Kierlighed uden Strømper

av Johan Herman Wessel

Tredie Optog.


27Første Optrin.


    Mads  allene.

Hvor er min Skiebne grum og umaneerlig stiv! –

Den, paa min Ære, har ey i sit hele Liv

Det allermindste Gran af Medynk for et Hierte,

Den nu saa lang en Tiid hiemsøgede med Smerte –

Hvor skuffedes mit Haab! hvor varede det kort! –

Jeg tænkte: Gud skee Lov! da Skredderen gik bort,

Og da han tøvede at komme her tilbage,

Jeg min Forhaabning saae med hver en Dag tiltage;

I otte Dages Tiid mit Haab steeg otte Trin,

Jeg Trappen var forbi og netop kommen ind

28I Lykkens Forgemak, hvor jeg knap kunde sande

For Fryd. Jeg faaer en Puf, og Hovedkulds maa dandse

Af Trappen ned igien – jeg ligger endnu der

Forslagen og forknust. Det lære skal enhver,

At han maa aldrig troe sin Skiebne paa Geberden.

Min gav mig nys et Vink, det mildeste af Verden,

Tilbød mig Gretes Haand – Hvor frydedes mit Sind! –

Rivalen kom igien, og alt mit Haab var Vind.

Saaledes seer man Børn et Huus af Kort at bygge,

Og deres Hænders Verk beskue gandske trygge;

Men kun et Pust – et Stød – og Huuset ligger der.

Men – Staae mig ogsaa an deslige Lignelser?

Ney, om mig synes Ret, saa er jeg alt for roelig

For een, hvis piinte Siæl er alle Plagers Boelig.

Her frem I Furier! – hvor mange er I? – Tre?

Det vil ey langt forslaae, kom hele Helvede!

Med Afgrund, Jordskiælv, Ild, med Lynild og med Torden,

Vek svage Billeder! med ingen Ting paa Jorden

Jeg male kan min Qval, og ikke heller vil.

Der maa, som før er sagt, et Helvede dertil. –

29Jeg seer en Diævle-Hær opstillet i Gelider,

Som ak Forbittrelse i egne Tunger bider,

Og spyer Forbandelser mod deres General,

For han dem endnu ey til Angreb gav Signal. –

Jeg seer en Furie, af hvis fortvivlet Øye

En Skye af Gnister faer, sig give større Møye,

Sig strekke voldsom ud, men netop ey kan naae

Mit Hierte. – – –



Andet Optrin.

Mads, Jesper.

    Jesper. 

                             Her er jeg.


    Mads. 

                             Og jeg er ligesaa.

Hvor er jeg ikke mat! og hvor har du giort ilde,

Som min Forfatning veed og kommer dog saa silde.

Naar man dog har en Ven, som man kan tale med,

Man Kræfter samle kan ved et og andet Sted,

30Og hvile, medens man den Vens Betænkning hører;

Men jeg et stivt Qvarteer her Talen eene fører,

Saa jeg er bleven hæs, som ingen Under er.

Fortvivlet, rasende, og dette Svelg saa nær,

Som inden stakket Tid mig gandske skal opsluge,

Jeg en fortvivlet Røst har ogsaa maattet bruge,

Og dette veed du selv, mangfoldig lider paa.


    Jesper. 

En Udeblivelse du mig tilgive maa,

Som Omsorg for dit Vel har eene foraarsaget.

I min Fraværelse jeg hældig har opdaget,

At der maaskee endnu er Redning for min Ven.


    Mads. 

Hvad Redning? Jesper tael!


    Jesper. 

                             Viid da, at Skredderen,


    Mads. 

Jeg veed alt nok om ham,


    Jesper. 

                             Ney du maa vide meere,

I Dag, i denne Dag han Gretes Mand skal være;

Men han har –


    31Mads. 

                             Holdt min Haand! jeg ellers myrder dig,

Er jeg ey martret nok om du ey spotter mig?

(Han tager forbittret en Kniv op af Lommen.)

    Jesper. 

Han ingen Strømper har.


    Mads. 

                             Læs før du døer Misdæder,


    Jesper. 

Han ingen Strømper har.


    Mads. 

                             Jeg siger læs Forræder,


    Jesper. 

Han ingen Strømper har.


    Mads. 

                             Endnu har du ey læst.


    Jesper. 

Han ingen Strømper har.


    Mads. 

                             Saa døe da som et Bæst.


    32Jesper. 

Han ingen Strømper har. For Pokker kand du høre?

Og denne Mangel maa du dig til Nytte føre;

Du Grete veed i Dag vil giftes absolut,

Jeg veed hun kommer hid, siig da: Min søde Snut,

Hvis Snut er for gemeent, kald hende noget andet,

Nok, siig: Du Strømper har, og see, du kand faae blandet

Din Tale hist og her med Haanheds Træk mod ham,

Som ikkun Støvler har. Tael om den store Skam,

En støvlet Brudgom vil blant Folk paaføre hende,

Giør dette, og jeg troer at Bladet sig skal vende.

Du svarer intet Mads?


    Mads. 

                             Jeg taus beundrer dig,

Som glemmer saa dig selv af Kierlighed til mig,

Du nævner ey engang; det Mord, jeg nylig vilde –

Kand du tilgive det?


    Jesper. 

                             Det lader meget ilde

At huske smaa Ting nu, da jeg dig giver Haab

33At blive Gretes Mand; med Fryd og Elskovs Raab

Du burde svare mig; er Kulde her anstændig?

Du er indvendig heed, viis dig og heed udvendig.


    Mads. 

Om i en Arie jeg bragte Heeden frem?

Den Maade synes mig var ikke ubeqvem.

(Jesper gaaer.)


Tredie Optrin.


    Mads  allene.

            Aria.

Paa mit Hiertes Skorsteen brænder

En HarpixetRettet fra Harpixes i tråd med trykkfeilslisten bakerst i førstetrykket. Elskovs Brand,

Som er tændt i begge Ender,

Elskovs Gud den tændte an.

Hver som Røgen seer opstige,

(Røgen er min Aria,)

Tænke maae om ikke sige

Der er heedt hvor den kom fra.


34Der kommer den hvis Ord hos Grete meget gielde,

Hvis Raad hos hende mig kan reise eller fælde.

Jeg Mette bede vil med Forbøn tiene mig.



Fierde Optrin.

Mads, Mette.
(De løbe hinanden imøde.)

    Mette. 

Seigneur!


    Mads. 

                             Madam!


    Mette. 

                             Jeg har en Bøn at giøre dig,

En saadan Bøn Seigneur, som jeg ey vilde vove,

Hos een som styredes af Egennyttens Love,

Som Had og Lyst til Hævn, har giort til Dyden feyg,

En saadan nedrig Siel bønhørte mig vist ey:

Jeg for at bede ham gik heller ey af Pladsen,

35Ney, Hierter kun, som det der pikker i Mads Madsen

Formaae at vise mig en saa udmerket Gunst,

Hvorom en mindre Siæl anmodedes omsunst.

Jeg beder for Johan; fra Knæet ned til Foden,Rettet fra Johan fra Knæet indtil Foden, i tråd med trykkfeilslisten bakerst i førstetrykket.

Hans Skiæbne negter ham i Dag at lyde Moden,

Døm selv hvor Himmel-høyt Seigneur jeg agter dig

Naar jeg dig bede tør at giøre lykkelig;

At laane Strømper til. – –


    Mads. 

                             Jeg knap af Sands og Mæle

Saa meget har igien, at jeg dig kan fortælle,

At den som saadan Gunst beviste sin Rival,

Ey ædelmodig var, men Daare-Kiste Gal.

Jeg havde da du nys mig Ordet tog af Munden

En anden Bøn til dig, hvortil Fornuft var Grunden,

Og Billighed, og Dyd; Jeg vilde bedet dig

Ved Forbøn og ved Raad hos Grete tiene mig.

Johan er Strømpeløs og Gretes Haand uværdig,

Hun giftes vil i Dag og han er ikke færdig;

Hvor let en Sag for dig ved denne Leylighed,

36At skaffe mig igien den Strømpeløses Sted.

Hvor billigt og hvor ret! – –


    Mette. 

                             Jeg ret og billigt kalder

I Verden ingen Ting, som Grete ey bifalder,

Det er min Lidenskab, jeg har ey anden Drift,

Og Grete ønsker ey med dig at blive gift:

Der er mit Svar. Farvel!

(siger de begge paa eengang.) (Mads gaaer.)


Femte Optrin.


    Mette  allene.

                             Vi begge Længselsfulde

Nys mod hverandre gik, som om den eene skulde

Den andens Lykke giort; men neppe faaer vi Tid

At aabne Munden ret, før vi en heftig Strid

Blant vore Ønsker see. Naar paa den jevne Skive

Man tvende Kugler Fart vil mod hinanden give,

De skynde sig afsted, med samme Hurtighed,

Som ømme Elskere til deres Samlings Sted.

37En tosset Jyde-Dreng maaskee vel turde meene,

De længes efter sig for evig at foreene;

Ney kiære Jyde! ney! De før sig røre ey

Før med en lige Fart, hver Kugle gaaer sin Vey.

At jeg med Kuglerne her meener Mads og Mette

Derom det tosset var mig selv at underrette,

Thi jeg jo eene er. og ingen har mig hørt.



Siette Optrin.

Grete, Mette,

    Mette. 

Mit Ærende kun slet Veninde er udført;

Mads ubevægelig – – –


    Grete. 

                             Det viser mig tilfulde,

At i en andens Sag man taler kun med Kulde.

O at min Ære dog mig ey i Veyen stod,

Jeg skulde kaste mig for den Gruesommes Fod;

Jeg skulde vise dig hvad Bønner kan udrette

Naar man er heed som jeg, og ikke kold som Mette.


    38Mette. 

Er slig Bebreydelse da Løn for al min Fliid?

Men jeg dig ynker kun. Dit Hierte er i Striid,

Og Piinsler ofte kan den største Siæl forlede,

Til paa sin beste Ven at hævne Skiæbnens Vrede.


            Aria.

Saa æltes Blye med vrede Tænder,

I Heltes Mund; hvis blotte Rygge,

Ey for at svales, søge Skygge,

I en Alleè gevorbne Venner,

Som bleve Bøddeler af Tvang,

Og under spiilte Huders Klang,

Dem vifte Ild med smidig Green

Paa nys afklædte Rygge-Been.

De præge deres bittre Qval,

I det uskyldige Metal,

Og glemme al den Tieneste,

Det dem i Krigen lader see,

Som dog er overmaade vigtig,

At sige: Naar de sigte rigtig.


    39Grete. 

Hvor er jeg lykkelig at du holdt op engang.

Jeg tager samme Deel udi din smukke Sang

Som din besiungne Helt i Pibers Lyd og Trommen.

Var her vel Sted og Tiid – – –


    Mette. 

                             Min Tiid var før ey kommen,

Jeg vedste intet Raad og meget bange var,

For at bedrøve dig med et mistrøstig Svar.

Jeg ved min Arie kun søgte Tiid at vinde,

Og under Sangen var saa lykkelig at finde

Et Middel, som jeg troer du vist skal frelses ved,

Du det ey vide bør; thi saadan Kundskab streed

Mod Æren, mod din Stand, og mod – –


    Grete. 

                             Holt inde Mette!

Jeg frygter meget for at jeg det skulde giette,

Du veed jeg er ey dum, du veed jeg dydig er,

Du veed hvor høyligen mig Skredderen er kier.

Jeg Dyd og Ære dog for Elskov Fortrin giver;

Men hvad jeg ikke veed mig ey tilregnet bliver,

Saa meget troer jeg dog at du mig sige bør:

40Om du i dette Raad Johan deelagtiggiør:

Om Skredderen derved kan blive mig uværdig;

Men frem for alle Ting, om han snart bliver færdig.


    Mette. 

Af disse Spørgsmaal nu kun et besvares kan,

Johan i denne Dag vist blive skal din Mand.

(Grete gaaer).


Syvende Optrin.


    Mette  allene.

I Dag skal Elskovs Gud udmerke sig ved Seyer,

En høy, en ædel Siæl skal fra sin rette Eyer,

Af Kierlighed forført to Strømper tage bort,

Dyd kom vel tidt tilforn, men aldrig saa tilkort,

Naar den i Heltes Bryst mod Elskov turde stride

Man Elskovs Heftighed, af Dydens Tab maa vide.


                             Ende paa tredie Optog.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Kierlighed uden Strømper

Kierlighed uden Strømper fra 1772 er uten tvil Johan Herman Wessels hovedverk.

Skuespillet er en tragediparodi hvor Wessel gjør narr av samtidens teaterkonvensjoner. Stykket var egentlig ment som en intern spøk i Det norske Selskab og som et vennlig spark til Johan Nordahl Brun og Claus Fasting som begge hadde levert fransk-klassisistiske bidrag til en skrivekonkurranse («beste originale Sørgespil», Bruns Zarine vant). På oppfordring fra selskapsvennene ble stykket utgitt (anonymt) i september 1772, og det fikk stor suksess på Københavnteatret Den Kongelige Danske Skueplads i 1773.

Se faksimiler av Henrik Jægers utgave fra 1884 (NB digital)

Les mer..

Om Johan Herman Wessel

Johan Herman Wessel er i dag best kjent som en munter dikter, først og fremst på grunn av tragedieparodien Kierlighed uden Strømper (1772), muntre småvers og komiske fortellinger som «Smeden og Bageren» og «Hundemordet». Men Wessel kunne også skrive om alvorlige ting, for eksempel handler diktet «Søvnen» om døden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.