Katekismesanger

av Petter Dass

Den Femte Sang.


Med utgangpunkt i trosartikkelens ordlyd beskriver denne sangen først (str. 1–16) en nedadgående bevegelse: nedfarten til dødsriket, og deretter (str. 17–23) en oppadgående: oppstandelsen på den tredje dag. I den første av disse to hoveddelene utgjør str. 1–9 en triumferende konstatering av den vidunderlige seieren over døden, str. 10–12 forankrer denne konstateringen i hhv. Det gamle og Det nye testamente, str. 13–14 inneholder en retorisk refutatio (tenkte innvendinger), og str. 15–16 kommer med takk og bønn (retorisk petitio). I den andre hoveddelen beskrives den oppadgående bevegelsen som en vending; det er nettopp oppstandelsen i motsetning til fornedrelsen som opptar dikteren.Sangen kan leses som en lovprisning av helten Jesus Kristus som beseiret Døden. Den retoriske genren er den epideiktiske, selv om sangen kan sies å ha like mye til felles med verdslig kongepanegyrikk som med en gammeltestamentlig lovsang. Lovprisningen forutsettes i seg selv å befeste sangernes eller lesernes tro. Den innledes (str. 1) med en emfatisk trippelapostrofe: av himmel, jord og mennesker, og den avsluttes med en apostrofe av den lovpriste selv, frelseren (str. 23).Landstad valgte ut seks strofer av denne sangen til sin Kirkesalmebog: 18–23. I Landstads reviderte (1926) og Norsk salmebok (1985) sløyfes str. 20.Hans Midbøe (1947: 117) påpeker en likhet mellom dette diktet og en sonette (1.28) av den tyske dikteren Andreas Gryphius (1616–1664). Begge gir uttrykk for en triumferende glede over at Jesus har beseiret døden. Men ingenting hos Dass ligger så tett på Gryphius’ dikt at vi kan forutsette en direkte påvirkning. I motsetning til Rist ble da heller ikke Gryphius utgitt i København. Midbøe presiserer påpasselig at det likevel ikke er Gryphius, men «en hel tidsstil» Petter Dass her (og ellers) står i gjeld til.Laila Akslen (1997: 155–61) leser sangen med særlig vekt på de typologiske momentene i den.

Nedfoer til Helvede, opstod tredie Dag fra de Døde.tit.] Luther 1616: 75: «[…] han nederfoer til Helffuede, Tredie dag opstod fra de døde». Ang. forklaringen, se komm. til forrige sang.

Siungis som:
Kommer I Cimbriske Helte, etc.mel.] Sangen omhandler sjøslaget ved Nyborg i 1659, og må være skrevet ikke lenge etter av Jacob Andersen Scheffer. Den opprinnelige tittelen: «Fynske Skack-Spill exerceret paa Friderichs Dag, som var den 14. i Slagtemaaned 1660». Som melodiforelegg var sangen populær og mye brukt, se Schiørring 1.260 og I.R. Hansen 1986: 74. Dass bruker samme forelegg for evangeliesangen til første påskedag, om oppstandelsen (SV 3.270), og for «Samsons anden Historie» i BV (SV 2.48), som har tematiske paralleller til TA 5. «Kommer I Cimbriske Helte» fungerer godt som resonansbunn for Dass’ «heltevise» (jf. Akslen 1997: 157). Om verdslige sanger som forelegg for åndelige, se Innl. 6.2.


1.
HØrerHØrer] hør; imp. flt. Jf. Jes 1.2: «Hører i Himle; Og du Jord hør vel til, thi Herren taler.» Dette bibelstedet brukes som epigraf til traktaten Guds Bolig hos Menniskene (1668), skrevet av Edv. Edvardsen, Petter Dass’ lærer ved latinskolen i Bergen. Åpningen av sangen har en klar parallell i Kingos innledning til pasjonssalmene i Vinter-Parten: «HØrer til I høye Himle, / Hører til I Engle-Koor! / Hører O I Folk som vrimle / Og som Jordens Klod beboer!» (KSS 4.276). I Himle,Himle] Flertallsformen har sitt opphav i hebraisk, hvor ordet himmel (šāmáyim) kun forekommer i flertall. Forestillingen om en flerdelt himmel har på denne bakgrunn spredt seg i den kristne kirke; se 2 Kor 12.2; jf. den gamle oversettelsen av Fadervår: «Vor Fader, du som est i Himlene» (Luther 1616: 79). du Jord tag at mærke,tag at mærke] legg merke til
          Hører I Folk under Solen som boor,I Folk under Solen som boor] dere mennesker som bor under solen
Hører hvorhvor] hvordan Løven af JudaLøven af Juda] I 1 Mos 49 samler patriarken Jakob eller Israel sine tolv sønner, de kommende stamfedre til Israels tolv stammer. Juda er den fjerde: «Juda er en ung Løve, Du er høyt kommen, min Søn, ved stor Seyer: Hand hafver nedbøyet, og lagt sig som en Løve; og som en Løv-Inde; Hvo vil opsætte sig imod hannem?» (49.9). I Åp 5.5 er løven blitt en typus Christi: «Og Een af de Ældste siger til mig: Græd icke; See! Løven vandt, som er af Juda Slegt, Davids Roed, paa det at Hand skal oplade Bogen, og opbryde hendis syv Indsegler»; jf. Nielsen 2010: 189. den Sterke
          NederNeder] ned med Seyer til Helvede foor,
HERren berøvedberøved] stjal, plyndret. Guds mål med Jesu nedstigning til Helvete er å befri alle dem Djevelen har i sin varetekt; først i og med Jesus befris de fra arvesynden. I det apokryfe Nikodemus-evangeliet (22–24), som bl.a. skildrer Jesu nedfart til dødriket, representerer Adam Satans fanger. ald Førstendoms Vælde,Førstendoms Vælde] all jordisk (og Satans) makt; se Ef 1.20–21, hvor Paulus skriver om hvilken overmåte makt Gud har lagt for dagen, «der Hand opvagte Hannem fra de Døde, og satte Hannem hos sin høyre Haand i Himmelen; Ofver alle Førstendømme, Vold, Magt, Herredømme, og alt Det som kand næfnes, icke alleeniste i denne Verden, men ogsaa i den tilkommende.»
Aanderne maatte forfærdet undgiælde.Aanderne maatte forfærdet undgiælde] Nærmere om disse åndene i str. 11–12 ndf. Det alluderes etter all sannsynlighet til 1 Pet 3.19–20: «I den samme gick Hand og bort, og prædickede for Aanderne i Fængselet: Som fordum icke troede der Guds tøfvede en gang, og hafde Taalmodighed i Noe Tiid, der mand beridde Arcken, i hvilcken faa, det er, otte Siæle blefve bevarede formedelst Vand.» Disse versene er ikke helt lette å forstå, og man har bl.a. forsøkt å avhjelpe problemet med å korrigere teksten. Dass synes imidlertid å forstå det slik at Jesus i løpet av sin korte tid i Helvete må ha forsøkt å omvende de gjenstridige som levde før inkarnasjonen, og som derfor satt «fengslet» i Dødens borg. En annen og kanskje bedre mulighet er at Jesus tidligere hadde prekt for de gjenstridige, som Gud, i Noas person, og at de først nå, da Jesus kom til Dødens rike, virkelig forsto hvor dumme de hadde vært som ikke hadde latt seg omvende. Nærmere diskusjon i Kelly 1969: 152–59.

2.
Helved, som fast var forsiunetforsiunet] utstyrt med Porte,Porte] Se TA 4.19.
          Helved, som var et bevaretbevaret] bevoktet Pallatz,
Helved, som laa saa utrolig langt borte,
          CircledCircled] omgitt med svelgende Dyb og Moratz,Moratz] sump
Helved, som vel var forvaretforvaret] beskyttet med Graver,Graver] vollgraver
Lammet af SionLammet af Sion] Jesus er her altså både løve (1.3 ovf.) og lam: Åp 14.1: «Og jeg saae, og See! et Lam stod paa Zions Bierg, og med Det hundrede og fire og fyrretyve tusende, som hafde det sammes Faders Nafn skrefvet i deres Pander.» I Johannes’ åpenbaring er Sion å forstå som himmelen, «det nye Jerusalem» (Åp 3.12). Det er altså ikke med makt Jesus bryter opp Helvetes porter. Men brytes må de, dersom det skal bli mulig å befri de døde; jf. 1 Kor 15.22: «Thi at ligesom de døe alle i Adam; saa blifve de alle lefvendegiorde i Christo.» erobret det haver.

3.
Andre med tusinde maa sig bemande,
          Naar at en Fæstning skal vorde berent,berent] stormet, inntatt
JEsus alleene den Tørningden Tørning] det angrep, den kamp maatt’ stande,stande] utholde. Akslen (1997: 157–58) mistenker at Dass’ drastiske skildring av Helvetes festning kan være influert av det apokryfe Nikodemus-evangeliets lignende fremstilling. Etter det jeg kan forstå, finnes det ingen tekstlige paralleller som tvinger oss til å forutsette Nikodemus-evangeliet som intertekst eller kilde for sangen. Riktignok omtales begge steder Helvete som en festning som skal inntas, og det refereres i det apokryfe evangeliet til Satans nøkler (se 4.5 ndf.), men disse forestillingene er kanoniske. Hos Dass nedkjemper Jesus Døden som offerlammet; i Nikodemus-evangeliet faller festningsverket for Jesu stråleglans (22).
          Ingen af Folket ham Hielpen har sendt,
Ingen blant alle ham Haanden har rækket,rækket] rukket
Lammet alleene den Fæstning har svækket.svækket] Det kan ikke herske tvil om at Jesu seier over Døden er total. Vi behøver likevel ikke oppfatte «svækket» som et produkt av rimtvang. Døden er også etter Kristi soningsoffer en livets realitet, men håpet om oppstandelse til evig liv vil rimeligvis kunne gjøre den mindre skremmende.

4.
Satan, som var den regierendis Første,den regierendis Første] Guds fyrste; Profeten Esekiels dom over «Tyrus’ fyrste» (Esek 28.11–19) ble gjerne lest som en Guds dom over Satan og styrket dessuten den populære forestillingen om Satan som en nedstyrtet engel.
          Under hvis TyrannjUnder hvis Tyrranj Verden var lagt] Johannesevangeliet (14.30) omtaler Satan som «denne Verdens Første». Verden var lagt,
Satan blant etligetlig] flere; apokope Monarker den største,
          Satan den sterke bevebned med Magt,Magt] våpen, krigsmakt
Maatte nu NøgelenNøgelen] Åp 1.18: «Jeg [Jesus] var Død, og see! Jeg er Lefvende fra Evighed til Evighed, Amen: Og Jeg hafver Helfvedes og Dødsens Nøgler.» fra sig levere,
Aldrig betroed at annammeannamme] overta den mere.

5.
Fy dig du Dievel, hvadhvad] hvorfor vilt du meer’ stusse?stusse] prange, stoltsere
          Fy dig du Dievel! Det er dig en Skam,
Saaest du, hvor JEsus hand kunde dig pussepusse] angripe, jage
          Og gaa langs giennem dit Rige med Bram,Bram] pomp og prakt
Leg ManMan] mann; må oppfattes som en direkte tiltale til Satan. dit ScepterScepter] tegn på kongeverdighet og giv dig til fange,
Tænk aldrig Seyer her efter at lange.lange] få, oppnå

6.
Samson tog Porten i Gasa paa Ryggen,Samson tog Porten i Gasa paa Ryggen] Se TA 4.19.3.
          Bar den med Stolper og Stenger henvæk,
Mørkhedsens Porte, som laa hen i Skyggen,
          Blev ogsaa given en mærkelig knæk.en mærkelig knæk] en alvorlig skade; jf. Sal 107.14 og 16: «[Herren] førde dem af Mørcket, og Dødsens Skygge, og sønderref deris Baand. […] At hand sønderbryder Kaaber-porte, og sønderslaar Jern-stenger.»
Christus den Himmelske Samsonden Himmelske Samson] Samson oppfattes som en prefigurasjon av Kristus, en typus Christi. det giorde,
UdenUden] foruten ham ingen i Verden det torde.torde] kunne, formådde

7.
Uden ham ingen til PølenPølen] Pølen omtales i Åp. 19.20; jf. 20.10: «Disse to [dyret og den falske profet] blefve kaste lefvende i en gloende Pøl, som brende med Suofvel.» fordristed
          Selver frivillig at fare derhen,
EtligeEtlige] flere haver den Reyse vel fristed,
          Ingen er endnu dog kommen igien,
Den der er kommen, kand dedendeden] derfra ey drage,
Christus kom ene beholdenbeholden] uskadd, i god behold tilbage.

8.
Det er at røve selv Førstendoms Velde,Førstendoms Velde] Se 1.5 ovf.
          Det er sin Fiende paa Flugten at slaa,
Det er med engangmed engang] på én gang ti tusind at fælde
          Og aabenbarligaabenbarlig] på en tydelig måte en Seyer at faa,
Det er, at tage selv Fengslet tilfange,
Og giennem Fiendens Leyer at gange.Og giennem Fiendens Leyer at gange] Et vågestykke som dikteren tidligere har alludert til; se TB 9.10.2.

9.
Det er paa LøvenLøven] Løven er et utbredt symbol på opphøyethet og kongemakt, men òg tyrannisk opptreden; jf. Sir 4.35: «Vær icke en Løve i dit Huus, og icke balstyrig mod dit Tiunde.» Med Samson friskt i minne vises vi til Dom 14.5–6: «Saa gick Samson med sin Fader, og sin Moder ned til Timnath: Og der de komme til Timnaths Viin-Bierge; See, da kom en ung Løve brølende imod hannem. Og HERrens Aand blef kraftig i hannem, og hand sønderref hende, som mand slider et Bucke Kid.» og ØglerØgler] slanger; slangen er et symbol for Den onde (jf. 1 Mos 3.14). I 1600-tallets bibeloversettelser brukes av og til øgle der senere oversettelser har orm; se Apg 28.3. at traade,traade] trå; sideform til træde
          Og til en Skammel sin Fiend at faa,Og til en Skammel sin Fiend at faa] Sal 110.1: «HERren sagde til min HERre: Sæt Dig hos min høyre Haand, indtil ad Jeg legger dine Fiender til dine Fødders Fodskammel;» jf. Luk 20.43 og Hebr 1.13.
Den der har Magten, ham bør det at raade,
          Slangen skal Hovedit knusis oppaa;Slangen skal Hovedit knusis oppaa] på slangen skal hodet knuses; 1 Mos 3.15: «Og jeg vil sette Fiendskab imellem dig, og Qvinden; og imellem din Sæd, og hendis Sæd: Den samme skal søndertræde dit Hofvet, og du skal bide Hannem i Hælen.» Her tar Kristus Evas rolle; se også Sal 68.22: «Men Gud skal sønderslaa sine Fienders Hofvet og deris Isse, som fare frem i deris Synder» og Rom 16.20: «Men Fredens GUd skal inden en stacket Tiid træde Satan ned under eders Fødder.»
Rømte hand nederst til dybist Afgrunde?
AldrigRømte hand […] Aldrig] Konjunktivisk pret. i irreell innrømmelsessetning: Om han enn, så likevel. hand ChristumChristum] Lat. akkusativ. undrømmeundrømme] flykte fra dog kunde.


10.
David kand Løven med Hænderne slide,David kand Løven med Hænderne slide] Dikteren alluderer til den berømte episoden der David nedkjemper Goliat (1 Sam 17.31–54). Kong Saul avviser Davids tilbud om å utfordre filistrenes fremste kriger med den begrunnelse at han er for ung, en guttunge. Da svarer David: «Din Tiennere voctede sin Faders Faar, og der kom en Løve og en Biørn, og tog et Faar bort af Hiorden. Og jeg løb efter hannem, og slog hannem, og friede det af hans Mund; og der hand reyste sig op imod mig, da greb jeg hannem i hans Skeg, og slog hannem ihiel» (34–35).
          Goliaths Pande skal tomletomle] rave; uttrykket er metonymisk; pannen står for hele mannen: Goliath skal rave med en sten i pannen. for Steen,Goliaths Pande skal tomle for Steen] 1 Sam 17.49: «Og David stack sin Haand i Tasken, og tog en Steen der af, og slog med sin Stafslinge, og ramte Philisteren i hans Pande, at Steenen sad fast i Panden, og hand faldt ned til Jorden paa sit Ansict.»
Tusind PhilisterTusind Philister] Kampen mellom David og Goliat er en representativ tvekamp (jf. 1 Sam 17.10): Utfallet av tvekampen avgjør utfallet av krigen. Etter at David har beseiret Goliat, flykter filistrene; ingen blir slaktet slik Dass uriktig antyder i 10.4. mod en Mand kand stride,
          Brekkes dog alle som eenistealle som eeniste] hvert eneste Been.
Betlehems FørsteBetlehems Første] Betlehem er «Davids Stad», og Jesus er «af Davids Huus oc Slegt» (Luk 2.4). skal Prisen hiembære,
Dievlene hannem lydagtiglydagtig] lydige maa være.


11.
Aanderne, som udi Fengselet sade,Anderne, som udi Fengelet sade] Se 1.6 ovf.
          Skriften os siger: Du prækte for dem;
MonneMonne] mon; uttrykker usikkerhet eller tvil i spørresetningen. den Prædiken giorde dem glade?Monne den Prædiken giorde dem glade] Spørsmålet er retorisk; vi venter et «nei» til svar; jf. Matt 25.41: «Da skal Hand og sige til dem hos den venstre (Haand:) Gaar bort fra Mig, I Forbandede, i den ævige Ild, som er beredt Diefvelen og hans Engle.»
          Monn’ den ey føreføre] Potensiell konj. Forskrekkelse frem?
Uden ald Tvivel var det dem at sige,
At de sit Fengsel skull’ aldrig entvige.entvige] unnvike, slippe fra


12.
Uden ald Tvivel, da falt der den Tale:
          VæVæ] Interjeksjon brukt som forsterkelse av uttrykk for visse følelser, som ubehag ved fysisk smerte eller især sorg, fortvilelse, beklagelse av, medynk, medfølelse, medlidenhet med noen eller noe, eller som uttrykk for sterk avsky, ringeakt for, fordømmelse av eller forbannelse over en, eller som uttrykk for ønsket om at noe vondt må ramme en. JêrJêr] dere (eder) Forbanded’, som aldrig vild’ troe!
BliverBliver] forbli; imp. flt. i Pinen foruden Husvale,Husvale] husvalelse, trøst
          Bliver fordømte til ævig U-roe,
Svovel og Lue skal givis til Rente,Svovel og Lue skal givis til Rente] Åp 21.8: «Men de Mistrøstige, og Vantroe, og Gruelige, og Manddrabere, og Skiørlefnere, og Troldkarle, og Afgudiske, og alle Løgnere, deris Deel skal være i Pølen, som brænder med Ild og Svofvel, hvilcket der er den anden Død.» Dikteren dyrker ironien her: Én ting er å dømmes til «ævig U-roe» (som en annen ond ånd; jf. Luk 11.24). I tillegg kommer «rentene» av det innskudd den manglende troen utgjør: De betales ut i form av ild og svovel.
Ingen ForløsningForløsning] befrielse, frelse I haver at vente.


13.
Mange vil om din Nedfarelse tvile,
          Mange vil sige, du gikst ey den Vey,
Lad de Bespottere lenge nok smile,
          Lad dem fortrædeligfortrædelig] trossig sige sit Ney.
Jeg ved min TroesTroes] Skanderes ikke sjelden som to stavelser, slik også her. Artikler vil blive,
Og min Fornuft under Lydighed give.give] legge, anbringe


14.
Tiden paa hvilken din Reyse den skede?
          Maaden, hvorledis det kunde gaa til?
Eller hvor Helvede haver sit Sæde?Sæde] tilhold, stol (tilsv. pavestol)
          Der om jeg intetintet] slett ikke bekymre mig vil,
Jeg er fornøyet i det jeg betænker,betænker] tenker på
Christus for min Skyld brød Helvedes Lenker.


15.
Eya!Eya] Uttrykk (fra gr. og lat. via tysk) for glede, lystighet, jubel o.l. Saa vil jeg dig ChristeChriste] Lat. vok. (tiltalekasus) til Ære
          HæderligHæderlig] ærefullt; -lig i intetkjønn (adv.) er kurant. reyse Taksigelsis Port,Taksigelsis Port] Helvetes port er rimeligvis en metaforisk port, men den har ikke desto mindre en stedlig tilknytning. Denne porten, takkens, er å forstå som rent billedlig, mer i slekt med de to portene i Matt 7.13, den trange og den vide.
Kronen for alle dig sømmer at bære,Kronen for alle dig sømmer at bære] alle mener det er riktig at du bærer kronen; denne kronen er å oppfatte som et seierssymbol og en et symbol på kongemakt, samtidig som den må forstås som tornekronen (Mark 15.17).
          Du som for Mennisken fyldest har giort,fyldest har giort] har gjort opp (for menneskenes synd)
Lad mig mod Synden bekommebekomme] få din Naade,
At jeg kand slippe Fordømmelsens Vaade!Vaade] nød, elendighet, jammer


16.
Om jeg dig med mine Synder forharmer,forharmer] gjør vred
          Kast mig ey hen i ForfærdelsensForfærdelsens] redselens Nat,
Er jeg en Synder, du er en Forbarmer,en Forbarmer] en som viser barmhjertighet; ordet finnes nesten utelukkende brukt om Gud eller Messias.
          Naade for FaldetFaldet] syndefallet (1 Mos 3). du haver jo sat,
Du som af Graven opreyset er vorden,
Lad mig ey blive forglemmetforglemmet] glemt paa Jorden.


17.
Hvad din Opstandelsis PuncterPuncter] lærepunkter; jf. TA 4.5.1. anlangeranlanger] angår
          Agtis den for en Guddommelig Kraft,
Siæl og Samvittighed derved undfangerundfanger] mottar (som ved en kjødelig konsepsjon).
          Himmelske LiiseHimmelske Liise] himmelsk hvile med inderlig Saft,Saft] livssaft; i eldre medisin brukt om den kropssvæsken som inneholdt livsskraften; jf. Sal 32.4: «Thi din [Herrens] Haand var Dag og Nat svar paa mig, at min Vedske blef forvandlet til Sommerens Tørcke, Sela.»
At dig din Fader med Hæder bepryde,bepryde] måtte pryde (konj.); (gjerne med abstrakte kvaliteter, som i 1 Pet 5.5
Alle din Brødre det got ad kand nyde.Alle din Brødre det got ad kand nyde] alle dine brødre kan ha nytte av det; brødrene er å oppfatte som verdens mennesker, jf. TA 3.6.6.


18.
Solen paa Himmelen lukket sit Øye,Solen paa Himmelen lukket sit Øye] I og med solformørkelsen som inntraff da Jesus hang på korset; jf. TA 4.11.
          Den Dag at Solen paa Korset gik ned,
Da stod Naturen i dobbelte Møye,Naturen i dobbelte Møye] Jesus, som Gud, er natur i betydningen skaperkraft; solen er natur i betydningen skaperverk.
          Dobbel FormørkelseDobbel Formørkelse] Uttrykket forutsetter en oppfatning av Jesus som verdens sol eller lys (Joh 8.12). Slik medfører Jesu død en «formørkelse» også i overført betydning. I tillegg kommer selvsagt den naturlige solens formørkelse. blev der da seed;
Men paa vor Paaske-Dag saae mand oprunden
Begge de Soler,Begge de soler] Jesus som sol og den naturlige sol, jf. 18.4 ovf. Kingo spiller på den samme dobbeltheten i sin berømte påskesalme (fra Vinter-Parten, 1689), «Som dend Gyldne Sool frembryder», KSS 4.513–16. som syntis forsvunden.


19.
Efter Fornedrelse skal mand ophøyis,Efter Fornedrelse skal mand ophøyis] Luk 14.11: «Thi hvo sig self ophøyer, hand skal nedtryckes: Og hvo sig self nedtrycker, hand skal ophøyes.»
          Solen skal skinne, naar Regnen er endt,Solen skal skinne, naar Regnen er endt] Ordspråklig om medgang og motgang; ikke hos PSyv; «Ofte kommer Regn efter Solskin» (Peder Laale; Mau 1879: 2.158). Se også Matt 5.45: «Paadet I skulle være eders Faders Børn i Himmelen: thi hand lader sin Soel opgaa ofver de Onde og de Gode; og lader regne ofver Retfærdige og Uretfærdige.»
Hæder og Ære dig ChristeChriste] Lat. vok. (tiltalekasus) tilføyis;
          Thi ved Opstandelsen blevst du bekient,
At du GUds HøyestesGUDs Høyestes] den høyeste Guds, som i Sir 7.9. Søn monnemonne] mon, må være,
Som paa din Fienderpaa din Fiender] på bekostning av dine fiender indleggetindlegget] vunnet har Ære.

20.
Har du dig bukket af Bækken at drikke,Har du dig bukket af Bækken at drikke] Uttrykket forstås tradisjonelt slik at Herren blir vred – for så, etter sin død, å opphøyes til herligheten; Sal 110.7: «Hand [Herren] skal dricke af Becken paa Veyen, derfore skal Hand opløfte Hofvedet.»
          Mandig du løftet har Hovedet op,
Grav og Forraadnelse skadet dig ikke,
          Viise det kand din forklaredeforklarede] lysende, strålende (Jesus som sol); jf. Matt 17.1–2: «Og sex Dage derefter tog JEsus Peder, og Jacob, og hans Broder Johannem til sig, og førde dem særdelis op paa et høyt Bierg, og blef forklaret for dem. Og Hans Ansigt skinnede som Solen, og hans Klæder blefve hvide som Lyset.» Krop,
Alt det dig syntisAlt det dig syntis] alt det som for deg så ut til at være til Modeat være til Mode] å være til bekymring, å gå [deg] imot
Haver dog HErren omvendet til Gode.

21.
Tiden vil HErren ey lenge forhale,forhale] trekke ut
          TredieTredie] Verstakten forutsetter at ordet skanderes som tre stavelser. I samtidens diktning brukes begge muligheter. Dag du af Graven opstaar,
Hvad er tre Dages ForløbelsForløbels] forløp at tale?at tale] å snakke om
          HvadHvad] hvordan kand de regnis mod Ævigheds Aar?
Gladelig vil vi med HErren fornedris,
AtAt] slik at vi med HErren og ævig kan hædris.

22.
Aldrig er Kornet i MuldenKornet i Mulden] Et bilde på oppstandelsen; jf. Joh 12.24: «Sandeligen, sandeligen, Jeg siger eder, uden saa er, at Hvede-kornet falder i Jorden, og døer, da blifver det alleene; men dersom det døer, da bær det megen Frugt» og 1 Kor 15.35–37: «Der maatte nogen sige: Hvorledis skulde de Døde opstaa? Og med hvordanne Legemer skulle de komme? Du Daare; Det, som du saaer, blifver icke lefvende, uden det døer. Og det, som du saaer, er jo icke det Legeme, som skal blifve; men et blot Korn, som er Hvede, eller eet af de andre.» saa lenge,
          At sig OpvextenOpvexten] planten jo engang vil tee,sig […] tee] vise seg; i moderne dansk (og norsk) ville vi hatt en nektelse her: Aldri ligger kornet skjult så lenge at planten ikke til slutt kommer til syne.
BlomstretBlomstret] blomsten om Sommer skal lokkis af Enge
          Som laa bedækket medbedækket med] dekket av Vinter og Snee,
Saa skal og blomstresblomstres] blomstre omsider de Kroppe,
Som mand forvisnetforvisnet] døde i Støvet lod stoppe.i Støvet lod stoppe] lot begrave i jorden; jf. TA 4.24.5.

23.
FiskenFisken] Det alluderes til den «hvalfisk» som slukte profeten Jonas da han ble kastet på sjøen etter å ha forsøkt å unnslippe sin profetgjerning; Jona 2.1: «Men HERREN skickede en stor Fisk, at indsluge Jonam; og Jonas var i Fiskens Lif tre Dage, og tre Nætter.» Men Jonas ba til Herren fra fiskens buk, og reddes: «Og HERren sagde til Fisken; og den udspydde Jonam paa Landet» (2.11). skiød Jonam af Bugen paa Stranden,
          Saa skal ogSaa skal og] Jonas blir en prefigurasjon for Kristus, en typus Christi, slik Jesus selv gjør oppmerksom på; Matt 12.40: «Thi at ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Hvalfiskens Bug, saa skal Menniskens Søn være tre Dage og tre Nætter midt i Jorden.» Jorden opspy sine Liig,
Est du, min Frelser, af Graven opstanden,
          Visselig skal jeg opreysis med dig;
Hvor der er Roden, der voxer vel Greene,Hvor der er Roden, der voxer vel Greene] Roten er å forstå som Jesus, grenene som de troende; jf. Joh 15.1ff: «JEg er et ret Viin-træ» og Rom 11.16: «Er den første Grøde hellig, da er og Deyen hellig; Og er Roden hellig, da ere og Greenene hellige.»
Frugten og Salighed vilt du forleene.forleene] gi (som nådegave). «Frugten», som tilhører det impliserte treet i forrige vers, settes her eksplisitt lik saligheten, det evige liv.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Katekismesanger

Petter Dass' Katekismesanger var en av Danmark-Norges aller mest utbredte bøker på 1700-tallet. Nå foreligger katekismesangene for første gang i en tekstkritisk utgave med fyldig innledning, over 6000 kommentarer og tre registre. Bak utgaven står Jon Haarberg, professor i allmenn litteraturvitenskap ved Universitetet i Oslo.

BRUKSANVISNING

Utgaven er basert på førstetrykket fra 1715.

Se faksimiler (Dass 1999, NB Digital)

Les mer..

Om Petter Dass

Dikterpresten Petter Dass har en sentral plass i vår kulturhistorie. Han blir ofte omtalt som den mest betydelige dansk-norske dikteren ved siden av Thomas Kingo i siste del av 1600-tallet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.