Kierlighed uden Strømper

av Johan Herman Wessel

Femte Optog.


54Første Optrin.

Mads, Jesper.

    Mads. 

Du paa Rivalens Been to hvide Strømper saae?

Saa Skiebnen altid skal for ham paa Pinde staae!

Ja Skiebne troe, jeg seer alt hvad du har for Øye;

Men jeg har Arm og Kniv, og du har spildt din Møye;

Du forud føler alt (du maatte skamme dig)

En Vellyst i den Qval, som vil fortære mig,

Naar jeg et Vidne skal til den Foreening være,

Som skiller mig ved alt, ved Grete og min Ære;

55Men naar jeg ikke meer seer denne Verdens Dag,

Skal Skiebnen med sit Had vel giøre mig en Smag.


    Jesper. 

Døe er din Pligt, naar du paa ingen anden Maade

Veed dig at redde ud; men torde jeg dig raade,

Du skulde sætte op endnu et Øyeblik,

Dit Forsæt: vi maaskee en bedre Tilflugt fik.


    Mads. 

En Tilflugt er der kun, en eneste tilbage:

Med Skiebne, Grete, Liv jeg strax maa Afskeed tage.


    Jesper. 

Det ahner mig, min Ven, at det for tilig er.


    Mads. 

Men Helte, som vil døe, foragte Ahnelser.

(Han tager sin Kniv op.)

Vær stærk min Arm og troe! vær skarp min Kniv og sikker!

Min Jesper! Liv! Farvel! – – Dog, førend jeg mig stikker,

56Ifald du haver kier din Kalemantes Vest,

Saa staae mig ey saa nær, den ellers faaer sin Rest.


            Aria.

Naar, som desverre ofte hænder,

Ulykken muntre Fluer sender

I tomme, klare Flasker ned,

Den heftigste Uroelighed

Man tydeligen kand fornemme,

Af deres Løben, Flugt og Stemme.


Hvis Hud og Glas var lige klare,

Jeg kunde mig den Møye spare

At sige dig: Mit Blod faer om,

Som Fluen der i Flasken kom.

Jeg ydermeere for mit Øre

Kand som en Lyd af Fluer høre.


Mit Blod tilfælles har saa mange Ting med Fluer,

Som ere fængslede, at jeg med Rette gruer,

Det og vil ligne dem, som slippe ud igien,

Og synes, at de ey kan komme langt nok hen

57Fra en forhadt Arrest. – Min beste Ven i Live!

Dig maatte allermindst min Død til Skade blive.


    Jesper. 

Endog paa Gravens Pynt erindrer du min Tarv!

Jeg haver intet Been, jeg haver ingen Marv,

Som jo Erkiendtlighed og Medynk giennemtrænge;

Men at du ey skal troe, jeg stod omsonst saa længe,

Som du sang Arien om Fluer og dit Blod,

Saa faldt jeg, eller og min Geist mig falde lod

Paa en Mistanke; hvad, om du den rette Eyer

Til disse Strømper er, som krone skal med Seyer

En lykkelig Rival?


    Mads. 

                             Den Grete haver kier,

Og ærer med sit Valg, For smaae Forbrydelser

Jeg ey mistænke bør. Han er jo Helt desuden.


    Jesper. 

Men Skredder meer end Helt; det viser noksom Huden.

Saa længe som han har en Skredder-Plet paa den,

Jeg Helten mindre seer, i ham end Skredderen.


    58Mads. 

See i ham hvad du vil; jeg seer kun paa min Ære,

Jeg maa ey i mit Brøst saa lav Mistanke nære.


    Jesper. 

Men siig! hvor skulde han her faaet Strømper fra?

Hvor ingen uden du – – –


    Mads. 

                             End Grete, Mette da?


    Jesper. 

Saa bilder du dig ind, han deres kunde bruge?

Af deres Strømper een sex Skredder Been kan sluge.


    Mads. 

Jeg var tilfreds, min Ven, den kunde sluge syv,

Saa er Johan en Helt, og kan ey være Tyv,

Og du til Nedrighed forgiæves mig skal friste.


    Jesper. 

Taal i det mindste, Mads, at jeg udi din Kiste

Min Tvivl maae opløst faae!


    59Mads. 

                             Du kan den bringe ind,

Ey for at rydde ud Mistanken af mit Sind,

Thi jeg mistænker ey, men at endnu i Live

Mit Efterladenskab jeg dig kan overgive.

(Jesper gaaer.)


Andet Optrin.


    Mads  allene.

Nu var det Tiid at døe, nu ingen hindrer mig,

Men jeg koldsindig er og alt for magelig,

Og Helten naar han døer, bør heed og virksom være;

Men hvorfor jeg er kold, det veed – – det veed vor Herre.



60Tredie Optrin.

Mads, Jesper. (med Kisten.)

    Jesper. 

Kom lad os eftersee.


    Mads. 

                             Her er Fortegnelsen;

Vi der vil læse først, hvad er i Leddiken.

(De læse begge.)

Duo.

Fem Knapper til en Trøye,

En Syenaal uden Øye,

Et bruunrødt Syleskaft,

En gammel Strimmel Taft,

En Stump Meloten-Plaster,

Et Brev fra salig Faster,

En Daase uden Laag,

Den nye Psalmebog.


    61Jesper. 

Alt nok om Leddiken, jeg længes efter Kisten.


    Mads. 

See Tøyet efter du, saa skal jeg læse Listen.


    Jesper. 

Begynd paa Strømperne.


    Mads. 

                             Først findes tvende Par

Saa hvide som en Snee, hvori før Grete har

Med Silke syed mit Navn – – –


    Jesper. 

                             Jeg seer kun et Par hvide.


    Mads. 

Det andet uden Tvivl sig skiuler ved en Side;

Søg med Alvorlighed.


    Jesper. 

                             Al Søgen er omsonst;

Søg selv.


    Mads  (Efter at have søgt.)

                             De findes ey. Min Skiæbne al sin Kunst

Udtømmer for mig ret ulykkelig at giøre,

62Og alle Øyeblik mig nye Sorger føre.

Jeg undres endnu paa, den sparede min Stok,

Hvis Knap af Perlemor, Gud veed, har kostet nok;

Hvis Tab meer vigtigt var meer smerteligt end dette.


    Jesper. 

Maaskee af denne Sorg en Nedrig skulde giette

At Døden ikke just var det, du tænkte paa;

Men Jesper kiender dig, og dig beundre maa.

Du har behaget mig til Arving at udnævne

Af al din Eyendom, du havde tænkt at levne

Mig et Par Strømper meer; sin Vens Forliis og sit,

En Siel saa høy, saa stoer som din, anseer for et;

Og herfra denne Sorg – – men nu til noget andet:

Det skulde synes mig, dog være reent forbandet,

Om Skredderen Johan, med dine Strømper paa,

Til Brudeskammelen ustraffet skulde gaae.

Jeg skulde dog vel troe, du ham vil forekomme;

Han her indfinder sig før et Qvarteer er omme;

At følge Grete did hvor Baandet knyttes skal,

Som ey kan løses meer.


    63Mads. 

                             Mod en forhadt Rival

Jeg maa udrustes først med høyst fornødne Vaaben.

Jeg har ey Bidden smagt, jeg har ey drukket Draaben

I denne gandske Dag, og uden Øl og Mad

Er Helten ingen Ting.


    Jesper. 

                             Derinde staaer et Fad,

Som ved sin vide Kreds og Dybhed sig udmerker,

Til Bredden fyldt med Kaal. Du giør vist Underverker,

Hvis du det tømme kan.


    Mads. 

                             Jeg skal forsøge det.

Vee dig, Johan! vee dig! naar Mads er bleven mæt.

(De gaaer.)


64Fierde Optrin.

Grete, Mette, Johan.

    Grete  (med Johan ved Haanden.)

Saa blev det Sandhed dog, som i et Ordsprog staaer,

At efter Regn og Slud man blide Soelskin faaer.

I otte Dage var min Siel et Rov for Smerter,

Jeg ingen Føde nød, jeg væmmedes ved Erter;

Min Syster, du det veed, det var min beste Mad,

Og naar jeg Erter selv og Flesk ey spise gad,

Enhver kan slutte let, hvor stoer min Nød har været.


    Johan. 

Jeg tvivler ikke paa, at Sorg dig har fortæret;

Men nu til Klagemaal du ingen Aarsag har,

Nu er du lykkelig, forglem saa hvad du var.


    Grete. 

Jeg mig erindrer kun de kummerfulde Dage,

Som, Himmelen skee Tak, jeg haver lagt tilbage,

At jeg desbedre maa fornøyes ved de Kaar

Og den Lyksalighed, som mig Fremtiden spaaer –

65Da endnu et Qvarteer vi kunde her forhale,

Saa lad os vexelviis vort Haab, vor Fryd afmale.


    Johan. 

Begynd min Grete først, dig falder Æren til;

Saasnart du færdig er, jeg dig afløse vil.


    Grete.  (Bevægeligen).

Jeg i min Elskers Arm, jeg ved min Heltes Side,

Af søde Følelser skal ene kunde vide

At jeg er til. Mig skal ey nogen indbildt Frygt

Af Søvne vekke meer. Ney jeg skal hvile trygt,

Og vogne smilende; Og Hiertet dig skal sige:

«Nu vognede din Glut, nu smilede din Pige.»

Og du skal vogne glad og smilende som jeg –

Og – – –


    Mette. 

                             Gaa ey videre; Thi det anstaaer dig ey.

(Der bliver en kort Taushed.)

    Grete.  (Til Johan.)

Hør her engang, Seigneur! du falder jo i Staver:

Nu Turen er til dig.


    66Johan. 

                             St! St! jeg mig belaver

Paa et anstændigt Svar – – og – – Svaret lyder saaa – –

Jeg – – neppe veed for Fryd – – paa hvilken Foed at staae – –

Og – – for en Sikkerhed saa staaer jeg paa dem begge – –

Og – – à propos om Been, jeg ikke just i Lægge

Min største Force har; men Skabningen?


    Grete. 

                             Er net;

Det vil jeg dig tilstaae. – Men om jeg tænker ret,

Saa er ey dette Svar aldeles saa anstændigt,

Som du det lovede.


    Johan. 

                             Jeg haver et indvendigt

Og et udvendigt Pund, Madam; det første ikke staaer

Det andet altid bi – Der i min Hierne gaaer

67Udaf de smukkeste og meest udsøgte Tanker

En utaalmodig Sværm, som inden Hiernens Planker

Indsluttes ynkelig, fordi jeg ikke kan

I Gang min Tunge faae; – – men tys, nu gaaer det an.

(Han giør sig kostbar.)

Selv Elskov os, Madam, en Bane skal berede,

Selv plantede han der de Roser, vi betræde –

Ved Roserne forstaae Elskovs Henrykkelser,

Spørg saa ey, om de staae hinanden gandske nær.

De stærke Farvers Skin tilsidst vort Syn formørke,

Men derimod paa Grønt vort Øye samler Styrke;

Det vidste Elskovs Gud, og Rum lod aabent staae

Imellem Roserne, at stilte Længsler maae

Den Afstand fylde op med evig grønne Blade.


    Mette.  (Til Grete.)

Han taler som en Helt, det maa enhver ham lade.


    Grete. 

Hvor hæves ey mit Mod, naar jeg betænker kun,

At det min Elsker er som har saa sød en Mund;

68Men det er endnu lidt, jeg først for Alvor kneiser,

Naar jeg af mange smaae, men kiekke Ehrenpreiser

Kun forestiller mig, hvor jeg omringes skal.


    Johan. 

Vi Afkom vist nok faae, Madam, i Hobetal.

(Grete neyer, og Mette seer paa hans Been.)

    Grete. 

Hvor fyndigt er hans Sprog! Hvor stærke hans Udtrykke! –

Hvormed har jeg fortient for andre saadan Lykke? –

Elskværdig Helt! – – au! au!


    Mette. 

                             Hvad fattes, Pige, dig?


    Grete. 

Au! au!


    Johan. 

           Heltinde – –


    Grete. 

                    Au!


    69Johan. 

                             Betroe din Sorg til mig.


    Grete. 

Jeg fik en Ahnelse. O! alt for kiære Skredder!

Den spaaer mig din Ruin.


    Mette. 

                             Veed du, du Overtræder

Heltinders strænge Lov? hvor har du hørt, hvor læst,

At en Heltinde var af Ahnelser indblæst

To gange paa en Dag? Du først i Morges drømmer,

Faaer derpaa Ahnelse. – Heltinders Lov indrømmer

Dig knap saa stor Portion; og endda vover du

Paa nye af Ahnelse at faae et Anstød nu;

Det gaaer, min Troe, for vidt.


    Johan. 

                             Mit Hiertes Herskerinde!

Lad onde Dunsters Magt ey din Forstand forblinde,

Hvad du har spiist i Dag?


    70Grete. 

                             En ringe Bagatel,

Fem Sild, lidt Erter, Flesk – – –


    Johan. 

                             Ja jeg det tænkte vel,

Man faaer som ofteste den ugemene Gave.

At have Ahnelser af en bedærvet Mave,

Troe du paa mine Ord, at Erter, Flesk og Sild,

Helst om nye brygget Øl man drikke vil dertil,

Saa god en Ahnelse, som ønskes kan, frembringer.


    Grete. 

Seigneur! du talede, strax fik min Angest Vinger.

Af Erter, Flesk og Sild (thi jeg nu troer med dig

At denne Ahnelse kun de forvoldte mig)

Urolig Dunst ey meer til qvalte Hierte stiger.

Hvad i min Heltes Ord der dog ey Kræfter ligger!


            Aria.

Saa Børne-Sværmen i en Skole

Bestige Borde, Bænke, Stole,

71Og skrige høyt, og skogger lee,

Naar de ey Skolemester see;

Men naar han kun ved Døren rører,

Hver paa sit Sted strax Pokker fører;

Han neppe faaer «Esler» sagt,

Før alting er i Orden bragt.


Jeg meener Dunsterne ved denne Børne-Flok,

Og – – –


    Johan. 

                             Tal ey meer herom, jeg dig begriber nok;

Din Kompliment er smuk og Lignelsen er vakker,

Men skal vi ikke gaae?


    Mette  (Hun seer udaf Vinduet efter Solen.)

                             Det snart ad Tiden lakker.


    Grete. 

Kom lille Hierte-Tyv.


    Johan. 

                             Jeg mig udbede maa

Et mere tugtigt Navn. Naturen lod mig faae

Til Tyv, og Tyverie et Had, saa overdrevet,

72At Ordet Hierte-Tyv er mig en Afskye blevet.

Man sætte Hierte for, man sætte Hierte bag,

En Tyv er dog en Tyv, det er en afgiort Sag.



Femte Optrin.

Mads, Jesper, Grete, Mette, Johan.

    Mads. 

Madam, der staaer en Tyv.


    Grete. 

                             Der staaer en Helt, Forræder.


    Mads. 

Jeg siger nu som før, Madam, der staaer en Skredder – –

(Grete faaer lidt Ont.)

    Mette.  (Til Johan.)

Nu gielder det, Seigneur, at vise Helte-Mod.


    73Johan.  (Til Mads.)

Du mig for liden er, du ellers for min Fod

Udgyde skulde strax det smudsige, som flyder

I dine Aarer.


    Mads. 

                             Glad jeg selv mit Blod udgyder,

Men hævnet vil jeg døe, og Grete kiende skal

Den Nederdrægtige, hun gav mig til Rival.

Dog hvad! hun kiender ham. En Brudgom, som kan stiæle,

Ey vælger sig en Brud, som ey forstaaer at hæle.

Naar jeg mig tænker om, jeg heel fornøyet er,

At Grete holdt mig ey den store Naade værd,

At blive hendes Mand. I disse dyre Tider

En Sværm af Haandværks Folk om Brød indbyrdes strider;

Heltinden klog indsaae, et Haandværk ey forslog,

Og Mads kun havde et. – Jeg mig udbeder dog,

(Til Johan.)

At fra en mere Riig du efterdags vil røve,

Hvad Grete eller du fremdeles kan behøve.


    74Grete. 

Jeg ingen Lynild seer! – ey hører Tordenskrald! –

Hvordan er dette fat? – En frek Forræder skal

Ustraffet spotte os? – Han ryddes ey af Jorden

I samme Øyeblik? – Naturens heele Orden

Urygget staaer; – Johan! hvad skal jeg troe, min Ven,

Til slig Kolsindighed bevæger Himmelen?

Hvor zitrer jeg! – mon du – – –


    Johan. 

                             Imod saa smaa Insecter,

Mod Maddiker, som den, en Himmel ikke fægter,

Og Helten Himmelhøy, ifald han øyned’ den,

Den krybe lod i Fred. (Til Mads) Kryb ind, kryb ud igien,

For mig kryb hvor du vil; kun dette vil jeg sige:

Erindre hvad du er; viid du maa ikke vige

Fra Maddikens Natur; tael ey; dit Væsen er

At krybe, være taus. En Helt befaler her,

Kiend ham, føl dig og lyd.


    Grete. 

                             Nu fløy min Siæl tilbage,

Som vilde nyligen af Angest Flugten tage;

75Jeg ustuderet er, saa meget veed jeg dog,

At aldrig nogen Tyv kand føre saadant Sprog.

Hvor Heltemæssig, stolt – – –


    Mads.  (Til Grete.)

                             Jeg tvivler ikke længer

Paa din Uskyldighed, du værdig er, du trænger

Til en Oplysning. Hør – –


    Grete. 

                             Forvovne, paa dit Ord,

Du tænker, jeg Johan en lav Misdæder troer?


    Johan. 

Jeg sagde: Kryb og tie.


    Mads.  (Til Grete.)

                             Jeg giør dig her en Eed,

Hvis du mig hører nu, at i al Evighed

Du aldrig af min Mund et Ord skal mere høre,


    Grete. 

Han paa det ømme Sted forstod mig ret at røre,

Den Fristelse er stor.


    76Johan. 

                             Jeg har befalet ham

At tie som en Muur; tillad ham ey, Madam,

At handle mod min Lov; min Ære derved lider.


    Grete. 

Men vinder i sit Tab. Der siden kommer Tider,

Da du mig takke skal, for jeg ulydig var;

Da du bekiende maa, din Ære vundet har

Langt meer, end den har tabt – din Gretes første Beyler,

Al Maskepi med ham (det ingenlunde feyler)

Giør dig og hende Skam; Den Skam bør vi undgaae,

Vi bør – siig Eden Mads.


    Mads. 

                             Gid gule Erter maae

Udi min sultne Mund til Stene sig forvandle,

Saafremt jeg mod min Eed og Løfte skulde handle,

Før du mig kiendte frie fra Løfte og fra Eed.


    Grete. 

Jeg dig vel sverge bød, men der er Maade med.

Graa Erter var vel fælt, men sverge ved de gule!

77Hu! Haaret reyser sig. (Til Mette.) Bring mig en lille Smule

Af Flesk og Erter ind.

(Mette gaaer.)


Siette Optrin.

Mads, Jesper, Grete, Johan.

    Grete. 

                             Jeg føler, synes mig,

Hvor Erter i min Mund til Steen forvandle sig;

Fornuften vil omsonst den Skrek af Blodet jage.

Jeg haaber, naar jeg først faaer Erterne at smage,

Den snart skal Fødder faae.



78Syvende Optrin.

Mette med en Skaal Erter, de forrige.

    Grete  tager Skaalen.

                             Tak, kiere Mette. (Til Mads.) Tal!


    Mads. 

Erindrer du en Tiid – – –


    Johan. 

                             Heltinde du er gal

Som hører paa en Orm.


    Grete  (som spiser bestandig.)

                             Heltinder er’ ey gale;

Med meer Ærbødighed, Seigneur, du burde tale.


    Mads. 

Erindrer du en Tid – – –


    Johan. 

                             Kom lad os gaae Madam.


    Grete. 

Jeg fremmer jo dit Vel, i det jeg hører ham.


    79Mads. 

Erindrer du en Tiid – – –


    Johan. 

                             Erindrer eller glemmer,

Saa er det Tiid at gaae.


    Mads  (Til Grete.)

                             Da to Latinske Emmer

Du syede paa mit Tøy – – –


    Johan. 

                             Hvi blev din Mund ey syed?

Du hører, som jeg seer, Madam, med Hiertens Fryd,

Hvordan du elskede, hvordan du sydde Navne;

Vil du ey kysse ham? vil du ham ey omfavne?

Jeg skal ey hindre dig.

(Han vil gaae.)

    Jesper  (Som holder ham tilbage.)

                             Du bliver her Seigneur.


    Johan. 

Desverre! Du har Ret. (Sagte.) Jeg snart af Angest døer!


    80Grete. 

Du ey dit Beste veed. Jeg veed det, jeg det fremmer,

Trods dig, trods al din Spot. (Til Mads.) Igien til dine Emmer!

Der var det jo du slap.


    Mads. 

                             Om du dem saae igien,

Saa kiendte du dem vel?


    Grete. 

                             Hvor sigter dette hen?

Nu isner alt mit Blod!


    Johan. 

                             Maaskee er Tiden omme,

Og vi i Tempelet for silde skulde komme,

Fordi du daarligen et Løfte holdet har,

Som uforsigtigen en Maddik given var,


    Grete. 

Endog mod Maddiker jeg Troe og Love holder.

At Tiden gaar omsonst, du selv jo kun forvolder.

Din Banghed qvæler mig; men Løftet er alt giort.


    81Johan.  (Afsides.)

Jeg døer!


    Mads. 

                             Ved disse Knæ, at jeg skal være kort

(Peger paa Johan.)

Du kand Mads Madsens Navn og dine Emmer finde.


    Grete.  (Til Johan.)

Du blegner – Haab og Liv og Kraft og Mod forsvinde.

(Hun vil til at besvime.)

    Mads. 

Ham Fanden har forført – – –


    Grete. 

                             Om Folk af Helte-Rang

Du tale tør saa lavt? Viid til en anden gang,

Naar Helte Feyl begaae, er Skiæbnen Gierningsmanden,

Kun Pøbelen giør Ondt og Skylden giver Fanden –

Men, Mette, hvorfor gav ey du ham dette Svar?

Du saae, jeg i Begreb med at besvime var.

(Til Mads.)

Og du en anden gang, naar du seer Folk vil daane,

82Saa viid, at du dem bør for Pølse-Snak forskaane.

Hvad skal jeg giøre nu? – besvime eller ey? –

Om det for silde er, veed Pokker ikke jeg.

Jeg i en Lignelse min Meening vil fremsette;

Og siden maae I mig om Eders underrette.

Jeg i saa slibrig Sag ey stoeler blot paa mig.


                  Aria.

          Til een, som nøs i Gaar, at sige:

          «Hjælp Gud! i Dag bet Faar,»

          «For det du nøs i Gaar.»

          Sig passer ikke just saa lige.


          Men naar man seer lidt dybt i Tingen,

          Saa troer jeg, det er reent,

          At Prosit, som kom seent,

          Er bedre end aldeles ingen.


                  Chorus.

          Den Prosit, som kom seent,

          Er bedre end aldeles ingen,

          Og Grete hun seer dybt i Tingen,

          Og hvad hun troer, er reent.


    83Mette. 

Besvime, skiønt lidt seent, er vores Raad til dig.


    Grete. 

Tag Skaalen een. Jeg meer ey til mig selv kan finde.

(Mads tager Skaalen og spiser.) (Hun daaner.)

    Johan  (Til Mette.)

Jeg er saa bange for, at Helten skal forsvinde,

Og Skredderen staae rød og feig og flad igjen,

Naar Grete vogner op udaf Besvimelsen.


    Mette. 

Selv Helte kunde tidt staae røde, feige, flade;

At være Helte dog de derfor ey aflade.

Ja vist skal du, Seigneur, staa flad og feig og rød

Men rød og feig og flad du faaer en Helte-Død,

Naar du kun siger det, som andre Helte sige,

Naar de Lastværdige forlade Jorderige.


    Grete.  (som vogner op.)

Hvad Skam! – Hvad Qval! Hvad Striid! – Du, som min Elsker var.

Du skulde blive mig til en saa grum Barbar!


    84Johan.  (grædende).

Barbar! jo men! jeg dig mit rette Navn skal sige:

En Tyveknegt – men tænk dog ey, jeg kunde vige

Fra Dyden uden Striid. (Til Mette.) Siig du oprigtigen,

Om Dyden og om jeg ey stode os som Mænd

Mod Skiæbne, Elskov, Last, og Fanden og hans Fetter –

Dog – Helten Sminke ey paa sine Laster setter;

Madam, jeg er en Tyv, en Liderlig, en Knøs,

Jeg har vanæret dig – Du hævnes bør –

(Han tager sin Kniv op.)

                             Adiøs.

(Han stikker sig.)

    Grete. 

Aa! bitter knøe! – Han døer! – Han Hiertet har i Brøstet!

Saa har hans Last omsonst med dette Haab mig trøstet,

At han kun Skredder var! – min Elskers Hierte boer

Udi hans Brøst – han er en Helt: den Trøst er stor,

85Men Jord! Hvor dyre kiøbt – (Til Mads.) Hør, du Ulykkers Fyrste!

Er der ey meere Blod, hvorefter du kan tørste?

Umenneske! stød til! der er og Blod i mig.


    Mads. 

Jeg øm og kielen skal dit Tab oprette dig.

Øm for din Ære før, jeg frelste den fra Fare.


    Grete. 

Du kunde dig, Barbar, saa grum en Omsorg spare.

Du lover dig min Haand som en tilbørlig Frugt

Udaf din Nidkierhed. Snart haver jeg den brugt.

(Hun stikker sig.)

Nu kan du tage den.


    Mads  til Mette.

                             Skil mig ved disse Erter;

Jeg maa med Armene og vise mine Smerter.

(Mette tager Skaalen, og hun og Jesper spiser, Mads setter sig i Lave og siger:)

En distileret Ild af tretten Helveder

Og – – jeg veed ikke selv, hvor mange Furier.

Hør Mette, hielp mig lidt. Du kand jo Emoletten;

Siig mig, hvor mange er da Trende gange Tretten;

Thi Trende Furier der er per Helvede,

Om man har sagt mig sandt.


    86Mette. 

                             Ni – – ni og tredive.


    Mads. 

En Helt, som regner slet er meget at beklage.

Min Tale paa en frisk jeg nu maa igientage –

En distileret Ild af tretten Helveder

Og ni og tredive bandsatte Furier,

Som huses i mit Brøst, mig Hovedet giør’ kruset.

Men denne troer jeg nok, skal feie dem af Huset.

(Han tager Kniven op.) (Han stikker sig.)

    Mette. 

Hvor er jeg lykkelig, min Tour dog kom engang!

(Hun giver Jesper Skaalen.)

Jeg seer to kiere Lig af høyest Helte-Rang –

Jeg seer – jeg ikke kan en Helte-Sprikvort finde.

Jeg uden Sprikvort døer – Herr Jesper! Tienerinde.

(Hun stikker sig.)

    Jesper. 

Hvi skulde Mette døe? Jeg ey Aarsagen veed; –

Men naar de alle døe, saa maa jeg og afsted.

(Han setter Skaalen fra sig.)

87I Efterlevende, som dette Sted betræde!

Som skue disse Liig og ey vor Død begræde,

I haarde er’ som Flint – Saa grum er ingen fød.

Nei, Efterslægten vist bejamre skal vor Død.

Paa dens Medlidenhed jeg forud er saa sikker,

At jeg et Ønske giør, i det at jeg mig stikker,

Hvorved jeg vidne vil min Tak for hver en Taar.

I Efterlevende! troer! det fra Hiertet gaaer.

Gid det ey Eder gaae, som det gik denne Stømper!

Gid Eders Kierlighed maa aldrig mangle Strømper!

(Han stikker sig.)

                             Ende paa femte Optog.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Kierlighed uden Strømper

Kierlighed uden Strømper fra 1772 er uten tvil Johan Herman Wessels hovedverk.

Skuespillet er en tragediparodi hvor Wessel gjør narr av samtidens teaterkonvensjoner. Stykket var egentlig ment som en intern spøk i Det norske Selskab og som et vennlig spark til Johan Nordahl Brun og Claus Fasting som begge hadde levert fransk-klassisistiske bidrag til en skrivekonkurranse («beste originale Sørgespil», Bruns Zarine vant). På oppfordring fra selskapsvennene ble stykket utgitt (anonymt) i september 1772, og det fikk stor suksess på Københavnteatret Den Kongelige Danske Skueplads i 1773.

Se faksimiler av Henrik Jægers utgave fra 1884 (NB digital)

Les mer..

Om Johan Herman Wessel

Johan Herman Wessel er i dag best kjent som en munter dikter, først og fremst på grunn av tragedieparodien Kierlighed uden Strømper (1772), muntre småvers og komiske fortellinger som «Smeden og Bageren» og «Hundemordet». Men Wessel kunne også skrive om alvorlige ting, for eksempel handler diktet «Søvnen» om døden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.