Kierlighed uden Strømper

av Johan Herman Wessel

Fierde Optog.


41Første Optrin.

Johan, Mette.

    Johan. 

Bestiæle min Rival? det er for farligt Mette.


    Mette. 

Jeg veed det eene Raad, og intet uden dette,

Som til dit Beste mig Cupido selv indgav,

Skielv du! i fald du ey benytter dig deraf.

En Siæl, som Gretes Siæl for Æren meget vover,

Og skiønt hun sig med Mads kun liden Lykke lover,

Saa troer jeg dog, hun før sin Haand vil give ham,

End een, hvis støvlet Fod skal gjøre hende Skam.


    Johan. 

Det alt besluttet er, jeg dine Raad vil følge.


    42Mette. 

Du gaaer saa snart Johan? jeg kan dig ikke dølge,

Jeg havde ikke tænkt, det kostede saa lidt

For en ophøyet Siæl at giøre saadant Skridt.

Min Helt! for alle Ting mod Dyd lad Elskov stride!

Viis ikke Lasten frem paa dens luslidte Side.

De Store synde vel i Grunden som de Smaa,

Men Maaden, som enhver sin Synd udøver paa,

Den eene giør til Helt, den anden til en Staader;

Du ey Forskiellen veed, Seigneur! paa disse Maader,

Saa smuk Opdragelse, du end for Resten har,

Du har i denne Sag opført dig som en Nar.

Bør du ey sige først, hvordan dit Hierte splittes?

Snart sværge: At det ey ved Laster skal besmittes?

Snart raabe! Elskovs Gud din Gud allene er?

Og efter elleve til tolv Omvexlinger,

Hvorved nu Kierlighed, nu Dyden Seyer vinder,

Mag saa, at Elskov dig den tolvte gang forblinder,

Vræng Munden, vrie din Krop, bær dig som du var gal,

Og naar du det har gjort, bestiæl saa din Rival.


    43Johan. 

Tolv gange Mette? ney, det vil for længe vare.

Det er den høye Tiid.


    Mette. 

                             For Tiden da at spare,

Giør her Præludium, og gaae saa strax derhen,

Hvor Madses Kiste staaer, saa vil kiærligen

Troe, at du underveys har gjort det af med Resten;

Det er jo vores Pligt, at tænke vel om Næsten.


    Johan  (Setter sig i en ægte tragisk Postyr.)

O! hvilken Qval og Striid – – Mit Hierte splittes ad –

Dyd! Elskov! kan I to ey søbe af et Fad? –

En af jer vinde maa, den anden maa fordømmes,

To Store i en Sæk kan ingenlunde rømmes,

Men Sækken som I to kan ikke rømmes i,

Tilgavns undgielde maae for eders Klammerie,

Mit Hierte reyner snart, – jeg elsker eder begge –

Du, Elskov er mit Liv – Du Dyd min Kiæle-Degge! –

44Jeg pleyer ellers gaae derfra, hvor Slagsmaal er,

Men jeg de Stridende med mig i Hiertet bær. –

Omsonst af flye, omsonst at vilde dem forlige, –

Her er ey andet for, jeg Dommen maa afsige: –

Min Kiæle-Degge Dyd, ja Seyeren er din,

Du eene herske bør i stolte Heltes Sind.

Viig lille snottede! som skyder Folk med Pile,

Som til min Uhæld har min Grete lært at smile,

Min Grete? Ney – hvis da? maaskee Mads Madsens? ja! –

Jeg skielver for min Dyd, og skynder mig herfra.

(Til Mette)

Kan jeg nu gaae?


    Mette. 

                   Ja vist.



Andet Optrin.


    Mette  allene.

                             Naar Dyd og Elskov stride,

Skiønt man som ofteste kan see, til hvilken Side

45Sig Lykken helde vil, saa føler man endda

En tvivlsom Frygt, jeg veed ey, hvor den kommer fra.


            Aria.

Saaledes kan en Skyldner bæve,

Naar paa hans Dør med ivrig Næve,

Der pikkes af en Creditor; –

Skiønt Slaaen lukker inden for,

Skiønt Pokker sielden pleyer føre

Folk ind igjennem lukte Døre,

Saa skielver Skyldneren endda;

Gud veed, hvor saadant kommer fra.



Tredie Optrin.

Mette, Johan (med Strømper i Haanden.)

    Johan. 

Nu er der intet meer, som kan min Lykke hindre.


    46Mette. 

Du har vel ey forsømt hvad jeg dig bad erindre,

Formaliteterne. – – –


    Johan. 

                             Jeg alting haver giort,

Som du mig foreskrev; thi det ey siger stort,

At jeg kun haver brugt en middelmaadig Stemme;

Jeg var saa bange for, man skulde mig fornemme,

I fald, som du mig bød, jeg havde skreget – –


    Mette. 

                             Ney!

Det intet skade kan. – – –


    Johan. 

                             Saa er der heller ey

Det ringeste forsømt, thi hvad vil det vel sige

At Tiden ikke just afpasset blev saa lige?

Det er en ringe Ting, ey værd at tale om.


    Mette. 

Hvad meener du?


    Johan. 

                             At jeg til Madses Kiste kom.

Just da udi min Siæl Dyd førte Regimente;

47Det var ey raadeligt et Øyeblik at vente,

Til Elskov Seyer vandt, og reent at bryde af

Den nys begyndte Roes som jeg til Dyden gav,

Var alt for latterligt; jeg desforuden vidste,

At inden stakket Tid mig Elskov skulde friste,

Og stærkere end Dyd, mig giøre til en Tyv;

At stiæle Klokken Sex og stiæle Klokken Syv

Det kommer ud paa et; jeg altsaa strax udførte

Mit Foretagende, og da mig ingen hørte,

Det ligegyldigt var, om Elskovs Raserie,

Som mig forledede til dette Tyverie,

Kom to Minuter før, kom to Minuter siden;

Og overalt en Helt ey Slave er af Tiden,

Thi Klokken er kun for Skoemagere og Skræd –


    Mette. 

Tal du kun Ordet ud, og blues ey derved.

En Skredder, som er Helt, er ikke Skredder meere:

Den Titel som er størst tilkommer os blant fleere.Verslinjen er lagt til i tråd med trykkfeilslisten bakerts i førsteutgaven.

I øvrigt finder jeg, Seigneur, at du har Ret;

En Helt hvert Øyeblik afpasser ey saa net;

Men Grete nærmer sig – – –


    48Johan. 

                             Jeg vil afsides træde,

Iføre Strømperne, og være her tilstæde

Om et Minut igien.



Fierde Optrin.

Grete, Mette.

    Grete. 

                             Hvor er min Skiæbne haard!

Fra et til andet Sted jeg i den Tanke gaaer,

At min Forfatning sig med Stedet skal forandre;

Men Sorgen følger mig, ihvor jeg end vil vandre.

Jeg ned i Haven gik, min Sorg spadserte med,

I Gyngen satte mig, min Sorrig op og ned

Sig gyngede med mig. Ja i vort Spise-Kammer,

Hvor jeg saa tidt tilforn fandt Raad mod al Slags Jammer,

Omsonst jeg søger nu en Lindring for mit Sind,

Min Sorg med lige Skridt ledsager mig derind.

49Jeg tænkte røget Flesk kan hielpe, hvem kan vide?

Men følte Flesk og Sorg i Halsen fast at sidde.


    Mette. 

Slaae dig til Roelighed.


    Grete. 

                             Jeg finder ingen Roe

Veninde! før du mig har sagt, hvad jeg kand troe

Om dette Haab, hvormed du smigrede mit Hierte;


    Mette. 

Troe, at du snart skal faae alt, hvad din Siel begierte,

Troe, du er lykkelig, troe al din Sorg og Vee

Nu Ende har; ja troe – ney troe ey meer, men see!



Femte Optrin.

Grete, Mette, Johan.

    Grete. 

Johan med Strømper paa! – Tvivl, Haab og Frygt – og Glæde

Betage mig, og knap at aande mig tilstæde.

50(Til Mette, som tier.)

Hvor fik han dem? siig snart.

(Til Johan.)

                             Johan, jeg har en Tvivl.


    Mette  (Til Johan.)

Svar hende som en Helt, tael i den høye Stiil!


    Grete. 

Johan, jeg har en Tvivl, den kan du mig betage;

Jeg veed, man intet faaer omsonst i vore Dage;

Hvor fik du Strømper fra?


    Johan. 

                             Hvis dette Spørgsmaal gik

Udaf en anden Mund; i dette Øyeblik,

Han for sin Dristighed med Livet skulde bøde;

Den som formaster sig, at giøre Kinder røde,

Som Skiæbnen har udseet til Kinder for en Helt,

Hvor fælt han straffes end, dog straffes ey for fælt.


    Grete. 

Saa rødmer du?


    Johan. 

                             Madam! ja, men paa eders Vegne,

Saa lav Mistanke kan ey høye Siele egne,

Men eders Siel er lav. – – –


    51Grete. 

                             Seigneur! høy eller lav,

Jeg beder dig, besvar det Spørgsmaal jeg dig gav.


    Johan. 

Mindst drømte jeg Madam! at I mig skulde nøde

Til at fralegge mig en saadan nedrig Brøde.

Jeg Maalet, sagde I, for eders Elskov var,

Ney Maal for jer Foragt, den Sag er alt for klar.

Forgieves søgte man paa heele Jorderige

En Elskerinde, som sin Elsker vilde sige:

De Strømper som du bær, du stiaalet har, min Ven!

(Af hvad I sagde før, det var dog Meeningen:)

Jeg lod ved Paaske-Tiid mit Hoved-Haar afrage,

Af Skrek sig reyser nu den Stump som er tilbage,

Og løfter min Paryk en Tomme fra sit Sted –

Hvem bliver skieldt for Tyv, og gyser ey derved?

Dog Skredderen Johan har Aarsag til at meene,

At han frikiendes ved sit blotte Navn allene:

Johan von Ehrenpreis, viid naar man heder saa,

Man da umuelig kan et Tyverie begaae.

Madam! I maatte dog min ømme Siel forskaane

Den har endnu ey lært, at lade sig forhaane;

52Jeg før i Lære stod, min Mester var en Stud,

For ikke smukke Ting han tidt mig skieldte ud,

Jeg dølger ey derfor, han tidt, din Esel! sagde,

Men Tvve-Navn, Madam! han aldrig mig tillagde,

Det var mig forbeholdt at høre det af Een

Som jeg tilbad, Som var min tredie Øyesteen.

I græder Grete?


    Grete. 

                     Ney!


    Johan. 

                             Da burde I dog græde.


    Grete. 

Ifald jeg græd, Seigneur! da skeede det af Glæde.

Nu kiender jeg Johan, hvor er jeg lykkelig, –

Hvor er du dyrebar – du vist tilgiver mig

At jeg din Helte-Siæl saa haardt paa Prøve satte,

Ifald du fatte kan – – dog ingen Siel kan fatte,

Hvor min Høyagtelse høyt til Beundring steeg,

Og steeg alt høyere, jo meer du bister skreeg.

Min Elskov og min Agt, du kaldte tidt din Lykke,

Læs i mit Hierte nu, see hvilket Fandens Stykke

53Din Lykke voxet har ved denne Leylighed.

Og jeg skal vove for du er ey længer vred.


    Johan. 

Jeg, være længer vred? Ney Uforlignelige!

Jeg sige maa – – –


    Mette. 

                             Her er ey Tiid til meer at sige,

I begge nøye viist jer Ret til Helte-Rang,

Og eder nøye bør hermed for denne gang.

Hvert Øyeblik er dyrt og I behøve begge

Paa eders Bryllups-Pynt den sidste Haand at lægge.


                             Ende paa fierde Optog.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Kierlighed uden Strømper

Kierlighed uden Strømper fra 1772 er uten tvil Johan Herman Wessels hovedverk.

Skuespillet er en tragediparodi hvor Wessel gjør narr av samtidens teaterkonvensjoner. Stykket var egentlig ment som en intern spøk i Det norske Selskab og som et vennlig spark til Johan Nordahl Brun og Claus Fasting som begge hadde levert fransk-klassisistiske bidrag til en skrivekonkurranse («beste originale Sørgespil», Bruns Zarine vant). På oppfordring fra selskapsvennene ble stykket utgitt (anonymt) i september 1772, og det fikk stor suksess på Københavnteatret Den Kongelige Danske Skueplads i 1773.

Se faksimiler av Henrik Jægers utgave fra 1884 (NB digital)

Les mer..

Om Johan Herman Wessel

Johan Herman Wessel er i dag best kjent som en munter dikter, først og fremst på grunn av tragedieparodien Kierlighed uden Strømper (1772), muntre småvers og komiske fortellinger som «Smeden og Bageren» og «Hundemordet». Men Wessel kunne også skrive om alvorlige ting, for eksempel handler diktet «Søvnen» om døden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.