredagtig, icke en Viin-dranckere, icke en Ofverfusere; som icke staar efter slem Vinding: Men laaner gierne Huus, er Godvillig, Tugtig; Retsindig, Hellig, Kydsk; som vist er, og kand lære, at hand kand være mægtig til at formane formedelst den salige Lærdom, og at straffe dem, som sige imod. Thi der ere mange Fortrædelige, og unyttige Sqvaldere og Bedragere, besynderlig de af Omskiærelsen; Paa hvilcke mand skal stoppe Munden; thi de forvende gandske Huuse, og lære det, som icke duer, for skiendelig Vindings skyld.»

Biscopers] tilsynsmenns, forstanderes; ordet brukes altså her i sin opprinnelige og generelle betydning, ikke nødvendigvis som betegnelse på én overordnet stillingskategori i den kirkelige hierarki.

Embed] gjerning, et varig arbeid som noen har påtatt seg å utføre

Levned] livsførsel

mel.] Teksten er skrevet av presten Frederik Brandt (1674), men melodien er ukjent. Se Schiørring 1950: 1.256 og 262, og I.R. Hansen 1986: 70. Dass bruker samme melodiforelegg til den følgende sangen og dessuten til den vidt utbredte Jefta-visen (SV 2.34). Det høye antallet melodier til denne visen kan tyde på at melodien til Brandts salme ikke var folkeeie. Femte vers i strofen har gjennomgående innrim («Huus–Duus», «Tolk–Folk» osv.) knyttet til et taktskifte. I Jefta-visen er strofen satt opp som syv-versing, dvs. at femte vers er delt i to, slik at innrimet blir stående som enderim. Trestavelsestakten er jevnt over ikke så utbredt i salmer og åndelige sanger.

1.1 Det bør sig en Biscop] en åndelig vokter skylder; se kommentar til Biscopers ovf.

1.3 ærlig] sc. skal være

1.3 een Hustruis Mand] sc. han skal være

1.4 fremmede Qvinder] kvinner som tilhører andre menn, dvs. gifte kvinner

1.4 at røre] å ha (seksuell) omgang med. Infinitiven her og i følgende to vers står parallelt til «at føre» i 1.2, styrt av «Det bør sig en Biscop» i 1.1.

1.5 Huus] husstand, familie

1.5 suus eller duus] larmende lystighet; vanligvis sus og dus (som ikke oppfyller versemålets krav).

2.1 Gebærder] fakter og minespill

2.2 Mund] måte å ordlegge seg på

2.3 Veyfarend’] reisende

2.3 breede] dekke

2.4 fattige Lemmer] personer som ikke er i stand til å underholde seg ved arbeid, fattig(hus)lem

2.4 husvale] trøste, hjelpe; jf C.5. no. lov 2-7-2: «Præsterne skulle have Omsorg for de Fattige, og ikke alleniste formane Sognefolket til at give Almisse, men og gaa dem for derudi med et got Exempel. De skulle flitteligen tilsee, at hvis de Fattige givet og Christeligen tillagt er, de det nyde og bekomme.» Jf. Jes 58.7: «Bryd dit Brød for den Hungrige; og indled de Ælendige og Landflyctige i dit Huus: Seer du nogen Nøgen, da klæd hannem, og unddrag dig icke fra dit Kiød.»

2.5 GUds Folk] menigheten, de kristne

2.6 øve] gjøre

2.6 mon] vil

3.1 den præstelig Orden] lærestanden, geistligheten

3.1 anstaar] det sømmer seg

3.2 monne lære] vel lærer

3.3 Betænkende] idet han tenker på

3.3 Hyrde] gjeter, sjelehyrde. En som lærer kristendom (biskoper, prester o.l.) og driver sjelesorg, kalles pastor (lat. «gjeter») etter Jer 3.10 (3.15): «Og Jeg [Herren] vil gifve eder Hyrder efter mit Hierte, som skulle føde eder med Lærdom og Viisdom.» I NT fremstår Jesus som «den gode hyrde» (Joh 10.11).

3.4 Huusholder] «økonom» (se kommentar til HT.innl.), en som forvalter den kristne lære; jf. 1 Kor 4.1: «Hver mand skal holde os for Christi Tienere, og Huusholdere ofver GUds hemmelige Ting.»

3.5 Fylden] fylleri, beruselse

3.6 slem Baade] tarvelig fordel, simpel vinning

4.1 timelig Gods] jordisk eiendom

4.2 Billighed] rimelighet, rettferdighet

4.3 suen] utsugeri, (urettmessig) tilegnelse av økonomiske goder

4.3 Skinden] flåeri, utsuging

4.3 der hos] derhos, samtidig

4.4 Hans Næste] sin neste

4.4 opsluge] fortære (økonomisk)

4.5 GUds Lem] kristen; jf. Rom 12.4.

4.6 Klinten] ugresset; Matt. 13.24–25 ff.: «Himmeriges Rige lignes ved et Menniske, som saade god Sæd i sin Ager. Og der Folckene sofve, kom hans Fiende, og saaede Klinte iblant Hveeden, og gik bort.»

5.1 Klammer] klammeri, krangel

5.3 age] kjøre

5.3 Karm] vogn, karet

5.6 Tiuend’] tyende, tjenestefolk

6.2 Hvor] hvordan

6.3 Levnet] liv

6.3 levendis Aar] de år han levde (på jorden)

6.4 Kon] kun

6.5 Frugt] avkom

6.6 indbygge] bygge inn (i seg); jf. 1 Pet 2.5: «Og bygge I ogsaa eder, som de lefvende Steene til et Aandeligt Huus, og til et hellig Præstedom, til at ofre Aandelige Offer, som ere Gud behagelige, formedelst JESUM Christum.»

7.1 sin’ Smaa] sine barn

7.3 til Prikke] i minste detalj (jf. til punkt og prikke)

7.4 hand kand Aanderne prøve] 1 Joh. 4.1: «I Elskelige, troer icke hver Aand; men prøfver Aanderne, om de ere af GUd: thi der ere mange falske Propheter udgangne i Verden.»

7.5 Kiætteris] kjetteres, vranglæreres

7.6 sit Rige] hans rike

8.1 vores] våre

8.1 Artikler og Tro] trosartikler; retorisk hendiadyoin (ett ved hjelp av to)

8.2 stædis] tillates, tilstedes

8.2 nyplantet] nyomvendt, jf. Luthers/Resens ord ovf.: «icke som hafuer nyligen taget ved Troen» og 1 Tim 3.6.

8.4 Theologiske Lære] teologistudier. I universitetsloven (den såkalte fundatsen) fra 1621 forutsettes det at ingen kan få embede uten å ha studert «thoe eller threi Aar her paa Vniuersitetet, eller oc it Aar i det ringgeste, om de haffuer werridt paa fremmede Vniuersiteter wden Rigitt» (sitert etter Norvin 1940: 2.79).

8.5 forvrikke sit Fied] snuble

8.5 Fied] skritt

9.1 Biscopelig Læber] en menighetsforstanders tale (jf. komm. til 1.1 ovf.)

9.3 de Simple] de enfoldige, de uutdannede

10.1 Secter] grupper av dissentere

10.2 med Staalhandsker] hardhendt, voldsomt. Stålhansken tilhører den tradisjonelle krigsrustningen.

10.2 optage] ta til seg

10.3 af Skriften] på Skriftens grunnlag

10.3 tydelig Sprog] med fyndige ytringer (bibelvers)

10.6 Ey ringeste Maader fordrage] (dem skal han) ikke tåle et minstemål av


Den Anden Sang
I likhet med HT 1 ligger også HT 2 tett på Luthers forelegg – og i sin tur hans bibelske forelegg (se ndf.). Denne sangen er forholdsvis kort til katekismesang å være, bare seks strofer. I motsetning til den første sangen er henvendelsen her (f.o.m. 2.5) rettet direkte og imperativisk til dem det gjelder, dvs. menighetenes enkeltmedlemmer.

tit.] Luther 1616: 110–11: «Huad Tilhørere ere deris Biscoper (oc lærere) skyldige, etc. HERren haffuer forordnet for dem som forkynde Evangelium, at de skulde leffue aff Evangelio, 1. Cor. 9. Den skal dele met (sin) Lærere i alle gode ting, som Ordet læris, Gal. 6. Aaldinge som vel forestaa, skulde holdis dobbelt Ære værde, mest de som arbeyde i Ordet oc Lærdom, thi Skrifften siger, du skalt icke binde Munden til paa den Oxe som tærsker, oc en Arbeyder er sin Løn værdt. Lyder eders Forstandere oc viger dem, Thi de vaage, som de skulle giøre Regenskab for eders siele, at de kunde giøre det met glæde, oc icke suckendis, thi det er eder icke gavnligt, Ebr. 13.»

De tre anførte bibelstedene: 1 Kor 9.14: «Saa hafver og HERREN befalet, at de, som forkynde Evangelium, skulle nære sig af Evangelio.» Gal 6.6: «Og den som blifver underviist [katekhoúmenos] med Ordet, hand skal deele allehaande Got med den, som hannem underviiser [katekhounti].» Hebr. 13.17: «Lyder Eders Lærere, og følger dem; thi de vaage ofver eders Siæle, ligesom de, der skulle giøre Regenskab for dem, at de kunde det giøre med Glæde, og icke med Suck; thi det er eder icke got.»

Tilhørernes] menighetens enkelte medlemmers, dvs. de som skal belæres av presten

Embede] gjerning, et varig arbeid som noen har påtatt seg å utføre

Lærere] biskoper, prester, degner o.l.

mel.] Sangen det vises til er «Hvor elskelig siunis din boliges Stæd», med tekst av presten Frederik Brandt (1674), melodien er imidlertid ukjent. Se Schiørring 1950: 1.256 og 262, og I.R. Hansen 1986: 70. Dass bruker samme melodiforelegg til den forrige sangen (HT 1) og dessuten til den vidt utbredte Jefta-visen (SV 2.34). Det høye antallet melodier til denne visen kan tyde på at melodien til Brandts salme ikke var folkeeie. Femte vers i strofen har gjennomgående innrim («skal–Gefall», «got–Spot» osv.) knyttet til et taktskifte. I Jefta-visen er strofen satt opp som syv-versing, dvs. at femte vers er delt i to, slik at innrimet blir stående som enderim. Trestavelsestakten er jevnt over lite utbredt i salmer og åndelige sanger.

nest] nærmest

1.1 Forordning] lovbestemmelse, forskrift gitt av Kongen

1.1 beskikket] fastsatt, bestemt

1.2 Bogstaverne] ordene; jf. lovens bokstav

1.2 monne] kan vel

1.3 Ordet] Guds ord

1.4 Livis] livs; genitiven er kurant

1.4 Opholdning] underhold

1.5 til Gefall] til behag

1.6 Landsens] landets, jordens

2.2 dobbelt i Ære] 1 Tim 5.17: «De Eldste, som ere gode Forstandere, dem holder mand at være dobbelt Ære værde, besynderligen dem, som arbeyde i Ordet, og udi Lærdom.» Ordet prest kommer i seg selv fra gr. presbýteros, «eldre».

2.3–4 Ordets Arbeyder’, som gaar […] at lære] teologistudenter

2.4 retsindig] samvittighetsfullt

2.5 Beviiser […], beteer] gjør […], yt; imp. flt.

2.6 monne de være] kan de vel være

3.1 terskendes] treskende

3.1 den terskende Oxe] Se katekismeteksten, ovf.; 1 Tim 5.18: «Thi Skriften siger: Du skal icke binde Munden til paa den Oxe som tersker; Oc: En Arbeydere er sin Løn værd», jf. 5 Mos 25.4 og 1 Kor 9.9.

3.5 vellærd] studert; ofte brukt i titulatur, ved henvcndelse til prester

3.5 Lønnen vel værd] 1 Tim 5.18; se komm. til 3.1 ovf.

3.6 Apostelen] Paulus; jf. 1 Kor 9.1.

4.1 Det Embed] den gjerning; et varig arbeid som noen har påtatt seg å utføre

4.2 Hosfølger en temmelig Fare] en betydelig fare følger med (embedet); hosfølge ser ellers ut til å være belagt i partisipp (pres. og perf.).

4.3 Tilhørernes] Se komm. til sangens tittel, ovf.

4.5 I hvordan det gaar] hvordan det enn går

4.5 Faar] Prestens rolle som pastor, dvs. «(sjele)hyrde», tilsvarer menighetens rolle som sauer; se komm til HT 1.3.3.

4.6 til Regenskab svare] stå til regnskap; se katekismeteksten, ovf. og Hebr 13.17.

5.1 værer […] og lyder] vær […] og adlyd; imp. flt.

5.2 Sorg] omsorg

5.2 jers] deres

5.3 Seer til] sørg for, pass på; imp. flt.

5.3 Forstand] Jf. 1 Kor 1.19: «Thi der staar skrefvet: Jeg vil til intet giøre de Viises Viisdom; Og de Forstandiges Forstand vil Jeg bortkaste.»

5.5 jers] deres

5.6 sin Dage] i livet, deres levedager

6.1 Betænker] tenk på; imp. flt.

6.1 Vægtere] vekter. På 1600-tallet fikk også de største norske byene et vekterkorps, dvs. nattevakter med en viss politimyndighet. Vekterne hadde også tilsyn med gatebelysningen, og de ropte ut timen og vinden.

6.3 da giver det agt] hør da godt etter; imp. flt.

6.4 At] slik at

6.4 det] Dvs. sitt vekterarbeid

6.5 laver] gjør; imp. flt.

6.6 Aarsage] årsak; ent.


Den Tredie Sang
Av de fem strofene om øvrighets embete (HT 3), fremmer den første et lydighetskrav, den andre legitimerer øvrighetens herredømme i Gud, den tredje varsler den obsternasiges undergang, den fjerde lover den underdanige medgang, og den femte oppsummerer. Formaningen gis fra begynnelsen av i 3. pers. («mand», 1.1), men endres til 2. pers. («du») fra 2.5. Denne sangen, som man uten videre skulle tro ville rette seg mot den verdslige øvrighets representanter, henvender seg dermed direkte formanende til undersåttene, ikke til makthaverne. Grunnen er åpenbar: Luthers utdrag fra Romerbrevet setter betingelsene. Ikke desto mindre betyr dette at Kongens undersåtter med dette formanes i to sanger på rad (i tillegg til denne også i HT 4), mens det ikke stilles noen krav til makthaverne. For de har ifølge Romerbrevet deres makt fra Gud, og enhver som setter seg opp mot makthaverne, setter seg dermed opp mot Guds orden. Slik legitimeres en totalitær styreform i religionen, som teokrati.

Kongeloven av 1665, skrevet av Peter Schumacher, alias grev Griffenfeld, fire år før, legitimerer ikke uttrykkelig Kongens makt i Guds nåde, slik gjeldende rett i Norge hadde vært siden kroningen av Magnus Erlingsson i 1163, men stiller likevel i § 2 Kongen over enhver lov gitt av mennesker: «Danmarckes og Norges EenevoldsArffveKonge skal være hereffter og aff alle undersaatterne holdes og agtes for det ypperste og høyeste hoffved her paa Jorden offver alle Menniskelige Lowe, og der ingen anden hoffved og dommere kiender offver sig enten i Geistlige eller Verdslige Sager uden Gud alleene» (retsinformation.dk).

tit.] Luther 1616: 112–13: «Øffrigheder paamindes met dette Sprock om deris Embede. Huert Menniske skal være de høye Herredømme underdanig, Thi der er icke mact uden aff GUD, oc de som ere, ere forordnede aff Gud, huorfor huo som staar imod macten, Hand staar imod GUDs Forordning, oc de som staae (der) imod, de faa Dom imod dem selffue: Thi Førster ere icke at frycte for en god Gierning, Men for en ond, vilt du da icke frycte for macten, saa giør got, oc du skalt haffue loff aff den, Men giør du ont, da frycte dig, thi den bær icke Suerdet forgæffuis, Thi den er Guds tienere, dig til gode (oc) en Heffner til straff, for den som giør ilde, Rom. 13. cap. 1. Pet. 2.»

De to anførte bibelstedene: Rom 13.1–4: «Hver Mand skal være Øfrigheden underdanig, som hafver Magt ofver hannem; thi der er ingen Øfrighed, uden af GUd: Og hvor som Øfrighed er, Den er skicket af GUd. Hvosom nu setter sig imod Øfrigheden, hand staar imod Guds Skickelse: Og de som imodstaa, de skulle faae Dom ofver sig. Thi at de Veldige ere icke de gode Gierninger; men de Onde, til Frygt. Og vil du icke frygte dig for Øfrigheden, da giør det, som Got er, saa skal du hafe Lof af hannem. Thi hand er Guds Tienere, dig til gode: Men giør du det, som Ont er, da frygt dig; thi hand bær icke Sværdet forgiefvis; Hand er Guds Tienere, en Hefnere til Straf ofver dem som giøre ilde.»

1 Pet 2.13–17: «Værer all Menniskelig Skick underdanige, for HERrens skyld: Være sig Kongen, som den Øverste: Eller Høfvetsmænd som de, der udsendes af hannem, Til Hefn ofver Misdedere, og de Fromme til Lof. Thi det er GUds Villie, at I skulle, i det I giøre Got, tilstoppe de daarlige Menniskers Vanvittighed; Som de der ere fri, og icke som I hafve Frihedens til Ondskabs Skiul; men som GUds Tienere. Giører hver Mand Ære; Elsker Brødrene; Frycter Gud; Ærer Kongen.»

Embede] gjerning, et varig arbeid som noen har påtatt seg å utføre

mel.] Av sensurhensyn er det opprinnelige melodiforelegget sløyfet og erstattet med denne formuleringen. Avskriftene oppgir «Bonden hand agter paa Tiden», Dalevisens forelegg (SV 1.125). Dass bruker samme melodi til evangeliesangen «Jesus en lignelse taler» (SV 3.234), dvs. sangen til femte søndag etter helligtrekongersdag (Schiørring 1.250 og 263). I.R. Hansen (2001) redegjør for melodihistorien. Strofen settes ellers ofte opp som elleveversing; her står den som syv-versing, med innrim i tredje, fjerde, femte og sjette vers.

1.1 bør mand at ære] skylder man å vise ære

1.3 Herredømmer] herskeres maktposisjoner; syntagmet står som apposisjon til «dem» i 1.2.

1.5 Sæt] satt

1.5 i sær] alene

1.5 paa det] slik at

1.7 Ey […] at stride] at han ikke skal stå imot; akk. med inf.

1.7 Forordning] lovbestemmelse, forskrift (gitt av Kongen)

2.2 beskiære] forunne (det)

2.3 sette] beordre

2.4 den Stand] Dvs. øvrigheten

2.4 høye] viktige, opphøyde

2.6 naar paakrævis] når det er nødvendig

2.6 strævis] det strittes imot

2.7 forgævis] til ingen nytte

3.1 Førster] fyrster, konger

3.2 Uden] uten at

3.2 Rygte] omdømme, gode navn og rykte

3.3 At] slik at

3.3 fører] noterer, regnskapsfører

3.4 U-dyd] umoral

3.4 Last] syndig handling

3.4 teer] viser

3.4 Gast] dårlig menneske, plageånd

3.5 med hast] hurtig

3.5 forkast] forkastet

3.7 nedtrykke til Grunde] ydmyke til fulle

4.1 Vilt] vil; personbøyning, 2. pers.

4.1 bæve] skjelve, frykte

4.2 flittelig] flittig

4.3 ertappe] få tak i, komme over

4.3 Trappe] trapp, avsats; jf. 1 Tim 3.13: «Men hvilcke som tiene vel, de forhverfve dem self en god Trappe, og en stor Frimodighed i Troen, udi Christo JEsu.»

4.4 hende] Dyden personifisert som kvinne

4.5 traaer] attrår (sc. Dyden)

4.6 lave] forberede, lage i stand

4.7 Lof] ros, lovprisning

5.1 Øvrigheds Orden] den verdslige makt, Luthers ordo politicus; se innl. til HT ovf.

5.2 Under-Herrer] herrer (el. herskere) underordnet Herren; to av avskriftene har «inspecteurer». Ordet ser ikke ut til å være belagt annetsteds.

5.3 sætte til rette] bringe i orden

5.4 Hisset om og her] rundt omkring

5.4 krogit] urettferdig

5.5 Gevær] våpen

5.6–7 omløber […] og […] forspilde] Det er altså verbene, ikke rimordene «Vilde og ilde» som her er sideordnet.

5.6 Vilde] tøylesløs; flertallsformen følger den logiske meningen, ikke grammatikken. Verbene («omløber» og «forspilde») står like inkonsekvent i hhv. ent. og flt.

5.7 Levnet, Liv og Dage] sitt liv; de tre substantivene må her oppfattes som synonyme

5.7 forspilde] lar gå tapt til ingen nytte. Verbet er her flertallsbøyd, fremtvunget av rimet; «omløber» i verset over har ikke flertallsbøyning, til tross for at de to verbene er sideordnet og subjektet (Som) viser til et ord i entall: «hver».


Den Fierde Sang
Den fjerde hustavlesangen, om undersåttenes plikter overfor øvrigheten (HT 4), omfatter to hoveddeler fulgt av en oppsummering, i alt ni strofer. Den første hoveddelen (str. 1–5) gjelder plikten til å betale skatt. I de to første strofene formanes folk til å punge ut; i den tredje og den femte følger begrunnelsen: Å betale skatt til øvrigheten innebærer å betale skatt til Gud (str. 3): Det du gir til keiseren, gir du i realiteten til den aller høyeste. På 1600-tallet oppfattes de verdslige myndigheter i henhold til Rom 13 som Guds tjenerskap. Derfor blir det økonomiske mellomværendet med øvrigheten også et religiøst samvittighetsspørsmål (str. 5). Den betalingsuvillige trues med straff (str. 4). I annen hoveddel formanes undersåttene om å be (str. 6–8), for kongen, hans embedsmenn, soldater og alle andre, og generelt for levelige forhold i landet. Den siste strofen (9) kommer med en oppsummering, dvs. en avsluttende oppfordring om å støtte opp om øvrigheten, under trussel om at Gud vil notere seg alle tilløp til det motsatte i sitt regnskap.

tit.] Luther 1616: 113–15: «Huad Underdane ere deris Øffrigheder skyldige. Giffuer Keyseren det som Keyserens er, Matth. 22 oc 17. Huert Menniske skal være de høye Herredømme, etc. saa værer underdanige aff fornødenhed, icke alleniste for Straffen, men ocsaa for Samuittigheden, Thi derfore giffue i oc Skat. Thi de ere GUDS Tienere, som tiene til det samme, saa giffuer alle de Ting i ere skyldige, den skat som bør Skat, den Told, som bør told, den Ære som bør ære, Rom 13. Jeg formaner først for alle Ting, at der skee ydmygelige begæringer, Bøner, Forbøner, Tacksigelse for alle Menniske, for Konger oc alle de som ere sætte i Høyheder, at wi maa leffue et Roligt oc stille Leffnet, met all Gudelighed oc adstadighed, 1. Tim. 2. Paaminde dem at de ere Førster oc Herredømme underdanige, at lyde, at være rede til all god Gierning, at de ingen Laste, ere icke Kijffactige, etc. Tit. 3. Værer alle Menniskelige Creatur underdanige for HERRENS skyld, Være sig en Konge, som den ypperste, eller Høffitzmænd som de der ere sende af hannem etc. 1 Petr. 2.»

De anførte bibelstedene: Matt 22.17–21: «Siig os [disiplene] derfore: Hvad tyckes Dig [Jesus]? Er det ret, at mand gifver Keyseren Skat, eller ey? Der JEsus nu merckte deris Skalkhed, sagde Hand: I Øyenskalcke, hvi friste I Mig? Lader Mig see Skattens Mynt: Og de rackte Hannem en Penning. Og Hand sagde til dem: Hvis Billede og Ofverskrift er dette? De sagde til Hannem: Keyserens; da sagde hand til dem: Saa gifver Keyseren, det Keyseren hører til; og Gud, det Gud hører til.»

Matt 17.24–26: «Der de komme nu til Capernaum, ginge de til Peder, som toge Skatt op, og sagde: Pleyer icke eders Mestere at gifve Skatt? Hand sagde: Jo. Og der hand kom hiem, da kom JEsus hannem tilforn, og sagde: Hvad tyckes dig, Simon, af hvem tager Konger paa Jorden Told eller Skat? af deris Børn, eller af Fremmede? Da sagde Peder til Hannem: Af Fremmede: JEsus sagde til Hannem: Da ere Børnene frj.»

Rom 13.1–7: «Hver Mand skal være Øfrigheden underdanig, som hafver Magt ofver hannem; thi der er ingen Øfrighed, uden af GUd: Og hvor som Øfrighed er, Den er skicket af GUd. Hvosom nu setter sig imod Øfrigheden, hand staar imod Guds Skickelse: Og de som imodstaa, de skulle faae Dom ofver sig. Thi at de Veldige ere icke de gode Gierninger; men de Onde, til Frygt. Og vil du icke frygte dig for Øfrigheden, da giør det, som Got er, saa skal du hafe Lof af hannem. Thi hand er Guds Tienere, dig til gode: Men giør du det, som Ont er, da frygt dig; thi hand bær icke Sværdet forgiefvis; Hand er Guds Tienere, en Hefnere til Straf ofver dem som giøre ilde. Saa værer nu fornøden underdanige af Fornødenhed, icke alleeniste for Straffens skyld; men ogsaa for Samvittighedens skyld. Derfore skulle I og gifve Skat; fordi at de ere Guds Tienere, som skulle forfremme saadan Beskiermelse. Saa gifver hver det, som I ere skyldige: Skat den, som bør Skat: Told den, som bør Told: Frygt den, som bør Frygt; Ære den, som bør Ære.»

1. Tim 2.1–2: «Saa formaner jeg for alle Ting, at mand giør Bøn, Formaning, Forbedelse, og Tacksigelse for alle Mennisker; For Konger, og for all Øfrighed; at vi kunde lefve et roligt og stille Lefnet i all Gudelighed og Ærlighed.»

Tit 3.1–2: «Paamind dem, at de ere Førsterne og Øfrighed underdanige og lydige; at de ere redebonne til alle gode Gierninger; At de icke skiende paa nogen, icke ere kifagtige; at de ere medlidige, bevise all Sagtmodighed mod alle Mennisker.»

1 Pet 2.13–17: «Værer all Menniskelig Skick underdanige for HERrens skyld: Være sig Kongen, som den Øverste: Eller Høfvetsmænd som de, der udsendes af hannem til Hefn ofver Misdedere, og de Fromme til Lof. Thi det er GUds Villie, at I skulle, i det I giøre Got, tilstoppe de daarlige Menniskers Vanvittighed; Som de der ere fri, og icke som I hafde Friheden til Ondskabs Skiul; men som GUds Tienere. Giører hver Mand Ære; Elsker Brødrene; Frygter Gud; Ærer Kongen.»

mel.] Av sensurhensyn er det opprinnelige, verdslige melodiforelegget sløyfet og erstattet med denne formuleringen. Se Innl. 6.2. Avskriftene oppgir «Danmand er din Hustru hjem etc.», et vers kjent fra omkvedet til skjemtevisa «Hustruen skulle til gildis gaa» (I.R. Hansen 1986: 64). Dass utstyrer evangeliesangen til tredje pinsedag, «Christus gifuer at forstaa» (SV 3.304), med det samme melodiforelegget.

1.3 Skat] På landet ble skatt mot slutten av 1600-tallet først og fremst betalt på grunnlag av matrikkelen, det offentlige registeret for grunneiendom som fastla enhver gårds skatteevne. Matrikkelen var i bruk fra 1665 og helt frem til 1836. I tillegg ble skatt ytt i form av tiende, dvs. tiendedelen av enhver jordbruksavling og kommersiell fiskefangst (ikke hjemmefiske). Ifølge Christian Vs norske lov av 1687 skulle tienden tilfalle hhv. Kongen, Kirken og presten i tre like store deler (2-22-4). Dikterpresten kan med andre ord sies å ha egeninteresse av å innprente bøndene god skattemoral. Som ekstraordinær tilleggsskatt kunne Kongen ilegge koppskatt. Dette var en uperiodisk skatt (per hode eller Kopf) som ble utskrevet når behovet meldte seg. Det skjedde flere ganger i løpet av 1600-tallets siste halvdel. Med koppskatten hadde Kongen dessuten mulighet til å fange inn de skattyterne som verken var skyldig tiende eller matrikkelskatt. Skatt ble på landsbygda i det vesentlige ytt i form av naturalia. I byene ble det betalt byskatt til kronen og stadsskatt til byen. Her var pengeøkonomien kommet lenger, og dermed ble skatten gjerne betalt i rede penger.

1.3 Tribut] skatt, avgift

1.5 eragtis] anses, aktes

1.5 Herre-Bud] kongelig befaling

1.7 Giver] gi; imp. flt.

2.1 Skat] sc. «betal»

2.2 opbære] motta, heve, innkassere

2.3 Told] sc. «betal»

2.4 Giører] vis; imp. flt.

2.4 sin] deres

2.5 Skaffer] skaff, gi; imp. flt.

2.5 hva dem tilhør] det som tilhører dem

2.6 Lad ey staa tilbage] kom ikke på etterskudd (i restanse)

2.8 sin Umage] sitt arbeid, strev (med å være øvrighet)

3.1 de] Dvs. øvrighetens menn

3.2 Vartend’ op det samme] som yter sine tjenester, dvs. de fyller sin funksjon som (Guds) tjenere.

3.4 Sold] lønn, betaling

3.4 annamme] motta, få

3.6 under Herredømmer] for makten

3.7 den Velgefal] det (vel)behag

3.8 anstaar og sømmer] passer seg. Begge verb brukes ofte i den refleksive betydningen uten seg.

4.2 Rebelle] opprører, en som ikke vil akseptere rådende normer. Den vanlige skrivemåten er rebel. Dass ser her ut til å bruke den opprinnelige franske skrivemåten (om enn ikke uttalen) av rimtvang.

4.3 Faldet] straffskyldigheten; jf. fodfald, «ydmykelse»

4.4 dvælle] la vente på seg. Skrivemåten med dobbel konsonant synes ikke å være belagt annetsteds.

4.5 viiser] utvis; imp. flt.

4.6 venter] regn med; imp. flt.

4.7 bliver ved] består, er virksomt

4.8 saa beskaffen] slik laga. Hankjønnsformen på -en er den normale også i intetkjønn.

5.2 høyt fornøden] helt nødvendig. Hankjønnsformen på -en er kurant også i intetkjønn.

5.3 der ved] Dvs. ved det at du viser deg som en rebell og setter deg opp mot øvrigheten.

5.4 brøden] brudt. Partisippformen synes sjelden. Vi hadde ventet brudt eller brydet.

5.5 for alle ting] fremfor alt

5.6 Eder] dere; på et høyere stilnivå enn kortformen jer.

5.6 fast] urokkelig

5.7 Værer] vær; imp. flt.

5.8 Hulde] trofaste

5.8 Underdaner] undersåtter. Det ordspillet som for moderne lesere synes så opplagt, var neppe virksomt på dikterprestens tid. Dane (flt. daner) i betydningen «dansk mann» ble gjenopptatt i språket først på 1700-tallet.

6.1 Ofrer op] bring som offer; imp. flt.

6.3 Ypperst] fornemst

6.3 størst] mektigst, betydeligst

6.4 Landsens] landets

6.5 Beeder] be; imp. flt.

6.6 Raad] På slutten av 1600-tallet er Kongens råd å forstå som Geheimekonseilet, som bestod av i alt syv personer. Alle slags saker kunne i prinsippet forelegges dette rådet.

6.6 Stænder] adelen (befolkningsgrupper av høy byrd)

6.7 Forlæning] len

7.1 Beder] be; imp. flt.

7.1 Høvidsmænd] offiserer

7.3 Dannis Svend] god soldat

7.4 Sverdet har ved Beltet] som har sverdet i beltet; relativpronomenet (subjunksjonen) er underforstått.

7.5 Beder] be

7.8 Huus] husstander, familier

7.8 Huus-Gesinder] tjenestefolk

8.1 Giører] gjør, fremsett; imp. flt.

8.1 daglig Brød] Jf. FV 5. Sangen forutsetter at oppsetsighet fører til materiell nød, mens lydighet fører til velstand.

8.3 Beder] be; imp. flt.

8.4 Landsens] landets

8.4 Næring] underhold, nødvendig føde

8.5 At] slik at

8.5 kunde] kanskje kunne; uttr. potensial konj. I Dass’ språk er distinksjonen mellom kunde («kunne») og kunne («kan») ennå virksom.

8.5 hver for sig] hver for oss

8.7 Stil] stille (og rolig)

8.7 adstadig] stødig

8.7 Gudelig] gudfryktig

8.8 vores] våre; kurant form

9.1 Giører] gjør; imp. flt.

9.1 med en god Besked] på forstandig vis

9.3 Seer] se til; imp. flt.

9.5 Har et Ord dog i Fordrag] bær allikevel over; imp.flt.

9.6 dem] Dvs. øvrighetens menn

9.6 kivis] strides

9.7 Vider] vit; imp. flt.

9.7 ald den Sag] hele den anklagen

9.8 indgivis] legges frem


Den Femte Sang
Sangen om ektefolks forpliktelser (HT 5) omfatter to hoveddeler, hver innledet med en apostrofe: I den første delen (str. 1–4) henvender dikterpresten seg til ektemennene, i den andre til deres hustruer (str. 5–7). Mennene oppfordres til å være seg sitt ansvar som familieoverhoder bevisst og vise forståelse og overbærenhet overfor det «svake» kjønn. Kvinnene oppfordres på sin side til å være lydige overfor sine menn: «Naar Manden æris, æris GUd», som det står (5.5). Slik defineres kjønnsrollene – overbærenhet på den ene side, lydighet på den annen – med guddommelig forankring. Med dette legger dikterpresten seg tett på Luthers Lille (se ndf.). I sluttstrofen viser han seg imidlertid fra sin mest menneskelige (og minst dogmatiske) side: Kommer det til trette eller krangel i ekteskapet, ordner det seg nok allikevel, bare man tar tiden til hjelp.

Loven (C.5. no. lov) tar ikke for seg ekteskapelig krangel spesielt.

tit.] Luther 1616: 115–16: «Mænd skulle boe hoss (deris) Hustruer effter Forstand, som hoss et skrøbeligt Quindeligt redskab, oc dele ære (met dem) som dem der ere Naadens metarffuinge til Liffuet, at eders Bøner icke bliffue forhindrede, 1. Pet. 3. oc værer icke bittre imod dem, Coloss. 3. Quinderne være deris Mænd underdanige, som HErren, etc. Eph. 5. Lige som Sara var Abraham lydig, oc kaldede hannem Herre, Hues Døttre i ere bleffne, om i giøre vel oc icke frycte for nogen redsel, Ephes. 6. 1. Pet. 3. De anførte bibelstedene: 1 Pet 3.1: «Disligest skulle Qvinderne være deris Mænd underdanige, paadet, at ogsaa de, som icke troe paa Ordet, kunde vindes formedelst Qvindernes Omgengelse, uden Ordet.» Kol 3.18–19: «I Hustruer, værer eders Mænd underdanige i HERREN, ligesom det sig bør. I Mænd, elsker eders Hustruer, og værer icke bittre imod dem.» Ef. 5.22–24: «Qvinderne skulle være deris Mænd underdanige, som HERREN; Thi Manden er Qvindens Hofvet, ligesom Christus og er Meenighedens Hofvet: Og Hand er sit Legemes Saliggiørere. Men ligesom Meenigheden er Christo underdanig, saa skulle og Qvinderne være deris Mænd i alle Ting.» 1 Pet 3.6: «Ligesom Sara var Abraham lydig, og kaldede hannem Herre: Hvis Døttre I ere blefne, dersom I giøre vel; og ere icke saa frygtagtige.»

Embede] gjerning, et varig arbeid som noen har påtatt seg å utføre

mel.] Teksten til den oppgitte visa, som handler om Isaks giftermål med Rebekka, og dermed kan sies å være tematisk motivert av dikterprestens sang, finnes først bevart i et trykk med tittelen «Tvende viser uddragen af den hellige skrift» (1632). Opphavmannen kan være en viss Jacob Madsen Vejle (1538–1606); melodien er ukjent. I Cassubens salmebok (1666) henvises man til «Guds søn er kommet af himmelen ned» som melodiforelegg. Se Schiørring 1.62–63.

1.1 Dannemænd] aktverdige danske menn, hedersmenn; «danske» vil i denne sammenheng også omfatte norske menn.

1.2 eyer] rår over el. har (om pårørende)

1.3 Seer til] se til, sørg for; imp. flt.

1.3 lemfeldelig] forsiktig

1.4 Huusholdnings Aaget] deres forpliktelser som familieoverhoder; aag brukes ofte i betdningen «herredømme» eller «plikt»; jf. Matt 11.30: «Thi mit Aag er lideligt, og min Byrde er læt.» Om familiefedre som økonomer eller husholdere, se innledningen til HT-kommentaren.

1.4 drager] Metaforikken forutsetter at åket (det trestykket som legges på trekkdyrenes nakke) faktisk brukes til å dra eller trekke noe (f.eks. plogen).

1.6 med ingen Overfuus] uten utskjelling el. voldsomhet; overfus (som subst.) ser ikke ut til å være registrert i ordbøkene, derimot overfusning og overfusenhed. Men subst. fus («noe hurtig og voldsomt») er belagt. Uttrykket med ingen (til erstatning for uten) synes høyst uvanlig (i skrift).

1.7 smukke] edle, moralske

2.1 Men boer hos dennem med Forstand] 1 Pet 3.7: «Disligeste skulle, I Mænd boe hos dem med Fornumstighed [Forstand, 1647]; og gifver det Qvindelige som det skrøbeligste Redskab sin Ære, som ogsaa er Naadens Medarfinge til Lifvet, paadet at eders Bønner skulle icke forhindres.»

2.1 boer] bo; imp. flt.

2.2 deeler] del; imp. flt.

2.3 ægte Mand] lovformelige mann, ektemann

2.6 skrøbeligt] syndig

2.7 overbære] vise tålmodighet

3.1 hvad] hvilken

3.2 med sig føre] har til følge

3.3 de svage Kar] 1 Pet 3.7: «Disligeste skulle, I Mænd boe hos dem med Fornumstighed; og gifver det Qvindelige som det skrøbeligste Redskab [Kar, 1647] sin Ære, som ogsaa er Naadens Medarfinge til Lifvet, paadet at eders Bønner skulle icke forhindres.»

3.7 Arve-Rætt] 1 Pet 3.7; se komm. til 2.1 ovf. og Gal 3.28–29: «Her er ingen Jøde eller Græcke; Her er ingen Tienere eller Fri; Her er ingen Mand eller Qvinde: thi at I ere allesammen Een i Christo JEsu. Ere I da Christi, saa ere I jo Abrahams Sæd, og Arfvinge efter Forjettelsen.»

4.1 Bortkaster] kast bort (som unyttig og verdiløst); imp. flt.

4.1 Larm] utskjelling, ståhei

4.2 lader ilde] gir ondt av seg

4.6 ey nogen Fremgang faae] ikke bli hørt (eller tatt til følge)

4.7 Hvor tit I bede vilde] hvor ofte dere enn ville be

5.2 I skal jers Mænd adlyde] 1 Pet. 3.1: «Disligest skulle Qvinderne være deris Mænd underdanige, paadet, at ogsaa de, som icke troe paa Ordet, kunde vindes formedelst Qvindernes Omgengelse, uden Ordet.»; jf. Ef 5.22, Kol 3.18 og 1 Tim 2.11.

5.2 jers] deres; 2 pers. pron.

5.3 Overmagt] overherredømme; ofte brukes uttrykket have Overmagten i overført betydning: «være åndelig overlegen»; jf. 1 Mos. 3.16: «[…] Og din Attraa skal være til din Mand, og hand skal være din Herre.»

5.7 udtyde] tolke, utlegge, oversette

6.1 Sara] patriarken Abrahams hustru; jf. 1Mos 16.1. Jf. 1 Pet. 3.6: «[…] likesom Sara var Abraham lydig og kalte ham herre; og hennes barn er I blitt når I gjør det gode og ikke lar eder skremme av noget.» Overleveringen er samstemt, men syntaktisk hadde vi ventet dativ (lat.), Saræ. Navnet oppfattes rimeligvis som norsk og unndrar seg dermed kasusbøyning.

6.5 Beviiser] imp. flt.; legg for dagen, demonstrer

6.5 Velgefall] villighet, tjeneste

6.6 Sara Døttre] Sammensatt: Sara-datter, her særskrevet; jf. 1 Pet. 3.6, sitert ovenfor.

6.7 Tittel] navn (Sara)

7.1 end] likevel; innrømmende betydning i betingelsessetn.

7.2 Knur] motsigelse, jf. uden knur: uten å mukke; jf. jødene som «knurret» mot Moses under ørkenvandringen (2 Mos 16.18).

7.3 frimodig] ubekymret, tillitsfull (uten frykt for mannens raseri).

7.4 Ald Frygt til Side sætte] Jf. 1 Pet. 3.6, sitert ovenfor (til 6.1): Peters mening synes å være at hustruen ikke har noe å frykte så lenge hun bestreber seg på å gjøre det gode, noe som harmonerer godt med visdomsidealet i Ordsp 3.25. Dass, derimot, synes å berolige hustruen: Om hun har satt seg opp mot mannen, har hun likevel ingenting å frykte. Hvorfor ikke? Konklusjonen er pragmatisk, overglattende snarere enn overbevisende: Det ordner seg nok etter en stund uansett.

7.6 forvikledt Traad og Tott] vase, sammenfiltret tråd og trevl; tot brukes om den enkelte tråd i en tvunnet snor eller om en trevl, en sammenfiltret mengde av tråd.

7.7 Med Lempe] med en forsiktig eller listig fremgangsmåte


Den Siette Sang
Sangen om foreldrenes forhold til sine barn (HT 6) omfatter bare tre strofer, alle rettet til foreldrene ved apostrofe («I Forældre», 1.1). Vi kan merke oss at Bibelen i tilsvarende sammenhenger nøyer seg med å apostrofere fedrene (se komm. til 2.3 ndf.). Foreldrenes «embete» innebærer å sørge for at de generelt oppdrar sine barn til gode kristne, men de advares også, med paulinsk belegg, mot å bruke virkemidler som kan sette barna opp mot dem.

tit.] Luther 1616: 116: «I Forældre skulle icke erre eders Børn til vrede, Men opføde dem i Tuct oc HERRENS formanelse, Til de Eph. i det 6.» Ef 6.4: «Og, I Fædre, opvecker icke eders Børn til Vræde; men føder dem op i Tugt og Formaning til HERREN.»

mel.] Håndskriftene har «Hastig hen som jeg forstaar», et forelegg Dass benytter seg av også til evangeliesangen 15. søndag etter trefoldighet (SV 3.355). Sangen er ikke kjent annetstedsfra (jf. Schiørring 1.254), men det faktum at den er fjernet som forelegg, tyder i det minste på at vi har med en verdslig sang å gjøre (jf. Innl. 6.2). Slik strofene er satt opp her, har versene 1 og 4 midtrim: Smaa–faa, dem–frem osv.

1.1 I] dere

1.1 de Smaa] barn

1.1 monne] vel kan

1.2 opføde] oppdra

1.3 At de bærer gode Frugter] Jf. Luk 6.43: «Hvert Træ kiendes paa sin egen Frugt» og Matt 7.18–19.

1.4 frem og frem] bestandig, uten opphold

1.5 optugter] oppdrar

2.1 Øver] oppøv, lær; imp. flt.

2.1 smuk Forstand] moralsk evne

2.2 staa som Planter] Sal 144.12: «At vore Sønner kunde opvoxe ligesom Planter i deris Ungdom: og vore Døttre, ligesom udgrafne Pillere, ligesom Pallads.»

2.3 Tugt og Ære] Jf. Ef 6.4: «Og, I Fædre, opvecker icke eders Børn til Vræde; men føder dem op i Tugt og Formaning til HERREN.»

3.1 samler Aar] blir eldre

3.2 paa GUds Veye] Jf. 5 Mos 8.6: «Saa holdt nu HERrens din GUds Bud, at du vandrer i Hans Veye, og frygter Hannem.»

3.3 opirre] opphisse, tirre

3.3 til Vrede dem opirre] Kol 3.21: «I Fædre, Vecker icke eders Børn op til Trætte, paadet de skulle icke blifve mistrøstige.»

3.5 dobbelt verre] dobbelt så ille


Den Siuvende Sang
Sangen om barns forhold til sine foreldre (HT 7) er, med sine fire strofer, nesten like kort som den foregående om den omvendte relasjonen. Her, i Hustavlens syvende sang, innprentes barna lydighet med henvisning til det fjerde bud. Kravet om absolutt lydighet gjelder likevel bare under forutsetning at foreldrenes myndighetsutøvelse ikke strider mot Guds forordning. Det fjerde bud fremheves som det første bud som også innebærer et løfte (om «å leve lenge i landet») til dem som følger det.

tit.] Luther 1616: 116: «I Børn værer eders Forældre lydige i HErren, Thi det er Rætferdigt, ære din Fader oc din Moder, huilcket er det første Bud med forjættelse, at det maa gaa dig vel, oc at du maat lenge leffue paa Jorden, Eph. i det 6.» Ef 6.1–3: «I Børn, værer eders Forældre lydige i HERren; thi det er tilbørlig. Ære Fader og Moder; Det er det Første Bud, som hafver Forjettelse; Paadet at det skal gaa dig vel, og du skal lefve lenge paa Jorden.»

Embede] gjerning, et varig arbeid som noen har påtatt seg å utføre

mel.] Kjent ABC-vise; den danske versjonen er basert på en plattysk versjon, som igjen går tilbake på en høytysk versjon fra 1597, muligens skrevet av Bartholomæus Ringwald. Den danske finnes trykt i flere salmebøker fra 1600-tallet, først i Sequere me (1637). Den plattyske versjonen oppgir melodiforelegget «Christe du bist der lichte Tag», den danske (riktignok senere, på begynnelsen av 1700-tallet) «Alt hvad du begynder min elskende sjæl» (Schiørring 1.75–76). Dass bruker samme forelegg i BV, til «Elisæ siette og sidste Sang» og «Om Syv Tal i Bibelen», og i ES, til «Anden Pintsedag» (SV 2.89 og 124, SV 3.301).

1.1 I] dere

1.1 forsømmer] forsøm; imp. flt.

1.2 Jers] deres

1.2 Lydigheds Vey] Jf. Dom 2.17: «Da vare de icke heller Dommerne lydige, men bedrefve Hoer med andre Guder, og tilbade dem, og vigede snart af den Vey, som deres Forfædre hafde vandret paa, at lyde HERrens Bud, og giorde icke som de.»

1.3 Retfærdigt] i overensstemmelse med Guds bud

2.2 Anstalt] foranstaltning, forordning

2.3 Eder undsee] skamme dere

2.4 I HErren] i henhold til Guds lov

3.1 Agt] aktelse, ærbødighet

3.4 Forjættelse] løfte, tilsagn; Ef 6.1–3: «I Børn, værer eders Forældre lydige i HERren; thi det er tilbørlig. Ære Fader og Moder; Det er det Første Bud, som hafver Forjettelse; Paadet at det skal gaa dig vel, og du skal lefve lenge paa Jorden.»

3.4 teignet] merket med tegn (her i overført betydning)

4.2 Langlivet] i et langt liv

4.4 Lykken i dine Pallatzer] Uttrykket forutsetter både åndelig lykke og materiell velstand. Forestillingen om at det går den gudfryktige godt og synderen dårlig også i jordelivet, er utbredt i 1600-tallets lutherske form for kristendom, og dermed slett ikke bare blant kalvinistene, som tolket materiell velstand som et tegn fra Gud på at de tilhørte de utvalgte som skulle oppnå frelsen.


Den Ottende Sang
Sangen om tjenernes embete mot deres herrer (HT 8) omfatter seks bydende strofer direkte henvendt til nettopp tjenerne. De innstendige oppfordringene som gis, har to nødvendige forutsetninger: For det første gjelder 1600-tallets teokratiske hierarki (tjener man verdslige herrer, tjener man også Gud), for det andre gir presten sine formaninger i tro på Pauli ord om at rettferdigheten for dem som treller på jorden, vil skje fyllest i det hinsidige. Arbeidere skal få sin lønn i himmelen, ikke på jorden. Slik skiller denne sangen seg altså skarpt fra den foregående, som lover velstand til de barn som ærer sine foreldre. Str. 2–3 her oppfordrer til flid og ærlighet, str. 4–5 holder frem Guds løfte om gjengjeld, dvs. frelse, til den som trofast skjøtter sitt arbeid. Første og siste strofe rammer inn disse to hovedmomentene.

Loven av 1687 regulerer forholdet mellom tjenestefolk og deres arbeidsgivere i 3-21 («Om Tienistefolk paa Landet og i Kiøbstæderne, Inderster og Løsgængere»). På landet var oppsigelsestiden åtte uker før de to årlige flyttedagene, 14. april og 14. oktober (3-21-9).

tit.] Luther 1616: 117–18: «Suennes, Pigers, Dagløneres (oc) Arbeyderes Embede mod (deris) Herrer. I Tienere værer eders kiødelige Herrer lydige met fryct oc redsle vdi eders hiertis endfoldighed, som Christo, tienendis icke for Øyen, som i ville gierne teckis Mennisken, men som Christi tienere, som giøre Guds Villie aff hiertet, tienendis HErren met veluillighed, oc icke Menniskene, videndis at huer huad got hand giør, det skal hand faa af HERREN igien, huad heller hand er en Tienere eller Fri, Ephes. 6. Col. 3. Ef 6.5–8: «I Tienere, værer eders Legemlige Herrer lydige med Frygt og Rædsel i eders Hierters Eenfoldighed, ligesom Christo: Icke alleeniste med Tieniste for Øyen, til at teckes Menniskene; men som Christi Tienere; At giøre denne Guds Villie af Hiertet med god Villie: Lader eder tycke, at I tiene Herren, og icke Menniskene: Og vider, at hvad Got, som hver giør, det skal hand annamme af HERren, hva heller hand er en Tienere, eller Fri.» Kol 3.22–25: «I Tienere, værer eders Legemlige Herrer lydige i alle ting; icke med Tieniste for Øyen, som at behage Menniskene; men med Hiertets Eenfoldighed, og med GUDS Frygt. Alt det, som I giøre, det giører af Hiertet, som for Herren, og icke for Menniskene: Og vider, at I skulle faa Arfvens Betalning af HERREN; thi I tiene den HERRE Christo. Men hvo som giør Uret, hand skal faa den Uret, som hand giorde: Og der gielder ingen Personers Anseelse.»

Embede] gjerning, et varig arbeid som noen har påtatt seg å utføre

mel.] Manuskriptene har «Daphnis gik for nogle Dage», en populær hyrdevise som Dass også anvender i BV («Nabals Historie», SV 2.115) og ES (sangen til skjærtorsdag, «Da de dage vaar til stæde», SV 3.267). Dafnis-visen er opprinnelig skrevet av Johann Rist og publisert i hans samling Galathee (1642). I Danmark–Norge skyldes den store utbredelsen først og fremst Søren Terkelsens Astree Siunge-Choer (1648). Sangen gjengir «Daphnissis bekymrede Kiærligheds Tancker, Der hand icke kunde være hos sin Galathee» (Terkelsen 1976: 25). Schiørring viser til flere tilfelle der denne verdslige visa er brukt som forelegg for åndelige sanger: hos Anders Bording, Jens Pedersen, Lauritz Sommer, Iver Brinck og en viss H.B.H. Terkelsen var riktignok ikke alene om å oversette den til dansk; det gjorde også Anders Bording, H. Reimer og en viss A.B.C. (Schiørring 2.370 og 378).

1.1 Hører] hør; imp. flt.

1.1 Svenne] tjenere; ordet kan brukes kjønnsnøytralt.

1.2 æder andres Brød] er i avhengig stilling

1.3 Seer til] se til; imp. flt.

1.4 Stød] ulykke, skade

1.5 Eders Herrer skal I lyde] Jf. Tit 2.9–10: «[Forman] Tienerne, at de skulle være deris Herrer underdanige; giøre det, som dem er behageligt i alle Ting; Icke knurre imod dem; icke være utroe: Men bevise dem all god Troskab, paadet at de kunde pryde Guds vor Frelseres Lærdom i alle Stycker.»

1.6 Giører] gjør; imp. flt.

1.8 Mod] innstilling

2.1 Værer] vær; imp. flt.

2.2 forrætte] besørge

2.3 Frygter] frykt; imp. flt.

2.4 Vækker] vekk; imp. flt.

2.4 Misgefal] mishag

2.5 føye] sørge for

2.8 Folket] husbonden og hans familie, sjølfolket

2.8 uden til] tilsynelatende, uten oppriktighet

3.1 bestiller] utfører

3.2 Skalk] slyngel, lurifaks

3.2 Skjuler ingen […] i Hud] fører ingen bak lyset; med henspilling på hvordan Jakob, med sin mors hjelp, lurte sin far Isak ved hjelp av geiteskinn eller -hud; 1 Mos 27.

3.3 paasættis Briller] narres

3.5 Giører] gjør; imp. flt.

3.5 u-tvungen] uten tvang; adv.

3.6 Tungen] tale, ord

3.7 Giører] gjør; imp. flt.

3.8 Udi Sinds Enfoldighed] i ærlighet, oppriktighet

4.1 Tienister] plikt- eller lønnsarbeid

4.3 Seer dog til] pass likevel på; imp. flt.

4.4 Vedermod] motvilje

4.5 forskylde] gjengjelde

4.6 Hvad som] det som

4.6 fattis] mangler

4.6 fylde] oppfylle, dekke

4.7 Fattis der] mangler det noe

4.8 give det igien] gi kompensasjon (i det hinsidige)

5.1 trolig] trofast

5.2 som du tiente Gud] Preteritumsformen av verbet signaliserer irrealis, skjønt det synes i henhold til Skriften klart nok at man ved å tjene verdslige herrer også tjener Gud.

5.3 Husbonds Bolig] Jf. Ef 2.19–22: «Saa ere I icke nu meere Gæster, og Fremmede; men Borgere med de Hellige, og Guds Huus-egne: opbygde paa Apostlernes og Propheternes Grundvold, hvor JEsus Christus self er den fornemmeste Hiørne-Steen. Paa hvilcken den gandske Bygning er tilhobe set, og voxer til en hellig Tempel udi HERren. Paa hvilcken I blifve og bygde til GUds Bolig i Aanden.»

5.6 Christi Priis] Dvs. frelsen: evig liv.

5.7 Mener] vil

5.8 giør dig samme Skiel] gjør deg gjengjeld

6.1 Tager […] vare] dra omsorg for, pass; imp. flt.

6.1 Gierning] arbeid

6.2 Giører] gjør

6.2 hvad] det som

6.2 forestaar] står for tur

6.3 Christo det ansvare] stå til ansvar for Kristus hva gjelder arbeidet

6.4 Som det […] vaar] som om det var (irrealis)

6.5 Passer op] pass på; imp. flt.

6.5 skulde] vel skal; preteritum uttrykkende potensial konj.

6.6 trygge] pålitelige

6.6 hulde] trofaste

6.7 Søger] søk; imp. flt.


Den Niende Sang
Sangen om husbondenes embete (HT 9) omfatter ikke flere enn fire strofer; disse er henvendt til dem det gjelder. Str. 1 stadfester det tekstlige grunnlaget, at enhver arbeidsgiver plikter å yte sine ansatte den samme rettferdighet som han selv venter seg av dem. Hustavlens «det samme» uttrykker forholdets gjensidighet. I str. 2 advares husbondene mot å misbruke sin makt ved å ty til trusler, i str. 3 mot slag og kjeft. Den siste strofen fungerer som riset bak speilet idet den holder frem Guds kommende dom til skrekk og advarsel. I den sammenheng tas ingen hensyn til makt og sosial status, det katekismens tekst på paulinsk grunnlag kaller «Persons Anseelse».

Loven av 1687 pålegger ikke husbondene noen moralske forpliktelser overfor deres tjenere, men advarer spesielt mot å holde noen tilbake som ikke vil forlenge arbeidsforholdet: «Og saa fremt Husbonden dennem utilbørlig vil opholde, maa de Tienesten løskynde i nogle af Byens, eller Sognefolkets Nærværelse, eller og til Kirkestævne. Udformer Husbonden dennem derfor med Hug, eller Slag, straffis som for Vold» (3-21-9).

tit.] Luther 1616: 118: «Hussfædres oc Hussmodres Embede mod Tienerne, etc. Oc I Herrer (eller Hussbonder) giører dem det samme, oc lader Trusel fare, videndis at oc eders HErre er i Himlene oc der er ingen Persons Anseelse hos hannem, Eph. 6. Col. 3.» De anførte bibelstedene: Ef 6.9: «Og, I Herrer, giører ogsaa det samme mod dem, og lader eders Trusel; og vider, at eders HERRE er ogsaa i Himmelen; og der er hos Hannem ingen Personers Anseelse.» Kol 4.1 (3.26): «I Herrer, bevjser Tienerne det, som ret og lige er: Og vider, at I hafve og en HERRE i Himmelen.»

Embede] gjerning, et varig arbeid som noen har påtatt seg å utføre

mel.] Forelegget er Kingos: Sjunge-korets første morgensang (1674). Men dette beror etter alt å dømme på boktrykkeren, Lynov, eller en annen mellommann (se Innl. 6.2). Manuskriptene har hyrdevisen «Sylvia hvi vilt du ey etc.», som følger samme metriske skjema. Evangeliesangen første søndag etter midtfaste («Jesus spurde jøderne», SV 3.261) viser i førsteutgaven (1723) til Kingos morgensang, men senere utgaver oppgir, eventuelt med støtte i håndskriftene, nettopp denne hyrdevisen, som, viser det seg, òg brukes som forelegg for Kingos «Rind nu op» i et ettertrykk fra 1680-tallet. Melodien er ifølge Schiørring (1.209) uansett en folkelig melodi som bl.a. ble benyttet av den franske komponisten Jean Baptiste Lully i hans «Ballet Royal de l’Impatience» (1661). Kingos sang ble mye brukt som melodiforelegg på slutten av 1600-tallet. Dass’ leilighetsdikt «Gudinnen Justititiæ Klage» (SV 1.171) oppgir også denne som forelegg.

1.1 agter] pass på; imp.flt.

1.1 det] følgende

1.3 for] i stedet for

1.4 Giører] gjør; imp. flt.

1.4 Skell og Ræt] rett og skjell; den inverterte ordstillingen var den normale omkring år 1700.

1.5 Handler] oppfør dere; imp. flt.

1.5 Træle] arbeidere; dvs. personer hvis arbeid minner om en trells (eller slaves).

1.7 tælle] utbetale

2.1 Herre-Vold] en husbondes myndighet, herskermakt

2.3 bestillis] utføres (av tjenerne)

2.4 Bromler] knurr; imp. flt.

2.6 Tænkker] tenk; imp. flt.

2.6 her oven til] i himmelen

3.1 Hug] bank

3.1 Skendsels Mund] skjenneri, kjeft

3.2 Skikke] passe, sømme

3.3 Svend] tjener, gårdsgutt

3.3 Tyend’] tyende, tjenestefolk

3.5 Giører] gjør; imp. flt.

3.5 Træl] arbeider; dvs. person hvis arbeid minner om en trells (eller slaves).

3.5 det samme] Jf. Matt 7.12: «Alt det, som I ville, at Menniskene skulle giøre eder, det giøre I dem. Det er Loven oc Propheterne.»

3.7 Lønnen] belønning eller straff; jf. Matt 5.12: «Glæder og fryder eder, det skal vel betales eder i Himmelen.»

3.7 annamme] få, motta

3.8 HErre-Sal] prektig sal i slott el.l., her Guds sal i himmelen

4.1 Vider] vit; imp. flt.

4.3 Stool] domstol; jf. 2 Kor 5.10: «Thi vi skulle alle aabenbares for Christi Domstoel, paadet at hver skal faae, efter som hand hafver handlet i Legemets Lefnet, hva heller det er Got eller Ont.»

4.5 Hand skal ey Personer agte] Jf. Rom 2.11: «Thi der er ingen Personers Anseelse for Gud.»

4.7 Løn] gjengjeld (lønn eller straff); jf. 3.7 ovf.

4.7 forvagte] vente seg

4.8 findis skyldig til] har fortjent


Den Tiende Sang
Sangen om ungdommens embete mot de eldre (HT 10) innprenter over fire strofer katekismetekstens tre formaninger: for det første at de unge skal innordne seg de eldre (str. 1), for det annet at alle skal innordne seg hverandre (str. 2), og for det tredje at alle skal underordne seg Herren (str. 4). Tilhørende straff eller belønning følger i det hinsidige (str. 3). I den første strofen rettes formaningen til den enkelte unge mann, men fra og med str. 2 gis formaningene indirekte.

Hustavlen står på dette punkt i nær forbindelse med det fjerde bud. I motsetning til de ni første sangene, som alle innebærer resiprositet, står denne ikke som motstykke til noen annen sang; den tematiserer heller ikke de gamles embedte overfor de unge internt. Likevel kan man si at sangen utgjør en generell formaning til alle mennesker, ikke bare den «unge Mand», om å underkaste seg alle former for guddommelig autoritet.

tit.] Luther 1616: 118: «Unge Folck. I unge Folck værer de gamle underdanige, Værer alle huer andre underdanige, oc sammenknytter Ydmyghed, Thi Gud staar de hoffærdige imod, men giffuer de ydmyge Naade. Saa ydmyger eder vnder Guds veldige Haand, at hand kand ophøye eder i besøgelsens tid, 1. Pet. 5.» 1 Pet 5.5–7: «Disligeste I, som ere Unge, værer dem, som Eldre ere, underdanige. Værer allesammen hver andre underdanige, og holder fast ved Ydmyghed: thi GUD staar de Hofferdige imod; men de Ydmyge gifver Hand Naade. Saa ydmyger eder nu under GUds veldige Haand, at hand skal ophøye eder i sin Tiid. Kaster all eders Sorg paa Hannem, thi Hand sørger for eder.»

Embede] gjerning, et varig arbeid som noen har påtatt seg å utføre

mel.] Manuskriptene har «Ach! Amaryllis har du nu etc.», en hyrdesang oversatt fra Johann Rists Galathee (1642), i dansk versjon hos Søren Terkelsen (1648), jf. HT 8. Dass bruker det samme forelegget til evangeliesangen helligtrekongersdag («I Betlehem, der Jesus blid», SV 3.219). Henvisningen finnes brukt til andre åndelige sanger i samtiden (Schiørring 1.203, 268, 270, 291).

1.1 hva dig anstaar] hva som passer seg for deg

1.2 føyer] innretter

1.3 de graahærdet Haar] de grå hår; metonymisk om gamle mennesker. Sammenstillingen av adjektiv og substantiv er pleonastisk; Dass synes ikke å mistenke at –hærdet er avledet av Haar/hárr. Jf. 3 Mos 19.32: «Du skalt opstaa for den Graahærdede, og ære den Gamle: Og du skalt frycte dig for djn Gud, thi Jeg er HErren.»

1.4 smugt] uten videre, som seg hør og bør

2.3 som] i egenskap av

2.5 sædelig] på ærbart vis

3.1 hofferdig Folk] hovmodige mennesker; jf. Jak 4.6: «[…] derfor siger den [Skriften]: Gud imodstaar de Hofmodige, men gifver de Ydmyge Naade.»

3.2 nedstryger] firer

3.4 selver] selv; eldre form brukt i høystil, her også motivert av versemålet.

3.5 stolter] hovmodig; eldre form; jf. komm. til 3.4 ovf.

3.6 bukke] falle; jf. Matt 3.10: «Øxen ligger allerede hos Roeden af Træene; derfore hvilcket Træ, som icke bær god Frugt, skal ophugges, og kastes i Ilden.»

3.7 hine] Dvs. de ydmyke

4.2 Hand] hånd (i bet. «makt»); skrivemåten er ikke helt uvanlig på 1600-tallet.

4.4 ophøyer] Dvs. til saligheten (evig liv i himmelen)

4.5 hvad] hvilken

4.5 Stæd] sted; hankjønn er kurant.

4.6 Lykken] den skjebnebestemmende makt, personifisert.

4.6 findis Hiemme] er rede

4.7 betemme] avgjøre


Den Ellevte Sang
Sangen om enkene henvender seg ikke direkte til den aktuelle målgruppen; enkene omtales i tredje person. Formaningene de får, er seksualpolitiske: En enke skal la Gud innta ektemannens plass. Idealet er kontinuerlig andakt. Gjør hun det ikke, men lever ut sin seksualitet, støtes hun bort fra Gud og kan bare vente seg evig død. Vi kunne ha ventet en resiprok formaning også her: til de husbonder som har enker i sitt hushold (jf. 1 Tim 5.16), men det får vi ikke.

På denne bakgrunn var enker ifølge Appel sosialt sett en interessant målgruppe for andaktslitteratur (2001: 2.622). Man kan imidlertid spørre seg om denne litteraturen snarere hadde sin motivasjon på avsendersiden. Den var neppe drevet frem som en følge av etterspørselen.

tit.] Luther 1616: 119: «Den som er ræt en Encke oc eensom, hun sætte sit haab til Gud, oc bliffue ved i ydmyge begieringer oc Bøner Nat oc Dag, thi huilcken som leffuer i Vellyst, hun er død, (1. Tim. 5). 1 Tim 5.3–16: «Giør de Enker Ære, som ere rette Enker. Men hafver nogen Enke Børn, eller Børne-Børn, da lad hende tilforn lære, at regiere Gudeligen sit eget Huus, og retteligen betale sine Forældre; thi det er vel giort og behagelig for Gud. Men det er en ret Enke, som er Enlig, Den som setter sit Haab til Gud, og blifver i sin Bøn og Formanelse Dag og Nat. Men den, som lefver i Vellyst, hun er lefvendes død. Byd saadant, at de kunde blifve ustraffelige. Men dersom Nogen icke besørger sine, besynderligen sine Huus-folck, hand hafver negtet Troen, og er værre end en Hedning. Lad ingen Enke blifve udvalt yngre, end tresindstyve Aar, og den, som hafver været een Mands Hustru; Og den, som hafverVidnisbyrd for gode Gierninger; dersom hun hafver opfødt Børn; dersom hun hafver gierne laant Huus; dersom hun hafver toet Helgenes Fødder; dersom hun hafver hiulpet de Bedrøfvede; dersom hun hafver gifvet sig efter alle gode Gierninger. Men holt dig fra de unge Enker; thi at naar de blifve kaade imod Christum, da ville de giftes; Og hafve deris Dom, at de hafve forbrudt den første Tro: Der til med ere de og lade, og lære at løbe omkring i Husene: Og de ere icke alleeniste lade; men ogsaa fulde af Sqvalder og unyttig Handel, og tale det, som icke skal være. Saa vil jeg nu, at de unge Enker skulle giftes, føde Barn, holde Huus; icke gifve Modstanderen nogen Aarsage til Fortalelse. Thi der ere allereede Nogle omvendte efter Satan. Dersom nogen tro Mand, eller tro Qvinde hafver Enker, da skulle de besørge dem, og lade icke Meenigheden besværes, paadet at de, som ere rette Enker, kunde hafve nock.»

mel.] Manuskriptene oppgir «Op Hjertens Suk og Graad etc.», en udatert hyrdevise av Anders Bording (Bording 1984: 1.264) uten kjent melodi. Om Dass’ bruk av verdslige melodiforelegg, se Innl. 6.2. Den samme Bording-visen blir også brukt som forelegg for «Elisæi femte Sang» i BV og evangeliesangen til fjerde søndag etter påske (SV 2.81 og SV 3.288).

1.1 ret] virkelig, faktisk

1.1 Een Encke, som er ret en Encke] 1 Tim 5.5: «Men det er en ret Enke, som er Enlig, Den som setter sit Haab til Gud, og blifver i sin Bøn og Formanelse Dag og Nat.» Jf. Dorothe Engelbretsdatter, «De rette Enckers Flugt til deris Naadige Dommer i Himmelen», DESS 271.

1.2 i sin Enlighed] enslig (uten mann)

1.3 hvad GUd vil skienke] Dvs. Jesu blod i form av altervin. Slik inngår enken liksom nytt ekteskap med Frelseren.

1.4 tilfred] Formen uten genitivs-s er kurant i eldre språk.

2.1 Sit Haab] 1 Tim 5.5; se komm. til 1.1 ovf.

2.3 forletter] gjør lettere, lindrer; jf. Sal 146.9: «HERren beskiermer Fremmede, og Faderløse, og opholder Encker: og vender de Ugudeligis Vey tilbage.»

4.2 Da skyder hun og Natten paa] Jf. Luk 2.37: «Og hun var nu en Vidue, ved fire og firesindstive Aar; hun kom icke af Templen, tiente GUd med Fasten og Beden, Dag og Nat.»

4.2 skyder […] paa] tilføyer

4.3 At] slik at

4.3 Taare-Bekke] I 1600-tallets botsfromhet er tårene (med ref. til Luk 7.38) å betrakte som synderens offer til Gud (Nielsen 2010: 213). Dorthe Engelbretsdatters annen bok, fra 1685, har typisk nok tittelen Taare-Offer; den er basert på Peder Møllers Taare- og Trøste-Kilde (1677), en oversettelse av Heinrich Müllers Thränen- und Trostquelle (1675).

4.4 I HErrens Flaske] Sal 56.9: «Du teller min fluct, og befatter min Graad i din Flaske.»

4.4 sankkis] samles opp, spares

5.1 hves at] hvis

5.1 det Gud afvende] måtte Gud forhindre det; ønskende konj.

5.2 Sig […] henslaa] kaste seg ut

5.2 skulle] Her hadde vi ventet pret. (konj.) skulde.

5.3 skiende] besudle, vanhellige

5.4 Da raade Gud] da må Gud bestemme; ønskende konj.

5.4 hvor] hvordan

6.1 omskiønt] selv om

6.2 agtis] regnes

6.2 agtis som een Død] 1 Tim 5.6: «Men den, som lefver i Vellyst, hun er lefvendes død.»

6.3 Skilsmis-breve] skilsmissebrev (som erkærer et ekteskap for oppløst); flt., vi hadde ventet entall, ettersom partene sendte hverandre hvert sitt; men her er Gud alene subjekt for verbalhandlingen. Det brevet det her er snakk om, oppløser ikke den jordiske ektepakten, men den mellom enken og hennes frelser, brudgommen Jesus. Jf. TB 6.24.7–8.

6.4 mit i største Nød] Den åndelig nød enken befinner seg i, holder ikke Gud fra å vende seg bort fra henne.


Den Tolfte Sang
Katekismeteksten legger to formaninger til grunn for denne siste, oppsummerende hustavlesangen (HT 12): å elske sin neste og be for ham eller henne: ikke munkenes ora et labora (be og arbeid), men et luthersk ama et ora (elsk og be). Kjærlighetsbudet opptar sangens fire første strofer; budet om å be opptar bare femte strofe. Sjette og siste strofe formulerer en avslutning, ikke bare på denne sangen, men på hele boken, hele dette dikterprestens «Sange-Spill». Vi skal merke oss den varierte henvendelsesstrukturen. Sangen åpner med i første strofe å apostrofere 2. pers. flt.: «I Folk». I annen strofe skifter henvendelsen til 2. pers. ent. Deretter, i str. 3, fingeres en dialog mellom 1. og 2. pers. ent. Fjerde strofe formes i tredje person, uten noen eksplisitt henvendelse. I femte strofe opptar dikteren seg selv i fellesskapet: 1. pers. flt. Og avslutningen formulers i 1. pers. ent.: «Jeg ønsker alle HErrens Fred!»

tit.] Luther 1616: 119–20: «Den gantske Forsamling. Elsk din Næste som dig selff. Thi i dette ord er alle Bud forfattede, Rom 13. Oc bliffuer flitteligen ved at bede for alle Menniske, 1. Tim. 2.» De anførte bibelstedene: Rom 13.8–10: «Værer ingen intet skyldige, uden at I elske hverandre: thi hvosom elsker den anden, han hafver fuldkommet Loven. Thi at der er sagt: Du skal icke bedrifve Hoer; du skal icke ihielslaa, Du skal icke stiele, Du skal icke bære falsk Vidnisbyrd; Du skal icke begiære; Og om der er noget andet Bud meere, det befattes i disse Ord; Du skal elske din Næste, som dig self. Kiærlighed giør sin Næste intet Ont: Saa er nu Kiærlighed Lovens Fuldkommelse.» 1 Tim 2.1–3: «Saa formaner jeg før alle Ting, at mand giør Bøn, Formaning, Forbedelse, og Tacksigelse for alle Mennisker; For Konger, og all Øfrighed; at vi kunde lefve et roligt og stille Lefnet i all Gudelighed og Ærlighed, Thi det er Got, dertil ogsaa behageligt for Gud vor Frelsere.»

mel.] Tekst og melodi hos Dorothe Engelbretsdatter, «Om den Hellig Aands Udsendelse», i Siælens Sang-Offer, 1679 (DESS 95). Melodihistorien er tysk, jf. Schiørring 2.228. Dass bruker samme forelegg i den selvbiografiske sangen «Mit Reyse-Tøy» (SV 1.416).

1.1 Forsamling] menighet, kirke

1.2 Ihvor] hvor enn

1.3 samlis] samles; imp. flt.

1.5 Halelujah!] lovet være Gud, pris Herren (hebr. «pris Jahve»). Ordet brukes særlig hyppig i Salmenes bok og deretter i salmediktningen generelt.

2.3 din Næste, saasom dig] din neste som deg (selv). Utover Romerbrevet (jf. innl. komm.) formuleres kjærlighetsbudet i 3 Mos 19.18; Matt 5.43, 19.19, 22.39; Mark 12.31; Luk 10.27; Gal 5.14; Jak 2.8.

2.4 retsindelig] samvittighetsfullt, rettsindig

3.1 Hvo] hvem

4.3 befattet] innbefattet

4.4 Ret] helt (og fullt)

5.3 udøser] yter i rikelig mengde. Uttrykket rommer den gamle forestillingen om bønnen som et offer til Gud.

5.4 Kiøn] slekter

6.2 Sange-Spill] I formen sangspil er dette ordet belagt først lenge etter Dass, og da i betydningen «dramatisk fremføring med sang». Om opera og operette spesielt brukes riktignok oftest syngespil. På tysk finnes imidlertid Gesangspiel belagt 1698 i betydningen «komisk opera» (Grimm). Hvis dikterpresten selv har dannet ordet sangespil, og det kan han utmerket godt ha gjort, vil hans samtidiges oppfatning av det fremfor alt ha blitt avgjort av deres tolkning av siste ledd: spil. Det kan være snakk om «livlig virksomhet», «utfoldelse», «lek», «dramatisk opptrinn». De første, minst spesifikke, kan synes å være de mest sannsynlige. I TB 2.26 forutsettes det at den som synger åndelige sanger, «forlyster seg». Orddannelsen kan minne om den vi har i Kingos Aandelige Siunge-Choer (1674) og Terkelsens Astree Siunge-Choer (1648). Jf. æresdiktene ved bokens slutt, Anders Dass’ («Siunge-Chor», v. 39) og Steen Wirtmands («Sange-Digt», v. 53). Volqvartz bruker betegnelsen «Sang-værck» om Siælens Luth (1714: 127).

6.4 ganske] hele


ÆRESDIKT

De aller fleste bokutgivelser på 1600-tallet omfatter i tillegg til forfatterens egen tekst et antall æresdikt skrevet til ham eller henne i anledning utgivelsen. Dedikasjonsdikt er vanlige allerede i antikken, men æresversene kommer med renessansen og forsvinner i løpet av 1700-tallet. Disse versene kan bare unntaksvis oppvise nevneverdige poetiske kvaliteter. De fungerer som anbefalinger av forfatterens og hans (eller en sjelden gang hennes) verk og som tilførsel av prestisje, derfor vil æresdiktere med høy status være de mest ettertraktede. Likheten med moderne blurbs er i så måte slående. Dass må imidlertid nøye seg med dikt skrevet av en sønn og en svoger: Her bidrar ingen notabiliteter. Man kunne ha tenkt seg at fetter Peder Jespersen, kongens confessionarius, ville ha vært den perfekte bidragsyter til Dass’ bok, men Jespersen kunne, som bokens dedikat, neppe brukes i denne sammenheng også. Antallet æresdikt kunne gjerne være høyt. Johann Rists Katekismesanger (1656), for eksempel, innledes av 72 sider med æresutveksling (dedikasjoner skrevet av forfatteren, men særlig æresdikt til forfatteren) før man kommer til saken. En undersøkelse av 1472 bøker trykt i England i perioden 1478–1640 registrerer i alt 4748 æresdikt i disse bøkene, dvs. 3,2 dikt per utgivelse (Williams 1966: 3). Vanligvis settes æresdiktene først, ikke til slutt i boken, som i Dass’ tilfelle. Lynovs plassering av dem kan eventuelt bero på at han har fått diktene i hende etter at han hadde påbegynt arbeidet med satsen. Eller relasjonen mellom bidragsyterne og forfatteren var så nær at en mindre prominent plassering kunne synes mer passende (jf. Williams 1966: 10).

Æresversene fra sønnen og svogeren inkluderes i verket gjennom nesten hele publiseringshistorien, dvs. helt frem til Samlede Verker (1980), som sløyfer dem stilltiende. Noen få utgaver sløyfer ett eller begge dikt av plasshensyn: 1743ano og Niels Holtzbergs Aalborg-utgaver.


Anders Dass’ æresvers
Petter Dass hadde opprinnelig to sønner: Lars (Lauritz), som døde i Bergen som ganske ung mann i 1688, og Anders (f. 1675), som overtok Alstahaug prestegjeld etter faren i 1705. Anders Dass studerte til prest i København (1691–1693) etter å ha gått bare to år på latinskolen. Han ble deretter påkostet både magistergrad og en lengre dannelsesreise til England og Nederland (1695–1696). I perioden 1698–1699 arbeidet han så i Trondheim som hører i Katedralskolens fjerde klasse. Det første Trondheims-året var han innlosjert hos biskopen, Peder Krog, som later til å ha brukt ham som assistent (famulus). Nettopp våren 1698 var det at Krog skrev sin biskoplige forhåndssensur av Katekismesangene (teksten er datert «Nidros: 8 April: Anno 1698»). Når Anders tidfester avfattelsen av sitt dikt med formuleringen «Da hand [min fader] sine Catechismi Sanger udgav for Lyset», er det rimelig å oppfatte tidspunktet som nettopp våren 1698. Å udgive for lyset innebærer ikke nødvendigvis trykking; det er snakk om offentliggjøring uansett medium. Formuleringen forutsetter dessuten at faren er i live idet sangene offentliggjøres, dermed kan umulig førsteutgavens år (1715) være tilblivelsesåret for dette diktet. Drammens-manuskriptet, som kan være identisk med den versjonen av Katekismesangene som ble forelagt biskopen, omfatter imidlertid ikke noe æresdikt.

Eriksen skriver om Anders Dass’ dikt at «dette hæver sig ikke over Samtidens maadeligste Rimerier» (SS 1.XXV–XXVI). Denne smaksdommen kan neppe sies å være urimelig, men Eriksen tar feil når han hevder at dette er det eneste bevarte diktet Anders Dass etterlot seg. I dag kjenner vi enda seks, alle i håndskrift på Nasjonalbiblioteket: «Æreminde over Lucia Sørensdatter Ravn» (Ms. 4° 479:1R), «Sørgedikt over Lorentz Mortensen Angell» (Ms. 4° 479:1A), «Sørgedikt over Anna Margrethe Broch» og «over foged Peder Christophersen Broch» (Ms. 4° 479:1B), «Sørgedikt over moren, Margrete Andersdatter» (Ms. 4° 479:1D) og «Sørgedikt over Anders Falch» (Ms. 4° 479:1F). I 1724 skrev Anders Dass dessuten forordet til en nyutgivelse av Johann Gerhards Fromme Christnes aandelige Klenodie, trykt hos Nørvig i Bergen. En summarisk, håndskrevet selvbiografi foreligger i form av en Forteignelse paa mit Livs og Levnits Fremfart (Schmidt 1950). Ytterligere om dikterprestens sønn og etterfølger hos Kåre Hansen (2006: 177–80, 266–68 og passim).

At en sønn eller datter skriver til ære for sin fars bokutgivelse, forekommer ikke sjelden; for eksempel skriver Elisabeth Mikkelsdatter Vinding æresvers til sin far Samuel Jensøn Ild i anledning utgivelsen av hans oversettelse av Johann Arndts Lyset i mørket (1690).

Innholdsmessig kan Anders Dass’ dikt deles i seks: Første del (1–14) henvender seg til et uspesifisert du, som oppfordres til stadig from meditasjon for ikke å sløves og glemme sin gud. I annen del (15–20) presiseres oppfordringen: Ved sang kan sløvhet og glemsel motvirkes. Så, i den tredje delen (21–32), oppgis annenpersonshenvendelsen. Her redegjøres det for at man i tillegg til å lese Guds ord også med fordel kan synge. Fjerde del (33–47) beskriver prestens dobbeltrolle i gammel tid og nå. Han skal være både forkynner og sanger. Her er det at den presten vi vil oppfatte som sangbokens forfatter, trer frem (v. 37). I femte del (48–76) opplyses det at den som vil kan ta ham, presten, i form av hans bok, med seg hjem, slik at man der selv kan fremstå som prest for ungdommen i husandakten og vinne den for Gud. I den sjette og siste delen apostroferes så alle mulige sangere, gamle så vel som unge, med oppfordring om å ære Gud. Syntaksen er stedvis ubehjelpelig og uklar.

Det danske æresdiktets foretrukne metrum er aleksandrineren. Så også i dette tilfelle, skjønt Anders Dass følger sin far i å dele verslinjen ved sesuren etter sjette stavelse. På denne måten kamufleres innrimede (seks-taktede) aleksandrinere som tre-taktere med enderim. Petter Dass bruker dette versemålet i flere leilighetsdikt, f.eks. i to av rimbrevene til Dorothe Engelbretsdatter: «Matrone dydefuld! / O! Qvinde høy af Gaver!/ Jer Bog, saa dyr som Guld/ I dag jeg funden haver» (SV 1: 266). I likhet med sitt opphav bruker sønnen verset rapsodisk, dvs. uten blanklinje mellom strofene, selv om vi i realiteten har med en fire-versing å gjøre.

udgav for Lyset] offentliggjorde, gjorde kjent

Opsat] skrevet

af Sønlig Skyldighed] i henhold til den høflighet en sønn plikter å vise sin far

A: D:] Anders Dass (1675–1736)

1 paa din Seng] i din seng, sc. når du ligger i din seng

2 Saa ljuder HErrens Stemme] Jos 1.8: «Lad denne Lovis Bog icke komme fra din Mund, men tænck paa hende Dag og Nat, at du kand holde og giøre alting efter det, som skrefvet er i hende; thi saa skal det gaa dig vel i alle dine Veye, og saa skal viseligen handle [sier Herren].»

3–4 paa din Eng Foruden Huus] på innmark, utomhus. Jf. Moses’ ord til jødene i 5 Mos 6.7: «Og du skal hvesse dem [Guds ord] for dine Børn; og tale om dem, naar du sidder i dit Huus; og naar du gaar paa Veyen, naar du legger dig ned eller opstaar.»

4 Hjemme] innendørs

6 hver Minute] Hankjønn er kurant.

8 i dit Sind] Jf. Ded.fam. 115, der Guds ord forutsettes gjemt i «Hiertet».

8 slutte] lukk; oppfordr. konjunktiv står her sideordnet med imperativ («Tænk»); jf. Sktr 2.201.

9 Bind dennem paa din Haand] 5 Mos 6.8: «Og du skal binde dem [Guds ord] til et Tegen paa din Haand, og de skulle være dig til en Ihukommelse for dine Øyen.» Tilsvarende 2 Mos 13.9 og 13.16, 5 Mos 11.18.

10 Og fæst dem i din Pande] Se kommentar til foregående vers. Ikke bare skal man huske Guds bud og leve etter dem, men man skal også bære dem til skue, som et smykke («Span», 1647) i pannen.

12 stande] stå

13 Bered paa HErrens Vagt] Jf. Matt 24.42: «Vaager derfore, thi I vide icke, paa hvad Stund eders HErre skal komme.»

15 Sjungeren] sangeren: Petter Dass, bokens forfatter og «forsanger».

15 Har […] i agt] er oppmerksom på

16 Søvnen] Dvs. likegyldigheten og den åndelige død; jf. 1 Tess 5.6: «Thi lader os nu icke sofve som de Andre; men lader os vaage, og være ædrue.»

16 vove] våge

17 dig] deg selv

18 Catechismi Viise] katekismesang (lat. gen. av catechismus)

19 At] for å

19 Ljud] lyd, sang

20 Dig] deg selv

22 Sin Dognt] sin dont, sitt arbeid; skrivemåten synes ukurant.

23 dobbel] sc. hjelp. Forklaringen på den doble hjelpen kommer ikke før i v. 31: I tillegg til den hjelp man har i vanlige katekismer og annen åndelig prosalitteratur får man takket være dikterpresten også hjelp til å synge seg til frelse.

25 Rett] lov, bud

26 sluttis] følger det (logisk)

27 I Giemme] i (mental) forvaring, i minnet (hukommelsen)

27 sett] satt

28 Hver Punct] hvert minste punktum, hver tøddel; hankjønn er kurant.

28 i Bogens Rulle] i boken, dvs. farens katekismesanger. Denne boken er selvsagt en vanlig kodeks, ikke en rull, men her alluderes det rimeligvis til det opprinnelige bibelske bokformatet; jf. f.eks. Sal 40.8–9 (1647): «See, jeg kommer: i Bogens Rolde er skrefvet om mig. Jeg hafver Lyst til ad giøre din Villie, min Gud: Oc din Lov er i mit Hierte.»

29 Agt] forsett, tanke

30 Zions Sange] kirkens sanger; se kommentar til Ded.Jesp. 79. Petter Dass trøster seg i sangen «til sine Sognefolk» (SV 1.429) med at andre vil overta og synge «Zions Sang» når han selv har gått bort. Zions Sange ble brukt som tittel av Elias Naur i 1688.

31 Sang til Læssning lagt] sang i tillegg til lesning

32 den Frugt] produkt, utbytte; dvs. den «Fremgang» (v. 24) som blir resultatet av den doble hjelpen.

33 ved Prædiken] ved hjelp av preken. Betoningen av den første stavelsen i «Prædiken» er den normale.

34 tolket] utla, fortolket (i prekens form)

35 Tempelen] templet; hankjønn er kurant.

36 Levi] levitt, prest. Den første Levi var sønn av Jakob og Lea (1 Mos 29.34); han ble stamfar for levittene. Levittene ble av Moses utpekt til å gjøre tempeltjeneste (4 Mos 1.49). På denne bakgrunn blir levitt og prest ofte synonyme. Petter Dass omtaler seg selv som «en Levi Mand» i det andre rimbrevet til Dorothe Engelbretsdatter (SV 1.270), «levit» i diktet «til sine Sognefolk» (SV 1.423).

37 Fremtrinner da] så fremtrer

39 Siunge-Chor] sangkor; med henspilling på Kingo og Terkelsen. Jf. HT 12.6.2.

41 giøre blød] bløtgjøre

42 Bryst] hjerter

42 at] for å. Syntaksen her er ikke elegant. De unge brystene (hjertene!) som er bløtgjort ved sang, skal ikke gi fra seg melk; nei, presten skal ved (katekisme)sangen gjøre dem mottakelige for den kateketiske lærdom som er som melk å betrakte, dvs. den første føde, barnelærdommen.

43 GUds reene Mælk og sød] Guds rene og søte melk: 1 Kor 3.2: «Jeg [Paulus] gaf eder Melck ad dricke, og icke Mad, Thi I kunde icke enda; I kunde og icke heller endnu.» Jf. komm. til biskop Krogs sensur (Sensur1).

44 Det er] det vil si

44 i dem] i de unge bryst, i hjertene. Tilsvarende skrift på hjertet i Kingos dikt «Bryder frem i hule Sukke», KSS 4.470 (15.1). I forordet til sin samling av Zions Sange oc Sucke (1688) uttrykker Elias Naur et ønske om å «male» og «trykke» bildet av Kristus på sine leseres hjerter, idet han selv har fått sitt hjerte «stemplet» ved Guds nåde.

45 Hovet-Sum] sammenfatning, dvs. katekismen, «den lille Bibel».

46 bereede] forberede

47 Lov] lovsang

47 som] Relativpronomenet peker tilbake på «Mund», ikke «Lov», som vi hadde ventet.

48 Ham] Dvs. presten (v. 37); den store forbokstaven kan tyde på at setteren har mistet tråden (det er det knapt noe å si på) og mistenker at det er Herren det vises til. Presten står her metonymisk for boken (Katekismesangene) som den som skal føres inn i de tusen (faktisk!) hjem.

48 indleede] føre inn

49 Af dennem] «nogen [v. 48] af dennem»; ordstillingen er skrudd.

50 Det er hans Lyst] så er det hans lyst

51 tone] stemme i; retorisk hysteron proteron (det siste først). Vi hadde ventet tone før synge.

52 færdig] rede, ivrig

53 Som HErrens Præster] Luther forutsetter på bakgrunn av bl.a. 1 Pet 2.9 prestestatus for alle troende, for eksempel i skriftet om kirkens babylonske fangenskap (1520): «Således står det i 1. Pet 2 (v. 9): ‘Dere er et utvalgt folkeslag, et kongelig presteskap, et prestelig kongerike.’ For så sant vi er kristne, er vi alle sammen prester. Og de vi kaller for prester, er tjenere som er valgt blant oss selv og som utfører hele sitt oppdrag i vårt navn. Å være prest er nemlig ikke noe annet enn å være tjener» (Luther 1979: 175).

54 Skik og Rætt] orden og rettferdighet

55 Om de paa Veyen staa] dersom de er kommet i gang

56 nys begynde] akkurat begynner

59 Ham] sc. om de; syntaksen er uklar og klønete.

59 blant sit Lav] i sitt laug el. fagfellesskap

59 antar] opptar. Subjektet (de) er underforstått her; det ekspliseres ikke før i v. 61 («De»).

60 Følgis-Mand] følgesmann, ledsager. Dikterpresten blir altså gjennom sine sanger den enkelte forkynners medhjelper.

61–62 hvilkis Sind forsøgt Har Mælken ikke nødig] hvis sinn ikke har behov for melken (dvs. katekismen) ettersom de allerede kan skille mellom godt og ondt; jf. Hebr 5.17 (5.14): «De Fuldkomne bør sterck Mad, som af Sædvanlighed hafve forsøgte Sind, til at giøre Forskiel imellem Got og Ont.»

63 Da blir hans Fryd forøgt] Her først kommer helsetningen. Ytringen (perioden) begynner altså i v. 55 og inneholder fem leddsetningsverbaler før vi kommer til helsetningen. Denne knudrete syntaksen har følgende enkle betydningsinnhold: Hvis erfarne andaktsholdere bruker dikterprestens katekismesanger i sin forkynnelse, da vil det glede ham stort.

65 som HErrens Tolk] som prest

67 At] å

67 HErrens Folk] de kristne

68 Huusfolk] personer tilhørende samme husstand, familiemedlemmer og (især) tjenerskap.

68 i det Sæde] på det virkested

69 HErrens Ansigt] Herren. Uttrykket er svært hyppig brukt i GT, retorisk pars pro toto (del for helhet).

70 qvæger] styrker, trøster

71 Aandens Sange] åndelige sanger, dvs. sanger som Den hellige ånd er virksom i.

71 Snoer] vender om, forvandler

72 Jammer-Sang] klagesang

72 læger] helbreder

73 Gaver] ånds- eller nådegaver (til å forkynne i husandakten)

74 hans Gaver] prestens diktergaver (til å skrive sanger)

75 Til høyer Trin at gaa] til å heve andakten

76 Nætter-Foster] nattverds-foster; dvs. nye rekrutter til det hellige sakramentet. Katekismeopplæringen ble avsluttet med altergang (nattverd).

76 klække] utvikle, få til å vokse frem

77 Kom] Her hadde vi ventet imp. flt.: kommer. «Sangere» kan riktignok oppfattes som entall, men i lys av neste vers virker flertall som det rimelige.

78 Kom Unge med de Gamle] Selv om katekismen er å betrakte som barnelærdom, dvs. den melkemat man får før man kan innta fast føde, inkluderes her også de eldre som tilhørende målgruppen, på samme måte som dikterpresten selv inkluderer dem i prosadedikasjonen til slektningene (Ded.fam. 74).

79 Mælk-Renderne] melkeringene (skåler med syrnet melk). Ordet (mælkerand/mjølkerand) synes ikke å være belagt i ordbøkene, verken norske eller danske. Melkemetaforikken kommenteres i tilknytning til v. 43 ovf. og til biskop Krogs sensur (Sensur1).

80 GUds frygt med Lyst at samle] for litt etter litt å erverve gudsfrygt

83 At I maae ævig staa] slik at dere til evig tid kan stå

84 Ærens Palmer] Uttrykket henspiller på den jødiske skikken med å vifte med palmegrener og strø dem på veien under seiersfester og opptog, som for eksempel på palmesøndag (Joh 12). De unge katekismesangerne skal med andre ord stå som evige tegn på og forkynnere av Guds ære.


Steen Wirtmands æresvers
Steen Wirtmand var Petter Dass’ svoger, en ti år yngre halvbror av hans kone, Margrethe Andersdatter. Steen og Margrethe hadde samme mor, Elisabeth Larsdatter, som Petter Dass hedret med en «Begravelses-Vise» da hun døde i 1701 (SV 1.326). Wirtmand ble født i 1661 og døde i 1726. Han må ha lært Petter Dass å kjenne allerede som liten gutt i 1669 eller 1670, da sistnevnte kom til Vefsn som huslærer for kapellan Jacob Wirtmands barn og ganske snart besvangret og inngikk ekteskap med hans stedatter Margrethe. Unge Steen ble i 1675, som 14-åring, sendt til latinskolen i Trondheim. Derfra ble han sendt til København for å studere (1679–1684). Da han så omsider vendte hjem igjen, fikk han i 1685–1688 post som huslærer for Petter Dass’ to sønner. Det var før dikterpresten hadde tiltrådt Alstahaug, mens han ennå bodde på Nesna. Etter et par år hos presten Lauritz Falch, Petter Dass’ morbror i Ytre Namdal (Fosnes på Jøa), også der som huslærer, får han i 1692 stilling som kapellan hos Petter Dass på Alstahaug. Ikke bare hadde Petter Dass giftet seg inn i Wirtmands familie, selv giftet han seg altså inn i Dass’. Den utkårede het Dorothea og var datter av sogneprestens moster, Anna. Hun var gift med presten Niels Arctander på Nærøya i Ytre Namdal, et par mil nord for stedet kapellanen tidligere hadde vært huslærer. Steen og Dorthea ble boende på Alstahaug til 1699, da de etablerte seg med egen gård i Søvik, et par-tre kilometer lenger nord.

Petter Dass’ Evangelisanger ble utgitt første gang i 1723, sammen med nettopp Steen Wirtmands Epistelsanger. De respektives bidrag er der ikke utgitt hver for seg, avdelingsvis, men organisert etter kirkeårets prekenstekster, hva enten det er snakk om epistler eller evangelier. Vi vet ikke sikkert om prosjektet var planlagt slik av de to i fellesskap, eller om Wirtmand har satt sammen boken på egen hånd. Litteraturhistorikerne har uansett glemt Wirtmand, men gjenutgitt og kanonisert Dass. Eriksen (SS 1.XXVI) går god for at Wirtmand hadde «en poetisk Aare, om end ikke synderlig frugtbar». At huskapellanen på dette felt tross alt overgår dikterprestens sønn, kan det likevel ikke herske tvil om.

Den eldste bevarte avskriften av Katekismesangene (D) er etter all sannsynlighet ført i pennen av Wirtmand. Det er også en avskrift av Hr Petters gravdikt til sin tante Birgitte Henriksdatter fra 1703 (NBO Ms 4° 479:1R). Alt tyder på at Wirtmand var dikterprestens nærmeste medarbeider, også i det poetiske. Han kan som student ha vært vært delaktig i formidlingen av «Herre Gud, ditt dyre navn og ære» til Island (Eggertsdóttir og Haarberg 2010). Sine siste år som prest hadde Wirtmand i sin barndoms Vefsn. Men han ligger gravlagt under koret i Alstahaug kirke. Wirtmand har etterlatt seg et curriculum vitae (på latin); se Grønli 1930: 193–95. Det finnes også bevart et bryllupsdikt han skrev i 1701 (Nerhus 1944). Se for øvrig K. Hansen 2006: 170–72 og passim.

Æresdiktet faller i fem deler. I den første (1–8) fastslås en prests plikt til å forkynne Guds ord, eller, med evangelisten, til å «fø Guds lam». I annen del (9–28) betones viktigheten av ikke å glemme de yngste i menigheten, ja, nettopp, lammene. Tredje del (29–40) har priamelstruktur: Her gis tre raske eksempler på at grunnarbeidet er av den største betydning: for byggmesteren, for gartneren og for bonden. Så nevnes Dass eksplisitt i den fjerde delen (41–56). Hans grunnarbeid består nemlig ikke bare i forkynnelse av Guds ord i prekens form, men også i form av katekismesanger. Til avslutning, i den sjette delen (57–68), apostroferes unge og gamle med oppfordring om å løpe og kjøpe prestens saliggjørende sanger.

Wirtmands æresvers låner versemål fra sangen til det første bud, bokens første («Kom hid, O kiære Christen Lem»), men ma

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Katekismesanger

Petter Dass' Katekismesanger var en av Danmark-Norges aller mest utbredte bøker på 1700-tallet. Nå foreligger katekismesangene for første gang i en tekstkritisk utgave med fyldig innledning, over 6000 kommentarer og tre registre. Bak utgaven står Jon Haarberg, professor i allmenn litteraturvitenskap ved Universitetet i Oslo.

BRUKSANVISNING

Utgaven er basert på førstetrykket fra 1715.

Se faksimiler (Dass 1999, NB Digital)

Les mer..

Om Petter Dass

Dikterpresten Petter Dass har en sentral plass i vår kulturhistorie. Han blir ofte omtalt som den mest betydelige dansk-norske dikteren ved siden av Thomas Kingo i siste del av 1600-tallet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.